Spm. nr. S 3238
Til trafikministeren (11/7 01) af:
Klaus Kjær (DF):
»Hvad kan ministeren oplyse om de ændrede regler for, hvornår man skal have vognmandstilladelse, herunder om ministeren finder det rimeligt, at folk, der har arbejdet i branchen i mange år, nu skal på kursus for at lære at drive vognmandsforretning?«
Begrundelse
Ifølge et EU-regulativ ændres reglerne for vognmandstilladelser, og der kræves nu tilladelse til at køre med en lastbil over 3,5 tons. Spørgeren er uforstående overfor, at eksisterende vognmænd også skal på et i øvrigt kostbart kursus til ca. 30.000 kr. for at lære at drive vognmandsforretning, eftersom de har gjort det i, for manges vedkommende, flere år.
Svar (18/7 01)
Trafikministeren (Jacob Buksti):
I Rådets direktiv 98/96/EF af 1. oktober 1998 om ændring af direktivet om adgang til erhvervet godstransport ad landevej m.v. blev tilladelseskravet fra den 1. oktober 1999 - med Danmarks støtte - udvidet til at omfatte vognmænd med køretøjer og vogntog mellem 3,5 og 6 tons. Direktivet indeholder endvidere krav om, at tilladelsesindehaverens faglige kundskaber dokumenteres ved en obligatorisk prøve.
Formålet med ændringen var at øge færdselssikkerheden, miljøbeskyttelsen og den erhvervsmæssige ansvarlighed samt generelt at højne standarden af vognmandsfagets faglige niveau ved blandt andet at skabe et fælles uddannelsesniveau.
I forbindelse med ændringen af tilladelseskravet blev der indført en overgangsordning for vognmænd med køretøjer mellem 3,5 - 6 tons tilladt totalvægt. Disse vognmænd fik udstedt en tilladelse for tre år begrænset til kørsel med køretøjer i ovennævnte vægtklasse. Vognmanden skulle opfylde lovgivningens krav til økonomi, vandel og restancer til det offentlige og skulle i løbet af denne treårige pe riode opfylde lovgivningens krav til faglige kvalifikationer, herunder eksempelvis gennemføre et godkendt vognmandskursus.
Der er i § 6, stk. 2, i godsbekendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 188 af 20. marts 2000) adgang til at fritage en ansøger for at gennemføre kurset, såfremt vedkommende dokumenterer igennem de seneste fem år op til ansøgningstidspunktet at have haft en stilling med overordnede funktioner i en godstransportvirksomhed, herunder været selvstændig vognmand med små lastbiler. Det er dog en betingelse, at ansøgeren består samme pr&oslas h;ve som de ansøgere, der har gennemført kurset. Denne kvalificerende prøve koster ca. 5.000 kr.
Det er min opfattelse, at det af hensyn til højnelse af erhvervet og færdselssikkerheden er afgørende, at vi ikke mindst gennem uddannelseskravene til erhvervet sikrer, at virksomhederne har mulighed for at udføre godskørsel på betryggende vis.
Jeg mener derfor, at reglerne er velbegrundede.