Modtaget via elektronisk post. Der tages forbehold for evt. fejl

Arbejdsmarkedsudvalget
(Alm. del - bilag 592)
arbejdsmiljø
(Offentligt)

ARBEJDSMINISTERIET August 1996
         Sag nr. 96-2210-14

Arbejdsministerens besvarelse af spørgsmål nr. 311 og 312 af 17. juli 1996 fra Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg (Alm.del - bilag
528).

Spørgsmål nr. 311:
"Ministeren bedes oplyse, hvor mange og hvilke dispensationer der er givet fra Bekendtgørelse nr. 1181 af 18. december 1992 om virksomhedernes sikkerheds- og sundhedsarbejde?"

Svar:
Jeg har indhentet en udtalelse fra Direktoratet for Arbejdstilsynet, som har oplyst, at direktoratet siden 1. januar 1993 har givet 17 dispensationer fra bekendtgørelse om virksomhedernes sikkerheds- og sundhedsarbejde, hvortil kommer et antal dispensationer i forbindelse med de såkaldte MAI og MIO projekter.

Direktoratet har oplyst, at for såvidt angår de nævnte 17 dispensationer drejer det sig om fravigelser fra bekendtgørelsens § § 6, 13, 16, 18, 20 og 23.

4 dispensationer i henhold til § 6 vedrører tilladelse til at undlade at vælge sikkerhedsrepræsentant for hvert enkelt skiftehold under forudsætning af, at den valgte sikkerhedsrepræsentants arbejdstid ændres, således at der er overlapning til det næste skiftehold.

Der er givet dispensation fra §§ 6 og 16 til 4 sygehuse for at bringe sygehusenes sikkerhedsorganisation på linie med den

        administrative linieorganisation.

Af samme årsag er der meddelt dispensation fra §§ 6, 16 og 18 til
4 større erhvervsvirksomheder, der har ønsket dels at opbygge en sikkerhedsorganisation, der passer bedre med virksomhedens ledelsesorganisation, dels har ønsket at inddrage repræsentanter for de faglige organisationer i sikkerhedsudvalgets og hovedsikkerhedsudvalgets arbejde.

Der er i et tilfælde givet dispensation fra § 23, stk. 2, til at undlade at afholde møder med samtlige sikkerhedsgrupper.

Dertil kommer, at Arbejdstilsynet i visse tilfælde har givet dispensation fra § 13, stk 4, om længden af valgperioden for en sikkerhedsrepræsentant.

Der er givet dispensation til et ministerium fra § 18, stk. 2, og 20, stk. 7, hvorefter de lokale kontorers sikkerhedsudvalg er uafhængige af ministeriets samlede sikkerhedsorganisation, således at anmeldelse af den lokale sikkerhedsorganisation sendes til den lokale kreds.

Ligeledes er der i et enkelt tilfælde givet tilladelse til, at en række selvejende institutioner beliggende indenfor en kommune danner fælles sikkerhedsorganisation.

Spørgsmål nr. 312:
"Ministeren bedes redegøre for erfaringerne med forsøgene med de såkaldte MAI og MIO projekter, særligt for så vidt angår en mere fleksibel organisering af sikkerhedsarbejdet, herunder om der er sket en styrkelse og effektuering af sikkerhedsarbejdet? Ministeren bedes i givet fald give eksempler herpå."

Svar:

        Jeg kan oplyse, at MAI-projektet udsprang af overenskomstforliget
i 1991 mellem Amtsrådsforeningen, Kommunernes Landsforening (KL) og de kommunale tjenestemænd og overenskomstansatte(KTO).

Med projektet ønskede parterne at iværksætte forsøg til belysning af formerne for medarbejderindflydelse. Forsøgene skulle vedrøre både tillidsrepræsentantordninger, samarbejdsudvalgssystem og sik-kerheds- og sundhedsarbejde.

Indenfor sikkerheds- og sundhedsarbejdet har man i MAI-projekterne på forskellig måde ønsket, at tillidsrepræsentanterne varetog sikkerhedsrepræsentanternes arbejdsopgaver, så der i vid udstrækning blev sammenfald mellem sikkerhedsudvalg og samarbejdsudvalg.

Direktoratet for Arbejdstilsynet har oplyst, at der har været iværksat ti forsøg, dels i 2 amter, dels i en række kommuner, hvor Arbejdstilsynet har givet dispensation fra visse bestemmelser i bekendtgørelsen om virksomhedernes sikkerheds- og sundhedsarbejde.

Dispensationerne er givet på betingelse af:

-      det sikres, at de funktioner der i dag er tillagt sikkerheds -grupper og -udvalg fortsat varetages

-      der skal fortsat være et organ til udøvelse af det decentrale arbejdsmiljøarbejde i de enkelte afdelinger og arbejdsområder, svarende til de eksisterende sikkerhedsgruppeområder

-      repræsentanter og arbejdsledere, der i forsøgsperioden skal varetage sikkerhedsorganisationsopgaver, skal som minimum have en lovpligtig § 9-uddannelse

-      forsøget skal evalueres.

Projekterne er blevet evalueret i en samlet rapport fra 1994.

        I evalueringen udtales om aktiviteterne på arbejdsmiljøområdet i forsøget, at den hyppigst forekommende aktivitet har været registrering og prioritering af arbejdsmiljøproblemerne med henblik på udarbejdelse af en handleplan.

Et hyppigt drøftet emne i MAI-organerne har været psykisk arbejdsmiljø.

Styregrupperne i langt de fleste (amts)kommuner, både på ledelses- og medarbejdersiden, er enige om, at arbejdsmiljøindsatsen er blevet styrket og kvalificeret i forsøgsperioden.

Sammenfattende udtales det, at langt de fleste forsøgsenheder er af den opfattelse, at deres målsætninger på arbejdsmiljøområdet er opnået. Dette ses især ved det øgede aktivitetsniveau på arbejdsmiljøområdet. Hvorvidt aktiviteterne er sket i kraft af eller på trods af strukturen kan ikke besvares entydigt, blandt andet fordi de valgte MAI-strukturer er forskellige.

MAI-forsøget tyder dog på, at arbejdsmiljøforhold med fordel kan drøftes i sammenhæng med og samtidig med øvrige personalepolitiske forhold. Hermed kan arbejdsmiljøproblemstillinger indgå i planlægningen, og arbejdsmiljøopgaver kan løses mere koordineret og kvalificeret.

Det konkluderes i evalueringsrapporten, at sikkerheds- og sundhedsmæssige opgaver kan udføres tilfredsstillende i en MAI-struktur.

I januar 1996 har Arbejdstilsynet givet tilladelse til at iværksætte det såkaldte MIO-projekt inden for det statslige område, hvor Finansministeriet og Centralorganisationernes Fællesudvalg i 1995 enedes om at gennemføre en række forsøg med udvidet medarbejderindflydelse.

Der er for 4 institutioners vedkommende iværksat forsøg, hvorefter

        § 2 sammenholdt med § 6 og § 16 indeholdende reglerne om en selvstændig sikkerhedsorganisation fraviges.

Det er tanken, at arbejdsmiljøarbejdet varetages af sikkerhedsrepræsentanter og tillidsmænd i fællesskab.

Forsøgsperioden løber fra 1. januar 1996 til 31. marts 1998. Der foreligger ikke evaluering af dette projekt.

(Løbenr. 20979)