Til socialministeren (25/7 2000) af:

Yvonne Herløv Andersen (CD):

»Vil ministeren kommentere artiklen »Politiker: Helt urimelig afgørelse om handicapbil« i Sjællandstidende den 12. juli d.å. side 2 og i svaret kommentere den konkrete sag, de gældende regler og praksis for tilkendelse af invalidebil og i øvrigt tilkendegive, hvorvidt sagen giver regeringen anledning til at foreslå ændringer af reglerne?«

Af artiklen fremgår, at Tom Kristiansen er meddelt afslag på sit ønske om at beholde sin invalidebil, selvom såvel Slagelse Kommune, egen læge og Hjernesagen tilsagde ham deres støtte. Spørgeren finder, at sagen dokumenterer, at rammerne for tilkendelse af trivselsbil er for alt for snævre og ønsker derfor en tilkendegivelse fra ministeren.

Socialministeren (Henrik Dam Kristensen):

Af artiklen fremgår det, at Det Sociale Nævn i Vestsjællands amt, i en konkret sag, har givet en ansøger afslag på en ansøgning om, at kunne beholde sin invalidebil som trivselsbil. Ansøgeren fik i sin tid tilkendt støtte til bilen, mens han var under revalidering.

Efter servicelovens § 99 kan der ydes støtte til køb af bil til personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der bevirker at de ikke eller kun med betydelig vanskelighed kan fungere i den daglige tilværelse uden brug af bil.

De nærmere betingelser for at yde støtte til køb af bil er fastsat i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 122 af 19. februar 1998, bilbekendtgørelsen. Støtte til køb af bil kan herefter ydes til personer med varig nedsættelse af funktionsevnen, der væsentligt forringer evnen til at færdes eller vanskeliggør muligheden for at opnå eller fastholde et arbejde eller gennemføre en uddannelse uden brug af bil. Støtte vil også kunne ydes når der er tale om et kørselsbehov, der i væsentlig grad kan afhjælpe følgerne af funktionsnedsættelsen og derved i væsentlig grad lette den daglige tilværelse.

Det er amtskommunen, der træffer afgørelse i sager om støtte til anskaffelse af bil, på baggrund af en konkret, individuel vurdering. Borgeren kan klage over afgørelsen til Det Sociale Nævn. Når en sag er af generel eller principiel betydning, kan en sag af Den Sociale Ankestyrelse, optages til behandling.

Det fremgår, at amtet og Det Sociale Nævn har vurderet, at ansøgeren ikke opfylder betingelserne for, at få støtte til køb af en trivselsbil.

Jeg har som minister ikke kompetence til at gå ind i enkeltsager og foretage en konkret vurdering, og jeg kan derfor ikke udtale mig om den konkrete sag, men jeg har noteret mig, at sagen er indbragt for Den Sociale Ankestyrelse.

Generelt er det min opfattelse, at der skal foretages en helhedsvurdering af det samlede behov, også i de tilfælde hvor det drejer sig om trivselsforhold.

Efter Den Sociale Ankestyrelses praksis indgår vurderingen af gangdistancen som et af de centrale elementer i skønnet over, om en ansøger er berettiget til støtte til køb af bil. Der skal være tale om en meget betydelig nedsættelse af gangdistancen, før der kan blive tale om at yde støtte til køb af bil. Dette gælder særligt, når ansøgeren ikke er i erhverv eller under uddannelse. Som hovedregel vil en gangdistanc e på meget mere end 100 meter tale imod tilkendelse af bilstøtte på trivselsmæssigt grundlag. Gangdistancen er et moment blandt flere, der indgår i vurderingen, og der kan derfor ikke træffes afgørelse alene med henvisning til gangdistancen.

For tiden arbejder en arbejdsgruppe under Socialministeriet med reglerne for tilkendelse af støtte til bil, med henblik på at forenkle og tydeliggøre regelsættet vedrørende støtte til køb af bil m.v. i henhold til den sociale service lov.

Arbejdsgruppens opgave er, at gennemgå det nuværende ydelsessystem og vurdere behovet for at forny og modernisere de nugældende principper for tildelingskriterier, udmåling af støtten, udskiftningsintervaller, den samlede behovsvurdering m.v. I dette arbejde indgår også en vurdering af sammenhængen mellem gangdistance og behovsvurderingen.

I arbejdsgruppen er man meget opmærksom på at støtteordningerne - herunder støtte til anskaffelse af bil - skal udformes således, at det så vidt muligt tilgodeser handicappedes mulighed for i praksis, at leve et liv så nær det normale som muligt. Derfor indgår også vurderinger af den handicappedes samlede udfoldelsesmuligheder i arbejdsgruppens overvejelser.

Arbejdsgruppen forventer at afslutte arbejdet i løbet af 3-4 måneder.