L 35
Forslag til lov om Bornholmstrafikken A/S.
Af trafikministeren (Flemming Hansen).
Lov nr 1075 af 17. december 2002
Ordførere: (1. beh) Svend Heiselberg (V), Henrik Sass
Larsen (S), Poul Fischer (DF), Kaj Ikast (KF), Margrete
Auken (SF), Martin Lidegaard (RV), Keld Albrechtsen (EL) og
Tove Videbæk (KRF).
Efter 1.beh henvist til Trafikudvalget (TRU).
Efter 2.beh henvist til fornyet beh i Trafikudvalget
(TRU).
Resume:
Loven bemyndiger trafikministeren til efter forelæggelse
for Finansudvalget at stifte et aktieselskab ved navn
Bornholmstrafikken A/S, hvis aktiekapital tegnes af staten.
Desuden indsættes en bestemmelse i færgeloven, hvorefter
trafikministeren sikrer den samfundsbegrundede
færgebetjening af Bornholm. Færgebetjeningen af Bornholm
sendes endvidere i udbud, hvor kravene til den
samfundsbegrundede serviceforpligtelse vil blive
præciseret.
Baggrund:
Ifølge bemærkningerne skulle Bornholmstrafikken sikres
større fleksibilitet og kommerciel frihed gennem
omdannelsen til et aktieselskab. Bornholmstrafikken skulle
dermed få bedre muligheder for at agere forretningsmæssigt
og konkurrere på lige vilkår med private
rederivirksomheder. For at sikre en effektiv,
kundeorienteret og billig transport skulle den
samfundsbegrundede færgebetjening af Bornholm i udbud.
Afstemning:
Lovforslaget vedtaget med 109 stemmer (V, S, DF, KF, SF,
RV og KRF) mod 2 (EL).