PDF udgave (280 KB) Modtaget via elektronisk post. Der tages forbehold for evt. fejl. Miljø- og Planlægningsudvalget (Alm. del - bilag 186) landbrug (Offentligt) ./. Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg Christiansborg 1240 København K DEPARTEMENTET J.nr. SN 2001-406 - 0032 Den 7. november 2003 Til udvalgets orientering fremsendes herved i 70 eksemplarer Redegørelse om ansvarsområdet for naboretlige erstatningsregler mv. i forbindelse med nabogener fra store husdyrbrug. Redegørelsen er udarbejdet af professor ved Ålborg Universitet Orla Friis Jensen i forbindelse med besvarelsen af spørgsmål S 2905 (folketingssamlingen 2002/2003) stillet af Jørn Dohrmann (DF). Kopi af spørg s- mål S 2905 med svar samt brev til Jørn Dohrmann vedlægges lig eledes. Hans Chr. Schmidt     /     Hans Henrik Christensen Miljøministeriet Departementet Højbro Plads 4 1200 København K Tlf. 33 92 76 00 Fax 33 32 22 27 Telex 42230 milmin dk E-post: [email protected] ./.
2                                                                    Aalborg, 25. september 2003      Redegørelse om anvendelsesområdet for naboretlige erstatningsregler m.v. i forbindelse med nabogener fra store husdyrbrug 1.   Indledning Miljøministeriet, Skov- og Naturstyrelsen, har den 28. maj 2003 anmodet mig om at udarbejde en redegørelse om anvendelsesområdet for naboretlige erstatningsregler m.v. i forbindelse med nab o- gener fra store husdyrbrug. Der angives følgende kommissorium: ”Den miljømæssige regulering af husdyrbrug og anden forurenende virksomhed  sker efter reg- lerne i miljøbeskyttelseslovgivningen og planlovgivningen. Ved afgørelse af, om der efter disse regler er grundlag for at meddele tilladelse eller godkendelse til etablering, udvidelse eller ændring af sådanne virksomheder eller grundlag for efterfølgende at gribe ind med påbud om at nedbringe en forurening vurderes det, hvilken forureningsbelastning der bør anses for acceptabel for omgivelserne, bl.a. i form af støj og lugt på naboejendommene. Det antages i teori og praksis for administrationen af miljøbeskyttelses- og planlovgivningen, at even-tuelle værdiforringelser af naboejendomme til f.eks. store husdyrbrug ikke tillægges betyd- ning ved administrationen af disse regler. Nye undersøgelser har samtidig vist, at naboejendomme til store husdyrbrug forringes betydeligt i værdi, selvom den aktuelle forurening ikke går ud over, hvad der i forbindelse med en godke n- delse er vurderet at være acceptabel for omgivelserne. I den forbindelse er der opstået spørgsmål om, der på andet retsgrundlag kan fremsættes ersta   t- ningskrav mod virksomheden vedr. tab som følge af naboejendommenes værdiforringelse.
3 På denne baggrund ønskes en vurderin g af følgende spørgsmål: 1.    Kan naboretlige regler om erstatning bringes i anvendelse i tilfælde, hvor det acceptable ni- veau for   ”nabogenerne" fastlægges efter offentligretlige regler i miljøbeskyttelseslovgivningen, og kan naboen i bekræftende fald rejse et erstatningskrav mod virksomheden på dette grundlag? 2.    Kan et erstatningskrav over for virksomheden alternativt støttes på almindelige erstatningsretlige regler vedr. skadegørende handlinger uden for kontrakt? 3.    Kan tab i form af værdiforringelser af naboejendomme som følge af store husdyrbrug kræves erstattet efter lov om erstatning for miljøskader?” Disposition:                                                                                                Hovedvægten i redegørelsen er lagt på besvarelsen  af spørgsmål l, som rummer de mest komplic e- rede retlige problemstillinger. For at kunne besvare spørgsmål 1, der rummer to spørgsmål, er det nødvendigt med en  præsentation  af den almindelige (privatretlige) naboret, som den er udviklet i retspraksis, og en nærmere omtale af den foreliggende offentligretlige regulering af husdyrbrug i miljølovgivningen, se henholdsvis afsnit  2 og 3. Det første spørgsmål om forholdet mellem den o f- fentligretlige regulering og den naboretlige tålegrænse behandles i afsnit 4 , og det andet spørgsmål om erstatningskrav i givet fald kan rejses mod virksomheden  i afsnit  5. Herefter behandles spørgsmål 2 og 3 om erstatning på andet grundlag end det naboretlige i afsnit 6 henholdsvis 7. E  n- delig sammenfattes redegørelsens resultater i afsnit 8. Indholdsfortegnelse er vedhæftet. 1.    Den almindelige naboret Den almindelige dommerskabte ”naboret” går i korthed ud på, at ejeren af en fast ejendom kan re  a- gere mod ulemper fra naboejendomme, som i væsentlig grad overstiger hvad der er sædvanligt efter områdets beskaffenhed. Der opereres altså med en naboretlig tålegrænse, hvorefter det afgørende og helt centrale punkt er, hvad man med rimelighed må forvente det pågældende sted.1 Det gør natur- ligvis en forskel, om der er tale om et fredeligt villaom-råde eller et erhvervsområde, hvor der ifølge sagens natur må være flere ulemper. Hvis ulemperne er varige og overskrider den omtalte tålegræ  n- se vil domstolene kunne pålægge den forulempende at træffe foranstaltninger, der kan nedbringe 1 Mere udførligt Carstensen og Illum: Dansk Tingsret, 3. udg., s. 108 ff. , og W.E. von Eyben: Dansk Miljøret, Bd 4, s. 284 ff.
4 ulempen til det acceptable, hvis dette ikke er muligt evt. helt forbyde en fortsættelse af virksom- heden, eller tilkende den skadelidte nabo erstatning, fx fordi en afhjælpning af ulempen vil med- føre en ufor-holdsmæssig bekostning.2 Vil naboen nøjes med erstatning i stedet for lovliggørelse, kan han også indskrænke sin påstand hertil. Ældre retspraksis angik oprindeligt i helt overvejende grad gener fra industriel virksomhed, men og- så andre sagstyper kom til, såsom sager om flueplage m.v. fra lossepladser, gen  er fra børneinstituti- oner og lignende. Sager af den nævnte art optræder ikke længere i doms-samlingerne. Det skyldes i første række, at langt de fleste naboretlige ulemper er reguleret i miljø- og planlovgivningen. Via planlægning og krav om forudgående ti lladelse udøves en omfattende kontrol fra forvaltningens side med geneforvoldende aktiviteter. Der vil end-videre ofte være mulighed for at få løst en nab o- tvist  ved at klage til den kompetente myn-dighed, typisk kommunen, i stedet for et sagsanlæg mod naboen. Dette er både hurtigere, lettere og ikke forbundet med omkostningsrisici. Den almindelige dommerskabte naboret har imidlertid ikke mistet enhver betydning. 2.1.   Nyere retspraksis Miljølovgivningen omfatter ikke alle former for ulemper, fx ikke gener fra skyggende træer eller tab af udsigt. Og erstatningssanktionen, som udelukkende er forbeholdt dom-stolene, har vist sig over- ordentlig praktisk i de senere års retspraksis om naboulemper i forbindelse med offentlige anlæg. Til illustration kan nævnes U 1995.466 H, hvor Thisted kommune havde anlagt et moderne rens- ningsanlæg på en opfyldning i Limfjorden. Højesteret tilkendte en række villaejere erstatning for værdiforringelse på grund af forringet udsigt og risiko for ulemper i form af lugtgener. Den  skete udvidelse af det bestående mekaniske rensningsanlæg var ”så omfat  -tende”, at den var ”helt uforud- sigelig”. Sagen U 1999.353 H angik vejstøj fra en motorvej, der på en 5 m høj dæmning forløb i en afstand af 85-100 m fra ejendommens bygninger. Det udtales mere principielt, at der bør ydes er- statning, såfremt støjulemperne overstiger, hvad der ”med rimelighed må påregnes som led i den almindelige samfundsudvikling på trafikområdet”. Efter en samlet vurdering, der måtte foretages på grundlag af en konkret vurdering af en række nærmere angivne kriterier (bl.a. støjniveau, bygnin- gernes afstand til vejanlægget og områdets karakter), fandtes tålegrænsen at være overskredet. Som anført i dommen lå ejendommen i et ”naturskønt område, men forholdsvis tæt ved Årh us”. Se der- 2 Se således VLT 1944.169 om lugt og støjgener fra kreatureksportstalde: De foreslåede foranstaltninger, der ikke fuldt ud ville afhjælpe ulemperne, fandtes at medføre en uforholdsmæssig bekostning i forhold til den forbedring af tilstan- den, som kunne ventes, men tilkendt erstatning for værdiforringelse.
5 imod U 1999.598 H, hvor den støjmæssige merbelastning ikke oversteg det påregnelige ”under hensyn til ejendommens skel mod stationsarealet og områdets centrale beliggenhed midt i byen (Viborg) ved hovedfærdselsårer og trafikknudepunkter”. Den foreliggende retspraksis om offentlige anlæg er udtryk for en udvikling. Der kan så -ledes – helt tydeligt på vejstøjområdet   – iagttages en sænkning af tålegrænsen i forhold til U 1988.547 H, der frifandt vejvæsenet, uanset anlæg af en hovedlandevej med betydelig trafik få meter fra et enfam i- liehus, da ydelse af erstatning forudsatte, at der forelå ”ganske særlige forhold”. Endvidere synes visse typer af ulemper, fx tab af udsigt eller skæmmet udsigt, indbliksgener m.v. – antagelig ikke upåvirket af de reakt ioner, de fremkalder på ejendomsmarkedet  – at have fået stigende praktisk b e- tydning. Endelig vil ulemper af helt uhåndgribelig art, nemlig de såkaldt ”psykiske” immissioner nu kunne begrunde erstatning, når de bevisligt har medført en væsentlig værdiforrin gelse. Se således U 1996.540 H og 1998.1515 H, der i forbindelse med fremførelse af højspændingsledninger tilkender erstat-ning for værdiforringelse på grund af den offentlige omtale af mistanke om helbredsrisiko ved at bo tæt på højspændingsledninger. Det er en betingelse, men ikke en tilstrækkelig betingelse, at der foreligger et væsentligt værditab. I en nylig afgjort sag lå motorvejen 120 meter fra stuehuset til en landbrugs -ejendom, hvorfra der blev drevet maskinstation,  og ejeren krævede på grundla g af et syn og skøn en erstatning på 175.000 kr. for støj, mistet udsyn og tabt liebhaveri, men lands-retten fandt efter en samlet vurde- ring,  at den nævnte tålegrænse  – efter den foreliggende retspraksis – ikke var overskredet.3 Det skal i øvrigt bemærkes, at den naboretlige erstatning i givet fald vil blive fastsat skøns-mæssigt af  domstolene. De vil herunder som udgangspunkt tage hensyn til, at naboen må tåle ulemper op til tålegrænsen, uden at kunne kræve erstatning herfor. I erstatningssagerne for v ejstøj  har dette typisk betydet at den fastsatte erstatning har ligget på omkring halv -delen af værditabet. 2.2.    Særligt om gener fra husdyrbrug Det følger af de almindelige naboretlige grundsætninger, at man i et landligt område som det helt klare udgangspunkt  må tåle lugtgener fra dyrehold, støj fra maskiner og udluft  -ningsanlæg osv. som 3 Vestre landsretsdom af 20. juni 2003, 10. afd. nr. 2789/01.
6 noget helt sædvanligt og påregneligt. Hertil kommer, at landbrug i landzoneområder som erhverv indtager en privilegeret stilling efter planlovens bestem-melser, idet de i større eller mindre om- fang kan etableres uden landzonetilladelse. Og som det fremgår af  flere vejledninger  til milj øbe- skyttelsesloven må omboende til landbrugs -virksomheder acceptere miljømæssige gener i højere grad, end tilfældet er i rene bolig-områder i byerne. Landzonen anses i administrativ praksis som landbrugets erhvervs-område.4 Heraf følger, at der kun i ganske særlige situationer vil kunne blive tale om erstatning til naboer i forbindelse med gener fra husdyrbrug. Hvor denne grænse nærmere går lader sig ikke sige på grun  d- lag af  foreliggende retspraksis, der i det hele er sparsom. Det er således fastslået, at grun  dejerne må tåle hanegal fra et avlshønseri  og lugtgener fra minkfarme, når man er beliggende i  et landbrug  s- område.5 Sager om lugtgener fx fra store svinebrug, som i de senere år præger debatten og også har ført til en øget offentlig regulering, smh nedenfor, har så vidt ses overhovedet ikke foreli gget for de danske domstole. Der kan derimod nævnes en enkelt norsk højesteretsdom, jf. Rt 1971 s. 378.6 Sagen angik et landbrug, der i 1964 byggede ny svinestald til 500 fedesvin.7 Tre naboer rejste i 1967 sag med påstand om, at svineholdet i den nye stald måtte ophøre på grund af  lugtgener fra udspre   d- ning af gylle, transport af gødning som solgtes til andre og  ventilationsluften fra stalden. Højesteret gav ikke sagsøgerne medhold. Gødningshånd -teringen var forsvarlig, og lugtplagerne lå for så vidt inden for det man på landet måtte være forberedt på. Produktionen i den nye sta   ld havde nok et stør- re omfang end før, men måtte ses som en naturlig fortsættelse og udvikling af den tidligere vir k- somhed, påvirket af den almindelige tendens mod en mere intensiv drift og inden for den ramme ”gårdbrukerens og hans families arbeidskraft g ir.” Lugtgenerne var altså påregnelige og tålegrænsen ikke overskredet. Det vanskeligste spørgsmål i sagen angik ventilationsluften, specielt om kravet i den norske nabolov om at ulempen ikke måtte være unødvendig var opfyldt. Højesteret bemærker herom, at en placering af stalden længere væk fra naboerne ville bryde sammenhængen med de be- stående bygninger og kunne medføre en vis økono -misk (arbejdsmæssig) belastning, og at placerin- gen var sket på ejendommens højeste punkt, hvor den naturlige fortynding af v entilationsluften var bedst. Det bemærkedes, at selv i dag var sagkyndige ikke sikre på, om det ville være en fordel at placere stalden på et lavere sted, hvor terrænforholdene ville indvirke på fortyndingforløbet i en ugunstig retning. Valg af lokalisering var følgelig i overensstemmelse med loven. Da naboloven ik- 4 Se Bjerring og Møller: Miljøbeskyttelsesloven (1998) s. 147, og Skov- og Naturstyrelsens afgørelse i den neden for under 3.1 omtalte Bandsby-sag. 5 Se henholdsvis U 1956.640 H: Avlshønseri med større antal haner tæt på ungdomsskole (med kostskole) og    U   1960.231 V: Lugt- og flueplage fra minkfarm 40 meter fra beboelse. 6 Dommen er nærmere omtalt af Falkanger: Tingsrett, 5. udg., s. 340 og 346. 7 Hvilket omregnet svarer til en årsproduktion på 50  -60 DE og dermed efter moderne danske forhold vel kun en relativt begrænset produktion.
7 ke var krænket, var der dermed heller ikke grundlag for at påbyde en reduktion af grise -holdet, sål edes som det var krævet i en subsidiær påstand. Den foreliggende norske dom, som efter min opfattelse også kan være retningsgivende i dansk ret, er således udtryk for, at der skal foreligge ganske særlige forhold for at den naboretlige tålegrænse kan anses for overskredet, fx ekstraordinært generende lugtulemper, der med større hensynsfuldhed kunne være undgået/reduceret. Udviklingen imod større brug og mere intensiv drift med meget store dyrehold og deraf følgende forøgede gener for omgivelserne ligger inden for det sædvanlige. Den er et led i den almindelige udvikling og må for så vidt tåles af nabo   erne ligesom tilfældet er med hen- syn til væsentlige støjulemper forårsaget af stigende trafik på en bestående vej.8 Som tidligere be- mærket har retspraksis imidlertid på forskellige områder bevæget sig i retning af større nabobesky  t- telse. Spørgsmålet er der for, om omfanget af ulemperne specielt ved den industrilignende svinepro- duktion har nået et punkt, hvor den er eller blandt de bosiddende på landet  opleves som så urimelig, at den naboretlige tålegrænse i forhold til gener fra husdyrbrug kan flytte sig. D ette er i princippet muligt. Om det overhovedet vil få praktisk betydning synes dog i første række at bero på, om den offentligretlige regulering udgør et dækkende værn mod nabogener. 3.   Miljøretlig regulering af gener fra husdyrbrug I den offentligretlige lovgivning varetages en bred vifte af hensyn, i første række en række almene, samfundsmæssige hensyn fx til sundhed, landskabs- og biotopbeskyttelse, beskyt-telse af grundvand osv. Det er imidlertid klart, at lovgivningen på en lang række områder ogs  å yder grundejere besky t- telse imod ulemper i naboforhold. Der kan være tale om bestemmelser, som temmelig direkte er møntet på naboforhold, fx når byggelovens § 13 giver forvaltningen adgang til at gribe ind over for terrænreguleringer, der er ”til ulempe for de omliggende grunde”. Men nabohensyn kan også indgå som et blandt andre hensyn, som efter den pågældende lovs formålsbestemmelse eller som et su  p- plerende hensyn  lovligt kan varetages i forbindelse med lovens administration. Og der er eksempler på, sp ecielt i nyere praksis, at nabohensynet betones ganske stærkt, se fx KFE 2002.143, hvor et amt havde givet landzonetilladelse til genopførelse af et nedbrændt stuehus og driftsbygning 50 m nord for brandtomten. Naturklagenævnet var ikke uenig i, at der var landskabelige fordele ved at flytte bygningerne, men hensynet til 2 naboers forringede havudsigt fandtes så tungtvejende, at nævnet ændrede tilladelsen til et afslag til at flytte bygningerne. 8 Selv i denne situation holdes dog en ventil åben for erstatning i særlige tilfælde, fx hvi s trafikken på en belastet hove d- færdselsåre omlægges til en hidtil lidet befærdet boliggade, se bet. nr. 1397/1391 om erstatning for vejstøj og forringede adgangsforhold ved nyanlæg af veje mv., delbetænkning 1 s. 57.
8 I det følgende beskrives nogle reguleringer, der direkte eller indirekte varetager nabohen-syn i forbindelse med lugtgener fra landbrug. Reguleringen kan være rettet mod lugtgener i forbindelse med udbringning af husdyrgødning (gylle) eller mod lugtgener fra punktkilder fx stalde, herunder ventilationsluft. Den følgende fremstilling er koncentreret om lugt-gener af sidstnævnte karakter, som  - specielt i forbindelse med svinebrug – synes at give anledning til de mest alvorlige nabokon- flikter. Lugtgener i forbindelse med den periodiske udbringning af husdyrgødning er relativt kortva- rige og i øvrigt ikke betinget af staldbyg-ningernes beliggenhed. De er ret beset uundgåel ige og lig- ger som udgangspunkt klart  inden for det påregnelige i det åbne land, hvilket naturligvis ikke ud  e- lukker, at generne  kan gøres mindre tyngende for omboende – som det også er sket  – ved bestem- melser om udbringningstidspunkter og udbringningsmåder. Etablering, udvidelse eller ændring af husdyrproduktion er som det fremgår af det følgende  i første række reguleret alt efter husdyrbrugets størrelse. Det er i og for sig muligt at fast-sætte grænser i lugtenheder (LE), jf. Miljøstyrelsens Vejledning 4/1985, men det er vistnok først  i de senere år at denne formulering af lugtvilkår har vundet indpas i praksis, og der fastsættes ikke lugtgrænser i L E for husdyrproduktion, herunder svinebrug. Opfattelsen er øjensynligt den, at målemetoderne med hensyn til landbrug ikke vurderes tilstrækkelige til, at vilkår kan fastsættes ud fra de beregnede lug t- enheder, se også den neden for under 3.2. omtalte påbuds  sag fra Juelsminde Kommune. 3.1.    Afstandskrav Husdyrgødningsbekendtgørelsen De vigtigste generelle krav om lokalisering og afstandskrav til husdyrbrug, herunder svineprodukti- on, findes i husdyrbekendtgørelsens § 4 (bkg. om erhvervsmæssigt dyrehold, husdyrgødning, ensi- lage m.v. nr. 604 af 15. juli 2002, der trådte i kraft den 1. august 2002). Bekendtgørelsens afstand s- krav til nabobeboelse i forbindelse med etablering, udvidelse eller ændring af husdyrproduktion gælder for en meget stor gruppe af landbrug, nemlig fra brug med mere end 15 dyreenheder op til 250 dyreenheder (der vil blive omfattet af vilkår i forbindelse med godkendelse efter miljøbeskytte l- sesloven, se ndf.). Hvis et anlæg ønskes etableret, udvidet eller ændret inden for en afstand af 50 meter fra nabobeboelse kan dette kun ske efter godkendelse fra kommunalbestyrelsen. Det samme gælder inden for en afstand af 300 meter fra en samlet bebyggelse i landzone, til eksisterende eller ifølge kommuneplanens rammedel fremtidig byzone eller sommerhusområder, eller til område i landzone, der i en lokalplan er udlagt til boligformål mv. Afstandskravet på 50 meter går så vidt ses tilbage til den første bekendtgørelse fra 1992, medens de øvrige afstandsbestemmelser er nyere og gennemgående er blevet s kærpet. Bestemmelserne om 300
9 meter til planlagte områder er gældende fra 1. januar 2001, men var tidligere kun 100 meter. Ved en ”samlet bebyggelse” i landzone forstås, at der inden for en afstand af 200 m fra beboelse sbyg- ningen (på en ejendom uden landbr ugspligt) ligger mere end seks andre beboelsesbygninger på hver sin f a ste ejendom, der ikke er undergivet landbrugspligt og ikke ejes af driftsherren. Denne af- standsbe stemmelse blev indført pr. 1. januar 2001, hvor ”samlet bebyggelse” i øvrigt kun omfattede 4 ejendomme.    Afstandskravene, der omfatter en ganske stor del af landets landbrugsejendomme, vil klart vanske- liggøre fremtidige udvidelser mv., men til gengæld medføre en væsentligt forøget beskyttelse for omboende. En fravigelse fra afstandskravene  kræver kommunal-bestyrelsens godkendelse (ret beset dispensation), der skal indeholde sådanne vilkår, at risikoen for forurening eller ikke  -uvæsentlige gener for omgivelserne begrænses, jf. § 4, stk. 2. Betydningen af lugtgener fra en svineproduktion er behandlet i sagen U 2003.573 H (Bandsby). Holmsland Kommune havde her meddelt godkendelse til en svineproduktion på 90 dyreenheder i en eksisterende staldbygning, der lå henholdsvis 45 og 49 m fra to naboer. Tilladelsen var givet på nærmere angivne vilkår  om blandt andet opbevaring af husdyrgødning og ventilation, herunder at der ikke må opstå ”væsentlige lugt  - og støjgener for de omkringboende”. Tilladelsen blev påklaget til Skov- og Naturstyrelsen, som stadfæstede afgørelsen, dog med fastsættelse af yderligere vilkår, bl.a. om  præcise grænser for støj målt i skel til nærmeste nabobeboelse. Naboerne anlagde herefter sag mod styrel-sen med påstand om, at tilladelsen var ugyldig. En skønsmand fandt ved målinger og beregninger frem til, at der i udvalgte punkter 40 – 75 m fra stalden var en lugt på 29  – 155 LE/m3.   Vestre Landsret konstaterede indledningsvis, at de fastsatte støjgrænser efter bevisførelsen ikke var overskredet, og at disse grænser i øvrigt ikke var ”fastsat således, at omgivelserne påføres ik  ke- uvæsentlige gener, uanset grænserne ikke overskrides”. Med hensyn til lugtgener måtte det lægges til grund, at der i perioder forekom betydelige lugtgener fra svinestaldene, at der med andre ord fore- lå ikke -uvæsentlige lugtgener. Dette forhold  kunne imidlertid ikke i sig selv medføre, at godkendel- sen af svinestaldene var ugyldig. Det fandtes ikke godtgjort, at det burde have stået klart for my n- dighederne, at det  - uanset alle lugtbegrænsende foranstaltninger – ikke ville være muligt at drive svinehold  fra ejendommen uden at påføre omgivelserne ikke uvæsentlige lugtgener. Afgøre lsen blev derfor opretholdt, da det heller ikke i øvrigt var godtgjort, at afgørelsen var truffet på et urigtigt grundlag, og havde ført til et åbenbart urimeligt resultat. Højes teret var enig med Landsretten. Den omhandlede godkendelse hviler på en prognose, der øjensynligt ikke holder stik. Men dette kan, som det helt rigtigt anføres, ikke uden videre bevirke, at afgørelsen bliver ugyl-dig. Tilbage står imidlertid, at der efter det foreliggende består en ikke uvæsentlig lugt -gene. Sagen er derfor formo-
10 dentlig ikke slut, idet den kan tænkes fulgt op med udstedelse af påbud om nedbringelse af g e- nerne i medfør af mbl. § 42. Skov- og Naturstyrelsen har i en afgørelse af 12. april 2002, hvor der forelå en meget væsentlig fr a- vigelse fra flere af afstandskravene, ophævet en af Hinnerup Kommune meddelt godkendelse. God- kendelsen angik en ændring af dyreholdet fra 196 dyreenheder i malkekvæg til 150 dyreenheder, men i slagtesvin og dermed, uanset at antallet af dyre-enheder blev nedsat, en ændring, der ville medføre væsentlig større lugtgener. Det eksisterende staldbyggeri lå ca. 30 m fra nærmeste nabo, 6 ejendomme lå inden for en afstand af 50 m og ejendommen var i øvrigt omfattet af en  landzonelo- kalplan om bl.a. boligformål. Hertil kom, at bedriften var beliggende i den vestlige del af lokalpla n- området, således at lugten fra svinestalden og gyllebeholder ville blive ført ind over størstedelen af landsbyen ved vestlig vindretning, som er den overvejende vindretning i Danmark.  Styrelsen fandt endvidere, at stalden med tilhørende udslusningsrum og læsserampe til svinene var beliggende i så kort afstand fra de nærmeste naboer og tæt beboet område, at det kunne medføre forøgede støjgener for omgivelserne, herunder i forbindelse med læsning af svin til slagtning på lastbiler. Endelig fandt styrelsen, at der ikke i en godkendelse kunne fastsættes vilkår, så risikoen for forurening eller ikke  - uvæsentlige gener for omgivelserne begrænses. Godkendelse efter miljøbeskyttelseslovens kapitel 5 For husdyrbrug over 250 dyreenheder, herunder svineproduktion  (dog med visse modifikationer vedrørende antal DE) kræves godkendelse efter milbøbeskyttelseslovens (mbl) kapitel 5.9 Godken- delsen meddeles på en r ække konkrete vilkår fastsat på baggrund af anlæggets placering og drift. Disse vilkår kan være mere vidtgående end bestemmel  -serne i husdyrgødningsbekendtgørelsen. Ef- ter Miljøstyrelsens vejledende regler nr. 4/1997 om Godkendelse af husdyrbrug stilles endvidere større afstandskrav. De vejledende afstandskrav fra placeringen af husdyrbrug på ca. 400 dyreenh e- der til henholdsvis byzone- eller sommerhusområde er således på ca. 410 m. De vejledende afstandskrav er ikke afgørende for hvem, der er klageberettiget, jf. KFE 2002.545, hvor  Skov- og Naturstyrelsen havde afvist klagen over en godkendt  produk-tionsudvidelse fra 244 DE til 395 DE med henvisning til  at ”nærhedskravet” ikke var opfyldt, idet vejledningens afstands- krav (her 410 m) var opfyldt. Afstanden til nærmest-boende klager var 473 meter, men lokaliserin- gen angik et område, hvor der i forvejen var en stor husdyrproduktion, således at generne fra vir  k- somheden kunne få forholdsmæssig stor betydning. Miljøklagenævnet tillagde det endvidere vægt, 9For slagtesvin er grænsen 210 DE, for blandet svinebrug 250 DE og  270 DE for besætninger, hvor mindst 90% af dy- reenhederne stammer fra søer med tilhørende smågrise til 30 kg.
11 at husdyrgødningsbekendt-gørelsen forudsætter en lokaliseringsgodkendelse, som også b eskytter spredt bebyggelse inden for 300 m, ved betydeligt mindre produktioner. Nævnet hjemviste heref- ter sagen til fornyet behandling. VVM Med hensyn til etablering og udvidelse af husdyrbrug over de ovenfor anførte grænser gælder, at disse først kan opnå godkendelse efter kapitel 5, når der er gennemført en VVM  -procedure og tilve- jebragt regionplanretningslinier, der muliggør anlægget, se således den lige nævnte sag i KFE 2002 .545. Hertil kommer, at også anlæg under de anførte grænser, er VVM -pligtige, såfremt etabl e- ringen eller ændringen af husdyrbruget vil kunne påvirke miljøet væsentligt, jf. bkg. nr. 428 af 2. juni 1999 (samlebekendtgørelsen) § 3, stk. 2. Grund til undtagelsesvist at kræve en VVM- redegørelse ved mindre produktioner vil ifølge Naturklagenævnets praksis navnlig kunne foreligge ved en placering i et særligt miljø-følsomt område, herunder områder med særlige naturbeskyttelsesinteresser. De generelle miljøregler (vedrørende udbringningsarealer, afstandskrav til beboelse m.v.) forudsættes derimod normalt at være tilstrækkelige til at sikre miljøet ved de mindre produktioner, se således udtrykkeligt KFE 2003.172. Mere almindeligt kan således konkluderes, at reglerne om VVM ikke i praksis yder naboer nogen selvstændig beskyttelse mod lugtgener. Vurdering Sammenfattende kan det konkluderes, at afstandskravene ved etablering/udvidelse af husdyrbrug er blev skærpet i de senere år og generelt yder en væsentlig beskyttels e mod lugtgener m.v. for ombo- ende. Helt udpræget må dette antages for så vidt angår de meget store brug, der kræver godkendelse efter miljøbeskyttelsesloven, men afstandskravene efter husdyrgødningsbekendtgørelsen er også b e- tragtelige ved etablering/udvidelse op til plan-lagte områder og ”samlet bebyggelse”. For enkel tbe- boelser og beboelser (under seks) der ikke opfylder kravet om ”samlet bebyggelse” er beskyttelsen som udgangspunkt begrænset til 50 meter, uanset at der med etablering/udvidelse eksempelvis i nærheden af 250 dyre-enheder i en afstand af  51 meter fra en beboelse formodningsvis må  kunne opstå ganske væsentlige nabogener. Den foreliggende regulering i form af afstandsbestemmelser e f- ter-lader således det indtryk, at nogle omboende til store bed rifter falder igennem sikker-hedsnettet. De er alene henvist til den beskyttelse som ligger i tilsynsmyndighedens mulig-hed for at udstede påbud. De påkalder sig derfor også en særlig opmærksomhed i forbin   -delse med den almindelige naboretlige beskyttelse, se også nedenfor 4 under vurdering. 3.2.     Påbud Indgreb i form af påbud udstedt af tilsynsmyndigheden, dvs. kommunen, har hjemmel henhold svis i miljøbeskyttelseslovens § 41 (virksomheder godkendt efter kap. 5) og § 42 (øvrige virksomheder).
12 Udstedelse af påbud forudsætter, at der er tale om væsentlige gener, der overskrider et acce pta- belt niveau. Hvor dette niveau nærmere ligger er usikkert, idet der som nævnt ikke er fastsat nærmere vejledende lugtemissionsnormer for landbrug. Jeg har endvidere kun et meget begrænset kendskab til den foreliggende tilsynspraksis. Til illustration kan nævnes en sag fra Juelsminde Kommune, der blev indbragt for Skov- og Natur- styrelsen som klageinstans (afgørelse af 19. november 2002). Kommunen havde i den pågældende sag efter massive klager fra omboende påbudt reduktion af lugtbelast -ningen til 50 LE/m3 fra en svineproduktion på 409 dyreenheder, der var miljøgodkendt i 1991 og lå i umiddelbar nærhed af b  y- zone. Skov- og Naturstyrelsen bemærkede om de anvendte metoder til beregning af emission af lugtenheder, at de var egnede til at sandsyn-liggøre lugtgenerne og deres omfang. Derimod vurderes metoderne ikke tilstrækkelige til, at vilkår kunne fastsættes ud fra de beregnede lugtenheder. Styre l- sen var dog enig i kom-munens målsætning om en halvering af lugtgenerne, og ændrede herefter påbudet fra 50 LE  til en halvering af lugtgenerne. Det var Skov - og Naturstyrelsens opfattelse, at der i dag findes tekniske løsninger, der er velafprøvede, og som har en stor dokumenteret effekt. Disse løsninger kan være kostbare at installere og er derfor kun relevante i meget specielle situatio- ner. Den pågældende ejendom var imidlertid pga. størrelse og beliggenhed i en meget speciel situ a- tion, hvor sådanne tiltag var relevante og efter Styr elsens opfattelse  ikke ude af proportion med problemets løsning. Som det forudsætningsvis fremgår vil et påbud i overensstemmelse med almindelige for  - valtningsretlige grundsætninger skulle overholde kravet om proportionalitet. Man kan også forestille sig, at et påbud vil kunne tage hensyn til værdispildsbetragtninger, f.eks. hvor en svineproduktion   efter en pause genoptages i et eksisterende nyere produktionsapparat. Se også Skov - og Naturstyrel- sens afgørelse i den under 3.1. omtalte Bandsby-sag, hvor dette indgik i  begrundelsen for at god- kende en lempelse af afstandskravet på 50 meter. I det hele gælder, som det mere almindeligt kan udtrykkes, at videregående lempelser især  vil kunne komme på tale, når der skal foretages indgreb over for bestående virk somhed.10 Det er dog nok tvivlsomt, i hvilket omfang dette omkostnings- synspunkt kan påberåbes fx  af  svinebrug som ved en etablering uden for, men tæt på 50 meter grænsen havde eller burde have haft kendskab til gældende miljøkrav. Nyere virksomheder kan som udgangspunkt ikke i forbindelse med påbud efter § 42 påberåbe sig omkostningshensynet, hvis de betyde-lige omkostninger til yderligere forureningsbegrænsende foranstaltninger skyldes en uhen- sigtsmæssig placering.11 10 Bjerring og Møller: Miljøbeskyttelsesloven, 1998, s. 113. 11 Se Bjerring og Møller s. 113.
13 3.3.    Gyllebeholdere Lugtgener mv. fra gyllebeholdere har givet anledning til to retssager. I sagen U 2000.2412 H havde en kommune tilladt, at en gyllebeholder blev opført uden tilknytning til ejendommens hidtidige bygninger, ud fra den fejlagtige opfattelse, at der ikke var tale om en bygning, og at der derfor heller ikke krævedes zonetilladelse. Efter klage fra en nabo til tanken be- stemte både amt og Naturklagenævn, at der ikke kunne gives zonetilladelse, og at gyllebeholderen skulle fjernes. Dette stadfæstedes af Højesteret, der endvidere tiltrådte, at det var lovligt at lægge vægt på, at tabet ved fjernelse måtte antages at skulle bæres af kommunen. I den anden sag, jf. U 2003.1628 Ø, havde et amt givet tilladelse til, at en gyllebeholder blev opført øst for en offentlig vej og dermed væk fra landbrugsejendommens øvrige bygninger. To naboer til gyllebeholderen, der var beliggende cirka 100 og 50 meter fra  havearealerne, var ikke blevet parts- hørt i sagen. Landsretten fastslog – i modsætning til Naturklagenævnet – at naboerne havde en så- dan væsentlig og individuel interesse i sagen, at de var parter og dermed skulle have været partshørt. Det var endvidere fast praksis efter de dagældende regler, at gyllebeholdere af landskabelige grunde som hovedregel skulle placeres i tilknytning til en ejendoms eksisterende driftsbygninger, og det fandtes som sagen var oplyst for landsretten ikke tilstrækkeligt begrundet at fravige hovedreglen alene ud fra hensynet til at undgå trafikale gener på den omhandlede vej. Tilladelsen var derfor også efter en realitetsprøvelse ugyldig, og amtet tilpligtedes herefter i lighed med den foran anførte høje- steretsdom at sørge for fysisk lovliggørelse. Som det fremgår af begge afgørelser indgår nabohensyn med betydelig vægt ved spørgs  -målet om placering af gyllebeholdere. Dette vil fortsat være tilfældet, uanset at den omtalte hovedregel om placering i tilknytning til en ejendoms eksisterende bygninger nu ikke læn-gere er gældende, idet en ændring af planloven i 2002 nu tillader en friere placering, jf. planlovens § 36, stk. 2, 2. pkt. Der skal herefter meddeles tilladelse til en af hensyn til markdriften ønsket placering af gyllebeholdere, medmindre væsentlige hensyn til landskab, natur og miljø samt naboer afgørende taler imod place- ringen. 4. Forholdet mellem den naboretlige tålegrænse og offentligretlige regler De naboretlige regler om erstatning er knyttet til en vurdering af, hvad man som ejer efter
14 områdets beskaffenhed og den samfundsmæssige udvikling må tåle. Den dommerskabte naboret udgør et ejendomsretligt værn, som i princippet ikke kan fjernes (fortrænges) uden særlig lov- hjemmel. Udgangspunktet for domstolene vil derfor sikkert være, at den offent-ligretlige regulering, som den nu foreligger, må  respektere naboretten. Det grundlæggende syn kommer til u dtryk i sagen U 200l.929 V, der angik opstilling af 4 vindmøller knap 300 meter fra sagsøgerens ejendom. Det måtte antages, at der ved kommunens beslutninger om lokalplan og byggetillade lse, efter en afvej- ning af de modstridende interesser, i alt væsentligt var taget hensyn til graden af de ulemper, som vindmøllerne påførte sagsøg -eren. Dette udelukkede dog ikke, som landsretten bemærker, at der, så- fremt ganske særlige forhold gjorde sig gældende, kunne foreligge et ansvarsgrundlag på naboretligt grundlag. Det centrale spørgsmål er herefter alene, i hvilket omfang domstolene må antages at læ  g- ge vægt på den offentligretlige regulering, som i øvrigt kan have en ret forskellig karakter. Forholdet mellem den privatretlige dommerskabte naboret og den offentligretlige regu-lering er kompliceret og kun i ringe grad behandlet i teori og praksis. Det ligger som allerede nævnt klart, at udviklingen er gået imod en stigende offentligretlig regulering, og at nabokonflikter i vid udstræ k- ning løses i dette regi. Som det fremgår af den refererede praksis, kan der også iagttages en udvide  l- se af kredsen af klageberettigede naboer. Mere overordnet kan formentlig også fastslås, at den o  f- fentligretlige regulering i forhold til den dommerskabte naboret – selv om også denne er dynamis k - generelt rummer en bedre beskyttelse af naboer. Den sætter gennemgående langt snævrere og klar e- re grænser for den  ulempeforvoldende virksomhed end den dommerskabte naboret, som så at sige kun har taget sig af det allerværste. I det omfang offentligretlige regler stiller skrappere krav og dis- se regler overholdes, vil der selvsagt ikke foreligge grundlag for erstatning ud fra den almindelige naboret. Tendensen i denne type af sager synes da også at være den, at sag -søgernes interesse samler sig om spørgsmål, der angår overholdelsen af de offentligretlige regler, se også den foran under 3 anførte retspraksis.   Det er i teorien specielt i tilknytning til miljøbeskyttelsesloven blevet anført, at der såvel ved de ve j- ledende emissionsnormers udformning som ved disses konkrete anvendelse på den enkelte vir k- somheds forureningsforhold foretages en samfundsmæssig afvejning, og på grundlag heraf fastsæ t- tes, hvilken grad af forurening (ulemper) der samfundsmæssigt set er acceptabel. Når denne afve j- ning er foretaget, kan det – som det videre anføres - formentlig ikke komme på tale at søge den e n- kelte virksomheds drift begrænset eller for-budt på grundlag af naboretlige regler.12 Uanset om synspunktet er holdbart, hvilket måske kan være tvivlsomt, men næppe har den st ore praktiske be- tydning, er dette ikke ensbe-tydende med, at spørgsmålet om erstatning på naboretligt grundlag er 12 Se Bjerring og Møller: Miljøbeskyttelsesloven, 1998, s. 79 f. med henvisninger.
15 løst. Som teorien også fremhæver, kan det som udgangspunkt ikke være udelukket, at naboen til en virk-somhed, som drives i overensstemmelse med en godkendelse eller et påbud i henhold til miljøbeskyttelsesloven, kan opnå erstatning på grundlag af naboretten. Dette spørgsmål kan f.eks. have væsentlig betydning i tilfælde, hvor de sædvanlige grænseværdier for acceptabel forurening lempes af hensyn til den forurenende virksomheds fortsatte eksistens.13 De offentligretlige regler kan også indgå i et snævert samspil med naboretten. Ved fast  -læggelsen af den naboretlige tålegrænse lægges som anført afgørende vægt på områdets karakter, og stedpla   n- lægningen bliver derfor som udgangspunkt en betydende faktor. Ved udbygning af nye bolig- eller industriområder fastlægger planlægningen så at sige om  -rådets beskaffenhed, og der knytter sig dermed berettigede forventninger til planernes overholdelse, se også U  1993.72 H, hvor ændring af et erhvervsområde udlagt til lettere industri påførte de tilgrænsende villaejere gener, udover hvad de ”med føje kunne påregne” ved erhvervelsen af deres ejendomme. Omvendt ydes ikke erstatning, hvis en støjramt villa opføres på  et tidspunkt, hvor der foreligger tinglyste planer for den pågælde n- de vej, se U 1993.685 H. En plan kan imidlertid ikke ved sin blotte vedtagelse ændre områdets beskaffenhed, idet den naboretlige tålegrænse fastlægges med udgangspunkt i området som det fa  ktisk er, se også U 1995.466 H (Thistedsagen), hvor den foreliggende lokalplan for det omhandlede rensningsanlæg naturligvis var helt uden betydning for erstatnings-spørgsmålet. En del normer, f. eks. støjnormer for skydebaneanlæg, er vejledende og kan allerede af den grund ikke anses for bindende for domstolene, men tålegrænsen kan vanskeligt tænkes overskredet, hvis de overholdes. Særligt klart må dette gælde, når normerne i virkeligheden er udtryk for pla  n- lægsnormer fx for kommende boligbebyggelse, smh. også den fore -liggende domspraksis vedr. vej- støj, der opererer med en væsentligt højere tålegrænse i forhold til eksisterende boliger. Vurdering De i husdyrgødningsbekendtgørelsen fastsatte bestemmelser om afstandskrav til beboelser ved etab- lering/udvidelse af husdyrbrug er ikke formelt bindende for den naboretlige tåle -grænse, men denne kan kun i ganske særlige tilfælde tænkes overskredet, hvor bestemmel-serne overholdes. Som oven- for anført, jf. 3.1., udgør de nuværende regler, der er strammet væsentligt i de seneste år,  ikke i alle tilfælde et fuldstændigt sikkerhedsnet, idet der uden forudgående miljømæssig kontrol kan ske eta b- lering/udvidelse af dyrehold helt op til 250 DE  i en afstand af ned til 50 meter fra enkeltbeboelser. 13   I KFE 1999.384 (Stålvalseværket) tillodes en overskridelse af de vejledende grænseværdier for støj med henvisning til virksomhedens samfundsmæssige nytte.
16 Nogle omboende til store bedrifter synes dermed  at komme i en særlig udsat situation med risiko for væsentlige lugtgener til følge. Med hensyn til påbud gælder tilsvarende, at tilsynsmyndighedens udøvelse heraf ikke bindende fas t- lægger, hvor den naboretlige tålegrænse går. Den  ne kan være overskredet, specielt hvis tilsynet ikke er særligt effektivt eller  ud fra særlige hensyn foretager  lempelser i forhold til det i øvrigt noget ”flydende” acceptable niveau. Om den naboretlige tålegrænse er overskredet beror således i princip  pet på en selvstændig vurdering fra domstolenes side, der bygger på de under 2 anførte almindelige synspunkter. Lugtgener fra lan d- brugets dyrehold hører til det sædvanlige og påregnelige på landet, og der skal derfor foreligge ga  n- ske særlige forhold med meget generende lugtulemper for at denne grænse kan tænkes overskredet. Vurderingen vil bero på omstændighederne i den konkrete sag. Det vil indgå i vurderingen, om etableringen – også  selv om der bliver tale om en mere kostbar løsning  – kunne være sket mere hensynsfuldt overfor omboende. Vurderingen vil omvendt blive mere lempelig, hvis der er tale om naboer, der har bosat sig i nærheden af et allerede eksisterende stort husdyrbrug. 5.  Hvem påhviler det naboretlige erstatningsansvar? Det almindelige udgangspunkt i naboretten er, at erstatningsansvaret påhviler skadevolder, dvs. den forulempende virksomhed. Man kan imidlertid rejse spørgsmålet, om dette ansvar påvirkes af, at virksomheden er i overenstemmelse med de offentligretlige regler ( med-delte ti lladelser mv.). Dette kan dog normalt ikke antages, hvilket hænger sammen med, at ansvaret for vedvarende ulemper, hvortil lugtgener fra landbrug må henføres, for en prak -tisk betragtning hviler på et objektivt grun d- lag14: Det afgørende er, om tålegrænsen e r overskredet. Hvis dette er tilfældet, er virksomheden med andre ord erstatningsansvarlig. Det almindelige udgangspunkt kommer således klart til udtryk i en afgørelse om vindmøller. I den pågældende sag, hvor der var meddelt zone - og miljøgodkendelser til 4 vindmøller, udtaler landsret- ten helt generelt, at sagen med rette var anlagt mod Nordjyl-landsværket, ”da et eventuelt erstat- ningsansvar på naboretlig grund ifaldes af den, der har opstillet møllerne”, jf MAD 1997.875 V. Spørgsmålet om rette sagvolder  var ikke genstand for tvist i den under 4 omtalte vindmøllesag U 14 Om den terminologiske diskussion se mine bemærkninger i Basse: Miljøretten, bd. l, 2001, s. 86.
17 2001.929 V.15 Sagen var imidlertid i overenstemmelse med udgangspunktet rejst mod ejeren af vindmølleejendommen og denne alene. I sagen U 1964.143 H (Havnar Klubbi) var opført en biograf i Torshavn med en 5,8 m høj brandmur i skel med betydelige ulemper for naboen, og såvel kommune som bygherre blev sagsøgt. Kun mi n- dretallet ville tilkende erstatning, men fandt – i overensstemmelse med udgangspunktet – at ansvaret måtte påhvile bygherren. Fl  ertallet frifandt med den – antagelig i forhold til bygherren for vidtgåe n- de – begrundelse, at denne havde ”bygget på sin egen grund efter lovlig byggetilladelse”, smh. også de lige nævnte landsretsdomme forudsætningsvis. Man kan også forestille sig at en  vindmøllepark   – trods godkendelse efter den offentligretlige lovgivning og overholdelse af afstandskrav mv. – kan fremtræde så dominerende, at der bør ydes erstatning. Hvis en skydebane  - uanset hermed forbund- ne  alvorlige støjgener – godkendes, fordi der kun er tale om få støjramte naboer, vil dette naturli g- vis heller ikke kunne begrunde fritagelse for erstatningsansvar.16 En vis tvivl med hensyn til det omtalte almindelige udgangspunkt er forbundet med sagen U 1986.143 H (Holte Midtpunkt), hvor bygherren frifandtes, uanset at byggeriet stred mod den almin- delige naboret. Derimod dømtes kommunen, som ikke bestred sit erstatnings-ansvar, og det lå klart, at kommunen (der allerede havde udbetalt erstatningen) i det indbyrdes forhold skulle bære tabet. Sagsøgeren havde derfor ikke nogen interesse i at få dom over bygherren. Også landsretten frifandt bygherren, men begrundet i, at kommunen havde meddelt en ulovlig dispensation i strid med plan- loven. Højesteret fandt ikke an-ledning til at tage stilling til dispensationens lovlighed, da kommu- nalbestyrelsen ”allerede efter naboretlige regler” havde været ubeføjet til at tillade den i sagen om- handlede forskyd-ning af projektet, som påførte indehaveren af en ejerlejlighed betydelige ulemper.   Afgørelsen er utvivlsomt meget konkret begrundet. Under de i sagen foreliggende omstæn-digheder, hvor kommunen var stærkt involveret i det pågældende projekt, var kommunen medansvarlig for den skete naboretskrænkelse. Der bør næppe drages videregående slutninger af dommen  i ret ning af, at bygningsmyndigheden – udover de offentligretlige regler – er forpligtet til at inddrage den al- mindelige naboret i byggesagsbehandlingen. Holte Midtpunkt dommen fastholder således under alle omstændigheder, at bygherren som u d- gangspunkt er den ansvarlige for en eventuel naboretlig krænkelse. Bygningsmyndigheden hæfter derimod normalt ikke for krænkelser af den almindelige naboret, men kan naturligvis pådrage sig erstatningsansvar, hvis det offentligretlige regelsæt ikke overholdes. Og der  kan naturligvis også  – 15 Ejheller i den nedenfor omtalte mobilmastsag fra Hejsager. 16 I sagen KFE 1994.323 om en militær skydebane ved Korup var nabogenerne dog så massive, at Miljøklagenævnet, uanset den foreliggende samfundsinteresse og de om anlægget vedtagne stedplaner, ophævede den af Miljøstyrelsen givne miljøgodkendelse.
18 men det er et andet problem – i givet fald rejses spørgsmål med hensyn til den indbyrdes ford e- ling af erstatningsansvaret mellem myndighed og bygherre. På dette punkt  skærer Holte Mid t- punkt dommen som sagen forelå igennem, og placerer e rstatningsansvaret hos kommunen som den hoved-ansvarlige. Med hensyn til særligt forurenende virksomheder er det nu, helt i tråd med det naboretlige udgang s- punkt,  fastslået  i miljøerstatningsloven, se ndf. afsnit 7, at det i loven instituerede objektiv e ansvar påhviler den skadevoldende virksomhed, medmindre skaden skyldes, at aktiviteten er udøvet i ove r- ensstemmelse med ufravigelige forskrifter, der er fastsat af en offentlig myndighed, jf. lovens § 3, stk. 2. Sidstnævnte situation vil dog have karakter af en sjælden undtagelse.17 En udmærket belysning af problemstillingen foreligger endelig i en utrykt Vestre Landsrets dom af 12. december 2001, der forekommer overbevisende både med hensyn til begrund -else og resultat. I sagen havde Sonofon opstillet en 48 meter høj mobilmast i Hejsager 2,5 meter fra skellet til naboen og 23 meter fra dennes hus på ejendommen. Naboen anlagde sag om erstatning mod såvel Sonofon som Haderslev Kommune, der havde meddelt dispensation fra den dagældende byggelovs § 6C om maksimal byggehøjde. Landsretten frifandt kommunen, der ikke havde begået så væsentlige sagsb  e- handlingsfejl, at det med-førte et erstatningsansvar på offentligretligt grundlag, ligesom kommunen heller ikke på andet grundlag kunne anses for erstatningsansvarli g. Grænsen for hvad naboen med rime-lighed måtte tåle som led i den almindelige samfundsudvikling på telefoniområdet var imi    dler- tid overskredet ved mastens dominerende placering tæt på hans ejendom, uanset at masten var o p- ført i henhold til givne tilladelser, og Sonofon, der havde opført masten som et led i sin virksomhed, var ansvarlig for den skete værdiforringelse af naboejendommen. Sonofon fik endvidere heller ikke medhold i en overfor kommunen nedlagt friholdelses-påstand, der nærmere begrundedes med,  at kommunen var nærmest til at bære et eventuelt tab, idet Sonofon blot havde indrettet sig i tillid til den meddelte tilladelse. Vurdering Det naboretlige erstatningsansvar påhviler som udgangspunkt den forulempende virk -somhed, og som gentagne gange bekræftet i nyere retspraksis fritager det ikke virksom-heden for ansvar, at den- nes aktiviteter er i overenstemmelse med givne tilladelser m.v. Dette hænger sammen med, at an- svaret i forhold til naboen i princippet er objektivt og dermed ikke beror på, om der  er noget at be- brejde virksomheden. Det er virksomheden, der har den primære interesse i aktiviteten og – ligesom i ekspropriationsretten – følger ansvaret interessen. Det er med andre ord virksomhedens selvstæn- dige ansvar på forhånd at overveje, om genern  e for naboen vil overskride tålegrænsen. O gså det o f- 17 Se Basse, Tønnesen og Wiisbye: Miljøerstatningsloven med kommentarer, 1995, s. 74ff.
19 fentlige kan blive ansvarlig for den skete skade, men det forudsætter som udgangspunkt, at myn- dig-heden har begået fejl ved sin administration af offentligretlige regler. Og der kan i forlæn - gelse heraf opstå spørgsmål om den indbyrdes ansvarsfordeling mellem virksomhed og myndi  ghed. 6.      Den almindelige ansvarsregel (culpa) Med hensyn til ansvarsgrundlaget kan der være anledning til at sondre mellem enkelt-stående skader (tilfælde af ulemper) og vedvarende ulemper. I forhold til den førstnævnte kategori er udgangspunk- tet det almindelige culpaansvar, dvs. et ansvar  knyttet til fejl. For vedvarende ulemper gælder som foran omtalt et objektivt ansvar. Da det ved fastlæggelse af den naboretlige tålegrænse kan  tænkes tillagt betydning, om virksomheden kunne have indrettet sig mere hensynsfuldt i forhold til naboen, kan afgrænsningen af de to ansvars-grundlag dog ikke i praksis siges at være ganske skarp. Klare eksempler på culpaansvar vil typisk kunne forelig ge, hvor virksomheden har overtrådt vilkår i forbindelse med en godkendelse eller har undladt at efterkomme et påbud udstedt af tilsynsmyndi g- heden. Der kan også være tale om overtrædelse af generelle for -skrifter fx om udbringningstids- punkter for gylle. I praksis spiller erstatningskrav i forbin-delse med disse tilfælde af lugtgener så vidt ses ingen som helst rolle. Dette kan skyldes det grundlæggende erstatningsretlige krav om do- kumentation for det lidte tab, eller at ulemperamte omboende typisk vælger at  klage til tilsynsmyn- digheden. Der er imidlertid intet i vejen for, at der kan blive tale om erstatning for ulemper, fx i me- re enkeltstående grove tilfælde, eller frem til det tidspunkt, hvor ulempen bringes ned til det acce p- table. Ved gennemførelse af et byggeforetagende, der var beregnet på et meget stort antal børn, b e- mærker Højesteret således, at det måtte påhvile boligselskabet at træffe sådanne foran    -staltninger med hensyn til de udlagte friluftsarealers placering, indretning og benyttelse, at ulemper for de om- boende i videst muligt omfang kunne undgås, og tilkendte herefter en erstatning for de ulemper, som sagsøgeren hidtil havde haft.18 Også en tilsynsmyndighed kan blive erstatningsansvarlig for ulemper, hvis den tilside -sætter sine pligter. I sagen U 1993.73 H ifaldt en kommune således erstatningsansvar overfor tre parcelhusej e- re, der hver tilkendtes 25.000 kr. for ulemper, under hensyn til det tidsrum, der var forløbet fra de første klager, og til den effektivt greb ind over for de støjmæssige gener, herunder indgav  politian- meldelse mod  de pågældende vognmænd. Det er sandsynligt, at også vognmændene fra et vist tid  s- 18 Se U 1948.1005 H. Tilsvarende  U 1955.478 H (Odense Tivoli): Erstatning for ulemper indtil afslutningen af støjaf- skærmende foranstaltninger, der bragte ulemperne ned under tålegrænsen.
20 punkt i forløbet, hvor de undlod at efterkomme udstedte påbud, havde pådraget sig erstatni  n- gansvar, men de var ikke (med)sagsøgt. 7.   Lov om erstatning for miljøskader Med miljøerstatningsloven, der trådte i kraft den 1. juli 1994, er der indført et særligt objektivt a n- svar for visse typer af miljøskader. Det objektive ansvar påhviler visse særlig farlige eller forur e- nende virksomheder, som er omfattet af en liste i et bilag til loven. Herunder hører bl.a. en række nærmere angivne virksomheder, der skal have en miljø-godkendelse efter miljøbeskyttelsesloven og visse landbrugsvirksomheder, nemlig ejen-domme med en samlet opbevaringskapacitet for flydende husdyrgødning på 3.750 kubik -meter, jf. listens pkt. I.1. Denne opbevaringskapacitet svarer til det, der som udgangspunkt vil være nødvendigt til 9 måneders gødningsproduktion for landbrug med 250 dyreenheder. Loven har imidlertid en yderst begrænset interesse selv for disse store husdyrbrug, idet miljøskader og ulemper i forbindelse med landbrugsdrift stort set ikke er omfattet af loven. Som det fremgår af lovens motiver, gælder det objektive ansvar efter lovens § 3 kun, hvis skaden er forårsaget af netop de særlig farlige eller forurenende aktiviteter, som er årsag til virksomhedens optagelse på lovens l  i- ste. Landbrugsvirksomhed vil herefter kun være objektivt erstatningsansvarlig, hvis der sker en for- ureningsskade, der er forårsaget  af dens husdyrgødningsanlæg.19  Sker der hændeligt en lækage i en af loven omfattet (stor) gylle-tank, skal den forvoldte skade erstattes i medfør af loven. Forvolder den pågældende landmand derimod en miljøskade i forbindelse med gylleudspredning, vil han  ikke ifalde ansvar på objektivt grundlag efter lovens regler. Loven gælder for skade, der forvoldes af de omfattede virksomheder ved forurening af det ydre mil- jø, jf. § 1, stk. l, og gælder  tilsvarende for ”forstyrrelser ved støj, rystelser eller lignende”, jf. stk. 2. Formuleringen omfatter formentlig også lugtgener, selvom dette ikke er direkte nævnt.20 Nogen særlig praktisk betydning fx i forhold til lugtgener fra store gyllebeholdere, får dette dog ikke, da lovens forureningsbegreb som udgangspunkt forud - sætter, at den naboretlige tålegrænse er ove r- skredet.21 Da ansvaret for varige ulemper i naboretsforhold, som tidligere anført, i forvejen hviler på 19 Se Basse,Tønnesen og Wiisbye: Miljøerstatningsloven med kommentarer, 1995, s. 65, og Basse: Miljøretten, bd.1, 2001, s. 393. 20Anderledes Basse, Tønnesen og Wiisbye s. 43, hvorefter lugtgener næppe er omfattet. Begrundelsen herfor, at det og- så i relation til ”lignende skader” forudsættes, at skaden overstiger tålegrænsen, er dog ikke overbevisende. 21 Se Basse, Tønnesen og Wiisbye s. 33ff.
21 et objektivt grundlag, har ansva-ret efter miljøerstatningsansvarsloven derfor selv i disse tilfælde ingen særlig betydning. Det helt almindeligt holdte spørgsmål, om tab i form af værdiforringelser af naboejen -domme som følge af store husdyrbrug kan kræves erstattet efter lov om erstatning for miljøskader, må således besvares benægtende. 8.      Sammenfatning Det følger af den almindelige naboret, at man i et landligt område som udgangspunkt må tåle lug   t- gener fra dyrehold, støj fra maskiner og udluftningsanlæg osv. som noget helt sædvanligt og påre g- neligt, og der skal derfor foreligge ganske særlige forhold for at den naboretlige tålegrænse kan a n- ses for overskredet. Det er således ikke tilstrækkeligt, at der i forbindelse med etablering/udvidelse af en husdyrproduktion forvoldes et væsentligt værditab for omboende. Spørgsmålet er imidlertid, om omfanget af ulemperne specielt ved den industrilignende svineproduktion har nået et punkt, hvor den er eller blandt de bo-siddende på landet opleves som så urimelig, at den naboretlige tål   e- grænse i forhold til gener fra landbrug kan flytte sig. Dette er i princippet muligt, men om det over- hovedet vil få praktisk betydning vil i første række bero på, om den offentligretlige regulering udgør et dækkende værn mod nabogener. Afstandskravene ved etablering/udvidelse af husdyrbrug er blevet skærpet i de seneste år og yder generelt set en væsentlig beskyttelse mod lugtgener m.v. for omboende. Helt udpræget gælder dette de meget store brug, der kræver godkendelse efter miljøbeskyt-telsesloven, men afstandskravene ef- ter husdyrgødningsbekendtgørelsen er også betrag -telige ved etablering/udvidelse op til planlagte områder og ”samlet bebyggelse”. Uden for disse tilfælde, kan der ske etablering/udvidelse af dyr e- hold helt op til 250 DE i en afstand af ned til 50 meter fra enkeltbeboelser. Nogle omboende til store bedrifter synes dermed at komme i en særlig udsat situation, hvor deres beskyttelse i høj grad af- hænger af tilsynets brug af muligheden for at udstede påbud. Om den naboretlige tålegrænse er overskredet beror imidlertid i princippet på en selv  -stændig vur- dering fra domstolenes side. Den dommerskabte naboret udgør et ejendoms-retligt værn, som i prin- cippet ikke kan fjernes (fortrænges) uden særlig lovhjemmel. Som det også fremgår af retspraksis vil udgangspunktet for domstolene derfor være, at der vil kunne foreligge et naboretligt ansvar, selv om de offentligretlige regler er overholdt. Den naboretlige vurdering vil bero på omstændigh ederne i den konkrete sag. Det vil indgå i vurderingen, om etableringen  – også selv om der bliver tale om
22 en mere kostbar løsning – kunne være sket mere hensynsfuldt overfor omboende. Vurderingen vil omvendt blive mere lempelig, hvis der er tale om naboer, der har bosat sig i nærheden af et al- lerede eksisterende stort husdyrbrug. Det naboretlige erstatningsansvar påhviler som udgangspunkt den forulem pende virk-somhed, og det fritager ikke virksomheden for ansvar, at dennes aktiviteter er i over-enstemmelse med givne til- ladelser mv. Dette hænger sammen med, at ansvaret i forhold til naboen i princippet er objektivt og dermed ikke beror på, om der er no get at bebrejde virk-somheden. Virksomheden har den primære interesse i aktiviteten og ansvaret følger interessen. Et erstatningskrav over for virksomheden kan efter omstændighederne også støttes på almindelige erstatningsretlige regler vedr. skadegørende handlinger uden for kontrakt, dvs. culpa. Klare eksem- pler herpå vil kunne foreligge, hvor virksomheden har overtrådt vilkår i forbindelse med en godke   n- delse eller har undladt at efterkomme et påbud udstedt af til -synsmyndigheden, dvs. typisk i tilfælde af enkeltstående skader/kortvarige ulemper. Da det ved fastlæggelse af den almindelige naboretlige tålegrænse, kan tænkes tillagt betydning, om virksomheden kunne have indrettet sig mere hensyn s- fuldt i forhold til naboen, kan af-grænsningen i forhold til det objektive ansvarsgrundlag dog ikke i praksis siges at være ganske skarp. Lov om erstatning for miljøskader omfatter kun de allerstørste husdyrbrug og har selv for disse en yderst begrænset interesse, idet lovens objektive ansvar alene er knyttet til en for-ureningsskade, der er forårsaget af ejendommenes husdyrgødningsanlæg, f. eks. hændelig lækage af en gylletank. Mere almindeligt må således konstateres, at værdiforringelser af naboejendomme som følge af store hu  s- dyrbrug ikke kan kræves erstattet efter miljøerstat - ningsloven. Orla Friis Jensen
23
24                                      Indholdsfortegnelse 1.       Indledning ................................................................................... side 1 2.       Den almindelige naboret    .................................... 2          2.1.   Nyere retspraksis    ....................................... 2          2.2.   Særligt om gener fra husdyrbrug ............................................ 4 3.      Miljøretlig regulering af gener fra husdyrbrug ..............................  5          3.1.   Afstandskrav   .............................................. 6    3.2.   Påbud  .......................................................................................... 9          3.3.   Gyllebeholdere    ........................................... 9 4.      Forholdet mellem den naboretlige tålegrænse          og offentligretlige regler   ................................... 10 5.      Hvem påhviler det naboretlige erstatningsansvar  ........................  12 6.      Den almindelige ansvarsregel (culpa)............................................. 14 7.      Lov om erstatning for miljøskader ................................................. 15 8.      Sammenfatning    ................................................. 16