2002-03 - L 176 (som fremsat): Forslag til lov om finansiel virksomhed.

Fremsat den 12. marts 2003 af økonomi‑ og erhvervsministeren (Bendt Bendtsen)

§ 1. Denne lov finder anvendelse på finansielle virksomheder, jf. § 5, stk. 1, nr. 1. samt virksomhed omfattet af stk. 2-9.

Stk. 2. For finansielle holdingvirksomheder finder § 43, stk. 1, kapitel 7 og 13, § 123, stk. 1, nr. 1, og § 124, stk. 1, nr. 1, §§ 343-347, 356, §§ 360, stk. 1, nr. 9, og stk. 2, § 367, stk. 2, 3, 4, nr. 1, og stk. 5, og §§ 368-369 anvendelse.

Stk. 3. Loven finder anvendelse på filialer her i landet af kreditinstitutter, investeringsselskaber, administrationsselskaber og forsikringsselskaber, der er meddelt tilladelse i et land uden for Den Europæiske Union, som Fællesskabet ikke har indgået aftale med på det finansielle område, med de afvigelser, som filialforholdet nødvendiggør, eller som er fastsat i eller i henhold til international aftale. Finanstilsynet fastsætter nærmere regler herom. Aktieselskabslovens bestemmelser om filialer af udenlandske aktieselskaber finder anvendelse på de i 1. pkt. nævnte filialer.

Stk. 4. For filialer her i landet af kreditinstitutter, investeringsselskaber, administrationsselskaber og forsikringsselskaber, der er meddelt tilladelse i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område, finder §§ 30, 32, 34, 35, 36, 43, 44, 46-59, 343, 344, § 346, stk. 1-2 og stk. 4-5, § 347 anvendelse. For filialer her i landet af kreditinstitutter finder § 359, § 361, stk. 5, og §§ 367-369 endvidere anvendelse.

Stk. 5. For tjenesteydelser her i landet ydet af kreditinstitutter, investeringsselskaber, administrationsselskaber og forsikringsselskaber, der er meddelt tilladelse i et andet land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område, finder §§ 31, 36, 43, 44, 46-59, § 346, stk. 1, og § 347, stk. 1, anvendelse.

Stk. 6. For tjenesteydelser med værdipapirhandel ydet her i landet af kreditinstitutter og investeringsselskaber, der er meddelt tilladelse i et land uden for Den Europæiske Union, som Fællesskabet ikke har indgået aftale med på det finansielle område, finder §§ 33, 43, § 346, stk. 1, og § 347, stk. 1, anvendelse.

Stk. 7. For tjenesteydelser ydet her i landet af forsikringsselskaber, der er meddelt tilladelse i et land uden for Den Europæiske Union, som Fællesskabet ikke har indgået aftale med på det finansielle område, finder § 37 anvendelse.

Stk. 8. For tilsluttede andelskasser finder §§ 5 og 6, § 7, stk. 1-6, § 12, § 15, stk. 2 og 4, §§ 16 og 17, §§ 24-26, § 43, §§ 45-48, §§ 50-52, §§ 63–66, § 68, §§ 72 og 73, §§ 75–79, §§ 84– 87, § 91, § 150, stk. 2, §§ 175 og 176, § 177, stk. 1, §§ 182–197, § 198, stk. 2–4, 8 og 11, § 202, § 203, § 205, § 240, stk. 1, 1. pkt., §§ 241 og 242, §§ 246–248, § 252, §§ 343–356, § 371, jf. §§ 372 og 373 anvendelse.

Stk. 9. Kapitel 19 finder anvendelse på udstedere af elektroniske penge. Virksomheder med tilladelse efter § 7, stk. 1, er bortset fra § 310 ikke omfattet af kapitel 19.

§ 2. §§ 60, 61 og 169-177 finder ikke anvendelse på tværgående pensionskasser og de af loven omfattede gensidige forsikringsselskaber.

§ 3. For genforsikringsvirksomhed og coassurancevirksomhed kan Finanstilsynet fastsætte særlige regler eller afvigelser.

§ 4. Denne lovs regler om koncerner finder anvendelse, når modervirksomheden er et forsikringsselskab.

Stk. 2. Finanstilsynet kan bestemme, at denne lovs eller aktieselskabslovens regler om koncerner, bortset fra aktieselskabslovens § 49, stk. 3, ligeledes finder helt eller delvis anvendelse på grupper af forsikringsselskaber, der ikke udgør en koncern i henhold til § 5, stk. 1, nr. 9, men som dog har en sådan indbyrdes tilknytning, at anvendelse af de nævnte regler må anses for påkrævet. De pågældende selskaber udpeger et af § 12, 3. pkt., omfattet og her i landet hjemmehørende selskab, der skal anses som modervirksomhed. Sker dette ikke, udpeger Finanstilsynet selskabet.

En virksomhed, hvis virksomhed består i at modtage indlån eller andre midler fra offentligheden, der skal tilbagebetales, samt i at yde lån for egen regning.

En juridisk eller fysisk person, hvis virksomhed består i at yde investeringsservice.

De i bilag 4, afsnit A, nr. 1-4, anførte aktiviteter i forbindelse med de i bilag 5, nr. 1-9, anførte instrumenter (værdipapirer).

Et selskab, hvis virksomhed består i administration af institutter for kollektiv investering i værdipapirer (UCITS).

En virksomhed, der ikke er et kreditinstitut, og hvis hovedvirksomhed består i at erhverve kapitalinteresser eller i at udøve en eller flere af de i bilag 2, nr. 2-12, angivne aktiviteter.

b) er aktionær eller anpartshaver eller ejer andre andele af en virksomheds egenkapital (virksomhedsdeltager) og har ret til at udnævne eller afsætte et flertal i virksomhedens bestyrelse, direktion eller tilsvarende ledelsesorgan,

c) er virksomhedsdeltager og har ret til at udøve en bestemmende indflydelse over virksomheden på grundlag af vedtægter eller aftale med denne i øvrigt,

d) er virksomhedsdeltager og i medfør af aftale med andre aktionærer, anpartshavere eller ejere af andele af egenkapitalen råder over flertallet af stemmerettighederne i virksomheden, eller

e) besidder kapitalandele i en virksomhed og udøver en bestemmende indflydelse over denne.

En virksomhed, med hvilken en modervirksomhed har en af de i nr. 7 nævnte forbindelser.

En modervirksomhed, hvis virksomhed udelukkende eller hovedsagelig består i at eje kapitalandele i dattervirksomheder, der er finansielle virksomheder eller finansieringsinstitutter, og hvor mindst én dattervirksomhed er en finansiel virksomhed.

En modervirksomhed, hvis virksomhed udelukkende eller hovedsagelig består i at eje kapitalandele i dattervirksomheder, der er kreditinstitutter eller finansieringsinstitutter, og hvor koncernens hovedvirksomhed er at drive pengeinstitutvirksomhed.

En virksomhed, i hvilken en finansiel virksomhed og dennes dattervirksomheder besidder kapitalandele og udøver en betydelig indflydelse på dens driftsmæssige og finansielle ledelse, men som ikke er en dattervirksomhed af den finansielle virksomhed. En finansiel virksomhed og dennes dattervirksomheder formodes at udøve betydelig indflydelse, hvis de tilsammen besidder 20 pct. eller mere af stemmerettighederne.

b) kapitalinteresser, hvorved forstås en virksomheds direkte eller indirekte besiddelse af 20 pct. eller mere af stemmerettighederne eller kapitalen i en virksomhed, eller

c) flere virksomheders eller personers fælles forbindelse, jf. litra a, med en virksomhed.

Medlemslandene i EU, andre lande, der er fulde medlemmer af Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD) samt andre lande, som har indgået særlige låneoverenskomster med Den Internationale Valutafond (IMF) og er tilknyttet Den Almindelige Låneoverenskomst. Et land, der som følge af manglende betalingsevne omlægger sin udenlandske statsgæld, udelukkes fra zone A i en periode på 5 år.

En afdeling, som retligt udgør en ikke – selvstændig del af et kreditinstitut, investeringsselskab, administrationsselskab eller forsikringsselskab, og som udøver virksomhed af den art, som virksomheden har tilladelse til.

Stk. 2. Ved kapitalinteresser forstås en virksomheds direkte eller indirekte besiddelse af 20 pct. eller mere af stemmerettighederne eller kapitalen i en virksomhed.

Stk. 3. Ved kvalificeret andel forstås direkte eller indirekte besiddelse af mindst 10 pct. af kapitalen eller stemmerettighederne eller en andel, som giver mulighed for at udøve en betydelig indflydelse på ledelsen af den finansielle virksomhed eller den finansielle holdingvirksomhed.

Stk. 4. Ved kapitalandele forstås andele i aktieselskaber (aktier), i anpartsselskaber (anparter) samt i andre virksomheders egenkapital.

Stk. 5. Ved opgørelsen af stemmerettigheder og rettigheder til at udnævne eller afsætte medlemmer af ledelsesorganer medregnes rettigheder, der besiddes af såvel modervirksomheden som dennes dattervirksomheder.

Stk. 6. Ved opgørelsen af stemmerettigheder i en dattervirksomhed ses der bort fra stemmerettigheder, som knytter sig til kapitalandele, der besiddes af virksomheden selv eller dennes dattervirksomheder.

§ 6. Økonomi- og erhvervsministeren fastsætter nærmere regler om anvendelse af digital kommunikation, herunder elektronisk signatur, ved udveksling af information efter denne lov mellem borgere og virksomheder på den ene side og den offentlige forvaltning på den anden side samt om opbevaring af information.

Tilladelse til pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber, investeringsforvaltningsselskaber og forsikringsselskaber

§ 7. Virksomheder, der udøver virksomhed, som består i fra offentligheden at modtage indlån eller andre midler, der skal tilbagebetales samt i at yde lån for egen regning, dog ikke på grundlag af udstedelse af realkreditobligationer, jf. § 8, stk. 3, skal have tilladelse som pengeinstitut. Pengeinstitutter må kun udøve virksomhed som nævnt i bilag 1 samt virksomhed efter §§ 24-26.

Stk. 2. Pengeinstitutter kan få tilladelse efter § 9, stk. 1, til at udføre de i bilag 4, afsnit A, nr. 1 og 3, nævnte aktiviteter.

Stk. 3. Pengeinstitutter, staten, Danmarks Nationalbank, udenlandske kreditinstitutter, der opfylder betingelserne i § 1, stk. 3, §§ 30 eller 31, udstedere af elektroniske penge samt sparevirksomheder har eneret til fra offentligheden at modtage indlån eller andre midler, der skal tilbagebetales. Realkreditinstitutter, Danmarks Skibskreditfond og KommuneKredit kan dog modtage andre midler, der skal tilbagebetales. Virksomheder, der ikke modtager indlån fra offentligheden, kan modtage andre midler, der skal tilbagebetales, såfremt denne virksomhed eller udlånsvirksomhed ikke er en væsentlig del af virksomhedens drift.

Stk. 4. Pengeinstitutter, staten og udenlandske kreditinstitutter, der opfylder betingelserne i § 1, stk. 3, §§ 30 eller 31, har eneret til ved henvendelse til offentligheden at tilbyde sig som modtagere af indlån.

Stk. 5. Pengeinstitutter har eneret til at benytte henholdsvis »bank«, »sparekasse« eller »andelskasse« i deres navn. Andre virksomheder, bortset fra banker, der er oprettet ved lov, må ikke anvende navne eller betegnelser for deres virksomhed, som er egnet til at fremkalde det indtryk, at de er pengeinstitutter. Et pengeinstitut må ikke betegne sin virksomhed på en måde, der er egnet at fremkalde det indtryk, at det er landets nationalbank.

Stk. 6. Pengeinstitutter skal benytte henholdsvis betegnelsen »bank«, »sparekasse« eller »andelskasse« i deres navn, jf. dog stk. 7. Aktieselskabsloven § 153, stk. 2-6, finder tilsvarende anvendelse på sparekasser og andelskasser.

Stk. 7. Et aktieselskab, som i medfør reglerne i §§ 214-216 eller reglerne i §§ 207-213 overtager en andelskasse, en sammenslutning af andelskasser eller en sparekasse er berettiget til at betegne sig som andelskasse henholdsvis sparekasse, idet dog ordet »aktieselskab« eller deraf dannede forkortelser skal tilføjes navnet.

Stk. 8. En virksomhed, der søger om tilladelse efter stk. 1, skal have en aktiekapital, der mindst udgør et beløb svarende til 8 millioner euro.

§ 8. Virksomheder, der yder lån mod registreret pant i fast ejendom på grundlag af udstedelse af realkreditobligationer, skal have tilladelse som realkreditinstitut. Realkreditinstitutter må kun udøve virksomhed som nævnt i bilag 3 samt virksomhed efter §§ 24-26.

Stk. 2. Realkreditinstitutter kan få tilladelse efter § 9, stk. 1, til at udøve de i bilag 4, afsnit A, nr. 1, nævnte aktiviteter for så vidt angår realkreditobligationer og heraf afledte instrumenter.

Stk. 3. Realkreditinstitutter og udenlandske kreditinstitutter, der opfylder betingelserne herfor i lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v., har eneret til at udstede realkreditobligationer.

Stk. 4. Andre værdipapirer end realkreditobligationer må ikke bære denne betegnelse eller betegnelser, der er egnede til at fremkalde det indtryk, at de er realkreditobligationer.

Stk. 5. Realkreditinstitutter har eneret til at benytte betegnelser som »realkreditinstitut«, »realkreditaktieselskab«, »kreditforening« eller »realkreditfond« i deres navn. KommuneKredit kan dog fortsat benytte betegnelsen Kreditforeningen af Kommuner i Danmark. Andre virksomheder må ikke anvende navne eller betegnelser for deres virksomhed, som er egnet til at fremkalde det indtryk, at de er realkreditinstitutter.

Stk. 6. Realkreditinstitutter, der er omdannet til aktieselskaber, og som hidtil har benyttet betegnelser som »kreditforening«, »realkreditfond« eller »reallånefond« i deres navn, skal tilføje ordet »aktieselskab« eller deraf dannede forkortelser efter navnet.

Stk. 7. En virksomhed, der søger om tilladelse efter stk. 1, skal have en aktiekapital, der mindst udgør et beløb svarende til 8 millioner euro.

§ 9. Virksomheder, der for tredjemand udøver aktiviteter som nævnt i bilag 4, afsnit A, er værdipapirhandlere og skal have tilladelse som værdipapirhandlere, jf. dog § 7, stk. 1, og § 8, stk. 1. Værdipapirhandlere kan desuden udøve en eller flere af de i bilag 4, afsnit B, nævnte aktiviteter. Tilladelse til at udøve en eller flere af de i bilag 4, afsnit B, nævnte aktiviteter kan kun meddeles i tilknytning til tilladelse til de i bilag 4, afsnit A, nævnte aktiviteter. Tilladelsen skal angive de aktiviteter i bilag 4, som tilladelsen omfatter.

Stk. 2. Værdipapirhandlere, som ikke har tilladelse efter § 7, stk. 1, § 8, stk. 1, eller § 10, stk. 1, er fondsmæglerselskaber. Fondsmæglerselskaber må kun udføre aktiviteter som nævnt i bilag 4.

Stk. 3. Værdipapirhandlere, Danmarks Nationalbank, Finansstyrelsen samt udenlandske kreditinstitutter og investeringsselskaber, der opfylder betingelserne i § 1, stk. 3, §§ 30, 31 eller 33, har eneret til at udføre de i bilag 4, afsnit A, nævnte aktiviteter med de i bilag 5 nævnte instrumenter (værdipapirer) på erhvervsmæssigt grundlag for tredjemand, jf. dog § 7, stk. 1, og § 8, stk. 1 . Værdipapirhandlere samt udenlandske kreditinstitutter og investeringsselskaber, der er omfattet af § 1, stk. 3, og opfylder betingelserne i §§ 30, 31 eller 33, har endvidere eneret til at formidle og udføre valutaspotforretninger i investeringsøjemed med henblik på, at investorerne opnår fortjeneste ved kursændring på valuta på erhvervsmæssigt grundlag for tredjemand.

Stk. 4. Bestemmelsen i stk. 3 finder ikke anvendelse på en virksomheds udførelse af handler med og formidling af værdipapirer, som virksomheden selv udsteder.

Stk. 5. Værdipapirhandlere, som ikke har tilladelse efter § 7, stk. 1, § 8, stk. 1, eller § 10, stk. 1, har eneret til at benytte betegnelsen »fondsmæglerselskab« i deres navn. Andre virksomheder må ikke anvende navne eller betegnelser for deres virksomhed, som er egnet til at fremkalde det indtryk, at de er fondsmæglerselskaber.

Stk. 6. Fondsmæglerselskaber, der er medlemmer af en fondsbørs, har eneret til at benytte betegnelsen »børsmæglerselskab« og kan i deres navn anvende denne betegnelse i stedet for »fondsmæglerselskab«. Andre virksomheder må ikke anvende navne eller betegnelser for deres virksomhed, der er egnet til at fremkalde det indtryk, at de er børsmæglerselskaber.

Stk. 7. Fondsmæglerselskaber skal benytte betegnelsen »fondsmæglerselskab« eller »børsmæglerselskab« i deres navn.

Stk. 8. Et selskab, der søger om tilladelse efter stk. 1, og som ikke har tilladelse efter § 7, stk. 1, § 8, stk. 1, eller § 10, stk. 1, skal have en aktiekapital, der mindst udgør et beløb svarende til 1 million euro, såfremt fondsmæglerselskabet ønsker at blive medlem af en fondsbørs, en værdipapircentral eller en clearingscentral, hvor selskabet deltager i clearing og afvikling eller ønsker at udføre en eller flere af de i bilag 4, afsnit A, nr. 2, 4 og 5, og afsnit B, nr. 2, nævnte tjenesteydelser. Andre selskaber, der søger om tilladelse efter stk. 1, skal have en aktiekapital, der mindst udgør et beløb svarende til 0,3 millioner euro.

Stk. 9. Finanstilsynet fastsætter nærmere regler om, hvilke fysiske og juridiske personer, udover de af stk. 2 og 3 omfattede, der kan tilbyde tjenesteydelser omfattet af bilag 4.

§ 10. Virksomheder, der udøver aktiviteter som nævnt i bilag 6, er investeringsforvaltningsselskaber og skal have tilladelse som investeringsforvaltningsselskaber.

Stk. 2. Investeringsforvaltningsselskaber kan få tilladelse efter § 9, stk. 1, til at udføre de i bilag 4, afsnit A, nr. 3 og 5, nævnte aktiviteter samt de i afsnit B, nr. 5 og 6, nævnte aktiviteter. De i bilag 4, afsnit A, nr. 3, og afsnit B, nr. 5, nævnte aktiviteter kan udføres med de i bilag 5, nr. 1-9, nævnte instrumenter. Den i bilag 4, afsnit A, nr. 5, omhandlede aktivitet kan alene udføres med de i bilag 5, nr. 4, nævnte instrumenter. Tilladelse til at udføre aktiviteter som nævnt i bilag 4, afsnit A, nr. 5, og afsnit B, nr. 5, kan kun meddeles i tilknytning til tilladelse til den i bilag 4, afsnit A, nr. 3, omhandlede aktivitet. Tilladelsen skal angive de aktiviteter i bilag 4, som tilladelsen omfatter.

Stk. 3. Investeringsforvaltningsselskaber har eneret til at administrere investeringsforeninger og specialforeninger, jf. lov om investeringsforeninger og specialforeninger.

Stk. 4. Et investeringsforvaltningsselskab skal have en aktiekapital, der mindst udgør et beløb svarende til værdien af 0,3 millioner euro. Dog skal et investeringsforvaltningsselskab, der skal være medlem af en fondsbørs eller opbevare og forvalte de i bilag 5, nr. 4, nævnte instrumenter, herunder være medlem af en værdipapircentral eller en clearingcentral, hvor selskabet deltager i clearing og afvikling, have en aktiekapital, der mindst udgør et beløb svarende til værdien af 1 million euro.

§ 11. Virksomheder, der udøver forsikringsvirksomhed, skal have tilladelse som forsikringsselskab, jf. dog §§ 30 og 31. Tilladelsen skal angive de aktiviteter i bilag 7 og 8, som tilladelsen omfatter. Forsikringsselskaber må kun udøve virksomhed som nævnt i bilag 7 og 8 samt virksomhed efter §§ 24-26 og § 29. Tilsvarende gælder udenlandske forsikringsselskaber, der er omfattet af § 1, stk. 3, og opfylder betingelserne i §§ 30 eller 31.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 finder ikke anvendelse på følgende typer af virksomheder:

1) Pensionskasser, som har til formål at sikre pension ved ansættelse i en privat virksomhed, herunder en forsikringsvirksomhed eller ved ansættelse i sådanne virksomheder inden for samme koncern.

5) Krigsforsikringsforbund, der omfattes af lov om krigsforsikring af fast ejendom og løsøre.

6) Virksomheder, hvis formål er begrænset til at yde vejhjælp i forbindelse med en ulykke eller skade sket her i landet eller i udlandet, såfremt hjælpen i udlandet ydes af et tilsvarende udenlandsk selskab i henhold til en aftale om gensidighed.

7) Virksomheder der alene yder assistance inden for et begrænset område, og hvis årlige præmie indtægt ikke overstiger et af Finanstilsynet fastsat beløb.

9) Genforsikring i henhold til lov om Dansk Eksportkreditfond af ekstraordinære risici i forbindelse med transport.

10) Arbejdsmarkedets Tillægspension og Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring.

Stk. 3. Virksomheder, der har tilladelse som forsikringsselskab, har eneret til at benytte betegnelsen »forsikringsselskab«, »gensidigt selskab« eller »pensionskasse« i deres navn. Andre virksomheder må ikke anvende navne eller betegnelser for deres virksomhed, som er egnet til at fremkalde det indtryk, at de er forsikringsselskaber eller pensionskasser.

Stk. 4. Forsikringsselskaber har pligt til at benytte et navn, som tydeligt angiver selskabets egenskab af forsikringsselskab. Gensidige forsikringsselskaber har pligt til i deres navn at benytte betegnelsen »gensidigt selskab« eller deraf dannede forkortelser eller på anden tydelig måde angive sin egenskab af gensidigt selskab. Tværgående pensionskasser har pligt til i deres navn tydeligt at angive, at de er en pensionskasse. Aktieselskabslovens § 153, stk. 2-6, finder tilsvarende anvendelse på gensidige forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser.

Stk. 5. En virksomhed, der søger om tilladelse efter stk. 1, skal have en basiskapital, der mindst udgør et beløb svarende til det i § 125 nævnte.

§ 12. Banker, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber og investeringsforvaltningsselskaber skal være aktieselskaber. Andelskasser skal være andelsselskaber, jf. dog § 214. Sparekasser skal være selvejende institutioner, jf. dog § 207. Forsikringsselskaber skal være aktieselskaber, gensidige selskaber eller tværgående pensionskasser.

§ 13. Immaterielle aktiver kan ikke anvendes til indbetaling af aktiekapital i finansielle virksomheder.

Stk. 2. I pengeinstitutter, fondsmæglerselskaber og investeringsforvaltningsselskaber kan deling af aktiekapitalen i aktieklasser med forskellig stemmeværdi ikke finde sted.

2) Medlemmerne af ansøgerens bestyrelse og direktion opfylder kravene i § 63 og for så vidt angår investeringsforvaltningsselskaber endvidere opfylder kravene i § 99, stk. 1,

3) Ejere af kvalificerede andele, jf. § 5, stk. 3, ikke vil modvirke en forsvarlig og fornuftig forvaltning af den finansielle virksomhed eller den finansielle holdingvirksomhed,

4) Der ikke foreligger snævre forbindelser, jf. § 5, stk. 1, nr. 17, mellem ansøger og andre virksomheder eller personer, der vil kunne vanskeliggøre varetagelsen af tilsynets opgaver,

5) Lovgivningen i et land uden for Den Europæiske Union, som Fællesskabet ikke har indgået aftale med på det finansielle område vedrørende en virksomhed eller en person, som ansøger har snævre forbindelser med, ikke vil kunne vanskeliggøre varetagelsen af Finanstilsynets opgaver,

Stk. 2. En ansøgning om tilladelse efter §§ 7-11 skal indeholde de oplysninger, der er nødvendige til brug for Finanstilsynets vurdering af, om betingelserne i stk. 1 er opfyldt, herunder oplysninger om størrelsen af de kvalificerede andele og virksomhedens organisation. Ansøgningen skal endvidere indeholde oplysninger om arten af de påtænkte forretninger.

Stk. 3. Afslår Finanstilsynet en ansøgning om tilladelse, skal dette meddeles ansøgeren senest seks måneder efter ansøgningens modtagelse eller, hvis ansøgningen er ufuldstændig, senest seks måneder efter, at ansøgeren har fremsendt de oplysninger, der er nødvendige for at træffe afgørelse. Der træffes under alle omstændigheder afgørelse senest tolv måneder efter ansøgningens modtagelse. Har Finanstilsynet ikke senest 6 måneder efter modtagelsen af en ansøgning om tilladelse afgivet udtalelse om ansøgningen, kan selskabet indbringe sagen for domstolene.

Stk. 4. For at efterleve en bestemmelse om suspension fra Kommissionen i overensstemmelse med direktiver på det finansielle område kan Finanstilsynet suspendere behandlingen af ansøgninger om tilladelse efter §§ 7-11 og § 16 fra ansøgere, som direkte eller indirekte ejes af selskaber med hjemsted i et land uden for Den Europæiske Union, som Fællesskabet ikke har indgået aftale med på det finansielle område.

Stk. 5. Finanstilsynet kan nægte at give tilladelse efter stk. 1, hvis formålet med at placere hovedkontor og hjemsted i Danmark alene er at undgå at være omfattet af lovgivningen i det land, hvor hovedparten af ansøgerens kunder er hjemmehørende.

§ 15. Når Finanstilsynet har meddelt tilladelse efter § 14, kan Erhvervs- og Selskabsstyrelsen foretage de nødvendige registreringer.

Stk. 2. Ved anmeldelse til registrering, jf. stk. 1, og ved anmeldelse af vedtægtsændringer skal den finansielle virksomhed indsende et dateret eksemplar af vedtægterne med den fuldstændige nye affattelse til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, der videresender en kopi til Finanstilsynet.

Stk. 3. Ved meddelelse af tilladelse eller ændringer i tilladelsen til forsikringsselskaber fremsender Finanstilsynet samtidig genpart heraf til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen foretager registrering af datoen for tilladelsen.

Stk. 4. For sparekasser og andelskasser gælder aktieselskabslovens bestemmelser om anmeldelse og registrering m.m. tilsvarende.

§ 16. Finanstilsynet kan tillade, at pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber og investeringsforvaltningsselskaber kan udføre tjenesteydelser med instrumenter og kontrakter, som er omfattet af Fondsrådets beslutning i medfør af § 2, stk. 1, nr. 12, i lov om værdipapirhandel m.v.

§ 17. Finanstilsynet fastsætter regler om, hvilke instrumenter og kontrakter udover de instrumenter og kontrakter, der er nævnt i bilag 5, finansielle virksomheder med tilladelse efter § 7, stk. 1, eller § 9, stk. 1, kan udføre tjenesteydelser med.

Særlige regler for forsikringsselskaber vedrørende anmeldelse til Finanstilsynet

§ 18. Ansøgning om tilladelse skal indeholde en af forsikringsselskabet udarbejdet driftsplan for den virksomhed, som forsikringsselskabet agter at drive. Finanstilsynet fastsætter nærmere bestemmelser om de oplysninger, som driftsplanen skal indeholde, og om det åremål, for hvilket planen skal udarbejdes.

Stk.2 . Ansøgning om tilladelse til forsikringsklasse 10 (ansvarsforsikring for motordrevne landkøretøjer) skal være ledsaget af oplysninger om, hvem selskabet vil udpege som skadebehandlingsrepræsentant i hvert af de øvrige lande i den Europæiske Union.

Stk. 3. En tilladelse skal indeholde oplysning om den forsikringsvirksomhed, som selskabet må udøve. Finanstilsynet fastsætter nærmere bestemmelser om tilladelsens indhold i øvrigt.

§ 19. Livsforsikringsvirksomhed må ikke i samme selskab forenes med anden forsikringsvirksomhed. Livsforsikringsselskaber kan dog udover livsforsikringsvirksomheden udøve virksomhed inden for forsikringsklasserne 1 og 2, jf. bilag 7. Endvidere kan genforsikring af livsforsikring og anden forsikring udøves af samme selskab.

Stk. 2. Finanstilsynet fastsætter regler om, i hvilket omfang livsforsikringsselskabernes risici under forsikringsklasserne 1 og 2, jf. bilag 7, er omfattet af denne lovs særlige regler for livsforsikringsvirksomhed.

§ 20. Det tekniske grundlag m.v. for livsforsikringsvirksomhed skal anmeldes til Finanstilsynet senest samtidig med, at grundlaget m.v. tages i anvendelse. Det samme gælder enhver efterfølgende ændring i de nævnte forhold. Anmeldelsen skal indeholde angivelse af

2) grundlaget for beregning af forsikringspræmier, tilbagekøbsværdier og fripolicer,

3) regler for beregning og fordeling af realiseret resultat til forsikringstagerne og andre berettigede efter forsikringsaftalerne,

5) regler for oplysninger, som de forsikringssøgende skal afgive til bedømmelse af risikoforholdene,

6) grundlaget for beregning af livsforsikringshensættelser, såvel for den enkelte forsikringsaftale som for selskabet som helhed og

7) regler, hvorefter pensionsordninger med løbende udbetalinger tegnet eller aftalt som obligatoriske ordninger i et forsikringsselskab eller en pensionskasse kan overføres fra eller til selskabet i forbindelse med overgang til anden ansættelse eller i forbindelse med virksomhedsoverdragelse eller virksomhedsomdannelse.

Stk. 2. Selskaber, der ikke tegner direkte livsforsikring, skal ikke foretage anmeldelse af det tekniske grundlag m.v. for livsforsikringsvirksomhed.

Stk. 3. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere bestemmelser om de i stk. 1 nævnte forhold, herunder om og i hvilket omfang anmeldelserne skal være offentligt tilgængelige.

§ 21. De efter § 20, stk. 1, nr. 1-5, anmeldte forhold skal være betryggende og rimelige over for den enkelte forsikringstager og andre berettigede efter forsikringsaftalerne.

Stk. 2. De anmeldte regler for beregning og fordeling af realiseret resultat, jf. § 20, stk. 1, nr. 3, skal være præcise og klare og skal føre til en rimelig fordeling.

Stk. 3. Præmierne for nytegnede forsikringer skal være tilstrækkelige til, at forsikringsselskabet kan opfylde alle sine forpligtelser, således at der ikke vil være behov for systematisk og permanent tilførsel af andre midler.

Stk. 4. De beregningselementer (rentesatser, omkostningssatser og statistiske beregningselementer), der lægges til grund ved beregning af forsikringspræmier, tilbagekøbsværdier og fripolicer, skal vælges med forsigtighed. De beregningselementer, der lægges til grund ved beregning af livsforsikringshensættelser, skal fastsættes, så de er i overensstemmelse med de regler, der er udstedt i medfør af § 195.

Stk. 5. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere bestemmelser om de i stk. 1-4 nævnte krav.

Stk. 6. Såfremt kravene i stk. 1-4 eller i regler udstedt i medfør af denne lov ikke er opfyldt, skal Finanstilsynet påbyde livsforsikringsselskabet at foretage de fornødne ændringer i de i henhold til § 20 anmeldte forhold inden for en af Finanstilsynet fastsat tidsfrist. Bestemmelserne i § 273 finder tilsvarende anvendelse.

§ 22. Tegnes der uanset bestemmelserne i §§ 11-14 forsikringer forinden tilladelse er givet og registrering er sket, hæfter de, der på forsikringsselskabets vegne har tegnet forsikringerne eller har medansvar herfor, solidarisk for aftalens opfyldelse. Anerkender selskabet forpligtelserne senest 4 uger efter registreringen, bortfalder de pågældendes hæftelser, forudsat at forsikringstagerens sikkerhed ikke derved i væsentlig grad forringes. Aftaler af den nævnte art er forinden selskabets anerkendelse af forpligtelserne ikke bindende for forsikringstageren.

Stk. 2. Bestemmelserne i §§ 11-14 er ikke til hinder for, at der med henblik på stiftelse af et gensidigt forsikringsselskab kan ske indtegning af medlemmer, såfremt forsikringsmæssigt ansvar ikke begynder at løbe, og præmie ikke opskrives, forinden selskabet er registreret. Indtegning af et medlem i et gensidigt selskab i overensstemmelse med 1. pkt. er kun bindende, såfremt selskabet anmeldes til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen senest et år efter indtegningen. Nægtes registrering, bortfalder aftalen.

§ 23. Aktieselskabslovens §§ 3-13 finder med de nødvendige tilpasninger tilsvarende anvendelse på gensidige forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser. Endvidere finder aktieselskabslovens bestemmelser om anmeldelse og registrering m.m. tilsvarende anvendelse.

Stk. 2. For gensidige forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser finder de i stk. 1 nævnte bestemmelser i aktieselskabsloven vedrørende aktionærer anvendelse på garanter og bestemmelserne om aktiekapital og aktier anvendelse på garantikapital og garantiandele med fornødne lempelser.

Stk. 3. Beslutninger i medfør af aktieselskabslovens § 9, stk. 2, skal tiltrædes af alle, der er stemmeberettigede ifølge udkast til stiftelsesdokument eller vedtægter. Samtykke i medfør af aktieselskabslovens § 10, stk. 2, 3. pkt., skal gives af samtlige stiftere og alle, der er stemmeberettigede ifølge udkast til stiftelsesdokument eller vedtægter.

§ 24. Pengeinstitutter, realkreditinstitutter og forsikringsselskaber kan drive virksomhed, der er accessorisk til den virksomhed, der er givet tilladelse til. Finanstilsynet kan bestemme, at den accessoriske virksomhed skal udøves af et andet selskab.

Stk. 2. Pengeinstitutter, realkreditinstitutter og forsikringsselskaber må gennem dattervirksomheder drive anden finansiel virksomhed.

§ 25. Pengeinstitutter, realkreditinstitutter og forsikringsselskaber kan midlertidigt drive anden virksomhed til sikring eller afvikling af forud indgåede engagementer eller med henblik på medvirken ved omstrukturering af erhvervsvirksomheder. Den finansielle virksomhed skal underrette Finanstilsynet herom.

§ 26. Pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber og forsikringsselskaber kan uanset §§ 7-9, 11 og 24-25 i fællesskab med andre drive anden virksomhed, hvis:

1) den finansielle virksomhed ikke direkte eller indirekte har bestemmende indflydelse på virksomheden,

2) den finansielle virksomhed ikke driver virksomheden sammen med finansielle virksomheder, der indgår i koncern med den finansielle virksomhed, eller for så vidt angår forsikringsselskaber i administrationsfællesskab med forsikringsselskabet, og

Stk. 2. Hvis en finansiel virksomhed eller en koncern ved erhvervelse, fusion m.v. kommer til at drive anden virksomhed i strid med § 7, stk. 1, § 8, stk. 1, § 9, stk. 1, § 11, stk. 1, eller § 26, stk. 1, kan Finanstilsynet fastsætte en frist for afhændelse af den anden virksomhed, hvis en umiddelbar afhændelse ville være forbundet med et økonomisk tab.

§ 27. Fondsmæglerselskaber må ikke have dattervirksomheder, medmindre disse er fondsmæglerselskaber.

Særlige regler for investeringsforvaltningsselskaber vedrørende dattervirksomheder

§ 28. Investeringsforvaltningsselskaber må ikke have dattervirksomheder, medmindre disse er investeringsforvaltningsselskaber.

§ 29. Udover virksomhed omfattet af §§ 24-26 må forsikringsselskaber drive følgende virksomhed:

1) Agenturvirksomhed for forsikringsselskaber og for andre selskaber, der er under Finanstilsynets tilsyn.

Stk. 2. Livsforsikringsselskaber kan opføre boligbyggeri med videresalg for øje, når der til byggeriet er opnået tilsagn om andel i investeringsramme efter § 1 i lov om fremme af privat udlejningsbyggeri og mindst halvdelen af beboelseslejlighederne udlejes til helårsbeboelse.

Stk. 3. Ved investeringer efter stk. 2 må den andel af beboelseslejligheder, der opføres med henblik på videresalg, ikke have en værdi, der overstiger 1. pct. af de forsikringsmæssige hensættelser.

§ 30. En udenlandsk virksomhed, der er meddelt tilladelse til at udøve den i §§ 7-11 nævnte virksomhed i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område, kan begynde at udøve virksomhed her i landet gennem en filial 2 måneder efter, at Finanstilsynet har modtaget meddelelse herom fra tilsynsmyndighederne i hjemlandet, jf. stk. 4-8. Filialen kan udøve de i bilag 2-4 og 7-8 nævnte aktiviteter, såfremt disse er omfattet af virksomhedens tilladelse i hjemlandet.

Stk. 2. Udstedelse af realkreditobligationer, jf. bilag 3, kan alene foretages af kreditinstitutter, der opfylder betingelserne herfor i lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v.

1) administrere investeringsinstitutter og andre kollektive investeringsforetagender, der er godkendt i hjemlandet, og

2) udøve de i bilag 4, afsnit A, nr. 3 og 5, og afsnit B, nr. 5, nævnte aktiviteter, såfremt disse er omfattet af administrationsselskabets tilladelse i hjemlandet.

Stk. 4. Finanstilsynet skal indhente følgende oplysninger fra hjemlandets tilsynsmyndigheder:

1) En beskrivelse af filialens virksomhed, herunder oplysninger om organisation og de planlagte aktiviteter,

2) En erklæring om, at de planlagte aktiviteter er omfattet af virksomhedens tilladelse i hjemlandet,

Stk. 5. Er virksomheden et kreditinstitut, skal Finanstilsynet endvidere indhente oplysninger om størrelsen af virksomhedens basiskapital og solvensnøgletal og oplysninger om en eventuel garantiordning i hjemlandet omfattende filialens indskydere eller investorer.

Stk. 6. Er virksomheden et investeringsselskab eller et administrationsselskab, skal Finanstilsynet endvidere indhente oplysninger om en eventuel garantiordning i hjemlandet, der omfatter filialens investorer.

Stk. 7. Er virksomheden et forsikringsselskab, skal Finanstilsynet endvidere indhente solvenscertifikat.

Stk. 8. Såfremt filialen skal dække risici under forsikringsklasse 10, jf. bilag 7, pkt. 10, bortset fra fragtførerens ansvar, skal Finanstilsynet fra hjemlandets tilsynsmyndigheder tillige kræve en erklæring om, at filialen er medlem af Dansk Forening for International Motorkøretøjsforsikring. For de pågældende filialers forsikringer til dækning af de nævnte risici gælder færdselslovens §§ 105-108 og §§ 110-115.

Stk. 9. Virksomheden skal meddele Finanstilsynet enhver ændring af de i stk. 4, nr. 1-4, og stk. 5-8 nævnte forhold, senest en måned før ændringen foretages. Hvis det ikke er muligt at meddele Finanstilsynet ændringen senest en måned før ændringen foretages, skal meddelelse ske snarest muligt. Virksomheden skal dog ikke meddele Finanstilsynet ændringer i virksomhedernes basiskapital og solvensnøgletal.

Stk. 10. Aktieselskabslovens bestemmelser om filialer af udenlandske aktieselskaber finder anvendelse på de i stk. 1 nævnte filialer.

§ 31. En udenlandsk virksomhed, der er meddelt tilladelse til at udøve den i §§ 7-11 nævnte virksomhed i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område, kan begynde at yde tjenesteydelser her i landet, når Finanstilsynet har modtaget meddelelse herom fra tilsynsmyndighederne i hjemlandet. Den udenlandske virksomhed kan udøve de i bilag 2-4 og 7-8 nævnte aktiviteter, når tilsynsmyndighederne i hjemlandet har erklæret, at disse er omfattet af virksomhedens tilladelse i hjemlandet. Er den udenlandske virksomhed et forsikringsselskab, skal Finanstilsynet endvidere have modtaget de i stk. 5 og 6 nævnte oplysninger fra tilsynsmyndighederne i hjemlandet.

Stk. 2. Udstedelse af realkreditobligationer, jf. bilag 3, kan alene udøves af kreditinstitutter, der opfylder betingelserne herfor i lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v.

1) administrere investeringsinstitutter og andre kollektive investeringsforetagender, der er godkendt i hjemlandet, og

2) udøve de i bilag 4, afsnit A, nr. 3 og 5, og afsnit B, nr. 5, nævnte aktiviteter, såfremt disse er omfattet af administrationsselskabets tilladelse i hjemlandet.

Stk. 4. Proceduren i stk. 1 finder tilsvarende anvendelse, når et administrationsselskab delegerer markedsføringen af andele i værtslandet til en finansiel virksomhed, der har tilladelse efter §§ 9, stk. 1, eller 10, stk. 1.

Stk. 5. Er den udenlandske virksomhed et forsikringsselskab, skal Finanstilsynet indhente følgende oplysninger fra hjemlandets tilsynsmyndigheder:

2) en angivelse af de forsikringsklasser, grupper af klasser og eventuelle accessoriske risici, som forsikringsselskabet har til hensigt at dække her i landet.

Stk. 6. Såfremt forsikringsselskabet skal dække risici under forsikringsklasse 10, jf. bilag 7 pkt. 10, bortset fra fragtførerens ansvar, skal Finanstilsynet fra forsikringsselskabet kræve oplyst navn og adresse på den i stk. 7 nævnte repræsentant samt en erklæring om, at forsikringsselskabet er medlem af Dansk Forening for International Motorkøretøjsforsikring. For de pågældende forsikringer til dækning af de nævnte risici gælder færdselslovens §§ 105‑108 og 110‑115.

Stk. 7. Forsikringsselskabet skal tillige, såfremt det dækker risici under forsikringsklasse 10, jf. bilag 7, pkt. 10, bortset fra fragtførerens ansvar, udnævne en repræsentant, som er bosat eller etableret her i landet. Repræsentanten skal have beføjelse til at indsamle alle nødvendige oplysninger i forbindelse med krav og til at repræsentere forsikringsselskabet over for skadelidte personer, der kan gøre krav gældende, herunder med hensyn til betaling af sådanne krav.

Stk. 8. Repræsentanten, jf. stk. 7, skal endvidere have beføjelse til at repræsentere forsikringsselskabet over for myndighederne samt under søgsmål mod forsikringsselskabet i forbindelse med de i stk. 7 nævnte krav.

Stk. 9. Repræsentanten, jf. stk. 7, må ikke udøve eller medvirke til nogen form for direkte forsikringsvirksomhed, og udnævnelsen af repræsentanten betragtes ikke i sig selv som oprettelse af et etableret forretningssted, jf. § 34.

Stk. 10. Forsikringsselskabet skal meddele Finanstilsynet enhver ændring af de i stk. 5, nr. 2, og stk. 1, 2. pkt., nævnte forhold, senest samtidig med at ændringen foretages.

§ 32. En udenlandsk virksomhed kan benytte det samme navn, som virksomheden benytter i hjemlandet. Er der risiko for forveksling med et andet her i landet anvendt navn, kan Erhvervs- og Selskabsstyrelsen kræve en forklarende tilføjelse.

§ 33. Et udenlandsk kreditinstitut og investeringsselskab, der er meddelt tilladelse i et land uden for Den Europæiske Union, som Fællesskabet ikke har indgået aftale med på det finansielle område, skal have tilladelse af Finanstilsynet til at udøve tjenesteydelser med værdipapirhandel her i landet.

Stk. 2. Finanstilsynet kan nægte tilladelse, såfremt lovgivningen i det land, hvor kreditinstituttet og investeringsselskabet er meddelt tilladelse og er under tilsyn, vil vanskeliggøre Finanstilsynets opgaver.

Stk. 3. Finanstilsynet fastsætter nærmere regler om tilladelsesproceduren, herunder hvilken dokumentation der skal sendes til Finanstilsynet i forbindelse med ansøgningen.

4) En uafhængig person, som har en fast bemyndigelse til at handle på et udenlandsk forsikringsselskabs vegne i lighed med en filial.

Stk. 2. Såfremt et udenlandsk forsikringsselskab her i landet er omfattet af stk. 1, nr. 3 eller 4, betragtes kontoret eller personen ligeledes som virksomhedens herværende filial og skal opfylde de i § 30 eller de i medfør af § 37 fastsatte betingelser.

§ 35. Forsikringsselskabet skal udpege en generalagent til at lede filialen, der ikke kan tegnes uden generalagentens medvirken. Generalagenten skal have beføjelse til at forpligte virksomheden over for tredjemand samt til at repræsentere forsikringsselskabet i øvrigt, herunder over for Finanstilsynet og Erhvervs‑ og Selskabsstyrelsen samt under søgsmål mod virksomheden.

Stk. 2. Såfremt generalagenten ikke fungerer som den i § 31, stk. 6, nævnte repræsentant for forsikringsselskabets virksomhed under forsikringsklasse 10, jf. bilag 7, pkt. 10, bortset fra fragtførerens ansvar, gælder endvidere reglerne i § 31, stk. 6-9.

Stk. 5. Generalagenter skal være myndige personer og enten have indfødsret i en af Den Europæiske Unions medlemsstater eller i et land som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område. Finanstilsynet kan, hvor forholdene taler herfor, meddele dispensation fra kravet om indfødsret. Fra den sidstnævnte bestemmelse kan Finanstilsynet gøre undtagelse.

Stk. 6. Et her i landet hjemmehørende aktieselskab, anpartsselskab eller interessentskab kan være generalagent, såfremt generalagenten som sin repræsentant udpeger en person, der opfylder de i stk. 5 nævnte betingelser for at være generalagent.

§ 36. Udenlandske forsikringsselskaber omfattet af reglerne i § 30, stk. 1, og § 31, stk. 1, der her i landet dækker de i bilag 7 nævnte risici, kan af Finanstilsynet pålægges at deltage i ordninger, der garanterer opfyldelse af erstatningskrav fra de sikrede eller skadelidte tredjemænd i det omfang sådanne ordninger gælder tilsvarende for danske forsikringsselskaber.

§ 37. Finanstilsynet kan for forsikringsselskaber fastsætte nærmere regler for tjenesteydelser der udøves fra lande uden for Den Europæiske Union, som Fællesskabet ikke har indgået aftale med på det finansielle område.

§ 38. En finansiel virksomhed, der ønsker at etablere en filial i et andet land, skal meddele dette til Finanstilsynet sammen med følgende oplysninger om filialen:

2) en beskrivelse af filialens virksomhed, herunder oplysninger om organisation, og de planlagte aktiviteter,

Stk. 2. Ved etablering af en filial i et land inden for den Europæiske Union eller i et land, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område, videresender Finanstilsynet de i stk. 1 nævnte oplysninger til tilsynsmyndighederne i værtslandet. For pengeinstitutter og realkreditinstitutter fremsendes endvidere solvensnøgletal og for forsikringsselskaber solvenscertifikat til tilsynsmyndighederne i værtslandet. Samtidig fremsendes erklæring om, at de planlagte aktiviteter er omfattet af den finansielle virksomheds tilladelse.

Stk. 3. Etableres filialen i et land inden for den Europæiske Union eller i et land, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område, og er virksomheden et pengeinstitut, realkreditinstitut, fondsmæglerselskab eller investeringsforvaltningsselskab, sender Finanstilsynet endvidere oplysninger om investor- og indskydergarantiordningen samt for pengeinstitutter og realkreditinstitutter oplysninger om virksomhedens basiskapital. For investeringsforvaltningsselskaber og fondsmæglerselskaber meddeler Finanstilsynet værtslandets tilsynsmyndigheder ændringer i oplysningerne om investor- og indskydergarantiordningen.

Stk. 4. Oplysningerne efter stk. 2 og 3 sendes senest 3 måneder efter modtagelsen af oplysningerne. Samtidig med fremsendelsen underretter Finanstilsynet den finansielle virksomhed herom.

Stk. 5. Finanstilsynet kan undlade at fremsende oplysninger efter stk. 2 og 3, hvis der er grund til at betvivle, at virksomhedens administrative struktur og finansielle situation er forsvarlig som grundlag for den påtænkte etablering. Finanstilsynet giver virksomheden meddelelse herom senest 2 måneder fra modtagelsen af de i stk. 1 nævnte oplysninger.

Stk. 6. Virksomheden skal meddele Finanstilsynet enhver ændring i de i stk. 1 nævnte forhold. Finanstilsynet skal have modtaget meddelelsen senest en måned, før ændringen foretages. Hvis det ikke er muligt at meddele Finanstilsynet ændringen senest en måned før ændringen foretages, skal meddelelse ske snarest muligt. Virksomheden er forpligtet på samme måde over for værtslandets tilsynsmyndigheder, hvis værtslandet er et andet land inden for Den Europæiske Union eller lande, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område.

Stk. 7. En finansiel virksomhed skal have tilladelse af Finanstilsynet til at etablere en filial i et land uden for Den Europæiske Union, som Fællesskabet ikke har indgået aftale med på det finansielle område. Hvis der er grund til at betvivle, at virksomhedens administrative struktur og finansielle situation er forsvarlig som grundlag for den påtænkte etablering kan Finanstilsynet afslå en ansøgning om tilladelse.

Stk. 8. Såfremt Finanstilsynet har krævet, at et forsikringsselskab udarbejder plan for genoprettelse, jf. § 272, skal Finanstilsynet undlade at videregive solvenscertifikat.

§ 39. En finansiel virksomhed, der ønsker at udøve virksomhed i form af grænseoverskridende tjenesteydelser i et land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område, skal give Finanstilsynet meddelelse herom med angivelse af, i hvilket land virksomheden ønskes påbegyndt, og hvilke aktiviteter der ønskes udøvet. Forsikringsselskaber skal endvidere oplyse, hvilke forsikringsklasser, grupper af klasser og eventuelt accessoriske risici der ønskes udøvet.

Stk. 2. Finanstilsynet videresender den i stk. 1 nævnte meddelelse samt en erklæring om, at de planlagte aktiviteter er omfattet af virksomhedens tilladelse til tilsynsmyndigheden i værtslandet senest en måned efter modtagelsen af den i stk. 1 nævnte meddelelse. Er virksomheden et forsikringsselskab, sender Finanstilsynet endvidere et solvenscertifikat til tilsynsmyndighederne i værtslandet. Er virksomheden et investeringsforvaltningsselskab, sender Finanstilsynet endvidere oplysninger om investor- og indskydergarantiordningen.

Stk. 3. Er virksomheden et fondsmæglerselskab eller et investeringsforvaltningsselskab, er selskabet forpligtet til at meddele Finanstilsynet og værtslandets tilsynsmyndigheder enhver ændring i de i stk. 1 nævnte forhold senest en måned, før ændringerne foretages. Hvis det ikke er muligt at meddele Finanstilsynet ændringen senest en måned før ændringen foretages, skal meddelelse ske snarest muligt.

Stk. 4. Et investeringsforvaltningsselskab, der delegerer markedsføringen af andele i et andet land inden for den Europæiske Union eller i et land, som Fællesskabet har indgået aftale med, til tredjemand, skal anvende den i § 31, stk. 1, nævnte procedure.

Stk. 5 . Såfremt Finanstilsynet har krævet, at et forsikringsselskab udarbejder plan for genoprettelse, jf. § 272, skal Finanstilsynet undlade at videregive solvenscertifikat.

§ 40. En finansiel virksomhed, der ønsker at etablere en dattervirksomhed i et land uden for den Europæiske Union, som Fællesskabet ikke har indgået aftale med, skal have Finanstilsynets tilladelse hertil. Hvis der er grund til at betvivle, at virksomhedens administrative struktur og finansielle situation er forsvarlig som grundlag for den påtænkte etablering, giver Finanstilsynet ikke tilladelse.

§ 41. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om danske forsikringsselskabers virksomhed i lande uden for Den Europæiske Union, som Fællesskabet ikke har indgået aftale med på det finansielle område.

§ 42. Finanstilsynet kan fastsætte regler om overdragelse af forsikringsbestande tegnet i henhold til virksomhed efter § 38, stk. 1, og § 39, stk. 1.

§ 43. Finansielle virksomheder og finansielle holdingvirksomheder skal drives i overensstemmelse med redelig forretningsskik og god praksis inden for virksomhedsområdet.

Stk. 2. Økonomi- og erhvervsministeren fastsætter nærmere regler om redelig forretningsskik og god praksis for de finansielle virksomheder.

§ 44. Det er ikke tilladt i erhvervsmæssigt øjemed her i landet at medvirke til, at direkte forsikringer for her i landet bosiddende personer, danske skibe eller andre risici, der består her i landet, tegnes hos andre end

2) udenlandske forsikringsselskaber, der opfylder betingelserne i § 30, stk.1, eller § 31, stk. 1, samt udenlandske forsikringsselskaber, der har fået tilladelse af Finanstilsynet.

Særlige regler om kontraktforhold for pengeinstitutter, realkreditinstitutter og forsikringsselskaber

§ 45. Såfremt hybrid kernekapital, jf. § 131, eller ansvarlig lånekapital udstedes i form af massegældsbreve, skal den finansielle virksomhed benævne disse kapitalbeviser.

§ 46. Ved et pengeinstituts, realkreditinstituts eller forsikringsselskabs tegning af kapitalindskud omfattet af § 131 og § 135, stk. 1, må virksomheden ikke samtidig tilbyde lånefinansiering til køb af kapitalindskud.

§ 47. Er der inden for erhvervsforhold stillet kaution for lån ydet af et pengeinstitut, og udebliver låntager med betaling af hovedstol, afdrag eller renter, skal der senest 6 måneder efter de pågældende ydelsers forfaldsdag skriftligt gives meddelelse til enhver af kautionisterne eller til den eller dem af disse, der er bemyndiget til at modtage meddelelsen på samtlige kautionisters vegne. Undladelse heraf medfører, at pengeinstituttet taber sit krav over for kautionisterne i det omfang, disses regreskrav mod låntageren er blevet forringet ved undladelsen.

§ 48. Har en kautionist uden for erhvervsforhold stillet kaution for lån ydet af et pengeinstitut, og udebliver låntager med betaling af hovedstol, afdrag eller renter, skal der senest 3 måneder efter de pågældende ydelsers forfaldsdag gives skriftlig meddelelse herom til kautionisten. Bestemmelsen i 1. pkt. finder tilsvarende anvendelse, hvis pengeinstituttet giver låntageren henstand, uden at kautionisten har givet samtykke hertil i det konkrete tilfælde.

Stk. 2. Overskrides fristen i stk. 1, kan kautionsforpligtelsen kun gøres gældende over for kautionisten for det beløb, som låntagers gæld eller den sikrede fordring ville have udgjort, hvis låntager havde betalt alle ydelser rettidigt indtil det tidspunkt, som ligger 3 måneder forud for det tidspunkt, hvor meddelelse gives.

Stk. 3. Overskridelse af fristen i stk. 1 medfører, at pengeinstituttet taber sit krav over for kautionisterne i det omfang, disses regreskrav mod låntagerne er blevet forringet, selv om nedsættelsen af kautionsforpligtelsen efter stk. 2 tages i betragtning.

Stk. 4. En kautionist kan ikke hæfte for et beløb større end lånets hovedstol eller kredittens maksimum ved kautionsaftalens indgåelse.

Stk. 5. Kautionsaftaler efter stk. 1 skal være skriftlige for at kunne gøres gældende.

Stk. 6. En kautionsforpligtelse efter stk.1 bortfalder efter 10 år eller, hvis kautionsaftalen er indgået til sikkerhed for en kredit med variabelt beløb eller for et lån uden fast forfaldstidspunkt efter 5 år, medmindre forpligtelsen forinden er gjort gældende af pengeinstituttet.

Stk. 7. Ved kautionsaftaler efter stk. 1 skal pengeinstituttet årligt og skriftligt meddele kautionisten størrelsen af den gældspost, som kautionen er stillet til sikkerhed for.

§ 49. Såfremt en sparekasse har tabt en del af sin garantikapital, skal sparekassen give oplysning herom til personer, der ønsker at indtræde som garanter.

Stk. 2. Såfremt en andelskasse har tabt en del af andelskapitalen, skal andelskassen give oplysning herom til personer, der ønsker at tegne andelskapital.

Stk. 3. De for aktieselskaber gældende regler om nedsættelse af aktiekapital finder med de fornødne tillempelser anvendelse for nedsættelse af andelskapital i andelskasser.

§ 50. Kapitalpension, rateopsparing, selvpension, børneopsparing og boligopsparing i et pengeinstitut kan anbringes på en indlånskonto enten kontant eller som puljeindlån og kan endvidere anbringes i et særskilt depot.

Stk. 2. Finanstilsynet fastsætter nærmere regler for opsparing i puljer i et pengeinstitut, herunder regler om midlernes anbringelse, administration, regnskab, revision samt kundeinformation. Finanstilsynet fastsætter endvidere nærmere regler for anbringelse af midler i værdipapirer, herunder om registrering i en værdipapircentral, kontoudskrift, værdiopgørelse og deponering.

§ 51. Bestemmelserne i § 50 finder også anvendelse på de i § 30 nævnte institutter.

Stk. 2. Kapitalpension, rateopsparing, selvpension, børneopsparing og boligopsparing anbragt på en indlånskonto skal være fuldt ud dækket af Garantifonden for indskydere og investorer, af en tilsvarende ordning i kreditinstituttets hjemland i tilfælde af kreditinstituttets betalingsstandsning og konkurs eller af en kombination af begge ordninger.

§ 52. Pengeinstitutter, som har fået godkendelse af Finanstilsynet som depotselskab for en investeringsforening eller specialforening, skal som foreningens depotselskab handle uafhængigt og udelukkende i foreningens interesse.

§ 53. Et realkreditinstitut skal i låneaftalen oplyse låntager om, at realkreditlån, ydet i strid med lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v., kan kræves nedbragt efter denne lov.

Stk. 2. Såfremt et realkreditlån efter lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v. skal nedbringes, skal realkreditinstituttet som erstatning yde et lån på tilsvarende vilkår således, at låntager stilles uændret. Alle låneomkostninger i forbindelse med omlægningen påhviler realkreditinstituttet.

Stk. 3. Låntageren har ikke krav på en omlægning efter stk. 2, hvis det af realkreditinstituttet godtgøres, at låntageren vidste eller burde vide, at realkreditlånet var ydet i strid med bestemmelserne i lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v., eller hvis overtrædelsen af de nævnte bestemmelser i øvrigt skyldes oplysninger afgivet af låntager.

§ 54. Når investeringsforvaltningsselskaber udfører porteføljepleje for investeringsforeninger og specialforeninger, herunder formidler værdipapirer for disse, er foreningerne omfattet af den samme beskyttelse som kunder efter § 71.

Stk. 2. Investeringsforvaltningsselskaber, der har tilladelse til at udføre skønsmæssig porteføljepleje for kunder, skal på forhånd aftale med kunden, om investeringsforvaltningsselskabet må placere kundens porteføljemidler eller en del heraf i andele i investeringsforeninger eller specialforeninger eller andre kollektive investeringsordninger, som investeringsforvaltningsselskabet administrerer.

§ 55. Følgende forsikringsaftaler kan ikke gyldigt indgås af eller på personer bosiddende her i landet:

1) Livsforsikring, hvorved selskabet ved den forsikredes død forpligter sig til at udbetale større beløb end de indbetalte præmier med renter, for så vidt forsikringstageren er en fra den forsikrede forskellig person og ikke har den forsikredes samtykke.

2) Livsforsikring, hvorved et selskab forpligter sig til at udbetale et større beløb end de indbetalte præmier med renter som følge af dødsfald, der indtræder før den forsikredes fyldte 8. år.

Stk. 3. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere bestemmelser om indholdet i almindelige forsikringsbetingelser for livsforsikringsvirksomhed.

§ 56. Finanstilsynet fastsætter nærmere regler om de oplysninger, der af et livs- eller skadesforsikringsselskab, skal afgives skriftligt til kunder inden forsikringsaftale indgås og under det løbende kundeforhold.

§ 57. Er en livsforsikringspolice bortkommet, kan vedkommende forsikringsselskab på begæring af den, som har godtgjort sin adkomst til policen, med 6 måneders varsel indkalde ihændehaveren til at melde sig. Indkaldelsen, der sker ved bekendtgørelse i Statstidende i det første nummer i et kvartal, skal indeholde en tilstrækkelig betegnelse af policen, herunder navnet på den, hvis liv forsikringen er tegnet.

Stk. 2. Melder ingen sig før fristens udløb, er policen ugyldig, og selskabet udfærdiger en ny police til den, der har begæret indkaldelsen foretaget. Denne skal betale omkostningerne ved indkaldelsen.

Stk. 3. Melder nogen sig efter bekendtgørelsen, og kan en mindelig ordning ikke opnås, kan en ny police ikke udstedes, forinden de anmeldte kravs indbyrdes berettigelse er afgjort ved dom.

Stk. 4. Bestemmelserne i stk. 1-3 medfører ingen indskrænkning i adgangen til at søge en livsforsikringspolice mortificeret ved dom i medfør af lovgivningen om mortifikation af værdipapirer.

§ 58. Et forsikringsselskab, der tegner bygningsbrandforsikring, skal med de begrænsninger, der følger af dets vedtægter eller dets tilladelse, overtage forsikring af enhver bygning.

§ 59. Et forsikringsselskab kan ikke bringe en bygningsbrandforsikring til ophør på grund af manglende betaling af præmie.

Stk. 2. En kunde kan kun bringe forsikringen til ophør med samtykke af de berettigede ifølge samtlige adkomster og hæftelser, der er tinglyst på ejendommen, medmindre ejendommen uden forringelse af disses retsstilling forsikres i et andet selskab, som har tilladelse til at drive bygningsbrandforsikring.

Stk. 3. Forsikringsselskabet har udpantningsret for præmier med påløbne renter og andre omkostninger. Selskabet har endvidere panteret for ydelserne i den forsikrede ejendom efter ejendomsskat til stat og kommune i 1 år fra forfaldstid.

Stk. 4. Finanstilsynet fastsætter minimumsbetingelser for forsikringsselskabers tegning af bygningsbrandforsikring.

§ 60. Enhver fysisk eller juridisk person, der påtænker, direkte eller indirekte at erhverve en kvalificeret andel på 10 pct. eller derover, jf. § 5, stk. 3, i en finansiel virksomhed eller en finansiel holdingvirksomhed skal på forhånd underrette Finanstilsynet, og Finanstilsynet skal godkende den påtænkte erhvervelse. Det samme gælder ved forøgelse af den kvalificerede andel, der medfører, at denne efter erhvervelsen vil udgøre eller overstige en grænse på henholdsvis 20 pct., 33 pct. eller 50 pct. af selskabskapitalen eller stemmerettighederne, eller medfører, at den finansielle virksomhed eller den finansielle holdingvirksomhed bliver en dattervirksomhed.

Stk. 2. Erhvervelse eller forøgelse af andelen som nævnt i stk. 1 kan kun godkendes, når dette ikke strider mod hensynet til at sikre en forsvarlig og fornuftig forvaltning af den finansielle virksomhed eller den finansielle holdingvirksomhed.

Stk. 3. Finanstilsynets godkendelse eller afslag skal foreligge senest 3 måneder efter Finanstilsynets modtagelse af fyldestgørende underretning om den påtænkte erhvervelse.

Stk. 4. Finanstilsynet kan ved godkendelse af en erhvervelse eller forøgelse efter stk. 1 fastsætte en frist for gennemførelsen af denne.

Stk. 5. Finanstilsynet kan suspendere behandlingen af en ansøgning om en fysisk eller juridisk persons direkte eller indirekte erhvervelse af de i stk. 1 omhandlede andele i en finansiel virksomhed eller en finansiel holdingvirksomhed, hvis den kommende erhverver ligger i et land uden for Den Europæiske Union, som Fællesskabet ikke har indgået aftale med.

Stk. 6. Kapitalejere, som har en andel på mindst 10 pct., og som påtænker at mindske denne andel således, at den falder under en af de i stk. 1 fastsatte grænser, skal underrette Finanstilsynet herom og angive størrelsen af den påtænkte fremtidige andel.

Stk. 7. Når en finansiel virksomhed eller en finansiel holdingvirksomhed får kendskab til erhvervelser eller afhændelser af andele som nævnt i stk. 1 og 6, skal virksomheden eller holdingvirksomheden straks give Finanstilsynet meddelelse herom.

Stk. 8. Finansielle virksomheder og finansielle holdingvirksomheder skal senest i februar måned give Finanstilsynet meddelelse om navnene på de kapitalejere, som ved udgangen af det foregående år ejede en kvalificeret andel i den finansielle virksomhed eller den finansielle holdingvirksomhed, og om størrelsen af disse andele.

§ 61. Såfremt kapitalejere, der er i besiddelse af en af de i § 60, stk. 1, omhandlede andele i en finansiel virksomhed eller en finansiel holdingvirksomhed, modvirker en forsvarlig og fornuftig forvaltning af virksomheden, kan Finanstilsynet ophæve den stemmeret, der er knyttet til de pågældende ejeres kapitalandele, eller påbyde virksomheden at følge bestemte retningslinjer.

Stk. 2. Finanstilsynet kan ophæve den stemmeret, der er knyttet til kapitalandele ejet af fysiske eller juridiske personer, som ikke overholder forpligtelsen i § 60, stk. 1, til forudgående underretning af Finanstilsynet. Kapitalandelene tildeles igen fuld stemmeret, hvis Finanstilsynet kan godkende erhvervelsen.

Stk. 3. Såfremt en fysisk eller juridisk person har erhvervet kapitalandele, som omhandlet i § 60, stk. 1, uanset at Finanstilsynet har afslået at godkende denne erhvervelse af kapitalandele, skal Finanstilsynet ophæve stemmeretten tilknyttet disse kapitalandele.

Stk. 4. Har Finanstilsynet ophævet stemmeretten i medfør af stk. 1-3, kan kapitalandelen ikke indgå i opgørelsen af den på en generalforsamling repræsenterede stemmeberettigede kapital.

§ 62. Finanstilsynet skal på forhånd underrettes om finansielle virksomheders og finansielle holdingvirksomheders direkte eller indirekte erhvervelse af en kvalificeret andel i en udenlandsk finansiel virksomhed samt sådanne forøgelser af den kvalificerede andel, der medfører, at denne udgør eller overstiger en grænse på henholdsvis 20 pct., 33 pct. og 50 pct. af stemmerettighederne henholdsvis selskabskapitalen, eller at den udenlandske finansielle virksomhed bliver en dattervirksomhed. Underretningen skal indeholde oplysning om, i hvilket land virksomheden er etableret.

Stk. 2. Finansielle virksomheder og finansielle holdingvirksomheder, som har en andel på mindst 10 pct. af en udenlandsk finansiel virksomhed, og som påtænker at mindske denne andel, således at den falder under en af de i stk. 1 fastsatte grænser, skal underrette Finanstilsynet herom og angive størrelsen af den påtænkte fremtidige andel.

Stk. 3. Hvor den udenlandske finansielle virksomhed bliver en dattervirksomhed, skal meddelelsen til Finanstilsynet indeholde følgende oplysninger om dattervirksomheden:

2) en beskrivelse af dattervirksomhedens virksomhed, herunder oplysninger om organisation og planlagte aktiviteter,

Stk. 4. Ved ændring af et forhold, der er givet meddelelse om efter stk. 3, nr. 1-4, skal den finansielle virksomhed eller den finansielle holdingvirksomhed give meddelelse til Finanstilsynet herom, inden ændringen foretages. Såfremt den finansielle virksomhed eller den finansielle holdingvirksomhed ikke på forhånd er bekendt med ændringen, skal meddelelse til Finanstilsynet gives straks efter, at den finansielle virksomhed eller den finansielle holdingvirksomhed har modtaget underretning om ændringen.

§ 63. Et medlem af bestyrelsen og direktionen i en finansiel virksomhed skal have fyldestgørende erfaring til at udøve hvervet eller stillingen.

Stk. 2. Et medlem af bestyrelsen og direktionen kan ikke bestride hvervet eller stillingen som henholdsvis bestyrelsesmedlem og direktør i en finansiel virksomhed, såfremt

1) den pågældende pålægges strafansvar for overtrædelse af straffeloven eller den finansielle lovgivning, og denne overtrædelse indebærer risiko for, at hvervet eller stillingen ikke varetages på betryggende vis,

2) den pågældende har anmeldt betalingsstandsning, er under konkurs, har indgivet begæring om gældssanering, eller der er indledt forhandlinger om tvangsakkord,

3) den pågældendes økonomiske situation eller selskaber, den pågældende ejer eller hvori den pågældende deltager i driften har påført den finansielle virksomhed tab eller risiko for tab, eller

4) den pågældende har udvist en sådan adfærd, at der er grund til at antage, at den pågældende ikke vil varetage hvervet eller stillingen på forsvarlig måde.

Stk. 3. Medlemmer af bestyrelse og direktion har pligt til at give Finanstilsynet oplysninger om de i stk. 2 angivne forhold.

§ 64. Bestyrelsen skal ved en forretningsorden træffe nærmere bestemmelser om udførelsen af sit hverv.

§ 65. Den tegningsret, som efter aktieselskabslovens § 60, stk. 2, tilkommer medlemmer af bestyrelsen eller direktionen, kan kun udøves af mindst to i forening.

§ 66. Indkaldelse til generalforsamling i en finansiel virksomhed henholdsvis repræsentantskabet i sparekasser skal være offentligt tilgængelig og i overensstemmelse med vedtægternes bestemmelser. Pressen skal have adgang til generalforsamlingerne henholdsvis repræsentantskabsmøderne i sparekasser.

Stk. 2. Stk. 1 gælder ikke for virksomheder, som er 100 pct. ejet af en finansiel virksomhed, eller finansielle virksomheder i samme koncern.

§ 67. Finanstilsynet udøver for finansielle virksomheder de beføjelser, der er tillagt Erhvervs- og Selskabsstyrelsen i henhold til aktieselskabslovens § 72, stk. 2.

§ 68. Til varetagelse af bestemte i vedtægterne angivne opgaver, herunder valg af bestyrelse, kan der etableres et repræsentantskab. Repræsentantskabets medlemmer er med hensyn til varetagelsen af deres hverv undergivet samme ansvar som bestyrelsen. Bestemmelsen finder ikke anvendelse på sparekasser.

§ 69. Bestyrelsen for en finansiel virksomhed skal for den finansielle virksomheds væsentligste aktivitetsområder udfærdige skriftlige retningslinjer, hvori arbejdsdelingen mellem bestyrelse og direktion fastlægges.

5) de ressourcer, der er nødvendige for den rette gennemførelse af sin virksomhed og anvende disse hensigtsmæssigt.

§ 71. Når en finansiel virksomhed har tilladelse til at drive virksomhed som værdipapirhandler, skal denne

1) træffe fyldestgørende foranstaltninger for at sikre kundernes ejendomsret til deres værdipapirer samt kontrakter vedrørende valutaspotforretninger i investeringsøjemed med henblik på at opnå fortjeneste på kursændring af valuta, og

2) organisere og opbygge sin virksomhed på en sådan måde, at risikoen for interessekonflikter både mellem værdipapirhandlerens kunder indbyrdes og mellem kunderne og værdipapirhandleren begrænses mest muligt.

Stk. 2. En finansiel virksomhed, der har tilladelse til at drive virksomhed om værdipapirhandler, må ikke uden kundens udtrykkelige samtykke disponere over dennes værdipapirer.

Stk. 3. En finansiel virksomhed, der har tilladelse til at drive virksomhed som værdipapirhandler, kan opbevare kunders værdipapirer i samme depot (samledepot), hvis den finansielle virksomhed har informeret den enkelte kunde om retsvirkningerne heraf, og denne har samtykket. Finanstilsynet kan i særlige tilfælde give tilladelse til, at kunders og en finansiel virksomheds egne værdipapirer opbevares i samme depot. En finansiel virksomhed skal føre et register, hvoraf de enkeltes ejerforhold til de registrerede værdipapirer klart fremgår.

Stk. 4. Finanstilsynet kan fratage en finansiel virksomhed, der har tilladelse til at drive virksomhed som værdipapirhandler, retten til at føre et samledepot efter stk. 3.

Stk. 5. Bestemmelserne i stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse på Danmarks Nationalbank og Finansstyrelsen med de afvigelser, der følger af forholdets natur.

Stk. 6. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler vedrørende de i stk. 1-3 angivne forhold.

Stk. 7. I tilfælde af en finansiel virksomheds konkurs, jf. § 247, betalingsstandsning eller lignende kan den enkelte kunde på grundlag af registret, jf. stk. 3, 3. pkt, udtage sine værdipapirer af et samledepot, såfremt der ikke forinden er tvist om kundens ejendomsret.

§ 72. Hvervet som bestyrelsesmedlem i en finansiel virksomhed eller som medlem af repræsentantskabet i andre finansielle virksomheder end sparekasser kan ikke forenes med stillingen som direktør i den pågældende virksomhed. Dog kan bestyrelsen i en direktørs forfald midlertidigt beskikke et af sine medlemmer eller et medlem af repræsentantskabet som direktør. Den pågældende kan i så fald ikke udøve stemmeret i de nævnte organer.

Stk. 2. Hvervet som intern revisionschef og vicerevisionschef kan ikke forenes med hvervet som bestyrelsesmedlem.

§ 73. Bestyrelsesformanden skal sørge for, at bestyrelsen holder møde, når dette er nødvendigt og skal påse, at samtlige medlemmer indkaldes. Ethvert medlem af bestyrelsen, en direktør, en ekstern revisor, den interne revisionschef og den ansvarshavende aktuar i en finansiel virksomhed kan forlange, at bestyrelsen indkaldes. En direktør, en ekstern revisor, den interne revisionschef og den ansvarshavende aktuar har ret til at være til stede og udtale sig ved bestyrelsesmøder, medmindre bestyrelsen i den enkelte sag træffer anden bestemmelse. Eksterne revisorer og den interne revisionschef har altid ret til at deltage i bestyrelsesmøder under behandling af sager, der har betydning for revisionen eller for aflæggelse af årsrapporten.

Stk. 2. Eksterne revisorer, den interne revisionschef og den ansvarshavende aktuar har pligt til at deltage i bestyrelsens behandling af de pågældende sager, såfremt det ønskes af blot ét bestyrelsesmedlem.

Stk. 3. Over forhandlingerne i bestyrelsen skal der føres protokol, der underskrives af samtlige tilstedeværende medlemmer. Et bestyrelsesmedlem, en direktør, en ekstern revisor, den interne revisionschef eller den ansvarshavende aktuar, der ikke er enig i bestyrelsens beslutning, har ret til at få sin mening indført i protokollen.

§ 74. Den finansielle virksomhed skal straks meddele Finanstilsynet oplysninger om forhold, der er af afgørende betydning for den finansielle virksomheds fortsatte drift.

Stk. 2. Tilsvarende gælder det enkelte medlem af bestyrelsen, en direktør og den ansvarshavende aktuar i en finansiel virksomhed.

Stk. 3. Hvis et medlem af en finansiel virksomheds bestyrelse, direktion, den eksterne revision eller den ansvarshavende aktuar må formode, at den finansielle virksomhed ikke opfylder kapitalkravet, jf. §§ 123-125, skal den pågældende straks meddele dette til Finanstilsynet.

§ 75. En direktør må ikke uden bestyrelsens godkendelse indgå aftale mellem den finansielle virksomhed og sig selv eller aftale mellem den finansielle virksomhed og tredjemand, hvori direktøren har en væsentlig interesse, der kan være stridende mod den finansielle virksomheds.

§ 76. Personer, ansat af bestyrelsen i en finansiel virksomhed, og ansatte, for hvilke der er en væsentlig risiko for konflikter mellem egne og den finansielle virksomheds interesser, må ikke for egen regning eller gennem selskaber, de kontrollerer,

1) optage lån eller trække på allerede bevilgede kreditter til køb af værdipapirer, når de købte værdipapirer stilles til sikkerhed for lånet eller kreditten,

2) erhverve, udstede eller handle med afledte finansielle instrumenter, med mindre formålet er risikoafdækning,

3) erhverve kapitalandele, bortset fra andele i investeringsforeninger og specialforeninger m.v., med henblik på salg af disse tidligere end 6 måneder efter erhvervelsen, eller

4) erhverve positioner i fremmed valuta, bortset fra euro, når positionstagningen sker med henblik på andet end betaling for køb af værdipapirer, varer, tjenesteydelser, køb eller drift af fast ejendom eller til brug for rejser.

Stk. 2. Den i stk. 1 nævnte personkreds må ikke erhverve kapitalandele i selskaber, der udøver virksomhed som nævnt i stk. 1, nr. 1-4. Dette gælder dog ikke køb af aktier i pengeinstitutter, forsikringsselskaber, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber samt andele i investeringsforeninger og specialforeninger m.v.

Stk. 3. Bestyrelsen skal tage stilling til, for hvilke ansatte der er en væsentlig risiko for konflikter mellem egne og den finansielle virksomheds interesser, og som derfor skal være omfattet af forbuddet. Bestyrelsen skal sikre, at de pågældende er vidende herom. Straffebestemmelsen i § 372, stk. 1, 2. pkt., finder anvendelse fra det tidspunkt, hvor den pågældende har modtaget information herom.

Stk. 4. De af stk. 1 omfattede personer skal på anmodning fra den eksterne revision indberette de finansielle transaktioner, som de pågældende har foretaget. Indberetningen skal være ledsaget af fornøden dokumentation. Den eksterne revision har til brug for kontrol af bestemmelsens overholdelse adgang til at rette forespørgsel om de pågældendes konti og depoter samt at forlange udskrifter derfra ved henvendelse til den kontoførende virksomhed.

Stk. 5. På baggrund af de foretagne indberetninger skal den eksterne revision i revisionsprotokollatet vedrørende årsrapporten afgive erklæring om, hvorvidt kontrollen i henhold til stk. 4 har givet anledning til bemærkninger.

Stk. 6. Forbuddet i stk. 1, nr. 2, omfatter ikke finansielle instrumenter, der er afledt af aktier i den finansielle virksomhed eller en virksomhed, der er koncernforbundet hermed, og som den pågældende modtager som led i sin aflønning.

Stk. 7. Forbuddet i stk. 1, nr. 1, omfatter ikke lån til køb af medarbejderaktier samt de i stk. 6 nævnte instrumenter.

Stk. 8. Interne revisions- og vicerevisionschefer må uanset stk. 1–7 ikke have økonomiske interesser i den virksomhed eller koncern, som de er ansat i.

§ 77. Uden bestyrelsens godkendelse, som skal indføres i bestyrelsens forhandlingsprotokol, må en finansiel virksomhed ikke bevilge engagement til eller modtage sikkerhedsstillelse fra

2) virksomheder, hvor den i nr. 1 nævnte personkreds er direktør eller bestyrelsesmedlem.

Stk. 2. De i stk. 1 nævnte engagementer skal bevilges i henhold til den finansielle virksomheds sædvanlige forretningsbetingelser og på markedsbaserede vilkår. Den finansielle virksomheds eksterne revisor skal i revisionsprotokollatet vedrørende årsrapporten afgive erklæring om, hvorvidt kravene i 1. pkt. er opfyldt.

Stk. 3. Direktionen og bestyrelsen skal især overvåge forsvarligheden og forløbet af de i stk. 1 nævnte engagementer.

Stk. 4. Reglerne i stk. 1-3 gælder også engagementer med personer, der er knyttet til direktører ved ægteskab eller slægtskab i ret op- eller nedstigende linje eller som søskende, og med virksomheder, for hvilke sådanne personer er direktører.

Stk. 5. En finansiel virksomhed eller virksomheder inden for samme koncern må ikke bevilge engagement til eller modtage sikkerhedsstillelse fra ekstern revisor eller den interne revisions- eller vicerevisionschef. Dette gælder ikke lån ydet af et livsforsikringsselskab inden for genkøbsværdien af en af livsforsikringsselskabet udstedt forsikringspolice.

§ 78. Reglerne om koncernrepræsentation i lov om aktieselskaber gælder ikke for medarbejdere i virksomheder, gennem hvilke en finansiel virksomhed midlertidigt driver anden virksomhed i henhold til denne lov.

§ 79. Personer, ansat af bestyrelsen i en finansiel virksomhed, kan ikke uden bestyrelsens tilladelse eje eller drive selvstændig erhvervsvirksomhed eller som bestyrelsesmedlem, funktionær eller på anden måde deltage i ledelsen eller driften af anden erhvervsvirksomhed end den finansielle virksomhed, jf. dog § 198, stk. 9 og 10.

Stk. 2. Andre ansatte i en finansiel virksomhed, for hvilke der er en væsentlig risiko for konflikter mellem egne og den finansielle virksomheds interesser, kan ikke uden direktionens tilladelse eje eller drive selvstændig erhvervsvirksomhed eller som bestyrelsesmedlem, funktionær eller på anden måde deltage i ledelsen eller driften af anden erhvervsvirksomhed end den finansielle virksomhed. Bestyrelsen skal orienteres om tilladelser givet af direktionen.

Stk. 3. Bestyrelsen skal tage stilling til, for hvilke ansatte, der er en væsentlig risiko for konflikter mellem egne og den finansielle virksomheds interesser og som derfor skal have direktionens tilladelse, jf. stk. 2. Bestyrelsen skal sikre, at de pågældende er vidende herom. Straffebestemmelsen i § 372, stk. 1, 2. pkt., finder anvendelse fra det tidspunkt, hvor den pågældende har modtaget information herom.

Stk. 4. Den i stk. 1 og 2 nævnte virksomhed kan kun bestrides, såfremt den finansielle virksomhed eller virksomheder, der indgår i koncern eller administrationsfællesskab med den finansielle virksomhed, ikke har eller indgår engagementer med de i stk. 1 og 2 nævnte erhvervsvirksomheder eller virksomheder, der indgår i koncern med disse virksomheder. Undtaget herfra er engagementer i form af kapitalandele samt engagementer med erhvervsvirksomheder, der indgår i koncern med den finansielle virksomhed eller erhvervsvirksomheder, hvor finansielle virksomheder i fællesskab eller sammen med fonde og foreninger oprettet i henhold til §§ 207, 214, 217 og 218, stk. 1, ejer mere end 4/5 af kapitalandelene.

Stk. 5. Samtlige tilladelser givet af bestyrelsen i medfør af stk. 1, skal fremgå af bestyrelsens forhandlingsprotokol.

Stk. 6. Den finansielle virksomhed skal mindst én gang årligt offentliggøre oplysninger om de hverv, som bestyrelsen har godkendt i henhold til stk. 1. Endvidere skal den eksterne revision i revisionsprotokollatet vedrørende årsrapporten afgive erklæring om, hvorvidt den finansielle virksomhed har engagement med erhvervsvirksomheder omfattet af stk. 1 og 2.

Stk. 2. Repræsentantskabet skal have mindst 21 medlemmer. Repræsentanterne vælges for en periode på 4 år. Såfremt repræsentantskabet ved afgang bliver mindre end 21 medlemmer, skal suppleringsvalg finde sted.

Stk. 3. Stemmeberettigede ved valg af repræsentanter er sparekassens indskydere og garanter. Hver indskyder kan kun afgive én stemme. En garant har én stemme for hver 1.000 kr. indbetalt garantikapital, dog højest 20 stemmer. Regler om valgordningen, om stemmeret og om gennemførelse af valg skal fremgå af vedtægterne.

Stk. 4. De indskydere og garanter, der afgiver stemme ved valg til repræsentantskabet, vælger så stor en del af dette, som svarer til forholdet mellem det afgivne antal stemmer og det samlede antal stemmer, der tilkommer sparekassens indskydere og garanter, dog mindst 1/3 af repræsentanterne. De øvrige medlemmer vælges alene af de stemmeberettigede garanter og i sparekasser uden stemmeberettigede garanter af det afgående repræsentantskab. Det bør tilstræbes, at repræsentantskabet sammensættes alsidigt såvel i geografisk som i erhvervsmæssig henseende.

Stk. 5. Såfremt enhver indskyder i sparekassen har ret til at indtræde som garant, og antallet af stemmer, der kan afgives af garanter, er mindst 1.000 kr. kan det, uanset bestemmelserne i stk. 3 og 4, i sparekassens vedtægter fastsættes, at repræsentantskabet alene vælges af garanterne. En garant har én stemme for hver 1.000 kr. indbetalt garantikapital, dog højest 20 stemmer.

§ 81. Bestyrelsesmedlemmer vælges af repræsentantskabet for højst 4 år ad gangen.

6) indkaldelse til repræsentantskabsmøder og valg til repræsentantskab, jf. § 80, stk. 3,

§ 83. Aktieselskabslovens § 49, stk. 1, stk. 2, 3. og 4. pkt., stk. 3-5, stk. 7, 1. pkt., og stk. 8, § 50-53, § 54, stk. 1, 1.-3. pkt., og stk. 2-4, § 55, § 55 a, §§ 57-58, § 60, stk. 1-2, §§ 61-64, §§ 68-69, § 69 a, §§ 70-72, 73, stk. 1, stk. 2, 4. og 5. pkt., stk. 4 og stk. 6, §§ 74-77, §§ 80-81, § 176, stk. 1, § 177 samt § 178, stk. 1, finder med de nødvendige tilpasninger og med de afvigelser, der fremgår af denne lovs bestemmelser, tilsvarende anvendelse på sparekasser.

§ 84. Generalforsamlingen er andelskassens øverste myndighed og udgøres af andelskassens andelshavere.

Stk. 2. Enhver andelshaver har ret til at møde på generalforsamlingen og tage ordet der. Hver andelshaver har én stemme.

2) den kommune her i landet, hvor andelskassen skal have hjemsted (hovedkontor),

3) andelskapitalens størrelse og de enkelte andelshaveres andel i andelskassens egenkapital,

4) betingelserne for medlemskab, herunder om retten til optagelse og adgangen til udtræden,

11) vedtagelse af forslag på generalforsamlingen, herunder ændringer af vedtægter,

Stk. 2. Såfremt en andelskasse er medlem af en sammenslutning, som omhandlet i §§ 88-95, skal dette fremgå af vedtægterne.

§ 87. Aktieselskabslovens § 49, stk. 1, stk. 2, 3. og 4. pkt., stk. 3-5, stk. 7, 1. pkt., og stk. 8, §§ 50-53, § 54, stk. 1, 1.-3. pkt., og stk. 2-4, § 55, § 55 a, §§ 57-58, § 60, stk. 1-2, §§ 61-64, § 66, §§ 68-69, § 69 a, §§ 70-72, § 73, stk. 1, stk. 2, 4. og 5. pkt., stk. 4 og 6, §§ 74-77, §§ 80-81, § 176, stk. 1, § 177 samt § 178, stk. 1, finder med de nødvendige tilpasninger og med de afvigelser, der fremgår af denne lovs bestemmelser, tilsvarende anvendelse på andelskasser.

§ 88. Generalforsamlingen er i sammenslutninger af andelskasser den øverste myndighed. De enkelte andelskassers stemmeret udøves på generalforsamlingen gennem delegerede, der er udpeget af de enkelte andelskassers generalforsamling.

Stk. 2. Enhver andelshaver i en tilsluttet andelskasse har ret til at møde på sammenslutningens generalforsamling og tage ordet der.

§ 89. Bestyrelsesmedlemmer vælges af generalforsamlingen, eller, hvis sammenslutningens vedtægter bestemmer det, af repræsentantskabet.

Stk. 2. Bestyrelsen for sammenslutningen skal godkende de tilsluttede andelskassers vedtægter og skal påse, at disse ikke strider mod denne lov eller mod sammenslutningens vedtægter. Bestyrelsen kan, hvis det kræves af tilsynet, foretage ændringer i de tilsluttede andelskassers vedtægter.

§ 90. Sammenslutningens vedtægter skal indeholde bestemmelser om de forhold, der er nævnt i § 86, stk. 1, nr. 1, 2 og nr. 6-13, samt bestemmelser om

2) at sammenslutningen og dens medlemmer hæfter solidarisk for de forpligtelser, der påhviler sammenslutningen og dennes medlemmer,

3) hvorledes sammenslutningens eventuelle underskud skal fordeles mellem de tilsluttede andelskasser indbyrdes,

4) de tilsluttede andelskassers andel i sammenslutningens overskud og egenkapital og

§ 91. Tilsluttede andelskasser skal i deres navn angive medlemskab af sammenslutningen.

§ 92. Sammenslutningens ledelse er beføjet til at udstede forskrifter til medlemmerne for derigennem at sikre, at sammenslutningen og dens medlemmer kan opfylde lovens og vedtægternes krav.

§ 93. En tilsluttet andelskasses bestyrelse og direktion skal give sammenslutningens interne såvel som eksterne revisorer adgang til at foretage de undersøgelser, som revisorerne finder nødvendige, og skal sørge for, at de får de oplysninger og den bistand, som revisorerne anser for nødvendige for udførelse af deres hverv.

§ 94. Udtræden eller udelukkelse fra en sammenslutning kræver tilladelse fra Finanstilsynet og kan kun ske med mindst 6 måneders varsel til udgangen af et regnskabsår. Tilladelse kan tidligst meddeles, når regnskabet for dette regnskabsår er godkendt, men har virkning fra udgangen af det nævnte regnskabsår.

§ 95. Aktieselskabslovens § 49, stk. 1, stk. 2, 3. og 4. pkt., stk. 3-6, stk. 7, 1. pkt., og stk. 8, §§ 50-53, § 54, stk. 1, 1.-3. pkt., og stk. 2-4, § 55, § 55 a, §§ 57-58, § 60, stk. 1-2, §§ 61-64, § 66, §§ 68-69 a, §§ 70-72, § 73, stk. 1, stk. 2, 4. og 5. pkt., stk. 4 og 6, §§ 74-77, §§ 80-81, § 176, stk. 1, § 177 samt § 178, stk. 1, finder med de nødvendige tilpasninger og med de afvigelser, der fremgår af denne lovs bestemmelser, tilsvarende anvendelse på en sammenslutning af andelskasser.

§ 96. Et fondsmæglerselskab og et investeringsforvaltningsselskab skal uden ophold indsætte forskud og deposita modtaget fra kunder på en særlig kundekonto i et kreditinstitut. Kundekontoen skal være adskilt fra selskabets egne midler.

Stk. 2. Fondsmæglerselskabet og investeringsforvaltningsselskabet skal bogføre kundernes indbetalinger på særskilte kundekonti, hvoraf den enkelte kundes indestående i fondsmæglerselskabet eller investeringsforvaltningsselskabet skal fremgå.

Stk. 3. Finanstilsynet fastsætter nærmere regler for fondsmæglerselskabernes og investeringsforvaltningsselskabernes bogføring af kundernes indbetalinger.

§ 97. Flertallet af bestyrelsens medlemmer i et investeringsforvaltningsselskab må hverken være medlemmer af bestyrelsen eller ansat i depotselskabet for en forening, som administreres af det pågældende investeringsforvaltningsselskab, eller være medlem af bestyrelsen for eller ansat i andre selskaber i en koncern, som et sådant depotselskab er en del af.

§ 98. Et investeringsforvaltningsselskabs bestyrelse eller direktion kan kun give tilladelse i henhold til § 79, stk. 1 og 2, til at en person kan være bestyrelsesmedlem i eller deltage i ledelsen eller driften af en investeringsforening eller en specialforening, såfremt den pågældende forening ikke administreres af investeringsforvaltningsselskabet, og såfremt der ikke er personsammenfald for flertallet af medlemmerne i bestyrelsen for den pågældende forening og investeringsforvaltningsselskabets bestyrelse. Den pågældende må ikke varetage hvervet som bestyrelsesformand.

Stk. 2. Et investeringsforvaltningsselskabs bestyrelse eller direktion kan ikke give tilladelse i henhold til § 79, stk. 1 og 2, til at være bestyrelsesmedlem i eller deltage i ledelsen eller driften af depotselskabet for en af de foreninger, som investeringsforvaltningsselskabet administrerer eller i et selskab, der er koncernforbundet med depotselskabet eller hvori depotselskabet har en væsentlig interesse.

§ 99. Ledelsen af et investeringsforvaltningsselskab skal være i besiddelse af fyldestgørende erfaring i forbindelse med den type foreninger, der administreres af investeringsforvaltningsselskabet.

Stk. 2. Et investeringsforvaltningsselskab skal være i besiddelse af en tilstrækkelig kvalificeret bemanding og den fornødne faglige ekspertise til at varetage administrationen af den type foreninger, der administreres af investeringsforvaltningsselskabet, og til at træffe investeringsbeslutninger vedrørende disses midler.

§ 100. Investeringsforvaltningsselskaber skal ved administration af investeringsforeninger og specialforeninger handle uafhængigt og udelukkende i foreningens interesse.

Stk. 2. Investeringsforvaltningsselskaber skal i den daglige ledelse varetage interesserne for den eller de foreninger, de administrerer, bedst muligt.

Stk. 3. Investeringsforvaltningsselskaber skal undgå interessekonflikter mellem sig selv og foreningerne, mellem selskaber, som det er i koncern med, og foreningerne og mellem foreningerne indbyrdes. Når sådanne interessekonflikter ikke kan undgås, skal forvaltningsselskabet oplyse de enkelte berørte foreningers bestyrelse herom.

Stk. 4. Når et investeringsforvaltningsselskab tillige har tilladelse til at udføre skønsmæssig porteføljepleje, skal det opretholde en klar adskillelse mellem denne porteføljepleje og administration af foreninger. Investeringsforvaltningsselskabet er i forhold, der vedrører administration af foreninger, underlagt den enkelte forenings bestyrelses instruktionsbeføjelse.

Stk. 5. Finanstilsynet kan fastsætte regler om, hvorledes investeringsforvaltningsselskaber skal undgå interessekonflikter.

§ 101. Hvis et investeringsforvaltningsselskab delegerer visse opgaver, som det som led i administrationen af foreningen påhviler investeringsforvaltningsselskabet at udføre, til tredjemand, skal det ske på grundlag af en beslutning herom truffet af foreningens bestyrelse.

Stk. 2. Der kan ikke træffes beslutning om, at investeringsforvaltningsselskabet kan uddelegere beslutninger om investering af foreningers midler eller andre kerneopgaver. Finanstilsynet fastsætter nærmere bestemmelser om, hvilke opgaver der er kerneopgaver.

Stk. 3. Investeringsforvaltningsselskabets og depotselskabets forpligtelser berøres ikke af, at investeringsforvaltningsselskabet har delegeret opgaver til tredjemand.

§ 102. Et investeringsforvaltningsselskab skal sikre sig, at de virksomheder, som investeringsforvaltningsselskabet delegerer opgaver til, er kvalificeret til og i stand til at varetage de pågældende opgaver. I de tilfælde, hvor delegationen vedrører investeringsforvaltningen, må der kun delegeres til virksomheder, som har tilladelse til eller er registrerede med henblik på forvaltning af aktiver, og som er underlagt tilsyn.

Stk. 2. Delegation af opgaver må ikke hindre et effektivt tilsyn med investeringsforvaltningsselskabet og må navnlig ikke forhindre investeringsforvaltningsselskabet i at virke, eller foreningen i at blive forvaltet, i medlemmernes interesse.

§ 103. Ved delegation af opgaver skal et investeringsforvaltningsselskab sikre sig, at der gælder foranstaltninger, der skal give de personer, der leder investeringsforvaltningsselskabets virksomhed, mulighed for på et hvilket som helst tidspunkt reelt at overvåge de aktiviteter, der udøves af den virksomhed, som opgaven er uddelegeret til.

Stk. 2. Aftalen om delegation må ikke hindre investeringsforvaltningsselskabet i på et hvilket som helst tidspunkt at give yderligere instrukser til den virksomhed, som opgaven er uddelegeret til, og at opsige aftalen med øjeblikkelig virkning, hvis det er i den administrerede forenings interesse.

§ 104. Investeringsforvaltningsselskabet skal senest samtidig med indgåelsen af en aftale om delegation underrette Finanstilsynet om aftalens indhold og betingelser.

Særlige regler for depotselskaber for investeringsforeninger og specialforeninger

§ 105. Et depotselskab skal forvalte og opbevare en forenings værdipapirer, likvide midler og andre aktiver særskilt.

1) en forenings udstedelse og indløsning af medlemmernes andele foretages i overensstemmelse med reglerne i lov om investeringsforeninger og specialforeninger og vedtægterne,

2) værdipapirer og afledte finansielle instrumenter, der sælges for foreningens regning, kun udleveres mod, at salgssummen (modydelsen) indbetales til depotselskabet,

3) betaling for værdipapirer og afledte finansielle instrumenter, der købes for foreningens regning, kun finder sted mod levering af disse til depotselskabet,

4) udbetaling af udbytte eller henlæggelse af overskud til forøgelse af formuen foregår i overensstemmelse med foreningens vedtægters regler herom,

5) værdiansættelsen af en forenings beholdning af pantebreve sker i overensstemmelse med reglerne herom,

6) en forenings køb og salg af værdipapirer og afledte finansielle instrumenter sker i overensstemmelse med § 34 i lov om investeringsforeninger og specialforeninger, og

7) køb og salg af andre værdier, herunder pantebreve, foretages til priser, der ikke er mindre fordelagtige end dagsværdien.

§ 106. Depotselskabet er over for foreningen ansvarligt for enhver skade, foreningen måtte lide som følge af manglende eller mangelfuld opfyldelse af selskabets forpligtelser. Depotselskabet er ansvarligt, selv om depotselskabet overlader opbevaring af foreningens formue eller en del heraf til en anden depotfører. Depotselskabet kan ikke ved aftale fraskrive sig dette ansvar.

§ 107. Direktionen skal drage omsorg for, at et forsikringsselskab råder over tilstrækkelig sagkundskab til beregning af forsikringsmæssige hensættelser.

Stk. 2. Har forsikringsselskabet tilladelse til at drive livsforsikringsvirksomhed, skal bestyrelsen ansætte en ansvarshavende aktuar, der skal varetage de nødvendige forsikringstekniske funktioner, herunder beregninger og undersøgelser. Stillingen som aktuar kan ikke forenes med stillingen som medlem af direktionen eller bestyrelsen i forsikringsselskabet.

Stk. 3. Når en ansvarshavende aktuar afskediges eller fratræder, skal bestyrelsen og aktuaren senest 1 måned efter fratrædelsen sende hver sin redegørelse til Finanstilsynet om baggrunden herfor.

Stk. 4. Den ansvarshavende aktuar skal påse, at selskabet overholder sit tekniske grundlag m.v. Aktuaren skal i denne forbindelse gennemgå det aktuarmæssige indhold i selskabets aktiviteter og materiale i øvrigt, herunder markedsføringsmateriale og bonusprognoser, og påse, at det tekniske grundlag m.v., jf. § 20, til enhver tid er i overensstemmelse med de i § 21, stk.1-5, nævnte krav.

Stk. 5. Den ansvarshavende aktuar skal omgående indberette enhver tilsidesættelse af de i stk. 4 nævnte forhold til Finanstilsynet. Aktuaren har ret til af direktionen at forlange alle oplysninger, som er nødvendige for udøvelsen af hvervet. Finanstilsynet kan kræve de oplysninger af aktuaren, som er nødvendige til bedømmelse af selskabets økonomiske stilling.

Stk. 6. Den ansvarshavende aktuar skal årligt indsende en beretning til Finanstilsynet.

Stk. 7. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere bestemmelser om de i stk. 2-6 nævnte forhold, herunder om de krav en person skal opfylde for at kunne blive ansat som ansvarshavende aktuar.

§ 108. §§ 72 og 73 finder tilsvarende anvendelse på forsikringsselskabets repræsentantskab.

§ 109. Livsforsikringsselskabers optagelse af lån i medfør af aktieselskabslovens § 43 skal godkendes af Finanstilsynet.

Stk. 2. Aktieselskabslovens § 48 a finder ikke anvendelse på et forsikringsselskabs anskaffelse af egne aktier.

Stk. 3. Skaffer bestyrelsesmedlemmer, repræsentanter eller direktører, gennem deltagelse i agent- eller mæglervirksomhed eller i kraft af økonomisk interesse i sådanne virksomheder, sig provision eller anden indtægt af forsikringer, som selskabet overtager eller afgiver, skal meddelelse herom indsendes til Finanstilsynet.

§ 110. Medlemmers og garanters ret til at træffe beslutning i et gensidigt forsikringsselskab udøves på generalforsamlingen. Ethvert medlem skal have mindst én stemme.

Stk. 2. I vedtægterne kan det uanset stk. 1 bestemmes, at generalforsamlingen består af delegerede valgt af medlemmerne og garanterne eller stedfortrædere for disse.

§ 111. Gensidige forsikringsselskabers vedtægter skal udover det i aktieselskabslovens § 4 anførte indeholde bestemmelser om

1) medlemmers og garanters ansvar for selskabets forpligtelser samt om medlemmers og garanters indbyrdes hæftelse, jf. § 283, stk. 2,

2) hvorvidt selskabet skal kunne overtage genforsikring uden gensidigt ansvar, og

3) hvorvidt garantikapitalen skal forrentes, og i givet fald efter hvilke regler.

§ 112. Beslutning om ændring af vedtægterne træffes på generalforsamlingen, jf. dog § 23 og § 113, jf. aktieselskabslovens § 38. Beslutningen er kun gyldig, såfremt den tiltrædes af mindst to tredjedele af de afgivne stemmer. Beslutningen skal i øvrigt opfylde de yderligere forskrifter, som vedtægterne måtte indeholde.

Stk. 2. Væsentlige ændringer i et selskabs formål kan, medmindre andet er bestemt i vedtægterne, kun vedtages, når der opnås tilslutning hertil fra tre fjerdedele af garanterne og tre fjerdedele af medlemmerne eller, hvis generalforsamlingen består af delegerede, da fra tre fjerdedele af disse. Meddelelse til garanterne om sådanne ændringer skal gives senest 8 dage efter beslutningen på generalforsamlingen. Garanter, der modsætter sig sådanne ændringer, kan, når de senest 1 måned efter generalforsamlingen fremsætter begæring derom, forlange, at de andre garanter skal overtage deres garantiandele.

§ 113. Aktieselskabslovens §§ 49 - 55 a, § 56, stk. 1, 1. og 2. pkt., og stk. 4, §§ 57-58, § 60, stk. 1-3, §§ 61 - 64, §§ 68 - 70, § 72, § 73, stk. 1, stk. 2, 4 og 5. pkt., og stk. 4, samt §§ 75- 77 finder med de nødvendige tilpasninger og med de afvigelser, der fremgår af denne lovs bestemmelser, tilsvarende anvendelse på gensidige forsikringsselskaber.

Stk. 2. I de i stk. 1 nævnte bestemmelser finder bestemmelser vedrørende aktionærer anvendelse på garanter og bestemmelser om aktiekapital og aktier anvendelse på garantikapital og garantiandele med fornødne lempelser.

Stk. 3. Aktieselskabslovens § 65, stk. 2, § 66, § 71, § 73, stk. 6, § 74, § 75, stk. 1 og 3, § 76, stk. 2, § 80 samt § 81 finder ligeledes med de nødvendige tilpasninger og med de afvigelser, der fremgår af denne lovs bestemmelser, tilsvarende anvendelse på gensidige forsikringsselskaber.

Stk. 4. I de i stk. 3 nævnte bestemmelser finder bestemmelser vedrørende aktionærer anvendelse på alle de stemmeberettigede ved det gensidige forsikringsselskabs generalforsamling.

Stk. 5. Aktieselskabslovens §§ 112 og 113 om udbetaling til aktionærer finder tilsvarende anvendelse på rente til garanter og udbetaling til medlemmer i gensidige forsikringsselskaber.

§ 114. Medmindre økonomi- og erhvervsministeren under hensyn til pensionskassens forhold tillader en anden sammensætning af bestyrelsen, skal denne bestå af en formand og et lige antal bestyrelsesmedlemmer, hvoraf mindst halvdelen skal vælges af og blandt medlemmerne i pensionskassen .

Stk. 2. I vedtægterne kan det fastsættes, at valg af bestyrelsen og ændring af vedtægterne foretages af foreningens medlemmer ved urafstemning.

§ 115. Bestemmelserne for gensidige selskaber i §§ 23 og 113 finder tilsvarende anvendelse for tværgående pensionskasser, jf. dog stk. 2 og § 283, stk. 2 og 3.

Stk. 2. Aktieselskabslovens § 49, stk. 6, finder ikke anvendelse for tværgående pensionskasser.

§ 116. Bestyrelsesmedlemmer, medlemmer af lokale bestyrelser og lignende, medlemmer af repræsentantskabet i en finansiel virksomhed, der ikke er en sparekasse, revisorer og granskningsmænd samt deres suppleanter, stiftere, vurderingsmænd, likvidatorer, direktører, ansvarshavende aktuarer, generalagenter og administratorer i et forsikringsselskab samt øvrige ansatte må ikke uberettiget videregive eller udnytte fortrolige oplysninger, som de under udøvelsen af deres hverv er blevet bekendt med. Bestemmelsen finder tilsvarende anvendelse for finansielle holdingvirksomheder.

Stk. 2. Den, som modtager oplysninger efter stk. 1, er omfattet af den i stk. 1 nævnte tavshedspligt.

§ 117. Sædvanlige oplysninger om kundeforhold kan videregives til brug for varetagelse af administrative opgaver.

Stk. 2. Til brug for varetagelse af administrative opgaver kan oplysninger videregives til et aktieselskab, som Arbejdsmarkedets Tillægspension ejer fuldt ud, og til Arbejdsmarkedets Tillægspension, jf. lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension § 26, stk. 4, og § 23, stk. 4, samt til det administrerende selskab i et forsikringsadministrationsfællesskab.

Stk. 3. Den, som modtager oplysninger efter stk. 1 og 2, er omfattet af den i § 116, stk. 1, nævnte tavshedspligt.

Stk. 4. Finanstilsynet fastsætter nærmere regler om, hvilke oplysninger der er sædvanlige kundeoplysninger i henhold til stk. 1.

§ 118. Oplysninger om rent private forhold må ikke videregives uden kundens samtykke, medmindre videregivelsen er berettiget efter § 116, stk. 1, eller § 117, stk. 2.

§ 119. Oplysninger kan videregives til den finansielle virksomheds modervirksomhed til brug for risikostyring af virksomheder i koncernen, såfremt modervirksomheden er en finansiel virksomhed eller en finansiel holdingvirksomhed. Dette gælder dog ikke oplysninger om rent private forhold.

Stk. 2. Oplysninger om privatkunder kan ikke videregives til brug for risikostyring, jf. stk.1, bortset fra de særlige tilfælde, hvor oplysningerne om en privatkunde vedrører forpligtelser, der har eller vil kunne få en betydelig størrelse.

§ 120. Oplysninger om en privatkunde må ikke videregives til brug for markedsføring eller rådgivning, medmindre kunden har givet samtykke hertil.

Stk. 2. Til koncernvirksomheder, der er underlagt tavshedspligt som nævnt i § 116, stk. 1, samt virksomheder, hvor flere finansielle virksomheder eller investeringsforeninger eller specialforeninger i forening ejer en virksomhed, der udøver virksomhed, som den finansielle virksomhed må drive gennem en dattervirksomhed, eller en virksomhed, der er accessorisk til den finansielle virksomhed, der er underlagt en tavshedspligt som nævnt i § 116, stk. 1, kan videregivelse efter stk. 1 ske uden samtykke, hvis der er tale om generelle kundeoplysninger, der danner grundlag for inddeling i kundekategorier, og hvis videregivelsen er nødvendig for, at den virksomhed, som oplysninger videregives til, kan forfølge en berettiget interesse, og hensynet til privatkunden ikke overstiger denne interesse.

Stk. 3 . Sædvanlige oplysninger om erhvervskundeforhold kan videregives til brug for markedsføring og rådgivning til en finansiel virksomhed, der er underlagt tavshedspligt som nævnt i § 116, stk. 1.

§ 121. Den finansielle virksomhed skal udarbejde retningslinjer for, i hvilket omfang oplysninger videregives fra virksomheden. Retningslinjerne skal være offentligt tilgængelige.

§ 122. Samtykke til videregivelse af oplysninger skal afgives i skriftlig form.

Stk. 2. Når en forsikringsaftale indgås på baggrund af telefonisk henvendelse, kan samtykke til videregivelse af oplysninger til brug herfor dog afgives mundtligt. I så fald skal forsikringsselskabet senest 14 dage efter forsikringsaftalens indgåelse skriftligt oplyse kunden om, hvilke typer af oplysninger der videregives med kundens mundtlige samtykke, til hvilke formål videregivelsen sker, samt hvem der modtager oplysninger på baggrund af kundens mundtlige samtykke.

Stk. 3. En gang årligt skal hver kunde oplyses om, hvilke typer af oplysninger, der kan videregives med kundens samtykke, til hvilke formål videregivelsen kan ske, samt hvem der kan modtage oplysninger på baggrund af kundens samtykke.

Stk. 4. Meddelelse til kunden i henhold til stk. 3 skal tillige gives ved væsentlige ændringer i den finansielle virksomheds forhold, herunder koncernforhold. Det er en betingelse, at ændringen har betydning for, hvilke typer af oplysninger der kan videregives med kundens samtykke, til hvilke formål videregivelsen kan ske, eller hvem der kan modtage oplysninger på baggrund af kundens samtykke.

§ 123. Basiskapitalen i pengeinstitutter og realkreditinstitutter skal mindst udgøre:

Stk. 2. For pengeinstitutter, hvis basiskapital den 18. december 1989 var mindre end 5 millioner euro, er minimumskapitalkravet basiskapitalen pr. den 18. december 1989. Den samlede basiskapital i det pengeinstitut, der opstår i forbindelse med en sammenlægning af to eller flere pengeinstitutter, der er omfattet af 1. punktum, må ikke være mindre end de sammenlagte institutters samlede basiskapital på tidspunktet for sammenlægningen, hvis ikke det sammenlagte institut opfylder kapitalkravet i henhold til stk. 1, nr. 2.

Stk. 3. Overtages kontrollen af et pengeinstitut, der er omfattet af stk. 2, 1. pkt., af en anden fysisk eller juridisk person, skal pengeinstituttets basiskapital senest 3 måneder efter overtagelsen opfylde mini i henhold til stk. 1, jf. dog stk. 2, 2. pkt.

Stk. 4. For realkreditinstitutter skal solvenskravet være opfyldt både i de enkelte serier med seriereservefonde og i instituttet i øvrigt.

§ 124. Basiskapitalen i fondsmæglerselskaber og investeringsforvaltningsselskaber skal mindst udgøre

2) 1 million euro (minimumskapitalkravet) for fondsmæglerselskaber, der ønsker at blive medlem af en fondsbørs, en værdipapircentral eller en clearingcentral, hvor selskabet deltager i clearing og afvikling eller ønsker at udføre en eller flere af de i bilag 4, afsnit A, nr. 2, 4 og 5, og afsnit B, nr. 2, nævnte tjenesteydelser,

3) 1 million euro (minimumskapitalkravet) for investeringsforvaltningsselskaber, der ønsker at blive medlem af en fondsbørs eller som ønsker at opbevare og forvalte de i bilag 5, nr. 4 nævnte instrumenter, herunder at blive medlem af en værdipapircentral, eller en clearingcentral, hvor selskabet deltager i clearing og afvikling, jf. dog stk. 2, og

4) 0,3 million euro (minimumskapitalkravet) for andre fondsmæglerselskaber og investeringsforvaltningsselskaber, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Investeringsforvaltningsselskaber skal, udover kapitalkravet i stk. 1, nr. 3 og 4, medregne et tillæg til minimumskapitalkravet på 0,02 pct. af den del af selskabets portefølje, jf. § 140, der overstiger 250 millioner euro. De i stk. 1, nr. 3, nævnte selskaber, kan ved opgørelse af tillægget, foretage et fradrag svarende til 875.000 euro, og de i stk. 1, nr. 4, nævnte selskaber kan foretage et fradrag svarende til 175.000 euro. Tillægget kan maksimalt udgøre 10 millioner euro. Investeringsforvaltningsselskabet skal årlig justere tillægskapitalen på baggrund af det reviderede årsregnskab. Justeringen skal foretages inden 1. juni det efterfølgende år.

Stk. 3. Finanstilsynet kan tillade, at op til 50 pct. af tillægget efter stk. 2 kan stilles i form af en garanti fra et kreditinstitut eller et forsikringsselskab. Kreditinstituttet eller forsikringsselskabet skal have hjemsted i et land i Den Europæiske Union eller et land, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område, eller i et land som fællesskabet ikke har indgået aftale med, men som har tilsynsregler svarende til reglerne i Den Europæiske Union.

Stk. 4. Et fondsmæglerselskab og et investeringsforvaltningsselskab skal uanset kravene i stk. 1 og 2 have en basiskapital svarende til mindst en fjerdedel af det foregående års faste omkostninger. Finanstilsynet kan tilpasse dette krav i tilfælde af en væsentlig ændring i selskabets virksomhed siden det foregående år. Har et selskab ikke været i drift i et år, skal det have en basiskapital svarende til mindst en fjerdedel af de faste omkostninger, der fremgår af driftsplanen for første års drift, medmindre denne plan kræves ændret af Finanstilsynet.

§ 125. Basiskapitalen i forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser skal mindst udgøre

1) 4 pct. af de risikovægtede poster for livsforsikringshensættelser tillagt 0,3 pct. af de risikovægtede poster for risikosummen for livsforsikringsvirksomhed i forsikringsklasse I-IV og VI, hvor virksomheden har en investeringsrisiko,

2) 1 pct. af de risikovægtede poster for livsforsikringshensættelser tillagt 0,3 pct. af de risikovægtede poster for risikosummen for livsforsikringsvirksomhed i forsikringsklasse V samt i forsikringsklasse III, hvor virksomheden ikke har en investeringsrisiko, og hvor det beløb, der skal dække de i forsikringsaftalen fastsatte driftsomkostninger, fastsættes for en periode på over 5 år,

3) 25 pct. af det seneste regnskabsårs forsikringsmæssige administrationsomkostninger tillagt 0,3 pct. af de risikovægtede poster for risikosummen for livsforsikringsvirksomhed i forsikringsklasse III, hvor virksomheden ikke har en investeringsrisiko, og for hvilke det beløb, der skal dække de i forsikringsaftalen fastsatte driftsomkostninger, ikke fastsættes for en periode på over 5 år,

a) 18 pct. af de risikovægtede poster for det maksimale af bruttopræmier og bruttopræmieindtægter op til 50 millioner euro tillagt 16 pct. af beløb derudover og

b) det årlige gennemsnit af 26 pct. af de risikovægtede poster for bruttoerstatningsudgifterne for beløb op til 35 millioner euro og 23 pct. af beløb derudover i de seneste tre regnskabsår,

5) 3 millioner euro for forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser, der driver livsforsikringsvirksomhed,

6) 2 millioner euro for forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser, der udøver forsikringsklasserne 1-9 og 16-18, og

7) 3 millioner euro for forsikringsselskaber, der udøver forsikringsklasserne 10-15.

Stk. 3. Minimumskapitalkravet udgør det største af beløb af stk. 1, nr. 5-7.

Stk. 4. For gensidige forsikringsselskaber, der er omfattet af stk. 1, nr. 6 eller 7, kan minimumskapitalkravet nedsættes på nærmere betingelser.

§ 126. Kapitalkravet er det største af solvenskravet og minimumskapitalkravet i §§ 123-125 til den finansielle virksomhed.

§ 127. Basiskapitalen er den reducerede kernekapital, jf. §§ 128-130, tillagt den reducerede supplerende kapital, jf. § 134, og fratrukket beløb i henhold til § 138.

Stk. 2. Kernekapital og opskrivningshenlæggelser skal være fratrukket enhver form for skat, der kan forudses på det tidspunkt, hvor beløbet beregnes, eller det skal være behørigt tilpasset i det omfang, skat reducerer det beløb, hvormed denne kapital kan anvendes til dækning af risici eller tab.

§ 128. Kernekapitalen i pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber og investeringsforvaltningsselskaber består af

7) hybrid kernekapital, jf. § 131, såfremt kernekapitalen efter de i § 130 nævnte fradrag udgør mindst 5 pct. af pengeinstituttets, realkreditinstituttets, fondsmæglerselskabets eller investeringsforvaltningsselskabets risikovægtede poster mv.,

8) seriereservefonde i realkreditinstitutter i serier, hvor der ikke er tilbagebetalingspligt til låntagerne, samt den del af seriereservefondene i serier med tilbagebetalingspligt, jf. § 25 i lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v., som ikke kan komme til udbetaling og

Stk. 2. Hybrid kernekapital efter stk. 1, nr. 7, må maksimalt udgøre 15 pct. af kernekapitalen efter de i § 130 nævnte fradrag.

§ 129. Kernekapitalen i forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser består af

2) medlemskonti i gensidige selskaber og tværgående pensionskasser, jf. § 132,

3) særlige bonushensættelser (type B) i livsforsikringsselskaber og tværgående pensionskasser, der opfylder betingelserne i § 133,

4) værdien af skatteaktiver, som den vil være i en administrationssituation, jf. kapitel 17, og

et beløb svarende til den andel af et datterforsikringsselskabs eller en associeret forsikringsvirksomheds basiskapital, som svarer til den ejede andel af selskabskapitalen, og

b) den værdi, den pågældende ejerandel indgår med i balancen med tillæg af værdien af ansvarlig lånekapital, herunder ansvarlig lånekapital fra andre koncernvirksomheder, til datterforsikringsselskabet eller den associerede forsikringsvirksomhed, når ansvarlig lånekapital medregnes i datterforsikringsselskabets eller den associerede forsikringsvirksomheds basiskapital efter § 134, stk. 1, nr. 1.

Stk. 2. Basiskapitalen i stk. 1, nr. 5, litra a, opgøres før fradrag for direkte og indirekte ejede aktiver efter § 130, stk. 2, nr. 3, i det omfang, der allerede er foretaget fradrag for de pågældende aktiver efter denne bestemmelse i den ejende virksomhed. Hvis det pågældende datterforsikringsselskab eller den pågældende associerede forsikringsvirksomhed ved opgørelsen af stk. 1, nr. 5, selv besidder datterforsikringsselskaber eller associerede forsikringsvirksomheder, opgøres basiskapitalen i stk. 1, nr. 5, litra a, før fradrag for disse selskabers kapitalkrav, når selskabernes kapitalkrav allerede er fradraget efter § 130, stk. 2, nr. 1,

Stk. 3. Tillægget efter stk. 1, nr. 5, må for hvert enkelt datterforsikringsselskab eller hver associeret forsikringsvirksomhed højest svare til det beløb, der for det pågældende datterselskab eller den associerede virksomhed er fradraget i henhold til § 130, stk. 2, nr. 1.

Stk. 4. Garantikapital i forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser må ikke nedsættes uden samtykke fra Finanstilsynet. Garantikapitalen kan tilbagebetales i overensstemmelse med de i vedtægterne fastsatte regler. Finanstilsynet kan bestemme, at der sker tilsvarende henlæggelse til en grundfond eller en anden fond, som ikke uden Finanstilsynets tilladelse må formindskes.

4) årets løbende underskud i pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber og investeringsforvaltningsselskaber.

Stk. 2. For forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser fradrages udover de i stk. 1 nævnte fradrag:

1) den andel af kapitalkravet i et datterforsikringsselskab eller et associeret forsikringsselskab, som svarer til den direkte eller indirekte ejede andel af forsikringsselskabets aktie- og garantikapital,

2) den andel af kapitalkravet i et pengeinstitut, realkreditinstitut, fondsmæglerselskab eller investeringsforvaltningsselskab, som er en dattervirksomhed eller en associeret virksomhed, som svarer til den direkte eller indirekte ejede andel af selskabskapitalen,

3) for direkte og indirekte ejede aktiver, der repræsenter en risiko på en enkelt virksomhed eller en gruppe af virksomheder, der udgør en samlet risiko: Det beløb, hvormed de pågældende aktivers regnskabsmæssige værdi overstiger en vægtet sum af selskabets kapitalkrav, dets datterforsikringsselskabers kapitalkrav og kapitalkravet i andre datterselskaber underlagt Finanstilsynets tilsyn. Fradraget skal dog ikke foretages for investeringer i datterselskaber samt for aktiver, der omfattes af § 161, stk. 1, nr. 1-8. Den vægtede sum beregnes således:

a) Hvis forsikringsselskabet driver direkte livsforsikringsvirksomhed vægtes med 75 pct.; andre forsikringsselskaber vægtes med 100 pct.

b) Datterselskaber, der driver direkte livsforsikringsvirksomhed vægtes med 75 pct. af ejerandelen. Andre datterselskaber vægtes med ejerandelen, og

4) et beløb svarende til forskellen mellem erstatningshensættelser for egen regning for forsikringsklasse 3-18 før diskontering og efter diskontering, hvis erstatningshensættelser diskonteres for at tage hensyn til fremtidigt investeringsafkast.

Stk. 3. For en finansiel virksomhed, der er et datterselskab eller en associeret virksomhed, der ikke har vedtægtsmæssigt hjemsted i Danmark, anvendes i stk. 2, nr. 1 og 2, det kapitalkrav, der fremkommer efter hjemlandets regler dog mindst det kapitalkrav, der ville være fremkommet, hvis selskabet eller virksomheden havde vedtægtsmæssigt hjemsted i Danmark.

Stk. 4. Finanstilsynet kan i særlige tilfælde og for en tidsbegrænset periode dispensere fra fradraget i kernekapitalen efter stk. 2, nr. 3.

§ 131. Hybrid kernekapital medregnes i basiskapitalen for pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber og investeringsforvaltningsselskaber, såfremt følgende betingelser er opfyldt:

1) Beløbet skal være indbetalt til pengeinstituttet, realkreditinstituttet, fondsmæglerselskabet eller investeringsforvaltningsselskabet.

3) Gælden må kun forfalde, hvis pengeinstituttet, realkreditinstituttet, fondsmæglerselskabet eller investeringsforvaltningsselskabet træder i likvidation eller erklæres konkurs.

4) Gælden må kun tilbagebetales på pengeinstituttets, realkreditinstituttets, fondsmæglerselskabets eller investeringsforvaltningsselskabets initiativ og med Finanstilsynets tilladelse tidligst 10 år efter indbetalingen, dog således at Finanstilsynet under særlige omstændigheder kan tillade indfrielse tidligst 5 år efter udstedelsen.

5) Långiverens krav mod pengeinstituttet, realkreditinstituttet, fondsmæglerselskabet eller investeringsforvaltningsselskabet skal være efterstillet al anden ikke-efterstillet gæld samt den i § 135 nævnte kapital.

6) Långiverens krav mod pengeinstituttet, realkreditinstituttet, fondsmæglerselskabet eller investeringsforvaltningsselskabet må ikke være dækket af sikkerhed stillet af pengeinstituttet, realkreditinstituttet, fondsmæglerselskabet eller investeringsforvaltningsselskabet eller de i § 180, stk. 1, nævnte virksomheder eller på anden måde være sikret en fortrinsret i forhold til pengeinstituttets, realkreditinstituttets, fondsmæglerselskabets eller investeringsforvaltningsselskabets øvrige kreditorer.

7) Forrentning af gælden bortfalder, hvis pengeinstituttet, realkreditinstituttet, fondsmæglerselskabet eller investeringsforvaltningsselskabet ikke har frie reserver i forhold til seneste årsrapport.

8) Renten må ikke ændres på grundlag af kreditors vurdering af pengeinstituttet, realkreditinstituttet, fondsmæglerselskabet eller investeringsforvaltningsselskabet.

9) Betalinger af renter kan udskydes, hvis basiskapitalen på forfaldstidspunktet ikke overstiger kapitalkravet.

10) Ikke-betalte renter, der er udskudt i medfør af nr. 9, må kun forfalde til betaling, hvis kapitalkravet på ny overholdes.

11) Virksomhedens øverste myndighed skal kunne nedskrive den hybride kernekapital og ikke-betalte renter, hvis egenkapitalen er tabt, og aktie-, garanti- eller andelskapitalen er nedskrevet til nul, eller hvis egenkapitalen i seriereservefonde i realkreditinstituttet er tabt.

12) Aftaler i forbindelse med gældsstiftelse må ikke indeholde bestemmelse om en stigning i renten på mere end det højeste af:

13) Aftaler i forbindelse med gældsstiftelse må kun indeholde bestemmelse om én stigning i renten. Rentestigningen må tidligst indtræde 10 år efter udstedelsen.

Stk. 2. Swapspændet i stk. 1, nr. 12, litra a, fastsættes på udstedelsesdagen som forskellen mellem renteforhøjelsens rentegrundlag og udstedelsens oprindelige rentegrundlag.

Stk. 3. Kreditspændet i stk. 1, nr. 12, litra b, fastsættes på udstedelsesdagen som forskellen mellem udstedelsens oprindelige rente og det oprindelige rentegrundlag.

Stk. 4. E rhvervelse af egen hybrid kernekapital til eje på mere end 2 pct. af den udstedte kapital skal godkendes af Finanstilsynet efter stk. 1, nr. 4. Beholdningen af egen hybrid kernekapital samt egen hybrid kernekapital, der tjener som sikkerhed for lån eller garantier, som er ydet af pengeinstituttet, realkreditinstituttet, fondsmæglerselskabet eller investeringsforvaltningsselskabet, kan ikke medregnes ved opgørelsen af basiskapitalen.

Stk. 5. Nedskrivning efter stk. 1, nr. 11, kan kun ske, hvis pengeinstituttet, realkreditinstituttet, fondsmæglerselskabet eller investeringsforvaltningsselskabet efterfølgende enten tilføres ny kapital således, at kapitalkravet opfyldes, eller ophører uden tab for de ikke efterstillede kreditorer. Den hybride kernekapital og ikke-betalte renter kan kun nedskrives med et beløb, som forud er godkendt af de eksterne revisorer og Finanstilsynet.

Stk. 6. Finanstilsynet kan i særlige tilfælde dispensere fra grænsen i stk. 1, nr. 12, litra a.

§ 132. Medlemskonti kan medregnes efter § 129, stk. 1, nr. 2, hvis følgende betingelser er opfyldt i vedtægterne:

1) I tilfælde af likvidation eller konkurs må beløb ikke kunne tilbagebetales, før hele den øvrige gæld er betalt.

2) I andre tilfælde må beløb kun kunne tilbagebetales, hvis basiskapitalen ikke derved nedbringes til et beløb, der er lavere end kapitalkravet.

3) Tilbagebetaling, der forårsages af andet end medlemsophør, må kun kunne foretages, når Finanstilsynet senest en måned forud er underrettet herom. Tilbagebetalingen kan nægtes af Finanstilsynet.

4) Ændring i vedtægternes bestemmelser om medlemskonti skal godkendes af Finanstilsynet.

§ 133. For særlige bonushensættelser (type B) efter § 129, stk. 1, nr. 3, der er en del af de forsikringsmæssige hensættelser, gælder:

1) De er for alle eller en del af selskabets forsikringer opbygget af midler fra forsikringernes andel af det realiserede resultat, jf. § 20, stk. 1, nr. 3.

2) De er knyttet til forsikringerne individuelt eller kollektivt på en måde, så den enkelte forsikrings andel med tilhørende afkast, jf. nr. 5, til enhver tid kan beregnes.

3) De indgår ikke beløbsmæssigt som en del af bestanden af forsikringsaftaler ved beregning af den andel af det realiserede resultat, jf. § 20, stk. 1, nr. 3, som skal tilføres bestanden.

4) Overførsel til de enkelte forsikringer af den til forsikringen knyttede andel skal senest foretages samtidig med udbetaling af ydelser under forsikringen.

5) De tildeles løbende samme forholdsmæssige afkast, som det afkast egenkapitalen får før skat, hvad enten dette afkast er negativt eller positivt.

2) Opskrivningshenlæggelser for pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber og investeringsforvaltningsselskaber.

4) Den del af seriereservefondene i realkreditinstitutter i serier med tilbagebetalingspligt, der modsvarer kravet i § 123, stk. 4.

6) Tillæg for mulig tillægspræmie i gensidige skadeforsikringsselskaber, jf. § 136, og

7) Særlige bonushensættelser (type A) i livsforsikringsselskaber og tværgående pensionskasser, der opfylder betingelserne i § 137.

Stk. 2. Den supplerende kapital må for pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber og investeringsforvaltningsselskaber ikke medregnes med mere end 100 pct. af kernekapitalen efter fradrag.

Stk. 3. For forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser kan den supplerende kapital medregnes med et beløb, der svarer til det mindste beløb af:

Stk. 4. Den ansvarlige lånekapital med fast løbetid i forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser kan højst udgøre et beløb, der svarer til det mindste beløb af:

§ 135. Ansvarlig lånekapital medregnes i basiskapitalen, hvis følgende betingelser er opfyldt:

3) Tilbagebetaling før forfaldstidspunkt må ikke kunne ske på långiverens initiativ eller uden Finanstilsynets tilladelse.

4) Beløbet må kun forfalde før det aftalte forfaldstidspunkt, hvis den finansielle virksomhed træder i likvidation eller erklæres konkurs.

5) Virksomhedens øverste myndighed skal kunne nedskrive den ansvarlige lånekapital og ikke-betalte renter, hvis egenkapitalen er tabt, og aktie-, garanti- eller andelskapitalen er nedskrevet til nul, eller hvis egenkapitalen i seriereservefonde i realkreditinstitutter er tabt.

6) Betaling af renter kan udskydes, hvis basiskapitalen på forfaldstidspunktet ikke overstiger kapitalkravet.

7) Ikke-betalte renter, der er udskudt i medfør af nr. 6, må kun forfalde til betaling, hvis kapitalkravet på ny overholdes, eller forfaldsdatoen indtræder.

Stk. 2. Tilladelse efter stk. 1, nr. 3, er betinget af, at basiskapitalen efter tilbagebetalingen ikke er mindre end kapitalkravet.

Stk. 3. Nedskrivning efter stk. 1, nr. 5, kan kun ske, hvis den finansielle virksomhed efterfølgende enten tilføres ny kapital således, at kapitalkravet opfyldes eller ophører uden tab for ikke efterstillede kreditorer. Den ansvarlige lånekapital og ikke-betalte renter kan kun nedskrives med et beløb, som forud er godkendt af de eksterne revisorer og Finanstilsynet.

1) 25 pct. af den udstedte kapital, når der er mindre end tre år og mere end eller to år til forfald.

2) 50 pct. af den udstedte kapital, når der er mindre end to år og mere end eller et år til forfald.

4) Beholdningen af egen ansvarlig lånekapital samt egen ansvarlig lånekapital, der er stillet som sikkerhed for lån eller garantier reduceret efter nr. 1-3.

Stk. 5. Rentestigninger på ansvarlig lånekapital må tidligst finde sted 3 år efter udstedelsen. Hvis der er aftalt en eller flere stigninger i renten, anses den ansvarlige lånekapital for at forfalde på tidspunktet for rentestigningen, hvis summen af rentestigninger overstiger 150 basispunkter fratrukket swapspændet, jf. § 131, stk.2.

Stk. 6. Finanstilsynet skal godkende erhvervelse af egen ansvarlig lånekapital på mere end 2 pct. af den udstedte kapital.

Stk. 7. Finanstilsynet kan i særlige tilfælde dispensere fra grænsen i stk. 5, 2. pkt.

§ 136. Finanstilsynet kan efter ansøgning tillade, at tillæg for mulig tillægspræmie i gensidige skadeforsikringsselskaber kan medregnes efter § 134, stk. 1, nr. 6, hvis præmien er variabel i henhold til den indgåede forsikringsaftale således, at præmien kan forhøjes under hensyntagen til forsikringsbestandens risikoforløb, og hvis tillægspræmien kunne være afkrævet forsikringstageren i løbet af året.

Stk. 2. Beløb efter stk. 1 kan tidligst indgå fra og med ultimo det år, hvor tillægspræmien kan opkræves.

Stk. 3. Beløb efter stk. 1, der er afkrævet forsikringstageren, kan ikke medregnes efter § 134.

§ 137. For særlige bonushensættelser (type A) efter § 134, stk. 1, nr. 7, der er en del af de forsikringsmæssige hensættelser, gælder:

1) De er for alle eller en del af selskabets forsikringer opbygget af midler fra forsikringernes andel af det realiserede resultat, jf. § 20, stk. 1, nr. 3.

2) De er knyttet til forsikringerne individuelt eller kollektivt på en måde, så den enkelte forsikrings andel med tilhørende afkast, jf. nr. 5, til enhver tid kan beregnes.

3) De indgår ikke beløbsmæssigt som en del af bestanden af forsikringsaftaler ved beregning af den andel af det realiserede resultat, jf. § 20, stk. 1, nr. 3, som skal tilføres bestanden.

4) Overførsel til de enkelte forsikringer af den til forsikringen knyttede andel skal senest foretages samtidig med udbetaling af ydelser under forsikringen.

5) De tildeles løbende en forrentning på basis af en rentesats, der af selskabet er fastsat med henblik på, at forretningen skal svare til, hvad ansvarlig lånekapital ville kunne opnå på markedsmæssige vilkår.

6) De kan anvendes til at dække alle selskabets tab og ethvert ikke-efterstillet krav mod selskabet, når egenkapitalen er tabt.

§ 138. Ved opgørelse af basiskapitalen i pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber og investeringsforvaltningsselskaber fradrages:

1) Den andel af kapitalkravet i et datterforsikringsselskab eller et associeret forsikringsselskab, som svarer til den direkte eller indirekte ejede andel af forsikringsselskabets aktie- og garantikapital. Har forsikringsselskabet ikke vedtægtsmæssigt hjemsted i Danmark, anvendes ved beregningen det kapitalkrav, der fremkommer efter hjemlandets regler, dog mindst det kapitalkrav, der ville være fremkommet, hvis forsikringsselskabet havde vedtægtsmæssig hjemsted i Danmark. Fradraget efter 1. pkt. reduceres med et beløb svarende til forskellen mellem

a) et beløb svarende til den andel af et datterforsikringsselskabs eller en associeret forsikringsvirksomheds basiskapital, som svarer til den ejede andel af selskabskapitalen, og

2) Kapitalandele i andre kredit- og finansieringsinstitutter, der udgør mere end 10 pct. af disses aktie-, garanti- eller andelskapital, jf. dog stk. 4 og 5. Endvidere fradrages pengeinstituttets, realkreditinstituttets, fondsmæglerselskabets og investeringsforvaltningsselskabets efterstillede kapitalindskud i de nævnte institutter.

3) Det beløb, der svarer til summen af kapitalandele og efterstillede kapitalindskud i andre kredit- og finansieringsinstitutter, som ikke er omfattet af nr. 2, der overstiger 10 pct. af basiskapitalen før fradrag efter nr. 1, 2, 4 og 5, jf. dog stk. 4 og 5.

4) Det beløb, der svarer til summen af kapitalandele i en anden virksomhed eller virksomheder i samme koncern, samt belånte kapitalandele i en anden virksomhed, som ikke er omfattet af nr. 1-3, der overstiger 15 pct. af basiskapitalen efter fradrag efter nr. 1-3, jf. dog stk. 5 og 6.

5) Det beløb af summen af kvalificerede andele i andre virksomheder, der ikke er omfattet af nr. 1-4, og som overstiger 60 pct. af basiskapitalen efter fradrag efter nr. 1-3, jf. dog stk. 5 og 6.

Stk. 2. Reduktionen i fradraget i stk. 1, nr. 1, kan dog ikke overstige det fradrag, der foretages efter 1. pkt.

Stk. 3. Basiskapitalen i stk. 1, nr. 1, litra a, opgøres før fradrag for direkte og indirekte ejede aktiver efter § 130, stk. 2, nr. 3, i det omfang, der allerede er foretaget fradrag for de pågældende aktiver efter denne bestemmelse i den ejende virksomhed. Hvis det pågældende datterforsikringsselskab eller den pågældende associerede forsikringsvirksomhed ved opgørelsen af stk. 1, nr. 1, litra a og b, selv besidder datterforsikringsselskaber eller associerede forsikringsvirksomheder, opgøres basiskapitalen i § 129, stk. 1, nr. 5, litra a, før fradrag for disse selskabers kapitalkrav, når selskabernes kapitalkrav allerede er fradraget efter § 130, stk. 2, nr. 1.

Stk. 4. Kapitalandele i kredit- eller finansieringsinstitutter skal ikke fradrages i basiskapitalen, når kapitalandelene er erhvervet midlertidigt, og erhvervelsen er sket som et led i en rekonstruktion.

Stk. 5. Kapitalandele i kredit- og finansieringsinstitutter, som sammen med pengeinstituttet, realkreditinstituttet, fondsmæglerselskabet eller investeringsforvaltningsselskabet er omfattet af konsolidering, jf. kapitel 12, skal ikke fradrages i basiskapitalen. Dette gælder ligeledes for efterstillede kapitalindskud i kredit- og finansieringsinstitutter omfattet af konsolideringen.

Stk. 6. Ved opgørelsen af beløbene i stk. 1, nr. 4 og 5, indgår endvidere aktiekøbs- og aktiesalgsforretninger m.v.

§ 139. I realkreditinstitutter kan kravet til basiskapitalen i serier med tilbagebetalingspligt, der er åbnet før den 1. januar 1973, opfyldes med den i § 134, stk. 1, nr. 4, nævnte kapital.

Stk. 2. I serier med tilbagebetalingspligt, der er åbnet før den 1. januar 1973, kan den i § 128, stk. 1, nr. 8, nævnte kapital, som ikke medgår til dækning af kravet til seriens basiskapital, medregnes som kernekapital ved opfyldelsen af kravet til basiskapital for realkreditinstituttet i øvrigt.

§ 140. Til investeringsforvaltningsselskabets portefølje, jf. § 124, stk. 2, medregnes formuen i foreninger, som investeringsforvaltningsselskabet er godkendt til at administrere.

Stk. 2. Porteføljer, som investeringsforvaltningsselskabet har fået tildelt at forvalte efter reglerne om delegation, skal ikke medregnes til selskabets portefølje, jf. § 124, stk. 2.

§ 141. Ved de risikovægtede poster for pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber og investeringsforvaltningsselskaber forstås poster med kreditrisiko, aktierisiko, renterisiko, valutarisiko, råvarerisiko m.v.

Stk. 2. Ved risikovægtede poster for forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser forstås poster, der er korrigeret for forsikringstype, løbetid, særlige forhold i genforsikring, gennemsnitlige præmiegrundlag, administrationsomkostninger og erstatningsudgifter samt andre poster i risikosummen.

§ 143. I et pengeinstitut, der ikke opfylder solvenskravet i § 123, stk. 1, nr. 1, og hvor Finanstilsynet har fastsat en frist efter § 237, stk. 3, kan bestyrelsen efter anmodning fra en aktionær, der ejer 70 pct. eller mere af aktierne i pengeinstituttet, træffe beslutning med almindelig stemmeflerhed om at indløse de øvrige aktionærers aktier i pengeinstituttet. Det samme gælder tilfælde, hvor anmodningen fremsættes af en aktionær, som efter en kapitaltilførsel, der er led i en rekonstruktionsplan, kommer til at eje 70 pct. eller mere af aktierne i pengeinstituttet, selv om pengeinstituttet som følge af kapitaltilførslen atter opfylder solvenskravet i § 123, stk. 1, nr. 1. Bestyrelsens beslutning om tvangsindløsning af aktier skal godkendes af Finanstilsynet. Indløsning af aktier skal foretages senest 30 dage efter anmodningen efter 1. pkt.

Stk. 2. De minoritetsaktionærer, der er omfattet af en beslutning om indløsning af aktier, jf. stk. 1, skal skriftligt anmodes om senest 3 dage efter anmodningens modtagelse at overdrage deres aktier til den aktionær, der er nævnt i stk. 1. Anmodningen skal indeholde oplysning om vilkårene for indløsningen og vurderingsgrundlaget for indløsningskursen. Værdien af pengeinstituttets aktier fastsættes ud fra aktiernes handelsværdi af den revisor, der er valgt af pengeinstituttets generalforsamling.

Stk. 3 . Købesummen skal være erlagt eller deponeret senest 3 dage efter, at indløsningen er gjort gældende over for aktionærerne. Dette gælder også for købesummen for aktier, der indkaldes i henhold til Statstidende, jf. aktieselskabslovens bestemmelser herom.

Stk. 4. Indløsningen og overdragelse af aktier anses for endelige på tidspunktet for købesummens erlæggelse eller deponering, jf. stk. 3. I tilfælde af uenighed om aktiernes prisfastsættelse afgøres denne efterfølgende på en af parternes begæring af to af Foreningen af Statsautoriserede Revisorer udpegede revisorer. Afgørelsen kan indbringes for retten senest 2 uger efter modtagelsen af revisorernes afgørelse.

Regler for penge- og realkreditinstitutter samt fondsmæglerselskaber og investeringsforvaltningsselskaber om midlernes anbringelse og likviditet

§ 144. Et engagement, jf. § 5, stk. 1, nr. 16, med en kunde eller gruppe af indbyrdes forbundne kunder må efter fradrag for særlig sikre krav ikke overstige 25 pct. af basiskapitalen, jf. § 127.

Stk. 2. Summen af de engagementer, der efter fradrag for særlig sikre krav udgør 10 pct. eller mere af basiskapitalen, må ikke samlet overstige 800 pct. af basiskapitalen.

Stk. 3. Engagementer, der udgør 10 pct. eller mere af basiskapitalen, skal indberettes til Finanstilsynet hvert kvartal.

Stk. 4. Overstiger engagementerne de grænser, der er fastsat i stk. 1 eller 2, skal Finanstilsynet omgående underrettes. Finanstilsynet kan under særlige omstændigheder tillade, at grænsen i stk. 1 midlertidigt overskrides.

Stk. 5. De i stk. 1 og 2 nævnte grænser finder ikke anvendelse på engagementer med virksomheder, der indgår fuldt i konsolideringen.

Stk. 6. Hvis et engagement er garanteret af et kreditinstitut i zone A, betragtes den garanterede del af engagementet som et engagement med det kreditinstitut, der har stillet garantien, jf. dog § 154.

Stk. 7. Beløb, der er fradraget i basiskapitalen efter § 138, stk. 1, nr. 1, medregnes ikke i engagementer med datterselskaber eller associerede selskaber, der driver forsikringsvirksomhed.

§ 145. Penge-, realkreditinstitutters, fondsmæglerselskabers og investeringsforvaltningsselskabers kapitalandele i andre virksomheder må ikke overstige 100 pct. af basiskapitalen.

Stk. 2. Aktiekøbs- og aktiesalgsforretninger skal medregnes ved opgørelse af grænsen efter stk. 1.

Stk. 3. Kapitalandele, der skal fradrages i basiskapitalen, og kapitalandele i virksomheder, der indgår fuldt i konsolideringen, medregnes ikke i grænsen efter stk. 1.

§ 146. Penge-, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber og investeringsforvaltningsselskaber må ikke eje fast ejendom eller have kapitalandele i ejendomsselskaber for mere end 20 pct. af basiskapitalen. Til penge- og realkreditinstitutters faste ejendom medregnes udlån og garantier til datterselskaber, der er ejendomsselskaber. Ejendomme, som et pengeinstitut, et realkreditinstitut, et fondsmæglerselskab eller et investeringsforvaltningsselskab har erhvervet for derfra at drive virksomhed eller accessorisk virksomhed, er dog ikke omfattet af bestemmelsen.

4) opgørelse, indberetning og grænser for de samlede valuta- og andre markedsrisici.

§ 148. Et pengeinstitut må ikke have restrisici på leasingaftaler, jf. stk. 2, hvis værdi sammen med fast ejendom og kapitalandele omfattet af § 146 udgør mere end 25 pct. af basiskapitalen.

Stk. 2. Ved restrisikoen på en leasingaftale forstås forskellen mellem købsprisen på leasingaktivet og nutidsværdien af leasingtagers forpligtelse over for pengeinstituttet efter leasingaftalen.

§ 149. Lån til tegning af aktie-, andels- eller garantikapital i et pengeinstitut ud over 5 pct. af den samlede aktie-, andels- eller garantikapital, kan kun gives, hvis der er stillet sikkerhed for det overskydende beløb. Sikkerheden skal mindst være af samme karakter som særlig sikre krav.

§ 150. En sparekasse må ikke erhverve eller som pant modtage egne garantbeviser.

Stk. 2. En andelskasse må ikke erhverve eller som pant modtage egne andelsbeviser.

§ 151. Et pengeinstitut skal have en forsvarlig likviditet, jf. stk. 2. Likviditeten skal mindst udgøre

1) 15 pct. af de gældsforpligtelser, som det uanset mulige udbetalingsforbehold påhviler pengeinstituttet at betale på anfordring eller med kortere varsel end en måned og

2) 10 pct. af pengeinstituttets samlede gælds- og garantiforpligtelser fraregnet efterstillede kapitalindskud, der kan medregnes ved opgørelsen af basiskapitalen.

2) Fuldt ud sikre og likvide anfordringstilgodehavender hos kreditinstitutter og forsikringsselskaber.

3) Beholdning af sikre, let sælgelige, ubelånte værdipapirer og kreditmidler.

Stk. 3. Er kravene i stk. 1 ikke opfyldt, og bliver forholdet ikke bragt i orden senest 8 dage efter, at pengeinstituttet ikke opfylder kravene, skal pengeinstituttet omgående indberette dette til Finanstilsynet. Finanstilsynet fastsætter en frist for opfyldelse af kravene.

Særlige regler for realkreditinstitutter om midlernes anbringelse og likviditet

§ 152. Et realkreditinstitut skal mindst have anbragt midler i nedenstående aktiver, der svarer til 60 pct. af kravet til realkreditinstituttets basiskapital med tillæg af midler i serier med tilbagebetalingspligt, der ikke medtages i basiskapitalen:

2) Obligationer og gældsbreve udstedt af eller garanteret af regeringer eller regionale myndigheder i zone A.

3) Realkreditobligationer samt andre obligationer udstedt af et kreditinstitut i et land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område, som frembyder tilsvarende sikkerhed.

4) Børsnoterede obligationer udstedt af internationale organisationer, der som medlem har mindst et af medlemslandene i Den Europæiske Union.

Stk. 2. Finanstilsynet kan i særlige tilfælde tillade, at grænsen som nævnt i stk. 1 fraviges, hvis realkreditinstituttet er koncernforbundet med et andet realkreditinstitut.

§ 153. Midler i serier må ikke indskydes som hybrid kernekapital eller ansvarlig lånekapital i andre serier eller i realkreditinstituttet i øvrigt.

Stk. 2. Midler i realkreditinstituttet i øvrigt må ikke indskydes i serier som hybrid kernekapital eller ansvarlig lånekapital, medmindre der mindst er optaget hybrid kernekapital eller ansvarlig lånekapital for et tilsvarende beløb i realkreditinstituttet i øvrigt.

§ 154. Garantier, der ikke er nævnt i lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v., er ikke omfattet af § 144, stk. 6.

Særlige regler for fondsmæglerselskaber og investeringsforvaltningsselskaber om midlernes anbringelse og likviditet

§ 155. Likviditeten, jf. § 151, stk. 2, i fondsmæglerselskaber og investeringsforvaltningsselskaber skal være forsvarlig.

Stk. 2. Finanstilsynet kan stille krav om en forøgelse af likviditeten, hvis denne ikke skønnes at være forsvarlig.

Stk. 3. Finanstilsynet fastsætter en frist for opfyldelsen af kravet i stk. 2.

§ 156. Fondsmæglerselskaber, der ikke har tilladelse til at udføre handler for egen regning, jf. bilag 4, afsnit A, nr. 2, og investeringsforvaltningsselskaber kan placere selskabets basiskapital i aktier og obligationer, som er noteret på en fondsbørs eller optaget til handel på et andet reguleret marked, samt i andele i investeringsforeninger og specialforeninger bortset fra erhvervsudviklingsforeninger, jf. § 68 i lov om investeringsforeninger og specialforeninger.

Særlige regler for forsikringsselskaber og pensionskasser om midlernes anbringelse og likviditet

§ 157. De midler, et forsikringsselskab eller en pensionskasse råder over, skal investeres på en hensigtsmæssig og for de forsikrede tjenlig måde således, at der er betryggende sikkerhed for, at selskabet til enhver tid kan opfylde sine forpligtelser.

§ 158. Forsikringsselskaber og pensionskasser skal have en gruppe af aktiver, hvis samlede værdi til enhver tid mindst svarer til værdien af selskabets samlede forsikringsmæssige hensættelser.

Stk. 2. De aktiver, der omfattes af stk. 1, skal være udvalgt således, at de, set i forhold til arten af selskabets forsikringer, med hensyn til sikkerhed, afkast og likviditet er af en art og en sammensætning, så de er egnede til at sikre, at de forsikrede kan fyldestgøres. Der må ikke foreligge en uforholdsmæssig afhængighed af en bestemt kategori af aktiver, et bestemt investeringsmarked eller en bestemt investering.

§ 159. I henhold til bestemmelserne i dette kapitel opgøres aktiverne efter følgende regler:

1) Aktiverne opgøres og reguleres løbende i overensstemmelse med de principper, der finder anvendelse ved selskabets aflæggelse af årsrapport.

2) Der skal foretages fradrag for en eventuel behæftet del, og udlån kan kun indgå til en værdi, der fremkommer efter fradrag af forpligtelser, der kan modregnes over for låntager.

3) Finansielle kontrakter, der reducerer risikoen for, at aktiverne ikke kan dække de forsikringsmæssige forpligtelser, skal medregnes med værdien af sådanne kontrakter i aktivernes værdi.

4) Tilgodehavende uforfaldne renter af værdipapirer omfattet af § 161, stk. 1, nr. 1-4, 6-7, 9 og 11-13, medregnes i værdipapirernes værdi.

§ 160. I henhold til bestemmelserne i dette kapitel opgøres de forsikringsmæssige hensættelser efter følgende regler:

1) Hensættelserne opgøres og reguleres løbende i overensstemmelse med de principper, der finder anvendelse ved selskabets aflæggelse af årsrapport.

2) Hensættelserne opgøres for egen regning, dvs. efter fradrag af den andel af forpligtelserne, der dækkes af genforsikring. Tilgodehavende genforsikringsbeløb for skader, der er indtruffet og opgjort, kan dog ikke fradrages.

3) Den andel af forsikringsmæssige hensættelser for indirekte forsikringer, der modsvares af genforsikringsdepoter hos afgivende forsikringsselskaber, fradrages.

§ 161. Følgende aktivtyper kan indgå blandt aktiverne omfattet af § 158, stk. 1:

1) Obligationer eller gældsbreve udstedt af eller garanteret af regeringer eller regionale myndigheder i zone A.

2) Børsnoterede obligationer udstedt af internationale organisationer, der som medlem har mindst et af medlemslandene i Den Europæiske Union.

3) Realkreditobligationer samt andre obligationer udstedt i et land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område, som frembyder tilsvarende sikkerhed.

4) Tilgodehavender, dog ikke tilgodehavender, der er efterstillet andre kreditorer, hos kreditinstitutter og forsikringsselskaber under offentligt tilsyn i lande omfattet af zone A samt andre tilgodehavender, garanteret af kreditinstitutter eller forsikringsselskaber under offentligt tilsyn i lande omfattet af zone A.

5) Grunde, boligejendomme, kontor- og forretningsejendomme samt andre ejendomme, hvis værdi er uafhængig af en særlig erhvervsudnyttelse.

6) Lån sikret ved tinglyst panteret i ejendomme, som omfattet af nr. 5 for et beløb op til 80 pct. af den seneste ejendomsvurdering for boligejendomme og 60 pct. for øvrige ejendomme.

7) Lån mod sikkerhed i egne livsforsikringspolicer inden for disses genkøbsværdi.

8) Andele og beviser i en afdeling af investeringsinstitutter omfattet af fællesskabsretlige regler og andele i en afdeling af placeringsforeninger, pengemarkedsforeninger og investeringsinstitutforeninger, jf. § 1 og § 2, stk. 2, nr. 1-3, i lov om investeringsforeninger og specialforeninger.

9) Andre obligationer og lån noteret på en fondsbørs i lande omfattet af zone A.

11) Ejendomme, der ikke er omfattet af nr. 5, samt lån sikret ved tinglyst panteret i ejendomme, der ikke er omfattet af nr. 6.

12) Kapitalandele og andre værdipapirer, der er noteret på en fondsbørs i lande uden for zone A.

13) Unoterede kapitalandele, herunder kapitalandele, der omsættes på en autoriseret markedsplads, jf. § 40, stk. 1, i lov om værdipapirhandel m.v., eller et andet reguleret marked, der er offentligt anerkendt, regelmæssigt arbejdende og åbent for offentligheden, samt andre lån og værdipapirer, som ikke omfattes af nr. 1-12.

Stk. 2. I et datterselskab, hvis aktivitet er begrænset til at foretage og forvalte investeringer i aktiver omfattet af stk. 1, kan datterselskabets aktiver inden for værdien af kapitalandelene i og eventuelle lån til datterselskabet behandles som aktiver efter stk. 1. Er datterselskabet ikke helejet, indgår dets aktiver til en forholdsmæssig værdi svarende til den ejede andel af egenkapitalen.

Stk. 3. Hvis forsikringsselskabet har et datterselskab, der driver direkte livsforsikringsvirksomhed med koncession efter denne lov, kan datterselskabets aktiver behandles som aktiver efter stk. 1. Den del af datterselskabets aktiver, der ikke medgår til dækning af datterselskabets forsikringsmæssige hensættelser og et beløb, der modsvarer datterselskabets kapitalkrav, skal i så fald være af en sådan art og sammensætning, at de kan indgå blandt moderselskabets aktiver til dækning af de forsikringsmæssige hensættelser efter bestemmelserne i dette kapitel. Datterselskabets aktiver kan tilsammen højst indgå blandt de aktiver, der dækker de forsikringsmæssige hensættelser, til en værdi, der svarer til værdien af moderselskabets aktier i og eventuelle lån til datterselskabet med fradrag af datterselskabets kapitalkrav. Er datterselskabet ikke helejet, indgår dets aktiver til den forholdsmæssige værdi svarende til den ejede andel af egenkapitalen.

Stk. 4. Stk. 3 kan anvendes tilsvarende på andre datterselskaber, som er forsikringsselskaber med koncession efter denne lov. Et sådant datterselskabs aktiver kan dog højst indgå blandt aktiverne til en værdi, der svarer til 5 pct. af moderselskabets forsikringsmæssige hensættelser.

§ 162. Følgende grænser i forhold til de forsikringsmæssige hensættelser er gældende for medregning af aktiver omfattet af § 158, stk. 1:

1) Aktiver omfattet af § 161, stk. 1, nr. 8-13, må samlet højst udgøre 70 pct.

2) Aktiver omfattet af § 161, stk. 1, nr. 13, jf. dog stk. 2, må samlet højst medregnes med 20 pct.

3) Aktiver omfattet af § 161, stk. 1, nr. 12, må samlet højst udgøre 10 pct.

5) Aktiver omfattet af § 161, stk. 1, nr. 4, 6, 8-10 og 12-13, udstedt eller garanteret af penge- og realkreditinstitutter, forsikringsselskaber, afdelinger af investeringsinstitutter samt placeringsforeninger, pengemarkedsforeninger og investeringsinstitutforeninger, der for hver virksomhed og afdeling af en forening udgør mere end 5 pct. af de forsikringsmæssige hensættelser, må samlet højst udgøre 40 pct.

Stk. 2. Andre lån og værdipapirer omfattet af § 161, stk. 1, nr. 13, som ikke handles på en autoriseret markedsplads eller på et andet reguleret marked, der er offentligt anerkendt, regelmæssigt arbejdende og åbent for offentligheden, må højst udgøre 10 pct. af de forsikringsmæssige hensættelser.

§ 163. Følgende grænser i forhold til de forsikringsmæssige hensættelser er gældende for medregning af aktiver omfattet § 158, stk. 1, hvor aktiverne udgør en risiko på en enkelt virksomhed eller en gruppe af indbyrdes forbundne virksomheder:

3) Aktiver omfattet af § 161, stk. 1, nr. 8, jf. dog stk. 2, må højst udgøre 10 pct.

4) Aktiver omfattet af § 161, stk. 1, nr. 5-7 og 9-13, jf. dog stk. 3, må højst udgøre 5 pct.

5) Aktiver omfattet af § 161, stk. 1, nr. 6-7, 9-10 og 12-13, jf. dog stk. 4, må højst udgøre 4 pct.

Stk. 2. Hvis en afdeling af et investeringsinstitut omfattet af fællesskabsretlige regler, jf. § 161, stk. 1, nr. 8, efter sine vedtægter alene kan investere i aktiver omfattet af § 161, stk. 1, nr. 1-3, kan investeringen tillige henføres til § 161, stk. 1, nr. 1-3.

Stk. 3. Ved kapitalandele i og lån ydet til en virksomhed, hvis aktiviteter alene omfatter investeringer i aktiver omfattet af § 161, stk. 1, nr. 5 og 11, finder grænsen nævnt i stk. 1, nr. 4, anvendelse på engagementet med virksomheden.

Stk. 4. Grænsen i stk. 1, nr. 5, gælder kun for andre forsikringsselskaber end selskaber, der driver direkte livsforsikringsvirksomhed og pensionskasser. For selskaber, der driver direkte livsforsikringsvirksomhed, og pensionskasser udgør grænsen 3 pct., jf. dog stk. 5.

Stk. 5. Hvis virksomheden ikke er hjemmehørende eller børsnoteret i et land omfattet af zone A, eller virksomhedens egenkapital ikke overstiger 250 millioner kr., udgør grænsen i stk. 4, 2. pkt., 2 pct.

Stk. 6. Stk. 1, nr. 5, og stk. 3 finder ikke anvendelse på investeringer i et datterselskab, der er omfattet af § 161, stk. 2-4, samt på investeringer i virksomheder, hvis aktivitet efter vedtægterne er begrænset til at foretage investeringer i aktiver omfattet af § 161, stk. 1, nr. 1-3. I sidstnævnte tilfælde kan investeringen i forhold til bestemmelserne i stk. 1, nr. 4-6, og stk. 2, samt § 162, stk. 1, nr. 1, 2 og 4, henføres til § 161, stk. 1, nr. 1-3.

§ 164. I aktiverne omfattet af § 158, stk. 1, skal et beløb på mindst 80 pct. være denomineret i kongruente valutaer.

Stk. 2. Aktiver, der er denomineret i euro kan anvendes til at opfylde halvdelen af kravet i stk. 1 indtil 50 pct. af kravet i stk. 1 for de forsikringsmæssige hensættelser i en anden EU-valuta end euro.

Stk. 3. Kravet i stk. 1 finder ikke anvendelse, såfremt de forsikringsmæssige hensættelser i den pågældende valuta udgør mindre end 7 pct. af de forsikringsmæssige hensættelser i øvrige valutaer.

§ 165. For forsikringsmæssige hensættelser i forsikringsklasse III, hvor forsikringsselskabet eller pensionskassen ikke har påtaget sig nogen investeringsrisiko finder § 158, stk. 2, og §§ 162, 163 og 164 ikke anvendelse.

§ 166. I forsikringsselskaber og pensionskasser skal der føres et register over aktiverne omfattet af § 158, stk. 1, samt finansielle kontrakter efter § 159, stk. 1, nr. 3. I skadesforsikringsselskaber skal der derudover føres et register, der indeholder aktiver, der modsvarer indgåede præmier, hvor forsikringsperioden først påbegyndes efter regnskabsårets afslutning. De registrerede aktiver og kontrakter tjener udelukkende til fyldestgørelse af de forsikrede.

Stk. 2. Kravet om registrering finder ikke anvendelse på de i § 161, stk. 1, nr. 7, nævnte policelån.

Stk. 3. Indgår der fast ejendom blandt aktiverne, registreres et tinglyst ejerpantebrev.

Stk. 4. For datterselskaber, der omfattes af § 161, stk. 2-4, registreres kapitalandelene i samt eventuelle lån til datterselskabet.

Stk. 5. Forsikringsselskabet og pensionskassen giver indberetning til Finanstilsynet om, hvilke aktiver der indgår i registret. Finanstilsynet eller den, Finanstilsynet bemyndiger hertil, kontrollerer tilstedeværelsen af disse aktiver efter nærmere regler fastsat af Finanstilsynet.

Stk. 6. Finanstilsynet kan kræve registeret deponeret, hvis tilsynet beslutter at begrænse eller forbyde selskabets rådighed over dets aktiver. Ved deponering af registeret skal Finanstilsynet registreres som berettiget i en værdipapircentral med hensyn til fondsaktiver. Med hensyn til de øvrige aktiver og kontrakter, der tjener til dækning af de forsikringsmæssige hensættelser, skal disse håndpantsættes til fordel for Finanstilsynet.

Stk. 7. Enhver ændring i et deponeret register skal godkendes af Finanstilsynet og noteres i registret.

§ 167. Finanstilsynet kan for en tidsbegrænset periode dispensere fra § 161 og § 163, stk. 1, nr. 2-6, og stk. 2-6.

1) afgrænsningen af værdipapirer, der omfattes af flere af de i § 161, stk. 1, nævnte aktivgrupper,

2) aktivernes lokalisering og kongruente valutaer i forhold de forsikringsmæssige hensættelser,

3) dækning af forsikringsmæssige hensættelser, for forsikringer, der omfattes af § 165 og

4) indberetning, registrering og kontrol af tilstedeværelsen af aktiverne i registrene efter § 166.

§ 169. I koncerner, hvor modervirksomheden er en finansiel holdingvirksomhed eller et pengeinstitut, finder reglerne for pengeinstitutter i § 123, stk. 1, nr. 1, anvendelse på den finansielle holdingvirksomhed og koncernen, jf. dog stk. 2-4. Modervirksomheden påser overholdelsen af disse bestemmelser. Ved opgørelsen af koncernens basiskapital, jf. § 127, fradrages kapital, der er indbetalt af virksomheder i koncernen, der ikke indgår i den konsoliderede opgørelse for koncernen.

Stk. 2. I koncerner, hvor modervirksomheden er en realkreditholdingvirksomhed eller et realkreditinstitut, finder reglerne for realkreditinstitutter i § 123, stk. 1, nr. 1, anvendelse på holdingvirksomheden og koncernen. Modervirksomheden påser overholdelsen af disse bestemmelser. Ved opgørelsen af koncernens basiskapital, jf. § 127, fradrages kapital, der er indbetalt af virksomheder i koncernen, der ikke indgår i den konsoliderede opgørelse for koncernen.

Stk. 3. I koncerner, hvor modervirksomheden er en fondsmæglerholdingvirksomhed eller et fondsmæglerselskab, finder reglerne for fondsmæglerselskaber i § 124, stk. 1, nr. 1, anvendelse for holdingvirksomheden og koncernen. Modervirksomheden påser overholdelsen af disse bestemmelser. Ved opgørelsen af koncernens basiskapital, jf. § 127, fradrages kapital, der er indbetalt af virksomheder i koncernen, der ikke indgår i den konsoliderede opgørelse for koncernen.

Stk. 4. I koncerner, hvor modervirksomheden er en investeringsforvaltningholdingvirksomhed eller et investeringsforvaltningsselskab, finder reglerne for investeringsforvaltningsselskaber i § 124, stk. 1, nr. 1, anvendelse for holdingvirksomheden og koncernen. Modervirksomheden påser overholdelsen af disse bestemmelser. Ved opgørelsen af koncernens basiskapital, jf. § 127, fradrages kapital, der er indbetalt af virksomheder i koncernen, der ikke indgår i den konsoliderede opgørelse for koncernen.

§ 170. I koncerner, hvor modervirksomheden er et pengeinstitut eller en pengeinstitutholdingvirksomhed, finder §§ 144-146, §§ 148-149, 151 og 181 desuden anvendelse på koncernen. Modervirksomheden påser overholdelsen af disse bestemmelser. Ved opgørelsen af koncernens basiskapital, jf. § 127, fradrages kapital, der er indbetalt af virksomheder i koncernen, der ikke indgår i den konsoliderede opgørelse for koncernen.

Stk. 2. Finanstilsynet kan bestemme, at stk. 1 og § 169, stk. 1, finder anvendelse i andre tilfælde, hvor pengeinstitutter alene eller i fællesskab har en sådan direkte eller indirekte tilknytning til en virksomhed, at det må anses for påkrævet at anvende de nævnte regler.

§ 171. I koncerner, hvor modervirksomheden er et realkreditinstitut eller en realkreditholdingvirksomhed, finder §§ 144-146, 154 og 181 desuden anvendelse på koncernen, jf. dog stk. 2. Modervirksomheden påser overholdelsen af disse bestemmelser. Ved opgørelsen af koncernens basiskapital, jf. § 127, fradrages kapital, der er indbetalt af virksomheder i koncernen, der ikke indgår i den konsoliderede opgørelse for koncernen.

Stk. 2. Finanstilsynet kan bestemme, at stk. 1 og § 169, stk. 2, finder anvendelse i andre tilfælde, hvor realkreditinstitutter alene eller i fællesskab har en sådan direkte eller indirekte tilknytning til en virksomhed, at det må anses for påkrævet at anvende de nævnte regler.

§ 172. I koncerner, hvor modervirksomheden er et fondsmæglerselskab eller en fondsmæglerholdingvirksomhed, finder §§ 144-146, 155 og 181 desuden anvendelse på koncernen. Modervirksomheden påser overholdelsen af disse bestemmelser. Ved opgørelsen af koncernens basiskapital, jf. § 127, fradrages kapital, der er indbetalt af virksomheder i koncernen, der ikke indgår i den konsoliderede opgørelse for koncernen.

Stk. 2. Finanstilsynet kan bestemme, at stk. 1 og § 169, stk. 3, finder anvendelse i andre tilfælde, hvor fondsmæglerselskaber alene eller i fællesskab har en sådan direkte eller indirekte tilknytning til en virksomhed, at det må anses for påkrævet at anvende de nævnte regler.

§ 173. I koncerner, hvor modervirksomheden er en investeringsforvaltningholdingvirksomhed eller et investeringsforvaltningsselskab, finder §§ 144-146, 155 og 181 desuden anvendelse på koncernen. Modervirksomheden påser overholdelsen af disse bestemmelser. Ved opgørelsen af koncernens basiskapital, jf. § 127, fradrages kapital, der er indbetalt af virksomheder i koncernen, der ikke indgår i den konsoliderede opgørelse for koncernen.

Stk. 2. Finanstilsynet kan bestemme, at stk. 1 og § 169, stk. 4, finder anvendelse i andre tilfælde, hvor investeringsforvaltningsselskaber alene eller i fællesskab har en sådan direkte eller indirekte tilknytning til en virksomhed, at det må anses for påkrævet at anvende de nævnte regler.

§ 174. Finanstilsynet kan bestemme, at § 144 finder anvendelse på koncerner, hvor modervirksomheden er en finansiel holdingvirksomhed, der ikke er fondsmægler-, investeringsforvaltning-, pengeinstitut- eller realkreditholdingvirksomhed.

§ 175. Hvis et fondsmæglerselskab, et investeringsforvaltningsselskab, et pengeinstitut, et realkreditinstitut eller en finansiel holdingvirksomhed alene eller sammen med andre virksomheder i koncernen besidder kapitalinteresser i et kredit- eller finansieringsinstitut, der ikke er en dattervirksomhed, og kredit- eller finansieringsinstituttet drives i fællesskab med andre virksomheder, der ikke indgår i koncernen, skal der foretages en pro rata-konsolidering af virksomheden i henhold til §§ 169, 170, 171, 172 eller 173 i forhold til koncernvirksomhedernes andel af egenkapital og resultat i den virksomhed, hvori kapitalinteressen besiddes.

Stk. 2. Hvis fondsmæglerselskabets, investeringsforvaltningsselskabets, pengeinstituttets, realkreditinstituttets eller den finansielle holdingvirksomheds ansvar for virksomheden ikke er begrænset til ejerandelen eller stemmerettighederne, skal der foretages en fuld konsolidering i henhold til §§ 169, 170, 171, 172 eller 173.

§ 176. Forsikringsselskaber og forsikringsselskabers dattervirksomheder og virksomheder, der midlertidigt drives af finansielle virksomheder, skal ikke medtages ved konsolideringen i henhold til §§ 169, 170, 171, 172 eller 173. Finanstilsynet kan dog bestemme, at disse virksomheder skal medtages.

Stk. 2. Kreditinstitutter eller finansieringsinstitutter, der er dattervirksomheder af forsikringsselskaber, skal medtages i konsolideringen i henhold til §§ 169, 170 eller 171, hvis modervirksomheden er et pengeinstitut, et realkreditinstitut eller en fondsmægler-, investeringsforvaltning-, pengeinstitut- eller realkreditholdingvirksomhed.

§ 177. Finanstilsynet kan i særlige tilfælde undtage fra kravene i §§ 169-173.

Stk. 2. Finanstilsynet kan tillade, at andre koncerner end de i § 169, stk. 2, nævnte kan medregne seriereservefonde til basiskapitalen i overensstemmelse med reglerne i §§ 128 og 134.

§ 178. Finanstilsynet kan påbyde en modervirksomhed, der ejer kapitalandele i finansielle virksomheder, at udskille de finansielle virksomheder og finansieringsinstitutter i en delkoncern under en finansiel holdingvirksomhed, såfremt

1) koncernen er struktureret på en sådan måde, at modervirksomheden ikke skal opfylde solvenskravet i § 169,

2) et medlem af modervirksomhedens bestyrelse eller direktion omfattes af et af forholdene i § 63, stk. 2, eller

§ 179. Finanstilsynet kan påbyde, at en finansiel holdingvirksomhed afhænder kapitalandele i en finansiel virksomhed, såfremt

2) et medlem af modervirksomhedens bestyrelse eller direktion ikke har fyldestgørende erfaring til at udøve hvervet eller stillingen eller omfattes af et af forholdene i § 63, stk. 2, eller

3) modervirksomheden modvirker en forsvarlig og fornuftig forvaltning af den finansielle virksomhed.

§ 180. Finanstilsynet fastsætter nærmere regler for transaktioner, der indgås mellem en finansiel virksomhed og virksomheder, der direkte eller indirekte er forbundet med den finansielle virksomhed som dattervirksomheder, associerede virksomheder, modervirksomheder eller som modervirksomheders associerede virksomheder og øvrige dattervirksomheder, samt for transaktioner, der indgås mellem den finansielle virksomhed og virksomheder eller personer, der direkte eller indirekte ejer 20 pct. eller mere af kapitalandelene eller stemmerettighederne i den finansielle virksomhed samt disses dattervirksomheder og associerede virksomheder.

Stk. 2. Koncerninterne transaktioner foretaget i strid med de i medfør af stk. 1 fastsatte regler skal ophæves, således at ydelserne om muligt tilbageleveres, herunder at eventuel sikkerhedsstillelse ophører. Udbetalinger fra den finansielle virksomhed, der er foretaget i forbindelse med koncerninterne transaktioner i strid med de i medfør af stk. 1 fastsatte regler, skal tilbageføres tillige med en årlig rente af beløbet svarende til den rente, der er fastsat efter § 5, stk. 1 og 2, i lov om rente ved forsinket betaling m.v.

§ 181. En finansiel virksomhed må ikke uden tilladelse fra Finanstilsynet indgå engagementer med andre virksomheder inden for samme koncern bortset fra engagementer med dattervirksomheder.

Stk. 2. En finansiel virksomhed må i øvrigt ikke have et engagement med virksomheder eller personer, som direkte eller indirekte har en afgørende indflydelse på den finansielle virksomhed, eller som er domineret af virksomheder eller personer med en sådan indflydelse.

§ 182. Finansielle virksomheder og finansielle holdingvirksomheder skal udarbejde en årsrapport, der i det mindste består af en ledelsespåtegning, en balance, en resultatopgørelse, noter, herunder redegørelse for anvendt regnskabspraksis samt oversigt over bevægelserne i egenkapitalen, samt en ledelsesberetning. Når en årsrapport er revideret, indgår revisionspåtegningen i denne.

Stk. 2. Årsrapporten skal udarbejdes i overensstemmelse med reglerne i dette kapitel og regler udstedt i medfør af § 195.

§ 183. Bestyrelsen og direktionen skal aflægge årsrapport for virksomheden.

Stk. 2. Hvert enkelt ledelsesmedlem har ansvar for, at årsrapporten udarbejdes i overensstemmelse med lovgivningen og eventuelle yderligere krav til regnskaber i vedtægter eller aftale. Endvidere har hvert enkelt medlem ansvar for, at årsrapporten kan revideres og godkendes i tide. Endelig har hvert enkelt bestyrelsesmedlem ansvar for, at årsrapporten indsendes til Finanstilsynet inden for de i lovgivningen fastsatte frister.

§ 184. Når årsrapporten er udarbejdet, skal alle medlemmerne af bestyrelsen og direktionen underskrive den og datere underskriften. De skal give deres underskrift i tilknytning til en ledelsespåtegning, hvori de erklærer, hvorvidt:

1) årsrapporten er aflagt i overensstemmelse med lovgivningens krav, samt eventuelle krav i vedtægter eller aftale, og

2) årsrapporten giver et retvisende billede af virksomhedens og, hvis der er udarbejdet koncernregnskab, koncernens aktiver og passiver, finansielle stilling samt resultatet.

Stk. 2. Har ledelsen indføjet supplerende beretninger i årsrapporten, skal medlemmerne af bestyrelsen og direktionen i ledelsespåtegningen erklære, hvorvidt beretningen giver et retvisende billede inden for rammerne af almindeligt anerkendte retningslinier for sådanne beretninger.

Stk. 3. Selvom et ledelsesmedlem er helt eller delvist uenig i årsrapporten eller har indvendinger mod, at den skal godkendes med det indhold, der er besluttet, kan medlemmet ikke undlade at underskrive. Ledelsesmedlemmet kan dog tilkendegive sine indvendinger med en konkret og fyldestgørende begrundelse i tilknytning til sin underskrift og ledelsespåtegningen.

§ 185. Årsrapporten skal give et retvisende billede af virksomhedens og, hvis der er udarbejdet koncernregnskab, koncernens aktiver og passiver, finansielle stilling samt resultatet.

Stk. 2. Hvis anvendelse af bestemmelserne i denne lov eller reglerne udstedt i medfør af § 195 ikke er tilstrækkelig til at give et retvisende billede som nævnt i stk. 1, skal der gives yderligere oplysninger i årsrapporten.

Stk. 3. Hvis anvendelse af bestemmelserne i dette kapitel eller regler udstedt i medfør af § 195 i særlige tilfælde vil stride mod kravet i stk. 1, skal de fraviges, således at dette krav opfyldes. En sådan fravigelse skal hvert år oplyses i noterne og hér altid begrundes konkret og fyldestgørende med oplysning om, hvilken indvirkning, herunder så vidt muligt den beløbsmæssige indvirkning, fravigelsen har på virksomhedens henholdsvis koncernens aktiver og passiver, finansielle stilling samt resultatet.

§ 186. For at de lovpligtige dele af en årsrapport kan give et retvisende billede efter § 185, skal reglerne i stk. 2 og 3 opfyldes.

Stk. 2. Årsrapporten skal udarbejdes, således at den støtter regnskabsbrugerne i deres økonomiske beslutninger. De omhandlede regnskabsbrugere er personer, virksomheder, organisationer og offentlige myndigheder m.v., hvis økonomiske beslutninger normalt må forventes at blive påvirket af en årsrapport, herunder nuværende eller fremtidige virksomhedsdeltagere, kreditorer, medarbejdere, kunder, alliancepartnere, lokalsamfundet samt tilskudsgivende og fiskale myndigheder. De omhandlede beslutninger skal i det mindste vedrøre

Stk. 3. Årsrapporten skal udarbejdes, således at den oplyser om forhold, der normalt er relevante for regnskabsbrugerne, jf. stk. 2. Oplysningerne skal desuden være pålidelige i forhold til, hvad regnskabsbrugerne normalt forventer.

§ 187. Årsrapporten skal udarbejdes efter nedenstående grundlæggende forudsætninger:

2) Der skal tages hensyn til de reelle forhold og ikke til formaliteter uden reelt indhold (substans).

3) Alle relevante forhold skal indgå i årsrapporten, medmindre de er ubetydelige (væsentlighed). Anses flere ubetydelige forhold tilsammen for at være betydelige, skal de dog indgå.

4) Driften af en aktivitet formodes at fortsætte (going concern), medmindre den ikke skal eller ikke antages at kunne fortsætte. Afvikles en aktivitet, skal klassifikation og opstilling samt indregning og måling tilpasses med denne afvikling.

5) Enhver værdiændring skal vises, uanset indvirkningen på egenkapital og resultatopgørelse (neutralitet).

6) Transaktioner, begivenheder og værdiændringer skal indregnes, når de indtræffer, uanset tidspunktet for betaling (periodisering).

7) Indregningsmetoder og målegrundlag skal anvendes ensartet på samme kategori af forhold (konsistens).

8) Hver transaktion, begivenhed og værdiændring skal indregnes og måles hver for sig, ligesom de enkelte forhold ikke må modregnes med hinanden (bruttoværdi).

9) Primobalancen for regnskabsåret skal svare til ultimobalancen for det foregående regnskabsår (formel kontinuitet).

Stk. 2. Opstilling og klassifikation, konsolideringsmetode, indregningsmetode og målegrundlag samt den anvendte monetære enhed må ikke ændres fra år til år (reel kontinuitet). Ændring kan dog ske, hvis der derved bedre opnås et retvisende billede, eller hvis ændringen er nødvendig som følge af lovændring eller nye regler, udstedt i medfør af § 195.

Stk. 3. Bestemmelserne i stk. 1, nr. 6-9, og stk. 2, kan fraviges i særlige tilfælde. I så fald finder § 185, stk. 3, 2. pkt., tilsvarende anvendelse.

§ 188. Finansielle virksomheders aktiver og forpligtelser skal, medmindre andet er fastsat i medfør af § 195, måles til dagsværdi. Aktiver og forpligtelser op‑ og nedskrives i overensstemmelse hermed, og op‑ og nedskrivninger indregnes i resultatopgørelsen, medmindre andet er fastsat i medfør af § 195.

Stk. 2. Dagsværdien måles til den markedsværdi, der kan konstateres for aktivet eller forpligtelsen på et velfungerende marked. Hvis aktivet eller forpligtelsen ikke handles på et velfungerende marked, anvendes en anerkendt metode til beregning af dagsværdien på det pågældende aktiv eller den pågældende forpligtelse.

§ 189. Supplerende beretninger, f.eks. beretninger om viden og medarbejdernes forhold (videnregnskaber), om miljøforhold (grønne regnskaber), om virksomhedens sociale ansvar (sociale regnskaber) og om virksomhedens etiske målsætninger og opfølgning herpå (etiske regnskaber) skal give et retvisende billede inden for rammerne af almindeligt anerkendte retningslinier for sådanne beretninger. De skal opfylde kvalitetskravene i § 186, stk. 3, og med de lempelser, der følger af forholdets natur, de grundlæggende forudsætninger i § 187, stk. 1 og 2.

Stk. 2. Af de supplerende beretninger skal fremgå de metoder og målegrundlag, efter hvilke beretningerne er udarbejdet.

Stk. 2. Første regnskabsperiode kan omfatte et kortere eller længere tidsrum end 12 måneder, dog højst 18 måneder.

Stk. 3. Modervirksomheder og dattervirksomheder skal sikre, at dattervirksomheden har samme regnskabsår som modervirksomheden, medmindre det ikke er muligt på grund af forhold, som er ude af modervirksomhedens og dattervirksomhedens kontrol.

Stk. 4 . Finanstilsynet kan i særlige tilfælde dispensere fra kravet i stk. 1.

§ 191. Indregning, måling og oplysninger i monetære enheder skal foretages i danske kroner eller i euro. Finanstilsynet kan i regler udstedt i medfør af § 195 fastsætte, at beløbene anføres i andre fremmede valutaer, der er relevante for virksomheden henholdsvis virksomhedens koncern.

§ 192. Årsrapporten skal revideres af virksomhedens eksterne revisorer, jf. § 198. Revisionen omfatter ikke de supplerende beretninger, som indgår i årsrapporten, jf. § 189.

§ 193. Årsrapporten skal i den form, hvori den er forelagt og godkendt af bestyrelsen, indsendes i to eksemplarer til Finanstilsynet uden ugrundet ophold efter det bestyrelsesmøde, hvor årsrapporten er endeligt godkendt.

Stk. 2. Ekstern revisors revisionsprotokollat vedrørende årsrapporten samt for virksomheder med intern revisor tillige intern revisionschefs revisionsprotokollat vedrørende årsrapporten skal indsendes til Finanstilsynet samtidig med indsendelse af årsrapporten efter stk. 1.

§ 194. Den reviderede og godkendte årsrapport skal indsendes til Finanstilsynet i tre eksemplarer uden ugrundet ophold efter endelig godkendelse. Årsrapporten skal være modtaget i Finanstilsynet senest 4 måneder efter regnskabsårets afslutning.

Stk. 2. Den indsendte årsrapport skal i det mindste indeholde de obligatoriske bestanddele samt den fulde revisionspåtegning. Ønsker virksomheden at få offentliggjort supplerende beretninger som nævnt i § 189, skal disse indsendes sammen med de obligatoriske bestanddele af årsrapporten, således at de obligatoriske bestanddele og de supplerende beretninger tilsammen fremstår som ét dokument betegnet »årsrapport«.

Stk. 3. Et eksemplar af årsrapporten for samtlige de af virksomhedens dattervirksomheder, der ikke er finansielle virksomheder omfattet af Finanstilsynets tilsyn, skal indsendes til Finanstilsynet samtidig med indsendelsen af årsrapporten efter stk. 1.

Stk. 4. Finanstilsynet videresender det ene af de eksemplarer, der er nævnt i stk. 1, til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, hvor årsrapporten er offentligt tilgængelig efter de af styrelsen herfor fastsatte regler.

§ 195. Finanstilsynet fastsætter nærmere regler for årsrapporten, herunder regler om indregning og måling af aktiver, forpligtelser, indtægter og omkostninger, opstilling af resultatopgørelse og balance samt krav til noter og ledelsesberetning.

Stk. 2. Finanstilsynet fastsætter tillige regler for koncernregnskaber, herunder regler for hvornår en årsrapport skal indbefatte et koncernregnskab.

Stk. 3. Finanstilsynet kan fastsætte regler for udfærdigelse og offentliggørelse af regnskabsrapporter, der dækker kortere perioder end årsrapporten.

§ 196. Med henblik på at sikre, at finansielle virksomheders og finansielle holdingvirksomheders årsrapporter er i overensstemmelse med reglerne i dette kapitel og de regler, der er udstedt i medfør af § 195, kan Finanstilsynet

§ 197. Finansielle virksomheder og finansielle holdingvirksomheder skal foretage regelmæssige regnskabsindberetninger til Finanstilsynet i overensstemmelse med nærmere retningslinjer herfor fastsat af Finanstilsynet.

§ 198. Finansielle virksomheder og finansielle holdingvirksomheder skal have mindst én statsautoriseret revisor. Finanstilsynet kan i særlige tilfælde udpege en yderligere revisor. Denne revisor fungerer på samme vilkår og efter samme regler som de revisorer, der er valgt af generalforsamlingen.

Stk. 2. Revisorerne i en finansiel virksomhed eller i en finansiel holdingvirksomhed skal tillige være revisorer i virksomhedens dattervirksomheder.

Stk. 3. Stk. 2 finder ikke anvendelse på modervirksomheder og dattervirksomheder, der ikke er hjemmehørende i Danmark.

Stk. 4. Finanstilsynet kan afskedige en revisor, der findes åbenbart uegnet til sit hverv, og i stedet udpege en anden revisor, der fungerer, jf. stk. 1, 3. pkt., indtil nyt valg kan foretages.

Stk. 5. Ved revisorskifte skal virksomheden og afgående revisor senest en måned efter fratræden give Finanstilsynet hver sin redegørelse, hvis skiftet skyldes særlige forhold.

Stk. 6. Finanstilsynet kan pålægge revisor, og for virksomheder med intern revisor tillige intern revisionschef, at give oplysninger om forholdene i en finansiel virksomhed, en finansiel holdingvirksomhed eller i sådanne virksomheders dattervirksomheder.

Stk. 7. Finanstilsynet kan foranstalte en ekstraordinær revision i en finansiel virksomhed, i en finansiel holdingvirksomhed eller i sådanne virksomheders dattervirksomheder. Den finansielle virksomhed kan pålægges at betale for revisionens udførelse. Finanstilsynet godkender honorarets størrelse.

Stk. 8. Aktieselskabslovens §§ 82-85 om revision finder med de fornødne tilpasninger tilsvarende anvendelse på finansielle virksomheder og finansielle holdingvirksomheder, der ikke er aktieselskaber.

Stk. 9. Bestyrelsen kan ikke tillade, jf. § 79, stk. 1, at interne revisions- og vicerevisionschefer udfører revisionsopgaver i virksomheder uden for koncernen. Bestyrelsen kan heller ikke tillade, at interne revisions- og vicerevisionschefer udfører andet arbejde end revisionsopgaver i virksomheder inden for koncernen eller i virksomheder inden for samme administrationsfællesskab. Finanstilsynet kan i særlige tilfælde dispensere fra 1. pkt.

Stk. 10. Bestyrelsen kan ikke tillade, jf. § 79, stk. 1, at interne revisions- og vicerevisionschefer påtager sig hverv, der bevirker, at de kommer i strid med habilitetsbestemmelser, svarende til dem, der gælder for eksterne revisorer i henhold til lov om statsautoriserede og registrerede revisorer.

Stk. 11. Finanstilsynet fastsætter bestemmelser om revisionens gennemførelse i finansielle virksomheder, i finansielle holdingvirksomheder og i sådanne virksomheders dattervirksomheder. Herunder kan Finanstilsynet fastsætte bestemmelser om intern revision og om systemrevisionens gennemførelse i fælles datacentraler.

§ 199. En ekstern revisor og en intern revisionschef skal straks meddele Finanstilsynet oplysninger om forhold, der er af afgørende betydning for virksomhedens fortsatte aktivitet, herunder forhold som revisorerne måtte være gjort bekendt med som led i hvervet som revisor i virksomheder, som virksomheden har snævre forbindelser med.

§ 200. Et pengeinstitut skal foretage de henlæggelser, der er nødvendige efter instituttets økonomiske stilling. Vedtægterne kan foreskrive pligt til henlæggelse.

§ 201. En sparekasses årlige overskud skal henlægges til egenkapitalen bortset fra beløb, der tillægges sparekassens medarbejdere som led i aftaler om overskudsdeling.

Stk. 2. Repræsentantskabet kan dog bestemme, at der skal anvendes beløb til almennyttige eller velgørende formål. Sådanne beløb kan eventuelt henlægges til en særlig fond til senere udbetaling.

Stk. 3. Udgør en sparekasses solvensprocent, jf. § 123, mindre end 15 pct., kan der til almennyttige eller velgørende formål højst anvendes 10 pct. af overskuddet.

Stk. 4. Overførsel til garantikapitalen fra sparekassens øvrige egenkapital er forbudt.

§ 202. Beslutning om fordeling af det overskudsbeløb, en andelskasse har til disposition efter årsregnskabet, træffes af generalforsamlingen. Generalforsamlingen må ikke beslutte uddeling af højere udbytte end foreslået eller tiltrådt af bestyrelsen. Er en andelskasse tilsluttet en sammenslutning efter §§ 88-95, skal udbetaling af udbytte dog godkendes af sammenslutningens ledelse.

Stk. 2. Generalforsamlingen kan beslutte, at der af andelskassens midler ydes gaver til almennyttige eller dermed ligestillede formål, for så vidt det under hensyn til hensigten med gaven, andelskassens økonomiske stilling samt omstændighederne i øvrigt må anses for rimeligt. Bestyrelsen kan til de formål, der er nævnt i 1. pkt., anvende beløb, som i forhold til andelskassens økonomiske stilling er af ringe betydning.

Regler for pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber samt investeringsforvaltningsselskaber

§ 203. Et pengeinstitut, realkreditinstitut, fondsmæglerselskab eller investeringsforvaltningsselskab, må ikke uden økonomi- og erhvervsministerens tilladelse sammenlægges med en anden finansiel virksomhed eller en forretningsafdeling af en sådan. Tilsvarende gælder, når det fortsættende selskab er et udenlandsk selskab.

Stk. 2. Uanset bestemmelsen i aktieselskabslovens § 134 b, stk. 2, 2. pkt., kan fusion mellem de i stk. 1 nævnte selskaber, der er aktieselskaber og som ikke har haft skattemæssigt underskud fra fusionsdatoen til fusionens vedtagelse, ske med regnskabsmæssig virkning fra et tidspunkt for aflæggelse af sidste års status i de fusionerende selskaber. Hvis der er mere end 6 måneder mellem åbningsbalancen og datoen for underskrivelse af fusionsplanen, skal der for hvert af de fusionerende selskaber udarbejdes en mellembalance, som ikke må have en opgørelsesdato, der ligger mere end 3 måneder forud for underskrivelse af fusionsplanen. Aktieselskabslovens § 134 b, stk. 2, 1. pkt., § 134 e, stk. 5, og § 134 i, 3. pkt., finder tilsvarende anvendelse på den i 2. pkt. omhandlede mellembalance.

§ 204. Økonomi- og Erhvervsministerien kan fastsætte regler, hvorefter aktieselskabslovens kapitel 15 med de fornødne tilpasninger finder anvendelse på en sparekasses overtagelse af et aktieselskab, der har tilladelse til at drive pengeinstitutvirksomhed.

§ 205. Økonomi- og erhvervsministeren skal oprette et værdiansættelsesnævn, jf. § 206, som i forbindelse med en skattefri fusion eller tilførsel af aktiver mellem pengeinstitutter som følge af, at pengeinstituttet ikke længere opfylder solvenskravene i § 123 eller er i nærliggende risiko herfor, kan fastsætte den skattemæssige værdi på fusionsdatoen af udlånene i det nødlidende pengeinstitut. Nævnet kan kun træffe afgørelse efter anmodning fra et af de involverede pengeinstitutter.

§ 206. Værdiansættelsesnævnet, jf. § 205, skal bestå af 3 medlemmer. Økonomi- og erhvervsministeren udpeger efter aftale med skatteministeren nævnets medlemmer og suppleanter. Medlemmerne og suppleanterne udpeges for 4 år.

Stk. 2. Nævnets formand skal repræsentere juridisk, økonomisk eller regnskabsmæssig sagkundskab, og de øvrige medlemmer skal have en særlig ekspertise i værdiansættelse af aktiver og passiver.

Stk. 3. Økonomi- og erhvervsministeren fastsætter nærmere regler om betaling for nævnets afgørelser.

Stk. 4. Nævnet skal træffe afgørelse senest 5 dage efter, at nævnet har modtaget et fyldestgørende grundlag for en stillingtagen.

Stk. 5. Nævnets afgørelser kan ikke indbringes for en højere administrativ myndighed og skal lægges til grund ved skattemyndighedernes ligning.

Stk. 6. Økonomi- og erhvervsministeren kan efter aftale med skatteministeren fastsætte regler for nævnets virksomhed.

§ 207. I sparekasser, der har drevet virksomhed siden den 1. januar 1989, kan repræsentantskabet efter reglerne i §§ 208-210 beslutte, at sparekassen opløses uden likvidation ved overdragelse af sparekassens aktiver og gæld som helhed til et af sparekassen ejet eller oprettet aktieselskab (sparekasseaktieselskab), der har tilladelse til at drive pengeinstitutvirksomhed, og at aktier i aktieselskabet svarende til værdien af de indskudte aktiver efter fradrag af sparekassens gæld overdrages til en fond, der anses som en erhvervsdrivende fond, jf. dog § 208, stk. 2.

Stk. 2. Beslutning i henhold til stk. 1 træffes med det flertal, der kræves til sparekassens opløsning.

§ 208. Aktieselskabslovens §§ 134-134 i finder med de nødvendige ændringer anvendelse på fusionen jf. § 207, stk. 1, mellem aktieselskabet som det fortsættende selskab og sparekassen som det ophørende selskab.

Stk. 2. Garanterne i sparekassen skal tilbydes efter eget valg enten en ombytning til markedskurs af deres garantbeviser til aktier i aktieselskabet eller kontant indløsning. Sparekassen kan endvidere tilbyde garanterne, at garantikapitalen bliver stående i selskabet i en periode på indtil 5 år. I tilfælde af selskabets opløsning fyldestgøres garantindskud før aktiekapitalen. Den i aktieselskabslovens § 134 a nævnte fusionsplan skal indeholde oplysning og bestemmelse om de rettigheder, der tillægges garanterne.

Stk. 3. Den i aktieselskabslovens § 134 b nævnte fælles regnskabsopstilling og åbningsbalance udarbejdes efter de for pengeinstitutter gældende regnskabsregler.

Stk. 4. Dokumenter, der ifølge aktieselskabslovens §§ 134-134 i skal indsendes til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, indsendes tillige til Finanstilsynet.

Stk. 5. Økonomi- og erhvervsministeren skal godkende fusionen i henhold til § 203.

§ 209. Fonden, jf. § 207, stk. 1, ledes af en bestyrelse på mindst 5 medlemmer.

Stk. 2. Et flertal af medlemmerne udpeges af bestyrelsen for sparekasseaktieselskabet, jf. § 207, stk. 1, blandt bestyrelsens medlemmer. Formanden for sparekasseaktieselskabets bestyrelse er altid medlem af fondens bestyrelse.

Stk. 3. Finder reglerne i lov om erhvervsdrivende fonde om koncernmedarbejderrepræsentation ikke anvendelse, udpeges ét medlem af og blandt sparekasseaktieselskabets medarbejderrepræsentanter. Reglerne i aktieselskabsloven om koncernrepræsentation finder tilsvarende anvendelse for det pågældende medlem.

Stk. 4. Stk.1-3 finder ikke anvendelse, hvis sparekasseaktieselskabet er afviklet efter §§ 238 og 239, og sparekasseaktieselskabet ikke anses for at være videreført. Når sparekasseaktieselskabet er afviklet og ikke kan anses for videreført, anses fonden fortsat som en erhvervsdrivende fond, jf. § 207. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen skal som fondsmyndighed tillade de ændringer i fondens vedtægter, som er nødvendige efter lov om erhvervsdrivende fonde.

§ 210. Sparekasseaktieselskabets vedtægter skal indeholde bestemmelse om stemmeretsbegrænsning for aktionærerne, der sikrer, at hidtidigt garant- og indskyderdemokrati fastholdes.

§ 211. I sparekasser, der har drevet virksomhed siden den 1. januar 1989, kan repræsentantskabet beslutte, at sparekassen opløses uden likvidation ved overdragelse af sparekassens aktiver og passiver som helhed til et af sparekassen ejet eller oprettet aktieselskab, der har tilladelse til at drive pengeinstitutvirksomhed, og at der i aktieselskabet oprettes en bunden sparekassereserve svarende til værdien af de indskudte aktiver efter fradrag af sparekassens gæld.

§ 212. Den bundne sparekassereserve, jf. § 211 kan bruges til dækning af underskud, der ikke dækkes af beløb, der kan anvendes til udbytte i aktieselskabet.

Stk. 2. I tilfælde af pengeinstituttets ophør kan udlodning til aktionærerne kun finde sted, når forpligtelserne efter stk. 4 er opfyldt.

Stk. 3. Ved fusion med et andet pengeinstitut overtager det fortsættende selskab sparekassereserven på de samme vilkår, som indtil fusionen var gældende.

Stk. 4. I tilfælde af pengeinstituttets ophør anvendes sparekassereserven til almennyttige eller velgørende formål efter nærmere regler fastsat i beslutningen efter § 211.

§ 213. Ud over de i § 200 foreskrevne henlæggelser skal der årligt af den del af årets overskud, der ikke medgår til dækning af underskud fra tidligere år, henlægges 10 pct. til den bundne sparekassereserve, jf. § 211. Hvis henlæggelsen vil overstige den forrentning af sparekassereserven, der svarer til den af skatteministeren fastsatte mindsterente med fradrag af forholdsmæssig andel af årets selskabsskat, henlægges dog alene et beløb svarende til denne forrentning.

§ 214. I andelskasser eller sammenslutninger heraf, der har drevet virksomhed siden den 1. januar 1995, kan generalforsamlingen efter reglerne i dette kapitel beslutte, at andelskassen eller sammenslutningen opløses uden likvidation ved overdragelse af andelskassens eller medlemsandelskassernes aktiver og gæld som helhed til et af andelskassen eller sammenslutningen ejet eller oprettet aktieselskab, der har tilladelse til at drive pengeinstitutvirksomhed (andelskasseaktieselskab). Aktier i aktieselskabet svarende til værdien af de indskudte aktiver efter fradrag af den enkelte andelskasses gæld, jf. dog § 215, overdrages til en fond eller en forening, i sammenslutninger til en fond eller en forening oprettet for den enkelte medlemsandelskasse. Fondene anses som erhvervsdrivende fonde. Foreningernes medlemmer skal være aktionærer i aktieselskabet.

Stk. 2. Beslutning i henhold til stk. 1 træffes med det flertal, der kræves til andelskassens eller sammenslutningens opløsning.

Stk. 3. I tilfælde af opløsning af en i medfør af stk. 1 oprettet forening kan egenkapitalen ikke udloddes til foreningens medlemmer.

§ 215. Aktieselskabslovens §§ 134-134 i finder med de nødvendige ændringer anvendelse på fusionen, jf. § 214 mellem aktieselskabet som det fortsættende selskab og andelskassen eller sammenslutningen som det ophørende selskab.

Stk. 2. Andelshaverne i andelskassen skal tilbydes efter eget valg enten en ombytning til markedskurs af deres andelsbeviser til aktier i aktieselskabet eller kontant indløsning. Den i aktieselskabslovens § 134 a nævnte fusionsplan skal indeholde oplysning og bestemmelse om de rettigheder, der tillægges andelshaverne.

Stk. 3. Den i aktieselskabslovens § 134 b nævnte fælles regnskabsopstilling og åbningsbalance udarbejdes efter de for pengeinstitutter gældende regnskabsregler.

Stk. 4. Dokumenter, der ifølge aktieselskabslovens §§ 134-134 i skal indsendes til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, indsendes tillige til Finanstilsynet.

Stk. 5. Økonomi- og erhvervsministeren skal godkende fusionen i henhold til § 203.

§ 216. De i henhold til § 214 oprettede fonde eller foreninger ledes af en bestyrelse på mindst 3 medlemmer.

Stk. 2. Et flertal af bestyrelsesmedlemmerne i fonde eller foreninger, der besidder mere end 25 pct. af aktiekapitalen i et andelskasseaktieselskab, udpeges af bestyrelsen for andelskasseaktieselskabet, jf. § 214, stk. 1, blandt bestyrelsens medlemmer. I disse tilfælde skal formanden for andelskasseaktieselskabets bestyrelse være medlem af fondens eller foreningens bestyrelse.

Stk. 3. I foreninger, der besidder mindre end den i stk. 2 nævnte del af aktiekapitalen i et andelskasseaktieselskab, vælges bestyrelsen af foreningens medlemmer.

Stk. 4. I bestyrelsen for de i stk. 2 nævnte fonde eller foreninger udpeges ét medlem af og blandt andelskasseaktieselskabets medarbejderrepræsentanter, medmindre reglerne om koncernrepræsentation i lov om erhvervsdrivende fonde finder anvendelse. Reglerne i aktieselskabsloven om koncernrepræsentation finder tilsvarende anvendelse for det pågældende medlem.

Stk. 5. Stk. 1-4 finder ikke anvendelse, hvis andelskasseaktieselskabet er afviklet efter § 215 og andelskasseaktieselskabet ikke anses for at være videreført. Når andelskasseaktieselskabet er afviklet og ikke kan anses for videreført, anses fonden fortsat som en erhvervsdrivende fond, jf. § 215. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen skal som fondsmyndighed tillade de ændringer i fondens vedtægter, der er nødvendige efter lov om erhvervsdrivende fonde.

Stk. 6 Andelskasseaktieselskabets vedtægter skal indeholde bestemmelse om stemmeretsbegrænsning for aktionærerne således, at de andelsretlige principper kan opretholdes. 1. pkt. bortfalder 5 år efter omdannelsen til aktieselskab.

Særlige regler for realkreditinstitutter om sammenlægning, fusion og omdannelse

§ 217. Fonde, der har været realkreditinstitutter, og fonde, der er oprettet i forbindelse med omdannelse af realkreditinstitutter til aktieselskaber, er omfattet af lov om erhvervsdrivende fonde.

§ 218. Ændringer i vedtægterne for en forening, der har været et realkreditinstitut, kan kun ske med økonomi- og erhvervsministerens godkendelse.

Stk. 2. Økonomi- og erhvervsministeren godkender vedtægterne, hvis ændringerne ikke er i strid med §§ 221 og 222, og i øvrigt ikke strider mod medlemmernes interesser.

§ 219. En fond eller forening, der har været et realkreditinstitut, og en fond, der er oprettet i forbindelse med omdannelse af et realkreditinstitut til et aktieselskab, skal ledes af en bestyrelse på mindst 5 medlemmer, hvis fonden eller foreningen ejer realkreditaktieselskabet.

Stk. 2. Låntagerne i realkreditaktieselskabet og indehaverne af realkreditobligationer og andre værdipapirer udstedt af realkreditaktieselskabet vælger hver et eller flere medlemmer af bestyrelsen. Disse medlemmer skal tilsammen udgøre mere end halvdelen af bestyrelsen. Medlemmer valgt af indehaverne af realkreditobligationer og andre værdipapirer kan ikke udgøre mere end halvdelen af bestyrelsen.

Stk. 3. Fonden eller foreningen omfattet af stk. 1, fastsætter i vedtægter og ved valgregulativ de nærmere regler for valg og sammensætning af bestyrelsen. Reglerne skal godkendes af Finanstilsynet.

§ 220. Fonde og foreninger, omfattet af § 219, skal på forhånd underrette Finanstilsynet om direkte eller indirekte erhvervelse af bestemmende indflydelse over en erhvervsvirksomhed samt om afhændelse af en sådan indflydelse.

§ 221. Fonde og foreninger, der har været et realkreditinstitut, og en fond, der er oprettet i forbindelse med omdannelse af et realkreditinstitut til et aktieselskab, skal indsende den reviderede og godkendte årsrapport til Finanstilsynet i 3 eksemplarer. Årsrapporten skal være modtaget i Finanstilsynet senest 4 måneder efter regnskabsårets afslutning. Finanstilsynet videresender et eksemplar til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, hvor årsrapporten er offentlig tilgængelig efter de regler Erhvervs- og Selskabsstyrelsen fastsætter herfor.

§ 222. I tilfælde af opløsning af en forening, der har været et realkreditinstitut, kan egenkapitalen ikke udloddes til foreningens medlemmer.

§ 223. Realkreditinstitutter, der er omdannet til aktieselskaber efter indkapslingsmodellen, kan bruge den bundne fondsreserve til dækning af underskud, der ikke dækkes af beløb, der kan anvendes til udbytte i aktieselskabet.

Stk. 2. Ved sammensmeltning af realkreditinstituttet efter § 203 overtager det fortsættende selskab fondsreserven på samme vilkår, som var gældende indtil sammensmeltningen.

Stk. 3. I tilfælde af realkreditinstituttets ophør anvendes fondsreserven til almennyttige eller velgørende formål efter nærmere regler fastsat i omdannelsesbeslutningen. Udlodning til aktionærerne kan kun finde sted, når forpligtelserne efter 1. pkt. er opfyldt.

§ 224. Realkreditinstitutter, der er omdannet til aktieselskaber efter indkapslingsmodellen, skal henlægge 10 pct. af årets overskud, der ikke medgår til dækning af underskud fra tidligere år, til fondsreserven. Hvis henlæggelsen vil overstige den forrentning af fondsreserven, der svarer til den af skatteministeren fastsatte mindsterente med fradrag af en forholdsmæssig andel af årets selskabsskat, henlægges dog alene et beløb svarende til denne forrentning.

Særlige regler for forsikringsselskaber om sammenlægning, fusion og omdannelse

§ 225. Bestemmelserne om fusion i §§ 226-231 finder anvendelse, når et forsikringsselskab uden likvidation opløses ved overdragelse af et selskabs aktiver og passiver som helhed til et andet forsikringsselskab, og når to eller flere forsikringsselskaber sammensmeltes til et nyt forsikringsselskab. Tilsvarende gælder, når det fortsættende forsikringsselskab er et udenlandsk forsikringsselskab

Stk. 2. Bestemmelserne finder med de nødvendige tilpasninger tilsvarende anvendelse, når der i et forsikringsselskab træffes beslutning om spaltning af selskabet.

§ 226. Uanset bestemmelsen i aktieselskabslovens § 134 b, stk. 2, 2. pkt., kan Finanstilsynet tillade, at de regnskabsmæssige oplysninger fra sidste årsstatus i hvert af de fusionerende selskaber lægges til grund for vurderingen af de forsikringsmæssige hensættelser, og at fusionen sker med regnskabsmæssig virkning fra tidspunktet for aflæggelse af sidste årsstatus i de fusionerende selskaber.

§ 227. Finanstilsynet skal senest 4 uger efter fusionsplanens underskrivelse for hvert af de fusionerede selskaber have modtaget en af bestyrelsen bekræftet genpart af fusionsplanen. Samtidig hermed skal Finanstilsynet modtage vurderingsmændenes erklæring efter aktieselskabslovens § 134 c, stk. 4.

§ 228. Beslutning om fusion skal i et fortsættende gensidigt forsikringsselskab træffes af generalforsamlingen, hvis garanter, medlemmer eller repræsentanter for disse, der udgør 1/10 af de stemmeberettigede eller den mindre brøkdel, som vedtægterne måtte bestemme, jf. aktieselskabslovens § 70, inden 14 dage efter bekendtgørelse af fusionsplan efter § 231 skriftligt forlanger, at beslutningen træffes af generalforsamlingen. Bestemmelsen tages i så fald med det i § 116, stk. 1, foreskrevne flertal. Aktieselskabslovens § 134 e, stk. 2 og 3, finder ikke anvendelse.

§ 229. Senest 2 uger efter beslutning om fusion skal selskabet ansøge Finanstilsynet om tilladelse efter § 234. Med ansøgningen skal følge de i aktieselskabslovens § 134 e, stk. 5, nr. 3 og 4, nævnte dokumenter i original eller en af bestyrelsen bekræftet genpart.

Stk. 2. Beslutning efter § 228 og aktieselskabslovens § 134 e, stk. 1‑3, får først gyldighed når:

1) Finanstilsynet har erklæret, at selskabernes fordringshavere, der ikke er forsikringstagere, efter overdragelsen eller sammensmeltningen er tilstrækkelig sikrede, og

Stk. 3. Samtidig med tilladelsen efter stk. 2, nr. 2, inddrager Finanstilsynet det ophørende selskabs tilladelse med virkning fra en af Finanstilsynet fastsat dato.

§ 230. Et ophørende selskab anses for opløst, og dets rettigheder og forpligtelser anses for overgået som helhed til det fortsættende selskab, når betingelserne i aktieselskabslovens § 134 h, stk. 1, nr. 1 og 2, er opfyldt, og der foreligger en tilladelse fra Finanstilsynet efter § 229, stk. 2, nr. 2.

Stk. 2. Aktieselskabslovens § 134 e, stk. 6, § 134 f, § 134 g og § 134 h, stk. 1, nr. 3 og 4, finder ikke anvendelse på forsikringsselskaber.

§ 231. Modtagelse af fusions‑ og spaltningsplaner skal straks bekendtgøres i Statstidende af Finanstilsynet, og de er herefter offentligt tilgængelige. Registreringer skal straks bekendtgøres i Erhvervs‑ og Selskabsstyrelsens edb‑informationssystem af Erhvervs‑ og Selskabsstyrelsen og er herefter offentligt tilgængelige.

§ 232. Vil et selskab overdrage hele sin forsikringsbestand eller en bestemt del af denne til et andet forsikringsselskab, således at det førstnævnte selskab derved befries for ansvar over for forsikringstagerne, skal det ansøge om Finanstilsynets tilladelse dertil, medmindre forsikringsselskabet i forbindelse med overdragelsen indhenter den enkelte forsikringstagers accept. Ansøgningen om overdragelsen skal ledsages af den overenskomst, der er afsluttet mellem de to selskaber, og af sådanne oplysninger om de to selskaber, som Finanstilsynet finder nødvendige for at kunne bedømme, om overdragelsen er forsvarlig over for forsikringstagerne.

Stk. 2. For så vidt angår livsforsikringsvirksomhed, kan der i forbindelse med overdragelsen i det overdragende selskabs forsikringsvilkår kun foretages sådanne ændringer, som af Finanstilsynet skønnes at være en nødvendig følge af overdragelsen, herunder forandring af bonusreglerne.

Stk. 3. Medmindre Finanstilsynet på det foreliggende grundlag finder, at tilladelse til overdragelsen bør nægtes, skal Finanstilsynet offentliggøre en redegørelse for den påtænkte overdragelse i Statstidende og i et landsdækkende dagblad. Redegørelsen skal indeholde en opfordring til de forsikringstagere, hvis forsikringer agtes overdraget, til senest 3 måneder efter offentliggørelsen at afgive skriftlig meddelelse til Finanstilsynet, såfremt de har indsigelser mod overdragelsen. Selskabet skal samtidig til de forsikringstagere, hvis adresse er selskabet bekendt, sende en meddelelse om overdragelsen samt Finanstilsynets redegørelse.

Stk. 4. Efter udløbet af den i stk. 3 omhandlede frist træffer Finanstilsynet under hensyntagen til de fremsatte indsigelser beslutning om, hvorvidt forsikringsbestanden kan overdrages i overensstemmelse med det fremsatte forslag. Overdragelsen kan ikke påberåbes som grundlag for at hæve forsikringsaftalen.

§ 233. Ved overdragelse af hele eller dele af en forsikringsbestand tegnet her i landet af et udenlandsk forsikringsselskab i overenstemmelse med §§ 30 og 31, skal Finanstilsynet i samarbejde med hjemlandsmyndigheden offentliggøre en meddelelse om overdragelsen i Statstidende og et landsdækkende dagblad. Overdragelsen kan ikke påberåbes som grundlag for at hæve forsikringsaftalen.

§ 234. Besluttes det at sammensmelte to eller flere forsikringsselskaber til et nyt selskab i henhold til § 225, stk. 1, træder beslutningen først i kraft, når Finanstilsynet i overensstemmelse med § 232 har meddelt tilladelse til den i forbindelse med sammensmeltningen nødvendige overdragelse af forsikringsbestanden.

Stk. 2. Når Finanstilsynet har truffet beslutning om, at forsikringsbestanden kan overdrages, jf. § 232, stk. 4, kan sammensmeltningen uanset § 27 i lov om forsikringsaftaler ikke påberåbes af forsikringstagerne som grundlag for at hæve forsikringsaftalen.

Stk. 3. Vil et forsikringsselskab overdrage sine aktiver og passiver som helhed til et andet forsikringsselskab i henhold til § 225, stk. 1, finder stk. 1 og 2 tilsvarende anvendelse.

Regler for pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber samt investeringsforvaltningsselskaber

§ 235. Finanstilsynet kan inddrage tilladelsen til at drive virksomhed som pengeinstitut, realkreditinstitut, fondsmæglerselskab, værdipapirhandler samt investeringsforvaltningsselskab, hvis virksomheden anmoder herom.

§ 236. Finanstilsynet kan endvidere inddrage tilladelsen til at drive virksomhed som pengeinstitut, realkreditinstitut, fondsmæglerselskab og investeringsforvaltningsselskab:

1) hvis den finansielle virksomhed gør sig skyldig i grov eller gentagne overtrædelser af denne lov eller lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v., eller regler udstedt i medfør af disse love,

2) hvis den finansielle virksomhed ikke opfylder kravene i kapitel 3, jf. dog § 123, stk. 1, nr. 2 og stk. 2 samt § 124, stk. 1, nr. 2-4,

3) hvis virksomhed som finansiel virksomhed ikke påbegyndes senest 12 måneder efter, at Finanstilsynet har meddelt virksomheden tilladelse, eller

Stk. 2. Har et pengeinstitut, et realkreditinstitut eller et investeringsforvaltningsselskab en tilladelse som værdipapirhandler i medfør § 9, stk. 1, kan tilladelsen som værdipapirhandler inddrages, hvis betingelserne i stk. 1, nr. 1–4, er opfyldt.

Stk. 3. Har et pengeinstitut eller et realkreditinstitut tilladelse som værdipapirhandler i medfør af § 9, stk. 1, kan tilladelsen som pengeinstitut eller realkreditinstitut inddrages, hvis betingelserne i stk. 1, nr. 1–4, er opfyldt.

§ 237. Opfylder et pengeinstitut, realkreditinstitut, fondsmæglerselskab eller investeringsforvaltningsselskab ikke kapitalkravene i §§ 123-124, og har det ikke tilvejebragt den foreskrevne kapital inden for en af Finanstilsynet fastsat frist, skal Finanstilsynet inddrage tilladelsen.

Stk. 2. Hvis tilvejebringelsen af kapital kræver, at den finansielle virksomheds øverste myndighed indkaldes, kan Finanstilsynet bestemme, at indkaldelse kan ske med kortere frist end fastsat i vedtægterne.

Stk. 3. Opfylder en koncern omfattet af §§ 170-173 ikke solvenskravet i de pågældende bestemmelser, og har den ikke tilvejebragt den foreskrevne kapital inden for en af Finanstilsynet fastsat frist, kan Finanstilsynet inddrage den finansielle virksomheds tilladelse.

§ 238. Når Finanstilsynet inddrager tilladelsen i henhold til §§ 235-237, skal virksomheden afvikles, og anden virksomhed må ikke påbegyndes, før afviklingen er afsluttet.

Stk. 2. Når Finanstilsynet inddrager tilladelsen i henhold til § 236, stk. 2-3, skal den virksomhed, som pengeinstituttet, realkreditinstituttet, fondsmæglerselskabet eller investeringsforeningsselskabet ikke længere har tilladelse til, afvikles. Finanstilsynet kan fastsætte en frist, inden for hvilken afviklingen skal være foretaget.

§ 239. Afvikling, jf. § 238 sker ved likvidation, konkurs eller ved fusion eller sammenlægning i henhold til § 203. Hvis afviklingen sker på anden måde, skal Finanstilsynet godkende afviklingens form, indhold og gennemførelse.

§ 240. Er andet ikke fastsat i lovgivningen, træffes beslutning om opløsning af virksomhedens øverste myndighed og gennemføres ved likvidation. Finanstilsynet kan fastsætte en frist for vedtagelse af beslutning om likvidation efter aktieselskabslovens § 116, stk. 1. Overskrides fristen, kan Finanstilsynet beslutte, at pengeinstituttet, realkreditinstituttet, fondsmæglerselskabet eller investeringsforvaltningsselskabet skal træde i likvidation.

Stk. 2. Beslutning om opløsning af et pengeinstitut, realkreditinstitut, fondsmæglerselskab eller investeringsforvaltningsselskab efter stk. 1, 1. pkt., skal straks meddeles til Finanstilsynet.

§ 241. Finanstilsynet kan suspendere et pengeinstituts, realkreditinstituts, fondsmæglerselskabs eller investeringsforvaltningsselskabs vedtægter under likvidationen.

Stk. 2. Regnskaber og redegørelser, der udarbejdes i forbindelse med likvidation, skal indsendes til Finanstilsynet.

§ 242. Et pengeinstitut, realkreditinstitut, fondsmæglerselskab eller et investeringsforvaltningsselskab likvideres af en eller flere likvidatorer, der udnævnes af økonomi- og erhvervsministeren. En af likvidatorerne skal være jurist.

§ 243. På vegne af et pengeinstitut, realkreditinstitut, fondsmæglerselskab eller investeringsforvaltningsselskabet, der er under likvidation, kan konkursbegæring kun indgives af likvidatorerne eller Finanstilsynet.

§ 244. Finanstilsynet kan anmelde betalingsstandsning for et pengeinstitut, realkreditinstitut, fondsmæglerselskab eller investeringsforvaltningsselskab, når hensynet til indskydernes, obligationsejernes eller investorernes interesser tilsiger det.

Stk. 2. Anmeldelse af betalingsstandsning efter stk. 1 ledsages af Finanstilsynets forslag til, hvem der skal beskikkes som tilsyn under betalingsstandsningen samt en erklæring fra de pågældende om, at disse er villige hertil og opfylder betingelserne i konkurslovens § 238.

Stk. 3. Anmeldelse om betalingsstandsning kan ikke tilbagekaldes af pengeinstituttet, realkreditinstituttet, fondsmæglerselskabet eller investeringsforvaltningsselskabet uden Finanstilsynets samtykke.

§ 245. Finanstilsynet kan indgive konkursbegæring, når et pengeinstitut, realkreditinstitut, fondsmæglerselskab eller et investeringsforvaltningsselskab, bliver insolvent.

Stk. 2. Uanset konkurslovens § 17, stk. 2, anses et pengeinstitut, realkreditinstitut, fondsmæglerselskab eller investeringsforvaltningsselskab, der ikke kan opfylde sine forpligtelser på efterstillet kapital optaget som hybrid kernekapital eller ansvarlig lånekapital ikke for at være insolvent.

Stk. 3 . Efter afsigelse af konkursdekret beskikker skifteretten efter forhandling med Finanstilsynet en eller flere kuratorer. En af kuratorerne skal være jurist.

§ 246. Finanstilsynet har ret til at deltage i møder i kreditorudvalg og i skiftesamlinger. Udkast til endeligt regnskab og slutudlodning i konkursboet forelægges af kurator til Finanstilsynet til udtalelse forinden indsendelse til skifteretten.

§ 247. Økonomi- og erhvervsministeren fastsætter regler med henblik på opfyldelse af fællesskabsretlige regler om sanering og likvidation af kreditinstitutter.

§ 248. Bestemmelserne i denne lov om økonomi- og erhvervsministerens og Finanstilsynets beføjelser og pengeinstitutters, realkreditinstitutters, fondsmæglerselskabers og investeringsforvaltningsselskabers pligter over for økonomi- og erhvervsministeren og Finanstilsynet gælder med de nødvendige tilpasninger for sådanne virksomheder, der har standset deres betalinger eller er under opløsning.

§ 249. Finanstilsynet kan efter de procedurer, der er fastsat i fællesskabsretlige regler herom forbyde et udenlandsk kreditinstitut, finansieringsinstitut, investeringsselskab eller investeringsforvaltningsselskab med hjemsted i et andet land inden for den Europæiske Union eller i et land, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område, at udøve virksomhed her i landet gennem en filial eller ved at yde tjenesteydelser her i landet, hvis kreditinstituttet, finansieringsinstituttet eller investeringsselskabet eller investeringsforvaltningsselskabet groft eller gentagne gange har overtrådt bestemmelser i denne lov, regler udstedt i medfør af loven eller anden lovgivning, der retter sig mod kreditinstituttet, finansieringsinstituttet eller investeringsselskabet eller investeringsforvaltningsselskabet, og det ikke ved påbud eller sanktioner efter denne lov har været muligt at bringe overtrædelsen til ophør.

§ 250. Opfylder et pengeinstitut ikke kapitalkravene i § 123, og er der fastsat en frist af Finanstilsynet til retablering af kapitalen, jf. § 237, stk. 1, kan bestyrelsen indkalde pengeinstituttets øverste myndighed med 3 dages varsel til beslutning af nødvendige foranstaltninger til opfyldelse af lovens krav i henhold til § 123.

Stk. 2. Pengeinstituttets bestyrelse kan i den i stk. 1 nævnte situation overdrage pengeinstituttets virksomhed helt eller delvist til et andet pengeinstitut, jf. dog § 203, stk. 1, om økonomi- og erhvervsministerens godkendelse. Aftalen om overdragelsen skal være betinget af denne godkendelse. Bestyrelsen skal samtidig indkalde pengeinstituttets øverste myndighed, jf. stk. 1. Bestyrelsen skal på generalforsamlingen eller i sparekasser repræsentantskabet gøre rede for instituttets situation samt den indgåede aftale. Såfremt der på generalforsamlingen eller i sparekasser repræsentantskabet træffes beslutning om andre foranstaltninger, der indebærer, at pengeinstituttet opfylder kapitalkravene i § 123 eller om likvidation på vilkår, som Finanstilsynet kan godkende, annulleres den i 2. pkt. nævnte aftale om overdragelse.

Stk. 3. Indkaldelse indeholdende dagsorden for, hvilke anliggender der skal behandles, og det væsentligste indhold af eventuelle forslag til ændring af vedtægterne fremsendes til alle kendte aktionærer, andelshavere eller i sparekasser repræsentantskabets medlemmer. Samtidig hermed skal der ske offentlig indkaldelse i overensstemmelse med § 66.

Stk. 4. Senest 24 timer inden afholdelse af generalforsamlingen eller i sparekasser repræsentantskabsmødet skal dagsorden og de fuldstændige forslag fremlægges til gennemsyn for aktionærerne, andelshaverne eller i sparekasser repræsentantskabets medlemmer på pengeinstituttets hovedkontor.

Stk. 5. Beslutning om foranstaltninger i henhold til stk. 1 kan uanset aktieselskabslovens §§ 78 og 79 altid træffes med to tredjedele af den repræsenterede kapital. Såfremt halvdelen af aktiekapitalen er repræsenteret på generalforsamlingen, kan beslutning om foranstaltninger træffes med simpelt flertal. I sparekasser og andelskasser kan beslutning om foranstaltninger i henhold til stk. 1 altid træffes med to tredjedele af de fremmødte, i sparekasser repræsentantskabsmedlemmer og i andelskasser andelshavere.

Stk. 6. De i stk. 1-5 nævnte fremgangsmåder finder anvendelse uanset vedtægternes bestemmelser herom.

§ 251. Har pengeinstituttet tabt egenkapitalen, kan bestyrelsen overdrage pengeinstituttets virksomhed helt eller delvist til et andet pengeinstitut, jf. dog § 203, stk. 1, om økonomi-og erhvervsministerens godkendelse.

Stk. 2. Bestyrelsen skal samtidig indbyde aktionærer, andelshavere eller i sparekasser repræsentantskabsmedlemmerne til et orienterende møde, vedrørende dispositionen. Dette møde skal afholdes senest 8 dage efter beslutningen, og de nødvendige omkostninger herved afholdes af det overtagende pengeinstitut, der har ret til at deltage i mødet.

Stk. 3. De i stk. 1 og 2 nævnte fremgangsmåder finder anvendelse uanset vedtægternes bestemmelser herom.

§ 252. De for aktieselskaber gældende opløsningsbestemmelser finder med de fornødne tillempelser anvendelse på sparekasser og andelskasser.

1) virksomhed som forsikringsselskab ikke påbegyndes senest 12 måneder efter, at Finanstilsynet har meddelt tilladelsen, eller

2) virksomhed som forsikringsselskab ikke udøves i en periode på over 6 måneder.

§ 254. Finanstilsynet kan helt eller delvis inddrage et forsikringsselskabs tilladelse, såfremt

1) selskabet gør sig skyldig i grov eller gentagen overtrædelse af bestemmelser i denne lov,

2) selskabet ikke længere opfylder betingelserne for at få tilladelse, jf. kapitel 3,

3) selskabet ikke inden for de af Finanstilsynet fastsatte frister har gennemført de foranstaltninger, som er angivet i de i § 272, stk. 1 og 2, nævnte genoprettelsesplaner, eller

Stk. 2. I gensidige selskaber træffer generalforsamlingen beslutning om opløsning af selskabet i overensstemmelse med reglerne i denne lovs § 112 og aktieselskabslovens § 77.

§ 255. Inddrages et forsikringsselskabs tilladelse, træffer Finanstilsynet beslutning om, hvorvidt forsikringsselskabet skal søge forsikringsbestanden overdraget til et eller flere forsikringsselskaber, der driver forsikringsvirksomhed her i landet, eller om selskabet på anden måde skal søge forsikringsbestanden afviklet. For livsforsikringsselskaber kan Finanstilsynet beslutte, at forsikringsbestanden tages under administration i overensstemmelse med §§ 277-282.

Stk. 2. Finanstilsynet kan i forbindelse med tilbagekaldelse af et selskabs tilladelse forbyde selskabet at råde over dets aktiver eller begrænse dets rådighed herover. § 166, stk. 6 og 7, finder tilsvarende anvendelse.

§ 256. Et forsikringsselskab, der har overdraget hele sin forsikringsbestand til et andet selskab efter reglerne i §§ 232 og 234, skal afvikles som forsikringsselskab. Sker afviklingen på anden måde end ved fusion efter aktieselskabslovens § 134 j, stk. 1, eller § 134 k, ved likvidation eller ved konkurs, skal afviklingens form, indhold og gennemførelse godkendes af Finanstilsynet.

Stk. 2. Ved omdannelse af et forsikringsselskab i medfør af stk. 1, 2. pkt., indtræder det overtagende forsikringsselskab i det overdragende forsikringsselskabs rettigheder og forpligtelser uden debitorskifte.

§ 257. Et selskab, der driver livsforsikringsvirksomhed, kan ikke uden samtykke fra hver enkelt forsikringstager opløses, medmindre det forinden har overført hele sin forsikringsbestand til et andet selskab i overensstemmelse med de i § 232 fastsatte regler, eller dets forsikringsbestand er taget under administration.

§ 258. Et forsikringsselskab, der driver arbejdsulykkesforsikring, kan ikke opløses, medmindre det forinden har overført hele sin arbejdsulykkesforsikringsbestand til et andet selskab i overensstemmelse med de i § 232 fastsatte regler, eller dets arbejdsulykkesforsikringsbestand er taget under administration af Arbejdsskadestyrelsen i henhold til § 49 i lov om sikring mod følger af arbejdsskade.

§ 259. I tilfælde af et forsikringsselskabs likvidation, kan økonomi- og erhvervsministeren, når hensynet til de forsikrede, aktionærer, garanter eller kreditorer taler derfor, efter indhentet udtalelse fra Finanstilsynet udnævne en likvidator til sammen med de af generalforsamlingen valgte at foretage likvidationen.

Stk. 2. Træffer Finanstilsynet i medfør af §§ 273 eller 274 bestemmelse om, at et selskab skal træde i likvidation, udnævner skifteretten efter forhandling med Finanstilsynet en eller flere likvidatorer, af hvilke én skal være jurist. Finanstilsynet kan suspendere selskabets vedtægter under likvidationen. Likvidationen anses som begyndt på det tidspunkt, da Finanstilsynet træffer beslutning om, at selskabet skal træde i likvidation.

§ 260. Denne lovs regler om regnskabsaflæggelse, revision, generalforsamlinger og regnskabers indsendelse til Finanstilsynet finder anvendelse på selskaber under likvidation med de afvigelser, der følger af nedenstående bestemmelser og aktieselskabslovens § 121, stk. 1 og 2, og §§ 122‑125.

§ 261. Den i aktieselskabslovens § 122 omtalte resultatopgørelse og balance indsendes i 2 eksemplarer til Finanstilsynet, der videregiver det ene til Erhvervs‑ og Selskabsstyrelsen.

§ 262. Opfordres forsikringsselskabet i henhold til lov om forsikringsaftaler § 27, stk. 2, til at stille sikkerhed for opfyldelsen af sine forpligtelser, afgør Finanstilsynet, om en tilbudt sikkerhed må anses for betryggende.

§ 263. På et forsikringsselskabs vegne kan konkursbegæring kun indgives af bestyrelsen eller, hvis selskabet er under likvidation, af likvidator.

Stk. 2. Er selskabet under likvidation, og finder likvidator, at likvidationen ikke vil give fuld dækning til kreditorerne og forsikringstagerne, skal han indkalde generalforsamlingen til beslutning om indgivelse af konkursbegæring.

Stk. 3. Bliver et forsikringsselskab insolvent, kan Finanstilsynet indgive konkursbegæring til skifteretten.

Stk. 4 . Uanset konkurslovens § 17, stk. 2, anses et forsikringsselskab, der ikke kan opfylde sine forpligtelser på efterstillet kapital optaget som ansvarlig lånekapital, ikke for at være insolvent.

Stk. 5. Erklæres et forsikringsselskab, der ikke driver livsforsikringsvirksomhed, konkurs, finder § 276 tilsvarende anvendelse.

Stk. 6. Erklæres et livsforsikringsselskab konkurs, skal forsikringsbestanden tages under administration i henhold til §§ 277-282.

Stk. 7. Finanstilsynets beslutning om at indgive konkursbegæring i henhold til stk. 3 kan ikke påklages efter § 371.

§ 264. Erklæres et forsikringsselskab konkurs, giver kurator meddelelse til Erhvervs‑ og Selskabsstyrelsen og Finanstilsynet om konkursens begyndelse og slutning.

Stk. 2. Efter afsigelse af konkursdekret beskikker skifteretten efter forhandling med Finanstilsynet en eller flere kuratorer.

Stk. 3. Finanstilsynet har ret til at deltage i møder i kreditorudvalg og i skiftesamlinger. Udkast til regnskab og udlodning i konkursboet skal sendes til Finanstilsynet.

Stk. 4. Et forsikringsselskab, der er under konkurs, skal bibeholde sit navn med tilføjelsen »under konkurs«.

Stk. 5. I forbindelse med registrering af konkursens slutning slettes selskabet af Erhvervs‑ og Selskabsstyrelsen.

Stk. 6. Konkurslovens regler om tvangsakkord finder med Finanstilsynets tilladelse anvendelse på forsikringsselskaber med undtagelse af livsforsikringsselskaber. Ved tvangsakkord af genforsikringsselskaber erstatter Finanstilsynets tilladelse de tiltrædelseserklæringer, som er nævnt i konkurslovens § 166, stk. 1, nr. 2. Forinden skal Finanstilsynet påse, at genforsikringsselskabet har rettet henvendelse til samtlige kendte fordringshavere om åbning af tvangsakkordforhandlinger, og at mindst 40 pct. af de afgivne tilbagemeldinger tiltræder, at der åbnes sådanne forhandlinger.

Stk. 7. I forbindelse med den statusoversigt, som skal udarbejdes ved åbning af forhandling om tvangsakkord, jf. konkurslovens § 165, kan skifteretten ved tvangsakkord af genforsikringsselskaber efter høring af Finanstilsynet udpege en uvildig aktuar til at foretage en opgørelse over værdien af de krav, der er anmeldt.

Stk. 8. Ved tvangsakkord af genforsikringsselskaber opgøres kravene i henhold til konkurslovens § 176 om vedtagelse af en tvangsakkord i forhold til de fremmødte og anmeldte krav.

§ 265. Økonomi-og erhvervsministeren kan bestemme, at likvidator eller kurator på boets regning skal underrette forsikringstagerne om selskabets opløsning og om konsekvenserne for dem.

Stk. 2. Økonomi-og erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om underretningens form og indhold.

§ 266. Finanstilsynet udøver for forsikringsselskaber de beføjelser, der er tillagt Erhvervs‑ og Selskabsstyrelsen i aktieselskabslovens § 72, stk. 2, § 117, stk. 1, og § 118.

§ 267. Beslutning om kapitalnedsættelse skal godkendes af Finanstilsynet i de i aktieselskabslovens § 44 a, stk. 1, nr. 2 og 3, nævnte tilfælde.

§ 268. Vedtagelser i medfør af aktieselskabslovens § 126 om, at likvidationen skal hæves, skal godkendes af Finanstilsynet.

§ 269. For at sikre forsikringsdækning i tilfælde af et selskabs konkurs eller likvidation kan økonomi- og erhvervsministeren fastsætte nærmere regler om gensidig hæftelse for alle forsikringsselskaber, der har tegnet bygningsbrandforsikring for bygninger her i landet.

Stk. 2. Beløb, som indgår i boet fra dækning ved genforsikring af bygningsbrandforsikring, anvendes forlods til dækning af krav fra forsikringsselskaber, der har opfyldt forsikringsforpligtelser, som påhvilede det under konkurs eller likvidation værende forsikringsselskab. Kravet viger dog for de i konkurslovens §§ 93 og 94 nævnte fordringer, i det omfang disse fordringer ikke kan dækkes af boets øvrige midler.

§ 270. Økonomi- og erhvervsministeren fastsætter regler med henblik på opfyldelse af fællesskabssretlige regler om sanering og likvidation af forsikringsselskaber.

§ 271. Finanstilsynet kan efter de procedurer, der er fastsat i direktiver om direkte forsikringsvirksomhed, forbyde et udenlandsk forsikringsselskab omfattet af bestemmelserne i § 30, stk. 1, og § 31, stk. 1, at udøve virksomhed her i landet gennem en filial eller i form af grænseoverskridende tjenesteydelser, hvis selskabet groft eller gentagne gange har overtrådt bestemmelser i denne lov, regler udstedt i medfør af loven eller anden lovgivning, der retter sig mod finansiel virksomhed, og det ikke ved påbud eller sanktioner efter denne lov har været muligt at bringe overtrædelserne til ophør.

Særlige regler for forsikringsselskaber om genoprettelse og andre foranstaltninger

§ 272. Hvis et forsikringsselskabs basiskapital ikke er tilstrækkelig, skal Finanstilsynet kræve, at selskabet udarbejder en plan for genoprettelse af dets økonomiske stilling og forelægger planen for Finanstilsynet til bedømmelse af, om planen indeholder de foranstaltninger, der er nødvendige.

Stk. 2. Finanstilsynet fastsætter nærmere bestemmelser om de oplysninger, planen for genoprettelse skal indeholde, og om det åremål, for hvilket planen skal udarbejdes.

Stk. 3. Selskabets plan skal tilsigte en genoprettelse af dets økonomiske stilling over et kortere tidsrum, der fastsættes af Finanstilsynet, når

1) basiskapitalen i et forsikringsselskab er mindre end en tredjedel af solvenskravet,

2) basiskapitalen i et forsikringsselskab er mindre end minimumskapitalkravet, eller

3) kernekapitalelementerne i forsikringsselskaber, udgørende indbetalt aktie og garantikapital, overskud ved emission, andre reserver, der ikke modsvarer forpligtelser, overført overskud eller underskud samt årets løbende resultat, tilsammen udgør mindre end 1/3 af solvenskravet eller tilsammen udgør et beløb mindre end minimumskapitalkravet.

Stk. 4. Har selskabet i henhold til loven forelagt en driftsplan for Finanstilsynet, træffer tilsynet i tilfælde af, at der er sket en forringelse af selskabets økonomiske stilling i forhold til denne plan, bestemmelse om de nødvendige foranstaltninger og kan herunder kræve, at der udarbejdes en ny driftsplan for de 3 følgende regnskabsår.

§ 273. Finanstilsynet påbyder et livsforsikringsselskab inden for en af tilsynet fastsat frist at foretage de foranstaltninger, der er nødvendige, såfremt:

3) det i nr. 2 nævnte grundlag eller den måde, hvorpå selskabets midler er anbragt ikke er betryggende,

4) det viser sig, at de til dækning af de forsikringsmæssige hensættelser henlagte midler ikke er betryggende, eller

5) selskabets økonomiske stilling er således forringet, at de forsikredes interesser er udsat for fare.

Stk. 2. Er de påbudte foranstaltninger ikke truffet inden den i henhold til stk. 1 fastsatte frist, og skønnes undladelsen at medføre fare for de forsikrede, kan selskabets forsikringsbestand tages under administration i henhold til §§ 277-282.

Stk. 3. En forsikringsbestand skal tages under administration, såfremt det viser sig, at der inden den i henhold til stk. 1 fastsatte frist ikke kan fremskaffes de til dækning af de forsikringsmæssige hensættelser nødvendige midler.

Stk. 4. Træder et selskab i likvidation, kan Finanstilsynet træffe bestemmelse om, at selskabets forsikringsbestand tages under administration.

Stk. 5. Finder Finanstilsynet, at det, når forsikringsbestanden er taget under administration, tillige vil være påkrævet, at selskabet opløses, træffer tilsynet beslutning herom.

§ 274. Finanstilsynet påbyder et forsikringsselskab, der ikke driver livsforsikringsvirksomhed, inden for en af Finanstilsynet fastsat frist at foretage de foranstaltninger, der er nødvendige, såfremt

1) selskabet ikke har hensat tilstrækkelige beløb til dækning af forsikringsmæssige forpligtelser,

2) Finanstilsynet ikke finder den måde, hvorpå selskabets midler er anbragt, betryggende, eller

Stk. 2. Er de påbudte foranstaltninger ikke truffet inden den fastsatte frist, og skønnes undladelsen at medføre fare for de forsikrede, kan Finanstilsynet træffe bestemmelse om, at selskabet skal træde i likvidation. Såfremt selskabet driver arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed, kan Finanstilsynet tilbagekalde selskabets tilladelse til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed, hvorefter forsikringsbestanden tages under administration af Arbejdsskadestyrelsen i henhold til § 49 i lov om sikring mod følger af arbejdsskade.

§ 275. Som led i de i § 272, stk. 3, § 273, stk. 1, og § 274, stk. 1, nævnte foranstaltninger kan Finanstilsynet forbyde selskabet at råde over dets aktiver eller begrænse dets rådighed herover. § 166 finder tilsvarende anvendelse.

§ 276. Finanstilsynet skal snarest muligt, efter at likvidation i henhold til § 274 er indtrådt, i samråd med likvidatorerne lade undersøge, om det vil være hensigtsmæssigt at søge forsikringsbestanden helt eller delvis overdraget til et eller flere forsikringsselskaber, der driver virksomhed her i landet. Indkommer der tilbud om sådan overtagelse, skal Finanstilsynet, hvis det finder tilbuddet antageligt, lade udarbejde en redegørelse om overdragelsen og et forslag til overenskomst med vedkommende selskab.

Stk. 2. Redegørelsen og forslaget skal offentliggøres i Statstidende og i dagblade. Redegørelsen skal indeholde en opfordring til forsikringstagerne til inden en af Finanstilsynet fastsat frist, der ikke må være kortere end en måned, skriftligt at meddele Finanstilsynet, såfremt de har indsigelser mod overdragelsen. Selskabet skal samtidig til de forsikringstagere, hvis adresse er selskabet bekendt, udsende redegørelsen og forslaget.

Stk. 3. Efter udløbet af den i stk. 2 omhandlede frist træffer Finanstilsynet under hensyntagen til de fremsatte indsigelser beslutning om, hvorvidt forsikringsbestanden kan overdrages i overensstemmelse med det fremsatte forslag.

Stk. 4. Finanstilsynet kan i forbindelse med den udarbejdede redegørelse efter forhandling med det overtagende selskab træffe bestemmelse om, at forsikringer, som er tegnet for en periode på mere end 1 år, af begge parter kan opsiges efter de regler, som ifølge forsikringsaftalen er gældende, hvis den i aftalen indeholdte flerårige periode var udløbet. Reglerne om denne adgang til opsigelse skal gengives i Finanstilsynets redegørelse.

Stk. 5. § 27, stk. 2, i lov om forsikringsaftaler finder tilsvarende anvendelse, indtil Finanstilsynet har truffet beslutning i henhold til stk. 3. Finder overdragelse sted i overensstemmelse med Finanstilsynets beslutning, kan likvidationen og overdragelsen uanset lov om forsikringsaftaler §§ 26 og 27 ikke påberåbes som grundlag for at hæve forsikringsaftalen.

Særlige regler for forsikringsselskaber om administration af en livsforsikringsbestand

§ 277. Træffer Finanstilsynet beslutning om, at et livsforsikringsselskabs forsikringsbestand tages under administration i henhold til § 263, stk. 6, § 273 eller §§ 254-255, udnævner Finanstilsynet samtidig en administrator til i fællesskab med eventuelle medadministratorer at forestå forsikringsbestandens administration.

Stk. 2. Når en forsikringsbestand tages under administration, skal Finanstilsynet tilbagekalde livsforsikringsselskabets tilladelse samt foranledige beslutningerne om administrationens iværksættelse, administrators udnævnelse samt tilladelsens tilbagekaldelse registreret i Erhvervs‑ og Selskabsstyrelsen.

Stk. 3. For at sikre administrationens forsvarlige varetagelse kan administrator udpege en eller flere medadministratorer med indsigt i for administrationen relevante forhold. § 107 finder tilsvarende anvendelse i forbindelse med administrationsboer.

Stk. 4. Udgifter, der efter skattelovgivningen påhviler administrationsboet bestående af de forsikrede, udredes af administrationsboet ved administrator.

Stk. 5. Honorarer til administratorerne og andre udgifter i forbindelse med administrationen udredes af administrationsboet. Honorarernes størrelse fastsættes efter forhandling med Finanstilsynet.

§ 278. Ved administrationens begyndelse skal de i § 166, stk. 1, nævnte registrerede aktiver straks overlades til administrationsboet. Administrationsboet ved administrator skal være berettiget til at råde over disse aktiver. For så vidt angår fondsaktiver, skal dette registreres i en værdipapircentral og, for så vidt angår fast ejendom, i tingbogen.

Stk. 2. Erklæres et livsforsikringsselskab konkurs, oversender skifteretten straks de i stk. 1 nævnte aktiver til administrator.

Stk. 3. Administrator skal lade de registrerede aktiver vurdere i overensstemmelse med de gældende værdiansættelsesregler.

Stk. 4. De enkelte forsikrede kan ikke gøre krav gældende mod selskabet. Derimod kan administrator på administrationsboets vegne afkræve selskabet, hvad der efter vurderingen af de overtagne aktiver, jf. stk. 3, mangler, for at de forsikringsmæssige hensættelser og anmeldte og forfaldne forsikringskrav efter beregningen nævnt i § 280 er dækket. Endvidere kan administrator på administrationsboets vegne kræve et beløb, der svarer til selskabets solvensmargin opgjort ved administrationsboets begyndelse.

Stk. 5. Erklæres et livsforsikringsselskab konkurs, efter administrationen er begyndt, får konkursen ingen virkning for administrationsboet.

Stk. 6. Administrator skal forvalte de fra selskabet modtagne aktiver og kan hos selskabet, eventuelt ved fogdens hjælp, kræve alt til administrationen nødvendigt materiale udleveret.

§ 279. Når forsikringsbestanden er taget under administration, kan genkøb af forsikringer ikke finde sted. Dog kan genkøbsværdien helt eller delvis anvendes til dækning af de i § 161, stk. 1, nr. 7, nævnte policelån.

§ 280. Administrator skal beregne de forsikringsmæssige hensættelser og opgøre størrelsen af anmeldte og forfaldne krav efter forsikringsaftalerne ved administrationens begyndelse.

Stk. 2. Forsikringskrav, som før administrationens begyndelse var forfaldne eller anmeldt, skal afgøres efter de før dette tidspunkt gældende regler. Forsikringer, som forfalder senere, skal foreløbig kun udbetales med et så stort et beløb, som administrator efter omstændighederne finder forsvarligt. Viser den endelige fastsættelse af forsikringsbeløbene, jf. stk. 4, at der på denne måde er udbetalt for meget, kan tilbagebetaling ikke kræves.

Stk. 3. De forsikringsmæssige hensættelser beregnes under anvendelse af det for selskabet anmeldte beregningsgrundlag, jf. § 20, medmindre administrator finder det nødvendigt at fastsætte et andet beregningsgrundlag, der anmeldes til Finanstilsynet.

Stk. 4. Fastsættelse af forsikringsbeløbene, herunder en eventuel nedsættelse heraf, jf. § 281, stk. 1, sidste pkt., eller § 282, stk. 1, 1. pkt., foretages i overensstemmelse med det efter stk. 3 gældende beregningsgrundlag og efter en fordeling af selskabets aktiver, der i det enkelte tilfælde må anses for rimelig under hensyn til forholdene i forsikringsbestanden, herunder indholdet af forsikringsaftalerne.

§ 281. Administrator skal snarest muligt, efter at vurdering og beregning i henhold til § 278, stk. 3, og § 280 har fundet sted, søge hele forsikringsbestanden overtaget af et eller flere forsikringsselskaber, der driver virksomhed her i landet. Indkommer der tilbud om en sådan overtagelse, skal administrator ansøge om Finanstilsynets tilladelse til overdragelsen. Ansøgningen om overdragelsen skal ledsages af den overenskomst, der er afsluttet mellem administrationsboet og det overtagende selskab og af sådanne oplysninger om dette selskab, som Finanstilsynet finder nødvendige for at kunne bedømme, om overdragelsen er forsvarlig over for forsikringstagerne. Medfører overenskomsten nedsættelse af forsikringsbeløbene eller ændring af forsikringsvilkårene, herunder af bonusreglerne, skal dette angives.

Stk. 2. Medmindre Finanstilsynet på det foreliggende grundlag finder, at tilladelse til overdragelsen bør nægtes, skal Finanstilsynet offentliggøre en redegørelse for den påtænkte overdragelse i Statstidende og i dagblade. Redegørelsen skal indeholde en opfordring til forsikringstagerne til inden en af Finanstilsynet fastsat frist, der ikke må være kortere end en måned, skriftligt at meddele Finanstilsynet, såfremt de har indsigelser mod overdragelsen. Selskabet skal samtidig til de forsikringstagere, hvis adresse er selskabet bekendt, udsende redegørelsen og forslaget.

Stk. 3. Efter udløbet af den i stk. 2, nævnte frist træffer Finanstilsynet under hensyntagen til de fremsatte indsigelser beslutning om, hvorvidt forsikringsbestanden kan overdrages i overensstemmelse med det fremsatte forslag. Overdragelsen kan ikke påberåbes som grundlag for at hæve forsikringsaftalen.

Stk. 4. Er overdragelse sket på sådan måde, at ikke alle administrationsboets aktiver er medgået, skal administrator afgive det overskydende beløb til selskabet eller dets bo.

§ 282. Kan forsikringsbestanden ikke overdrages i henhold til § 281, skal administrator foretage den endelige fastsættelse af forsikringsbeløbene i henhold til den foretagne opgørelse samt eventuelle ændringer af forsikringsvilkårene, herunder af bonusreglerne, og sammenkalde en generalforsamling af forsikringstagerne til stiftelse af et gensidigt selskab med administrationsboet som stifter, jf. § 23 og aktieselskabslovens § 3. Til denne generalforsamling gives 2 måneders varsel. Indkaldelsen samt en redegørelse for stiftelsesdokumentets indhold, og den af administrator beregnede fastsættelse af forsikringsbeløbene bekendtgøres på den i § 281, stk. 2, angivne måde.

Stk. 2. Ved registreringen indtræder det gensidige selskab i den i § 278, stk. 4, nævnte ret over for det tidligere selskab.

Stk. 3. Kan der ikke stiftes et nyt selskab, fortsættes administrationen, og administrator tager stilling til, om yderligere forsøg på at overføre forsikringerne til et nyt eller til et andet selskab skal foretages.

Gensidige forsikringsselskabers medlemmer og disses hæftelse for selskabets forpligtelser

§ 283. Medlemmer af et gensidigt forsikringsselskab er selskabets forsikringstagere og kun disse.

Stk. 2. Hvis medlemmerne skal hæfte for selskabets forpligtelser, skal omfanget heraf fastsættes i vedtægterne.

Stk. 3. Medlemmernes hæftelse for selskabets forpligtelser kan kun gøres gældende af selskabet.

Stk. 4. Selskabets krav mod medlemmer til opfyldelse af hæftelsen for selskabets forpligtelser kan ikke overdrages eller pantsættes.

§ 284. Finanstilsynet kan fastsætte regler for de gensidige forsikringsselskaber vedrørende hæftelse for medlemmer og garanter, tilbagebetaling af garantikapital og betingelser for uddeling til medlemmerne af selskabets midler.

§ 285. Bliver et forsikringsselskab forsikringstager i et gensidigt selskab ved genforsikring, kan det med hjemmel i vedtægterne aftales, at det skal være fritaget for medlemsansvar. Det samlede beløb af sådanne genforsikringer for egen regning må dog for livsforsikringer ikke overstige 10 pct. af det overtagende selskabs samlede forsikringssum. For livrenteforsikring skal ved denne beregning forsikringssummen regnes lig 10 gange det årlige rentebeløb. For skadesforsikring må præmien af sådanne genforsikringer ikke uden Finanstilsynets tilladelse overstige 10 pct. af selskabets samlede præmieindtægt.

§ 286. Et gensidigt forsikringsselskab må ikke mod vederlag til eje eller pant erhverve egne garantiandele.

Stk. 2. Et gensidigt forsikringsselskabs datterselskaber må ikke mod vederlag til eje eller pant erhverve garantiandele i moderselskabet.

§ 287. I gensidige forsikringsselskaber skal der føres en bog over garantiandelene.

Stk. 2. Garantiandelene skal noteres i bogen med angivelse af garanternes navn, stilling og bopæl.

Stk. 3. Selskabet skal give garantiandelen påtegning om noteringen, jf. stk. 2.

§ 288. Søgsmål i anledning af en generalforsamlingsbeslutning, som ikke er blevet til på lovlig måde eller er stridende mod denne lov eller selskabets vedtægter, kan anlægges af en stemmeberettiget, et medlem af bestyrelsen eller af en direktør.

Stk. 2. Sag skal være anlagt senest 3 måneder efter beslutningen. Ellers anses beslutningen for gyldig.

1) beslutningen ikke lovligt kunne tages selv med samtlige stemmeberettigedes samtykke,

2) der ifølge selskabets vedtægter kræves samtykke til beslutningen af alle eller visse medlemmer, garanter eller stemmeberettigede og sådant samtykke ikke er givet,

3) indkaldelse til generalforsamlingen ikke er sket eller de for selskabet gældende regler for indkaldelse væsentligt er tilsidesat, eller

4) den, der har rejst sagen efter udløbet af den i stk. 2 angivne tid, men dog senest 2 år efter beslutningen, har haft rimelig grund til forsinkelsen og retten på grund heraf og under hensyntagen til omstændighederne i øvrigt finder, at en anvendelse af bestemmelserne i stk. 2 ville føre til åbenbar ubillighed.

Stk. 4. Finder retten, at generalforsamlingsbeslutningen ikke er blevet til på lovlig måde eller er stridende mod denne lov eller selskabets vedtægter, jf. stk. 1, skal den ved dom kendes ugyldig eller ændres. En ændring af generalforsamlingsbeslutningen kan dog kun ske, såfremt der nedlægges påstand derom, og retten er i stand til at fastslå, hvilket indhold beslutningen rettelig skulle have haft. Rettens afgørelse har gyldighed for samtlige medlemmer og garanter.

§ 289. Som udbytte til aktionærer, rente til garanter eller udbetaling til medlemmer i gensidige selskaber kan kun anvendes årets resultat (overskud) i henhold til den godkendte årsrapport for sidste regnskabsår, overført overskud fra tidligere år og andre reserver, der ikke er bundne i medfør af lov eller selskabets vedtægter, efter fradrag dels af udækket underskud, dels af beløb, der i medfør af lov eller selskabets vedtægter skal henlægges til en sikkerhedsfond eller til andre formål.

§ 290. Så længe selskabets basiskapital ikke opfylder kapitalkravene i medfør af denne lov, kan der ikke udbetales udbytte til aktionærer, rente til garanter eller beløb til medlemmer i gensidige selskaber.

§ 291. I forsikringsaktieselskaber kan uddeling af selskabets midler til aktionærerne udover §§ 289-290 kun finde sted som udlodning i forbindelse med nedsættelse af aktiekapitalen eller selskabets opløsning. I gensidige selskaber kan uddeling til medlemmer i øvrigt kun ske i overensstemmelse med de i vedtægterne fastsatte regler.

Stk. 2. Udbytte til aktionærer, rente til garanter eller udbetaling til medlemmer i gensidige selskaber må ikke overstige, hvad der er forsvarligt under hensyn til selskabets og, i moderselskaber, koncernens økonomiske stilling.

§ 292. Et forsikringsselskab kan, såfremt vedtægterne indeholder bestemmelser herom, foretage henlæggelser til en sikkerhedsfond.

Stk. 2. Midler, der er henlagt til sikkerhedsfonden, kan ikke fraføres denne. Der kan ej heller foretages vedtægtsændringer med den virkning, at midler, der efter stk. 1 allerede er henlagt til sikkerhedsfonden, kan fraføres denne. Sikkerhedsfondens midler kan dog efter tilladelse fra Finanstilsynet anvendes til dækning af tab ved afvikling af de forsikringsmæssige forpligtelser eller på anden måde til fordel for de forsikrede.

§ 293. Bestemmelserne i §§ 294-302 omfatter gensidige skadesforsikringsselskaber, hvis vedtægter indeholder angivelse af:

1) at selskabets formål er begrænset til at tegne forsikringer mod ulykke og sygdom således, at de forsikrede tillige er forsikringstagere, eller til at tegne forsikringer for husdyr,

3) at selskabet ikke tegner forsikringer for længere perioder end 1 år ad gangen,

5) det højeste beløb, som selskabet uden genforsikring kan overtage på enkelt risiko, eller bestemmelse om, at regler herom fastsættes af Finanstilsynet i forbindelse med udstedelse af koncession, samt

Stk. 2. Et gensidigt skadesforsikringsselskab omfattes ikke af bestemmelserne i dette kapitel, såfremt:

1) den årlige præmieindtægt overstiger et af Finanstilsynet fastsat beløb, eller

2) mindre end halvdelen af den årlige præmieindtægt stammer fra fysiske personer, der er medlemmer af selskabet.

§ 294. Bestemmelserne i § 111, stk. 2, nr. 2 og § 125, stk. 1, samt aktieselskabslovens § 3, § 5, § 6, stk. 1 og 3-5, §§ 7-10, § 11, stk. 1 og 3, og § 176, finder ikke anvendelse ved stiftelse af selskaber, der omfattes af dette kapitel.

Stk. 2. Det kan i vedtægterne bestemmes, at der ikke skal ansættes en direktion.

§ 295. Indtegning af medlemmer eller garanter kan ikke finde sted, inden udkast til vedtægter er affattet. Udkastet skal fremlægges ved indtegningen.

Stk. 2. Konstituerende generalforsamling skal afholdes senest seks måneder efter, at indtegningen er påbegyndt, medmindre ingen medlemmer eller garanter er indtegnet. I sidstnævnte tilfælde bortfalder de ved tegning af selskabskapital påtagne forpligtelser, og indbetalte beløb tilbagebetales, dog med fradrag af afholdte udgifter, såfremt dette er betinget ved tegningen.

Stk. 3. Til konstituerende generalforsamling indkaldes de stemmeberettigede ifølge vedtægtsudkastet.

Stk. 4. Generalforsamlingen træffer med almindelig stemmeflerhed beslutning om godkendelse af vedtægterne og om, hvorvidt selskabet skal stiftes. Beslutning om ændring af vedtægtsudkastet kan træffes med almindelig stemmeflerhed uanset udkastets bestemmelser om ændringer efter stiftelsen. Beslutning om ændring, som ikke er angivet i indkaldelsen, kræver dog samtykke fra samtlige stemmeberettigede. Beslutning om stiftelse må ikke træffes, før vedtægterne er endeligt godkendt.

Stk. 5. Når selskabet er stiftet, vælges bestyrelse og revisorer efter vedtægternes bestemmelser herom.

§ 296. Selskabet skal anmeldes til registrering i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen senest 2 måneder efter den konstituerende generalforsamling. Overskrides denne frist, bortfalder de ved tegningen af selskabskapitalen påtagne forpligtelser, jf. § 295, stk. 2, 2. pkt. Registrering kan herefter ikke finde sted.

Stk. 2. Senest samtidig med anmeldelsen til registrering i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen skal selskabet indsende ansøgning om tilladelse til Finanstilsynet. Med ansøgningen skal følge bekræftet udskrift af generalforsamlingsprotokollen.

§ 297. Den i § 14 nævnte driftsplan kan med Finanstilsynets tilladelse begrænses i åremål eller udelades, såfremt den ikke er nødvendig til bestemmelse af basiskapitalen. Finanstilsynet kan endvidere, under hensyntagen til virksomhedens art og omfang, tillade, at der ikke foreligger selskabskapital eller anden form for basiskapital.

§ 298. Har selskabet ingen direktion, udføres de hverv, der i lov eller i medfør af lov er henlagt til direktionen, af bestyrelsen.

§ 299. Medlemmer af bestyrelsen og af direktionen repræsenterer selskabet udadtil.

Stk. 2. Selskabet forpligtes ved retshandler, som på selskabets vegne indgås af den samlede bestyrelse eller af et medlem af bestyrelsen eller af en direktør.

Stk. 3. Den tegningsret, som efter stk. 2 tilkommer det enkelte medlem af bestyrelsen og af direktionen, kan i vedtægterne begrænses således, at tegningsretten kun kan udøves af et eller flere bestemte medlemmer eller af flere i forening. Anden begrænsning i tegningsretten kan ikke registreres.

Stk. 4. Prokura kan kun meddeles af bestyrelsen. § 65 finder ikke anvendelse.

§ 300. Gensidige skadesforsikringsselskaber, der omfattes af § 293, stk. 1, og som kun driver virksomhed inden for et snævert begrænset landområde, omfattes ikke af denne lovs bestemmelser, jf. dog stk. 2 og 3, såfremt de indtegnede forsikringer tilsammen ikke overstiger 3 millioner kr.

Stk. 2. Selskaber, der omfattes af stk. 1, skal dog betegne sig som gensidige. § 11, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 3. Er et gensidigt skadesforsikringsselskab undergivet tilsyn i medfør af denne lov, forbliver selskabet under tilsyn, selv om det siden hen opfylder betingelserne for fritagelse efter stk. 1. Finanstilsynet kan dog fritage selskabet for tilsyn, såfremt selskabet fremsætter anmodning herom i henhold til en generalforsamlingsbeslutning.

§ 301. Finanstilsynet kan fritage et gensidigt skadesforsikringsselskab, der omfattes af § 293, stk. 1, fra denne lovs bestemmelser, såfremt:

1) de samlede forsikringer ikke overstiger 6 millioner kr., og selskabets risiko på en enkelt forsikring ikke overstiger 3 pct. af selskabets samlede årlige præmieindtægt, eller

2) selskabet kun tegner forsikringer inden for et begrænset landområde og alene for en enkelt forsikringsgren.

Stk. 2. Ved anvendelsen af stk. 1, nr. 1, tages ikke hensyn til, i hvilket omfang selskabet har afdækket sin risiko ved genforsikring.

Stk. 3. Finanstilsynet kan anvende bestemmelsen i stk. 1, nr. 2, selv om selskabet tegner forsikringer, som ikke er omfattet af § 293, stk. 1, nr. 1, når selskabet dog ikke tegner ansvarsforsikring, arbejdsskadeforsikring, motorkøretøjsforsikring, kautionsforsikring eller kreditforsikring.

Stk. 4. Et selskabs anmodning om fritagelse i henhold til stk. 1 skal være godkendt af generalforsamlingen.

§ 302. Fremsætter et gensidigt skadesforsikringsselskab, der omfattes af reglerne i dette kapitel, anmodning herom i henhold til generalforsamlingsbeslutning, kan Finanstilsynet bestemme, at selskabet skal være undergivet denne lov. Når sådan bestemmelse er truffet, kan dette kapitels bestemmelser dog på ny anvendes, såfremt Finanstilsynet tillader det.

§ 303. Ved tværgående pensionskasser forstås foreninger eller sammenslutninger,

1) hvis medlemmer enten er uddannet inden for bestemte uddannelsesområder eller er ansat i virksomheder af en bestemt art, og som har til formål som led i ansættelsesvilkårene eller som led i en anden tilknytning til en virksomhed at sikre pension efter ensartede regler for alle medlemmerne, eller

2) hvis medlemmer er selvstændige erhvervsdrivende inden for samme branche, og som har til formål at sikre pension efter ensartede regler for alle medlemmer.

§ 304. Bestemmelserne for gensidige livsforsikringsselskaber finder med de i stk. 2 nævnte undtagelser tilsvarende anvendelse for de tværgående pensionskasser.

Stk. 2. § 283, stk. 2-4, finder ikke anvendelse på tværgående pensionskasser.

§ 305. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om afgrænsning af de tværgående pensionskassers medlemskreds og aktiviteter.

§ 306. Ved et arbejdsmarkedsrelateret livsforsikringsaktieselskab forstås et livsforsikringsaktieselskab, der

1) direkte eller indirekte fuldt ud ejes af forsikringstagernes faglige organisationer, eventuelt i fællesskab med de relevante branchers arbejdsgiverorganisationer,

Stk. 2. Af selskabets vedtægter skal ud over det i stk. 1, nr. 3, nævnte fremgå, at selskabet er et »arbejdsmarkedsrelateret livsforsikringsaktieselskab«.

Stk. 3. Afståelse af aktier i selskabet til andre end den i stk. 1, nr. 1, nævnte kreds eller ændring af selskabets vedtægter vedrørende de i stk. 1, nr. 3, og stk. 2 nævnte forhold kan ikke ske uden Finanstilsynets godkendelse. Finanstilsynets godkendelse kan alene meddeles, såfremt afståelsen eller vedtægtsændringen skønnes at være i de forsikredes interesse.

Stk. 4. Af selskabets vedtægter skal tillige fremgå, hvorledes der skal forholdes med selskabets formue, når der ikke længere er forsikringsmæssige krav mod selskabet. Af vedtægtsbestemmelsen skal fremgå, at den skattefrit opsparede del af egenkapitalen skal anvendes til almennyttige eller velgørende formål.

Stk. 5. Vil selskabet overdrage sin forsikringsbestand, skal selskabet ud over det i § 232 anførte tillige anvende den skattefrit opsparede del af egenkapitalen til fordel for de forsikrede. I tilfælde af overdragelse af en bestemt del af forsikringsbestanden er det alene den forholdsmæssige andel af den skattefrit opsparede del af egenkapitalen, der skal anvendes til fordel for de forsikrede.

§ 307. Virksomheder, der udøver virksomhed, som består i at udstede betalingsmidler i form af elektroniske penge, skal have tilladelse som udstedere af elektroniske penge. Ved elektroniske penge forstås en pengeværdi, som repræsenteret ved et krav på udstederen, der er lagret på et elektronisk medium. Elektroniske penge må ikke udstedes til overkurs og skal være anerkendt som betalingsmiddel af andre foretagender end udstederen.

Stk. 2. Udstedere af elektroniske penge må, bortset fra udstedelse af elektroniske penge, alene drive virksomhed, der omfatter

2) lagring på det elektroniske medium på vegne af andre selskaber eller offentlige institutioner.

Stk. 3. Udstedere af elektroniske penge og pengeinstitutter har eneret til at udstede elektroniske penge.

Stk. 4. En virksomhed, der søger om tilladelse efter stk. 1, skal have en aktiekapital, der mindst udgør et beløb svarende til 1 million euro.

Stk. 5. Bortset fra stk. 6 finder bestemmelserne i dette kapitel ikke anvendelse på virksomheder, der udsteder elektroniske penge, hvis der maksimalt kan lagres 75 euro på det elektroniske medium og en af følgende betingelser er opfyldt:

1) virksomhedens samlede finansielle forpligtelser i forbindelse med uindfriede elektroniske pengebeløb overstiger ikke 150.000 euro,

2) de elektroniske penge, der udstedes af virksomheden, anerkendes kun som betalingsmiddel af koncernforbundne selskaber, eller

3) de elektroniske penge, der udstedes af virksomheden, anerkendes kun som betalingsmiddel af et begrænset antal selskaber, der klart kan identificeres ved deres beliggenhed på samme lokalitet eller andet begrænset lokalt område, eller ved deres tætte finansielle eller forretningsmæssige forbindelse til virksomheden, jf. dog stk. 6.

Stk. 6. Virksomheder, der ikke er omfattet af dette kapitel, jf. stk. 5, skal årligt redegøre for deres aktiviteter, herunder om størrelsen af de samlede finansielle forpligtelser i forbindelse med uindfriede elektroniske pengebeløb. Redegørelsen skal være modtaget i Finanstilsynet senest den 1. april.

§ 308. Udstedere af elektroniske penge må ikke udstede elektroniske penge med en højere værdi end 300 euro.

§ 309. Udstedere af elektroniske penge må ikke besidde kapitalandele i andre selskaber, medmindre disse selskaber udfører driftsmæssige eller andre accessoriske funktioner i forbindelse med elektroniske penge, der udstedes eller distribueres af den pågældende udsteder.

§ 310. Ihændehaveren af elektroniske penge kan i gyldighedsperioden og i op til et år efter gyldighedsperiodens udløb anmode udstederen eller det udstedende pengeinstitut om at få restbeløbet indløst til pålydende i mønter og sedler eller ved overførsel til en konto i et pengeinstitut uden andre omkostninger end dem, der er nødvendige for at gennemføre transaktionen.

Stk. 2. Betingelserne for genindløselighed i henhold til stk. 1 skal klart fremgå af aftalen mellem udstederen og ihændehaveren. I aftalen kan fastsættes, at beløb under 25 kr. ikke kan genindløses.

§ 311. §§ 13-15, om tilladelse § 30, stk. 1, 4, 5, 9 og 10, § 31, stk. 1, § 38, stk. 1, nr. 1-4, stk. 2, stk. 3, 1. pkt., og stk. 4-7, § 39, stk. 1, 1. pkt., § 39, stk. 2, 1. pkt., og § 40 om udøvelse af virksomhed gennem en filial eller som grænseoverskridende tjenesteydelser finder tilsvarende anvendelse for udstedere af elektroniske penge med de afvigelser, der er nævnt i denne lovs § 312.

Stk. 2. En ansøgning om tilladelse til at udstede elektroniske penge skal indeholde oplysninger om det forventede mål for de finansielle forpligtelser i forbindelse med uindfriede elektroniske pengebeløb efter seks måneder.

§ 312. En udenlandsk udsteder af elektroniske penge, der ønsker at udøve virksomhed gennem en filial eller ved udbud af tjenesteydelser her i landet i overensstemmelse med § 311, jf. § 30, stk. 1, 4, 5, 9 og 10, og § 31, stk. 1, kan alene udstede elektroniske penge.

Stk. 2. En udsteder af elektroniske penge, der ønsker at udøve virksomhed gennem en filial, ved udbud af tjenesteydelser eller ved etablering af dattervirksomhed i overensstemmelse med § 311, jf. § 38, stk. 1, nr. 1-4, stk. 2, stk. 3, 1. pkt., og stk. 4-7, § 39, stk. 1, 1. pkt., § 39, stk. 2, 1. pkt., og § 40 kan alene udstede elektroniske penge.

§ 313. Dette kapitels bestemmelser gælder for filialer af udstedere af elektroniske penge, der har hjemsted i et land uden for Den Europæiske Union, som Fællesskabet ikke har indgået aftale med på det finansielle område, med de afvigelser, filialforholdet nødvendiggør, eller som er fastsat i eller i medfør af international aftale.

Stk. 2. Aktieselskabslovens bestemmelser om filialer af udenlandske aktieselskaber finder anvendelse på de i stk. 1 nævnte filialer.

§ 314. § 5, stk. 3, § 60 og § 61 om erhvervelse og besiddelse af kvalificerede andele i finansielle virksomheder finder tilsvarende anvendelse for udstedere af elektroniske penge.

§ 315. §§ 69 og 70 om skriftlige retningslinjer for en finansiel virksomheds væsentligste aktivitetsområder m.m. finder tilsvarende anvendelse for udstedere af elektroniske penge.

§ 316. Basiskapitalen for en udsteder af elektroniske penge skal til enhver tid udgøre mindst 2 pct. af det højeste af følgende beløb: den aktuelle værdi eller de foregående seks måneders gennemsnit af de samlede finansielle forpligtelser i forbindelse med uindfriede elektroniske pengebeløb.

Stk. 2. Har en udsteder af elektroniske penge endnu ikke været i drift i seks måneder, inklusive den dag, hvor driften påbegyndes, skal basiskapitalen udgøre mindst 2 pct. af det højeste af følgende beløb: den aktuelle værdi eller det beløb, der er fastsat som mål for de finansielle forpligtelser i forbindelse med uindfriede elektroniske pengebeløb efter seks måneder, jf. § 311, stk. 2.

Stk. 3. Hvis et medlem af en udsteders bestyrelse, direktion eller revision må formode, at virksomheden ikke opfylder solvenskravet, jf. stk. 1 og 2, skal de pågældende straks meddele dette til Finanstilsynet. Finanstilsynet kan fastsætte en frist, inden for hvilken solvenskravet skal være opfyldt.

§ 317. Basiskapitalen for en udsteder af elektroniske penge beregnes som summen af indbetalt aktiekapital, overkurs ved emission og reserver.

Stk. 2. Kapitalen reduceres med virksomhedens beholdning af egne aktier, immaterielle aktiver, skatteaktiver og årets løbende underskud.

§ 318. Udstedere af elektroniske penge skal ved udløbet af hvert halvår indberette solvensopgørelse til Finanstilsynet. Finanstilsynet fastsætter nærmere regler herfor.

§ 319. En udsteder af elektroniske penge skal som minimum anbringe midler svarende til virksomhedens finansielle forpligtelser i forbindelse med uindfriede elektroniske pengebeløb i følgende aktiver:

2) tilgodehavender hos eller garanteret af centralregeringer eller centralbanker i zone A,

4) tilgodehavender hos eller garanteret af danske amtskommuner, danske kommuner, Grønlands hjemmestyre og Færøernes landsstyre, eller sikret ved værdipapirer udstedt af danske amtskommuner, danske kommuner, Grønlands hjemmestyre og Færøernes landsstyre inden for 90 pct. af værdipapirets markedsværdi,

5) tilgodehavender hos eller garanteret af regionale og lokale myndigheder i EØS-lande, eller sikret ved værdipapirer udstedt af disse regionale og lokale myndigheder, og hvor de kompetente myndigheder har givet nulvægt inden for 90 pct. af værdipapirets markedsværdi,

6) realkreditobligationer samt obligationer udstedt af Danmarks Skibskreditfond og

Stk. 2. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler for anbringelse af midler i andre aktiver end de i stk. 1 nævnte.

Stk. 3. Hvis værdien af de samlede midler anbragt i de i stk. 1 og 2 nævnte aktiver bliver lavere end de finansielle forpligtelser i forbindelse med uindfriede elektroniske pengebeløb, skal Finanstilsynet påse, at udstederen træffer de nødvendige foranstaltninger for omgående at rette op på dette forhold. Finanstilsynet kan i disse tilfælde midlertidigt tillade, at virksomhedens finansielle forpligtelser i forbindelse med uindfriede elektroniske pengebeløb opfyldes ved hjælp af andre aktiver end de i stk. 1 og 2 omhandlede op til et beløb på maksimalt 5 pct. af disse forpligtelser eller virksomhedens basiskapital, dog således at det er det laveste af disse to beløb, der gælder.

§ 320. En udsteder af elektroniske penges beholdning af midler anbragt i aktiver omfattet af § 319, stk. 1, nr. 6 og 7, må ikke overstige virksomhedens basiskapital med mere end tyve gange.

Stk. 2. En udsteders beholdning af midler anbragt i aktiver omfattet af § 319, stk. 1, nr. 6, må maksimalt udgøre 250 pct. af virksomhedens basiskapital pr. emittent.

Stk. 3. En udsteders beholdning af midler anbragt i aktiver omfattet af § 319, stk. 1, nr. 7, må maksimalt udgøre 125 pct. af udstederens basiskapital pr. institut. Der kan dog højst placeres indtil 25 pct. af pengeinstituttets basiskapital.

§ 321. Hvis en udsteder af elektroniske penges renterisiko er større end 10 pct. af basiskapitalen eller valutaindikator 1 er større end 10 pct. af basiskapitalen, fastsætter Finanstilsynet nærmere regler om vægtning af markedsrisici. Renterisiko og valutaindikator 1 beregnes som for pengeinstitutter.

Stk. 2. Udstedere af elektroniske penge kan alene anvende afledte finansielle instrumenter med henblik på at reducere markedsrisici.

§ 322. Udstedere af elektroniske penge skal ved udløbet af hvert halvår indberette opgørelse for midlernes anbringelse til Finanstilsynet. Finanstilsynet fastsætter nærmere regler herfor.

§ 323. Lov om erhvervsdrivende virksomheders aflæggelse af årsregnskab m.v. finder anvendelse for udstedere af elektroniske penge med de afvigelser, der er nævnt i § 74, § 198, stk. 1-7, og § 199 om regnskabsåret, revisorer og oplysningspligt.

Stk. 2. Regnskabsåret skal følge kalenderåret. Første regnskabsperiode kan omfatte et kortere eller længere tidsrum end 12 måneder, dog højst 18 måneder.

§ 324. Udstedere af elektroniske penge skal ved udløbet af hvert halvår foretage regnskabsindberetninger til Finanstilsynet. Finanstilsynet fastsætter nærmere regler herfor.

§ 325. Finanstilsynet fastsætter nærmere regler for revisionens gennemførelse i udstedere af elektroniske penge. Herunder kan Finanstilsynet fastsætte nærmere regler om intern revision og systemrevisionens gennemførelse i fælles datacentraler.

§ 326. Finanstilsynet kan inddrage tilladelsen til at drive virksomhed som udteder af elektroniske pnege, hvis virksomheden anmoder herom.

Stk. 2. Finanstilsynet kan inddrage en udsteder af elektroniske penges tilladelse,

1) hvis virksomheden ikke påbegyndes senest 12 måneder efter tilladelsens meddelelse,

3) hvis udstederen gør sig skyldig i grov eller gentagen overtrædelse af bestemmelser i dette kapitel eller af forskrifter udstedt i medfør af loven eller

Stk. 3. Opfylder udstederen ikke solvenskravet i § 316, og har virksomheden ikke tilvejebragt den foreskrevne kapital inden for den i medfør af § 316, stk. 3, fastsatte frist, skal Finanstilsynet inddrage tilladelsen. Finanstilsynet kan bestemme, at bestyrelsen inden for en nærmere angiven frist uanset vedtægternes bestemmelse herom skal indkalde generalforsamlingen og redegøre for virksomhedens økonomiske forhold.

§ 327. Opfylder en udsteder af elektroniske penges basiskapital ikke kapitalkravet på tilladelsestidspunktet i henhold til § 307, stk. 4, kan Finanstilsynet enten fastsætte en frist til at bringe basiskapitalen op på dette minimum eller straks inddrage tilladelsen.

§ 328. Inddrages tilladelsen til en udsteder af elektroniske penge, skal virksomheden afvikles. Anden virksomhed må ikke optages, før afviklingen er afsluttet.

Stk. 2. Sker afviklingen på anden måde end ved likvidation, konkurs eller i henhold til § 330, skal afviklingens form, indhold og gennemførelse godkendes af Finanstilsynet.

§ 329. §§ 240, 242, 244, 245 og 249 om inddragelse af tilladelse og ophør finder tilsvarende anvendelse for udstedere af elektroniske penge.

§ 330. Et pengeinstitut eller en udsteder af elektroniske penge må ikke uden Finanstilsynets tilladelse sammenlægges med en udsteder af elektroniske penge.

§ 331. § 116 finder tilsvarende anvendelse for udstedere af elektroniske penge.

§ 332. Kapitel 21 om tilsyn, kapitel 22 om afgifter og kapitel 23 om delegations- og klagebestemmelser finder med de fornødne tilpasninger anvendelse for udstedere af elektroniske penge.

§ 333. Virksomheder, der udøver virksomhed, som består i erhvervsmæssigt eller som et væsentligt led i deres drift at modtage indlån eller andre midler, der skal tilbagebetales fra offentligheden eller en videre kreds, og som anbringer de således modtagne midler på anden måde end ved indsættelse i et pengeinstitut skal have tilladelse som sparevirksomhed, hvis virksomheden ikke er:

3) oprettet i henhold til særlig lov eller, hvis oprettelse er godkendt i henhold til særlig lov.

Stk. 2. Virksomheder, der søger om tilladelse efter stk. 1, skal have en aktiekapital, der mindst udgør et beløb svarende til 1 million euro.

Stk. 2. For sparevirksomheder, der ikke er aktieselskaber, gælder aktieselskabslovens bestemmelser om anmeldelse og registrering m.m. tilsvarende.

§ 336. §§ 69, 70 og 74 finder tilsvarende anvendelse på sparevirksomheder.

§ 337. Vedtægterne skal angive indskydernes rettigheder og forpligtelser samt indeholde regler om virksomhedens organisation og ledelse m.v. og om midlernes anbringelse.

§ 338. Sparevirksomheder skal have en egenkapital, der mindst udgør et beløb svarende til 1 million euro.

§ 339. Regnskabsåret skal følge kalenderåret. Første regnskabsperiode kan omfatte et kortere eller længere tidsrum, dog højst 18 måneder.

§ 340. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler for sparevirksomheder om regnskab og revision.

§ 341. Finder Finanstilsynet, at fortsættelse af en af denne lov omfattet sparevirksomhed på det foreliggende grundlag vil være utilbørlig af hensyn til indskydernes interesser, kan Finanstilsynet inddrage tilladelsen.

Stk. 2. De for pengeinstitutter gældende bestemmelser om inddragelse af tilladelse og ophør finder med de fornødne tilpasninger anvendelse på sparevirksomheder.

§ 342. Kapitel 21 om tilsyn, kapitel 22 om afgifter og kapitel 23 om delegations- og klagebestemmelser finder med de fornødne tilpasninger anvendelse for sparevirksomheder.

§ 343. Finanstilsynet påser overholdelsen af denne lov og af de regler, der er udstedt i medfør af loven, undtagen § 76, stk. 1 og 2. Dog påser Erhvervs- og Selskabsstyrelsen overholdelsen af § 15, stk. 1, 2 og 4, §§ 82, 86, 90 og 111.

Stk. 2. For filialer af kreditinstitutter, der er meddelt tilladelse i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område, fører Finanstilsynet i overensstemmelse med bestemmelser fastsat i direktiver tilsyn med likviditeten i filialerne.

Stk. 3. Hvis et penge- eller realkreditinstitut eller et fondsmægler- eller investeringsforvaltningsselskab er datterselskab af et kreditinstitut, investeringsselskab eller administrationsselskab med hjemsted i et andet land i Den Europæiske Union eller i et land, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område, kan Finanstilsynet ved aftale overdrage ansvaret for tilsynet med penge- eller realkreditinstituttets, fondsmægler- eller investeringsforvaltningsselskabets eller koncernens solvens og store engagementer til den myndighed, der fører det konsoliderede tilsyn med virksomhedens udenlandske modervirksomhed.

Stk. 5. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler for Finanstilsynets procedurer i overensstemmelse med bestemmelser herom fastsat i fællesskabsretlige regler.

§ 344. Økonomi- og erhvervsministeren nedsætter Det Finansielle Virksomhedsråd, som består af 8 medlemmer. Rådet sammensættes således:

3) Et medlem med økonomisk finansiel indsigt, som indstilles af Danmarks Nationalbank.

5) En repræsentant for erhvervslivet, som indstilles af Dansk Industri, Danmarks Rederiforening, HTS - Interesseorganisationen, Dansk Handel & Service, Håndværksrådet og Landbrugsraadet i forening.

6) En repræsentant for realkreditinstitutterne, som indstilles af Realkreditrådet.

7) En repræsentant for pengeinstitutterne m.v., som indstilles af Finansrådet, Den Danske Børsmæglerforening, Den Danske Fondsmæglerforening og InvesteringsForeningsRådet i forening.

8) En repræsentant for forsikringsselskaberne m.v., som indstilles af Forsikring & Pension, Foreningen af Firmapensionskasser, Forsikringsmæglernes Brancheforening, Forsikringsmæglerforeningen i Danmark og Arbejdsmarkedets Tillægspension/Lønmodtagernes Dyrtidsfond i forening.

1) træffer, bortset fra § 43, afgørelser i tilsynssager af principiel karakter samt i tilsynssager, der har videregående betydelige følger for finansielle virksomheder og finansielle holdingvirksomheder,

2) rådgiver Finanstilsynet i forbindelse med dets udstedelse af regler og i forbindelse med principielle sager om redelig forretningsskik og god praksis samt tilsynssager om redelig forretningsskik og god praksis, der har videregående betydelige følger for finansielle virksomheder og finansielle holdingvirksomheder i henhold til § 43, samt

Stk. 3. Rådets medlemmer udpeges for 4 år ad gangen. Medlemmerne kan genudpeges.

Stk. 4. For hvert medlem udpeges en suppleant. Ved et medlems forfald deltager suppleanten på medlemmets vegne. Endvidere udpeges 2 særligt sagkyndige for hvert medlem udpeget efter stk. 1, nr. 4-6, og op til 4 særligt sagkyndige for hvert medlem udpeget efter stk. 1, nr. 7 og 8. De særligt sagkyndige kan efter formandens beslutning deltage i rådets møder uden stemmeret. Dog kan der højst deltage 2 særligt sagkyndige med hver af de i stk. 1, nr. 4-8, udpegede medlemmer ved behandling af de enkelte sager på rådsmøderne.

Stk. 5. Ved rådets behandling af sager om redelig forretningsskik og god praksis, jf. stk. 2, nr. 2, indkaldes Forbrugerombudsmanden til at deltage i det pågældende dagsordenspunkt. Forbrugerombudsmanden har i sager om redelig forretningsskik og god praksis samme beføjelser som rådets medlemmer.

Stk. 6. § 353, stk. 1, finder anvendelse for medlemmerne og suppleanterne af rådet samt de særligt sagkyndige. 1. pkt. gælder dog ikke ved behandling af sager om udstedelse af regler om redelig forretningsskik og god praksis.

Stk. 7. Rådet træffer afgørelse med simpelt flertal. Ved stemmelighed er formandens stemme afgørende.

§ 345. Finanstilsynet skal undersøge de finansielle virksomheders og finansielle holdingvirksomheders forhold, herunder ved gennemgang af løbende indberetninger og ved inspektioner i den enkelte virksomhed. Finanstilsynet kan endvidere foretage inspektionsbesøg i sparevirksomheder.

Stk. 2. Efter inspektion i en finansiel virksomhed eller en finansiel holdingvirksomhed skal der afholdes et møde med deltagelse af virksomhedens bestyrelse, direktion, den ansvarshavende aktuar, ekstern revisor og den interne revisionschef, medmindre inspektionen alene vedrører afgrænsede aktivitetsområder hos virksomheden. På mødet skal Finanstilsynet meddele sine konklusioner vedrørende inspektionen.

Stk. 3. Væsentlige konklusioner skal efter et inspektionsbesøg fremsendes i form af en skriftlig rapport til virksomhedens bestyrelse, direktion, den ansvarshavende aktuar, ekstern revisor og den interne revisionschef. Disse skal ved underskrift på rapporten bekræfte at være gjort bekendt med denne, hvorefter den tilbagesendes til Finanstilsynet.

Stk. 4. Tilsynsmyndighederne i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område, kan efter forudgående meddelelse herom til Finanstilsynet foretage inspektion i de her i landet beliggende filialer af udenlandske finansielle virksomheder med hjemsted i det pågældende land. For så vidt angår forsikringsselskaber, deltager Finanstilsynet i den i 1. pkt. nævnte inspektion eller kan efter anmodning fra tilsynsmyndigheden i filialens hjemland på dennes vegne i særlige tilfælde foretage inspektion af filialen alene. For så vidt angår investeringsselskaber og administrationsselskaber kan Finanstilsynet efter anmodning fra tilsynsmyndigheden i filialens hjemland foretage den i 1. pkt. nævnte inspektion i filialen.

§ 346. De finansielle virksomheder og finansielle holdingvirksomheder skal give Finanstilsynet de oplysninger, der er nødvendige for tilsynets virksomhed. I overensstemmelse med bestemmelser fastsat i direktiver gælder dette tilsvarende for udenlandske kreditinstitutter, administrationsselskaber og investeringsselskaber, der udøver virksomhed her i landet gennem etablering af filial eller udbud af finansielle tjenesteydelser.

Stk. 2. Finanstilsynet kan til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse få adgang til en finansiel virksomhed og dens filialer eller en finansiel holdingvirksomhed med henblik på indhentelse af oplysninger, herunder ved inspektioner.

Stk. 3. I det omfang det er nødvendigt for bedømmelse af en finansiel virksomheds eller en finansiel holdingvirksomheds økonomiske stilling, kan Finanstilsynet indhente oplysninger og til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse få adgang til de virksomheder, med hvilke den finansielle virksomhed eller den finansielle holdingvirksomhed har særlig direkte eller indirekte forbindelse.

Stk. 4. Finanstilsynet kan kræve alle oplysninger, herunder regnskaber og regnskabsmateriale, udskrift af bøger, andre forretningspapirer og elektronisk lagrede data, som skønnes nødvendige for Finanstilsynets virksomhed eller til afgørelse af, om en fysisk eller juridisk person er omfattet af bestemmelserne i denne lov.

Stk. 5. Finanstilsynet kan indhente oplysninger efter stk. 1-4 til brug for de i § 353, stk. 5, nr. 14 og 15, nævnte myndigheder.

§ 347. Forbrugerombudsmanden kan anlægge sag om forbud og påbud vedrørende handlinger, der strider mod redelig forretningsskik og god praksis, jf. § 43. Markedsføringslovens § 13, stk. 1, og § 14, stk. 1, finder tilsvarende anvendelse på sager anlagt af Forbrugerombudsmanden efter denne bestemmelse.

Stk. 2. Finanstilsynet kan give påbud om berigtigelse af forhold, der er i strid med § 43. Finanstilsynet kan i den forbindelse foretage inspektionsbesøg i filialer af administrationsselskaber og investeringsselskaber.

§ 348. Finanstilsynet kan påbyde en finansiel virksomheds ledelse at lade udarbejde en redegørelse for virksomhedens økonomiske stilling og fremtidsudsigter. Virksomhedens bestyrelse, direktion, den ansvarshavende aktuar, ekstern revisor og den interne revisionschef skal ved underskrift på påbudet over for Finanstilsynet bekræfte at være gjort bekendt med indholdet af henvendelsen.

1. være vedlagt en udtalelse fra virksomhedens eksterne revisor, medmindre redegørelsen som helhed er udarbejdet af denne,

§ 349. Finanstilsynet kan påbyde en finansiel virksomhed inden for en af tilsynet fastsat frist at foretage de nødvendige foranstaltninger, hvis

1) virksomhedens økonomiske stilling er således forringet, at indskydernes, de forsikredes, obligationsejernes, investeringsforeningernes, specialforeningernes eller øvrige investorers interesser er udsat for fare, eller

2) der er en betydelig risiko for, at virksomhedens økonomiske stilling udvikler sig således, at instituttet vil miste sin tilladelse.

Stk. 2. Er de påbudte foranstaltninger ikke foretaget inden for den fastsatte frist, kan Finanstilsynet inddrage virksomhedens tilladelse.

Stk. 3. For forsikringsselskaber gælder endvidere reglerne i kapitel 16 om genoprettelsesplaner.

§ 350. Finanstilsynet kan påbyde en finansiel virksomhed inden for en af tilsynet fastsat frist at afsætte en direktør i en finansiel virksomhed, der er omfattet af § 63, stk. 2.

Stk. 2. Har den finansielle virksomhed ikke afsat direktøren inden for den fastsatte frist, kan Finanstilsynet inddrage virksomhedens tilladelse, jf. § 236, stk. 1, nr. 2, og § 254, stk. 1, nr. 2.

§ 351. Finanstilsynet kan selvstændigt eller i samarbejde med andre myndigheder foretage undersøgelser, der er egnede til at fremme gennemsigtigheden på det finansielle marked, samt offentliggøre resultaterne af disse.

§ 352. Finanstilsynet afgiver årligt en beretning til økonomi- og erhvervsministeren om sin virksomhed.

Stk. 2. Finanstilsynet afgiver i samarbejde med Forbrugerstyrelsen årligt til økonomi- og erhvervsministeren en rapport over status for udstedelse af regler om god skik og om erfaringerne med reglernes anvendelse, jf. § 43, stk. 2.

§ 353. Finanstilsynets ansatte, herunder personer, der udfører serviceopgaver som led i Finanstilsynets drift, samt eksperter, der handler på tilsynets vegne, er under ansvar efter straffelovens §§ 152-152 e forpligtede til at hemmeligholde oplysninger, som de gennem deres virksomhed bliver vidende om. Dette gælder også efter ansættelses- eller kontraktsforholdets ophør.

Stk. 2. Samtykke fra den, som tavshedspligten tilsigter at beskytte, berettiger ikke Finanstilsynets ansatte eller eksperter, der handler eller har handlet på tilsynets vegne, til at videregive fortrolige oplysninger.

Stk. 3. Bestemmelsen i stk. 1 er ikke til hinder for, at Finanstilsynet af egen drift videregiver fortrolige oplysninger i summarisk eller sammenfattende form, når hverken den enkelte virksomhed eller dens kunder kan identificeres.

Stk. 4. Fortrolige oplysninger kan videregives under en civil retssag, når en finansiel virksomhed er erklæret konkurs, og såfremt oplysningerne ikke vedrører kundeforhold eller tredjemand, der er eller har været involveret i forsøg på at redde virksomheden.

Stk. 5. Bestemmelsen i stk. 1 er ikke til hinder for, at fortrolige oplysninger videregives til:

2) Andre offentlige myndigheder, herunder anklagemyndigheden og politiet, i forbindelse med efterforskning og retsforfølgning af strafbare forhold omfattet af straffeloven eller tilsynslovgivningen.

4) Administrative myndigheder og domstole, som behandler afgørelser, der er truffet af Finanstilsynet.

7) Undersøgelseskommissioner nedsat ved lov eller i henhold til lov om undersøgelseskommissioner.

8) Folketingets stående udvalg vedrørende en finansiel virksomheds generelle økonomiske forhold som led i den parlamentariske kontrol med forvaltningen, for så vidt angår finansielle virksomheder i betalingsstandsning eller under konkurs, når staten yder garanti eller stiller midler til rådighed for afvikling af virksomheden.

10) Skifteretten og andre myndigheder, der medvirker ved den finansielle virksomheds likvidation, konkursbehandling eller lignende procedurer, samt personer, der er ansvarlige for den lovpligtige revision af en finansiel virksomheds regnskaber, under forudsætning af at modtagerne af oplysninger har behov herfor til varetagelse af deres opgaver.

11) Institutioner, der forvalter indskyder- eller investorgarantiordninger, under forudsætning af at oplysningerne er nødvendige for, at de kan udføre deres arbejde.

12) Danmarks Nationalbank og udenlandske centralbanker samt Den Europæiske Centralbank, under forudsætning af at oplysningerne er nødvendige for dem i deres egenskab af pengepolitisk myndighed eller i deres overvågning af betalingssystemer.

13) En institution, der forestår clearing af værdipapirer eller penge, såfremt det er nødvendigt for at sikre, at institutionen reagerer behørigt på misligholdelser eller potentielle misligholdelser på det marked, hvor institutionen er ansvarlig for clearingen.

14) Finansielle tilsynsmyndigheder i andre lande inden for Den Europæiske Union eller i lande, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område, der har ansvaret for tilsyn med finansielle virksomheder, finansieringsinstitutter, investeringsinstitutter eller kapitalmarkederne, og organer, der medvirker ved finansielle virksomheders likvidation, konkursbehandling eller lignende procedurer, samt personer, der er ansvarlige for den lovpligtige revision af den finansielle virksomheds regnskaber under forudsætning af, at modtagerne af oplysninger har behov herfor til varetagelsen af deres opgaver.

15) Finansielle tilsynsmyndigheder i lande uden for Den Europæiske Union, som Fællesskabet ikke har indgået aftale med på det finansielle område, der har ansvaret for tilsyn med finansielle virksomheder, finansieringsinstitutter, investeringsinstitutter eller kapitalmarkederne, og organer, der medvirker ved finansielle virksomheders likvidation, konkursbehandling eller lignende procedurer, samt personer, der er ansvarlige for den lovpligtige revision af den finansielle virksomheds regnskaber, jf. dog stk. 9 og 10.

Stk. 6. Alle, der i henhold til stk. 4 og 5 modtager fortrolige oplysninger fra Finanstilsynet, er med hensyn til disse oplysninger undergivet den i stk. 1 omhandlede tavshedspligt.

Stk. 7. Fortrolige oplysninger, som Finanstilsynet modtager, må kun anvendes i forbindelse med tilsynshvervet, til pålæggelse af sanktioner, eller hvis tilsynets afgørelse påklages til højere administrativ myndighed eller indbringes for domstolene.

Stk. 8. Adgangen til udlevering af fortrolige oplysninger til Folketingets stående udvalg i henhold til stk. 5, nr. 8, er begrænset til dokumenter i sager, der er oprettet i Finanstilsynet efter den 16. september 1995. For realkreditinstitutter gælder begrænsningen dokumenter i sager, der er oprettet i Finanstilsynet efter den 1. juni 1995.

2) under forudsætning af, at modtagerne mindst er underlagt en lovbestemt tavshedspligt, der svarer til tavshedspligten i medfør af stk. 1, og har behov for oplysningerne til varetagelse af deres opgaver.

Stk. 10. Videregivelse efter stk. 5, nr. 15, af fortrolige oplysninger, der hidrører fra lande inden for Den Europæiske Union eller lande, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område, kan endvidere alene ske, såfremt de myndigheder, som har afgivet oplysningerne, har givet deres udtrykkelige tilladelse, og må udelukkende benyttes til det formål, som tilladelsen vedrører.

Stk. 11. Har en skyldner, kautionist eller investor betydelige forpligtelser over for flere finansielle virksomheder, kan Finanstilsynet give de pågældende virksomheder underretning herom.

Stk. 12. Bestemmelsen i stk. 1 er ikke til hinder for, at Finanstilsynet, sideløbende med forhandlinger om overdragelse af en forsikringsbestand, med henblik på sikring af genforsikringsdækning videregiver oplysninger til repræsentanter for virksomheder, der er omfattet af en i medfør af § 59, stk. 4, og § 269 fastsat hæftelsesordning.

§ 354. Som part i forhold til Finanstilsynet anses den finansielle virksomhed, den finansielle holdingvirksomhed, den udenlandske finansielle virksomhed eller den udenlandske finansielle holdingvirksomhed, som Finanstilsynets afgørelse truffet i medfør af denne lov eller forskrifter fastsat i medfør af denne lov retter sig mod, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2. I nedennævnte tilfælde anses en anden end virksomheden tillige som part i Finanstilsynets afgørelse, for så vidt angår den del af sagen, som vedrører den pågældende:

1) Modervirksomheden, hvor denne er en finansiel holdingvirksomhed eller en finansiel virksomhed.

2) Virksomheder, med hvilke en finansiel virksomhed har en særlig direkte eller indirekte forbindelse, og hvor tilsynet kan indhente oplysninger og foretage inspektionsbesøg, jf. § 346, stk. 3.

3) En fysisk eller juridisk person, som Finanstilsynet kræver oplysninger af, til afgørelse af, om denne er omfattet af bestemmelserne i denne lov, jf. § 346, stk. 4.

4) Erhververen eller besidderen af en kvalificeret kapitalandel, når Finanstilsynet nægter at godkende denne, suspenderer behandlingen af sagen eller reagerer som følge af manglende underretning om andelen eller ophæver stemmeretten, der er knyttet til de pågældende ejeres andel, jf. § 60, stk. 1-7, samt § 61, stk. 1-3.

5) Revisor i en finansiel virksomhed, når Finanstilsynet afsætter denne eller påbyder denne at give oplysninger om virksomhedens forhold, samt i sager vedrørende forbud mod at en revisor har lån m.v. i den finansielle virksomhed, som revisor reviderer, jf. § 198, stk. 4-6 og 8.

6) Virksomheder, hvortil et pengeinstitut, fondsmæglerselskab, investeringsforvaltningsselskab eller et realkreditinstitut har en sådan tilknytning, at denne efter Finanstilsynets afgørelse skal medtages i konsolideringen, jf. § 176, stk. 1.

7) En virksomhed, som ansøger om tilladelse til at drive pengeinstitut-, fondsmægler-, investeringsforvaltnings-, værdipapirhandler-, realkredit-, forsikrings- eller livsforsikringsvirksomhed, jf. § 7, stk. 1, § 8, stk. 1, § 9, stk. 1, § 10, stk. 1 og 2, § 11, stk. 1, og § 14, eller hvis ansøgning suspenderes, jf. § 14, stk. 4.

8) Et medlem af en finansiel virksomheds bestyrelse eller direktion eller en kapitalejer, når tilsynet nægter en finansiel virksomhed tilladelse eller inddrager denne helt eller delvist, jf. § 14, stk. 1, nr. 1-3, og stk. 2, § 236 og § 237, stk. 1.

9) Virksomheder, som tilsynet finder har snævre forbindelser til en finansiel virksomhed, når tilladelse nægtes eller inddrages efter § 14, stk. 1, nr. 4 og 5, og § 236.

10) Den, som overtræder lovens forbud mod i en virksomheds navn eller betegnelse af virksomheden at benytte ord, der er omfattet af finansielle virksomheders eneret til navn, jf. § 7, stk. 5, § 8, stk. 5, § 9, stk. 5, 2. pkt., og stk. 6, 2. pkt., og § 11, stk. 3.

11) Den, der overtræder lovens forbud mod at drive virksomhed omfattet af § 7, stk. 1, 3 og 4, § 8, stk. 1 og 3, § 9, stk. 1 og 3, § 10, stk. 1 og 3, og § 11, stk. 1, uden tilladelse.

12) Den, over for hvem Finanstilsynet træffer afgørelse om, hvorvidt den pågældende kan tilbyde investeringsservice uden tilladelse, jf. § 9, stk. 9.

13) Investeringsforeninger og specialforeninger, når Finanstilsynet træffer afgørelse i en sag vedrørende det investeringsforvaltningsselskab, som administrerer investeringsforeningen eller specialforeningen.

14) Den ansvarshavende aktuar, når denne ikke har opfyldt sin oplysningsforpligtelse over for Finanstilsynet, jf. § 107, stk. 5, 1. pkt.

Stk. 3. Som part anses i øvrigt et bestyrelsesmedlem, en ansvarshavende aktuar, en revisor, en direktør eller andre ledende medarbejdere i en finansiel virksomhed, en finansiel holdingvirksomhed, en udenlandsk finansiel virksomhed eller en udenlandsk finansiel holdingvirksomhed, hvis Finanstilsynets afgørelse er rettet direkte mod pågældende. Det samme gælder for en likvidator og en administrator af en livsforsikringsbestand.

Stk. 4. Endelig kan Finanstilsynet, når tilsynet tager en sag op vedrørende redelig forretningsskik og god praksis inden for virksomhedsområdet, jf. § 43, god værdipapirhandelsskik, jf. § 3 i lov om værdipapirhandel, eller videregivelse af fortrolige oplysninger, jf. kapitel 9, under særlige omstændigheder tillige tilkende partsbeføjelser til andre fysiske eller juridiske personer end de i stk. 2 og 3 nævnte. Partsbeføjelser kan alene tillægges, for så vidt angår den del af sagen, som har direkte og væsentlig betydning for den pågældende. Tilkendelse af partsbeføjelser skal ske under hensyntagen til beskyttelsen af fortrolige oplysninger om de virksomheder, der er under tilsyn.

Stk. 5. Partsstatus og partsbeføjelser efter stk. 2-4 er begrænset til forhold, hvor tilsynets afgørelser er truffet efter den 8. oktober 1998, for realkreditinstitutter dog efter den 20. oktober 1998. For så vidt angår videregivelse af fortrolige oplysninger, jf. kapitel 9, er partsstatus og partsbeføjelser begrænset til forhold, hvor tilsynets afgørelser træffes efter den 1. januar 2004. For investeringsforvaltningsselskaber er partsstatus og partsbeføjelser begrænset til forhold, hvor tilsynets afgørelser træffes efter den 1. januar 2004.

§ 355. Medarbejderne i Finanstilsynet må ikke være medlem af direktion, bestyrelse eller repræsentantskab eller være ansat i virksomheder under tilsyn af Finanstilsynet eller i disses organisationer. De må heller ikke uden tilladelse fra økonomi- og erhvervsministeren eje eller drive selvstændig erhvervsvirksomhed eller deltage i ledelsen eller driften af en erhvervsvirksomhed. De kan dog eje, drive og deltage i administrationen af fast ejendom.

Stk. 2. Medarbejdere i Finanstilsynet må ikke for egen regning udføre eller deltage i spekulationsforretninger, jf. § 76, stk. 1. Økonomi- og erhvervsministeren skal for Finanstilsynets direktør, vicedirektører og dermed ligestillede udarbejde retningslinjer om indberetning af formuedispositioner.

Stk. 3. Direktøren for Finanstilsynet må ikke uden økonomi- og erhvervsministerens tilladelse indgå engagement med eller stille sikkerhed over for finansielle virksomheder. For andre medarbejdere i Finanstilsynet udarbejder økonomi- og erhvervsministeren nærmere retningslinjer for godkendelse af engagementer med og sikkerhedsstillelser over for finansielle virksomheder. Retningslinjerne kan foreskrive forskellige godkendelsesprocedurer for de enkelte medarbejderkategorier.

§ 356. De frister, der er fastsat i eller i henhold til denne lov, begynder at løbe fra og med dagen efter den dag, hvor den begivenhed, som udløser fristen, finder sted. Dette gælder ved beregning af såvel dage- som uge-, måneds- og årsfrister.

Stk. 2. Er fristen angivet i uger, udløber fristen, jf. stk. 1, på ugedagen for den dag, hvor den begivenhed, som udløste fristen, fandt sted.

Stk. 3. Er fristen angivet i måneder, udløber fristen, jf. stk. 1, på månedsdagen for den dag, hvor den begivenhed, som udløste fristen, fandt sted. Hvis den dag, hvor den begivenhed, som udløste fristen, fandt sted, er den sidste dag i en måned, eller hvis fristen udløber på en månedsdato, som ikke findes, udløber fristen altid på den sidste dag i måneden uanset dens længde.

Stk. 4. Er fristen angivet i år, udløber fristen, jf. stk. 1, på årsdagen for den dag, hvor den begivenhed, som udløste fristen, fandt sted.

Stk. 5. Udløber en frist i en weekend, på en helligdag, grundlovsdag, juleaftensdag eller nytårsaftensdag, udstrækkes fristen til den førstkommende hverdag.

§ 357. Beslutning om, at nye aktier skal kunne indbetales ved konvertering af gæld i medfør af aktieselskabslovens § 33 a, skal godkendes af Finanstilsynet.

Stk. 2. Bestyrelsen i et moderselskab skal underrette bestyrelsen for et datterselskab og Finanstilsynet, så snart et koncernforhold er etableret.

§ 358. Forsikringsselskaber, filialer af udenlandske selskaber, som har fået tilladelse af Finanstilsynet, og de af denne lov omfattede pensionskasser registreres i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

§ 359. Finanstilsynets bevilling fratrukket salg af varer og tjenesteydelser samt renteindtægter dækkes af afgifter fra de virksomheder, som er underlagt Finanstilsynets tilsyn, jf. §§ 360-369.

§ 360. Følgende virksomheder betaler årligt et grundbeløb i afgift til Finanstilsynet:

2) ATP-fonden (tillægspension, midlertidig pensionsopsparing og særlig pensionsopsparing) betaler 1.180.000 kr.

4) Fondsbørser og autoriserede markedspladser betaler et grundbeløb på 9.500 kr. pr. selskab noteret ultimo det foregående år.

10) Hver udsteder af collateralized mortgage obligations og lignende virksomheder betaler 10.000 kr. pr. serie.

Stk. 2. Grundbeløb, jf. stk. 1, reguleres årligt svarende til udviklingen i Finanstilsynets bevilling på finansloven.

§ 361. Fondsmæglerselskaber betaler årligt 10,5 promille af deres omkostninger til løn, provision og tantieme. Der pålægges altid en minimumsafgift på 15.000 kr.

Stk. 2. Investeringsforvaltningsselskaber betaler årligt 10,5 promille af deres omkostninger til løn, provision og tantieme. Der pålægges altid en minimumsafgift på 15.000 kr.

Stk. 3. Forsikringsmæglerselskaber betaler årligt 4,0 promille af deres provision og andre vederlag. Der pålægges altid en minimumsafgift på 1.000 kr.

Stk. 4. Innovationsforeninger betaler årligt 10.000 kr. pr. forening plus 3.000 kr. pr. afdeling plus 0,005 promille af deres samlede balance.

Stk. 5. Filialer af udenlandske kreditinstitutter betaler årligt 0,0006 promille af deres samlede balance plus garantier. Der pålægges altid en minimumsafgift på 2.000 kr.

§ 362. Pengeinstitutter, andre sparevirksomheder end de i § 360, stk. 1, nr. 10, nævnte og Forvaltningsinstituttet for Lokale Pengeinstitutter betaler årligt 49,4 procent af differencen mellem Finanstilsynets udgifter og afgiften betalt efter §§ 360 og 361.

Stk. 2. Afgiften fordeles i forhold til den enkelte virksomheds andel af de af stk. 1 omfattede virksomheders samlede gælds- og garantiforpligtelser. Der pålægges altid en minimumsafgift på 2.000 kr.

§ 363. Realkreditinstitutter betaler årligt 13,2 procent af differencen mellem Finanstilsynets udgifter og afgiften betalt efter §§ 360 og 361.

Stk. 2. Afgiften fordeles i forhold til den enkelte virksomheds andel af de af stk. 1 omfattede virksomheders samlede bogførte balancesum. Der pålægges altid en minimumsafgift på 2.000 kr.

§ 364. Forsikringsselskaber, der udøver livsforsikringsvirksomhed, tværgående pensionskasser og firmapensionskasser betaler årligt 18,3 procent af differencen mellem Finanstilsynets udgifter og afgiften betalt efter §§ 360 og 361.

Stk. 2. Afgiften opdeles i to lige store dele. Den ene del af afgiften fordeles i forhold til den enkelte virksomheds andel af de af stk. 1 omfattede virksomheders samlede bruttopræmier og medlemsbidrag. Den anden del af afgiften fordeles i forhold til den enkelte virksomheds andel af de af stk. 1 omfattede virksomheders samlede balance reduceret med basiskapital. Der pålægges altid en minimumsafgift på 2.000 kr.

§ 365. Forsikringsselskaber, der ikke udøver livsforsikringsvirksomhed, betaler årligt 14,7 procent af differencen mellem Finanstilsynets udgifter og afgiften betalt efter §§ 360 og 361.

Stk. 2. Afgiften fordeles i forhold til den enkelte virksomheds andel af de af stk. 1 omfattede virksomheders samlede direkte og indirekte bruttopræmieindtægter plus bruttoerstatninger, idet der ses bort fra negative præmieindtægter. Der pålægges altid en minimumsafgift på 2.000 kr. De forsikringsselskaber, som er omfattet af § 293, betaler dog en minimumsafgift på 800 kr.

§ 366. Investeringsforeninger og specialforeninger betaler årligt 4,4 procent af differencen mellem Finanstilsynets udgifter og afgiften betalt efter §§ 360 og 361.

Stk. 2. Afgiften fordeles mellem virksomhederne med 10.000 kr. pr. forening plus 3.000 kr. pr. afdeling. Den resterende afgift fordeles i forhold til den enkelte virksomheds andel af de af stk. 1 omfattede virksomheders samlede balance.

§ 367. Beregning af afgifter fra virksomheder, omfattet af §§ 361-366, foretages på grundlag af oplysninger i den for seneste regnskabsår aflagte årsrapport eller i mangel af en sådan den senest indsendte regnskabsindberetning. For så vidt angår forsikringsmæglerselskaber, foregår beregningen på grundlag af den senest indsendte indtægtsspecifikation.

Stk. 2. Fuld afgiftspligt påhviler enhver virksomhed, der har været under tilsyn en del af det pågældende kalenderår.

Stk. 3. Hvis to eller flere virksomheder under Finanstilsynets tilsyn sammenlægges, betaler den fortsættende virksomhed den ophørte virksomheds afgift.

Stk. 4. Hvis en virksomhed ophører med at være under tilsyn på anden måde end ved sammenlægning, fastsættes afgiften for det kalenderår, hvori virksomheden ophører, på følgende måde:

2) Virksomheder, omfattet af § 361, betaler den fastsatte promille i forhold til afgiftsgrundlaget i det foregående års årsrapport eller indtægtsspecifikation. Hvis ikke det foregående års årsregnskab eller indtægtsspecifikation er indsendt til Finanstilsynet på ophørstidspunktet, beregnes afgiften i forhold til afgiftsgrundlaget i den seneste regnskabsindberetning eller indtægtsspecifikation.

3) Virksomheder, omfattet af §§ 362-366, betaler procenten fra den seneste afgiftsopkrævning i forhold til afgiftsgrundlaget i det seneste års årsrapport. Hvis ikke det seneste års årsrapport er indsendt til Finanstilsynet på ophørstidspunktet, beregnes afgiften i forhold til afgiftsgrundlaget i den seneste regnskabsindberetning. Finanstilsynet kan i særlige tilfælde godkende, at afgiftsbetalingen afventer den samlede afgiftsberegning.

§ 368. Afgifterne for det pågældende år opkræves primo december med betalingsfrist ultimo året.

Stk. 2. En eventuel difference mellem den opkrævede afgift og den faktisk indbetalte afgift overføres som et samlet beløb til afgiftsopkrævning det efterfølgende finansår.

§ 370. Henlægger økonomi- og erhvervsministeren sine beføjelser efter loven til Finanstilsynet, kan ministeren fastsætte regler om klageadgangen, herunder at klager ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed.

§ 371. Afgørelser, truffet af Finanstilsynet eller Erhvervs- og Selskabsstyrelsen i henhold til loven eller regler udstedt i medfør af loven, kan af den, som afgørelsen retter sig til, indbringes for Erhvervsankenævnet senest 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende.

Stk. 2. Afgørelser, truffet af Finanstilsynet, i forbindelse med forhold omfattet af § 250, der ønskes påklaget, skal indbringes for Erhvervsankenævnet senest 24 timer efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende.

Stk. 3. Omgøres en af Finanstilsynet truffet afgørelse, der går ud på, at et forsikringsselskab skal træde i likvidation, eller at dets livsforsikringsbestand tages under administration, skal Erhvervs- og Selskabsstyrelsen straks registrere dette. Finanstilsynet skal, såfremt selskabet ejer faste ejendomme, drage omsorg for fornøden tinglysning.

§ 372. Overtrædelse af bestemmelserne i § 7, stk. 1-6, § 8, stk. 1 og stk. 3-6, § 9, stk. 1-3, og stk. 5-7, § 10, stk. 1-3, § 11, stk. 1-4, § 24, stk. 1, 2. pkt., § 25, 2. pkt., §§ 27-28, § 31, stk. 7-9, § 33, stk. 1, §§ 36 og 38, § 39, stk. 1 og stk. 3-4, § 40, §§ 44-46, § 49, stk. 1 og 2, §§ 52 og 53, § 60, stk. 1 og stk. 6-8, § 62, stk. 1, 2 og 4, § 63, stk. 2, §§ 64-66, §§ 74-75, § 77, § 91, stk. 1, § 96, stk. 1 og 2, § 100, stk. 1, 2 og 4, §§ 104-105, § 116, § 117, stk. 3, § 118, § 119, stk. 1, 2. pkt., og stk. 2, §§ 123-125, § 138, stk. 1, nr. 4 og 5, § 144, stk. 1-3, og stk. 4, 1. pkt., § 145, stk. 1, § 146, stk. 1, §§ 148-151, § 152, stk. 1, § 153, §§ 169-174, § 181, stk. 1-2, § 193, § 194, stk. 1-3, §§ 199-203, § 220, § 221, stk. 1, 1. og 2. pkt., §§ 238-239, § 307, stk. 1, 2 og 6, §§ 308-309, § 316, stk. 1 og 3, 1. pkt., § 319, stk. 1, § 320, § 321, stk. 2, § 328, § 330, § 333, stk. 1 og 2, § 403, stk. 1, 2, 4 og 5, §§ 376, 378 og 380 straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning. Overtrædelse af bestemmelserne i § 50, stk. 1, § 54, stk. 2, § 56, stk. 1 og 2, § 69, § 70, stk. 1, nr. 1-4, § 72, stk. 1, 1. pkt., og stk. 2, § 76, § 79, stk. 1, stk. 2, 1. pkt., stk. 3 og stk. 5-6, § 107, stk. 1-6, § 120, stk. 1, §§ 121-122, §§ 157-158, § 166, § 182, stk. 1, 1. pkt., § 183, stk. 1, § 184, stk. 1, 2, og 3, 1. pkt., §§ 185-186, § 187, stk. 1, stk. 2, 1. pkt., og stk. 3, 2. pkt., §§ 188-190, § 191, 1. pkt., § 192, 1. pkt., § 197, § 198, stk. 1, 1. pkt., § 198, stk. 2 og 5, § 345, stk. 3, 2. pkt., og § 357, stk. 2, straffes med bøde. Med bøde straffes en finansiel virksomhed eller en finansiel holdingvirksomhed, der ikke efterkommer et påbud, der er givet i medfør af § 347, stk. 2, 1. pkt., § 349, stk. 1, eller § 350, stk. 1, samt overtrædelser af aktieselskabslovens § 52, stk. 1 og 2.

Stk. 2. I regler udstedt i medfør af loven kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i reglerne.

Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Stk. 4. Undlader et medlem af en finansiel virksomheds eller en finansiel holdingvirksomheds bestyrelse eller direktion at træffe nødvendige foranstaltninger i tilfælde af tab eller nærliggende fare for tab af væsentlig størrelse, straffes vedkommende med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, for så vidt højere straf ikke er forskyldt efter den øvrige lovgivning. Tilsvarende gælder et medlem af bestyrelsen eller direktionen i en sparevirksomhed eller i en udsteder af elektroniske penge.

Stk. 5. Personer, der er knyttet til en finansiel virksomhed, og som giver urigtige eller vildledende oplysninger om forhold vedrørende virksomheden til offentlige myndigheder, til offentligheden, til noget selskabsorgan eller til indskydere, de forsikrede eller obligationsejerne eller andre investorer i den finansielle virksomhed, eller som gør sig skyldig i grov eller oftere gentagen forsømmelse eller skødesløshed, der kan medføre tab for virksomheden eller indskyderne, de forsikrede eller obligationsejerne eller andre investorer i den finansielle virksomhed, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, for så vidt højere straf ikke er forskyldt efter den øvrige lovgivning. Tilsvarende gælder personer knyttet til en sparevirksomhed eller en udsteder af elektroniske penge.

Stk. 6. Forældelsesfristen for overtrædelse af lovens bestemmelser eller regler udstedt i medfør af loven er 5 år.

§ 373. Undlader en finansiel virksomheds bestyrelse, direktion, ekstern revisor, en intern revisionschef, en ansvarshavende aktuar, likvidator, generalagent, filialbestyrer eller repræsentantskab i rette tid at efterkomme de pligter, der efter loven eller regler udstedt i medfør af loven påhviler dem over for Finanstilsynet eller Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, kan Finanstilsynet henholdsvis Erhvervs- og Selskabsstyrelsen som tvangsmiddel pålægge de pågældende daglige eller ugentlige bøder.

Stk. 2. Undlader en virksomhed som nævnt i § 346, stk. 3 og 4, at opfylde de pligter, som efter loven påhviler virksomheden, kan Finanstilsynet som tvangsmiddel pålægge virksomheden som sådan eller de for virksomheden ansvarlige personer daglige eller ugentlige bøder.

Ikrafttræden, overgangsbestemmelser, ændringer i anden lovgivning, Færøerne og Grønland

Stk. 2. Lovens § 166, § 168, stk. 1, nr. 4, § 277, stk. 4, og § 379, træder i kraft dagen efter bekendtgørelse i Lovtidende.

Stk. 3. Økonomi- og erhvervsministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttrædelsen af lovens §§ 182-197.

Stk. 4. Uanset § 198, stk. 1, og § 375, forbliver kravet om, at visse finansielle virksomheder skal have mindst to revisorer, jf. § 34, stk. 1, i lov om banker og sparekasser m.v., § 23, stk. 2, i lov om fondsmæglerselskaber, § 179, stk. 1, i lov om forsikringsvirksomhed samt § 90, stk. 1, i realkreditloven, i kraft for regnskabsår, der påbegyndes 1. januar 2004.

Stk. 5. § 429, nr. 6, har virkning for omdannelser, der finder sted den 1. januar 2004 eller senere.

1) Lov om finansiel virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 660 af 7. august 2002.

2) Lov om banker og sparekasser m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 654 af 7. august 2002, jf. dog § 376 og § 377.

3) Lov om fondsmæglerselskaber, jf. lovbekendtgørelse nr. 787 af 19. september 2002.

4) Lov om forsikringsvirksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 645 af 5. august 2002, jf. dog § 378 og § 379.

5) § 1, stk. 1-3, § 2, §§ 4-20, §§ 46, 50 og 51, 53-53 i, §§ 60-95, § 98 a, § 100, stk. 1-3, § 100 a, § 101 og § 102, stk. 1, i realkreditloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 57 af 20. januar 2003, jf. dog § 380 og § 381.

6) Lov om udstedere af elektroniske penge, jf. lovbekendtgørelse nr. 661 af 7. august 2002.

Stk. 2. Bekendtgørelser, der er udstedt i medfør af de i stk. 1 nævnte love, opretholdes, indtil de ophæves eller erstattes af bekendtgørelser udstedt i medfør af denne lov.

§ 376. §§ 29 og 30, § 31, stk. 1-6, § 32, stk. 1-3, § 33, §§ 36 og 37, § 37 a og § 37 b i lov om banker og sparekasser m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 654 af 7. august 2002, finder fortsat anvendelse indtil tidspunktet for ikrafttrædelse af §§ 182-197, jf. § 374, stk. 2, men med de ændringer, der følger af denne lovs § 377. Bestemmelserne skal finde tilsvarende anvendelse på fondsmæglerselskaber og investeringsforvaltningsselskaber.

§ 377. I lov om banker og sparekasser m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 654 af 7. august 2002, foretages følgende ændringer:

1. I § 31, stk. 5, udgår «, jf. § 1, stk. 2, nr. 5 og 8, i lov om visse selskabers aflæggelse af årsregnskab.«

»§ 37 a. Finanstilsynet fastsætter regler om udarbejdelse af koncernregnskaber for koncerner, hvor moderselskabet er et pengeinstitut eller en pengeinstitutholdingvirksomhed, jf. lov om finansiel virksomhed § 5, stk. 1, nr. 7 og 11.

Stk. 2. For koncerner omfattet af stk. 1 finder §§ 29 og 30, § 31, stk. 1, 2, 4 og 5, §§ 32 og 33, § 36, stk. 1, 1. pkt., og stk. 2 og 3, og § 37, stk. 1 og 6, tilsvarende anvendelse på koncernen og de enkelte koncernselskaber. Endvidere finder § 37, stk. 2-5, anvendelse på koncernen, og § 36, stk. 1, 2. pkt., finder tilsvarende anvendelse på pengeinstitutholdingselskabet.

Stk. 3. Hvis et pengeinstitut eller et en pengeinstitutholdingvirksomhed alene eller sammen med andre virksomheder i koncernen besidder kapitalinteresser i et kredit- eller finansieringsinstitut, der ikke er en dattervirksomhed, og kredit- eller finansieringsinstituttet drives i fællesskab med andre virksomheder, der ikke indgår i koncernen, skal der foretages en pro rata-konsolidering af virksomheden i henhold til stk. 1 og 2 i forhold til koncernvirksomhedernes andel af egenkapital og resultat i den virksomhed, hvori kapitalinteressen besiddes. Hvis pengeinstituttets eller pengeinstitutholdingvirksomhedens ansvar for virksomheden ikke er begrænset til ejerandelen eller stemmerettighederne, skal der foretages en fuld konsolidering i henhold til stk. 1 og 2.

Stk. 4. Finanstilsynet kan bestemme, at stk. 1 og 2 finder anvendelse i andre tilfælde, hvor pengeinstituttet alene eller i fællesskab har en sådan direkte eller indirekte tilknytning til en virksomhed, at det må anses for påkrævet at anvende de nævnte regler.

Stk. 5. Bestemmelserne i stk. 1 og 2 finder ikke anvendelse på selskaber, der er erhvervet af et pengeinstitut i henhold til § 25 i lov om finansiel virksomhed, og selskaber, der driver forsikringsvirksomhed. Finanstilsynet kan dog beslutte, at bestemmelsen finder anvendelse.

»§ 37 b. Finanstilsynet kan fastsætte regler om udarbejdelse af koncernregnskaber for koncerner, hvor moderselskabet er et finansielt holdingselskab, jf. § 5, stk. 1, nr. 10, i lov om finansiel virksomhed.«

§ 378. §§ 118-123, § 124, stk. 1-5, og §§ 125-127 i lov om forsikringsvirksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 645 af 5. august 2002, finder fortsat anvendelse indtil tidspunktet for ikrafttrædelse af §§ 182-197, jf. § 374, stk. 2, men med de ændringer, der følger af denne lovs § 379.

§ 379. I lov om forsikringsvirksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 645 af 5. august 2002, foretages følgende ændringer:

»Stk. 2. Finanstilsynet kan i særlige tilfælde dispensere fra stk. 1, 1. pkt.«

4. I § 125, stk. 2, ændres »Senest 10 dage efter regnskabets endelige vedtagelse og godkendelse« til: »Senest 4 måneder efter regnskabsårets afslutning«.

§ 380. § 88, § 89, stk. 1-4, og § 92 i realkreditloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 57 af 20. januar 2003, finder fortsat anvendelse indtil tidspunktet for ikrafttrædelse af §§ 182-197, jf. § 374, stk. 2, men med den ændring, der følger af denne lovs § 381.

§ 381. I realkreditloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 596 af 10. juli 2002, foretages følgende ændring:

§ 382. Direktører, vicedirektører og underdirektører samt filialbestyrere og dermed ligestillede i fondsmæglerselskaber, der pr. 1. januar 1996 lovligt drev selvstændig erhvervsvirksomhed eller som bestyrelsesmedlem, funktionær eller på anden måde deltager i ledelsen eller driften af en anden erhvervsvirksomhed end fondsmæglerselskabets, og som har foretaget anmeldelse heraf til Finanstilsynet i medfør af lov om fondsmæglerselskaber § 37, stk. 4, kan uanset bestemmelsen i § 79 fortsætte sådan virksomhed.

§ 383. Indtil den 1. januar 2005 finder § 122, kun anvendelse på kundeforhold etableret efter den 1. januar 2002, eller hvis kunden indgår nye aftaler med den finansielle virksomhed.

§ 384. For kundeforhold etableret før den 1. januar 2002 kan sædvanlige oplysninger om kundeforhold indtil den 1. januar 2005 videregives til koncernforbundne finansielle virksomheder, medmindre kunden indgår nye aftaler med den finansielle virksomhed eller kunden fremsætter indsigelse herimod. Kunden skal i forbindelse med udsendelse af de årlige meddelelser efter § 122, oplyses om retten til at gøre indsigelse efter 1. pkt.

§ 385. § 7, stk. 5 og 6, finder ikke anvendelse på Finansieringsinstituttet for Industri og Håndværk.

Stk. 2. Finansieringsinstituttet for Industri og Håndværk skal senest den 1. juli 2004 opfylde likviditetskravet i § 151.

§ 386. Uanset bestemmelsen i § 13, stk. 1, kan banker, hvis aktiekapital ved lovens ikrafttræden var inddelt i aktieklasser med forskellig stemmeret, bevare de vedtægtsbestemmelser, som gælder herom.

§ 387. Banker og sparekasser, der lovligt har påbegyndt virksomhed før den 28. maj 1980, kan fortsætte virksomheden uden tilladelse. Nedlæggelse af forbud mod fortsat virksomhed sidestilles med inddragelse af tilladelse i henhold til § 237.

§ 388. Virksomheder, der før den 1. maj 1985 var omfattet af § 13, stk. 2, i lov nr. 156 af 2. maj 1934, og som har drevet virksomhed inden den 1. januar 1983, kan fortsætte virksomheden uden tilladelse, såfremt de var anmeldt til Finanstilsynet inden den 1. oktober 1985 som

§ 389. En andelskasse, hvis andelskapital er lavere end 25 millioner kr., kan ikke nedsætte andelskapitalen uden tilladelse fra tilsynet.

§ 390. Anbringelse af midler i aktiver, der ikke er omfattet af §§ 50 og 51, medfører ikke, at aktiverne skal afhændes, hvis aktiverne var i beholdningen den 31. december 1992.

§ 391. Uanset § 26, kan pengeinstitutter, der den 1. juni 2000 drev anden erhvervsvirksomhed sammen med pengeinstitutter, forsikringsselskaber, fondsmæglerselskaber eller realkreditinstitutter, der indgår i koncern med pengeinstituttet, fortsætte denne drift, hvis instituttet inden den 30. juni 2000 har underrettet Finanstilsynet herom.

§ 392. § 245, stk. 2, der præciserer, at efterstillet kapital ikke indgår ved bedømmelsen af, om et pengeinstitut, et realkreditinstitut, et fondsmæglerselskab eller et investeringsforvaltningsselskab er insolvent, gælder kun for efterstillet kapital, der er udstedt efter 1. juli 2001.

§ 393. § 48, stk. 4-6, finder anvendelse på kautionsaftaler, der er indgået den 1. juli 2002 eller senere.

Stk. 2. § 48, stk. 4-7, finder ikke anvendelse på kautionsaftaler, der er indgået før den 1. juli 2002. § 48, stk. 1-3, finder kun anvendelse, hvis de pågældende ydelser er forfaldne efter lovens ikrafttræden.

§ 394. Retningslinjer, som er aftalt i medfør af markedsføringslovens § 17 inden denne lovs ikrafttræden, finder fortsat anvendelse for finansielle virksomheder, indtil de ophæves eller afløses af regler udstedt af økonomi- og erhvervsministeren i medfør af § 43 i denne lov.

§ 395. Vedtægtsbestemmelser, som er stadfæstet eller sat i kraft inden 18. december 1980, og som afviger fra reglerne i § 110 eller reglerne aktieselskabslovens § 59, stk. 1-3, bevarer deres gyldighed.

§ 396. Gensidige skadesforsikringsselskaber, der omfattes af § 293, stk. 1, men som den 1. oktober 1981 var undergivet tilsyn i henhold til § 120, stk. 1 og 3, i lov om forsikringsvirksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 544 af 27. oktober 1975, kan kun fritages for tilsyn i overensstemmelse med reglerne i § 300, stk. 3.

§ 397. Vedtægtsbestemmelser om aktiernes omsættelighed, der var gældende før 1. oktober 1981, bevarer deres gyldighed.

§ 398. Aktieselskabslovens § 67, stk. 1, hvorefter enhver aktie skal give stemmeret, finder ikke anvendelse på aktier, der er tegnet inden den 1. oktober 1981, og til hvilke der på dette tidspunkt ikke er knyttet stemmeret.

Stk. 2. Aktieselskabslovens § 67, stk.1, finder ikke anvendelse på aktier, der er tegnet før 1. oktober 1981, og hvis stemmeværdi overstiger ti gange stemmeværdien af nogen anden aktie eller noget andet aktiebeløb af samme størrelse.

§ 399. Forsikringsselskaber, der den 1. oktober 1981 ikke havde en fuldt indbetalt selskabskapital, kan opretholde denne ordning.

Stk. 2. I de af stk. 1 omfattede forsikringsselskaber må en aktionær eller garant ikke hæfte for indbetaling på aktier eller garantiandele til et større samlet beløb end 5 pct. af aktie- eller garantikapitalen eller for større beløb end 50.000 kr., medmindre der stilles en af Finanstilsynet godkendt sikkerhed for beløb herudover.

Stk. 4. Overdragelsen af en ikke fuldt indbetalt aktie eller garantiandel i forsikringsselskaber omfattet af stk. 1 kan kun finde sted med bestyrelsens godkendelse. Sådan godkendelse må ikke meddeles, medmindre det må antages, at erhververen vil være i stand til at erlægge de fremtidige indbetalinger, eller medmindre betryggende sikkerhed stilles. Stilles betryggende sikkerhed, kan godkendelse ikke nægtes, medmindre den ønskede overdragelse strider imod andre, gyldigt fastsatte regler om indskrænkning i aktiernes eller garantiandelenes omsættelighed.

Stk. 5. Når bestyrelsen har godkendt overdragelsen og erhververen har udstedt forskrivning for det ikke indbetalte beløb, bortfalder overdragerens forpligtelser.

Stk. 6. Foretager en aktionær eller garant i forsikringsselskaber omfattet af stk. 1 ikke i rette tid en ham påhvilende indbetaling, er han, såfremt vedtægterne ikke bestemmer andet, pligtig fra forfaldsdagen at betale en årlig rente af det skyldige beløb svarende til den rente, der er fastsat efter § 5, stk. 1 og 2, i lov om renter ved forsinket betaling m.v.

Stk. 7. Selskabet skal, hvis betaling efter stk. 7 ikke sker rettidig, uden ugrundet ophold søge sig fyldestgjort for det skyldige beløb enten ved et søgsmål eller ved for aktionærens eller garantens regning, og så vidt muligt efter 4 ugers varsel til ham, at søge aktien eller garantiandelen afhændet med forpligtelse for erhververen til at yde de manglende indbetalinger med påløbne renter. Afhændelsen skal ske gennem et børsmæglerselskab, et kreditinstitut, der har særlig tilladelse, eller et pengeinstitut eller ved offentlig auktion. Medfører afhændelsen udstedelse af nyt aktiebrev eller interimsbevis, skal aktiebrevet eller interimsbeviset - foruden at angive sit øjemed - gengive indholdet af det gamle aktiebrev eller interimsbeviset samt underskrives af bestyrelsen, dog at interimsbeviser kan underskrives af en af bestyrelsen befuldmægtiget.

Stk. 8. Viser det sig, at det skyldige beløb ikke kan inddrives på nogen af de anførte måder, skal aktien eller garantiandelen annulleres, og kapitalen anses da for nedsat med et til aktiens eller garantiandelens pålydende svarende beløb. Det beløb, der er indbetalt, henlægges til en fond, som ikke uden Finanstilsynets samtykke må formindskes.

Stk. 9. Kapitalens nedsættelse skal anmeldes til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Endvidere skal til Finanstilsynet indsendes bevis for, at betingelserne for aktiens eller garantiandelens annullation har været til stede.

§ 400. Engagementer og sikkerhedsstillelser, der den 1. januar 1998 lovligt var indgået mellem den valgte revision eller en intern revisions- eller vicerevisionschef eller ansatte i Arbejdsmarkedets Tillægspension eller Lønmodtagernes Dyrtidsfond og det forsikringsselskab, pengeinstitut, realkreditinstitut, værdipapirhandler, fondsmæglerselskab eller Arbejdsmarkedets Tillægspension, hvor vedkommende person er ansat, kan fortsætte til den oprindeligt aftalte udløbsdato.

§ 401. § 96 finder tilsvarende anvendelse på forskud og deposita, der er modtaget fra kunder før lovens ikrafttræden.

Stk. 2. Konkurslovens regler om omstødelse finder tilsvarende anvendelse på forskud og deposita, der i medfør af stk. 1overføres til en særlig konto i et pengeinstitut.

§ 402. Pengeinstitutter og realkreditinstitutter, som ved lovens ikrafttræden udfører aktiviteter eller forventer sædvanligvis at udføre aktiviteter, som kræver tilladelse i medfør af § 9, stk. 1, jf. § 7, stk. 2 og § 8, stk. 2, kan fortsætte disse aktiviteter, hvis de inden den 1. juli 2004 anmelder aktiviteterne til Finanstilsynet. Finanstilsynet meddeler i henhold til § 9, stk. 1, tilladelse til de anmeldte aktiviteter.

Stk. 2. Instituttet kan i perioden efter anmeldelse og frem til, at Finanstilsynet har meddelt tilladelse i medfør af § 9, stk. 1, fortsætte med at udføre de anmeldte aktiviteter.

Stk. 3. Pengeinstitutter, omfattet af § 123, stk. 2, der meddeles tilladelse efter stk. 1, skal alene opfylde det kapitalkrav, der var gældende for pengeinstituttet på tidspunktet for lovens ikrafttræden.

§ 403. Administrationsselskaber, der på tidspunktet for lovens ikrafttræden er godkendt som administrationsselskab for en eller flere investeringsforeninger og specialforeninger, skal senest 6 måneder efter, at loven er trådt i kraft, have indgivet en ansøgning om tilladelse til at administrere investeringsforeninger og specialforeninger til Finanstilsynet. Administrationsselskabet kan herefter fortsætte sin virksomhed her i landet uden tilladelse, indtil Finanstilsynet har truffet afgørelse om ansøgningen.

Stk. 2. De i stk. 1 nævnte administrationsselskaber, som på tidspunktet for lovens ikrafttræden ikke opfylder det i § 10, stk. 4, nævnte krav til aktiekapitalen, skal senest den 13. februar 2007 opfylde kapitalkravene i henhold til § 126.

Stk. 3. De i stk. 1 og 2 nævnte administrationsselskaber skal have en basiskapital, der altid udgør et beløb svarende til det, administrationsselskabet havde på det tidspunkt, hvor loven trådte i kraft, dog mindst 500.000 kr. eller det beløb, som administrationsselskabet skulle have haft ved opfyldelse af § 126, hvis dette beløb er mindre end administrationsselskabets egenkapital på tidspunktet for lovens ikrafttræden. Falder basiskapitalen for disse administrationsselskaber til under det i 1. pkt. nævnte beløb, kan Finanstilsynet fastsætte en frist til at bringe basiskapitalen op på det nævnte minimumsbeløb eller straks inddrage tilladelsen.

Stk. 4. Overtages kontrollen med et investeringsforvaltningsselskab, der er omfattet af stk. 3, af en anden fysisk eller juridisk person, skal investeringsforvaltningsselskabets basiskapital senest 3 måneder efter overtagelsestidspunktet opfylde kapitalkravet i henhold til § 126.

Stk. 5. Ved fusion mellem de i stk. 3 nævnte investeringsforvaltningsselskaber, skal det nye investeringsforvaltningsselskab, til enhver tid opfylde det kapitalkrav, som svarer til summen af de fusionerende investeringsforvaltningsselskabers egenkapital. Det nye investeringsforvaltningsselskab skal senest den 13. februar 2007 opfylde kapitalkravet i henhold til § 126.

Stk. 6. Administrationsselskaber, der alene administrerer specialforeninger ved lovens ikrafttræden, kan fortsætte hermed.

§ 404. Virksomheder, der ved lovens ikrafttræden har tilladelse til at drive virksomhed som udstedere af forudbetalte betalingskort, og som opfylder denne lovs bestemmelser, kan drive virksomhed som udstedere af elektroniske penge.

§ 405. Det i § 338 nævnte kapitalkrav gælder ikke for sparevirksomheder, der er meddelt tilladelse før den 1. januar 2004, og hvis egenkapital på dette tidspunkt ikke opfylder kapitalkravet i § 338.

Stk. 2. Hvis de i stk. 1 nævnte sparevirksomheders egenkapital falder under det beløb, der er nået den 1. januar 2004, kan Finanstilsynet enten fastsætte en frist til at bringe egenkapitalen op på dette minimum eller straks inddrage tilladelsen.

Stk. 3. Overtages kontrollen af en sparevirksomhed, der er omfattet af stk. 1, af en anden fysisk eller juridisk person, skal sparevirksomhedens egenkapital senest 3 måneder efter overtagelsestidspunktet opfylde kapitalkravet i henhold til § 338.

§ 406. Kapital udstedt i medfør af bank- og sparekasselovens § 22, stk. 1 og 2, realkreditlovens § 53 i, stk. 1 og 2, og fondsmæglerloven § 18, stk. 1 og 2, inden den 1. januar 2004 kan uanset § 131, stk. 1, nr. 12 og 13, og § 135, stk. 5, indgå i basiskapitalen.

§ 407. For de forsikringsklasser, som et forsikringsselskab eller tværgående pensionskasse har fået koncession til på tidspunktet for ændringen af bekendtgørelse nr. 84 af 6. februar 2003 om kapitalgrundlag og driftsplaner for forsikringsselskabers ikrafttræden, træder bestemmelsen i § 125, stk. 1, nr. 5-7, om minimumskapitalkravet for forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser først i kraft den 1. januar 2007.

Stk. 2. Inden udløbet af fristen i stk. 1 kan Finanstilsynet efter ansøgning tillade, at fristen i stk. 1 forlænges til den 1. januar 2009.

Stk. 3. Indtil bestemmelsen i § 125, stk. 1, nr. 5-7, træder i kraft, udgør minimumskapitalkravet følgende:

1) for forsikringsselskaber, som driver livsforsikringsvirksomhed: 0,8 millioner euro for aktieselskaber og 0,6 millioner euro for gensidige selskaber og tværgående pensionskasser, og

1,4 millioner euro for aktieselskaber og 1,05 millioner euro for gensidige selskaber,

0,4 millioner euro for aktieselskaber og 0,3 millioner euro for gensidige selskaber,

0,3 millioner euro for aktieselskaber og 0,225 millioner euro for gensidige selskaber, og

0,2 millioner euro for aktieselskaber og 0,15 millioner euro for gensidige selskaber.

§ 408. Indtil 1. januar 2007 kan gensidige skadesforsikringsselskaber medregne tillæg for mulig tillægspræmie, jf. § 134, stk. 1, nr. 6, uden ansøgning til Finanstilsynet

Stk. 2 Tillæg for mulig tillægspræmie kan maksimalt medregnes med det beløb, der svarer til det beløb, hvormed det blev medregnet i basiskapitalen ved udgangen af 2001.

§ 409. § 146, stk. 1, i denne lov, finder ikke anvendelse på fondsmæglerselskaber, hvis samtlige ejendomme og aktier (andele) i ejendomsselskaber er erhvervet før den 8. oktober 1998.

Stk. 2. Aktiver omfattet af stk. 1 kan ikke opskrives til en højere bogført værdi end den bogførte værdi aktiverne havde den 8. oktober 1998.

§ 410. § 146, stk. 1, i denne lov, finder ikke anvendelse på investeringsforvaltningsselskaber, hvis samtlige ejendomme og aktier (andele) i ejendomsselskaber er erhvervet før datoen for lovforslagets fremsættelse for Folketinget den 12. marts 2003.

Stk. 2. Aktiver omfattet af stk. 1 kan ikke opskrives til en højere bogført værdi end den bogførte værdi på tidspunktet for lovforslagets fremsættelse for Folketinget den 12. marts 2003.

§ 411. Banker, som ved lovens ikrafttræden har ordninger, hvorved aktionærerne udøver deres stemmeret på generalforsamlingen gennem delegerede i medfør af § 8 a i lov om banker og sparekasser, jf. lovbekendtgørelse nr. 654 af 7. august 2002, kan fortsætte hermed.

§ 412. Akkumuleret overskud, jf. lovens kapitel 22, til videreførelse ultimo 2001 opkræves i ekstraafgift fra de finansielle virksomheder og finansielle holdingvirksomheder over 4 år. Afgiften fordeles forholdsmæssigt mellem de virksomheder, som betaler mere end minimumsafgift.

§ 413. Personer, der ved lovens ikrafttræden ikke er omfattet af forbuddet i § 19, stk. 1, i lov nr. 660 af 7. august 2002, kan uanset bestemmelserne i § 76, stk. 3, § 424, nr. 15, og § 425, nr. 9, opretholde dispositioner foretaget inden den 1. januar 2004.

§ 414. Personer, omfattet af § 79, stk. 1, der ved lovens ikrafttræden havde hverv i medfør af § 24 i lov nr. 660 af 7. august 2002, kan uden bestyrelsens tilladelse fortsætte hermed, såfremt det pågældende hverv anmeldes til Finanstilsynet inden 30. juni 2004. Har den finansielle virksomhed den 1.januar 2004 engagement med den virksomhed, hvori hvervet bestrides, kan det pr. 1. januar 2004 bevilgede engagement, uanset § 79, stk. 4, fortsætte til den oprindeligt aftalte udløbsdato.

Stk. 2. Personer omfattet af § 79, stk. 2, der ved lovens ikrafttræden havde hverv i medfør af § 24 i lov nr. 660 af 7. august 2002 eller som ved lovens ikrafttræden ikke var omfattet § 24 i lov nr. 660 af 7. august 2002, kan uden direktionens tilladelse fortsætte hermed, såfremt det pågældende hverv anmeldes til Finanstilsynet inden den 30. juni 2004. Har den finansielle virksomhed den 1.januar 2004 engagement med den virksomhed, hvori hvervet bestrides, kan det pr. 1. januar 2004 bevilgede engagement, uanset § 79, stk. 4, fortsætte til den oprindeligt aftalte udløbsdato.

Stk. 3. Med virksomheder, hvori personer omfattet af § 79, stk. 1 og 2, ved lovens ikrafttræden havde hverv i medfør af §§ 28, 29, 34 og 35 i lov nr. 660 af 7. august 2002, som den finansielle virksomhed den 1.januar 2004 havde engagement med, kan det pr. 1. januar 2004 bevilgede engagement, uanset § 79, stk. 4, fortsætte til den oprindeligt aftalte udløbsdato.

Stk. 4. Stk. 1-3 gælder tilsvarende for personer, omfattet af § 424, nr. 5, og § 425, nr. 11.

§ 415. For aktiver, erhvervet før datoen for lovforslagets fremsættelse for Folketinget den 12. marts 2003, finder § 162, stk. 1, nr. 5, ikke anvendelse.

§ 416. Uanset bestemmelsen i § 181 kan finansielle virksomheder, der ved lovens ikrafttræden havde engagementer, som der er givet tilladelse til efter bank- og sparekasselovens § 27, realkreditlovens § 63, fondsmæglerlovens § 20 a og lov om forsikringsvirksomhed §§ 142 og 144, fortsætte disse indtil udløbsdatoen for Finanstilsynets tilladelse, dog senest indtil datoen for det regnskabsår, som aflægges efter lovens ikrafttræden.

§ 417. I lov om sikring mod følger af arbejdsskade, jf. lovbekendtgørelse nr. 943 af 16. oktober 2000, som er ændret ved § 4 i lov nr. 1329 af 20. december 2000, § 1 i lov nr. 488 af 7. juni 2001, § 4 i lov nr. 503 af 7. juni 2001 og § 14 i lov nr. 428 af 6. juni 2002, foretages følgende ændringer:

§ 418. I lov om arbejdsmarkedets tillægspension, jf. lovbekendtgørelse nr. 689 af 20. august 2002, som ændret ved § 1 i lov nr. 1032 af 17. december 2002 og § 4 i lov nr. 1066 af 17. december 2002, foretages følgende ændringer:

§ 419. I lov om tilsyn med firmapensionskasser, jf. lovbekendtgørelse nr. 659 af 7. august 2002, som ændret ved § 7 i lov nr. 1090 af 17. december 2002, foretages følgende ændringer:

»§ 9 b. Økonomi- og erhvervsministeren fastsætter nærmere regler om anvendelse af digital kommunikation, herunder elektronisk signatur, ved udveksling af information efter denne lov mellem borgere og virksomheder på den ene side og den offentlige forvaltning på den anden side samt om opbevaring af information.«

§ 420. I lov om forsikringsformidling, jf. lovbekendtgørelse nr. 680 af 15. august 2002, foretages følgende ændringer:

»§ 2 a. Økonomi- og erhvervsministeren fastsætter nærmere regler om anvendelse af digital kommunikation, herunder elektronisk signatur, ved udveksling af information efter denne lov mellem borgere og virksomheder på den ene side og den offentlige forvaltning på den anden side samt om opbevaring af information.«

§ 421. I lov om en indskydergarantifond, jf. lovbekendtgørelse nr. 656 af 7. august 2002, foretages følgende ændringer:

»3) fondsmæglerselskaber og investeringsforvaltningsselskaber for så vidt angår den del af selskabernes aktivitet, der er omfattet af en tilladelse efter lov om finansiel virksomhed § 10, stk. 2, og«.

»Fonden dækker ikke indskud, midler og værdipapirer tilhørende det pågældende instituts direktører, bestyrelsesmedlemmer eller selskaber, som indgår i koncern med det pågældende institut.«

5. I § 22, stk. 2, ændres »§ 50 b i lov om banker og sparekasser« til: »§§ 353 og 354 i lov om finansiel virksomhed«.

§ 422. I lov om innovationsforeninger, jf. lovbekendtgørelse nr. 657 af 7. august 2002, foretages følgende ændringer:

§ 423. I lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond, jf. lovbekendtgørelse nr. 910 af 12. oktober 2001, som er ændret ved § 13 i lov nr. 428 af 6. juni 2002, foretages følgende ændringer:

§ 424. I lov om investeringsforeninger og specialforeninger, jf. lovbekendtgørelse nr. 658 af 7. august 2002, foretages følgende ændringer:

2. I § 6, stk. 3, nr. 3, ændres »administrationsselskab« til: »investeringsforvaltningsselskab«.

» § 8. Finanstilsynet kan nægte godkendelse af en forening, hvis et medlem af direktionen eller bestyrelsen ikke opfylder kravene i § 15 a.«

4. I § 10, stk. 1, nr. 9, ændres »administrationsselskab« til: »investeringsforvaltningsselskab«.

» Stk. 2. Den daglige ledelse kan i stedet overlades til et investeringsforvaltningsselskab, som er godkendt efter lov om finansiel virksomhed således, at de opgaver, der påhviler en forenings direktør, udføres af investeringsforvaltningsselskabets direktør. En forenings valg af investeringsforvaltningsselskab skal godkendes af Finanstilsynet. Bestemmelserne i stk. 1 finder tilsvarende anvendelse på investeringsforvaltningsselskaber.

Stk. 3. Personer, ansat af bestyrelsen for en forening, kan ikke uden bestyrelsens tilladelse eje eller drive selvstændig erhvervsvirksomhed eller som bestyrelsesmedlem, funktionær eller på anden måde deltage i ledelsen eller driften af anden erhvervsvirksomhed end foreningen, jf. dog stk. 4-6 og §§ 16-18.

Stk. 4. Andre ansatte i en forening, for hvilke der er en væsentlig risiko for konflikter mellem egne og foreningens interesser, kan ikke uden direktionens tilladelse eje eller drive selvstændig erhvervsvirksomhed eller som bestyrelsesmedlem, funktionær eller på anden måde deltage i ledelsen eller driften af en anden erhvervsvirksomhed end foreningen. Bestyrelsen skal orienteres om tilladelser givet af direktionen.

Stk. 5. Bestyrelsen skal tage stilling til, for hvilke ansatte der er en væsentlig risiko for konflikter mellem egne og foreningens interesser, og som derfor skal have direktionens tilladelse, jf. stk. 4, til at eje eller drive selvstændig erhvervsvirksomhed eller som bestyrelsesmedlem, funktionær eller på anden måde deltage i ledelsen eller driften af en anden erhvervsvirksomhed end foreningen.«

» Stk. 7. Samtlige tilladelser, givet af bestyrelsen i medfør af stk. 3, skal fremgå af bestyrelsens forhandlingsprotokol.

Stk. 8. Foreningen skal mindst én gang årligt offentliggøre oplysninger om de hverv, som bestyrelsen har godkendt i henhold til stk. 3. Endvidere skal den eksterne revision i revisionsprotokollatet til årsrapporten afgive erklæring om, hvorvidt foreningen ejer værdipapirer, udstedt af erhvervsvirksomheder omfattet af stk. 3 og 4.«

» § 15 a. Et medlem af bestyrelsen og direktionen i en forening skal have fyldestgørende erfaring til at udøve hvervet eller stillingen.

Stk. 2. Et medlem af bestyrelsen og direktionen kan ikke bestride hvervet eller stillingen som henholdsvis bestyrelsesmedlem og direktør i en forening, hvis

1) den pågældende må skønnes ikke at have fyldestgørende erfaring til at udøve stillingen eller hvervet, herunder ikke at besidde den fornødne faglige ekspertise til at varetage administrationen af den type foreninger, som medlemmet har ansvaret for, og til at træffe investeringsbeslutninger vedrørende disses midler,

2) den pågældende pålægges strafansvar for overtrædelse af straffeloven eller den finansielle lovgivning, og denne overtrædelse indebærer risiko for, at hvervet eller stillingen ikke varetages på betryggende vis,

3) den pågældende har anmeldt betalingsstandsning, er under konkurs, har indgivet begæring om gældssanering, eller der er indledt forhandlinger om tvangsakkord,

4) den pågældendes økonomiske situation eller selskaber, den pågældende ejer, har påført den finansielle virksomhed tab eller risiko for tab, eller

5) den pågældende har udvist en sådan adfærd, at der er grund til at antage, at den pågældende ikke vil varetage hvervet eller stillingen på forsvarlig måde.«

»Bestyrelsen kan kun give tilladelse i henhold til § 15, stk. 3, og direktionen kan kun give tilladelse efter § 15, stk. 4, til at være bestyrelsesmedlem i eller deltage i ledelsen eller driften af en investeringsforening eller specialforening, såfremt den pågældende forening ikke tilhører den i § 15, stk. 6, nævnte gruppe af foreninger. Den pågældende må dog ikke varetage hvervet som bestyrelsesformand.«

9. I § 16, stk. 2, ændres »det pågældende selskab« til: »den pågældende forening«.

» Stk. 3. § 15, stk. 7 og 8, finder tilsvarende anvendelse på tilladelser, givet af bestyrelsen i medfør af stk. 1.«

12. I § 20, stk. 2, ændres »administrationsselskab« til: »investeringsforvaltningsselskab«.

13. I § 21 ændres »administrationsselskab« til: »investeringsforvaltningsselskab«.

» § 23. Personer, ansat af bestyrelsen i en forening, og ansatte for hvilke, der er en væsentlig risiko for konflikter mellem egne og foreningens interesser, må ikke for egen regning eller gennem selskaber, de kontrollerer,

1) optage lån eller trække på allerede bevilgede kreditter til køb af værdipapirer, når de købte værdipapirer stilles til sikkerhed for lånet eller kreditten,

2) erhverve, udstede eller handle med afledte finansielle instrumenter, med mindre formålet er risikoafdækning,

3) erhverve kapitalandele, bortset fra andele i investeringsforeninger og specialforeninger m.v., med henblik på salg af disse tidligere end 6 måneder efter erhvervelsen, eller

Stk. 3. Bestyrelsen skal tage stilling til for hvilke ansatte, der er en væsentlig risiko for konflikter mellem egne og foreningens interesser, og som derfor skal være omfattet af forbuddet.

16. I § 24, stk. 1, ændres »administrationsselskab« til: »investeringsforvaltningsselskab«.

18. I § 27 ændres »administrationsselskab« til: »investeringsforvaltningsselskab«.

19. I § 35, stk. 1, ændres »administrationsselskabet« til: »investeringsforvaltningsselskabet«.

20. I § 35, stk. 3, 1. og 2. pkt., ændres »administrationsselskabet« til: »investeringsforvaltningsselskabet«.

21. I § 37, stk. 4, ændres »administrationsselskab« til: »investeringsforvaltningsselskab«.

23. I § 45, stk. 3, 1. og 2. pkt., ændres »administrationsselskab« til: »investeringsforvaltningsselskab«.

24. I § 46, stk. 1, ændres »administrationsselskaber« til: »investeringsforvaltningsselskaber«.

25. I § 61, stk. 2, ændres »administrationsselskab« til: »investeringsforvaltningsselskab«.

26. I § 62, stk. 2, ændres »administrationsselskab« til: »investeringsforvaltningsselskab«.

27. I § 62, stk. 4, ændres »administrations-« til: »investeringsforvaltnings-«.

31. I § 77, stk. 2, ændres »§ 50, stk. 1, i lov om banker og sparekasser m.v.« til: »§ 346, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed«.

» Stk. 3. Bestemmelsen i stk. 1 er ikke til hinder for, at Finanstilsynet af egen drift videregiver fortrolige oplysninger i summarisk eller sammenfattende form, når hverken den enkelte forening eller dens medlemmer kan identificeres.«

33. I § 77 a, stk. 4, udgår », dens administrationsselskab eller depotselskab«.

34. I § 77 a, stk. 5, nr. 1, indsættes efter »Fondsrådet«: »og Det Finansielle Virksomhedsråd«.

35. I § 77 a, stk. 5, nr. 10, udgår », administrationsselskabets eller depotselskabets«.

36. I § 77 b, stk. 1, ændres »administrationsselskab« til: »investeringsforvaltningsselskab«.

37. I § 77 b, stk. 2, ændres »administrationsselskab« til: »investeringsforvaltningsselskab«.

38. I § 77 b, stk. 3, ændres »administrationsselskab« til: »investeringsforvaltningsselskab«, og »pålæg eller påtale« ændres til: »afgørelse truffet«.

39. I § 80 ændres »§ 51 i lov om banker og sparekasser m.v.« til: »§ 355 i lov om finansiel virksomhed«.

» § 82 a. Økonomi- og erhvervsministeren fastsætter nærmere regler om anvendelse af digital kommunikation, herunder elektronisk signatur, ved udveksling af information efter denne lov mellem borgere og virksomheder på den ene side og den offentlige forvaltning på den anden side samt om opbevaring af information.«

42. I § 85 ændres »administrationsselskab« til: »investeringsforvaltningsselskab«.

» § 86. Medmindre højere straf er forskyldt efter straffeloven, straffes overtrædelse af bestemmelserne i § 3, stk. 3, § 5, § 6, stk. 1, § 14, stk. 4 og 6, § 15, stk. 1-3, stk. 4, 1. pkt., stk. 5 og stk. 7-8, § 15 a, stk. 2, § 16, stk. 2-4, §§ 23 og 24, § 27, § 28, stk. 1, § 29, stk. 1 og 2, § 31, stk. 2, 5 og 6, §§ 32 og 33, §§ 35-39, § 40, stk. 1, 5 og 6, § 41, § 44, stk. 1 og 3, § 46, stk. 1, § 47, § 59, stk. 1, 2, 4 og 5, § 60, stk. 1 og 2, § 61, § 62, stk. 1-3, § 63, stk. 2, § 64, stk. 2-4, § 65, stk. 2, § 66, stk. 1 og 3, § 67, stk. 2, § 68, stk. 2 og 3, § 70, stk. 2 og § 72, med bøde eller fængsel indtil 4 måneder.«

» Stk. 2. Undlader et medlem af en forenings bestyrelse, direktion eller direktionen i investeringsforvaltningsselskabet at træffe nødvendige foranstaltninger i tilfælde af tab eller nærliggende fare for tab af væsentlig størrelse, straffes vedkommende med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, for så vidt højere straf ikke er forskyldt efter den øvrige lovgivning.

Stk. 3. Personer, der er knyttet til en forening, og som giver urigtige eller vildledende oplysninger om forhold vedrørende foreningen til offentlige myndigheder, til offentligheden, til noget foreningsorgan eller til foreningens medlemmer, eller som gør sig skyldig i grov eller oftere gentagen forsømmelse eller skødesløshed, der kan medføre tab for foreningen eller foreningens medlemmer, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, for så vidt højere straf ikke er forskyldt efter den øvrige lovgivning.«

» Stk. 7. Forældelsesfristen for strafansvar for overtrædelse af lovens bestemmelser eller regler udsted i medfør af loven er 5 år.«

§ 425. I lov om værdipapirhandel m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 587 af 9. juli 2002, foretages følgende ændringer:

1. I § 1, stk. 3, ændres »clearingvirksomhed og registreringsvirksomhed m.v.« til: »clearingvirksomhed, registreringsvirksomhed m.v. og registrerede betalingssystemer«.

»§ 3 a. Økonomi- og erhvervsministeren fastsætter nærmere regler om anvendelse af digital kommunikation, herunder elektronisk signatur, ved udveksling af information efter denne lov mellem borgere og virksomheder på den ene side og den offentlige forvaltning på den anden side samt om opbevaring af information.«

1) finansielle virksomheder, der har tilladelse som pengeinstitut eller fondsmæglerselskab,

2) finansielle virksomheder, der har tilladelse som realkreditinstitut eller investeringsforvaltningsselskab, for så vidt disse virksomheder har tilladelse efter lov om finansiel virksomhed § 9, stk.1,

3) kreditinstitutter, investeringsselskaber og administrationsselskaber, der er meddelt tilladelse i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område, såfremt selskabet lovligt udøver værdipapirhandel enten gennem en filial eller ved at yde tjenesteydelser her i landet, jf. lov om finansiel virksomhed § 30 henholdsvis § 31, og

4) kreditinstitutter og investeringsselskaber, der er meddelt tilladelse i et land uden for Den Europæiske Union, som Fællesskabet ikke har indgået aftale med på det finansielle område, såfremt selskabet lovligt udøver værdipapirhandel enten gennem en filial eller ved at yde tjenesteydelser her i landet, jf. lov om finansiel virksomhed § 1, stk. 3, henholdsvis § 33.

Stk. 2. Lovens bestemmelser om en værdipapirhandlers pligter finder tillige anvendelse på udenlandske kreditinstitutter og investeringsselskaber, som i medfør af § 20, stk. 2, er optaget som medlem på en dansk fondsbørs, eller som i medfør af § 64, stk. 3, har indgået en tilslutningsaftale med en værdipapircentral.«

»§ 7 a. I denne lov forstås ved et registreret betalingssystem et betalingssystem, der er registreret i henhold til § 57 a, stk. 1, 1. pkt.«

8. I § 12, stk. 6 og 7, der bliver stk. 3 og 4, ændres »§ 7, stk. 1, nr. 1, 5 og 6« til: »§ 7, stk. 1, nr. 1, 2, 5 og 6«.

»§ 12 b. Personer ansat af bestyrelsen i et aktieselskab omfattet af § 7 og ansatte, for hvilke der er en væsentlig risiko for konflikter mellem egne og aktieselskabets interesser, må ikke for egen regning eller gennem selskaber, de kontrollerer

1) optage lån eller trække på allerede bevilgede kreditter til køb af værdipapirer, når de købte værdipapirer stilles til sikkerhed for lånet eller kreditten,

2) erhverve, udstede eller handle med afledte finansielle instrumenter, med mindre formålet er risikoafdækning,

3) erhverve kapitalandele, bortset fra andele i investeringsforeninger og specialforeninger m.v. med henblik på salg af disse tidligere end 6 måneder efter erhvervelsen, eller

Stk. 3. Bestyrelsen skal tage stilling til, for hvilke ansatte, der er en væsentlig risiko for konflikter mellem egne og aktieselskabets interesser, og som derfor skal være omfattet af forbuddet.

Stk. 4. De af stk. 1 omfattede personer skal på anmodning fra den eksterne revision indberette de finansielle transaktioner, som de pågældende har foretaget. Indberetningen skal være ledsaget af fornøden dokumentation. Den eksterne revision har til brug for kontrol af bestemmelsens overholdelse adgang til at rette forespørgsel om den pågældendes konti og depoter samt at forlange udskrifter derfra ved henvendelse til den kontoførende virksomhed.

Stk. 6. Forbuddet i stk. 1, nr. 2, omfatter ikke finansielle instrumenter, der er afledt af aktier i aktieselskabet eller en virksomhed, der er koncernforbundet hermed, og som den pågældende modtager som led i sin aflønning.

Stk. 7. Forbuddet i stk. 1, nr. 1, omfatter ikke lån til køb af medarbejderaktier samt de i stk. 6 nævnte instrumenter.

Stk. 8. Interne revisions- og vicerevisionschefer må uanset stk. 1–7 ikke have økonomiske interesser i den virksomhed eller koncern, som de er ansat i.«

»§ 12 c. Hvervet som bestyrelsesmedlem i et aktieselskab omfattet af § 7 kan ikke forenes med stillingen som direktør eller intern revisionschef i selskabet.«

»§ 12 d. Personer ansat af bestyrelsen i et aktieselskab omfattet af § 7 kan ikke uden bestyrelsens tilladelse eje eller drive selvstændig erhvervsvirksomhed eller som bestyrelsesmedlem, funktionær eller på anden måde deltage i ledelsen eller driften af anden erhvervsvirksomhed end aktieselskabet.

Stk. 2. Andre ansatte i et aktieselskab omfattet af § 7, for hvilke der er en væsentlig risiko for konflikter mellem egne og aktieselskabets interesser, kan ikke uden direktionens tilladelse eje eller drive selvstændig erhvervsvirksomhed eller som bestyrelsesmedlem, funktionær eller på anden måde deltage i ledelsen eller driften af anden erhvervsvirksomhed end aktieselskabet. Bestyrelsen skal orienteres om tilladelser givet af direktionen.

Stk. 3. Bestyrelsen skal tage stilling til, for hvilke ansatte, der er en væsentlig risiko for konflikter mellem egne og aktieselskabets interesser, og som derfor skal have direktionens tilladelse, jf. stk. 2.

Stk. 4. Den i stk. 1 og 2 nævnte virksomhed kan kun bestrides, såfremt aktieselskabet eller virksomheder, der indgår i koncern med aktieselskabet, ikke har eller indgår engagementer med de i stk. 1 og 2 nævnte virksomheder. Undtaget herfra er engagementer i form af kapitalandele samt engagementer med erhvervsvirksomheder, der indgår i koncern med aktieselskabet, eller erhvervsvirksomheder, hvor aktieselskaber omfattet af § 7 i fællesskab ejer mere end 4/5 af kapitalandelene.

Stk. 5. Samtlige tilladelser givet af bestyrelsen i medfør af stk. 1 skal fremgå af bestyrelsens forhandlingsprotokol.

Stk. 6. Aktieselskabet skal mindst én gang årligt offentliggøre oplysninger om de hverv, som bestyrelsen har godkendt i henhold til stk. 1. Endvidere skal den eksterne revision i revisionsprotokollatet vedrørende årsrapporten afgive erklæring om, hvorvidt aktieselskabet har engagement med erhvervsvirksomheder omfattet af stk. 1 og 2.

»§ 13. Bestyrelse, revisor samt direktører og øvrige ansatte i et aktieselskab omfattet af § 7, stk. 1, nr. 1-5, må ikke uberettiget røbe, hvad de under udøvelsen af deres stilling eller hverv har fået kundskab om.

Stk. 2. Stk. 1 er ikke til hinder for, at et aktieselskab omfattet af § 7, stk. 1, nr. 1-5, som led i et samarbejde med andre aktieselskaber omfattet af § 7, et reguleret marked for værdipapirer i et land inden for den Europæiske Union eller i et land, som Fællesskabet har indgået samarbejdsaftale med på det finansielle område, eller et af Finanstilsynet anerkendt udenlandsk reguleret marked, clearingcentral og værdipapircentral, videregiver oplysninger til disse, såfremt oplysningerne er undergivet tilsvarende tavshedspligt hos modtagerne.

Stk. 3. Omfattet af stk. 1 er tillige oplysninger, som et aktieselskab omfattet af § 7, stk. 1, nr. 1-5, modtager fra andre aktieselskaber omfattet af § 7, stk. 1, nr. 1-5, eller udenlandske regulerede markeder med angivelse af, at oplysningerne er hemmelige eller fortrolige, eller hvor dette følger af oplysningernes karakter.

» § 14. Årsrapporten for et aktieselskab omfattet af § 7, ekstern revisors revisionsprotokollat vedrørende årsregnskabet samt revisionsprotokollatet vedrørende årsrapporten fra den interne revisionschef skal indsendes i to eksemplarer til Finanstilsynet. Finanstilsynet sender et eksemplar af årsrapporten til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, som bekendtgør modtagelsen i styrelsens edb-informationssystem. De modtagne årsrapporter er offentligt tilgængelige i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.«

» § 15. Den ansvarlige kapital i et aktieselskab omfattet af § 7, stk. 1, nr. 1, 2, 5 og 6, beregnes som den indbetalte aktiekapital med fradrag af beholdningen af egne aktier og årets løbende underskud og tillagt overkurs ved emission samt reserver.«

»§ 20. Værdipapirhandlere som nævnt i § 4, stk. 1, nr. 1-4, samt Danmarks Nationalbank kan blive medlemmer af en fondsbørs (fondsbørsmedlemmer).

Stk. 2. En fondsbørs kan efter at have indhentet Finanstilsynets tilladelse optage et kreditinstitut eller et investeringsselskab, som nævnt i § 4, stk. 1, nr. 4, der ikke udøver værdipapirhandel enten gennem en filial eller ved at yde tjenesteydelser her i landet, jf. lov om finansiel virksomhed § 1, stk. 3, henholdsvis § 33, som medlem.«

» § 37 a. En udsteder af andre værdipapirer end aktier, der er optaget til notering på en fondsbørs eller til handel på en autoriseret markedsplads, og dennes moderselskab skal udarbejde interne regler for bestyrelsesmedlemmers, direktørers og andre medarbejderes adgang til for egen eller tredjemands regning at handle med de af udstederen udstedte værdipapirer, jf. 1. led, og dertil knyttede finansielle kontrakter.«

20. I § 37 a, stk. 1, der bliver stk. 2, ændres »§ 37, stk. 1. 1. pkt.« til: »stk. 1«.

21. I § 37 a, stk. 2, der bliver stk. 3, ændres »Interne regler udstedt efter stk. 1« til: »Interne regler udstedt efter stk. 1 og 2«.

22. I § 50, stk. 7, § 57 b, stk. 1, 2 og 5, § 57 c og § 57 e, ændres seks steder »et betalingssystem registreret i henhold til § 57 a« til: »et registreret betalingssystem«.

23. I § 55, stk. 2, ændres »et betalingssystem, der er registreret i henhold til § 57 a« til: »et registreret betalingssystem«.

24. I § 57, stk. 1, ændres »et betalingssystem omfattet af § 57 a« til: »et registreret betalingssystem«.

26. I § 57 a, stk. 3, § 87, stk. 6, og § 96, stk. 2, ændres »et betalingssystem« til: »et registreret betalingssystem«.

27. I § 57 a, stk. 4, og § 95, stk. 1, ændres »et betalingssystems« til: »et registreret betalingssystems«.

»§ 62. Ret til at foretage indrapportering til registrering i en værdipapircentral på dennes vegne og med retsvirkning i henhold til §§ 66-75 (kontoførende institutter) tilkommer ud over den pågældende værdipapircentral

1) finansielle virksomheder, der har tilladelse som pengeinstitut eller fondsmæglerselskab,

3) virksomheder, der drives i fællesskab af disse finansielle virksomheder og som har til formål at forvalte værdipapirer,

7) obligationsudstedende institutter, for så vidt angår fondsaktiver, der er udstedt af det pågældende institut.

Stk. 2. Kreditinstitutter, investeringsselskaber og administrationsselskaber, der er meddelt tilladelse i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område, har ret til at foretage indrapportering til registrering, jf. stk. 1, såfremt selskabet lovligt udøver værdipapirhandel enten gennem en filial eller ved at yde tjenesteydelser her i landet, jf. lov om finansiel virksomhed § 30 henholdsvis § 31.

Stk. 3. Kreditinstitutter og investeringsselskaber, der er meddelt tilladelse i et land uden for Den Europæiske Union, som Fællesskabet ikke har indgået aftale med på det finansielle område, har ret til at foretage indrapportering til registrering, jf. stk. 1, såfremt selskabet lovligt udøver værdipapirhandel enten gennem en filial eller ved at yde tjenesteydelser her i landet, jf. lov om finansiel virksomhed § 1, stk. 3, henholdsvis § 33.

Stk. 4. Ret til at indhente oplysninger om egne konti direkte i en værdipapircentral og overføre meddelelser om salg gennem værdipapircentralen til de kontoførende institutter eller en clearingcentral samt foretage anmeldelser om registrering på egne konti direkte til en værdipapircentral tilkommer storkunder.«

» § 64. Kontoførende institutter, jf. § 62, stk. 1 og 2, skal indgå en tilslutningsaftale med en værdipapircentral som betingelse for, at de kan opnå adgang til at indrapportere til registrering i den pågældende central.«

»Stk. 3. En værdipapircentral kan efter at have indhentet Finanstilsynets tilladelse indgå en tilslutningsaftale med et kreditinstitut eller et investeringsselskab, som nævnt i § 62, stk. 3, der ikke udøver værdipapirhandel enten gennem en filial eller ved at yde tjenesteydelser her i landet, jf. lov om finansiel virksomhed § 1, stk. 3, henholdsvis § 33.«

»Ved udtrækning, ændring eller udslettelse gives så vidt muligt meddelelse til den efter registeret berettigede.«

»De efter registeret berettigede og anmeldere kan i overensstemmelse med værdipapircentralens regler, der skal godkendes af Finanstilsynet, vælge, at meddelelser om udtrækning eller ændring skal gives periodisk, og kan ligeledes fravælge meddelelser herom helt eller delvis.«

» § 82 a. Finansministeren kan, når staten agerer som kontoførende insitut, afgive garanti for erstatningskrav i anledning af fejlregistreringer som nævnt i § 81, stk. 1, og for statens bidrag til en værdipapircentrals samlede kapitalberedskab, jf. § 82.«

Stk. 4. Bestemmelserne i § 84 a, stk. 1 og 2, finder tilsvarende anvendelse på fondsbørser henholdsvis autoriserede markedspladser, der har fået tillagt beføjelser efter stk. 1.

Stk. 5. Bestemmelserne i § 84 b, stk. 1 og 2, nr. 5, 7 og 8, finder tilsvarende anvendelse, i det omfang fondsbørser henholdsvis autoriserede markedspladser har fået tillagt beføjelser efter stk. 1.«.

36. I § 84, stk. 1, 1. pkt., ændres »§ 12, stk. 2 og 4« til: »§ 12 b, stk. 1 og 2«.

37. I § 84, stk. 2, og § 84 b, stk. 1 , indsættes efter »aktieselskaber omfattet af § 7,«: »et registreret betalingssystem,«.

38. I § 84, stk. 3, 1. pkt., ændres »§ 66, stk. 4, og § 75 i lov om finansiel virksomhed« til: »§ 345, stk. 4, og § 355 i lov om finansiel virksomhed«.

» § 84. Som part i forhold til Finanstilsynet eller Fondsrådet anses alene aktieselskaber omfattet af § 7, et registreret betalingssystem, værdipapirhandleren, det kontoførende institut eller udstederen af værdipapirer, som en afgørelse, der er eller vil blive truffet af Finanstilsynet eller Fondsrådet, retter sig mod, jf. dog stk. 2 og 3.«

»6) Den, der for Fondsrådet indbringer en af en fondsbørs, en autoriseret markedsplads, en clearingcentral eller en værdipapircentral truffet beslutning i sager af vidtrækkende eller principiel betydning, jf. § 88, stk. 3, og som Fondsrådet anser for part i sagen, samt øvrige, som Fondsrådet anser som part i sagen.

7) En erhverver som nævnt i § 31, stk. 1, og § 32, stk. 1 og 2, samt øvrige, som Fondsrådet i særlige tilfælde anser for part i sagen.

8) Den, som Fondsrådet i medfør af § 33, stk. 2, har bestemt, at indberetningspligten påhviler.«

»9) Den, der af Finanstilsynet pålægges at udarbejde interne regler efter § 36, stk. 2, § 37, stk. 1, og § 37 a, stk. 1 og 2, eller foretage ændringer heri.«

43. I § 85 ændres »kapitel 7 i lov om finansiel virksomhed« til: »kapitel 22 i lov om finansiel virksomhed«.

44. I § 87, stk. 1, og § 89, stk. 1, ændres »betalingssystemer« til: »registrerede betalingssystemer«.

46. I § 92, stk. 2, ændres »§ 62, stk. 1, nr. 2-7,« til: »§ 62, stk. 1, nr. 2-7, og stk. 2 og 3,«.

47. I § 92, stk. 3, udgår »en værdipapirmæglers, en pengemarkedsmæglers,«.

49. I § 93, stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »§ 11,«: »§ 12, § 12 a, § 12 b, stk. 1-5 og 8, § 12 c, § 12 d, stk. 1, stk. 2, 1. pkt., stk. 3, stk. 5 og 6,«.

»Stk. 2. Overtrædelse af § 12 a, § 12 b, stk. 1-5, § 12 c og § 12 d, stk. 1-6, straffes med bøde eller fængsel i indtil 4 måneder, for så vidt højere straf ikke er forskyldt efter straffeloven.«

51. I § 96, stk. 1, indsættes efter »en værdipapircentral,«: »en værdipapirmægler, en pengemarkedsmægler, et registreret betalingssystem,«.

52. I § 96, stk. 2, indsættes efter »værdipapircentralen,«: »det registrerede betalingssystem,«.

§ 426. I lov om et skibsfinansieringsinstitut, jf. lovbekendtgørelse nr. 684 af 19. august 2002, foretages følgende ændringer:

§ 427. I lov om aktieselskaber, jf. lovbekendtgørelse nr. 9 af 9. januar 2002, foretages følgende ændringer:

»Bestemmelserne i stk. 1-4 finder ikke anvendelse på finansielle virksomheder.«

»§ 115, stk. 1 og 2, finder ikke anvendelse for pengeinstitutter og realkreditlån, ydet af et realkreditinstitut.«

§ 428. I lov om indskud på etableringskonto (etableringskontoloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 722 af 27. august 2002, foretages følgende ændring:

1. I § 4, stk. 1, 2. pkt., ændres »lov om banker og sparekasser m.v., § 6 a, stk. 1-4« til: »§ 30, stk. 1, 4-5 og 9-10, i lov om finansiel virksomhed«.

§ 429. I lov om fusion, spaltning og tilførsel af aktiver m.v. (fusionsskatteloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 944 af 22. november 2002, foretages følgende ændringer:

»Ved fusion af banker, sparekasser, andelskasser og sammenslutninger af andelskasser efter §§ 88-95 i lov om finansiel virksomhed indsendes de i stk. 1-3 nævnte dokumenter og oplysninger til Told- og Skattestyrelsen senest 1 måned efter datoen for økonomiministerens godkendelse af fusion i henhold til § 203 i lov om finansiel virksomhed.«

2. I § 14, stk. 1, nr. 3, ændres »kapitel 4 D i lov om banker og sparekasser m.v.« til »§§ 88-95 i lov om finansiel virksomhed«

3. I § 14 a, stk. 1, ændres »kapitel 12 b i lov om banker og sparekasser m.v.« til »§§ 207-213 i lov om finansiel virksomhed«

4. I § 14 a, stk. 3, ændres »§ 52 h i lov om banker og sparekasser m.v.« til »§ 211 i lov om finansiel virksomhed«

5. I § 14 a, stk. 4, ændres »52 c i lov om banker og sparekasser m.v.« til »§ 207 i lov om finansiel virksomhed«

7. I § 14 g, stk. 1, ændres »kapitel 12 c i lov om banker og sparekasser m.v.« til »§§ 214-216 i lov om finansiel virksomhed«

8. I § 14 g, stk. 3 og 4, ændres »§ 52 k i lov om banker og sparekasser m.v.« til »§ 214 i lov om finansiel virksomhed«

§ 430. I lov om påligningen af indkomstskat til staten (ligningsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 791 af 17. september 2002, som senest ændret ved § 4 i lov nr. 1044 af 17. december 2002, § 1 i lov nr. 1056 af 17. december 2002, § 1 i lov nr. 1060 af 17. december 2002, § 1 i lov nr. 1061 af 17. december 2002, § 2 i lov nr. 1062 af 17. december 2002, § 1 i lov nr. 1064 af 17. december 2002 og § 29 i lov nr. 1089 af 17. december 2002, foretages følgende ændringer:

»Følgende selskaber m.v. fordeler renteudgifter og renteindtægter på den i stk. 5 nævnte måde:

1) selskaber omfattet af lov om erhvervsdrivende virksomheders aflæggelse af årsregnskaber m.v.,

5) investeringsforeninger, der er skattepligtige efter reglerne i selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 5 a,

7) fonde og foreninger m.v., der er skattepligtige efter reglerne selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 5 b, og

8) andelskasser og sammenslutninger af andelskasser efter §§ 88-95 i lov om finansiel virksomhed.

Tilsvarende gælder personer, der er hovedaktionærer eller hovedanpartshavere i selskaber som nævnt i 1. pkt., og som har mellemregning med disse.«

»Begrænsningen i stk. 7, 1. pkt., hvorefter underskuddet ikke kan nedbringe den skattepligtige indkomst til et beløb mindre end selskabets positive nettokapitalindtægter, gælder ikke for underskud hidrørende fra indkomstår, hvori selskabet i hele indkomståret drev virksomhed som pengeinstitut, forsikringsselskab, investeringsforening, realkreditinstitut eller i øvrigt udøvede næring ved køb og salg af fordringer eller drev næringsvirksomhed ved finansiering.«

» Stk. 1. Pengeinstitutter, realkreditinstitutter, der er omfattet af lov om finansiel virksomhed, Kreditforeningen af Kommuner i Danmark og Danmarks Skibskreditfond, skal betale en afgift til statskassen af saldoen på instituttets hensættelseskonto pr. 1. januar i afgiftsåret. Afgiftsåret er det år, hvor afgiften forfalder til betaling.«

§ 431. I lov om skattemæssig behandling af gevinst og tab på fordringer, gæld og finansielle kontrakter (kursgevinstloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 832 af 3. oktober 2002, foretages følgende ændringer:

» § 9. Realkreditinstitutter, der er omfattet af lov om finansiel virksomhed, Kreditforeningen af Kommuner i Danmark og Danmarks Skibskreditfond, skal medregne gevinst og tab på fordringer og gæld ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst efter lovens almindelige regler bortset fra § 7, stk. 2, jf. dog § 10.«

2. I § 10, stk. 1, 1. pkt., ændres »Realkreditinstitutter, der er godkendt i henhold til realkreditloven« til: »Realkreditinstitutter, der har tilladelse i henhold til lov om finansiel virksomhed«.

»Mindsterenten er 2 ½ pct. for indeksregulerede obligationer, der er udstedt af realkreditinstitutter, der er omfattet af lov om finansiel virksomhed, Kreditforeningen af Kommuner i Danmark, Kongeriget Danmarks Fiskeribank og Finansieringsinstituttet for Industri og Håndværk A/S.«

§ 432. I lov om beskatning af visse pensionskapitaler m.v. (pensionsafkastbeskatningsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 666 af 31. juli 2002, som ændret ved § 2 i lov nr. 1060 af 17. december 2002, foretages følgende ændringer:

1. I § 1, stk. 1, nr. 10, ændres »kapitel 15 i lov om forsikringsvirksomhed, kapitel 8 i lov om firmapensionskasser« til: »kapitel 17 i lov om finansiel virksomhed, kapitel 8 i lov om tilsyn med firmapensionskasser«.

2. I § 5 b, stk. 2, ændres »§ 6 a, stk. 5, i lov om forsikringsvirksomhed« til: »§ 29, stk. 2 og 3, i lov om finansiel virksomhed«.

3. I § 7, stk. 7, nr. 1, ændres »lov om forsikringsvirksomhed« til: »lov om finansiel virksomhed«.

4. I § 17, stk. 1, nr. 4, ændres »kapitel 16 i lov om forsikringsvirksomhed« til: »§§ 232 og 234 i lov om finansiel virksomhed«.

§ 433. I lov om beskatningen af pensionsordninger m.v. (pensionsbeskatningsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 773 af 13. september 2002, som ændret ved § 3 i lov nr. 1066 af 17. december 2002, foretages følgende ændringer:

1. I § 3, stk. 1, ændres »loven om forsikringsvirksomhed« til: »loven om finansiel virksomhed«.

2. I § 4, stk. 1, 1. pkt., og § 8, stk. 1, nr. 1, 1. pkt., ændres »lov om forsikringsvirksomhed § 211« til: »§ 30, stk. 1, 4 og 7-10, i lov om finansiel virksomhed«.

3. I § 11 A, stk. 1, nr. 1, § 12, stk. 1, nr. 1, 1. pkt., og § 13, stk. 1, 1. pkt. og 2. pkt., ændres »lov om banker og sparekasser m.v., § 6 a, stk. 1-4« til: »§ 30, stk. 1, 4-5 og 9-10, i lov om finansiel virksomhed«.

4. I § 12, stk. 1, nr. 1, 4. pkt., ændres »kapitel 9 a i lov om banker og sparekasser m.v.« til: »§§ 50-51 i lov om finansiel virksomhed«.

§ 434. I lov om indkomstbeskatning af aktieselskaber m.v. (selskabsskatteloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 736 af 28. august 2002 , som senest ændret ved lov nr. 1042 af 17. december 2002 foretages følgende ændringer:

»sparekasser, andelskasser, sammenslutninger af andelskasser efter §§ 88-95 i lov om finansiel virksomhed og foreninger oprettet i henhold til § 214 i lov om finansiel virksomhed,

2. I § 1, stk. 1, nr. 5, ændres »kapitel 21 i lov om forsikringsvirksomhed« til »§§ 293-302 i lov om finansiel virksomhed«

»fonde og foreninger som nævnt i § 219 i lov om finansiel virksomhed, Kreditforeningen af Kommuner i Danmark, Landsbankernes Reallånefond, Danmarks Skibskreditfond og Dansk Eksportfinansieringsfond,

4. I § 3, stk. 1, nr. 9, ændres »forsikringsvirksomhed« til »finansiel virksomhed«.

5. I § 3, stk. 1, nr. 18, ændres »kapitel 22a i lov om forsikringsvirksomhed« til »§ 306 i lov om finansiel virksomhed«

6. I § 13, stk. 12, ændres »kapitel 15 i lov om forsikringsvirksomhed« til »kapitel 17 i lov om finansiel virksomhed«

7. I § 13A, ændres »Institutter godkendt i henhold til realkreditloven« til »Institutter, der har tilladelse som realkreditinstitut efter lov om finansiel virksomhed,«

8. I § 31, stk. 4, nr. 2, ændres »kapitel 4 D i lov om banker og sparekasser m.v.« til »§§ 88-95 i lov om finansiel virksomhed«

9. I § 31, stk. 4, nr. 9, ændres »institutter m.v.« til »fonde og foreninger m.v.«

10. I § 35 M ændres »§ 52 k i lov om banker og sparekasser m.v.« til »§ 214 i lov om finansiel virksomhed«

§ 435. I lov om skattemyndighedernes organisation og opgaver m.v. (skattestyrelsesloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 617 af 22. juni 2002, foretages følgende ændring:

1. I § 20 C, stk. 2, ændres »§ 48 a i lov om banker og sparekasser m.v.« til »§ 206 i lov om finansiel virksomhed«

§ 436. I lov om indkomstbeskatning af selvstændige erhvervsdrivende (virksomhedsskatteloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 1 af 2. januar 2002, som ændret ved § 5 i lov nr. 290 af 15. maj 2002, § 8 i lov nr. 292 af 15. maj 2002, § 15 i lov nr. 313 af 21. maj 2002, § 8 i lov nr. 394 af 6. juni 2002 og § 1 i lov nr. 1062 af 17. december 2002, foretages følgende ændring:

1. I § 22 b, stk. 3, ændres »lov om banker og sparekasser m.v. § 6 a, stk. 1-4« til »§ 30, stk. 1, 4-5 og 9-10, i lov om finansiel virksomhed«

§ 437. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger, jf. dog stk. 2-4.

Stk. 2. Loven kan ikke sættes i kraft for Færøerne for så vidt angår forsikringsvirksomhed og realkreditvirksomhed.

Bilag 1

Pengeinstitutvirksomhed

1) Modtagelse af indlån og andre tilbagebetalingspligtige midler.

2) Udlånsvirksomhed herunder blandt andet:

– forbrugerkreditter

– realkreditlån

– factoring og diskontering

– handelskreditter (inkl. forfatering)

– finansiel leasing.

3) Betalingsformidling.

4) Udstedelse og administration af betalingsmidler (kreditkort, rejsechecks, bankveksler).

5) Sikkerhedsstillelse og garantier.

6) Medvirken ved emission af værdipapirer og tjenesteydelser i forbindelse hermed.

7) Rådgivning til virksomheder vedrørende kapitalstruktur, industristrategi og dermed beslægtede spørgsmål og rådgivning samt tjenesteydelser vedrørende sammenslutning og opkøb af virksomheder.

8) Pengeformidling (money broking).

9) Kreditoplysninger.

10) Boksudlejning.

11) Forretninger for egen regning med ethvert af de i bilag 5 nævnte instrumenter.

12) Opbevaring og forvaltning i forbindelse med et eller flere af de i bilag 5 nævnte instrumenter samt pantebreve.

13) Øvrig virksomhed i forbindelse med omsætning af penge og kreditmidler.

14) Udstedere af elektroniske penge.

Bilag 2

Kreditinstitutvirksomhed

1) Modtagelse af indlån og andre tilbagebetalingspligtige midler.

2) Udlånsvirksomhed herunder blandt andet:

– forbrugerkreditter

– realkreditlån

– factoring og diskontering

– handelskreditter (inkl. forfatering).

3) Finansiel leasing.

4) Betalingsformidling.

5) Udstedelse og administration af betalingsmidler (kreditkort, rejsechecks, bankveksler).

6) Sikkerhedsstillelse og garantier.

7) Transaktioner for egen eller kunders regning vedrørende:

a) Pengemarkedsinstrumenter (checks, veksler, indskudsbeviser m.v.)

b) Valutamarkedet

c) Finansielle futures og options

d) Valuta- og renteinstrumenter

e) Værdipapirer.

8) Medvirken ved emission af værdipapirer og tjenesteydelser i forbindelse hermed.

9) Rådgivning til virksomheder vedrørende kapitalstruktur, industristrategi og dermed beslægtede spørgsmål og rådgivning samt tjenesteydelser vedrørende sammenslutning og opkøb af virksomheder.

10) Pengeformidling (money broking).

11) Porteføljeadministration og –rådgivning.

12) Opbevaring og forvaltning af værdipapirer.

13) Kreditoplysninger.

14) Boksudlejning.

Bilag 3

Realkreditvirksomhed

1) Ydelse af lån mod registreret pant i fast ejendom på grundlag af udstedelse af realkreditobligationer eller andre værdipapirer.

2) Forretninger for egen regning med ethvert af de i bilag 5 nævnte instrumenter.

3) Opbevaring og forvaltning af egne realkreditobligationer og egne andre værdipapirer.

Bilag 4

Værdipapirhandlere

AFSNIT A

1) a) modtagelse og formidling for investorers regning af ordrer vedrørende et eller flere af de i bilag 5 nævnte instrumenter,

b) udførelse af sådanne ordrer for tredjemands regning,

c) formidling af kontakter mellem en finansiel virksomhed med tilladelse som værdipairhandlervirksomhed og en fysisk eller juridisk person, der ønsker at købe eller sælge, herunder at få udført skønsmæssig porteføljepleje, et eller flere af de i bilag 5 nævnte instrumenter.

2) Forretninger for egen regning med ethvert af de i bilag 5 nævnte instrumenter.

3) Skønsmæssig porteføljepleje af de enkelte kunders værdipapirbeholdninger efter instruks fra investorerne, såfremt beholdningerne omfatter et eller flere af de i bilag 5 nævnte instrumenter.

4) Afsætningsgaranti i forbindelse med emissioner af et eller flere af de i bilag 5 nævnte instrumenter og/eller placering af sådanne emissioner.

5) Opbevaring og forvaltning i forbindelse med et eller flere af de i bilag 5 nævnte instrumenter.

AFSNIT B

1) Boksudlejning.

2) Kredit- eller långivning til en investor, således at denne kan udføre en transaktion med et eller flere af de i bilag 5 nævnte instrumenter, såfremt den virksomhed, der yder kreditten eller lånet, deltager i transaktionen.

3) Rådgivning til virksomheder vedrørende kapitalstrukturer, industristrategi og dermed beslægtede spørgsmål samt rådgivning og tjenesteydelser vedrørende fusioner og opkøb af virksomheder.

4) Tjenesteydelser i forbindelse med afsætningsgaranti.

5) Investeringsrådgivning vedrørende et eller flere af de i bilag 5 nævnte instrumenter.

6) Valutatransaktioner, når de pågældende transaktioner er et led i ydelsen af investeringsservice.

Bilag 5

1) Aktier og andre omsættelige værdipapirer, der kan sidestilles med disse,

2) obligationer og andre omsættelige værdipapirer, der kan sidestilles med disse,

3) andre værdipapirer, der omsættes, og hvormed værdipapirer som nævnt under nr. 1 eller 2 kan erhverves ved tegning, ombytning eller kontant betaling,

4) andele, udstedt af institutter for kollektiv investering (UCITS), samt andele, udstedt af andre kollektive investeringsforetagender (non-UCITS),

5) pengemarkedsinstrumenter, der er optaget til notering på en fondsbørs, samt indlånsbeviser og commercial papers,

6) finansielle futures og tilsvarende instrumenter,

7) fremtidige renteaftaler (FRA-kontrakter),

8) rente- og valuta swaps samt swaps på aktier og aktieindeks,

9) optioner på at erhverve eller afhænde et instrument, der er nævnt under 1-8, samt optioner på aktie- og obligationsindeks og valuta- og renteoptioner,

10) råvareinstrumenter m.v. herunder tilsvarende instrumenter der afregnes kontant,

11) valutaspotforretninger i investeringsøjemed med henblik på at opnå fortjeneste ved kursændringer på valuta.

Bilag 6

Investeringsforvaltningsvirksomhed

1) administration af investeringsforeninger, der er godkendt efter lov om investeringsforeninger og specialforeninger, og herudover

2) administration af specialforeninger, der er godkendt efter lov om investeringsforeninger og specialforeninger.

Bilag 7

Forsikringsvirksomhed – Skade

Klassifikation af risici ved hjælp af forsikringsklasser.

1) Ulykker (herunder arbejdsulykker og erhvervssygdomme): summaforsikring, erstatning af økonomiske tab, kombinationer heraf og personbefordring.

2) Sygdom: summaforsikring, erstatning af økonomiske tab og kombinationer heraf.

3) Kaskoforsikring for landkøretøjer (bortset fra jernbaners rullende materiel): alle skader på motordrevne landkøretøjer og ikke- motordrevne landkøretøjer.

4) Kaskoforsikring for jernbanekøretøjer: alle skader på jernbanekøretøjer.

5) Kaskoforsikring for luftfartøjer: alle skader på luftfartøjer.

6) Kaskoforsikring for fartøjer til sejlads på have, indsøer og floder: alle skader på flodfartøjer, indsøfartøjer og havfartøjer.

7) Godstransport (herunder varer, bagage og alt andet gods): alle skader på transporterede varer eller bagage uanset arten af transportmidlet.

8) Brand og naturkræfter: alle skader på ejendom (bortset fra ejendom, omfattet af klasserne 3, 4, 5, 6 og 7), når de er forårsaget af brand, eksplosion, storm, naturkræfter (bortset fra storm), kerneenergi og jordskred.

9) Andre skader på ejendom: alle skader på ejendom (bortset fra ejendom, omfattet af klasserne 3, 4, 5, 6 og 7), når disse skader skyldes hagl eller frost samt årsager af en- hver art f.eks. tyveri, undtagen de, der er anført under nr. 8.

10) Ansvarsforsikring for motordrevne landkøretøjer: ethvert ansvar hidrørende fra brugen af motordrevne landkøretøjer (herunder førerens ansvar).

11) Ansvarsforsikring for luftfartøjer: ethvert ansvar hidhørende fra brugen af luftfartøjer (herunder førerens ansvar).

12) Ansvarsforsikring for fartøjer til sejlads på have, indsøer og floder: ethvert ansvar hidhørende fra anvendelsen af flod-, indsø- og havfartøjer (herunder førerens ansvar).

13) Almindelig ansvarsforsikring: ethvert ansvar, der ikke er anført under numrene 10, 11 og 12.

14) Kredit: almindelig insolvens, eksportkredit, salg på afbetaling, hypotekforsikring og landbrugsforsikring.

15) Kaution: direkte kaution og indirekte kaution.

16) Diverse økonomiske tab: arbejdsløshedsrisici, incassotab (almindeligt), dårligt vejr, tab af fortjeneste, fortsatte generalomkostninger, uforudsete handelsudgifter, tab af salgsværdi, husleje- eller indtægtstab, indirekte handelstab, bortset fra de ovenfor nævnte, ikke forretningsmæssige, økonomiske tab og andre økonomiske tab.

17) Retshjælpsforsikring: retshjælpsforsikring.

18) Assistance: assistance til personer, der kommer i vanskeligheder under befordring eller under fravær fra bopælen eller det faste opholdssted.

Bilag 8

Forsikringsvirksomhed – liv

Klassifikation af risici ved hjælp af forsikringsklasser.

I. Almindelig livsforsikring:

a) livsforsikring (navnlig livsbetinget kapitalforsikring, ophørende eller livsvarig livsforsikring, livsforsikring med udbetaling i levende live og livsforsikring med tilbagebetaling af præmier),

b) renteforsikring,

c) komplementære forsikringer, tegnet i tilknytning til livsforsikring (navnlig forsikring mod legemsbeskadigelse, herunder erhvervsudygtighed, og forsikring mod dødsfald som følge af ulykkestilfælde eller forsikring mod invaliditet som følge af ulykkestilfælde eller sygdom).

II. Ægteskabs- og fødselsforsikring:

a) forsikring, der kommer til udbetaling ved ægteskab;

b) forsikring, der kommer til udbetaling ved fødsel.

III. Forsikring, der er tilknyttet investeringsfonds:

a) livsforsikring (navnlig livsbetinget kapitalforsikring, ophørende eller livsvarig livsforsikring, livsforsikring med udbetaling i levende live, livsforsikring med tilbagebetaling af præmier, forsikring, der kommer til udbetaling ved ægteskab, og forsikring, der kommer til udbetaling ved fødsel),

b) renteforsikring.

IV. Permanent health insurance (langvarig sygeforsikring): sygeforsikring, som indgås for en lang periode, og er uopsigelig fra selskabets side i hele perioden.

V. Tontine-virksomhed: virksomhed, der indebærer oprettelse af medlemssammenslutninger med henblik på fælles kapitalisering af bidragene og udbetaling af den herved opståede formue enten til de overlevende eller til de afdødes arvinger eller begunstigede.

VI. Kapitaliseringsvirksomhed: virksomhed, baseret på aktuarberegninger og som omfatter forpligtelser af en nærmere fastsat varighed og beløbsstørrelse, mod erlæggelse af et engangsbeløb eller forud fastsatte regelmæssige indbetalinger.

VII. Ulykker (herunder arbejdsulykker og erhvervssygdomme): summaforsikring, erstatning af økonomisk tab, kombinationer heraf og personbefordring.

VIII. Sygdom: summaforsikring, erstatning af økonomiske tab og kombinationer heraf.

Bilag 9

Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører Rådets direktiv 73/183/EØF af 28. juni 1973 om ophævelse af begrænsninger i etableringsfriheden og den fri udveksling af tjenesteydelser ved selvstændig virksomhed inden for banker og andre pengeinstitutter, EF-Tidende nr. L 194 s. 1 (etableringsfrihed), Rådets første direktiv 73/239/EØF af 24. juli 1973 om samordning af de administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser om adgang til udøvelse af direkte forsikringsvirksomhed bortset fra livsforsikring, EF-Tidende nr. L 228, s. 3 (1. skadeforsikringsdirektiv), Rådets direktiv 76/580/EØF af 29. juni 1976 om ændring af direktiv 73/239/EØF om samordning af de administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser om adgang til og udøvelse af direkte forsikringsvirksomhed, bortset fra livsforsikring, EF-Tidende nr. L 189 s. 13 (ændring af 1. skadesforsikringsdirektiv), Rådets første direktiv 77/780/EØF af 12. december 1977 om samordning af lovgivningen om adgang til at optage og udøve virksomhed som kreditinstitut, EF-Tidende nr. L 322, s. 30 (1. bankdirektiv), dele af Rådets fjerde direktiv 78/660/EØF af 25. juli 1978 på grundlag af traktatens artikel 54, stk. 3, litra g, om årsregnskaberne for visse selskabsformer, EF-Tidende nr. L 222, s. 11 (fjerde selskabsdirektiv), Rådets første direktiv 79/267/EØF af 5. marts 1979 om samordning af de administrativt og ved lov fastsatte bestemmelser om adgang til og udøvelse af direkte livsforsikringsvirksomhed, EF-Tidende nr. L 063, s. 1 (1. livsforsikringsdirektiv), dele af Rådets syvende direktiv 83/349/EØF af 13. juni 1983 på grundlag af traktatens artikel 54, stk. 3, litra g, om konsoliderede regnskaber, EF-Tidende nr. L 193, s. 1 (syvende selskabsdirektiv), dele af Rådets ottende direktiv 84/253/EØF af 10. april 1984 på grundlag af traktatens artikel 54, stk. 3, litra g, om autorisation af personer, der skal foretage lovpligtig revision af regnskaber, EF-Tidende nr. L 126, s. 20 (ottende selskabsdirektiv), Rådets direktiv 84/641/EØF af 10. december 1984 om ændring, navnlig for så vidt angår turistassistance, af første direktiv 73/239/EØF om samordning af de administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser om adgang til og udøvelse af direkte forsikringsvirksomhed bortset fra livsforsikring, EF-Tidende nr. L 339, s. 21 (ændring af 1. skadesforsikringsdirektiv), dele af Rådets direktiv 85/611/EØF af 20. december 1985 om samordning af love og administrative bestemmelser om visse institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter), EF-Tidende nr. L 375, s. 3 (UCITS-direktivet), Rådets direktiv 86/635/EØF af 8. december 1986 om bankers og andre penge- og finansieringsinstitutters årsregnskaber og konsoliderede regnskaber, EF-Tidende nr. L 372, s. 1 (bankregnskabsdirektivet), Rådets andet direktiv 88/357/EØF af 22. juni 1988 om samordning af love og administrative bestemmelser vedrørende direkte forsikringsvirksomhed bortset fra livsforsikring, om fastsættelse af bestemmelser, der kan lette den faktiske gennemførelse af den frie udveksling af tjenesteydelser, og om ændring af direktiv 73/239/EØF, EF-Tidende nr. L 172 s. 1 (2. skadeforsikringsdirektiv), Rådets direktiv 89/117/EØF af 13. februar 1989 om de forpligtelser med hensyn til offentliggørelse af årsregnskabsdokumenter, der påhviler de i en medlemsstat etablerede filialer af kreditinstitutter og finansieringsinstitutter med hjemsted uden for denne medlemsstat, EF-Tidende nr. L 044 s. 40 (offentliggørelse af årsregnskabsdokumenter for filialer fra ikke-medlemslande), Rådets direktiv 89/299/EØF af 17. april 1989 om kreditinstitutters egenkapital, EF-Tidende nr. L 124, s. 16 (kreditinstitutters egenkapital), Rådets andet direktiv 89/646/EØF af 15. december 1989 om samordning af lovgivningen om adgang til at optage og udøve virksomhed som kreditinstitut og om ændring af direktiv 77/780/EØF, EF-Tidende nr. L 386, s. 1 (2. bankdirektiv), Rådets direktiv 89/647/EØF af 18. december 1989 om solvensnøgletal for kreditinstitutter, EF-Tidende nr. L 386, s. 14 (solvensdirektivet), dele af Rådets direktiv 90/618/EØF af 8. november 1990 om ændring, navnlig med hensyn til ansvarsforsikring for motorkøretøjer, af direktiv 73/239/EØF og direktiv 88/357/EØF, som begge angår samordning af love og administrative bestemmelser vedrørende direkte forsikringsvirksomhed bortset fra livsforsikring, EF-Tidende nr. L 330, s. 44 (ændring af 1. og 2. skadesforsikringsdirektiv), Rådets andet direktiv 90/619/EØF af 8. november 1990 om samordning af love og administrative bestemmelser vedrørende direkte livsforsikringsvirksomhed, om fastsættelse af bestemmelser, der kan lette den faktiske gennemførelse af den fri udveksling af tjenesteydelser, og om ændring af direktiv 79/267/EØF, EF-Tidende nr. L 330, s. 50 (2. livsforsikringsdirektiv), Rådets direktiv 91/674/EØF af 19. december 1991 om forsikringsselskabers årsregnskaber og konsoliderede regnskaber, EF-Tidende nr. L 374, s. 7 (forsikringsregnskabsdirektivet), Rådets direktiv 92/30/EØF af 6. april 1992 om tilsyn med kreditinstitutter på et konsolideret grundlag, EF-Tidende nr. L 110, s. 52 (tilsyn på konsolideret basis), Rådets direktiv 92/49/EØF af 18. juni 1992 om samordning af love og administrative bestemmelser vedrørende direkte forsikringsvirksomhed bortset fra livsforsikring og om ændring af direktiv 73/239/EØF og 88/357/EØF, EF-Tidende nr. L 228, s. 1 (3. skadesforsikringsdirektiv), Rådets direktiv 92/96/EØF af 10. november 1992 om samordning af love og administrative bestemmelser vedrørende direkte livsforsikringsvirksomhed og om ændring af direktiv 79/267/EØF og 90/619/EØF, EF-Tidende nr. L 360, s. 1 (3. livsforsikringsdirektiv), Rådets direktiv 92/121/EØF af 21. december 1992 om overvågning af og kontrol med kreditinstitutters store engagementer, EF-Tidende nr. L 029, s. 1 (store engagementer), Rådets direktiv 93/6/EØF af 15. marts 1993 om kravene til investeringsselskabers og kreditinstitutters kapitalgrundlag, EF-Tidende nr. L 141, s. 1 (kapitalkravsdirektivet), Rådets direktiv 93/22/EØF af 10. maj 1993 om investeringsservice i forbindelse med værdipapirer, EF-Tidende nr. L 141, s. 27 (investeringsservicedirektivet), Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/26/EF af 29. juni 1995 om ændring af direktiv 77/780/EØF og 89/646/EØF om kreditinstitutter, direktiv 73/239/EØF og 92/49/EØF om skadesforsikring, direktiv 79/267/EØF og 92/96/EØF om livsforsikring, direktiv 93/22/EØF om investeringsselskaber og direktiv 85/611/EØF om institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter), med henblik på at styrke tilsynet på disse områder, EF-Tidende nr. L 168 af 18/07/1995, s. 7 (BCCI-direktivet), Europa-parlamentets og Rådets direktiv 98/31/EF af 22. juni 1998 om ændring af Rådets direktiv 93/6/EØF om kravene til investeringsselskabers og kreditinstitutters kapitalgrundlag, EF-Tidende nr. L 204, s. 13 (ændring af kapitalkravsdirektivet), Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/33/EF af 22. juni 1998 om ændring af artikel 12 i Rådets direktiv 77/780/EØF om adgang til at optage og udøve virksomhed som kreditinstitut og artikel 2, 5, 6, 7, 8 og bilag II og III i Rådets direktiv 89/647/EØF om solvensnøgletal for kreditinstitutter samt artikel 2 og bilag II i Rådets direktiv 93/6/EØF om kravene til investeringsselskabers og kreditinstitutters kapitalgrundlag, EF-Tidende nr. L 204 s. 29, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/78/EF af 27. oktober 1998 om supplerende tilsyn med forsikringsselskaber i en forsikringsgruppe, EF-Tidende nr. L 330, s. 1 (forsikringsgruppedirektivet), direktiverne 73/183, 77/780, 89/299, 89/646, 89/647, 92/30, 92/121 og dele af 95/26 og 98/33 der nu er sammenskrevet i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/12/EF af 20. marts 2000 om adgang til at optage og udøve virksomhed som kreditinstitut, EF-Tidende nr. L 126, s. 1 (kreditinstitutdirektivet), dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/26/EF af 16. maj 2000 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om ansvarsforsikring for motorkøretøjer og om ændring af Rådets direktiv 73/239/EØF og 88/357/EØF, EF-Tidende nr. L 181, s. 65 (4. motorkøretøjsforsikringsdirektiv), Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/46/EF af 18. september 2000 om adgang til at optage og udøve virksomhed som udsteder af elektroniske penge og tilsyn med en sådan virksomhed, EF-Tidende nr. L 275, s. 39 (e-penge), Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/64/EF af 7. november 2000 om ændring af Rådets direktiv 85/611/EØF, 92/49/EØF, 92/96/EØF og 93/22/EØF med hensyn til udveksling af oplysninger med tredjelande, EF-Tidende nr. L 290, s. 27 (udveksling af oplysninger), Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/17/EF af 19. marts 2001 om sanering og likvidation af forsikringsselskaber, EF-Tidende nr. L 110, s. 28 (likvidationsdirektivet for forsikring), Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/24/EF af 4. april 2001 om sanering og likvidation af kreditinstitutter, EF-Tidende nr. L 125, s. 15 (likvidationsdirektivet for kreditinstitutter), Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/107/EF af 21. januar 2002 om ændring af Rådets direktiv 85/611/EØF om samordning af love og administrative bestemmelser om visse institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter) med henblik på en regulering af administrationsselskaber og forenklede prospekter, EF-Tidende nr. L 041, s. 20 (Tjenesteyderdirektivet), Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/13/EF af 5. marts 2002 om ændring af Rådets direktiv 73/239/EØF for så vidt angår krav til solvensmargenen for skadesforsikringsselskaber, EF-Tidende nr. L 077, s. 17 (solvens 1-direktivet) og direktiverne 79/267, 90/619, 92/96 og 2002/12 der nu er sammenskrevet i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/83/EF af 5. november 2002 om livsforsikring, EF-Tidende nr. L 345, s. 1 (livsforsikringsdirektivet).

Indholdsfortegnelse
Afsnit I:	Generelle bestemmelser	Paragraf

Kapitel 1	Anvendelsesområde
	Generelle regler om anvendelsesområde	1
	Særlige regler om anvendelsesområde for forsikringsselskaber	2 - 4

Kapitel 2	Definitioner	5 - 6

Afsnit II:	Tilladelse, eneret, virksomhedsområde og udenlandske institutter

Kapitel 3	Tilladelse, eneret m.v.
	Tilladelse til pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber, investeringsforvaltningsselskaber og forsikringsselskaber	7 - 17
	Særlige regler for forsikringsselskaber vedrørende anmeldelse til Finanstilsynet	18 - 22
	Særlige regler for gensidige forsikringsselskaber vedrørende stiftelse m.v.	23

Kapitel 4	Anden tilladt virksomhed
	Generelle regler om anden tilladt virksomhed	24 - 26
	Særlige regler for fondsmæglerselskaber vedrørende dattervirksomheder	27
	Særlige regler for investeringsforvaltningsselskaber vedrørende dattervirksomheder	28
	Særlige regler for forsikringsselskaber vedrørende anden tilladt virksomhed	29

Kapitel 5	Udenlandske virksomheder
	Generelle regler om udenlandske virksomheder	30 - 32
	Særlige regler for udenlandske kreditinstitutter og investeringsselskaber	33
	Særlige regler for udenlandske forsikringsselskaber	34 - 37
	Danske finansielle virksomheders virksomhed i udlandet	38 - 40
	Særlige regler for danske forsikringsselskabers virksomhed i udlandet	41 - 42

Afsnit III:	God skik m.v.

Kapitel 6	God skik og kontraktforhold
	Generelle regler om god skik og kontraktforhold	43 - 44
	Særlige regler om kontraktforhold for pengeinstitutter, realkreditinstitutter og forsikringsselskaber	45 - 46
	Særlige regler for pengeinstitutter	47 - 52
	Særlige regler for realkreditinstitutter	53
	Særlige regler for investeringsforvaltningsselskaber	54
	Særlige regler for forsikringsselskaber	55 - 59

Afsnit IV:	Ejerforhold og ledelse m.v.

Kapitel 7	Ejerforhold	60 - 62

Kapitel 8	Ledelse og indretning af virksomheden
	Generelle regler om ledelse og indretning af virksomheden	63 - 78
	Generelle regler om ledelsens andre hverv	79
	Særlige regler for sparekasser	80 - 83
	Særlige regler for andelskasser	84 -87
	Særlige regler for sammenslutninger af andelskasser	88 - 95
	Særlige regler for fondsmæglerselskaber og investeringsforvaltningsselskaber	96
	Særlige regler for investeringsforvaltningsselskaber	97 - 100
	Investeringsforvaltningsselskabers adgang til at delegere opgaver	101 - 104
	Særlige regler for depotselskaber for investeringsforeninger og specialforeninger	105 - 106
	Særlige regler for forsikringsselskaber	107 - 109
	Særlige regler for gensidige forsikringsselskaber	110 - 113
	Særlige regler for tværgående pensionskasser	114 - 115

Kapitel 9	Videregivelse af fortrolige oplysninger	116 - 122

Afsnit V:	Finansielle virksomheders kapitalforhold

Kapitel 10	Solvens
	Generelle regler om solvens	123 - 142
	Særlige regler om tvangsindløsning for pengeinstitutter	143

Kapitel 11	Midlernes anbringelse og likviditet
	Regler for penge- og realkreditinstitutter samt fondsmæglerselskaber og investeringsforvaltningsselskaber om midlernes anbringelse og likviditet	144 - 147
	Særlige regler for pengeinstitutter om midlernes anbringelse og likviditet	148 - 151
	Særlige regler for realkreditinstitutter om midlernes anbringelse og likviditet	152 - 154
	Særlige regler for fondsmæglerselskaber og investeringsforvaltningsselskaber om midlernes anbringelse og likviditet	155 - 156
	Særlige regler for forsikringsselskaber og pensionskasser om midlernes anbringelse og likviditet	157 - 168

Kapitel 12	Koncernregler, konsolidering m.v.
	Koncernregler	169 - 174
	Konsolidering	175 - 176
	Undtagelsesbestemmelse	177
	Udskillelse, afhændelse og koncerninterne transaktioner	178 - 181

Afsnit VI:	Årsrapport, revision og anvendelse af årets overskud

Kapitel 13	Årsrapport, revision og anvendelse af årets overskud
	Generelle regler om årsrapport og revision	182 - 199
	Særlige regler om anvendelse af årets overskud i pengeinstitutter	200 - 202

Afsnit VII:	Indgreb i eller ophør af den finansielle virksomhed

Kapitel 14	Sammenlægning, fusion og omdannelse
	Regler for pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber samt investeringsforvaltningsselskaber	203
	Særlige regler for pengeinstitutter om sammenlægning, fusion og omdannelse	204 - 206
	Regler om sparekassers omdannelse til aktieselskaber	207 - 213
	Regler om andelskassers omdannelse til aktieselskaber	214 - 216
	Særlige regler for realkreditinstitutter om sammenlægning, fusion og omdannelse	217 - 224
	Særlige regler for forsikringsselskaber om sammenlægning, fusion og omdannelse	225 - 231
	Overdragelse af en forsikringsbestand	232 - 234

Kapitel 15	Inddragelse af tilladelse og ophør
	Regler for pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber samt i Investeringsforvaltningsselskaber	235 - 249
	Særlige regler for pengeinstitutter om inddragelse af tilladelse og ophør	250 - 252
	Særlige regler for forsikringsselskaber om inddragelse af tilladelse og ophør	253 - 271

Kapitel 16	Særlige regler for forsikringsselskaber om genoprettelse og andre foranstaltninger	272 - 276

Kapitel 17	Særlige regler for forsikringsselskaber om administration af en livsforsikringsbestand	277 - 282

Afsnit VIII:	Særlige regler for forsikringsselskaber

Kapitel 18	Særlige regler for forsikringsselskaber
	Gensidige forsikringsselskabers medlemmer og disses hæftelse for selskabets forpligtelser	283 - 285
	Indbetaling af garantiandele m.v. i gensidige forsikringsselskaber	286 - 287
	Generalforsamling i gensidige forsikringsselskaber	288
	Udbytteuddeling, sikkerhedsfond m.v.	289 - 292
	Særlige regler for gensidige skadesforsikringsselskaber med begrænset formål	293 - 302
	Særlige regler om tværgående pensionskasser	303 - 305
	Særlige regler om arbejdsmarkedsrelaterede livsforsikringsaktieselskaber	306

Afsnit IX:	Udstedere af elektroniske penge

Kapitel 19	Udstedere af elektroniske penge
	Indledende bestemmelser	307 - 310
	Tilladelse m.v.	311 - 313
	Ejerforhold	314
	Ledelse	315
	Solvens	316 - 318
	Midlernes anbringelse	319 - 322
	Regnskab og revision	323 - 325
	Inddragelse af tilladelse og ophør	326 - 329
	Fusion m.v.	330
	Videregivelse af oplysninger	331
	Øvrige bestemmelser	332

Afsnit X:	Sparevirksomheder

Kapitel 20	Sparevirksomheder
	Tilladelse til sparevirksomheder	333 - 335
	Ledelse	336 - 337
	Kapital	338
	Regnskab	339 - 340
	Inddragelse af tilladelse og ophør	341
	Øvrige bestemmelser	342

Afsnit XI:	Tilsyn og Afgifter

Kapitel 21	Tilsyn m.v.
	Generelle regler om tilsyn	343 - 355
	Frister	356
	Særlige regler for forsikringsselskaber om tilsyn	357 - 358

Kapitel 22	Afgifter	359 - 369

Afsnit XII:	Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser

Kapitel 23	Delegations- og klagebestemmelser	370 - 371

Kapitel 24	Straffebestemmelser	372 - 373

Kapitel 25	Ikrafttræden, overgangsbestemmelser, ændringer i anden lovgivning Færøerne og Grønland	374 - 424

Bemærkninger til Lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indledning

Forslaget til lov om finansiel virksomhed udgør sammen med det samtidigt fremsatte lovforslag om realkreditlån og realkreditobligationer m.v. grundlaget for den finansielle lovreform, som skal føre til en mere forenklet lovstruktur på det finansielle område. Med lovforslagene tages første skridt med henblik på at gennemføre regeringens intentioner om at skabe regelforenkling og regelmodernisering. Det er hensigten at gøre reglerne mere overskuelige og sammenlignelige til gavn for både kunder og virksomheder. Lovreformen forventes således at kunne bidrage til at lette de administrative byrder og skabe vækst.

Den finansielle lovreform medfører en betydelig reduktion i antallet af finansielle love, ligesom der også sker en reduktion i antallet af regler, der regulerer den finansielle sektor. Lovreformen indebærer blandt andet, at 7 love med branchespecifikke regler ophæves. Det drejer sig om lov om banker og sparekasser, lov om fondsmæglerselskaber, lov om realkredit, lov om forsikringsvirksomhed, lov om udstedere af elektroniske penge, samt lov om sparevirksomheder gældende lov om finansiel virksomhed. Disse love erstattes med den finansielle lovreform af de foreslåede to nye love, henholdsvis forslag til en ny samlet lov om finansiel virksomhed, der erstatter den nuværende lov om finansiel virksomhed, og forslag til en ny lov om realkreditlån og realkreditobligationer.

Lovforslaget indeholder desuden en række indholdsmæssige forenklinger. For eksempel foreslås forenklinger i reglerne om ledelsens ret til at have andre hverv og reglerne om spekulation. Der fjernes ligeledes formkrav i den finansielle lovgivning med henblik på at sikre, at lovgivningen ikke fastsætter unødige hindringer for digital kommunikation.

Lovreformen bygger videre på det grundlag, som allerede er skabt med den gældende lov om finansiel virksomhed med udgangspunkt i, at ens forhold som udgangspunkt skal behandles ens, uanset hvilken virksomhed forholdet vedrører. Opbygningen af det samlede lovforslag sker med udgangspunkt i den gældende lov om finansiel virksomhed. En række af de foreslåede regler er overført uændrede fra de gældende regler i den nuværende lov om finansiel virksomhed og de respektive branchelove. Langt størstedelen af lovforslagets regler indebærer derfor ikke ændringer af den nuværende retstilstand. Større, indholdsmæssige ændringer foreslås for reglerne om tilladelse til at drive virksomhed, eneret og virksomhedsområde (kapitel 3), god skik (kapitel 6), ledelse og spekulation (kapitel 8), videregivelse af fortrolige oplysninger (kapitel 9), solvens (kapitel 10) samt midlernes anbringelse og likviditet (kapitel 11). Samtidig foreslås konsekvensændringer i en række finansielle love, som ikke omfattes af lovforslaget. Da hovedformålet med lovforslaget er en sammenskrivning, er beskrivelsen af praksis i de specielle bemærkninger alene af informativ karakter og er dermed ikke udtryk for de ydre rammer for fortolkningen af bestemmelsen/bemyndigelsen. Som bilag B til lovforslaget er indsat en paragrafnøgle, der viser, hvilke lovbestemmelser i eksisterende love, som de foreslåede bestemmelser i lovforslaget erstatter. Bemærkningerne til de eksisterende love findes således fortsat anvendelse ved fortolkningen af lovforslagets enkelte bestemmelser, uanset at de ikke er angivet i sin helhed i lovforslagets bemærkninger.

Lovforslaget indeholder en særlig ikrafttrædelsesbestemmelse for reglerne om aflæggelse af årsrapport. Det er herved forudsat, at konsekvenser ved indførelse af de nye regler, herunder i lyset af den internationale udvikling, kan afdækkes, forinden reglerne træder i kraft.

Regelforenkling er en fortløbende proces, hvor de fremsatte lovforslag om lov om finansiel virksomhed og lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v. udgør et vigtigt første skridt. I det fortsatte arbejde med lovudformning vil der blandt andet blive set nærmere på muligheden for en yderligere, indholdsmæssig forenkling af reglerne. Arbejdet med at bidrage til lovudformningen på det finansielle område vil ske med inddragelse af de berørte brancheorganisationer. Dette vil ske i dialog med Økonomi- og Erhvervsministeriet. I det videre arbejde vil blandt andet indgå en nærmere analyse af potentielle indsatsområder. Et eksempel herpå vil være reglerne om ophør af virksomhed, herunder reglerne om porteføljeoverdragelse. Desuden vil der blive foretaget en gennemgang og vurdering af lov om arbejdsmarkedets tillægspension, lov om lønmodtagernes dyrtidsfond, lov om sikring mod følger af arbejdsskade samt lov om firmapensionskasser. Arbejdet vil ske med udgangspunkt i dette lovforslag med henblik på fremsættelse af lovforslag i den kommende folketingssamling. Disse love er ikke som de øvrige finansielle love blevet opdaterede og moderniserede løbende, hvorfor der er behov for en modernisering af regelsættene. Der foretages desuden nærmere vurderinger af ejerstrukturer på investeringsforeningsområdet med udgangspunkt i Opsparingsudvalgets rapport. Resultatet af denne vurdering, som blandt andet indbefatter en nøje interesseafvejning mellem på den ene side hensynet til kunderne og på den anden side hensynet til virksomhederne og muligheden for en effektiv kapitalforvaltning, forventes at kunne udmøntes i den kommende folketingssamling. I forbindelse med ovennævnte vurdering vil endvidere indgå en analyse af de skattemæssige og administrative aspekter af en udskillelse af puljemidlerne fra pengeinstitutternes balance.

Med det foreliggende lovforslag samles yderligere lovgivningsområder, der i dag i vidt omfang er ens i de finansielle områder. Der er ligeledes sket en harmonisering af forskellige regler og terminologi, der findes i de nuværende branchelove. Herudover omfatter lovforslaget regler, der særligt angår e-penge- og sparevirksomhed.

Lovforslaget gennemfører endvidere UCITS-direktivets regler for administrationsselskaber og i konsekvens heraf foreslås etableret et tilsyn med investeringsforeningers og specialforeningers administrationsselskaber samt udenlandske administrationsselskaber, ligesom de omfattes af indskydergarantifonden.

Fjernelse af unødige hindringer for digital kommunikation på det finansielle område

På baggrund af handlingsplanen fra april måned 2002 for modernisering af formkrav i lovgivningen, der unødigt hindrer digital kommunikation, skal forslaget sikre, at formkrav i den finansielle lovgivning angående skriftlighed m.v. ikke er til hinder for elektronisk informationsudveksling og opbevaring.

Det teknologiske område er fortsat i hastig udvikling. Det er på den baggrund fundet hensigtsmæssigt, at der i loven indsættes en bemyndigelse til økonomi- og erhvervsministeren til at fastsætte nærmere regler om digital kommunikation. Forslaget skal ses i sammenhæng med lovforslag om digital kommunikation, der forventes fremsat i foråret 2003.

Tilladelse, eneret og virksomhedsområde

Forslaget indfører et koncessionslignende system for alle finansielle virksomheder. Systematikken betyder, at der i højere grad fokuseres på, at ens forhold behandles ens. Det koncessionslignende system består i, at hvis en finansiel virksomhed vil udøve en anden type virksomhed, der udløser krav om tilladelse, skal den finansielle virksomhed have tilladelse til at udøve denne virksomhed. På denne måde skabes en bedre sammenhæng i de krav, som stilles til forskellige typer af virksomhed og den tilladelse, virksomheden har.

Systemet indebærer den ændring for pengeinstitutter og realkreditinstitutter, at pengeinstitutter og realkreditinstitutter skal have tilladelse som værdipapirhandler for at udføre aktiviteter, som disse institutter i dag kan udføre uden en tilladelse efter lov om fondsmæglerselskaber. Pengeinstitutter og realkreditinstitutter vil, uden en særskilt tilladelse fortsat kunne udføre visse aktiviteter, der ellers udløser krav om en tilladelse som værdipapirhandler. Baggrunden herfor er, at disse aktiviteter anses for at udgøre en integreret del af henholdsvis pengeinstitut- eller realkreditinstitutvirksomhed.

Det er fortsat ikke muligt at kombinere alle former for tilladelser. For eksempel kan et pengeinstitut fortsat kun drive forsikringsvirksomhed i et datterselskab.

Tilladelsesbestemmelserne er opbygget således, at bestemmelserne indledningsvist definerer den virksomhed, der udløser kravet om en tilladelse. Herefter defineres den virksomhed, som en virksomhed med tilladelse efter den pågældende bestemmelse, kan udøve. Bestemmelserne om startkapitalkrav samt bestemmelser om eneret og pligt til at anvende navne er endvidere indeholdt i tilladelsesbestemmelserne. For forsikringsselskaber defineres ikke en eneret. Et forsikringsselskab får derimod tilladelse til at udøve en eller flere af de aktiviteter, der udtømmende fremgår af bilag til lovforslaget.

Opbygningen og systematikken er ny, men tilladelsesbestemmelserne viderefører og præciserer i vidt omfang gældende bestemmelser i tilsynslovgivningen. Dog udelukker bestemmelserne, at der stiftes nye andels- og sparekasser. Endvidere harmoniseres startkapitalkravet for penge- og realkreditinstitutter, idet startkapitalkravet for realkreditinstitutter nedsættes fra 150 mio. kr. til 8 mio. euro, mens kapitalkravet for pengeinstitutter hæves fra 5 mio. euro til 8 mio. euro.

Bestemmelserne om udenlandske virksomheder og danske finansielle virksomheders virksomhed i udlandet viderefører hovedsageligt de gældende bestemmelser i tilsynslovgivningen. For at ensarte reglerne for godkendelse foreslås det dog som noget nyt, at filialetablering og etablering af dattervirksomheder uden for Den Europæiske Union eller uden for lande, som Fællesskabet har indgået aftale med, kræver Finanstilsynets tilladelse.

Administrationsselskaber og investeringsforvaltningsselskaber

Hidtil har investeringsforeningernes og specialforeningernes administrationsselskaber ikke kunnet drive anden virksomhed end daglig ledelse af foreningerne.

Med dette forslag udvides området for de aktiviteter, et investeringsforvaltningsselskab har mulighed for at udføre. Hensigten hermed er at give selskaberne mulighed for at udnytte deres ekspertise i investeringsforvaltning (porteføljepleje) og samtidig opnå stordriftsfordele.

Forslaget gennemfører bestemmelser, der blev indført i UCITS-direktivet med Tjenesteyderdirektivet (2001/107/EF), jf. i øvrigt omtalen under afsnittet » Forholdet til EU-retten «.

Endvidere er administrationsselskabernes direktører og bestyrelsesmedlemmer omfattet af ledelses- og spekulationsreglerne. Reglerne om afgivelse af oplysninger m.m. til Finanstilsynet finder endvidere som udgangspunkt tilsvarende anvendelse på en forenings eventuelle administrationsselskab. Endelig skal Finanstilsynet godkende den enkelte forenings valg af administrationsselskab.

I forbindelse med implementeringen af UCITS-direktivet etableres et tilsyn med investeringsforeningers og specialforeningers administrationsselskaber, ligesom de omfattes af indskydergarantifondsordningen. Disse selskaber benævnes i forslaget investeringsforvaltningsselskaber. I forslaget benævnes »udenlandske administrationsselskaber« dog »administrationsselskaber«, som er den EU-retlige betegnelse for denne type virksomhed.

Forslaget giver også investeringsforvaltningsselskaber mulighed for at give præstationsafhængig løn til selskabets ansatte.

God skik

Forslaget om god skik og kontraktforhold samler en række bestemmelser om god skik fra de branchespecifikke finansielle love, blandt andet fra lov om banker og sparekasser, realkreditloven samt lov om forsikringsvirksomhed. De gældende regler om, at de finansielle virksomheder skal drives i overensstemmelse med redelig forretningsskik og god praksis, foreslås således videreført i lovforslaget.

Der foreslås samtidig en forenkling af regelsættet ved at ophæve de regler, der detaljeret regulerer de pligter, en finansiel virksomhed skal efterleve, når virksomheden har tilladelse som værdipapirhandler. Reglerne er en detailregulering af særlig værdipapirhandlernes virksomhedsudøvelse, som indeholdes i det generelle god skik-begreb. Regulering på et så detaljeret niveau foreslås fremover at ske i bekendtgørelsesform. Forslaget tilsigter således ikke nogen realitetsændring, mener foreslået for at opnå en mere logisk systematik i reguleringsniveauet.

I øvrigt indeholder kapitlet en række specifikke regler, der foreslås overført fra den nugældende finansielle sektorregulering, herunder reglerne om beskyttelse af kautionister inden og udenfor erhvervsforhold.

Videregivelsesreglerne

Det foreslås, at mulighederne for at videregive fortrolige kundeoplysninger til brug for varetagelse af administrative opgaver inden for forsikringsområdet udvides således, at der kan udveksles fortrolige oplysninger til brug for administration, uanset hvorledes de administrerede selskaber er organiseret. Udvidelsen medfører, at der også kan udveksles oplysninger, når den overvejende del af de administrerede forsikringsselskaber er koncernforbundne.

Økonomi- og Erhvervsministeriet vil efter drøftelse med Datatilsynet overveje eventuelle yderligere ændringer i videregivelsesreglerne, der betragtes som et vigtigt indsatsområde, som i givet fald forventes udmøntet i den kommende folketingssamling.

Ledelse og spekulation

Forslaget om mulighed for at gribe ind over for et ledelsesmedlem er i på linie med de anbefalinger, som findes i de internationale tilsynsstandarder, som er udstedt af CESR International Association of Insurance Supervisors (IAIS), Basel Core Principle for Effective Banking Supervision samt Joint Forum. Ifølge anbefalingerne er det en forudsætning, at: «et effektivt og tilstrækkeligt tilsyn skal være i besiddelse af indgrebsbeføjelser, som fremmer tilfredsstillende anvendelse af egnetheds- og hæderlighedstests, og som samtidig giver tilsynsmyndigheden mulighed for at intervenere løbende om nødvendigt, herunder skal tilsynsmyndigheden have beføjelse til at fjerne et ledelsesmedlem fra en post, når denne ikke varetager hvervet forsvarligt.«.

Forslaget giver som noget nyt Finanstilsynet hjemmel til at pålægge en finansiel virksomhed at afsætte et medlem af direktionen i en finansiel virksomhed, dersom den pågældende ikke kan bestride hvervet eller stillingen under visse nærmere opregnede betingelser.

Hvis den finansielle virksomhed ikke følger Finanstilsynets påbud, kan virksomhedens tilladelse inddrages. Afgørelser af denne art forelægges Det Finansielle Virksomhedsråd.

Finanstilsynet har ligesom i dag efter forslaget mulighed for at inddrage en finansiel virksomheds tilladelse, hvis et bestyrelsesmedlem ikke varetager sit hverv efter de regler, der er fastsat i forslaget.

Et udvalg har set nærmere på, hvordan reglerne om ledelse og spekulation har fungeret i praksis, herunder om reglerne er hensigtsmæssigt udformet. Det var konklusionen, at der var behov for en forenkling af disse regler, som påfører virksomhederne unødigt tunge, administrative byrder. Udvalget fremkom på den baggrund med forslag til en forenkling af bestemmelser om ledelsens andre hverv og spekulation i »Rapport fra udvalget om ledelses- og spekulationsbestemmelserne, Finanstilsynet 2002«. Disse forslag indgår i nærværende lovforslag. Spørgsmålet om interne revisorer er ikke behandlet selvstændigt i udvalgets rapport. Interne revisorers funktion minder dog i højere grad om den eksterne revision end om ledelsesfunktionen. Det er derfor fundet naturligt, at reglerne for interne revisorer læner sig op ad reglerne gældende for den eksterne revision.

Forslaget til ændring af reglerne om ledelsens andre hverv giver en videre mulighed for, at bestyrelsen kan tillade en direktør m.v. at påtage sig hverv ved siden af stillingen som direktør i såvel virksomheder, der indgår i koncernforhold med den finansielle virksomhed, som andre virksomheder. Det er dog en forudsætning, at den finansielle virksomheds bestyrelse har givet tilladelse, og den finansielle virksomhed må ikke samtidig have lån eller lignende til den virksomhed hvor direktøren er bestyrelsesmedlem. Forslaget gør endvidere reglerne mere fleksible, da der ikke længere fremgår udtømmende regler for, hvilke andre hverv den omfattede personkreds kan påtage sig. De gældende udtømmende regler er jævnligt blevet ændret i takt med, at der er opstået situationer, hvor det er fundet hensigtsmæssigt at tillade personkredsen at påtage sig andre hverv. Personkredsen foreslås ændret til at omfatte den persongruppe, for hvilken risikoen for sammenblanding af egne og den finansielle virksomheds interesser er til stede. For personer, der i dag har andre hverv, betyder forslaget, at bestyrelsens tilladelse er nødvendig for at kunne fortsætte hvervet, selvom tilladelse ikke er nødvendig efter de gældende regler. Forslaget bevirker endvidere, at der kommer til at gælde ens regler om ledelsens andre hverv for långivende og investerende virksomheder.

Persongruppen, der er omfattet af forbudet mod spekulation, foreslås også ændret til i højere grad at vedrøre den personkreds, for hvilken risikoen for sammenblanding af egne og den finansielle virksomheds interesser er til stede.

De foreslåede regler skal sikre, at den omfattede personkreds kan foretage almindelig formuepleje. Forslaget bevirker, at spekulationsbekendtgørelsen ophæves, og at det i stedet fremgår direkte af loven, hvad der anses for at være spekulationsforretninger og dermed forbudt. Reglerne lempes lidt, men frem for alt er der tale om en forenkling, der gør det nemmere at se, hvad der er lovligt og ulovligt.

Der lægges med forslaget op til, at det er den eksterne revision, der skal påse overholdelsen af forbudet. Hertil får den eksterne revision adgang til at indhente oplysninger om konti og depoter, der vedrører personer, der er omfattet af forbudet.

Solvens

Forslaget harmoniserer begreberne for kapital og hvordan solvenskravet beregnes. Dette er et led i udgangspunktet om, at ens forhold skal behandles ens.

Forslaget indeholder bestemmelser, der regulerer kapitalen i pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber, investeringsforvaltningsselskaber, forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser. Solvensbestemmelserne er i stort omfang skrevet sammen for de ovenfor anførte finansielle virksomheder. Der er dog enkelte bestemmelser, der er opdelt således, at de alene vedrører enkelte typer af finansiel virksomhed. Som eksempel herpå kan nævnes bestemmelserne, der vedrører minimumskapitalen og solvenskravet.

For forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser har en stor del af bestemmelserne været fastlagt i bekendtgørelser. Disse bestemmelser er nu videreført i lovforslaget, hvorved også reguleringsniveauet harmoniseres. Der er ikke med forslaget tilsigtet realitetsændringer. Den regelstruktur, der er kendt for pengeinstitutter, realkreditinstitutter og fondsmæglerselskaber, er videreført i lovforslaget. Det betyder, at de overordnede bestemmelser om kapitalkravet og sammensætningen af den kapital, der kan anvendes til dækning af kapitalkravet, fremgår af selve loven. Opgørelsen af de risikovægtede poster vil fremgå af bekendtgørelser for de respektive typer af finansiel virksomhed. Baggrunden herfor er, at reguleringen af de risikovægtede poster indeholder en høj grad af detaljering, hvorfor det er fundet mest hensigtsmæssigt at bibeholde opgørelsen heraf i bekendtgørelsesform.

Det foreslås, at visse begreber ændrer betegnelse med henblik på at få samme betegnelse for alle virksomhedstyper på de forskellige slags kapital, der kan medregnes ved opgørelsen af den finansielle virksomheds basiskapital. For pengeinstitutter, realkreditinstitutter og fondsmæglerselskaber foreslås det at ændre betegnelsen for »ansvarlig kapital« til »basiskapital«. Basiskapitalen bliver således fællesbetegnelsen for alle finansielle virksomheder. Ved lov nr. 428 af 6. juni 2002 blev der indført et nyt kapitalinstrument, kaldet »gældsinstrument«. Det foreslås at ændre navnet til »hybrid kernekapital«, da betegnelsen »gældsinstrument« bruges i anden sammenhæng i blandt andet kapitaldækningsbekendtgørelserne. Endvidere er »ansvarlig lånekapital« foreslået som ny betegnelse for værdipapirer med ubestemt løbetid og andre kapitalindskud.

For realkreditinstitutter foreslås minimumskapitalen ændret fra 150 mio. kr. til 5 mio. euro, hvilket er i overensstemmelse med EU-retlige regler. Der er ikke nogen grund til, at realkreditinstitutter skal have et markant højere minimumskapitalkrav end øvrige finansielle virksomheder.

Forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser er opdelt i forskellige klasser. For nogle af disse klasser foreslås nye krav til minimumskapitalen i overensstemmelse med EU-retlige regler. I den forbindelse foreslås der indført overgangsbestemmelser for visse af forsikringsklasserne.

Som noget nyt foreslås det, at pengeinstitutter og realkreditinstitutter kan medregne såkaldt 3. mandskapital i et eventuelt datterforsikringsselskab eller et associeret forsikringsselskab, når de opgør basiskapitalen. Bestemmelsen svarer til de gældende regler for forsikringsselskaber.

Det foreslås endeligt at regulere, hvor meget renten må stige på henholdsvis hybrid kernekapital og ansvarlig lånekapital. Formålet hermed er at undgå en situation, hvor der aftales rentestigninger, der er så høje, at det bliver uforholdsmæssigt dyrt for instituttet ikke at indfri kapitalen.

Midlernes anbringelse og likviditet

Forslaget indeholder bestemmelser, der skal sikre, at finansielle virksomheder placerer deres midler betryggende samt har en tilstrækkelig likviditet .

Reglerne om midlernes anbringelse er ikke sammenskrevet for forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser på den ene side og penge- og realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber og investeringsforvaltningsselskaber på den anden side, da reglerne er meget forskellige, blandt andet fordi de har baggrund i forskellige direktiver.

Kapitlet viderefører hovedsageligt gældende bestemmelser i tilsynslovgivningen, og tilsigter ikke en realitetsændring i praksis. For realkreditinstitutter er det dog nyt, at kapitalandele i andre virksomheder ikke må overstige 100 pct. af basiskapitalen, at udlån og garantier til ejendomsdatterselskaber skal medregnes til den faste ejendom, når 20 pct. grænsen for fast ejendom skal opgøres, samt at der kan undtages fra 20 pct. grænsen.

Endvidere er kravet om, at realkreditinstitutter mindst skal have 60 pct. af basiskapitalen placeret i børsnoterede obligationer blevet ændret, så der i højere grad fokuseres på det sikkerhedsmæssige aspekt af placeringen. Samtidig gælder 60 pct. kravet nu i forhold til kravet til basiskapitalen. Her er der tale om en lempelse for placeringen af den overdækning i forhold til kravet til basiskapitalen, som et realkreditinstitut måtte have.

For pengeinstitutter er det nyt, at anfordringstilgodehavender hos forsikringsselskaber kan medregnes til opfyldelsen af likviditetskravene.

For forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser er det præciseret, at tilgodehavende genforsikringsbeløb for skader, der er indtruffet og opgjort, ikke kan medregnes i de forsikringsmæssige forpligtelser.

Endvidere er kriteriet for, hvornår en ejendom er guldrandet blevet ændret for at harmonisere med værdiansættelsesreglerne for realkreditinstitutter, og det er fastsat, at enkeltrisici på ikke-guldrandede ejendomme ikke må overstige 5 pct. af de forsikringsmæssige hensættelser. Tidligere har der kun været grænser for guldrandede ejendomme.

Ligeledes er summen af enkeltrisici over 5 pct. af de forsikringsmæssige hensættelser for visse aktiver udstedt eller garanteret af finansielle virksomheder, bortset fra realkreditinstitutter, fastsat til ikke at måtte overstige 40 pct. af de forsikringsmæssige hensættelser. Der er her tale om en direktivimplementering.

Endelig er de overførte erhvervelsesomkostninger fjernet fra listen over mulige dækkede aktiver.

Udstedere af elektroniske penge og sparevirksomheder

Der foreslås indsat selvstændige kapitler for udstedere af e-penge samt for sparevirksomheder i lovforslaget. I kapitlerne er henvist til, hvilke øvrige bestemmelser i lovforslaget, der foreslås at finde anvendelse for disse virksomheder. Reglerne foreslås indsat i det samlede lovforslag som et led i ønsket om en forenklet lovstruktur.

Der foreslås en uændret videreførelse af lov om udstedere af elektroniske penge. Dog er direktivets solvenskrav præciseret i forslaget.

Tilsvarende foreslås en videreførelse af lov om sparevirksomheder og bekendtgørelse nr. 182 om sparevirksomheder og udstedere af forudbetalte betalingskort af 6. marts 1997. De gældende bestemmelser i denne bekendtgørelse for sparevirksomheder er indarbejdet i kapitlet, og bekendtgørelsen forslås ophævet.

Forslaget afviger på enkelte punkter fra den gældende lov om sparevirksomheder, idet der er et stort behov for en modernisering af reglerne, for at bringe dem på linie med regler for øvrige finansielle virksomheder. Det foreslås således:

– at sparevirksomheder skal være aktieselskaber

– at hæve kapitalkravet fra 5 mio. kr. til 1 mio. euro

– at immaterielle aktiver ikke kan anvendes til indbetaling af aktiekapitalen

– at aktiekapitalen ikke kan deles i aktieklasser med forskellig stemmeværdi og

– at indføre §§ 13 og 14 for sparevirksomheder.

Endelig foreslås det at ophæve bestemmelsen om, at der ikke uden Finanstilsynets samtykke kan udbetales højere udbytte end 1 pct. over Nationalbankens højeste diskonto i løbet af regnskabsåret.

Tilsynsregler

Finanstilsynets mulighed for at påbyde nødvendige foranstaltninger foreslås ændret således, at tilsynet kan gribe ind på et tidligere tidspunkt vurderet ud fra virksomhedens økonomiske forhold. Efter de gældende regler kan tilsynet udelukkende gribe ind, når indskydernes, de forsikredes, obligationsejernes eller øvrige investorers interesser er i fare. Med den foreslåede tilføjelse får tilsynets endvidere mulighed for at påbyde nødvendige foranstaltninger, hvis der er risiko for, at virksomheden mister sin tilladelse.

Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige

Lovforslaget forventes ikke at få økonomiske konsekvenser for stat, amtskommuner og kommuner.

Erhvervsøkonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet

Lovforslaget er sendt til undersøgelse for administrative konsekvenser for erhvervslivet i et af Økonomi- og Erhvervsministeriets virksomhedspaneler. Resultatet fra undersøgelsen vil blive forelagt Erhvervsudvalget, så snart det foreligger. Lovforslaget vurderes ikke at have væsentlige erhvervsøkonomiske konsekvenser.

Investeringsforvaltningsselskaber, som efter lovforslaget får tilladelse til at udføre de i forslaget nævnte aktiviteter, påføres en udgift i form af bidrag til indskydergarantifonden. Størrelsen af denne udgift vil afhænge af omfanget af den udøvede aktivitet. Hertil kommer omkostninger i forbindelse med administration af at adskille indtægter og udgifter, som svarer til den del af virksomheden, der er dækket af garantifonden, og den del, der ikke er det, samt omkostninger til adskillelse af dækkede og udækkede midler.

Miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget vurderes ikke at have miljømæssige konsekvenser

Forholdet til EU-retten

Lovforslaget gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/17 om sanering og likvidation af forsikringsselskaber og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/24/EF om sanering og likvidation af kreditinstitutter. Endvidere gennemføres Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/83/EF om livsforsikring, som er en sammenskrivning af de tre livsforsikringsdirektiver på linie med kreditinstitutdirektivet, og som ikke indeholder indholdsmæssige ændringer.

For så vidt angår investeringsforvaltningsselskaber gennemfører lovforslaget dele af Rådets direktiv nr. 85/611/EØF af 20. december 1985 om samordning af love og administrative bestemmelser om visse institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter), herefter kaldet UCITS-direktivet.

UCITS-direktivet er senest ændret ved Rådets direktiv nr. 2001/107/EF af 21. januar 2002 om ændring af Rådets direktiv nr. 85/611/EØF af 20. december 1985 om samordning af love og administrative bestemmelser om visse institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter) med henblik på en regulering af administrationsselskaber og forenklede prospekter (også betegnet som Tjenesteyderdirektivet) samt Rådets direktiv nr. 2001/108/EF af 21. januar 2002 om ændring af Rådets direktiv nr. 85/611/EØF af 20. december 1985 om samordning af love og administrative bestemmelser om visse institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter) med hensyn til investeringsinstitutters investeringer (også betegnet som Produktdirektivet).

Lovforslaget gennemfører bestemmelser, der blev indført i UCITS-direktivet med Tjenesteyderdirektivet (2001/107/EF).

UCITS-direktivet fastsætter blandt andet bestemmelser for de i UCITS-direktivet nævnte administrationsselskaber, der i forslaget benævnes investeringsforvaltningsselskaber, som administrerer investeringsforeninger og specialforeninger. Investeringsforvaltningsselskaber vil blive reguleret på linie med de gældende bestemmelser for andre tjenesteydere (pengeinstitutter, forsikringsselskaber og fondsmæglerselskaber).

Tilladelse kræver som et minimum opfyldelse af visse i direktivet opregnede krav. En konsekvens af, at direktivet er et minimumsdirektiv, er, at en medlemsstat kan indføre tilsynsmæssige regler, der er strengere end det forskrevne minimum, f.eks. med hensyn til godkendelsesbetingelser uanset om der indføres strengere krav i loven end det følger af UCITS-direktivet, skal reglerne om fri bevægelighed stadig overholdes.

UCITS-direktivet giver mulighed for, at investeringsforvaltningsselskaber, udover administration af institutter for kollektiv investering i værdipapirer (UCITS) og andre kollektive investeringsforetagender (non-UCITS), jf. forslagets § 10, stk. 1 og bilag 6, kan udføre skønsmæssig porteføljeforvaltning og anden accessorisk virksomhed, jf. forslagets § 10, stk. 2 og dele af bilag 4 og 5. Skønsmæssig porteføljeforvaltning og anden accessorisk virksomhed er investeringsservice, der allerede er omfattet af Rådets direktiv nr. 93/22/EØF af 10. maj 1993 om investeringsservice i forbindelse med værdipapirer.

I henhold til UCITS-direktivet art. 5, stk. 4, finder kapitalkravsdirektivet (93/6/EØF) anvendelse på de investeringsforvaltningsselskaber, der udfører skønsmæssig porteføljeforvaltning og anden accessorisk virksomhed, jf. forslagets § 10, stk. 2, idet der i art. 5, stk. 4 er en henvisning til art. 8, stk. 2 i investeringsservicedirektivet (93/22/EØF), som henviser til kapitalkravsdirektivet (93/6/EØF).

I forslaget finder kapitalkravsdirektivet (93/6/EØF) dog anvendelse på alle investeringsforvaltningsselskaber. Også dem som kun administrerer investeringsforeninger og specialforeninger, jf. forslagets § 10, stk. 1, således, at der gælder ens regler vedrørende kapitalgrundlag og markedsrisici for alle investeringsforvaltningsselskaber.

Kapitalkravsdirektivet (93/6/EØF) henviser til regler, der nu er sammenskrevet i kreditinstitutdirektivet (2000/12/EF). Derfor finder kravene til solvens, store engagementer og konsolideret tilsyn således også anvendelse for samtlige investeringsforvaltningsselskaber.

Medlemslandene skal gensidigt anerkende administrationsselskaber (investeringsforvaltningsselskaber), der er godkendt i andre medlemslande. Det vil således i fremtiden være tilstrækkeligt med godkendelse i ét medlemsland for at kunne udøve virksomhed gennem en filial eller for at kunne udbyde grænseoverskridende tjenesteydelser i andre lande indenfor Den Europæiske Union eller lande, som Fællesskabet har indgået aftale med. Administrationsselskaber (udenlandske investeringsforvaltningsselskaber) vil kunne udføre de aktiviteter i værtslandet, som de i deres hjemland har tilladelse til at udføre, og som er indeholdt i direktivet. Administrationsselskaber (udenlandske investeringsforvaltningsselskaber) vil dog ikke kunne administrere investeringsforeninger og specialforeninger, som er godkendt efter lov om investeringsforeninger og specialforeninger.

Princippet om hjemlandskontrol indebærer, at tilsynsmyndighederne i et administrationsselskabs (investeringsforvaltningsselskabs) hjemland er ansvarlig for tilsynet med administrationsselskabet (investeringsforvaltningsselskabet), herunder tilsynet med administrationsselskabets (investeringsforvaltningsselskabets) aktiviteter i andre medlemslande.

UCITS-direktivet indeholder endvidere regler om delegation. Medlemsstater, der tillader en sådan delegation, skal sikre, at et investeringsforvaltningsselskab, de har godkendt, ikke delegerer alle sine opgaver til en eller flere tredjeparter for derved at blive et tomt selskab, og at delegationen ikke hindrer et effektivt tilsyn med investeringsforvaltningsselskabet.

Loven indeholder yderligere bestemmelser, der gennemfører Rådets direktiv 73/183/EØF om ophævelse af begrænsninger i etableringsfriheden og den fri udveksling af tjenesteydelser ved selvstændig virksomhed inden for banker og andre pengeinstitutter, Rådets første direktiv 73/239/EØF om samordning af de administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser om adgang til udøvelse af direkte forsikringsvirksomhed bortset fra livsforsikring, Rådets direktiv 76/580/EØF om ændring af direktiv 73/239/EØF om samordning af de administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser om adgang til og udøvelse af direkte forsikringsvirksomhed, bortset fra livsforsikring, Rådets første direktiv 77/780/EØF om samordning af lovgivningen om adgang til at optage og udøve virksomhed som kreditinstitut, dele af Rådets fjerde direktiv 78/660/EØF på grundlag af traktatens artikel 54, stk. 3, litra g, om årsregnskaberne for visse selskabsformer, Rådets første direktiv 79/267/EØF om samordning af de administrativt og ved lov fastsatte bestemmelser om adgang til og udøvelse af direkte livsforsikringsvirksomhed, dele af Rådets syvende direktiv 83/349/EØF på grundlag af traktatens artikel 54, stk. 3, litra g, om konsoliderede regnskaber, dele af Rådets ottende direktiv 84/253/EØF på grundlag af traktatens artikel 54, stk. 3, litra g, om autorisation af personer, der skal foretage lovpligtig revision af regnskaber, Rådets direktiv 84/641/EØF om ændring, navnlig for så vidt angår turistassistance, af første direktiv 73/239/EØF om samordning af de administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser om adgang til og udøvelse af direkte forsikringsvirksomhed bortset fra livsforsikring, Rådets direktiv 86/635/EØF om bankers og andre penge- og finansieringsinstitutters årsregnskaber og konsoliderede regnskaber, Rådets andet direktiv 88/357/EØF om samordning af love og administrative bestemmelser vedrørende direkte forsikringsvirksomhed bortset fra livsforsikring, om fastsættelse af bestemmelser, der kan lette den faktiske gennemførelse af den frie udveksling af tjenesteydelser, og om ændring af direktiv 73/239/EØF, Rådets direktiv 89/117/EØF om de forpligtelser med hensyn til offentliggørelse af årsregnskabsdokumenter, der påhviler de i en medlemsstat etablerede filialer af kreditinstitutter og finansieringsinstitutter med hjemsted uden for denne medlemsstat, Rådets direktiv 89/299/EØF om kreditinstitutters egenkapital, Rådets andet direktiv 89/646/EØF om samordning af lovgivningen om adgang til at optage og udøve virksomhed som kreditinstitut og om ændring af direktiv 77/780/EØF, Rådets direktiv 89/647/EØF om solvensnøgletal for kreditinstitutter, dele af Rådets direktiv 90/618/EØF om ændring, navnlig med hensyn til ansvarsforsikring for motorkøretøjer, af direktiv 73/239/EØF og direktiv 88/357/EØF, som begge angår samordning af love og administrative bestemmelser vedrørende direkte forsikringsvirksomhed bortset fra livsforsikring, Rådets andet direktiv 90/619/EØF om samordning af love og administrative bestemmelser vedrørende direkte livsforsikringsvirksomhed, om fastsættelse af bestemmelser, der kan lette den faktiske gennemførelse af den fri udveksling af tjenesteydelser, og om ændring af direktiv 79/267/EØF, Rådets direktiv 91/674/EØF om forsikringsselskabers årsregnskaber og konsoliderede regnskaber, Rådets direktiv 92/30/EØF om tilsyn med kreditinstitutter på et konsolideret grundlag, Rådets direktiv 92/49/EØF om samordning af love og administrative bestemmelser vedrørende direkte forsikringsvirksomhed bortset fra livsforsikring og om ændring af direktiv 73/239/EØF og 88/357/EØF, Rådets direktiv 92/96/EØF om samordning af love og administrative bestemmelser vedrørende direkte livsforsikringsvirksomhed og om ændring af direktiv 79/267/EØF og 90/619/EØF, Rådets direktiv 92/121/EØF om overvågning af og kontrol med kreditinstitutters store engagementer, Rådets direktiv 93/6/EØF om kravene til investeringsselskabers og kreditinstitutters kapitalgrundlag, Rådets direktiv 93/22/EØF om investeringsservice i forbindelse med værdipapirer, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/26/EF om ændring af direktiv 77/780/EØF og 89/646/EØF om kreditinstitutter, direktiv 73/239/EØF og 92/49/EØF om skadesforsikring, direktiv 79/267/EØF og 92/96/EØF om livsforsikring, direktiv 93/22/EØF om investeringsselskaber og direktiv 85/611/EØF om institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter), med henblik på at styrke tilsynet på disse områder, Europa-parlamentets og Rådets direktiv 98/31/EF om ændring af Rådets direktiv 93/6/EØF om kravene til investeringsselskabers og kreditinstitutters kapitalgrundlag, Europa-parlamentets og Rådets direktiv 98/33/EF om ændring af artikel 12 i Rådets direktiv 77/780/EØF om adgang til at optage og udøve virksomhed som kreditinstitut og artikel 2, 5, 6, 7, 8 og bilag II og III i Rådets direktiv 89/647/EØF om solvensnøgletal for kreditinstitutter samt artikel 2 og bilag II i Rådets direktiv 93/6/EØF om kravene til investeringsselskabers og kreditinstitutters kapitalgrundlag, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/78/EF om supplerende tilsyn med forsikringsselskaber i en forsikringsgruppe, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/12/EF om adgang til at optage og udøve virksomhed som kreditinstitut, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/26/EF om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om ansvarsforsikring for motorkøretøjer og om ændring af Rådets direktiv 73/239/EØF og 88/357/EØF, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/46/EF om adgang til at optage og udøve virksomhed som udsteder af elektroniske penge og tilsyn med en sådan virksomhed samt Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/64/EF om ændring af Rådets direktiv 85/611/EØF, 92/49/EØF, 92/96/EØF og 93/22/EØF med hensyn til udveksling af oplysninger med tredjelande. Med hensyn til hvilke bestemmelser i lovforslaget, der gennemfører de enkelte direktiver, henvises der til lovforslagets bilag herom.

Høring

Lovforslaget har forud for fremsættelsen været i høring hos følgende myndigheder og organisationer:

Advokatrådet, Amtsrådsforeningen i Danmark, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring, Arbejdsmarkedets Tillægspension (ATP), Arbejdsskadestyrelsen, Beskæftigelsesministeriet, Børsmæglerforeningen, Centralforeningen for Danske Assurandører, Danmarks Nationalbank, Danmarks Rederiforening, Danmarks Skibskreditfond, Dansk Aktionærforening, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Autoriseret Markedsplads A/S, Dansk Ejendomsmæglerforening, Dansk Handel & Service, Dansk Industri, Dansk IT-Sikkerhedsforum, Danske Finansieringsselskabers Forening, Danske Forsikringsfunktionærers Landsforening, Datatilsynet, Den Danske Aktuarforening, Den Danske Finansanalytikerforening, Den Danske Fondsmæglerforening, Det Økonomiske Råd, Erhvervenes Skattesekretariat, Erhvervsdirektoratet (Grønland), Finansforbundet, Finansieringsinstituttet for Industri og Håndværk A/S, Finansministeriet, Finansrådet (Danske Pengeinstitutters Forening), Finanssektorens Arbejdsgiverforening, Finansstyrelsen, Fondsmæglerforeningen, Fondsrådet, Forbrugerombudsmanden, Forbrugerrådet, Foreningen af Firma-Pensionskasser, Foreningen af Interne Revisorer, Foreningen af J.A.K. Andelskasser, Foreningen af Statsautoriserede Revisorer, Foreningen Registrerede Revisorer, Forsikring & Pension, Forsikringsmæglerforeningen i Danmark, Forsikringsmæglernes Brancheforening, FTF, Garantifonden for indskydere og investorer, Handelskammeret, Håndværksrådet, InvesteringsForeningsRådet, Justitsministeriet, KommuneKredit, Kommunernes Landsforening,

Københavns Fondsbørs A/S, Landsorganisationen i Danmark, Lokale Pengeinstitutter, Lønmodtagernes Dyrtidsfond (LD), Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, Ministeriet for videnskab, teknologi og udvikling, Pengeinstitutternes Betalingssystemer A/S, Realkreditrådet,

Regionale Bankers Forening, Revisionschefkredsen, Rigsombudsmanden på Færøerne, Rigsrevisionen, Sammenslutningen Danske Andelskasser, Skatteministeriet, Socialministeriet, Statsministeriet, Udenrigsministeriet, Værdipapircentralen A/S.

Vurdering af konsekvenser af lovforslag

	Positive konsekvenser/mindre udgifter (hvis ja, angiv omfang)	Negative konsekvenser/merudgifter (hvis ja, angiv omfang)
Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner	Ingen forventelige	Ingen forventelige
Administrative konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner	Ingen forventelige	Ingen forventelige
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet
Administrative konsekvenser for erhvervslivet	Vurderes sammenlagt at medføre positive konsekvenser
Miljømæssige konsekvenser	Ingen	Ingen
Administrative konsekvenser for borgerne	Ingen	Ingen
Forholdet til EU-retten	Lovforslaget indeholder bestemmelser, der helt eller delvis gennemfører en række direktiver på det finansielle område. Der henvises til afsnittet »Forholdet til EU-retten«.

Afsnit I

Til kapitel 1

Til § 1

Bestemmelsen er en delvis videreførelse af tilsvarende regler i den gældende tilsynslovgivning. Som noget nyt finder lov om finansiel virksomhed også anvendelse på investeringsforeningers og specialforeningers administrationsselskaber, som i loven er benævnt investeringsforvaltningsselskaber.

Bestemmelsen fastlægger lovens anvendelsesområde.

Efter stk. 1 finder loven anvendelse på finansielle virksomheder, der i forslagets § 5, stk. 1, nr. 1, er defineret som pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber, investeringsforvaltningsselskaber samt forsikringsselskaber.

Endvidere fremgår det, at loven, i det omfang det er nærmere angivet i stk. 2 , også finder anvendelse på finansielle holdingvirksomheder. Finansielle holdingvirksomheder er defineret i § 5, stk. 1, nr. 10–14, og omfatter begreberne finansiel holdingvirksomhed, pengeinstitutholdingvirksomhed, realkreditholdingvirksomhed, fondsmæglerholdningvirksomhed og investeringsforvaltningsholdingvirksomhed.

Stk. 3, 1. pkt., omhandler filialer af kreditinstitutter, investeringsselskaber, administrationsselskaber og forsikringsselskaber med hjemsted i et land uden for Den Europæiske Union, som Fællesskabet ikke har indgået aftale med på det finansielle område (tredjeland). Bestemmelsen er en delvis videreførelse af tilsvarende bestemmelser i lov om finansiel virksomhed og den gældende tilsynslovgivning om, at disse filialer er omfattet af lov om finansiel virksomhed og den gældende tilsynslovgivning. Som noget nyt finder bestemmelsen anvendelse på investeringsforvaltningsselskaber. Dette skyldes den ændrede regulering af investeringsforeningers og specialforeningers administrationsselskaber, der er en følge af gennemførelsen af dele af UCITS direktivet, hvorefter administrationsselskaber kommer under selvstændigt tilsyn og forholdet til tredjelande reguleres.

Efter bestemmelsen skal filialerne som udgangspunkt selvstændigt opfylde lovens regler. De skal således have Finanstilsynets tilladelse til at drive virksomhed, og de skal som udgangspunkt have filialkapital svarende til lovens kapitalkrav. Formålet med bestemmelsen er dels at sikre opfyldelsen af kapitalkrav og tilsyn med de virksomheder, der driver virksomhed fra herværende filialer dels at sikre, at konkurrencen mellem de danske finansielle virksomheder og filialerne ikke sker på urimelige vilkår.

Formuleringen »lande som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område« skal fortolkes således, at den i princippet omfatter en hvilken som helst aftale, som EU indgår med et tredjeland, og som omfatter finansielle tjenesteydelser. De finansielle direktiver indeholder de betingelser, som skal være opfyldt for, at et samarbejde kan indledes. Stk. 3, 2. pkt. , bemyndiger Finanstilsynet til at fastsætte nærmere regler for filialvirksomhed, der er omfattet af 1. pkt . Finanstilsynet fastsætter herefter nærmere regler om tilladelse, ophør, kapitalkrav, regnskab og revision og ledelse. Bekendtgørelserne vil ikke være enslydende for de forskellige virksomhedstyper. Der vil kunne fastsættes regler om, at Finanstilsynet kan undtage fra bestemmelserne i filialbekendtgørelsen. Denne mulighed vil kunne anvendes over for filialer af virksomheder, der er hjemmehørende i et tredjeland, og hvor virksomheden er undergivet tilsvarende lovgivning og tilsyn, som finansielle virksomheder med hjemsted i et land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område. Finanstilsynet vil f.eks. på kreditinstitutområdet kunne undtage fra kravet om en særskilt filialkapital.

For filialer af administrationsselskaber fastsættes endvidere regler om, hvilken form for virksomhed selskabet kan udøve her i landet. Sådanne filialer vil alene kunne administrere og markedsføre institutter for kollektiv investering, der har tilladelse i administrationsselskabets eget hjemland samt udføre rådgivning

Regler om filialvirksomhed omfattet af 1. pkt. er fastsat i medfør af den gældende tilsynslovgivning. For kreditinstitutområdet er den gældende hjemmel udmøntet i bekendtgørelse nr. 590 af 12. juli 1999, for realkreditområdet i bekendtgørelse nr. 683 af 8. oktober 1991, for investeringsselskabsområdet i bekendtgørelse nr. 696 af 22. juli 1996 og for forsikringsområdet i bekendtgørelse nr. 925 af 16. november 2002.

Stk. 3, 3. pkt., indebærer, at aktieselskabslovens bestemmelser om filialer finder anvendelse på filialer af kreditinstitutter, investeringsselskaber, administrationsselskaber og forsikringsselskaber, der er meddelt tilladelse i et land uden for Den Europæiske Union, som Fællesskabet ikke har indgået aftale med på det finansielle område. Forslaget indebærer bl.a., at filialen skal registreres i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

Stk. 4. fastlægger hvilke af lovens bestemmelser, der finder anvendelse på filialer her i landet af kreditinstitutter, investeringsselskaber, administrationsselskaber og forsikringsselskaber, der er meddelt tilladelse i et andet land inden for Den Europæiske Union og lande, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område. For så vidt angår fortolkningen af formuleringen »lande, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område« henvises til bemærkningerne til stk. 3.

For virksomheder, etableret inden for EU, eller i lande som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område, der i form af filialer eller tjenesteydelser udøver virksomhed her i landet, gælder som udgangspunkt, at de er underlagt tilsyn i det land, hvor den finansielle virksomhed har hjemsted (hjemlandstilsyn). I hvilket omfang, danske regler finder anvendelse på disse virksomheder reguleres efter EU-retlige procedureregler, samt hvad der er fastsat i de enkelte direktivbestemmelser, suppleret med indgåede aftaler, eksempelvis i form af protokoller og »Memoranda of Understanding« (Mou'er). Formuleringen af bestemmelsen er ændret i forhold til den gældende bestemmelse i realkreditloven. Der er ikke med den ændrede formulering tilsigtet nogen realitetsændringer.

Stk. 5. fastlægger hvilke af lovens bestemmelser, der finder anvendelse på tjenesteydelser ydet af kreditinstitutter, investeringsselskaber, administrationsselskaber og forsikringsselskaber, der er meddelt tilladelse i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område. For så vidt angår fortolkningen af formuleringen »lande, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område«, henvises til bemærkningerne til stk. 3. For så vidt angår anvendelsen af danske regler henvises til stk. 4.

Stk. 6 fastlægger, hvilke af lovens bestemmelser, der finder anvendelse på tjenesteydelser med værdipapirhandel ydet af kreditinstitutter og investeringsselskaber, der er meddelt tilladelse i et land uden for Den Europæiske Union, som Fællesskabet ikke har indgået aftale med på det finansielle område. For så vidt angår fortolkningen af formuleringen »lande, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område« henvises til bemærkningerne til stk. 3.

Stk. 7 fastlægger, hvilke af lovens bestemmelser, der finder anvendelse på tjenesteydelser ydet af forsikringsselskaber, der er meddelt tilladelse i et land uden for Den Europæiske Union, som Fællesskabet ikke har indgået aftale med på det finansielle område. For så vidt angår fortolkningen af formuleringen »lande som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område« henvises til bemærkningerne til stk. 3.

Stk. 8 fastlægger hvilke af lovens bestemmelser, der finder anvendelse på tilsluttede andelskasser.

I stk. 9 og stk.10 foreslås det, at indarbejde lov om udstedere af elektroniske penge og lov om sparevirksomheder i henholdsvis kapitel 19 og 20.

Der fremgår af stk. 9 , at kapitel 19 finder anvendelse for udstedere af elektroniske penge. Det fremgår endvidere, at kapitel 19 ikke omfatter virksomheder med tilladelse efter § 7, stk. 1.

Kapitel 19 viderefører lov om udstedere af elektroniske penge. Dog er direktivets solvenskrav præciseret og opbygningen tilpasset tilladelsesbestemmelserne i kapitel 3.

Det foreslås i kapitel 20, at sparevirksomheder skal være aktieselskaber, og at §§ 13 og 14, §§ 69 og 70 samt § 74 finder tilsvarende anvendelse for sparevirksomheder. Endvidere er kapitalkravet hævet fra 5 millioner kr. til 1 million euro. Endelig foreslås bestemmelsen om, at der ikke uden Finanstilsynets samtykke kan udbetales højere udbytte end 1 pct. over Nationalbankens højeste diskonto i løbet af regnskabsåret, ophævet. Bortset fra disse ændringer viderefører kapitel 20 lov om sparevirksomheder. Dog er opbygningen og systematikken tilpasset tilladelsesbestemmelserne i forslagets kapitel 3

Til § 2

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om finansiel virksomhed og angiver, i hvilket omfang gensidige forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser er omfattet af lovforslaget.

Til § 3

Bestemmelsen er en videreførelse af en bestemmelse i den gældende lov om finansiel virksomhed.

I loven er direkte forsikring, herunder coassurance samt genforsikring reguleret af samme regelsæt. Dette regelsæt er baseret på forsikringsdirektiverne, der imidlertid kun regulerer direkte forsikring.

Henset til at coassurancevirksomhed og genforsikringsvirksomhed på visse områder adskiller sig fra anden forsikringsvirksomhed, er der i bestemmelsen givet Finanstilsynet hjemmel til at fastsætte særlige regler for genforsikringsvirksomhed og coassurancevirksomhed og fastsætte afvigelser fra loven, i det omfang disse særlige forhold kræver det. Som eksempel på særlige forhold, der gør sig gældende, kan det nævnes, at forsikringsselskabets modparter ved genforsikring og coassurance altid er professionelle modparter.

Da forsikringsdirektiverne ikke omfatter genforsikringsvirksomhed, giver hjemlen endvidere mulighed for at fastsætte regler for genforsikringsvirksomhed, udøvet af filialer her i landet af udenlandske forsikringsselskaber.

Hjemlen er udmøntet i bekendtgørelse nr. 1019 af 15. december 1999 om filialer m.v. af udenlandske forsikringsselskaber, der driver genforsikringsvirksomhed i Danmark

Til § 4

Bestemmelsen viderefører en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om forsikringsvirksomhed.

Bestemmelsen omhandler forsikringskoncerner, dvs. koncerner med et forsikringsselskab som den øverste modervirksomhed. Disse koncerner er til forskel fra øvrige finansielle koncerner blandt andet kendetegnet ved, at der ikke foretages regnskabsmæssig konsolidering i koncernen. De af lovforslagets koncernregler, som udtrykkeligt angiver alene at finde anvendelse på én bestemt anden type af koncern, finder ikke anvendelse på forsikringskoncerner.

Efter stk. 2 kan Finanstilsynet bestemme, at lovforslagets koncernregler kan finde hel eller delvis anvendelse, når der mellem forsikringsselskaber består et snævert samarbejde, uden at der er tale om et koncernforhold, men hvor det må anses for påkrævet, ud fra behovet for at beskytte forsikringstagerne og muligheden for at føre et betryggende tilsyn, at anvende lovforslagets koncernregler. Om alle eller kun en del af koncernreglerne skal finde anvendelse, afgøres af Finanstilsynet på grundlag af en konkret vurdering. Som eksempler på samarbejde mellem forsikringsselskaber, uden at der samtidig foreligger koncerndannelse, kan nævnes forsikringsselskaber, der indgår en aftale, som medfører solidarisk hæftelse, forsikringsselskaber, der har aftale om fælles administration af deres forsikringsbestande, eller gensidige forsikringsselskaber der med hjemmel i stiftelsesoverenskomst eller vedtægter har samme generalforsamlinger eller bestyrelser. At de samarbejdende selskaber skal udpege det selskab, der skal anses for modervirksomhed, skyldes, at dette ikke uden videre følger af definitionerne.

Til kapitel 2

Til § 5

Bestemmelsen er en delvis videreførelse af gældende bestemmelser i tilsynslovgivningen. Bestemmelsen gennemføres inden for rammerne af EF-direktiver på det finansielle område, jf. bilag A. Definitionen af finansielle virksomheder omfatter som noget nyt også investeringsforeningers og specialforeningers administrationsselskaber, som i loven er benævnt investeringsforvaltningsselskaber.

Bestemmelsen indeholder definitioner af en række begreber, til brug for forståelsen af lovforslagets bestemmelser.

I nr. 1 fastsættes en fælles betegnelse, »finansielle virksomheder«, for de virksomheder, som lovforslaget finder anvendelse på. Ved finansielle virksomheder forstås herefter pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber, investeringsforvaltningsselskaber samt forsikringsselskaber. Betegnelsen forsikringsselskaber omfatter som hidtil forsikringsaktieselskaber, gensidige forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser.

De enkelte typer af finansielle virksomheder i litra a-c og e svarer til de virksomhedsbegreber, som er omfattet af den gældende bank- og sparekasselov, realkreditlov, lov om fondsmæglerselskaber og lov om forsikringsvirksomhed.

Nr. 2 definerer kreditinstitutter og er i overensstemmelse med EF-direktiver herom, jf. bilag A. Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende bestemmelse i lov om finansiel virksomhed. Begrebet vil i Danmark omfatte pengeinstitutter og realkreditinstitutter, som disse er defineret i den gældende bank- og sparekasselov og realkreditlov. Kreditinstitutter foreslås medtaget i lovforslaget som et samlebegreb for udenlandske virksomheder, der udøver virksomhed, omfattet af bilag 2.

Nr. 3 definerer investeringsselskaber og er i overensstemmelse med EF-direktiver herom. Bestemmelsen præciserer, at begrebet også omfatter fysiske personer. Begrebet vil i Danmark omfatte fondsmæglerselskaber, som disse er defineret i den gældende lov om fondsmæglerselskaber. Investeringsselskaber foreslås medtaget i lovforslaget som en selvstændig definition, da begrebet i EU-retlig forstand er bredere end den definition, der foreslås i lovforslaget. Fondsmæglerselskaber skal i Danmark være organiseret i aktieselskabsform. Direktivet åbner mulighed for, at de enkelte medlemslande under visse betingelser kan lade begrebet omfatte andre selskabsformer eller en fysisk person.

Nr. 4 . definerer investeringsservice og er i overensstemmelse med EF-direktiver herom. I bestemmelsen henvises til lovforslagets bilag 4, afsnit A, nr. 1-4, og bilag 5, nr. 1-9. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 9.

Nr. 5 definerer administrationsselskaber og er i overensstemmelse med EF-direktiver herom. Begrebet omfatter udenlandske virksomheder, som har fået tilladelse til at administrere UCITS. Virksomheder, der her i landet har fået tilladelse hertil, benævnes i loven investeringsforvaltningsselskaber.

Administrationsselskaber foreslås medtaget i forslaget som en selvstændig definition, da begrebet i EU-retlig forstand kan afvige fra begrebet investeringsforvaltningsselskab. I en række medlemslande er institutter for kollektiv investering (UCITS), som administrationsselskaberne administrerer, organiseret på en anden måde end her i landet, hvilket har indflydelse på den måde, administrationsselskaberne er organiseret på. Her i landet omfatter institutter for kollektiv investering (UCITS) investeringsforeninger, der således er organiseret i foreningsform. Endvidere åbner UCITS-direktivet mulighed for, at det er op til det enkelte medlemsland at beslutte, hvorvidt administrationsselskaber kan udføre individuel porteføljepleje, investeringsrådgivning m.v., eller om selskabet alene kan administrere institutter for kollektiv investering (UCITS).

I nr. 6 defineres finansieringsinstitutter, som omfatter f.eks. leasingselskaber og factoringselskaber. Endvidere vil fondsmæglerselskaber og investeringsforvaltningsselskaber, som efter nr. 1 er finansielle virksomheder, også være omfattet af definitionen af finansieringsinstitutter.

Nr. 7, 8 og 9 definerer en moder- og dattervirksomhed og en koncern og svarer til definitionerne i årsregnskabsloven og aktieselskabsloven.

Nr. 10 definerer finansiel holdingvirksomhed. Bestemmelsen omfatter som noget nyt investeringsforvaltningsselskaber. De i nr. 10 omtalte finansielle virksomheder, finansieringsinstitutter og modervirksomheder er defineret i nr. 1, 6 og 7.

Ved »udelukkende eller hovedsageligt« forstås, at enten hele aktiviteten eller langt størstedelen af aktiviteten består i at eje kapitalandele i dattervirksomheder, der er finansielle virksomheder eller finansieringsinstitutter.

Det må bero på en konkret vurdering af den enkelte holdingvirksomhed, om denne må betragtes som en finansiel holdingvirksomhed. Ved afgørelsen af, om der foreligger en finansiel holdingvirksomhed, vil der bl.a. blive lagt vægt på, hvor stor en andel af holdingvirksomhedens balance, der udgøres af dattervirksomheder, som er finansielle virksomheder og finansieringsinstitutter.

En modervirksomhed, som driver virksomhed omfattet af tilsynslovgivningen, vil ikke være en finansiel holdingvirksomhed, da dens hovedvirksomhed ikke vil være at eje kapitalandele i finansielle virksomheder men at drive virksomhed som pengeinstitut, realkreditinstitut, fondsmæglerselskab eller investeringsforvaltningsselskab

Nr. 11-13 definerer penginstitut-, realkredit- og fondsmæglerholdingvirksomhed.

Som noget nyt foreslås det i nr. 14 at indføre et begreb for modervirksomheder, hvis virksomhed udelukkende eller hovedsagelig består i at eje kapitalandele i dattervirksomheder, der er kreditinstitutter eller finansieringsinstitutter, og hvor koncernens hovedvirksomhed er at drive investeringsforvaltningsvirksomhed. Bestemmelsen er en følge af gennemførelsen af dele af UCITS-direktivet i dansk ret, jf. bilag A.

I nr. 15 defineres associerede virksomheder. Definitionen svarer indholdsmæssigt til definitionen i årsregnskabsloven.

Af nr. 16 fremgår det, at definitionen af et engagement omfatter alle mellemværender, der indebærer en kreditrisiko for virksomheden. Til et engagement medregnes alle kreditrisici, som en virksomhed har med en kunde eller gruppe af indbyrdes forbundne kunder. Nedenfor er der anført eksempler på kreditrisici. Der henvises endvidere til bemærkningerne til § 147, nr. 1.

Til et engagement i et pengeinstitut medregnes blandt andet:

– Tilgodehavender og kundens uudnyttede trækningsrettigheder

– Garantier og andre poster under stregen

– Kapitalandele

– Afledte finansielle instrumenter

– Andre mellemværender, der indebærer en kreditrisiko for instituttet

Til et engagement i et fondsmæglerselskab eller et investeringsforvaltningsselskab medregnes de samme poster som for et pengeinstitut, dog har kunderne ikke uudnyttede trækningsrettigheder.

Til et engagement i et realkreditinstitut medregnes blandt andet:

– Realkreditlån

– Reservefondslån

– Realkreditobligationer og andre værdipapirer udstedt af kunden

– Kapitalandele

– Garantier og andre poster under stregen

– Afledte finansielle instrumenter

– Andre mellemværender, der indebærer en kreditrisiko for instituttet

Til et engagement i et forsikringsselskab medregnes blandt andet:

– Garanti

– Kaution

– Kapitalandele

– Afledte finansielle instrumenter

– Ansvarlig lånekapital

– Andre mellemværender der indebærer en kreditrisiko for virksomheden

I nr. 17 defineres snævre forbindelser.

Snævre forbindelser foreligger således mellem en finansiel virksomhed og

1) enhver virksomhed, der som modervirksomhed eller dattervirksomhed er forbundet til den finansielle virksomhed,

2) en person, der har en tilsvarende forbindelse til den finansielle virksomhed eller til en virksomhed, som den finansielle virksomhed har snævre forbindelser med,

3) enhver virksomhed og enhver person, der indirekte har en tilsvarende forbindelse til den finansielle virksomhed eller til en virksomhed, som den finansielle virksomhed har snævre forbindelser med,

4) en flerhed af virksomheder eller personer, der er således indbyrdes forbundne, at de tilsammen har en tilsvarende forbindelse til den finansielle virksomhed eller til et selskab, som den finansielle virksomhed har snævre forbindelser med, eller

5) enhver virksomhed, hvori den finansielle virksomhed eller en af de under 1 til 4 beskrevne virksomheder eller personer direkte eller indirekte besidder 20 pct. eller mere af stemmerettighederne eller kapitalen.

Fælles forbindelse, jf. nr. 17, litra c, forudsætter, at der foreligger et vist formaliseret samarbejde, herunder eventuelt en samordnet praksis, mellem en flerhed af virksomheder eller personer.

Eksempelvis vil en flerhed af aktionærer som stiftere af et selskab eller gennem en aktionæroverenskomst som udgangspunkt have fælles forbindelse, jf. nr. 17, litra c.

Omfanget af den fælles forbindelse skal modsvare den forbindelse, der består mellem en virksomhed og dens modervirksomhed, dattervirksomhed eller søstervirksomhed, jf. nr. 9. Snævre forbindelser forudsætter, at forbindelsen har en vis varig karakter.

Erhvervelse af en betydelig andel af kapitalen i en finansiel virksomhed bevirker ikke i sig selv, at der opstår snævre forbindelser i forslagets forstand, hvis den pågældende erhvervelse kun er en midlertidig investering, der ikke gør det muligt at øve indflydelse på den finansielle virksomheds struktur eller finansielle politik.

Nr. 18 definerer zone A lande og svarer til definitionen i art. 1, nr. 14, i kreditinstitutdirektivet. En oversigt over Zone A-lande fremgår af Finanstilsynets bekendtgørelser om kapitaldækning i finansielle virksomheder, jf. eksempelvis bekendtgørelse nr. 202 af 6. december 2002 om kapitaldækning for pengeinstitutter og forsikringsholdingvirksomheder. Et land, der som følge af manglende betalingsevne omlægger sin udenlandske statsgæld, udelukkes fra zone A i en periode på fem år.

Nr. 19 definerer filial og er i overensstemmelse med EF-direktiver herom.

S tk. 2 definerer kapitalinteresser og er i overensstemmelse med EF-direktiver herom.

Stk. 3 definerer begrebet »kvalificeret andel« og er i overensstemmelse med EF-direktiver herom. Ved en kvalificeret andel forstås besiddelse af mindst 10 pct. af kapitalen eller 10 pct. af stemmerne. Besiddelse kan ske enten direkte eller indirekte ved ejerskab eller pantsætning.

Erhvervelse af mindre end 10 pct., hvorved der åbnes mulighed for udøvelse af en betydelig indflydelse, vil tillige være omfattet af bestemmelsen. Sådanne tilfælde kan blandt andet foreligge i situationer, hvor aktionærer via aftaler, vedtægtsmæssige rettigheder eller lignende kan udøve en betydelig indflydelse på den finansielle virksomhed.

Stk. 4 definerer kapitalandele og er i overensstemmelse med årsregnskabslovens definition af kapitalandele.

Stk. 5 og 6 svarer til aktieselskabslovens § 2, stk. 4 og 5.

Stk. 7 indeholder en oversigt over hvor, de væsentligste begreber om opgørelsen af den finansielle virksomheds solvens findes i loven. Der henvises til bemærkningerne til de pågældende paragraffer for en uddybning af de enkelte begreber.

Til § 6

I bestemmelsen, som er ny, foreslås, at økonomi- og erhvervsministeren bemyndiges til indenfor lovens område at fastsætte nærmere regler for anvendelsen af digital kommunikation og opbevaring af oplysninger. Forslaget skal ses som et led i regeringens handlingsplan fra april 2002 for modernisering af formkrav i lovgivningen, der unødigt hindrer digital kommunikation. Der henvises til de almindelige bemærkninger herom. Overordnet bemærkes det, at bestemmelser i lovforslaget, hvorefter udveksling eller opbevaring af oplysninger skal ske skriftligt eller lignende, ikke vil være til hinder for digital kommunikation og opbevaring.

Idet der er tale om et område med en hurtig teknologisk udvikling og da reglerne vil skulle tilgodese forskelligartede hensyn, foreslås, at den nærmere regelfastsættelse sker på bekendtgørelsesniveau.

Forslaget skal for så vidt angår digital kommunikation ses i sammenhæng med forvaltningslovens § 32 a, som vedtaget ved lov nr. 215 af 22. april 2002, hvorefter vedkommende minister har mulighed for at fastsætte nærmere regler om digital kommunikation ved privates henvendelser til den offentlige forvaltning. Med den foreslåede hjemmel i dette lovforslag vil der herudover kunne fastsættes regler om den offentlige forvaltnings, herunder Finanstilsynets, henvendelser til private. Kommunikation mellem kunder og virksomheder samt mellem virksomheder indbyrdes vil derimod ikke være omfattet af lovforslaget.

Reglerne vil afspejle, at der for private alene er tale om en ret til at anvende digital kommunikation og ikke en pligt hertil.

Forslaget retter sig mod lovgivningens krav om skriftlighed. Hjemlen tænkes udmøntet således, at de hensyn, som ligger bag et krav om skriftlighed, også sikres ved den digitale kommunikation og opbevaring.

Særligt i forhold til digital kommunikation er der fire grundhensyn, som skal sikres. Det skal for det første være muligt at dokumentere, at der ikke efterfølgende sker ændringer i informationen (integritet). Ligeledes skal det dokumenteres, at den angivne afsender er korrekt (ægthed/autencitet), og at afsenderen ikke efterfølgende kan fremføre, at den foreliggende information ikke stammer fra denne (uafviselighed). Krav i lovgivningen om, at et dokument skal underskrives eller lignende, taler for at etablere et højt sikkerhedsniveau som for eksempel brug af elektronisk signatur. Endelig skal det sikres, at kun de(n) påtænkte modtager(e), kan få kendskab til information med personlige og fortrolige oplysninger (konfidentialitet/fortrolighed). Dette skal ske ved kryptering på et passende sikkerhedsniveau. Da Finanstilsynet er underlagt en særlig tavshedspligt i sin virksomhed, tillægges dette hensyn stor vægt ved udmøntning af reglerne.

Fastsættelse af regler om digital opbevaring vil ske under iagttagelse af visse krav. Bemyndigelsen tænkes udformet således, at relevante informationer skal være læsbare og tilgængelige i papirformat eller på andet varigt medium. Herved forstås, at elektronisk opbevaring skal være af varig karakter, og at informationerne lagres på et medium, hvor de er tilgængelige udover det tidsrum, hvor brugerens maskine er tændt. Eksempler kan være en harddisk, CD-rom og en diskette. De ovennævnte hensyn skal også indgå ved udformningen af regler om digital opbevaring.

Afsnit II

Til kapitel 3

Tilladelsesbestemmelserne i kapitel 3 indfører et koncessionslignende system for finansielle virksomheder. Bestemmelserne er opbygget således, at bestemmelserne indledningsvist definerer den virksomhed, der udløser kravet om en tilladelse. Herefter defineres den virksomhed, som en virksomhed med tilladelse efter den pågældende bestemmelse, kan udøve. Det koncessionslignende system består i, at hvis virksomheden vil udøve virksomhed, der udløser krav om en tilladelse efter en af de øvrige bestemmelser i kapitel 3, skal virksomheden have tilladelse efter den pågældende bestemmelse.

Dette er nyt for pengeinstitutter og realkreditinstitutter. I dag kan disse institutter udføre aktiviteter, der udløser krav om en tilladelse efter lov om fondsmæglerselskaber, uden en tilladelse efter lov om fondsmæglerselskaber, idet aktiviteterne lovligt kan udføres efter henholdsvis bank- og sparekasseloven og realkreditloven.

For pengeinstitutter og realkreditinstitutter indføres koncessionssystemet dog ikke fuldt ud. Dette skyldes, at de i bilag 4, afsnit A, nr. 2, 4 og 5, nævnte aktiviteter er en så integreret del af pengeinstitutvirksomhed, at disse aktiviteter kan udføres af pengeinstitutter uden tilladelse efter § 9, stk. 1. Realkreditinstitutter kan udføre den i bilag 4, afsnit A, nr. 2, nævnte aktivitet, og den i bilag 4, afsnit A, nr. 5, nævnte aktivitet for så vidt angår egne realkreditobligationer uden tilladelse efter § 9, stk. 1.

Endvidere defineres de finansielle virksomheders eneret.

Betingelserne for at opnå Finanstilsynets tilladelse efter §§ 7-11 fremgår af § 14.

Til § 7

Bestemmelsen er en delvis videreførelse af tilsvarende bestemmelser i den gældende lov om banker og sparekasser. Bestemmelsen gennemføres herudover inden for rammerne af EF-direktiver på det finansielle område, jf. bilag A. Forslaget til stk. 6, 2. pkt., er nyt.

Stk. 1, 1. pkt. , fastslår, at udøvelse af virksomhed, der består i fra offentligheden at modtage indlån eller andre midler, der skal tilbagebetales samt i at yde lån for egen regning, dog ikke på grundlag af udstedelse af realkreditobligationer, jf. § 8, stk. 3, kræver en tilladelse som pengeinstitut.

Udlån skal forstås bredt og omfatter enhver form for kreditgivning, herunder finansiel leasing og factoring. En virksomhed, der f.eks. modtager indlån og driver finansiel leasing, skal derfor have en tilladelse som pengeinstitut efter forslagets stk. 1.

Definitionen af den virksomhed, der udløser kravet om en pengeinstituttilladelse, svarer til definitionen af et kreditinstitut i direktiv 2000/12/EF om adgang til at optage og udøve virksomhed som kreditinstitut, jf. bilag A. Definitionen omfatter imidlertid også realkreditinstitutvirksomhed, og definitionen omfatter derfor ikke kun virksomhed, der kræver tilladelse efter forslagets stk. 1, men også virksomhed, der kræver tilladelse efter § 8, stk. 1. Det følger af henvisningen til § 8, stk. 3, at udlån på grundlag af udstedelse af realkreditobligationer kræver en tilladelse til at drive realkreditinstitutvirksomhed.

Lov om banker og sparekasser m.v. indeholder ikke direkte en bestemmelse, der beskriver den virksomhed, der udløser kravet om en pengeinstituttilladelse. Da bestemmelsen svarer til de krav, der findes i direktiv 2000/12/EF, jf. bilag A, og da Finanstilsynets praksis har været i overensstemmelse hermed, indebærer bestemmelsen ikke ændringer i den gældende retstilstand.

Forslagets stk. 1, 2. pkt. , fastslår, at pengeinstitutter må udøve pengeinstitutvirksomhed samt nødlidende, accessorisk og anden virksomhed, som beskrevet i §§ 24-26.

Det fremgår også af lov om banker og sparekasser m.v., at pengeinstitutter må udøve pengeinstitutvirksomhed samt nødlidende, accessorisk og anden virksomhed, jf. § 1, stk. 3. Ved pengeinstitutvirksomhed efter lov om banker og sparekasser m.v. forstås varetagelse af funktioner i forbindelse med omsætningen af penge, kreditmidler og værdipapirer og dermed forbundne serviceydelser, jf. § 1, stk. 4, i lov om banker og sparekasser m.v.

I forslaget er pengeinstitutvirksomhed defineret i bilag 1. Bilag 1 til direktiv 2000/12/EF definerer kreditinstitutvirksomhed.

Forslagets bilag 1 svarer imidlertid ikke fuldstændig til bilag 1 til direktiv (2000/12/EF). Dette skyldes, at det i § 9, stk. 1, foreslås, at der skal gives særskilt tilladelse som værdipapirhandler, hvorfor de aktiviteter, som værdipapirhandlere kan udøve, som udgangspunkt ikke er omfattet af pengeinstituttilladelsen.

Det er dog fundet hensigtsmæssigt, at pengeinstitutter kan udføre forretninger for egen regning med de i bilag 5 nævnte instrumenter samt opbevaring og forvaltning i forbindelse med de i bilag 5 nævnte instrumenter uden tilladelse efter forslagets § 9, stk. 1, idet disse aktiviteter er en integreret del af pengeinstitutvirksomhed. Disse aktiviteter er derfor tilføjet i forslagets bilag 1, jf. pkt. 11 og 12. Kravet om, at forretningerne skal udføres for egen regning, indebærer, at pengeinstitutter skal have tilladelse efter forslagets § 9, stk. 1, hvis pengeinstitutterne udfører forretninger med de bilag 5 nævnte instrumenter for kunder.

Endvidere er bilag 4, afsnit A, nr. 4, omfattet af punkt 5 og 6 i forslagets bilag 1, hvorfor pengeinstitutter ikke skal have tilladelse efter forslagets § 9, stk. 1, til afsætningsgarantier i forbindelse med emissioner af et eller flere af de i bilag 5 nævnte instrumenter og/eller placering af sådanne emissioner.

Endelig kan pengeinstitutter udføre de i bilag 4, afsnit B, nævnte aktiviteter uden tilladelse efter § 9, stk. 1, idet disse aktiviteter anses for omfattet af bilag 1 eller §§ 24-26.

I forhold til bilag 1 til direktiv 2000/12/EF er finansiel leasing i forslagets bilag 1 placeret under punktet udlånsvirksomhed. Dette skyldes, at udlån skal forstås bredt og omfatter enhver form for kreditgivning, herunder finansiel leasing. En virksomhed, der f.eks. modtager indlån og driver finansiel leasing, skal derfor have tilladelse efter forslagets stk. 1, jf. bemærkningerne ovenfor.

Det fremgår endvidere af bilag 1, at pengeinstitutter kan opbevare og forvalte pantebreve, jf. pkt. 12. Endelig er det tilføjet i pkt. 14, at pengeinstitutter kan udstede elektroniske penge.

Pengeinstitutter med tilladelse efter forslagets stk. 1, skal således have tilladelse efter forslagets § 9, stk. 1, til at udføre de aktiviteter, som er omfattet af punkt 1 og 3 i bilag 4, afsnit A, jf. forslagets stk. 2 . I dag kan pengeinstitutter udføre alle de aktiviteter, der er omfattet af bilag 4 uden tilladelse som værdipapirhandler, idet aktiviteterne er omfattet af pengeinstituttilladelsen.

I forslagets bilag 1 er det tilføjet, at anden virksomhed i forbindelse med omsætning af penge og kreditmidler er pengeinstitutvirksomhed, jf. pkt. 13. Formålet med denne tilføjelse er at præcisere, at forslaget bortset fra ovennævnte ikke indskrænker området for pengeinstitutvirksomhed, jf. § 1, stk. 4, i lov om banker og sparekasser m.v.. I forhold til lov om banker og sparekasser m.v. er tilføjelsen »og dermed forbundne tjenesteydelser« dog udgået, idet denne tilføjelse omfatter accessorisk virksomhed omfattet af forslagets § 24.

Som det fremgår af ovennævnte ændrer forslaget på, hvilke aktiviteter der er omfattet af en pengeinstituttilladelse, idet en pengeinstituttilladelse efter lov om banker og sparekasser m.v. omfatter tilladelse til at udøve aktiviteter som værdipapirhandler.

For så vidt angår eksisterende pengeinstitutter med tilladelse efter lov om banker og sparekasser m.v., gælder § 402. Overgangsbestemmelsen sikrer, at eksisterende pengeinstitutter, som udfører aktiviteter omfattet af punkt 1 og 3, afsnit A, bilag 4, fortsat kan udføre disse aktiviteter.

Forslagets stk. 3 og 4 angiver pengeinstitutternes eneret.

Forslagets stk. 3 svarer til gældende ret, selvom lov om banker og sparekasser m.v. ikke indeholder en tilsvarende bestemmelse. Sparevirksomheder er i den gældende lov om sparevirksomheder defineret som foretagender, der ikke er pengeinstitutter, realkreditinstitutter eller institutter oprettet eller hvis oprettelse er godkendt i henhold til særlig lov, og hvis virksomhed består i erhvervsmæssigt eller som et væsentligt led i deres drift at modtage indlån eller andre midler, der skal tilbagebetales, fra offentligheden eller en videre kreds, jf. § 1 i denne lov.

Efter forslagets stk. 3, 1. pkt., har pengeinstitutter sammen med staten, Danmarks Nationalbank, udenlandske kreditinstitutter, der opfylder betingelserne i § 1, stk. 3, § 30 eller § 31, udstedere af elektroniske penge og sparevirksomheder, eneret til fra offentligheden at modtage indlån eller andre midler, der skal tilbagebetales.

Indlån og andre midler, der skal tilbagebetales, kan defineres som indskud, hvor indskyderen har krav på at få indskuddet tilbagebetalt i sin helhed. Dette gælder uanset modtagerens økonomiske stilling. Forudbetalinger af præmier til et forsikringsselskab er således ikke omfattet.

Der findes ikke en klar juridisk definition af, hvornår der er tale om indlån, og hvornår der er tale om andre midler, der skal tilbagebetales. Det beror på en konkret afvejning, om et indskud er et indlån eller andre midler, der skal tilbagebetales. I afvejningen indgår blandt andet rentebetingelser, løbetid, tilbagebetalingsbetingelser og fordringens form.

I de fleste tilfælde er det dog klart, at der er tale om indlån. Lønkonti og andre anfordringsindskud og puljeindskud, jf. forslagets § 50, falder inden for begrebet indlån.

Typeeksemplet på andre midler, der skal tilbagebetales, er massegældsbreve, jf. gældsbrevslovens § 4, stk. 2. Optagelse af obligationslån, realkreditobligationer, erhvervsobligationer m.v. er således andre midler, der skal tilbagebetales.

Hvis et indskud kvalificeres som andre midler, der skal tilbagebetales, kan danske og udenlandske virksomheder, inklusiv virksomheder, der ikke er pengeinstitutter, annoncere i Danmark efter indskydere uden at krænke pengeinstitutternes eneret til at annoncere efter indlån, jf. forslagets stk. 4.

Realkreditinstitutter er ikke omfattet af eneretten til at modtage indlån, idet udstedelse af obligationer anses for at være »andre midler, der skal tilbagebetales«. Det fremgår af forslagets stk. 3, 2. pkt., at 1. pkt. ikke forhindrer, at realkreditinstitutter, Danmarks Skibskreditfond og KommuneKredit modtager andre midler, der skal tilbagebetales.

Endvidere fremgår det af stk. 3, 3. pkt. , at virksomheder, der ikke modtager indlån fra offentligheden, kan modtage andre midler, der skal tilbagebetales, såfremt denne virksomhed eller udlånsvirksomhed ikke er en væsentlig del af virksomhedens drift. Formålet med denne bestemmelse er at bevare retten for private virksomheder til at udstede erhvervsobligationer o. lign.

Stk. 4 svarer til pengeinstitutters eneret efter § 1, stk. 5, i lov om banker og sparekasser. Bestemmelsen indeholder en eneret for pengeinstitutter i forhold til sparevirksomheder og udstedere af elektroniske penge.

Efter bestemmelsen har pengeinstitutter sammen med staten og udenlandske kreditinstitutter, der opfylder betingelserne i § 1, stk. 3, § 30 eller § 31 eneret til ved henvendelse til offentligheden at tilbyde sig som modtagere af indlån.

Denne ret for udenlandske kreditinstitutter, der opfylder betingelserne i § 1, stk. 3, § 30 eller § 31, til at annoncere efter indlån til en på forhånd ikke afgrænset personkreds følger af direktiv 2000/12/EF, jf. bilag A.

Pengeinstitutternes navneeneret efter den gældende lov om banker og sparekasser m.v. er opretholdt i forslagets stk. 5, 1. pkt., hvorefter pengeinstitutter har eneret til at benytte henholdsvis »bank«, »sparekasse« eller »andelskasse« i deres navn.

Det følger af Østre Landsrets dom af 23. november 1998, at det ved vurderingen af, om ordet »bank« er anvendt i strid med navneeneretten, må tillægges betydning, om ordet er anvendt som betegnelse for en virksomhed, der kan sammenlignes med pengeinstitutvirksomhed. I den konkrete sag fandt Østre Landsret ikke, at ordet »Image Bank« var anvendt i strid med navneeneretten. Østre Landsret lagde herved vægt på, at ordet var anvendt som betegnelse for en samling af fotos, illustrationer og filmklip, som selskabet solgte og udlejede.

Stk. 5, 2. pkt. og 3. pkt., fastslår, at andre virksomheder, bortset fra banker oprettet ved lov, ikke må anvende navne eller betegnelser for deres virksomhed, som er egnet til at fremkalde det indtryk, at de er pengeinstitutter, og at et pengeinstitut ikke må betegne sin virksomhed på en måde, der er egnet til at fremkalde det indtryk, at det er landets nationalbank.

Undtagelsen, for så vidt angår banker oprettet ved særlig lov, er nødvendig, fordi Danmarks Nationalbank og andre ved særlig lov oprettede banker ikke er organiseret som aktieselskaber og i visse tilfælde vel vanskeligt kan siges at drive pengeinstitutvirksomhed. Forslaget finder ikke anvendelse på disse banker, men de skal på den anden side have adgang til fortsat at anvende den traditionelle bankbetegnelse. Undtagelsen omfatter udover Danmarks Nationalbank eksempelvis Kongeriget Danmarks Fiskeribank.

Stk. 6, 1. pkt., indeholder en navnepligt for pengeinstitutter. De tilfælde, hvor navnet skal anvendes, skal forstås i overensstemmelse med aktieselskabslovens § 153, stk. 6. Det følger af denne bestemmelse, at pengeinstitutter har pligt til at angive pengeinstituttets navn på breve og andre forretningspapirer. »Breve og andre forretningspapirer« i aktieselskabslovens § 153, stk. 6, omfatter breve, brevkort, tilbud, ordre, ordrebekræftelser, fakturaer, prislister, brochurer o. lign. salgsmateriale. Annoncer i dagblade og tidsskrifter er derimod ikke omfattet, medmindre disse indeholder en bestillingsseddel for læserne. Endvidere er rundskrivelser, der er mangfoldiggjort, omfattet af begrebet, så længe deres indhold er af forretningsmæssig karakter.

Pengeinstitutter har kun pligt til at angive navnet i det omfang, det følger af aktieselskabsloven. Pengeinstitutter har derfor ikke pligt til at anvende deres navn på facader o. lign.

2. pkt. indebærer, at der gælder det samme for pengeinstitutter, som ikke er aktieselskaber, som for pengeinstitutter, der er aktieselskaber. Lov om banker og sparekasser m.v. indeholder en bestemmelse om, at hovednavnet skal tilføjes binavnet, såfremt en sparekasse eller andelskasse driver virksomhed under andet navn end hovednavnet, jf. § 2, stk. 1, sidste punktum.

Den gældende bestemmelse er begrundet i hensynet til offentligheden. Ifølge bemærkningerne til bestemmelsen er det ikke usædvanligt i fusionstilfælde, at sparekassen bibeholder navnene på alle eller nogle af de sparekasser, som er gået ind i sammenslutningen, og i sådanne tilfælde er det af interesse for offentligheden at blive gjort bekendt med forholdet, således at man kan vide, med hvem der kontraheres.

Bortset fra § 153, stk. 4, 2. pkt., hvorefter selskabets hovednavn ved benyttelse af binavnet skal tilføjes binavnet i parentes, indebærer aktieselskabslovens § 153, stk. 2-6, nye navnebestemmelser for spare- og andelskasser.

Baggrunden for forslaget er, at bestemmelserne i aktieselskabsloven gælder for pengeinstitutter, og at der ikke ses at være grund til at forskelsbehandle pengeinstitutter og spare- og andelskasser på dette punkt. Endvidere er forslaget er et led i harmoniseringen af bestemmelserne for finansielle virksomheder.

Baggrunden for stk. 7 er, at der ved omdannelsen alene sker en ændring i den retlige organisationsform, men ikke i øvrigt nogen ændring i den forretningsmæssige virksomhed. Det er derfor fundet rimeligt, at de pågældende sparekasser, andelskasser eller sammenslutninger af andelskasser fortsat kan kalde sig for spare- eller andelskasser. Ligesom for andre aktieselskaber skal ordet aktieselskab eller deraf dannede forkortelser dog tilføjes navnet.

I stk. 8 foreslås det at hæve aktiekapitalkravet til 8 millioner euro. Det øgede startkapitalkrav skal sikre, at nystartede pengeinstitutter i den vanskelige opstartsfase er tilstrækkeligt polstret til at modstå de risici, som etablerede pengeinstitutter ikke er udsat for i samme grad. Når tilladelsen foreligger, er kapitalkravet på 5 millioner euro (basiskapitalen), jf. forslagets § 123.

Det følger af bestemmelsen, at der ikke kan stiftes nye andels- og sparekasser, idet der stilles krav om, at startkapitalen skal være aktiekapital. I praksis etableres der i dag ikke spare- og andelskasser. For at forenkle reglerne foreslås det derfor, at muligheden for at stifte nye spare- og andelskasser ophæves.

Til § 8

Bestemmelsen er delvist en videreførelse af tilsvarende bestemmelser i den gældende realkreditlov. Bestemmelsen gennemføres herudover inden for rammerne af EF-direktiver på det finansielle område, jf. bilag A. Forslaget til stk. 7 er nyt.

Stk. 1, 1. pkt., fastslår, at udøvelse af virksomhed, der består i at yde lån mod pant i fast ejendom på grundlag af udstedelse af realkreditobligationer, kræver en tilladelse som realkreditinstitut.

Definitionen af den virksomhed, der udløser kravet om en realkreditinstituttilladelse, er omfattet af definitionen af et kreditinstitut i Kreditinstitutdirektivet (2000/12/EF).

Realkreditobligationer skal efter lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v. være omsættelige massegældsbreve eller fondsaktiver, som er optaget til offentlig notering på en fondsbørs.

Stk. 1, 2. pkt., fastslår, at realkreditinstitutter må udøve virksomhed som nævnt i bilag 3, accessorisk og anden virksomhed samt overtage nødlidende panter, som beskrevet i forslagets §§ 24-26. Det fremgår af bilag 3, at realkreditinstitutter kan udføre forretninger for egen regning med de i bilag 5 nævnte instrumenter samt opbevaring og forvaltning af egne realkreditobligationer og egne andre værdipapirer uden tilladelse efter forslagets § 9, stk. 1, jf. pkt. 2 og 3 i bilag 3.

Det fremgår af bilag 3, at realkreditinstitutternes virksomhed også omfatter udstedelse af andre værdipapirer. Denne mulighed er begrundet i hensynet til realkreditinstitutternes virksomhed i udlandet, hvor det kan være forbundet med vanskeligheder at udstede obligationer, der opfylder kravene til at kunne betegnes som realkreditobligationer. Muligheden er ligeledes begrundet i ønsket om at skabe større fleksibilitet i realkreditinstitutternes kapitalfremskaffelse her i landet. Ved værdipapirer forstås alene fordringer. Værdipapirer, der repræsenterer en ejerrettighed, kan ikke benyttes som et led i fundingen af udlånet.

Det afgrænsede virksomhedsområde i bilag 3 og forslagets §§ 24-26 er med til øge sikkerheden bag de af realkreditinstituttet udstedte obligationer og andre værdipapirer.

Efter stk. 2 kan realkreditinstitutter få tilladelse efter forslagets § 9, stk. 1, til at udøve de i bilag 4, afsnit A, nr. 1, nævnte aktiviteter for så vidt angår realkreditobligationer og heraf afledte instrumenter.

En tilsvarende bestemmelse findes ikke i den gældende realkreditlov. Dog fremgår det, at et realkreditinstitut kan indgå aftale med låntager om at yde lån til en kurs fastsat på tilbudstidspunktet eller senere (fastkursaftale). En realkreditinstituttilladelse efter realkreditloven omfatter derfor også tilladelse til at udøve aktiviteter som værdipapirhandler for så vidt angår realkreditobligationer og heraf afledte instrumenter. Baggrunden for denne ændring af retstilstanden er ønsket om at indføre et koncessionssystem.

Stk. 3 tilsigter, at det alene er realkreditinstitutter og kreditinstitutter, der opfylder betingelserne herfor i lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v., der må udstede realkreditobligationer her i landet. Lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v. kræver blandt andet, at det udenlandske kreditinstitut opfylder betingelserne for at udøve virksomhed her i landet i dette lovforslag . Eneretten er en konsekvens af realkreditobligationernes status som særligt sikre værdipapirer.

Navneprivilegiet i stk. 4 er en konsekvens af den særlige status, som realkreditobligationer tildeles efter dette forslag. Med forslaget tilsigtes det således, at obligationsinvestorerne ikke vil være i tvivl om, hvorvidt obligationer er realkreditobligationer udstedt af realkreditinstitutter og kreditinstitutter, der opfylder betingelserne i lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v., eller om der er tale om andre typer af obligationer.

Stk. 5, 1. pkt., skal forstås på samme måde som navneeneretten efter forslagets § 7, stk. 5, 1. pkt. Det bemærkes dog, at der hverken i forslaget eller i den gældende realkreditlov er en navnepligt som efter f.eks. efter lov om banker og sparekasser m.v..

Baggrunden for stk. 6 er, at der ved omdannelsen af et realkreditinstitut alene er sket en ændring i den retlige organisationsform, men ikke i øvrigt nogen ændring i den forretningsmæssige virksomhed. Det er derfor fundet rimeligt, at de pågældende kreditforeninger, realkreditfonde eller reallånefonde fortsat kan kalde sig for henholdsvis kreditforeninger, realkreditfonde eller reallånefonde. Ligesom for andre aktieselskaber skal ordet aktieselskab eller deraf dannede forkortelser dog tilføjes navnet.

Det foreslås i stk. 7 at sænke aktiekapitalkravet til 8 millioner euro mod 150 millioner kr. i realkreditlovens § 9, stk. 1. På denne måde harmoniseres startkapitalkravet til penge- og realkreditinstitutter, og muligheden for at etablere nye realkreditinstitutter lettes.

Til § 9

Bestemmelsen er delvist en videreførelse af tilsvarende bestemmelser i den gældende lov om fondsmæglerselskaber. Bestemmelsen gennemføres herudover inden for rammerne af EF-direktiver på det finansielle område, jf. bilag A.

Stk. 1 indfører et koncessionssystem, hvorefter tilladelse som værdipapirhandler - udover for fondsmæglerselskaber - som udgangspunkt vil være påkrævet for pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsforvaltningsselskaber i det omfang de udfører aktiviteter, der kræver tilladelse som værdipapirhandler. For realkreditinstitutter og investeringsforvaltningsselskaber gælder dog, at disse virksomheder alene har mulighed for at udføre nærmere fastsatte aktiviteter med nærmere fastsatte instrumenter, jf. bemærkningerne til §§ 8 og 10. Opbevaring og forvaltning af de instrumenter (værdipapirer), der er omfattet af lovforslaget, samt forretninger for egen regning med disse instrumenter er en sådan integreret del af pengeinstitutternes udøvelse af virksomhed, at disse aktiviteter kan udføres af pengeinstitutter uden tilladelse som værdipapirshandlervirksomhed. Endvidere er bilag 4, afsnit A, nr. 4, omfattet af punkt 5 og 6 i forslagets bilag 1, hvorfor pengeinstitutter ikke skal have tilladelse efter forslagets § 9, stk. 1, til afsætningsgarantier i forbindelse med emissioner af et eller flere af de i bilag 5 nævnte instrumenter og/eller placering af sådanne emissioner. Der henvises til bemærkningerne til § 7, stk. 1 og 2 . Realkreditinstitutter skal ikke have tilladelse efter § 9, stk. 1, til opbevaring og forvaltning af egne realkreditobligationer og egne andre værdipapirer og til forretninger for egen regning med de i bilag 5 nævnte instrumenter, jf. pkt. 2 og 3 i bilag 3 og bemærkningerne til § 8.

Stk. 1 fastslår, at virksomheder, der udøver de aktiviteter, der fremgår af bilag 4, afsnit A, er værdipapirhandlere. Udførelse af de aktiviteter, der fremgår af bilag 4, afsnit A, indebærer, at virksomheden, skal have tilladelse som værdipapirhandler, jf. dog ovenfor under bemærkningerne for så vidt angår pengeinstitutter og realkreditinstitutter . Udføres tillige aktiviteter nævnt under afsnit B, skal virksomheden også have tilladelse dertil. De aktiviteter, der fremgår af forslagets bilag 4, afsnit A og B, svarer med få ændringer til de aktiviteter, som er nævnt i bilaget til lov om fondsmæglerselskaber afsnit A og C. Ændringerne i forhold til bilaget til lov om fondsmæglerselskaber beskrives nedenfor.

Stk. 1, 3. pkt., fastslår, at tilladelse til at udføre de aktiviteter, der fremgår af forslagets bilag 4, afsnit B, alene kan gives i tilknytning til tilladelse til udførelse af aktiviteter omfattet af forslagets bilag 4, afsnit A. Dette indebærer, at virksomheder, der alene udfører aktiviteter omfattet af bilag 4, afsnit B, uden at udføre aktiviteter som nævnt i bilag 4, afsnit A, kan udøve denne virksomhed uden tilladelse i medfør § 9, stk. 1.

I tilladelsen, som meddeles efter s tk. 1, 4. pkt., skal det specificeres, hvilke former for aktiviteter nævnt i bilag 4, afsnit A og B, virksomheden kan udføre. Virksomheder med tilladelse efter § 9, stk. 1, kan således kun udføre den eller de aktiviteter, som de har søgt om og fået tilladelse til. Tilladelsen kan senere udvides ved en ny ansøgning. Finanstilsynet får på denne måde viden om den enkelte virksomheders aktiviteter på dette område og kan indrette sit tilsyn på det og således koncentrere indsatsen, hvor de største risici findes.

Tilladelse som værdipapirhandler kan gives til pengeinstitutter, realkreditinstitutter, investeringsforvaltningsselskaber og fondsmæglerselskaber. Tilladelse som værdipapirhandler kan for realkreditinstitutter og investeringsforvaltningsselskabers vedkommende alene gives til visse nærmere fastsatte aktiviteter med nærmere bestemte instrumenter (værdipapirer) omfattet af forslagets bilag 5. Der henvises herom til bemærkningerne til § 8, stk. 2, og § 10, stk. 2.

Stk. 2 fastslår, at en virksomhed med tilladelse efter § 9, stk. 1, der ikke har tilladelse som pengeinstitut, realkreditinstitut eller investeringsforvaltningsselskab, men tilladelse som værdipapirhandler, er et fondsmæglerselskab. Fondsmæglerselskaber må kun udføre de aktiviteter, der er nævnt i forslagets bilag 4.

Bilag 4 svarer med enkelte indholdsmæssige ændringer til bilaget til lov om fondsmæglerselskaber. Bilaget til lov om fondsmæglerselskaber tager udgangspunkt i bilaget til investeringsservicedirektivet.

Som noget nyt er aktiviteten »opbevaring og forvaltning i forbindelse med en eller flere af de i forslagets bilag 5 nævnte instrumenter (værdipapirer)« overført fra afsnit C til afsnit A.

Opbevaring og forvaltning af instrumenter (værdipapirer) kan efter de gældende regler tilbydes af virksomheder, der ikke har tilladelse som dansk eller udenlandsk kreditinstitut eller investeringsselskab. Der stilles således ikke krav om, at den pågældende virksomhed er under tilsyn eller opfylder den finansielle lovgivnings krav. Ændringen medfører, at virksomheder, der opbevarer og forvalter instrumenter(værdipapirer) for investorer og som ikke har en pengeinstituttilladelse, jf. § 7, stk. 1 , som noget nyt skal have tilladelse i medfør § 9, stk. 1. Dette gælder dog ikke, hvis virksomheden har tilladelse som realkreditinstitut og opbevarer og forvalter egne realkreditobligationer, jf. § 8, stk. 1, og bilag 3 og bemærkningerne hertil. Baggrunden for denne ændring skal ses som et bidrag til imødegåelse af hvidvaskning af penge, idet opbevaring og forvaltning ikke længere vil kunne udøves af virksomheder uden tilladelse som værdipapirhandler eller pengeinstitut. Realkreditinstitutter kan dog opbevare og forvalte egne realkreditobligationer uden tilladelse som værdipapirhandler, jf. § 8, stk. 1, bilag 3 og bemærkningerne hertil. Dette medfører, at virksomhederne herefter vil være under tilsyn af Finanstilsynet, ligesom virksomhederne vil være omfattet af reglerne om investorgarantiordninger og investorbeskyttelse generelt.

Endvidere er der i forslagets bilag 4, afsnit A, nr. 1, suppleret med punkt c, som omhandler den situation, hvor en virksomhed på vegne af en tredjemand sørger for at formidle kontakt til en person, som ønsker at købe eller sælge et eller flere af de i forslagets bilag 5 nævnte instrumenter. Tilsvarende fremgår af bemærkningerne til § 1 i lov om værdipapirhandel m.v. Der er således alene tale om en tydeliggørelse af gældende ret.

Bilaget til lov om fondsmæglerselskaber indeholder i afsnit B en angivelse af, hvilke instrumenter, der kan udføres de i bilaget afsnit A og C nævnte tjenesteydelser med. Bilaget til lov om fondsmæglerselskaber afsnit B bygger på afsnit B i bilaget til Investeringsservicedirektivet, dog er tilføjet valutaspotforretninger i investeringsøjemed med henblik på at opnå fortjeneste ved kursændringer på valuta, jf. bemærkningerne til stk. 4 , samt råvareinstrumenter m.v., herunder tilsvarende instrumenter, der afregnes kontant.

Disse instrumenter (værdipapirer) er i forslaget udskilt i et selvstændigt bilag 5. Samtidig er forslagets bilag 5 delvist harmoniseret med § 2, stk. 1, nr. 1-10, i lov om værdipapirhandel m.v. I forslagets bilag 5, nr. 1-3, 5, 6 og 9, er ordlyden ændret således, at den svarer til den gældende lov om værdipapirhandel m.v. Dette medfører ikke en realitetsændring. Forslaget bilag 5, nr. 4, svarer til bilaget til lov om fondsmæglerselskaber afsnit B, nr. 1 b, idet bestemmelsen er omformuleret, således at både andele udstedt af institutter for kollektiv investering (UCITS) og andele udstedt af andre kollektive investeringsforetagender (non-UCITS) er nævnt. Denne ændring er en konsekvens af implementeringen af UCITS-direktivet. I dette direktivs forstand omfatter »andele udstedt af instituttet for kollektiv investering« alene andele i investeringsforeninger (UCITS). Da det fortsat skal være muligt at udføre værdipapirshandelsvirksomhed med andele i f.eks. specialforeninger er »andele udstedt af andre investeringsforetagender (non-UCITS)« tilføjet. Der er således alene tale om en tydeliggørelse.

Bestemmelsen i stk. 3 fastlægger værdipapirhandlernes eneret.

Som en konsekvens af, at der med lovforslaget indføres et koncessionssystem på tilladelsesområdet, er eneretten ændret i forhold til de gældende bestemmelser, således at det for så vidt angår danske finansielle virksomheder, kun er pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber og investeringsforvaltningsselskaber, der har opnået tilladelse i henhold til § 9, stk. 1, der er tillagt eneret. Pengeinstitutter kan dog udføre de i bilag 4, afsnit A, nr. 2, 4 og 5, nævnte aktiviteter med instrumenterne i bilag 5 uden tilladelse i henhold til § 9, stk. 1, jf. bemærkningerne til § 7. Realkreditinstitutter kan endvidere udføre de i bilag 4, afsnit A, nr. 2, nævnte aktiviteter og opbevare og forvalte egne realkreditobligationer og egne værdipapirer uden tilladelse efter § 9, stk. 1, jf. § 8, stk. 1, og bilag 3 og bemærkningerne hertil.

Det fremgår af bestemmelsen, at eneretten til at udføre aktiviteter omfattet af lovforslagets bilag 4, afsnit A, med instrumenter (værdipapirer) omfattet af bilag 5 tillige tilkommer Danmarks Nationalbank og Finansstyrelsen, idet Danmarks Nationalbank og Finansstyrelsen tilbyder tjenesteydelser med værdipapirer udstedt af Den Danske Stat.

Finansstyrelsen har indtil 1. marts 2001 tilbudt postordresalg med statsobligationer samt indskrivning i depot af statsobligationer. Fra den 1. marts 2001 er ordningen ophørt dog således, at investorer, der pr. 1. marts havde statsobligationer indskrevet i depot hos Finansstyrelsen, fortsat kan bevare deres depot i obligationernes restløbetid.

Det er derfor, til trods for at ordningen om postordresalg og nyindskrivning i depot af statsobligationer er ophørt, påkrævet, at Finansstyrelsen fortsat er omfattet af eneretten.

Eneretten er endvidere som hidtil tillagt virksomheder, der har opnået tilladelse i et andet land i den Europæiske Union eller i et land, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område, og som driver virksomhed her i landet gennem en filial eller ved at udbyde tjenesteydelser her i landet. Virksomhederne skal dog opfylde betingelserne i §§ 30 eller 31.

Endvidere omfatter eneretten filialer af kreditinstitutter og investeringsselskaber, hjemmehørende i et land uden for den Europæiske Union, som Fællesskabet ikke har indgået aftale med på det finansielle område (tredjeland), hvor filialen har opnået tilladelse her i landet i henhold til § 7, stk. 1, § 8, stk. 1, eller § 9, stk. 1.

Som noget nyt er det i § 33 foreslået, at investeringsselskaber og kreditinstitutter, der er meddelt tilladelse i et tredjeland, skal have tilladelse til at udøve grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed med værdipapirer her i landet. Denne form for virksomhed har hidtil ikke krævet tilladelse fra Finanstilsynet. Som konsekvens heraf er investeringsselskaber og kreditinstitutter, der har opnået en sådan tilladelse, medtaget i forslaget.

Formidling og udførelse af valutaspotforretninger i investeringsøjemed for investorer, med henblik på at investorerne opnår fortjeneste ved kursændring på valuta, er ikke omfattet af Investeringsservicedirektivet, og er således ikke omfattet af det »Europæiske pas«, hvorved forstås retten til fri etablering af filialer og fri udveksling af tjenesteydelser i andre EU-lande, samt lande, Fællesskabet har indgået samarbejdsaftale med på det finansielle område. Imidlertid vil et investeringsselskab, der i hjemlandet har fået tilladelse til at tilbyde den pågældende tjenesteydelse, også kunne drive denne virksomhed, såfremt den overholder dansk lovgivning på dette område. Dette følger af de almindelige EU-regler om ikke-diskrimination. For kreditinstitutter er aktiviteten omfattet af det »Europæiske pas«.

For så vidt angår afgrænsningen af, hvilke aktiviteter og instrumenter (værdipapirer), der er omfattet af eneretten, er der som noget nyt henvist til de aktiviteter og instrumenter (værdipapirer), der i henhold til bilag 4, afsnit A og bilag 5, til lovforslaget er omfattet af den virksomhed, som virksomheder med tilladelse efter stk. 1 kan udføre.

Det er præciseret, at eneretten som hidtil udover formidling af kontakt mellem kunder og værdipapirhandlere samt formidling og udførelse af handler også omfatter skønsmæssig porteføljepleje og udstedelse af afsætningsgaranti i forbindelse med emissioner samt placering af sådanne emissioner. Efter bestemmelsen skal virksomheder have tilladelse til at udføre aktiviteter for tredjemand på erhvervsmæssigt grundlag. En virksomhed med tilladelse efter § 7, stk. 1, kan dog udstede afsætningsgarantier i forbindelse med emissioner samt placere sådanne emissioner uden tilladelse efter § 9, stk. 1, jf. bemærkningerne til § 7, stk. 1 og 2.

Derudover vil eneretten som noget nyt tillige omfatte opbevaring og forvaltning af værdipapirer for investorer. Med forslaget vil danske og udenlandske værdipapirhandlere få eneret til at udføre tjenesteydelsen. Pengeinstitutter kan dog udføre denne aktivitet uden tilladelse efter § 9, stk. 1, jf. bemærkningerne til § 7, stk. 1 og 2, og realkreditinstitutter kan opbevare og forvalte egne realkreditobligationer og egne andre værdipapirer uden tilladelse efter § 9, stk. 1, jf. bemærkningerne til § 8, stk. 1, og bilag 3.

Som en videreførelse af § 4 a i lov om værdipapirhandel m.v. omfatter eneretten også formidling og udførelse af valutaspotforretninger i investeringsøjemed med henblik på, at investorerne opnår fortjeneste ved kursændring på valuta, når disse aktiviteter udføres på erhvervsmæssigt grundlag for tredjemand.

Det følger af markedskutymer, at valutaspotforretninger er valutaforretninger, der afvikles senest 2 arbejdsdage efter indgåelsesdagen, og at valutaterminsforretninger er valutaforretninger, der afvikles 3 arbejdsdage eller senere efter indgåelsesdagen. Hvis en valutaspotforretning omfattet af forslagets stk. 1 forlænges ud over 2 dage, vil der være tale om en valutaterminsforretning. Valutaterminsforretninger er omfattet af § 2, stk. 1, nr. 6, »Finansielle futures « i lov om værdipapirhandel m.v. og af forslagets bilag 5, nr. 11. Handel med valutaterminsforretninger vil således også være omfattet af eneretten.

Med bestemmelsen har det ikke været hensigten at regulere valutaspotmarkedet som sådan, men alene at regulere en bestemt type virksomhed, der består i at tilbyde valuta på spotbasis i investeringsøjemed ved gennem gentagne transaktioner at spekulere i kursændringer på valuta.

Da det falder uden for deres virksomhedsområde, er Danmarks Nationalbank og Finansstyrelsen ikke omfattet af eneretten til at formidle og udføre valutaspotforretninger i investeringsøjemed med henblik på, at investorerne opnår fortjeneste ved kursændring på valuta, når disse aktiviteter udføres på erhvervsmæssigt grundlag for tredjemand.

Henvisningen til tilladelsesbestemmelserne medfører, at det ikke af bestemmelsen om eneretten fremgår, i hvilket omfang de enkelte typer af finansielle virksomheders eneret omfatter samtlige aktiviteter og instrumenter (værdipapirer). Afgrænsningen heraf reguleres i tilladelsesbestemmelserne i §§ 7-10, hvoraf det fremgår, hvilke aktiviteter den pågældende virksomhedstype kan opnå tilladelse til.

Eneretten omfatter alene virksomhed på erhvervsmæssigt grundlag. Ved erhvervsmæssigt grundlag forstås, at der ved transaktionen er tilstræbt en økonomisk fordel for udbyderen eller ydelsen på lignende måde indgår som en del af et forretningsmæssigt forhold. Det er således udelukkende transaktioner af privat karakter, der falder uden for bestemmelsens område.

Det er endvidere i overensstemmelse med Investeringsservicedirektivets bestemmelser præciseret, at eneretten ikke kun omfatter henvendelser til offentligheden, men alle aktiviteter omfattet af bilag 4, afsnit A, med instrumenter (værdipapirer) omfattet af bilag 5, der tilbydes på erhvervsmæssigt grundlag.

Stk. 4 sikrer, at en udsteder kan tilbyde tjenesteydelser med formidling og udførelse af handler i forbindelse med udbud af egne værdipapirer. Bestemmelsen gælder for udstedere, der udsteder eller påtænker at udstede værdipapirer, således, at udstedernes ret også omfatter tegningsindbydelse i forbindelse med emission. Bestemmelsen omfatter ikke virksomheder, der udsteder afledte finansielle instrumenter eller råvareinstrumenter til investorer.

Efter stk. 5 og 6 har fondsmæglerselskaberne eneret til at benytte »fondsmæglerselskab« i deres navn. Fondsmæglerselskaber der er medlem af en fondsbørs, er endvidere eneberettigede til at benytte »børsmæglerselskab« i deres navn

Stk. 5, 2. pkt., fastslår, at andre virksomheder ikke må anvende navne eller betegnelser for deres virksomhed, der er egnet til at fremkalde det indtryk, at de er fondsmæglerselskaber. Bestemmelsen svarer til den gældende bestemmelse i § 2, stk. 1, 2. pkt., i lov om fondsmæglerselskaber. Det er endvidere i stk. 6, 2. pkt., præciseret, at et tilsvarende forbud gælder for anvendelse af betegnelsen »børsmæglerselskab«.

Bestemmelsen er ikke til hinder for, at et pengeinstitut eller realkreditinstitut, som er medlem af en fondsbørs kan lade »Børs« indgå i instituttets navn.

Stk. 7 skal forstås i overensstemmelse med aktieselskabslovens § 153, stk. 6. Det følger af denne bestemmelse, at fondsmæglerselskaber har pligt til at angive fondsmæglerselskabets navn på breve og andre forretningspapirer. »Breve og andre forretningspapirer« i aktieselskabslovens § 153, stk. 6, omfatter breve, brevkort, tilbud, ordre, ordrebekræftelser, fakturaer, prislister, brochurer o. lign. salgsmateriale. Annoncer i dagblade og tidsskrifter er derimod ikke omfattet, medmindre disse indeholder en bestillingsseddel for læserne. Endvidere er rundskrivelser, der er mangfoldiggjort, omfattet af begrebet, så længe deres indhold er af forretningsmæssig karakter.

Fondsmæglerselskaber har kun pligt til at angive navnet i det omfang, det følger af aktieselskabsloven. Fondsmæglerselskaber har derfor ikke pligt til at anvende deres navn på facader o. lign.

Stk. 8 fastslår, hvilke kapitalkrav der stilles ved etablering af et fondsmæglerselskab. Bestemmelsen gælder alene for fondsmæglerselskaber, og kravene svarer til de gældende regler. Såfremt et pengeinstitut, et realkreditinstitut eller et investeringsforvaltningsselskab også har tilladelse som værdipapirhandler i medfør § 9, stk.1, gælder de respektive startkapitalkrav for de respektive typer af finansielle virksomheder.

Bestemmelsen fastslår, at kravet til startkapital er, at selskabet skal have en aktiekapital, der mindst udgør 1 million euro for selskaber, der er eller ønsker at blive medlem af en fondsbørs, en værdipapircentral eller en clearingcentral, handler for egen regning, stiller emissionsgarantier, opbevarer og forvalter instrumenter for kunder eller yder kredit eller lån til en investor, således at denne kan udføre transaktionen, såfremt den virksomhed, der yder kreditten eller lånet, deltager i transaktionen.

Baggrunden for, at kravet til startkapital på 1 million kr. i sin tid blev fastsat højere end direktivets krav i den gældende lov om fondsmæglerselskaber er, at direktivets krav i realiteten ikke engang på daværende tidspunkt svarede til en indeksregulering af kapitalkravet, som gjaldt for danske børsmæglerselskaber. Endvidere havde det vist sig, at fondsmæglerselskaber, der deltog i market-makerordninger og handlede for egen regning havde behov for større mindstekrav end de 5 millioner kr., der var de dagældende mindste krav. Dertil kommer, at omkostningerne til f.eks. teknisk udstyr i forbindelse med etablering af et fondsmæglerselskab og forsvarlig drift af et fondsmæglerselskab, der er medlem af en fondsbørs m.v., er betydelige.

Det nævnte afgrænsningskriterium »medlem af en clearingcentral, hvor selskabet deltager i clearing eller afvikling« omfatter situationer, hvor værdipapirer udveksles mod penge eller omvendt. »Deltagelse« omfatter ikke situationer, hvor der udelukkende sker indberetning på egne eller kunders vegne uden hæftelse, indeståelse eller sikkerhedsstillelse. Selskaber, der er tilsluttet Futop Clearingcentralen A/S med status af »handler« eller »agent«, er således ikke opfattet kravet om en aktiekapital på 1 million euro som startkapital.

Til andre fondsmæglerselskaber end de der udfører ovennævnte aktiviteter, stilles ifølge bestemmelsens 2. pkt. alene krav om, at disse selskaber som startkapital skal have en aktiekapital på mindst 0,3 million euro.

Stk. 9 giver Finanstilsynet bemyndigelse til at fastsætte, hvilke fysiske og juridiske personer, der kan udføre aktiviteter omfattet af bilag 4 med instrumenter (værdipapirer) omfattet af bilag 5 uden at være tillagt eneret i henhold til stk. 3 eller undtaget i henhold til stk. 4. Bemyndigelsen er udnyttet i Finanstilsynets bekendtgørelse nr. 1027 af 12. december 2002, som gennemfører de undtagelser fra tilladelseskravet, som fremgår af Investeringsservicedirektivet. Bemyndigelsen er dog ikke begrænset til de i direktivet nævnte undtagelser, da tilladelseskravet i stk. 1 omfatter aktiviteter og instrumenter (værdipapirer), som ikke er omfattet af direktivet. Der kan derfor være behov for yderligere undtagelser i forbindelse med disse aktiviteter og instrumenter (værdipapirer). Ved udnyttelsen af bemyndigelsen kan endvidere fastsættes regler for fysiske og juridiske personer, der har en lovbestemt ret til at føre depoter.

Til § 10

Bestemmelsen er ny, og gennemføres inden for rammerne af EF-direktiver på det finansielle område, jf. bilag A.

Direktivets betegnelse for investeringsforvaltningsselskaber er »administrationsselskaber«, som også er betegnelsen i den gældende lov om investeringsforeninger og specialforeninger. Årsagen til, at betegnelsen »investeringsforvaltningsselskaber« er indført i stedet for den gældende betegnelse »administrationsselskaber« i lov om investeringsforeninger og specialforeninger, er at søge at undgå forveksling med andre typer administrationsselskaber, f.eks. inden for forsikring.

Efter stk. 1 kræver udøvelse af den virksomhed, der er nævnt i bilag 6 (administration af investeringsforeninger og specialforeninger) en investeringsforvaltningstilladelse. Disse selskaber benævnes i loven investeringsforvaltningsselskaber.

Forslagets ordlyd sammenholdt med formuleringen i bilag 6 har den følge, at et investeringsforvaltningsselskab ikke kan få tilladelse til kun at administrere specialforeninger. Dette er en konsekvens af UCITS-direktivets definition af et administrationsselskab, hvorefter et sådant selskabs almindelige virksomhed er administration af UCITS (investeringsforeninger).

Efter den gældende lov om investeringsforeninger og specialforeninger er foreningers administrationsselskaber ikke underlagt et selvstændigt tilsyn. Kun de investeringsforeninger og specialforeninger, som administrationsselskabet administrerer, er underlagt tilsyn. Imidlertid regulerer enkelte bestemmelser i lov om investeringsforeninger og specialforeninger de nuværende administrationsselskabers aktiviteter, jf. den gældende § 15, stk. 2, i lov om investeringsforeninger og specialforeninger, der bestemmer, at administrationsselskaber ikke må drive anden virksomhed end daglig ledelse af investeringsforeninger og specialforeninger. Endvidere er administrationsselskabernes direktører og bestyrelsesmedlemmer omfattet af ledelses- og spekulationsreglerne. Endelig skal Finanstilsynet godkende den enkelte forenings valg af administrationsselskab.

Forslagets bilag 6 angiver, hvilke aktiviteter der udløser kravet om en investeringsforvaltningstilladelse. Disse aktiviteter er samtidig omfattet af investeringsforvaltningsselskabernes eneret, jf. stk. 3.

Bilag 6 indeholder imidlertid ikke en nærmere definition af udtrykket »administration«. Ved udtrykket, der skal fortolkes bredt, forstås alle de daglige opgaver, der skal foretages, for at en investeringsforening eller en specialforening kan fungere. Eksempelvis vil følgende være omfattet af udtrykket »administration«: beregning af indre værdi, beregning af emissions- og indløsningsprisen, kontrol med overholdelse af lovgivningen, beslutninger om investeringer, udarbejdelse af årsregnskab og formueopgørelse, kontakt med offentlige myndigheder, juridisk bistand, markedsføring af andele, betjening af bestyrelse og medlemmer m.v. Opremsningen er ikke udtømmende. En ikke udtømmende opremsning af de opgaver, der udføres i forbindelse med administration af investeringsforeninger og specialforeninger følger endvidere af bilag II til UCITS-direktivet, jf. bilag A.

De aktiviteter, der udløser kravet om en investeringsforvaltningstilladelse, og som efter forslaget svarer til investeringsforvaltningsselskabernes eneret, svarer til »den daglige ledelse« i den gældende § 15, stk. 2, 2. pkt., i lov om investeringsforeninger og specialforeninger.

Tilladelse efter stk. 2 , jf. § 9, stk. 1, forudsætter at selskabet også har tilladelse efter stk. 1.

Efter bestemmelsen kan investeringsforvaltningsselskaber med tilladelse efter stk. 1 (investeringsforvaltningsvirksomhed) få tilladelse efter § 9, stk. 1, til at udføre nogle af de aktiviteter, der følger af § 9, stk. 1.

Hidtil har foreningernes administrationsselskaber ikke kunnet drive anden virksomhed end daglig ledelse af investeringsforeninger og specialforeninger, jf. den gældende § 15, stk. 2, i lov om investeringsforeninger og specialforeninger.

Med dette forslag udvides området for de aktiviteter et investeringsforvaltningsselskab har mulighed for at udføre. Baggrunden for forslaget er blandt andet at give selskaberne mulighed for at udnytte deres ekspertise i investeringsforvaltning (porteføljepleje) og dermed opnå stordriftsfordele.

Et investeringsforvaltningsselskab kan ifølge forslaget få tilladelse til at udføre skønsmæssig porteføljepleje efter instruks fra investorerne, foretage opbevaring og forvaltning af andele udstedt af institutter for kollektiv investering (UCITS) samt andele udstedt af andre kollektive investeringsforetagender (non-UCITS) og investeringsrådgivning, jf. bilag 4, afsnit A, nr. 3 og 5, og afsnit B, nr. 5 og 6. De nævnte aktiviteter er investeringsservice, der er omfattet af Investeringsservicedirektivet.

Ved skønsmæssig porteføljepleje forstås også administration af pensionskassers porteføljer, hvilket fremgår eksplicit af UCITS-direktivet.

Ifølge forslaget kan et investeringsforvaltningsselskab få tilladelse til at udføre skønsmæssig porteføljepleje og investeringsrådgivning med de instrumenter, der er omfattet af forslagets bilag 5, nr. 1-9, hvilket stort set svarer til afsnit B i bilaget til Investeringsservicedirektivet, jf. bemærkningerne til § 9. Der er med begrænsningen til bilag 5, nr. 1-9, ikke tilsigtet at gøre udtømmende op med de instrumenter, som investeringsforvaltningsselskaber kan udføre tjenesteydelser med. Det følger af, at investeringsforvaltningsselskaberne er omfattet af forslagets §§ 16 og 17, hvorefter Finanstilsynet kan tillade eller fastsætte regler om, hvilke andre instrumenter og kontrakter end de nævnte, som investeringsforvaltningsselskaber kan udføre tjenesteydelser med.

Et investeringsforvaltningsselskab kan endvidere få tilladelse til opbevaring og forvaltning af andele udstedt af institutter for kollektiv investering (UCITS) samt andele udstedt af andre kollektive investeringsforetagender (non-UCITS), jf. bilag 4, afsnit A, nr. 5, jf. bilag 5, nr. 4. Med bestemmelsen får investeringsforvaltningsselskaberne mulighed for at opbevare og forvalte andele udstedt af de investeringsforeninger og specialforeninger, som selskabet administrerer, samt andele udstedt af andre kollektive investeringsforetagender, herunder blandt andet udenlandske fonde og investeringsinstitutter for kunder. Endelig følger det af den foreslåede bestemmelse, at tilladelse til opbevaring og forvaltning og investeringsrådgivning alene kan gives i tilknytning til en tilladelse til at udøve skønsmæssig porteføljepleje. Et investeringsforvaltningsselskab kan således ikke, udover sin tilladelse som investeringsforvaltningsselskab, meddeles tilladelse til opbevaring og forvaltning alene, hvis tilladelsen ikke tillige omfatter tilladelse til at udføre skønsmæssig porteføljepleje.

Af tilladelsen, som meddeles af Finanstilsynet, skal det fremgå, hvilke aktiviteter investeringsforvaltningsselskabet har tilladelse til at udføre.

I stk. 3 er det foreslået, at kun investeringsforvaltningsselskaber kan administrere investeringsforeninger og specialforeninger.

Eneretten efter stk. 3 vedrører alene det, som investeringsforvaltningsselskaber kan få tilladelse til efter stk. 1, det vil sige de i bilag 6 nævnte aktiviteter (investeringsforvaltningsvirksomhed). Der er således tale om en eneret til at administrere investeringsforeninger og specialforeninger, der er godkendt efter lov om investeringsforeninger og specialforeninger.

Området for eneretten er således mindre omfattende end det, som investeringsforvaltningsselskaber kan få tilladelse til, idet investeringsforvaltningsselskaber ikke har eneret til de aktiviteter, som de kan få tilladelse til i henhold til stk. 2.

Yder en virksomhed f.eks. alene investeringsrådgivning vedrørende andele udstedt af institutter for kollektiv investering, jf. bilag 4, afsnit B, nr. 5, jf. bilag 5, nr. 4, krænker dette ikke eneretten efter stk. 3.

Selvom investeringsforvaltningsselskaber har eneret til at administrere investeringsforeninger og specialforeninger, er der i forslagets § 101 åbnet mulighed for, at investeringsforvaltningsselskaber kan delegere visse opgaver, som det som led i administrationen af investeringsforeninger og specialforeninger påhviler investeringsforvaltningsselskabet af udføre, til tredjemand. Eneretten indskrænker ikke denne delegationsmulighed. Et investeringsforvaltningsselskab kan således delegere opgaver, som er omfattet af eneretten, altså definitionen af »administration«, til tredjemand, blot der ikke er tale om kerneopgaver, jf. forslagets § 101, stk. 2.

Stk. 4 stiller højere krav til investeringsforvaltningsselskabernes aktiekapital (startkapital) end fastsat i EF-direktiverne på området.

Efter bestemmelsen er det en forudsætning for at få tilladelse som investeringsforvaltningsselskab, at selskabet har en aktiekapital (startkapital), der mindst udgør et beløb svarende til værdien af 0,3 million euro. En forudsætning for, at et investeringsforvaltningsselskab kan få tilladelse til at blive medlem af en fondsbørs eller at opbevare og forvalte de i bilag 5, nr. 4 nævnte instrumenter, herunder at blive medlem af en værdipapircentral eller en clearingcentral, hvor selskabet deltager i clearing og afvikling, er, at selskabet har en aktiekapital, der mindst udgør et beløb svarende til værdien af 1 millioner euro.

Det fremgår af UCITS-direktivet, at investeringsforvaltningsselskaber skal have en startkapital på mindst 125.000 euro. Forslagets bestemmelser om investeringsforvaltningsselskabers aktiekapitalkrav (startkapital) og begrundelserne for de specifikke beløbskrav svarer til de aktiekapitalkrav, der gælder for fondsmæglervirksomhed, jf. forslagets § 9, stk. 8.

Investeringsforvaltningsselskaber, som ikke har tilladelse til at opbevare og forvalte andele udstedt af institutter for kollektiv investering (UCITS) samt andele udstedt af andre kollektive investeringsforetagender (non-UCITS), foreslås derfor at blive omfattet af det samme kapitalkrav, der gælder for de små fondsmæglerselskaber, svarende til 300.000 euro.

Investeringsforvaltningsselskaber kan udover tilladelsen som investeringsforvaltningsselskab i henhold til bilag 6 få tilladelse til at udføre skønsmæssig porteføljepleje med de i bilag 5, nr. 1-9, nævnte værdipapirer og yde investeringsrådgivning i henhold til bilag 4, afsnit B, nr. 5. For disse investeringsforvaltningsselskaber gælder tilsvarende et kapitalkrav svarende til værdien af 0,3 million euro.

På denne baggrund sidestilles kravet til aktiekapitalen i investeringsforvaltningsselskaberne med kravet i små fondsmæglerselskaber.

Investeringsforeninger og specialforeninger har allerede i medfør af § 1, stk. 1, i bekendtgørelse om adgang til medlemskab af en fondsbørs for andre end værdipapirhandlere og Danmarks Nationalbank, mulighed for at blive medlem af en fondsbørs. Da investeringsforvaltningsselskaberne administrerer foreningerne, kan de på foreningernes vegne handle værdipapirer eller andele i foreninger på fondsbørsen. Med forslaget får investeringsforvaltningsselskaber med en aktiekapital svarende til 1 million euro adgang til medlemskab som led i porteføljeplejen. Da investeringsforvaltningsselskaber kun kan få tilladelse til at opbevare og forvalte de i bilag 5, nr. 4, nævnte instrumenter, vil værdipapirhandler for individuelle kunder som led i porteføljeplejen altid skulle afvikles gennem den virksomhed, som fører kundens depot. Medlemskab af en clearingcentral kan således kun angå afvikling af handel med andele i investeringsforeninger og specialforeninger. Med hensyn til afgrænsningskriteriet »medlem af en clearingcentral« henvises i øvrigt til bemærkningerne til forslagets § 9, stk. 8.

Som følge af, at investeringsforvaltningsselskaberne kan få tilladelse efter stk. 2 til at opbevare og forvalte andele udstedt af institutter for kollektiv investering (UCITS) samt andele udstedt af andre kollektive investeringsforetagender (non-UCITS), for kunder, svarende til fondsmæglerselskaber, jf. bilag 4, afsnit A, nr. 5, stilles der samme minimumskapitalkrav til disse investeringsforvaltningsselskaber, som der stilles til de fondsmæglerselskaber, der udøver denne virksomhed. For disse investeringsforvaltningsselskaber, der har tilladelse efter stk. 2 til denne aktivitet, foreslås det derfor, at de skal have en aktiekapital, der mindst udgør et beløb svarende til værdien af 1 million euro.

Til § 11

Bestemmelsen er en delvis videreførelse af tilsvarende bestemmelser i lov om forsikringsvirksomhed. Bestemmelsen er tidligere gennemført inden for rammerne af EF-direktiver på det finansielle område, jf. bilag A.

Efter stk. 1 skal virksomheder, der udøver forsikringsvirksomhed, have tilladelse til at udøve forsikringsvirksomhed, medmindre der er tale om virksomhed, der er omfattet af §§ 30 og 31, dvs. filialer eller tjenesteydelser, udøvet af forsikringsselskaber i andre EU lande eller lande som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område. Forsikringsselskaber kan kun udøve virksomhed som er anført i bilag 7 og 8 eller virksomhed som følger af lovens bestemmelser i §§ 24–26 og § 29. Der eksisterer ikke en definition af begrebet forsikringsvirksomhed i den nugældende lov om forsikringsvirksomhed, og det foreslås derfor ikke at indføre en definition af begrebet i lovforslaget. Forsikringsvirksomhed bliver i almindelighed beskrevet som den virksomhed, der består i at indgå aftaler om overtagelse af uvisse begivenheders indtræden mod vederlag, der kan beregnes statistisk. Ved uvisse begivenheder forstås begivenheder, som selskabet ikke har nogen indflydelse på og som selskabet skal bære den økonomiske risiko for, når de indtræder.

Begrebet forsikringsvirksomhed er en retlig standard, hvis nærmere indhold fastlægges i praksis.

Stk. 2 viderefører den nugældende bestemmelse i § 2, stk. 1, i lov om forsikringsvirksomhed. Bestemmelsen undtager visse nærmere angivne selskaber fra kravet om tilladelse i stk.1, selvom den aktivitet der udøves, umiddelbart vil kunne betegnes som forsikringsvirksomhed. Udover de virksomheder, der udtrykkelige undtages i loven, er en række forsikringslignende ordninger ikke omfattet af kravet om tilladelse efter stk.1. Som eksempler kan nævnes administrationsfællesskaber, pool-ordninger ved lovpligtige forsikringer, for eksempel for hunde og automobiler, frivillige pool-ordninger oprettet af forsikringsindustrien for skader inden for eksempel flyforsikring, produktansvar eller miljøskader. Herudover er visse garantiordninger oprettet ved lov undtaget. De i bestemmelsen omhandlede pensionskasser er reguleret i lov om tilsyn med firmapensionskasser. Begrebet «begravelseskasser og ligbrændingsforeninger« fastlægges gennem Finanstilsynets praksis og med udgangspunkt i den nu ophævede lov om tilsyn med begravelseskasser og ligbrændingsforeninger. De under statens tilsyn hørende anerkendte arbejdsløshedskasser afgrænses i lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring, lov om social pension og lov om den offentlige sygeforsikring. Sygelønsordningen omfattes ikke af loven.

Med virksomheder, hvis formål er begrænset til at yde vejhjælp i forbindelse med en ulykke eller skade sket her i landet, såfremt hjælpen i udlandet ydes af et tilsvarende selskab i henhold til en aftale om gensidighed, tænkes primært på medlemmer af Alliance International du Tourisme. Den hjælp der tænkes på, er ifølge Rådets direktiv begrænset til reparation eller befordring af køretøjer og befordring af fører og passagerer til bopæl, udgangspunkt eller bestemmelsessted. Falcks Redningskorps blev udtrykkeligt undtaget i 1. skadedirektiv, idet Falck på det tidspunkt navnlig ydede offentlig assistancevirksomhed.

Stk. 3 indeholder bestemmelsen om, at finansielle virksomheder der har tilladelse som forsikringsselskab, har eneret til at benytte betegnelsen «forsikringsselskab«, »gensidigt selskab« eller »pensionskasse« i deres navn. Pensionskasser omfattet af lov om tilsyn med firmapensionskasser er undtaget fra bestemmelsen. Udover bestemmelsen i stk. 3 finder navnebestemmelsen i aktieselskabslovens § 153 anvendelse for forsikringsselskaber. Såfremt bestemmelsen overtrædes, skal det overvejes, om der udover overtrædelse af navnebestemmelsen i lov om finansiel virksomhed og aktieselskabsloven, tillige sker overtrædelse af markedsføringsloven og straffeloven.

Formålet med navnebestemmelsen er at give offentligheden mulighed for at konstatere, hvilke selskaber der er forsikringsselskaber og dermed er berettiget til at indgå forsikringsaftaler, reguleret af den finansielle lovgivning og under tilsyn af Finanstilsynet.

Stk. 4, sidste pkt., præciserer, at det alene er stk. 2-6 i aktieselskabslovens § 153, der finder anvendelse på gensidige selskaber. Bestemmelsens sidste pkt. om at aktieselskabslovens § 153, stk. 2-6, finder tilsvarende anvendelse på tværgående pensionskasser er dog ny.

De tilfælde, hvor navnet skal anvendes, skal forstås i overensstemmelse med aktieselskabslovens § 153, stk. 6. Det følger af denne bestemmelse, at forsikringsselskaber har pligt til at angive forsikringsselskabets navn på breve og andre forretningspapirer. »Breve og andre forretningspapirer« i aktieselskabslovens § 153, stk. 6, omfatter breve, brevkort, tilbud, ordre, ordrebekræftelser, fakturaer, prislister, brochurer o. lign. salgsmateriale. Annoncer i dagblade og tidsskrifter er derimod ikke omfattet, medmindre disse indeholder en bestillingsseddel for læserne. Endvidere er rundskrivelser, der er mangfoldiggjort, omfattet af begrebet, så længe deres indhold er af forretningsmæssig karakter.

Forsikringsselskaber har kun pligt til at angive navnet i det omfang, det følger af aktieselskabsloven. Forsikringsselskaber har derfor ikke pligt til at anvende deres navn på facader o. lign.

Forslagets 4. pkt. indebærer, at der gælder det samme for forsikringsselskaber, som ikke er aktieselskaber, som for forsikringsselskaber, der er aktieselskaber.

Stk. 5 indføres for at skabe klarhed omkring, hvilke krav et forsikringsselskab skal opfylde for at få en tilladelse fra Finanstilsynet, dels for at skabe parallelitet i systematikken til de regler der gælder for andre finansielle virksomheder.

Der stilles efter den gældende lovgivning ikke krav om kapital til et selskab, der ansøger om tilladelse udover det kapitalkrav der følger af aktieselskabsloven. Kapitalkravet efter lov om forsikringsvirksomhed indtræder først på det tidspunkt, hvor forsikringsselskabet får tilladelsen. I praksis vil et selskab, som kan forudses ikke at kunne opfylde lovens kapitalkrav når tilladelsen gives, ikke få en tilladelse. Der er derfor ikke i praksis sket en ændring af forholdene for forsikringsselskaber.

Til § 12

Bestemmelsen er en videreførelse af tilsvarende bestemmelser i den gældende tilsynslovgivning.

Bestemmelsen vedrører pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber, investeringsforvaltningsselskabers og forsikringsselskabers selskabsform.

Ved aktieselskaber efter 1. pkt. forstås selskaber, der er omfattet af aktieselskabsloven. Andre juridiske personer kan således ikke være banker, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber og investeringsforvaltningsselskaber.

Forslagets 2. og 3. pkt. har alene betydning for eksisterende andels- og sparekasser, idet det følger af § 7, stk. 8, at der efter forslaget ikke kan stiftes nye andels- og sparekasser.

Ved selvejende institutioner forstås institutioner, som er organiseret som selvejende virksomheder, således at hverken stiftere, garanter eller andre deltagere er ejere af virksomhedens formue eller overskud.

Spare- og andelskasser kan dog omdannes til aktieselskaber efter de bestemmelser, som forslagets 2. og 3. pkt. henviser til.

4. pkt. fastslår, at forsikringsselskaber skal være aktieselskaber, gensidige selskaber eller tværgående pensionskasser.

Gensidige selskabers juridiske klassifikation er ikke klar. En lang række af reglerne i aktieselskabsloven gælder for gensidige selskaber, idet der henvises til disse bestemmelser i loven. Hvis forhold hverken er reguleret direkte i den finansielle lovgivning eller i aktieselskabsloven via en henvisning hertil, gælder dansk rets almindelige, uskrevne regler om andelsselskaber. Tværgående pensionskasser er bortset fra § 284, stk. 2 og 3, reguleret af samme regler som de gensidige selskaber.

Til § 13

Bestemmelsen er delvist en videreførelse af tilsvarende bestemmelser i den gældende tilsynslovgivning. Bestemmelsen gennemføres herudover inden for rammerne af EF-direktiver på det finansielle område, jf. bilag A. Stk. 1 er ny for forsikringsselskaber, realkreditinstitutter og investeringsforvaltningsselskaber. Stk. 2 , som kun omfatter pengeinstitutter, fondsmæglerselskaber og investeringsforvaltningsselskaber, viderefører tilsvarende bestemmelser i henholdsvis lov om banker og sparekasser m.v. og lov om fondsmæglerselskaber. Bestemmelsen er dog ny for investeringsforvaltningsselskaber.

Stk. 1 er en udvidelse i forhold til lov om banker og sparekasser m.v. og fondsmæglerloven, idet disse love kun indeholder forbud mod at anvende goodwill som en del af den indbetalte kapital.

Bestemmelsen indebærer, at immaterielle aktiver ikke kan indgå som en del af den indbetalte kapital, hverken ved stiftelsen af den finansielle virksomhed eller ved en senere aktiekapitalforhøjelse. Bestemmelsen skal sikre, at aktiekapitalen reelt er til stede. Dette har særlig betydning i afviklingssituationer.

Immaterielle aktiver skal forstås i overensstemmelse med det regnskabsmæssige begreb, der omfatter aktiveret goodwill, aktiverede udviklingsomkostninger og øvrige immaterielle aktiver, herunder computersoftware.

Den indbetalte aktiekapital udgør et væsentligt element i egenkapitalen og for nystiftede virksomheder det væsentligste element. I konkurstilfælde, hvor egenkapitalen skal anvendes til at absorbere tabene, vil immaterielle aktiver ofte have en lavere værdi eller slet ingen værdi. Eksempelvis vil goodwill normalt ikke have en værdi i konkurstilfælde, idet goodwill er udtryk for en forventning om virksomhedens fremtidige indtjeningsevne.

Efter lov om banker og sparekasser m.v. og fondsmæglerloven kan goodwill ikke anvendes som en del af den indbetalte kapital. Det er imidlertid ikke kun goodwill, som i konkurstilfælde vil have en begrænset værdi. Dette gælder som udgangspunkt samtlige immaterielle aktiver. Med henblik på at sikre, at aktiekapitalen, som en del af egenkapitalen, kan absorbere eventuelle tab i tilfælde af konkurs, foreslås bestemmelsen derfor udvidet til at omfatte samtlige immaterielle aktiver.

Lov om forsikringsvirksomhed og realkreditloven indeholder ikke en bestemmelse om, at immaterielle aktiver eller goodwill ikke kan anvendes som en del af den indbetalte kapital. Forslaget indebærer derfor en nydannelse for forsikringsselskaber og realkreditinstitutter. Beskyttelseshensynet er imidlertid det samme, hvilket er baggrunden for, at bestemmelsen foreslås udvidet til også at omfatte forsikringsselskaber og realkreditinstitutter.

Bestemmelsen foreslås som led i harmoniseringen af bestemmelserne for finansielle virksomheder også at omfatte investeringsforvaltningsselskaber.

I forhold til de tilsvarende bestemmelser i lov om banker og sparekasser m.v. og lov om fondsmæglerselskaber er ordet stemmeret i forslagets stk. 2 erstattet med stemmeværdi. Der er alene tale om en sproglig præcisering, som ikke indebærer materielle ændringer. Formålet med bestemmelsen er at forhindre, at aktionærer med kun en beskeden kapital kan dominere en finansiel virksomhed.

Bestemmelsen er ny for forsikringsselskaber og realkreditinstitutter.

Forbuddet i bestemmelsen forhindrer alene en opdeling i aktieklasser med forskellig stemmeværdi.

Forbuddet forhindrer derfor ikke, at aktiekapitalen opdeles i aktieklasser med forskellige rettigheder med hensyn til udbytte, indløselighed m.v.

Bestemmelsen vedrører aktiernes stemmeret. Aktionærernes adgang til at stemme kan derfor reguleres uafhængigt af bestemmelsen. Forbuddet er derfor ikke til hinder for, at der indføres et stemmeloft.

Vedtægtsmæssige begrænsninger af den enkelte aktionærs mulighed for at erhverve aktier er heller ikke i strid med bestemmelsens forbud.

Det bemærkes, at aktieselskabsloven finder anvendelse ved bedømmelse af stemmeretsbegrænsninger og begrænsninger af aktiernes omsættelighed.

Stk. 2 er fremadrettet, og forhindrer ikke, at der lovligt kan bibeholdes opdeling af aktiekapital i aktieklasser med forskellig stemmeværdi, der allerede eksisterer ved lovens ikrafttræden.

Til § 14

Bestemmelsen er delvist en videreførelse af tilsvarende bestemmelser i den gældende tilsynslovgivning. Dele af bestemmelsen er tidligere gennemført inden for rammerne af EF-direktiver på det finansielle område, og dele af bestemmelsen gennemføres med forslaget inden for rammerne af EF-direktiver på det finansielle område, jf. bilag A.

Betingelserne for at få en tilladelse i henhold til forslagets §§ 7-11 fremgår af forslagets stk. 1. Tilladelse skal gives, når betingelserne er opfyldt.

Betingelserne gælder ikke kun ved stiftelsen, men også i den fortsatte drift, jf. forslagets § 236 og § 254, hvorefter Finanstilsynet kan inddrage tilladelsen, hvis betingelserne for at opnå tilladelsen ikke længere er opfyldt.

Nr. 1 fastslår, at ansøgeren skal opfylde betingelserne i forslagets §§ 7-11, herunder startkapitalkravene. Der henvises til bemærkningerne til disse bestemmelser. Det fremgår af forslagets § 13, stk. 1, at immaterielle aktiver ikke kan anvendes til indbetaling af aktiekapital.

Ifølge nr. 2 er det endvidere et krav, at bestyrelsen og direktionen opfylder kravene om egnethed og hæderlighed i § 63, og for så vidt angår investeringsforvaltningsselskaber endvidere § 99, stk. 1.

For så vidt angår investeringsforvaltningsselskaber indeholder UCITS-direktivet særlige krav til ledelsen, jf. § 99, stk. 1. Der henvises til bemærkningerne til denne bestemmelse.

Finanstilsynet kan f.eks. skønne, at ejere af kvalificerede andele vil modvirke en forsvarlig og fornuftig forvaltning efter nr. 3 , hvis de pågældende i forbindelse med ejerskab eller deltagelse i ledelsen af andre finansielle virksomheder har vist sig uegnede til at drive finansiel virksomhed forsvarligt. Vedrørende formuleringen »forsvarlig og fornuftig forvaltning« henvises til bemærkningerne til § 60, stk. 2. En kvalificeret andel er defineret i forslagets § 5, stk. 3.

Afgørelsen om, at tilladelse nægtes fordi ejere af kvalificerede andele vil modvirke en forsvarlig og fornuftig forvaltning, skal som udgangspunkt træffes af Det Finansielle Virksomhedsråd, jf. forslagets § 344, stk. 2. Afgørelsen fra Det Finansielle Virksomhedsråd kan indbringes for Erhvervsankenævnet.

Forslagets nr. 4 og 5 skal bidrage til at sikre, at det er muligt for Finanstilsynet at varetage tilsynets opgaver.

Nr. 4 indebærer et krav om gennemsigtighed.

Efter direktivteksten kan tilladelse nægtes, hvis snævre forbindelser vil kunne »hæmme« tilsynsfunktionen. Der er ikke tilsigtet en ændring af bestemmelsens område ved at anvende ordet vanskeliggøre. Dette er alene udtryk for en mere moderne sprogbrug.

Det er ikke muligt at angive, hvornår en snæver forbindelse er tilstrækkelig gennemskuelig til at muliggøre et effektivt tilsyn. Det må derfor i hvert enkelt tilfælde vurderes, om en snæver forbindelse vil kunne vanskeliggøre et effektivt tilsyn.

I denne vurdering vil blandt andet indgå en vurdering af:

1. ejerstrukturen,

2. den formelle og den reelle ledelsesstruktur,

3. hvorvidt forbindelsen er af varig karakter eller alene midlertidig uden mulighed for at øve indflydelse på virksomheden,

4. risikoen ved den virksomhed, som drives i virksomheder, med hvilke den finansielle virksomhed har snævre forbindelser, og

5. selskabernes geografiske placering.

F.eks. kan visse former for krydsejerskab, gensidige aktiebesiddelser og aktionæroverenskomster bevirke, at et effektivt tilsyn vanskeliggøres.

Forslagets § 5, stk. 1, nr. 17, definerer snævre forbindelser. Der henvises til bemærkningerne til denne bestemmelse.

Efter nr. 5 er det en betingelse, at tilsynet ikke vanskeliggøres på grund af lovgivningen i et land uden for Den Europæiske Union, som Fællesskabet ikke har indgået aftale med på det finansielle område, vedrørende en virksomhed eller person, som ansøgeren har snævre forbindelser med. Dette vil eksempelvis være tilfældet, hvor det vurderes, at tilsynsreglerne i det land, hvor virksomhedens modervirksomhed er beliggende, er af en sådan karakter, at der ikke kan udøves et forsvarligt konsolideret tilsyn.

Efter nr. 6 er det en betingelse, at ansøgerens forretningsgange og administrative forhold er forsvarlige.

Forslaget svarer til Finanstilsynets praksis, og indebærer derfor ikke materielle ændringer. I dag kræver Finanstilsynet således, at ansøgeren indsender retningslinier for de væsentligste aktivitetsområder og forretningsorden for bestyrelsen, jf. endvidere bemærkningerne til stk. 2. Formålet med at indsætte betingelsen i loven er at skabe klarhed og gennemsigtighed.

Betingelsen i nr. 7 indebærer i overensstemmelse med fællesskabsretlige regler, at virksomheden skal ledes her fra landet. Det beror på en konkret vurdering, om virksomheden ledes her fra landet. I denne vurdering vil det blandt andet indgå, hvor virksomhedens ledelse sidder, hvor virksomhedens generalforsamlinger holdes, og hvor beslutningerne i virksomheden træffes. Betingelsen indebærer derimod ikke, at virksomheden skal have kunder her i landet, jf. dog stk. 5.

Efter nr. 8 er det en betingelse, at stk. 2 eller §§ 18-21 og stk. 2, 1. pkt. er opfyldt. En tilladelse efter §§ 7-10 forudsætter, at stk. 2 er opfyldt, mens en tilladelse efter § 11 forudsætter, at §§ 18-21 og stk. 2, 1. pkt. er opfyldt.

Stk. 2, 1. pkt. fastslår, at Finanstilsynet skal have de nødvendige oplysninger til brug for vurderingen af, om betingelserne for at få en tilladelse er opfyldt. Dette gælder uanset om der ansøges om en tilladelse efter §§ 7-10 eller om en tilladelse efter § 11. Stk. 2, 1. pkt. svarer til Finanstilsynets praksis, og bestemmelsen indebærer derfor ikke materielle ændringer. Særligt for så vidt angår oplysninger om størrelsen af de kvalificerede andele bemærkes det, at Finanstilsynet i praksis kræver disse oplysninger til brug for vurderingen af, om ejerne af kvalificerede andele vil modvirke en forsvarlig drift. Med henblik på at skabe klarhed er dette tilføjet i stk. 2, 1. pkt.

Efter stk. 2, 2. pkt. skal ansøgningen endvidere indeholder oplysninger om arten af de påtænkte forretninger. Denne bestemmelse gælder kun, hvis der ansøges om en tilladelse efter §§ 7-10. Bestemmelsen sammenholdt med 1. pkt. viderefører det gældende krav om, at en ansøgning efter §§ 7-10 skal indeholde oplysninger om arten af de påtænkte forretninger og af virksomhedens organisation (driftsplan).

En ansøgning om tilladelse efter § 11 skal også indeholde en driftsplan, men driftsplaner for forsikringsselskaber er særskilt reguleret i §§ 18-21. En ansøgning om tilladelse efter § 11 skal således indeholde en driftsplan, der opfylder betingelserne i §§ 18-21. Der henvises til bemærkningerne til disse bestemmelser. Det bemærkes, at en ansøgning om tilladelse efter § 11 skal indeholder oplysninger om virksomhedens organisation, jf. stk. 2, 1. pkt. Disse oplysninger er ikke indeholdt i en driftsplan efter §§ 18-21.

Driftsplanen efter stk. 2 danner udgangspunkt for Finanstilsynets vurdering af, hvorvidt den påtænkte virksomhed er forsvarlig.

Finanstilsynet vil sædvanligvis kræve oplysninger om:

1. virksomhedens vedtægter og udskrift af generalforsamlingsprotokollen vedrørende stiftelsen,

2. aktiekapitalens størrelse og dokumentation for dens indbetaling,

3. åbningsbalance og budget for de første 3 år,

4. beskrivelse af virksomhedens idegrundlag,

5. edb-anvendelse samt om tilslutning til edb-central,

6. revisorerklæring vedrørende edb-central og sikringsforanstaltninger omkring edb- bogføring,

7. forretningsorden for bestyrelsen,

8. bestyrelsens instruks til direktionen,

9. væsentlige forretningsgange,

10. revisors navn,

11. tidsplan for etablering/start,

12. indberetninger til brug for vurdering af egnethed og hæderlighed.

For så vidt angår tilladelse som værdipapirhandler, jf. forslagets § 9, stk. 1, kræver Finanstilsynet endvidere sædvanligvis følgende oplysning:

1. virksomhedens regler om intern viden udarbejdet i henhold til lov om værdipapirhandel m.v.

2. et eksemplar af hver af virksomhedens standardkontrakter for hvert forretningsområde,

3. en liste over selskabets ansatte med angivelse af den enkelte ansattes funktion dennes uddannelse og tidligere ansættelsesforhold.

For så vidt angår tilladelse til investeringsforvaltningsvirksomhed, jf. forslagets § 10, stk. 1 og 2, kræver Finanstilsynet endvidere følgende oplysninger:

1. Forretningsgange, der dokumenterer, at kravet om funktionsadskillelse efter forslagets § 104, stk. 4, er overholdt.

2. Oplysninger om eventuel delegation foretaget efter reglerne i forslagets §§ 101-104.

Forslagets stk. 3, 1. og 2. pkt. indeholder henholdsvis en 6 måneders frist og en 12 måneders frist for Finanstilsynet. Investeringsservicedirektivet indeholder en 6 måneders frist, men ikke en 12 måneders frist.

Bestemmelsen viderefører tilsvarende bestemmelser i lov om banker og sparekasser m.v. og fondsmæglerloven. Kravet om begrundelse er dog udgået, da det følger af forvaltningsloven, at afgørelsen skal begrundes. Formålet med bestemmelsen er at beskytte ansøgerens interesse i, at en sag om tilladelse afgøres inden rimelig tid. Denne beskyttelsesinteresse eksisterer også på forsikringsområdet og realkreditområdet, og bestemmelsen foreslås derfor, som led i harmoniseringen af bestemmelserne for finansielle virksomheder, udvidet til at omfatte samtlige finansielle virksomheder.

Stk. 3, 3. pkt., som for så vidt angår forsikringsselskaber er direktivbestemt, foreslås som et led i harmoniseringen af bestemmelserne for finansielle virksomheder udvidet til at omfatte samtlige finansielle virksomheder.

Stk. 4 muliggør, at Finanstilsynet kan efterleve eventuelle bestemmelser fra Kommissionen om suspension. Bestemmelsen omfatter alene ansøgninger fra tredjelandes virksomheder, der ikke allerede er meddelt tilladelse i et land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område.

Efter forslagets stk. 1, nr. 7, er det et krav, at ansøgeren har hovedkontor og hjemsted i Danmark i overensstemmelse med fællesskabsretlige regler herom. Som det fremgår af bemærkningerne til denne bestemmelse, indebærer dette krav ikke, at ansøgeren skal have kunder i Danmark. Som noget nyt foreslås det i stk. 5, at Finanstilsynet kan nægte at give ansøgeren tilladelse, hvis Finanstilsynet vurderer, at formålet med at placere hovedkontor og hjemsted i Danmark er at undgå lovgivningen i det land, hvor hovedparten af virksomhedens kunder er hjemmehørende.

Til § 15

Bestemmelsen er en videreførelse af tilsvarende bestemmelser i den gældende tilsynslovgivning.

I forhold til forsikringsselskaber indeholder forslaget en mindre ændring, idet det følger af den gældende lov om forsikringsvirksomhed, at et forsikringsselskab har ret til at få koncession, når det opfylder lovens betingelser og er anmeldt til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Med forslaget til stk. 1 bortfalder anmeldelse i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen som en betingelse for at få koncession.

Det følger af stk. 1 , at Erhvervs- og Selskabsstyrelsen ikke må registrere virksomheden som en finansiel virksomhed, før Finanstilsynets tilladelse foreligger. De udtrykkelige bestemmelser herom i lov om forsikringsvirksomheds § 10 og fondsmæglerlovens § 5, stk. 4, er derfor ikke medtaget i lovforslaget.

I praksis koordineres arbejdet i Finanstilsynet og Erhvervs- og Selskabsstyrelsen således, at registrering kan ske umiddelbart efter, at Finanstilsynets tilladelse foreligger.

Virksomheden kan først påbegyndes efter registrering hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

Med henblik på at registrering kan ske umiddelbart efter tilladelsen, anmeldes virksomheden til registrering, før tilladelsen foreligger. Anmeldelsen behandles således i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, mens Finanstilsynet behandler ansøgningen, jf. forslagets stk. 2 , hvorefter den finansielle virksomhed ved anmeldelse til registrering skal indsende et dateret eksemplar af vedtægterne til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, der videresender en kopi til Finanstilsynet.

Erhvervs- og Selskabsstyrelsen sender også en kopi af vedtægterne til Finanstilsynet, når virksomheden anmelder vedtægtsændringer.

Vedtægterne registreres hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, der påser, at aktieselskabslovens bestemmelser om vedtægter overholdes. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen påser endvidere, at sparekassers, andelskassers, sammenslutningers samt gensidige selskabers vedtægter overholder henholdsvis §§ 55, 82, 86, 90 og 111, jf. forslagets § 343, stk. 1.

Stk. 3 er en særregel for forsikringsselskaber. Reglen er udtryk for den særlige praksis, som har udviklet sig siden Erhvervs- og Selskabsstyrelsen overtog registreringen af forsikringsselskaber fra Finanstilsynet. Denne praksis indebærer, at Erhvervs- og Selskabsstyrelsen registrerer indholdet af forsikringsselskabernes tilladelser, således at det af registreringen hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen fremgår, hvilke klasser de enkelte tilladelser omfatter.

Stk. 4 henviser til aktieselskabslovens bestemmelser om anmeldelse og registrering m.v. i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Henvisningen er nødvendig, fordi aktieselskabsloven ikke omfatter spare- og andelskasser. Bestemmelsen har alene betydning for eksisterende spare- og andelskasser, idet det følger af § 7, stk. 8, at der efter forslaget ikke kan stiftes nye spare- og andelskasser. Bestemmelsen indebærer, at det er muligt at ændre i bemyndigelsesbestemmelserne i aktieselskabsloven vedrørende anmeldelse og registrering m.v. uden samtidig at skulle ændre de tilsvarende bestemmelser i den finansielle lovgivning.

Til § 16

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i lov om fondsmæglerselskaber.

Bestemmelsen omfatter pengeinstitutter, realkreditinstitutter, investeringsforvaltningssel-skaber samt fondsmæglerselskaber.

Efter bestemmelsen har Finanstilsynet mulighed for at tillade, at finansielle virksomheder kan udføre tjenesteydelser med andre instrumenter og kontrakter end de i bilag 5 nævnte, såfremt instrumentet eller kontrakten er omfattet af Fondsrådets beslutning i medfør af lov om værdipapirhandel m.v. Instrumenter og kontrakter omfattet af Fondsrådets beslutning vil være omfattet af værdipapirhandlernes eneret i medfør af § 9, stk. 3.

Til § 17

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i lov om fondsmæglerselskaber.

Bestemmelsen omfatter pengeinstitutter og fondsmæglerselskaber samt realkreditinstitutter og investeringsforvaltningsselskaber med tilladelse efter § 9, stk. 1.

Bestemmelsen fastsætter, at Finanstilsynet bemyndiges til at fastsætte regler for, hvilke andre instrumenter og kontrakter end de i bilag 5 nævnte finansielle virksomheder med tilladelse efter § 7, stk. 1, eller § 9, stk. 1, kan tilbyde tjenesteydelser med. Henvisningen til § 7, stk. 1, medfører, at Finanstilsynets mulighed for at fastsætte regler for hvilke andre instrumenter og kontrakter end de i bilag 5 nævnte, også gælder for pengeinstitutter, der ikke har tilladelse som værdipapirhandler. For disse pengeinstitutter vil karakteren af tjenesteydelser være begrænset til de tjenesteydelser, som er nævnt i bilag 1. Efter bestemmelsen kan tilsynet også fastsætte, hvilke tjenesteydelser der kan udøves med de enkelte instrumenter og kontrakter. Endvidere kan fastsættes forskellige regler for forskellige typer af finansielle virksomheder.

Baggrunden for bestemmelsen er, at der kan være instrumenter og kontrakter, der ikke er omfattet af den finansielle lovgivning og derfor kan udføres uden tilladelse fra Finanstilsynet af andre end finansielle virksomheder med tilladelse efter § 9, stk. 1. Det er fundet hensigtsmæssigt at åbne mulighed for at tjenesteydelser med sådanne instrumenter og kontrakter også kan udføres af finansielle virksomheder med tilladelse efter § 9, stk. 1, eller § 7, stk. 1.

Tjenesteydelser i forbindelse med disse instrumenter og kontrakter vil ikke være omfattet af eneretten i henhold til § 9, stk. 3, og er ikke omfattet af reglerne om muligheden for at etablere sig og udøve tjenesteydelser i andre EU lande eller lande, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område (»det europæiske pas«).

Bemyndigelsen er i dag udnyttet for så vidt angår valutaspotforretninger der ikke er omfattet af bilag 4, afsnit B, nr. 6, og bilag 5, nr. 11. Endvidere er bemyndigelsen udnyttet for så vidt angår modtagelse og formidling af ordrer for investors regning med tinglyste, negotiable pantebreve i fast ejendom eller løsøre samt modtagelse og formidling af ordrer vedrørende anparter i interessentskaber og kommanditselskaber med højst 10 deltagere.

Til § 18

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om forsikringsvirksomhed. Bestemmelsen er tidligere gennemført inden for rammerne af EF-direktiver på det finansielle område, jf. bilag A.

Kravet i stk. 1 om, at ansøgning om tilladelse skal være ledsaget af en driftsplan er direktivbestemt. Det følger af direktivbestemmelserne, at driftsplanen skal indeholde oplysninger om arten af de risici, som selskabet har til hensigt at dække, grundprincipperne for genforsikring, sammensætningen af minimumsgarantifonde samt de anslåede omkostninger i forbindelse med opbygningen af administrationen og distributionsnettet samt de dertil bestemte finansielle midler.

For skadeselskaber skal driftsplanen endvidere indeholde oplysninger om de risici, der skal dækkes, og som henhører under assistance til personer, der kommer i vanskeligheder under befordring eller under fravær fra bopælen eller det faste opholdssted, og om de midler som selskabet råder over med henblik på at yde den lovede assistance. Skadeselskaber skal endvidere for de tre første regnskabsår oplyse om de anslåede administrationsomkostninger bortset fra omkostninger i forbindelse med administrationens opbygning, de anslåede præmier eller bidrag og skadesudgifter, den sandsynlige økonomiske stilling samt de anslåede finansielle midler til dækning af forpligtelser og solvensmargen.

For livsforsikringsselskaber skal der for de tre første drifts år angives en detaljeret oversigt over de forventede indtægter og udgifter hidrørende fra direkte forsikringsvirksomhed og fra overtagelse af genforsikring samt afgivelse i genforsikring, den sandsynlige økonomiske stilling samt de anslåede finansielle midler til dækning af forpligtelser og solvensmargen.

Driftsplanen danner grundlag for beregning af selskabets solvensmargen og minimumskapital jf. §§ 123-125.

Bemyndigelsen i stk. 1, 2. pkt., er efter den gældende hjemmel udnyttet til at udstede kapitalgrundlagsbekendtgørelserne for henholdsvis skadesforsikringsselskaber og livsforsikringsselskaber.

Efter stk. 2 skal ansøgning om tilladelse til forsikringsklasse 10 (ansvarsforsikring for motordrevne køretøjer) være ledsaget af oplysninger om, hvem selskabet vil udpege som skadesbehandlingsrepræsentant i hvert af de øvrige lande i den Europæiske Union.

Direktiv om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om ansvarsforsikring for motorkøretøjer (2000/26/EF) og om ændring af 4. motorkøretøjsdirektiv (73/239/EØF) og (88/357/EØF) gør det til en betingelse for at modtage tilladelse, at ethvert forsikringsselskab der vil tegne ansvarsforsikring for motordrevne køretøjer, skal udpege en skadesrepræsentant i de øvrige medlemslande. Dette sker for, sammen med de øvrige bestemmelser i direktivet som henhører under Justitsministeriets lovområde, at forbedre de skadeslidtes stilling i forhold til den nuværende EU-regulering.

Tilsynet skal således, inden der udstedes tilladelse til klasse 10 (ansvarsforsikring for motordrevne landkøretøjer), påse, at forsikringsselskaber med hjemsted her i landet og udenlandske forsikringsselskaber, der får tilladelse af tilsynet (dvs. filialer af selskaber hjemmehørende uden for EU og uden for lande, som har gennemført Rådets 3. skadesforsikringsdirektiv og livsforsikringsdirektivet), har udpeget sådanne personer (fysiske eller juridiske) i de andre EU-lande med den fornødne bemyndigelse til at behandle skadessager. Der skal være tale om skadessager i forbindelse med trafikuheld i et andet land end skadeslidte bopælsland, og endvidere skal det skadevoldende køretøj være forsikret og hjemmehørende i en anden medlemsstat i EU end skadeslidtes bopælsland.

Dette betyder f.eks. i praksis, at en franskmand, der i Tyskland er blevet kørt ned af en dansk bil, kan henvende sig til det danske forsikringsselskabs skadesbehandlingsrepræsentant i sit eget land, Frankrig, frem for at skulle have behandlet sagen gennem det skadevoldende køretøjs forsikringsselskab i Danmark. På samme måde vil en dansker, der i Tyskland bliver kørt ned af en tysk eller fransk bil, kunne tage til Danmark og der henvende sig til den respektive af det tyske eller franske forsikringsselskab udpegede repræsentant.

Efter stk. 3 skal tilladelsen indeholde oplysning om den forsikringsvirksomhed, som selskabet må udøve og Finanstilsynet kan endvidere efter stk. 3 fastsætte nærmere bestemmelser om tilladelsernes indhold i øvrigt.

Finanstilsynet har udnyttet denne hjemmel til at udstede koncessionsbekendtgørelserne for henholdsvis skadesforsikringsselskaber og livsforsikringsselskaber.

Til § 19

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om forsikringsvirksomhed. Bestemmelsen gennemføres herudover inden for rammerne af EF-direktiver på det finansielle område, jf. bilag A.

I stk.1, 1. pkt., fastslås hovedreglen om, at livsforsikringsselskab ikke må drive anden forsikringsvirksomhed i samme selskab.

Formålet med bestemmelsen er at sikre adskillelse af livsforsikringsvirksomhed, som blandt andet adskiller sig fra anden forsikringsvirksomhed ved at indeholde et langsigtet opsparingselement. Bestemmelsen hindrer ikke, at et livsforsikringsselskab har et skadesforsikringsselskab som datterselskab eller omvendt. Anden virksomhed kan således godt udøves i et andet selskab.

Det følger af 2. pkt. , at livsforsikringsselskaber har adgang til at tegne selvstændige syge- og ulykkesforsikringer. Bestemmelsen blev indsat i 1995 efter en ændring af lov om beskatning af pensionsordninger m.v., som medførte, at fradragsretten for syge- og ulykkesforsikringer, der blev tegnet af skadesforsikringsselskaber, bortfaldt. Med bestemmelsen i 2. pkt. blev det sikret, at syge- og ulykkesforsikringer fortsat kan tegnes med skattefradragsret for indbetalingerne.

Hvis et livsforsikringsselskab tegner syge- eller ulykkesforsikringer, skal selskabet have tilladelse hertil.

Finanstilsynet har udnyttet sin bemyndigelse til at udstede bekendtgørelse nr. 962 af 12. december 1995 om livsforsikringsselskabers syge- og ulykkesforsikringsvirksomhed. Bekendtgørelsen indeholder bestemmelser om fordeling af overskud, solvensmargen, det tekniske grundlag, den ansvarshavende aktuar samt regnskabsaflæggelse.

Til § 20

Bestemmelsen er en delvis videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i § 30 i den gældende lov om forsikringsvirksomhed. Bestemmelsen er tidligere gennemført inden for rammerne af EF-direktiver på det finansielle område, jf. bilag A. Der er foretaget ændringer som konsekvens af, at livsforsikringsselskaberne senest ved regnskabsaflæggelsen for 2003 skal opgøre livsforsikringshensættelserne til markedsværdi.

Bestemmelsen fastsætter, at det tekniske grundlag m.v. for livsforsikringsvirksomhed skal anmeldes til Finanstilsynet. Bestemmelsen præciserer, at det er tilstrækkeligt, at anmeldelser fremsendes til Finanstilsynet senest samtidig med, at det anmeldte grundlag tages i anvendelse gennem tegning af forsikringer eller ved henvendelse til markedet (reklamer, brochurer, direkte henvendelser osv.).

I stk. 1 angives de dele af det tekniske grundlag m.v., der skal anmeldes til Finanstilsynet. Anmeldelsen skal indeholde en angivelse af de produkter, som selskabet agter at tilbyde sine kunder, herunder inden for hvilke forsikringsklasser produkterne tegnes. Grundlaget for beregning af forsikringspræmier består bl.a. af forudsætninger om størrelse af grundlagsrente, døds- og invaliditetssandsynlighed (de statistiske forudsætninger) og omkostningselementer. Grundlaget skal indeholde en beskrivelse af beregningselementerne for opgørelse af en forsikring i tilfælde af, at forsikringstageren anmoder selskabet om tilbagekøb af forsikringen. Endelig skal reglerne for omskrivning af en forsikring til fripolice, dvs. en police uden yderligere præmieindbetalinger, beskrives i det tekniske grundlag.

For forsikringer med ret til bonus skal selskabet udarbejde et regelsæt (bonusregulativ), som beskriver, hvorledes gevinster på de i beregningsgrundlaget fastsatte elementer til beregning af præmier føres tilbage til forsikringstagerne eller andre berettigede ifølge forsikringen. Hertil kræves yderligere en teknisk beskrivelse af funktionaliteten i bonusopgørelsen.

Selskabet skal fastlægge størrelsen af den risiko, selskabet vil tegne for egen risiko og beskrive, hvilken genforsikring selskabet vil have for overstigende risiko. Her skelnes mellem dødsrisiko og invaliditetsrisiko. Bestemmelsen kræver ikke, at der skal afgives risiko i genforsikring, men der skal genforsikres, hvis det er nødvendigt for, at forholdene samlet set er betryggende.

Selskabet skal tillige anmelde de helbredsspørgeskemaer, der anvendes ved vurdering af de forsikringssøgendes risikoforhold herunder, hvornår de anmeldte spørgeskemaer finder anvendelse.

Selskabet skal anmelde grundlaget for beregning af livsforsikringshensættelser, såvel for den enkelte forsikringsaftale som for selskabet som helhed. Grundlaget for beregning af livsforsikringshensættelser skal beskrives i samme form som grundlaget for beregning af præmier, ved fastlæggelse af opgørelsesrenten, de statistiske elementer (død og invaliditet) og omkostningselementer. Kan selskabets forsikringsydelser eller præmier ændres efter nogle i det tekniske grundlag anførte objektive kriterier, skal selskabet alligevel anmelde et grundlag, der anvendes til beregning af livsforsikringshensættelser, og som opfylder betingelserne i § 21, stk. 4.

Der skal også anmeldes særlige regler, hvorefter pensionsordninger med løbende udbetalinger tegnet eller aftalt som obligatoriske ordninger i et forsikringsselskab eller en pensionskasse kan overføres fra eller til selskabet i forbindelse med overgang til anden ansættelse eller i forbindelse med virksomhedsoverdragelse eller virksomhedsomdannelse. De særlige regler om jobskifte, virksomhedsoverdragelse eller virksomhedsomdannelse udarbejdes af hensyn til, at det ved oprettelsen af et arbejdsmarkedspensionsordningssystem findes hensigtsmæssigt at sikre, at arbejdstagere der skifter job eller virksomhed og samtidig overgår til en ny pensionsordning, gives mulighed for at samle sine pensioner i den nye ordning. Med hensyn til omkostninger i forbindelse med overførsel er det tilladt for det afgivende selskab at fastsætte et promillegebyr af nettohensættelsen, med en fast beløbsmæssig overgrænse eller et fast beløb. Det modtagne selskab kan ikke fastsætte noget gebyr.

Reglerne tager alene højde for pensionsordninger med løbende udbetalinger, dvs. alderspension, invalidepension samt ægtefælle- og børnepension. I kapitel 1 i lov om beskatning af pensionsordninger m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 773 af 13. september 2002, er de enkelte pensionsformer nærmere beskrevet. Reglen gælder i øvrigt alene for ordninger, der er obligatoriske. Ved dette forstås ordninger, der er oprettet som led i et ansættelsesforhold, og hvor en arbejdsgiver efter fastsatte kriterier skal pensionssikre sine medarbejdere i henhold til kontrakt med et forsikringsselskab eller ordninger i en pensionskasse. Det er en forudsætning, at den person, pensionsoverførslen vedrører, giver sin accept. § 21, stk. 1, nr. 2, indeholder regler, der sikrer, at der i tilfælde af manglende accept fra arbejdstageren kan gives mulighed for fripolice.

Grunden til, at det kan tillades, at der beregnes et meget lille fradrag ved overførsel i en jobskiftesituation, er en antagelse om, at der er »balance « mellem jobskifteoverførsler. Under særlige omstændigheder, hvor der for et selskab ikke kan forventes ligevægt mellem pensionsoverførsler fra og til selskabet, kan der for et nærmere angivet tidspunkt opkræves et gebyr. De nævnte krav til overførselsreglerne er minimumskrav. Det enkelte selskab er derfor ikke afskåret fra at fastsætte regler, der yderligere tilgodeser arbejdstagere i tilfælde af jobskifte.

Ved overførsel af grupper, der udgør en betydelig andel af et selskabs samlede bestand, vil sådanne overførsler imidlertid kunne udgøre en risiko for selskabets eksistens, og en ukritisk anvendelse af regler svarende til virksomhedsomdannelsesreglerne i disse tilfælde er betænkelig. Der bør derfor i sådanne tilfælde findes andre løsninger, hvori reglerne svarende til reglerne om bestandsoverdragelse i kapitel 14 kan anvendes, dog uden at der udarbejdes en redegørelse eller gives en indsigelsesfrist, idet overførslerne kun kan ske ved aktiv accept fra den enkelte forsikrede.

For så vidt angår helbredsbedømmelse, er hovedreglen for overførselsregler, at der ikke kan kræves en nyvurdering af helbredstilstanden, medmindre den nye ordning afviger væsentligt fra den gamle ordning med hensyn til forøget risiko eller med hensyn til krav om helbredsbedømmelse ved indtræden. Overførselsreglerne skal fastsætte en ret for arbejdstager til at fortsætte i den hidtidige pensionsordning som medlem, såfremt en helbredsbedømmelse fører til afslag på optagelse i den nye pensionsordning på mindst samme vilkår som i den hidtidige. For det modtagende selskab skal der endvidere for disse tilfælde være pligt til at optage arbejdstageren, dog på de vilkår selskabets tekniske grundlag foreskriver.

I stk. 2 foreslås det, at selskaber, der ikke tegner direkte livsforsikring, ikke er omfattet af bestemmelsen i stk. 1 om anmeldelse af det tekniske grundlag for livsforsikringsvirksomhed m.v. Baggrunden for denne undtagelse er, at det beskyttelseshensyn, der ligger bag §§ 20 og 21, ikke gør sig gældende for genforsikringsvirksomhed. Det tekniske grundlag, der bliver anvendt for genforsikring, er en konsekvens af kontraktforholdet mellem det direkte tegnende livsforsikringsselskab og genforsikringsselskabet. Selskaber, der driver såvel genforsikring af livsforsikring som direkte livsforsikringsvirksomhed, skal fortsat anmelde det tekniske grundlag for genforsikringsvirksomheden på grund af lovens beskyttelseshensyn til selskabets livsforsikringsbestand. Selskaber, der driver genforsikring af livsforsikring, skal have ansat en ansvarshavende aktuar, jf. § 107, stk. 2, og den ansvarshavende aktuar skal fortsat udarbejde en årlig aktuarberetning til tilsynet. Finanstilsynet kræver heri en redegørelse for det grundlag, som selskabet anvender til opgørelse af de forsikringsmæssige hensættelser. Der er tale om en præcisering af Finanstilsynets hidtidige praksis på området.

Efter s tk. 3 kan Finanstilsynet i medfør af bestemmelsen fastsætte nærmere bestemmelser om indholdet af anmeldelser af det tekniske grundlag m.v. samt i hvilket omfang anmeldelserne skal være offentligt tilgængelige. Denne bemyndigelse er udnyttet til at udstede bekendtgørelse om anmeldelse af det tekniske grundlag m.v. for livsforsikringsvirksomhed.

Til § 21

Bestemmelsen er en delvis videreførelse af den tilsvarende bestemmelse i § 31 i lov om forsikringsvirksomhed, og gennemføres inden for rammerne af EF-direktiver på det finansielle område, jf. bilag A. Der er foretaget ændringer som konsekvens af, at livsforsikringsselskaberne senest ved regnskabsaflæggelsen for 2003 skal opgøre livsforsikringshensættelserne til markedsværdi.

Bestemmelsen præciserer de principper, som de tekniske grundlag m.v. skal udformes efter, jf. art. 18 og 19 i 3. livsforsikringsdirektiv. Der lægges særlig vægt på, at det anmeldte tekniske grundlag m.v. er betryggende, samt at selskabets realiserede resultat fordeles rimeligt. For forsikringer tegnet eller aftalt som led i ansættelsesforhold skal Finanstilsynet påse, at de ansattes interesser tilgodeses i fornødent omfang.

Bestemmelsen implementerer livsforsikringsdirektivet, jf. bilag A, herunder regler for fastsættelse af den maksimale grundlagsrente. Det følger endvidere heraf, at fastsættelse af de statistiske beregningselementer og omkostningselementerne skal vælges med forsigtighed under hensyntagen til, i hvilken stat forpligtelserne består, til hvilken forsikringstype der er tale om, samt til de administrative omkostninger og forudsatte provisioner. Endelig fastlægger direktivet, at præmierne som udgangspunkt skal være tilstrækkelige i sig selv, idet systematisk og permanent tilførsel af midler udefra skal undgås.

Efter stk. 2 skal reglerne for fordeling af selskabets realiserede resultat være formuleret så det klart og præcist fremgår, hvorledes det realiserede resultat anvendes til fordeling imellem de enkelte forsikringer, til henlæggelse til forsikringsbestanden som sådan (kollektivt bonuspotentiale o.lign.) og til egenkapital m.v. Fordelingen af selskabets realiserede resultat skal endvidere være rimelig i forhold til de berettigede parter. Hermed fastslås, at udgangspunktet for fordelingen af det realiserede resultat er det såkaldte kontributionsprincip, hvorefter det realiserede resultat fordeles blandt de berettigede parter efter de forhold, hvori de har bidraget til overskudsdannelsen. Den del af selskabets realiserede resultat, der herefter tilfalder forsikringstagerne (bonus) skal frigives på rimelig vis under forsikringsaftalens løbetid.

Finanstilsynet vil i medfør af bestemmelsens stk. 5 kunne fastsætte nærmere regler om denne beregning og fordeling af det realiserede resultat. Dette er sket i bekendtgørelse nr. 1221 af 17. december 2002 om kontributionsprincippet.

At kontributionsprincippet er udgangspunktet, indebærer, at den beregnede og fordelte bonus ikke varigt må afvige væsentligt herfra, medmindre andet følger af forsikringsaftalernes indhold, herunder hvis det fremgår af aftalerne, at der ikke er ret til bonus.

For så vidt angår den del af overskuddet, der fordeles mellem de efter aftalerne bonusberettigede forsikringer, vil en rimelig fordeling af det realiserede resultat efter kontributionsprincippet være, at der tilstræbes en fordeling i forhold til, hvorledes resultatet er opstået. Fordelingen skal således afspejle det forhold, hvorefter der er bidraget til overskudsdannelsen. Ved vurderingen heraf tages der i fornødent omfang hensyn til forsikringernes forskellige karakteristika med hensyn til risiko, omkostninger og forrentning.

For øvrige forsikringer vil en rimelig fordeling af det realiserede resultat afhænge af de konkrete forhold i forsikringsbestanden, herunder de kontraktsmæssige forpligtelser over for de forsikrede.

Efter de gældende regnskabsregler er bonustildelingen indregnet som en driftsudgift i årsregnskabet, hvorfor det forsikringstekniske resultat, der fremstår heri, er et resultat efter bonustildeling, og det må således ikke forveksles med det realiserede resultat, der skal fordeles i form af bonus efter kontributionsprincippet. Det realiserede resultat, der skal fordeles efter kontributionsprincippet, er driftsresultatet før beslutning om bonustildeling og egenkapitalforretning. Det realiserede resultat skal beregnes og fordeles til egenkapitalen, det kollektive bonuspotentiale, særlige bonushensættelser og til de enkelte forsikringstagere i form af bonus.

Bonusregler skal være betryggende i den forstand, at der ikke uddeles et større beløb i bonus, end der er til rådighed: Fordelingen af det til rådighed værende beløb, må ikke afvige fra en fordeling baseret på det realiserede resultat, som de enkelte forsikringer har indtjent.

Kravet i stk. 3 betyder, at enhver forsikringstype vurderet på tegningstidspunktet skal kunne hvile i sig selv, dog således at kontraktmæssige fastsatte omfordelinger kan finde sted, f.eks. som følge af anvendelse af fælleskønsgrundlag og andre kollektive elementer.

Efter stk. 4 skal grundlagsrente, de statistiske beregningselementer og omkostningselementerne vælges forsigtigt. Ved bedømmelse af om et beregningsgrundlag er betryggende, er det ikke tilstrækkeligt, at forholdet imellem de enkelte beregningselementer er realistiske, eller at beregningsgrundlaget ud fra en helhedsvurdering er betryggende. Grundlagsrenten for sig og risiko- og omkostningselementerne for sig skal vælges med forsigtighed. Livsforsikringshensættelser er en regnskabspost, der består af summen af garanterede ydelser opgjort til markedsværdi og bonuspotentiale på præmier og bonuspotentiale på fripoliceydelser. De anmeldte regler for beregning af livsforsikringshensættelserne og underposterne hertil skal være i overensstemmelse med reglerne for disse posters opgørelse i henhold til regnskabsbekendtgørelse udstedt i medfør af § 195.

Efter stk. 5 har Finanstilsynet hjemmel til at udstede mere detaljerede bekendtgørelser om, krav til indholdet af de anmeldte forhold. Finanstilsynet har allerede i medfør af den tilsvarende bestemmelse i § 31, stk. 6, i lov om forsikringsvirksomhed, udstedt bekendtgørelse om maksimal grundlagsrente og bekendtgørelse om kontributionsprincippet.

Efter stk. 6 har Finanstilsynet hjemmel til at udstede påbud, såfremt anmeldte forhold ikke opfylder lovens krav.

Til § 22

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om forsikringsvirksomhed.

Stk. 1 supplerer den almindelige regel om selskabsstiftelsens retsvirkning og stifternes ansvar i aktieselskabslovens § 12, men kun for så vidt angår aftaler, der efter deres indhold er forsikringsaftaler. For tegnede forsikringer opretholdes den gældende regel i lov om forsikringsvirksomhed således, at hæftelsen for dem, der på selskabets vegne har tegnet forsikringer, før registrering har fundet sted, kun falder bort, hvis selskabet senest 4 uger efter registreringen anerkender forpligtelsen og kun under forudsætning af, at forsikringstagernes sikkerhed ikke derved forringes væsentligt.

Bestemmelsen regulerer derimod ikke, hvorvidt forsikringsaftaler kan eller bør overtages af forsikringsselskabet. Forsikringsselskabets mulige pligt til at overtage en forinden tegnet forsikringsaftale følger af aktieselskabslovens § 12, stk. 2, 2. pkt.

I modsætning til aktieselskabslovens § 12, stk. 2, er forsikringstagerne frigjort fra aftalen uanset god eller ond tro om registrering og koncession. Denne adgang består også i tiden efter registreringen og indtil anerkendelsen efter 2. pkt. er kommet frem til forsikringstageren.

Stk. 2 fastsætter en begrænsning af den periode, inden for hvilken medlemsindtegning i et ikke registreret gensidigt selskab er bindende. Bestemmelsen supplerer aktieselskabslovens §§ 3-12 for de gensidige selskaber. På grund af 6-måneders fristen i aktieselskabslovens § 11, stk. 1, har bestemmelsen ringe praktisk betydning.

Til § 23

Bestemmelsen er delvist en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om forsikringsvirksomhed.

Det følger af stk. 1 , at aktieselskabslovens bestemmelser om stiftelse samt reglerne om anmeldelse og registrering finder tilsvarende anvendelse på gensidige forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser. De nødvendige tilpasninger er de tilpasninger, der kræves fordi selskabsorganerne og ejerforholdene er anderledes, jf. stk. 2, hvoraf tilpasningerne fremgår.

Stk. 2 fastslår, at ved anvendelse af aktieselskabslovens bestemmelser finder bestemmelser vedrørende aktionærer anvendelse på garanter og bestemmelserne om aktiekapital og aktier anvendelse på garantikapital og garantiandele med fornødne lempelser.

Stk. 3 stiller krav om enstemmighed, når der træffes beslutninger i medfør af aktieselskabslovens § 9, stk. 2, og § 10, stk. 2, 3. pkt.

Til kapitel 4

Til § 24

Bestemmelsen er en videreførelse af tilsvarende bestemmelser i den gældende tilsynslovgivning. For forsikringsselskaber indebærer bestemmelsen i stk. 2 dog en mindre korrektion i forhold til den hidtidige bestemmelse i lov om forsikringsvirksomhed. I forslaget anføres, at forsikringsselskaber gennem datterselskaber må drive anden finansiel virksomhed. I den hidtidigt gældende bestemmelse angives, at forsikringsselskaber gennem datterselskaber må drive anden virksomhed, der er underlagt Finanstilsynets tilsyn. Ændringen skyldes harmonisering med de øvrige finansielle love, og indebærer ikke nogen realitetsændring for forsikringsselskaberne.

Begrebet accessorisk virksomhed har ikke betydning for fondsmæglerselskaber og investeringsforvaltningsselskaber. Fondsmæglerselskaber og investeringsforvaltningsselskaber skal have tilladelse til de aktiviteter, som udøves, og tilladelsen angiver de aktiviteter, som er omfattet af tilladelsen, jf. bemærkningerne til forslagets §§ 9 og 10.

Den virksomhed, som pengeinstituttet, realkreditinstituttet eller forsikringsselskabet ønsker at udøve i form af accessorisk virksomhed, skal være forbundet med eller ligge i naturlig forlængelse af henholdsvis pengeinstitutvirksomhed, realkreditinstitutvirksomhed eller forsikringsvirksomhed. Hvis virksomhedens tilknytning til den virksomhed, som Finanstilsynet har givet tilladelse til, er ringe, kan virksomheden ikke anses som accessorisk.

Hvis virksomheden antager et dominerende omfang, kan virksomheden endvidere ikke karakteriseres som accessorisk.

Baggrunden for forslaget er, at virksomhederne gennem den finansielle virksomhed har erhvervet en ekspertise på tilgrænsende områder, som det ud fra en samfundsmæssig betragtning er hensigtsmæssigt at stille til rådighed for virksomhedernes kunder og for andre. Som eksempler på sådan ekspertise kan for forsikringsselskaber nævnes statistikudarbejdelse, bygningssyn og risikovurderinger. For så vidt angår pengeinstitutter kan nævnes ejendomsformidling (lovfastsat som accessorisk virksomhed), skødeskrivning og databehandling af løn- og personaleadministration m.v., og for realkreditinstitutter kan nævnes vurdering af fast ejendom og ejendomsdatasystemer.

Forslaget indebærer, at pengeinstitutter, realkreditinstitutter og forsikringsselskaber kan markedsføre produkter med tilknytning til den finansielle virksomhed. Som eksempler på produkter, som forsikringsselskaber efter forslaget kan markedsføre, kan nævnes salg af tyveri- og brandalarmeringsanlæg, skadesbegrænsende virksomhed i tilknytning til forsikringsskader, vagtvirksomhed, undervisning i skadesforebyggelse og skadebegrænsning samt finansiering af sådanne ydelser. Hvad angår udøvelse af skadeforebyggende virksomhed bemærkes, at det ikke vil være en forudsætning, at resultaterne af skadeforebyggelsen stilles til vederlagsfri rådighed for alle interesserede.

Forslaget indebærer endvidere, at finansielle virksomheder kan præstere totalløsninger. For så vidt angår forsikringsselskaberne kan totalløsninger udover forsikring, skadeforebyggelse og skadebegrænsning indeholde elementer af finansiering. Forsikringsselskaberne kan dog kun i praksis tilbyde finansiering som led i totalløsninger, hvis dette er i overensstemmelse med anbringelsesreglerne.

Et eksempel på en sådan totalløsning kan være tegning af bygningsforsikring, regelmæssigt bygningssyn med henblik på skadeforebyggelse, samt salg og drift af vagt-, sikrings, og alarmsystemer. Herudover kan forsikringsselskabet yde lån mod pant i fast ejendom. Hermed kan der præsteres en samlet »boligløsning«. Som et andet eksempel kan nævnes en »bilpakke« bestående af forsikring samt servicekontrakt med det formål at opnå størst mulig trafiksikkerhed og mindst mulig værdiforringelse af bilen. Som et andet eksempel på accessorisk virksomhed kan nævnes forsikringsselskabers formidling af fast ejendom i erhvervsmæssig øjemed.

Den nærmere afgrænsning af begrebet »accessorisk virksomhed« fastlægges i øvrigt ved administrativ praksis under hensyntagen til den samfundsmæssige udvikling.

Efter stk. 1, 2. pkt. , kan Finanstilsynet bestemme, at den accessoriske virksomhed skal udøves af et andet selskab.

Formålet hermed er at sikre, at accessorisk virksomhed, der efter omstændighederne kan være af væsentlig betydning for den finansielle virksomheds økonomiske stilling, udøves i et fra den finansielle virksomhed adskilt selskab.

Finanstilsynets afgørelse vil derfor afhænge af den accessoriske virksomheds betydning for den finansielle virksomheds økonomiske stilling, den risiko, der er forbundet med den accessoriske virksomhed, ligesom det vil være af væsentlig betydning, hvor meget den accessoriske virksomhed adskiller sig fra den virksomhed, som den finansielle virksomhed udøver.

Stk. 2 indebærer en indsnævring for forsikringsselskaber, idet forsikringsselskaber efter den gældende lov om forsikringsvirksomhed gennem datterselskaber kan drive virksomhed, blot denne er underlagt Finanstilsynets tilsyn.

Ifølge bestemmelsen kan pengeinstitutter, realkreditinstitutter og forsikringsselskaber udøve anden finansiel virksomhed i dattervirksomheder.

Bestemmelsen sikrer konkurrencemæssig ligestilling med hensyn til at drive finansiel virksomhed.

Finansiel virksomhed skal forstås som virksomhed, som finansielle virksomheder lovligt kan udøve.

Forslaget indebærer ikke, at dattervirksomhederne skal være finansielle virksomheder efter forslagets § 5, nr. 1. Pengeinstitutter, realkreditinstitutter og forsikringsselskaber kan drive anden finansiel virksomhed gennem udenlandske dattervirksomheder. Dog skal en finansiel virksomhed, der ønsker at etablere en dattervirksomhed i et land uden for Den Europæiske Union, som Fællesskabet ikke har indgået aftale med på det finansielle område, have Finanstilsynets samtykke, jf. forslagets § 40.

Ordet »anden« præciserer, at bestemmelsen omhandler tilfælde, hvor den virksomhed, som den finansielle virksomhed vil udøve i en dattervirksomhed, adskiller sig fra den virksomhed, som udøves i modervirksomheden. Den virksomhed, som udøves i modervirksomheden, kan selvsagt også udøves i en dattervirksomhed.

Til § 25

Bestemmelsen er en videreførelse af tilsvarende bestemmelser i den gældende tilsynslovgivning.

Bestemmelsen tillader pengeinstitutter, realkreditinstitutter og forsikringsselskaber midlertidigt at drive anden virksomhed til sikring eller afvikling af forud indgåede engagementer eller med henblik på medvirken ved omstrukturering af erhvervsvirksomheder.

Realkreditloven indeholder ikke en tilsvarende bestemmelse, men den virksomhed, som er omfattet af bestemmelsen, anses i dag som accessorisk realkreditvirksomhed. Forslaget indebærer derfor ikke materielle ændringer for realkreditinstitutter.

Efter lov om forsikringsvirksomhed kan forsikringsselskaber imidlertid kun medvirke ved omstrukturering af erhvervsvirksomheder, hvis dette sker for at sikre allerede foretagne investeringer. Dette er ikke en betingelse efter lov om banker og sparekasser m.v. og praksis for realkreditinstitutter. Denne forskel mellem pengeinstitutter, realkreditinstitutter og forsikringsselskaber blev indført, fordi pengeinstitutter og realkreditinstitutter blandt andet har til formål at levere fremmedkapital, hvorimod forsikringsselskaber, for så vidt angår forvaltning af selskabernes midler, alene driver investeringsmæssig virksomhed.

Forskellen foreslås ophævet, således at forsikringsselskaber på samme måde som pengeinstitutter kan medvirke ved omstrukturering af erhvervsvirksomheder, selvom dette ikke sker for at sikre eksisterende investeringer. Baggrunden herfor er, at forsikringsselskabernes kapital er tilstrækkeligt beskyttet af forslagets bestemmelser om midlernes anbringelse, jf. kapitel 11. Endvidere er forslaget et led i harmoniseringen af bestemmelserne for finansielle virksomheder.

Adgangen til at medvirke ved omstrukturering af erhvervsvirksomheder indebærer, at pengeinstitutter, realkreditinstitutter og forsikringsselskaber kan medvirke mere aktivt i den nødvendige omstrukturering af erhvervslivet ved at indskyde risikovillig ejerkapital i erhvervsvirksomheder. Såvel pengeinstitutter, realkreditinstitutter som forsikringsselskaber kan således helt eller delvist overtage erhvervsvirksomheder med henblik på at gennemføre omstruktureringer, herunder eventuelt sammenlægning af virksomhederne.

Da formålet er gennemførelse af omstrukturering, skal den dominerende indflydelse være midlertidig. Finanstilsynet påser, at den dominerende indflydelse ikke fortsætter længere end rimeligt i overensstemmelse med kravet om midlertidighed.

I forhold til forsikringsselskaber erstatter forslaget ordet »investeringer« med ordet »engagementer«. Der er imidlertid alene tale om en sproglig ændring uden materiel betydning, idet engagementer omfatter investeringer.

Efter bestemmelsen kan pengeinstitutter, realkreditinstitutter og forsikringsselskaber drive anden virksomhed til såvel afvikling som sikring af forud indgåede engagementer. Sikring af et engagement omfatter afvikling af engagementet, hvorfor forslaget ikke indebærer ændringer for forsikringsselskaberne på dette punkt. Da engagementer kan sikres på anden måde end ved afvikling, indebærer forslaget en udvidelse for pengeinstitutter og realkreditinstitutter på dette punkt. Der ses ikke at være grundlag for denne forskelsbehandling mellem pengeinstitutter, realkreditinstitutter og forsikringsselskaber, hvorfor forskellen foreslås ophævet.

På samme måde, som efter de gældende bestemmelser, skal pengeinstituttet, realkreditinstituttet eller forsikringsselskabet underrette Finanstilsynet om, at der drives anden virksomhed. Finanstilsynet påser, at kravet om midlertidighed overholdes. Hvis dette krav ikke overholdes, vil Finanstilsynet give påbud om, at virksomheden skal bringes til ophør.

Til § 26

Bestemmelsen er en videreførelse af tilsvarende bestemmelser i den gældende tilsynslovgivning.

Bestemmelserne skal sikre, at de finansielle virksomheder uanset ejerskabsforhold kan tilpasse sig strukturudviklingen. Dette er en betingelse for, at sektoren kan være konkurrencedygtig også i fremtiden og en begrundelse for, at den finansielle lovgivning ikke bør indeholde unødvendige ejerbarrierer.

Det er samtidig vigtigt, at de finansielle virksomheder får mulighed for at sikre sig størst muligt afkast af deres investeringer, herunder at forsikringsselskaber og pensionskasser m.v. får mulighed for at sikre deres pensionskunder den bedst mulige forrentning af pensionsmidlerne.

Et modgående hensyn mod en fuldstændig ophævelse af reglerne i den finansielle lovgivning om bestemmende indflydelse er, at de finansielle virksomheder forvalter betroede midler, herunder problemstillinger i forbindelse med en hovedaktionærs hæftelse for virksomheden.

Forslaget indebærer, at f.eks. et pengeinstitut i fællesskab med en eller flere andre kan drive alle former for erhvervsvirksomhed, f.eks. industri- eller rederivirksomhed, blot virksomheden ikke drives i fællesskab med pengeinstitutter, realkreditinstitutter, forsikringsselskaber eller fondsmæglerselskaber, der indgår i koncern med pengeinstituttet. For så vidt angår forsikringsselskaber er det herudover en betingelse, at den finansielle virksomhed ikke indgår i administrationsfællesskab med forsikringsselskabet. Endvidere vil særlovgivning inden for særlige områder kunne begrænse mulighederne for drift af anden virksomhed.

Kravet om, at virksomheden skal drives i fællesskab med andre, medfører, at den enkelte finansielle virksomhed ikke direkte eller indirekte må have en bestemmende indflydelse på virksomheden. Hvorvidt dette krav er opfyldt, vil bero på en konkret vurdering, som vil tage udgangspunkt i den praksis, der har udviklet sig ved fortolkning af de tilsvarende begreber i de enkelte love.

Den fælles drift kan ikke ske sammen med finansielle virksomheder, der indgår i koncern med den finansielle virksomhed, jf. forslagets § 5, stk. 1, nr. 9, eller for så vidt angår forsikringsselskaber i administrationsfællesskab med forsikringsselskabet. Dette indebærer, at finansielle virksomheder i samme koncern eller for så vidt angår forsikringsselskaber i samme administrationsfællesskab, betragtes som en virksomhed eller et selskab ved vurderingen af, om der foreligger bestemmende indflydelse. To finansielle virksomheder der indgår i samme koncern, eller to forsikringsselskaber der indgår i samme administrationsfællesskab, kan således ikke eje hver en tredjedel af f.eks. en industrivirksomhed sammen med en rederivirksomhed, der ikke indgår i koncernen. Der er derimod ikke noget til hinder for, at en finansiel virksomhed sammen med f.eks. en rederivirksomhed, der er søsterselskab til den finansielle virksomhed, og en finansiel virksomhed, der ikke indgår i koncernen, ejer industrivirksomheden. Tilsvarende hindrer lovforslaget ikke, at anden virksomhed kan drives i fællesskab med den finansielle virksomheds holdingvirksomhed, jf. forslagets § 5, stk. 1, nr. 10.

Et administrationsfællesskab i henhold til lov om forsikringsvirksomhed er et organiseret samarbejde mellem to eller flere forsikringsselskaber, herunder pensionskasser, om såvel administrative funktioner som investeringsmæssige dispositioner. Disse administrationsfællesskaber kan være organiseret i en af følgende strukturer:

1. De fællesadministrerede forsikringsselskaber, herunder pensionskasser, administreres i et af selskaberne etableret interessentskab eller i et andet af selskaberne etableret og fællesejet selskab, som ikke er en finansiel virksomhed.

2. Et fællesskab, hvori et forsikringsselskab administrerer de øvrige forsikringsselskaber, herunder pensionskasser, uden at det administrerende forsikringsselskab er koncernforbundet med en overvejende del af de øvrige forsikringsselskaber/pensionskasser.

I et administrationsfællesskab overlades typisk hele det enkelte forsikringsselskab eller den enkelte pensionskasses administration, herunder kundeadministration, til det administrerende selskab.

En virksomhed, der konsolideres i medfør af forslagets § 170, stk. 2, § 171, stk. 2, § 172, stk. 2, eller § 175 betragtes ikke som et koncernselskab.

Der skal som udgangspunkt ikke ske konsolidering i henhold til forslagets koncernregler i kapitel 12. Dette skyldes, at der ikke vil være tale om dattervirksomheder. Bestemmelsen om pro rata konsolidering af virksomheder, der drives i fællesskab med andre, jf. forslagets § 175, finder ikke anvendelse, da bestemmelsen alene vedrører fælles drift af kredit- og finansieringsinstitutter. Det vil derfor som udgangspunkt alene være den direkte investering, der skal solvensdækkes.

Bestemmelserne om engagementsgrænser, besiddelse af kapitalandele, ejendomsinvesteringer, engagementer med modervirksomheder eller koncernvirksomheder, likviditet, regnskabsaflæggelse og Finanstilsynets muligheder for at få oplysninger fra virksomheden finder således ikke anvendelse på den fælles drevne virksomhed eller »koncernen«.

Finanstilsynet kan dog beslutte, at disse bestemmelser finder anvendelse, jf. forslagets § 170, stk. 2, § 171, stk. 2, og § 172, stk. 2.

Bestemmelsen om, at virksomheden skal drives i et andet selskab end den finansielle virksomhed, skal forstås således, at virksomheden skal drives i et selskab med begrænset ansvar. Virksomheden kan således ikke drives som et interessentskab eller på anden måde, der medfører, at en finansiel virksomhed kommer til at hæfte for virksomhedens gæld m.v.

Stk. 2 skal sikre, at en finansiel virksomhed, der sammen med andre virksomheder driver anden virksomhed, ikke lider økonomiske tab som følge af ændringer i koncern- eller ejerforhold.

Det vil i sådanne situationer være rimeligt, at der gives en frist til afvikling. Bestemmelsen omfatter alle situationer, hvor ændringer i koncern- eller ejerforhold medfører, at § 7, stk. 1, § 8, stk. 1, § 9, stk. 1, § 11, stk. 1, eller § 26, stk. 1, overtrædes.

Bestemmelsen finder ikke anvendelse for investeringsforvaltningsselskaber, idet disse selskaber alene kan placere basiskapitalen i overensstemmelse med reglerne i forslagets § 156.

Til § 27

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om fondsmæglerselskaber.

Bestemmelsen fastslår, at fondsmæglerselskaber kun må have datterselskaber, såfremt disse udelukkende driver fondsmæglervirksomhed.

Til § 28

I bestemmelsen foreslås det, at et investeringsforvaltningsselskab ikke må have dattervirksomheder, medmindre disse er investeringsforvaltningsselskaber.

Bestemmelsen svarer indholdsmæssigt til en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om fondsmæglerselskaber.

Begrundelsen for bestemmelsen er, at investeringsforvaltningsselskaber ligesom fondsmæglerselskaber, der også har en begrænset egenkapital, ikke skal kunne påtage sig den risiko, der er forbundet med anden virksomhed.

Til § 29

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om forsikringsvirksomhed.

Det følger af stk. 1 , at forsikringsselskaber, udover forsikringsvirksomhed, må drive virksomhed som agentur for forsikringsselskaber og andre selskaber, der er under Finanstilsynets tilsyn, og opføre, eje og drive fast ejendom som varig anbringelse af midler.

Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med lovens øvrige bestemmelser om virksomhed, en forsikringsvirksomhed må drive.

Forsikringsagenturer kan være både for selskaber i og uden for samme koncern og både for indenlandske og udenlandske selskaber, der er under tilsyn af Finanstilsynet. Hermed må sidestilles forsikringsselskaber, som er hjemmehørende i et EU-land eller i et land, som har implementeret 3. generationsdirektiverne, og som har anmeldt sig som tjenesteydere i Danmark efter § 31.

Andre virksomheder under Finanstilsynets tilsyn omfatter andre finansielle virksomheder og andre virksomheder som Finanstilsynet har tilsyn med, men som ikke er omfattet af definitionen af finansiel virksomhed.

Begrebet »drive fast ejendom « skal fortolkes i overensstemmelse med det tilsvarende begreb for pengeinstitutter.

Det er tilladt for et forsikringsselskab at tage en ejendom til brugelig pant.

Begrebet fast ejendom skal fastlægges efter tinglysningslovens almindelige regler.

Bestemmelsen tillader ikke ejendomsspekulation. Det vil sige, at forsikringsselskaber ikke må opføre eller erhverve byggeri med henblik på at afhænde dette.

Efter stk. 2 kan livsforsikringsselskaber opføre boligbyggeri med henblik på salg. Forsikringsselskabet kan sælge indtil halvdelen af lejlighederne, uden at disse har været udlejet. Dog følger det af henvisningen til § 1 i lov om fremme af privat udlejningsbyggeri, at selskabet altid skal udleje mindst 15 lejligheder. Såfremt der i henhold til § 1, stk.10, i lov om fremme af privat udlejningsbyggeri meddeles dispensation fra kravet om, at det enkelte byggeri skal indeholde mindst 145 lejligheder, skal selskabet dog kun beholde det antal lejligheder, hvortil der er meddelt dispensation.

De lejligheder, der ikke frasælges, skal permanent udlejes til helårsbeboelse. Det kræves, at der tinglyses en servitut på lejligheden herom. Kravet om udlejning er ikke til hinder for, at forsikringsselskabet sælger lejlighederne, men det er et krav, at køber udlejer disse til helårsbeboelse.

Livsforsikringsselskabers investeringer efter bestemmelsen skal ske under iagttagelse af investeringsreglerne for forsikringsselskaber og under iagttagelse af § 87 i lov om forsikringsvirksomhed, hvorefter forsikringsselskabet skal anbringe selskabets kapital på en hensigtsmæssig og tjenlig måde således, at der er betryggende sikkerhed for, at selskabet til enhver tid kan opfylde sine forpligtelser. Derfor er bestyrelsen og direktionen forpligtet til at anbringe selskabets kapital på en hensigtsmæssig og tjenlig måde således, at der er betryggende sikkerhed for, at selskabet til enhver tid kan opfylde sine forpligtelser. Derfor er bestyrelsen og direktionen forpligtet til at anbringe selskabets kapital hensigtsmæssigt og på en måde, der tjener forsikringstagernes interesser.

Herudover begrænses muligheden for at opføre byggeri efter § 1 i lov om fremme af privat udlejningsbyggeri, hvorefter der er en total årlig investeringsramme på 1 mia. kr., ligesom lovens anvendelse har en tidsbegrænsning på 5 år.

Stk. 3 har til formål at give en yderligere tilsikring af, at livsforsikringsselskabernes mulighed for at opføre ejendomme med henblik på salg, ikke medfører at forsikringsselskaberne påtager sig risici, der bringer forsikringstagernes interesser i fare.

Mens bestemmelsen i stk. 2 sætter en grænse i relation til antal lejligheder, der frasælges, fastlægger stk. 3 en beløbsmæssig grænse.

Til kapitel 5

Til § 30

Bestemmelsen er en videreførelse af tilsvarende bestemmelser i den gældende tilsynslovgivning. Bestemmelsen er tidligere gennemført inden for rammerne af EF-direktiver på det finansielle område, jf. bilag A, og der gennemføres med forslaget yderligere EF-direktiver på det finansielle område, jf. bilag A. Bestemmelsen er ny for administrationsselskaber.

Bestemmelsen fastsætter de procedurer, efter hvilke en virksomhed, der er meddelt tilladelse i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område, kan påbegynde virksomhed her i landet gennem en filial.

Den virksomhed, som en udenlandsk virksomhed kan påbegynde, omfatter de aktiviteter, der opført som bilag 2-4 og 7-8 til lovforslaget. Disse bilag svarer til bilagene til direktiverne. Det er dog en betingelse, at den udenlandske virksomhed i hjemlandet har tilladelse til at udøve de ønskede aktiviteter i hjemlandet. Aktiviteter, som ikke er opført i bilag 2-4 og 7-8, er ikke omfattet af den gensidige anerkendelse. For aktiviteter, der ikke er omtalt i bilag 2-4 og 7-8, gælder de almindelige regler om ikke-diskrimination i EF-traktaten. Dette betyder, at såfremt en given aktivitet er tilladt i hjemlandet og omfattet af den udenlandske virksomheds tilladelse, kan filialen også udøve denne i Danmark efter de regler, der gælder for danske finansielle virksomheder. De aktiviteter, som et administrationsselskabs filial kan udøve fremgår særligt af forslagets stk. 3.

Et investeringsselskab, der i hjemlandet har fået tilladelse til at tilbyde tjenesteydelser i forbindelse med råvareinstrumenter, vil også kunne drive denne virksomhed, såfremt det overholder den danske lovgivning på dette område. Dette følger af de almindelige regler om ikkediskrimination i EF-traktaten.

Bilag 2 er et særligt bilag for udenlandske kreditinstitutter. Baggrunden for dette bilag er, at der ikke er overensstemmelse mellem de aktiviteter, der er omfattet af den gensidige anerkendelse, og de aktiviteter, som et pengeinstitut med tilladelse efter forslagets § 7, stk. 1, kan udføre. Transaktioner for kunders regning, som er omfattet af den gensidige anerkendelse, kræver således tilladelse efter forslagets § 9, stk. 1, hvorfor denne aktivitet ikke er pengeinstitutvirksomhed efter forslagets bilag 1.

Udstedelse af realkreditobligationer kræver, at virksomheden opfylder betingelserne herfor i lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v., jf. forslagets stk. 2.

Udgangspunktet er, at virksomheden kan påbegyndes uden en egentlig godkendelse fra Finanstilsynet. Derimod skal Finanstilsynet underrettes via de kompetente myndigheder i hjemlandet.

Finanstilsynet har en frist på 2 måneder til at tilrettelægge sin del af tilsynet med filialen samt fastlægge eventuelle vilkår for udøvelse af virksomhed begrundet i samfundsmæssige interesser. Finanstilsynet fører i overensstemmelse med bestemmelser fastsat i EF-direktiver tilsyn med likviditeten i filialerne for kreditinstitutter, jf. § 343, stk. 2.

Finanstilsynet skal indhente de oplysninger, som fremgår af forslagets stk. 4-8. 2-måneders fristen regnes fra det tidspunkt, hvor Finanstilsynet har modtaget alle de krævede oplysninger.

I henhold til kreditinstitutdirektivet (2000/12/EF) omfatter den gensidige anerkendelse også finansieringsinstitutter, som er datterselskaber af kreditinstitutter, herunder fællesejede datterselskaber af flere kreditinstitutter, under nærmere angivne vilkår. Et finansieringsinstitut er defineret i direktivet som et institut, der ikke er et kreditinstitut, og hvis hovedvirksomhed består i at erhverve kapitalandele eller i at udøve en eller flere af aktiviteterne i nr. 2-12 i bilag 2 til lovforslaget. Heraf følger blandt andet, at det ikke må modtage indlån. Ifølge den gældende lov er sådanne institutters aktiviteter ikke reguleret, og der foreslås ikke indført regler herom. Dette indebærer, at finansieringsinstitutter, der ikke er særskilt reguleret, frit kan etablere sig uden at overholde proceduren i denne bestemmelse.

I modsætning til gældende bestemmelser i realkreditloven, omfatter stk. 2 ikke kreditinstitutter i lande uden for Den Europæiske Union, som Fællesskabet ikke har indgået aftale med på det finansielle område. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med den foreslåede § 8, stk. 3. Med forslaget tilsigtes det, at realkreditobligationernes status som særligt sikre værdipapirer bevares, også når de udstedes af udenlandske kreditinstitutter her i landet, idet det fastsættes, at udenlandske kreditinstitutter kun kan udstede realkreditobligationer her i landet, hvis institutterne overholder reglerne herom i lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v. I denne lov er fastsat nærmere krav til institutternes aktivitetsområde og hjemlandets lovgivning med hensyn til obligationsindehavernes retsstilling m.v.

Efter stk. 3 kan et administrationsselskab, der er meddelt tilladelse i et andet land inden for Den Europæiske Union eller lande, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område, fra en filial i værtslandet (Danmark) administrere investeringsinstitutter (UCITS) og andre kollektive investeringsforetagender (non-UCITS), der er godkendt i administrationsselskabets hjemland, udføre skønsmæssig porteføljepleje efter instruks fra investorerne, opbevare og forvalte andele udstedt af institutter for kollektiv investering (UCITS) samt andele udstedt af andre kollektive investeringsforetagender (non-UCITS), og udføre investeringsrådgivning.

Angivelsen af de aktiviteter, som et administrationsselskabs filial kan udøve i værtslandet (Danmark), beror på en fortolkning af UCITS-direktivet (Tjenesteyderdirektivet). Ifølge direktivet kan et administrationsselskab udøve de aktiviteter, som det er godkendt til i hjemlandet gennem oprettelse af en filial. Direktivets ordlyd sammenholdt med bemærkningerne i præambelen til UCITS-direktivet medfører, at administrationsselskaber, med det europæiske pas, fra en filial i Danmark vil kunne administrere de UCITS og non-UCITS, som selskabet er godkendt til at administrere i dets hjemland. Et administrationsselskab vil ikke med hjemmel i det europæiske pas fra en filial i Danmark kunne administrere investeringsforeninger og specialforeninger, der er godkendt efter lov om investeringsforeninger og specialforeninger.

Baggrunden for, at et administrationsselskab med hjemmel i EU–passet alene kan administrere de UCITS og non-UCITS, selskabet er godkendt til at administrere i dets hjemland, er, at UCITS og non-UCITS, skal have en selvstændig tilladelse og være underlagt tilsyn. En fortolkning af UCITS-direktivet medfører, at en UCITS og dets administrationsselskab skal være under tilsyn i det samme land. Direktivet har bestemmelser om, at hjemlandets og værtslandets tilsyn skal samarbejde om tilsynet med filialer af administrationsselskaber i værtslandet. Derimod er der ikke regler om, at hjemlandets og værtslandets tilsyn skal samarbejde om tilsynet med de investeringsinstitutter eller andre kollektive investeringsforetagender, som filialen administrerer. Det ville derfor ikke være muligt at udføre et effektivt tilsyn, idet tilsynet med administrationsselskabet og de UCITS eller non-UCITS, som administrationsselskabet administrerer, skulle føres fra to forskellige medlemsstaters tilsynsmyndigheder.

Herved adskiller administrationsselskaberne sig fra andre finansielle virksomheder, der vil kunne udføre alle de tjenesteydelser, som de har tilladelse til for kunder, i et værtsland.

Da et administrationsselskab efter forslaget kan administrere de UCITS og non-UCITS, som selskabet er godkendt til at administrere i dets hjemland, kan selskabet herunder markedsføre disses andele, når den pågældende UCITS eller non-UCITS har anmeldt sig til henholdsvis opnået markedsføringstilladelse fra værtslandets tilsyn.

Endvidere er det foreslået, at administrationsselskaberne vil kunne udføre skønsmæssig porteføljepleje efter instruks fra investorer og opbevare og forvalte andele udstedt af institutter for kollektiv investering samt andele udstedt af andre kollektive investeringsforetagender.

Endelig følger det af forslagets regler om delegation, at administrationsselskabets filial i værtslandet vil kunne udføre de opgaver, som andre administrationsselskaber delegerer til dem efter reglerne om delegation. Det gælder f.eks. at rådgive andre administrationsselskaber om investering i værdipapirer eller markedsføre andele i UCITS eller non-UCITS, der administreres af andre administrationsselskaber.

Forslagets stk. 4-8 fastlægger de oplysninger, som Finanstilsynet skal indhente fra hjemlandets tilsynsmyndigheder.

Stk. 4 gælder for alle finansielle virksomheder. Uanset hvilken finansiel virksomhed, der er tale om, er det relevant at indhente nærmere oplysninger om filialen, jf. forslagets stk. 4, nr. 1, 3, og 4, samt en erklæring om, at de planlagte aktiviteter er omfattet af virksomhedens tilladelse i hjemlandet, jf. nr. 2.

Stk. 5 gælder kun for kreditinstitutter. For så vidt angår kreditinstitutter, er det relevant at indhente oplysninger om virksomhedens basiskapital, solvensnøgletal og om en eventuel garantiordning i hjemlandet omfattende filialens indskydere eller investorer.

Efter stk. 6 skal oplysninger om en eventuel garantiordning i hjemlandet omfattende filialens investorer også indhentes, hvis virksomheden er et fondsmæglerselskab eller et investeringsforvaltningsselskab.

Efter stk. 7 stilles der krav om, at Finanstilsynet for så vidt angår forsikringsselskaber, udover de oplysninger der følger af stk. 4, skal indhente et solvenscertifikat.

Annex 1 i Protocol relating to the collaboration af the supervisory authorities of the Member States of the European Community in particular in the application of the Directives of life insurance and non-life insurance (DT/F/182(97)), indeholder angivelse af de oplysninger, der skal være indeholdt i et solvenscertifikat. Det drejer sig om oplysninger til identifikation af selskabet, f.eks. navn, adresse og selskabsform, samt oplysninger om den aktivitet, selskabet udøver. Finanstilsynet skal herudover have bekræftet, at det pågældende selskab opfylder de gældende kapitalkrav.

Efter stk. 8 skal Finanstilsynet derudover kræve en erklæring om, at filialen er medlem af Dansk Forening for International Motorkøretøjsforsikring, hvis filialen skal dække risici under forsikringsklasse 10, jf. bilag 7, pkt. 10. For de pågældende forsikringer til dækning af de nævnte risici gælder færdselslovens §§ 105-107 om forsikringspligt, § 108 om forsikringsselskabets hæftelse og regres og §§ 110-115 om sagernes behandling.

Efter stk. 9 skal en virksomhed meddele Finanstilsynet, hvis der efter virksomhedens påbegyndelse sker ændringer i forhold omfattet af den meddelelse, som Finanstilsynet indhenter hos hjemlandets tilsynsmyndigheder, inden virksomheden etablerer en filial. Dette gælder dog ikke ændringer i virksomhedens basiskapital og solvensnøgletal, som i sagens natur ændres regelmæssigt.

Ændringen skal meddeles Finanstilsynet, senest en måned før ændringen foretages. Der kan være situationer, hvor dette ikke er muligt, f.eks. ved pludselig udskiftning af filialledelsen. I de tilfælde skal meddelelse ske snarest muligt.

Stk. 10 medfører, at aktieselskabslovens bestemmelser om filialer sættes i kraft for filialer af udenlandske virksomheder, der er meddelt tilladelse i et andet land inden for Den Europæiske Union, eller i et land, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område.

Forslaget indebærer bl.a., at filialen skal registreres i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

Til § 31

Bestemmelsen fastsætter de procedurer, efter hvilke en udenlandsk virksomhed, der er meddelt tilladelse i et land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område, kan påbegynde virksomhed her i landet i form af tjenesteydelser.

For aktiviteter, der ikke er omtalt i bilag 2-4 og 7-8, gælder de almindelige regler om ikke-diskrimination i EF-traktaten. Dette betyder, at såfremt en given aktivitet er tilladt i hjemlandet og omfattet af den udenlandske virksomheds tilladelse, kan virksomheden også udøve denne i Danmark efter de regler, der gælder for danske finansielle virksomheder.

Bilag 2 er et særligt bilag for udenlandske kreditinstitutter. For så vidt angår baggrunden for dette bilag henvises til bemærkningerne til forslagets § 30, stk. 1.

Udstedelse af realkreditobligationer kræver, at virksomheden opfylder betingelserne herfor i lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v., jf. forslagets stk. 2.

For så vidt angår pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber og administrationsselskaber er proceduren enkel, idet tilsynsmyndighederne i hjemlandet blot skal meddele Finanstilsynet, at virksomheden ønsker at udøve grænseoverskridende virksomhed her i landet, og at denne virksomhed er omfattet af tilladelsen i hjemlandet. Herefter kan virksomheden påbegynde sin virksomhed her i landet. Finanstilsynet skal således ikke som ved etablering af en filial have yderligere oplysninger om den virksomhed, der udøver grænseoverskridende tjenesteydelser.

For så vidt angår forsikringsselskaber skal Finanstilsynet indhente oplysninger om forsikringsselskabet fra hjemlandets tilsynsmyndigheder, jf. forslagets stk. 5 og 6.

I modsætning til den gældende realkreditlov omfatter stk. 2 ikke kreditinstitutter i lande uden for Den Europæiske Union, som Fællesskabet ikke har indgået aftale med på det finansielle område. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med den foreslåede § 8, stk. 3. Med forslaget tilsigtes det, at realkreditobligationernes status som særligt sikre værdipapirer bevares, også når de udstedes af udenlandske kreditinstitutter her i landet, idet det fastsættes, at udenlandske kreditinstitutter kun kan udstede realkreditobligationer her i landet, hvis institutterne overholder reglerne herom i lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v. I denne lov er fastsat nærmere krav til institutternes aktivitetsområde og hjemlandets lovgivning med hensyn til obligationsindehavernes retsstilling m.v.

Efter stk. 3 kan et administrationsselskab, der er meddelt tilladelse i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område, som udbud af tjenesteydelse i værtslandet (Danmark) administrere investeringsinstitutter (UCITS) og andre kollektive investeringsforetagender (non-UCITS), der er godkendt i administrationsselskabets hjemland, udføre skønsmæssig porteføljepleje efter instruks fra investorerne, foretage opbevaring og forvaltning af andele udstedt af institutter for kollektiv investering (UCITS) samt andele udstedt af andre kollektive investeringsforetagender (non-UCITS), og udføre investeringsrådgivning.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til forslagets § 30, stk. 3.

Efter stk. 4 finder den anmeldelsesprocedure, der følger af stk. 1 også anvendelse, når et administrationsselskab delegerer markedsføringen af andele i værtslandet til en finansiel virksomhed, der har tilladelse efter §§ 9, stk. 1, eller 10, stk. 1.

Efter forslaget skal den angivne procedure finde anvendelse, når et administrationsselskab delegerer markedsføringen af andele i værtslandet til et investeringsforvaltningsselskab med tilladelse efter § 10, stk. 1, et fondsmæglerselskab med tilladelse efter § 9, stk. 1, et pengeinstitut med tilladelse efter § 7, stk. 2, og et realkreditinstitut med tilladelse efter § 8, stk. 2, jf. § 9, stk. 1.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til §§ 101-104.

Stk. 5 og 6 svarer til bestemmelserne i § 30, stk. 4, 7 og 8. Der henvises til bemærkningerne til disse bestemmelser. For så vidt angår accessoriske risici henvises til § 24.

Det følger af stk. 7, at forsikringsselskaber, der driver grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed, og som tegner lovpligtige motoransvarsforsikringer, skal have en repræsentant, som er bosiddende eller etableret her i landet. Der er ikke bopælskrav for en generalagent, men det er sædvanligt, at der er identitet mellem generalagenten og repræsentanten.

Når der er tale om grænseoverskridende tjenesteydelser, er det sædvanlige, at selskabet er repræsenteret ved en advokat eller et andet forsikringsselskab.

Stk. 7, 2. pkt., og stk. 8 opregner de beføjelser, en repræsentant skal have. Vedkommende skal have beføjelse til at indsamle oplysninger i forbindelse med krav, beføjelse til at repræsentere selskabet overfor skadelidte samt beføjelse til at honorere krav fra skadelidte. Herudover skal repræsentanten have beføjelse til at repræsentere selskabet ved sådanne krav samt ved søgsmål overfor offentlige myndigheder.

Efter stk. 9 må repræsentanten ikke medvirke til udøvelse af forsikringsvirksomhed, og i forlængelse heraf fastslås det, at udnævnelse af repræsentanten ikke betragtes som oprettelse af et etableret forretningssted.

Stk. 10 indeholder en pligt til at underrette Finanstilsynet, hvis der sker ændring af de i stk. 5, nr. 2, og stk. 1, 2. pkt., nævnte forhold. Indberetningen skal foretage senest samtidig med, at ændringerne foretages.

Til § 32

Bestemmelsen er en delvis videreførelse af tilsvarende bestemmelser i den gældende tilsynslovgivning.

Bestemmelsen er ny for realkreditinstitutter, administrationsselskaber og forsikringsselskaber og foreslås indført for disse finansielle virksomheder som led i harmoniseringen af reglerne for finansielle virksomheder.

Det bemærkes, at bestemmelsen ikke pålægger Erhvervs- og Selskabsstyrelsen en pligt til at påse, at et navn ikke kan forveksles med et navn, som ikke er registreret i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

Til § 33

Bestemmelsen er ny.

Med forslaget indføres krav om, at kreditinstitutter og investeringsselskaber med hjemsted i et tredjeland skal have Finanstilsynets tilladelse til, at drive grænseoverskridende tjenesteydelser med værdipapirhandel her i landet. Det vil være en betingelse for at opnå tilladelsen, at ansøgeren i sit hjemland har tilladelse til at udføre de tjenesteydelser, der ansøges om tilladelse til.

Denne form for virksomhed har ikke hidtil krævet tilladelse af Finanstilsynet. Forslaget forhindrer, at kreditinstitutter og investeringsselskaber hjemmehørende i tredje lande opnår en positiv særbehandling i forhold til tilsvarende institutter hjemmehørende i EU eller lande, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område. Vedrørende institutter hjemhørende i EU eller lande, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område, henvises til § 31.

Kreditinstitutter og investeringsselskaber, der meddeles tilladelse, vil være omfattet af værdipapirhandlerbegrebet og skal opfylde de krav, der stilles til værdipapirhandlere i loven samt i lov om værdipapirhandel m.v. med de afvigelser, der følger af forholdets natur.

Finanstilsynet kan i medfør af det foreslåede stk. 2 afslå en ansøgning, såfremt lovgivningen i det land, hvor kreditinstituttet eller investeringsselskabet er meddelt tilladelse og er under tilsyn, vil vanskeliggøre Finanstilsynets opgaver. Det vil således være et krav, at Finanstilsynet i medfør § 350 kan udveksle oplysninger med tilsynsmyndighederne i instituttets hjemland.

Af stk. 3 fremgår det, at Finanstilsynet fastsætter nærmere regler om tilladelsesproceduren, herunder hvilken dokumentation der skal indsendes til tilsynet i forbindelse med ansøgning om tilladelse. Det skal af bekendtgørelsen fremgå, at ansøgeren skal indsende dokumentation for, at ansøgeren er under tilsyn og har tilladelse til at udføre de pågældende tjenesteydelser.

Til § 34

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om forsikringsvirksomhed.

Efter stk. 1 er et forsikringsselskabs etablerede forretningssted, det hjemsted, som fremgår af vedtægten, en filial, et kontor der ledes af et udenlandsk forsikringsselskabs eget personale eller en uafhængig person, som har en fast bemyndigelse til at handle på et udenlandsk forsikringsselskabs vegne i lighed med en filial.

Det vedtægtsmæssige hjemsted skal svare til det sted, hvor hovedsædet er placeret. Ordet filial anvendes for at efterkomme ønske om en sproglig tilpasning mellem den terminologi, der anvendes for forskellige finansielle virksomheder. Filial dækker således over ordene forretningsafdeling eller generalagentur.

Det følger af stk. 2 , at når et udenlandsk forsikringsselskab etablerer kontor i Danmark eller bemyndiger en person til fast at agere på selskabets vegne, skal dette ske under iagttagelse af bestemmelserne i henholdsvis § 30 og § 37.

Til § 35

Bestemmelsen fastsætter nærmere regler om den generalagent, som selskabet skal vælge til at lede filialen.

I stk. 1 fastslås det, at selskabet skal vælge en generalagent til at lede filialen. Selskabet kan ikke tegnes uden generalagentens medvirken. Generalagenten skal have beføjelser til at indgå forsikringsaftaler og forpligte selskabet i øvrigt overfor tredjemand. Generalagenten repræsenterer selskabet over for Finanstilsynet og Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Stævninger over for selskabet kan lovligt forkyndes overfor generalagenten.

Det følger af stk. 2 , at hvis generalagenten ikke fungerer som selskabets repræsentant efter bestemmelsen i § 31, stk. 6, for selskabets virksomhed under forsikringsklasse 10, bortset fra fragtførerens ansvar, finder bestemmelserne i § 31, stk. 6-9, tilsvarende anvendelse. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til disse bestemmelser.

Stk. 3 , hvorefter selskabet kun må have en generalagent her i landet, er en konsekvens af, at selskabet kun kan etablere en filial i landet.

Stk. 4 giver mulighed for at generalagenten kan meddele prokura til en eller flere underagenter. Dette indebærer, at der kan oprettes kontorsteder eller filialer (underfilialer) i landet.

Stk. 5 indeholder krav om myndighed og indfødsret. Endvidere gives Finanstilsynet adgang til at dispensere fra krav om indfødsret, hvis forholdene taler herfor. Sådanne forhold kan være, at den pågældende ved bopæl eller på anden måde har en sådan tilknytning til eksempelvis et EU-land, at det – efter omstændighederne – er at sidestille med indfødsretten.

Det følger af stk. 6 , at hvis et aktieselskab, anpartsselskab eller interessentskab udpeger en repræsentant, der opfylder kravene om myndighed, indfødsret eller bopæl, som fremgår af stk. 5, kan virksomheden som sådan være generalagent.

Til § 36

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om forsikringsvirksomhed.

Bestemmelsen giver Finanstilsynet mulighed for at pålægge udenlandske forsikringsselskaber, som er omfattet af § 30, stk. 1, og § 31, stk. 1, og som driver forsikringsvirksomhed omfattet af bilag 7, at deltage i garantiordninger. Hvis der etableres sådanne ordninger, skal disse også gælde for danske forsikringsselskaber, da der ellers vil være tale om diskrimination.

Som eksempler på ordninger kan nævnes den lovpligtige ansvarsforsikring for hunde, hvor en pool-ordning sikrer at blandt andre en sagesløs skadelidt altid kan få erstatning for en skade forårsaget af en hund, uanset om hunden er identificeret eller ej. Endvidere kan nævnes den særlige ordning om gensidig hæftelse for selskaber, der tegner brandforsikring for bygninger beliggende her i landet.

Til § 37

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om forsikringsvirksomhed.

Det foreslås, at hjemlen til at fastsætte nærmere regler om adgang til at udøve tjenesteydelser her i landet for virksomheder etableret i lande uden for Den Europæiske Union, som Fællesskabet ikke har indgået aftale med på det finansielle område, opretholdes.

Det følger af den gældende lov om forsikringsvirksomhed, at Finanstilsynet fastsætter nærmere regler for filialvirksomhed, der ikke er omfattet af § 30, stk. 1, og grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed, der ikke er omfattet af § 31, stk. 1. Denne hjemmel, som er overflødig, foreslås derfor ophævet for så vidt angår filialvirksomhed, da denne virksomhed reguleres af lov om finansiel virksomhed, jf. forslagets § 1, stk. 3.

Til § 38

Bestemmelsen er overvejende en videreførelse af tilsvarende bestemmelser i den gældende tilsynslovgivning. Bestemmelsen er tidligere gennemført inden for rammerne af EF-direktiver på det finansielle område, jf. bilag A, og der gennemføres med forslaget yderligere EF-direktiver på det finansielle område, jf. bilag A. Bestemmelsen er ny for investeringsforvaltningsselskaber.

I forhold til den gældende tilsynslovgivning, forkorter forslaget fristen for Finanstilsynet til at meddele virksomheden, at Finanstilsynet ikke vil fremsende oplysningerne i stk. 2 og 3 til tilsynsmyndighederne i værtslandet, jf. forslagets stk. 5. Baggrunden for denne ændring er, at fristen efter UCITS-direktivet er 2 måneder. Ændringen er derfor et led i harmoniseringen af reglerne for finansielle virksomheder. For det andet skal Finanstilsynet undlade at videregive solvenscertifikat, såfremt Finanstilsynet har krævet, at selskabet udarbejder plan for genoprettelse af dets økonomiske stilling.

Bestemmelsen fastsætter proceduren for danske finansielle virksomheders etablering af filialer i andre lande.

Underretningspligten i stk. 1 gælder ved etablering af en filial i alle lande, og ikke kun lande inden for Den Europæiske Union eller lande, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område.

Bestemmelsen giver Finanstilsynet indsigt i de finansielle virksomheders aktiviteter i udlandet og gør det muligt at tilrettelægge tilsynet med aktiviteterne, inden de påbegyndes, herunder aftale det nødvendige samarbejde med virksomheden og det pågældende lands tilsynsmyndigheder.

Stk. 2 og 3 er procedureregler, der omhandler de oplysninger, som Finanstilsynet skal videresende i forbindelse med filialetablering i lande inden for Den Europæiske Union eller i lande, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område. Oplysningerne skal videresendes senest 3 måneder efter modtagelsen af alle oplysninger, jf. forslagets stk. 4.

Virksomheden har ret til filialetablering i lande inden for Den Europæiske Union og i lande, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område, medmindre Finanstilsynet undlader at fremsende oplysninger efter stk. 5.

For pengeinstitutter, realkreditinstitutter og forsikringsselskaber er dette et resultat af det såkaldte europæiske pas for pengeinstitutter, realkreditinstitutter og forsikringsselskaber, hvorefter en tilladelse til at drive pengeinstitutvirksomhed, realkreditinstitutvirksomhed eller forsikringsvirksomhed i en medlemsstat i EU gælder i hele unionen.

Tilsvarende udspringer reglen for fondsmæglerselskaber af princippet i investeringsservicedirektivet om gensidig anerkendelse for fondsmæglerselskaber, hvorefter en tilladelse til at drive investeringsvirksomhed i et land i Den Europæiske Union eller i et land, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område, vil give ret til fri etablering og fri udveksling af tjenesteydelser i andre lande i Den Europæiske Union og i lande, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område. Tilsvarende gør sig gældende med hensyn til investeringsforvaltningsselskaber, da dette følger af UCITS-direktivets princip om gensidig anerkendelse.

Hvis en finansiel virksomhed ønsker at etablere en filial i andre lande, skal den finansielle virksomhed opfylde det pågældende lands lovgivning.

Er virksomheden et investeringsforvaltningsselskab eller et fondsmæglerselskab, skal Finanstilsynet give værtslandets tilsynsmyndigheder meddelelse om ændringer i oplysningerne om investor- og indskydergarantiordningen, jf. stk. 3, 2. pkt.

Efter stk. 5 kan Finanstilsynet undlade at fremsende oplysninger til tilsynsmyndighederne i værtslandet inden for Den Europæiske Union eller i lande, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område, hvis der er grund til at betvivle, at virksomhedens administrative struktur og finansielle situation er forsvarlig i forhold til den påtænkte etablering. Blandt kravene til den administrative struktur i denne sammenhæng kan specielt nævnes, at virksomhedens organisation skal være så veludviklet, at den muliggør en forsvarlig styring af aktiviteterne i udlandet. Endvidere vil virksomhedens solvensmæssige og indtjeningsmæssige situation indgå i overvejelserne.

Hvis Finanstilsynet undlader at fremsende oplysninger, skal Finanstilsynet give virksomheden meddelelse herom senest 2 måneder fra modtagelsen af de i stk. 1 nævnte oplysninger. Denne frist er kortere end den gældende frist efter lov om banker og sparekasser m.v., realkreditloven, fondsmæglerloven og lov om forsikringsvirksomhed. Baggrunden for ændringen er, at fristen efter UCITS-direktivet er 2 måneder. Ændringen er derfor et led i harmoniseringen af reglerne for finansielle virksomheder.

Bestemmelsen indebærer, at Finanstilsynet kan forhindre, at en finansiel virksomhed etablerer en filial i et land inden for den Europæiske Union eller lande, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område. For så vidt angår filialetablering i lande uden for Den Europæiske Union, som Fællesskabet ikke har indgået aftale med på det finansielle område, henvises til forslagets stk. 7.

Efter stk. 6 skal ændringer i de i stk. 1 nævnte forhold meddeles Finanstilsynet senest en måned før ændringen foretages. Der kan være situationer, hvor dette ikke er muligt, f.eks. ved pludselig udskiftning af filialledelsen, men i de tilfælde skal meddelelse ske snarest muligt.

Underretningspligten om ændrede forhold gælder også filialer i lande uden for Den Europæiske Union, som Fællesskabet ikke har indgået aftale med på det finansielle område. Dog skal værtlandets myndigheder ikke underrettes i disse tilfælde, da der ikke nødvendigvis foreligger underretningsaftaler med tredjelande. Det er således tredjelandenes lovgivning, der skal sikre, at tredjelandene får de informationer, som tredjelandene skønner nødvendige.

Ud over bestemmelsens informationskrav, vil bestemmelsen i § 346, stk. 1, om, at finansielle virksomheder og finansielle holdingvirksomheder skal give Finanstilsynet de oplysninger, der er nødvendige for tilsynets virksomhed, gøre det muligt for Finanstilsynet at få yderligere oplysninger, såfremt dette måtte anses for hensigtsmæssigt.

Efter stk. 7 kan Finanstilsynet forbyde filialetablering i et land uden for Den Europæiske Union, som Fællesskabet ikke har indgået aftale med på det finansielle område. Denne bestemmelse er ny. Baggrunden for bestemmelsen er, at Finanstilsynet efter forslagets stk. 5 kan forhindre filialetablering i lande inden for Den Europæiske Union, som Fællesskabet ikke har indgået aftale med på det finansielle område. Finanstilsynet bør derfor også have mulighed for at forhindre filialetablering i et land uden for Den Europæiske Union eller uden for lande, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område. Kriterierne for at nægte tilladelse er de samme som efter stk. 5. En ansøgning om tilladelse skal indgives til Finanstilsynet inden filialen etableres. Ansøgningen skal indeholde oplysninger til brug for Finanstilsynets vurdering af, om virksomhedens administrative struktur og finansielle situation er forsvarlig som grundlag for den påtænkte etablering, herunder oplysninger om hvor etablering skal ske, oplysninger om den virksomhed, der skal udøves, og den finansielle virksomheds investering i forbindelse med etableringen. Nægtelse af tilladelse vil som udgangspunkt skulle forelægges Det Finansielle Virksomhedsråd.

Efter stk. 8 skal Finanstilsynet undlade at videregive solvenscertifikat, såfremt Finanstilsynet har krævet, at forsikringsselskabet udarbejder plan for genoprettelse af dets økonomiske stilling ifølge § 272. Baggrunden for bestemmelsen er, at Finanstilsynet kan forhindre filialetablering, hvis de forsikredes interesser er udsat for fare.

Til § 39

I modsætning til de gældende regler skal Finanstilsynet undlade at videregive solvenscertifikat, såfremt Finanstilsynet har krævet, at selskabet udarbejder plan for genoprettelse af dets økonomiske stilling ifølge § 272.

Bestemmelsen fastsætter proceduren for danske finansielle virksomheders udøvelse af tjenesteydelser i lande inden for Den Europæiske Union og i lande, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område.

På samme måde som forslagets § 38 giver bestemmelsen Finanstilsynet indsigt i virksomhedernes aktiviteter i udlandet og gør det muligt at tilrettelægge tilsynet med aktiviteterne, inden de påbegyndes, herunder aftale det nødvendige samarbejde med instituttet og det pågældende lands tilsynsmyndigheder.

I lande inden for Den Europæiske Union og i lande, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område, er proceduren enklere for grænseoverskridende tjenesteydelser end for etablering af filial. Det følger af stk. 1, at den finansielle virksomhed blot skal give Finanstilsynet meddelelse om, at virksomheden ønsker at udøve tjenesteydelser i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område. Meddelelsen skal indeholde de oplysninger, som fremgår af bestemmelsen.

Efter stk. 2 skal Finanstilsynet inden en måned videresende meddelelsen og en erklæring om, at de planlagte aktiviteter er omfattet af virksomhedens tilladelse til tilsynsmyndigheden i værtlandet.

For så vidt angår forsikringsselskaber skal Finanstilsynet endvidere sende et solvenscertifikat.

Er virksomheden et investeringsforvaltningsselskab, oplyser Finanstilsynet endvidere værtslandets tilsynsmyndigheder om investor- og indskydergarantiordningen.

Stk. 3 indeholder en særregel for fondsmæglerselskaber og investeringsforvaltningsselskaber. Efter bestemmelsen er fondsmæglerselskaber og investeringsforvaltningsselskaber forpligtet til at meddele Finanstilsynet og værtslandets tilsynsmyndigheder enhver ændring af de i stk. 1 nævnte forhold senest en måned før ændringen foretages. Der kan dog være tilfælde, hvor dette ikke er muligt, og i så fald skal meddelelse ske snarest muligt.

Efter stk. 4 finder den anmeldelsesprocedure der følger af § 31, stk. 1, også anvendelse, når et investeringsforvaltningsselskab delegerer markedsføringen af andele i et andet land inden for den Europæiske Union eller i et land, som fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område til tredjemand.

Dette indebærer, at uanset at det pågældende investeringsforvaltningsselskab ikke selv udøver tjenesteydelser, skal det foretage anmeldelse til Finanstilsynet som om det gjorde det, fordi såvel Finanstilsynet som de relevante udenlandske myndigheder skal have underretning om, at der sker en formidling af andele i en dansk forening i et andet medlemsland.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til §§ 101-104.

Efter stk. 5 skal Finanstilsynet undlade at videregive solvenscertifikat, såfremt Finanstilsynet har krævet, at forsikringsselskabet udarbejder plan for genoprettelse af dets økonomiske stilling ifølge § 272. Baggrunden for bestemmelsen er, at Finanstilsynet kan forhindre grænseoverskridende tjenesteydelser, såfremt de forsikredes interesser er udsat for fare.

Ud over bestemmelsens informationskrav vil bestemmelsen i § 346, stk. 1, om, at finansielle virksomheder og finansielle holdingvirksomheder skal give Finanstilsynet de oplysninger, som er nødvendige for tilsynets virksomhed gøre det muligt for Finanstilsynet at få yderligere oplysninger.

Finansielle virksomheder kan kun udbyde tjenesteydelser i tredjelande, hvis dette er muligt efter tredjelandets lovgivning.

Til § 40

Forslaget er nyt.

Bestemmelsen indebærer, at etablering af dattervirksomheder i lande uden for Den Europæiske Union, som Fællesskabet ikke har indgået aftale med på det finansielle område, efter forslaget kræver Finanstilsynets tilladelse.

Bestemmelsen skal sikre, at Danmark overholder Basel Komiteens Core Principles, hvorefter det skal være muligt at nægte tilladelse til etablering af datterselskab i udlandet. Disse gælder kun umiddelbart for kreditinstitutter, men da de bagvedliggende synspunkter gælder alle finansielle virksomheder, foreslås det, at lade bestemmelsen omfatte alle finansielle virksomheder.

Kriterierne for at nægte tilladelse er de samme som efter § 38, stk. 5 og 7. Ansøgning om tilladelse skal indgives inden dattervirksomheden etableres. Ansøgningen skal indeholde oplysninger til brug for Finanstilsynets vurdering af, om virksomhedens administrative struktur og finansielle situation er forsvarlig som grundlag for den påtænkte etablering, herunder oplysninger om, hvor etablering skal ske, oplysninger om den virksomhed, der skal udøves, og oplysninger om den finansielle virksomheds investering i forbindelse med etableringen.

Det bemærkes, at § 40 ikke kun omfatter finansielle virksomheder, men enhver dattervirksomhed.

Bestemmelsen skal sammenholdes med § 62, hvorefter Finanstilsynet skal underrettes om erhvervelse af kvalificerede andele i udenlandske finansielle virksomheder.

Til § 41

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om forsikringsvirksomhed.

Bestemmelsen giver Finanstilsynet hjemmel til at fastsætte regler om danske forsikringsselskabers virksomhed i andre lande end EU-lande eller lande, der har gennemført 3. generationsdirektiverne, og hvor Finanstilsynet derfor selv må forhandle med det lokale tilsyn om opgavefordelingen. Finanstilsynet har endnu ikke udnyttet denne bemyndigelse.

Til § 42

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om forsikringsvirksomhed.

Finanstilsynet har i henhold til bestemmelsen udstedt bekendtgørelse nr. 490 af 7. juni 1994 om overdragelse af danske forsikringsselskabers forsikringsbestande tegnet ved fri etableringsret eller fri tjenesteydelsesvirksomhed, hvoraf procesreglerne fremgår.

Afsnit III

Til kapitel 6

Til § 43

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om finansiel virksomhed. Bestemmelsen er tidligere gennemført inden for rammerne af EF-direktiver på det finansielle område, jf. bilag A.

Bestemmelsen er et eksempel på en tilsynsregel, der vil kunne håndhæves overfor udenlandske virksomheder, der driver virksomhed her i landet, fordi bestemmelsen er begrundet i almene hensyn, herunder forbrugerbeskyttelse.

Stk. 1, indeholder krav om, at finansielle virksomheder og finansielle holdingselskaber skal drives i overensstemmelse med redelig forretningsskik og god praksis inden for virksomhedsområdet (god skik). God skik-regler skal sikre, at kunderne kan have tillid til markedet og de finansielle virksomheder. God skik regler bidrager til et velfungerende finansielt marked. Begrebet finansiel virksomhed omfatter efter den seneste ændring af loven også de finansielle virksomheders funktion som værdipapirhandlere.

I stk. 2 er kompetencen til at fastsætte regler om god skik for de finansielle virksomheder hos økonomi- og erhvervsministeren. Herved præciseres det, at en god skik bekendtgørelse ikke vil omfatte en regulering af de finansielle holdingvirksomheder.

Ved lov nr. 428 af 6. juni 2002 fik økonomi – og erhvervsministeren kompetence til at fastsætte regler om god skik, der alene vedrører de finansielle virksomheder. Dette fremgår nu også af § 17, stk. 5, i lov om markedsføring, hvorefter Forbrugerombudsmanden ikke kan udstede retningslinier, der alene retter sig mod finansielle virksomheder.

Ved lov nr. 428 af 6. juni 2002 blev markedsføringslovens §§ 1 og 2 samtidig ændret for at tydeliggøre, at på områder, hvor ministeren fastsætter bindende regler om god skik, skal finansielle virksomheder alene være reguleret af disse og ikke tillige af markedsføringsloven.

Økonomi- og erhvervsministeren vil således kunne fastsætte regler vedrørende forhold, der ellers ville være omfattet af markedsføringslovens §§ 1 og 2. Det kan f.eks. dreje sig om information i forbindelse med etablering og ophør af kundeforhold, om den finansielle virksomheds rådgivningsforpligtelser i forhold til kunden, øget gennemsigtighed, bonusprognoser for pensionsopsparing, m.v.

Regler på området fastsættes i praksis på baggrund af et oplæg udarbejdet af Finanstilsynet og Forbrugerstyrelsen. Indholdet vil forinden - efter sædvanlig praksis ved regeludstedelse - være drøftet med relevante brancheorganisationer. Forinden udkast til bekendtgørelse sendes i høring, skal dette forelægges Det Finansielle Virksomhedsråd med deltagelse af Forbrugerombudsmanden, jf. bemærkningerne til § 342, stk. 5. Efter rådets behandling af udkastet til regler afgiver deltagerne samlet deres bemærkninger hertil. Eventuelle forskellige holdninger til udkastet afspejles i de samlede bemærkninger. Denne fremgangsmåde er indføjet i rådets forretningsorden. På baggrund af bemærkningerne udarbejdes et revideret forslag, som økonomi- og erhvervsministeren sender i høring. Hvis der efter høringen er behov herfor, forelægges et revideret udkast på ny for rådet med deltagelse af Forbrugerombudsmanden. På baggrund af forelæggelsen udarbejder rådet en beskrivelse af problemstillingen og de synspunkter, som er fremført af høringsparterne, herunder en mulig løsning. De relevante parter indkaldes til møde i Økonomi- og Erhvervsministeriet med henblik på en drøftelse af sagen. Herefter udsteder ministeren de endelige regler. Samme procedure følges ved ændring af allerede udstedte bekendtgørelser.

For så vidt angår tilsyn med reglernes overholdelse, er god skik området i den finansielle sektor undtaget fra markedsføringsloven, hvilket indebærer, at det pågældende område samtidig undtages fra Forbrugerombudsmandens tilsyn. Sager vedrørende god skik i den finansielle sektor, hvor økonomi- og erhvervsministeren har udstedt regler, falder herefter uden for markedsføringslovens anvendelsesområde, og Finanstilsynet varetager herefter tilsynet med overholdelsen af disse regler.

Tilsynet er ikke forpligtet til at behandle alle klager, som tilsynet får forelagt, men kan på basis af en klage, af egen drift eller efter anmodning herom fra Det Finansielle Virksomhedsråd eller Forbrugerombudsmanden behandle spørgsmål om god skik.

Såfremt en sag om god skik har vidtrækkende eller principiel betydning, skal Finanstilsynet forelægge sagen for Det Finansielle Virksomhedsråd, der rådgiver Finanstilsynet om sagen, forinden Finanstilsynet træffer afgørelse.

Forbrugerombudsmanden deltager i møder i Det Finansielle Virksomhedsråd, når rådet drøfter disse konkrete sager. Når sådanne sager behandles, er medlemmerne af Det Finansielle Virksomhedsråd samt Forbrugerombudsmanden bundet af de særlige tavshedspligtsregler, der er fastlagt i lovgivningen.

Finanstilsynets afgørelser kan af den, som afgørelsen retter sig mod, indbringes for Erhvervsankenævnet.

Sager, hvori privatpersoner ønsker, at der træffes afgørelse af en konkret formueretlig tvist, dvs. angående et spørgsmål af økonomisk betydning, skal som hidtil behandles af de private finansielle ankenævn. Erhvervsdrivende kan som i dag indbringe sådanne sager for domstolene. I det omfang Finanstilsynet modtager sådanne klagesager, meddeles dette klageren.

Finanstilsynet påser alene overholdelsen af de offentligretlige regler og foretager en generel vurdering af, om de finansielle virksomheders aftaler og vilkår overfor kunderne er i overensstemmelse hermed.

Den civilretlige vurdering ligger udenfor det lovmæssige tilsynsområde.

En overtrædelse af de offentligretlige regler om god skik indebærer eksempelvis ikke uden videre, at den konkrete aftale mellem den finansielle virksomhed og kunden er ugyldig eller uvirksom. En sådan vurdering af aftalen må som hidtil henvises til afgørelse ved et af de finansielle ankenævn eller indbringes for de almindelige domstole.

Når Finanstilsynet træffer en afgørelse om, at en finansiel virksomhed har overtrådt reglerne om god skik på virksomhedsområdet, vil Finanstilsynet pålægge virksomheden at berigtige forholdet. Dette indebærer, at virksomheden tilkendegiver over for Finanstilsynet snarest muligt at ændre den kritisable handlemåde, og at virksomheden indretter fremtidig praksis i overensstemmelse med Finanstilsynets afgørelse, jf. § 347, stk. 2.

Undladelse heraf er sanktioneret med bøde, jf. § 372,stk. 1.

Finanstilsynets tilsyn omfatter tillige det offentligretlige tilsyn med kreditaftaledirektivet (87/102/EØF), direktivet om vildledende reklame (84/450/EØF) og direktivet om urimelige forbrugervilkår (93/13/EØF) på det finansielle område i det omfang regler om god skik omfatter forhold, der er dækket af disse direktiver. Finanstilsynet vil blive udpeget som søgsmålskompetent efter lov om forbud til beskyttelse af forbrugernes interesser til at anlægge forbudssager i andre medlemsstater for at stoppe en ulovlig grænseoverskridende markedsføring på det finansielle område.

Forbrugerombudsmandens kompetence til at træffe generelle foranstaltninger efter markedsføringsloven, der ikke specifikt vedrører den finansielle sektor, består uændret.

Finanstilsynet afgiver i samarbejde med Forbrugerstyrelsen årligt til økonomi– og erhvervsministeren en rapport over status for udstedelse af regler om god skik og om erfaringerne med reglernes anvendelse.

Til § 44

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om forsikringsvirksomhed.

Bestemmelsen fastsætter et forbud mod erhvervsmæssig formidling af danske direkte risici til forsikringsselskaber, som ikke lovligt kan drive virksomhed her i landet.

Bestemmelsen foreslås fastholdt, idet det hermed sikres, at afdækning af direkte danske risici sker hos forsikringsselskaber, som enten har tilladelse fra Finanstilsynet eller har anmeldt til Finanstilsynet, at der drives virksomhed her i landet via EU-reglerne om grænseoverskridende virksomhed.

Bestemmelsen, der har nøje sammenhæng med reglerne om tilladelse til at drive forsikringsvirksomhed, er tillige en forbrugerbeskyttelsesregel, der er med til at hindre forsikringstegning via professionelle mellemmænd, der optræder ulovligt, og hvor kunden uden viden herom i tvister med forsikringsselskabet kan blive underkastet fremmed ret og værneting.

Til § 45

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende tilsynslovgivning.

Efter bestemmelsen må efterstillet kapital ikke benævnes obligationer, idet det herved tydeliggøres, at disse papirer ikke har samme sikkerhed som realkredit- eller statsobligationer.

Bestemmelsen foreslås udstrakt til at gælde alle finansielle virksomheder.

Bestemmelsen foreslås udvidet til også at omfatte hybrid kernekapital, der udstedes som massegældsbreve af en finansiel virksomhed.

Bestemmelsen vedrører alene efterstillet kapital. Andre lån, som en finansiel virksomhed optager, er ikke omfattet af bestemmelsen. Hvis kravet til benævnelse af kapitalen ikke er opfyldt, kan kapitalen ikke medregnes ved opgørelsen af den finansielle virksomheds basiskapital.

Til § 46

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om banker og sparekasser

Bestemmelsen indebærer et forbud mod at tilbyde lånefinansiering til køb af kapitalindskud.
Det foreslås, at forbuddet udstrækkes til også at gælde for realkreditinstitutter og forsikringsselskaber.
Bestemmelsen blev fundet nødvendig, da der i forbindelse med lukningen af et pengeinstitut var konstateret eksempler på, at pengeinstitutkunder efter opfordring fra det pågældende pengeinstitut havde optaget betydelige lån i pengeinstituttet til finansiering af køb af kapitalindskud omfattet af § 135. Det har givet anledning til kritik, at de pågældende kunder af pengeinstituttet blev opfordret til lånefinansiering.

De samme regler er relevante i de tilfælde, hvor et forsikringsselskab modtager efterstillet kapitalindskud omfattet af § 135.

Bestemmelsen skal i overensstemmelse med god praksis for finansielle virksomheder hindre, at finansielle institutter, som har en direkte interesse i at tilvejebringe supplerende kapital m.v., påvirker kunderne til en lånefinansiering heraf. Forbuddet er rettet mod tilbud om lånefinansiering til tegning af supplerende kapital og ansvarlig indskudskapital med henvisning til en forventet fortjeneste svarende til renteforskellen.

Hvorvidt instituttets markedsføring af lånekapital og lånefinansiering i øvrigt er tilladelig, reguleres af god skik- reglen i § 43, stk. 1.

Til §§ 47 og 48

Bestemmelserne er en videreførelse af tilsvarende bestemmelser i den gældende lov om banker og sparekasser.

Bestemmelsen omhandler ydelse af lån inden for og uden for erhvervsforhold mod kautionsstillelse.

Det angives i § 47 , at undladelse af at underrette kautionisten om låntagers misligholdelse af lånet inden for 6 måneder efter de pågældende ydelsers forfaldsdag, kan indebære, at långiver fortaber sit krav overfor kautionisten, såfremt denne stilles ringere over for muligheden for at gennemføre et regreskrav mod låntager.

§ 48 gælder kun for kautionsstillelse uden for erhvervsforhold og har baggrund i en fælles indstilling fra Finansrådet og Forbrugerrådet, der foreslog en forbedring af private kautionisters beskyttelse. § 48 er præceptiv, det vil sige, at bestemmelsen ikke kan fraviges af aftaleparterne.

Ved kautionsstillelse uden for erhvervsforhold forstås kaution, der ikke indgår i en erhvervsmæssig relation mellem låntager og kautionist. Er kautionen eksempelvis stillet for en virksomheds gæld af ejeren af virksomheden, vil forholdet som udgangspunkt ikke være omfattet af bestemmelsen. Kaution fra ejerens forældre vil derimod som udgangspunkt være omfattet.

Stk. 1 er næsten identisk med bestemmelsen i § 47. Dog er den omfattede kreds af kautionister ændret, således at kun kautionister uden for erhvervsforhold er omfattet. Endvidere er tidsfristen sat ned fra 6 til 3 måneder.

Underretningspligten indtræder, når låntager har været i restance gennem en sammenhængende periode ved lån med en aftalt afdragsordning og ved kassekreditter, når der igennem en sammenhængende periode på 3 måneder har været et ubevilget overtræk. Underretningspligten indtræder således, uanset om låntager har foretaget indbetalinger efter tidspunktet for overtrækkets henholdsvis restancens indtræden og for så vidt angår lån, skal restancen således ikke udgøre et beløb svarende til 3 måneders ydelser.

Efter § 47 er formkravet til meddelelsen til kautionisten udformet som et krav om, at meddelelsen blot skal være skriftlig. Dette muliggør, at også en meddelelse ved et elektronisk brev opfylder kravet om skriftlighed. Det afgørende er, at meddelelsen er kommet frem til kautionisten i skriftlig form. I modsætning til reglen i § 47 er det ikke muligt at give meddelelsen til« den eller dem af disse, der er bemyndiget til at modtage meddelelsen på disse kautionisters vegne«. Hvis der er flere kautionister, skal der som udgangspunkt gives meddelelse til hver af kautionisterne. Dette udelukker dog ikke, at meddelelse kan gives til andre, hvor der er en rimelig begrundelse herfor, eksempelvis hvis en blandt flere kautionister har bopæl i udlandet.

Stk. 1, 2. pkt., indeholder en udtrykkelig bestemmelse om, at der også skal gives meddelelse inden 3 måneder ved bevilget henstand uden samtykke fra kautionisten. Dette indebærer, at der, som det antages i gældende ret, ikke kan lægges vægt på en generel forhåndstilladelse til at indrømme henstand, der er indeholdt i kautionsaftalen.

Formålet med stk. 2 er at give institutterne et økonomisk incitament til at overholde fristen i stk. 1. Reglen betyder, at kautionisten ikke skal betale forfaldne ydelser, såfremt disse er mere end 3 måneder gamle. Fristen regnes fra kautionistens modtagelse af underretningen. Dette indebærer en beskyttelse af kautionisten, der supplerer stk. 3. Det er ikke et krav efter stk. 2, at kautionisten kan påvise et tab som følge af manglende overholdelse af fristen i stk. 1.

Hvis eksempelvis et pengeinstitut har et misligholdt lån, hvor der mangler ydelser fra en 8 måneders periode inden fremkomst af meddelelsen efter stk. 1, kan pengeinstituttet ikke kræve renter, afdrag, gebyrer o. lign., der skulle have været betalt i de 5 måneder inden perioden på 3 måneder. Kautionisten vil stadig skulle hæfte for den resterende hovedstol.

Reglen i stk. 3 svarer til reglen i § 47, og har samme retsvirkning, men kautionsforpligtelsen kan dog være mindre end i § 47, jf. henvisningen til stk. 2.

Stk. 4 sætter et samlet maksimum for kautionistens forpligtelse og sikrer, at kautionisten ikke bliver mødt med krav om betaling af gæld, der ved eksempelvis renter og overtræk er blevet langt større end forudset ved afgivelsen af kautionsløftet. Bestemmelsen medfører, at der kun kan stilles kaution for fordringer med et maksimum. Bestemmelsen sætter således også en begrænsning for anvendelsen af alskyldserklæringer.

I stk. 5 kræves, at kautionen skal være skriftlig for at være gyldig. Gyldighedsbetingelsen skal give en større grad af sikkerhed for, at kautionisterne ved, hvilke forpligtelser de påtager sig.

I stk. 6 er der fastsat en tidsbegrænsning for kautionsløfter. Varigheden af kautionsaftalen er afhængig af karakteren af den sikrede fordring. Er kautionen stillet for flere fordringer af forskellig karakter, vil kautionsdækningen af de enkelte fordringer bortfalde på forskellige tidspunkter.

Tidsbegrænsningen vil medføre, at kautionister ikke præsenteres for krav efter meget gamle kautionsaftaler. Tidsbegrænsningen regnes fra kautionsaftalens indgåelse.

Den fastsatte tidsbegrænsning omfatter ikke tilfælde, hvor anden lovgivning har forudsat eller foreskriver kautionsaftaler, der løber længere tid end foreskrevet i dette stykke. Som eksempel kan nævnes garantier, der stilles efter § 5, stk. 12, i lov om andelsboligforeninger og andre boligfællesskaber.

Stk. 7 skal sikre, at kautionisten har mulighed for at følge med i udviklingen af den fordring, som kautionisten har sikret. Formålet hermed er, at kautionisten derved har bedre mulighed for at være forberedt i tilfælde af, at kautionen bliver gjort effektiv. Denne meddelelse er en undtagelse til reglerne om tavshedspligt.

Til § 49

Bestemmelsen er en videreførelse af tilsvarende bestemmelser i den gældende lov om banker og sparekasser.

Bestemmelsen skal sikre, at nye garanter i sparekasser og andelshavere i andelskasser får oplysning herom, hvis sparekassen henholdsvis andelskassen har tabt en del af sin garanti- eller andelskapital.

Stk. 1 skal sikre, at nye garanter i en sparekasse, der på grund af underskud har tabt en del af sin garantikapital, får oplysning om, at de garantibeviser, der erhverves, ikke er pari værd, såfremt sparekassen blev opløst på erhvervelsestidspunktet.

Stk. 2 vedrører andelskasser og svarer til den i stk. 1 angivne regel for sparekassers garantikapital.

Stk. 3 præciserer, at der kan ske nedskrivning af en andelskasses andelskapital efter de for aktieselskaber gældende regler. Reglerne om nedsættelse af aktiekapitalen findes i aktieselskabslovens kapitel 7. Det fremgår blandt andet heraf, at aktiekapitalen kan nedsættes, såfremt det vedtages med et flertal svarende til det flertal, der skal til for at ændre vedtægterne.

Til § 50

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om banker og sparekasser.

Stk. 1 regulerer anbringelsen af de nævnte særlige opsparingsformer, og stk. 2 giver Finanstilsynet bemyndigelse til at fastsætte nærmere regler blandt andet for placering af de opsparede midler i puljer og i værdipapirer i særskilt depot.

Efter bestemmelsen er der for den enkelte opsparingsordning mulighed for at kombinere og veksle mellem kontant indlån, puljer og særskilt depot.

Hvis en opsparingsordning anbringes kontant på en indlånskonto, forrentes midlerne med den til enhver tid gældende rente for sådanne kontantindskud. En kontantkonto kan føres i såvel danske kroner som anden valuta.

Når der er indgået aftale om særskilt depot, er der for pengeinstituttet tale om en forvaltningsopgave på linie med anden rådgivning og forvaltning, hvor kunden direkte bærer omkostningerne ved bl.a. køb og salg af værdipapirer.

Ved indgåelse af aftale om puljeindlån aftaler pengeinstituttet og kunden placeringen af opsparingsmidlerne i en eller flere puljer. Puljerne består typisk af aktier og obligationer og andele i investeringsforeninger og specialforeninger m.v. Afkastet af de indbetalte midler svarer til afkastet af de værdipapirer, som pengeinstituttet har investeret midlerne i. Værdipapirerne anvendes derved som et beregningsgrundlag, idet værdipapirerne rent juridisk tilhører pengeinstituttet og ikke indskyderne.

Således som ordningen er opbygget, indgår værdipapirerne i en pulje som en del af pengeinstituttets egenbeholdning, men internt i pengeinstituttet er det af hensyn til fastsættelsen af afkastet af puljemidlerne nødvendigt at sondre mellem aktiver indkøbt for disse midler og pengeinstituttets andre aktiver. Finanstilsynet er bemyndiget til at fastsætte nærmere regler for midlernes anbringelse, administration, regnskab, revision samt kundeinformation jf. stk. 2.

Pengeinstitutternes ejendomsret til værdipapirerne medfører, at kunderne/indskyderne i tilfælde af pengeinstituttets betalingsstandsning eller konkurs ikke vil have krav på at få værdipapirerne udleveret.

Derimod er kunderne omfattet af garantiordningen i henhold til lov om en Garantifond for indskydere og investorer, jf. lovbekendtgørelse nr. 1015 af 11. december 2002. Dette indebærer, at kunderne får dækning for tab på indskud i tilfælde af betalingsstandsning eller konkurs. I henhold til lovens § 9, stk. 2, dækker fonden uden beløbsbegrænsning indskud på de nævnte opsparingsformer. Endvidere dækker fonden tab, som kunden har lidt som følge af, at instituttet ikke kan tilbagelevere værdipapirer, der tilhører kunden, og som opbevares, administreres eller forvaltes af instituttet, med indtil modværdien af 20.000 euro pr. kunde. Dette omfatter også værdipapirer, der er indlagt i et depot tilknyttet en af de i bestemmelsen nævnte opsparingsformer.

Finanstilsynet har senest udnyttet bemyndigelsen i stk. 2 ved udstedelse af bekendtgørelse nr. 1100 af 12. december 2000 om puljepension og andre skattebegunstigede opsparingsformer m.v. Reglerne udstedes efter forhandling med de berørte brancheorganisationer.

Reglerne om midlernes anbringelse er nærmere omtalt nedenfor.

Reglerne for administration af puljer skal give mulighed for at føre kontrol med, at der ikke sker en sammenblanding af pengeinstitutternes egne og puljedeltagernes interesser. Således skal porteføljeplejen af pensionspuljerne holdes adskilt fra egenbeholdningerne og kapitalmarkedsfunktionen i pengeinstitutterne. I den forbindelse er det et krav, at puljemidlerne udgør et selvstændigt depot i Værdipapircentralen.

Endvidere kræves det, at pengeinstitutterne har faste regler for, hvem der kan handle, og hvorledes der skal handles med puljemidlerne, således at der til enhver tid er klarhed over, hvorvidt en indgået handel er til puljerne eller til pengeinstituttets egenbeholdning. Herudover stilles der krav til forretningsgange for pengeinstitutternes forvaltning af puljemidlerne.

Porteføljeplejen skal foretages i henhold til skriftlige retningslinier, der godkendes af pengeinstituttets bestyrelse. Retningslinierne skal indgås for hver enkelt pulje og skal blandt andet indeholde bestemmelser om den generelle investeringsstrategi for puljen samt om handelsvilkårene, herunder afregningskurs, kurtage og andre handels- og depotomkostninger (PM-aftale).

Videre har Finanstilsynet fastsat regler om regnskab og revision samt om kundeinformation. Det er et krav, at pengeinstitutternes regnskaber indrettes således, at såvel puljerne som pengeinstitutternes regnskaber ekskl. puljer fremgår af resultatopgørelsen og balancen i de offentliggjorte regnskaber samt i de løbende indberetninger af oplysninger til Finanstilsynet.

Puljerne skal underlægges separat revision af pengeinstituttets revision, som ved aflæggelsen af regnskab skal give erklæring om, at forretningsgange og forvaltning af puljemidlerne foregår på betryggende vis og i overensstemmelse med PM-aftalen. Det påhviler endvidere revisionen at føre kontrol med, at de lovmæssige placeringsregler overholdes.

Samtidig skal revisionen udføre stikprøvevis kontrol med afregningskurserne i forbindelse med puljehandel, og bestyrelsen skal orienteres om revisionens resultat. Revision og bestyrelse skal føre kontrol med, at al afkast fra puljerne overføres til kunderne efter fradrag af administrationsgebyrer m.v.

Endelig stilles der krav til kundeinformation. Således skal kunderne ved oprettelse af en puljeordning informeres om de generelle regler for puljeordninger, herunder at midlerne tilhører pengeinstituttet, at afkastet baseres på en beregning af de bagvedliggende aktiver m.v. Endvidere skal kunden oplyses om PM-aftalen og øvrige kundevilkår, således at kunden er vidende om puljens investeringsstrategi og handelsvilkår, herunder blandt andet handels- og depotomkostninger.

Løbende gennem kundeforholdet skal pengeinstitutterne periodisk og mindst en gang hvert kvartal oplyse om det i perioden opnåede afkast for de enkelte puljer.

Desuden skal aktivsammensætningen primo og ultimo perioden oplyses fordelt på aktivtype inden for obligationer, indeksobligationer og aktier m.v.

Ved årets udgang skal specifikationen være særlig oplysende, uden at der dog skal stilles krav om oplysninger om de enkelte fondskoder.

Det er hensigten, at kunden får en tilfredsstillende kundeinformation, herunder et tilstrækkeligt grundlag for at tage stilling til en evt. omdisponering.

Oplysninger om omkostninger, der ikke påhviler puljen, men den enkelte kunde, skal følge de almindelige regler for kundeinformation.

Pengeinstitutterne skal endelig oplyse om det opnåede afkast for de enkelte puljer for de forløbne perioder i indeværende år samt det gennemsnitlige afkast for de foregående 3 år.

Finanstilsynets bekendtgørelse nr. 1100 af 12. december 2000, jf. ovenfor indeholder endvidere regler om midlernes placering.

Indførelse af placeringsregler for puljeordningerne var en forudsætning for at godkende debitering af negativt afkast i forbindelse med kurstab.

Placeringsregler er en beskyttelse af opsparernes midler. Placeringsregler skal både sikre en vis mindste kvalitet af det enkelte værdipapir, samt, for så vidt angår særskilte depoter, sikre et vist minimum af risikospredning.

I bekendtgørelsen er der således både regler om, hvilke værdipapirer de opsparede midler kan placeres i, samt for visse værdipapirer en grænse for hvor stor en del af de opsparede midler i et særskilt depot, der kan placeres i værdipapirer udstedt af en enkelt emittent.

Endvidere er der krav om, at visse værdipapirer skal være optaget til handel på et reguleret marked, ligesom der er begrænsninger i, hvilke regulerede markeder der er godkendt i denne forbindelse.

Der er forbud mod at placere opsparingen i aktier m.v. i selskaber, der har som formål at give ejeren brugsrettigheder eller lignende (time share projekter og lign.).

Finanstilsynet kan godkende nye værdipapirer og nye regulerede markeder.

De i bekendtgørelsen nævnte værdipapirer er en udtømmende liste over placeringsmulighederne.

Bekendtgørelsen giver endvidere puljer mulighed for anvendelse af afledte finansielle instrumenter samt udførelse af værdipapirudlån til risikoafdækning og porteføljepleje. Bekendtgørelsens bestemmelser herom har til formål at sikre, at en pulje gennem anvendelse af afledte finansielle instrumenter eller ved udførelse af værdipapirudlån ikke derved vil kunne påtage sig en større risiko end den, puljen ville kunne påtage sig ved udelukkende at investere i værdipapirer, der kan indgå i puljen.

For så vidt angår afledte finansielle instrumenter, har særskilte depoter alene mulighed for at erhverve optioner og warrants og alene inden for visse begrænsninger, således at tabsrisikoen begrænses. Baggrunden for denne indskrænkning i forhold til bestemmelserne for puljer er, at enhver mulighed for brug af finansielle instrumenter giver store kontrolmæssige vanskeligheder, men at der på den anden side er et kundebehov for afdækning af allerede indgåede risici og formindskelse af investeringsomkostninger. En afvejning af disse hensyn har betydet, at der for hvert enkelt depot er adgang til at erhverve op til fem optioner eller warrants pr. kalenderår, hvilket i modsætning til anvendelse af andre afledte instrumenter ikke kræver en marginindbetaling og dermed en pantsætning, hvilket ikke er muligt efter de nuværende skatteregler.

Til § 51

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om banker og sparekasser.

Stk.1 giver mulighed for, at der kan foretages opsparing i pensionsøjemed samt børne- og boligopsparing i filialer her i landet af udenlandske kreditinstitutter. De nævnte opsparingsformer er blandt de ordninger, som Garantifonden for indskydere og investorer dækker fuldt ud i tilfælde af et pengeinstituts betalingsstandsning eller konkurs.

For at sikre at denne dækning også vil skulle ske for konti i udenlandske filialer, er det præciseret i stk. 2, at kundernes opsparing skal være fuldt ud dækket enten af Garantifonden eller af en tilsvarende ordning i filialens hjemland.

Såfremt filialens hjemlands garantiordning ikke yder fuld dækning for disse opsparingsformer, har filialen i henhold til lov om en Garantifond for indskydere og investorer mulighed for at tilslutte sig den danske indskydergarantiordning som supplement til hjemlandets indskydergarantiordning og kan derved sikre kunderne fuld dækning af opsparingen.

Til § 52

Bestemmelsen er en videreførelse af tilsvarende bestemmelser i den gældende lov om investeringsforeninger og specialforeninger. Bestemmelsen er tidligere gennemført inden for rammerne af EF-direktiver på det finansielle område, jf. bilag A.

Det foreslås, at pengeinstitutter, der af Finanstilsynet er godkendt som depotselskab for en forening, som depotselskab skal handle uafhængigt og udelukkende i foreningens interesse.

Bestemmelse om depotselskabets pligt til at handle i foreningens interesse svarer med enkelte redaktionelle rettelser til § 75, stk. 2, i lov om investeringsforeninger og specialforeninger.

Det slås fast, at depotselskabet ved udførelsen af sine pligter herunder ved sin kontrol af de dispositioner, der foretages af foreningens daglige ledelse, udelukkende skal varetage foreningens og dermed foreningens medlemmers interesser og ikke f. eks. depotselskabets egne, investeringsforvaltningsselskabets eller andres eventuelle særinteresser.

Til § 53

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende realkreditlov

Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med den foreslåede § 34, stk. 2, i det samtidig med dette forslag fremsatte forslag til lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v.

Det kræves efter stk. 1 , at et realkreditinstitut i låneaftalen oplyser låntager om, at realkreditlånet kan kræves nedbragt, hvis lånet er ydet i strid med lovgivningen.

For at låntager ikke skal lide tab, hvis realkreditlånet kræves nedbragt efter det foreslåede stk. 1, bestemmes det i stk. 2, at den del af lånet, der er ydet i strid med lov om realkreditobligationer, af instituttet skal erstattes med et lån, der ikke er et realkreditlån, ydet på samme vilkår som det oprindelige realkreditlån.

Omkostningerne ved omlægningen af lånet påhviler realkreditinstituttet. Dette gælder dog efter det foreslåede stk. 3 ikke, hvis realkreditinstituttet kan godtgøre, at låntager var i ond tro, da lånet blev ydet, dvs. vidste eller burde vide, at realkreditlånet var ydet i strid med lovgivningen, eller hvis overtrædelsen af de nævnte bestemmelser i øvrigt skyldes oplysninger afgivet af låntager.

Til § 54

Bestemmelsen er ny.

Bestemmelsen gennemføres inden for rammerne af EF-direktiver på det finansielle område, jf. bilag A.

Det foreslås i stk.1 , at de kunder, der får udført individuel porteføljepleje hos et investeringsforvaltningsselskab, skal være omfattet af de samme beskyttelsesregler i § 71, som kunder er omfattet af hos andre finansielle virksomheder, der har tilladelse som værdipapirhandlere.

Forslaget er en konsekvens af, at investeringsforvaltningsselskaber får mulighed for at udføre porteføljepleje for kunder på grundlag af individuelle mandater. Bestemmelsen påbyder et investeringsforvaltningsselskab at træffe de samme foranstaltninger som et pengeinstitut eller et fondsmæglerselskab til at sikre disse kunders ejendomsret til de forvaltede aktiver og at forebygge interessekonflikter. Herom henvises der til bemærkningerne til § 71. Det bemærkes i denne forbindelse, at et investeringsforvaltningsselskab ikke kan få tilladelse til at opbevare porteføljekundernes værdipapirer. Disse skal derfor lægges i depot i et af kunden udpeget kreditinstitut eller fondsmæglerselskab.

I s tk. 2 foreslås det, at investeringsforvaltningsselskaber, der udfører porteføljepleje for kunder på grundlag af individuelle mandater, på forhånd med kunderne skal aftale, hvorvidt selskabet må placere kundens midler i andele i foreninger, som forvaltningsselskabet administrerer.

Forslaget er en konsekvens af, at investeringsforvaltningsselskaber får mulighed for at udføre porteføljepleje for kunder på grundlag af individuelle mandater.

Hvis et investeringsforvaltningsselskab ønsker at anbringe midler tilhørende en individuel porteføljekunde i andele i foreninger, som selskabet selv administrerer, pålægger bestemmelsen selskabet en pligt til på forhånd at træffe aftale med kunden om, hvorvidt og i givet fald hvor stor en andel af kundens midler, som selskabet må anbringe i sådanne foreninger, som selskabet selv administrerer. Med henblik på at forebygge, at der senere opstår konflikter, bør denne aftale være en del af investeringsmandatet, og den bør være udformet så konkret som muligt.

Til § 55

Bestemmelsen er en videreførelse af tilsvarende bestemmelser i den gældende lov om forsikringsvirksomhed.

Bestemmelsen opretholder forbudet mod her i landet at tegne livsforsikring med dødsfaldsdækning og på børn under 8 år. Reglen blev indført i 1922 ved en ændring til den første livsforsikringslov fra 1904, da det var og stadig er den almindelige opfattelse, at en uhindret adgang til at opnå økonomiske fordele ved tredjemands død gennem tegning af livsforsikring, må antages at indebære risiko for kriminel adfærd. Formålet med reglen er at modvirke denne risiko, herunder risikoen for spekulation i mindreårige børns død.

Stk. 1, nr. 1 og 2, er eksempler på specifikke danske regler inden for forsikringstilsynslovgivningen, som vil kunne opretholdes over for EU-selskaber, fordi de er begrundet i almene hensyn, jf. livsforsikringsdirektivet og 3. skadesforsikringsdirektiv. Finanstilsynet påpeger således indholdet af bestemmelsen over for selskaber fra lande, der har gennemført 3. generationsdirektiverne, og som ønsker at drive virksomhed her i landet enten i form af en filial eller som tjenesteydelsesvirksomhed. Omvendt gælder bestemmelsen ikke for danske selskaber i udlandet.

Finanstilsynet kan i medfør af bestemmelsens stk. 2 dispensere fra stk. 1, nr. 1 og 2. Dispensationsreglen tager især sigte på forsikringer på børn, da det må antages at være vanskeligt at kunne påvise en situation, hvor det vil være relevant at søge at opnå Finanstilsynets dispensation til at tegne en livsforsikring, som forsikringstageren ikke har kunnet opnå forsikredes personlige samtykke til. For så vidt angår forsikringer på børn vil navnlig generationsskifteproblemer undertiden kunne gøre tegning af en livsforsikring på et barns liv relevant. I de sager, hvor Finanstilsynet har givet dispensation, har det været afgørende, at det kunne dokumenteres, at der var et konkret behov for at afdække en relevant risiko.

Stk. 3 blev indsat som følge af, at det med vedtagelsen af livsforsikringsdirektivet ikke længere var tilladt at foretage systematisk forudgående kontrol med livsforsikringsselskabers forsikringsbetingelser. Af de almindelige bemærkninger til lovforslag L 63 af 28. oktober 1992 fremgår det, at: »Da der kan vise sig et behov for udarbejdelse af retningslinier vedrørende indholdet af forsikringsbetingelserne (minimumskrav), foreslås det at give Finanstilsynet bemyndigelse til at udstede sådanne retningslinier«.

I de specielle bemærkninger i samme lovforslag til § 237 a i den gældende lov om forsikringsvirksomhed fremgår det, at: »bestemmelsen er en konsekvens af, at forsikringsbetingelser ikke længere hverken skal godkendes af eller anmeldes til Finanstilsynet. Da forsikringsbetingelserne imidlertid kan indeholde klausuler om indskrænkninger i forsikringsdækningen bestemt eller godkendt af Finanstilsynet eller andre offentlige myndigheder, f.eks. i tilfælde af krig, kan der være behov for udarbejdelse af retningslinier vedrørende indholdet af forsikringsbetingelser (minimumskrav). Der vil derimod ikke blive udstedt retsforskrifter, der vedrører forhold, som er reguleret af lov om forsikringsaftaler, da denne lov ikke henhører under Industriministeriets ressort.«. Finanstilsynet har endnu ikke benyttet denne bemyndigelse, men bestemmelsen vil blandt andet kunne blive benyttet, hvis det viser sig, at der opstår et behov for f.eks. at præcisere reglerne om bonus.

Til § 56

Med forslaget ophæves de gældende bestemmelser i lov om forsikringsvirksomhed §§ 256 og 256 a. I stedet foreslås det at bemyndige Finanstilsynet til at fastsætte bestemmelser om de oplysninger, der skriftligt skal gives af forsikringsselskabet inden en forsikringsaftale indgås og under det løbende kundeforhold. Bestemmelsen er gennemført inden for rammerne af EF-direktiver på det finansielle område, jf. bilag A.

Finanstilsynet har i medfør af de gældende regler fastsat nærmere regler om de mere specifikke oplysninger, der ved livsforsikringsaftaler skal meddeles kunden inden og under det løbende kundeforhold. Disse regler er fastsat i bekendtgørelse nr. 609 af 14. juli 1995 om information fra forsikringsselskabet til kunden ved indgåelse af en livsforsikringsaftale.

Der er ikke tiltænkt nogen ændring i bestemmelsens anvendelsesområde. Der er ikke med den nye formulering tilsigtet nogen indskrænkning af et livsforsikringsselskabs gældende oplysningsforpligtelser.

Med hjemmel i bestemmelsen vil Finanstilsynet kunne fastsætte nærmere regler om de yderligere oplysninger et forsikringsselskab skal give i forbindelse med indgåelse af en skadesforsikringsaftale til supplering af bekendtgørelse nr. 399 af 20. maj 1994 om information til forsikringstageren i tilfælde hvor en skadesforsikringsaftale tilbydes i henhold til reglerne om fri etableringsret og fri udveksling af tjenesteydelser.

Til § 57

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om forsikringsvirksomhed.

Bestemmelsen giver mulighed for mortifikation af en livsforsikringspolice uden dom. Bestemmelsen fandtes tidligere i § 17 i den nu ophævede lov nr. 217 af 24. maj 1978 om Statsanstalten for Livsforsikring. Det er en betingelse for anvendelse af bestemmelsen, at livsforsikringspolicen er negotiabel i medfør af reglerne om negotiable dokumenter i lov om forsikringsaftaler §§ 113 og 114, der stort set svarer til gældsbrevslovens §§ 14-21.

Til § 58

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om forsikringsvirksomhed.

Bestemmelsen har været gældende siden bygningsbrandforsikring blev reguleret i lov om forsikringsvirksomhed, dvs. siden 1975, hvor bestemmelsen blev overført fra 1889 - loven om bygningsbrandforsikring (nr. 47 af 12. april 1889).

Bestemmelsen fastslår, at tilladelse til et forsikringsselskab til at tegne bygningsbrandforsikring som hovedregel medfører en pligt for selskabet til at kontrahere om næsten enhver bygning.

Det er hensynet til realkreditten, som er baggrunden for den pågældende regel, som sikrer, at en forsikringstager altid har adgang til at tegne en bygningsbrandforsikring.

Forpligtelsen kan være begrænset af bestemmelser i selskabets vedtægter eller tilladelse. Begrænsningen kan være geografisk eller angå fravalg af visse bygninger, f.eks. bygninger med stråtag.

Undtagelsen fra forsikringspligten i stk. 2, nr. 1, omfatter dels bygninger, der ikke er lovligt opført, dels bygninger der er indrettet i strid med andre brandpræventive bestemmelser. Undtagelsen i stk. 2, nr. 2, sigter navnlig til ødegårde og andre bygninger, der erfaringsmæssigt frembyder stor brandrisiko. Det er forudsat, at denne undtagelse kun anvendes, hvor der er tale om en væsentlig forøget risiko for den pågældende bygning, således at selskabet ikke kan afvise at forsikre enhver bygning, der henstår ubenyttet.

Til § 59

Bestemmelsen er en videreførelse af tilsvarende bestemmelser i den gældende lov om forsikringsvirksomhed.

Som i den foregående bestemmelse blev reglerne i stk. 1 og 2 overført i uændret form fra 1889–loven.

Bestemmelsen fastslår, at en bygningsbrandforsikring ikke kan opsiges af selskabet trods manglende betaling af præmie, og at kunden ikke kan opsige forsikringen uden samtykke fra samtlige tinglyste rettighedshavere, bortset fra tilfælde hvor skift af selskab ikke medfører forringelse af disses retsstilling.

Stk.1 er en fravigelse af den sædvanlige regel i forsikringsaftalelovens § 13 om et forsikringsselskabs ret til at opsige en forsikring på grund af manglende betaling af præmie. Det er endvidere en udvidelse af den særlige regel i forsikringsaftalelovens § 87, stk. 1 om betydningen af undladt præmiebetaling ved bygningsbrandforsikring. Bestemmelsen er som forsikringsaftalelovens § 87, stk. 1 begrundet i hensynet til panthaveren, men gælder i modsætning til denne lovs regel også i forhold til ejeren af ejendommen. Bestemmelsen skal i øvrigt ses i sammenhæng med stk. 3, som giver forsikringsselskabet udpantningsret til gengæld for den manglende opsigelsesadgang.

Begrænsningerne i stk. 2 i kundens ret til at opsige forsikringen er også begrundet i hensynet til panthaverne, samt andre indehavere af tinglyste rettigheder over ejendommen.

Ved skifte til et andet forsikringsselskab er det det afgivende selskab, der skal påse, at det modtagende selskab kan tegne bygningsbrandforsikringen uden forringelse af de tinglyste rettighedshaveres retsstilling.

Stk. 3 fastslår, at forsikringsselskabet har udpantningsret for den manglende bygningsbrandforsikringspræmie m.v.

Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med bestemmelsen i stk. 1 om selskabets manglende opsigelsesadgang. Som følge af selskabets udpantningsret for præmier, påløbne renter m.v. samt panteret for ydelserne i den forsikrede ejendom i 1 år fra forfaldsdag, er der for et selskab, der har tegnet bygningsbrandforsikring, i praksis ikke nogen risiko forbundet med, at selskabet ikke kan opsige forsikringen på grund af den manglende præmiebetaling.

Stk. 4 giver Finanstilsynet hjemmel til at fastsætte minimumsbetingelser for forsikringsselskabers tegning af bygningsbrandforsikring.

Afsnit IV

Til kapitel 7

Til § 60

Bestemmelsen er en videreførelse af tilsvarende bestemmelser i den gældende lov om finansiel virksomhed. Bestemmelsen er tidligere gennemført inden for rammerne af EF-direktiver på det finansielle område, jf. bilag A.

I bestemmelsen er der foretaget enkelte redaktionelle ændringer.

Bestemmelsen indeholder regler om adgangen til at eje og kontrollere betydelige kapitalandele i en finansiel virksomhed eller en finansiel holdingvirksomhed.

Baggrunden for bestemmelsen er, at ejerkredsen bag en finansiel virksomhed eller en finansiel holdingvirksomhed øver væsentlig indflydelse på virksomhedens drift. Fysiske eller juridiske personer, som myndighederne ikke har tilstrækkelig tillid til, skal forhindres i at eje en finansiel virksomhed eller en finansiel holdingvirksomhed, fordi der er risiko for, at de ikke vil medvirke til at sikre en forsvarlig drift af virksomheden.

Ifølge stk. 1 skal Finanstilsynet på forhånd underrettes om og godkende, når nogen direkte eller indirekte erhverver en kvalificeret andel i en finansiel virksomhed eller finansiel holdingvirksomhed. Først når Finanstilsynets godkendelse foreligger, er den pågældende berettiget til at erhverve andele. En kvalificeret andel defineres i forslagets § 5, stk. 3.

Finanstilsynet skal ligeledes på forhånd underrettes om og godkende enhver efterfølgende forøgelse af kvalificerede andele, der bringer den samlede ejerandel op på eller over en grænse på 20 pct., 33 pct., 50 pct., eller medfører, at den finansielle virksomhed bliver en dattervirksomhed.

Tilsvarende gælder finansielle holdingvirksomheder.

Hvis erhvervelse af en kvalificeret andel i holdingvirksomheden medfører, at aktionæren får en sådan dominerende indflydelse på holdingvirksomheden, at aktionæren derved indirekte kommer til at besidde en kvalificeret andel af den finansielle virksomhed således, at erhvervelsen både vedrører den finansielle virksomhed og den finansielle holdingvirksomhed, skal der alene indgives én ansøgning til Finanstilsynet.

En godkendelse fra Finanstilsynet af, at en bestemt aktionær erhverver 10 pct., udelukker ikke, at Finanstilsynet kan afvise at godkende denne aktionærs erhvervelse af f.eks. yderligere 10 pct., hvorved den samlede andel bringes op på 20 pct. Finanstilsynet vil i lyset af erfaringerne med den pågældende aktionær kunne afvise at godkende denne forøgelse af andelen.

Såfremt en finansiel virksomhed eller finansiel holdingvirksomhed i et andet medlemsland inden for EU eller i et land, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område, ønsker at erhverve en kvalificeret andel i en dansk finansiel virksomhed, skal Finanstilsynet altid, inden en afgørelse træffes, konsultere tilsynsmyndighederne i den pågældende finansielle virksomheds eller finansielle holdingvirksomheds hjemland. Det samme gælder, hvis erhververen er en modervirksomhed til en finansiel virksomhed i et andet medlemsland eller en fysisk eller juridisk person, der kontrollerer en finansiel virksomhed i et andet medlemsland.

I stk. 2 er «forsvarlig drift« ændret til «forsvarlig og fornuftig forvaltning«. Baggrunden herfor er, at professor, dr.jur. Erik Werlauff, på foranledning af Finanstilsynet har udarbejdet en redegørelse om »Indgrebsmulighederne for betydende kapitalejere i finansielle virksomheder«. Denne redegørelse er optrykt i beretning om Finanstilsynets virksomhed i 1998.

I redegørelsen peges på, at når der i de danske regler, der gennemfører EF- direktiverne på området, anvendes udtrykket »modvirker en forsvarlig drift«, anvender de relevante direktiver i den danske oversættelse udtrykket »en forsigtig og sund ledelse« af virksomheden. Denne formulering har en retning, der tyder på strengere krav end, hvad den danske tekst generelt lader formode.

Ændringen har alene til formål at bringe ordlyden af bestemmelsen nærmere direktivets ordlyd, idet ordvalget »forsvarlig og fornuftig forvaltning« er valgt frem for en »sund og fornuftig ledelse«. Bestemmelsen ændrer dog ikke ved den måde, Finanstilsynet hidtil har fortolket bestemmelsen på.

Finanstilsynet kan efter bestemmelsen kun godkende, at en aktionær erhverver andele eller forøger disse, hvis den pågældende aktionær ikke kan forventes at modvirke en forsvarlig og fornuftig forvaltning af den finansielle virksomhed eller den finansielle holdingvirksomhed. Adgangen til at godkende den nævnte aktionær vil eksempelvis kunne benyttes til at afvise aktionærer, som har medvirket til en uforsvarlig og ufornuftig forvaltning af andre finansielle virksomheder.

Ifølge stk. 3 har Finanstilsynet en frist på 3 måneder til at træffe beslutning om, hvorvidt en erhvervelse af en andel kan godkendes. Fristen regnes fra Finanstilsynets modtagelse af en fyldestgørende underretning om den påtænkte erhvervelse af andelen.

Såfremt en underretning er så mangelfuld, at Finanstilsynet ikke kan træffe afgørelse, begynder fristen først at løbe fra det tidspunkt, hvor Finanstilsynet har modtaget supplerende oplysninger, og underretningen derved kan anses for fyldestgørende.

I henhold til stk. 4 kan Finanstilsynet i sin godkendelse fastsætte en gennemførelsesfrist for erhvervelsen af påtænkte andele. Overholdes fristen ikke, er godkendelsen bortfaldet.

I stk. 5 åbnes mulighed for, at Finanstilsynet kan suspendere behandlingen af ansøgninger efter stk. 1, hvis erhververen er en virksomhed med hjemsted uden Den Euorpæiske Union, som Fællesskabet ikke har indgået aftale med på det finansielle område.

Bestemmelsen hænger sammen med EF-direktiver på det finansielle område, jf. bilag A, hvorefter Kommissionen skal undersøge, hvilke hindringer der er for finansielle virksomheder fra EU for at udøve virksomhed i tredjelande. Hvis et tredjeland ikke giver finansielle virksomheder fra EU mulighed for at drive virksomhed i det pågældende land svarende til den adgang, som EU giver finansielle virksomheder fra tredjelande, kan der indledes forhandlinger med det pågældende land. Samtidig kan det bestemmes, at medlemslandene skal suspendere behandlingen af ansøgninger fra virksomheder fra det pågældende land om erhvervelse af andele inden for de grænser, der er fastsat i stk. 1. Det er ikke hensigten, at bestemmelsen skal finde anvendelse i andre tilfælde, end de i direktiverne nævnte. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 343, stk. 5.

Ifølge stk. 6 skal kapitalejere, som har en andel på mindst 10 pct., og som påtænker at mindske denne andel således, at den falder under en af de i stk. 1 fastsatte grænser, underrette Finanstilsynet herom og angive størrelsen af den påtænkte fremtidige andel. Bestemmelsen giver Finanstilsynet mulighed for at følge større ændringer i besiddelsen af kvalificerede andele i forbindelse med salg. Der er tale om et krav om forudgående rapportering.

Ifølge stk. 7 skal en finansiel virksomhed eller en finansiel holdingvirksomhed, når den får kendskab til overdragelser, som hæver eller sænker andelen i forhold til de grænser, der er angivet i stk. 1, straks indberette forholdet til Finanstilsynet.

Ifølge stk. 8 skal de finansielle virksomheder og finansielle holdingvirksomheder i februar måned meddele navnene på de kapitalejere, som pr. 31. december det foregående år ejede en kvalificeret andel i den pågældende virksomhed samt størrelsen af disse kapitalandele. Indberetningen giver Finanstilsynet mulighed for at konstatere, om ansøgningspligten i henhold til stk. 1 og meddelelsespligten i henhold til stk. 6 er overholdt. Hvis der ikke er sket ændringer i forhold til det foregående års indberetning, er det tilstrækkeligt at give meddelelse herom.

Til § 61

I bestemmelsen er der foretaget enkelte redaktionelle ændringer.

Bestemmelsen giver Finanstilsynet mulighed for at ophæve stemmeretten for kvalificerede andele eller påbyde den finansielle virksomhed eller finansielle holdingvirksomhed at følge bestemte retningslinjer.

Stk. 1 giver Finanstilsynet mulighed for at ophæve stemmeretten for kapitalandele, hvis ejere modvirker en forsvarlig og fornuftig forvaltning af den finansielle virksomhed eller den finansielle holdingvirksomhed, eller for at påbyde virksomheden at følge bestemte retningslinjer. I dette stk. er »forsvarlig drift« ændret til »forsvarlig og fornuftig forvaltning«. Der henvises til bemærkninger herom til § 60, stk. 2. Et påbud om bestemte retningslinjer tilsigter på ny at etablere en forsigtig og sund udvikling. Ved forsvarlig og fornuftig forvaltning forstås forvaltning på det økonomiske område. Hvis den pågældende ejer eksempelvis i forbindelse med ejerskab eller deltagelse i ledelsen af andre virksomheder har vist sig uegnet til at drive virksomhed på en økonomisk forsvarlig måde, f.eks. hvis den pågældende er dømt for økonomisk kriminalitet, kan stemmeretten ophæves.

Ifølge stk. 2 kan Finanstilsynet ophæve stemmeretten for kapitalandele, hvis ejere ikke har overholdt forpligtelsen efter § 60, stk. 1, til forudgående at underrette Finanstilsynet om erhvervelse eller udvidelse af kapitalandelen.

Såfremt Finanstilsynet efterfølgende godkender den pågældende investering, tildeles kapitalandelen igen sin stemmeret. Beslutninger, der efter aktieselskabsloven gyldigt er truffet i perioden, hvor kapitalandelene er frataget deres stemmeret, har fuld gyldighed også efter stemmerettens retablering.

Ifølge stk. 3 skal Finanstilsynet ophæve stemmeretten for kapitalandele, der er erhvervet trods Finanstilsynets afvisning af at godkende erhvervelsen. Ophævelse af stemmeretten udelukker ikke, at der samtidig anvendes andre muligheder for at bringe den ulovlige tilstand til ophør, dvs. påbud, sanktioner og tvangsmidler.

Stk. 4 fastslår, at såfremt Finanstilsynet har ophævet stemmeretten, kan kapitalandelen ikke indgå i opgørelsen af den på en generalforsamling repræsenterede stemmeberettigede kapital. Bestemmelsen skal medvirke til, at der kan træffes beslutninger i selskabet, uanset at Finanstilsynet har ophævet stemmeretten på en betydelig del af selskabskapitalen. Andre rettigheder, der tilkommer en kapitalejer, f.eks. indløsningsret og retten til udbyttebetaling, bortfalder ikke ved Finanstilsynets ophævelse af stemmerettighederne.

Til § 62

Bestemmelsen er en videreførelse af tilsvarende bestemmelser i den gældende lov om finansielle virksomhed.

Bestemmelsen fastslår, at Finanstilsynet på forhånd skal underrettes om danske finansielle virksomheders og finansielle holdingvirksomheders erhvervelse og forøgelse af kvalificerede andele i udenlandske finansielle virksomheder.

Stk. 1 sikrer, at Finanstilsynet bliver underrettet om finansielle virksomheders og finansielle holdingvirksomheders erhvervelse og forøgelse af kvalificerede andele af udenlandske virksomheder, der driver pengeinstitutvirksomhed, forsikringsvirksomhed, fondsmæglervirksomhed, investeringsforvaltningsvirksomhed eller realkreditinstitutvirksomhed.

Da besiddelse af kvalificerede andele i udenlandske virksomheder som de nævnte er forbundet med samme risici som besiddelse af kvalificerede andele i danske virksomheder, fastslås det, at der er pligt for finansielle virksomheder og finansielle holdingvirksomheder til at underrette Finanstilsynet ved erhvervelse og forøgelse af kvalificerede andele i de nævnte udenlandske virksomheder.

Med »udenlandske finansielle virksomheder« menes de virksomheder, der efter de danske regler ville være omfattet af definitionen af finansielle virksomheder i denne lov og dermed være underlagt et krav om tilladelse eller godkendelse fra Finanstilsynet.

Enhver form for erhvervelse, herunder etablering af en dattervirksomhed, er omfattet af bestemmelsen.

Det fastslås i stk. 2 , at Finanstilsynet tilsvarende skal underrettes, når andele afhændes eller bringes ned under de i stk. 1 nævnte grænser.

Stk. 3 indeholder krav om en række oplysninger ved erhvervelse, herunder etablering, af en dattervirksomhed. Kravene svarer til de krav om oplysninger, der i lov om finansiel virksomhed stilles efter § 38, stk. 1-4, ved etablering af en filial i udlandet.

Stk. 4 fastslår, at der ved ændring af forhold, som der er givet meddelelse om i medfør stk. 3 skal den finansielle virksomhed eller den finansielle holdingvirksomhed også meddelelse Finanstilsynet, hvis der foretages ændringer i disse forhold.

Til Kapitel 8

Bestemmelserne i dette kapitel er nye for investeringsforvaltningsselskaber.

Til § 63

Bestemmelsen indeholder en delvis videreførelse af kravene i den finansielle lovgivning om, at ledelsen (bestyrelsesmedlemmer, suppleanter herfor samt direktører) skal opfylde visse krav om egnethed og hæderlighed. Bestemmelsen er tidligere gennemført inden for rammerne af EF-direktiver på det finansielle område, jf. bilag A.

Som noget nyt får Finanstilsynet ifølge forslaget til § 350 hjemmel til at kunne påbyde en finansiel virksomhed i drift at afsætte en direktør, hvis den pågældende ikke kan bestride stillingen under de nærmere opregnede betingelser i stk. 2, nr. 1-4 . Afgørelse om at påbyde en finansiel virksomhed at afsætte en direktør træffes i Det Finansielle Virksomhedsråd, som i medfør af lovens § 344, stk. 2, nr. 1, træffer afgørelse i tilsynssager af principiel karakter.

Dersom et bestyrelsesmedlem ikke skønnes at opfylde kravene til egnethed og hæderlighed i en finansiel virksomhed i drift, og den finansielle virksomhed ikke afhjælper dette, kan Finanstilsynet i medfør af lovens § 236, stk. 1, nr. 2, inddrage virksomhedens tilladelse.

Ved stiftelse af en finansiel virksomhed kan Finanstilsynet fortsat, i overensstemmelse med hidtidig praksis, nægte at meddele tilladelse til en finansiel virksomhed, hvis et medlem af den finansielle virksomheds bestyrelse eller direktion ikke opfylder kravene i lovens § 14, stk. 1, nr. 2.

Afgørelse om at nægte en finansiel virksomhed tilladelse eller inddragelse af en finansiel virksomheds tilladelse træffes af Det Finansielle Virksomhedsråd.

Bestyrelsesmedlemmer og direktører, der ikke er enige med Finanstilsynet i afgørelsen, har i medfør af lovens § 371, stk. 1, mulighed for at indbringe afgørelsen for Erhvervsankenævnet. Erhvervsankenævnet kan beslutte, at sådanne klager skal tillægges opsættende virkning.

Ifølge de gældende bestemmelser om kravene til bestyrelsesmedlemmers og direktørers egnethed og hæderlighed skal medlemmer af en finansiel virksomheds bestyrelse og direktion på tidspunktet for meddelelse af tilladelse eller på tidspunktet for tiltrædelse af en sådan stilling i en eksisterende finansiel virksomhed, opfylde visse krav til egnethed og hæderlighed. De nævnte bestemmelser bygger på identiske bestemmelser i EF-direktiver. Disse bestemmelser er indsat i forslagets § 63, stk. 2.

Til opfyldelse af regelsættet skal medlemmer af bestyrelsen og direktionen, når de pågældende indtræder i en finansiel virksomhed under tilsyn som enten bestyrelsesmedlem eller direktør, afgive nogle oplysninger til Finanstilsynet. De afgivne oplysninger indgår i Finanstilsynets bedømmelse af, om vedkommende er egnet og hæderlig i den finansielle lovgivnings forstand. Der henvises til Finanstilsynets vejledning om krav i den finansielle lovgivning til direktørers, bestyrelsesmedlemmers og aktionærers egnethed og hæderlighed.

Dersom et eller flere medlemmer af en finansiel virksomheds bestyrelse eller direktion ikke opfylder kravene til egnethed og hæderlighed, er Finanstilsynets sanktionsmuligheder i henhold til de gældende finansielle tilsynslove at nægte en tilladelse til at drive finansiel virksomhed eller inddrage den pågældende virksomheds tilladelse til at drive finansiel virksomhed. Disse bestemmelser er indsat i § 236, stk. 1, nr. 2.

Finanstilsynet har i praksis ikke anvendt denne lovhjemmel. Dette skyldes, at indgrebet har en sådan styrke og så vidtrækkende samfundsmæssige konsekvenser, at denne sanktion kun kan tænkes iværksat i særdeles alvorlige tilfælde. Ligeledes vil en inddragelse af tilladelsen for en finansiel virksomhed være en uforholdsmæssig sanktion, idet en inddragelse af tilladelsen typisk vil skabe en sådan krisesituation, at en afvikling af den pågældende finansielle virksomhed er nødvendig. Disse indgrebsbeføjelser har derfor normalt størst betydning i stiftelsessituationer, hvor Finanstilsynet kan nægte en finansiel virksomhed en tilladelse, hvis et ledelsesmedlem ikke opfylder kravene til egnethed og hæderlighed.

Derimod findes der i den finansielle lovgivning ingen bestemmelser, der giver Finanstilsynet mulighed for at pålægge en finansiel virksomhed at afsætte et medlem af direktionen, hvis den pågældende ikke varetager hvervet eller stillingen på betryggende vis, som det foreslås i bestemmelsen i § 350.

I henhold til internationale standarder udstedt af Committee of European Securities Regulators (CESR), International Association of Insurance Supervisors (IAIS), Basel Core Principle for Effective Banking Supervision samt Joint Forum, er det en forudsætning, at et effektivt og tilstrækkeligt tilsyn skal være i besiddelse af indgrebsbeføjelser, som fremmer tilfredsstillende anvendelse af egnetheds- og hæderlighedstests, og som samtidig giver tilsynsmyndigheden mulighed for at intervenere løbende om nødvendigt, herunder skal tilsynsmyndigheden have beføjelse til at fjerne et ledelsesmedlem fra en post, når denne ikke varetager hvervet forsvarligt.

Den foreslåede bestemmelse har således til formål at supplere Finanstilsynets andre indgrebsbeføjelser med henblik på, at Finanstilsynet kan overholde internationale tilsynsstandarder på området. Den foreslåede bestemmelse gennemfører tillige artikel 6, stk. 1, 2. afsnit i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/12/EF om adgang til at optage og udføre virksomhed som kreditinstitut.

Et medlem af bestyrelsen og direktionen i en finansiel virksomhed skal, jf. stk. 1, have fyldestgørende erfaring til at udøve hvervet eller stillingen. Dette påses, når bestyrelsesmedlemmet eller direktøren tiltræder hvervet eller stillingen.

Efter stk. 2, nr. 1, kan et medlem af bestyrelsen og direktionen ikke bestride hvervet eller stillingen som henholdsvis bestyrelsesmedlem og direktør, såfremt den pågældende har overtrådt straffeloven eller anden lovgivning på det finansielle område. I overvejelserne vil indgå, om det udviste forhold begrunder en nærliggende fare for efterfølgende misbrug af hvervet eller stillingen, eller om den pågældende har handlet på en så retsstridig og uetisk måde, at der er grundlag for at antage, at den pågældende ikke vil varetage hvervet eller stillingen som henholdsvis bestyrelsesmedlem eller direktør på betryggende vis. Det er således ikke enhver overtrædelse af straffe- og særlovgivningen, der vil føre til en reaktion fra Finanstilsynets side. Allerede i dag har bestyrelsesmedlemmer og direktører efter Finanstilsynets praksis pligt til at indberette, hvis de er dømt for overtrædelse af straffelovens regler i kapitel 28 og 29 om berigelsesforbrydelser og andre strafbare formuekrænkelser eller kapitel 10 i lov om værdipapirhandel m.v., hvilket også er beskrevet i Finanstilsynets vejledning om krav i den finansielle lovgivning til direktørers, bestyrelsesmedlemmers og aktionærers egnethed og hæderlighed.

Der er alene tale om en videreførelse af hidtil administrativ praksis, dog således at overtrædelse af al lovgivning af relevans for den finansielle sektor tages i betragtning. Det strafbare forhold skal være fastslået ved dom eller ved, at bestyrelsesmedlemmet eller direktøren har accepteret et bødeforlæg, jf. retsplejelovens § 931. F.eks. vil en erkendelse af insiderhandel og en hermed forbundet bøde kunne begrunde, at Finanstilsynet pålægger en finansiel virksomhed at afsætte en direktør, jf. § 350, eller i de tilfælde hvor der er tale om bestyrelsesmedlemmer, at den finansielle virksomheds tilladelse inddrages, jf. § 236, stk. 1, nr. 2.

Er det strafbare forhold pådømt i udlandet, vil dette ligeledes kunne begrunde Finanstilsynets indgriben.

Efter nr. 2 kan et ledelsesmedlem ikke bestride hvervet eller stillingen som henholdsvis bestyrelsesmedlem eller direktør, dersom den pågældende har anmeldt betalingsstandsning, er under konkurs, har indgivet begæring om gældssanering, eller der er indledt forhandlinger om tvangsakkord.

Efter nr. 3 kan Finanstilsynet gribe ind over for et medlem af bestyrelsen eller direktionen, dersom den pågældendes økonomiske situation eller selskaber, som den pågældende ejer eller hvori den pågældende deltager i driften har påført den finansielle virksomhed tab eller risiko for tab. Dette er en videreførelse af Finanstilsynets praksis. Baggrunden for denne praksis er, at det anses for problematisk, at en person, hvis engagement har påført en finansiel virksomhed tab eller bragt den finansielle virksomhed i risiko for at lide tab, deltager i ledelsen af en finansiel virksomhed, idet det antages, at den pågældende ikke vil være i stand til at foretage tilstrækkelig objektive vurderinger. Samtidig må det antages, at bestyrelsen vil være friere stillet ved behandlingen af eksempelvis et engagement, når engagementet ikke vedrører en bestyrelseskollega eller en direktør.

Bestemmelsen tænkes anvendt i situationer, hvor et bestyrelsesmedlem eller en direktør ikke er i stand til at opfylde sine økonomiske forpligtelser, efterhånden som de forfalder, og herved påfører den finansielle virksomhed tab eller udsætter virksomheden for en tabsrisiko. Bestemmelsen foreslås endvidere anvendt i den situation, hvor bestyrelsesmedlemmets eller direktørens økonomi er i en sådan uorden, at selve dette forhold må anses for særdeles belastende for varetagelsen af den overordnede ledelse af den finansielle virksomhed. Bestemmelsen foreslås tillige anvendt i den situation, hvor der er tale om nødlidende engagementer med virksomheder, som bestyrelsesmedlemmet ejer, samt virksomheder hvor bestyrelsesmedlemmet er direktør eller bestyrelsesmedlem. Der anlægges i disse tilfælde en konkret vurdering, af årsagen til at engagementet blev nødlidende.

I nr. 4 foreslås det, at Finanstilsynet får beføjelse til at kunne gribe ind over for et medlem af bestyrelsen eller direktionen, dersom den pågældende har udvist en sådan adfærd, at der er grund til at antage, at den pågældende ikke vil varetage hvervet eller stillingen på forsvarlig måde.

Anvendelsen af bestemmelsen forudsætter, at Finanstilsynet har en viden om, at den pågældende i sin tidligere virksomhed har opført sig på en sådan måde, at der er risiko for, at hvervet eller stillingen som bestyrelsesmedlem eller direktør ikke vil blive varetaget på betryggende vis. Der tænkes eksempelvis på situationer, hvor det er åbenbart, at ledelsesmæssige svigt, manglende overholdelse af pålæg eller påbud fra en offentlig myndighed eller grovere misbrugssituationer, har været årsag til problemer i de virksomheder, som den pågældende tidligere har deltaget i ledelsen af som bestyrelsesmedlem eller direktør. Endvidere kan viden om, at den pågældende i gentagne tilfælde har været en del af ledelsen i virksomheder, der er gået konkurs, uden at der dog er afsagt dom for overtrædelse af straffeloven begrunde, at Finanstilsynet afsætter vedkommende. Finanstilsynet kan endelig reagere, dersom et medlem af bestyrelsen eller direktionen gentagne gange har handlet uredeligt eksempelvis ved at undlade at efterleve krav om god administrativ praksis og regnskabspraksis, eller ved undladelse af at iværksætte fyldestgørende kontrolprocedurer, eller i tilfælde hvor forsømmelser, dumdristighed eller passivitet har skadet den finansielle virksomhed.

I stk. 3 foreslås, at medlemmer af bestyrelsen og direktionen har pligt til at give Finanstilsynet oplysninger om de i stk. 2 angivne forhold.

Til § 64

Bestemmelsen er en videreførelse af tilsvarende bestemmelser i den gældende tilsynslovgivning.

Bestemmelsen præciserer, at bestyrelsen skal udarbejde en forretningsorden for bestyrelsens arbejde. Bestemmelsen svarer til aktieselskabslovens § 56, stk. 4. Finanstilsynet angiver i tilsynets vejledning i henhold til lovforslagets § 70, stk. 2, minimumskrav til indholdet af forretningsordenen.

Til § 65

Bestemmelsen er en videreførelse af tilsvarende bestemmelser i den gældende tilsynslovgivning.

Kravet om, at den tegningsret, som efter aktieselskabslovens § 60, stk. 2, tilkommer medlemmer af bestyrelsen eller direktionen, kun kan udøves af mindst to i forening, er ny for fondsmæglerselskaber. Aktieselskabslovens § 60, stk. 2, vedrører et selskabs forpligtelse ved retshandler, som på selskabets vegne indgås af den samlede bestyrelse eller af et medlem af bestyrelsen eller af en direktør. Baggrunden for, at der for finansielle virksomheder kræves mindst to til at tegne virksomheden, er, at finansielle virksomheder i modsætning til aktieselskaber, der ikke er finansielle virksomheder, administrerer særligt betroede midler, hvorfor der er et særligt beskyttelsesbehov overfor indskyderne og forsikringstagerne.

Til § 66

Bestemmelsen er en videreførelse af tilsvarende bestemmelser i den gældende tilsynslovgivning. Bestemmelsen er ny for forsikringsselskaber og fondsmæglerselskaber.

Som noget nyt foreslås det, at det er tilstrækkeligt, at indkaldelsen til generalforsamlingen i en finansiel virksomhed samt indkaldelse til repræsentantskabet i en sparekasse fremgår af den finansielle virksomheds hjemmeside eller udleveres på anmodning. Kravet om, at indkaldelsen skal være offentlig tilgængelig skal ses i sammenhæng med bestemmelsen om, at pressen skal have adgang. Det er i henhold til de gældende regler et krav, at indkaldelsen skal ske i overensstemmelse med selskabets vedtægter. Det er en forudsætning for, at pressen kan udnytte sin ret til adgang, at pressen har mulighed for at få oplyst tidspunkt og dagsorden for generalforsamlingen samt for repræsentantskabsmødet i en sparekasse.

For finansielle virksomheder, der er aktieselskaber, gælder endvidere aktieselskabslovens § 73.

I stk. 2 foreslås som noget nyt, at offentlighedens adgang til generalforsamlinger ikke skal gælde for en virksomhed, der er 100 pct. ejet af en finansiel virksomhed, eller for en virksomhed, der er 100 pct. ejet af finansielle virksomheder, der indgår i koncern med den pågældende virksomhed. Som eksempel kan nævnes, hvor en finansiel holdingvirksomhed ejer to banker, der sammen ejer en bank 100 pct. Baggrunden herfor er, at der i sagens natur kun vil være en ejerinteresse repræsenteret på generalforsamlingen. Der kan derfor ikke forventes en debat af interesse for offentligheden. I lyset heraf vurderes det at være en uforholdsmæssig stor byrde, hvis disse virksomheder skal overholde indkaldelsesvarslet og offentlighedskravet i stk. 1.

Til § 67

Bestemmelsen er en videreførelse af tilsvarende bestemmelser i den gældende lov om forsikringsvirksomhed. Bestemmelsen er ny for pengeinstitutter, realkreditinstitutter og fondsmæglerselskaber.

Det følger af bestemmelsen, at Finanstilsynet udøver de beføjelser, der er tillagt Erhvervs- og Selskabsstyrelsen efter aktieselskabslovens § 72, stk. 2. Disse beføjelser består i at kunne indkalde en generalforsamling i selskaber uden bestyrelse eller i selskaber, hvor bestyrelsen undlader at indkalde til generalforsamling.

Til § 68

Bestemmelsen er en videreførelse af tilsvarende bestemmelser i den gældende lov om banker og sparekasser. Bestemmelsen er ny for realkreditinstitutter, forsikringsselskaber og fondsmæglerselskaber.

Af typiske opgaver, der tillægges repræsentantskabet, kan udover at vælge bestyrelsens medlemmer og fastsætte vederlaget for disse, nævnes, at repræsentantskabet skal virke for den finansielle virksomheds trivsel og bistå bestyrelse og direktion blandt andet ved at fremskaffe et bredere beslutningsgrundlag om oprettelse og nedlæggelse af filialer og kontorsteder, samt at repræsentantskabet på generalforsamlingen kan forelægge vedtægtsændringer.

Bestemmelsen finder ikke anvendelse på sparekasser. Repræsentantskabet i en sparekasse er sparekassens øverste myndighed. Der kan ikke indskydes et organ mellem sparekassens repræsentantskab og bestyrelsen.

Til § 69

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om finansiel virksomhed.

Den finansielle virksomheds bestyrelse skal udfærdige skriftlige retningslinjer for den finansielle virksomheds væsentligste aktivitetsområder, og herunder blandt andet fastlægge direktionens ansvarsområde.

Skriftlighed er defineret i forslagets § 6.

Det skal kunne dokumenteres, at bestyrelsen har godkendt retningslinjerne.

Hvilke aktivitetsområder, der er de væsentligste, afhænger af typen af finansiel virksomhed. Formålet med bestemmelsen er, at bestyrelsen skal fastlægge risikoprofilen for den finansielle virksomhed og angive hvilke dispositioner, direktionen kan foretage uden bestyrelsens forudgående accept. Ligeledes skal retningslinjerne indeholde bestemmelser om hvilke dispositioner, der skal meddeles bestyrelsen til efterretning.

Retningslinjerne skal for alle finansielle virksomheder omfatte markedsrisici. Endvidere skal retningslinjerne indeholde bestemmelser vedrørende andre områder afhængigt af den finansielle virksomheds aktivitetsområde(r). For fondsmæglerselskaberne skal retningslinjerne eksempelvis indeholde bestemmelser om placering af egenkapitalen. For forsikringsselskaber vil f.eks. også virksomhedens acceptpolitik i forbindelse med risikopåtagelse i ind- og udland og virksomhedens politik for reassuranceafdækning skulle omfattes af retningslinjerne. Kreditgivende, finansielle virksomheder skal have retningslinjer, der omfatter kreditrisiciene. Det kan ikke udtømmende opremses hvilke retningslinjer, der skal foreligge i den enkelte virksomhed.

Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med aktieselskabslovens § 54 om bestyrelsens og direktionens indbyrdes forhold. Fordelingen af opgaver mellem bestyrelse og direktion er overladt til bestyrelsens afgørelse, hvilket er i overensstemmelse med almindelige selskabsretlige regler om bestyrelsens pligter.

Til § 70

Det foreslås som noget nyt, at der stilles krav om, at en finansiel virksomhed skal have de ressourcer, der er nødvendige for den rette gennemførelse af sin virksomhed og anvende disse hensigtsmæssigt.

Efter stk. 1 skal en finansiel virksomhed have en god administrativ og regnskabsmæssig praksis, skriftlige forretningsgange på alle væsentlige aktivitetsområder, interne kontrolprocedurer, der også omfatter medarbejderes adgang til at foretage personlige transaktioner samt betryggende kontrol- og sikringsforanstaltninger på IT-området. Bestemmelsen blev oprindelig foreslået i rapporten om Finanstilsynets kontrol med de danske pengeinstitutter afgivet i august 1995 af det af erhvervsministeren i februar 1995 nedsatte ekspertpanel til undersøgelse og vurdering af Finanstilsynets tilsynsmetoder ved overvågning og gennemgang af danske pengeinstitutter (Koktvedgaard-rapporten).

Stk. 1, nr. 2, giver Finanstilsynet en udtrykkelig hjemmel til at kræve, at finansielle virksomheder skal have skriftlige forretningsgange for alle de væsentlige aktivitetsområder. Det vil afhænge af den enkelte virksomhed, hvilke aktivitetsområder, der er væsentlige for virksomheden.

Forretningsgangene skal altid omhandle de områder, som er beskrevet i bestyrelsens instruks til direktionen, jf. § 69.

Stk. 1, nr. 3, medfører, at finansielle virksomheder skal have særlige regler og kontrolforanstaltninger vedrørende alle medarbejderes personlige transaktioner med værdipapirer m.v. i den pågældende finansielle virksomhed i overensstemmelse med investeringsservicedirektivet. Forretningsgangene skal f.eks. beskrive etablering af kundeforhold, oplysninger til kunder m.v.

Forslaget til stk. 1, nr. 5, som er nyt, fastslår, at en finansiel virksomhed skal have de ressourcer (teknik, mandskab, forretningsgange m.v.), der er nødvendige for at gennemføre de tjenesteydelser, som selskabet tilbyder. Ved »anvende disse hensigtsmæssigt« forstås, at den finansielle virksomhed skal anvende sine ressourcer til gavn for kunderne. En finansiel virksomhed kan således ikke tilbyde tjenesteydelser, som virksomheden ikke har mandskab og forretningsgange til at gennemføre på en for kunderne tilfredsstillende måde.

Stk. 2 er en harmonisering af anbefalinger indeholdt i Koktvedgaard-rapporten om, at Finanstilsynets fremadrettede tilsynsfunktion skal styrkes gennem en klarere lovgivning, herunder at Finanstilsynet i vejledninger kan fastsætte overordnede, generelle retningslinjer for pengeinstitutters forretningsgange m.v.

Retningslinjerne skal kun vedrøre overordnede områder, og der vil ikke kunne ske detailregulering af enkeltområder i disse.

Finanstilsynet drøfter retningslinjerne med den omfattede sektor, inden vejledningerne udstedes.

Det bemærkes, at der for pengeinstitutter den 30. oktober 2001 er udarbejdet en vejledning i henhold til § 15 i den gældende lov om finansiel virksomhed. Der er udarbejdet lignende vejledning for fondsmæglerselskaber den 30. april 2002.

Til § 71

Bestemmelsen indeholder en række generelle krav til indretning og udøvelse af værdipapirhandlervirksomhed med henblik på at beskytte investorerne.

Bestemmelsen finder anvendelse på værdipapirer og valutaspotforretninger for kunder i investeringsøjemed med henblik på, at kunderne opnår fortjeneste ved kursændringer på valuta.

I henhold til investeringsservicedirektivet fastsættes reglerne af hjemlandet. Bestemmelsen finder således kun anvendelse på danske værdipapirhandlere samt filialer af selskaber, der har hjemsted i et tredjeland, hvor filialen har opnået tilladelse som filial her i landet i henhold til den finansielle lovgivning.

Bestemmelsen i stk. 1, nr. 1 , har til formål at sikre kundernes ejendomsret til deres værdipapirer og kontrakter i tilfælde af, at den værdipapirhandler, der opbevarer og forvalter kundens værdipapirer og kontrakter, træder i betalingsstandsning eller tages under konkursbehandling.

Kravet om sikring af kundernes ejendomsret gælder også for kundernes udenlandske værdipapirer og kontrakter.

Hvorledes kundernes ejendomsret sikres ved de enkelte typer af værdipapirer og kontrakter, herunder hvilken sikringsakt, der skal iagttages, og hvilke krav der må stilles til individualisering af værdipapirerne, beror på dansk eller udenlandsk rets regler herom.

Bestemmelsens stk. 1, nr. 2 , om forebyggelse og håndtering af interessekonflikter medfører krav om funktionsadskillelse og indebærer, at værdipapirhandlere skal organisere deres virksomhed således, at forskellige funktioner og arbejdsopgaver adskilles ved passende foranstaltninger.

Bestemmelsen i stk. 2 medfører, at en værdipapirhandlers mulighed for efter samtykke fra investoren at anvende dennes værdipapirer f.eks. i forbindelse med udlån af værdipapirer forudsætter, at samtykket er udtrykkeligt. Fornødent samtykke foreligger derfor ikke, såfremt dette alene fremgår af en værdipapirhandlers almindelige forretningsbetingelser. Bestemmelsen omfatter efter forholdets natur ikke afledte finansielle kontrakter.

Bestemmelsens stk. 3 indebærer, at en værdipapirhandler kan anvende samledepoter, hvor flere kunders værdipapirer opbevares sammen. Bestemmelsen omfatter ikke afledte finansielle instrumenter.

For ejere af værdipapirer er det afgørende, at ejeren i tilfælde af værdipapirhandlerens konkurs kan udtage sine værdipapirer af konkursboet som separatist. En forudsætning herfor er efter dansk ret, at kundens værdipapirer er individualiseret.

Forudsætningen for, at en kundes ejendomsret til værdipapirer, der opbevares i samledepot, kan opretholdes, er derfor, at værdipapirhandleren fører et register, hvor de enkeltes ejendomsret til de registrerede værdipapirer entydigt fremgår.

Finanstilsynet kan i henhold til bestemmelsen i særlige tilfælde tillade, at kunders værdipapirer opbevares sammen med værdipapirhandlerens egenbeholdning i et fælles depot.

Det kan eksempelvis være forbundet med store vanskeligheder i udenlandske depoter at adskille investorernes beholdning af værdipapirer fra den danske værdipapirhandlers egenbeholdning. På enkelte udenlandske markeder er det således forbundet med store vanskeligheder at overføre værdipapirer fra en værdipapirhandlers depot til en investors depot. Finanstilsynet kan give tilladelse til at føre fælles depoter, såfremt det skønnes umuligt eller forbundet med uforholdsmæssigt store vanskeligheder eller usikkerhedsmomenter at foretage en opdeling i flere depoter i det udenlandske system.

Efter stk. 4 kan Finanstilsynet fratage en værdipapirhandler retten til at føre samledepoter, såfremt værdipapirhandlerens forretningsgange samt kontrol- og sikkerhedsforanstaltninger på depotområdet ikke er tilstrækkeligt betryggende. Bestemmelsen er begrundet i kravet om, at den enkelte værdipapirhandlers register skal være retvisende for, at investoren kan udtage sine værdipapirer i tilfælde af værdipapirhandlerens konkurs eller betalingsstandsning.

Uanset at Danmarks Nationalbank og Finansstyrelsen ikke er værdipapirhandlere, finder reglerne i bestemmelsens stk. 1 og stk. 2 i henhold til bestemmelsens stk. 5 anvendelse for disse institutioner med de afvigelser, der følger af forholdets natur.

Stk. 6 giver Finanstilsynet hjemmel til at fastsætte regler vedrørende de i stk. 1-3 nævnte forhold.

Efter stk. 7 kan den enkelte investor i tilfælde af, at værdipapirhandleren træder i betalingsstandsning eller tages under konkursbehandling, udtage sine værdipapirer på grundlag af værdipapirhandlerens register, såfremt der ikke inden konkursens eller betalingsstandsningens indtræden var tvist om investorens ejendomsret til værdipapirerne.

Til § 72

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om finansiel virksomhed.

Stillingen som medlem af en finansiel virksomheds bestyrelse eller repræsentantskab kan efter stk. 1 ikke forenes med stillingen som direktør i den finansielle virksomhed. Dog kan bestyrelsen i direktørens forfald midlertidigt beskikke et af sine medlemmer eller et medlem af repræsentantskabet som direktør. Den pågældende kan i så fald ikke udøve stemmeret i bestyrelsen eller repræsentantskabet.

Efter stk. 2 kan hvervet som revisionschef og vicerevisionschef ikke forenes med hvervet som bestyrelsesmedlem. Den interne revisionschef ansættes af og refererer til instituttets bestyrelse. Bestyrelsen skal endvidere godkende funktionsbeskrivelsen for intern revision. Funktionsbeskrivelsen indeholder bestemmelser om den interne revisions bemanding og budget. Bestemmelsen skal hindre, at den interne revisionschef og vicerevisionschef via medlemskab af bestyrelsen får en uheldig dobbeltrolle i den finansielle virksomhed.

Bestemmelsen hindrer ikke den interne revisionschefs adgang til at indkalde til og deltage i bestyrelsesmøder i sin egenskab af intern revisionschef.

Til § 73

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om finansiel virksomhed .

Stk. 1, 1. pkt . svarer til aktieselskabsloven § 56, stk. 2, 1. pkt., hvorefter formanden skal sørge for, at der afholdes bestyrelsesmøder m.v. Efter 2. pkt. kan ethvert medlem af bestyrelsen, en direktør, en ekstern revisor, den interne revisionschef og den ansvarshavende aktuar forlange, at bestyrelsen indkaldes. Der er tale om en ret til at forlange, at formanden indkalder bestyrelsen. Selve indkaldelsen skal ske efter de sædvanlige procedurer. Såfremt der i bestyrelsens forretningsorden eller i den finansielle virksomheds vedtægter er fastsat et indkaldelsesvarsel, skal dette overholdes.

Retten til indkaldelse af og deltagelse i bestyrelsesmøder indebærer dels, at den omfattede personkreds sikres information på samme niveau som bestyrelsesmedlemmer, dels at den eksterne revisor og den interne revisionschef har mulighed for at orientere bestyrelsen om væsentlige regnskabsmæssige forhold af betydning for den finansielle virksomhed. Som konsekvens heraf må den omfattede personkreds tilsendes dagsorden med bilag på lige fod med bestyrelsesmedlemmerne. Det anses som tilstrækkeligt, at bilagene alene sendes til den eksterne revisor på anfordring.

Alle de omfattede personer har ret til at være tilstede uafhængigt af, om der er andre fra den omfattede persongruppe tilstede.

Stk. 2 skal sikre, at den eksterne revisor, den interne revisionschef og den ansvarshavende aktuar er til stede ved bestyrelsens behandling af sager, der er relevante for denne personkreds, såfremt blot et enkelt bestyrelsesmedlem ønsker det.

Stk. 3 svarer til aktieselskabslovens § 56, stk. 3. Dog har eksterne revisorer, interne revisionschefer og ansvarshavende aktuarer ikke i henhold til aktieselskabsloven ret til at få foretaget protokoltilførsel.

Til § 74

Bestemmelsen er delvist en videreførelse af tilsvarende bestemmelser i den gældende tilsynslovgivning. Bestemmelsen er tidligere gennemført inden for rammerne af EF-direktiver på det finansielle område, jf. bilag A. Stk. 3 er ny for forsikringsselskaber.

Stk. 1 og 2 sigter mod tilfælde, hvor der er udsigt til, at en finansiel virksomhed er ved at komme i økonomiske vanskeligheder.

Indberetningen skal foretages, hvor der er udsigt til, at den finansielle virksomhed er ved at komme i økonomiske vanskeligheder, uanset at den finansielle virksomhed på indberetningstidspunktet opfylder kapitalkravet. Bestemmelsen sikrer, at tilsynet orienteres, inden den finansielle virksomheds situation bliver så alvorlig, at der skal tages stilling til, om tilsynet skal inddrage tilladelsen.

Som eksempler på forhold, der kan gøre det nødvendigt at foretage indberetning, kan nævnes tab på et af den finansielle virksomheds største engagementer, bortfald af et betydeligt forretningsområde, likviditetsmæssige problemer eller et budget, der viser et betydeligt underskud og som vil bringe den finansielle virksomhed i nærheden af solvensgrænsen.

Pligten til at give meddelelse til Finanstilsynet påhviler såvel den finansielle virksomhed som det enkelte medlem af den finansielle virksomheds bestyrelse, direktører og ansvarshavende aktuarer. Revisionen er omfattet af en tilsvarende oplysningspligt, jf. forslagets § 199 og bemærkningerne hertil.

Stk. 3 er en præcisering af indberetningspligten i stk. 1 og 2, for så vidt angår formodning for, at den finansielle virksomhed ikke opfylder kapitalkravet. Finanstilsynet kan herefter i det konkrete tilfælde fastsætte en frist, inden for hvilken kapitalkravet senest skal være opfyldt. Konsekvensen af, at tilsynet enten ikke fastsætter en frist, eller at den finansielle virksomhed ikke opfylder kapitalkravet inden fristens udløb, er, at den finansielle virksomheds tilladelse inddrages, jf. forslagets § 237, stk. 1 og § 254, stk. 1.

Til § 75

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om forsikringsvirksomhed. Bestemmelsen er ny for pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber og investeringsforvaltningsselskaber.

Det følger af bestemmelsen, at en direktør ikke uden bestyrelsens godkendelse må indgå aftale mellem selskabet og ham selv eller aftale mellem selskabet og tredjemand, hvori han har en betydelig interesse, der kan være stridende med selskabets.

Bestemmelsen medfører, at bestyrelsen skal tage stilling til aftalens væsentligste indhold. Bestyrelsens godkendelse skal være udtrykkelig og indføres i bestyrelsens forhandlingsprotokol.

Bestemmelsen vedrører alene større dispositioner i forhold til direktørens økonomiske forhold. Almindelige dispositioner såsom veksling af valuta og ind- og udbetaling på indlånskonti er ikke omfattet.

Til § 76

Forslaget er resultatet af udvalgsarbejdet i udvalget om ledelses- og spekulationsbestemmelserne, bestående af repræsentanter fra Økonomi- og Erhvervsministeriet, Danmarks Nationalbank, Finanstilsynet samt de finansielle virksomheders organisationer.

Forslaget ændrer spekulationsforbuddet i den gældende lov om finansiel virksomheds § 19, for så vidt angår den omfattede personkreds og de formuedispositioner, der anses for spekulationsforretninger.

Formålet med bestemmelsen er at hindre konflikter mellem den finansielle virksomheds interesser og egeninteresen hos en person, der er omfattet af spekulationsforbuddet.

Forbuddet mod spekulation målrettes til den personkreds, hvor risikoen for sammenblanding af den finansielle virksomheds interesser med egne interesser er til stede, og hvor et forbud derfor er relevant.

Det foreslås i stk. 1 , at den omfattede personkreds ændres fra at være titelorienteret til at omfatte de personer, for hvilke der er størst risiko for sammenblanding af egne og den finansielle virksomheds interesser. Titelstrukturen i de gældende regler afspejler ikke længere den personkreds, for hvem der er særlig risiko for sammenblanding af egne og den finansielle virksomheds interesser. For personer, der ikke er ansat af bestyrelsen, skal der foretages en konkret vurdering af, om der for den pågældende er en væsentlig risiko for sammenblanding af den pågældendes egne og den finansielle virksomheds interesser. Forbuddet relateres således i højere grad til de risici, som reglerne skal imødegå, end til bestemte ledelsesfunktioner. Forslaget sikrer, at formålet med de gældende bestemmelser opretholdes for de centrale personer i den finansielle virksomhed.

Ved afgørelsen af om en disposition er foretaget »for egen regning«, er det afgørende, om et eventuelt tab af den gennemførte disposition vil påvirke den pågældendes økonomi.

Med forslaget får de omfattede personer videre rammer for formuepleje, end det er tilfældet med de gældende regler. Det foreslås, at hjemlen til spekulationsbekendtgørelsen ophæves, og at forbudte spekulationsforretninger udtømmende fremgår af lovens bestemmelser.

Det foreslås, at spekulationsforbuddet skal vedrøre såkaldte gearede investeringer i værdipapirer, erhvervelse, udstedelse og handel med afledte finansielle instrumenter, salg af aktier inden for 6 måneder efter erhvervelsen og investering i valuta. Forslaget skal ses i lyset af, at det er ved disse dispositioner, at der er langt den største risiko forbundet.

Forbuddet i stk. 1, nr. 1, mod at optage lån eller trække på allerede bevilgede kreditter, når de købte værdipapirer stilles til sikkerhed for lånet eller kreditten, svarer til det gældende forbud i spekulationsbekendtgørelsens § 5. Forbuddet mod gearede investeringer omfatter således alene tilfælde, hvor de pågældende værdipapirer ligger til sikkerhed for lånet.

Ved værdipapirer forstås aktier, obligationer og andre omsættelige værdipapirer, der kan sidestilles med disse, andre værdipapirer, der omsættes, og hvormed aktier, obligationer og andre omsættelige værdipapirer, der kan sidestilles med disse, kan erhverves ved tegning, ombytning eller kontant betaling, andele i investeringsforeninger og specialforeninger, pengemarkedsinstrumenter, der er optaget til notering på en fondsbørs, samt indlånsbeviser og commercial papers og omsættelige pantebreve med pant i fast ejendom eller løsøre. Dette svarer til den gældende definition i spekulationsbekendtgørelsens § 1.

Det foreslås i stk. 1, nr. 2 , at de omfattede personer ikke må erhverve, udstede eller handle med afledte finansielle instrumenter, med mindre formålet er risikoafdækning. Ved afledte finansielle instrumenter forstås finansielle futures og tilsvarende instrumenter, fremtidige renteaftaler (FRA-kontrakter), rente- og valutaswaps samt swaps på aktier og aktieindeks, råvareinstrumenter m.v., herunder tilsvarende instrumenter, der afregnes kontant, optioner på at erhverve eller afhænde et værdipapir, der falder ind under § 2, stk. 1, nr. 1-9, i lov om værdipapirhandel m.v., og optioner på aktie- og obligationsindeks, herunder tilsvarende instrumenter, der afregnes kontant og andre instrumenter og kontrakter efter Fondsrådets beslutning herom i henhold til lov om værdipapirhandel m.v. § 2, stk. 1, nr. 12. Denne definition svarer til den gældende i spekulationsbekendtgørelsens § 1, stk. 2.

Ved risikoafdækning forstås transaktioner, der mindsker risikoen ved udsving i værdien på de værdipapirer m.v., som personkredsen lovligt kan erhverve.

Forbuddet i stk. 1, nr. 3, mod erhvervelse af kapitalandele med henblik på salg af disse tidligere end 6 måneder efter erhvervelsen svarer i væsentlig grad til de gældende bestemmelser i spekulationsbekendtgørelsens § 6. Spekulationsbekendtgørelsens bestemmelse omfatter værdipapirer og ikke kun kapitalandele. Forslaget betyder således, at der ikke gælder en minimumsholdetid for andre værdipapirer end kapitalandele. Ved kapitalandele forstås alle former for andele i andre virksomheders egenkapital. Andele i investeringsforeninger og specialforeninger m.v. foreslås undtaget fra forbuddet mod at afhænde kapitalandele inden for 6 måneder efter erhvervelsen af disse.

Ved salg af kapitalandele i trangssituationer inden for 6 måneder efter erhvervelsen, anses kapitalandelene ikke for erhvervet med henblik på salg inden for 6 måneder efter erhvervelsen, jf. stk. 1, nr. 3. Ved trangssituationer forstås akut likviditetsbehov eller tab som følge af kursfald i forhold til kursen på anskaffelsestidspunktet. Kapitalandele, der er modtaget ved arv, gave, skifte af fællesbo, erstatning, godtgørelse o. lign. anses ligeledes ikke for erhvervet med henblik på salg inden for 6 måneder efter erhvervelsen, jf. stk. 1, nr. 3. Dette svarer til de gældende regler i spekulationsbekendtgørelsens § 6, stk. 3, nr. 4 og 5.

Det foreslås i stk. 1, nr. 4 , at det tillades den omfattede personkreds at erhverve euro uden begrænsninger henset til fastkurspolitikken mellem danske kroner og euro. Efter de gældende regler kan personkredsen alene optage lån i euro til erhvervelse af fast ejendom, der hovedsagelig anvendes til beboelse. Forslaget er således en udvidelse i forhold til gældende regler.

Forbuddet i stk. 2 mod at erhverve aktier eller ejerandele i selskaber, der udøver spekulationsforretninger, svarer til den gældende bestemmelse i spekulationsbekendtgørelsens § 7, stk. 1. Undtaget herfra er aktier i pengeinstitutter, forsikringsselskaber, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber samt andele i investeringsforeninger og specialforeninger m.v.

Det foreslås i stk. 3 , at det er bestyrelsens opgave at tage stilling til for hvilke personer, der er en væsentlig risiko for sammenblanding af egne og den finansielle virksomheds interesser, og som derfor er omfattet af bestemmelsen i henhold til stk. 1. Typisk vil denne kreds være indskrænket til højtplacerede, ledende medarbejdere med direkte forretningsmæssigt ansvar. Bestyrelsen skal sikre, at de personer, der skal være omfattet af forbuddet, er vidende herom, herunder at overtrædelse af bestemmelsen er strafbelagt. Den pågældende omfattes først af straffebestemmelsen fra det tidspunkt, hvor den pågældende informeres om, at denne er omfatte af forbuddet. Bestyrelsen kan vælge at fastsætte personkredsen baseret på funktioner i stedet for baseret på navne.

Det foreslås i stk. 4 , at kontrollen med overholdelsen af spekulationsforbuddet påses af den finansielle virksomheds eksterne revisorer. Det påhviler dog ledelsen i en finansiel virksomhed at sørge for, at der er retningslinjer og interne kontrolsystemer, der sikrer overholdelsen af bestemmelsen internt i den finansielle virksomhed. Omfanget af kontrollen besluttes af den eksterne revision efter almindelige revisionsmæssige kriterier. For at kunne påse overholdelsen af forbuddet foreslås det, at der gives de eksterne revisorer hjemmel til at kræve, at personer, der er omfattet af forbuddet, skal indberette finansielle transaktioner. De eksterne revisorer kan endvidere give anvisninger til, hvilken dokumentation der ønskes. Der gives med forslaget endvidere hjemmel til, at den eksterne revision til brug for kontrollen af bestemmelsens overholdelse kan rette forespørgsel om den pågældendes konti og depoter og forlange udskrifter derfra ved henvendelse til den kontoførende virksomhed. Videregivelse af oplysninger i medfør af denne bestemmelse vil være berettiget videregivelse af oplysninger og vil således ikke være omfattet af forbuddet mod videregivelse af fortrolige oplysninger i dette lovforslags § 116, stk. 1.

Revisionen skal, jf. stk. 5, i revisionsprotokollatet til årsrapporten afgive erklæring om, hvorvidt kontrollen med overholdelsen af forbuddet har givet anledning til bemærkninger.

Stk. 6 giver den omfattede personkreds mulighed for som en del af deres aflønning at modtage optioner, warrants m.v., der relaterer sig til aktier i den finansielle virksomhed, de er ansat i, eller virksomheder, der er koncernforbundet hermed. Bestemmelsen svarer til gældende praksis. Der er således i spekulationsbekendtgørelsens § 5, stk. 3, nr. 2, mulighed for at optage lån til køb af medarbejderaktier og heraf afledte finansielle instrumenter. Differenceafregning i forbindelse med udnyttelsen af sådanne finansielle instrumenter vil ikke være i strid med spekulationsforbuddet.

Tilladelsen i stk. 7 til at optage lån til erhvervelse af medarbejderaktier og de i stk. 6 nævnte instrumenter svarer til de gældende regler i spekulationsbekendtgørelsens § 5, stk. 3, nr. 2.

På baggrund af den specielle interessekonflikt der kan opstå, såfremt en intern revisions- eller vicerevisionschef har økonomiske interesser i den virksomhed, de er ansat i, er der i stk. 8 indsat et forbud mod, at disse personer kan have økonomiske interesser i den virksomhed eller koncern, som de er ansat i. Det er ikke hensigtsmæssigt, hvis revisions- og vicerevisionschefer kan have sådanne økonomiske interesser, da det vil kunne påvirke den interne revisions- og vicerevisionschefs habilitet og uafhængighed i forhold til den daglige ledelse. Ved økonomiske interesser forstås f. eks. kapitalandele, efterstillet kapital m.v. og finansielle instrumenter afledt heraf.

Til § 77

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om finansiel virksomhed.

Da fondsmæglerselskaber ikke kan yde lån eller stille garantier, bortset fra afsætningsgarantier i forbindelse med emissioner, vil bestemmelsen kun finde anvendelse i begrænset omfang på disse selskaber. Det samme gælder investeringsforvaltningsselskaber, der ikke kan yde lån eller stille garantier.

Den omfattede personkreds efter stk. 1 er den samme som i den eksisterende bestemmelse.

Engagement er defineret i forslagets § 5, stk. 1, nr. 16.

Det er med stk. 2 foreskrevet, at der kun må ydes lån m.v. til bestyrelsesmedlemmer og direktører i henhold til den finansielle virksomheds sædvanlige forretningsbetingelser og på markedsbaserede vilkår. Dette indebærer bl.a., at den i stk. 1 omfattede personkreds ikke kan få andel i personalebegunstigende ordninger.

Bestemmelsen hindrer ikke, at medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer i penge- og realkreditinstitutter i forbindelse med deres almindelige ansættelsesvilkår kan få lån m.v. på den finansielle virksomheds almindelige personalevilkår. Det skal dog bemærkes, at aktieselskabslovens § 115 forhindrer, at et selskab yder lån til eller stiller sikkerhed for blandt andre bestyrelsesmedlemmer og direktører i selskabet, samt personer der er knyttet til en af disse persongrupper ved ægteskab eller ved slægtskab i ret op- eller nedstigende linie, eller som på anden måde står den pågældende nær. Aktieselskabslovens § 115 gælder ikke for banker, jf. aktieselskabslovens § 115 a, stk. 4. Fondsmæglerselskaber og investeringsforvaltningsselskaber må ikke yde lån.

Stk. 2, 2. pkt. om revisorerklæringer giver den finansielle virksomheds eksterne revisor pligt til at vurdere engagementer med den i stk. 1 angivne personkreds, herunder om engagementet er ydet på den finansielle virksomheds sædvanlige forretningsbetingelser og på markedsbaserede vilkår. I almindelighed vil engagementer ydet på den finansielle virksomheds sædvanlige forretningsbetingelser også være ydet på markedsbaserede vilkår. Der kan imidlertid være situationer, hvor det klart fremgår af omstændighederne, at dette ikke er tilfældet. I så fald skal der gøres anmærkning herom. Vurderingen skal foretages senest i forbindelse med udarbejdelse af revisionsprotokollatet vedrørende årsrapporten. Kravet omfatter de engagementer, som er omfattet af stk. 1.

Det er tilstrækkeligt, at revisor afgiver en samlet erklæring om, at engagementerne er ydet i henhold til den finansielle virksomheds sædvanlige forretningsbetingelser og på markedsbaserede vilkår.

Derudover er det bestemt, at der i den finansielle virksomheds årsrapport skal gives samlede oplysninger om den finansielle virksomheds engagementer med henholdsvis bestyrelsen og direktionen.

Bestemmelsen i stk. 3 indebærer, at den finansielle virksomheds engagementer med bestyrelsesmedlemmer og direktører løbende skal overvåges af bestyrelsen og direktionen.

Stk. 4 indebærer, at engagementer med nærtbeslægtede til direktionen fortsat er omfattet af kravet om bestyrelsens samtykke til og overvågning af engagementer. Der stilles ikke et tilsvarende krav for engagementer med nærtbeslægtede til bestyrelsesmedlemmer.

Hverken ekstern revisor eller den interne revisionschef i finansielle virksomheder må efter de gældende regler, som foreslås videreført i stk. 5 , have engagement med den finansielle virksomhed, hvor de udøver deres hverv. Bestemmelsen omfatter alle former for engagement. Forbuddet gælder kun de revisorer, der reviderer den pågældende finansielle virksomhed, og ikke andre revisorer i samme revisionsfirma.

Forbuddet mod revisors engagement gælder også i forhold til andre virksomheder inden for koncernen. Forbuddet gælder dog ikke lån, ydet af et livsforsikringsselskab inden for genkøbsværdien af en af livsforsikringsselskabet udstedt forsikringspolice. Disse såkaldte policelån er undtaget, da der reelt er tale om lån med sikkerhed i egne penge, og for ikke at afskære revisorer muligheden for denne form for låntagning.

Til § 78

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om finansiel virksomhed.

Bestemmelsen medfører, at reglerne om koncernrepræsentation ikke finder anvendelse for medarbejdere i selskaber, gennem hvilke finansielle virksomheder midlertidigt driver anden virksomhed. Dette skal ses på baggrund af, at der er tale om midlertidig drift af anden virksomhed.

Bestemmelsen indeholder ikke i sig selv en hjemmel til at drive anden virksomhed.

Til § 79

Bestemmelsens stk. 1 og 2 fastslår hvilke personer, der ikke uden tilladelse kan varetage hverv ved siden af hvervet i den finansielle virksomhed. Det foreslås, at den omfattede personkreds i forhold til den gældende bestemmelse i lov om finansiel virksomheds § 24 ændres fra at være titelorienteret til i stedet at vedrøre personer, der er ansat af bestyrelsen, samt personer for hvilke, der er en væsentlig risiko for konflikter mellem egne og den finansielle virksomheds interesser. Væsentlig risiko anses ikke for at foreligge, hvor den pågældende er udpeget af den finansielle virksomhed til at varetage det pågældende hverv.

For personer, der ikke er ansat af bestyrelsen, foreslås det i stk. 2 , at tilladelse til at varetage andre hverv gives af direktionen. På baggrund af over-/underordnelsesforholdet findes det naturligt, at det er direktionen og ikke bestyrelsen, der tager stilling til, hvorvidt personer, der ikke er ansat direkte af bestyrelsen, kan påtage sig andre hverv.

Der gives med forslaget mulighed for, at den omfattede personkreds kan påtage sig hverv både som bestyrelsesmedlem og direktør i andre erhvervsvirksomheder. Efter de gældende regler i lov om finansiel virksomhed kan en direktør i en finansiel virksomhed alene deltage i den daglige ledelse for andre koncernforbundne finansielle virksomheder (undtagen forsikringsselskaber), og koncernforbundne virksomheder, der udøver accessorisk virksomhed hertil samt koncernforbundne finansieringsinstitutter, jf. den gældende bestemmelse i lov om finansiel virksomhed § 25, stk. 1. Direktører i forsikringsselskaber kan desuden være direktører for ejendomsselskaber, investeringsselskaber og koncernforbundne virksomheder, der udøver accessorisk virksomhed til forsikringsselskabet samt administrationsselskaber, der er oprettet af flere forsikringsselskaber med henblik på fælles administration. Herudover kan direktører i finansielle virksomheder være direktører i den finansielle virksomheds moderselskab, jf. den gældende bestemmelse i lov om finansiel virksomhed § 26. I et investeringsforvaltningsselskab skal bestemmelsen i forslagets § 98 endvidere iagttages.

Erhvervsvirksomhed skal forstås i overensstemmelse med hidtidig praksis, hvor erhvervsvirksomhed fortolkes meget vidt. Besiddelse af ikke-dominerende kapitalandele i kommanditselskaber, andelsselskaber, aktieselskaber m.v. er som udgangspunkt ikke nok til at statuere, at besidderen derigennem udøver erhvervsvirksomhed.

Det foreslås i stk. 3 , at det er bestyrelsens opgave at tage stilling til, for hvilke personer der er en væsentlig risiko for sammenblanding af egne og den finansielle virksomheds interesser, og som derfor er omfattet af bestemmelsens stk. 2. Typisk vil denne kreds være indskrænket til højtplacerede, ledende medarbejdere med direkte forretningsmæssigt ansvar. Bestyrelsen skal sikre, at de personer der skal være omfattet af forbuddet, er vidende herom, herunder at overtrædelse af bestemmelsen er strafbelagt. Den pågældende omfattes først af straffebestemmensen fra det tidspunkt, hvor den pågældende informeres om, at denne er omfatte af forbuddet. Bestyrelsen kan vælge at fastsætte personkredsen baseret på funktioner i stedet for baseret på navne.

Det følger af forslagets stk. 4 , at den i stk. 1 og 2 nævnte virksomhed kun kan bestrides, såfremt den finansielle virksomhed eller virksomheder, der indgår i koncern eller administrationsfællesskab med den finansielle virksomhed, ikke har eller indgår engagementer med den pågældende virksomhed eller virksomheder, der er koncernforbundet hermed. »Engagement« er defineret i lovforslagets § 5, stk. 1, nr. 16. Kapitalandele er undtaget fra forbuddet, idet det særligt er i selskaber, hvor den pågældende finansielle virksomhed har kapitalandele, at det vil være relevant at sidde i bestyrelsen eller deltage i den daglige ledelse. Selskaber, der indgår i koncern med den finansielle virksomhed eller hvor finansielle virksomheder i fællesskab eller sammen med fonde og foreninger, oprettet i henhold til forslagets §§ 207, 214, 217 og 218, stk. 1, ejer mere end 4/5 af kapitalandelene, er undtaget fra forbuddet.

Det foreslås i stk. 5 , at bestyrelsens beslutninger om hvilke hverv, personer ansat af bestyrelsen kan påtage sig, skal indføres i bestyrelsens forhandlingsprotokol. Bestemmelsen er blot en tydeliggørelse af bestyrelsens pligt til at indføre beslutninger i forhandlingsprotokollen.

I stk. 6 foreslås det, at den finansielle virksomhed én gang årligt skal offentliggøre oplysninger om de hverv, som bestyrelsen har godkendt i henhold til stk. 1. Bestemmelsen skal sikre åbenhed og gennemsigtighed for så vidt angår ledelsens andre hverv.

Oplysningerne skal offentliggøres således, at informationerne er let tilgængelige. Dette kan eksempelvis ske på den finansielle virksomheds hjemmeside, i årsrapporten eller i en landsdækkende avis.

For at påse overholdelsen af forbuddet mod at have engagement med det pågældende selskab, jf. stk. 4, foreslås det i stk. 6, 2. pkt. , at den eksterne revision i revisionsprotokollatet vedrørende årsrapporten skal afgive erklæring om, hvorvidt den finansielle virksomhed har engagement med selskaber omfattet af stk. 1 og 2. Af erklæringen skal fremgå, hvorvidt engagementet er omfattet af undtagelsesbestemmelsen i stk. 4.

Det foreslås i stk. 7 , at Finanstilsynet i særlige tilfælde kan dispensere fra forbuddet mod, at den finansielle virksomhed udover kapitalandele har engagement, med erhvervsvirksomheder omfattet af stk. 1 og 2. Dispensation kan alene gives i tilfælde, hvor det er åbenlyst, at der ikke kan opstå interessekonflikter. Eksempler herpå kan være en mindre handelsbeholdning af børsnoterede erhvervsobligationer eller et realkreditinstituts ubetydelige lån i det pågældende selskabs ejendom

Lån til koncernforbundne selskaber er særskilt reguleret i lovforslagets § 181.

Til § 80

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om banker og sparekasser.

Bestemmelsens stk. 1 fastslår, at repræsentantskabet er sparekassens øverste myndighed. Repræsentantskabet er beføjet til at træffe afgørelse i alle spørgsmål vedrørende sparekassens anliggender. Repræsentantskabets stilling i sparekassen svarer til generalforsamlingens i andre finansielle virksomheder.

Stk. 2 fastsætter almindelige forskrifter med hensyn til mindsteantallet af repræsentantskabets medlemmer, og at valgperioden er 4 år. Falder antallet af repræsentantskabsmedlemmer til under 21, skal der finde et suppleringsvalg sted.

Stk. 3 angiver, hvem der er stemmeberettigede ved valg til repræsentantskabet, samt at det af vedtægterne skal fremgå, hvilke regler der gælder om valgordningen, stemmeret og gennemførelse af valget.

Stk. 4 angiver, hvor stor en del af repræsentantskabet der vælges af indskydere og garanter i fællesskab, og hvor stor en del der skal vælges af garanterne alene eller af det afgående repræsentantskab, såfremt sparekassen ikke har stemmeberettigede garanter. Det bør tilstræbes, at repræsentantskabet sammensættes alsidigt såvel i geografisk som erhvervsmæssig henseende. I repræsentantskabet bør derfor indgå repræsentanter fra hele sparekassens virkeområde såvel geografisk som erhvervsmæssigt.

Stk. 5 medfører, at reglerne i stk. 3 og 4 om valg af repræsentantskab kan fraviges ved bestemmelse i sparekassens vedtægter om, at repræsentantskabet alene vælges af garanterne. Det er dog en betingelse, at enhver indskyder har ret til at indtræde som garant, og at antallet af garantstemmer er mindst 1.000.

Til § 81

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om banker og sparekasser. Bestemmelsen angiver, at bestyrelsen vælges af repræsentantskabet. Det fastsættes endvidere, at bestyrelsesmedlemmer vælges for højst 4 år ad gangen. Ved siden af bestemmelsen gælder dog bestemmelserne i aktieselskabsloven § 49 om medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer, jf. forslagets § 83.

Til § 82

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om banker og sparekasser.

Af bestemmelsen fremgår, hvilke forhold en sparekasses vedtægter skal indeholde nærmere bestemmelser om. Den foretagne opregning er ikke udtømmende. Der er tale om minimumskrav af generel interesse.

Det skal særligt fremhæves, at punkterne 5-8, for så vidt angår sammensætningen af og kompetencefordelingen mellem de nævnte organer, må sammenholdes med forslagets §§ 80, 81 og 83 og de tilhørende bemærkninger.

Til § 83

Bestemmelsen er i hovedsagen en videreførelse af tilsvarende bestemmelser i den gældende tilsynslovgivning.

Der er dog i forhold til de gældende bestemmelser foreslået yderligere henvisninger til bestemmelser i aktieselskabsloven, der finder anvendelse på sparekasser. Forslaget bevirker, at de selskabsretlige regler, som hidtil fandtes i både tilsynslovgivningen og aktieselskabsloven, herefter alene findes i aktieselskabsloven. De anførte bestemmelser i aktieselskabsloven finder anvendelse med de tilpasninger, der er nødvendige under hensyntagen til, at sparekasser ikke er aktieselskaber. De bestemmelser i aktieselskabsloven, der ikke er henvist til, vil stadig efter omstændighederne kunne anvendes som udtryk for almindelig selskabsret ved afgørelse af selskabsretlige spørgsmål vedrørende sparekasser.

Til § 84

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om banker og sparekasser.

Stk. 1 fastsætter, at generalforsamlingen er andelskassens øverste myndighed.

I stk. 2 fastsættes det, at enhver andelshaver har ret til at møde på generalforsamlingen, og at hver andelshaver har én stemme.

Til § 85

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om banker og sparekasser. Bestemmelsen angiver, at bestyrelsesmedlemmer vælges af generalforsamlingen. Ved siden af bestemmelsen gælder dog aktieselskabslovens § 49 om medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer, jf. forslagets § 87.

Til § 86

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om banker og sparekasser m.v. Reglerne svarer i det væsentlige til reglerne i § 82 om indholdet af vedtægterne i en sparekasse. Den foretagne opregning er ikke udtømmende. Det er tale om minimumskrav af generel interesse. Det fremgår af bestemmelsens stk. 1, nr. 3 , at vedtægterne skal indeholde bestemmelser om andelskapitalens størrelse og de enkelte andelshaveres andel i andelskassens egenkapital. Endvidere skal vedtægterne indeholde betingelser for medlemskab, herunder om retten til optagelse og adgangen til udtræden, samt bestemmelser om indløsning af andelskapitalen.

Stk. 2 fastslår, at det af vedtægterne skal fremgå, hvis en andelskasse er medlem af en i §§ 88-95 nævnt sammenslutning.

Til § 87

Bestemmelsen er i hovedsagen en videreførelse af tilsvarende bestemmelser i den gældende tilsynslovgivning.

Der er dog i forhold til de gældende bestemmelser foreslået yderligere henvisninger til bestemmelser i aktieselskabsloven, der finder anvendelse på andelskasser. Forslaget bevirker, at de selskabsretlige regler, som hidtil fandtes i både tilsynslovgivningen og aktieselskabsloven, herefter alene findes i aktieselskabsloven. De anførte bestemmelser i aktieselskabsloven finder anvendelse med de tilpasninger, der er nødvendige under hensyntagen til, at andelskasser ikke er aktieselskaber. De bestemmelser i aktieselskabsloven, der ikke er henvist til, vil stadig efter omstændighederne kunne anvendes som udtryk for almindelig selskabsret ved afgørelse af selskabsretlige spørgsmål vedrørende andelskasser.

Til § 88

Bestemmelsen er en videreførelse af tilsvarende bestemmelser i den gældende lov om banker og sparekasser.

Bestemmelsen angiver, at generalforsamlingen er sammenslutningens øverste myndighed, og at medlemmernes stemmeret udøves gennem delegerede. Der er ikke angivet regler om, hvordan valg af delegerede efter stk. 1 skal foregå, idet spørgsmålet bedst kan reguleres i vedtægterne.

Til § 89

Bestemmelsen er en videreførelse tilsvarende bestemmelser i den gældende lov om banker og sparekasser m.v. Bestemmelsen i stk. 1 angiver, at bestyrelsen vælges af generalforsamlingen eller repræsentantskabet, såfremt dette fremgår af vedtægterne. Ved side af bestemmelsen gælder dog aktieselskabslovens § 49 om medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer, jf. forslagets § 95.

Stk. 2 fastlægger, at vedtægterne i de tilsluttede andelskasser skal godkendes af sammenslutningens bestyrelse. Sammenslutningens bestyrelse skal påse, at vedtægterne ikke strider mod denne lov eller mod sammenslutningens egne vedtægter. Bestyrelsen kan ændre i vedtægterne for en tilsluttet andelskasse, hvis dette kræves af tilsynet.

Til § 90

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om banker og sparekasser m.v. Bestemmelsen er tidligere gennemført inden for rammerne af EF-direktiver på det finansielle område, jf. bilag A.

I bestemmelsen fastsættes lovens krav til en sammenslutnings vedtægter. En række af kravene til indholdet af en andelskasses vedtægter skal ligeledes gælde for sammenslutningen, som tillige skal have regler om udtræden eller udelukkelse af sammenslutningen.

Nr. 1 indebærer, at vedtægterne skal give sammenslutningens ledelse de beføjelser, der også efter EF-direktivet kræves for, at sammenslutningen kan virke og ledes som ét pengeinstitut. Tilladelse til at drive pengeinstitut er alene givet sammenslutningen.

Nr. 2 kræver, at sammenslutningen og dennes medlemmer hæfter solidarisk for de forpligtelser, der påhviler sammenslutningen og dennes medlemmer.

Desuden kræver nr. 3-5 , at vedtægterne indeholder en række selskabsretlige regler om andelskassernes indbyrdes forhold.

Til § 91

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om banker og sparekasser, og fastslår, at andelskasser, der er tilsluttet en sammenslutning, skal angive deres medlemskab af sammenslutningen i deres navn.

Til § 92

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om banker og sparekasser.

Sammenslutningens ledelse tillægges efter forslaget de rettigheder og pligter, som i øvrigt tilkommer et pengeinstituts ledelse. Sammenslutningens ledelse er således beføjet til at udstede forskrifter til de tilsluttede andelskasser. Forskrifterne kan efter omstændighederne være generelle eller konkrete. Det må dog forudsættes, at der i sammenslutningens og de tilsluttede andelskassers vedtægter findes bestemmelser om, hvorledes det almindelige samarbejde inden for sammenslutningen skal foregå.

Under hensyn til, at det drejer sig om en sammenslutning af andelskasser, forudsættes den begrænsning, at sammenslutningens ledelse kun må udøve sine beføjelser i det omfang, ledelsen skønner det fornødent for at sikre, at sammenslutningen kan leve op til de krav, der stilles til et pengeinstitut i medfør af lovens forskellige bestemmelser. Forskrifterne skal heller ikke gribe ind over for forhold hos de tilsluttede andelskasser, der er uden betydning i relation til de formål, der forfølges den finansielle lovgivning. Sammenslutningens medlemmer kan således profilere sig forskelligt, f. eks. i den lokale markedsføring.

Til § 93

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse den gældende lov banker og sparekasser.

Bestemmelsen fastslår, at revisionen også over for de tilsluttede andelskasser får de beføjelser, der er nødvendige for, at de kan udføre deres hverv for sammenslutningen på fuldt ud forsvarlig vis.

Til § 94

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om banker og sparekasser.

Af hensyn til den solidariske hæftelse og det tætte samarbejde inden for sammenslutningen, skal der gives et varsel på mindst 6 måneder, forinden en tilsluttet andelskasse kan udtræde eller udelukkes af sammenslutningen. Udtræden eller udelukkelse kan kun ske med tilladelse fra Finanstilsynet. Den må i øvrigt foregå i overensstemmelse med vedtægternes forskrifter.

Da der ved udtræden af en sammenslutning i realiteten oprettes et nyt selvstændigt og uafhængigt pengeinstitut, må den udtrædende andelskasse opfylde det i § 123 nævnte kapitalkrav, når udtrædelsen træder i kraft. Ved udtræden skal den udtrædende andelskasse omdannes til en bank, hvis den ønsker at fortsætte sin virksomhed, idet det efter forslaget ikke længere vil være muligt at oprette andelskasser.

Til § 95

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om banker og sparekasser.

Der er dog i forhold til de gældende bestemmelser foreslået yderligere henvisninger til bestemmelser i aktieselskabsloven, der finder anvendelse på en sammenslutning af andelskasser. Forslaget bevirker, at de selskabsretlige regler, som hidtil fandtes i både tilsynslovgivningen og aktieselskabsloven herefter alene findes i aktieselskabsloven. De anførte bestemmelser i aktieselskabsloven finder anvendelse med de tilpasninger, der er nødvendige under hensyntagen til, at sammenslutninger ikke er aktieselskaber. De bestemmelser i aktieselskabsloven, der ikke er henvist til, vil stadig efter omstændighederne kunne anvendes som udtryk for almindelig selskabsret ved afgørelse af selskabsretlige spørgsmål vedrørende en sammenslutning af andelskasser.

Til § 96

Forslaget er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om fondsmæglerselskaber. Bestemmelsen gennemføres herudover inden for rammerne af EF-direktiver på det finansielle område, jf. bilag A. Bestemmelsen er ny for investeringsforvaltningsselskaber, der ikke hidtil kunnet opnå tilladelse til at udføre individuel porteføljepleje.

Bestemmelsen omhandler sikring af midler, som kunder har indbetalt til et fondsmæglerselskab eller et investeringsforvaltningsselskab. Ifølge investeringsservicedirektivet skal et investeringsselskab træffe fyldestgørende foranstaltninger vedrørende de midler, der tilhører investorer med henblik på at beskytte disses rettigheder og forhindre, at investeringsselskaber, der ikke er kreditinstitutter, anvender investorernes midler for egen regning.

Ifølge stk. 1 skal et fondsmæglerselskab og et investeringsforvaltningsselskab uden ophold indsætte deposita og forskud, som selskabet modtager fra kunderne, på en konto i et kreditinstitut, hvor indeståendet skal svare til de i selskabet indbetalte kundemidler. Forskud omfatter kundemidler, som selskaber, der ikke må udføre ordrer uden at have modtaget forudbetalinger fra kunder, har modtaget. Deposita omfatter de øvrige midler, som fondsmæglerselskaber og investeringsforvaltningsselskaber modtager fra kunder, med henblik på senere placering i værdipapirer og andre instrumenter.

Et fondsmæglerselskab og et investeringsforvaltningsselskab skal efter stk. 2 bogføre kundernes indbetalinger på særskilte kundekonti, hvoraf den enkelte kundes indestående i selskabet skal fremgå. Fondsmæglerselskaber og investeringsforvaltningsselskaber skal således udskille betroede midler fra egne midler ved at indsætte disse på en særlig kundekonto i et kreditinstitut. Ordet »internt« er i modsætning til den gældende bestemmelse ikke medtaget i forslaget, hvilket ikke indebærer en realitetsændring.

Forslaget indebærer, at krav på indbetalte deposita og forskud fra kunder i en konkurssituation, i det omfang midlerne faktisk er holdt adskilt fra fondsmæglerselskabets eller investeringsforvaltningsselskabets egne midler, således vil være et separatistkrav, jf. konkurslovens § 82.

I de tilfælde, hvor et fondsmæglerselskab eller et investeringsforvaltningsselskab ikke har holdt deposita og forskud fra kunder adskilt fra selskabets egne midler, vil spørgsmålet, om kunderne har mistet deres separatiststatus, skulle afgøres ved domstolene.

Fondsmæglerselskaber og investeringsforvaltningsselskaber kan endvidere modtage marginindbetalinger fra kunder i forbindelse med formidling af derivater for kunder. Ved marginalindbetalinger forstås sikkerhedsstillelse for en derivatkontrakts opfyldelse. Investeringsforvaltningsselskaber kan dog kun formidle derivater som et led i en aftale om porteføljepleje, og skal altid afdække den hos et kreditinstitut eller et fondsmæglerselskab (investeringsselskab), da selskabet ikke kan handle for egen regning.

Som altovervejende hovedregel formidles derivatkontrakter ved, at der indgås en kontrakt(aftale) mellem kunden og fondsmæglerselskabet eller investeringsforvaltningsselskabet. Herved bliver selskabet aftalepart i forhold til kunden. Eventuel marginstillelse indbetales af kunden til selskabet. Den af kunden indbetalte margin vil almindeligvis blive videregivet til selskabets modpart, ofte en udenlandsk »broker«, hos hvem selskabet afdækker den med kunden indgåede kontrakt(aftale). Der kan dels være tale om margin for allerede indgåede kontrakter dels beløb, som kunder ønsker, skal indestå hos selskabets modpart med henblik på, at selskabet med kort varsel kan indgå derivatkontrakter med kunder, hvorefter kontrakterne straks herefter afdækkes hos selskabets modpart.

Kunders marginindskud, der er indbetalt i fondsmæglerselskabet eller investeringsforvaltningsselskabet som sikkerhedsstillelse for derivatkontrakter, eller indestår hos selskabets modpart med henblik på indgåelse af kontrakter, er ikke omfattet af bestemmelserne om adskillelse af kundemidler.

I medfør af stk. 3 fastsætter Finanstilsynet regler om bogføring af kundernes indbetalinger. Finanstilsynet kan i medfør af den foreslåede § 198, stk. 11, fastsætte regler om revision i fondsmæglerselskaber og i investeringsforvaltningsselskaber. Dermed kan Finanstilsynet fastsætte yderligere krav om revision af bogføring af kundernes indbetalinger.

Til § 97

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende tilsynslovgivning.

Det foreslås, at flertallet af medlemmerne af bestyrelsen for et investeringsforvaltningsselskab skal bestå af personer, der hverken er medlemmer af bestyrelsen for eller ansat i depotselskabet for en forening, som administreres af det pågældende investeringsforvaltningsselskab, eller medlem af bestyrelsen for eller ansat i andre selskaber i en koncern, som et sådant depotselskab er en del af.

Med forslaget understreges det, at et investeringsforvaltningsselskabs bestyrelse udover det sædvanlige selskabsretlige ledelsesansvar for investeringsforvaltningsselskabet har et særligt ansvar over for foreninger, som investeringsforvaltningsselskabet fungerer som daglig ledelse for.

Ønsket om, at flertallet af medlemmerne af bestyrelsen i investeringsforvaltningsselskabet ikke tillige må deltage i depotselskabets ledelse, skyldes, dels at depotselskabet skal udføre de i § 105 nævnte kontrolfunktioner, dels at investeringsforvaltningsselskabet som daglig ledelse for en forening på dennes vegne skal forhandle med depotbanken og de, der rådgiver foreningen og markedsfører deres andele, ligesom investeringsforvaltningsselskabet skal vurdere og kontrollere, at disse overholder deres forpligtelser over for foreningen.

Da der kan opstå interessekonflikter mellem foreningen og det selskab, der fungerer som depotbank for foreningen, er det mest hensigtsmæssigt, hvis investeringsforvaltningsselskaber har en uafhængig ledelse, som ikke er inhabil i forhold til selskaber, som foreningen indgår aftaler og samarbejder med.

Det er som hidtil muligt at have fuldt sammenfald mellem bestyrelserne for investeringsforvaltningsselskabet og en forening, som administreres af investeringsforvaltningsselskabet.

Til § 98

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende tilsynslovgivning.

Bestemmelsen omhandler adgang til at tillade, at en direktør eller andre ledende medarbejdere påtager sig bestyrelsesposter i andre foreninger.

Det foreslås, at en direktør m.v. i et investeringsforvaltningsselskab med sin bestyrelses tilladelse kan være bestyrelsesmedlem i eller deltage i ledelsen eller driften af andre foreninger, som ikke administreres af investeringsforvaltningsselskabet, og hvor der ikke er personsammenfald for flertallet af medlemmerne i bestyrelsen for den pågældende forening og investeringsforvaltningsselskabets bestyrelse. For andre ansatte i investeringsforvaltningsselskabet, for hvilke der er væsentlig risiko for konflikter mellem egne og den finansielle virksomheds interesser, gives tilladelsen af direktionen.

Forslaget skal forhindre de interessekonflikter, som ville kunne opstå, hvis en direktør m. v. i et investeringsforvaltningsselskab deltager i bestyrelsen for foreninger, hvor han i kraft af sin stilling som direktør for investeringsforvaltningsselskabet fungerer som daglig ledelse for den pågældende forening.

For at sikre en uafhængig ledelse af foreninger, der ikke er forbundne gennem et fælles investeringsforvaltningsselskab, foreslås det, at den pågældende ikke kan være bestyrelsesformand, og at der ikke må være personsammenfald for flertallet af medlemmerne af bestyrelserne. Hvis et personsammenfald opstår på et senere tidspunkt, må den pågældende straks udtræde af bestyrelsen.

Stk. 2 er en værnsregel, der skal sikre, at direktøren og ansatte i et investeringsforvaltningsselskab ikke er i et afhængighedsforhold til depotselskabet. Bestemmelsen skal således medvirke til at undgå interessekonflikter. Bestemmelsen skal også medvirke til at sikre, at der er en gensidig kontrolfunktion mellem depotselskabet, der har særlige forpligtelser, jf. § 105, stk. 2 i forhold til de foreninger, som det er depotselskab for og investeringsforvaltningsselskabet, der også skal sørge for, at foreningen administreres betryggende. Investeringsforvaltningsselskabet skal på sin side sørge for, at depotselskabet opfylder sine forpligtelser i henhold til de aftaler, som det har indgået med foreningen eller dets forvaltningsselskab.

Bestemmelsen er en videreførelse af hidtidig praksis, der bygger på bemærkningerne til § 17 i lov om investeringsforeninger fra 1981/82, hvori det hedder, at »ligesom depotselskabet ikke kan have funktionærer, der samtidig virker som foreningens daglige ledelse.«

Bestemmelsen er indsat nu, hvor ledelsesreglerne i øvrigt er blevet lempet.

Til § 99

Bestemmelsen er ny.

Bestemmelsen gennemføres inden for rammerne af EF- direktiver på det finansielle område, jf. bilag A.

Det foreslås i stk. 1 , at ledelsen af et investeringsforvaltningsselskab skal være i besiddelse af fyldestgørende erfaring i forbindelse med den type af foreninger, der administreres af investeringsforvaltningsselskabet.

Denne regel er et krav, der stilles til ledelsen af investeringsforvaltningsselskabet udover de krav, som stilles til ledelsen i finansielle virksomheder generelt, jf. forslagets § 14, stk. 1, nr. 2.

Direktivet foreskriver, at de kompetente myndigheder ikke må godkende et investeringsforvaltningsselskab, medmindre de personer, der faktisk leder selskabets forretninger har et tilstrækkeligt godt omdømme og fyldestgørende erfaring også i forbindelse med den type investeringsinstitutter, der administreres af investeringsforvaltningsselskabet.

Det foreslås i stk. 2 , at et investeringsforvaltningsselskab skal være i besiddelse af en tilstrækkelig kvalificeret bemanding og ekspertise til at administrere de foreninger, som det administrerer og til at træffe investeringsbeslutninger vedrørende disses midler.

Den foreslåede bestemmelse svarer til Finanstilsynets hidtidige praksis om administrationsselskabets bemanding og kvalifikationer. Bestemmelsen skal sikre, at investeringsforvaltningsselskabet er i stand til at forestå den daglige drift af de foreninger, som det administrerer, uanset hvilken type forening der er tale om eller hvilke investeringer, der foretages for foreningerne. Investeringsforvaltningsselskabet skal således altid være i stand til at træffe investeringsbeslutninger på et kvalificeret grundlag vedrørende midlerne tilhørende de foreninger, som det administrerer.

Såfremt enkelte af investeringsforvaltningsselskabets opgaver delegeres til en anden virksomhed, indebærer bestemmelsen, at investeringsforvaltningsselskabet skal have en sådan bemanding, ekspertise og kapacitet, at selskabet er i stand til at kontrollere, at opgaverne varetages korrekt og efter aftalen.

Det overordnede formål med bestemmelsen er at sikre, at investeringsforvaltningsselskabet er i stand til og rent faktisk varetager interesserne for investorerne i de administrerede foreninger på en fuld forsvarlig måde.

Til § 100

Bestemmelsen er ny.

Bestemmelsen gennemføres inden for rammerne af EF-direktiver på det finansielle område, jf. bilag A.

Bestemmelsen lovfæster praksis på området.

Det understreges, at investeringsforvaltningsselskaber skal handle uafhængigt og udelukkende i investorernes interesser, og at de i deres daglige ledelse skal varetage interesserne for den eller de foreninger, de administrerer, bedst muligt.

Et investeringsforvaltningsselskab er et selvstændigt aktieselskab med en direktion og bestyrelse, der har en almindelig selskabsretlig pligt til at handle i selskabets egne aktionærers interesser. Samtidigt er investeringsforvaltningsselskabet den daglige ledelse i en eller flere investeringsforeninger og specialforeninger, og det er i denne egenskab underkastet instruktionsbeføjelser fra foreningens bestyrelse og generalforsamling. Der er en risiko for, at investeringsforvaltningsselskabet kan komme ud i en interessekonflikt, hvor varetagelsen af hensynet til dets egne aktionærers interesser kan være i modstrid med varetagelsen af foreningernes interesser.

Sådanne interessekonflikter kan opstå i forbindelse med delegation af opgaver til selskaber i den koncern, investeringsforvaltningsselskabet er en del af. Som eksempler på handlinger, der ikke ville være i overensstemmelse med bestemmelsen kan nævnes, at investeringsforvaltningsselskabet træffer investeringsbeslutninger eller udnytter stemmerettigheder til gavn for samhandelspartnere i stedet for at vurdere, hvad der er bedst for den pågældende forening.

Et investeringsforvaltningsselskab kan administrere flere forskellige foreninger. Der kan derfor også forekomme situationer, hvor der opstår interessekonflikter mellem foreningerne indbyrdes.

Som eksempler på handlinger, der ikke ville være acceptable, kan nævnes, at et investeringsforvaltningsselskab ikke tildeler værdipapirer købt til forskellige foreninger eller fordele opnået hos en samhandelspartner efter objektive kriterier og i stedet tilgodeser visse foreninger eller sig selv.

Sådanne interessekonflikter mellem investeringsforvaltningsselskabets ejere og foreningerne skal altid løses ved, at investeringsforvaltningsselskabet handler uafhængigt og i foreningernes interesse. Det betyder, at investeringsforvaltningsselskabets ejeres interesser skal vige i tilfælde af en interessekonflikt med de administrerede foreningers interesser.

Stk. 3 pålægger et investeringsforvaltningsselskab en generel pligt til altid at søge at undgå interessekonflikter mellem sig selv og foreningerne, mellem alle selskaber, som det er i koncern med, og foreningerne, og mellem foreningerne indbyrdes. Når sådanne interessekonflikter ikke kan undgås, skal investeringsforvaltningsselskabet oplyse de enkelte berørte foreningers bestyrelser herom. Det er op til de enkelte bestyrelser at træffe de forholdsregler, som de finder nødvendige for at imødegå interessekonflikterne.

I stk. 4 foreslås det, at et investeringsforvaltningsselskab skal opretholde en klar adskillelse mellem udførelsen af den individuelle porteføljepleje for kunder og varetagelsen af administration af foreninger. Denne adskillelse skal forebygge interessekonflikter og kan etableres ved hjælp af forretningsgange og hensigtsmæssige arbejdsrutiner.

I stk. 5 foreslås det, at Finanstilsynet bemyndiges til at fastsætte nærmere regler om, hvorledes investeringsforvaltningsselskaber skal undgå interessekonflikter. Det er hensigten at benytte bemyndigelsen til at udstede regler til opfyldelse af anerkendte internationale standarder på området, som vedtages af internationale organisationer. Det kan f. eks. være standarder udstedt af IOSCO (International Organization of Securities Commissions) om investeringsforvaltningsselskabets transaktioner med nærtstående selskaber, deltagelse i emissioner som forestås af nærtstående selskaber eller behandling af såkaldte »soft commissions«. Herved forstås, at en forenings samhandelsparter gratis stiller visse ydelser til rådighed for foreningen. F.eks. i form af analyser, software eller lignende, som foreningen kan drage nytte af i sin daglige drift.

Til § 101

Bestemmelsen er ny.

Bestemmelsen gennemføres inden for rammerne af EF-direktiver på det finansielle område, jf. bilag A.

Det foreslås i stk. 1 , at bestyrelsen for en forening skal træffe beslutning om, at foreningens investeringsforvaltningsselskab kan delegere visse opgaver, som det påhviler investeringsforvaltningsselskabet at udføre, til tredjemand.

Direktivet giver på visse nærmere angivne betingelser medlemsstaterne adgang til at tillade, at investeringsforvaltningsselskaber med henblik på at opnå en mere effektiv drift, delegerer udførelsen af opgaver til tredjemand.

Begrundelsen for bestemmelsen er, at det skal sikres, at den regulering af og tilsyn med investeringsforvaltningsselskaber, som er indført på EU-niveau ikke omgås ved, at investeringsforvaltningsselskaber uden kontrol kan uddelegere de opgaver, der påhviler dem, til tredjemænd, der ikke er undergivet tilsvarende regler eller tilsyn.

I den hidtil gældende tilsynslovgivning har der ikke været en bestemmelse om delegation.

Det har været praksis, at administrationsselskabet kan uddelegere nogle af sine opgaver til andre. Det har typisk drejet sig om markedsføring af andele i foreningerne, visse funktioner i forbindelse med IT, visse opgaver i forbindelse med investeringsforvaltningen, men dog ikke investeringsbeslutninger samt opgaver af teknisk/administrativ karakter.

Det har hidtil i flere tilfælde været foreningerne, der har indgået sådanne aftaler, i andre tilfælde er det administrationsselskabet, der indgår aftalen. Også i fremtiden er der mulighed for, at en forenings bestyrelse selv kan beslutte, hvor detaljerede beslutninger bestyrelsen selv vil træffe om delegation af opgaver og hvilke beslutninger, den vil overlade til den daglige ledelse. Beslutningen skal dog være konkret for så vidt angår de opgaver, den angår.

I tilfælde, hvor opgaver delegeres til virksomheder, der har nære relationer til investeringsforvaltningsselskabet, og hvor dette efter de almindelige selskabsretlige regler må anses for at være inhabil, kan investeringsforvaltningsselskabet ikke selv indgå en delegationsaftale. I disse tilfælde skal aftalen om delegation godkendes af foreningens bestyrelse.

Forslaget indebærer, at en forenings bestyrelse dels skal træffe beslutning om, hvilke opgaver, der skal delegeres, dels om rammerne for, hvilke aftaler om delegation af opgaver, som investeringsforvaltningsselskabet bør indgå. Forslaget er en konsekvens af, dels at det er foreningens bestyrelse, der har ansvaret for, at foreningen administreres effektivt og økonomisk, dels at investeringsforvaltningsselskabet som daglig ledelse er undergivet instruktionsbeføjelse fra foreningens bestyrelse.

En beslutning om at delegere opgaver til tredjemand forudsætter, at delegationen vil medvirke til en mere effektiv og billigere drift af foreningen.

I stk. 2 foreslås det, at investeringsforvaltningsselskabet ikke kan uddelegere beslutninger om investering af foreningers midler til tredjemand.

Forslaget om, at investeringsbeslutninger vedrørende foreningens midler skal træffes i investeringsforvaltningsselskabet, er en lovfæstelse af den hidtidige faste praksis på området.

Det har hidtil inden for ret snævre grænser været muligt for en forenings ledelse at give en udenforstående specifik fuldmagt til porteføljepleje. En sådan fuldmagt kan kun gives for en begrænset del af porteføljen, som ønskes investeret på et geografisk fjernt marked eller i specielle værdipapirer, og den udenforstående skal have en særlig ekspertise vedrørende de ønskede investeringer. Denne undtagelse opretholdes.

Bortset herfra afskærer bestemmelsen foreningerne fra at overlade hele eller dele af deres formuer til tredjemænd til diskretionær porteføljepleje. Alle beslutninger om en forenings investeringer skal træffes i investeringsforvaltningsselskabet af dettes direktion eller af de medarbejdere, som direktionen udpeger hertil. Beslutningerne skal træffes inden for de investeringsinstrukser, som er udstedt af foreningens bestyrelse.

I stk. 2 foreslås det ligeledes, at investeringsforvaltningsselskabet heller ikke må delegere udførelsen af andre kerneopgaver. Det foreslås, at Finanstilsynet bemyndiges til at fastsætte nærmere bestemmelser om, hvilke opgaver der er kerneopgaver.

Bemyndigelsen vil blive udnyttet til at udstede en bekendtgørelse, hvori funktioner som den overordnede daglige ledelse af en forening, beregning og fastsættelse af indre værdi samt emissions- og indløsningskurser, kontrol med overholdelse af lovgivningen og kontrol med den daglige bogføring bliver anset som kerneopgaver. Der vil kunne opstå behov for at supplere denne liste på grundlag af de erfaringer, der indhøstes.

Et investeringsforvaltningsselskab vil ikke kunne uddelegere alle sine opgaver til tredjemand, så selskabet bliver en »tom skal«. Det følger af UCITS-direktivet.

I stk. 3 foreslås det, at investeringsforvaltningsselskabets og depotselskabets forpligtelser over for en forening ikke berøres af, at investeringsforvaltningsselskabet har delegeret opgaver til tredjemand. Heri ligger bl.a., at et investeringsforvaltningsselskab aldrig vil kunne uddelegere ansvaret for, at alle de opgaver, som et investeringsforvaltningsselskab skal varetage for en forening, bliver udført forsvarligt, og at en delegation skal opfylde kravet om, at depotselskabet fortsat skal kunne opfylde sine opgaver.

Til § 102

Bestemmelsen er ny.

Bestemmelsen gennemføres inden for rammerne af EF- direktiver på det finansielle område, jf. bilag A.

Det foreslås, at et investeringsforvaltningsselskab skal sikre sig, at de virksomheder, som opgaver uddelegeres til, er kvalificerede til og i stand til at varetage de pågældende opgaver. Såvel investeringsforvaltningsselskabet som den forvaltede forenings bestyrelse, der skal godkende aftalen om delegation, har således et ansvar for, at kvaliteten af forvaltningen af foreningen ikke forringes ved delegation af opgaver.

Det foreslås, at i de tilfælde, hvor delegationen vedrører investeringsforvaltningen, må der kun delegeres til selskaber, som har tilladelse til eller er registrerede med henblik på forvaltning af aktiver under tilsyn

Udtrykket investeringsforvaltningen skal forstås bredt og omfatter her alle de funktioner, det kan være aktuelt at udføre i forbindelse med investering og forvaltning af en forenings midler med undtagelse af selve beslutningen om at foretage en given investering, idet denne efter forslaget til § 101 skal træffes i investeringsforvaltningsselskabet. Der kan f.eks. være tale om analyser af enkelte selskaber eller sektorer eller investeringsrådgivning m.v.

Investeringsforvaltningsselskabet kan som hidtil indgå aftale om investeringsrådgivning med andre. Der foreslås et udtrykkeligt krav om, at rådgiveren skal være undergivet et finansielt tilsyn. Kravet om finansielt tilsyn indebærer, at den pågældende har tilladelse til at yde investeringsrådgivning. Det er ligeledes en betingelse, at bestyrelsen for den eller de foreninger, rådgivningen vedrører, skal give investeringsforvaltningsselskabet tilladelse til at indgå en sådan rådgivningsaftale. Bestyrelsen skal i denne forbindelse tage stilling til såvel rådgiveren som aftalens indhold.

Delegation af opgaver kan ske til virksomheder, der er under dansk eller udenlandsk tilsyn, men delegationen må efter stk. 2 ikke hindre et effektivt tilsyn med investeringsforvaltningsselskabet, forhindre investeringsforvaltningsselskabet i at virke eller medføre, at foreningen ikke bliver forvaltet i medlemmernes interesse. Det betyder, at delegation af opgaver aldrig må føre til, at der opstår uklarhed om, hvem der udfører en given opgave eller til en uigennemsigtig eller på anden måde uhensigtsmæssig forvaltning af en forening.

Foreningen skal altid forvaltes i medlemmernes interesse. Det betyder, at delegation af opgaver ikke må føre til, at andres interesse tilgodeses ved udførelsen af de delegerede opgaver på bekostning af medlemmernes interesse.

Til § 103

Bestemmelsen er ny.

Bestemmelsen gennemføres inden for rammerne af EF-direktiver på det finansielle område, jf. bilag A.

Det foreslås i stk. 1 , at et investeringsforvaltningsselskab i forbindelse med aftaler om delegation skal sikre sig, at delegationen sker på sådanne vilkår, at investeringsforvaltningsselskabets ledelse hele tiden kan overvåge, hvorledes den virksomhed, som opgaven er uddelegeret til, udfører opgaven.

Bestemmelsen understreger, at selvom en opgave er uddelegeret, hviler ansvaret for dens korrekte udførelse stadig på investeringsforvaltningsselskabet. Det er investeringsforvaltningsselskabets pligt at sikre sig, at uddelegering af opgaver ikke forhindrer investeringsforvaltningsselskabet i at have det overblik over opgavernes udførelse, som er nødvendigt for at varetage den daglige ledelse og drift af en forening.

Det foreslås i stk. 2 , dels at et investeringsforvaltningsselskab på et hvilket som helst tidspunkt skal kunne give yderligere instrukser til den virksomhed, som en opgave er uddelegeret til, dels at investeringsforvaltningsselskabet skal kunne opsige aftalen om delegation med øjeblikkelig virkning, hvis det er i foreningens interesse.

Bestemmelsen medfører, at et investeringsforvaltningsselskab kun kan indgå aftaler om delegation af opgaver indeholdende vilkår, hvorefter investeringsforvaltningsselskabet til enhver tid kan give konkrete instrukser om, hvorledes opgaven skal udføres.

Investeringsforvaltningsselskaber kan ikke indgå aftaler om delegation indeholdende vilkår om, at aftalen altid skal opsiges med et vist varsel. Aftalen skal indeholde bestemmelser, der berettiger investeringsforvaltningsselskabet til at opsige aftalen med øjeblikkelig virkning, hvis selskabet skønner, at dette er i foreningens interesse. Denne adgang til at opsige aftalen uden varsel skal ikke forveksles med adgang til at ophæve en aftale som følge af misligholdelse.

Bestemmelsen er imidlertid ikke til hinder for, at parterne aftaler opsigelsesvarsler, som dækker de normalt forventede situationer, når blot der er en adgang for investeringsforvaltningsselskabet til at opsige aftalen med øjeblikkelig virkning. Bestemmelsen er heller ikke til hinder for, at parterne aftaler, at investeringsforvaltningsselskabet skal betale en kompensation til det foretagende, som aftalen er indgået med, hvis investeringsforvaltningsselskabet opsiger aftalen med henvisning til bestemmelsen om øjeblikkelig opsigelse. Sådanne kompensationsklausuler skal være rimelige set i relation til aftaleparternes forhold.

Kompensationsklausuler må ikke være udformet således, at de reelt fratager investeringsforvaltningsselskabet muligheden for at opsige en aftale om delegation med øjeblikkelig virkning.

Til § 104

Bestemmelsen er ny.

Bestemmelsen gennemføres inden for rammerne af EF-direktiver på det finansielle område, jf. bilag A.

Det foreslås, at investeringsforvaltningsselskabet senest samtidigt med indgåelsen af en aftale om delegation skal underrette Finanstilsynet om aftalens indhold og betingelser.

Underretningen skal være skriftlig og kan foregå ved, at investeringsforvaltningsselskabet indsender aftalen til Finanstilsynet. Pligten til at underrette Finanstilsynet om aftaler om delegation betyder ikke, at Finanstilsynet skal godkende sådanne aftaler, men de vil indgå i Finanstilsynets samlede bedømmelse af, om investeringsforvaltningsselskabet varetager forvaltningen af den pågældende forening på en forsvarlig måde.

Til § 105

Bestemmelsen er en videreførelse af tilsvarende bestemmelser i den gældende tilsynslovgivning, og er tidligere gennemført inden for rammerne af EF-direktiver på det finansielle område, jf. bilag A.

Efter bestemmelsen skal depotselskabet udføre en række kontrolfunktioner i relation til forvaltningen af en forenings formueforhold.

Bestemmelsen indeholder en angivelse af de konkrete pligter, der påhviler depotselskabet.

Depotselskabet skal forvalte og opbevare en forenings aktiver særskilt. Det betyder, at en forenings værdipapirer som hovedregel ikke må opbevares i samledepoter, men skal føres på individuelle konti og depoter for foreningen. Imidlertid er bestemmelsen ikke til hinder for, at en forenings udenlandske værdipapirer opbevares i et samledepot i et udenlandsk kreditinstitut. I så fald skal foreningens bestyrelse være underrettet herom og have samtykket heri, jf. § 71, stk. 3.

Depotselskabet forestår til- og afgang af værdipapirer og likvide midler i overensstemmelse med foreningens instrukser således, at midlerne aldrig kommer foreningens ledelse i hænde. Dernæst supplerer depotselskabet det offentlige tilsyn ved løbende at påse, at de i nr. 1–7 nævnte bestemmelser overholdes. Et sådant indseende med de løbende transaktioner kan ikke realistisk opnås på anden vis.

Depotselskabets pligt til at påse, at en forenings indløsning og udstedelse af medlemsandele foretages i overensstemmelse med lovens regler og vedtægternes bestemmelser, indebærer bl.a., at depotselskabet i forbindelse med en forenings eller afdelings ophør skal påse, at Finanstilsynets godkendelse foreligger, før andelene indløses, samt at medlemmerne behandles ens i forbindelse med indløsningen.

Specielt vedrørende nr. 2 og 3 bemærkes, at en forenings køb og salg af værdipapirer skal foregå som kontanthandel, idet det dog herved forudsættes, at de sædvanlige kutymer inden for branchen følges.

I konsekvens af foreningernes øgede brug af afledte finansielle instrumenter nævnes i bestemmelsen, at depotselskabet skal påse, at afledte finansielle instrumenter kun udleveres mod salgssummens indbetaling, og at betaling kun finder sted mod levering af de afledte finansielle instrumenter til depotselskabet. Dette betyder, at depotselskabet skal sørge for, at foreninger, der indgår aftaler om finansielle instrumenter, modtager de aftalte modydelser, samtidig med at foreningen leverer sin ydelse.

Vedrørende værdiansættelsen af foreningens pantebreve fastslår nr. 5 , at det skal ske i overensstemmelse med de herfor fastsatte bestemmelser. Foruden reglerne i lov om investeringsforeninger og specialforeninger tænkes der hermed på de regler, der er indeholdt i den regnskabsbekendtgørelse, som tilsynet har udstedt i medfør af lov om investeringsforeninger og specialforeninger, jf. bekendtgørelse nr. 60343 af 26. november 1998 om investeringsforeningers og specialforeningers regnskaber.

I nr. 6 og 7 er foreskrevet, hvorledes både børsnoterede værdipapirer, afledte finansielle instrumenter og andre værdier, herunder pantebreve, skal omsættes, jf. § 34 i lov om investeringsforeninger og specialforeninger. For at sikre, at køb og salg sker til markedspriser, skal børsnoterede værdipapirer handles på en fondsbørs, medmindre der kan opnås samme eller mere fordelagtige priser andetsteds. Ved vurderingen af, om en pris må anses for mere fordelagtig end den, der kunne opnås på børsen, må der også tages hensyn til, om størrelsen af den post værdipapirer, der ønskes købt eller afhændet, i givet fald ville kunne påvirke værdipapirernes kursfastsættelse. Ved køb og salg af andre værdier, herunder pantebreve, skal handlen foretages til priser, der ikke er mindre fordelagtige end dagsværdien. Dagsværdien er det beløb, hvormed et aktiv kan udveksles eller en forpligtelse kan udlignes ved transaktioner mellem hinanden uafhængige parter.

Til § 106

Bestemmelsen er en videreførelse af tilsvarende bestemmelser i gældende tilsynslovgivning, og er tidligere gennemført inden for rammerne af EF-direktiver på det finansielle område, jf. bilag A.

Bestemmelsen medfører, at depotselskabet overfor en forening skal være ansvarligt for enhver skade, der er en følge af depotselskabets forsømmelser. Dette ansvar består, selv om depotselskabet har overladt opbevaringen af foreningens formue eller en del heraf til tredjemand.

Depotselskabets ansvar skal bedømmes efter dansk rets almindelige erstatningsregler, hvilket er ensbetydende med, at depotselskabet kun vil være fri for ansvar i helt ekstraordinære situationer, jf. f.eks. princippet i købelovens § 24. Ansvaret er således omfattende, dog er depotselskabet ikke ansvarlig for skader, der skyldes krig, oprør, naturkatastrofer o. lign. (force majeure).

Det er præciseret, at depotselskabet er ansvarligt selv om det overlader opbevaringen af en forenings formue eller en del heraf til tredjemand. Depotselskabet kan ikke ved aftale fraskrive sig dette ansvar. Der er således ikke adgang til under påberåbelse af depotselskabets almindelige forretningsbetingelser at tage forbehold for fejl og mangler eller andet hos den, som depotselskabet har betroet en forenings midler til.

Til § 107

Bestemmelsen er en delvis videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om forsikringsvirksomhed. Bestemmelsen gennemfører EF-direktiver på det finansielle område, jf. bilag A. Som noget nyt foreslås det at ophæve kravet om, at Finanstilsynet skal godkende den ansvarshavende aktuar. I stedet får Finanstilsynet bemyndigelse til at udstede en bekendtgørelse, hvor det fastsættes, hvilke krav aktuaren skal opfylde.

Stk. 1 fastslår, at selskabets direktion skal drage omsorg for, at selskabet råder over tilstrækkelig sagkundskab til beregning af forsikringsmæssige hensættelser.

Det følger af 1. skadesforsikringsdirektiv, at medlemsstaterne skal pålægge selskaberne »at afsætte tilstrækkelig tekniske reserver« og til at bestemme størrelsen heraf »efter de af staten fastsatte regler eller i mangel heraf, efter den i denne stat gældende praksis«. En tilsvarende regel findes i livsforsikringsdirektivet.

I livsforsikringsselskaber har bestyrelsen pligt til at ansætte en ansvarshavende aktuar, jf. stk. 2. Dette krav er ikke direktivbestemt.

Tilsvarende bestemmelse findes ikke for skadesforsikringsselskaber, og den pligt, der pålægges direktionen efter stk. 1, er derfor i praksis forskellig for skadesforsikringsselskaber og livsforsikringsselskaber. Direktionens ledelsesansvar omfatter ansvaret for, at aktuaren opfylder de pligter, som påhviler aktuaren i forbindelse med selskabets drift.

I skadesforsikringsselskaber vil det bero på en konkret vurdering, hvilken sagkundskab der er nødvendig. Der skal med udgangspunkt i selskabets forretningsomfang og karakter foretages en vurdering af, om der er ansat den nødvendige forsikringstekniske ekspertise, eller om selskabets direktion eller andre selv besidder tilstrækkelig ekspertise til at opfylde kravet. I større skadesforsikringsselskaber vil kravet i stk. 1 næppe kunne opfyldes, medmindre der er etableret et skadesaktuariat.

Det følger af stk.2 , at livsforsikringsselskaber skal have ansat en ansvarshavende aktuar. Det foreslås at lade kravet om Finanstilsynets godkendelse af den ansvarshavende aktuar afløse af en bestemmelse om, at den ansvarshavende aktuar skal ansættes af selskabets bestyrelse. Det foreslås i den sammenhæng i stk. 7, at Finanstilsynet får bemyndigelse til at udstede en bekendtgørelse om hvilke krav, der skal være opfyldt, for at en person kan varetage opgaven som ansvarshavende aktuar. Der henvises til bemærkningerne til stk. 7.

Den ansvarshavende aktuar skal varetage de nødvendige forsikringstekniske funktioner, herunder beregninger og undersøgelser. Begrebet »forsikringstekniske funktioner« har relation til stk. 4, der uddyber de pligter, der påhviler den ansvarshavende aktuar. Der henvises til bemærkningerne nedenfor til stk. 4. Funktionen omfatter tillige udarbejdelse af en opgørelse af de forsikringsmæssige hensættelser ved regnskabsårets afslutning.

Benævnelsen »ansvarshavende aktuar« tog oprindelig sigte på den aktuar, der efter de hidtidige regler blev godkendt af Finanstilsynet. Med forslaget om ophævelse af dette godkendelseskrav, vil benævnelsen relatere sig til den aktuar, som bestyrelsen har ansat, og som skal opfylde de betingelser, Finanstilsynet fastsætter. Den ansvarshavende aktuar kan ansættes på deltid, og samme person kan være ansvarshavende aktuar i flere selskaber.

Bestemmelsen i stk. 3 er ny og er en følge af forslaget om at ophæve kravet om Finanstilsynets godkendelse af den ansvarshavende aktuar. Den orientering, Finanstilsynet modtager, skal dels indeholde oplysning om, hvem den nyansatte ansvarshavende aktuar er, dels oplysning om baggrunden for skiftet.

Stk. 4 fastslår, at den ansvarshavende aktuar skal påse, at selskabet overholder det tekniske grundlag m.v. Efter 2. pkt. skal aktuaren gennemgå det aktuarmæssige indhold i selskabets aktiviteter og materiale i øvrigt, herunder markedsføringsmateriale og bonusprognoser og påse, at det tekniske grundlag m.v. jf. § 20 til enhver tid er i overensstemmelse med de i § 21, stk. 1-5, nævnte krav. Det »aktuarmæssige indhold« omfatter i princippet alle vilkår, som har relation til selskabets beregningsgrundlag, samt forhold som efter § 20 er omfattet af selskabets anmeldelsespligt.

Efter stk. 5 skal aktuaren omgående indberette enhver tilsidesættelse af de i stk. 4 nævnte forhold til Finanstilsynet. Aktuaren har ret til at få alle de oplysninger, som aktuaren finder nødvendige for at udøve hvervet. Den ansvarshavende aktuar har således mulighed for at få information i samme omfang som selskabets bestyrelse. Aktuaren har således også ret til at få forelagt materiale til brug for bestyrelsesmøder. Direktionen i et livsforsikringsselskab kan ikke lovligt nægte at besvare spørgsmål fra aktuaren, hvis spørgsmålet efter aktuarens skøn er af betydning for en vurdering af selskabets økonomiske stilling.

Efter sidste pkt. kan Finanstilsynet kræve alle de oplysninger af aktuaren, som er nødvendige til bedømmelsen af selskabets økonomiske stilling. Bestemmelsen indebærer, at aktuaren kan henvende sig til Finanstilsynet uden at underrette selskabets direktion herom, men bestemmelsen indebærer ikke, at aktuaren kan tilsidesætte sin loyale oplysningsforpligtelse overfor selskabets ledelse.

Den ansvarshavende aktuar skal en gang årligt indsende en beretning til Finanstilsynet efter stk. 6 . Beretningen skal udarbejdes efter de retningslinjer, der angives af Finanstilsynet i medfør af stk. 7. Finanstilsynet har udarbejdet vejledning nr. 11042 af 17. december 1999 om indholdet i den ansvarshavende aktuars beretning.

Finanstilsynet skal endvidere efter stk. 7 fastsætte, hvilke krav en ansvarshavende aktuar skal opfylde. Denne hjemmel er ny. Finanstilsynet vil i bekendtgørelsesform fastsætte regler, der svarer til de krav, der i dag stilles i forbindelse med godkendelse af den ansvarshavende aktuar. Det vil blandt andet blive krævet, at aktuaren har beskæftiget sig med forsikringstekniske spørgsmål i mindst 5 år. Bekendtgørelsen vil bliver udstedt efter drøftelser med Den Danske Aktuarforening.

Til § 108

Bestemmelsen er en videreførelse af en bestemmelse i den gældende lov om forsikringsvirksomhed.

Efter bestemmelsen finder ledelsesreglerne i §§ 72 og 73 tilsvarende anvendelse på et forsikringsselskabs repræsentantskab. Der henvises til bemærkningerne til disse bestemmelser.

Til § 109

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i gældende lov om forsikringsvirksomhed.

Det følger af bestemmelsen, at livsforsikringsselskabers optagelse af lån i medfør af bestemmelsen i aktieselskabslovens § 43 skal godkendes af Finanstilsynet.

Efter aktieselskabslovens § 43 kan generalforsamlingen eller bestyrelsen efter dennes bemyndigelse træffe beslutning om optagelse af lån mod obligationer eller andre gældsbreve med ret til rente, hvis størrelse helt eller delvis er afhængig af det udbytte, selskabets aktier afkaster eller af årets overskud. Bemyndigelse til bestyrelsen kan gives for en eller flere perioder på indtil fem år ad gangen.

Bestemmelsen skal sikre mod, at et livsforsikringsselskab forpligter sig til at betale så høje renter, at det går ud over afkastet til forsikringstagerne. Forsikringsselskaber, der ikke er livsforsikringsselskaber, kan godt optage lån uden Finanstilsynet godkendelse.

Stk. 2 indebærer, at et forsikringsselskab er nødt til at indhente generalforsamlingens bemyndigelse til enhver erhvervelse af egne aktier. Derved hindres »diskrete« erhvervelser af egne aktier.

Efter stk. 3 skal pligten til at underrette Finanstilsynet modvirke risikoen for, at ledelsen ved at lade sig udbetale provisioner omgår reglen i aktieselskabslovens § 64, hvorefter vederlaget til bestyrelsesmedlemmer ikke må overstige, hvad der kan anses for forsvarligt i forhold til selskabets og, i moderselskaber, koncernens økonomiske stilling.

Når anmeldelsespligten er opfyldt, påhviler det Finanstilsynet at vurdere, om der er tale om indtægter, der må betragtes som en omgåelse af aktieselskabslovens bestemmelser, eller i øvrig medfører uheldige forhold af tilsvarende karakter.

Både direkte og indirekte deltagelse i anden virksomhed er omfattet af bestemmelsen.

Begrebet »økonomisk interesse« skal fortolkes bredt. Således omfatter meddelelsespligten både provisioner og anden indtægt, som er knyttet til deltagelse i agent eller mæglervirksomhed som led i erhverv, og de provisioner og indtægter, som eventuelt opnås i kraft af kapitalbesiddelser i en virksomhed.

Udtrykket »overtager eller afgiver« indebærer, at såvel direkte forretning som reassurancevirksomhed er omfattet af anmeldelsespligten.

Til § 110

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om forsikringsvirksomhed.

Stk. 1 indeholder den almindelige selskabsretlige regel, hvorefter medlemmers ret til at træffe beslutning udøves på generalforsamlingen. Ethvert medlem skal have mindst en stemme.

Bestemmelsen skal fortolkes i overensstemmelse med bestemmelsen i aktieselskabslovens § 65, stk. 1, og § 67, stk. 1, 1. pkt., som forslagets § 113, stk. 3, henviser til.

Efter stk. 2 har selskabet mulighed for at beslutte, at generalforsamlingen skal bestå af delegerede valgt af medlemmerne eller garanterne eller stedfortrædere for disse.

Til § 111

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om forsikringsvirksomhed.

Bestemmelsen opregner, hvilke forhold der skal fremgå af vedtægterne for et gensidigt forsikringsselskab, udover de krav der allerede følger af aktieselskabsloven.

Efter bestemmelsen skal vedtægterne indeholde bestemmelser om medlemmers og garanters ansvar for selskabets forpligtelser samt om medlemmers og garanters indbyrdes hæftelse, hvorvidt selskabet skal kunne overtage genforsikring uden gensidigt ansvar og hvorvidt garantikapitalen skal forrentes, og i givet fald efter hvilke regler.

I forbindelse med stiftelse af et selskab, skal det fremgå af vedtægterne, hvilken forrentning der skal ske af garantikapitalen og efter hvilke regler. Herudover skal der tages stilling til fordeling af årets overskud.

Vedtægterne skal være i overensstemmelse med §§ 283 og 285. Der henvises til bemærkningerne til disse bestemmelser.

Til § 112

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om forsikringsvirksomhed.

Bestemmelsen i stk. 1 svarer til aktieselskabslovens § 78.

Stk. 2 fastslår, at væsentlige ændringer i et selskabs formål kræver vedtagelse med særlig flertal. Der er ikke fastsat andre regler om vedtagelse af beslutninger, der gør indgreb i medlemmers og garanters bestemmelsesret. Spørgsmål, der ikke indebærer »væsentlige ændringer«, skal derfor afgøres efter almindelige retsgrundsætninger.

Til § 113

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om forsikringsvirksomhed.

Bestemmelsen indeholder henvisninger til de regler i aktieselskabsloven, som finder direkte anvendelse på gensidige forsikringsselskaber. De anførte bestemmelser i aktieselskabsloven finder anvendelse med de tilpasninger, der er nødvendige under hensyntagen til, at gensidige forsikringsselskaber ikke er aktieselskaber. Med forslaget erstattes nugældende bestemmelser i lov om forsikringsvirksomhed med henvisninger til aktieselskabsloven. Hermed sker der en ensretning med den systematik som anvendes for andre finansielle virksomheder der ikke er aktieselskaber.

Det følger af stk. 2 , at reglerne anført i stk.1, om aktionærer i aktieselskabsloven finder tilsvarende anvendelse på garanter. Endvidere finder bestemmelsen anvendelse på alle de stemmeberettigede ved det gensidige forsikringsselskabs generalforsamling. De bestemmelser i aktieselskabsloven, der ikke er henvist til vil stadig, efter omstændighederne, kunne anvendes som udtryk for almindelig selskabsret ved afgørelse af selskabsretlige spørgsmål vedrørende gensidige forsikringsselskaber.

Stk. 5 skal sikre, at aktieselskabslovens strenge regler om udbytte og tilbagesøgning finder anvendelse på udbetalinger til medlemmerne, uanset hvilket navn man måtte have givet udbetalingen.

Til § 114

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om forsikringsvirksomhed.

Bestemmelsen i stk. 1 fraviger det almindelige selskabsretlige princip om, at flertallet af bestyrelsens medlemmer skal vælges af generalforsamlingen, idet økonomi- og erhvervsministeren kan tillade, at mindre end halvdelen af bestyrelsens medlemmer vælges af pensionskassens medlemmer. Formålet med bestemmelsen er at give de organisationer, der står bag en pensionskasse, mulighed for at følge med i, hvorledes pensionsordningerne forvaltes, og hvordan medlemmerne betjenes. Der kan f.eks. være tale om arbejdstagerorganisationer, faglige organisationer og arbejdsgiverorganisationer, herunder offentlige myndigheder, der i kollektiv har oprettet og fastlagt væsentlige forhold vedrørende arbejdsmarkedspensioner. Det følger af forslaget, at aktieselskabslovens § 49, stk. 5, ikke finder anvendelse for tværgående pensionskasser.

Efter stk. 2 , kan det i vedtægterne for en tværgående pensionskasse bestemmes, at valg af bestyrelse og ændring af vedtægterne kan foretages af medlemmerne ved urafstemning.

Til § 115

Bestemmelsen er en videreførelse af tilsvarende bestemmelser i den gældende lov om forsikringsvirksomhed.

Bestemmelsen fastslår i stk. 1 , hvilke bestemmelser i aktieselskabsloven der finder anvendelse for tværgående pensionskasser.

Efter stk. 2 finder aktieselskabslovens § 49, stk. 6, ikke anvendelse for disse pensionskasser. De bestemmelser i aktieselskabsloven, der ikke er henvist til vil stadig, efter omstændighederne, kunne anvendes som udtryk for almindelig selskabsret ved afgørelse af selskabsretlige spørgsmål vedrørende tværgående pensionskasser.

Til kapitel 9

Til § 116

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om finansiel virksomhed.

Bestemmelsen indeholder hovedreglen om, at alle personer, der er knyttet til en finansiel virksomhed eller finansiel holdingvirksomhed, skal hemmeligholde fortrolige oplysninger, som de får kendskab til under udførelsen af deres hverv.

Administrator i et forsikringsselskab er pålagt samme tavshedspligt som virksomhedens ledelse m.v. En administrator er en person, der af Finanstilsynet er udnævnt til - eventuelt i fællesskab med medadministratorer - at administrere et livsforsikringsselskabs forsikringsbestand, når Finanstilsynet har besluttet, at forsikringsbestanden skal tages under administration. Administrator og de eventuelle medadministratorer pålægges samme tavshedspligt som selskabers ledelse m.v., da administratorerne i forbindelse med hvervet får adgang til alle fortrolige oplysninger i forbindelse med forsikringsbestanden.

Hovedreglen om, at finansielle virksomheder er underlagt tavshedspligt, har to formål.

For det første skal reglen beskytte mod udlevering af fortrolige oplysninger om virksomheden selv, først og fremmest forretnings- og driftshemmeligheder. Bestemmelsen svarer på dette punkt til aktieselskabslovens § 160, stk. 1, 2. pkt. Den finansielle virksomheds bestyrelse kan beslutte, at oplysninger, der alene vedrører den finansielle virksomhed og ikke dens kunder, kan videregives. Såfremt den finansielle virksomhed er et børsnoteret selskab, skal videregivelsen endvidere være i overensstemmelse med lov om værdipapirhandel m.v., herunder reglerne i kapitel 10 (insiderreglerne).

For det andet skal bestemmelsen beskytte den finansielle virksomheds kunder mod videregivelse eller udnyttelse af fortrolige oplysninger. Bestemmelsen supplerer de generelle regler, som er fastsat i persondataloven. Denne lov fastsætter regler om behandling af oplysninger om fysiske personer, f.eks. videregivelse, samkøring og registrering.

I bestemmelsen opregnes de persongrupper, der er pålagt tavshedspligt. Det forhold, at alle disse persongrupper er omfattet af tavshedspligtsbestemmelsen, betyder ikke, at alle oplysninger frit kan udveksles mellem disse. Oplysninger kan kun videregives inden for en virksomhed, hvis videregivelsen er berettiget. F.eks. kan konkrete kundeoplysninger kun videregives inden for virksomheden, hvis der er en ledelsesmæssig eller forretningsmæssig grund til videregivelsen.

Bestemmelsen er i følge praksis ikke til hinder for, at samme person kan være ansat i flere finansielle virksomheder. Der skal dog foreligge et sædvanligt ansættelsesforhold med en egentlig opgavevaretagelse. Ansættelsesforholdet skal være i overensstemmelse med reglerne om varetagelse af andre hverv.

Det forhold, at en person er ansat i flere virksomheder, betyder ikke ændringer i hvilke oplysninger, der kan udveksles mellem virksomhederne. En person kan derfor ikke benytte oplysninger fra den ene virksomhed i arbejdet for den anden virksomhed, medmindre oplysningerne i overensstemmelse med reglerne om videregivelse lovligt kan udveksles mellem virksomhederne.

Hemmeligholdelsespligten indebærer, at fortrolige oplysninger hverken må videregives uberettiget eller udnyttes uberettiget på anden måde. Ved fortrolige oplysninger forstås som udgangspunkt alle oplysninger. Såfremt oplysningerne er offentligt tilgængelige, kan disse ikke anses for fortrolige og omfattes derfor ikke af tavshedspligtsbestemmelserne. Spørgsmålet om, hvorvidt offentligt tilgængelige oplysninger kan videregives, skal derfor afgøres efter andre regler, herunder reglen i § 43, om redelig forretningsskik og god praksis.

Det følger af bestemmelsen, at videregivelse eller udnyttelse kun kan ske, hvis dette anses for »berettiget«. Som typetilfælde, hvor videregivelse efter praksis anses for berettiget, kan nævnes:

– Videregivelse af oplysninger til Finanstilsynet i henhold til loven.

– Videregivelse af oplysninger til skattemyndighederne i henhold til blandt andet skattekontrolloven.

– Videregivelse af oplysninger til en autoriseret EDB-virksomhed, under forudsætning af, at denne har et acceptabelt sikkerhedsniveau.

– Videregivelse af oplysninger i forbindelse med fusion af finansielle virksomheder eller salg af dele af sådanne.

– Videregivelse af visse kreditoplysninger/soliditetsoplysninger mellem pengeinstitutter i henhold til Finansrådets »regler og vejledning for pengeinstitutters afgivelse af soliditetsoplysninger (kreditoplysninger) 1988«.

– Videregivelse af oplysninger med kundens samtykke. Se nærmere herom under bemærkningerne til § 126.

Videregivelse af oplysninger er kun berettiget, hvis de konkrete oplysninger er nødvendige for at varetage den opgave, som oplysningerne videregives til brug for.

Finanstilsynet offentliggør løbende tilsynets afgørelser om berettiget videregivelse på Finanstilsynets »hjemmeside« på Internettet.

Efter stk. 2 pålægges modtageren af fortrolige oplysninger tavshedspligt. Bestemmelsen har betydning i de situationer, hvor modtageren af oplysninger ikke i forvejen er pålagt tavshedspligt i medfør af den finansielle lovgivning. Dette er f.eks. tilfældet, hvis modtageren er ansat i et edb-servicebureau, et kuverteringsbureau eller Pengeinstitutternes Betalingsservice A/S (PBS). Modtageren vil herefter alene kunne videregive de modtagne kundeoplysninger, hvis videregivelsen er berettiget i henhold til stk. 1.

Den omstændighed, at tavshedspligten følger oplysningerne, når disse videregives, indebærer ikke, at berettiget videregivelse kan ske i videre omfang end ellers. Det er således uden betydning for, om videregivelsen kan anses for berettiget, at modtageren af oplysningerne underlægges tavshedspligt.

Der vil være enkelte situationer, hvor det ikke vil være meningsfuldt, at tavshedspligten opretholdes. Hvis oplysninger f.eks. videregives i en retssal, pålægges tilhørere i retssalen ikke tavshedspligt på grund af denne bestemmelse.

Det påhviler den finansielle virksomhed, som led i en forsvarlig drift af virksomheden at sikre sig, at den, der modtager fortrolige oplysninger, er bevidst om den tavshedspligt, der følger disse. F.eks. kan dette ske ved, at der i en aftale om outsourcing gøres opmærksom på den nævnte tavshedspligt for modtageren.

De krav, der kan stilles til den finansielle virksomhed i den forbindelse, afhænger af, hvem modtageren af oplysninger er. Hvis modtageren således i forvejen er underlagt tavshedspligt, kan den finansielle virksomhed gå ud fra, at modtageren er opmærksom herpå. Det påhviler ikke den finansielle virksomhed at kontrollere, at modtageren af oplysninger overholder tavshedspligten.

Til § 117

Bestemmelsen er en delvis videreførelse af tilsvarende bestemmelser i den gældende lov om finansiel virksomhed.

Bestemmelsen indeholder en modifikation til hovedreglen i § 116. Efter bestemmelsen kan sædvanlige kundeoplysninger videregives til brug for varetagelse af administrative opgaver.

Efter bestemmelsen kan sædvanlige kundeoplysninger videregives til såvel koncernforbundne som ikke koncernforbundne virksomheder. Selskabskonstruktionen er således ikke afgørende for, om sædvanlige kundeoplysninger kan videregives til brug for administrative opgaver.

Administrative opgaver skal forstås bredt. Som eksempler på administrative opgaver kan nævnes fælles udfærdigelse og udsendelse af kontomeddelelser eller forsikringsoversigter samt indberetning af andre virksomheders oplysninger til skattevæsen m.v. Begrebet kan afgrænses negativt, idet sædvanlige kundeoplysninger ikke må videregives til brug for markedsføring eller rådgivning. Oplysningerne må derfor ikke være tilgængelige for kundeekspederende medarbejdere, der ikke varetager administrative opgaver, bortset fra medarbejderne i det selskab, hvorfra oplysningerne hidrører. Med samtykke fra kunden vil alle medarbejdere i de fælles administrerede selskaber kunne få adgang til oplysningerne.

Stk. 2 udvider bestemmelsen i stk. 1. Alle fortrolige oplysninger, herunder oplysninger om rent private forhold, kan efter forslagets stk. 2 videregives til et aktieselskab, som Arbejdsmarkedets Tillægspension ejer fuldt ud og til Arbejdsmarkedets Tillægspension, jf. lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension § 26, stk. 4, og § 23, stk. 4, samt til det administrerende selskab i et forsikringsadministrationsfællesskab. Et forsikringsadministrationsfællesskab skal i denne sammenhæng forstås som et organiseret samarbejde mellem to eller flere forsikringsselskaber, herunder pensionskasser, om såvel administrative funktioner som investeringsmæssige dispositioner. Disse administrationsfællesskaber kan være organiseret i en af følgende strukturer:

– De fællesadministrerede forsikringsselskaber, herunder pensionskasser, administreres i et af selskaberne etableret interessentskab eller i et andet af selskaberne etableret og fællesejet selskab, som ikke er en finansiel virksomhed.

– Et fællesskab, hvori et forsikringsselskab administrerer de øvrige forsikringsselskaber, herunder pensionskasser, uden at det administrerende forsikringsselskab er koncernforbundet med en overvejende del af de øvrige forsikringsselskaber/pensionskasser, eller

– Et fællesskab, hvor den overvejende del af de administrerede forsikringsselskaber er koncernforbundne.

I forhold til de gældende regler, indebærer sidstnævnte tilfælde en udvidelse, idet undtagelsesbestemmelsen i dag ikke omhandler samadministration i koncerner. Bestemmelsen omhandler fortsat kun administrationsfællesskaber mellem forsikringsselskaber.

I et administrationsfællesskab overlades typisk hele det enkelte forsikringsselskabs eller den enkelte pensionskasses administration, herunder kundeadministration, til det administrerende selskab.

Det er kun de fortrolige oplysninger, som er nødvendige for administrationens varetagelse, der må videregives efter stk. 1 og 2.

Efter stk. 3 pålægges den, som modtager oplysninger efter stk. 1 og 2, tavshedspligt.

Når en finansiel virksomhed eller finansiel holdingvirksomhed overlader varetagelsen af administrative opgaver til andre, er den finansielle virksomhed eller den finansielle holdingvirksomhed ansvarlig for, at dette sker forsvarligt. Dette forudsætter blandt andet, at forretningsgangene i den virksomhed, som varetager de administrative opgaver, er betryggende. Ledelsen i den finansielle virksomhed eller den finansielle holdingvirksomhed skal sikre sig, at dette er tilfældet. Den finansielle virksomhed eller finansielle holdingvirksomhed skal i den forbindelse sikre sig, at modtageren af fortrolige oplysninger er bekendt med den tavshedspligt, som følger oplysningerne.

S tk. 4 bemyndiger Finanstilsynet til at udstede en bekendtgørelse, som udtømmende opregner hvilke oplysninger, der er sædvanlige kundeoplysninger i henhold til stk. 1. Finanstilsynet har udstedt bekendtgørelse om sædvanlige kundeoplysninger i finansielle virksomheder, hvor der sker en udtømmende opregning af, hvilke oplysninger der er omfattet af begrebet, jf. bekendtgørelse nr. 1075 af 17. december 2001.

Til § 118

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om finansiel virksomhed.

Bestemmelsen præciserer gældende ret og indeholder hovedreglen om, at oplysninger om rent private forhold ikke må videregives uden kundens samtykke.

Da videregivelse uden samtykke i enkelte tilfælde er berettiget, præciserer bestemmelsen dette. Videregivelsen kan f.eks. være berettiget i forbindelse med retssager og fusioner.

Videregivelse af rent private oplysninger til Arbejdsmarkedets Tillægspension og et aktieselskab i henhold til lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension § 26, stk. 4, og § 23, stk. 4, samt til det administrerende selskab i et administrationsfællesskab kan endvidere ske uden kundens samtykke, jf. forslagets § 117, stk. 2.

Til § 119

Bestemmelsen er en videreførelse af tilsvarende bestemmelse i gældende tilsynslovgivning.

Efter stk. 1 kan oplysninger videregives til den finansielle virksomheds modervirksomhed til brug for risikostyring i koncernen, hvis modervirksomheden er en finansiel virksomhed eller en finansiel holdingvirksomhed. Dette gælder dog ikke oplysninger om rent private forhold.

Oplysninger om privatkunder kan ifølge stk. 2 ikke videregives til brug for risikostyring efter bestemmelsen i stk. 1, bortset fra de særlige tilfælde, hvor oplysningerne om en privat kunde vedrører forpligtelser, der har eller vil kunne få betydelig størrelse.

Hvis oplysninger skal videregives til en finansiel virksomhed eller finansiel holdingselskab, som ikke er omfattet af lovforslaget, dvs. udenlandske virksomheder, skal virksomheden være underlagt en tavshedspligt, som kan sidestilles med tavshedspligten i § 116, stk. 1.

Til § 120

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om finansiel virksomhed. Bestemmelsen regulerer videregivelse af oplysninger til brug for markedsføring og rådgivning.

I stk. 1 fastsættes hovedreglen om, at oplysninger ikke må videregives til brug for markedsføring eller rådgivning, medmindre privatkunden har givet samtykke til videregivelsen. Et samtykke skal indhentes i overensstemmelse med reglerne i markedsføringslovens § 6 a, der fastsætter regler vedrørende selve henvendelsen til privatkunden. Det følger af forslagets § 122, stk. 1, at samtykket skal afgives skriftligt.

For så vidt angår videregivelse til brug for markedsføring svarer stk. 1 til bestemmelsen i § 6, stk. 2, i persondataloven og skal således fortolkes i overensstemmelse med denne bestemmelse.

Stk. 2 indeholder undtagelser fra kravet om samtykke i stk. 1.

Kravet om samtykke kan kun fraviges, hvis følgende betingelser er opfyldt:

For det første skal der være tale om generelle kundeoplysninger, der danner grundlag for inddeling i kundekategorier. Som eksempler på generelle kundeoplysninger kan nævnes oplysninger om kundens navn, adresse, køn og alder. Desuden er oplysninger om f.eks., at kunden er husejer, bilejer, computerejer eller lignende, generelle kundeoplysninger. Derimod vil det efter bestemmelsen ikke være muligt uden samtykke at videregive oplysninger, som afslører rent private forhold hos kunden. Tilsvarende vil det ikke være muligt at videregive mere detaljerede kundeoplysninger, f.eks. af personlig eller økonomisk karakter.

For det andet skal der foretages en interesseafvejning: Videregivelsen skal være nødvendig for, at den koncernvirksomhed, som de fortrolige oplysninger videregives til, kan forfølge en berettiget interesse, og hensynet til kunden må ikke overstige denne interesse.

Med dette krav sikres det, at videregivelse af generelle kundeoplysninger til brug for markedsføring eller rådgivning ikke kan ske, hvis en interesseafvejning undtagelsesvis måtte tale herimod. Som eksempel herpå kan nævnes den situation, at en finansiel virksomhed eller en finansiel holdingvirksomhed har orienteret sine kunder om, at den ikke vil videregive oplysninger om kunderne til andre virksomheder til brug for markedsføring eller rådgivning. Hvis virksomheden på trods heraf alligevel beslutter sig for at videregive oplysningerne til brug for markedsføring eller rådgivning, vil hensynet til kunderne kunne tale imod, at en sådan videregivelse kan ske uden kundens samtykke.

For det tredje skal der være tale om videregivelse til koncernvirksomheder, som er underlagt tavshedspligt som nævnt i § 116, stk. 1.

For så vidt angår videregivelse til brug for markedsføring svarer stk. 2 til bestemmelsen i § 6, stk. 3, i persondataloven, bortset fra, at forslagets stk. 2, kun finder anvendelse ved videregivelse til koncernvirksomheder, der er underlagt tavshedspligt som nævnt i § 116, stk. 1, og skal derfor fortolkes i overensstemmelse med § 6, stk. 3, i lov om behandling af personoplysninger.

Bestemmelsen supplerer de generelle regler i persondataloven, der gælder for finansielle virksomheder, ligesom for andre erhvervsvirksomheder. I henhold til persondataloven vil det derfor yderligere være en betingelse for videregivelse af oplysninger, at princippet om formålsbestemthed ikke er til hinder herfor. Dette princip fastslår, at indsamling af oplysninger skal ske til udtrykkeligt angivne og saglige formål. Oplysninger må herefter ikke - medmindre den registrerede giver sit samtykke hertil - undergives en behandling, der er uforenelig med disse formål.

Samspillet med persondataloven indebærer ligeledes, at selv om der er tale om generelle kundeoplysninger - og virksomheden således efter dette forslag i visse tilfælde kan videregive oplysningerne uden kundens udtrykkelige samtykke - må videregivelse kun ske, hvis forbrugeren ikke har gjort indsigelse imod det, jf. § 36 i persondataloven.

Desuden kan det nævnes, at persondatalovens regler om anden behandling end videregivelse, f.eks. anvendelse af oplysninger, også finder anvendelse for finansielle virksomheder. Denne lov indeholder blandt andet regler om samtykke ved anvendelse af oplysninger om forbrugere til brug for markedsføring.

Justitsministeren kan ifølge persondatalovens § 6, stk. 4, fastsætte yderligere begrænsninger i adgangen til at videregive eller anvende bestemte typer af oplysninger til brug for markedsføring i henhold til persondatalovens § 6, stk. 3. Der vil i givet fald blive tale om tilsvarende begrænsninger for finansielle virksomheder.

Efter stk. 3 kan sædvanlige oplysninger om erhvervskunders forhold videregives til brug for markedsføring og rådgivning til en finansiel virksomhed, der er underlagt tavshedspligt som nævnt i stk. 1.

Til § 121

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om finansiel virksomhed.

Efter bestemmelsen påhviler det den finansielle virksomhed at fastsætte retningslinjer for, i hvilket omfang der rent faktisk videregives oplysninger fra den finansielle virksomhed. Dvs. i hvilket omfang den pågældende virksomhed udnytter lovens muligheder for videregivelse. Disse retningslinjer skal være offentligt tilgængelige. Formålet med reglen er at give kunderne mulighed for at fravælge et institut, der videregiver flere oplysninger, end kunden ønsker.

Retningslinjerne skal angive hvilke typer af kundeoplysninger, der videregives til hvilke typer af virksomheder. Der kræves ikke en detaljeret opremsning af alle oplysninger, men retningslinjerne skal give kunderne et tilstrækkeligt præcist indtryk af, hvilke oplysninger der videregives.

Det er ikke et krav, at retningslinjerne bliver udleveret til alle kunder, men de skal være tilgængelige for alle kunder, herunder potentielle kunder.

Dette vil eksempelvis være tilfældet, hvis retningslinjerne fremgår af en brochure, der kan udleveres til interesserede kunder.

Til § 122

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om finansiel virksomhed.

Efter stk. 1 skal samtykke til videregivelse af oplysninger afgives i skriftlig form.

Ved samtykke forstås en frivillig, specifik og informeret viljestilkendegivelse fra kunden, hvorved kunden indvilger i, at oplysninger om kunden videregives.

Kravene skal fortolkes i overensstemmelse med de tilsvarende krav i persondataloven.

Kravet om, at samtykket skal være specifikt, indebærer, at det af samtykket skal fremgå, hvilke typer af oplysninger der må videregives, hvem der kan modtage oplysningerne, samt til hvilke formål videregivelsen kan ske. Kravet om, at samtykket skal være informeret, indebærer, at kunden skal være klar over, hvad det er, vedkommende meddeler samtykke til. Den finansielle virksomhed må således sikre sig, at der gives kunden tilstrækkelig information til, at den pågældende kan vurdere, hvorvidt samtykke bør meddeles.

Kravet om skriftlighed anses for opfyldt, hvis samtykket er afgivet digitalt. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til forslagets § 6.

Det skriftlige samtykke skal foreligge på tidspunktet, hvor oplysningerne videregives. Det indebærer, at en kundes mundtlige tilsagn om at ville afgive et skriftligt samtykke efterfølgende, som udgangspunkt ikke opfylder kravet om skriftlighed.

Stk. 2 modificerer kravet om, at samtykket skal afgives skriftligt, i de situationer, hvor en forsikringsaftale indgås på baggrund af en telefonisk henvendelse. I disse tilfælde kan samtykket til videregivelse af oplysninger afgives mundtligt. Forsikringsselskabet skal senest 14 dage efter forsikringsaftalens indgåelse skriftligt oplyse kunden om, hvilke typer af oplysninger, der videregives med kundens mundtlige samtykke, til hvilke formål videregivelsen sker, samt hvem der modtager oplysninger på baggrund af kundens mundtlige samtykke. Baggrunden for denne undtagelse er, at aftaler på forsikringsområdet ikke altid indgås efter modellen begæring-tilbud-accept. En række aftaler indgås ved, at der efter en telefonsamtale fremsendes en police og en præmieopkrævning. Når præmien betales, betragtes det som en accept. Forslagets stk. 2 indebærer, at det fortsat vil være muligt at indgå aftaler på denne for kunden smidige og simple måde.

Det er virksomheden, der har bevisbyrden for, at samtykkekravet er opfyldt, uanset om dette afgives skriftligt eller mundtligt.

Kravet om skriftlighed ved samtykke trådte i kraft den 1. januar 2002. § 380 indeholder en overgangsregel, hvorefter bestemmelsen kun finder anvendelse for kundeforhold, der etableres efter bestemmelsens ikrafttræden, det vil sige efter den 1. januar 2002.

Stk. 3 og 4 fastsætter oplysningspligter over for kunderne. Formålet med oplysningsforpligtelserne er at skabe større gennemsigtighed for den enkelte kunde, idet oplysningerne skal give kunden mulighed for at overveje, om et samtykke eventuelt skal tilbagekaldes. Stk. 3 og 4 regulerer således ikke den finansielle virksomheds adgang til at videregive oplysninger i de pågældende tilfælde.

Stk. 3 fastsætter, at kunden en gang årligt skal oplyses om, hvilke typer af oplysninger, der kan videregives med kundens samtykke, til hvilke formål videregivelsen kan ske, samt hvem der kan modtage oplysninger på baggrund af kundens samtykke.

Efter stk. 4 skal meddelelse til kunden i henhold til stk. 3 tillige gives ved væsentlige ændringer i den finansielle virksomheds forhold, herunder koncernforhold. Ved sådanne væsentlige ændringer forstås f.eks. fusion, spaltning eller andre omstruktureringer.

Sådanne ændringer kan betyde en ændring i relation til, hvem der modtager oplysninger på baggrund af samtykket. Efter stk. 4 er det således en betingelse, at ændringen har betydning for, hvilke typer af oplysninger, der kan videregives med kundens samtykke, til hvilke formål videregivelsen kan ske, samt hvem der kan modtage oplysninger på baggrund af kundens samtykke.

Afsnit V

Til kapitel 10

Til § 123

Bestemmelsen er en videreførelse af tilsvarende bestemmelser i den gældende tilsynslovgivning. Bestemmelsen er tidligere gennemført inden for rammerne af EF direktiver på det finansielle område, jf. bilag A, og med forslaget gennemføres yderligere EF-direktiver på det finansielle område, jf. bilag A.

Bestemmelsen fastsætter solvenskravet til pengeinstitutter og realkreditinstitutter

Bestemmelsen gennemfører direktivet for så vidt angår opgørelsesmetoden og solvenskravets størrelse.

Efter direktivet skal et kreditinstituts basiskapital udgøre mindst 8 pct. af de samlede vægtede aktiver og ikke balanceførte poster, men kan også fastsættes højere af de enkelte lande. Solvenskravet skal til enhver tid være opfyldt.

Det foreslås at ændre betegnelsen ansvarlig kapital til basiskapital. Betegnelsen bliver således den samme som i dag anvendes for forsikringsselskaber, og basiskapital vil være fællesbetegnelsen for alle finansielle virksomheder. Basiskapital er foreslået, da der er tale om den kapital, der er grundlaget for, at en finansiel virksomhed kan drive virksomhed i henhold til lov om finansiel virksomhed.

Solvenskravet (solvensprocenten) beregnes som forholdet mellem basiskapitalen (tælleren) og summen af risikovægtede poster (nævneren).

Solvenskravet angiver en sikkerhedsmargin for risikoen på de aktiver m.v., som et pengeinstitut og et realkreditinstitut har for ikke at blive insolvent. Endvidere sætter bestemmelsen en grænse for, hvor mange risikovægtede aktiver m.v., et pengeinstitut og et realkreditinstitut kan have i forhold til basiskapitalen.

Finanstilsynet har udstedt bekendtgørelser om kapitaldækning for henholdsvis pengeinstitutter og realkreditinstitutter, der indeholder detaljerede regler om vægtning af forskellige typer aktiver og ikke balanceførte poster.

Forslaget forventes at medføre, at disse bekendtgørelser kan sammenskrives til en fælles bekendtgørelse.

I stk. 1, nr. 2 , er minimumskapitalkravet for realkreditinstitutter ændret fra 150 millioner kr. til 5 millioner euro, hvilket er i overensstemmelse med kravene til minimumskapital fastsat i EF-direktiver. Der er således ikke fundet begrundelser for at have en større minimumskapital for realkreditinstitutter i forhold til for pengeinstitutter.

Minimumskapitalen skal udgøre et beløb svarende til modværdien i danske kroner af 5 millioner euro, svarende til ca. 37 millioner kr.

I stk. 2, 1. pkt., er fastsat, at for pengeinstitutter med tilladelse til at drive virksomhed, hvis basiskapital ved meddelelsen af 2. samordningsdirektiv (89/646/EØF) den 18. december 1989, var under 5 millioner euro, kræves der ikke en forøgelse af basiskapitalen. Der stilles alene krav om, at basiskapitalen ikke må falde under det beløb, som basiskapitalen faktisk udgjorde på det tidspunkt, hvor 2. samordningsdirektiv blev meddelt medlemslandene.

I stk. 2, 2. pkt. , er betegnelsen fusion ændret til sammenlægning for at bruge ordlyden i overensstemmelse med de øvrige bestemmelser vedrørende sammenlægning, fusion og omdannelse og indholdet i direktivet. Ved ændringen tydeliggøres det, at bestemmelsen omfatter alle tilfælde, hvor et pengeinstitut ophører i forbindelse med en sammenlægning med et andet institut. Bestemmelsen gælder således ikke kun, når der er tale om en fusion i selskabsretlig forstand.

Bestemmelsen er en konsekvens af den lempelige overgangsregel, der efter 1. pkt. er indrømmet visse mindre pengeinstitutter. Den vedrører sammenlægning af pengeinstitutter, som ikke har en basiskapital, der overstiger kravet til startkapital på 5 millioner euro, og hvor det sammenlagte pengeinstitut heller ikke får en basiskapital på mindst 5 millioner euro. Basiskapital i pengeinstituttet må ikke være mindre end de sammenlagte pengeinstitutters basiskapital på sammenlægningstidspunktet. Kravet gælder i alle tilfælde, hvor pengeinstitutter sammenlægges.

Hvis kontrollen med et bestående pengeinstitut med en basiskapital på under 5 millioner euro overtages af en anden fysisk eller juridisk person, skal der i henhold til stk. 3 inden 3 måneder fra overtagelsestidspunktet foretages en forøgelse af basiskapitalen til et niveau svarende til minimumskapitalkravet i bestemmelsens stk. 1, nr. 2. Dette gælder dog ikke såfremt der er tale om sammenlægning af to pengeinstitutter, der begge er omfattet af bestemmelsens 1. pkt.

Stk. 4 tilsigter, at det ikke kun er realkreditinstituttet som helhed, men også de enkelte serier med seriereservefonde og realkreditinstituttet i øvrigt, der hver for sig skal opfylde solvenskravet.

Baggrunden for forslaget er de særlige hæftelsesforhold, der af historiske årsager kan være i det enkelte realkreditinstitut.

Til § 124

Det fremgår af stk. 1, nr. 1. , at basiskapitalen mindst skal udgøre 8 pct. af de risikovægtede poster, hvilket udgør solvenskravet. Definitionen af risikovægtede poster fremgår af lovforslagets § 141, stk. 1.

Beregningen af de risikovægtede poster specificeres i en kapitaldækningsbekendtgørelse, medens beregning af basiskapitalen fremgår af lovforslagets § 127.

Efter stk. 1, nr. 2, skal basiskapitalen svare til modværdien af 1 millioner euro for de fondsmæglerselskaber, der ønsker at blive medlemmer af en fondsbørs, en værdipapircentral eller en clearingcentral, handler for egen regning, stiller emissionsgarantier eller opbevarer og forvalter instrumenter for kunder. Det samme gælder for fondsmæglerselskaber, der som accessorisk ydelse giver kredit eller lån til en investor, således at denne kan udføre en transaktion, som nævnt i bilag 3, afsnit B, og som fondsmæglerselskabet deltager i. Der er ikke tale om kredit- eller långivning i almindelig forstand, men om at et fondsmæglerselskab kan gennemføre en transaktion for en kunde, uden at kræve betaling før leveringen.

Baggrunden for, at basiskapitalen skal udgøre mindst 1 million euro, er, at det har vist sig, at fondsmæglerselskaber, der deltager i »market-makerordninger«, og som handler for egen regning, har behov for en større startkapital/minimumskapital, end det mindste krav, der tidligere fremgik af fondsbørsloven svarende til 5 millioner kr. Hertil kommer, at omkostningerne, tilslutningsgebyrer til Københavns Fondsbørs A/S, Værdipapircentralen A/S og Futop Clearingcentralen A/S, samt teknisk udstyr i forbindelse med etablering og forsvarlig drift af et fondsmæglerselskab, der er medlem af en fondsbørs m.v., er betydelige.

De ovenfor nævnte fondsmæglerselskaber skal have en højere basiskapital end 1 million euro, såfremt en fjerdedel af de faste omkostninger overstiger et beløb svarende til 1 million euro, jf. § 124, stk. 4.

Det nævnte afgrænsningskriterium »medlem af … en clearingcentral, hvor selskabet deltager i clearing og afvikling« omfatter situationer, hvor værdipapirer udveksles mod penge eller omvendt. »Deltagelse« omfatter ikke situationer, hvor selskabet udelukkende indberetter på egne eller kunders vegne uden hæftelse, indestående eller sikkerhedsstillelse. Således vil de selskaber, der er tilsluttet Futop Clearingcentralen A/S med status af »handler« eller »agent«, ikke være omfattet af bestemmelsen.

Stk. 1, nr. 3, er ny og medfører, at investeringsforvaltningsselskaber, som tillige har en delvis fondsmæglerselskabstilladelse til at udføre skønsmæssig porteføljepleje og til at opbevare og forvalte de i bilag 5, nr. 4 nævnte instrumenter for kunder, skal have en minimumskapital svarende til 1 millioner euro. Det fremgår af UCITS-direktivet, at investeringsforvaltningsselskaber mindst skal have en startkapital på 125.000 euro.

Som følge af, at investeringsforvaltningsselskaberne kan få tilladelse til at opbevare og forvalte andele udstedt af institutter for kollektiv investering for kunder, svarende til fondsmæglerselskaber, jf. bilag 4, afsnit A, nr. 5, stilles der samme minimumskapitalkrav til disse investeringsforvaltningsselskaber, som der stilles til de fondsmæglerselskaber, der udøver denne virksomhed.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til forslagets § 10, stk. 4.

Efter stk. 1, nr. 4, skønnes andre fondsmæglerselskaber, end de i stk. 1, nr. 2, nævnte, ikke at have behov for samme kapitalkrav. Det foreslås derfor, at minimumskapitalkravet for disse selskaber fortsat skal modsvare værdien af 300.000 euro.

Fondsmæglerselskaber, der er omfattet af forslaget, er selskaber der f.eks. formidler værdipapirer for tredjemand, jf. bilag 4, afsnit A, nr. 1, uden at være medlem af en fondsbørs, en værdipapircentral eller en clearingcentral, eller som tilbyder skønsmæssig porteføljepleje i medfør af bilag 4, afsnit A, nr. 3. Hertil kommer, at disse fondsmæglerselskaber i henhold til bilag 4, afsnit B, f.eks. kan udleje bokse, rådgive virksomheder vedrørende kapitalstrukturer, industristrategi, fusion og virksomhedsopkøb, yde tjenesteydelser i forbindelse med afsætningsgarantier, f.eks. formidle en sådan, men ikke selv afgive den eller yde investeringsrådgivning. De vil også kunne udføre valutatransaktioner som nævnt i bilag 4, afsnit B, nr. 6, når disse transaktioner står i direkte forbindelse med værdipapirhandlervirksomhed, som selskabet har tilladelse til at udføre.

Andre investeringsforvaltningsselskaber, end de i stk. 1, nr. 3, nævnte, foreslås ligeledes at blive omfattet af det samme kapitalkrav, der gælder for »de små fondsmæglerselskaber«, svarende til 300.000 euro.

Disse investeringsforvaltningsselskaber kan i tillæg til at være investeringsforvaltningsselskab i henhold til bilag 6, få en delvis fondsmæglerselskabstilladelse til at udføre individuel porteføljepleje med et eller flere af de i bilag 5 nævnte værdipapirer eller yde investeringsrådgivning i henhold til bilag 4, afsnit B, nr. 5.

På denne baggrund sidestilles kravet til minimumskapitalen i investeringsforvaltningsselskaberne med kravet i små fondsmæglerselskaber. Som nævnt i bemærkningerne til § 10, stk. 4, vil et investeringsforvaltningsselskab der administrerer, en investeringsforening eller specialforening, der er medlem af en fondsbørs, kunne handle på fondsbørsen.

Det fremgår af stk. 2 , at investeringsforvaltningsselskaber, udover det minimumskapitalkrav der følger af stk. 1, nr. 3 og 4, skal medregne et tillæg på 0,02 pct. af den kapital, der indgår i selskabets porteføljer, og som overstiger 250 millioner euro. Det fremgår af lovforslagets § 140, hvad der skal medregnes ved opgørelse af porteføljen.

Tillægget skal beregnes på baggrund af et beløb svarende til den portefølje, som selskabet i henhold til den reviderede årsrapport administrerer. Den løbende tilpasning skal foretages senest den 1. juni i det efterfølgende år. Årsrapporten skal være godkendt af generalforsamlingen senest 4 måneder efter regnskabsperiodens afslutning, og investeringsforvaltningsselskaberne har således en frist på 5 måneder til eventuelt at fremskaffe et beløb svarende til tillægget i selskabets basiskapital.

Som følge af, at investeringsforvaltningsselskaberne har fået samme minimumskapitalkrav som fondsmæglerselskaberne, og da dette krav er højere end direktivets krav, skal tillægget først medregnes, når selskabets samlede kapitalkrav i henhold til direktivet, overstiger de i lovforslagets § 124, stk. 1, nr. 3 og 4, fastsatte minimumskrav.

Dette medfører, at selskabet ved beregning af tillægget kan fradrage henholdsvis 875.000 euro og 175.000 euro.

Eks. 1:

Et selskab, der har et minimumskrav svarende til 1.000.000 euro, og som har en portefølje på 10 milliarder euro, skal således have en minimumskapital svarende til 2.075.000 euro.

Tillægget i euro beregnes således:

portefølje, jf. § 140	10.000.000.000
– mindste grænse for tillæg	250.000.000
9.750.000.000
0,02 pct. heraf	1.950.000
tillægget i hht. direktivet	1.950.000
– fradraget i hht. lovforslaget	875.000
Det tillæg, der skal medregnes, jf. § 124, stk. 2, udgør	1.075.000

Stk. 3 medfører, at såfremt selskabet ønsker at benytte en garanti, kan selskabet anmode Finanstilsynet om tilladelse til, at op til 50 pct. af tillægget til minimumskapitalen, som beregnet i henhold til stk. 2, kan bestå af en garanti af tilsvarende størrelse, fra et kreditinstitut eller et forsikringsselskab. Kreditinstitutterne eller forsikringsselskaberne skal have deres vedtægtsmæssige hjemsted i et andet land i den Europæiske Union eller i et land, som Fællesskabet ikke har indgået aftale med på det finansielle område men hvis tilsynsregler svarer til reglerne i den Europæiske Union.

Eks. 2:

Et selskab, der har et minimumskrav svarende til 1.000.000 euro, og en portefølje på 10 milliarder euro, hvilket medfører, at det skal medregne et tillæg svarende til 1.075.000 euro, jf. stk. 2, kan anmode Finanstilsynet om tilladelse til, at op til 50 pct. af tillægget stilles i form af en garanti.

Garantien kan i det nævnte eksempel højst udgøre 537.500 euro.

Stk. 4 er i hovedsagen en videreførelse af gældende bestemmelser for fondsmæglerselskaber, men forslaget omfatter nu også investeringsforvaltningsselskaber, hvilket gennemfører UCITS-direktivet herom, jf. bilag A.

Videre er det nyt, at forslaget ikke længere omfatter vederlag i form af provisioner, således at forslaget nu svarer til kravet i kapitalkravsdirektivets bilag IV.

Det fremgår af bilag IV i kapitalkravsdirektivet, at selskaberne skal have en minimumskapital, der mindst svarer til 25 pct. af et års faste omkostninger.

Finanstilsynet kan tilpasse kravet hertil i både opad- og nedadgående retning, hvis selskabets faste omkostninger f.eks. til husleje, lønudgifter eller andre driftsomkostninger forøges eller formindskes væsentligt i forhold til det forrige år.

Ved faste omkostninger forstås resultatopgørelsesposterne: »Udgifter til personale m.v. og administration«, »Afskrivning på materielle og immaterielle aktiver«, og »Andre driftsudgifter«, som fremgår af bekendtgørelse om regnskabsaflæggelse for fondsmæglerselskaber.

Til § 125

Bestemmelsen er en videreførelse af tilsvarende bestemmelser i lov om forsikringsvirksomhed, herunder bestemmelser på bekendtgørelsesniveau om kapitalgrundlag for forsikringsselskaber. Bestemmelsen er tidligere gennemført inden for rammerne af EF-direktiver på det finansielle område, jf. bilag A, og med forslaget gennemføres delvist yderligere EF-direktiver på det finansielle område, jf. bilag A.

Stk. 1 indeholder bestemmelsen om, at basiskapitalen i forsikringsselskaber og tværgående pensionskassers til enhver tid mindst skal udgøre det største af solvenskravet og minimumskapitalkravet.

Nr. 1, 2 og 3 fastsætter solvenskravet for livsforsikringsvirksomhed, nr. 4 fastsætter solvenskravet for skadesforsikringsvirksomhed, nr. 5 fastsætter minimumskapitalkravet for livsforsikringsvirksomhed og nr. 6 og 7 fastsætter minimumskapitalkravet for skadesforsikringsvirksomhed.

Nr. 1 bestemmer solvenskravet for de forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser, der har koncession til forsikringsklasse I, II, III, IV eller VI (livsforsikring), og hvor selskabet eller den tværgående pensionskasse har påtaget sig en investeringsrisiko. For disse udgør kravet til basiskapitalen 4 pct. af de risikovægtede poster for livsforsikringshensættelser samt 0,3 pct. af risikovægtede poster for risikosummen. Finanstilsynet fastsætter nærmere regler for opgørelsen af de risikovægtede poster. Livsforsikringshensættelser opgøres i overensstemmelse med regnskabsbekendtgørelsen for livsforsikringsselskaber og tværgående pensionskasser.

Nr. 2 bestemmer solvenskravet for de forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser, der har koncession til forsikringsklasse V eller forsikringsklasse III, og hvor selskabet ikke har påtaget sig en investeringsrisiko og for hvilke det beløb, der skal dække de i forsikringsaftalen fastsatte driftsomkostninger, fastsættes for en periode på over 5 år. For disse selskaber udgør kravet til basiskapitalen 1 pct. af de risikovægtede poster for livsforsikringshensættelser samt 0,3 pct. af risikovægtede poster for risikosummen. Finanstilsynet fastsætter nærmere regler for opgørelsen af de risikovægtede poster.

Nr. 3 bestemmer solvenskravet for de forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser, der har koncession til forsikringsklasse III, og hvor selskabet ikke har påtaget sig en investeringsrisiko og for hvilke det beløb, der skal dække de i forsikringsaftalen fastsatte driftsomkostninger, ikke fastsættes for en periode på over 5 år. For disse selskaber udgør kravet til basiskapitalen 25 pct. af det seneste regnskabsårs forsikringsmæssige administrationsomkostninger samt 0,3 pct. af risikovægtede poster for risikosummen. Ændringen i forhold til gældende lovgivning er en præcisering af solvenskravet i det tilfælde, hvor beløb, der skal dække de i forsikringsaftalen fastsatte dirftsomkostninger, ikke er fastsat for en periode over 5 år. Finanstilsynet fastsætter nærmere regler for opgørelsen af de risikovægtede poster.

Nr. 4 bestemmer solvenskravet for de forsikringsselskaber, der har koncession til forsikringsklasse 1-18 (skadesforsikring). Solvenskravet udgør det højeste beløb af 18 pct. af de risikovægtede poster for det maksimale af bruttopræmier og bruttopræmieindtdægter op til 50 millioner euro plus 16 pct. af forfaldne beløb over dette beløb og 26 pct. af de risikovægtede poster for bruttoerstatningsudgifterne op til 35 millioner euro plus 23 pct. af beløb derudover. Bruttoudgifterne beregnes som et årligt gennemsnit af de seneste tre regnskabsår. Ændringen i forhold til gældende lovgivning er en forhøjelse af beløbsgrænserne til 50 millioner euro og 35 millioner euro. Finanstilsynet fastsætter nærmere regler for opgørelsen af de risikovægtede poster.

Nr. 5 indeholder minimumskapitalkrav til forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser, der har koncession til forsikringsklasse I, II, III, IV, V eller VI. Minimumskapitalkravet udgør 3 millioner euro. Ændringen i forhold til gældende regler er en forhøjelse af minimumskapitalkravet, samt at minimumkapitalkravet for tværgående pensionskasser og gensidige selskaber ikke længere reduceres med 25 pct. Dermed er minimumskapitalkravet uafhængig af selskabsformen.

Nr. 6 indeholder minimumskapitalkravet for forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser, der har koncession til forsikringsklasse 1, 2, 3, 4, 5, 6, 7, 8, 9, 16, 17 eller 18, og minimumskapitalkravet udgør 2 millioner euro. Ændringen i forhold til gældende regler er en forhøjelse af minimumskapitalkravet, samt at minimumskapitalkravet for gensidige selskaber ikke længere automatisk reduceres med 25 pct.

Nr. 7 indeholder minimumskapitalkravet for forsikringsselskaber, der har koncession til forsikringsklasse 10, 11, 12, 13, 14 eller 15. Minimumskapitalkravet udgør 3 millioner euro. Ændringen i forhold til gældende regler er en forhøjelse af minimumskapitalkravet, samt at minimumskapitalkravet for gensidige selskaber ikke længere automatisk reduceres med 25 pct.

Stk. 2 præciserer, at et selskabs solvenskrav udgør summen af solvenskravet for livsforsikringsvirksomhed beregnet i stk. 1, nr. 1-3, og solvenskravet for skadesforsikringsselskab beregnet i stk. 1, nr. 4. Bestemmelsen har baggrund i EF-direktiver på det finansielle område, jf. bilag A.

Stk. 3 præciserer, at et selskabs minimumskapitalkrav udgør det største af minimumkravet for forsikringsklasse I-VI, fastsat i stk. 1, nr. 5, minimumskravet for forsikringsklasse 1-9 og 16-18, fastsat i stk. 1, nr. 6, og minimumskravet for forsikringsklasse 10-15, fastsat i stk. 1, nr. 7.

Stk. 4 giver mulighed for, at der i overensstemmelse med EF direktivet 2002/13/EF kan ske en nedsættelse af minimumskapitalkravet for gensidige forsikringsselskaber. Direktivet giver mulighed for, at nedsættelsen kan ske med indtil 25 pct.

Efter § 142 kan Finanstilsynet fastsætte nærmere betingelser som vilkår for nedsættelsen.

Til § 126

Forslaget har til formål at definere kapitalkravet til den finansielle virksomhed, som det største af henholdsvis solvenskravet og minimumskapitalkravet.

Bestemmelsen gør det således enklere at henvise til kapitalkravet i andre bestemmelser.

Til § 127

Forslaget er en videreførelse af tilsvarende bestemmelser i den gældende tilsynslovgivning. Bestemmelsen gennemføres herudover inden for rammerne af EF-direktiver på det finansielle område, jf. bilag A.

I henhold til bestemmelsen beregnes en finansiel virksomheds basiskapital som summen af kernekapitalen efter fradrag og den supplerende kapital efter fradrag fratrukket fradrag i henhold til § 138.

Stk. 2 er en videreførelse af tilsvarende bestemmelse i lov om banker og sparekasser og lov om realkredit. Bestemmelsen er tidligere gennemført inden for rammerne af EF-direktiver på det finansielle område, jf. bilag A og fastslår, at elementerne i basiskapitalen skal være opgjort efter fradrag af skat.

Bestemmelsen skal hindre, at den kapital, som indgår i basiskapitalen, reelt er mindre end angivet, fordi der påhviler skat, som ikke er udgiftsført på de aktiver, som er opført i balancen.

Til § 128

Bestemmelsen definerer kernekapitalen for pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber og investeringsforvaltningsselskaber.

Efter bestemmelsen kan pengeinstitutter medregne indbetalt aktie-, garanti- eller andelskapital, overkurs ved emission, andre reserver samt overført overskud eller underskud. Fondsmæglerselskaber, realkreditinstitutter og investeringsforvaltningsselskaber kan efter bestemmelsen medregne indbetalt aktiekapital, overkurs ved emission, andre reserver samt overført overskud eller underskud.

Reserver efter nr. 3 skal forstås i overensstemmelse med passivposterne »Reserver for egne aktier« og »Andre reserver« i regnskabsbekendtgørelsen for pengeinstitutter, passivposten »Reserver« i regnskabsbekendtgørelsen for realkreditinstitutter og passivposterne »Reserver for egne aktier« og »Reserver« i regnskabsbekendtgørelsen for fondsmæglerselskaber.

Overført overskud eller underskud efter nr. 4 skal forstås i overensstemmelse med regnskabsbekendtgørelsen, og kan indgå i kernekapitalen fra det tidspunkt, hvor der foreligger en revideret årsrapport.

Bunden sparekassereserve medregnes efter nr. 5 til kernekapitalen. Ved fusionen mellem en sparekasse og et af sparekassen ejet eller oprettet aktieselskab indskydes sparekassens reserver som en bunden sparekassereserve i sparekasseaktieselskabet. Den bundne sparekassereserve indgår som en del af sparekasseaktieselskabets kernekapital.

Efter nr. 6 kan pengeinstitutter medregne indbetalt garantikapital, jf. § 208, til kernekapitalen.

I henhold til § 208 kan garantikapitalen blive stående i selskabet i en overgangsperiode på indtil 5 år efter omdannelsen af en sparekasse til et sparekasseaktieselskab. Garanterne kan i denne periode ikke kræve deres garantbeviser indløst, og garantindskuddet kan derfor medregnes ved opgørelsen af selskabets kernekapital. Efter denne periode kan indbetalt garantikapital efter § 208 ikke længere medregnes til kernekapitalen.

Nr. 7 giver pengeinstitutterne, realkreditinstitutterne, fondsmæglerselskaberne og investeringsforvaltningsselskaberne mulighed for at medregne hybrid kernekapital til kernekapitalen i overensstemmelse med de retningslinier, som Basel Komitéen har fastsat. Basel Komitéen består af repræsentanter fra G10-landene samt Luxembourg og Schweiz. Hybrid kernekapital er egenkapital efter bilag A (Europaparlamentets og Rådets direktiv 2000/12/EF,) art. 34, stk. 2.

Forslaget fastsætter tre krav, der alle skal være opfyldt til enhver tid, for at hybrid kernekapital kan medregnes til kernekapitalen:

1) visse formkrav, jf. bestemmelserne i § 131,

2) hybrid kernekapital må højst udgøre 15 pct. af kernekapitalen efter de i § 130, nr. 1-4, nævnte fradrag, og

3) kernekapitalen skal efter de i § 130, nr. 1-4, nævnte fradrag mindst udgøre 5 pct. af pengeinstituttets, realkreditinstituttets, fondsmæglerselskabets eller investeringsforvaltningsselskabets vægtede poster m.v.

Bestemmelsen giver bl.a. mulighed for, at danske pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber og investeringsforvaltningsselskaber kan udstede kernekapital i fremmed valuta. Det er kun tilladt at udstede aktiekapital i danske kroner og euro. Pengeinstitutterne, realkreditinstitutterne, fondsmæglerselskaberne og investeringsforvaltningsselskaberne har således bedre mulighed for at skaffe sig kapital på de internationale kapitalmarkeder, hvilket alt andet lige vil medføre lavere kapitalomkostninger.

Derudover kan pengeinstitutterne, realkreditinstitutterne, fondsmæglerselskaberne og investeringsforvaltningsselskaberne i videre omfang sikre sig mod store udsving i solvensprocenten, da der kan etableres en mere ensartet valutakursfølsomhed mellem basiskapitalen og de vægtede poster m.v.

Nr. 8 og 9 gælder alene for realkreditinstitutter. Efter nr. 8 kan seriereservefonde i realkreditinstitutter i serier, hvor der ikke er tilbagebetalingspligt for låntagerne, samt den del af seriereservefondene i serier med tilbagebetalingspligt, som ikke kan komme til udbetaling medregnes i kernekapitalen. Ved seriereservefonde forstås serier, hvor låntagerne hæfter solidarisk, eller det i vilkårene for en serie er bestemt, at indehaverne af realkreditobligationer eller andre værdipapirer alene kan rette deres krav mod den pågældende serie eller serier, som hæfter solidarisk hermed.

Bunden fondsreserve i realkreditinstitutter kan efter nr. 9 medregnes i kernekapitalen. Bunden fondsreserve i realkreditinstitutter opstår, når en fond omdannes til et realkreditinstitut via indkapslingsmodellen. Se i øvrigt bemærkningerne til nr. 6, vedrørende bunden sparekassereserve.

I stk. 2 er der en begrænsning af hybrid kernekapital, som er sat til 15 pct. af kernekapitalen, efter fradrag, jf. forslagets § 130. Dette svarer til retningslinierne fra Basel Komitéen, og hvad flere europæiske lande har gennemført. Det supplerende krav i stk. 1, nr. 7, om, at kernekapitalen, efter fradrag, jf. § 130, minimum skal udgøre 5 pct. af de vægtede aktiver m.v., er ikke indeholdt i Basel Komitéens retningslinier, men lignende krav er fastsat i Storbritannien og Norge.

Begrænsningerne i stk. 1, nr. 7, og stk. 2, er indført, fordi den hybride kernekapital ikke har fuldt samme kvalitet som kernekapital efter forslagets § 128, stk. 1, nr. 1-6, 8 og 9. Således er hybrid kernekapital efterstillet al anden efterstillet kapital, men bl.a. foranstillet aktie-, garanti- og andelskapital. Hybrid kernekapital betragtes ligesom ansvarlig lånekapital omfattet af forslagets § 135, stk. 1, som fremmed lånekapital. Begrænsningerne i anvendelse af hybrid kernekapital sikrer, at kernekapitalen ikke alene består af lånt kapital.

Til § 129

Bestemmelsen er en videreførelse af tilsvarende regler i lov om forsikringsvirksomhed.

Bestemmelsen svarer endvidere til de regler, som Finanstilsynet allerede har udstedt i en kapitalgrundlagsbekendtgørelse.

Bestemmelsen definerer kernekapitalen for forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser.

Efter stk. 1 kan forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser medregne den regnskabsmæssige egenkapital i basiskapitalen. Egenkapitalen er indbetalt aktie- og garantikapital, overkurs ved emission, reserver, opskrivningshenlæggelser, overført overskud eller underskud, samt årets løbende resultat.

Udover egenkapitalen kan medlemskonti og særlige bonushensættelser (type B) indgå i kernekapitalen. Det er begge elementer, hvor forsikringstagerne har bidraget til opbygningen af basiskapitalen.

Endvidere indgår visse skatteaktiver, nemlig de midler, som vil blive udbetalt til livsforsikringsselskabet eller den tværgående pensionskasse, såfremt selskabet eller den tværgående pensionskasse måtte komme i en administrationssituation, jf. kapitel 17.

Endelig kan et moderselskab medregne såkaldt tredjemandskapital i datterselskaber og i associerede forsikringsselskaber. Det vil sige basiskapital indskudt i et datterselskab af andre selskaber end koncernvirksomheder. Det er f.eks. særlige bonushensættelser (type A og B) eller ansvarlig lånekapital i datterselskabet.

Hvis datterselskabet ikke er helejet eller er et associeret selskab kan kun en andel svarende til ejerandelen medgå. Det vil sige, at ejer et selskab 20 pct. af et andet forsikringsselskab, kan medregnes 20 pct. af ansvarlig lånekapital og særlige bonushensættelser.

Bestemmelserne er i øvrigt en følge af livsforsikringsdirektivet og det ændrede 1. skadesforsikringsdirektiv, jf. bilag A.

Stk. 2 sikrer, at et forsikringsselskab eller en tværgående pensionskasse ikke foretager dobbelt fradrag efter stk. 1, nr. 5, ved opgørelsen af kernekapitalen. Bestemmelsens 1. pkt. sikrer, at kernekapitalen i et datterforsikringsselskab eller i en associeret forsikringsvirksomhed efter stk. 1, nr. 5, litra a, opgøres før reduktion af direkte og indirekte ejede aktiver efter § 130, stk. 2, nr. 3, hvis moderselskabet allerede har reduceret kernekapitalen med dette beløb. Dette vil eksempelvis være tilfældet, hvis forsikringsselskabet eller den tværgående pensionskasse ejer et datterforsikringsselskab eller en associeret forsikringsvirksomhed, hvor moderselskabet dermed indirekte ejer datterforsikringsselskabet eller den associerede forsikringsvirksomheds direkte ejede aktiver. Bestemmelsen sikrer derfor, at et moderselskab ikke skal foretage det samme fradrag to gange ved opgørelsen af kernekapitalen, idet datterforsikringsselskabet og den associerede datterforsikringsvirksomheds kernekapital i dette tilfælde opgøres før reduktion som følge af direkte og indirekte ejede aktiver.

2. pkt. sikrer, at der ikke sker dobbeltfradrag, såfremt et datterforsikringsselskab eller en associeret forsikringsvirksomhed selv besidder datterforsikringsselskaber eller associerede forsikringsvirksomheder og disses kapitalkrav allerede er fratrukket moderselskabets kernekapital efter § 130, stk. 2, nr. 1.

Stk. 3 indebærer, at det beløb, som kan medregnes fra datterforsikringsselskabet, ikke må overstige kapitalkravet i datterselskabet.

I stk. 4 foreslås det, at garantikapitalen ikke kan nedsættes uden Finanstilsynets forudgående godkendelse, samt at dette sker i overensstemmelse med vedtægterne. En sådan godkendelse er afhængig af overholdelsen af kapitalkravet også efter en nedsættelse.

Finanstilsynet kan også ifølge bestemmelsen beslutte, at der skal henlægges beløb til en grundfond, som ikke uden tilsynets godkendelse må nedbringes igen.

Til § 130

Bestemmelsen er en videreførelse af tilsvarende bestemmelser i den gældende tilsynslovgivning. Bestemmelsen er tidligere gennemført inden for rammerne af EF-direktiver på det finansielle område, jf. bilag A. Bestemmelsen er ny for investeringsforvaltningsselskaber, der indsættes i forslaget i forbindelse med gennemførelse af EF-direktiver på det finansielle område, jf. bilag A.

Bestemmelsen angiver de fradrag, der skal foretages i kernekapitalen.

I kernekapitalen skal der foretages fradrag af den finansielle virksomheds eventuelle beholdning af egne aktier, aktiverede skatteaktiver samt immaterielle aktiver, f.eks. i form af goodwill. For pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber og investeringsforvaltningsselskaber skal årets løbende underskud også fradrages.

Ved egne kapitalandele i nr. 1 skal forstås egne aktier i overensstemmelse med aktieselskabslovens § 48.

Efter nr. 2 fratrækkes immaterielle aktiver ved opgørelsen af basiskapitalen. Immaterielle aktiver skal forstås som begrebet defineres i årsregnskabsloven, og indbefatter bl.a. goodwill, software, tilslutningsafgifter til fondsbørser og Futop clearingscentralen, samt andre tilslutningsafgifter. Baggrunden for denne regel er, at immaterielle aktiver ofte mister deres værdi, hvis den finansielle virksomhed kommer i økonomiske vanskeligheder.

Efter nr. 3 fratrækkes skatteaktiver. Skatteaktiver har kun værdi, hvis den finansielle virksomhed realiserer en positiv skattepligtig indkomst i fremtiden, hvori det opsparede skattemæssige underskud kan modregnes. Hvis den finansielle virksomhed kommer i økonomiske vanskeligheder og ikke realiserer overskud, mister skatteaktivet sin værdi. På den baggrund skal skatteaktiver - i lighed med immaterielle aktiver - fratrækkes ved opgørelse af en finansiel virksomheds basiskapital.

Efter de gældende regnskabsregler skal finansielle virksomheder i deres regnskab indregne et såkaldt skatteaktiv. Et skatteaktiv opstår typisk, hvis den finansielle virksomhed har haft negativ skattepligtig indkomst. Aktivet består i den skattemæssige fordel, som den finansielle virksomhed har i kraft af, at den negative skattepligtige indkomst efter regler i skattelovgivningen kan bringes til modregning i fremtidig skattepligtig indkomst. Aktivet skal kun medregnes, hvis der er realistisk mulighed for, at der faktisk kan opstå et overskud i fremtiden.

For livsforsikringsselskaber og tværgående pensionskasser gælder særlige skatteregler, hvorefter en del af skatteaktivet i en administrationssituation kan udbetales. Dette beløb er derfor foreslået medtaget i opgørelsen af basiskapitalen.

For forsikringsselskaber skal der desuden foretages fradrag i henhold til stk. 2, hvilket viderefører bekendtgørelse om kapitalgrundlag.

Stk. 2, nr. 1, indebærer, at der skal ske fradrag for den andel af kapitalkravet i et datterforsikringsselskab eller et associeret forsikringsselskab, svarende til den direkte eller indirekte ejede andel. Fradraget svarer til kapitalkravet i henhold til § 125 i datterforsikringsselskabet eller det associerede forsikringsselskab uanset om datterforsikringsselskabet eller det associerede forsikringsselskab opfylder kapitalkravet eller ej. En tilsvarende regel er gældende for pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber og investeringsforvaltningsselskaber, jf. § 138, efter hvilken fradraget foretages i basiskapitalen.

Nr. 2 vedrører ejerandele i kredit- eller finansieringsinstitutter. Bestemmelsen er udvidet i forhold til bekendtgørelse om kapitalgrundlag, idet den ikke længere alene vedrører danske banker under Finanstilsynets tilsyn, men også at omfatter internationale banker.

Nr. 3 vedrører et fradrag i basiskapitalen for et stort engagement med en enkelt virksomhed. Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende regel udstedt af Finanstilsynet i bekendtgørelse om kapitalgrundlag.

Bestemmelsen har baggrund i, at de kvantitative investeringsregler blev begrænset til kun at gælde en del af aktiverne ved en lovændring af Lov om forsikringsvirksomhed i 1994, nemlig de der dækker de forsikringsmæssige hensættelser.

I de kvantitative investeringsgrænser efter § 158-165, herunder særligt § 163, stk. 1, nr. 5, og stk. 4 og 5, er der fastlagt begrænsninger på en del af aktiverne. F.eks. om højst at placere 2-4 pct. af de forsikringsmæssige hensættelser i en virksomhed. Hvis et forsikringsselskab eller en tværgående pensionskasse har store engagementer i forhold til kapitalkravet, vil bestemmelsen give et fradrag i basiskapitalen.

Fradraget i basiskapitalen opgøres på koncernbasis således, at f.eks. aktiebeholdninger i et datterselskab medregnes i opgørelsen af engagementet.

Det engagement, som skal fradrages i basiskapitalen, opgøres som forskellen imellem på den ene side: Egne og datterselskabers aktiver i en anden virksomhed eller virksomheder i samme koncern, som ikke allerede indgår i de aktiver, der er omfattet af de guldrandede aktiver, jf. § 161, stk. 1, nr. 1-8, eller som er aktiver i datterselskaber, og på den anden side:

For livsforsikringsselskaber og tværgående pensionskasser: En sum af 75 pct. af kapitalkravet, 75 pct. af fradraget efter nr. 1 for datterlivsforsikringsselskaber (disses kapitalkrav) samt 100 pct. af fradraget efter nr. 1 og 2 for andre datterselskaber (disses kapitalkrav).

For skadesforsikringsselskaber: En sum af 100 pct. af kapitalkravet, 75 pct. af fradraget efter nr. 1 for datterlivsforsikringsselskaber (disses kapitalkrav), samt 100 pct. af fradraget efter nr. 1 og 2 for andre datterselskaber (disses kapitalkrav).

Det er alene et positivt beløb, der skal fradrages. Negative beløb kan ikke tillægges basiskapitalen.

Formålet med nr. 4 er at foretage en korrektion af værdiansættelsesreglerne. En række selskaber, der udøver skadesforsikringsvirksomhed, foretager en værdiansættelse af erstatningshensættelser efter tidspunktet for den forventede betaling af erstatninger. I opgørelsen af basiskapitalen skal de imidlertid forudsætte, at erstatninger udbetales på opgørelsestidspunktet.

Stk. 3 fastslår, at såfremt der er tale om et udenlandsk datterselskab eller associeret virksomhed skal kapitalkravet mindst svare til kravet, der gælder for finansielle virksomheder med vedtægtsmæssigt hjemsted i Danmark.

Bestemmelsen i stk. 4 er en videreførelse af en tilsvarende regel udstedt af Finanstilsynet i bekendtgørelse om kapitalgrundlag. Bestemmelsen indebærer, at Finanstilsynet kan give en tidsbegrænset dispensation til, at andre aktiver end datterselskaber og guldrandede aktiver kan omfattes af undtagelserne til fradrag i kernekapitalen efter stk. 2, nr. 3. Der kan være særlige tilfælde, hvor det vil være hensigtsmæssigt, at Finanstilsynet ud fra en konkret vurdering vil kunne give en tidsbegrænset dispensation for en kapitalinteresse, der ikke er et datterselskab, men har datterselskabslignende karakter, og hvor fradragsreglen ikke i detaljer kan udformes, så den i alle tilfælde virker rimelig og hensigtsmæssig.

En dispensation vil ikke kunne gives, hvis formålet med denne vurderes alene at være, at selskabet derved bringes til at opfylde solvenskravet.

Til § 131

Bestemmelsen er i hovedsagen en videreførelse af tilsvarende bestemmelser i den gældende tilsynslovgivning. Bestemmelsen er tidligere gennemført inden for rammerne af EF-direktiver på det finansielle område, jf. bilag A. Bestemmelsen er ny i forhold til investeringsforvaltningsselskaber.

Bestemmelserne i bekendtgørelse om efterstillet kapital, der er udstedt i medfør af den gældende tilsynslovgivning er indsat i bestemmelsen. Formålet med at indarbejde bekendtgørelserne i loven er at få samlet bestemmelserne i loven, således at betingelserne for kapitalen fremgår direkte heraf.

Ved lov nr. 428 af 6. juni 2002 blev der indført et kapitalinstrument, kaldet gældsinstrument, der kan medregnes i kernekapitalen.

Med forslaget foreslås det at ændre navnet på kapitalinstrumentet fra gældsinstrument til hybrid kernekapital, da betegnelsen gældsinstrument bruges i anden sammenhæng i bl.a. kapitaldækningsbekendtgørelserne.

Hybrid kernekapital kan medregnes i basiskapitalen, hvis betingelserne i denne bestemmelse er opfyldt.

Stk. 1, nr. 1, om, at beløbet skal være indbetalt til pengeinstituttet, realkreditinstituttet, fondsmæglerselskabet eller investeringsforvaltningsselskabet medfører, at kun hybrid kernekapital, der er udstedt direkte af pengeinstituttet, realkreditinstituttet, fondsmæglerselskabet eller investeringsforvaltningsselskabet kan medregnes i basiskapitalen. Et pengeinstitut, realkreditinstitut, fondsmæglerselskab eller investeringsforvaltningsselskab kan kun forbedre sin kapitaldækning opgjort på konsolideret niveau ved at udstede hybrid kernekapital i et datterselskab, der er et pengeinstitut, realkreditinstitut, fondsmæglerselskab eller et investeringsforvaltningsselskab. Kernekapital i datterselskaber af pengeinstitutter eller realkreditinstitutter, der er udenlandske kreditinstitutter eller investeringsselskaber, vil som udgangspunkt også kunne medregnes, hvis Basel-reglerne er opfyldt. Solvenskravet skal være opfyldt både på institutniveau og konsolideret niveau.

Nr. 2 har til formål at sikre, at kapitalen er af varig karakter. Det vil sige til løbende rådighed for pengeinstituttets, realkreditinstituttets, fondsmæglerselskabets eller investeringsforvaltningsselskabets aktiviteter og ikke kun i en begrænset periode.

Betingelsen i nr. 3 stammer fra bekendtgørelserne om efterstillet kapital, og har til formål at sikre, at kapitalen kun kan tilbagebetales såfremt pengeinstituttet, realkreditinstituttet, fondsmæglerselskabet eller investeringsforvaltningsselskabet træder i likvidation eller erklæres konkurs, og er således med til at sikre, at kapitalen er af varig karakter.

Det er således præciseret, at kapitalindskuddet kun kan forfalde til betaling i tilfælde af, at pengeinstituttet, realkreditinstituttet, fondsmæglerselskabet eller investeringsforvaltningsselskabet går konkurs eller likvideres. Aftalen kan således ikke hæves på kreditors foranledning.

Aftaledokumenterne må ikke indeholde forfaldsklausuler, der medfører, at kapitalen forfalder, hvis den finansielle virksomhed eksempelvis ikke opfylder pligter til at levere regnskabsoplysninger, eller hvis den finansielle virksomhed ophører med at være børsnoteret. Det kan endvidere ikke aftales, at kapitalen forfalder, såfremt der ikke betales renter eller afdrag.

Derimod kan den finansielle virksomhed ifalde erstatningsansvar, hvis den ikke opfylder sine forpligtelser.

Nr. 4 har ligesom nr. 2 til formål at sikre, at kapitalen er af varig karakter. I bestemmelsen fastsættes, at en eventuel førtidig indfrielse på pengeinstituttets, realkreditinstituttets, fondsmæglerselskabets eller investeringsforvaltningsselskabets initiativ tidligst kan ske efter 10 år og kun kan ske med Finanstilsynets godkendelse. Dette krav gælder ikke for den ansvarlige lånekapital, hvor der ikke er nogen tidsbegrænsning for, hvornår en førtidig indfrielse kan ansøges godkendt hos Finanstilsynet. Tilladelse til førtidig indfrielse vil som hovedregel blive givet, hvis pengeinstituttet, realkreditinstituttet, fondsmæglerselskabet eller investeringsforvaltningsselskabet også efter tilbagebetalingen opfylder kapitalkravet i § 126 og pengeinstituttets, realkreditinstituttets, fondsmæglerselskabets og investeringsforvaltningsselskabets kapitalberedskab, også efter tilbagebetalingen, er forsvarligt.

Muligheden for, at tilsynet kan godkende en indfrielse tidligst 5 år efter udstedelsen, er tænkt anvendt for det tilfælde, at der indtræffer udefra kommende omstændigheder, der vil gøre det uforholdsmæssigt byrdefuldt for pengeinstituttet, realkreditinstituttet, fondsmæglerselskabet eller investeringsforvaltningsselskabet at fastholde den indgåede kontrakt. Tilsynets godkendelse forudsætter, at kapitalen erstattes af kapital af samme eller højere kvalitet, medmindre tilsynet vurderer, at pengeinstituttet, realkreditinstituttet, fondsmæglerselskabet eller investeringsforvaltningsselskabet efter indfrielsen fortsat vil have tilstrækkelig kapital i forhold til dets risiko.

Bestemmelsen i nr. 5 svarer til reglen i § 135, stk. 1, nr. 1. Dog skal hybrid kernekapital også være efterstillet ansvarlig lånekapital. Bestemmelsen fastslår, at kapitalelementerne skal være efterstillet al anden ikke-efterstillet gæld samt den i § 135 nævnte kapital. Dette indebærer, at gælden i tilfælde af pengeinstituttets, realkreditinstituttets, fondsmæglerselskabets eller investeringsforvaltningsselskabets konkurs skal dækkes efter de ordinære kreditorer i henhold til konkurslovens § 97 samt kreditorer bag kapital i medfør af § 135.

Nr. 6 har til formål at sikre, at kapitalen reelt er efterstillet kapital i pengeinstituttet, realkreditinstituttet, fondsmæglerselskabet eller investeringsforvaltningsselskabet, og at der ikke ved aftaler om sikkerhedsstillelse m.v. i praksis sikres en højere rangorden.

Efter nr. 7 må kreditor ikke få udbetalt rente på gælden, hvis der ikke er frie reserver. De renter, der er omfattet af bestemmelsen, er de renter der løber på i den periode, hvor der ikke er frie reserver. Rentekravet bortfalder helt i denne periode. Når selskabet igen har frie reserver, kan der betales renter, der påløber fra det tidspunkt, hvor der igen er frie reserver. Med frie reserver forstås overskud overført fra tidligere år samt overført overskud af årets resultat samt reserver, der kan anvendes til udbyttebetaling.

Nr. 8 sikrer, at kreditor ikke har mulighed for efterfølgende at kunne sætte renten op og derved tvinge pengeinstituttet, realkreditinstituttet, fondsmæglerselskabet eller investeringsforvaltningsselskabet til at indfri gælden før tiden. Rentevilkårene på aftaletidspunktet skal fastsættes således, at rentesatsen alene kan variere som følge af faktorer, som såvel debitor som kreditor er uden indflydelse på. Det er ligeledes ikke tilladt at lade rentesatsen afhænge af kreditvurderingsinstitutters vurdering af pengeinstituttet, realkreditinstituttet, fondsmæglerselskabet eller investeringsforvaltningsselskabet.

Nr. 9 er en videreførelse af tilsvarende bestemmelse i gældende tilsynslovgivning samt bekendtgørelser om efterstillet kapital.

Bestemmelsen svarer til forslagets § 135, nr. 6, og skal fortolkes i overensstemmelse hermed.

Efter bestemmelsen skal der ved udstedelsen af hybrid kernekapital fremgå, at den finansielle virksomhed kan udskyde betaling af renter på den hybride kernekapital, hvis basiskapitalen på forfaldstidspunktet ikke overstiger kapitalkravet.

Lovforslaget medtager ikke betingelsen i § 3, stk. 1, i bekendtgørelse om efterstillet kapital, udstedt i medfør af lov om banker og sparekasser § 22, stk. 4. Bestemmelsen, der omhandler Finanstilsynets mulighed for at bestemme, at instituttet skal indkalde den efter vedtægterne øverste myndighed og redegøre for instituttets økonomiske forhold, jf. lov om banker og sparekasser § 43, stk. 2, 2. pkt., er ikke medtaget i dette lovforslag, da bestemmelsen i lov om banker og sparekasser § 43, stk. 2, 2. pkt., ikke foreslås videreført.

Nr. 10 svarer til bestemmelserne i de to bekendtgørelser om efterstillet kapital, udstedt i medfør af bank- og sparekasselovens § 22, stk. 4, og lov om fondsmæglerselskaber § 18, stk. 3, og fastslår, at såfremt renter er udskudt i en situation, hvor basiskapitalen på forfaldstidspunktet ikke overstiger kapitalkravet, kan de ikke-betalte renter først forfalde til betaling fra det tidspunkt, hvor kapitalkravet på ny overholdes.

Nr. 11 svarer til bestemmelse i de to bekendtgørelser om efterstillet kapital. Hensigten med bestemmelsen er, at hybrid kernekapital skal kunne nedskrives i en rekonstruktionssituation. Nedskrivning skal kun ske i de tilfælde, hvor aktionærerne, garanterne eller andelshaverne har tabt deres kapital. Egenkapitalen skal således være negativ. Endvidere skal betingelserne i forslagets stk. 5 opfyldes.

Ved den øverste myndighed forstås generalforsamlingen for pengeinstitutter, andelskasser, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber og investeringsforvaltningsselskaber samt repræsentantskabet for sparekasser.

Nr. 12 fastsætter et maksimum for rentestigningen ud fra rentegrundlaget hørende til den udstedte hybride kernekapital. Den maksimale rentestigning findes således som den største af 100 basispunkter fratrukket swapspændet og 50 pct. af kreditspændet hvorfra fratrækkes swapspændet, jf. bemærkningerne til stk. 2 og 3. Ved basispunkter forstås 1/100 procentpoints.

Forslaget følger Basel Komitéens anbefalinger for hybrid kernekapital som beskrevet i punkt 6 i komitéens pressemeddelelse af 27. oktober 1998: Instruments eligible for inclusion in Tier 1 capital.

Eks. 1 (fastforrentet til variabelt forrentet):

En finansiel virksomhed udsteder hybrid kernekapital i danske kroner med en renteforhøjelse efter 10 år. Den hybride kernekapital er fastforrentet indtil tidspunktet for renteforhøjelsen, hvorefter udstedelsen overgår til variabel forrentning.

For denne udstedelse gælder, at statsobligationsrentekurven (statskurven) med løbetid på 10 år er udstedelsens oprindelige rentegrundlag, da udstedelsen er fastforrentet de første 10 år. Skiftet fra fast forrentning til variabel forrentning bevirker tillige, at udstedelsens rentegrundlag skifter fra statskurven til swapkurven.

Såfremt den hybride kernekapitals kreditspænd (x) til den danske statskurve på 10 års løbetid (udstedelsens oprindelige rentegrundlag) er på 120 basispunkter (bp), og det 10-årige danske swapspænd (y) er på 30 bp, da kan den maksimale rente i henhold til nr. 12, jf. illustration 1, fastsættes som den største af

a) x + (100 – y) = 120 bp + (100 – 30 bp) = CIBOR + 190 bp

b) x + (0,5 * x) – y = 120 bp + (0,5 * 120 bp) – 30 bp = CIBOR + 150 bp

Illustration 1: Fast til variabel

Eks. 2 (variabelt til variabelt forrentet):

En finansiel virksomhed udsteder hybrid kernekapital i danske kroner (DKK) med en renteforhøjelse efter 10 år. Den hybride kernekapital er variabelt forrentet både før og efter tidspunktet for renteforhøjelsen.

For denne udstedelse gælder, at swapkurven med løbetid på 10 år er udstedelsens oprindelige rentegrundlag, da udstedelsen er variabelt forrentet de første 10 år. Skiftet fra en variabel forrentning til en anden variabel forrentning påvirker ikke udstedelsens rentegrundlag, der stadigvæk vil være swapkurven.

Den hybride kernekapitals kreditspænd (x) til den danske swapkurve på 10 års løbetid (udstedelsens oprindelige rentegrundlag) er på 90 basispunkter (bp). Da swapkurven er rentegrundlaget for både den oprindelige udstedelse og rentestigningen, skal det 10-årige danske swapspænd (y) ikke fratrækkes, dvs. swapspændet sættes til 0 bp. Den maksimale rente kan i henhold til nr. 12, jf. illustration 2, fastsættes som den største af

a) x + (100 – y) = 90 bp + (100 – 0 bp) = CIBOR + 190 bp

b) x + (0,5 * x) – y = 90 bp + (0,5 * 90 bp) – 0 bp = CIBOR + 135 bp

Illustration 2: Variabel til variabel

Nr. 13 indebærer, at aftaler i forbindelse med udstedelse af hybrid kernekapital kun kan indeholde bestemmelse om én rentestigning (step-up), dvs. én stigning i forhold til udstedelsens oprindelige rentegrundlag. Denne stigning i renten kan tidligst forekomme 10 år efter tidspunktet for udstedelsen af den hybride kernekapital.

Stk. 2 definerer swapspændet som forskellen mellem renteforhøjelsens rentegrundlag og udstedelsens oprindelige rentegrundlag på tidspunktet for udstedelsen af den hybride kernekapital.

Udstedelsens rentegrundlag kan enten være fastforrentet (statsrentekurve) eller variabelt forrentet (swaprentekurven), og swapspændet fastsættes således som forskellen i rentegrundlaget efter renteforhøjelsen og rentegrundlaget ved udstedelsen.

Swapspændet er eksempelvis et udtryk for det markedsbestemte tillæg til statsobligationsrenten, som kompenserer en modtager af faste rentebetalinger for modpartsrisiko i en renteswap. Statsobligationsrentekurven tillagt swapspændet på forskellige løbetider danner swaprentekurven.

Swapspændet er i eksempel 1 og 2, jf. bemærkningerne til nr. 12, betegnet »y«.

Stk. 3 definerer kreditspændet som forskellen mellem udstedelsens oprindelige rente og det oprindelige rentegrundlag på tidspunktet for udstedelsen af den hybride kernekapital.

Udstedelsens rentegrundlag kan enten være fastforrentet (statsrentekurve) eller variabelt forrentet (swaprentekurven), og kreditspændet fastsættes således som forskellen mellem udstedelsens oprindelige rente (effektive rente) og udstedelsens rentegrundlag på udstedelsestidspunktet.

Kreditspændet er i eksempel 1 og 2, jf. bemærkningerne til nr. 12, betegnet »x«.

Stk. 4 svarer til forslagets § 135, stk. 6, og skal fortolkes i overensstemmelse hermed. Grænsen på 2 pct. beregnes på baggrund af den samlede udstedelse og i forhold til den udstedte kapital efter stk. 1.

Stk. 5 fastslår, at nedskrivning efter stk. 1, nr. 11, kun kan ske i de tilfælde, hvor selskabet enten får tilført ny kapital således, at kapitalkravet opfyldes eller ophører uden tab for de ikke efterstillede kreditorer. Sidste led er en ændring i forhold til bestemmelsen i gældende bekendtgørelse om efterstillet kapital, efter hvilken selskabet sammensluttes med et andet institut. Ved at udvide bestemmelsen til at sikre, at ophør kun kan ske, såfremt det sker uden tab for de ikke efterstillede kreditorer, sikres det, at de kreditorer, der har krav på beskyttelse i en situation, hvor kapitalen er tabt, får denne beskyttelse.

Da investorerne ikke har repræsentation i selskabsorganerne er det i 2. pkt. anført, at nedskrivning kun kan ske med et beløb, som er godkendt af de eksterne revisorer og Finanstilsynet. Formålet med denne bestemmelse er at sikre, at der ikke sker uberettiget nedskrivning.

Ved udstedelsen af hybrid kernekapital må aftaler i forbindelse med gældsstiftelsen efter stk. 1, nr. 12, pkt. a, ikke indeholde bestemmelse om en stigning i renten på mere end 100 basispunkter fratrukket swapspændet. Finanstilsynet kan efter stk. 6 dispensere fra grænsen på 100 basispunkter. En dispensation vil f.eks. kunne gives såfremt renteniveauet ved udstedelsen af den hybride kernekapital er meget ustabilt. Dispensationsadgangen giver Finanstilsynet mulighed for at ændre grænsen på de 100 basispunkter. Dispensationen skal foreligge inden aftalen indgås.

Dispensationsadgangen vil alene blive brugt i ganske få tilfælde.

Til § 132

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende tilsynslovgivning på bekendtgørelsesniveau. Bestemmelsen er tidligere gennemført inden for rammerne af EF-direktiver på det finansielle område, jf. bilag A.

Bestemmelsen medfører, at gensidige selskaber og tværgående pensionskasser kan medregne medlemskonti som en del af basiskapitalen, såfremt vedtægterne indeholder visse bestemmelser om disse medlemskonti.

De betingelser, som skal fremgå af vedtægterne er, at der ikke må udbetales beløb fra medlemskontiene til forsikringstagerne i tilfælde af konkurs eller likvidation, så længe der er anden gæld. Der må heller ikke udbetales beløb, hvis kapitalkravene dermed ikke kan overholdes.

Tilbagebetaling til forsikringstagerne uden samtidig medlemsophør (f.eks. ved genkøb eller udløb af forsikringsaftalen) må ikke foretages uden en orientering af Finanstilsynet, der kan nægte tilbagebetalingen.

Medlemskonti giver de gensidige selskaber og tværgående pensionskasser mulighed for at opbygge basiskapital fra deres medlemmer. Det sker typisk ved, at en del af præmieindbetalingerne fragår til opbygning af medlemskonti.

Til § 133

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i Finanstilsynets bekendtgørelse om kapitalgrundlag for forsikringsselskaber. Bestemmelsen er tidligere gennemført inden for rammerne af EF-direktiver på det finansielle område, jf. bilag A.

Bestemmelsen indeholder mulighed for, at livsforsikringsselskaber og tværgående pensionskasser kan medregne særlige bonushensættelser i basiskapitalen, hvis en række betingelser er opfyldt.

Lovforslaget indeholder som den nuværende bekendtgørelse to typer særlige bonushensættelser med forskellige karakteristika. Den ene (type B), som reguleres efter denne bestemmelse, har karakteristika som aktiekapital i livsforsikringsselskaber og som medlemskonti i tværgående pensionskasser. Den anden type (type A) har karakteristika som ansvarlig lånekapital, som er supplerende kapital, jf. § 134, og bemærkningerne hertil.

Bestemmelsen fastlægger alene, hvilke krav bestemte bonusforpligtelser skal opfylde for, at de kan posteres som særlige bonushensættelser og medregnes i basiskapitalen. Forslaget vedrører ikke, hvorledes sådanne bonushensættelser etableres aftalemæssigt eller andre forhold end de rent solvensmæssige vedrørende sådanne aftaler.

Nr. 1-4 beskriver de karakteristika, der er fælles for begge typer særlige bonushensættelser. Det berøres ikke i bestemmelserne, hvorledes de pågældende karakteristika kan eller skal etableres aftalemæssigt. Det er således op til det enkelte livsforsikringsselskab eller den enkelte tværgående pensionskasse at etablere et juridisk holdbart grundlag for nogle bonusforpligtelser, der opfylder kriterierne.

Det slås indledningsvist fast, at særlige bonushensættelser er en del af de forsikringsmæssige hensættelser. Dette har bl.a. til konsekvens, at de er en del af de samlede forpligtelser, for hvilke der skal registreres aktiver, jf. § 166.

Nr. 1 foreslår, at særlige bonushensættelser som udgangspunkt opbygges af forsikringernes andel af det realiserede resultat, altså de overskud i selskaberne, der danner grundlag for bonus. Særlige bonushensættelser kan vedrøre hele et selskabs forsikringsbestand eller delbestande.

I nr. 2 er det en forudsætning, at den enkelte forsikrings andel af særlige bonushensættelser kan beregnes.

I nr. 3 foreslås, at særlige bonushensættelser beløbsmæssigt holdes uden for bestanden af forsikringsaftaler ved fordeling af det realiserede resultat. Dette gælder såvel i forbindelse med det beregningsmæssige kontributionsprincip som i forbindelse med det fordelingsmæssige kontributionsprincip.

Dette skyldes, at særlige bonushensættelser forrentes på særlige måder, der er fastlagt i nr. 5, jf. nedenfor. Særlige bonushensættelser (type B) indgår sammen med egenkapitalen og på lige fod med denne i relation til det beregningsmæssige kontributionsprincip, jf. §§ 20 og 21.

Efter nr. 4 kan forsikringernes andel af særlige bonushensættelser overføres til forsikringerne som bonus. Overførslen skal senest ske samtidig med udbetaling af forsikringens ydelser (udbetalingsbonus), men kan også foretages tidligere. Tilbagekøb anses i denne sammenhæng ikke som en ydelse. Det er således ikke et krav, at der skal foretages overførsel i forbindelse med tilbagekøb, men det kan aftales .

Efter nr. 5 foreslås det, at særlige bonushensættelser (type B) skal behandles på lige fod med egenkapitalen med hensyn til tab og afkast.

Til § 134

Bestemmelsen er i hovedsagen en videreførelse af tilsvarende bestemmelser i den gældende tilsynslovgivning, herunder bestemmelser på bekendtgørelsesniveau. Bestemmelsen er ny i forhold til investeringsforvaltningsselskaber, der indsættes i forslaget i forbindelse med gennemførelse af EF-direktiver på det finansielle område, jf. bilag A. Den gældende bestemmelse er tidligere gennemført inden for rammerne af EF-direktiver på det finansielle område, jf. bilag A.

Bestemmelsen definerer den supplerende kapital, samt hvor stor en andel den supplerende kapital må udgøre af den finansielle virksomheds basiskapital.

Betegnelsen supplerende kapital er ny for forsikringsselskaber og er indført for at få ensartet kapitalbetegnelserne for de forskellige typer af finansielle virksomheder.

Af bestemmelsens nr. 1 fremgår det, at ansvarlig lånekapital indgår i den supplerende kapital. Ansvarlig lånekapital er foreslået som ny betegnelse for værdipapirer med ubestemt løbetid og andre kapitalindskud i pengeinstitutter, realkreditinstitutter og fondsmæglerselskaber. I forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser en ny betegnelse for efterstillet kapital (ansvarlig lånekapital). Ansvarlig lånekapital skal forstås i overensstemmelse med forslagets § 135.

Efter nr. 2 medregnes opskrivningshenlæggelser. Opskrivningshenlæggelser indgår i den regnskabsmæssige egenkapital, og betingelserne for at foretage opskrivninger fremgår af regnskabsbekendtgørelserne. For forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser medregnes opskrivningshenlæggelser ikke til den supplerende kapital, da de indgår i kernekapitalen som en del af egenkapitalen, jf. forslagets § 129, stk. 1, nr. 1.

Nr. 3 indebærer, at den del af hybrid kernekapital, der ikke medregnes i kernekapitalen efter § 128, nr. 7, eller § 128, stk. 2, kan medregnes som supplerende kapital under forudsætning af, at den samlede supplerende kapital overholder grænserne fastsat i stk. 2, jf. bemærkningerne nedenfor.

Nr. 4 svarer til realkreditlovens 53 c, nr. 2 og skal fortolkes i overensstemmelse med hidtidig praksis i den gældende bestemmelse.

Nr. 5 er en videreførelse af § 45 i bekendtgørelse om kapitaldækning for realkreditinstitutter. DLR Kredit A/S kan i en 10-årig periode fra den 1. juli 2000 medregne en aftrappet andel af den ikke-indbetalte garantikapital som supplerende kapital. Det medregnede beløb kan maksimalt udgøre 50 pct. af instituttets egenkapital ultimo 1999 og skal aftrappes lineært med 5 pct. årligt. DLR Kredit A/S's aktiviteter i form af udlån på andre områder end landbrugsområdet skal dog kapitaldækkes i overensstemmelse med de sædvanlige bestemmelser om opgørelse af basiskapital.

Bestemmelsen stammer fra 2000, hvor lov om Dansk Landbrugs Realkreditfond (DLR) blev ophævet, og DLR omfattet af realkreditloven. DLR var i lov om Dansk Landbrugs Realkreditfond underlagt et kapitalkrav, der afveg fra det tilsvarende i realkreditloven. DLR kunne således efter det hidtil gældende lovgrundlag medregne ikke-indbetalte garantier til opfyldelse af kapitalkravet, hvilket ikke var muligt efter realkreditloven. Ved en overgang til realkreditloven ville DLR ikke umiddelbart kunne opfylde kapitalkravet i realkreditloven på 8 pct. Der var således behov for en overgangsordning, hvor DLR i en nærmere fastsat periode kunne medregne den ikke-indbetalte garantikapital. Den etablerede ordning svarer til en tidligere overgangsordning, etableret for danske realkreditinstitutter med udløb 1. januar 2001. Kommissionen er orienteret om ordningen.

Nr. 6 svarer til bekendtgørelse om kapitalgrundlag for forsikringsselskaber, og giver mulighed for at medregne tillæg for mulig tillægspræmie i basiskapitalen for gensidige skadesforsikringsselskaber, såfremt betingelserne i § 136 er overholdt.

Nr. 7 giver mulighed for at medregne særlige bonushensættelser (type A), der opfylder betingelserne i § 137 i basiskapitalen.

Stk. 2 fastsætter en grænse for, hvor meget den supplerende kapital må udgøre for pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber og investeringsforvaltningsselskaber. Kernekapital efter fradrag anvendes som grundlag for beregning af størrelsen af den supplerende kapital, som pengeinstituttet, realkreditinstituttet, fondsmæglerselskabet eller investeringsforvaltningsselskabet kan medregne. Den supplerende kapital må maksimalt udgøre 100 pct. af den således opgjorte kernekapital efter fradrag

Stk. 3 fastsætter en grænse for, hvor meget den supplerende kapital må udgøre for forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser. Kernekapital efter fradrag anvendes som grundlag for beregning af størrelsen af den supplerende kapital, som forsikringsselskabet og den tværgående pensionskasse kan medregne. Den supplerende kapital må maksimalt udgøre det mindste beløb af 100 pct. af den således opgjorte kernekapital efter fradrag og halvdelen af kapitalkravet.

Stk. 4 gælder for ansvarlig lånekapital med fast løbetid i forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser. For disse gælder desuden, at den ansvarlige lånekapital højst kan udgøre et beløb, der svarer til det mindste beløb af en tredjedel af kernekapitalen efter fradrag og en fjerdedel af kapitalkravet, hvilket svarer til den gældende bestemmelse i bekendtgørelse om kapitalgrundlag. Bestemmelsen gennemfører livsforsikringsdirektivet og det ændrede 1. skadesforsikringsdirektiv, jf. bilag A.

Formålet med bestemmelsen er at sikre, at solvenskravet ikke alene kan opfyldes ved supplerende kapital. Således skal et vist minimum af kapitalen være stillet til rådighed af aktionærerne eller udgøres af anden form for egenkapital.

Til § 135

Bestemmelsen er i hovedsagen en videreførelse af tilsvarende bestemmelser i den gældende tilsynslovgivning, herunder bestemmelser på bekendtgørelsesniveau. Bestemmelsen er tidligere gennemført inden for rammerne af EF-direktiver på det finansielle område, jf. bilag A. Bestemmelsen er ny i forhold til investeringsforvaltningsselskaber.

Der er dog tilføjet en 6. betingelse, som alene angår andre kapitalindskud, der ikke er underlagt krav om ubestemt løbetid. Forslaget til stk. 4, nr. 4 og stk. 6 er nye for forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser.

Som ved hybrid kernekapital er bekendtgørelser om efterstillet kapital, udstedt i medfør af lov om banker og sparekasser og lov om fondsmæglerselskaber, indarbejdet i bestemmelsen for ansvarlig lånekapital.

Ansvarlig lånekapital skal opfylde en række kvalificerende betingelser for at kunne indgå i basiskapitalen.

Nr. 1 fastslår, at kapitalelementerne skal være efterstillet al anden ikke-efterstillet gæld. Dette indebærer, at gælden i tilfælde af den finansielle virksomheds konkurs skal dækkes efter de ordinære kreditorer i henhold til konkurslovens § 97.

Efter nr. 2 er det en betingelse, at långiveren reelt har indbetalt det på værdipapirerne eller indskudsdokumenterne pålydende beløb, idet alene det faktisk indbetalte beløb kan medregnes som basiskapital .

Kravet i nr. 3 om, at kapitalen ikke må tilbagebetales på långiverens initiativ, kan der ikke dispenseres fra, og aftalen kan således ikke hæves på kreditors foranledning. Såfremt der skal ske tilbagebetaling før forfaldstidspunktet kræves Finanstilsynets tilladelse, jf. bemærkningerne til stk. 2.

Betingelsen i nr. 4 stammer fra bekendtgørelserne om efterstillet kapital, og har til formål at sikre, at kapitalen kun kan tilbagebetales, såfremt den finansielle virksomhed træder i likvidation eller erklæres konkurs, og er således med til at sikre, at kapitalen er af varig karakter.

Nr. 5 svarer til bestemmelse i bekendtgørelse om efterstillet kapital og bekendtgørelse om forsikringsselskabers kapitaldækning. Hensigten med bestemmelsen er, at ansvarlig lånekapital skal kunne nedskrives i en rekonstruktionssituation. Nedskrivningen skal kun ske i de tilfælde hvor aktionærerne, garanterne eller andelshaverne har tabt deres kapital. Egenkapitalen skal således være negativ. Endvidere skal betingelserne i stk. 3 være opfyldt.

Ved den øverste myndighed forstås generalforsamlingen for pengeinstitutter, andelskasser, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber, investeringsforvaltningsselskaber og forsikringsselskaber samt repræsentantskabet for sparekasser.

Derudover skal der efter nr. 6 ved udstedelsen af ansvarlig lånekapital fremgå, at den finansielle virksomhed kan udskyde betaling af renter på værdipapirerne eller kapitalindskuddet, hvis basiskapitalen på forfaldstidspunktet ikke overstiger kapitalkravet.

Efter bekendtgørelsen om efterstillet kapital udstedt i medfør af lov om banker og sparekasser § 22, stk. 4, er betingelsen i bekendtgørelsens § 3, stk. 1, der omhandler Finanstilsynets mulighed for at bestemme, at instituttet skal indkalde den efter vedtægterne øverste myndighed og redegøre for instituttets økonomiske forhold, jf. lov om banker og sparekasser § 43, stk. 2, 2. pkt., såfremt betaling af renter udskydes, ikke medtaget i dette lovforslag, da bestemmelsen i lov om banker og sparekasser § 43, stk. 2, 2. pkt. er foreslået ophævet.

Nr. 7 svarer til bestemmelse i bekendtgørelse om efterstillet kapital, og fastslår, at såfremt renter er udskudt i en situation hvor basiskapitalen på forfaldstidspunktet ikke overstiger kapitalkravet, kan de ikke-betalte renter først forfalde til betaling fra det tidspunkt hvor kapitalkravet på ny overholdes eller forfaldsdatoen indtræder.

Nr. 8 gælder kun for forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser og er en videreførelse af bekendtgørelse om kapitalgrundlag for forsikringsselskaber. Efter bestemmelsen skal ansvarlig lånekapital i forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser have en løbetid på mindst 5 år, og ændringer i låneaftalen skal godkendes af Finanstilsynet.

Efter stk. 2 vil tilbagebetaling før forfaldstidspunktet være betinget af, at basiskapitalen efter tilbagebetalingen ikke er mindre end kapitalkravet. Hvis indfrielsen medfører en risiko for, at instituttet ikke kan opfylde kapitalkravet, uanset at det opfyldes på det tidspunkt, hvor indfrielsen finder sted, kan Finanstilsynet undlade at give tilladelsen. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis indfrielsen indebærer, at den finansielle virksomhed vil ligge meget tæt på solvensgrænsen.

Tilladelsen kan kun gives, når en finansiel virksomhed konkret ønsker at indfri kapitalen. Der kan således ikke opnås en generel tilladelse til at indfri kapitalen på ethvert tidspunkt.

Stk. 3 fastslår, at nedskrivning efter stk. 1, nr. 5, kun kan ske i de tilfælde, hvor den finansielle virksomhed enten får tilført ny kapital således, at kapitalkravet opfyldes, eller ophører uden tab for de ikke efterstillede kreditorer. Sidste led er en ændring i forhold til bestemmelsen i bekendtgørelse om efterstillet kapital, efter hvilken selskabet sammensluttes med et andet institut. Ved at udvide bestemmelsen til at sikre, at ophør kun kan ske, såfremt det sker uden tab for de ikke efterstillede kreditorer, sikres at de kreditorer, der har krav på beskyttelse i en situation, hvor kapitalen er tabt, får denne beskyttelse.

Da investorerne ikke har repræsentation i selskabsorganerne, er det i 2. pkt. anført at nedskrivning kun kan ske med et beløb, som er godkendt af de eksterne revisorer og Finanstilsynet. Formålet med bestemmelsen er at sikre, at der ikke sker uberettiget nedskrivning.

Nedtrapningsordningen i stk. 4 udgør alene tale om en redaktionel ændring. Nr. 4 er ny for forsikringsselskaber og er indført som følge af harmoniseringen af bestemmelserne.

For at lette forståelsen af bestemmelsen er det valgt at flytte den til et selvstændigt stykke og samtidig tydeliggøre nedtrapningskravet. Bestemmelsen regulerer det beløb, der kan medregnes som supplerende kapital.

Stk. 4 gælder alene for den ansvarlige lånekapital, der har fast løbetid. For disse er der en nedtrapningsordning for det beløb, der kan medregnes som supplerende kapital. I det tredjesidste år inden den aftalte forfaldsdato kan der således kun medregnes 75 pct. af den oprindelige kapital, i det næstsidste år kan der kun medregnes 50 pct., og i det sidste år kan der kun medregnes 25 pct.

Stk. 5 fastlægger en øvre grænse for størrelsen af summen af rentestigninger ved udstedelse af ansvarlig lånekapital. Rentestigningerne må tidligst finde sted 3 år efter udstedelsen. Såfremt summen af rentestigningerne overstiger grænsen på 150 basispunkter fratrukket swap-spændet, anses den ansvarlige lånekapital for at forfalde og den ansvarlige lånekapital skal derfor reduceres i overensstemmelse med stk. 4, dvs. påbegyndes 3 år før rentestigningen. Bestemmelsen gælder ikke for aftaler vedrørende ansvarlig lånekapital indgået før lovens ikrafttrædelse.

Stk. 6 indeholder en regel, hvorefter den finansielle virksomheds tilbagekøb af egne beviser skal godkendes af Finanstilsynet, hvis beholdningen overstiger 2 pct. af den udstedte kapital. Bestemmelsen har ikke tidligere været gældende for fondsmæglerselskaber, forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser. Reglen skal hindre, at nedtrapningsreglen i stk. 4 omgås ved tilbagekøb af egne beviser. Grænsen på 2 pct. beregnes på baggrund af den samlede udstedelse og i forhold til den udstedte kapital efter § 135.

I forbindelse med omsætningen af disse kapitalbeviser kan det være hensigtsmæssigt, at den finansielle virksomhed har en mindre beholdning af kapitalbeviser, de selv har udstedt. Derfor kan, den finansielle virksomhed uden Finanstilsynets godkendelse erhverve op til 2 pct. af den udstedte kapital.

Finanstilsynet kan efter stk. 7 dispensere fra grænsen på 150 basispunkter. En dispensation vil f.eks. kunne gives, hvis renteniveauet på tidspunktet for udstedelsen af den ansvarlige lånekapital er meget ustabilt. Dispensationsadgangen giver Finanstilsynet mulighed for at ændre grænsen på de 150 basispunkter. Dispensationen skal foreligge inden aftalen indgås.

Til § 136

Bestemmelsen er i hovedsagen en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om forsikringsvirksomhed. Bestemmelsen er tidligere gennemført inden for rammerne af EF-direktiver på det finansielle område, jf. bilag A, og med forslaget gennemføres yderligere EF-direktiver på det finansielle område, jf. bilag A.

Bestemmelsen fastsætter, at et gensidigt selskab kan medregne et beløb i basiskapitalen, hvis det har mulighed for ekstraordinært at hæve præmierne i løbet af året.

Bestemmelsen foreslås dog ændret ved, at Finanstilsynet skal godkende kapitalelementet. Dertil kommer, at kapitalelementet foreslås at indgå i den samlede begrænsning af den supplerende kapital, der højst kan indgå med 50 pct. af kapitalkravet eller med kernekapitalen efter fradrag.

Til § 137

Bestemmelsen indeholder mulighed for, at livsforsikringsselskaber og tværgående pensionskasser kan medregne særlige bonushensættelser i basiskapitalen, hvis en række betingelser er opfyldt.

Lovforslaget indeholder, som den gældende bekendtgørelse, to typer særlige bonushensættelser med forskellige karakteristika.

Type B er kernekapital, jf. § 129 og bemærkningerne hertil. Den anden type, som reguleres efter denne bestemmelse, er særlige bonushensættelser (type A).

Særlige bonushensættelser (type A), har lighedspunkter med ansvarlig lånekapital.

Forslaget fastlægger alene, hvilke krav bestemte bonusforpligtelser skal opfylde for, at de kan posteres som særlige bonushensættelser og medregnes i basiskapitalen. Forslaget vedrører ikke, hvorledes sådanne bonushensættelser etableres aftalemæssigt eller andre forhold end de rent solvensmæssige vedrørende sådanne aftaler.

Nr. 1-4 beskriver de karakteristika, der er fælles for begge typer særlige bonushensættelser, jf. bemærkningerne til § 133.

Særlige bonushensættelser (type A), forrentes med en rente, der afholdes forud for fastlæggelse af det realiserede resultat

Efter nr. 5 forrentes de særlige bonushensættelser (type A) med en rente, der er fastsat af livsforsikringsselskabet eller den tværgående pensionskasse, så den skønsmæssigt svarer til, hvad ansvarlig lånekapital ville kunne opnå. Det er op til livsforsikringsselskabet eller den tværgående pensionskasse at fastsætte lånevilkårene med dette sigte. Denne type særlige bonushensættelser dækker krav mod selskabet på samme måde som ansvarlig lånekapital, dvs. efter egenkapitalen, men før ikke-efterstillet gæld. Det er ikke fastlagt, hvorledes rækkefølgen skal være mellem særlige bonushensættelser af denne type og ansvarlig lånekapital, hvis disse typer forekommer samtidigt. Det er således op til livsforsikringsselskabet eller den tværgående pensionskasse at fastsætte sådanne vilkår.

Nr. 6 giver et livsforsikringsselskab eller tværgående pensionskasse mulighed for at anvende særlige bonushensættelser (type A) til at dække tab og ikke-efterstillede krav, når selskabets egenkapital er tabt.

Til § 138

Bestemmelsen er i hovedsagen en videreførelse af tilsvarende bestemmelser i den gældende tilsynslovgivning, og gennemfører EF-direktiver inden for det finansielle område, jf. bilag A. Forslaget er nyt i forhold til investeringsforvaltningsselskaber.

Bestemmelsen opregner de fradrag, der skal foretages i basiskapitalen.

Nr. 1 indebærer, at der foruden fradrag for forsikringsvirksomhed i datterselskaber tillige skal ske fradrag for associerede virksomheder i basiskapitalen. Dette betyder, at der skal ske fradrag i pengeinstituttets og realkreditinstituttets basiskapital, når der ejes kapitalandele i et forsikringsselskab i et omfang, så forsikringsvirksomheden må betegnes som associeret virksomhed. Fradraget svarer til kapitalkravet i henhold til § 125 i datterforsikringsselskabet eller det associerede forsikringsselskab, uanset om datterforsikringsselskabet eller det associerede forsikringsselskab opfylder kapitalkravet eller ej. En tilsvarende regel er gældende for forsikringsselskaber, jf. § 130, efter hvilken fradraget foretages i kernekapitalen. Bestemmelsen er udvidet således, at fradraget reduceres med såkaldt 3. mandskapital i datterselskaber og i associerede forsikringsselskaber. Det vil sige basiskapital indskudt i et datterselskab af andre selskaber end koncernvirksomheder. Det er f.eks. særlige bonushensættelser (type A og B) eller ansvarlig lånekapital i datterselskabet. Der er således tale om, at der i princippet sker det samme, som hvis datterselskabet blev konsolideret med moderselskabet. Sidste del af bestemmelsen svarer til tilsvarende bestemmelse for forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser og skal forstås i overensstemmelse hermed. Der henvises til bemærkningerne til forslagets § 129, stk. 1, nr. 5. Såfremt resultatet efter udregningen er negativ skal beløbet tillægges fradraget.

Ifølge nr. 2 fradrages alle kapitalandele og efterstillede tilgodehavender i andre kredit- og finansieringsinstitutter, når kapitalandelen i det enkelte institut overstiger 10 pct. af instituttets aktie-, garanti- eller andelskapital.

Finansieringsinstitut forstås i overensstemmelse med kapitel 2, hvortil der henvises.

Baggrunden for bestemmelsen er blandt andet et ønske om at undgå, at den samme kapital medregnes til at opfylde mere end et kapitalkrav, f.eks. ved at to pengeinstitutter gensidigt tegner kapital hos hinanden.

10 pct. grænsen måles i forhold til kapitalen i den virksomhed, som pengeinstituttet, realkreditinstituttet, fondsmæglerselskabet eller investeringsforvaltningsselskabet har investeret midlerne i. Størrelsen af pengeinstituttets, realkreditinstituttets, fondsmæglerselskabets eller investeringsforvaltningsselskabets egen basiskapital har således ikke betydning.

Det er hele investeringen, der skal fradrages. Det er således ikke kun den del, der overstiger 10 pct. af den samlede kapital.

Den efterstillede kapital indgår ikke i beregningsgrundlaget ved opgørelsen af 10 pct. grænsen. Hvis kapitalandelen udgør 10 pct. eller derunder, skal der ikke ske fradrag for den efterstillede kapital, uanset den efterstillede kapitals størrelse. Den efterstillede kapital og kapitalandelene skal derimod indgå i opgørelsen efter nr. 3.

Efter nr. 3 fradrages mindre kapitalandele, det vil sige andele på 10 pct. eller derunder af andre kredit- og finansieringsinstitutters aktie-, garanti-eller andelskapital og efterstillede tilgodehavender, når summen af alle disse mindre kapitalandele og tilgodehavender overstiger 10 pct. af pengeinstituttets, realkreditinstituttets, fondsmæglerselskabets eller investeringsforvaltningsselskabets basiskapital uden fradrag i henhold til nr. 1, 2, 4 og 5. Alene den del, der overstiger de 10 pct., fradrages ved beregning af basiskapitalen.

Nr. 4 og 5 fastsætter bl.a. en grænse på 15 pct. for besiddelse af kvalificerede andele i et enkelt selskab, der ikke er et finansielt selskab og en totalgrænse på 60 pct. for alle sådanne besiddelser. Konsekvensen af at overskride grænserne er, at den overskydende del skal fradrages i basiskapitalen. Kvalificeret andel defineres i § 5, stk. 3.

Bestemmelsen i lov om banker og sparekasser § 24, stk. 2, sidste pkt. er ikke medtaget i stk. 4 , da det med lovforslaget foreslås at ophæve denne bestemmelse.

Grænsen på 15 pct. der er indeholdt i bestemmelsen opretholder den gældende grænse på 15 pct. Grænsen gælder for både kvalificerede andele og ikke-kvalificerede andele i et enkelt selskab. Investeringsforeningsandele skal medtages ved opgørelsen. For investeringsforeninger beregnes 15 pct.-grænsen på afdelingsniveau.

I forhold til gældende lovgivning for pengeinstitutter og fondsmæglerselskaber er bestemmelsen udvidet til også at omfatte »virksomheder i samme koncern« ved beregning af 15 pct.-grænsen for egne kapitalandele. Ved beregning af summen af belånte kapitalandele skal belånte kapitalandele i »virksomheder i samme koncern« ikke medtages.

Efter den gældende realkreditlov, må et realkreditinstitut ikke besidde kapitalandele i en anden virksomhed eller virksomheder i samme koncern på over 15 pct. af basiskapitalen. Med forslagets nr. 4 og 5 får realkreditinstitutter mulighed for at besidde kapitalandele på over 15 pct. i en anden virksomhed eller virksomheder i samme koncern eller besidde kapitalandele i øvrige virksomheder der tilsammen overstiger 60 pct., såfremt de fradrages i basiskapitalen.

Stk. 2 fastslår, at reduktion i fradraget ikke kan overstige det fradrag, der foretages efter 1. pkt., dvs. der kan ikke blive tale om et samlet tillæg til basiskapitalen.

Stk. 3 skal forstås i overensstemmelse med tilsvarende bestemmelse for forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser. Der henvises til bemærkningerne til forslagets § 129, stk. 2

Efter stk. 4 skal en midlertidig erhvervelse af aktier i et selskab, der er et kredit- eller finansieringsselskab, ikke fradrages, såfremt erhvervelsen er sket som led i en rekonstruktion af dette selskab. Kravet om, at der skal være tale om en rekonstruktion indebærer, at der skal være tale om en kapitalforhøjelse i det institut, som skal rekonstrueres. Der skal således være indskudt ny kapital i kredit- eller finansieringsinstituttet, hvis et pengeinstitut, realkreditinstitut, fondsmæglerselskab eller investeringsforvaltningsselskab skal kunne undlade at foretage fradrag. En erhvervelse må anses at være midlertidig i den periode, hvor det ikke er muligt at afhænde aktierne eller andre kapitalandele, som pengeinstituttet, realkreditselskabet, fondsmæglerselskabet eller investeringsforvaltningsselskabet har indskudt i et kredit- eller finansieringsinstitut under rekonstruktionen.

Af stk. 5 fremgår det, at der ikke skal foretages fradrag, når kredit- eller finansieringsinstituttet sammen med den finansielle virksomhed er omfattet af konsolidering. Når der foretages konsolidering, tages der udgangspunkt i det samlede kapitalforhold i koncernen frem for kapitalforhold på selskabsniveau.

Efter stk. 6 skal aktiekøbs- og aktiesalgsforretninger m.v. indgå ved opgørelsen af de i stk. 1, nr. 4 og 5 nævnte grænser.

Til § 139

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende realkreditlov.

Kravet til basiskapitalen i serier, der er åbnet før den 1. januar 1973, og hvor låntagerne har krav på at få udbetalt en andel af seriereservefonden i takt med lånenes indfrielse, kan efter forslagets stk. 1 opfyldes med den kapital, der er i de pågældende seriereservefonde, uanset at denne er tilbagebetalingspligtig til låntagerne.

Baggrunden er, at det dels ikke er muligt at tilføre visse af disse serier kernekapital, idet alle midler, som overføres, bliver tilbagebetalingspligtige og således ikke er kernekapital, dels at serierne netop har opbygget reservekapital af en sådan karakter, at den står til sikkerhed for eventuelle tab m.v. Den har således i denne sammenhæng samme formål som reserver, der er kernekapital. I tilfælde, hvor en af disse ældre serier ikke skulle have tilstrækkelig basiskapital til at opfylde solvenskravet, skal realkreditinstituttet i øvrigt fortsat i muligt omfang overføre basiskapital til serien.

Efter stk. 2 kan realkreditinstituttet ved opgørelsen af basiskapitalen i realkreditinstituttet i øvrigt medregne den del af kernekapitalen i serier åbnet før 1. januar 1973, der ikke kan komme til udbetaling til låntagerne, og som ikke medgår til dækning af kravet til basiskapitalen, til kernekapitalen i instituttet i øvrigt.

Dette betyder, at der ved kapitaldækningsopgørelsen for realkreditinstituttet i øvrigt kan medregnes den overskydende del af de ældre seriers kernekapital, der ifølge vedtægterne for serierne tilfalder realkreditinstituttet i øvrigt ved lånenes indfrielse, uden at denne kernekapital overføres til realkreditinstituttet i øvrigt. Denne kapital overføres således i overensstemmelse med vedtægterne først fra serierne til realkreditinstituttet i øvrigt i takt med, at lånene indfries, og reservefondsandele udbetales eller overføres til henholdsvis låntagerne og realkreditinstituttet i øvrigt.

Til § 140

Bestemmelsen er ny.

Bestemmelsen gennemføres inden for rammerne af EF-direktiver på det finansielle område, jf. bilag A.

Forslaget definerer, hvad der skal medregnes, når investeringsforvaltningsselskaberne skal opgøre selskabets portefølje, med henblik på at beregne det tillæg, der skal medregnes til minimumskapitalkravet, på 0,02 pct. af den del af porteføljen, der overstiger 250 millioner euro.

Til porteføljen medregnes ifølge stk. 1 formuen i foreninger som investeringsforvaltningsselskabet er godkendt til at administrere. Ved foreninger forstås investeringsforeninger og specialforeninger.

Ifølge stk. 2 skal porteføljer, som investeringsforvaltningsselskabet har indgået aftale om at forvalte efter reglerne om delegation, ikke medregnes til porteføljen. Der tænkes på porteføljeforvaltning for investeringsinstitutter, der har fået tilladelse i et land i den Europæiske Union eller et land som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område eller med andre lande med tilsynsregler svarende til reglerne i den Europæiske Union, da investeringsforeninger og specialforeninger ikke kan delegere portefølje forvaltningen til et andet investeringsforvaltningsselskab end deres eget, jf. § 101, stk. 2.

Til § 141

Bestemmelsen er en videreførelse af tilsvarende bestemmelser i den gældende finansielle lovgivning, herunder bekendtgørelse om kapitalgrundlag for forsikringsselskaber. Bestemmelsen gennemføres herudover inden for rammerne af EF-direktiver på det finansielle område, jf. bilag A. Forslaget er nyt for investeringsforvaltningsselskaber.

Bestemmelsen i stk. 1 beskriver, hvad der forstås ved risikovægtede poster for pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber og investeringsforvaltningsselskaber. De risikovægtede poster indgår som nævneren i beregningen af solvenskravet, jf. §§ 123 og 124, og skal opgøres i henhold til bekendtgørelserne om kapitaldækning for den enkelte type af finansiel virksomhed. Det forventes, at disse bekendtgørelser efterfølgende kan sammenskrives til en bekendtgørelse om kapitaldækning for pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber og investeringsforvaltningsselskaber.

Stk. 2 beskriver, hvad der forstås ved risikovægtede poster for forsikringsselskaber og pensionskasser. De risikovægtede poster indgår som nævneren i beregningen af solvenskravet, jf. § 125, og skal opgøres i henhold til bekendtgørelse om kapitalgrundlag for forsikringsselskaber.

Til § 142

Bestemmelsen er delvist en videreførelse af tilsvarende bestemmelser i den gældende tilsynslovgivning, herunder på bekendtgørelsesniveau.

Forslaget gennemføres inden for rammerne af EF-direktiver på det finansielle område, jf. bilag A.

Da reglerne om risikovægtede poster er meget detaljerede, angiver nr. 1 en hjemmel til Finanstilsynet til at fastsætte nærmere regler for opgørelsen af de risikovægtede poster. Hjemlen er udnyttet i de gældende bekendtgørelser om kapitaldækning og kapitalgrundlag for den enkelte type af finansiel virksomhed, hvor der tillige er fastsat regler for indberetning af de risikovægtede poster, solvenskravet og basiskapitalen.

I pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber og investeringsforvaltningsselskaber består de risikovægtede poster af fire poster, hvor der for hver enkelt post er fastsat vægte særskilt: Aktiver uden for handelsbeholdningen, poster under stregen, poster med modpartsrisiko uden for handelsbeholdningen og poster med markedsrisiko m.v.

Ved aktiver uden for handelsbeholdningen forstås alle aktiver, der ikke er omfattet af definitionen af handelsbeholdningen i de enkelte kapitaldækningsbekendtgørelser. Hovedelementerne i handelsbeholdningen er finansielle omsætningsaktiver, rente-, aktie-, råvare- og valutakursrelaterede afledte finansielle instrumenter samt ægte salgs- og tilbagekøbsforretninger og ægte købs- og tilbagesalgsforretninger i finansielle omsætningsaktiver. Som udgangspunkt vægtes alle aktiver uden for handelsbeholdningen med 1,0. Den finansielle virksomhed kan nedvægte aktiver uden for handelsbeholdningen, såfremt den kan dokumentere, at betingelserne for en lavere vægt i henhold til kapitaldækningsbekendtgørelsen er opfyldt.

Ved poster under stregen forstås hovedsageligt garantier. Ved opgørelsen af det risikovægtede beløb fastsættes to vægte, én for forretningens karakter og én for forretningens modpart (modpartsvægten). De to vægte multipliceres herefter med hinanden for at finde den samlede vægt.

I poster med modpartsrisiko uden for handelsbeholdningen risikovægtes forretninger, hvor prisen beregnes på grundlag af en valutakurs, en rente eller en råvare, og hvor forretningen ikke vægtes efter reglerne om markedsrisiko. Den finansielle virksomhed kan vælge mellem to opgørelsesmetoder: Markedsværdimetoden eller det oprindelige engagements metode, der begge er beskrevet nærmere i kapitaldækningsbekendtgørelserne.

Poster med markedsrisiko består af bl.a. poster i handelsbeholdningen, poster i fremmed valuta og råvareinstrumenter. Vægten for poster med markedsrisiko opgøres således, at der tages hensyn til modpartsrisiko, renterisiko og valutarisiko.

Finanstilsynet kan tillade, at en finansiel virksomhed ved opgørelsen af de vægtede poster med markedsrisiko anvender interne modeller.

Reglerne om risikovægtning i forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser er forholdsvis detaljerede, og forslås derfor ikke reguleret i denne lov. I stedet foreslås det overladt til Finanstilsynet at udstede sådanne nærmere regler på samme måde som for andre finansielle virksomheder.

Risikovægtningen i livsforsikringsvirksomhed vedrører livsforsikringshensættelser og risikosummen, samt for unit linked forsikringer tillige administrationsomkostninger. Nedvægtningen afhænger af løbetiden og typen af forsikringerne, herunder særligt når der er indgået genforsikring.

Risikovægtningen i skadesforsikringsvirksomhed vedrører præmieindtægter og erstatningsudgifter. I bestemmelserne fastsættes årlige gennemsnit samt nedvægtning for indgået genforsikring. Derudover vægtes præmieindtægter og erstatningsudgifter i visse forsikringsklasser.

Risikovægtningen for både livs- og skadeforsikringsvirksomhed vil gennemfører livsforsikringsdirektivet og det ændrede 1. skadeforsikringsdirektiv.

I henhold til bestemmelsen i nr. 3 kan Finanstilsynet fastsætte nærmere regler for opgørelse af aktiekøbs- og aktiesalgsforretninger m.v., jf. § 138, stk. 6. Bestemmelsen er ny for realkreditinstitutter. Hjemlen er udnyttet i de gældende regnskabsbekendtgørelser for pengeinstitutter, fondsmæglerselskaber og investeringsforvaltningsselskaber.

Ved opgørelsen af grænserne for kapitalandele, kvalificerede andele og egne aktier i henhold til forslagets §§ 138 og 145 og aktieselskabslovens § 48 indgår tillige de aktiekøbs- og aktiesalgsforretninger m.v., som pengeinstituttet henholdsvis fondsmæglerselskabet har indgået. Opgørelserne af aktiekøbs- og aktiesalgsforretninger m.v. finder i dag sted i regnskabsbekendtgørelsernes bilag og føres på skemaerne F.E. 7-9 (K.E. 7-9) henholdsvis F.K. 7-9 (K.K. 6-8).

Efter nr. 4 har Finanstilsynet mulighed for at fastsætte nærmere regler for opgørelse af fondsmæglerselskabers og investeringsforvaltningsselskabers faste omkostninger. I den nugældende bekendtgørelse for opgørelse af faste omkostninger i fondsmæglerselskaber, forstås der ved faste omkostninger, jf. § 9 i regnskabsbekendtgørelsen for fondsmæglerselskaber, udgifter til personale m.v. og administration, afskrivning på immaterielle aktiver og materielle aktiver samt andre driftsudgifter.

Nr. 5 giver Finanstilsynet mulighed for at nedsætte minimumskapitalkravet for gensidige forsikringsselskaber. Nedsættelsen kan efter EF-direktiv/2002/13/EF ske med indtil 25 pct. i forhold til de i § 125, stk. 1, nr. 6 og 7, fastsatte beløb. Betingelser for en nedsættelse kan være krav om, at forsikringstagerne hæfter udover selskabernes egenkapital, og/eller at der stilles visse krav om, at selskabet skal oplyse om det nedsatte minimumskapitalkrav til forsikringstagerne.

Finanstilsynet vil forud for udstedelsen af disse regler drøfte indholdet heraf med blandt andet Forsikring & Pension, Foreningen af Gensidige Forsikringsselskaber og Forbrugerrådet.

Til § 143

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om banker og sparekasser.

Bestemmelsen er et led i forbedringen af mulighederne for at videreføre aktiviteterne i et kriseramt institut.

Efter aktieselskabslovens § 20 b kan enhver aktionær, der har mere end ni tiendedele af aktierne og stemmerne i et selskab, bestemme, at de øvrige aktionærer i selskabet skal lade deres aktier indløse af aktionæren. Aktieselskabslovens bestemmelser i §§ 20 b og 20 c vedrørende tvangsindløsning finder umiddelbart anvendelse på pengeinstitutter, der er aktieselskaber, for så vidt de ikke er afveget i forslaget til § 143.

Når Finanstilsynet har konstateret, at et pengeinstitut er nødlidende, må det rekonstrueres inden for kort tid for at undgå en lukning. For at lette en hurtig gennemførelse heraf foreslås det, at en aktionær, der ejer 70 pct. eller mere af aktierne i pengeinstituttet, i fællesskab med bestyrelsen, kan træffe beslutning om at indløse de øvrige aktionærer. Finanstilsynets godkendelse kan kun opnås, hvis instituttet egentlig er nødlidende. Godkendelsesproceduren skal hindre misbrug af bestemmelsen, f.eks. ved at bestyrelsen beslutter med vilje at bringe solvensprocenten under det i § 123 krævede. Da det er hensigten, at indløsningen skal foretages i umiddelbar forlængelse af kapitaltilførslen sættes en frist på 30 dage for foretagelsen af indløsningen. De 30 dage skal regnes fra den dag, Finanstilsynet har fastsat en frist efter forslagets § 237. I praksis medfører dette, at 30-dages fristen ofte vil være kortere end 30 dage. Fristen på 30 dage vil således kun være relevant i situationer, hvor tilsynet har fastsat en frist efter § 237 på mere end 30 dage.

De omfattede minoritetsaktionærer skal anmodes om senest 3 dage efter anmodningen at overdrage deres aktier til den indløsende aktionær. Såfremt ikke alle aktionærer inden denne frist har overdraget deres aktier, skal de ved bekendtgørelse i Statstidende, jf. aktieselskabslovens § 20 c, stk. 1, anmodes om at overdrage aktierne.

Indløsningen og overdragelsen af aktierne får retsvirkning fra tidspunktet for købesummens erlæggelse eller deponering, dvs. senest 3 dage efter, at indløsningen er gjort gældende over for aktionærerne. Dette gælder uanset, at der er uenighed om prisfastsættelsen.

Ved uenighed om aktiernes prisfastsættelse må værdien efterfølgende fastsættes af skønsmænd. Aktieselskabslovens § 20 b, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse, hvilket vil sige, at såfremt skønsmændene når frem til en højere værdi end det tilbudte, gælder denne værdi ligeledes for de aktionærer, der ikke har ønsket vurdering. Skønsmændene skal alene tage stilling til, om værdien er højere end det af aktionæren tilbudte.

Har vurdering fundet sted allerede inden indrykning i Statstidende, skal resultatet oplyses i bekendtgørelsen.

Tvangsindløsningen kan ikke begrænses til alene at omfatte en del af minoritetsaktionærerne.

I henhold til kapitel 8 i lov om værdipapirhandel m.v. har en aktionær, der har opnået bestemmende indflydelse i et børsnoteret selskab (herunder også et børsnoteret pengeinstitut), pligt til at fremsætte overtagelsestilbud til de øvrige aktionærer. Disse aktionærer er imidlertid ikke forpligtede til at acceptere et sådant overtagelsestilbud.

Der vil således kunne opstå situationer, hvor der sideløbende med indløsningsproceduren i henhold til kapitel 8 i lov om værdipapirhandel m.v. foregår en indløsningsprocedure efter den oven for foreslåede specialregel for pengeinstitutter. Det bemærkes, at der allerede i dag kan forekomme sådanne parallelle forløb i forbindelse med kapitel 8 i lov om værdipapirhandel m.v. samt reglen i aktieselskabslovens § 20 b om tvangsindløsning.

Uanset pengeinstituttet i sine vedtægter har bestemmelser herom, er det de i denne bestemmelse anførte fremgangsmåder, der finder anvendelse.

Til kapitel 11

Til § 144

Ved »gruppe af indbyrdes forbundne kunder« forstås efter s tk. 1, 1. pkt. , enten to eller flere fysiske eller juridiske personer, der - indtil det modsatte er godtgjort – for så vidt angår engagementet udgør en helhed, fordi en af dem udøver direkte eller indirekte kontrol med den anden eller de andre, eller to eller flere fysiske eller juridiske personer, hvoraf ingen udøver kontrol med den anden eller de andre nævnt i første led, men som for så vidt angår engagementet må anses for at udgøre en helhed, fordi der består sådanne indbyrdes forbindelser mellem dem, at der er sandsynlighed for, at hvis den ene kommer i økonomiske vanskeligheder, vil den anden eller de andre også få vanskeligheder med tilbagebetalingen.

Finanstilsynet har i sin hidtidige praksis dog også tillagt andre momenter som f.eks. fælles ledelse vægt ved afgørelse af, om der forelå samhørighed.

Overholdelse af 800 pct. grænsen udregnes efter stk. 2 ved at sammenlægge beløbene for engagementer, der efter fradrag for særlig sikre krav udgør mere end 10 pct. af basiskapitalen. Det følger af EF-direktiver på det finansielle område, jf. bilag A, at engagementer over 10 pct. betragtes som store engagementer.

Grænserne i stk. 1 og 2 gælder efter fradrag for særlig sikre krav. Der henvises til bemærkningerne til § 147, nr. 3.

I forbindelse med forslagets stk. 3 henvises til bemærkningerne til forslagets § 147, nr. 2.

Efter stk. 4 kan Finanstilsynet i særlige tilfælde tillade, at et pengeinstitut, realkreditinstitut, fondsmæglerselskab eller investeringsforvaltningsselskab midlertidigt har engagementer, der overstiger engagementsgrænsen på 25 pct. En sådan frist kan eksempelvis gives i forbindelse med en rekonstruktion eller en fusion, eller når der sker et pludseligt fald i instituttets basiskapital. Tilladelse til midlertidigt at overskride engagementsgrænsen kan også gives, hvis instituttets overskridelse skyldes, at engagementet er øget uden, at instituttet har bevilget en forhøjelse af engagementet ved, at eksempelvis aktier, som instituttet på grund af markedsforhold ikke kan sælge straks, er steget i værdi. En sådan tilladelse forudsætter dog, at Finanstilsynet som betingelse for fristoverskridelsen stiller krav om en øget kapitaldækning af den del af engagementet, der overstiger engagementsgrænsen. Finanstilsynet kan fastsætte en frist, der er rimelig set i forhold til den værdipapirbeholdning, der skal sælges.

Selskaber, der pro rata konsolideres, er ikke omfattet af stk. 5 og er derfor ikke undtaget fra grænserne i stk. 1 og 2. For datterselskaber, der driver forsikringsvirksomhed, er der en særregel i stk. 7.

For realkreditinstitutter medregnes efter stk. 6 de lovbestemte garantier til et engagement med et pengeinstitut, mens de ikke lovbestemte (supplerende) garantier er undtaget fra medregning. Der henvises til bemærkningerne til forslagets § 154.

Stk. 7 er i overensstemmelse med definitionen af et engagement i EF-direktiverne på det finansielle område.

Til § 145

Bestemmelsen er en videreførelse af tilsvarende bestemmelser i den gældende tilsynslovgivning, og er ny i forhold til investeringsforvaltningsselskaber og realkreditinstitutter.

Formålet med bestemmelsen er at begrænse den samlede risiko på institutternes beholdning af kapitalandele.

Udgangspunktet er den bogførte beholdning af kvalificerede andele. Denne korrigeres med de i stk. 2 nævnte aktiekøbs- og aktiesalgsforretninger m.v., som instituttet har indgået, hvor aktiekøb tillægges beholdningen, mens aktiesalg fradrages.

Der skal efter stk. 3 foretages et fradrag for kapitalandele, der er fradraget i basiskapitalen og kapitalandele i selskaber, der skal konsolideres med instituttet.

Finanstilsynet har efter stk. 4 mulighed for at dispensere fra 100 pct. grænsen i stk. 1. En sådan dispensation kan eksempelvis gives i forbindelse med større kursstigninger på aktiebeholdningen. En dispensation vil være begrænset til en kortere periode og vil kun blive givet, hvis instituttet ikke har kunnet påregne overtrædelsen af grænsen i stk. 1.

Til § 146

Bestemmelsen er en videreførelse af tilsvarende bestemmelser i den gældende tilsynslovgivning. Stk. 1, 2. pkt., er ny for realkreditinstitutter, og stk. 2 er ny for realkreditinstitutter og fondsmæglerselskaber. Det er også nyt for realkreditinstitutter, at overtagne ejendomme skal medregnes ved opgørelsen af fast ejendom, omfattet af 20 pct. grænsen. Under hensyntagen til dispensationsadgangen i stk. 2 forventes det ikke, at stramningerne får praktisk betydning. Bestemmelsen er ny i forhold til investeringsforvaltningsselskaber.

Bestemmelsen begrænser det enkelte instituts mulighed for at erhverve fast ejendom. Til den faste ejendom medregnes udlån og garantier til datterselskaber, der er ejendomsselskaber, mens ejendomme der er erhvervet for, at instituttet selv kan drive virksomhed eller accessorisk virksomhed inden for virksomhedsområdet ikke skal medregnes. Det skal bemærkes, at fondsmæglerselskaber ikke kan eje datterejendomsselskaber, idet fondsmæglerselskaber udelukkende må have datterselskaber, der driver fondsmæglervirksomhed. Tilsvarende gælder for investeringsforvaltningsselskaber, der udelukkende må have datterselskaber, der driver investeringsforvaltningsvirksomhed.

Efter stk. 2 kan Finanstilsynet undtage fra bestemmelsen i stk. 1, 1. pkt. En undtagelse kan eksempelvis komme på tale i forbindelse med større værdiændringer i den eksisterende ejendomsportefølje, eller hvis instituttet har overtaget ejendomme til fyldestgørelse for sine tilgodehavender. En undtagelse vil være begrænset til en kortere periode, som dog kan forlænges, hvis overtrædelsen skyldes, at instituttet har overtaget nødlidende ejendomme. En forlængelse af fristen vil dog ikke blive givet, hvis instituttet udover overtagne nødlidende ejendomme har en væsentlig beholdning af ejendomme omfattet af grænsen i stk. 1, 1. pkt.

Til § 147

Bestemmelsen er en videreførelse af tilsvarende bestemmelser i den gældende tilsynslovgivning. Bestemmelsen er ny i forhold til investeringsforvaltningsselskaber. Bestemmelsen gennemføres herudover inden for rammerne af EF-direktiver på det finansielle område, jf. bilag A.

Bestemmelsen samler de bestemmelser, hvorefter Finanstilsynet har en særlig hjemmel til at udstede specielle regler, der vedrører placerings- og likviditetsbestemmelser for penge- og realkreditinstitutter samt fondsmæglerselskaber og investeringsforvaltningsselskaber. Der er ikke med bestemmelsen tiltænkt ændringer i forhold til gældende bekendtgørelser på området

Finanstilsynet vil i bekendtgørelsen udstedt i medfør af stk. 1, nr. 1 , fastsætte regler om, hvad der forstås ved et engagement. Engagementsbegrebet vil være i overensstemmelse med definitionen af et engagement i EF-direktiverne på det finansielle område.

I bekendtgørelsen, der skal udstedes i medfør af nr. 2 , vil Finanstilsynet, i overensstemmelse med EF-direktiverne på det finansielle område, pålægge institutterne at indberette deres store engagementer 4 gange om året.

Størrelsen af fradrag for særlig sikre krav, vil blive fastlagt i bekendtgørelsen udstedt i medfør af nr. 3 .

Nr. 4 viderefører muligheden i gældende lovgivning for, at Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler for valuta- og andre markedsrisici.

Til § 148

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om banker og sparekasser m.v.

Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med forslagets § 146.

Bestemmelsen fastlægger en grænse for den risiko, som pengeinstitutter må påtage sig inden for fast ejendom og løsøre, der ikke anvendes i pengeinstituttets drift.

Ved nutidsværdien af leasingtagers forpligtelse overfor pengeinstituttet forstås den tilbagediskonterede værdi af summen af de pengeydelser, som leasingtager skal betale til pengeinstituttet i løbet af aftalen. Ved fastsættelsen af tilbagediskonteringsrenten skal der tages udgangspunkt i den rente, som instituttet har anvendt ved kontraktens udarbejdelse.

Restrisikoen omfatter restrisikoen på alle aktivformer, der leases, herunder eksempelvis fast ejendom og flyvemaskiner.

Til § 149

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om banker og sparekasser m.v.

Pengeinstitutter er undtaget fra forbudet mod aktionærlån i aktieselskabslovens § 115, stk. 1 og 2.

Bestemmelsen begrænser derfor pengeinstitutters mulighed for at yde usikrede lån til tegning af aktie-, garanti- eller andelskapital og skal modvirke, at et pengeinstitut gennem mellemmænd tegner egne kapitalbeviser.

Grænsen skal beregnes af den nominelle værdi af kapitalen efter kapitaludvidelsen.

De sikkerheder, der kan medregnes som særlig sikre krav, vil blive fastsat i den bekendtgørelse, som Finanstilsynet vil udstede i medfør af forslagets § 147, nr. 3. Bestemmelsen finder også anvendelse på koncernbasis, jf. forslagets § 170, således, at koncernselskaber samlet ikke må have ydet lån til tegning af kapital i modervirksomheden ud over de nævnte 5 pct., medmindre der samtidig er stillet uomtvistelig sikkerhed.

Til § 150

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om banker og sparekasser m.v.

Bestemmelsen indebærer, at sparekasser og andelskasser ikke kan indløse garanterne henholdsvis andelshaverne uden samtidig nedskrivning. En sådan indløsning kan kun ske i overensstemmelse med vedtægterne, hvilket betyder, at kapital- og solvenskravene også skal være opfyldt efter indløsningen. For andelskasserne kan indløsning kun finde sted med Finanstilsynets tilladelse, såfremt andelskapitalen er lavere end 25 millioner kr., jf. forslagets § 389.

Til § 151

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om banker og sparekasser m.v.

Til forskel fra den gældende lovgivning, kan pengeinstitutter nu medregne fuldt ud sikre og likvide anfordringstilgodehavender hos forsikringsselskaber.

I stk. 1 anføres kravene til likviditeten. De tre krav til likviditeten skal være opfyldt samtidig. Hvorvidt likviditeten kan anses for forsvarlig, beror på en konkret vurdering af forholdene i det enkelte pengeinstitut. Ved vurderingen heraf lægges der særlig vægt på gældens sammensætning, herunder om pengeinstituttet har taget hensyn til forventede likviditetstræk f.eks. som følge af offentlige ind- og udbetalinger og lønudbetalinger i de virksomheder, som er kunder i instituttet. Endvidere bør der i et vist omfang være et beredskab til pludselige likviditetstræk på pengeinstituttet.

Ved efterstillede kapitalindskud forstås hybrid kernekapital, der kan medregnes som kernekapital henholdsvis supplerende kapital, ansvarlig lånekapital samt indbetalt garantikapital.

I stk. 2 er det opregnet, hvad der kan medregnes ved opgørelsen af pengeinstituttets likviditet. Det foreslås som noget nyt, som led i harmoniseringen af lovbestemmelserne, at fuldt ud sikre og likvide anfordringstilgodehavender hos forsikringsselskaber skal kunne medregnes.

Anfordringstilgodehavender er tilgodehavender, som instituttet kan kræve tilbagebetalt uden opsigelsesvarsel. Hvis der er tæt sammenhæng mellem et tilgodehavende og en gæld således, at det næsten er sikkert, at modregningsadgangen vil blive gjort gældende, vil anfordringstilgodehavendet ikke kunne medregnes til likviditeten. Anfordringstilgodehavender, der er pantsat, eller på anden måde ikke er til pengeinstituttets rådighed, kan ikke medregnes til likviditeten.

Et tilgodehavende hos et kreditinstitut, der er beliggende i zone A, jf. definitionen i forslagets § 5, stk. 1, nr. 18, anses som udgangspunkt at opfylde kravet til sikkerhed og likviditet.

Kredittilsagn hos andre pengeinstitutter, kan kun medregnes til likviditeten, såfremt det kan dokumenteres, at de er bindende og ikke kan tilbagebetales i den periode, hvor pengeinstituttet ønsker at benytte dem som likviditetsreserve. Tilsagnene skal endvidere have en vis varighed og stabilitet. Kredittilsagn kan således ikke anvendes til at opfylde likviditetskravene, hvis der er knyttet betingelser til tilsagnet om låntagers optræden m.v., der gør, at långiver kan statuere misligholdelse og trække kredittilsagnet tilbage i situationer, hvor pengeinstituttet kan få behov for at trække på kredittilsagnet. I en sådan situation er der reelt ikke en likviditetsreserve til stede i medfør af aftalen.

Likviditetskravene i bestemmelsen kan i almindelighed ikke opfyldes helt eller overvejende ved hjælp af kredittilsagn. En sådan likviditet er ikke forsvarlig efter stk. 1, henset til, at likviditeten også skal kunne dække pludseligt opståede likviditetsbehov.

Sikre, let sælgelige, ubelånte værdipapirer og kreditmidler omfatter børsnoterede obligationer og aktier noteret i Danmark eller handlet på et reguleret marked. Befinder markedet sig i Den Europæiske Union eller i et land, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område, skal markedet være optaget på den liste, der er nævnt i investeringsservicedirektivet i forbindelse med værdipapirer. Derudover er også markeder, der er medlem af Fédération International des Bourses de Valeurs som udgangspunkt omfattet.

Børsnoterede beviser for efterstillet kapital i andre virksomheder, f.eks. kapital optaget i henhold til forslagets § 135, indgår i de likvide midler. Kravet om, at værdipapirerne skal være ubelånte, indebærer, at de ikke må være stillet til sikkerhed for gæld.

Værdipapirer, der indgår i en puljeordning, er ejet af pengeinstituttet og kan derfor indgå ved opgørelsen af de likvide midler. Hvis de likvide midler næsten udelukkende består af puljeaktiver, vil likviditeten imidlertid ikke være forsvarlig, idet et pengeinstitut ikke kan anvende sådanne aktiver til indfrielse af træk på pengeinstituttet på grund af kravene til placering af puljemidler.

Efter stk. 3 skal pengeinstituttet omgående indberette til Finanstilsynet, såfremt kravene i stk. 1 ikke er opfyldt, og forholdet ikke er bragt i orden inden 8 dage. Pligten til indberetning til Finanstilsynet gælder, uanset på hvilket tidspunkt kravene ikke opfyldes, og gælder således ikke kun i forbindelse med periodiske indberetninger til tilsynet.

Til § 152

Bestemmelsen er delvist en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende realkreditlov.

Forslaget tilsigter at hovedparten af realkreditinstitutters basiskapital, placeres i særlig sikre aktiver. Forslaget er med til at sikre realkreditobligationernes status som særlig sikre obligationer.

Det foreslås i stk. 1 som noget nyt, at 60 pct. kravet ikke skal ses i forhold til basiskapitalen men i forhold til kravet til basiskapitalen. Meningen med denne ændring er, at realkreditinstitutter ikke skal »straffes« for at have ekstra overdækning i forhold til basiskapitalkravet. For institutter med (stor) overdækning vil forslaget derfor betyde, at bindingerne lempes på den kapital, der er overskydende i forhold til kravet til basiskapitalen.

Det foreslås ligeledes som noget nyt i stk. 1, at der skal være mulighed for at placere i andre sikre midler end børsnoterede obligationer, samtidig med at institutterne begrænses til kun at kunne placere midler i særlig sikre obligationer. Baggrunden for forslaget er, at børsnoterede obligationer ikke længere betragtes som en entydig sikker størrelse, da udviklingen på kapitalmarkederne i Europa bl.a. har ført til udstedelsen af forskellige typer af erhvervsobligationer, hvoraf ikke alle har samme sikre værdi. I den foreslåede bestemmelse er der derfor udarbejdet en positivliste for obligationer m.v., der betragtes som tilstrækkeligt sikre. Positivlisten svarer til de aktiver, som forsikringsselskaber og pensionskasser kan placere aktiver i efter forslagets § 161, stk. 1, nr. 1-3.

I stk. 2 ændres den gældende bestemmelse i lov om finansiel virksomhed § 38, stk. 2, 1. pkt., om, at 60 pct. kravet kun gælder for koncerner, hvor modervirksomheden er et realkreditinstitut til en bestemmelse, hvor Finanstilsynet kan tillade, at 60 pct. kravet kan fraviges for det enkelte realkreditinstitut, hvis instituttet er koncernforbundet med et andet realkreditinstitut.

Formålet med forslaget er at fjerne den mulighed for at omgå 60 pct. kravet til det enkelte realkreditinstitut, som i dag er i den gældende lov om finansiel virksomhed § 38, stk. 2, 1. pkt.

60 pct. kravet kan kun fraviges i de særlige tilfælde, hvor et realkreditinstitut udsteder realkreditobligationer eller andre værdipapirer på vegne af realkreditinstitutter, der er koncernforbundne med realkreditinstituttet, jf. forslaget til lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v., og hvor 60 pct. kravet, som følge af omfanget af udstedelsen, ikke kan opfyldes. En forudsætning for tilsynets tilladelse er, at tilsynet vurderer, at fravigelsen fra 60 pct. kravet er betryggende. Dette vil eksempelvis kunne være tilfældet, hvis 60 pct. kravet er opfyldt på konsolideret niveau.

Til § 153

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende realkreditlov.

En series optagelse af hybrid kernekapital eller ansvarlig lånekapital kan enten ske ved en direkte optagelse eller ved, at realkreditinstituttet i øvrigt først optager hybrid kernekapital eller ansvarlig lånekapital for derefter at indskyde denne som henholdsvis hybrid kernekapital eller ansvarlig lånekapital i de enkelte serier. Disse indskud vil da skulle fordeles ud på de enkelte serier efter størrelsen af kravet til disses basiskapital.

Som følge af at en serie kan optage hybrid kernekapital eller ansvarlig lånekapital, præciseres det i stk. 1 , at en serie med seriereservefond ikke kan indskyde midler i andre serier som en sådan kapital.

Det præciseres endvidere i stk. 2 , at såfremt realkreditinstituttet i øvrigt optager hybrid kernekapital eller ansvarlig lånekapital, kan der ikke ske indskydelse af henholdsvis hybrid kernekapital eller ansvarlig lånekapital i serier med et større beløb end det, realkreditinstituttet i øvrigt selv har optaget af denne kapital.

Til § 154

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende realkreditlov.

Pengeinstitutter stiller en række lovbestemte garantier for, at realkreditudlån falder endeligt på plads, herunder tinglysningsgarantier, skødegarantier og margingarantier. Disse lovbestemte garantier er omfattet af engagementsbegrebet, da garantierne i en begrænset periode står som sikkerhed for, at formalia er i orden i forbindelse med et ejendomskøb. Realkreditinstituttet har derfor en risiko for, at pengeinstituttet ikke kan overholde sin garantiforpligtelse.

Denne bestemmelse vedrører de yderligere pengeinstitutgarantier, der stilles, som ikke er lovbestemte. Disse stilles som supplerende tabsgarantier for en vis del af det ydede realkreditlån.

Bestemmelsen fritager disse supplerende garantier fra engagementsbegrebet. Formålet er at sikre, at realkreditinstitutter ikke belastes af at få stillet en yderligere garanti for et udlån, der i forvejen er sikret gennem pant i fast ejendom samt af bestemmelserne i det samtidigt fremsatte forslag til lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v. om værdiansættelsesregler, faste lånegrænser m.v.

Det bemærkes, at den andel af de supplerende garantier, der sammen med andre garantier og øvrige tilgodehavender hos garantistiller, overstiger engagementsgrænserne i forslagets § 144, stk. 1, skal vægtes med 1 ved opgørelsen af realkreditinstituttets kapitaldækningsopgørelse.

Til § 155

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om fondsmæglerselskaber. Bestemmelsen er ny i forhold til investeringsforvaltningsselskaber.

Med forslagets stk. 1 tilsigtes det, at selskaberne til stadighed har en forsvarlig likviditet, så de kan betale deres forpligtelser i takt med, at de forfalder.

I stk. 2 gives der Finanstilsynet kompetence til at kræve en forøgelse af likviditeten i et selskab, hvis denne ikke skønnes at være tilstrækkelig.

I tilfælde hvor Finanstilsynet har skønnet, at likviditeten ikke er forsvarlig, fastsætter tilsynet i henhold til stk. 3 en frist for, hvornår kravet til større likviditet i selskabet skal være opfyldt.

Til § 156

Bestemmelsen er delvist en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om fondsmæglerselskaber, og er ny i forhold til investeringsforvaltningsselskaber, der indsættes i forslaget i forbindelse med gennemførelse af EF-direktiver på det finansielle område, jf. bilag A.

Til forskel fra den gældende tilsynslovgivning, udvides bestemmelsen til også at omfatte placering af basiskapitalen i andele i specialforeninger bortset fra erhvervsudviklingsforeninger. Ændringen skyldes, at det vurderes, at disse andele kan sidestilles med andele i investeringsforeninger.

Forslaget følger princippet i EF-direktiver på det finansielle område, hvorefter besiddelse af positioner i finansielle instrumenter med henblik på at investere selskabets egenkapital ikke betragtes som handel for egen regning.

Afgrænsningen af værdipapirer, der er omfattet af bestemmelsen, og værdipapirer m.v., der ikke er omfattet af bestemmelsen, herunder unoterede aktier og obligationer samt afledte finansielle instrumenter og andele i erhvervsudviklingsforeninger, er fastlagt på baggrund af en generel vurdering af de forskellige aktivers typiske risici og likviditet. Hertil kommer, at værdiansættelsen af de aktiver, der er omfattet af bestemmelsen, er enkel og gennemsigtig.

Bestemmelsen begrænser ikke selskabernes mulighed for at besidde finansielle anlægsaktiver, herunder unoterede aktier i datterselskaber. Summen af den bogførte værdi af værdipapirerne omfattet af bestemmelsen og summen af den bogførte værdi af eventuelle finansielle anlægsaktiver, kan dog maksimalt udgøre 100 pct. af selskabets basiskapital.

Til § 157

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om forsikringsvirksomhed.

Bestemmelsen fastslår, at der skal være et grundlæggende sikkerhedshensyn ved udformningen af investeringsbeslutningerne i forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser.

Ved fastlæggelsen af sikkerhedshensynet er det forsikringstagerne, der er i centrum. Bestemmelsen indebærer således, at der kan slækkes på sikkerhedshensynet, i det omfang det ikke truer forsikringstagerne. Et selskab med en stor egenkapital kan således investere mere risikofyldt end et selskab med en lille egenkapital.

Bestemmelsen indebærer, at det er ledelsens ansvar at anbringe selskabets midler med betryggende sikkerhed for, at selskabet kan opfylde sine forpligtelser især over for de forsikrede. Bestemmelsen indebærer samtidig, at ledelsen skal fokusere både på passivsiden (forpligtigelserne og basiskapitalen) og på aktivsiden (investeringerne) i fastlæggelsen af den risikoprofil, selskabet påtager sig. Bestemmelsen fastlægger, at investeringerne skal foretages ud fra en række kvalitative begrænsninger. Finanstilsynet kan fastlægge forskellige stress tests af kapitalstyrken (f.eks. røde og gule risikoscenarier) i kvantificeringen af sådanne kvalitative begrænsninger.

Kravet gælder for samtlige investeringer i et forsikringsselskab og en tværgående pensionskasse, mens de kvantitative begrænsninger i forslagets §§ 158-165 kun gælder den del af aktiverne, der dækker de forsikringsmæssige hensættelser. En årsag til at de kvantitative begrænsninger alene dækker en del af aktiverne har baggrund i livsforsikringsdirektivet og 3. skadesforsikringsdirektiv. Det betyder, at det i høj grad er op til ledelsen i de enkelte selskaber og pensionskasser at begrænse de samlede risici.

Til § 158

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om forsikringsvirksomhed. Bestemmelsen gennemføres inden for rammerne af EF-direktiver på det finansielle område, jf. bilag A.

Det er i forslaget præciseret, at bestemmelsen alene stiller kvantitative krav til en del af aktiverne, mens bestemmelsen i § 157 fastsætter mere kvalitative krav til ledelsen om risikopåtagelse m.v. i forhold til alle aktiver. Dette skyldes, at det fremgår af livsforsikringsdirektivet samt 1. og 3. skadesforsikringsdirektiv, at der ikke kan stilles de samme krav til aktiver, der ikke dækker de forsikringsmæssige hensættelser (f.eks. de der modsvares af egenkapitalen).

Til § 159

Bestemmelsen er delvist en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om forsikringsvirksomhed. Bestemmelsen er tidligere gennemført inden for rammerne af EF-direktiver på det finansielle område, jf. bilag A.

Til forskel fra den gældende tilsynslovgivning skal renter, som ikke er forfaldne, nu medtages på alle aktivtyper og ikke kun nogle enkelte. Ændringen forventes ikke at have nogen væsentlig betydning.

Forslaget definerer, hvorledes aktiverne skal opgøres i forhold til reglerne i dette kapitel.

Det bemærkes, at finansielle kontrakter skal medtages i aktiverne. Eksempelvis vil en aftale om at købe danske statsobligationer på et givent fremtidigt tidspunkt (terminsaftale) skulle medregnes under de pågældende statsobligationer, og en aftale om køb af en aktie eller et aktieindeks på termin skal medregnes under de pågældende aktier. Hensigten hermed er at undgå, at begrænsningerne i placeringsreglerne kan omgås ved hjælp af finansielle instrumenter, som har de samme karakteristika som det underliggende aktiv. Aftaler, som ikke vedrører et specifikt underliggende aktiv, f.eks. aftaler, der følger udviklingen i renter, som ikke kan henføres til et specifikt aktiv eller indeks, skal medregnes efter modparten, som aftalen er indgået med, f.eks. et pengeinstitut.

Til § 160

Bestemmelsen er delvist en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om forsikringsvirksomhed, og gennemføres herudover inden for rammerne af EF-direktiver på det finansielle område, jf. bilag A.

Med forslaget defineres det, hvorledes de forsikringsmæssige hensættelser skal opgøres i forhold til reglerne i dette kapitel.

Såfremt selskabet har foretaget genforsikring, kan dette beløb fragå i det beløb, der skal dækkes af aktiver. Der er dog tilføjet en ny regel, hvorefter »aktuelle« genforsikringstilgodehavender ikke kan fradrages, jf. nr. 2, 2. pkt. Reglen foreslås indført for at give mulighed for, at sådanne tilgodehavender kan omfattes af de kvantitative begrænsninger. Grænsen for et genforsikringstilgodehavende vil være 10 pct. af de forsikringsmæssige hensættelser, hvis der er tale om et genforsikringsselskab i zone A lande under offentligt tilsyn, jf. § 161, stk. 1, nr. 4, eller 1 pct., hvis genforsikringsselskabet ikke opfylder disse betingelser, jf. § 161, stk. 1, nr. 13. Det sidestiller tilgodehavender hos genforsikringsselskaber med andre tilgodehavender i forsikringsselskaber og pengeinstitutter.

For selskaber, der tegner genforsikringer (indirekte forsikringer), gælder, at disse forsikringer alene skal medtages (dækkes af aktiver) for et beløb, der svarer til det såkaldte genforsikringsdepot. Genforsikringsdepoter anvendes af selskaber, der driver indirekte forsikring, og anvendes til skyldige beløb, som i henhold til genforsikringskontrakter tilbageholdes af cedenter (modparten i genforsikringskontrakten, dvs. typisk et direkte tegnende forsikringsselskab eller en tværgående pensionskasse).

Afholdte og overførte erhvervelsesomkostninger kan modsat den gældende bestemmelse i § 127 a, stk. 2, i lov om forsikringsvirksomhed ikke længere fradrages. Ændringen har begrænset betydning, idet afholdte og overførte erhvervelsesomkostninger i livsforsikringsselskaber og tværgående pensionskasser efter regnskabsreglerne ikke længere kan aktiveres.

Til § 161

Bestemmelsen er en delvis videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om forsikringsvirksomhed. Bestemmelsen gennemføres herudover inden for rammerne af EF-direktiver på det finansielle område, jf. bilag A.

Bestemmelsen beskriver, hvilke typer af aktiver et selskab kan have til at dække de forsikringsmæssige hensættelser. Aktiverne er opdelt i såkaldte guldrandede og ikke-guldrandede aktiver alt efter bonitet.

Stk. 1 foreslår en række ændringer i forhold til den gældende bestemmelse.

Efter nr. 3 begrænses obligationer med samme karakteristika som danske realkreditobligationer til obligationer fra lande indenfor Den Europæiske Union eller fra lande, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område. Det bemærkes, at CMO- eller CBO-obligationer udstedt inden for lande indenfor Den Europæiske Union eller lande, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område, er omfattet af bestemmelsen, hvis selskabets formål er at eje en gruppe stats- og realkreditobligationer.

I nr. 5 er det tydeliggjort, at grunde, boligejendomme og kontor- og forretningsejendomme altid kan henføres til den guldrandede del. I den gældende bestemmelse blev det lidt mere upræcise grunde og bygninger fortolket som de nu nævnte ejendomskategorier.

I nr. 6 er det foreslået at hæve grænsen til 80 pct. for boligejendomme og reducere grænsen til 60 pct. for kontor- og forretningsejendomme og øvrige guldrandede ejendomstyper i forhold til de gældende 66,7 pct. På denne måde sættes grænserne for, hvornår en ejendom er guldrandet, til grænser, der i princippet svarer til de lånegrænser, der gælder for realkreditinstitutter, jf. det samtidigt fremsatte forslag til lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v.

Nr. 8 omfatter regler fastsat i Rådsdirektiv 85/611/EØF eller regler, der træder i stedet for disse.

I nr. 13, er tilføjet lån med henblik på at sikre, at aktuelle genforsikrings-tilgodehavender fra genforsikringsselskaber, som enten ikke er hjemmehørende i et zone A land eller ikke er under et finansielt tilsyn, begrænses i størrelse.

Det bemærkes til stk. 2 , at datterselskabets aktiver ikke kan registreres til fordel for de forsikrede, jf. § 166, stk. 4. Det kan kapitalandelene i datterselskabet derimod.

Til brug for moderselskabets opgørelse efter stk. 3 skal datterselskabet være i stand til at adskille aktiver, der dækker de forsikringsmæssige hensættelser og aktiver, der modsvarer kapitalkravet på den ene side og aktiver, der kan medregnes af moderselskabet og resterende aktiver på den anden side.

Det følger af stk. 4, at aktiver, der kan medregnes i moderselskabet, ikke kan udgøre mere end et beløb, der svarer til 5 pct. af moderselskabets forsikringsmæssige hensættelser, hvis datterselskabet er et skadesforsikringsselskab. Bestemmelsen svarer herudover til stk. 3.

Den oprindelige baggrund for, at datterskadesforsikringsselskaber i modsætning til datterlivsforsikringsselskaber blev begrænset var, at risikoen for at tabe egenkapitalen som følge af forsikringsmæssige risici blev vurderet til at være væsentligt mindre i et livsforsikringsselskab end i et skadesforsikringsselskab. Uanset om dette fortsat måtte være aktuelt, foreslås uændrede regler i forhold til de gældende bestemmelser.

Til stk. 3 og 4 bemærkes det, at der i livsforsikringsdirektivet og i 3. skadesforsikringsdirektiv ikke er begrænsninger på, hvilke aktiver i datterforsikringsselskabet, der kan medregnes, eller hvor datterselskabet er hjemmehørende. Det bemærkes ligeledes, at det som i stk. 2 kun er kapitalandelene i datterforsikringsselskabet, der kan registreres til fordel de forsikrede, jf. § 166, stk. 4.

Til § 162

Formålet med bestemmelsen er at sikre, at et forsikringsselskab eller en tværgående pensionskasse i valget af aktiver ikke har en for stor afhængighed af en enkelt kategori af aktiver.

Stk. 1, nr. 1, omhandler det såkaldte aktieloft på 70 pct. Dette indebærer, at højst 70 pct. af den gruppe af aktiver, der dækker de forsikringsmæssige hensættelser kan bestå af aktier, investeringsforeningsandele, ikke-pantsikrede lån, børsnoterede erhvervsobligationer m.v. Disse benævnes også ikke-guldrandede aktiver. Guldrandede aktiver er derimod stats- og realkreditobligationer, udlån til pengeinstitutter og forsikringsselskaber, ejendomme, der ikke er specialejendomme, pantsikrede ejendomme inden for en fastsat procent af værdiansættelsen og udlån med pant i en police.

Nr. 2 indebærer, at ikke-børsnoterede aktier, aktier, der omsættes på en autoriseret markedsplads samt udlån og værdipapirer, der ikke fremgår af § 161, stk. 1, nr. 1-12, tilsammen højst må udgøre 20 pct. af de aktiver, der dækker de forsikringsmæssige hensættelser. Bestemmelsen omfatter regler fastsat i Rådets direktiv 85/611/EØF eller regler, der træder i stedet for disse.

Nr. 3 indebærer, at noterede aktier fra lande uden for zone A højst må udgøre 10 pct. af de forsikringsmæssige hensættelser.

Nr. 4 indebærer, at de samlede udlån, som ikke er nævnt i § 161, stk. 1, nr. 1-12, højst kan udgøre 2 pct. Dette betyder, at et forsikringsselskab eller en tværgående pensionskasse kun i begrænset omfang kan foretage udlån uden f.eks. pantsikkerhed. Undtaget er udlån til de fleste finansielle virksomheder samt erhvervsobligationer for den gruppe af aktiver, der dækker de forsikringsmæssige hensættelser.

Det bemærkes, at 2 pct. grænsen efter livsforsikringsdirektivet og 3. skadeforsikringsdirektiv kan hæves til 8 pct.

Nr. 5 er ny.

Bestemmelsen begrænser et forsikringsselskabs og en tværgående pensionskasses mulighed for at have mange store enkeltengagementer med pengeinstitutter, realkreditinstitutter og forsikringsselskaber m.v. Ved store engagementer forstås her engagementer, der udgør mere end 5 pct. af de forsikringsmæssige hensættelser. Disse engagementer kan højst udgøre 40 pct. tilsammen.

I opgørelsen med hver modpart indgår som udgangspunkt hele engagementet med modparten, f.eks. både aktier og udlån til en given virksomhed. Realkreditobligationer er dog her undtaget fra engagementet.

Stk. 2 indebærer, at andet udlån og værdipapirer, end de som er nævnt i § 161, stk. 1, nr. 1-12, højst må udgøre 10 pct. af de forsikringsmæssige hensættelser.

Til § 163

Bestemmelsen er en delvis videreførelse af tilsvarende bestemmelser i den gældende lov om forsikringsvirksomhed, og gennemføres inden for rammerne af EF-direktiver på det finansielle område, jf. bilag A. Forslagets stk. 1, nr. 4, er nyt.

Formålet med bestemmelsen er at sikre, at et selskab ikke ved valget af investeringer, opnår en for stor afhængighed af en enkelt modpart. Opdelingen i modparter er skematisk efter virksomhedstype, og der tages således ikke hensyn til en vurdering af risici inden for de enkelte virksomhedstyper og værdipapirtyper m.v. Det vil være op til forsikringsselskabets eller den tværgående pensionskasses ledelse at foretage en sådan vurdering.

Stk. 1, nr. 1 , indebærer, at realkreditobligationer o. lign. obligationer udstedt af en enkelt virksomhed eller en gruppe af indbyrdes forbundne virksomheder højst kan udgøre 40 pct. af de forsikringsmæssige hensættelser.

Stk. 1, nr. 2, indebærer, at udlån til en enkelt virksomhed eller en gruppe af indbyrdes forbundne virksomheder, der er kreditinstitutter eller forsikringsselskaber, herunder genforsikringsselskaber, under offentligt tilsyn i zone A lande højst kan udgøre 10 pct. af de forsikringsmæssige hensættelser. Der er således fortsat forskel på, hvor stort et tilgodehavende et forsikringsselskab eller en tværgående pensionskasse kan have i et pengeinstitut i forhold til, hvor stort et tilgodehavende et pengeinstitut kan have i et forsikringsselskab eller en tværgående pensionskasse, jf. forslagets § 144.

Stk. 1, nr. 3 , indebærer, at investeringsforeningsandele i en afdeling af en investeringsforening højst kan udgøre 10 pct. af de forsikringsmæssige hensættelser.

I stk. 1, nr. 4 , foreslås det som noget nyt, at ikke-guldrandede ejendomme samt policelån indgår i begrænsningerne således, at en ikke-guldrandet ejendom højst kan medgå med 5 pct. Hidtil har der ikke været særskilte begrænsninger i lov om forsikringsvirksomhed på enkelt ejendomme, der ikke er guldrandede. Disse har været en del af det almindelige aktieloft på 70 pct. Der har heller ikke været begrænsninger på udlån med pant i en forsikringspolice (policelån).

Bestemmelsen indebærer, at det samlede engagement med en virksomhed eller en gruppe af indbyrdes forbundne virksomheder højst må udgøre 5 pct. af de forsikringsmæssige hensættelser.

Det bemærkes, at 5 pct. grænsen efter livsforsikringsdirektivet og 3. skadeforsikringsdirektiv kan hæves til 10 pct.

Stk. 1, nr. 5 , indebærer, at skadeforsikringsselskaber højst kan erhverve aktier i og yde lån til virksomheder eller indbyrdes forbundne virksomheder for 4 pct. af de forsikringsmæssige hensættelser. I stk. 4. er det præciseret, at grænsen kun gælder skadesforsikringsselskaber og ikke livsforsikringsselskaber.

Det bemærkes, at 4 pct. grænsen efter livsforsikringsdirektivet og 3. skadeforsikringsdirektiv er 5 pct. og kan hæves til 10 pct. under visse betingelser.

Stk. 1, nr. 6 , indebærer, at ethvert ikke-sikret udlån til virksomheder eller indbyrdes forbundne virksomheder højst må udgøre 1 pct. af de forsikringsmæssige hensættelser.

Det bemærkes, at 1 pct. grænsen efter livsforsikringsdirektivet og 3. skadeforsikringsdirektiv kan hæves til 2 pct.

I stk. 2 fastlægges det, at 10 pct. grænsen ikke gælder, hvis en investeringsforening alene investerer i stats- og realkreditobligationer. I stedet medgår investeringsforeningens aktiver efter de begrænsninger, der gælder for stats- og realkreditobligationer. Det vil sige, at der ikke er begrænsninger på statsobligationer, mens realkreditobligationer udstedt af en enkelt virksomhed eller en gruppe af indbyrdes forbundne virksomheder kan medgå med op til 40 pct. af de forsikringsmæssige hensættelser.

Bestemmelsen omfatter regler fastsat i Rådets direktiv 85/611/EØF eller regler, der træder i stedet for disse.

Stk. 3 omfatter alle ejendomstyper, som ejendomsselskabet investerer i.

Bestemmelsen indebærer, at grænserne for investering i et selskab, der investerer i ejendomme (ejendomsselskaber m.v.) er 5 pct. Bestemmelsens krav om alene at investere i ejendomme betyder ikke, at det pågældende ejendomsselskab ikke kan have andre aktiver end ejendomme. Disse aktiver skal imidlertid udgøre en mindre andel og være guldrandede. Det vil sige, at et ejendomsselskab f.eks. kan have stats- og realkreditobligationer samt tilgodehavender i et pengeinstitut.

Stk. 4 indebærer, at livsforsikringsselskaber og tværgående pensionskasser højst kan erhverve aktier i og yde lån til en virksomhed eller en gruppe af indbyrdes forbundne virksomheder for 3 pct. af de forsikringsmæssige hensættelser.

Det bemærkes, at 3 pct. grænsen efter livsforsikringsdirektivet og 3. skadeforsikringsdirektiv er 5 pct. og kan hæves til 10 pct. under visse betingelser.

Forskellen imellem skadesforsikringsselskaber og livsforsikringsselskaber er historisk baseret, idet der også før implementeringen af 3. livs- og skadesforsikringsdirektiver i 1994 var sådanne forskelle. Det kan således ikke tillægges en forskellig risikovurdering i hhv. et skadesforsikringsselskab på den ene side og et livsforsikringsselskab og en tværgående pensionskasse på den anden side. Det anses dog fortsat for hensigtsmæssigt at sikre, at livsforsikringsselskaber og tværgående pensionskasser ikke i valget af enkeltaktier, får en for stor risiko på udviklingen i en enkelt virksomhed eller en gruppe af indbyrdes forbundne kunder.

Stk. 5 indebærer, at livsforsikringsselskaber og tværgående pensionskasser højst kan erhverve aktier i og yde lån til en virksomhed eller en gruppe af indbyrdes forbundne virksomheder for 2 pct. af de forsikringsmæssige hensættelser, når der er tale om mindre virksomheder, hvor egenkapitalen er under 250 millioner kr., eller virksomheden ikke er børsnoteret i zone A lande. Grænsen på 250 millioner kr. beregnes med udgangspunkt i den senest aflagte årsrapport med korrektion af gennemførte kapitalforhøjelser og kapitalnedsættelser.

Det bemærkes, at 2 pct. grænsen efter livsforsikringsdirektivet og 3. skadeforsikringsdirektiv er 5 pct. og kan hæves til 10 pct. under visse betingelser.

Stk. 6 indebærer, at begrænsninger for investeringer i en enkeltvirksomhed eller en gruppe af indbyrdes forbundne virksomheder også gælder for datterselskaber, hvor aktiverne ikke er medregnet i de dækkede aktiver. Det vil sige, at hvis et moderselskab ikke medregner datterselskabets aktiver i de aktiver, der dækker de forsikringsmæssige hensættelser, kan kapitalandele i datterselskabet højst indgå med 5 pct. af de forsikringsmæssige hensættelser, uanset om værdien af datterselskabet måtte være langt højere. Den øvrige del af datterselskabet kan medgå i de aktiver, der ikke dækker de forsikringsmæssige hensættelser.

For de moderselskaber, der medregner datterselskabets aktiver, gælder de almindelige begrænsninger, herunder de begrænsninger, der følger af medregning af datterselskabers aktiver, jf. § 161, stk. 2-4.

Til § 164

Bestemmelsen er en videreførelse af tilsvarende bestemmelser i den gældende lov om forsikringsvirksomhed, herunder på bekendtgørelsesniveau. Bestemmelsen gennemføres inden for rammerne af EF-direktiver på det finansielle område, jf. bilag A, hvor der dog er mulighed for fuldt ud at sidestille euro og danske kroner.

Det foreslås som noget nyt i stk. 1 at begrænse valutasammensætningen af de aktiver, der dækker de forsikringsmæssige hensættelser, jf. § 158. Dette foreslås for at undgå, at et forsikringsselskab eller en tværgående pensionskasse løber en for stor valutakursrisiko.

Det betyder, at aktiver i stort omfang skal være i samme valuta som de forsikringsmæssige forpligtelser. Reglerne herfor har tidligere været reguleret i en bekendtgørelse udstedt af Finanstilsynet, og forslaget har ikke til formål at ændre det samlede regelsæt, men alene fastslå principper i den finansielle lovgivning direkte. Såfremt et selskab har erhvervet finansielle instrumenter, der afdækker valutakursrisikoen (f.eks. en valutaterminsaftale) kan disse medgå i opgørelse af kravet.

I stk. 2 foreslås det, at euro delvist kan sidestilles med danske kroner i opgørelser efter stk. 1. Hvis selskabet har forpligtelser i danske kroner, kan disse således afdækkes med aktiver i euro eller i danske kroner. Andelen af euro kan dog ikke udgøre mere end halvdelen.

Hvis selskabet har hensat 100 kr. i forsikringsmæssige hensættelser, skal forsikringsselskabet eller den tværgående pensionskasse have aktiver for 100 kr., hvor mindst 80 kr. af aktiverne skal være i danske kroner eller i euro, hvor euro højst kan udgøre et beløb svarende til 40 kr. Det vil sige, at euro aktiver højst kan udgøre i alt 60 kr. (40 kr. plus 20 kr. som er forskellen imellem de 80 og 100 kr.), hvis der ikke er aktiver i andre valutaer. Hvis der er aktiver i andre valutaer, kan disse højst indgå med et beløb på 20 kr.

I stk. 3 foreslås det, at reglerne ikke gælder, hvis selskabet har forholdsvis få forpligtelser i andre valutaer. Det vil sige typisk andre valutaer end danske kroner.

Til § 165

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om forsikringsvirksomhed, og gennemføres inden for rammerne af EF-direktiver på det finansielle område, jf. bilag A.

Bestemmelsen indebærer, at forsikringer, hvortil der ikke er knyttet en garanti om en minimumsforrentning (unit linked forsikringer uden garanti), ikke er omfattet af visse af bestemmelserne i dette kapitel om begrænsning af risici. Det vedrører § 162 om koncentration af en bestemt aktivklasse, § 163 om store modpartsrisici, § 164 om valutakursrisici samt mere generelle begrænsninger, hvori aktiver skal være udvalgt, så de er egnede til at sikre, at de forsikrede fyldestgøres.

Til § 166

Bestemmelsen er en delvis videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om forsikringsvirksomhed og omhandler registreringssystemet indenfor forsikringsselskaber.

Som følge af implementering af likvidationsdirektivet foreslås det som noget nyt, at der skal etableres et registreringssystem inden for skadesforsikringsselskaber, der svarer til det system, der allerede findes på livsforsikringsområdet. Registrene for skadesforsikringsselskaber skal dog udover de forsikringsmæssige hensættelser også indeholde aktiver, der modsvarer indgåede præmier, hvor forsikringsperioden først påbegyndes efter regnskabsårets afslutning.

Bestemmelsen indebærer en separatiststilling for forsikringstagerne til de registrerede aktiver.

Efter almindelige formueretlige regler vil en sådan separatiststilling kræve iagttagelse af særlige sikringsakter. Under hensyn til, at forsikringsselskaber og pensionskasser er undergivet tilsyn af Finanstilsynet og løbende er forpligtet til at indberette om disse aktiver, er det fundet forsvarligt, at indrømme forsikringstagerne en separatiststilling alene på grundlag af selskabernes interne registreringer, uagtet disse ikke har særlig tilværelse overfor omverdenen i øvrigt. Årsagen til denne afvigelse fra dansk rets almindelige regler om sikringsakter er først og fremmest det vægtige hensyn til forsikringstagernes sikkerhed og til en smidig administration.

For at sikre at registrene føres forsvarligt, pålægges forsikringsselskabernes og pensionskassernes statsautoriserede revisorer at kontrollere, at der registreres de fornødne aktiver til at dække de forsikringsmæssige hensættelser samt ikke optjente præmier.

Finanstilsynet kan endvidere i medfør af bestemmelsen kræve registeret deponeret, hvis tilsynet beslutter at begrænse eller forbyde selskabets rådighed over dets aktiver. Beslutningen herom betyder, at Finanstilsynet skal registreres som adkomsthaver. Med hensyn til de øvrige midler, der tjener til dækning af de forsikringsmæssige hensættelser og indgåede præmier, skal disse gives Finanstilsynet i håndpant. De øvrige kreditorer samt tillige aftaleerhververe gøres hermed særskilt opmærksom på, hvilke aktiver der tjener til sikring af forsikringstagerne, da de traditionelle sikringsakter er blevet iagttaget. Dette medfører, jf. stk. 7, at så længe et forsikringsselskabs eller en pensionskasses register er deponeret, skal enhver ændring godkendes af Finanstilsynet og noteres i registeret. Hvis Finanstilsynet tilbagegiver registret til forsikringsselskabet eller pensionskassen skal sikringsakterne ophæves.

Ved siden af denne mulighed for at gribe ind, såfremt der opstår mistillid er der i relation til livsforsikringsselskaber mulighed for at tage selskabets bestand under administration i henhold til genoprettelsesreglerne.

Ved at kræve registeret deponeret, gives der i første omgang selskabet lejlighed til selv at rette op på situationen under skærpet tilsyn af Finanstilsynet.

Det skal nævnes, at muligheden for at foretage den rådighedsindskrænkning, der er forudsat i stk. 6 bl.a. er årsagen til, at man har reglen i stk. 3 om, at såfremt en del af de forsikringsmæssige hensættelser og indgåede præmier skal dækkes af fast ejendom, der tilhører selskabet, skal dette ske ved tinglyst pantebrev.

Til forskel fra den gældende tilsynslovgivning skal de forsikringsmæssige hensættelser i relation til livsforsikringsselskaber og pensionskasser ikke længere være baseret på et skøn og en tre måneders frist efter udløbet af et regnskabsår til at tilrette et sådant skøn. I stedet foreslås det, at der skal være registreret aktiver, der mindst svarer til de til enhver tid værende forsikringsmæssige hensættelser. Baggrunden for dette forslag er dels, at det teknisk set ikke længere er vanskeligt at opgøre de forsikringsmæssige hensættelser dels, at kravet modsvares af, at de registrerede aktiver, der skal dække hensættelserne, skal opgøres til markedsværdi. Ændringen er tillige en følge af forslaget til solvensreglerne i kapitel 10. Efter dette forslag skal solvenskravet være opfyldt til enhver tid. Solvenskravet for livsforsikringsselskaber og tværgående pensionskasser er en andel af de til enhver tid værende livsforsikringshensættelser. Livsforsikringshensættelser er den væsentligste del af de forsikringsmæssige hensættelser. Ændringen medfører i de fleste livsforsikringsselskaber og tværgående pensionskasser ikke nogen reel ændring, da disse i forvejen opgør forsikringsmæssige hensættelser løbende.

Til § 167

Bestemmelsen indebærer, at Finanstilsynet kan give tidsbegrænsede dispensationer til, at andre aktiver end de i § 161 nævnte 13 aktivklasser kan indgå, samt dispensation for begrænsningerne for modpartrisici efter forslagets § 163, stk. 1, nr. 2-6, og stk. 2-6.

Det bemærkes, at tilsynets mulighed for at dispensere er begrænset af livsforsikringsdirektivet og 3. skadesforsikringsdirektiv.

Til § 168

Bestemmelsen er en videreførelse af tilsvarende bestemmelser i den gældende lov om forsikringsvirksomhed. Bestemmelsen er tidligere gennemført inden for rammerne af EF-direktiver på det finansielle område, jf. bilag A.

Efter nr. 1 kan Finanstilsynet udstede nærmere regler om aktiver, der omfatter flere aktivkategorier. Finanstilsynet har udstedt en bekendtgørelse, der omhandler opdeling af aktieindekserede obligationer og konvertible obligationer. Det er ikke tanken med forslaget at udvide Finanstilsynets bemyndigelse i forhold til den gældende bestemmelse i lov om forsikringsvirksomhed. Finanstilsynet agter ikke som følge af nærværende lovforslag at ændre denne bekendtgørelse.

Efter nr. 2 kan Finanstilsynet udstede nærmere regler om aktivernes lokalisering og kongruente valutaer. Finanstilsynet har udstedt en bekendtgørelse om kongruens og lokalisering. Det er ikke tanken med forslaget at udvide Finanstilsynets bemyndigelse i forhold til den gældende bestemmelse i lov om forsikringsvirksomhed. Finanstilsynet agter ikke som følge af nærværende lovforslag at ændre denne bekendtgørelse.

Efter nr. 3 kan Finanstilsynet udstede nærmere regler om unit-linked forsikringer.

Det bemærkes, at Finanstilsynet hidtil ikke har benyttet muligheden til at udstede en sådan bekendtgørelse.

Efter nr. 4 kan Finanstilsynet udstede nærmere regler om registrerede aktiver, herunder om indberetning og kontrol af disse. Finanstilsynet har udstedt en registreringsbekendtgørelse. Det er ikke tanken med forslaget at udvide Finanstilsynets bemyndigelse i forhold til den gældende bestemmelse i lov om forsikringsvirksomhed. Finanstilsynet agter ikke som følge af nærværende lovforslag at ændre denne bekendtgørelse.

Dog vil implementeringen af likvidationsdirektivet medføre, at registreringsbekendtgørelsen skal udvides til også at gælde skadesforsikringsselskaber. Endvidere vil krav til revisors erklæringer blive fastlagt i denne bekendtgørelse.

Til kapitel 12

Til § 169

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om finansiel virksomhed, og er tidligere gennemført inden for rammerne af EF-direktiver på det finansielle område, jf. bilag A, samt anbefalinger fra the Joint Forum on Financial Conglomerates.

Bestemmelsen tilsigter, at kapitalkravene til en finansiel koncern bliver ens, uanset hvorledes den finansielle koncern er opbygget.

Efter stk. 1 finder reglerne for pengeinstitutter i § 123, stk. 1, nr. 1, anvendelse på den finansielle holdingvirksomhed og koncernen i koncerner, hvor modervirksomheden er et pengeinstitut eller en finansiel holdingvirksomhed.

Efter bestemmelsen skal kapitalkravet i § 123, stk. 1, nr. 1, opfyldes af finansielle holdingvirksomheder og koncerner, hvor modervirksomheden er et pengeinstitut eller en finansiel holdingvirksomhed. Koncernen skal således efter konsolidering mellem modervirksomheden (pengeinstituttet eller den finansielle holdingvirksomhed) og de dattervirksomheder, der ikke er forsikringsselskaber, dattervirksomheder af forsikringsselskaber, der ikke skal medtages ved konsolideringen eller midlertidigt drives af finansielle virksomheder, jf. forslagets § 176, opfylde kapitalkravet på konsolideret basis. For så vidt angår forsikringsselskaber skal et beløb svarende til den del af forsikringsselskabets kapitalkrav, som svarer til den direkte eller indirekte ejede andel af forsikringsselskabets selskabskapital, fratrækkes ved opgørelsen af modervirksomhedens kapital, jf. § 138, stk. 1, nr. 1. Lovforslaget indebærer således, at der i princippet stilles to kapitalkrav, et til holdingvirksomheden eller pengeinstituttet selv på 8 pct. af de vægtede aktiver, jf. § 123, stk. 1, nr. 1, og et til koncernen på 8 pct. af de vægtede aktiver, jf. § 123, stk. 1, nr. 1.

Da en koncern alene er en regnskabsmæssig sammenlægning af to eller flere selvstændige juridiske enheder, er det i stk. 1, 2. pkt., præciseret, at det er pengeinstituttets henholdsvis den finansielle holdingvirksomheds bestyrelse, der har ansvaret for overholdelsen af bestemmelserne på koncernbasis.

Der skal kun foretages en konsolideret opgørelse med den »øverste« modervirksomhed som moder. Hvis f.eks. en koncern, hvor en finansiel holdingvirksomhed er modervirksomhed, overholder bestemmelser om solvens m.v., stilles der ikke krav om, at underkoncernen, hvor en finansiel virksomhed er modervirksomhed, skal iagttage bestemmelserne. Finanstilsynet kan dog bestemme, at reglerne finder anvendelse på delkonsolideret niveau, jf. forslagets § 170, stk. 2, § 171, stk. 2, § 172, stk. 2, og 173, stk. 2.

I tilfælde, hvor koncernen driver virksomhed i flere lande, vil spørgsmålet om, hvilke regler, konsolideringen skal gå efter, afgøres efter kreditinstitutdirektivet.

Efter stk. 1, 3. pkt., fradrages kapital indskudt i koncernvirksomheder af virksomheder, der ikke indgår i den konsoliderede opgørelse for koncernen, i basiskapitalen for koncernen. Baggrunden herfor er, at et forsikringsselskab og dets dattervirksomheder og andre virksomheder, der ikke indgår i den konsoliderede opgørelse for koncernen, jf. forslagets § 180, vil kunne indskyde kapital i koncernvirksomheder og dermed forbedre koncernens basiskapital og solvensprocenten uden, at koncernens solvens reelt forbedres.

Bestemmelsen gælder kun for de koncerner, som er omfattet af 1. pkt. Kapital indskudt i et af de i 1. pkt. nævnte virksomheder af en modervirksomhed, der ikke selv er en finansiel holdingvirksomhed eller et pengeinstitut, skal således ikke fratrækkes ved opgørelsen af basiskapitalen. Hvis en produktionsvirksomhed ejer en finansiel virksomhed, skal kapital indskudt af modervirksomheden ikke fratrækkes ved opgørelsen af koncernens basiskapital.

I stk. 2 foreslås, at i koncerner, hvor modervirksomheden er et realkreditinstitut eller en realkreditholdingvirksomhed, finder reglerne for realkreditinstitutter i § 123, stk. 1, nr. 1, anvendelse på holdingvirksomheden og koncernen.

Baggrunden for bestemmelsen er primært at sikre, at koncerner, hvor modervirksomheden er en realkreditholdingvirksomhed, fortsat kan medregne seriereservefonde, hvor der ikke er tilbagebetalingspligt til låntagere, ved beregning af kernekapitalen, jf. § 128, og fortsat i et vist omfang kan medregne seriereservefonde ved beregning af supplerende kapital, jf. § 134.

Efter s tk. 3. finder reglerne for fondsmæglerselskaber i § 124, stk. 1, nr. 1, anvendelse for holdingvirksomheden og koncernen i koncerner, hvor modervirksomheden er et fondsmæglerselskab eller en fondsmæglerholdingvirksomhed.

Da fondsmæglerselskaber kun må have dattervirksomheder, der er fondsmæglerselskaber, vil en koncern, hvor modervirksomheden er et fondsmæglerselskab udelukkende kunne bestå af fondsmæglerselskaber.

Det foreslås i stk. 4 , at reglerne for investeringsforvaltningsselskaber i § 124, stk. 1, nr. 1, finder anvendelse for holdingvirksomheden og koncernen i koncerner, hvor modervirksomheden er en investeringsforvaltningholdingvirksomhed eller et investeringsforvaltningsselskab.

Da investeringsforvaltningsselskaber kun må have dattervirksomheder, der er investeringsforvaltningsselskaber, vil en koncern, hvor modervirksomheden er et investeringsforvaltningsselskab udelukkende kunne bestå af investeringsforvaltningsselskaber.

Til § 170

Bestemmelsen er en videreførelse af tilsvarende bestemmelser i den gældende lov om finansiel virksomhed.

Efter stk. 1, 1. pkt., finder §§ 144-146, 148-149, 151 og 181 anvendelse for koncerner, hvor modervirksomheden er et pengeinstitut eller en pengeinstitutholdingvirksomhed. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med § 169, stk. 1.

Bestemmelserne i § 144 om store engagementer, § 145 om aktiebesiddelse, § 146 om fast ejendom, § 148 om restrisici, § 149 om lån til tegning om aktiekapital, § 151 om likviditet og § 181 om lån til personer med afgørende indflydelse på pengeinstituttet (koncernen) finder anvendelse for koncerner, hvor modervirksomheden er et pengeinstitut eller en pengeinstitutholdingvirksomhed.

Da en koncern alene er en regnskabsmæssig sammenlægning af to eller flere selvstændige juridiske enheder, er det i stk. 1, 2. pkt., præciseret, at det er pengeinstituttets henholdsvis pengeinstitutholdingvirksomhedens bestyrelse, der har ansvaret for overholdelsen af bestemmelserne på koncernbasis.

Der skal kun foretages en konsolideret opgørelse med den »øverste« modervirksomhed som moder. Hvis f.eks. en koncern, hvor et pengeinstitut er modervirksomhed, overholder bestemmelser om store engagementer m.v., stilles der ikke krav om, at underkoncernen, hvor et datterpengeinstitut er modervirksomhed, skal iagttage bestemmelserne. Finanstilsynet kan dog bestemme, at reglerne finder anvendelse på delkonsolideret niveau, jf. § 170, stk. 2.

Stk. 1, 3. pkt., svarer til § 169, stk. 1, 3. pkt. Kapital indskudt i koncernvirksomheder af virksomheder, der ikke indgår i den konsoliderede opgørelse for koncernen, fradrages i basiskapitalen for koncernen. Der henvises til bemærkningerne til denne bestemmelse.

Efter stk. 2 kan Finanstilsynet kan bestemme, at kravene om solvens m.v. finder anvendelse i andre tilfælde end de i stk. 1 nævnte, hvor et pengeinstitut alene eller i fællesskab har en sådan direkte eller indirekte tilknytning til en virksomhed, at det må anses for påkrævet at anvende de nævnte regler.

Bestemmelsen skal hindre, at der sker omgåelser af reglerne om konsolidering. Bestemmelsen kan anvendes i tilfælde, hvor en flerhed af pengeinstitutter, som ikke er koncernforbundne, driver et kredit- eller finansieringsinstitut i fællesskab, men hvor det enkelte pengeinstituts besiddelse ikke er en kapitalinteresse i henhold til § 175. Bestemmelsen kan også anvendes i tilfælde, hvor en virksomhed, der besiddes af pengeinstitutter i fællesskab, ikke skal pro rata-konsolideres, fordi der ikke er tale om et kredit- eller finansieringsinstitut. Bestemmelsen kan endvidere anvendes til at kræve delkonsolidering i finansielle koncerner.

Bestemmelsen tænkes kun anvendt i særlige tilfælde.

Til § 171

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om finansiel virksomhed.

Efter stk. 1, 1. pkt., finder §§ 144-146, 154 og 181, anvendelse for koncerner, hvor modervirksomheden er et realkreditinstitut eller en realkredit holdingvirksomhed. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med forslagets § 169, stk. 2.

Bestemmelserne i §§ 144 og 154 om store engagementer, § 145 om aktiebesiddelse, § 146 om fast ejendom og § 181 om lån til personer med afgørende indflydelse på realkreditinstituttet (koncernen) anvendelse for koncerner, hvor modervirksomheden er et realkreditinstitut eller en realkreditholdingvirksomhed.

Da en koncern alene er en regnskabsmæssig sammenlægning af to eller flere selvstændige juridiske enheder, er det i stk. 1, 2. pkt., præciseret, at det er realkreditinstituttet henholdsvis realkreditholdingvirksomhedens bestyrelse, der har ansvaret for overholdelsen af bestemmelserne på koncernbasis.

Der skal kun foretages en konsolideret opgørelse med den »øverste« modervirksomhed som moder. Hvis f.eks. en koncern, hvor et realkreditinstitut er modervirksomhed, overholder bestemmelser om store engagementer m.v., stilles der ikke krav om, at underkoncernen, hvor et datterrealkreditinstitut er modervirksomhed, skal iagttage bestemmelserne. Finanstilsynet kan dog bestemme, at reglerne finder anvendelse på delkonsolideret niveau, jf. § 171, stk. 2.

Efter stk. 2 kan Finanstilsynet bestemme, at kravene om solvens m.v. finder anvendelse i andre tilfælde end de i stk. 1 nævnte, hvor et realkreditinstitut alene eller i fællesskab har en sådan direkte eller indirekte tilknytning til en virksomhed, at det må anses for påkrævet at anvende de nævnte regler.

Bestemmelsen skal hindre, at der sker omgåelser af reglerne om konsolidering. Bestemmelsen kan anvendes i tilfælde, hvor en flerhed af realkreditinstitutter, som ikke er koncernforbundne driver et kredit- eller finansieringsinstitut i fællesskab, men hvor det enkelte realkreditinstituts besiddelse ikke er en kapitalinteresse i henhold til § 175. Bestemmelsen kan også anvendes i tilfælde, hvor en virksomhed, der besiddes af realkreditinstitutter i fællesskab, ikke skal pro rata-konsolideres, fordi der ikke er tale om et kredit- eller finansieringsinstitut. Bestemmelsen kan endvidere anvendes til at kræve delkonsolidering i finansielle koncerner, jf. bemærkningerne til stk. 1.

Bestemmelsen tænkes kun anvendt i særlige tilfælde.

Til § 172

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om finansiel virksomhed.

Efter stk. 1 finder §§ 144-146, 155 og 181 anvendelse for koncerner, hvor modervirksomheden er et fondsmæglerselskab eller en fondsmæglerholdingvirksomhed. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med forslagets § 169, stk. 3.

Bestemmelserne i § 144 om store engagementer, § 145 om aktiebesiddelse, § 146 om fast ejendom, § 155 om likviditet og § 181 om engagementer med virksomheder eller personer med afgørende indflydelse på fondsmæglerselskabet (koncernen) anvendelse for koncerner, hvor modervirksomheden er et fondsmæglerselskab eller en fondsmæglerholdingvirksomhed.

Da en koncern alene er en regnskabsmæssig sammenlægning af to eller flere selvstændige juridiske enheder, er det i stk. 1, 2. pkt., præciseret, at det er fondsmæglerselskabet henholdsvis fondsmæglerholdingvirksomhedens bestyrelse, der har ansvaret for overholdelsen af bestemmelserne på koncernbasis.

Der skal kun foretages en konsolideret opgørelse med den »øverste« modervirksomhed som moder. Hvis f.eks. en koncern, hvor et fondsmæglerselskab er modervirksomhed, overholder bestemmelser om store engagementer m.v., stilles der ikke krav om, at underkoncernen, hvor et datterfondsmæglerselskab er modervirksomhed, skal iagttage bestemmelserne. Finanstilsynet kan dog bestemme, at reglerne finder anvendelse på delkonsolideret niveau, jf. § 172, stk. 2.

Efter stk. 1, 3. pkt., fradrages kapital indskudt i koncernvirksomheder af virksomheder, der ikke indgår i den konsoliderede opgørelse for koncernen, i basiskapitalen for koncernen.

Bestemmelsen svarer til forslagets § 169, stk. 1, 3. pkt. Der henvises til bemærkningerne til denne bestemmelse.

Efter stk. 2 kan Finanstilsynet bestemme, at kravene om solvens m.v. finder anvendelse i andre tilfælde end de i stk. 1 nævnte, hvor et fondsmæglerselskab alene eller i fællesskab har en sådan direkte eller indirekte tilknytning til en virksomhed, at det må anses for påkrævet at anvende de nævnte regler.

Bestemmelsen kan anvendes, hvor et fondsmæglerselskab indgår i en koncern, og hvor en eller flere af de øvrige koncernvirksomheders virksomhed har tæt tilknytning til de tjenesteydelser, fondsmæglerselskabet tilbyder investorer, og hvor koncernen ikke skal konsolideres. Bestemmelsen vil således eksempelvis kunne finde anvendelse i tilfælde, hvor et fondsmæglerselskab tilbyder formidling af værdipapirer og fondsmæglerselskabets modervirksomhed tilbyder finansiering af investorernes køb af værdipapirerne eller i tilfælde, hvor et fondsmæglerselskab indgår i koncern med en autoriseret markedsplads og udfører tjenesteydelser, der er tæt forbundet med markedspladsens virksomhed.

Bestemmelsen kan endvidere anvendes til at kræve delkonsolidering i finansielle koncerner, der henvises til bemærkningerne ovenfor under stk. 1.

Bestemmelsen tænkes kun anvendt i særlige tilfælde.

Til § 173

Bestemmelsen er ny i forhold til investeringsforvaltningsselskaber.

Efter stk. 1, 1. pkt., finder §§ 144-146, 155 og 181 anvendelse for koncerner, hvor modervirksomheden er et investeringsforvaltningsselskab eller en investeringsforvaltningholdingvirksomhed. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med forslagets § 169, stk. 4.

Med forslaget finder bestemmelserne i § 144 om store engagementer, § 145 om aktiebesiddelse, § 146 om fast ejendom, § 155 om likviditet og § 181 om engagementer med virksomheder eller personer med afgørende indflydelse på investeringsforvaltningsselskabet (koncernen) anvendelse for koncerner, hvor modervirksomheden er et investeringsforvaltningsselskab eller en investeringsforvaltningholdingvirksomhed.

Da en koncern alene er en regnskabsmæssig sammenlægning af to eller flere selvstændige juridiske enheder, er det i stk. 1, 2. pkt., præciseret, at det er investeringsforvaltningsselskabet henholdsvis investeringsforvaltningholdingvirksomhedens bestyrelse, der har ansvaret for overholdelsen af bestemmelserne på koncernbasis.

Der skal kun foretages en konsolideret opgørelse med den »øverste« modervirksomhed som moder. Hvis f.eks. en koncern, hvor et investeringsforvaltningsselskab er modervirksomhed, overholder bestemmelser om store engagementer m.v., stilles der ikke krav om, at underkoncernen, hvor et datterforvaltningsselskab er modervirksomhed, skal iagttage bestemmelserne. Finanstilsynet kan dog bestemme, at reglerne finder anvendelse på delkonsolideret niveau, jf. § 173, stk. 2.

Det foreslås i stk. 1, 3. pkt., at kapital indskudt i koncernvirksomheder af virksomheder, der ikke indgår i den konsoliderede opgørelse for koncernen, fradrages i basiskapitalen for koncernen.

Bestemmelsen svarer til forslagets § 169, stk. 1, 3. pkt. Der henvises til bemærkningerne til denne bestemmelse.

Efter stk. 2 kan Finanstilsynet bestemme, at kravene om solvens m.v. finder anvendelse i andre tilfælde end de i stk. 1 nævnte, hvor et investeringsforvaltningsselskab alene eller i fællesskab har en sådan direkte eller indirekte tilknytning til en virksomhed, at det må anses for påkrævet at anvende de nævnte regler.

Bestemmelsen kan anvendes, hvor et investeringsforvaltningsselskab indgår i en koncern, og hvor en eller flere af de øvrige koncernvirksomheders virksomhed har tæt tilknytning til de tjenesteydelser, investeringsforvaltningsselskabet tilbyder investorer, og hvor koncernen ikke skal konsolideres. Bestemmelsen vil således eksempelvis kunne finde anvendelse i tilfælde, hvor et investeringsforvaltningsselskab tilbyder formidling af andele i foreninger og investeringsforvaltningsselskabets modervirksomhed tilbyder finansiering af investorernes køb af andele i foreninger eller i tilfælde, hvor et investeringsforvaltningsselskab indgår i koncern med et selskab, der udfører tjenesteydelser, der er tæt forbundet med investeringsforvaltningsselskabets virksomhed. Bestemmelsen kan endvidere anvendes til at kræve delkonsolidering i finansielle koncerner, jf. bemærkningerne til stk. 1.

Bestemmelsen tænkes kun anvendt i særlige tilfælde.

Til § 174

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om finansiel virksomhed, og er ny i forhold til investeringsforvaltningsselskaber.

Efter bestemmelsen kan Finanstilsynet bestemme, at § 144 finder anvendelse på koncerner, hvor modervirksomheden er en finansiel holdingvirksomhed, der ikke er en realkredit-, fondsmægler- investeringsforvaltnings- eller pengeinstitutholdingvirksomhed.

Finanstilsynet får på denne måde mulighed for at forlange, at engagementsbegrænsningerne, som følger af § 144, skal gælde på koncernniveau, uanset hvordan den finansielle koncern er opbygget.

Bestemmelsen tænkes kun anvendt i særlige tilfælde.

Til § 175

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om finansiel virksomhed, og gennemføres inden for rammerne af EF-direktiver på det finansielle område, jf. bilag A. Bestemmelsen er ny i forhold til investeringsforvaltningsselskaber.

Efter bestemmelsen skal der i overensstemmelse med den gældende bestemmelse i visse tilfælde foretages en pro rata-konsolidering (konsolidering svarende til virksomhedens ejerandel), når et pengeinstitut, et realkreditinstitut, et fondsmæglerselskab, et investeringsforvaltningsselskab eller en finansiel holdingvirksomhed har en kapitalinteresse i et kredit- eller finansieringsinstitut.

En forudsætning for, at en virksomhed omfattes af bestemmelsen, er, at den drives i fællesskab med andre virksomheder. Der skal således foreligge en form for »joint venture«. Som et eksempel på virksomheder, der kan blive omfattet af bestemmelsen, kan nævnes tilfælde, hvor en finansiel holdingvirksomhed ejer 25 pct. af en virksomhed, og tre andre virksomheder ejer hver 25 pct. af virksomheden. En passiv besiddelse af kapitalandele vil som udgangspunkt ikke være at sammenligne med at drive virksomhed. Der skal således foretages en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde.

Momenter, der enkeltvis eller samlet kunne indicere, at kravet er opfyldt, kan f.eks. være, at kapitalinteressen er repræsenteret i bestyrelsen, at kapitalinteressen har ret til at udpege ledelsesrepræsentanter, at der er indgået formelle eller uformelle samarbejdsaftaler mellem kapitalejerne eller at der er indgået formelle eller uformelle overenskomster mellem kapitalejerne.

De andre virksomheder, som virksomheden drives i fællesskab med, kan være såvel andre finansielle virksomheder som ikke-finansielle virksomheder.

Pro rata-konsolidering skal foretages, selvom der er en anden virksomhed, der i sin egenskab af modervirksomhed foretager fuld konsolidering.

Efter stk. 2 , foretages der fuld konsolidering, såfremt en finansiel holdingvirksomhed, et pengeinstitut, et realkreditinstitut, et fondsmæglerselskab eller et investeringsforvaltningsselskab, uanset at selskabets aktiebesiddelse er begrænset, må anses for at være ansvarlig for hele virksomheden, herunder særligt virksomhedens gældsforpligtelser.

Til § 176

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om finansiel virksomhed. Bestemmelsen gennemføres herudover inden for rammerne af EF-direktiver på det finansielle område, jf. bilag A.

Efter stk. 1 skal forsikringsselskaber og disses dattervirksomheder og virksomheder, der midlertidigt drives af finansielle virksomheder, ikke medtages ved konsolideringen. Finanstilsynet kan dog beslutte, at bestemmelserne finder anvendelse. Midlertidigt ejerskab skal forstås i overensstemmelse med bemærkningerne til § 25.

Bestemmelsen vil f.eks. medføre, at ejendomsselskaber, som er dattervirksomheder af forsikringsselskaber, ikke skal medtages ved konsolideringen. Baggrunden for forslaget er et ønske om at skabe lighed mellem de forsikringsselskaber, der har deres ejendomsinvesteringer i eget regi, og dem der har udskilt aktiviteter i ejendomsselskaber.

Bestemmelsen i stk. 1, 2. pkt., er særligt tænkt anvendt, når en finansiel virksomhed har besiddet virksomheden i en længere periode, og der derfor kan være tvivl om besiddelsens midlertidige karakter. I sådanne tilfælde er det naturligt, at der f.eks. foretages kapitaldækning af virksomhedens aktiver. Desuden kan bestemmelsen anvendes i tilfælde, hvor dattervirksomhedens størrelse er betydelig i forhold til den finansielle virksomhed henholdsvis den finansielle holdingvirksomhed. Bestemmelsen kan også anvendes, når en finansiel koncern med henblik på at reducere eller for at undgå at være omfattet af kravene i §§ 169 og 170 placerer væsentlige aktiviteter i forsikringsselskaber i koncernen, eller hvis det er nødvendigt for at få et korrekt indtryk af koncernens finansielle situation.

Efter stk. 2 skal forsikringsselskabers dattervirksomheder, som er kreditinstitutter eller finansieringsinstitutter, medtages i konsolideringen, såfremt modervirksomheden er et pengeinstitut, et realkreditinstitut eller en fondsmægler-, investeringsforvaltning-, pengeinstitut- eller realkreditholdingvirksomhed.

Bestemmelsen omfatter ikke fondsmæglerselskaber, da fondsmæglerselskaber kun kan have datterselskaber, som også er fondsmæglerselskaber. Bestemmelsen omfatter ligeledes ikke investeringsforvaltningsselskaber, da investeringsforvaltningsselskaber kun kan have datterselskaber, som også er investeringsforvaltningsselskaber.

Til § 177

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om finansiel virksomhed.

Efter stk. 1 kan Finanstilsynet undtage fra kravene i §§ 169-173. Finanstilsynets mulighed for at dispensere er begrænset af de regler, der er fastsat i kapitel 3 i kreditinstitutdirektivet.

Efter stk. 2 kan koncerner, hvor modervirksomheden ikke er et realkreditinstitut eller en realkreditholdingvirksomhed, medregne seriereservefonde til basiskapitalen efter Finanstilsynets tilladelse. Bestemmelsen foreslås indført for at sikre, at der ikke sker urimelig forskelsbehandling af koncerner, hvor modervirksomheden til et realkreditinstitut ikke selv er et realkreditinstitut eller en realkreditholdingvirksomhed. Tilladelse vil kun blive givet, hvis det dokumenteres, at anvendelse af de almindelige regler vil have en målelig negativ effekt for den konkrete koncern.

Til § 178

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om finansiel virksomhed.

Bestemmelsen har oprindelig baggrund i anbefalinger i en rapport fra Comittee of Governors of the Central Banks of Member States of the European Economic Community af 28. april 1992.

Det foreslås, at bestemmelsen skal omfatte alle modervirksomheder. Ved etablering af en koncernstruktur, hvori der indgår både finansiel og ikke-finansiel virksomhed, vil det være muligt at undgå, at modervirksomheden bliver omfattet af bestemmelsen i § 169 om solvenskrav m.v. samt bestemmelser i lovforslagets § 63, stk. 2, jf. nr. 2, om krav til modervirksomhedernes ledelse med hensyn til egnethed og hæderlighed.

For at undgå at koncernstrukturen indrettes med dette formål, foreslås det, at Finanstilsynet skal have hjemmel til at forlange de finansielle virksomheder udskilt i en delkoncern under en anden holdingvirksomhed, hvis virksomhed udelukkende eller hovedsageligt består i et eje kapitalandele i finansielle virksomheder. Finanstilsynet kan kræve en sådan udskillelse både ved etableringen af koncernstrukturen og senere.

Hvornår udskillelse af de finansielle virksomheder er påkrævet, må vurderes i hvert enkelt tilfælde. Ved denne vurdering skal der ses på, hvorvidt koncernen er struktureret således, at modervirksomheden ikke skal opfylde solvenskravene, om modervirksomhedens ledelse ikke opfylder kravene til egnethed og hæderlighed eller koncernstrukturen i øvrigt vanskeliggør varetagelsen af tilsynets opgaver.

Ved udskillelsen opnås, at de finansielle virksomheders nye modervirksomhed bliver en finansiel holdingvirksomhed. Denne nye holdingvirksomhed vil dermed blive omfattet af reglerne om solvenskrav m.v.

Til § 179

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om finansiel virksomhed.

Bestemmelsen har oprindeligt baggrund i anbefalinger i den under § 182 omtalte rapport fra Committee of Governors of the Central Banks of the Member States of the European Economic Community.

Finanstilsynet kan efter nr. 1 kræve kapitalandelen afhændet, såfremt modervirksomheden eller koncernen ikke opfylder solvenskravet i § 169.

Holdingvirksomhedens ledelse skal endvidere efter nr. 2 opfylde samme krav om egnethed og hæderlighed, som ledelserne i de finansielle virksomheder, herunder at medlemmer af bestyrelse og direktion i holdingvirksomheden skal besidde tilstrækkelig erfaring og indsigt til, at de kan varetage den overordnede ledelse og overvåge de forskelligartede virksomheders risici.

Endelig kan Finanstilsynet efter nr. 3 kræve kapitalandelene afhændet, hvis modervirksomheden modvirker en forsvarlig og fornuftig forvaltning af den finansielle virksomhed. Begrebet »modvirker en forsvarlig og fornuftig forvaltning« kendes tillige fra den foreslåede § 61, stk. 1, hvor Finanstilsynet kan ophæve kapitalejeres stemmeret, hvis de modvirker en forsvarlig og fornuftig forvaltning af virksomheden. Begrebet er omtalt i en redegørelse af professor Erik Werlauff om Finanstilsynets indgrebsmuligheder, som er optrykt i Finanstilsynets årsberetning for 1998.

Finanstilsynet varetager ved sin administration af bestemmelsen forvaltningsrettens almindelige proportionalitetsprincip, dvs. princippet om, at der skal være forholdsmæssighed (proportionalitet) mellem det tilsigtede mål og det anvendte middel. Finanstilsynets indgreb må derfor ikke være mere vidtgående, end formålet kræver.

Bestemmelsen finder alene anvendelse på finansielle holdingvirksomheder. Andre holdingvirksomheder kan bringes ind under reglen i de tilfælde, hvor § 178 bringes i anvendelse.

Til § 180

Stk. 1 indeholder en bemyndigelse til Finanstilsynet til at fastsætte nærmere regler for, hvilke krav der skal stilles til fastsættelsen af vilkårene for koncerninterne transaktioner samt til den finansielle virksomheds ledelse og revisor i forbindelse med disse transaktioner. Den tilsvarende gældende hjemmel er brugt til at udstede bekendtgørelse nr. 1054 af 30. november 2000 om koncerninterne transaktioner.

Alle former for koncerninterne transaktioner er omfattet af bestemmelsen, herunder alle engagementer, såsom lån og garantier, køb og salg af aktiver samt aftaler om administration eller porteføljemanagement etc.

Efter stk. 2 vil vurderingen af, hvorvidt en transaktion er indgået i strid med reglerne i bekendtgørelsen, være baseret på den erklæring, virksomhedens revisorer afgiver herom i revisionsprotokollatet vedrørende årsrapporten.

Endvidere skal en ulovlig transaktion i medfør af stk. 2 ophæves, og ydelserne tilbageleveres med forbehold for tredjemands eventuelle bedre stiftede rettigheder eller anden umulighed. Er der således eksempelvis tale om en aftale om salg af et aktiv i strid med bekendtgørelsen om koncerninterne transaktioner, og bliver aktivet, af den finansielle virksomheds medkontrahent, derefter videresolgt til en tredjemand i begrundet god tro, kan tilbagelevering ikke finde sted.

Da der er tale om tilbagelevering, vil alene transaktioner vedrørende ydelser, der rent faktisk kan tilbageleveres, skulle ophæves i medfør af bestemmelsen. Er der indgået en aftale i strid med bekendtgørelsen om koncerninterne transaktioner, eksempelvis om en arbejdsydelse, kan denne ikke tilbageleveres.

Kan ydelserne ikke tilbageleveres, vil den finansielle virksomhed eventuelt kunne få et økonomisk tab erstattet efter almindelige erstatningsregler.

Består ydelsen i, at en finansiel virksomhed skal stille sikkerhed, skal en sådan sikkerhedsstillelse ophøre, medmindre sikkerhedsstillelsen er afgivet over for en medkontrahent i god tro.

Forslaget til stk. 2 er baseret på princippet i aktieselskabslovens § 115, stk. 3-4, om lån og sikkerhedsstillelse i strid med § 115, stk. 1, (ulovlige aktionærlån).

Ophævelse af en koncernintern transaktion vil også skulle finde sted i tilfælde, hvor en finansiel virksomheds medkontrahent ikke har vilje eller evne til at udligne forskellen mellem markedsvilkår og den koncerninterne transaktions vilkår. Som eksempel kan nævnes en finansiel virksomheds salg af en fast ejendom til et koncernforbundet selskab til en pris, der ligger under markedsværdien.

Til § 181

Bestemmelsen er ny, men er udformet med udgangspunkt i det gældende tilladelsessystem for lån m.v. i bank- og sparekasselovens § 27, realkreditlovens § 63, fondsmæglerlovens § 20 a og lov om forsikringsvirksomhed §§ 142 og 144.

Stk. 1 omfatter det anvendelsesområde, som er det centrale område for de gældende tilladelsesbestemmelser i de enkelte sektorlove. Reglen har sin baggrund i det forhold, at der opstår nye risici for en finansiel virksomhed, som indgår som dattervirksomhed i en koncern, i tillæg til de risici, der allerede er ved at drive den pågældende finansielle virksomhed.

Som et eksempel på en sådan særlig koncernrisiko kan nævnes det forhold, at en finansiel virksomhed som dattervirksomhed ikke har den tilstrækkelige ledelsesmæssige selvstændighed således, at der er en potentiel risiko for, at der indgås engagementer med en anden virksomhed inden for koncernen, som dattervirksomheden ikke ville have indgået ud fra en sædvanlig erhvervsmæssig varetagelse af egne interesser.

Et andet eksempel er den risiko, som består i, at problemer i en virksomhed i koncernen kan brede sig til en anden koncernvirksomhed, selv om der som udgangspunkt ikke er problemer i sidstnævnte virksomhed. En sådan smittefare kan give sig udtryk ved, at kunderne reagerer på problemer i en koncernvirksomhed ved at trække sig ud af kundeforhold i andre koncernvirksomheder, f.eks. koncernens pengeinstitut. Jo mere virksomhederne er økonomisk afhængige af hinanden, jo større er smittefaren.

Det er derfor nødvendigt at begrænse den samlede størrelse af den enkelte finansielle virksomheds koncerninterne engagementer, hvilket kan bidrage til at begrænse virkningen af de nævnte koncernrisici og derved kunne få betydning for indskydere, forsikringstagere, realkreditobligationsejere og investorer. Fastlæggelse af principperne for den fremtidige tilladelsespraksis, vil blive udarbejdet med udgangspunkt i den nuværende praksis. Der er dog et mål om harmonisering, idet praksis fortsat skal tage hensyn til den type af aktiviteter, der ligger bag de koncerninterne engagementer.

Principperne for den fremtidige praksis vil forinden fastlæggelse blive drøftet med de finansielle sektorer og blive forelagt Det Finansielle Virksomhedsråd.

Udmøntningen af den enkelte tilladelse vil som hidtil skulle foretages af Finanstilsynet på baggrund af de fastlagte principper og en individuel tilsynsmæssig vurdering af den pågældende virksomhed.

Forslaget til stk. 2 indeholder et forbud mod engagementer i tilfælde, hvor der ikke er koncernforbindelse, men hvor virksomheder eller personer alligevel direkte eller indirekte har en afgørende indflydelse på en finansiel virksomhed, eller er domineret af virksomheder eller personer med en sådan indflydelse.

Ved vurderingen af om et tilfælde falder ind under det foreslåede forbud i stk. 2, må der ses på, om der foreligger den i bestemmelsen anførte »afgørende indflydelse « eller »dominans « . Er aktionæren en virksomhed, vil en sådan indflydelse sjældent forekomme uden, at der samtidig statueres koncernforbindelse mellem virksomheden og den finansielle virksomhed, hvilket vil bringe forholdet ind under stk. 1. Det må afgøres konkret ud fra en samlet vurdering af de foreliggende omstændigheder om et forhold er omfattet af stk. 2. Det blot at være aktionær i en finansiel virksomhed eller som person at deltage i ledelsen af en finansiel virksomhed vil ikke i sig selv bringe forholdet ind under stk. 2.

Det foreslås i stk. 3 , at Finanstilsynet får mulighed for at undtage fra forbuddet i stk. 2. Dispensationsadgangen tænkes udnyttet i situationer, hvor der er en sædvanlig og erhvervsmæssig begrundelse for engagementet med den i stk. 2 nævnte aktionær- eller personkreds. I overensstemmelse med gældende praksis vil det indgå i vurderingen, om personen eller virksomheden kan misbruge sin indflydelse på den finansielle virksomhed til at opnå engagementer, som kan give anledning til særlig betænkelighed.

Til kapitel 13

Til § 182

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om finansiel virksomhed.

Bestemmelsen er dog ikke sat i kraft på grund af den særlige ikrafttrædelsesbestemmelse for regnskabs- og revisionsreglerne i den gældende lov.

Stk. 1 svarer til § 18, jf. §§ 22, 78 og 102, i årsregnskabsloven. I modsætning til hvad der kræves af virksomheder omfattet af regnskabsklasse C og D efter årsregnskabsloven kræver bestemmelsen ikke, at årsrapporten skal indeholde en pengestrømsopgørelse. Det skal vurderes nærmere, om og i hvilket omfang udarbejdelse af en pengestrømsopgørelse vil bidrage med yderligere information til regnskabslæserne, og i givet fald vil dette kunne kræves i administrative forskrifter.

Finansielle holdingvirksomheder skal efter stk. 1, 1. pkt., aflægge årsrapport efter reglerne for finansielle virksomheder og dermed ikke efter reglerne i årsregnskabsloven, jf. årsregnskabslovens § 1, stk. 3, nr. 1. Dattervirksomheder af finansielle virksomheder, der ikke selv er finansielle virksomheder, skal aflægge årsrapport efter årsregnskabslovens bestemmelser. Dette er en ændring af de gældende regler for så vidt angår pengeinstitutternes dattervirksomheder, som hidtil har været underlagt regnskabsreglerne for pengeinstitutter.

Når virksomheden udarbejder et koncernregnskab, er koncernregnskabet en del af virksomhedens årsrapport, jf. forslagets § 195, stk. 2. De overordnede principper for årsrapporten, som fastlægges i loven, gælder således både for det virksomhedsregnskab, der er indeholdt i årsrapporten, og for et eventuelt koncernregnskab.

Det følger af stk. 2 , at årsrapporten skal udarbejdes i overensstemmelse med reglerne i kapitel 13 og regler, der er udstedt i medfør af § 195.

Til § 183

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om finansiel virksomhed.

Bestemmelsen er dog ikke sat i kraft på grund af den særlige ikrafttrædelsesbestemmelse for regnskabs- og revisionsreglerne i den gældende lov.

Bestemmelsen svarer med visse sproglige tilpasninger til § 8 i årsregnskabsloven.

Til § 184

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om finansiel virksomhed.

Bestemmelsen er dog ikke sat i kraft på grund af den særlige ikrafttrædelsesbestemmelse for regnskabs- og revisionsreglerne i den gældende lov.

Bestemmelsen svarer med visse sproglige tilpasninger til §§ 9 og 10 i årsregnskabsloven.

Til § 185

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om finansiel virksomhed.

Bestemmelsen er dog ikke sat i kraft på grund af den særlige ikrafttrædelsesbestemmelse for regnskabs- og revisionsreglerne i den gældende lov.

Bestemmelsen svarer med visse sproglige tilpasninger til § 11 i årsregnskabsloven.

Til § 186

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om finansiel virksomhed.

Bestemmelsen er dog ikke sat i kraft på grund af den særlige ikrafttrædelsesbestemmelse for regnskabs- og revisionsreglerne i den gældende lov.

Bestemmelsen svarer til § 12 i årsregnskabsloven. Ved udarbejdelsen af årsrapporten skal der foretages en konkret vurdering af, hvilke regnskabsbrugere årsrapporten har relevans for.

Til § 187

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om finansiel virksomhed.

Bestemmelsen er dog ikke sat i kraft på grund af den særlige ikrafttrædelsesbestemmelse for regnskabs- og revisionsreglerne i den gældende lov.

Bestemmelsen svarer til § 13 i årsregnskabsloven.

Stk. 3 indeholder en undtagelse, hvorefter virksomhederne i særlige tilfælde kan fravige visse af bestemmelserne i stk. 1. Fravigelsesbestemmelsen vil blive fortolket analogt til den tilsvarende bestemmelse i årsregnskabslovens § 13, stk. 3.

Til § 188

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om finansiel virksomhed.

Bestemmelsen er dog ikke sat i kraft på grund af den særlige ikrafttrædelsesbestemmelse for regnskabs- og revisionsreglerne i den gældende lov.

Bestemmelsen fastslår, at hovedreglen for værdiansættelse er, at aktiver og forpligtelser skal værdiansættes (måles) til dagsværdi. Begrebet »dagsværdi« er det danske udtryk, der svarer til »fair value « på engelsk. Begrebet er i årsregnskabsloven defineret således: »For et aktiv eller en forpligtelse er dagsværdien det beløb, hvormed et aktiv kan udveksles eller en forpligtelse kan udlignes ved transaktioner mellem af hinanden uafhængige parter.«

Hovedreglen i årsregnskabsloven er, at værdiansættelse af aktiver sker til kostpris og nettorealisationsværdien anvendes på forpligtelser. Som en undtagelse herfra skal finansielle aktiver og forpligtelser, der ikke påtænkes holdt til udløb, dog som hovedregel måles til dagsværdi.

For en stor del af de finansielle virksomheders finansielle aktiver (værdipapirer) finder dagsværdiprincippet allerede anvendelse efter de gældende regler. Dette er tilfældet, selv om den formelle hovedregel for værdiansættelse i de gældende regelsæt er, at aktiverne skal værdiansættes til anskaffelsespriser.

Begrundelsen for at indføre en ny hovedregel er dels, at den gældende hovedregel (anskaffelsesprisprincippet) allerede efter de gældende regler indeholder så mange undtagelsesregler, at det kan virke misvisende at fastholde, at der er tale om en hovedregel, dels at udviklingen i international regnskabspraksis peger i retning af, at flere og flere aktiver og forpligtelser skal måles til dagsværdi, idet det antages, at dette fører til mere gennemskuelige og sammenlignelige regnskaber.

Det er fastslået i bestemmelsen, at Finanstilsynet har mulighed for at fravige hovedreglen i de regler, der fastsættes i bekendtgørelser udstedt i medfør af § 195. Reglen er formuleret således, for at Finanstilsynet dermed får mulighed for at udstede regnskabsregler, hvor dagsværdiprincippet er fraveget for bestemte aktiv- eller forpligtelsestyper samtidig med, at reglerne løbende kan ændres i takt med den forventede udvikling i international regnskabspraksis i retning af større anvendelse af dagsværdiprincippet.

I henhold til Europaparlamentets og Rådets Forordning nr. 1606/2002 af 19. juli 2002 skal børsnoterede virksomheder fra 2005 efterleve de internationale regnskabsstandarder (IAS og IFRS), der er udstedt af International Accounting Standards Board, når de aflægger koncernregnskaber. Forordningen finder også anvendelse på børsnoterede finansielle virksomheder.

Finanstilsynet har anlagt en strategi for udviklingen af regnskabsregler, der indebærer, at de regnskaber for finansielle virksomheder, der ikke omfattes af forordningen, skal følge regler, der gør, at regnskaberne er sammenlignelige med de regnskaber, der aflægges efter IAS/IFRS. Hvorvidt dagsværdiprincippet skal indføres i de danske regnskabsregler for finansielle virksomheder for aktiver og forpligtelser, for hvilke dette princip endnu ikke finder anvendelse, vil således afhænge af udviklingen i de internationale regnskabsstandarder (IAS/IFRS).

Visse aktivtyper og visse forpligtelsestyper, hvoraf de væsentligste er kreditinstitutters udlån og forsikringsselskabers forpligtelser, måles endnu ikke, hverken efter international eller dansk praksis til dagsværdi. Loven vil ikke umiddelbart indebære en ændring heri. I takt med den forventede udvikling i internationale regnskabspraksis i retning af anvendelse af dagsværdiprincippet på disse områder, er det Finanstilsynets hensigt at tilpasse de danske regler til udviklingen. Væsentlige ændringer i værdiansættelsesreglerne vil – som det er sædvane – først blive gennemført efter indgående drøftelser med de berørte brancher.

Et andet væsentligt hensyn, som der også skal tages højde for, før der gennemføres væsentlige ændringer i de gældende værdiansættelsesprincipper, er, om ændringerne har indflydelse på sikkerheden for, at de finansielle virksomheder er i stand til at opfylde deres forpligtelser. Det må således indgå i overvejelserne forud for eventuelle ændringer i regnskabsprincipperne, om ændringerne nødvendiggør ændringer i kravene til størrelsen af virksomhedernes kapital eller i andre tilsynsregler.

Skal aktiver og forpligtelser måles til dagsværdi, fastslår bestemmelsen, at dagsværdi måles til den markedsværdi, der kan konstateres for aktivet eller forpligtelsen på et velfungerende marked. Et velfungerende marked kan være en fondsbørs eller en autoriseret markedsplads, som løbende fastsætter en pris. Det forudsætter dog, at markedet er likvidt. Det må endvidere fordres, at handelsomfanget er rimeligt, og at en aktuelt gældende markedspris nemt kan findes. Velfungerende markeder findes eksempelvis for børsnoterede aktier og obligationer, valuta, fastforrentede pantebreve, optioner og futures.

I situationer, hvor der ikke eksisterer et velfungerende marked, skal virksomheden opgøre en tilnærmet markedsværdi.

Til § 189

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om finansiel virksomhed.

Bestemmelsen er dog ikke sat i kraft på grund af den særlige ikrafttrædelsesbestemmelse for regnskabs- og revisionsreglerne i den gældende lov.

Bestemmelsen svarer til § 14 i årsregnskabsloven. Supplerende beretninger er ikke obligatoriske bestanddele af årsrapporten.

Til § 190

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om finansiel virksomhed.

Bestemmelsen er dog ikke sat i kraft på grund af den særlige ikrafttrædelsesbestemmelse for regnskabs- og revisionsreglerne i den gældende lov.

Bestemmelsen er parallel til § 15 i årsregnskabsloven. Forskellen i forhold til årsregnskabsloven er, at det er obligatorisk for finansielle virksomheder, at regnskabsåret skal falde sammen med kalenderåret, mens virksomheder omfattet af årsregnskabsloven frit kan vælge den 12‑månedersperiode, som årsrapporten skal omfatte.

Stk. 4 giver mulighed for, at Finanstilsynet kan dispensere fra kravet om, at finansielle virksomheder skal have kalenderåret som regnskabsår. Dispensationen kan bruges i tilfælde, hvor den finansielle virksomhed indgår i en koncern, der ikke anvender kalenderåret som regnskabsår, og hvor de hensyn, der taler for fælles regnskabsår i den finansielle sektor er mindre tungtvejende.

Til § 191

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om finansiel virksomhed.

Bestemmelsen er dog ikke sat i kraft på grund af den særlige ikrafttrædelsesbestemmelse for regnskabs- og revisionsreglerne i den gældende lov.

Bestemmelsen svarer til § 16 i årsregnskabsloven.

Til § 192

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om finansiel virksomhed.

Bestemmelsen er dog ikke sat i kraft på grund af den særlige ikrafttrædelsesbestemmelse for regnskabs- og revisionsreglerne i den gældende lov.

Bestemmelsen svarer til § 135, stk. 1, i årsregnskabsloven.

Til § 193

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om finansiel virksomhed.

Bestemmelsen har dog ikke været sat i kraft på grund af den særlige ikrafttrædelsesbestemmelse for regnskabs- og revisionsreglerne i den gældende lov.

Bestemmelsen svarer til gældende bestemmelser, hvorefter årsrapporten og tilhørende revisionsprotokollat skal indsendes til Finanstilsynet, så snart der foreligger godkendelse fra bestyrelsen. Bestemmelsen skal sikre, at Finanstilsynet senest samtidig med, at virksomheden offentliggør indholdet af årsrapporten, er gjort bekendt med denne.

Til § 194

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om finansiel virksomhed.

Bestemmelsen har dog ikke været sat i kraft på grund af den særlige ikrafttrædelsesbestemmelse for regnskabs- og revisionsreglerne i den gældende lov.

Bestemmelsen regulerer kravene til indsendelse af årsrapport til offentlige myndigheder.

De gældende bestemmelser om indsendelse af årsrapporter, efter at disse er endeligt godkendt på generalforsamlingen, er ikke ens for de forskellige finansielle virksomhedstyper. Realkreditinstitutterne indsender efter de gældende regler deres årsregnskaber direkte til Erhvervs‑ og Selskabsstyrelsen til offentliggørelse. Pengeinstitutter og forsikringsselskaber indsender deres årsregnskaber til Finanstilsynet, der videresender et eksemplar til Erhvervs‑ og Selskabsstyrelsen. For pengeinstitutter gælder endvidere den særlige regel, at årsregnskaberne for pengeinstitutternes dattervirksomheder også indsendes indirekte til Erhvervs‑ og Selskabsstyrelsen via Finanstilsynet.

Efter bestemmelsen bliver reglerne ens for alle de finansielle virksomheder og de finansielle holdingvirksomheder. Efter forslaget skal de finansielle virksomheder og de finansielle holdingvirksomheder udelukkende indsende årsrapporten til Finanstilsynet for dermed at undgå, at virksomhederne skal indsende årsrapporten til flere offentlige myndigheder. Finanstilsynet sørger herefter for, at et eksemplar af årsrapporten sendes til Erhvervs‑ og Selskabsstyrelsen, hvor årsrapporten er offentligt tilgængelig efter de herfor gældende regler.

Efter bestemmelsen skal Finanstilsynet ikke videresende årsrapporter for dattervirksomheder, der ikke selv er finansielle virksomheder, til Erhvervs‑ og Selskabsstyrelsen, da sådanne virksomheder ikke er underlagt tilsyn fra Finanstilsynet. Disse dattervirksomheder må ‑ i lighed med andre ikke‑finansielle virksomheder ‑ selv varetage indsendelsen til Erhvervs‑ og Selskabsstyrelsen. Dette er en ændring af de gældende regler for så vidt angår pengeinstitutter, men svarer til de gældende regler for forsikringsselskaber. Bestemmelsen indeholder en frist på 4 måneder for indsendelse af årsrapporterne til Finanstilsynet. Denne frist er allerede gældende for pengeinstitutter, realkreditinstitutter og fondsmæglerselskaber. For forsikringsselskaber og pensionskasser er der tale om en afkortning af den gældende frist, der er på 5 måneder.

Efter bestemmelsen skal den indsendte årsrapport i det mindste indeholde de obligatoriske bestanddele. Dette svarer til bestanddelene, nævnt i § 182, stk. 1, og for koncerner tillige bestanddele som følge af krav efter § 195, stk. 2.

Den indsendte årsrapport skal være godkendt af virksomhedens øverste myndighed, hvilket eksempelvist for et aktieselskab vil sige generalforsamlingen. Forskellen mellem årsrapporten, indsendt efter § 193 og § 194, er således, at den i § 193 omhandlede årsrapport er godkendt af bestyrelsen, mens den i § 194 omhandlede årsrapport herudover er godkendt af virksomhedens øverste myndighed.

Til § 195

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om finansiel virksomhed.

Bestemmelsen er dog ikke sat i kraft på grund af den særlige ikrafttrædelsesbestemmelse for regnskabs- og revisionsreglerne i den gældende lov.

Bestemmelsen bemyndiger Finanstilsynet til at fastsætte de mere detaljerede regler for årsrapportens indhold og form. Det er således fundet hensigtsmæssigt fortsat at fastsætte de mere detaljerede regler i et selvstændigt regelsæt. Dette skal ses på baggrund af den regnskabsmæssige udvikling nationalt og internationalt. Denne udvikling, som bl.a. forventes at føre til en øget anvendelse af dagsværdier, må forventes løbende at føre til ændringer af de nationale regnskabsregler. Disse løbende ændringer af de nationale regnskabsregler foretages mest praktisk i bekendtgørelsesform, hvor ændringsproceduren håndteres nemmere. Hertil kommer den tekniske karakter, som de mere detaljerede regnskabsregler har, og som gør det naturligt at samle disse bestemmelser i et selvstændigt regelsæt. Bemyndigelsen til at fastsætte mere detaljerede regler for årsrapportens indhold og form svarer til eksisterende bemyndigelser i de gældende love.

De gældende love indeholder bestemmelser om krav til indholdet af årsrapportens ledelsesberetning. Tilsvarende bestemmelser er ikke medtaget i loven, idet det er tanken, at kravene til indholdet af ledelsesberetningen skal være indeholdt i de regnskabsbekendtgørelser, der udstedes i medfør af denne bestemmelse. Formålet hermed er at muliggøre, at kravene til ledelsesberetningerne kan gøres mere præcist rettede mod de enkelte finansielle virksomhedstyper, ligesom bestemmelserne mere smidigt løbende kan tilpasses udviklingen i kravene til, hvad en ledelsesberetning på de enkelte virksomhedsområder bør indeholde.

I overensstemmelse med hvad der er tilfældet for de gældende regler, er det minimumskrav, der fastsættes i Finanstilsynets regnskabsbekendtgørelser. Der vil således fortsat være mulighed for, at de finansielle virksomheder kan udvikle regnskabspraksis med nye og relevante regnskabsinformationer, der ikke er krævet i regnskabsbekendtgørelserne.

I forhold til den eksisterende bestemmelse i lov om finansiel virksomhed er det i stk. 3 tilføjet, at Finanstilsynets bemyndigelse til at udstede regler for regnskabsrapporter, der gælder kortere perioder end årsrapporten, indbefatter en bemyndigelse til at udstede regler om, hvorledes de pågældende perioderegnskaber skal offentliggøres.

Til § 196

Bestemmelsen er ny og svarer til § 161 i årsregnskabsloven. Bestemmelsen foreslås indsat i loven for at forebygge misforståelser med hensyn til, om Finanstilsynet muligheder for at påtale overtrædelser og give påbud i forhold de finansielle virksomheders regnskabsaflæggelse afviger fra de muligheder, som Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har i forhold til virksomheder, der er omfattet af årsregnskabsloven. Ligesom tilfældet er med den tilsvarende bestemmelsen i årsregnskabsloven giver bestemmelsen mulighed for, at Finanstilsynet kan vælge en reaktionsform over for overtrædelse af regnskabsreglerne, som har sammenhæng med overtrædelsens grovhed.

Til § 197

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om finansiel virksomhed.

Bestemmelsen har dog ikke været sat i kraft på grund af den særlige ikrafttrædelsesbestemmelse for regnskabs- og revisionsreglerne i den gældende lov.

Bestemmelsen bemyndiger i overensstemmelse med gældende regler Finanstilsynet til at fastsætte regler for indberetning af regnskabsoplysninger til Finanstilsynet. Det er således fundet hensigtsmæssigt fortsat at fastsætte de mere detaljerede regler om indberetninger i et selvstændigt regelsæt. Formålet med regnskabsindberetningerne er, at de skal muliggøre en sammenstilling af regnskabsoplysningerne fra de finansielle virksomheder i elektronisk form som kan danne grundlag dels for Finanstilsynets tilsynsarbejde, dels for offentliggørelse af statistik om den finansielle sektor, herunder efterlevelse af de forpligtelser som Danmark har til at levere statistik om den finasielle sektor til internationale organisationer som EU, OECD m.v.

De krævede indberetninger vil i vidt omfang være sammenfaldende med indholdet af årsrapporten. Finanstilsynet vil dog kunne kræve mere detaljerede oplysninger samt hyppigere indberetninger, end hvad der er tilfældet for årsrapporten. Kravene til regnskabsindberetningerne fastsættes i form af særlige skemaer med tilhørende vejledninger, der udsendes til de berørte virksomheder. Som altovervejende hovedregel vil indberetningerne skulle foretages i elektronisk form.

Til § 198

Bestemmelsen er i hovedsagen en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om finansiel virksomhed. Forslaget til stk. 9 og 10 er nyt.

Bestemmelsen har dog ikke været sat i kraft på grund af den særlige ikrafttrædelsesbestemmelse for regnskabs- og revisionsreglerne i den gældende lov.

Årsregnskabsloven fra juni 2001 indebar, at kravet om, at børsnoterede og statslige aktieselskaber skal have mindst to revisorer, ophæves, således at der herefter kun kræves mindst én revisor, som skal være statsautoriseret, i de børsnoterede og de statslige aktieselskaber. Kravet om at disse selskaber skal have 2 revisorer gælder dog fortsat i en overgangsperiode indtil 2005.

Efter de gældende regler kræves, at de større finansielle virksomheder (balancesum på over 250 millioner kr.) i lighed med kravene til børsnoterede og statslige aktieselskaber skal have mindst to revisorer.

I lighed med hvad der gælder for de børsnoterede og de statslige aktieselskaber indebærer bestemmelsen i stk. 1, at kravet om to revisorer i visse større finansielle virksomheder ophæves. To-revisorsystemet skønnes ikke at forbedre kvaliteten af revisionen i et omfang, der kan begrunde kravets bibeholdelse, og udviklingen af de store revisionsfirmaer har gjort det ufornødent at kræve, at revisionsarbejdet deles mellem flere eksterne revisorer. Det vil dog fortsat være gældende i henhold til bestemmelsen, at Finanstilsynet har mulighed for i særlige tilfælde at kræve en yderligere revisor udpeget. Forslaget om ophævelse af to-revisorsystemet skal endvidere ses i sammenhæng med, at der for alle de større finansielle virksomheder og koncerner er fastsat krav om og regler for intern revision.

I stk. 8 fastslås det, at aktieselskabslovens §§ 82-85 med de fornødne tilpasninger finder tilsvarende anvendelse på finansielle virksomheder og finansielle holdingvirksomheder, der ikke er aktieselskaber. Aktieselskabslovens §§ 82-85 indeholder regler om revision, herunder om forholdet mellem generalforsamlingen og revisor. Med formuleringen »de fornødne tilpasninger« menes, at der for finansielle virksomheder, der ikke er organiseret som aktieselskaber, skal gælde tilsvarende regler om revision, herunder om forholdet mellem den pågældende virksomheds øverste myndighed og revisor.

I forslaget til det nye stk. 9 er der fastsat en undtagelsesbestemmelse til § 79, stk.1, hvorefter bestyrelsen kan tillade, at personer, som bestyrelsen har ansat, kan udøve andre erhverv eller deltage i driften af anden erhvervsvirksomhed. Undtagelsesbestemmelsen fastslår, at denne mulighed som hidtil ikke omfatter interne revisions- og vicerevisionschefer for så vidt angår revisionsarbejde uden for koncernen samt arbejde inden for koncernen, der ikke er revisionsopgaver. Svarende til de gældende regler giver bestemmelsen mulighed for, at Finanstilsynet i særlige tilfælde kan dispensere fra reglen om, at interne revisions- og vicerevisionschefer ikke må varetage intern revision i virksomheder uden for koncernen. Dispensationsmuligheden tænkes anvendt i de meget sjældne tilfælde, hvor virksomhedens størrelse gør, at den omfattes af kravet om at oprette en intern revisionsafdeling, men hvor virksomheden ikke har mulighed for at tiltrække og fuldtidsbeskæftige en kvalificeret intern revisor.

Det nye stk. 10 refererer ligesom stk. 9 til § 79, stk. 1. Bestemmelsen fastslår, at bestyrelsens muligheder for at tillade, at den interne revisions- og vicerevisionschef kan udøve andre hverv uden for koncernen, ikke kan anvendes på en måde, så den interne revision kommer i strid med habilitetsbestemmelser svarende til dem, der i henhold til lov om statsautoriserede og registrerede revisorer gælder for eksterne revisorer.

Til § 199

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om finansiel virksomhed.

Bestemmelsen er dog ikke sat i kraft på grund af den særlige ikrafttrædelsesbestemmelse for regnskabs- og revisionsreglerne i den gældende lov.

Bestemmelsen er i overensstemmelse med gældende regler.

I bestemmelsen fastslås det, at en ekstern revisor og en intern revisionschef straks skal meddele Finanstilsynet om forhold, der er af afgørende betydning for virksomhedens fortsatte aktivitet. Med afgørende betydning for virksomhedens fortsatte aktivitet tænkes på forhold, som kan true virksomhedens fremtidige eksistens. Der kan være tale om såvel solvensmæssige, likviditetsmæssige som andre forhold af afgørende betydning, herunder overtrædelser af lovgivningen.

Til § 200

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om banker og sparekasser.

Bestemmelsen svarer til § 111, stk. 1 i aktieselskabsloven. De øvrige bestemmelser om overskudsdeling i aktieselskabslovens §§ 109-114 finder anvendelse for pengeinstitutter, der er aktieselskaber.

Bestemmelsen stiller ikke krav til minimumshenlæggelser for pengeinstitutter. Der skal dog foretages mindst sådanne hensættelser, at pengeinstituttet opfylder solvenskravet i § 123, stk. 1, nr. 1 eller kravet til minimumskapital i § 123, stk. 1, nr. 2, jf. udtrykket »nødvendige efter instituttets økonomiske stilling«.

Til § 201

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om banker og sparekasser.

Stk.1 er udformet blandt andet under hensyntagen til, at sparekasser er selvejende institutioner med almennyttigt sigte. Ingen del af et overskud må tilfalde stiftere, garanter eller andre personer, der deltager i sparekassens drift, men skal henlægges til egenkapitalen og/eller anvendes til almennyttige eller velgørende formål.

Om overskudsanvendelsen i sparekasser gælder, at sparekassens overskud skal henlægges til egenkapitalen. Bestemmelsen udelukker således aftaler om overskudsdispositioner i form af overskudsdelingsordninger. Det er derfor fundet nødvendigt at tilføje, at der af de beløb, der principielt skulle henlægges til reserver kan fratrækkes beløb, der tillægges sparekassens medarbejdere i forbindelse med aftaler om overskudsdeling.

Bestemmelsen er ikke til hinder for, at bestyrelsesmedlemmer og direktører lønnes ved tantieme, der beregnes som en andel af årets resultat.

Stk. 2 giver repræsentantskabet mulighed for at anvende beløb til almennyttige eller velgørende formål. Uanset at der ikke er fastlagt begrænsninger for hvor store beløb, der kan anvendes til almennyttige eller velgørende formål, må det antages, at dette kun kan ske i begrænset omfang. En sparekasse kan således ikke bestemme, at overskuddet altid skal udloddes til velgørende formål. Anvendelsen af beløb til almennyttige eller velgørende formål skal således stå i et rimeligt forhold til sparekassens indtjenings- og solvensmæssige situation.

Da anvendelse af beløb til almennyttige eller velgørende formål kun kan ske, såfremt sparekassen har overskud, kan en sparekasse ikke forpligte sig til at give et fast årligt beløb til almennyttige formål. En sparekasse kan dog forpligte sig til at yde en vis andel af sit årlige overskud i en periode til et bestemt formål.

Bestemmelsen i stk. 3 fastsætter en maksimal grænse på 10 pct. af overskuddet for sparekassens mulighed for at anvende beløb til almennyttige eller velgørende formål, når solvensprocenten i henhold til § 127 er mindre end 15 pct.

Basiskapitalen opgøres efter, at der er foretaget overskudsdeling.

Bestemmelsen i stk. 4 er en følge af, at garanterne ikke ejer en sparekasse og derfor kun har en fordring på den indbetalte garantikapitals pålydende værdi.

Til § 202

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om banker og sparekasser.

Andelskasser er andelsselskaber, hvilket giver mulighed for at foretage udlodning til andelshaverne afhængig af indholdet af vedtægterne. Bestemmelsens første og andet punktum svarer til § 112 i aktieselskabsloven. De øvrige bestemmelser om udbyttebetaling i aktieselskabslovens §§ 109 og 110 må antages at finde analog anvendelse på andelskasserne, i det omfang andelskassernes særlige forhold ikke tilsiger andet.

Kravet i 3. pkt. indebærer, at sammenslutningens bestyrelse og direktion skal have godkendt udbyttet, inden det udbetales. Er udbetaling sket i strid med denne bestemmelse, skal andelshaverne tilbagebetale, hvad de har oppebåret, dvs. aktieselskabslovens § 113 må antages at finde analog anvendelse. Bestemmelsen skal hindre, at der foretages udbetaling af udbytte til andelshavere i strid med sammenslutningens samlede interesse.

Stk. 2 svarer til § 114 i aktieselskabsloven.

Afsnit VII

Til kapitel 14

Til § 203

Bestemmelsen er i hovedsagen en videreførelse af tilsvarende bestemmelser i den gældende tilsynslovgivning. Hele bestemmelsen er ny for investeringsforvaltningsselskaber.

Efter forslaget bliver disse virksomheder omfattet af samme regler for sammenlægning m.v. som pengeinstitutter, realkreditinstitutter og fondsmæglerselskaber.

Stk. 2 er ny for realkreditinstitutter og fondsmæglerselskaber.

Baggrunden for bestemmelsen er at sikre, at indskydernes, obligationsindehavernes og investorer i fondsmæglerselskabers forhold ikke forringes ved, at det overtagende institut ikke har tilstrækkelig solvens eller likviditet.

Stk. 1 fastslår, at et pengeinstitut, et realkreditinstitut, et fondsmæglerselskab eller et investeringsforvaltningsselskab ikke uden tilladelse kan sammenlægges med en anden finansiel virksomhed eller en forretningsafdeling af en sådan. Bestemmelsen indebærer, at et pengeinstitut, et realkreditinstitut, et fondsmæglerselskab eller et investeringsforvaltningsselskab kan sammenlægges med en anden type af de i bestemmelsen nævnte finansielle virksomheder forudsat, at aktiviteterne kan udøves i det fortsættende selskab eller det ved sammenlægningen opståede selskab. F.eks. vil det være muligt at sammenlægge et pengeinstitut med et fondsmæglerselskab med pengeinstituttet som det fortsættende selskab.

Bestemmelsens udtryk »sammenlægges« omfatter fusion i selskabsretlig forstand, overtagelse af aktiver og gæld og enhver anden form for overtagelse samt udskillelse af en del af virksomheden. Bestemmelsen omfatter både sammenlægning mellem et pengeinstitut, realkreditinstitut, fondsmæglerselskab og investeringsforvaltningsselskab, som udgør en juridisk enhed og sammenlægninger med en forretningsdel, der ikke udgør en juridisk enhed. Reglen gælder også ved overtagelse af en del af et institut, herunder en forretningsafdeling.

Medfører sammenlægningen, at visse ejere efter sammenlægningen ejer kvalificerede kapitalandele eller overstiger nogle af de i § 60, stk. 1, eller § 62, stk. 1, fastsatte grænser, skal Finanstilsynet på forhånd godkende erhvervelsen efter reglerne herom.

Et pengeinstitut, realkreditinstitut, fondsmæglerselskab og investeringsforvaltningsselskab kan udskille en del af sin virksomhed. Den virksomhed, der udskilles kan både være virksomhed, der ikke kræver tilladelse ifølge den finansielle lovgivning og virksomhed, der kræver tilladelse. Endvidere kan der være tale om en deling, hvor den eksisterende virksomhed består og en deling hvor den eksisterende virksomhed opløses og to eller flere virksomheder dannes. Opstår der ved delingen af et pengeinstitut, et realkreditinstitut, et fondsmæglerselskab eller et investeringsforvaltningsselskab en virksomhed, der udøver aktiviteter, der kræver tilladelse i medfør §§ 7-10, skal der søges om tilladelse efter reglerne i kapitel 3.

Virksomheder, der opstår ved delingen, skal opfylde de betingelser, der kræves for at få tilladelse til at drive den pågældende type af finansiel virksomhed eller tilladelse til at udstede e-penge.

Sammenlægningen skal ifølge bestemmelsen godkendes af økonomi- og erhvervsministeren. Dette svarer til, hvad der gælder for realkreditinstitutter i dag. For så vidt angår pengeinstitutter godkender Finanstilsynet sammenlægninger, medmindre hver af de involverede pengeinstitutters størrelse overstiger grænsen fastsat i bekendtgørelse nr. 436 af 19. juli 1988 om henlæggelse af beføjelser til Finanstilsynet samt om klageadgang. Sammenlægning af fondsmæglerselskaber godkendes efter gældende regler af Finanstilsynet. Det forventes, at økonomi- og erhvervsministeren via delegation i en bekendtgørelse fastsætter en grænse således, at Finanstilsynet får kompetence til at godkende sammenlægninger, medmindre der er tale om sammenlægninger af meget store virksomheder. Hele virksomhedstyper vil på grund af deres størrelse kunne undtages.

Af stk. 1, 2. pkt., fremgår det, at 1. pkt. også gælder, når den fortsættende virksomhed er en udenlandsk virksomhed.

Baggrunden for, at også disse situationer er indeholdt i bestemmelsen, er, at der også her skal tages hensyn til, at indskydernes forhold ikke forringes.

Stk. 2 er en delvis videreførelse af en tilsvarende regel i bank- og sparekasseloven.

Det foreslås, at stk. 2 også skal gælde for realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber og investeringsforvaltningsselskaber.

Problemet i forhold til aktieselskabslovens § 134 b, stk. 2, 2. pkt. opstår på grund af kravet om, at regnskabsåret i finansielle virksomheder skal følge kalenderåret, jf. § 190. Bestemmelsen gør det muligt for pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber og investeringsforvaltningsselskaber, der er aktieselskaber og som ikke har haft skattemæssigt underskud fra fusionsdatoen til fusionens vedtagelse, at fusionere i 2. halvår med regnskabsmæssig virkning tilbage til årsskiftet. Herved ligestilles pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber og investeringsforvaltningsselskaber, der er aktieselskaber med sparekasser og andelskasser for så vidt angår de situationer, hvor der ikke i de fusionerende selskaber er skattemæssigt underskud fra fusionsdatoen til fusionens vedtagelse.

Kravet i aktieselskabslovens § 134 b, stk. 2, 2. pkt. om, at den fælles regnskabsopstilling højst må være 6 måneder gammel, vil med forslaget frafaldes, når det drejer sig om pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber og investeringsforvaltningsselskaber, der er aktieselskaber og som ikke har haft skattemæssigt underskud fra fusionsdatoen til fusionens vedtagelse.

Når fusionsplanen underskrives i 2. halvår, stilles der i overensstemmelse med 3. selskabsdirektiv til gengæld krav om, at virksomheden udarbejder en revideret mellembalance, der ikke ligger mere end 3 måneder forud for underskrivelsen af fusionsplanen. Dette sikrer, at aktionærerne har det fornødne og opdaterede beslutningsgrundlag forud for fusionen.

Til § 204

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om banker og sparekasser.

Bestemmelsen giver mulighed for at fastsætte regler om, at sparekasser, der er organiseret som selvejende institutioner, men som ikke er omfattet af fondslovgivningen, kan fusionere med pengeinstitutter, organiseret som aktieselskab, med sparekassen som den fortsættende enhed.

§ 50 i lov om erhvervsdrivende fonde indeholder en tilsvarende hjemmel til fusion, hvor en moderfond overtager en dattervirksomhed, der er et aktie- eller anpartsselskab, men lov om erhvervsdrivende fonde finder ikke anvendelse på sparekasser.

Reglerne om fusion i aktieselskabslovens kapitel 15 hjemler heller ikke fusion mellem selvejende institutioner og aktieselskaber, hvorfor reglerne herom skal tilpasses forholdene.

Sparekassers overtagelse af pengeinstitutter, organiseret som aktieselskaber, indebærer således risiko for, at al gæld i det ophørende pengeinstitut forfalder til betaling, ligesom opløsning af aktieselskabet skal ske ved likvidation. Dette kan hindre en ellers ønskelig overtagelse.

Bestemmelsen indebærer, at sparekasser i lighed med banker får mulighed for gennem fusion at overtage et andet pengeinstitut, organiseret som aktieselskab, således at det pågældende aktieselskab ophører uden likvidation, og at alle aktiver samt al gæld overtages af sparekassen uden derved at forfalde til betaling (universalsuccession). Der sker således ikke debitorskifte.

Pengeinstitutter, som er aktieselskaber, er enten banker eller sparekasseaktieselskaber.

Et sparekasseaktieselskab er en sparekasse, der er omdannet til aktieselskab efter § 207 (»fondsmodellen«) eller § 211 (»indkapslingsmodellen«).

Erhvervsankenævnet har afsagt en kendelse vedrørende adgangen til at fusionere et sparekasseaktieselskab, omdannet efter indkapslingsmodellen, med en sparekasse, og med sparekassen som den fortsættende enhed. Ankenævnet fandt, at der i lov om banker og sparekasser m.v. var hjemmel til en sådan fusion, herunder til at overføre den bundne sparekassereserve til sparekassen, og at aktieselskabslovens regler om opløsning uden likvidation måtte anvendes i nødvendigt omfang. Der blev ikke i kendelsen taget stilling til, om al gæld ville forfalde til betaling.

Bestemmelsen giver sparekasser mulighed for, gennem fusion med et sparekasseaktieselskab omdannet efter »indkapslingsmodellen«, at overtage selskabets bundne sparekassereserve. Når sparekasseaktieselskabet ved fusion igen bliver en sparekasse (selvejende institution) vil den bundne sparekassereserve indgå som almindelig egenkapital i sparekassen. Der er i dette tilfælde ikke behov for at opretholde indkapslingen, da kapitalen vender tilbage til sin oprindelige sparekassestatus. Ved en fusion med et andet pengeinstitutaktieselskab vil den bundne sparekassereserve bevare sin særlige status i det fortsættende pengeinstitut.

Aktionærerne i et sparekasseaktieselskab, omdannet efter »indkapslingsmodellen«, vil skulle vederlægges efter de almindelige regler i aktieselskabsloven, under hensyntagen til, at den bundne sparekassereserve ligger uden for aktionærernes rådighed.

Ved fusion med et sparekasseaktieselskab, omdannet efter »fondsmodellen«, vil fonden blot fortsætte som en almennyttig fond. Nærmere regler om fusionen fastsættes ved en selvstændig bekendtgørelse.

Reglerne i bekendtgørelsen vil i hovedtræk svare til reglerne i § 17 i bekendtgørelse nr. 359 af 17. juni 1993 om opløsning af erhvervsdrivende fonde (likvidation, konkurs, tvangsopløsning og fusion). Bekendtgørelsen udstedes og administreres af Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, dog i samarbejde med Finanstilsynet.

Den gældende hjemmel i lov om banker og sparekasser § 48, stk. 4, er ikke udnyttet i dag.

Til § 205

Bestemmelsen er en videreførelse af tilsvarende bestemmelser i den gældende lov om banker og sparekasser. De nugældende nærmere fastsatte regler herom findes i bekendtgørelse nr. 122 af 11. marts 2002 om forretningsorden for Værdiansættelsesnævnet. Værdiansættelsesnævnet oprettedes i marts 2002.

Det forbedrer mulighederne for overtagelse af et kriseramt institut, hvis usikkerheden omkring værdiansættelsen af aktiver og passiver i forbindelse hermed reduceres. Et væsentligt element i etableringen af et bedre beredskab for pengeinstitutkriser er derfor opbygningen af et smidigt godkendelsessystem, der muliggør en hurtig afklaring af den skattemæssige værdiansættelse i forbindelse med overtagelse af et kriseramt pengeinstitut.

Værdiansættelsesproblemet ved skattefri overdragelse knytter sig især til udlån.

Aktier i det ophørende pengeinstituts beholdning af omsætningsaktiver samt obligationer skal anses for overtaget til handelsværdien pr. seneste 31. december, hvis det ophørende institut har valgt at anvende lagerprincippet i stedet for realisationsprincippet ved opgørelse af gevinst og tab. Denne værdiansættelse vil sjældent volde større problemer. Øvrige aktiver som f.eks. materielle anlægsinvesteringer anses for overtaget til det ophørende instituts anskaffelsessum med fradrag af foretagne skattemæssige afskrivninger. Aktivernes aktuelle værdi er uden relevans, og det vil sjældent volde problemer at fastslå anskaffelsessummer og afskrivningsbeløb hos det ophørende institut.

Værdiansættelsesnævnet skal kun træde i funktion, når Finanstilsynet har konstateret, at et pengeinstitut ikke længere opfylder lovens kapitalkrav eller er i nærliggende risiko herfor, idet det i så fald er væsentligt at etablere en hurtig løsning, ligesom der i en sådan situation knytter sig særlig usikkerhed til værdiansættelsen.

Nævnet skal alene efter anmodning fra en af de implicerede parter tage stilling til, hvilken værdi især udlån skal anses for anskaffet til hos den overtagende part, hvilket vil sige udlånenes skattemæssige værdi pr. seneste 31. december. Denne værdiansættelse sker efter Finanstilsynets gældende regler for regnskabsmæssige hensættelser og endelig udgiftsførelse af udlån. Nævnet skal ikke foretage en egentlig ligning af selvangivelserne.

Til § 206

Bestemmelsen er en videreførelse af tilsvarende bestemmelser i den gældende lov om banker og sparekasser.

Efter stk. 1 og 2 skal nævnet bestå af tre medlemmer. En formand og to medlemmer samt suppleanter for medlemmerne. Ved formandens forfald konstitueres ét medlem som formand og suppleanten indkaldes. Nævnets menige medlemmer skal have særlig ekspertise i værdiansættelse af udlån efter Finanstilsynets regler. Nævnet kan endvidere efter behov benytte særlige sagkyndige rådgivere.

Som medlemmer kan ikke udpeges personer, der deltager i ledelsen af eller i øvrigt har en sådan tilknytning til et selskab eller en organisation, at der vil kunne opstå modsatrettede interesser. Som konkret eksempel på, hvem der kan udpeges som medlem kan nævnes revisorer eller personer med tilknytning til skattemyndigheder m.v.

Nævnet medlemmer udpeges af økonomi- og erhvervsministeren efter aftale med skatteministeren. Medlemmerne udpeges for en fireårig periode med mulighed for genudpegning.

Økonomi- og erhvervsministeren fastsætter efter stk. 3 nærmere regler om betaling for nævnets afgørelser. Hjemlen vil blive brugt til at fastsætte regler om, at et pengeinstitut, som anmoder nævnet om at træffe afgørelse i en sag, skal afholde de dermed forbundne udgifter til nævnets virksomhed.

For at nævnet skal have den tilsigtede effekt, skal nævnet efter stk. 4 træffe afgørelse senest 5 dage efter, det har modtaget et fyldestgørende grundlag for en stillingtagen. Det er op til det nødlidende institut at fremskaffe et fyldestgørende grundlag, og instituttet må derfor udlevere alle relevante vurderinger og oplysninger til brug for nævnets overvejelser i forbindelse med værdiansættelsen. Modtager nævnet således ikke de nødvendige oplysninger, kan der ikke afgives en bindende forhåndsbesked.

For at sikre nævnets reelle mulighed for at mindske den skattemæssige usikkerhed foreslås det i stk. 5 , at der ikke kan klages over nævnets afgørelser til en højere administrativ myndighed, samt at nævnets vurderinger ikke kan tilsidesættes ved skattemyndighedernes ligning. Nævnets vurderinger er således bindende for såvel det ophørende institut som den overtagende part. En kopi af nævnets vurdering bør tilgå Garantifonden for indskydere og investorer.

Af stk. 6 fremgår, at økonomi- og erhvervsministeren efter aftale med skatteministeren fastsætter nævnets vedtægter og forretningsorden samt senere ændringer heri.

Til § 207

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om banker og sparekasser.

Bestemmelsen åbner mulighed for, at de sparekasser, der drev virksomhed den 1. januar 1989, kan vælge at ændre selskabsretlig organisationsform til aktieselskab. Loven gælder også for sparekasser, der er opstået ved fusion mellem sparekasser, der drev virksomhed den 1. januar 1989.

Omdannelsen kan ske ved, at sparekassen fusionerer med et aktieselskab efter reglerne om fusion i aktieselskabslovens kapitel 15. Dette sikres i forslagets § 208.

Ved at anvende aktieselskabslovens fusionsregler, hvorefter sparekassens aktiver og gæld som helhed overdrages til et aktieselskab, opnås, at omdannelsen kan ske uden likvidation, og at sparekassevirksomheden videreføres inden for rammerne af aktieselskabet med ophør af den selvejende institution.

Fusion efter aktieselskabslovens regler har endvidere den fordel, at omdannelsen ikke medfører et debitorskifte, men at aktieselskabet indtræder i alle sparekassens rettigheder og forpligtelser (universalsuccession).

Ved fusionen overdrages sparekassens aktiver og passiver, herunder dens egenkapital, til aktieselskabet. Herved sikres, at kapitalen fortsat anvendes til dens primære formål: Pengeinstitutvirksomhed. Garanterne i sparekassen skal dog ifølge § 208, stk. 2, have tilbudt valget mellem at ombytte deres garantbeviser til aktier til markedskurs eller kontant indløsning.

Samtidig med omdannelsen oprettes der en erhvervsdrivende fond, der får overdraget aktier fra aktieselskabet svarende til værdien af sparekassens reserver, efter at garantkapitalen er ombyttet til aktiekapital til en skønnet markedskurs, jf. bemærkningerne til § 208. Ved omdannelsen vil aktieselskabet således få to aktionærgrupper, fonden og de tidligere garanter. Efter omdannelsen vil aktieselskabet have samme mulighed for kapitaltilførsel via aktieemission som bankerne.

Erhvervsdrivende fonde er reguleret i lov om erhvervsdrivende fonde. Når en sparekasse ved omdannelse opdeles i en fond og et aktieselskab, er det nødvendigt at sikre, at begge virksomheder fortsat undergives en erhvervsøkonomisk lovgivning. Det er derfor præciseret i stk. 1, at fonden anses som en erhvervsdrivende fond. Det betyder, at lov om erhvervsdrivende fonde finder anvendelse på fonden.

Sparekassers formål er at drive pengeinstitutvirksomhed, og aktieselskabets og fondens formål skal tilsammen være at videreføre denne virksomhed. Efter lov om erhvervsdrivende fonde vil en fond kunne have til formål udelukkende at opretholde og videreføre en virksomhed. Der kræves ikke noget eksternt uddelingsformål. Fonden vil som følge af sit formål kunne geninvestere eventuelt udbetalt udbytte som ny aktiekapital i selskabet eller varetage anden tilknyttet finansieringsvirksomhed. I vedtægten sikres, at de i sparekassen opbyggede reserver anvendes til almennyttige og velgørende formål, hvis hovedformålet, konsolidering af pengeinstitutvirksomheden, måtte ophøre.

Gennem reglerne om stemmeretsbegrænsninger sikres det, at ingen enkeltinteresser i sparekassen kan få afgørende indflydelse på valget af sparekassens repræsentantskab. Ved omdannelse til aktieselskab er det fra sparekassernes side ønsket, at der, uden at fonden mister sin karakter af erhvervsdrivende fond, skabes mulighed for at indføre stemmeretsbegrænsninger i aktieselskabet dels som værn mod overtagelse, dels for at bevare sparekassernes særkende som demokratisk ledede selskaber. Dette sikres ved forslagets § 210.

Sparekassernes nuværende garant- og indskyderdemokrati fortsætter med den forskel, at der efter omdannelsen er tale om aktionærdemokrati. Det forudsætter en høj grad af aktiespredning. Denne spredning vil i første omgang kunne ske på grundlag af de nuværende garanter og i næste omgang på grundlag af kunder og ansatte i sparekassen.

Til § 208

Bestemmelsen er en videreførelse af tilsvarende bestemmelser i den gældende lov om banker og sparekasser.

Aktieselskabslovens fusionsregler i kapitel 15 omfatter alene fusion mellem aktieselskaber. Ved udtrykkeligt at gøre disse regler anvendelige med de fornødne ændringer på fusion mellem en selvejende institution og et aktieselskab fastslås samtidig princippet om universalsuccession, dvs. at aktieselskabet indtræder i sparekassens rettigheder og forpligtelser uden debitorskifte.

Stk. 2 omhandler forholdet til sparekassens garanter. Garantikapital hæfter for sparekassens forpligtelser og svarer i det store og hele til aktiekapital. Garanter er stemmeberettigede ved valg af sparekassens repræsentantskab.

Garanterne kan som led i omdannelsen ombytte deres garantbeviser med aktier eller kontant indløsning.

Ombytningen af garantbeviser til aktier skal ske til aktiernes markedskurs. Omdannelsen vil derfor ikke give garanterne umiddelbare fordele som følge af omdannelsen, som strider mod sparekasseaktieselskabets interesser, og som i væsentlig grad kan påvirke beslutningen om omdannelsen. Emissionen må på den anden side tilrettelægges således, at garanterne ikke umiddelbart efter konverteringen og den første nyemission kommer i en situation, hvor kursværdien af aktierne bliver lavere end garantindskuddets størrelse.

Da der ikke kan ses bort fra, at der blandt garanterne vil være nogle, for hvem den faste rente på garantibeviset er en økonomisk nødvendighed, kan garantikapitalen blive stående i selskabet i en overgangsperiode på indtil 5 år efter omdannelsen. Garanterne kan i denne periode ikke kræve deres garantbeviser indløst, og garantindskuddet kan derfor medregnes ved opgørelsen af selskabets kernekapital i henhold til § 44.

De nærmere bestemmelser om de rettigheder, der tillægges garanterne, skal indeholdes i fusionsplanen.

Bestemmelserne i stk. 3 og 4 er konsekvensændringer som følge af, at de pågældende virksomheder er pengeinstitutter, for hvilke der gælder særlige regnskabsregler.

Stk. 5 fastslår i overensstemmelse med § 203, at økonomi- og erhvervsministeren skal godkende fusionen.

Til § 209

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om banker og sparekasser.

For at sikre den nære tilknytning mellem fonden og sparekasseaktieselskabet, som følger af formålet med fonden, skal et flertal af fondsbestyrelsens medlemmer, vælges blandt bestyrelsesmedlemmer i sparekasseaktieselskabet.

Det følger af de almindelige regler om koncernmedarbejderrepræsentation i lov om erhvervsdrivende fonde, at fondsbestyrelsen kan suppleres med medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer, hvis fonden er moderfond.

Såfremt fonden ikke anses som moderfond i forhold til sparekasseaktieselskabet, sikres medarbejderrepræsentation fra sparekasseaktieselskabet i fondsbestyrelsen med bestemmelserne i stk. 4. Det pågældende medlem undergives de regler, som er fastsat i aktieselskabsloven om koncernrepræsentation.

Bortset fra reglerne om medarbejderrepræsentation bestemmes antallet af bestyrelsesmedlemmer ved anvendelse af reglen i stk. 3 og vedtægtsbestemmelserne herom efter § 7 i lov om erhvervsdrivende fonde.

Stk. 4 regulerer den situation, hvor et sparekasseaktieselskab er afviklet og ikke kan anses for at være videreført - enten fordi det er opløst, eller fordi der er fusioneret ind i en større enhed. Heraf opstår spørgsmålet om, hvad der skal ske med den fond, der har haft til formål at støtte sparekasseaktieselskabet, og hvis bestyrelse er udnævnt af sparekasseaktieselskabet.

Fonden skal i disse tilfælde kunne fortsætte sin virksomhed, men formål og vedtægter skal ændres. Disse ændringer er de i stk. 4 nævnte nødvendige ændringer i lov om erhvervsdrivende fonde. Ændringerne skal godkendes af Erhvervs- og Selskabsstyrelsen og skal overholde reglerne i lov om erhvervsdrivende fonde. En række af de hidtidige krav til fonden vil ikke længere være gældende. Det gælder bl.a. kravet om, at bestyrelsen skal bestå af mindst fem medlemmer, og at fondens bestyrelse skal vælges af sparekasseaktieselskabet. Det vil heller ikke være nødvendigt at sikre koncernmedarbejderrepræsentation fra sparekasseaktieselskabet i de tilfælde, hvor reglerne i lov om erhvervsdrivende fonde ikke foreskriver medarbejderne koncernrepræsentation. I stedet vil reglerne om erhvervsdrivende fonde finde anvendelse.

Et sparekasseaktieselskab kan afvikles ved likvidation, konkurs, overtagelse af aktiver og passiver, fusion eller på anden måde, jf. § 239. Et sparekasseaktieselskab, der afvikles ved likvidation eller konkurs, er ved afviklingen ophørt. Hvis et sparekasseaktieselskab afvikles ved fusion , ved at sparekasseaktieselskabet fusionerer med et andet pengeinstitut som det fortsættende pengeinstitut, jf. § 203, stk. 1 og 2, skal det vurderes, om sparekasseaktieselskabet kan anses for at være videreført. Denne vurdering tager udgangspunkt i størrelsesforholdet mellem de pengeinstitutter, der fusioneres. Hvis hovedparten af det fortsættende pengeinstituts balance efter fusionen vedrører det overtagende pengeinstitut, anses sparekasseaktieselskabet normalt ikke for at være videreført. Sker afviklingen på anden måde efter § 239 må det bero på en konkret afgørelse, om sparekasseaktieselskabet skal anses for at være videreført. Det er Finanstilsynet, der afgør, om et sparekasseaktieselskab er afviklet og ikke kan anses for at være videreført.

Det følger af bestemmelsen, at fonden efter afvikling af sparekasseaktieselskabet, jf. stk. 4, fortsat anses som en erhvervsdrivende fond. Formålet er at sikre, at fonden, som ofte vil have en stor formue, ikke tvinges til at blive opløst, og dermed tvinges til at udlodde fondens midler. Bestemmelsen indebærer, at fonden heller ikke efter at ejerskabet er ophørt, skal opfylde kravet om erhvervsaktivitet i lov om erhvervsdrivende fonde.

Når fonden ikke længere ejer et sparekasseaktieselskab, vil det være nødvendigt med vedtægtsændringer, da fonden blandt andet tidligere har haft til formål at eje et sparekasseaktieselskab. De ændringer, som foretages, må ikke gå videre, end hvad der er nødvendigt. Det er Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, der som fondsmyndighed skal tillade de ændringer i fondens vedtægter, som er nødvendige efter lov om erhvervsdrivende fonde.

Til § 210

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om banker og sparekasser.

Stk.1 fastslår, at der skal være bestemmelser om stemmeretsbegrænsninger for aktionærerne i sparekasseaktieselskabet. Bestemmelsen skal sikre, at det hidtidige garant- og indskyderdemokrati fortsættes i form af et aktionærdemokrati. Der er ingen bestemte grænser for, hvor mange stemmer en enkelt aktionær må have.

Det er mest hensigtsmæssigt, at fastsættelsen heraf overlades de kompetente organer i sparekasseaktieselskabet, således at der kan tages hensyn til selskabernes individuelle forhold, så som geografisk spredning og antallet af aktionærer.

Såfremt sparekasseaktieselskabet ejes af et holdingselskab, finder bestemmelsen i stedet for anvendelse på dette. Der er intet bestemt om stemmeretsbegrænsningens omfang, men efter bemærkningerne til det oprindelige lovforslag skulle der ske en sikring af en demokratisk struktur.

Stk. 2 ophæver kravet om stemmeretsbegrænsning for sparekasseaktieselskaber 5 år efter omdannelsen, og sparekasseaktieselskabet sidestilles med banker, hvor der ikke er krav om stemmeretsbegrænsninger.

Når der er gået 5 år fra omdannelsestidspunktet, kan forholdene for sparekasseaktieselskabet og samfundet i øvrigt være ændret så radikalt, at de ledende organer i sparekasseaktieselskabet frit bør kunne beslutte sig for at blive datterselskab i en finansiel koncern. Beslutning om ophævelse af stemmeretsbegrænsningen skal vedtages af sparekasseaktieselskabets kompetente organer med respekt af de hidtidige stemmeretsbegrænsninger. Sparekasseaktieselskaberne vil således efter 5 år blive fuldt ud sidestillet med bankerne.

Til § 211

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om banker og sparekasser.

Bestemmelsen giver mulighed for, at omdanne sparekasser til aktieselskaber uden etablering af en fond. Ved fusionen mellem sparekassen og det af sparekassen ejede eller oprettede aktieselskab indskydes sparekassens reserver som en bunden opsparing i sparekasseaktieselskabet. I fondskonstruktionen efter §§ 207-210 etableres en erhvervsdrivende fond, der får overdraget aktier, som på grundlag af den anvendte konverterings kurs modsvarer værdien af sparekassens reserver på omdannelsestidspunktet, mens der med modellen uden etablering af en fond sker en indkapsling af reserverne på en bunden konto i det fortsættende pengeinstitut.

Hvis sparekasseaktieselskabet indgår en fusion uden at være det overtagende selskab, vil fusionen være betinget af, at sparekassereserven overtages af det fortsættende pengeinstitut på samme vilkår, som gjaldt ved fusionen.

Sparekassereserven hæfter for underskud, når de frie reserver er opbrugt, dvs. forud for aktiekapitalen og overkursfonden. Dette gælder kun, så længe sparekasseaktieselskabet er en levende organisation. Hvis aktionærerne beslutter sig for at opløse sparekasseaktieselskabet eller i tilfælde af konkurs, vil sparekassereserven skulle udloddes til almennyttige formål forud for såvel de øvrige reserver som aktiekapitalen.

Til § 212

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om banker og sparekasser.

Sparekassereserven vil ikke kunne anvendes til udbyttebetaling, men kan benyttes til dækning af underskud, hvis de frie reserver ikke slår til.

Til § 213

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om banker og sparekasser.

Sparekassereserven opskrives med en henlæggelse på 10 pct. af den del af sparekasseaktieselskabets overskud, der ikke medgår til dækning af underskud fra tidligere år. På længere sigt må det forventes at sparekassereserven udgør en stadig mindre del af sparekasseaktieselskabets samlede reserver, og der er indsat en overgrænse for den årlige opskrivning, som ikke må overstige en forrentning svarende til den af skatteministeren fastsatte mindsterente efter skat. Den af skatteministeren fastsatte mindsterente kan findes på www.skat.dk/tal/satser/skat-kursgevinst.php3.

Til § 214

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om banker og sparekasser m.v.

Bestemmelsen åbner mulighed for, at andelskasser eller sammenslutninger heraf, der drev virksomhed den 1. januar 1995, kan vælge at ændre selskabsretlig organisationsform til aktieselskab. Loven gælder også for andelskasser, der er opstået ved fusion mellem andelskasser, der drev virksomhed den 1. januar 1995.

Omdannelsen skal ske på den måde, at andelskassen eller, i sammenslutninger heraf, de enkelte andelskasser, fusionerer med et aktieselskab efter reglerne om fusion i aktieselskabslovens §§ 134-134 i.

Ved at anvende aktieselskabslovens regler om fusion, hvorefter andelskassens eller andelskassernes aktiver og gæld som helhed overdrages til et bestående aktieselskab, opnås, at omdannelsen kan ske uden likvidation, og at den oprindelige drift videreføres inden for rammerne af aktieselskabet med ophør af andelsselskabet eller andelsselskaberne.

Fusion efter aktieselskabslovens regler indebærer endvidere den fordel, at omdannelsen ikke indebærer et debitorskifte i traditionel forstand, men at aktieselskabet indtræder i alle andelskassens rettigheder og forpligtelser (universalsuccession).

Andelshaverne i andelskasser, der omdannes til aktieselskab efter reglerne i denne lov, har ikke andel i andelskassens reserver ved andelskassens ophør. For at sikre, at kapitalen fortsat anvendes til pengeinstitutvirksomhed, foreslås det, at der i forbindelse med andelskassens fusion med aktieselskabet oprettes en erhvervsdrivende fond eller en forening, der får overdraget aktier i aktieselskabet svarende til andelskassens reserver.

Andelskapitalen ombyttes ligeledes til aktiekapital eller indløses, jf. § 215, stk. 2.

Ved omdannelsen vil aktieselskabet således få to aktionærgrupper, de tidligere andelshavere samt en fond eller en forening (i sammenslutninger af andelskasser: en flerhed af fonde eller foreninger).

Erhvervsdrivende fonde er omfattet af lov om erhvervsdrivende fonde. Når en andelskasse ved omdannelsen opdeles i en fond og et aktieselskab, undergives begge virksomheder fortsat en erhvervsøkonomisk regulering, henholdsvis lov om erhvervsdrivende fonde, aktieselskabsloven og lov om finansiel virksomhed.

Imidlertid åbner bestemmelsen mulighed for, at omdannelse i stedet kan ske ved oprettelse af en forening, hvilket skyldes, at andelskasser er organiseret med en egentlig ejerkreds, hvorved omdannelsessituationen adskiller sig fra, hvad der er tilfældet ved sparekassers omdannelse til aktieselskaber. Sparekasser er selvejende institutioner, bag hvilke der ikke er en ejerkreds, hvilket begrunder kravet om fortsat erhvervsøkonomisk regulering af den i forbindelse med omdannelsen til aktieselskab overdragne ejerkapital til en erhvervsdrivende fond. Eftersom andelshaverne ejer andelskassen, foreligger der ikke omstændigheder, der kan begrunde et krav om, at den til reserverne svarende aktiepost ved andelskassers omdannelse til aktieselskab, skal overdrages til en fond.

Også ved foreningsformen sikres, at de i andelskassen opsamlede reserver fortsat er til rådighed for andelskassens drift samtidig med, at det sikres, at de fremtidige aktionærer ikke får andel i disse midler. Til sikring af, at en sådan forening fortsat vil varetage andelskassens formål, foreslås det at stille krav om, at foreningens medlemmer skal være aktionærer i aktieselskabet. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med stk. 3, jf. bemærkningerne hertil nedenfor.

Af stk. 2 fremgår det, for så vidt angår en sammenslutning af andelskasser, at beslutning om fusion træffes af sammenslutningens generalforsamling. Der er ikke taget stilling til, hvorledes beslutning i henhold til stk. 1 skal træffes i medlemsandelskasserne, hvilket må bero på deres vedtægter. Såfremt en andelskasse ikke ønsker at deltage i en af en sammenslutning besluttet omdannelse, jf. bestemmelserne i dette kapitel, betragtes dette som udtræden af sammenslutningen, jf. § 94. Herved oprettes i realiteten en ny uafhængig andelskasse, der, når udtrædelsen træder i kraft, skal opfylde kapitalkrav m.v. som følger af loven.

En i forbindelse med omdannelse oprettet forening vil ikke som fonde være undergivet en egentlig erhvervsøkonomisk regulering. Det afhænger af en konkret vurdering, om en forening er omfattet af registreringspligten m.v. efter lov om erhvervsdrivende virksomheder. Der vil ikke som for fonde være et tilsvarende løbende tilsyn med foreningerne. Til sikring af foreningens formål om at videreføre andelskassens virksomhed i aktieselskabet, er det fundet hensigtsmæssigt at fastsætte regler om medlemskreds i § 214 og bestyrelsessammensætning i § 94 samt ved i stk. 3 at fastsætte, at egenkapitalen i tilfælde af opløsning af foreningen ikke kan udloddes til foreningens medlemmer. I den gældende realkreditlov § 69 a, stk. 3, og § 76, som videreføres i forslagets § 222, findes en tilsvarende bestemmelse for foreninger, der har været realkreditinstitutter.

Til § 215

Bestemmelsen er en videreførelse af tilsvarende bestemmelser i den gældende lov om banker og sparekasser m.v.

Bestemmelsen henviser til reglerne i aktieselskabslovens §§ 134-134 i således, at omdannelse af andelskasser følger samme regelsæt som omdannelse af sparekasser.

Reglerne fastslår princippet om universalsuccession, dvs., at aktieselskabet indtræder i andelskassens eller, i sammenslutninger heraf, andelskassernes rettigheder og forpligtelser uden debitorskifte i traditionel forstand.

De i bestemmelsen anførte nødvendige tilpasninger, er de tilpasninger, der kræves, fordi selskabsformen her adskiller sig fra aktieselskaber. Se som eksempel på sådanne tilpasninger forslagets § 113, stk. 2, og § 115, stk. 2.

Stk. 2 omhandler forholdet til andelskassernes andelshavere. Andelskapital hæfter for andelskassens forpligtelser og svarer i alt væsentligt til aktieselskabers aktiekapital. Andelshaverne skal som led i omdannelsen tilbydes ombytning af deres andelsbeviser med aktier eller kontant indløsning efter eget valg.

De nærmere bestemmelser om de rettigheder, der tillægges andelshaverne, skal fremgå af fusionsplanen.

Stk. 3 og 4 foreslås som konsekvens af, at de pågældende virksomheder er pengeinstitutter, for hvilke der gælder særlige regnskabsregler.

Efter stk. 5 skal økonomi- og erhvervsministeren godkende fusionen.

Til § 216

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om banker og sparekasser m.v.

Efter stk.1 skal de oprettede fonde eller foreninger ledes af en bestyrelse på mindst 3 medlemmer. I omdannelsesreglerne for sparekasser foreskrives, at de ved omdannelse af sparekasser oprettede fonde ledes af en bestyrelse på mindst 5 medlemmer. Baggrunden for denne forskel er, at andelskasserne og disses reserver sædvanligvis er væsentligt mindre end sparekassernes og de dertil hørende reserver.

Stk. 2 og 4 indebærer, at for fonde, der besidder aktier udover en grænse på 25 pct. af aktiekapitalen i et selskab, hvor der er medarbejderrepræsentation, vil bestyrelsen bestå af mindst 5 medlemmer.

Stk. 2 og 4 skal sikre den nære tilknytning mellem fonden eller foreningen og aktieselskabet, som i øvrigt følger af formålet med fonden eller foreningen, hvorfor et flertal af bestyrelsesmedlemmerne i fonde eller foreninger, der besidder mere end 25 pct. af aktiekapitalen i et andelskasseaktieselskab, skal udpeges af andelskasseaktieselskabets bestyrelse blandt bestyrelsens medlemmer.

Hvis sammenslutninger af andelskasser vælger at omdanne sig til aktieselskab, følger det af § 214, at der for hver enkelt andelskasse i sammenslutningen skal oprettes en fond eller en forening. Et krav om, at andelskasseaktieselskabets bestyrelse skal være repræsenteret i bestyrelsen for hver af disse fonde eller foreninger, vil være unødigt belastende for andelskasseaktieselskabets bestyrelse. Det foreslås derfor, at krav herom kun stilles for fonde eller foreninger, der besidder aktier i aktieselskabet udover en grænse på 25 pct. af aktiekapitalen. For disse fonde eller foreninger foreslås der endvidere fastsat en pligt til for formanden for andelskasseaktieselskabets bestyrelse at være medlem af fondenes eller foreningernes bestyrelser.

I fonde, der besidder 25 pct. eller mindre af andelskasseaktieselskabets aktier, følger bestyrelsessammensætningen af fondens vedtægter, jf. § 7 i lov om erhvervsdrivende fonde.

I foreninger, der besidder 25 pct. eller mindre af andelskasseaktieselskabets aktier skal bestyrelsen efter stk. 3 vælges af foreningens medlemmer. Af § 22 i lov om erhvervsdrivende fonde fremgår det, at de i aktieselskabsloven og i henhold til denne fastsatte regler om medarbejderes valg af bestyrelsesmedlemmer finder tilsvarende anvendelse på en erhvervsdrivende fond og dens dattervirksomheder.

Anses en i medfør af forslagets § 214, stk. 1, oprettet fond ikke som moderfond i forhold til andelskasseaktieselskabet, jf. § 2 i lov om erhvervsdrivende fonde, sikres medarbejderrepræsentation fra andelskasseaktieselskabet i bestyrelser for fonde, samt tilsvarende for foreninger, der er indehavere af en betydelig ejerandel, med bestemmelsen i forslaget til stk. 4 . De pågældende medlemmer bliver omfattet af de regler, der er fastsat i aktieselskabsloven med tilhørende retsforskrifter om koncernrepræsentation.

Det følger af stk. 5 , at stk. 1-4 ikke finder anvendelse, hvis andelskasseaktieselskabet er afviklet efter § 239 og andelskasseaktieselskabet ikke anses for at være videreført. I stk. 5 reguleres videre forhold vedrørende den fond, der har haft til formål at støtte andelskasseaktieselskabet, og hvis bestyrelse er udnævnt af andelskasseaktieselskabet, hvis et andelskasseaktieselskabet er afviklet og ikke kan anses for at være videreført, enten fordi det er opløst eller fusioneret ind i en større enhed.

Fonden skal i disse tilfælde kunne fortsætte sin virksomhed, men formål og vedtægter skal ændres. Disse ændringer er de i stk. 5 nævnte nødvendige ændringer. Ændringerne skal godkendes af Erhvervs- og Selskabsstyrelsen og skal være i overensstemmelse med reglerne i lov om erhvervsdrivende fonde. En række af de hidtidige krav til fonden vil ikke længere være gældende. Det gælder bl.a. kravet om, at bestyrelsen skal bestå af mindst tre medlemmer, og at fondens bestyrelse skal vælges af andelskasseaktieselskabet. Det vil heller ikke være nødvendigt at sikre koncernmedarbejderrepræsentation fra andelskasseaktieselskabet i de tilfælde, hvor reglerne i lov om erhvervsdrivende fonde ikke foreskriver dette.

Et andelskasseaktieselskab kan afvikles ved likvidation, konkurs, overtagelse af aktiver og passiver, fusion eller på anden måde, jf. 239. Et andelskasseaktieselskab, der afvikles ved likvidation eller konkurs, er ved afviklingen ophørt. Hvis et andelskasseaktieselskab afvikles ved fusion ved, at andelskasseaktieselskabet fusionerer med et andet pengeinstitut som det fortsættende pengeinstitut, jf. 203, stk. 1 og 2, skal det vurderes, om andelskasseaktieselskabet kan anses for at være videreført. Denne vurdering tager udgangspunkt i størrelsesforholdet mellem de pengeinstitutter, der fusioneres. Hvis hovedparten af det fortsættende pengeinstituts balance efter fusionen vedrører det overtagende pengeinstitut, anses andelskasseaktieselskabet normalt ikke for at være videreført. Sker afviklingen på anden måde efter § 239, må det bero på en konkret afgørelse, om andelskasseaktieselskabet skal anses for at være videreført.

Det følger af bestemmelsen, at fonden efter afvikling af andelskasseaktieselskabet, fortsat anses som en erhvervsdrivende fond. Formålet er at sikre, at fonden, som ofte vil have en stor formue, ikke tvinges til at blive opløst, og dermed tvinges til at udlodde fondens midler. Bestemmelsen indebærer, at fonden heller ikke efter at ejerskabet er ophørt, skal opfylde kravet om erhvervsaktivitet i lov om erhvervsdrivende fonde. Det er Finanstilsynet, der afgør, om et andelskasseaktieselskab er afviklet og ikke kan anses for at være videreført.

Når fonden ikke længere ejer et andelskasseaktieselskab, vil det være nødvendigt med vedtægtsændringer, da fonden blandt andet tidligere har haft til formål at eje et andelskasseaktieselskab. De ændringer, som foretages, må ikke gå videre, end hvad der er nødvendigt. Det er Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, der som fondsmyndighed skal tillade de ændringer i fondens vedtægter, som er nødvendige efter lov om erhvervsdrivende fonde.

Bestemmelsen i stk. 6, 1. pkt., er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om banker og sparekasser. Bestemmelsen i stk. 6, 2. pkt., er ny for andelskasseaktieselskaber. Stk. 6, 1. pkt., fastslår, at der skal være bestemmelser om stemmeretsbegrænsninger for aktionærerne i andelskasseaktieselskabet. Forslaget skal sikre, at dette andelsretlige princip, at hver andelshaver har een stemme på generalforsamlingen, kan opretholdes, dog således, at det overlades de kompetente organer i aktieselskabet at fastsætte den nærmere udformning af stemmeretsbegrænsningen. Stemmeretsbegrænsningen skal tillige ses i sammenhæng med stk. 2, hvorefter flertallet af bestyrelsen i fonde eller foreninger med betydelig ejerandel, skal udpeges blandt medlemmerne af andelskasseaktieselskabets bestyrelse. Stemmeretsbegrænsningen skal forhindre, at fonde eller foreningers bestyrelser, via stemmeret på andelskasseaktieselskabets generalforsamling, reelt kontrollerer generalforsamlingen og herunder valg til bestyrelsen.

Der er således tale om stemmeretsbegrænsning i form af stemmeloft, hvilket vil sige en begrænsning af antallet af stemmer, der kan afgives af en enkelt aktionær.

Der er ingen bestemte grænser for, hvor mange stemmer en enkelt aktionær må have, men stemmeretsbegrænsningen skal have et reelt indhold. Herved opnås, at de kompetente organer i aktieselskabet kan tage sådanne hensyn til selskabernes individuelle særpræg, som forholdene tilsiger, så som geografisk spredning og antallet af aktionærer.

Stk. 6, 2. pkt., ophæver kravet om stemmeretsbegrænsning for andelskasseaktieselskaber 5 år efter omdannelsen, og andelskasseaktieselskabet sidestilles med banker, hvor der ikke er krav om stemmeretsbegrænsninger.

Når der er gået 5 år fra omdannelsestidspunktet, kan forholdene for andelskasseaktieselskabet og samfundet i øvrigt være ændret så radikalt, at de ledende organer i andelskasseaktieselskabet frit bør kunne beslutte sig for at blive datterselskab i en finansiel koncern. Beslutning om ophævelse af stemmeretsbegrænsningen skal vedtages af andelskasseaktieselskabets kompetente organer med respekt af de hidtidige stemmeretsbegrænsninger. Andelskasseaktieselskaberne vil således efter 5 år blive fuldt ud sidestillet med bankerne.

Til § 217

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende realkreditlov.

Efter bestemmelsen reguleres fonde, der har været realkreditinstitutter, og fonde, der er oprettet i forbindelse med omdannelse af realkreditinstitutter til aktieselskaber efter reglerne i lov om erhvervsdrivende fonde. Forslaget indebærer, at de nævnte fonde ikke skal opfylde kravet om erhvervsaktivitet i lov om erhvervsdrivende fonde.

Til § 218

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende realkreditlov.

Til forskel fra den gældende bestemmelse, finder bestemmelsen også anvendelse for foreninger, der ejer et realkreditinstitut.

Den foreslåede ændring af stk. 1 indebærer, at praksis vedrørende godkendelse af vedtægter for foreninger, der ejer et realkreditinstitut, lovfæstes. Forslaget har således ikke praktiske konsekvenser for de foreninger, der ikke i dag, er omfattet af realkreditlovens § 69 a, stk. 2.

Når økonomi- og erhvervsministeren efter stk. 2 skal vurdere, om vedtægtsændringerne strider mod medlemmernes interesser, skal ministeren tage hensyn til foreningens oprindelige formål og de oprindelige bestemmelser om formuens anvendelse.

Til § 219

Bestemmelsen er en delvis videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende realkreditlov.

Til forskel fra den gældende bestemmelse skal det efter forslaget ikke længere være Finanstilsynet, der fastsætter regler for valg og sammensætning af bestyrelsen. Fremover skal det være fonden eller foreningen, der fastsætter disse regler.

Det tilsigtes med stk. 2 , at såvel låntagere som obligationsejere er repræsenteret i bestyrelsen for de fonde og foreninger, som efter en omdannelse af et realkreditinstitut til aktieselskab nu ejer aktierne i dette selskab. Bestemmelsen sikrer, at disse to grupper altid vil have en bestemmende indflydelse i bestyrelsen. Bestemmelsen forhindrer samtidig, at repræsentanter for obligationsejerne udgør mere end halvdelen af bestyrelsen, men udelukker ikke, at repræsentanter for låntagerne udgør mere end halvdelen af bestyrelsen. Baggrunden herfor er, at dansk realkredit historisk har været domineret af kreditforeninger, hvor låntagerrepræsentanter har været dominerende i bestyrelsen.

Efter stk. 3 skal det fremover være fonden eller foreningen, der i vedtægterne og ved valgregulativ skal fastsætte regler for valg og sammensætning af bestyrelsen. Tidligere har det været Finanstilsynet, der skulle fastsætte disse regler. Det er imidlertid fundet mere hensigtsmæssigt at overlade dette til fonden eller foreningen. Det er til gengæld fastholdt, at Finanstilsynet skal godkende de regler, som fonden eller foreningen udarbejder. Ved godkendelse af reglerne for valg og sammensætning af bestyrelsen skal Finanstilsynet i særlig grad påse, at reglerne ikke unødigt hindrer låntagerne og obligationsindehaverne i at være repræsenteret i bestyrelsen.

Til § 220

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende realkreditlov.

Med bestemmelsen tilsigtes det, at Finanstilsynet får indsigt i de dispositioner, der foretages af en fond eller forening, der ejer et realkreditinstitut. Underretningen om en fond eller forenings erhvervelse eller afhændelse af bestemmende indflydelse i en erhvervsvirksomhed medfører ikke, at Finanstilsynet på forhånd skal godkende sådanne dispositioner.

Til § 221

Bestemmelsen er en delvis videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende realkreditlov.

Til forskel fra den gældende bestemmelse, finder bestemmelsen også anvendelse for fonde, der ikke længere ejer et realkreditinstitut.

Med bestemmelsen sikres det, at årsrapporten aflægges efter samme regler, selvom fonden eller foreningen ikke længere ejer et realkreditinstitut. Dette indebærer, at fonden eller foreningen, også efter at denne ikke længere ejer et realkreditinstitut, aflægger regnskaber, som umiddelbart kan sammenlignes med tidligere aflagte regnskaber.

Tidligere skulle årsrapporterne indsendes til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, der derefter videresendte et eksemplar til Finanstilsynet. Det er fundet hensigtsmæssigt, at årsrapporten i overensstemmelse med reglerne for øvrige finansielle virksomheder, jf. den foreslåede § 193, stk. 1, 2. pkt., sendes direkte til tilsynet. Finanstilsynet videresender derefter et eksemplar til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

Til § 222

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende realkreditlov.

Bestemmelsen sikrer, at egenkapitalen i tilfælde af opløsning ikke udloddes til medlemmerne. Bestemmelsen forhindrer ikke, at foreningen omdannes til en fond.

Til § 223

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende realkreditlov.

Stk. 1 tilsigter, at fondsreserven ikke skal kunne anvendes til udbyttebetaling, ligesom der ikke kan udbyttebetales samtidig med, at den bundne fondsreserve anvendes til dækning af underskud. Fondsreserven kan kun anvendes til dækning af underskud, hvis reserverne ikke slår til.

Stk. 2 sikrer, at vilkårene for fondsreserven ikke kan omgås ved sammensmeltning af realkreditinstitutter.

Stk. 3 skal sikre, at de bindinger, der er lagt på anvendelsen af den bundne fondsreserve, også vil være gældende efter instituttets eventuelle opløsning. Af bestemmelsens 2. pkt. fremgår det, at den bundne fondsreserve skal fyldestgøres inden aktionærerne ved en eventuel opløsning.

Til § 224

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende realkreditlov.

Fondsreserven opskrives med en henlæggelse på 10 pct. af den del af aktieselskabets overskud, der ikke medgår til dækning af underskud fra tidligere år. På sigt må det forventes, at fondsreserven udgør en stadig mindre del af aktieselskabets samlede reserver, da der samtidig er indsat en overgrænse for den årlige opskrivning, der ikke må overstige en forrentning svarende til den af skatteministeren fastsatte mindsterente efter skat.

Til § 225

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om forsikringsvirksomhed. Dog videreføres den hidtidige regel om fusion mellem et selskab, der driver accessorisk virksomhed og et forsikringsselskab ikke, som led i harmoniseringen med lovgivningen for de øvrige finansielle virksomheder.

Efter stk. 1 finder forslagets §§ 226-231 anvendelse, når et forsikringsselskab uden likvidation opløses ved overdragelse af et selskabs aktiver og passiver som helhed til et andet forsikringsselskab, og når to eller flere forsikringsselskaber sammensmeltes til et nyt forsikringsselskab. Bestemmelsen svarer til aktieselskabslovens § 134, stk. 1, og definerer to former for fusion, nemlig fusion ved overtagelse og den egentlige fusion ved stiftelse af et nyt selskab.

Af stk.1, 2. pkt., fremgår det, at 1. pkt. også gælder, når den fortsættende virksomhed er en udenlandsk virksomhed. Hermed fastslås det, at tilladelse også kræves uanset, at det fortsættende selskab ikke er hjemmehørende i Danmark.

Overholdelse af bestemmelsen er en gyldighedsbetingelse for, at Finanstilsynet kan afgive de erklæringer og tilladelser, der omhandles i forslagets § 229, stk. 2, og for at Erhvervs- og Selskabsstyrelsen kan registrere fusionen, jf. forslagets § 230 og aktieselskabslovens § 134 i.

Finanstilsynet skal ikke godkende fusioner m.v., men alene den dertil knyttede bestandsoverdragelse. Fusionen kan dog ikke opnå gyldighed, uden Finanstilsynets erklæringer i medfør af § 229.

Bestemmelsen gælder for alle forsikringsselskaber, dvs. både aktieselskaber, gensidige selskaber og tværgående pensionskasser. Ved fusion af aktieselskaber finder reglerne i aktieselskabsloven tillige anvendelse, medmindre andet udtrykkeligt fremgår af loven. For selskaber, der ikke er aktieselskaber, finder aktieselskabslovens regler tillige anvendelse, når dette er hjemlet i loven.

For gensidige forsikringsselskaber findes en særregel i forslagets § 228, hvoraf følger, at aktieselskabslovens § 134 e, stk. 2 og 3, ikke finder anvendelse.

På grund af forsikringsdirektivernes krav om tilsyn ved bestandsoverdragelse kan aktieselskabslovens § 134 j og § 134 k kun finde anvendelse, når § 229 overholdes.

Som en følge af § 19 kan et livsforsikringsselskab ikke fusionere med et skadesforsikringsselskab eller omvendt, med mindre skadesforsikringsselskabet alene har koncession til at drive sygdoms- og ulykkesforsikring i medfør af klasse 1 og 2.

Efter stk. 2 finder bestemmelserne om fusion i §§ 221-226 med de nødvendige tilpasninger, tilsvarende anvendelse, når der i et forsikringsselskab træffes beslutning om fusion. De i bestemmelsen anførte nødvendige tilpasninger er dem der følger af, at der ikke er tale om sammenlægning som ved fusion, men om opdeling.

Spaltningsbegrebet skal forstås i overensstemmelse med aktieselskabslovens § 136.

Det følger af bestemmelsen, at også gensidige selskaber kan spaltes efter reglerne i §§ 221-226.

Ved spaltning opstår to selskaber. Det følger af § 19 og § 26 samt §§ 232 og 234, sammenholdt med aktieselskabslovens spaltningsbegreb, at modtageren af »aktiver og gæld« skal have tilladelse til at drive den virksomhed som overdrages. Hvis der overdrages forsikringsaftaler eller forsikringsmæssige hensættelser, forudsætter overdragelsen således at modtageren har tilladelse til at drive forsikringsvirksomhed.

Til § 226

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om forsikringsvirksomhed.

Bestemmelsen giver Finanstilsynet mulighed for at fravige aktieselskabslovens § 134 b, stk. 2, hvorefter den fælles regnskabsopstilling skal have en opgørelsesdag, der ligger inden for 6 måneder forud for fusionsplanens underskrivelse.

Bestemmelsen skal give selskaberne mulighed for at spare omkostninger og besvær i situationer, hvor Finanstilsynet vurderer, at en fravigelse af bestemmelsen i aktieselskabsloven ikke vil være betænkelig.

Til § 227

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om forsikringsvirksomhed.

Det følger af 1. pkt., at Finanstilsynet senest 4 uger efter fusionsplanens underskrivelse skal modtage en fusionsplan for hvert af de fusionerede selskaber. Planen skal være bekræftet af det enkelte selskabs bestyrelse.

Konsekvensen af at fristen overskrides er, at fusionsproceduren ikke kan videreføres.

Efter 2. pkt. finder 1. pkt. også anvendelse for vurderingsmændenes erklæring efter aktieselskabslovens § 134 c, stk. 4. Erklæringen skal angive, om kreditorerne i det enkelte selskab må antages at være tilstrækkeligt sikrede efter fusionen

Til § 228

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om forsikringsvirksomhed. Bestemmelsen svarer til aktieselskabslovens § 134 e.

Beslutning efter bestemmelsen er ikke gyldig før Finanstilsynet har afgivet erklæringer efter bestemmelsen i § 229.

Til § 229

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om forsikringsvirksomhed.

Efter stk. 1 skal selskabet senest to uger efter der er truffet beslutning om fusion, ansøge Finanstilsynet om tilladelse efter § 234. Ansøgningen skal være bilagt de i aktieselskabslovens § 134 e, stk. 5, nr. 3 og 4, nævnte dokumenter. Dokumenterne skal enten indsendes i original eller i en af bestyrelsen bekræftet kopi.

Det følger af stk. 2, at beslutning om fusion først er gyldig, når Finanstilsynet har erklæret, at selskabernes fordringshavere, der ikke er forsikringstagere, efter overdragelsen eller sammensmeltningen er tilstrækkeligt sikrede og Finanstilsynets tilladelse efter § 234 foreligger.

Kravet om Finanstilsynets erklæring erstatter i forsikringsselskaber formuerettens og aftalerettens normale beskyttelse af andre kreditorer end forsikringstagere, jf. § 230, stk. 2.

Da bestemmelsen har en beskyttelsesfunktion for disse grupper, må tilsynet påse, at beslutningerne er truffet i overensstemmelse med aftalelovens og vedtægternes regler. Tvivlsspørgsmål efter aftaleloven må eventuelt forelægges Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, inden Finanstilsynet træffer en endelig afgørelse.

Stk. 3 fastslår, at Finanstilsynet, samtidig med at der gives tilladelse efter § 234, skal inddrage det ophørende selskabs tilladelse med virkning fra en dato, som Finanstilsynet fastsætter. Bestemmelsen præciserer, at Finanstilsynet ikke giver tilladelse til fusionen, men alene giver tilladelse til bestandsoverdragelsen. Fusionen kan dog ikke gyldigt gennemføres uden tilladelse til bestandsoverdragelse og Finanstilsynets erklæring efter stk. 2, nr. 1. Det betyder blandt andet, at fusionen ikke kan registreres i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen før dette er sket.

Til § 230

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om forsikringsvirksomhed.

Efter stk. 1 anses et selskab for opløst, og dets rettigheder og forpligtelser anses for overgået som helhed til det fortsættende selskab, når betingelserne i aktieselskabslovens § 134 h, stk. 1, nr. 1 og 2, er opfyldt og der foreligger en tilladelse fra Finanstilsynet.

Ved opløsninger indtræder der universalsuccession. Det betyder, at de fusionerende selskabers gæld ikke forfalder til betaling, selv om kreditorerne ved opløsninger får en ny skyldner. Dette gælder både for aktieselskaber, gensidige selskaber og pensionskasser.

Efter stk. 2 finder visse af aktieselskabslovens bestemmelser ikke anvendelse på forsikringsselskaber.

Til § 231

Bestemmelsen er en videreførelse af tilsvarende bestemmelser i den gældende lov om forsikringsvirksomhed.

Bestemmelsen pålægger Finanstilsynet at offentliggøre modtagelse af fusionsplaner, spaltningsplaner m.v. i Statstidende.

Når der er sket offentliggørelse anses oplysningerne at være kommet til tredjemands kendskab.

Til § 232

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om forsikringsvirksomhed. Dog er det hidtidige krav om offentliggørelse i to landsdækkende dagblade ændret til ét dagblad, svarende til det i forslagets § 233 gældende. Bestemmelsen omhandler generelt overdragelse af forsikringsbestande, hvad enten det er i forbindelse med fusion m.v. eller ej.

Overdragelse af en forsikringsbestand, indebærer et debitorskifte for forsikringstagerne. Dette vil normalt kræve samtykke fra hver enkelt forsikringstager, men samtykket kan erstattes af Finanstilsynets godkendelse.

Hvis en forsikringsbestand overdrages på baggrund af individuelle samtykker fra samtlige forsikringstagere, er Finanstilsynets godkendelse til bestandsoverdragelsen ikke en forudsætning for overdragelsen.

Ved »hele forsikringsbestanden« forstås alle forsikringsaftaler, som selskabet kan have udbetalingspligt på. Dette inkluderer både aktuelle forsikringer og opsagte forsikringer, der stadig har tilknytning til en skadesreserve, samt forsikringer med løbende ydelser.

Ved »en bestemt del af forsikringsbestanden« forstås en forsikringsbestand der er klart og utvetydigt afgrænset, således at der ikke kan opstå tvivl om, hvilke policer der overdrages og hvilke der forbliver i selskabet. Efter Finanstilsynets praksis er det en betingelse for at antage at der foreligger en »del af en forsikringsbestand« at forsikringstagere ved at læse redegørelsen kan afgøre, om deres forsikringer er omfattet af overdragelsen eller ej.

Det er det overdragende selskab der skal ansøge om Finanstilsynets tilladelse.

Overdragelsen indebærer som udgangspunkt, at alle rettigheder og forpligtelser i henhold til den enkelte forsikringsaftale overgår til det nye selskab, således at også rettigheder og forpligtelser i forbindelse med skader, der er indtruffet før overdragelsesdagen, men som først er anmeldt efter dette tidspunkt, er omfattet. En konsekvens heraf er, at alle de forsikringsmæssige hensættelser, der hører til bestanden, som udgangspunkt skal overføres til det overtagende selskab.

Ansøgning om overdragelse skal ledsages af en overenskomst, der er afsluttet mellem de to selskaber, og af sådanne oplysninger om de to selskaber, som Finanstilsynet finder nødvendige for at kunne bedømme, om overdragelsen er forsvarlig overfor forsikringstagerne.

Aftalen vil eksempelvis indeholde oplysninger om hvilke selskaber, der indgår aftalen, tidspunktet for overdragelsen, en beskrivelse af bestanden, en overdragelsesbalance, angivelse af hvem der betaler omkostningerne ved overdragelsen, tidsplan for overdragelsen samt hvilket dagblad Finanstilsynet redegørelse skal offentliggøres i.

Herudover skal der indsendes oplysninger om det overtagende selskabs kapitalforhold. Hvis der overdrages livsforsikringsbestande, skal ansøgningen ledsages af dokumentation for, at ingen forsikringstager stilles ringere samt en aktuarerklæring herom.

Hvis der samtidig med overdragelsen skal ske kapitalforhøjelse, ændring af tilladelse o. lign., skal der samtidig indsendes oplysninger til belysning af disse forhold.

Ved Finanstilsynets vurdering af om overdragelsen er forsvarlig, vil der blive lagt vægt på, om det retlige grundlag er i orden, og om selskabet har tilstrækkeligt kapitalgrundlag og administrationsapparat til at kunne videreføre bestanden. Herudover vil der blive lagt vægt på, at forsikringstagernes rettigheder og forpligtelser i henhold til forsikringsaftalen bevares uændrede over for det overtagende selskab.

Hvis der er tale om overdragelse af en del af en forsikringsbestand, må de tilbageblivende forsikringstagere ikke stilles ringere, end de ellers ville have været stillet, hvis overdragelsen ikke var gennemført. Det er derimod ikke en betingelse at de tilbageværende forsikringstagere stiles på samme måde som de overdragne forsikringstagere.

Det følger af stk. 2 , at der for så vidt angår livsforsikringsvirksomhed, i forbindelse med overdragelsen i det overdragende selskabs forsikringsvilkår, kun kan foretages sådanne ændringer, som af Finanstilsynet skønnes at være en nødvendig følge af overdragelsen, herunder ændring af bonusreglerne.

Der kan eksempelvis være tale om, at man i det nye selskab anvender en anden, med fuldt ud tilfredsstillende metode til beregning af bonus.

Efter stk. 3 skal Finanstilsynet, medmindre Finanstilsynet på baggrund af ansøgningen og det medfølgende materiale finder, at overdragelsen bør nægtes, offentliggøre en redegørelse for den påtænkte overdragelse i Statstidende og i mindst to dagblade, og disse skal enten være landsdækkende eller dækkende for den region, hvori forsikringsselskabet befinder sig.

Redegørelsen skal indeholde en beskrivelse af overdragelsen, herunder hvilke selskaber, der er involveret, tidspunktet for overdragelsen, at der ikke sker ændring i forsikringsvilkårerne osv. Endvidere skal det anføres, hvorledes bestanden er afgrænset.

Herudover skal redegørelsen indeholde en opfordring til de forsikringstagere, hvis forsikringer der agtes overdraget, om senest inden 3 måneder efter offentliggørelsen, at afgive skriftlig meddelelse til Finanstilsynet, såfremt de har indsigelser mod overdragelsen.

Det er kun forsikringstagerne, der kan gøre indsigelser gældende. Sikrede tredjemænd, og andre der er berettigede under policen, er ikke omfattet af bestemmelsen.

De indsigelser Finanstilsynet modtager, indgår alene som en del af Finanstilsynets samlede beslutningsgrundlag, når det vurderes, om der skal gives tilladelse til overdragelsen.

Forsikringstagere får ikke partsstatus på baggrund af en indsigelse. Det er kun det forsikringsselskab, som modtager Finanstilsynets afgørelse, der opnår denne status. Se § 351 om partsstatus.

Efter stk. 3, sidste pkt., skal forsikringsselskabet samtidig sende en meddelelse til de forsikringstagere, hvis adresse er selskabet bekendt.

Den omstændighed at en forsikringstager gør indsigelse, berettiger ikke den pågældende til at ophæve forsikringen jf. stk. 4 .

Til § 233

I forbindelse med overdragelse af danske forsikringsbestande tegnet af udenlandske EU-forsikringsselskaber samt selskaber fra andre lande, der har gennemført Rådets 3. generationsdirektiver om forsikringsvirksomhed, fastslår bestemmelsen en pligt til ved overdragelsen at informere de danske forsikringstagere herom.

Når den endelige tilladelse til overdragelsen er blevet givet af hjemlandsmyndigheden, skal Finanstilsynet i samarbejde med hjemlandsmyndigheden offentliggøre en meddelelse herom. Hvorvidt der tillige skal ske offentliggørelse af beslutningen om overdragelse, afhænger af reglerne i det overdragende selskabs hjemland.

Til § 234

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om forsikringsvirksomhed.

Bestemmelsen fastsætter, at bestemmelsen i § 232 om bestandsoverdragelse skal følges i de fusionstilfælde, der er nævnt i § 225. I lighed med hvad der gælder efter § 232, kan forsikringstagerne i de to selskaber ikke forhindre sammensmeltningen.

Stk. 2 svarer ligeledes til § 232 således, at sammensmeltningen ikke giver forsikringstagerne ret til at hæve aftalen. Forsikringstagerne har i stedet efter § 232 lejlighed til at fremsætte indsigelser.

Til kapitel 15

Til § 235

Bestemmelsen er ny og præciserer, at Finanstilsynet kan inddrage tilladelsen som pengeinstitut, realkreditinstitut, fondsmæglerselskab, investeringsforvaltningsselskab eller værdipapirhandler, hvis virksomheden anmoder om det. Bestemmelsen er en præcisering af praksis.

Med lovforslaget indføres et koncessionslignende system for meddelelse af tilladelse, jf. bemærkningerne til §§ 7-10. Dette system indebærer, at én af flere tilladelser kan inddrages samtidig med, at virksomheden fortsætter med de aktiviteter, som virksomheden har beholdt tilladelse til at drive.

Det er en betingelse for inddragelse af tilladelsen efter denne bestemmelse, at de aktiviteter, tilladelsen er givet til, ophører.

F.eks. vil det for et pengeinstitut være muligt at anmode Finanstilsynet om at inddrage pengeinstituttets tilladelse som værdipapirhandler i medfør af § 9, stk. 1, jf. § 7, stk. 2.

Det er en forudsætning for inddragelse af tilladelse efter denne bestemmelse, at selskabet er solvent.

Til § 236

Bestemmelsen er en konsekvens af de nævnte direktivers tilladelsesordninger. Når et pengeinstitut, realkreditinstitut, fondsmæglerselskab eller investeringsforvaltningsselskab skal have tilladelse til at udøve sin virksomhed, vil der kunne opstå situationer, hvor tilladelsen må inddrages med den følge, at aktiviteterne skal ophøre.

Inddragelse af tilladelse kan ifølge bestemmelsen ske i følgende tilfælde:

1) hvis virksomheden gør sig skyldig i grov eller gentagen overtrædelse af loven, eller lov om realkreditlån og realkreditobligationer eller regler udstedt i medfør af disse love.

2) hvis virksomheden ikke opfylder kravene til at få tilladelse i medfør kapitel 3. Dette indebærer f.eks., at tilladelsen kan inddrages hvis virksomheden efter, at den har fået tilladelse, etablerer snævre forbindelser mellem virksomheden og andre virksomheder eller personer, der vil kunne vanskeliggøre tilsynets opgaver,

3) hvis virksomheden som finansiel virksomhed ikke er påbegyndt senest 12 måneder efter, at Finanstilsynet har meddelt tilladelse,

4) hvis der ikke udøves virksomhed i en periode over 6 måneder.

Inddragelse af tilladelse kan blive aktuel, når blot én af ovenfor nævnte situationer indtræder. Da en afgørelse om inddragelse af tilladelse vil være af indgribende karakter for virksomheden, indskydere, obligationsejere og investorer forudsættes det, at inddragelse af tilladelse typisk kun bliver aktuel efter, at der har været givet frist til afhjælpning eller påbegyndelse af virksomhed, og at dette ikke er sket.

Stk. 2 er en følge af det koncessionslignende system, der foreslås indført på tilladelsesområdet, jf. bemærkningerne til §§ 7-10.

Bestemmelsen fastslår, at når et pengeinstitut, realkreditinstitut eller investeringsforvaltningsselskab har tilladelse som værdipapirhandler i medfør § 9, stk. 1, kan tilladelsen som værdipapirhandler inddrages separat, hvis virksomheden på dette område ikke opfylder betingelserne i bestemmelsens stk.1.

Af stk. 3 fremgår det, at når et pengeinstitut eller realkreditinstitut tillige har tilladelse som værdipapirhandler i medfør af § 9, stk. 1, kan tilladelsen som pengeinstitut eller realkreditinstitut inddrages, hvis betingelserne i stk. 1 for at inddrage tilladelsen som pengeinstitut eller realkreditinstitut er opfyldt. Virksomheden kan fortsætte de aktiviteter, som den har tilladelse til via sin tilladelse som værdipapirhandler i form af et fondsmæglerselskab. Har virksomheden behov for at udføre aktiviteter, der ikke fremgår af tilladelsen som værdipapirhandler, skal der søges om tilladelse hertil i overensstemmelse med de almindelige regler herom, jf. § 9.

For pengeinstitutter, der ikke opfylder kapitalkravet i § 123, stk. 1, skal kapitalkravet på henholdsvis 1 million euro eller 0,3 million euro for fondsmæglerselskaber ikke opfyldes, jf. § 402, stk. 3. Kravene til kapital ændres således ikke for den enkelte virksomhed, fordi virksomhedens tilladelse som pengeinstitut inddrages og virksomheden ændrer status fra pengeinstitut til fondsmæglerselskab. Typisk vil der dog være behov for, at aktivitetsområdet ændres, og en ny tilladelse vil være nødvendig i forbindelse med ændringen til fondsmæglerselskab. Såfremt der meddeles ny tilladelse som værdipapirhandler i forbindelse med inddragelsen af tilladelsen som pengeinstitut eller senere, skal kravene til kapital for fondsmæglerselskaber opfyldes.

Til § 237

Bestemmelsen er en videreførelse af tilsvarende bestemmelser i den gældende tilsynslovgivning. Bestemmelsen er tidligere gennemført inden for rammerne af EF-direktiver på det finansielle område, jf. bilag A. Bestemmelsen er ny for investeringsforvaltningsselskaber, der indsættes i forslaget i forbindelse med gennemførelse af EF-direktiver på det finansielle område, jf. bilag A.

Bestemmelsen pålægger Finanstilsynet pligt til at inddrage tilladelsen som pengeinstitut, realkreditinstitut, fondsmæglerselskab eller investeringsforvaltningsselskab, hvis kapitalkravene i §§ 123 og 124 ikke er opfyldt. Opfyldelsen gælder både kravet til solvens og kravet til minimumskapital. For fondsmæglerselskaber og investeringsforvaltningsselskaber indebærer dette også, at kravet i § 124, stk. 4, om, at basiskapitalen skal udgøre mindst 25 pct. af det foregående års faste omkostninger skal være opfyldt. Endvidere gælder for investeringsforvaltningsselskaber, at 0,02 pct. kravet for den del af porteføljen, der overstiger 250 millioner euro, skal være opfyldt.

Finanstilsynet kan fastsætte en frist til at få tilvejebragt den nødvendige kapital. Denne frist kan forlænges.

Stk. 3 præciserer, at tilladelse som pengeinstitut, realkreditinstitut, fondsmæglerselskab eller investeringsforvaltningsselskab kan inddrages, når solvenskravet i §§ 170-173 ikke er opfyldt på koncernbasis. Da koncernselskaber ikke har tilladelse i henhold til dette lovforslag, er det pengeinstituttet, realkreditinstituttet, fondsmæglerselskabet eller investeringsforvaltningsselskabets tilladelse, som Finanstilsynet kan inddrage.

Finanstilsynet kan fastsætte en frist til at få tilvejebragt den nødvendige kapital. Denne frist kan forlænges.

Til § 238

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende tilsynslovgivning. Bestemmelsen gennemføres herudover inden for rammerne af EF-direktiver på det finansielle område, jf. bilag A. Bestemmelsen er ny for investeringsforvaltningsselskaber.

Et pengeinstitut, realkreditinstitut, fondsmæglerselskab eller investeringsforvaltningsselskab skal efter de gældende EF-direktiver have tilladelse, inden de påbegynder deres virksomhed. Omvendt må virksomheden ophøre, hvis tilladelsen inddrages.

Som en konsekvens af det koncessionslignende system, der ved dette forslag indføres for tilladelser omhandler stk. 1 den situation, at et pengeinstitut, realkreditinstitut, fondsmæglerselskab eller investeringsforvaltningsselskabs virksomhed skal ophøre i sin helhed, fordi Finanstilsynet inddrager samtlige tilladelser . Stk. 2 omhandler den situation, hvor én af flere tilladelser inddrages.

Efter stk. 1 skal virksomheden ophøre og afvikles, når Finanstilsynet inddrager tilladelsen. Dette indebærer eksempelvis, at et pengeinstitut ikke kan modtage indlån, og at et realkreditinstitut ikke kan udstede realkreditobligationer.

Afviklingen skal være afsluttet, inden anden virksomhed kan påbegyndes. Baggrunden herfor er beskyttelseshensynet overfor indskyderne og investorerne. Det betyder f.eks. for et pengeinstitut, at anden virksomhed ikke må påbegyndes, før alle indskydere er fyldestgjort eller der er stillet garanti eller lignende herfor. Afvikling indebærer således ikke et krav om, at det selskab, som virksomheden har været drevet i, skal opløses.

Bestemmelsen i stk. 2 fastslår, at hvis én af flere af virksomhedens tilladelser inddrages, skal de aktiviteter, som pengeinstituttet, realkreditinstituttet, fondsmæglerselskabet eller investeringsforvaltningsselskabet ikke længere har tilladelse til, afvikles. Da virksomheden i denne situation skal fortsætte bare med udøvelse af færre aktiviteter, kan Finanstilsynet fastsætte en frist, som afviklingen skal ske inden for. Inddrages f.eks. et pengeinstituts tilladelse som værdipapirshandlervirksomhed kan pengeinstituttet have en række uafviklede værdipapirhandler eller lignende, som der er behov for at kunne afslutte af hensyn til investorerne. Ved fastsættelse af længden af denne frist skal tages hensyn til karakteren af de aktiviteter, som den finansielle virksomhed skal afvikle.

Til § 239

Bestemmelsen er en videreførelse af tilsvarende bestemmelser i den gældende tilsynslovgivning.

Bestemmelsen er ændret redaktionelt for at tydeliggøre, at udgangspunktet er likvidation, konkurs eller sammenlægning efter § 203.

Bestemmelsen angiver, hvilke måder et pengeinstitut, realkreditinstitut, fondsmæglerselskab eller investeringsforvaltningsselskab kan afvikles på.

Bestemmelsen åbner dog fortsat mulighed for, at afvikling kan ske på anden måde. Afvikling på anden måde forudsætter, at selskabet tager initiativ hertil og fremsætter anmodning herom til Finanstilsynet. Udarbejdelse af forslag til form, indhold og gennemførelse påhviler selskabet.

Finanstilsynet skal indgå i forhandlinger med virksomheden om forslaget til afvikling på anden måde, som virksomheden forelægger for Finanstilsynet. Ved godkendelse af afvikling på anden måde skal det sikres, at kreditorerne herunder indskyderne, obligationsejere og investorernes interesser varetages bedst muligt, og at disses retsstilling ikke forringes i forhold til opløsning ved likvidation. Der skal i den forbindelse lægges vægt på, at de aftaler, som afviklingen på anden måde indebærer, er bindende for aktionærerne i forhold til kreditorerne.

Finanstilsynet skal godkende afviklingens form, indhold og gennemførelse. Dette indebærer ikke, at Finanstilsynet skal bidrage med forslag til gennemførelse af opløsning uden likvidation.

Til § 240

Bestemmelsen fastsætter, at likvidation er den almindelige opløsningsform for finansielle virksomheder. 1. pkt. svarer til aktieselskabslovens § 116 stk.1. I øvrigt gælder aktieselskabslovens kap. 14 om aktieselskabers opløsning for finansielle virksomheder, der er aktieselskaber, dog med særlige regler om likvidation.

Det er en forudsætning for opløsning ved likvidation, at selskabet er solvent.

Bestemmelsens 2. og 3. pkt. giver tilsynet mulighed for at beslutte, at et pengeinstitut, realkreditinstitut, fondsmæglerselskab eller investeringsforvaltningsselskab skal træde i likvidation, hvis generalforsamlingen eller repræsentantskabet ikke vedtager likvidation inden for en nærmere fastsat frist.

Til § 241

Bestemmelsen er en delvis videreførelse af tilsvarende bestemmelser i den gældende tilsynslovgivning. Bestemmelsen er ny for fondsmæglerselskaber og investeringsforvaltningsselskaber.

Bestemmelsen ændres således, at Finanstilsynet kan suspendere den finansielle virksomheds vedtægter.

Stk. 2 viderefører § 20 i bekendtgørelse nr. 646 af 27. august 1998 om konkursbehandling m.v. af realkreditinstitutter. For pengeinstitutter tydeliggøres den gældende retstilstand med forslaget.

Til § 242

Bestemmelsen er en videreførelse af tilsvarende bestemmelser i den gældende tilsynslovgivning. Bestemmelsen er ny for fondsmæglerselskaber og investeringsforvaltningsselskaber.

Efter stk. 1 udnævner økonomi- og erhvervsministeren en eller flere likvidatorer ved likvidation af en finansiel virksomhed.

Bestemmelsen, som har til hensigt at varetage hensynet til de offentlige interesser, der er knyttet til enhver likvidation, sikrer, at en af likvidatorerne har juridisk indsigt .

Finanstilsynets eksisterende mulighed for at nedsætte et likvidationsudvalg foreslås ophævet, idet bestemmelsen aldrig har været anvendt siden sin indførelse i 1980.

Til § 243

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende tilsynslovgivning på bekendtgørelsesniveau. Bestemmelsen er ny for pengeinstitutter, fondsmæglerselskaber og investeringsforvaltningsselskaber.

Med forslaget præciseres det, at konkursbegæring på vegne af et pengeinstitut, realkreditinstitut, fondsmæglerselskab eller investeringsforvaltningsselskab, der er under likvidation, kun kan indgives af likvidatorerne eller Finanstilsynet.

Forslaget indebærer ikke, at fordringshaveres almindelige adgang til at indgive konkursbegæring efter konkurslovens § 17, stk. 1, indskrænkes.

Til § 244

Bestemmelsen er en videreførelse af tilsvarende bestemmelser i den gældende tilsynslovgivning. Forslaget til stk. 2 er ny for pengeinstitutter og fondsmæglerselskaber.

Efter stk. 1 får Finanstilsynet adgang til at anmelde betalingsstandsning af hensyn til indskyderne, obligationsejerne eller investorerne, uden at betingelserne i konkurslovens § 10, stk. 1, er opfyldt.

Bestemmelsen udelukker ikke, at institutterne selv anmelder betalingsstandsning efter konkurslovens § 10.

Stk. 2 svarer til konkurslovens § 10, stk. 2, bortset fra, at det er Finanstilsynet og ikke instituttet selv, der foreslår, hvem der skal beskikkes som tilsyn for instituttet.

Med forslagets stk. 3 fraviges konkurslovens § 16 e, stk. 1, nr. 1. Finanstilsynets samtykke kan kun gives, hvis hensynet til indskyderne, obligationsejerne eller investorerne tilsiger det. Kravet om Finanstilsynets samtykke gælder også, når virksomheden selv har anmeldt betalingsstandsningen.

Til § 245

Bestemmelsen er en videreførelse af tilsvarende bestemmelser i den gældende tilsynslovgivning. Bestemmelsen er ny for investeringsforvaltningsselskaber. Stk. 3 er ny for fondsmæglerselskaber.

Efter stk. 1 får Finanstilsynet adgang til at indgive konkursbegæring, når en virksomhed bliver insolvent. Med insolvent forstås, at skyldneren ikke kan opfylde sine forpligtelser, efterhånden som de forfalder, medmindre betalingsudygtigheden må antages blot at være forbigående, jf. konkurslovens § 17, stk. 2.

Bestemmelsen udelukker ikke, at virksomhederne selv eller en fordringshaver efter konkurslovens § 17, stk. 1, indgiver begæring om, at virksomheden tages under konkursbehandling.

Stk. 2 sikrer, at en virksomhed, der ikke kan svare sine forpligtelser på hybrid kernekapital eller ansvarlig lånekapital, ikke anses for at være insolvent efter konkurslovens § 17, stk. 2, medmindre insolvensbetingelserne i øvrigt er opfyldte. Det præciseres således, at hybrid kernekapital og ansvarlig lånekapital ikke indgår ved solvensbedømmelsen.

Stk. 3, 1. pkt., svarer til konkurslovens § 107, stk. 1, 1. pkt., bortset fra, at det er Finanstilsynet og ikke fordringshaverne, der forhandler med skifteretten. 2. pkt. sikrer, at en af kuratorerne har juridisk indsigt.

For realkreditinstitutter er der i dag krav om, at der skal udnævnes mindst 3 kuratorer. Selvom dette krav ikke er gentaget i stk. 3, må det forventes, at det på grund af realkreditinstitutternes størrelse fortsat som udgangspunkt vil være nødvendigt at udnævne mindst 3 kuratorer.

Til § 246

Bestemmelsen er en videreførelse af tilsvarende bestemmelse i den gældende tilsynslovgivning. Bestemmelsen er ny i forhold til investeringsforvaltningsselskaber.

Forslaget tilsigter, at Finanstilsynet får de samme rettigheder, som fordringshavere har til at deltage i kreditorudvalgsmøder og udtale sig om regnskab og slutudlodning efter konkursloven.

Til § 247

Bestemmelsen giver økonomi- og erhvervsministeren hjemmel til at udstede en bekendtgørelse, der implementerer direktiv 2001/24/EF af 4. april 2001om sanering og likvidation af kreditinstitutter eller regler, der træder i stedet for dette. Direktivet regulerer først og fremmest hvilket lands regler, der finder anvendelse i tilfælde af sanering og likvidation. Bekendtgørelsen vil omhandle disse regler.

Til § 248

Bestemmelsen er en videreførelse af tilsvarende bestemmelser i den gældende tilsynslovgivning. Bestemmelsen er ny for fondsmæglerselskaber.

Bestemmelsen fastslår, at reglerne om økonomi- og erhvervsministerens og Finanstilsynets beføjelser samt virksomhedernes pligter efter denne lov efter omstændighederne principielt fortsat finder anvendelse, selvom en virksomhed har standset sine betalinger eller er under opløsning. Ved opløsning forstås, at virksomheden er under opløsning efter aktieselskabslovens regler (likvidation eller tvangsopløsning) eller efter konkurslovens regler.

I tilfælde af virksomhedens opløsning vil visse pligter i henhold til lov om finansiel virksomhed, f.eks. indberetninger om solvenskrav og ledelsens kvalitet, dog miste noget af deres praktiske betydning. Dette indebærer de i bestemmelsen nævnte »nødvendige tilpasninger«. Endvidere sætter skifterettens stilling af domstol grænser for, hvilke pligter Finanstilsynet kan pålægge kurator eller boet. Omvendt kan Finanstilsynets vejledningsadgang og -pligt dog få større betydning i disse tilfælde.

Hvis en finansiel virksomhed ophører på anden måde, har Finanstilsynet ikke beføjelser i henhold til lov om finansiel virksomhed overfor virksomheden, efter at tilladelsen er inddraget.

Til § 249

Bestemmelsen er en videreførelse af tilsvarende bestemmelser i den gældende tilsynslovgivning. Bestemmelsen gennemføres herudover inden for rammerne af EF-direktiver på det finansielle område, jf. bilag A. Bestemmelsen er ny i forhold til investeringsforvaltningsselskaber. Bestemmelsen omfatter regler fastsat i Europaparlamentets og Rådets direktiv om adgang til at optage og udøve virksomhed som kreditinstitut (2000/12/EF), Rådets direktiv om investeringsservice (93/22/EØF) samt Parlamentets og Rådets direktiv 2001/107/EF om ændring af Rådets direktiv 85/611/EØF eller regler, der træder i stedet for disse.

Finanstilsynet har herefter mulighed for at udstede påbud, iværksætte sanktioner og forbyde et udenlandsk kreditinstitut, finansieringsinstitut, investeringsselskab eller investeringsforvaltningsselskab med hjemsted i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Fællesskabet har indgået samarbejdsaftale med, fortsat at udøve virksomhed her i landet.

Den underretningspligt, der efter direktiverne skal ske til hjemlandets tilsynsmyndighed, skal følges. Finanstilsynet skal som hovedregel først søge at bringe lovovertrædelserne til ophør gennem påbud og sanktioner efter de bestemmelser, der finder direkte anvendelse på den udenlandske virksomhed, f.eks. lov om værdipapirhandel m.v. og lov om finansiel virksomhed.

Hvis det ikke lykkes at bringe overtrædelserne til ophør, og foranstaltninger, iværksat af hjemlandets tilsynsmyndigheder, derudover ikke har haft den ønskede virkning, kan Finanstilsynet forbyde selskabet at udøve virksomhed her i landet. Bestemmelsen vil også kunne ramme grovere overtrædelser af markedsføringsloven.

I særlig akutte tilfælde kan Finanstilsynet iværksætte de nødvendige retsbevarende foranstaltninger for at beskytte indlånere, investorer og andre, for hvem der udføres tjenesteydelser, inden den i direktiverne fastsatte procedure iværksættes.

Til § 250

Bestemmelsen er en videreførelse af tilsvarende bestemmelser i den gældende lov om banker og sparekasser m.v.

Forslaget er et led i forbedringen af mulighederne for at videreføre aktiviteterne i et kriseramt institut. Bestemmelsen giver mulighed for at indkalde pengeinstituttets øverste myndighed hurtigt, når der er behov for at træffe foranstaltninger til opfyldelse af lovens krav, jf. § 74 eller § 237, hvilket f.eks. kan ske ved fusion.

Ved udformningen af bestemmelsen er det søgt tilsikret, at så mange selskabsretlige garantier som muligt er opfyldt. Aktie-, andels- eller garantikapitalen kan stadig være delvis intakt, og den øverste myndighed må derfor inddrages i modsætning til den situation, hvor pengeinstituttet er insolvent i konkurslovens forstand, jf. forslagets §§ 243, 244 og 246.

Efter formuleringen af § 237, stk. 1, kan vedtægternes indkaldelsesfrist fraviges. Minimumsfristen på 8 dage for indkaldelse i aktieselskabslovens § 73 er ikke reguleret af de selskabsretlige EF-direktiver, og det er derfor muligt at fastsætte kortere frist i lov om finansiel virksomhed. I bestemmelsen er foreslået en frist på 3 dage. Det skal klart fremgå af indkaldelsen, hvilke forslag, der skal behandles på en sådan generalforsamling eller repræsentantskabsmøde.

Efter stk. 2 skal bestyrelsen have en betinget mulighed for at disponere som part i salgsforhandlinger. Der er tale om en situation, hvor instituttet ikke længere opfylder lovens krav til kapital, men hvor egenkapitalen er delvist intakt i modsætning til situationen i forslagets § 251.

Med henblik på at sikre, at der sker en tilstrækkelig varetagelse af generalforsamlingens henholdsvis repræsentantskabets interesser, skal bestyrelsen på et møde redegøre for instituttets finansielle situation samt den indgåede aftale. Der skal på disse møder gives mulighed for at træffe beslutning om bl.a. tilvejebringelse af den fornødne kapital. Generalforsamlingens, henholdsvis repræsentantskabets beslutningskompetence er dog ikke begrænset til en kapitaltilvejebringelse. Der vil således også kunne træffes beslutning om f.eks. likvidation, hvorved aktionærerne som udgangspunkt vil kunne få dækning for en del af deres tilgodehavende. Der vil ligeledes kunne træffes beslutning om fusion med et andet institut, end det bestyrelsen har truffet aftale med.

Såfremt der træffes beslutning om kapitaltilvejebringelse, skal beslutningen bl.a. indeholde angivelse af den frist, inden for hvilken tegningen skal være gennemført. Finanstilsynet skal godkende vilkårene for foranstaltningernes gennemførelse.

Begrundelsen for at give generalforsamlingen henholdsvis repræsentantskabet denne mulighed er, at egenkapitalen er delvist intakt, og at ejerbeføjelserne derfor ikke helt kan sættes ud af kraft.

Indkaldelse til generalforsamlingen eller repræsentantskabsmødet kan ske efter den hurtige procedure i stk. 1, dvs. et indkaldelsesvarsel på 3 dage.

Bestyrelsens beslutning træffes med almindelig stemmeflerhed.

Af hensyn til at en hurtig beslutning er nødvendig, må klagefristen efter § 368 reduceres.

Efter stk. 3 og 4 skal der udsendes indkaldelse, der indeholder dagsorden for, hvilke anliggender der skal drøftes, og det væsentligste indhold af eventuelle forslag til ændring af vedtægterne. Da der er tale om et pengeinstitut i krise, hvor der skal træffes hurtige beslutninger, skal ordlyden forstås således, at der oplyses så meget som muligt i indkaldelsen, men at den korte tidshorisont må tages med ved vurderingen af, hvad det er muligt at oplyse. De fuldstændige forslag skal således først fremlægges på pengeinstituttets hovedkontor senest 24 timer forinden generalforsamlingens eller i sparekasser repræsentantskabsmødets afholdelse, jf. stk. 4.

Det fremgår endvidere af stk. 3, at dagsorden m.v. skal fremsendes til alle kendte aktionærer, andelshavere eller i sparekasser repræsentantskabets medlemmer.

I pengeinstitutter, der er aktieselskaber, vil aktionærer, der besidder navneaktier, være noteret i selskabets aktiebog. I forbindelse med en overdragelse er der dog risiko for, at navnet på den nye aktionær ikke er blevet noteret. Herudover er der i henhold til aktieselskabslovens § 28 a en pligt for storaktionærer til at give meddelelse om deres ejerforhold til selskabet. Selskabet skal føre en særlig fortegnelse over sådanne meddelelser. Ejere af ihændehaveraktier under et vist minimum samt nye navneaktionærer, der endnu ikke er blevet noteret, vil således ikke være kendt af pengeinstituttet. I andelskasser er andelshaverne heller ikke altid kendte.

I sparekasser vil repræsentantskabets medlemmer derimod altid være kendt af pengeinstituttet. Alle aktionærer eller andelshavere har ret til at møde på generalforsamlingen, uanset at disse ikke er kendt af instituttet.

Stk. 5 er indsat med henblik på at lette kriseløsningen, således at beslutning om foranstaltninger kan træffes med det i bestemmelsen fastsatte flertal uanset aktieselskabslovens bestemmelser om flertal i §§ 78 og 79. Der er ikke stillet strengere krav end efter selskabsdirektiverne, således at beslutning om foranstaltninger altid kan træffes med tilslutning fra to tredjedele af den repræsenterede kapital. For sparekasser og andelskasser gælder tilsvarende, at beslutning kan træffes af to tredjedele af de fremmødte repræsentantskabsmedlemmer henholdsvis andelshavere.

Efter stk. 6 tilsidesættes eventuelle vedtægtsbestemte krav til de i bestemmelserne foreslåede fremgangsmåder, for så vidt vedtægterne fastsætter andre krav end de i bestemmelsen fastsatte.

Vedtægterne kan fraviges, f.eks. for så vidt angår fristen for indkaldelse, hvorledes indkaldelsen fremsendes, hvad indkaldelsesbrevet skal indeholde, hvornår dagsorden med det fuldstændige forslag skal være fremlagt på hovedkontoret, om aktionærer og andelshavere skal anmelde deres deltagelse i generalforsamlingen, forinden denne finder sted samt krav til stemmeflertallet og til antallet af fremmødte, herunder krav om afholdelse af to på hinanden følgende generalforsamlinger.

Til § 251

Bestemmelsen er en videreførelse af tilsvarende bestemmelser i den gældende lov om banker og sparekasser m.v.

Bestemmelsen er et led i forbedringen af mulighederne for at videreføre aktiviteterne i et kriseramt institut.

Ved flere pengeinstitutkriser har bestyrelsen overdraget hele aktivsiden eller store dele heraf til et andet pengeinstitut, uden at spørgsmålet har været forelagt generalforsamlingen. Det har i denne forbindelse været diskuteret, om bestyrelsen har beføjelse til at træffe beslutning om overdragelse, eller om en sådan beslutning skal godkendes af generalforsamlingen. I tilfælde, hvor der nødvendigvis skal tages en hurtig beslutning for at redde værdier, kan bestyrelsen træffe beslutninger på grundlag af almindelige nødretsbetragtninger. For at fjerne enhver tvivl om bestyrelsens kompetence i disse situationer, er der imidlertid indsat en særlig bestemmelse i loven.

Efter stk. 1 og 2 skal bestyrelsen have en mulighed for at disponere som part i salgsforhandlingerne, hvor alternativet vil være indgivelse af en konkursbegæring, og hvor det ikke vil have nogen mening at indkalde generalforsamlingen eller i sparekasser repræsentantskabet, fordi egenkapitalen er tabt.

Bestyrelsens kompetence i henhold til bestemmelsen gælder såvel overdragelse af instituttet helt eller delvist til et andet pengeinstitut, som indgåelse af aftale om instituttets sammensmeltning med et andet pengeinstitut.

For at sikre, at der sker en tilstrækkeligt forsvarlig orientering af ejere i banker og andelskasser og repræsentanter for garanter og indskydere i sparekasser, foreslås det, at bestyrelsen skal redegøre for sine dispositioner på et efterfølgende møde.

Situationen, der begrunder anvendelse af bestemmelsen, forudsætter, at egenkapitalen er tabt i modsætning til forslagets § 250, hvor kapitalen stadig kan være delvist intakt, hvorfor den øverste myndighed i pengeinstituttet må inddrages.

Anvendelsen af stk. 1 og 2, forudsætter desuden, at en akut løsning af krisen ikke kan afvente, at pengeinstituttets øverste organ indkaldes.

Da der er tale om et alternativ til indgivelse af konkursbegæring, kan bestyrelsens beslutning træffes med samme flertal som ved indgivelse af konkursbegæringen, dvs. almindelig stemmeflerhed.

I forhold til stk. 3 henvises der til bemærkningerne til § 250, stk. 6.

Til § 252

Bestemmelsen er en videreførelse af tilsvarende bestemmelser i den gældende lov om banker og sparekasser m.v.

Efter bestemmelsen, skal aktieselskabslovens regler om likvidation også anvendes ved likvidation af sparekasser og andelskasser med de fornødne tillempelser. Anmeldelse af beslutningen om likvidation skal også indgives til tilsynet med banker og sparekasser.

Til § 253

Bestemmelsen er en delvis videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om forsikringsvirksomhed. Bestemmelsen er tidligere gennemført inden for rammerne af EF-direktiver på det finansielle område, jf. bilag A.

Bestemmelsen giver Finanstilsynet mulighed for at inddrage et forsikringsselskabs tilladelse, såfremt virksomheden ikke påbegyndes 12 måneder efter tilladelsen er givet, eller hvis virksomhed ikke udøves i en periode på over 6 måneder. Endvidere kan virksomheden selv anmode om, at tilladelsen inddrages.

I den gældende lov om forsikringsvirksomhed er perioden lempeligere end i forsikringsdirektiverne, da der først kunne ske tilbagekaldelse, såfremt tilladelsen ikke havde været brugt i 2 år eller mere. Bestemmelsen i lovforslaget er i overensstemmelse med 3. skadesforsikringsdirektiv og livsforsikringsdirektivet, samt med de regler om inddragelse af tilladelse, der gælder for de øvrige finansielle virksomheder.

Kravet i nr. 1 indebærer, at der skal foregå en eller anden form for aktivitet. Det kan eksempelvis være, at der er ansat personale, der foretager sig noget aktivt i forhold til de forsikringsklasser, som selskabet har tilladelse til at drive. Efter nr. 2 er det en forudsætning, at aktiviteten fortsætter, ellers kan tilladelsen også inddrages. Bestemmelsen vedrører inddragelse af hele tilladelsen, og kan ikke inddrages, fordi et selskab ikke tegner forsikringer til alle de klasser, som det har tilladelse til.

Til § 254

Efter bestemmelsen kan Finanstilsynet i de omhandlede situationer helt eller delvist tilbagekalde et forsikringsselskabs tilladelse. Opregningen af de situationer, hvor Finanstilsynet kan kræve tilladelsen inddraget svarer til den gældende lov om forsikringsvirksomhed. Rækkefølgen er dog ændret således, at bestemmelsen harmoniseres med de øvrige finansielle virksomheder.

En delvis inddragelse af tilladelsen vil oftest bestå i en tilbagekaldelse af tilladelsen for så vidt angår en forsikringsklasse eller gruppe. Det er Finanstilsynet, som efter nr. 1 afgør, hvornår en overtrædelse af en bestemmelse er så grov, at tilladelsen skal inddrages. En inddragelse er en så alvorlig indgriben, at der skal være tale om særdeles grove eller gentagne overtrædelser af loven, der ikke kan afhjælpes, og hvor det derfor vurderes, at de forsikrede er bedst tjent med, at tilladelsen inddrages. Efter nr. 2 kan tilladelsen inddrages, såfremt betingelserne for at få den ikke længere er til stede. Efter nr. 3 kan tilladelsen inddrages, såfremt selskabet ikke opfylder en af selskabet udarbejdet genoprettelsesplan. Hvis selskabet er i en så alvorlig økonomisk situation, at der ikke skal udarbejdes genoprettelsesplan, vil tilladelsen kunne inddrages efter nr. 1. Efter nr. 4 kan selskabet selv anmode om inddragelse.

Stk. 2 fastslår, at det i gensidige selskaber er generalforsamlingen, der træffer beslutning om opløsning.

Til § 255

Bestemmelsen er med visse sproglige moderniseringer en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om forsikringsvirksomhed. Bestemmelsen er tidligere gennemført inden for rammerne af EF-direktiver på det finansielle område, jf. bilag A.

Efter bestemmelsen skal det i forbindelse med inddragelse af en tilladelse vurderes, hvordan forsikringsbestanden skal afvikles, herunder om den skal søges overdraget til et andet selskab. For livsforsikringsselskaber skal det vurderes, om bestanden skal tages under administration.

Såfremt bestanden efter stk. 1 skal overdrages til et andet forsikringsselskab følges fremgangsmåden i §§ 232 og 234. Afvikling på anden måde af forsikringsbestanden kan være at lade den løbe ud. En livsforsikringsbestand kan dog, såfremt den ikke bliver overdraget til et andet selskab, blive taget under administration efter reglerne i §§ 277-289.

Til § 256

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om forsikringsvirksomhed.

Bestemmelsen fastsætter hvilke afviklingsformer, der kan godkendes af Finanstilsynet, når et forsikringsselskab, efter det har overdraget sin forsikringsbestand, skal afvikles som forsikringsselskab, og afviklingen ikke sker ved fusion.

Den foreskriver, at såfremt afvikling sker på anden måde end ved fusion efter aktieselskabsloven § 134 j, stk. 1, (reglerne om 100 pct. mor-datter fusioner) eller efter § 134 k (om et aktieselskabsselskabs overdragelse til den danske stat) eller ved likvidation eller konkurs, så skal afviklingen godkendes at Finanstilsynet.

Det følger af bestemmelsen og er endvidere indeholdt i forslagets § 229, stk. 2, nr. 1, at en fusion af to forsikringsaktieselskaber efter § 134 i aktieselskabsloven skal godkendes af Finanstilsynet. Efter Finanstilsynets praksis er denne godkendelse indeholdt i godkendelsen af bestandsoverdragelsen, idet selskaberne søger om bestandsoverdragelse i forbindelse med fusion. Det samme gælder Finanstilsynets erklæring efter § 229, stk. 2, nr. 1.

Bestemmelsen giver Finanstilsynet mulighed for at tillade en omdannelse af forsikringsselskaber, der ikke længere driver forsikringsvirksomhed ved en af Finanstilsynet kontrolleret procedure, hvorved Finanstilsynet fastsætter de vilkår, der måtte være behov for i de konkrete tilfælde. Der kan eksempelvis stilles krav om, at omdannelsen vedtages med det samme flertal, som efter selskabernes vedtægter kræves til deres opløsning. Endvidere skal der gives den fornødne information til forsikringstagere og kreditorer. For de førstnævnte følger dette af reglerne om overdragelse af forsikringsbestanden.

Efter stk. 2 indtræder det overtagende selskab ved omdannelse efter stk. 1, 2. pkt., i det overdragende forsikringsselskabs rettigheder og forpligtelser uden, at der er tale om et debitorskifte. Stk. 2 blev indført i den tidligere lov om forsikringsvirksomhed i 1992 for at slå princippet om universalsuccession fast. Kreditorernes retsstilling i anledning af en omdannelse er således den samme, hvad enten fordringen haves mod det overdragende forsikringsselskab eller det overtagende. En forudsætning herfor vil være, at fusionsreglerne i aktieselskabsloven og lov om forsikringsvirksomhed indgår som en del af den af Finanstilsynet kontrollerede procedure for omdannelsen.

Til § 257

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om forsikringsvirksomhed. Bestemmelsen regulerer opløsning af et livsforsikringsselskab.

Efter bestemmelsen kan et livsforsikringsselskab kun opløses ved, at der indhentes samtykke fra hver enkelt forsikringstager eller i forbindelse med en bestandsoverdragelse eller administration af livsforsikringsbestanden. Dog er bestemmelsen ikke til hinder for, at et livsforsikringsselskab kan standse for nytegning af livsforsikringer og på den måde efterhånden afvikle sin bestand.

Til § 258

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om forsikringsvirksomhed. Bestemmelsen regulerer opløsningen af et forsikringsselskab, der driver arbejdsulykkesforsikring.

Efter bestemmelsen kan et forsikringsselskab, der driver arbejdsulykkeforsikring kun opløses ved, at hele forsikringsbestanden overdrages i medfør af de i § 232 fastsatte regler eller ved, at bestanden er taget under administration af Arbejdsskadestyrelsen.

Til § 259

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om forsikringsvirksomhed. Bestemmelsen vedrører likvidation af et forsikringsselskab.

Stk. 1 vedrører kun den situation, hvor selskabet beslutter at lade sig likviderer ved en solvent likvidation.

Stk. 2 omhandler den situation, hvor Finanstilsynet træffer beslutning om, at selskabet skal træde i likvidation. Finanstilsynets mulighed for at suspendere selskabets vedtægter skal hovedsagligt bruges til at begrænse generalforsamlingens indblanding og til at undgå, at generalforsamlingen misbruger sin stilling.

Til § 260

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om forsikringsvirksomhed.

Bestemmelsen svarer i øvrigt til aktieselskabslovens § 121, stk. 3. Bestemmelsen fastsætter, at et forsikringsselskab under likvidation skal fortsætte med at overholde de generelt fastsatte regler om regnskabsaflæggelse m.v.

Til § 261

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om forsikringsvirksomhed.

Bestemmelsen præciserer, at den resultatopgørelse og balance, som likvidatorerne i medfør af aktieselskabslovens § 122 udarbejder, skal indsendes til Finanstilsynet, der herefter sørger for, at Erhvervs- og Selskabsstyrelsen modtager et eksemplar.

Aktieselskabslovens § 122 omtaler resultatopgørelse for tiden fra udløbet af det sidste år, for hvilket regnskab er aflagt, til likvidationens indtræden og en balance for sidstnævnte tidspunkt.

Til § 262

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om forsikringsvirksomhed.

Bestemmelsen omhandler forsikringsaftalelovens § 27, stk. 2, og fastsætter, at Finanstilsynet afgør om en sikkerhed, som tilbydes i medfør af denne bestemmelse, er betryggende.

Bestemmelsen er kun relevant for skadesforsikring og har kun betydning i de situationer, hvor forsikringsbestanden ikke er blevet overdraget.

Til § 263

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om forsikringsvirksomhed.

Stk. 1 og 2 svarer til aktieselskabslovens § 127, stk. 1 og 2. Bestemmelsen omhandler indgivelse af konkursbegæring og retsvirkning af konkurs i relation til forsikringsselskaber.

Efter stk. 3 kan Finanstilsynet indgive konkursbegæring, såfremt et forsikringsselskab er insolvent, med mindre begæringen er indgivet af andre.

I den gældende lov om forsikringsvirksomhed står der, at Finanstilsynet »skal indgive konkursbegæring«. Det foreslås, at dette ændres til »kan indgive konkursbegæring« for at harmonisere lovgivningen med den gældende lovgivning for andre finansielle virksomheder.

Udtrykket »insolvens« i stk. 3 skal forstås i overensstemmelse med det tilsvarende udtryk i konkurslovens § 17, hvorefter en skyldner er insolvent, hvis han ikke kan opfylde sine forpligtelser, efterhånden som de forfalder, medmindre betalingsudygtigheden må antages at være forbigående.

Forslaget til stk. 4 er nyt for forsikringsselskaber og svarer til forslagets § 245, stk. 2. Der henvises til bemærkningerne hertil.

Stk. 5 og 6 præciserer afgrænsningen mellem reglerne om opløsning og visse andre regler til beskyttelse af forsikringstagerne.

Efter stk. 7 kan Finanstilsynets beslutning om at indgive konkursbegæring efter stk. 3 ikke påklages til Erhvervsankenævnet. Adgangen til administrativ rekurs er udelukket, da spørgsmålet om konkursbegæringens lovlighed afgøres af skifteretten. Skifterettens afgørelse kan indbringes for landsretten, og der er derfor ikke behov for andre klagemuligheder over Finanstilsynets beslutning.

Til § 264

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om forsikringsvirksomhed.

Bestemmelsen indeholder særlige konkursregler for forsikringsselskaber, der supplerer konkurslovens regler.

Efter stk. 2 kan skifteretten kun efter forhandling med Finanstilsynet udpege kurator. Dette skyldes ønsket om, at Finanstilsynet, som sagkyndigt organ kan stille sin ekspertise til rådighed for skifteretten. Det samme synspunkt ligger bag reglen i stk. 3. Herudover skal Finanstilsynet generelt varetage forsikringstagernes interesser, hvilket vanskeligt kan lade sig gøre, hvis Finanstilsynet er uvidende om konkursens forløb. Stk. 4 og 5 svarer til aktieselskabslovens § 128.

Stk. 3 giver Finanstilsynet ret til at deltage i møder i kreditorudvalg og i skiftesamlinger. Udkast til regnskab og udlodning i konkursboet skal sendes til Finanstilsynet.

Stk. 4 svarer til aktieselskabslovens § 128, stk.1.

Stk. 5 vedrører registrering i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

Stk. 6 fastsætter, at konkurslovens tvangsakkordinstitut med Finanstilsynets tilladelse kan finde anvendelse på forsikringsselskaber. Det er især i de tilfælde, hvor bestandsoverdragelse ikke er mulig, at det kan være en fordel at anvende tvangsakkord i stedet for konkurs. Det er alene selskaber, der ikke driver livsforsikringsvirksomhed, der kan anvende tvangsakkord, idet et insolvent livsforsikringsselskabs bestand altid skal tages under administration, jf. forslagets § 219.

Bestemmelsen fastlægger desuden, at Finanstilsynets tilladelse ved tvangsakkord af genforsikringsselskaber erstatter konkurslovens tiltrædelseserklæringer. Efter konkurslovens almindelige regler om tvangsakkord skal 40 pct. af fordringshaverne (kreditorerne) tilslutte sig åbning af tvangsakkordforhandling. De kreditorer, som tilslutter sig dette, skal endvidere repræsentere mindst 40 pct. af fordringernes størrelse. I forsikringsselskaber, hvor virksomheden helt eller i overvejende omfang er genforsikringsvirksomhed, kan det imidlertid være vanskeligt at opnå den fornødne tilslutning. Dette hænger sammen med den særlige kreditorsammensætning, som ofte består af et stort antal udenlandske kreditorer med små fordringer mod selskabet. Meget ofte vil kontakten til kreditorerne endvidere ske via mæglere, således at forsikringsselskabet ikke selv har det totale overblik over sine kreditorer. Det vil derfor især være vanskeligt at opfylde konkurslovens krav om at de kreditorer, der tiltræder åbning af tvangsakkordforhandling, skal repræsentere mindst 40 pct. af fordringernes størrelse. Det kan endvidere være svært at opgøre fordringernes størrelse, når mange kreditorer (forsikringstagere) alene har teoretiske (latente) krav over for forsikringsselskabet. Bestemmelsen tillader derfor visse afvigelser fra konkurslovens regler om tvangsakkord, herunder kravet om tiltrædelseserklæringer med henblik på at sikre, at genforsikringsselskaber kan afvikles ved tvangsakkord.

Finanstilsynet skal ved sin tilladelse påse, at selskabet har rettet henvendelse til samtlige kendte kreditorer med henblik på at indhente tiltrædelse til, at der åbnes tvangsakkordforhandlinger. Det er endvidere en betingelse, at 40 pct. af de kreditorer, som svarer på genforsikringsselskabets henvendelse, tiltræder åbning af tvangsakkordforhandlinger. Det er som anført oven for ikke fundet relevant at stille krav om, at disse kreditorers krav også skal udgøre 40 pct. af de kendte fordringer, idet netop fastsættelsen af fordringernes endelige størrelse særligt i genforsikringsselskaber volder vanskeligheder. Da hovedvægten af fordringerne ofte vil kunne udgøre krav, der først vil kunne endeligt opgøres efter en meget lang årrække, vil det heller ikke være relevant at stille en yderligere betingelse om, at en vis andel af de kendte og opgjorte fordringer skal have tiltrådt anmodningen.

En skyldner, som søger tvangsakkord, skal ifølge konkurslovens § 165 rette henvendelse til to tillidsmænd, der registrerer samtlige skyldnerens aktiver og passiver. Tillidsmændene udarbejder endvidere en statusoversigt, der bl.a. indeholder hver fordringshavers navn og adresse samt de enkelte fordringers størrelse. Genforsikringskontrakter er ofte udformet således, at mange kreditorer ikke på et givet tidspunkt vil kunne anmelde et endeligt krav mod genforsikringsselskabet, idet skadesopgørelsen afhænger af faktorer, som kun vanskeligt kan dokumenteres på tidspunktet for tvangsakkordens åbning.

Efter stk. 7 kan skifteretten derfor efter høring af Finanstilsynet udpege en uvildig aktuar, som foretager en værdiansættelse af de anmeldte kravs værdi.

Stk. 8 fraviger hovedreglen i konkursloven om, at vedtagelse af en tvangsakkord skal tiltrædes af en vis andel af kreditorerne. Ligesom det er tilfældet ved beslutning om åbning af tvangsakkordforhandlinger, vil genforsikringsselskaber ofte have vanskeligt ved at opnå den efter konkursloven krævede tilslutning til vedtagelse af en tvangsakkord. I det omfang kreditorerne kun har et teoretisk krav mod selskabet, vil de næppe reagere på opfordringen til at give møde ved akkordforhandlingerne. På den baggrund foreslås det, at kravene i konkurslovens § 176 opgøres i forhold til de fremmødte og anmeldte krav ved tvangsakkord af genforsikringsselskaber.

Til § 265

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om forsikringsvirksomhed.

Bestemmelsen blev indført ved forsikringsloven af 1980 efter, at et forsikringsselskabs sammenbrud i 1979 havde afsløret behovet for at forbedre muligheden for underretning af forsikringstagerne.

Efter stk. 1 kan ministeren beslutte, at forsikringstagerne skal underrettes om selskabets opløsning. Dette gælder især i de tilfælde, hvor forsikringstagerne ikke længere har en lovpligtig forsikringsdækning som ved biler og hunde samt ved bygningsbrandforsikring, hvor forsikringen ikke er lovpligtig, men hvor dens bortfald kan udsætte såvel ejendommens indehaver som panthavere for risiko for betydelige formuetab. Der er derfor efter bestemmelsen givet ministeren hjemmel til på boets regning at kræve, at forsikringstagerne underrettes om opløsningen og om konsekvenserne heraf for dem. Bestemmelsen foreskriver ikke en ubetinget pligt om underretning, da der afhængig af forsikringernes art kan være forskellige behov for at underrette forsikringstagerne, og samtidig må der også tages hensyn til boets økonomiske forhold, da en individuel udsendelse af breve til forsikringstagerne er meget ressourcekrævende.

Efter stk. 2 fastsættes det derfor, at ministeren bestemmer underretningens form og indhold. Ministeren kan således bestemme om underretning skal ske i form af annoncering i aviser eller ved individuelle breve til forsikringstagerne. Er det ikke muligt at gennemføre underretningen for boets regning, vil det med den fornødne bevillingsmæssige hjemmel kunne ske gennem Finanstilsynet.

Til § 266

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om forsikringsvirksomhed.

Bestemmelsen fastsætter, at Finanstilsynet udøver visse af Erhvervs- og Selskabsstyrelsens beføjelser overfor forsikringsselskaber. Der er her ligesom i §§ 267 og 268 tale om en række tilsynsrelaterede bestemmelser, hvor det er fundet nødvendigt, at Finanstilsynet har beføjelsen.

Til § 267

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om forsikringsvirksomhed.

Bestemmelsen fastsætter, at Finanstilsynet skal godkende visse kapitalnedsættelser. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 266.

Til § 268

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om forsikringsvirksomhed.

Bestemmelsen fastsætter, at Finanstilsynet skal godkende en vedtagelse om at ophæve en likvidation. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 266.

Til § 269

Bestemmelsen er en videreførelse af tilsvarende bestemmelser i den gældende lov om forsikringsvirksomhed.

Stk. 1 blev indsat i lov om forsikringsvirksomhed efter et sammenbrud i et skadesforsikringsselskab i slutningen af 1970'erne viste, at sammenbrud kan give betydelige tab for både ejere og panthavere.

Hjemlen er udnyttet med udstedelse af bekendtgørelse nr. 429 af 24. august 1984 om gensidig hæftelsesordning for selskaber, der har tegnet en bygningsbrandsforsikring for bygninger beliggende her i landet.

Både danske selskaber der har koncession til bygningsbrandforsikring her i landet, og udenlandske selskaber, der tegner bygningsbrandforsikring her i landet, skal deltage i hæftelsesordningen.

Efter stk. 2 skal beløb, som indgår i boet fra dækning ved genforsikring, anvendes forlods til dækning af krav fra forsikringsselskaber, der har opfyldt forsikringsbetingelser, som påhvilede det under konkurs eller likvidation værende forsikringsselskab.

Det påhviler boets bestyrelse at indkræve de beløb, som efter genforsikringsaftalen skulle erlægges til det i konkurs eller likvidation værende selskab, såfremt forsikringsaftalen var blevet rigtigt opfyldt.

Til § 270

Bestemmelsen er ny.

Bestemmelsen giver Finanstilsynet hjemmel til at udstede en bekendtgørelse, der implementerer direktiv 2001/17/EF om sanering og likvidation af forsikringsselskaber eller regler, der træder i stedet for dette. Direktivet regulerer først og fremmest hvilket lands regler, der finder anvendelse i tilfælde af sanering og likvidation.

Til § 271

Finanstilsynet har efter bestemmelsen mulighed for at udstede påbud, iværksætte sanktioner og forbyde et udenlandsk forsikringsselskab med hjemsted i et andet land inden for EU, fortsat at udøve virksomhed her i landet.

Direktivets forpligtelse til underretning af hjemlandets tilsynsmyndighed skal følges, idet Finanstilsynet først skal søge at bringe lovovertrædelserne til ophør gennem påbud og sanktioner efter bestemmelserne i lov om finansiel virksomhed. Hvis det ikke hermed lykkes at bringe overtrædelserne til ophør, og foranstaltninger, iværksat af hjemlandets tilsynsmyndigheder, derudover ikke har haft den ønskede virkning, kan Finanstilsynet forbyde selskabet at udøve virksomhed her i landet. Bestemmelsen kan også ramme grovere overtrædelser af forsikringsaftaleloven, markedsføringsloven, dørslagsloven m.v.

Bestemmelsen finder tilsvarende anvendelse på lande uden for EU, som har gennemført 3. generationsdirektiverne.

Bestemmelsen indskrænker ikke de pligter, der efter lovgivningen påhviler erhvervsdrivende over for deres kunder eller f.eks. skattemyndighederne.

Til Kapitel 16

Til § 272

Sprogligt er bestemmelsen dog blevet tilpasset terminologien i det samlede lovforslag.

Ændringerne i bestemmelsen er for det første, at Finanstilsynet nu kan kræve, at et selskab udarbejder en plan for genoprettelse af dets økonomiske stilling, såfremt de forsikredes rettigheder er i fare, og ikke kun når selskabets basiskapital ikke er tilstrækkelig. For det andet er bestemmelsen i stk. 3 ændret til også at omfatte skadesforsikringsselskaber og derudover er bestemmelsen ændret således, at mindst en tredjedel af solvenskravet skal være dækket af de nævnte kernekapitalelementer.

Bestemmelsen fastsætter i hvilke situationer Finanstilsynet skal kræve, at et selskab udarbejder en plan for genoprettelse af dets økonomiske stilling.

Bestemmelser om genoprettelse har for skadesforsikringsselskaberne eksisteret siden den første skadesforsikringslov fra 1934 (§§ 53-54) og videreførtes i 1959 loven (§ 96). For livsforsikringsselskaber indførtes reglerne i 1980 (§ 249), da man fandt det hensigtsmæssigt at have fælles regler for livsforsikringsselskaber og for skadesforsikringsselskaber.

Bestemmelsen omhandler den situation, hvor selskabet er i en så truet økonomisk situation, at basiskapitalen er påvirket. Finanstilsynet er derfor også forpligtet til at kræve en genoprettelsesplan i de situationer, bestemmelsen omhandler. Den genoprettelsesplan, som selskabet skal udarbejde, er i princippet en driftsplan, der skal føre til, at basiskapitalen bliver genoprettet inden for en rimelig tid. Bestemmelsen fastlægger ikke en frist for, hvornår basiskapitalen skal være genoprettet. Fristen for basiskapitalens genoprettelse vil dog afhænge af, hvor alvorlig selskabets situation er. Et selskab, som er i meget alvorlige problemer, vil derfor af hensyn til de forsikrede skulle genoprette sin økonomiske stilling relativt hurtig. Ved vurderingen af planen vil Finanstilsynet først og fremmest lægge vægt på, om planen indebærer, at basiskapitalen genoprettes tilstrækkeligt hurtigt, og at der er tilfredsstillende sikkerhed for, at selskabets økonomiske stilling også i fremtiden vil sikre nuværende og kommende forsikringstagere tilstrækkeligt.

Efter stk. 2 kan Finanstilsynet fastsætte, hvilke oplysninger planen for genoprettelse skal indeholde, samt hvor lang en periode oplysningerne skal gives for.

Stk. 3 omhandler de situationer, hvor selskabet er særlig truet økonomisk, og hvor hurtige og effektive foranstaltninger er særdeles påkrævet. Til forskel fra stk. 1 er det her nævnt, at genoprettelsesplanen skal tilsigte genoprettelse over et kortere tidsrum, hvilket højest kan være et par måneder. Fristen længde vil som efter stk. 1 være proportional med, hvor truet selskabets økonomi er.

I overensstemmelse med hidtidig praksis indebærer reglen i det foreslåede stk. 3, nr. 3, fortsat, at et forsikringsselskab til enhver tid skal have kapitalelementer af den i bestemmelsen opregnede art, for en værdi, der tilsammen udgør - nu - mindst 1/3 af solvenskravet eller et beløb af mindst samme størrelse som minimumskapitalkravet. Dette krav gælder således også, selvom selskabet ikke er i en situation, hvor genoprettelsesplan er påkrævet.

Stk. 4 omhandler alle driftsplaner og ikke kun dem, der er indeholdt i en genoprettelsesplan. En driftsplan udarbejdet i forbindelse med en ansøgning om tilladelse er derfor også omfattet af stk. 3. Finanstilsynet kan således i alle de situationer, hvor der udarbejdes driftsplaner kræve, at der udarbejdes en ny, såfremt selskabets økonomiske stilling forringes.

Til § 273

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om forsikringsvirksomhed.

I forhold til den gældende regel, er henvisningen til selskabets overholdelse af dets vedtægter dog slettet, da Finanstilsynet ikke længere påser overholdelsen af disse. Endvidere er tilføjet et nyt nummer fem om, at der også kan påbydes foranstaltninger, såfremt selskabets stilling er forringet på en sådan måde, at de forsikredes interesser er udsat for fare.

Bestemmelsen gælder kun for livsforsikringsselskaber og omhandler de situationer, hvor Finanstilsynet skal påbyde et livsforsikringsselskab genoprettelsesforanstaltninger.

De situationer, bestemmelsen omhandler, er knap så alvorlige som de i § 272 nævnte, hvor selskabets kapitalgrundlag er i fare. Bestemmelsen omhandler således de situationer, hvor selskabets økonomiske situation eller andre forhold ikke kan anses for at være forsvarlige, hvilket indebærer en øget risiko for forsikringstagerne.

Bestemmelsen er placeret under reglerne om genoprettelse og andre foranstaltninger, fordi den ikke er tænkt som en umiddelbar hjemmel for Finanstilsynet til at gribe ind over for enhver overtrædelse af loven. Bestemmelsen tager således sigte på de situationer, hvor Finanstilsynet finder, at overtrædelsen synes at være udtryk for dybereliggende problemer i selskabet som eksempelvis svigtende ledelse, manglende kontrolsystemer, dårlige forretningsgange eller vaklende økonomi.

Stk. 1, nr. 2, omhandler den situation, hvor selskabet ikke overholder sit tekniske grundlag, jf. forslagets § 20.

Nr. 3 tager sigte på den situation, hvor selskabets midler ikke er anbragt betryggende. Ved uforsvarlig formueforvaltning er der dog også mulighed for at gribe ind i medfør af forslagets § 157. Denne bestemmelse tager således sigte på situationer, hvor der er tale om mere grundlæggende problemer i selskabet, og hvor der er behov for at gribe mere radikalt ind.

Stk. 1, nr. 4, omhandler den del af selskabets aktivmasse, der er udvalgt til at dække de forsikringsmæssige hensættelser jf. investeringsreglerne i kapitel 11. Finanstilsynet har dog også her mulighed for at gribe ind efter regler i kapitel 11, og der er således også her tænkt på situationer af mere alvorlig og grundlæggende karakter.

Efter nr. 5 skal der gribes ind, såfremt selskabets økonomiske situation er forringet på en måde, hvor de forsikredes interesser er udsat for fare. Har selskabet ikke den fornødne basiskapital, skal der gribes ind i medfør af § 273.

Efter stk. 2 kan selskabets forsikringsbestand tages under administration, såfremt de påbudte foranstaltninger ikke er truffet inden for den fastsatte frist, og dette skønnes at medføre fare for de forsikrede. Er der tale om, at selskabet ikke kan skaffe tilstrækkelige aktiver til dækning af de forsikringsmæssige hensættelser, vil dette altid medføre fare for de forsikrede. Da bestemmelsen tager sigte på situationer, hvor det må antages, at der tale om dybereliggende problemer, vil en manglende imødekommelse af de påbudte foranstaltninger i langt de fleste tilfælde medføre fare for de forsikrede. Hvis det imidlertid skønnes, at de manglende foranstaltninger ikke indebærer en fare for de forsikrede, må Finanstilsynet gribe til andre midler.

Efter stk. 3 skal en forsikringsbestand tages under administration, såfremt der ikke er fremskaffet de til dækning af de forsikringsmæssige hensættelser nødvendige midler.

Efter stk. 4 kan forsikringsbestanden tages under administration, såfremt selskabet træder i likvidation, hvilket kan besluttes af selskabet selv eller af Finanstilsynet.

I medfør af stk. 5 kan Finanstilsynet, når en bestand er taget under administration, træffe beslutning om, at selskabet skal opløses efter reglerne i kapitel 15.

Til § 274

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om forsikringsvirksomhed.

Bestemmelsen vedrører kun skadesforsikringsselskaber og omhandler de situationer, hvor Finanstilsynet skal gribe ind.

I medfør af stk. 1 skal Finanstilsynet påbyde et selskab at foretage de foranstaltninger, som findes fornødne til at afværge den opståede fare for de forsikredes interesser. Efter nr. 1 skal der påbydes foranstaltninger, såfremt der ikke er hensat tilstrækkeligt til dækning af de forsikringsmæssige forpligtelser. Nr. 2 svarer til § 273, stk. 1, nr. 3, og der skal således være tale om, at Finanstilsynet finder, at der er tale om dybereliggende problemer i selskabet. I nr. 3 er der henvist til § 273, stk. 1, nr. 1 og nr. 5, der således også finder anvendelse på tilsvarende vis i relation til skadesforsikringsselskaber. Til bestemmelsen bemærkes det dog, at der ikke som for livsforsikringsselskaber, er fastsat en særlig regel om den situation, hvor der ikke er tilstrækkelige aktiver til dækning af de forsikringsmæssige hensættelser. I henhold til § 273, stk. 3, vil en sådan undladelse for livsforsikringsselskaberne altid medføre en fare for de forsikrede. Dette vil ikke altid være tilfældet i relation til skadesforsikringsselskaber. Efter stk. 1 skal der endvidere fastsættes en passende frist for gennemførelse af de påbudte foranstaltninger.

Efter stk. 2 kan Finanstilsynet træffe bestemmelse om, at selskabet skal træde i likvidation, såfremt de påbudte foranstaltninger ikke er truffet inden for den fastsatte frist.

Stk. 2, 2. pkt., fastsætter, at såfremt selskabet driver arbejdsulykkeforsikring kan Finanstilsynet tilbagekalde selskabets tilladelse og bestanden tages under administration af Arbejdsskadestyrelsen efter § 49 i lov om sikring mod følger af arbejdsskade. Efter denne regel skal alle skader, der er anmeldt efter datoen for beslutningen om at sætte bestanden under administration, indberettes til Arbejdsskadestyrelsen. Bestemmelsens stk. 2, 2. pkt., gennemfører direktiv af 18. juni 1992 (92/49/EØF) om samordning af love og administrative bestemmelser om direkte forsikringsvirksomhed bortset fra livsforsikring (3. skadesforsikringsdirektiv) på arbejdsskadeforsikringsområdet. Efter gennemførelsen adskiller den lovpligtige arbejdsulykkeforsikring sig ikke fra øvrig skadesforsikringsvirksomhed i relation til lov om forsikringsvirksomhed og skadesforsikringsdirektiverne. Derimod er den lovpligtige erhvervssygdomsforsikring, der finansieres af Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring hverken omfattet af lov om forsikringsvirksomhed eller skadesforsikringsdirektiverne.

Når en arbejdsskadeforsikringsbestand tages under administration, skal alle skader, der anmeldt efter datoen for beslutningen om at sætte bestanden under administration, indberettes til Arbejdsskadestyrelsen, jf. § 49, stk. 1, i lov om sikring mod følger af arbejdsskade.

Til § 275

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om forsikringsvirksomhed.

Bestemmelsen foreskriver, at Finanstilsynet, som led i de foranstaltninger, der er truffet i medfør af ovenstående bestemmelser, kan forbyde selskabet at råde over dets aktiver.

Bestemmelsen fastsætter, at bestemmelserne i § 166 finder tilsvarende anvendelse, når Finanstilsynet skal forbyde eller begrænse et selskabs rådighed over dets aktiver. Hvis Finanstilsynet bringer denne bestemmelse i anvendelse skal hele selskabets aktivmasse undergives reglerne i § 166.

Til § 276

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om forsikringsvirksomhed.

Bestemmelsen omhandler den situation, hvor Finanstilsynet i medfør af § 274 har truffet beslutning om, at et skadesforsikringsselskab skal træde i likvidation. Bestemmelsen svarer til reglen i § 281 der kun gælder for livsforsikringsselskaber og hvor administrator skal forsøge livsforsikringsbestanden overdraget.

Efter stk. 1 skal Finanstilsynet på samme måde som administrator efter § 281 undersøge, om det vil være hensigtsmæssigt, at forsikringsbestanden overdrages helt eller delvist til et andet forsikringsselskab. Såfremt forsikringsbestanden skal overdrages følges samme måde som ved reglerne om bestandsoverdragelse, og der udarbejdes en overenskomst og redegørelse om overdragelsen. Dog er det Finanstilsynet, der udarbejder forslag til overenskomst med selskabet.

Efter stk. 2 skal redegørelsen og forslaget til overenskomst offentliggøres i Statstidende og i dagblade. Fristen for at komme med indsigelser må i denne situation ikke være kortere end en måned. Redegørelsen og forslag til overenskomst skal samtidig sendes til de forsikringstagere, hvis adresse er kendt.

Efter stk. 3 træffer Finanstilsynet under hensyntagen til indsigelserne beslutning om, hvorvidt bestanden kan overdrages i overensstemmelse med det fremsatte forslag.

Stk. 4 fastsætter, at Finanstilsynet kan beslutte, at forsikringer tegnet for en periode på mere end 1 år af begge parter kan opsiges efter de regler, der var gældende efter aftalen.

Reglerne tager sigte på at beskytte de forsikringstagere, der eksempelvis har bundet sig for en periode på flere år. Finanstilsynet har derfor mulighed for at bestemme, at aftaleperioden kan forkortes. Dette kræver dog det overtagende selskabs accept. Reglerne for dette skal gengives i redegørelsen.

Stk. 5 fastsætter, at reglen i § 27, stk. 2, i lov om forsikringsaftaler om, at en skadesforsikringsaftale bortfalder 1 år efter, at selskabet er trådt i frivillig likvidation, og om at forsikringstageren kan hæve aftalen, såfremt selskabet ikke stiller sikkerhed, finder anvendelse indtil det tidspunkt, hvor Finanstilsynet træffer beslutning om, at bestanden skal overdrages. Herefter kan § 27, stk. 2 ikke påberåbes, hvilket svarer til den almindelige bestandsoverdragelsessituation.

Til kapitel 17

Til § 277

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om forsikringsvirksomhed.

Bestemmelsen vedrører reglerne om administration af livsforsikringsselskabers forsikringsbestande.

I stk. 1 fastsættes, at når Finanstilsynet beslutter, at et livsforsikringsselskabs forsikringsbestand skal tages under administration, skal der samtidig udnævnes en administrator til at administrere forsikringsbestanden. De i henhold til loven fastsatte tilfælde, hvor Finanstilsynet skal eller kan tage forsikringsbestanden under administration, følger af forslagets § 263, stk. 5, der bestemmer, at forsikringsbestanden skal tages under administration, når et livsforsikringsselskab erklæres konkurs. Endvidere kan bestanden tages under administration i medfør af § 273 såfremt selskabet undlader at imødekomme de genoprettelsesforanstaltninger, som Finanstilsynet i medfør af bestemmelsen har fastsat, og denne undladelse skønnes at medføre fare for de forsikrede. Endelig kan bestanden tages under administration, såfremt Finanstilsynet i medfør af §§ 254 og 255 har truffet beslutning om at tilbagekalde selskabets tilladelse. Den i medfør af bestemmelsen udnævnte administrator fungerer i administrationsboets ledelse.

Efter stk. 2 skal forsikringsselskabets tilladelse tilbagekaldes, når en forsikringsbestand er taget under administration. Finanstilsynet skal samtidig sørge for, at beslutningen om administrationens iværksættelse, tilbagekaldelse af tilladelsen samt administrators udnævnelse registreres i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Tilbagekaldelse af tilladelsen indebærer blandt andet, at nytegning ikke kan finde sted.

Efter stk. 3 kan administrator for at sikre administrationens forsvarlige varetagelse udpege en eller flere medadministratorer, der har en særlig fagkundskab, der vurderes at være til gavn for administrationen. Formålet er at sikre, at administrationen varetages med størst mulig ekspertise og indsigt i relevante forhold. Henvisningen til § 107 indebærer, at administrator enten selv skal have aktuarmæssig ekspertise eller i modsat fald skal udnævne en medadministrator med en sådan ekspertise, da aktuarmæssig kompetence forudsættes at være nødvendig for at administrere livsforsikringsbestande. Udover medadministratorer med indsigt i forsikringsforhold kan det tillige komme på tale at udpege en kurator i forsikringsselskabets konkursbo eller en likvidator i forsikringsselskabets likvidationsbo, såfremt administrator skønner, at dette er hensigtsmæssigt og eventuelle interessekonflikter ikke er til hinder herfor.

Stk. 4 om udgifter efter skattelovgivningen er præciseret som følge af implementering af direktiv 2001/17/EF om sanering og likvidation af forsikringsselskaber. Under administration af forsikringsbestanden fastsætter pensionsafkastbeskatningsloven, at administrationsboet indtræder i livsforsikringsselskabets eller pensionskassens forpligtelser m.v., hvorved grundlaget for beskatning de facto er overført til administrationsboet, der løbende udreder pensionsafkastskatten. Administrationsboet består af de forsikrede og administreres af administrator.

Som eksempel kan nævnes krav på pensionsafkastbeskatning af afkastet af administrationsboets aktiver. Ved lov nr. 1033 af 17. december 2001 om ændring af pensionsafkastbeskatningsloven, selskabsskatteloven og andre skattelove, blev der blandt andet vedtaget skattemæssige ændringer af betydning for administrationsboer på forsikringsområdet. I forslaget var anført, at et administrationsbo, der administrerer et livsforsikringsselskabs eller en pensionskasses bestand af pensionstilsagn, hæfter for pensionsafkastskatten. Administrationsboet skal således betale pensionsafkastskat af formueafkastet af den samlede pensionsformue, på samme måde som der betales pensionsafkastskat af formueafkast af pensionsformuer, der ikke er under administration.

Baggrunden for denne lovændring var, at administration af en forsikringsbestand tidligere i relation til de forsikrede blev betragtet som ophør med ophørsbeskatning til følge og med manglende fradragsret for fremtidige præmieindbetalinger. Ophørsbeskatning samt manglen på skattefradrag og beskatning af afkastet som en investering i stedet for beskatning efter pensionsafkastbeskatningsloven ville være en ulempe og økonomisk byrde for de forsikrede. Lovændringen var således nødvendig for at sikre, at de forsikrede så vidt muligt bliver stillet, som om forsikringsbestanden ikke var taget under administration.

På den baggrund fastslås det i stk. 4, at udgifter, der efter skattelovgivningen påhviler administrationsboet bestående af de forsikrede, udredes af administrationsboet ved administrator.

Stk. 5 omhandler honorarer til administratorerne, hvis størrelse fastsættes efter forhandling med Finanstilsynet samt andre udgifter i forbindelse med administrationen. Disse udgifter udredes af administrationsboet .

Stk. 6 fastsætter, at administrationsboet er underlagt Finanstilsynets tilsyn. Dette indebærer, at Finanstilsynet har sammen tilsynsmæssige rettigheder og forpligtelser i relation til administrationsboet som overfor forsikringsselskaber. Finanstilsynet kan således undersøge administrationsboets forhold og afkræve administrationsboet de i samme bestemmelse nævnte oplysninger.

Til § 278

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om forsikringsvirksomhed.

Bestemmelsen omhandler hvilke aktiver, der indgår i administrationsboet.

Efter stk. 1 skal de i § 166, stk. 1, nævnte registrerede aktiver straks overgå til administrationsboet, når en forsikringsbestand tages under administration. Det vil herefter være administrator, der er berettiget til at råde over disse aktiver, herunder at realisere dem. Denne rådighed skal for så vidt angår fondsaktiver registreres i en værdipapircentral og, for så vidt angår fast ejendom i tingbogen.

De i § 166 nævnte registrerede aktiver udgør en særlige masse, der alene tjener til dækning af de forsikredes krav. Forsikringsselskabets øvrige kreditorer må således respektere, at de registrerede aktiver overlades til administrationsboet. Administrators rådighed indebærer, at administrator også skal forvalte de modtagne midler samt sørge for bedst mulig dækning af de forsikringsmæssige hensættelser.

Stk. 2 fastsætter, at såfremt et livsforsikringsselskab erklæres konkurs, skal skifteretten straks sørge for, at de registrerede aktiver overgår til administrator. Bestemmelsen indebærer, at administrator i konkurssituationen på de forsikredes vegne har separatiststilling for de registrerede aktiver.

Efter stk. 3 skal administrator sørge for, at de registrerede aktiver vurderes i overensstemmelse med de gældende værdiansættelsesregler. Det forudsættes, at administrator som en af sine første opgaver og snarest muligt efter, at administrator jf. stk. 1 er blevet rådeberettiget over aktiverne lader denne vurdering foretage. Det følger af bestemmelsen, at det ikke er administrator selv, der skal foretage vurderingen, men administrator må anmode eksempelvis en revisor om at foretage denne vurdering.

Det følger af stk. 4 , at de enkelte forsikringstagere ikke kan gøre krav gældende mod et livsforsikringsselskab, der er i konkurs eller under administration. Administrator optræder således på vegne af alle forsikringstagere. Administrator kan derfor, som almindelig kreditor, gøre krav på beløb, der måtte mangle til dækning af livsforsikringshensættelser og anmeldte og forfaldne forsikringskrav. Administrator kan endvidere kræve et beløb, der svarer til selskabets solvensmargen opgjort ved administrationsboets begyndelse.

Når administrator overtager forsikringsbestanden og dermed forpligtelsen til at søge alle berettigede krav mod bestanden, og udgifterne ved administrationen dækket, vil det beløb, der i henhold til § 280 modsvarer de forsikringsmæssige hensættelser samt forfaldne og anmeldte krav muligvis ikke være tilstrækkeligt til bestandens forsvarlige administration. Derfor er administrator berettiget til at kræve et beløb svarende til selskabets solvensmargenoverført således, at de forsikrede opnår den yderligere sikkerhed, som er baggrunden for kravet om basiskapital. Dette er endvidere nødvendigt, såfremt forsikringsbestanden ikke kan overdrages, og der skal stiftes et nyt selskab.

Efter stk. 5 har det ingen virkning for administrationsboet, hvis et livsforsikringsselskab erklæres konkurs efter at administrationen er begyndt. Dette indebærer, at det indtil videre kun vil være de midler, der måtte være til rådighed udover de registrerede aktiver, det eventuelle yderligere beløb som er blevet opkrævet jf. stk. 4 og et beløb svarende til basiskapitalen, der kan inddrages i konkursbehandlingen.

Stk. 6 fastsætter, at administrator forvalter de fra selskabet modtagne aktiver, og at administrator eventuelt ved fogdens hjælp kan kræve alt til administrationen nødvendigt materiale udleveret.

Til § 279

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om forsikringsvirksomhed.

Det følger af bestemmelsen, at retsvirkningen af administrationen er, at genkøb af forsikringer ikke kan finde sted. Genkøbsværdien kan dog anvendes til dækning af de i forslagets § 162, stk. 1 nr. 7, nævnte policelån.

Baggrunden for undtagelsen i 2. pkt. er den almindelige modregningsadgang som forsikringstageren har i henhold til de obligationsretlige regler.

Til § 280

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om forsikringsvirksomhed.

Bestemmelsen indeholder reglerne for administrators beregning af forpligtelserne

Efter stk. 1 skal administrator ved administrationens begyndelse beregne de forsikringsmæssige hensættelser og opgøre størrelsen af anmeldte og forfaldne krav efter forsikringsaftalerne. Hvis administrator ikke har aktuarmæssig ekspertise, jf. § 277, som henviser til § 107, og dermed ikke selv kan opgøre de forsikringsmæssige hensættelser, skal administrator sørge for, at de bliver opgjort af en uafhængig aktuar. Administrator kan dog under alle omstændigheder lade de forsikringsmæssige hensættelser opgøre af en uafhængig aktuar.

I stk. 2 fastsættes det, at forfaldne eller anmeldte forsikringskrav skal afgøres efter de før administrationens begyndelse gældende regler. Forsikringer der forfalder efter administrationens begyndelse skal foreløbig udbetales med så stort et beløb, som administrator efter omstændighederne finder forsvarligt. Tilbagebetaling kan ikke finde sted, hvis den endelige fastsættelse af beløbene viser, at der er udbetalt for meget.

De regler der var gældende før administrationens begyndelse, vil være selskabets forsikringsbetingelser og sædvanlige praksis. Forsikringskravene bliver dermed vurderet og afgjort efter de regler, som selskabet fulgte i tiden op til administrationens begyndelse. For så vidt angår de forsikringskrav der forfalder senere, vil de stadig blive opgjort efter de gældende forsikringsbetingelser, og det er fortsat disse, der er afgørende for, om et forsikringskrav skal imødekommes. Når administrator har vurderet, at et forsikringskrav skal imødekommes, foretager administrator et skøn over, hvor stort et beløb der i bekræftende fald skal udbetales. Administrator vil ved sit skøn fastsættes en procentsats, hvormed alle forfaldne anerkendte krav foreløbig kan udbetales. Såfremt der ikke er fuld dækning må den resterende del være at betragte som anmeldt i administrationsboet med mulighed for efterbetaling, når den endelige opgørelse af de forsikredes krav er sket.

Efter stk. 3 er udgangspunktet for administrators beregning af de forsikringsmæssige hensættelser det til Finanstilsynet anmeldte beregningsgrundlag, jf. § 20, medmindre administrator finder det nødvendigt at anvende et andet beregningsgrundlag. Dette kan eksempelvis være tilfældet, hvis det af selskabet anmeldte grundlag i relation til den konkrete forsikringsbestand viser sig ikke længere at være i overensstemmelse med § 21. Det nye beregningsgrundlag skal i givet fald anmeldes til Finanstilsynet.

I stk. 4 bestemmes, at administrator i overensstemmelse med det i stk. 3 nævnte beregningsgrundlag skal foretage en rimelig fordeling af administrationsboets midler blandt de forsikrede. I det omfang de til en forsikring hørende livsforsikringshensættelser, beregnet efter det i stk. 3 gældende beregningsgrundlag, herefter overstiger de midler, der er blevet fordelt til den pågældende forsikring, nedsættes forsikringsbeløbene.

Vurderingen af hvilket princip, det vil være rimeligt at foretage en fordeling af midlerne efter, afhænger af de konkrete forhold i forsikringsbestanden, herunder af forsikringsaftalernes indhold. En rimelig fordeling kan dog ofte tage sit udgangspunkt i det såkaldte kontributionsprincip.

For så vidt angår den del af midlerne, der under et administrationsbo fordeles til bonusberettigede forsikringer, vil en rimelig fordeling af midlerne efter kontributionsprincippet være, at der tilstræbes en fordeling i forhold til, hvorledes midlerne er tilvejebragt. Fordelingen skal således afspejle det forhold, hvorefter der er bidraget til midlernes opbygning. Ved vurderingen heraf tages der i fornødent omfang hensyn til de indbetalte præmier og forrentningen heraf, udbetalte ydelser samt omkostninger og risikodækning.

For bonusberettigede forsikringer, hvor midlerne under et administrationsbo fordeles efter kontributionsprincippet, kan årsagen til etableringen af administrationsbo være af betydning. Administrationsboet kan være etableret som følge af, at der er anmeldt et nyt beregningsgrundlag, fordi det hidtil anvendte beregningsgrundlag ikke længere kunne anses for betryggende. Der vil i disse tilfælde være mindst risiko for nedsættelse af forsikringsbeløbene for de forsikringer, hvor skærpelsen af beregningsgrundlaget har mindst eller ingen betydning for livsforsikringshensættelserne. Tilsvarende forhold gør sig gældende, hvis administrator finder det nødvendigt at fastsætte et andet beregningsgrundlag end det, der er anmeldt af selskabet.

Til § 281

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om forsikringsvirksomhed.

Bestemmelsen indeholder reglerne om, hvordan administrator skal søge forsikringsbestanden overdraget.

Med henblik på at varetage de forsikredes interesse fastsættes det, at administrator skal forsøge en kollektiv overdragelse af forsikringsbestanden, således som det fremgår af forslagets § 232 om overdragelse af forsikringsbestande. En kollektiv overdragelse indebærer blandt andet, at Finanstilsynet skal godkende overdragelsen, hvilket ikke er tilfældet ved en individuel overdragelse. Dermed kan det sikres, at den planlagte overdragelse er i overensstemmelse med de forsikredes tarv. Proceduren vedrørende Finanstilsynets tilladelse svarer til proceduren i den almindelige regel i § 232, stk. 3, idet der dog her kan gælde en kortere frist på én måned mod tre måneder i § 232, stk. 3.

Efter stk. 3 træffer Finanstilsynet beslutning om hvorvidt forsikringsbestanden kan overdrages, når indsigelsesfristen fastsat i henhold til redegørelsen er udløbet. Finanstilsynets vurdering foretages som udgangspunkt i overensstemmelse med § 232. Det bestemmes endvidere, at overdragelsen ikke kan påberåbes som grundlag for at hæve aftalen. Forsikringstageren kan således kun gøre indsigelse mod overdragelsen, men ikke på nogen måde modsætte sig den.

I stk. 4 fastsættes at eventuelle overskydende midler efter overdragelsen skal tilfalde selskabet eller dets bo.

Til § 282

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i lov om forsikringsvirksomhed.

Bestemmelsen regulerer de tilfælde, hvor bestanden ikke kan overdrages i medfør af § 236.

Efter stk. 1 skal administrator, såfremt forsikringsbestanden ikke kan overdrages i henhold til § 236 ikke alene foretage den endelige fastsættelse af forsikringsbeløbene, men også den nødvendige endelige ændring af forsikringsvilkårene, herunder af bonusregler. Herefter skal der indkaldes til generalforsamling med henblik på stiftelse af et gensidigt selskab.

Dette svarer til formuleringen i § 236, stk. 1, hvor det anføres, at administrator både skal oplyse om den endelige fastsættelse af forsikringsbeløbene og eventuelle ændringer i forsikringsvilkårene, herunder bonusreglerne i forbindelse med en overdragelse af forsikringsbestanden.

Efter stk. 3 fortsætter administrationen, såfremt der ikke kan stiftes et nyt selskab og administrator skal vurdere om yderligere forsøg på at overdrage forsikringerne skal foretages.

Afsnit VIII

Til kapitel 18

Til § 283

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om forsikringsvirksomhed.

Bestemmelsen omhandler medlemmerne i et gensidigt forsikringsselskab og deres forpligtelser.

Stk. 1 indebærer, at et gensidigt selskab ikke kan tegne forsikringer uden samtidig at optage forsikringstagerne som medlemmer.

Efter stk. 2 , kan medlemmerne i et gensidigt forsikringsselskab hæfte på forskellig måde for selskabets forpligtelser. Hæftelsen kan f.eks. være solidarisk, d.v.s. at hvert enkelt medlem hæfter for hele fordringen eller hæftelsen kan være proratarisk, d.v.s. det enkelte medlem kun hæfter for en del af fordringen. Det enkelte medlem hæfter dog altid subsidiært, d.v.s at alene selskabet kan gøre kravet gældende overfor medlemmerne. Det enkelte medlem kan endvidere hæfte personligt, d.v.s. med hele sin formue. Der kan forekomme kombinationer heraf.

Medlemmernes hæftelse er forskellig fra den særlige adgang for det gensidige skadesforsikringsselskab til efter loven at have en vedtægtsbestemmelse, hvorefter præmien efterfølgende kan forhøjes under hensyntagen til forsikringsbestandens risikoforløb (variable præmier), og hvor tillægspræmien efter nærmere regler kan medregnes ved basiskapitaludregningen, jf. § 136.

Vedtægtsbestemmelser, hvorefter det enkelte medlem alene er forpligtet til at betale årets præmie, men hvor der ikke foreligger en yderligere indbetalingspligt (hæftelse) i tilfælde af underbalance i selskabet, vil være et eksempel på, at selskabets medlemmer ikke hæfter for selskabets forpligtelser. Derimod vil en vedtægtsbestemmelse, hvorefter medlemmerne alene hæfter med et begrænset beløb f.eks. et beløb svarende til et års ekstra præmie være udtryk for en medlemshæftelse. Hvis et gensidigt selskab vælger at have en vedtægtsbestemmelse om medlemshæftelse, skal der eksistere en bundgrænse for, hvor lille denne hæftelse kan være. En sådan er ikke fastsat i lovgivningen, da dette er overladt til det enkelte selskab.

Stk. 3 indebærer et forbud mod, at der i vedtægterne fastsættes bestemmelser om, at selskabets kreditorer subsidiært kan søge fyldestgørelse hos selskabets medlemmer. Medlemmerne risikerer således ikke at skulle betale direkte til selskabets kreditorer. Medlemmernes solidariske hæftelse udmøntes på den måde, at de beløb, som kan og bør indkræves hos selskabets medlemmer til dækning af selskabets forpligtelser, indgår i selskabets kasse, således at der kan opnås en retfærdig fordeling af midlerne til samtlige kreditorer.

Stk. 3 og 4 foreskriver derfor, at kun selskabet kan gøre den gensidige hæftelse gældende, og at selskabets krav ikke kan overdrages eller pantsættes, hvilket, ligesom den tilsvarende bestemmelse for ikke indbetalt aktie- eller garantikapital, indebærer, at der heller ikke kan foretages udlæg i selskabets krav mod medlemmerne til opfyldelse af den gensidige hæftelse.

Til § 284

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om forsikringsvirksomhed.

Bestemmelsen indeholder en bemyndigelse for Finanstilsynet til blandt andet at fastsætte regler for de gensidige forsikringsselskaber vedrørende hæftelse for medlemmer og garanter.

Finanstilsynet har med den gældende hjemmel udstedt bekendtgørelse nr. 113 af 12. marts 1993 om medlemshæftelse i gensidige forsikringsselskaber ved deltagelse i coassurancevirksomhed.

Til § 285

Bestemmelsen er en videreførelse af tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om forsikringsvirksomhed.

Bestemmelsen omhandler et forsikringsselskabs genforsikring hos et gensidigt selskab. Efter reglen medregnes genforsikring for egen regning kun inden for det fastsatte maksimum, hvilket giver en noget videre adgang til at overtage genforsikring, der ikke deltager i det gensidige ansvar, uden at der derved pålægges medlemmerne større risiko end efter de gældende regler. For livrenteforsikringers vedkommende medregnes det årlige rentebeløb kun ti gange. Gensidige skadesforsikringsselskaber har en til livsforsikring svarende begrænset mulighed for at overtage genforsikringer uden gensidigt ansvar. En sådan begrænsning er som for livsforsikring begrundet i, at selskabet ellers kunne miste sin karakter af gensidigt selskab, og at det ikke ville være rimeligt, at medlemmerne i større omfang skulle hæfte for den risiko, der er forbundet med en forholdsvis stor bestand af forsikringer, som ikke deltager i det gensidige ansvar.

Til § 286

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om forsikringsvirksomhed.

Bestemmelsen er begrundet i samme hensyn som forbudet mod, at et aktieselskab erhverver egne aktier, og derved nedsætter selskabets egenkapital ved uformelt at lade midler gå tilbage til aktionærerne.

Hensynet til selskabets kreditorer gør det rimeligt at anvende samme regler på den ansvarlige garantikapital i et gensidigt selskab, uanset hvad vedtægterne bestemmer om medlemmernes hæftelse.

§ 129, stk. 3, åbner mulighed for nedsættelse, eller tilbagebetaling af garantikapitalen såfremt Finanstilsynet giver samtykke hertil. Anvendelsen af bestemmelsen forudsætter, at en sådan tilladelse ikke foreligger.

Stk. 2 svarer til forbuddet i aktieselskabslovens kapitel 8 om, at datterselskaber mod vederlag erhverver egne aktier i moderselskabet. En tilsidesættelse af forbudet vil have samme konsekvens som moderselskabets erhvervelse af egne aktier, dvs. en nedsættelse af selskabets egenkapital, idet værdien af datterselskabet er et aktiv i moderselskabet. Situationen er den samme som hvis et gensidigt selskabs datterselskab erhverver garantiandele i moderselskabet.

Til § 287

Bestemmelsen er videreførelse af en gældende bestemmelse i lov om forsikringsvirksomhed.

Bestemmelsen har blandt andet relevans, når selskabet skal give garanterne meddelelser om ændring af selskabets vedtægter.

Til § 288

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om forsikringsvirksomhed.

Bestemmelsen svarer til aktieselskabslovens § 81. Bestemmelsen omhandler muligheden for at anlægge søgsmål i gensidige forsikringsselskaber Vedrørende formaliteten i tilknytning til beslutninger truffet af generalforsamlingen. Det er ikke hensigten i øvrigt at afskære det almindelige partsbegreb, således vil alle, der har en retlig interesse i beslutningens indhold kunne anlægge sag herom.

Til § 289

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om forsikringsvirksomhed.

Den svarer til § 110, stk. 1, i aktieselskabsloven med de forskelle som følger af de særlige selskabsretlige regler, der gælder for udøvelse af forsikringsvirksomhed.

Bestemmelsen indeholder reglerne om udbytteuddeling i forsikringsselskaber.

Forudsætningen for, at der kan ske udbetaling af udbytte, er, at alle krav til selskabets basiskapital er opfyldt, jf. § 290. Vedtægtsmæssige bundne reserver omfatter eksempelvis grundfonden i gensidige selskaber.

Til § 290

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om forsikringsvirksomhed.

Bestemmelsen foreskriver, at udbytteudbetaling kræver, at selskabets basiskapital utvivlsomt er opfyldt.

Til § 291

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om forsikringsvirksomhed.

Stk. 1 svarer til aktieselskabslovens § 109.

Stk. 2 svarer til aktieselskabslovens § 110, stk. 2, med de forskelle som følger af de særlige selskabsretlige regler, der gælder for udøvelse af forsikringsvirksomhed.

Bestemmelsen indeholder de nærmere regler for udlodning til aktionærer. Bestemmelsens stk. 1 henviser ved formuleringen »i øvrigt« udelukkende til reglerne i forslagets §§ 289 og 290.

Til § 292

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om forsikringsvirksomhed.

Bestemmelsen indeholder reglerne om henlæggelse til sikkerhedsfond. Efter bestemmelsen kan forsikringsselskabet, såfremt vedtægterne indeholder regler herom, henlægge til en sikkerhedsfond.

Efter stk. 2 kan midler der er henlagt til en sikkerhedsfond ikke fraføres denne. Dog kan sikkerhedsfondens midler efter tilladelse fra Finanstilsynet anvendes til dækning af tab ved afvikling af de forsikringsmæssige forpligtelser. Herved sikres, at sikkerhedsfonde kun anvendes efter deres formål, og at de udgør en for forsikringstagerne særlig reserve.

Til § 293

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om forsikringsvirksomhed.

Stk. 1 opstiller en række krav til vedtægterne om selskabets virksomhed. Disse krav skal alle være opfyldt, for at selskabet kan være omfattet af kapitlets regler.

Selv om betingelserne i stk. 1 er opfyldt, kan selskabet alligevel ikke kræve sig henført til dette kapitel, hvis virksomheden har et sådant omfang eller karakter, at den rammes af en eller flere af de begrænsninger, der er nævnt under stk. 2, nr. 1 eller 2. Selskabet bliver i så fald underlagt fuldt tilsyn.

Formuleringen medfører ikke, at pkt. 1-6 skal gengives ordret i selskabets vedtægter, men blot, at vedtægterne skal omfatte alle seks punkter og indeholde klare regler, der dokumenterer, at de betingelser der er nævnt i 1. pkt er opfyldte. Selskabets formål skal endvidere være begrænset til ét af de under pkt. 1, nr. 1, nævnte to forsikringsformål.

Med hensyn til muligheden for, at et selskab kan opnå Finanstilsynets dispensation til forsikringsvirksomhed efter reglerne i dette kapitel for andre forsikringsarter end nævnt under stk. 1, nr. 1, se §§ 253 og 254.

Et selskab, der ønsker sig underlagt det lempeligere tilsyn efter dette kapitel, må begrænse sit formål til forsikringsvirksomhed inden for enten forsikringsarterne »ulykke og sygdom« eller »husdyrsforsikring«. Det lempeligere tilsyn omfatter kun selskaber, der udelukkende tegner enten syge- og ulykkes-forsikringer eller husdyrsforsikringer, hvor forsikringstagerne normalt vil være i stand til at udøve den fornødne kontrol.

Koncession kan gives til forsikringsklasserne 1 og 2 i kombination, dvs. til »ulykke og sygdom«; men en koncession kan tillige begrænses efter »forsikringsarten«, jf. § 5, stk. 3, og § 7, nr. 5, i koncessionsbekendtgørelsen, skade. Derved bliver det muligt at afgrænse koncessionen i overensstemmelse med vedtægternes formålsparagraf.

Udtrykket »forsikrede« er i personforsikring den sædvanligt anvendte betegnelse for en person, på hvis liv eller helbred forsikringen tegnes. Kravet om, at den forsikrede tillige skal være forsikringstager indebærer derfor, at selskabet skal indgå aftalen med den, på hvis liv eller helbred forsikringen skal tegnes.

Det gensidige selskabs forsikringstagere – og kun disse – betragtes som medlemmer af selskabet. Efter forsikringsaftalelovens terminologi, jf. lovens § 2, er »forsikringstageren« den, der afslutter forsikringsaftalen med selskabet, og som har krav på forsikringsydelsen, hvis andet ikke er aftalt. Kravet i stk. 1, nr. 1, om identitet mellem forsikrede og forsikringstager og om obligatorisk medlemskab af selskabet, medfører således, at selskabet kun kan tegne forsikringer på medlemmernes eget liv og helbred.

Reglen indebærer, at selskabet ikke i tilknytning til forsikringen på medlemmets eget liv også kan tegne forsikring for medlemmets ægtefælle og/eller børn (familie-ulykkesforsikring), medmindre disse selvstændigt indtræder som medlemmer og forsikringstagere.

Identitetskravet begrænser selskabets subjektive risiko, som må antages at blive forøget, hvis selskabets forsikringstagere gennem tegning af forsikring på andre kan opnå økonomisk interesse i, hvordan disse personers liv og helbred udvikler sig.

Koncession til husdyrsforsikring gives sædvanligvis efter forsikringsklasse 9 afgrænset i overensstemmelse med vedtægternes formål.

Husdyrsforsikringer kan omfatte flere forsikringsarter, som alle vil være omfattet af stk. 1, nr. 1. Risikoen kan være egentlig »livsforsikring«, der medfører udbetaling af forsikringssum ved husdyrets død uanset årsag, men forsikringen kan f.eks. også omfatte helbredelsesudgifter i tilfælde af husdyrets sygdom (dyrlægeudgifter).

Disse selskaber har ikke det europæiske pas.

Bestemmelsen udelukker ikke, at det i forsikringsbetingelserne aftales, at den tegnede forsikring automatisk fortsætter for et år ad gangen, såfremt den ikke af en af parterne opsiges til ophør ved udløbet af et forsikringsår med det aftalte varsel, jf. forsikringsaftalelovens § 31.

Stk. 1, nr. 4, udelukker, at selskabet overtager genforsikring af forsikringer tegnet af andre forsikringsselskaber, jf. stk. 1, nr. 5.

Finanstilsynet har ikke udnyttet bemyndigelsen til at fastsætte regler om det højeste beløb, et selskab kan overtage på en enkelt risiko uden genforsikring.

Beslutning om nedsættelse af forsikringsydelserne er en generel foranstaltning, der berører alle forsikringer, der er indtegnet i selskabet. Enkelte forsikringstagere vil være beskyttet af almindelige forsikringsaftaleretlige regler. Dette indebærer, at selskabet i skadetilfælde – uanset dets økonomi – vil være forpligtet til at udrede den aftalte forsikringsydelse, eventuelt nedsat efter den generelle nedsættelse af samtlige tegnede forsikringer.

Stk. 2 er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om forsikringsvirksomhed.

Bestemmelsen præciserer, at selskaber, hvis virksomhed er omfattet af stk. 2, er under fuldt tilsyn, selv om selskabet i øvrigt opfylder betingelserne i stk. 1 for at være undergivet det begrænsede tilsyn.

Ifølge solvens I-direktivet (2002/13/EF) må et selskabs årlige præmieindtægt, for at selskabet ikke skal være omfattet af direktivet, ikke overstige 5 million euro. Grænsen har hidtil ligget på 1 million ECU.

Reglen skal ses i relation til reglerne i 1. skadesdirektiv, art. 3, om gensidige selskaber, der ikke er omfattet af dette direktiv. Art. 3 indeholder ikke de samme begrænsninger som denne lov med hensyn til forsikringsarter m.v., som kan tegnes af selskaber, der ikke er omfattet af direktivet. Der er tale om begrænsninger, som særligt blev fastsat i dansk lovgivning ved reglerne i stk. 1, nr. 1.

Stk. 1, nr. 1, medfører, at stk. 2, nr. 2 , er uden interesse for selskaber, der tegner forsikringer mod ulykke og sygdom, da disse selskabers virksomhed i forvejen er begrænset til kun at omfatte fysiske personer. Reglen kan derimod få betydning for selskaber, der tegner husdyrsforsikringer, eller forsikringsarter for hvilke der – med hjemmel i art. 3 – er mulighed for dispensation efter § 299, stk. 3, efter beslutning fra Finanstilsynet.

Ifølge de oprindelige bemærkninger tager reglen sigte på selskaber, der efter 1. skadesdirektiv, art. 3, ikke er omfattet af direktivet, men hvis virksomhed har en sådan karakter eller et sådant omfang, at forsikringslovgivningens beskyttelseshensyn gør det påkrævet at stille sædvanlige kapitalkrav til selskabet. I så fald skal selskabet henføres under denne lovs almindelige regler.

Til § 294

Bestemmelsen er en videreførelse af tilsvarende bestemmelser i den gældende lov om forsikringsvirksomhed.

De i stk. 1 nævnte paragraffer omfatter retsregler, der normalt skal iagttages ved stiftelsen af et forsikringsaktieselskab eller et gensidigt forsikringsselskab. Disse regler kan et gensidigt skadesforsikringsselskab undlade at iagttage, hvis betingelserne i § 293 om selskabets begrænsede virksomhed, er opfyldt. I stedet gælder de mindre byrdefulde regler i § 295.

Væsentlige regler, der også skal følges ved stiftelse af et selskab omfattet af § 293, er kravene til vedtægternes indhold efter forslagets § 111, jf. aktieselskabsloven § 4. Reglen om, at vedtægterne ikke skal opfylde § 111 om, at det af vedtægterne skal fremgå, om selskabet skal kunne overtage genforsikring uden gensidigt ansvar, skyldes, at selskaber omfattet af dette kapitel kun må tegne direkte forsikring, jf. § 293, stk. 1, nr. 4.

Om retsvirkningerne af en vedtægtsbestemmelse om, at selskabet ikke ansætter en direktion, se bemærkningerne til § 298.

Til § 295

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om forsikringsvirksomhed.

Regelsættet i dette forslaget er en følge af de lempelser, som lovforslaget gennem § 390 fastsætter for stiftelse af et gensidigt forsikringsselskab, der er omfattet af kapitlet. I konsekvens af, at der ikke kræves oprettelse af en stiftelsesoverenskomst ved stiftelsen af selskaber, der opfylder betingelserne i § 293, anviser § 295 den fremgangsmåde, der i stedet skal følges, for at selskabet kan anses for stiftet. Hovedvægten lægges på vedtægternes indhold og den konstituerende generalforsamling.

Initiativtagerne til stiftelsen af selskabet må i princippet gå frem på samme måde som ved stiftelse af foreninger i almindelighed, dvs. undersøge, om der er grundlag for selskabet virksomhed. Reglerne i loven medfører imidlertid, at der er tale om en bunden opgave, hvor udkastet til vedtægterne skal opfylde lovens almindelige betingelser, jf. § 111, med de begrænsninger, der fremgår af § 294.

Om retsvirkningen af en eventuel beslutning i vedtægterne om, at der ikke skal ansættes en direktion i selskabet, henvises der til bemærkningerne til § 298.

Stk. 2 er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om forsikringsvirksomhed.

Behovet for en tidsfrist, inden for hvilken den konstituerende generalforsamling skal være afholdt, er en følge af det manglende stiftelsesdokument, og dermed savnet af en fastsat dato for den konstituerende generalforsamling. Fristen på 6 måneder regnes fra den dato, hvor endeligt vedtægtsudkast er udarbejdet, og hvor initiativtagerne har bekendtgjort, at indtegningen kan påbegyndes.

De øvrige konsekvenser af overskridelse af 6-måneders fristen vil være, at indbydelsen til indtegning på grundlag af vedtægtsudkastet må anses for bortfaldet. Efter at have tilbagebetalt eventuelle indskud, kan initiativtagerne overveje at forny indbydelsen til at indtegne sig som medlem eller garant ved at fremlægge et nyt vedtægtsudkast. Fra dette tidspunkt løber der en ny 6-måneders frist.

Reglen om ret til at betinge, at tilbagebetaling af eventuelle indbetalte garantiandele sker med fradrag for afholdte udgifter, svarer til reglen i aktieselskabslovens § 10, stk. 1, 2. pkt. Stk. 3 viderefører en bestemmelse i den gældende lov om forsikringsvirksomhed.

Allerede indtegnede medlemmer samt garanterne, hvis de er tillagt stemmeret efter vedtægterne indkaldes. Ifølge § 110 skal hvert medlem have én stemme, og medlemskab forudsætter, at medlemmet er forsikringstager, jf. § 283. Loven kræver derimod ikke, at garanter skal være forsikringstagere i selskabet, eller at de tillægges stemmeret. Garanternes eventuelle stemmeret bestemmes derfor ensidigt af vedtægternes regler herom.

Stk. 4 viderefører en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om forsikringsvirksomhed.

1. pkt. , omfatter to beslutninger, dels en beslutning om at godkende vedtægterne, eventuelt med ændringer, og dels en beslutning om at stifte selskabet. Begge beslutninger træffes med »almindelig stemmeflerhed«, hvilket må antages kun at kræve flere ja- end nej-stemmer. Antallet af stemmer beror på vedtægternes bestemmelser herom.

Forslaget til ændring af udkastet til vedtægterne må således fremgå af indkaldelsen til generalforsamlingen og sættes til afstemning, forinden der stemmes om endelig godkendelse af vedtægterne. Hvis ændringsforslaget opnår almindelig stemmeflerhed, er det de således ændrede vedtægter, som generalforsamlingen skal beslutte at godkende med almindelig stemmeflerhed.

Godkendes vedtægterne, kan generalforsamlingen ved en ny afstemning beslutte at stifte selskabet.

Stilles der under generalforsamlingen nye ændringsforslag til vedtægterne, må det indledningsvis ved afstemning undersøges, om nogen af de tilstedeværende medlemmer stemmer mod forslaget. Er dette tilfældet, er forslaget endeligt forkastet.

Stemmer ingen imod, kan generalforsamlingen beslutte at godkende vedtægterne med de foreslåede ændringer – og alternativt uden. Derefter kan generalforsamlingen beslutte at stifte selskabet med virkning fra en udskudt stiftelsesdato, idet det samtidig pålægges den valgte bestyrelse inden denne dato at søge afklaret, om selskabet med efterfølgende tilslutning fra alle ikke-tilstedeværende stemmeberettigede skal anses for stiftet med de på generalforsamlingen foreslåedes og af de tilstedeværende stemmeberettigede godkendte vedtægtsændringer. Opnås samtykket ikke inden stiftelsesdatoen, anses selskabet for stiftet i overensstemmelse med de ved indkaldelsen til generalforsamlingen fremlagte forslag, jf. herved registreringsfristen i § 296, stk. 1, 1. pkt.

Vedtægternes indhold bliver således afhængig af, om bestyrelsen inden tidsfristens udløb kan opnå samtlige stemmeberettigedes tiltræden af de på generalforsamlingen foreslåedes og godkendte vedtægtsændringer. Efter reglen i stk. 4, 4. pkt. , må beslutning om stiftelse ikke træffes, medmindre vedtægterne er endeligt godkendt. Denne bestemmelse må ved den anførte fremgangsmåde anses for opfyldt, hvis generalforsamlingsprotokollen tilføjes en bemærkning om, at generalforsamlingen har endeligt godkendt vedtægterne i overensstemmelse med det på generalforsamlingen fremlagte forslag, og med de på generalforsamlingen foreslåede ændringer, dog under forudsætning af, at bestyrelsen inden stiftelsesdatoen har opnået samtykke til disse ændringer fra de ikke-tilstedeværende stemmeberettigede medlemmer.

Opnås samtykket, må samtykkeerklæringerne vedlægges som bilag til generalforsamlingsprotokollen forsynet med dirigentens påtegning, jf. herved bemærkningerne til aktieselskabslovens § 78, hvor der anvises en lignende fremgangsmåde.

Ved fastsættelse af den tidsfrist, inden for hvilken samtykkeerklæringer skal være indhentet, må der tages hensyn til, at selskabet skal være anmeldt til registrering senest 2 måneder efter datoen for afholdelsen af den konstituerende generalforsamling, jf. forslagets § 296, stk. 1.

Kravet om en forhåndstilkendegivelse om, hvem initiativtagerne vil foreslå som bestyrelse og revision, gælder således ikke for selskaber omfattet af dette kapitel. Kræver vedtægterne ansættelse af en direktion, er dette et efterfølgende bestyrelsesanliggende.

Finanstilsynets ret til at nægte et selskab koncession som følge af bestyrelsens og direktionens forhold må indbefatte selskabet omfattet af dette kapitel..

Det bemærkes, at Finanstilsynet ikke længere skal godkende vedtægter.

Til § 296

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om forsikringsvirksomhed.

Senest 2 måneder efter den dato, hvor selskabets vedtægter er blevet endeligt godkendt, og det er blevet besluttet at stifte selskabet, jf. § 295, stk. 4, skal det anmeldes til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

Det udelukker ikke, at initiativtagerne efterfølgende kan tage skridt til at forny indbydelsen til at indtegne sig som medlem eller garant, og derefter senere gennemføre stiftelsen.

Bortset fra omfanget af det krævede bilagsmateriale adskiller reglerne i stk. 2 sig ikke fra de regler, der skal følges ved registrering og ansøgning om koncession til selskaber under fuldt tilsyn. Et selskab, der opfylder betingelserne i dette kapitel kan derfor heller ikke registreres i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, før Finanstilsynet har givet koncession.

Til § 297

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om forsikringsvirksomhed.

Om det indholdsmæssige krav til en driftsplan, henvises der til bemærkningerne i § 125, stk. 11 og 13, og § 142, stk. 3.

Hvis det efter en drøftelse med Finanstilsynet viser sig, at det er muligt at bestemme den nødvendige basiskapital på et mindre grundlag end en formuleret driftsplan, vil Finanstilsynet tillade dette.

Teoretisk set kunne der være tale om garantier eller lignende.

Til § 298

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om forsikringsvirksomhed.

Hvis selskabet vælger at ansætte en direktion, gælder lovens almindelige bestemmelser.

Uafhængigt af selskabets beslutning herom gælder reglerne i forslagets §§ 11 og 14 fortsat ved Finanstilsynets vurdering af, om direktion og bestyrelse opfylder lovens betingelser for, at selskabet kan opnå koncession.

Der henvises til de almindelige regler i aktieselskabslovens § 54 om arbejdsfordelingen mellem direktion og bestyrelse. Undlader selskabet at ansætte en direktion, får bestyrelsen således ansvaret for den daglige ledelse af selskabet, herunder bogføring og formueforvaltning. Endvidere får bestyrelsen ansvaret for, at selskabet råder over tilstrækkelig sagkundskab til beregning af forsikringsmæssige hensættelser, jf. § 107, stk. 1.

Udtrykket »i lov « skal forstås bredt som »lovgivning« således, at såvel denne lov som andre lovregler, herunder ikke mindst reglerne i aktieselskabsloven, som forpligter direktionen i et selskab, der driver forsikringsvirksomhed er omfattet.

Bestyrelsen i et selskab, der har besluttet at undlade at ansætte en direktion, vel vidende at bestyrelsen der tillige må påtage sig direktionens hverv, vil blive omfattet af al relevant lovgivning, der pålægger direktionen i en forsikringsvirksomhed ansvar og pligter.

Til § 299

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om forsikringsvirksomhed.

Forslaget er for så vidt angår stk. 1-3 identisk med aktieselskabslovens § 60. Der henvises til bemærkningerne til denne lovbestemmelse.

Henvisningen i stk. 4 til § 65 indebærer, at det modsætningsvis kan sluttes, at prokura i selskaber omfattet af dette kapitel ikke behøver at være kollektiv. Dette udelukker imidlertid ikke, at et selskab, der er omfattet af dette kapitel, bestemmer i sine vedtægter, at den tildelte prokura i almindelighed, eller for bestemte personers vedkommende, skal være kollektiv, jf. reglerne i aktieselskabslovens § 54.

Til § 300

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om forsikringsvirksomhed.

§ 300 fastsætter betingelser, som skal være opfyldt, for at et selskab umiddelbart er fritaget for tilsyn uden ansøgning.

§ 301 fastsætter betingelser, som et selskab, der er undergivet enten begrænset eller fuldt tilsyn, skal opfylde for at have mulighed for at opnå Finanstilsynets dispensation, enten til at blive helt fritaget for tilsyn eller til at blive henført under det begrænsede tilsyn efter dette kapitel.

Fritagelse for tilsyn i medfør af § 300 forudsætter som udgangspunkt, at selskabets vedtægter opfylder de 6 betingelser, som § 299, stk. 1, opstiller som forudsætning for, at selskabet kan være omfattet af det begrænsede tilsyn efter dette kapitel. Hertil kommer yderligere to betingelser.

Selskabets aktivitet skal være begrænset til et snævert landområde.

Forsikringssummen for de af selskabet tegnede forsikringer må ikke overstige 3 millioner kr.

Initiativtagerne til at starte et gensidigt forsikringsselskab, der skal kunne udøve sin virksomhed uden tilsyn og uden at søge dispensation, må således sikre sig, at betingelserne i § 293, stk. 1, er opfyldt. Påbegynder et selskab forsikringsvirksomhed i strid med disse regler uden at have opnået dispensation efter § 300 overtræder reglerne om tilladelse til at drive forsikringsvirksomhed, jf. § 11.

Dispensationsmulighederne fremgår af § 301 og omfatter situationer, hvor selskabets virksomhed ganske vist er af mindre omfang, men hvor ikke alle krav i § 293, stk. 1, og § 300 med hensyn til forsikringens art, geografisk område og samlet forsikringssum er opfyldt.

Dispensation kan gives på grundlag af et vedtægtsudkast, der godtgør, at forudsætningerne i § 301 er opfyldt. På grundlag af dispensationen kan selskabet derefter stiftes formløst.

Afgrænsningen: »et snævert begrænset landeområde« blev indført i 1980 til erstatning for den tidligere afgrænsning: »et sogn med tilgrænsende sogne«, med den begrundelse, at et sogn efter kommunalreformen kun betegner en administrativ kirkelig inddeling. Der er ikke ved ændringen tilsigtet nogen egentlig udvidelse med hensyn til selskabets aktivitetsområde. I vedtægterne må afgrænsningen f.eks. kunne ske ved angivelse af de postdistrikter, inden for hvilke selskabet tegner forsikringer.

Er betingelserne opfyldt, er selskabet ikke undergivet lovens øvrige bestemmelser, hvilket navnlig indebærer, at selskabet ikke skal søge koncession.

Selv om selskabet ikke er forpligtet af lovens regler ud over kravene i § 293, må det imidlertid anses for hensigtsmæssigt, at initiativtagerne til selskabets iagttager stiftelsesreglerne i § 295, bl.a. af hensyn til at selskabet på grund af vækst senere kan blive omfattet af begrænset eller fuldt tilsyn.

Beløbet, 3 millioner kr., er den samlede forsikringssum for de indtegnede forsikringer, dvs. selskabets maksimale risiko efter de indgåede forsikringsaftaler. Beløbet er ikke pristalsreguleret, og prisudviklingen kan derfor let medføre, at et selskab rammer loftet for den maksimale forsikringssum og derved bringes ind under tilsynsreglerne, medmindre der søges dispensation efter § 301.

Angivelse af registreringsnummer forudsætter, at selskabet er registreringspligtig under en eller anden form. En fritagelse for tilsyn medfører, at selskabets bidrag til Finanstilsynet bortfalder, idet disse forsikringsselskaber ikke er omfattet af bidragspligten efter kapitel 22.

Når her omhandlede gensidige selskaber fritages for Finanstilsynets tilsyn, vil de som oftest i stedet være underlagt lov om visse erhvervsdrivende virksomheder.

Til § 301

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om forsikringsvirksomhed.

Forslaget åbner mulighed for, at mindre selskaber kan få dispensation fra Finanstilsynet, hvis de enten opfylder de under § 302, stk. 1, nr. 1, jf. tillige stk. 2, eller de under stk. 1, nr. 2, jf. tillige stk. 3, anførte betingelser.

Ud over de objektive kriterier, som kræves opfyldt efter bestemmelserne, meddeles dispensationen kun, hvis Finanstilsynet i øvrigt finder det betryggende.

Finanstilsynets dispensationsbeføjelse omfatter to forskellige situationer:

Stk. 1, nr. 1, giver Finanstilsynet mulighed for at fritage mindre selskaber med landsdækkende virksomhed for tilsyn, når de opfylder kravet i § 293, stk. 1, nr. 1, til forsikringsart, og forudsat at ikke blot selskabets samlede risiko, men også risikoen på den enkelte forsikring, er begrænset efter de anførte regler. Ifølge stk. 2 kan der ikke i den forbindelse tages hensyn til selskabets genforsikringspraksis.

Stk. 1, nr. 2 , giver Finanstilsynet mulighed for at fritage ethvert selskab, der opfylder kravene i § 293, stk. 1, bortset fra kravet til forsikringsart, jf. oven for, fra tilsyn, hvis selskabet kun tegner forsikringer inden for et begrænset landområde og kun for en enkelt forsikringsgren. Om maksimum for præmieindtægternes størrelse se bemærkningerne til § 293.

Stk. 2 er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om forsikringsvirksomhed.

Bestemmelsen supplerer reglen i stk. 1, nr. 1. Den samlede forsikringssum for selskaber, der tegner forsikringer mod sygdom og ulykke eller husdyrsforsikringer, kan således ikke overstige 6 millioner kr., når selskabet er landsdækkende. Dette gælder, selv om selskabets reelle risiko er væsentlig lavere som følge af genforsikring.

Forsikringsselskaber, der tegner de nævnte forsikringstyper, kan imidlertid vælge at søge dispensation efter reglerne i stk. 1, nr. 2, hvis selskabets virksomhed ifølge vedtægterne er begrænset, som der anført.

Stk. 3 viderefører en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om forsikringsvirksomhed.

Selskaber, der søger dispensation efter stk. 1, nr. 2, skal, ud over at godtgøre, at de dér anførte betingelser er opfyldt, jf. tillige stk. 3, også godtgøre, at betingelserne i § 293, stk. 1, nr. 2-6, er opfyldt, og at selskabets virksomhed ikke falder ind under reglerne i § 293, stk. 2. Om maksimum for præmieindtægternes størrelse se bemærkningerne til § 293.

Spørgsmålet om det flertal, der kræves til en sådan beslutning, må bero på vedtægternes indhold, herunder navnlig om beslutningen eventuelt kræver en vedtægtsændring, som kun kan gennemføres med kvalificeret flertal.

Til § 302

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om forsikringsvirksomhed.

Bestemmelsen omfatter både selskaber, der er undergivet det begrænsede tilsyn, og selskaber, der er uden for tilsyn.

Spørgsmålet om det flertal, der kræves til en sådan generalforsamlingsbeslutning, må bero på vedtægternes indhold.

Formuleringen udelukker næppe, at et selskab, der ikke er undergivet tilsyn, fordi det har fået dispensation efter § 300, kan ansøge om at blive underlagt det lempeligere tilsyn efter dette kapitel.

Det følger af 1. pkt. , at en sådan anmodning fra selskabet må bero på en generelforsamlingsbeslutning, samt reglen i § 300, stk. 4, der vedrører en lignende problemstilling.

Til § 303

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om forsikringsvirksomhed.

Bestemmelsen afgrænser begrebet tværgående pensionskasser til foreninger eller sammenslutninger, hvis medlemmer enten er uddannet inden for bestemt uddannelsesområder eller er ansat i virksomheder af en bestemt art og som har til formål som led i ansættelsesvilkårene eller som led i anden tilknytning at sikre pension eller ensartede regler for alle medlemmer, eller hvis medlemmer er selvstændige erhvervsdrivende inden for samme branche, og som har til formål at sikre pension efter ensartede regler for alle medlemmer.

En meget stor del af de tværgående pensionskasser er stiftet for grupper med fælles uddannelse eller erhverv.

Bestemmelsen er ikke til hinder for, at en pensionskasse kan have medlemmer der tilhører begge de i bestemmelsen opregnede grupper.

Til § 304

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om forsikringsvirksomhed.

Henvisningen til § 283 indebærer, at der ikke i vedtægterne kan være eller indføres regler om medlemshæftelse. Pensionskasserne er således efter loven foreninger med begrænset hæftelse. En vedtægtsbestemmelse eller generalforsamlingsbeslutning om medlemshæftelse eller om, at medlemmerne skal dække allerede konstaterede tab, er derfor ugyldig.

Kapitaltab i pensionskasser kan således kun dækkes ved genoprettelsesforanstaltninger f.eks. nedskrivning af pensionstilsagn eller den garanterede grundlagsrente.

Til § 305

Afgrænsningen kan angå de aktiviteter pensionskasser må udøve, og de aktiviteter, gensidige selskaber og aktieselskaber må udøve. Idet den væsentligste afgrænsning i de tværgående pensionskassers virksomhed ligger i medlemsoptagelsen, vil det væsentligste indhold i regler udstedt i medfør af bestemmelsen være præciseringer af medlemsafgrænsninger samt en regel om, at pensionskasserne ikke må drive akkvisition uden for pensionskassernes potentielle medlemskreds.

Finanstilsynet har ikke udnyttet den gældende bemyndigelse til at fastsætte regler.

Til § 306

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om forsikringsvirksomhed.

I stk. 1 defineres et arbejdsmarkedsrelateret livsforsikringsaktieselskab, som et livsforsikringsaktieselskab, der opfylder de under nr. 1-3 angivne karakteristika.

I nr. 1 angives, at hele selskabets ejerkreds skal bestå af forsikringstagernes faglige organisationer samt eventuelt tillige af de i den sammenhæng relevante arbejdsgiverorganisationer. Når det angives, at ejerkredsen direkte eller indirekte fuldt ud skal bestå af disse organisationer, indebærer dette, at organisationerne kan have et eller flere mellemliggende holdingselskaber. Livsforsikringsaktieselskabets umiddelbare ejere kan således godt være et holdingselskab, når blot dette holdingselskab er 100 pct. ejet af de pågældende organisationer.

Livsforsikringsaktieselskabet skal endvidere være etableret af de pågældende organisationer som led i en overenskomstmæssig aftale, således som anført i nr. 2. Dette indebærer, at selskabet alene kan have kollektive ordninger på samme måde som en tværgående pensionskasse. Et selskab, der vælger at få status som arbejdsmarkedsrelateret livsforsikringsaktieselskab, betragtes herefter i princippet som en tværgående pensionskasse, og det arbejdsmarkedsrelaterede livsforsikringsaktieselskab kan derfor alene tegne forsikringer svarende til det for tværgående pensionskasser gældende.

Det fremgår af nr. 3 , at det af et arbejdsmarkedsrelateret livsforsikringsaktieselskabs vedtægter skal fremgå, at der ikke betales udbytte til ejerne.

Selvom selskabet opfylder de i stk. 1, nr. 1-3, anførte kriterier, er det stadig selskabets valg, om det ønsker status som et arbejdsmarkedsrelateret livsforsikringsaktieselskab., idet dette kræver, at vedtægterne - udover det i stk. 1, nr. 3, nævnte - tillige ændres som anført i det foreslåede stk. 2.

I stk. 2 fastslås det, at et selskab, der opfylder kriterierne i stk. 1 og som ønsker at være et arbejdsmarkedsrelateret livsforsikringsaktieselskab, skal anføre dette i vedtægterne.

I stk. 3 fastslås det, at afståelse af aktier i selskabet til andre end den i stk. 1, nr. 1, nævnte kreds eller ændring af bestemmelserne i selskabets vedtægter om, at de ikke udbetaler udbytte, eller at selskabet har valgt at være et arbejdsmarkedsrelateret livsforsikringsaktieselskab ikke kan ændres uden Finanstilsynets godkendelse, samt at denne godkendelse alene kan gives, såfremt dette er til gavn for de forsikrede.

Dette indebærer, at et selskab, der har valgt status som et arbejdsmarkedsrelateret livsforsikringsaktieselskab, som hovedregel ikke kan ændre status tilbage til »almindeligt livsforsikringsaktieselskab« igen. Som anført ovenfor betragtes selskabet herefter i princippet som en tværgående pensionskasse. Kun i de særlige tilfælde, hvor en ændring af vedtægterne vil være til fordel for de forsikrede - og hvor et krav om opretholdelse af vedtægterne således vil være i strid med de forsikredes interesser - vil Finanstilsynets godkendelse kunne forventes givet. Sådanne særlige tilfælde kan være selskabets ophør, herunder ved fusion eller selskabets afvikling som forsikringsselskab i øvrigt, hvor et krav om selskabets fortsatte opretholdelse som arbejdsmarkedsrelateret livsforsikringsaktieselskab ikke vil være i overensstemmelse med de forsikredes interesser. I sådanne tilfælde kræves Finanstilsynets godkendelse af forsikringsbestandens overdragelse, jf. nedenfor vedrørende stk. 5.

Baggrunden for at kræve Finanstilsynets godkendelse er, at selskabet i modsat fald ville kunne skifte mellem en status som arbejdsmarkedsrelateret livsforsikringsaktieselskab og et »almindeligt« livsforsikringsaktieselskab afhængig af, hvad der var gunstigst - også skattemæssigt - i en aktuel situation. Dette vil ikke være til gavn for forsikringstagerne, der i givet fald ikke kunne få sikkerhed for, at den skattefrit opsparede kapital alene kunne anvendes til fordel for dem, svarende til forholdene i de tværgående pensionskasser, jf. ovenfor samt de ændrede skatteregler omtalt nedenfor.

I forbindelse med skattereglerne for de arbejdsmarkedsrelaterede livsforsikringsaktieselskaber bemærkes i øvrigt, at Finanstilsynet ikke vil meddele godkendelse af en vedtægtsændring, såfremt en sådan ændrings formål skønnes at være, at ejerne kan opnå en udlodning af den skattefrit opsparede del af det arbejdsmarkedsrelaterede livsforsikringsaktieselskabs egenkapital. Finanstilsynet vil i øvrigt i fornødent omfang rådføre sig med øvrige relevante offentlige myndigheder, herunder skatteministeriet, forinden en eventuel godkendelse meddeles.

For at skabe parallelitet med de tværgående pensionskasser, skal den skattefrit opsparede del af egenkapitalen ved selskabets ophør som arbejdsmarkedsrelateret livsforsikringsaktieselskab eller bestandens overdragelse, ikke komme til udbetaling til aktionærerne, men anvendes til fordel for de forsikrede. Dette svarer til forholdene i en tværgående pensionskasse, hvor medlemskredsen er kollektiv ejer af pensionskassen.

Det følger af stk. 4 , at selskabets vedtægter tillige skal tage stilling til, hvorledes der skal forholdes med selskabets formue, når der ikke længere er forsikringsmæssige krav mod selskabet. Af vedtægtsbestemmelsen skal fremgå, at den skattefrit opsparede del af egenkapitalen skal anvendes til et almennyttigt eller velgørende formål for at sikre, at aktionærerne ikke på dette tidspunkt kan få del i den skattefri gevinst. Det er alene den situation, hvor alle forsikringerne er udløbet, der er omfattet af stk. 4. Såfremt der ikke er forsikringsmæssige krav mod selskabet som følge af forsikringsbestandens overdragelse, er det reguleret i det stk. 5.

Efter stk. 5 skal selskabet anvende den skattefrit opsparede del af egenkapitalen – eller en forholdsmæssig andel heraf – til fordel for de forsikrede. Ved en almindelig bestandsoverdragelse vil dette kunne ske ved eksempelvis, at den skattefrit opsparede del af egenkapitalen anvendes til en forøgelse af tilsagnene eller en øget bonusudjævningshensættelse. Er der tale om, at det arbejdsmarkedsrelaterede livsforsikringsaktieselskab ønsker at fusionere med et »almindeligt livsforsikringsaktieselskab« med sidstnævnte som det fortsættende selskab, vil Finanstilsynets godkendelse af den til fusionen knyttede bestandsoverdragelse i medfør af § 272, stk. 1, alene kunne gives, såfremt den skattefrit opsparede del af egenkapitalen i det arbejdsmarkedsrelaterede livsforsikringsaktieselskab samtidig anvendes til fordel for forsikringstagerne. Dette kan eksempelvis ske som ovenfor anført ved en forøgelse af tilsagnene, en øget bonusudjævningshensættelse eller ved, at det arbejdsmarkedsrelaterede livsforsikringsaktieselskab beslutter, at den del af vederlaget, der svarer til den skattefrit opsparede del af egenkapitalen, i forbindelse med fusionen indskydes i en nyoprettet forening, hvori forsikringstagerne er medlemmer, og som bliver aktionær i det fortsættende selskab.

Den model, som stk. 4 og 5 indebærer, svarer i hovedtræk til den såkaldte »indkapslingsmodel«, der gælder for spare- og andelskassers omdannelse til aktieselskaber, hvor sparekassens formue indkapsles som en bunden sparekassereserve, der eksempelvis ved selskabets ophør skal anvendes til almennyttige eller velgørende formål.

Til forskel herfra er er i det foreliggende dog ikke tale om et forud fastlagt beløb, idet størrelsen af den skatttefri del og den opsparede egenkapital løbende ændres.

Derimod er beløbet, som det er tilfældet for de indkapslede reserver i spare- og andelskasser, en del af egenkapitalen.

Afsnit IX

Til kapitel 19

Til § 307

Bestemmelsen er en delvis videreførelse af tilsvarende bestemmelser i den gældende lov om udstedere af elektroniske penge. Bestemmelsen er tidligere gennemført inden for rammerne af EF-direktiver på det finansielle område, jf. bilag A.

1. pkt. definerer den virksomhed, der udløser kravet om en tilladelse til at udstede elektroniske penge. Virksomheder med tilladelse efter § 7, stk. 1, skal dog ikke have tilladelse efter § 307, stk. 1, til at udstede elektroniske penge, jf. § 1, stk. 9, hvorefter kapitel 19 ikke omfatter virksomheder med tilladelse efter § 7, stk. 1. Virksomheder med tilladelse efter § 7, stk. 1, kan udstede elektroniske penge uden tilladelse efter § 307, stk. 1, jf. bilag 1, punkt 14.

2. pkt. definerer begrebet elektroniske penge. Bestemmelsen gennemfører direktivet og er en videreførelse af lov om udstedere af elektroniske penge.

Ved elektroniske penge forstås en pengeværdi, som repræsenteret ved et krav på udstederen, der er lagret på et elektronisk medium, udstedt efter modtagelse af midler, der ikke kan beløbe sig til mindre end den udstedte pengeværdi, og som er anerkendt som betalingsmiddel af andre foretagender.

Elektroniske penge skal betragtes som en elektronisk erstatning for mønter og sedler, som lagres på et elektronisk medium, f.eks. et chipkort eller en computers hukommelse, og som normalt er beregnet til elektronisk betaling af mindre beløb.

Udstederen af elektroniske penge kan herefter defineres som debitoren for den fordring, der er lagret på et elektronisk medium.

Stk. 2 afgrænser virksomhedsområdet for udstedere af elektroniske penge. Som eksempler på levering af nært forbundne tjenester af finansiel eller anden art, kan nævnes administration af elektroniske penge gennem udførelse af driftsmæssige og andre accessoriske funktioner i forbindelse med udstedelse af elektroniske penge, samt udstedelse og administration af andre betalingsmidler.

Udstedere af elektroniske penge kan ikke yde kredit.

Eneretten for udstedere af elektroniske penge fremgår af forslagets stk. 3 . Udstedere af elektroniske penge og pengeinstitutter har eneret til at udstede elektroniske penge.

Kapitalkravet til udstedere af elektroniske penge fremgår af forslagets stk. 4 .

Bestemmelsen skal sikre tilstedeværelsen af en minimumskapital til dækning af de tilgodehavender som indehavere af elektroniske penge samt de forretningsdrivende måtte have.

Kravet er et aktiekapitalkrav, hvoraf følger, at udstedere af elektroniske penge, skal være aktieselskaber. Den gældende bestemmelse herom er derfor udgået.

Det foreslås i overensstemmelse med direktivet i stk. 5 , at undtage visse virksomheder, der udsteder elektroniske penge. I forhold til den gældende lov om udstedere af elektroniske penge er udtrykket »udstedere af elektroniske penge« erstattet med »virksomheder, der udsteder elektroniske penge«. Dette indebærer ikke materielle ændringer. Beløbsgrænsen i nr. 1 er lavere end i direktivets grænse.

Som et eksempel på en tæt finansiel eller forretningsmæssig forbindelse til udstederen, kan nævnes en fælles markedsførings- eller distributionsordning.

Efter stk. 6 skal virksomheder, der udsteder elektroniske penge, men som ikke er omfattet af loven, årligt redegøre for deres aktiviteter.

Bestemmelsen omfatter ikke pengeinstitutter, der udsteder elektroniske penge, men kun virksomheder, der er undtaget efter stk. 5.

Til § 308

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om udstedere af elektroniske penge.

Efter bestemmelsen må udstedere af elektroniske penge ikke udstede elektroniske penge med en højere værdi end 300 euro. Bestemmelsen er ikke direktivbestemt.

Grænsen på 300 euro vil blive hævet i takt med udviklingen. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med, at elektroniske penge ifølge direktivet skal betragtes som en erstatning for mønter og sedler, som lagres på et elektronisk medium, f.eks. et chipkort eller en computers hukommelse, og som normalt er beregnet til elektronisk betaling af mindre beløb.

Hvis grænsen bliver overskredet, vil beløbet blive betragtet som et indlån. En overskridelse af grænsen på 300 euro vil således kunne medføre, at en udsteder af elektroniske penge overtræder forslagets § 7, stk. 3, eller stk. 4.

Til § 309

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om udstedere af elektroniske penge. Bestemmelsen er tidligere gennemført inden for rammerne af EF-direktiver på det finansielle område, jf. bilag A.

Efter bestemmelsen må udstedere af elektroniske penge ikke besidde kapitalandele i andre selskaber, medmindre disse selskaber udfører driftsmæssige eller andre accessoriske funktioner i forbindelse med elektroniske penge.

Bestemmelsen skal sikre, at udstedere af elektroniske penge ikke indirekte komme til at drive eller have en risiko i forbindelse med virksomhed, der ikke er omfattet af § 311.

Til § 310

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om udstedere af elektroniske penge.

Bestemmelsen fastslår retten for ihændehaveren af elektroniske penge til at få disse indløst til kontanter.

Ihændehaveren af elektroniske penge kan efter stk. 1 i gyldighedsperioden og i op til et år efter gyldighedsperiodens udløb anmode udstederen om at få restbeløbet indløst. Bestemmelsen går videre end den før lov om udsteder af elektroniske penge gældende bestemmelse om genindløselighed i § 9, stk. 2, i lov om visse betalingsmidler, der alene gav ihændehaveren mulighed for at kræve refusion efter gyldighedsperiodens udløb og i op til et år efter gyldighedsperiodens udløb.

Af stk. 2 fremgår det , at betingelserne for genindløselighed klart skal fremgå af aftalen mellem udstederen og ihændehaveren. I aftalen kan fastsættes, at elektroniske penge med en værdi på under 25 kr. ikke kan genindløses. Bestemmelsen gælder for udstedere af elektroniske penge, samt pengeinstitutter der udsteder elektroniske penge.

Til §§ 311 og 312

Bestemmelserne er en delvis videreførelse af tilsvarende bestemmelser i den gældende lov om udstedere af elektroniske penge. Bestemmelserne er tidligere gennemført inden for rammerne af EF-direktiverne på det finansielle område, jf. bilag A.

Det foreslås i § 311 , at bestemmelserne om tilladelse til at udøve finansiel virksomhed og muligheden for at udøve virksomhed gennem en filial eller som grænseoverskridende tjenesteydelse finder anvendelse for udstedere af elektroniske penge med de afvigelser, der er nævnt i § 312. Herved får udstedere af elektroniske penge mulighed for at operere i lande inden for EU og i lande, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område, når de har fået tilladelse i ét land.

§ 13, som § 311 henviser til, indeholder et forbud mod at anvende immaterielle aktiver til indbetaling af aktiekapitalen. Denne bestemmelse er ny og foreslås indført som et led i harmoniseringen af bestemmelserne for virksomheder omfattet af lovforslaget.

§§ 14 og 15, som § 311 henviser til, beskriver betingelserne for at få en tilladelse som finansiel virksomhed og registreringen i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Bestemmelserne svarer ikke fuldstændig til den gældende bestemmelse i § 6 i lov om banker og sparekasser m.v. Der henvises til bemærkningerne til §§ 14 og 15.

Det foreslås i stk. 2 , at en ansøgning om tilladelse til at udstede elektroniske penge, skal indeholde oplysninger om det forventede mål for de finansielle forpligtelser i forbindelse med uindfriede elektroniske pengebeløb efter seks måneder. Oplysningerne bruges til at beregne solvenskravet, jf. § 316, stk. 2.

Henvisningen til § 30, stk. 1, 4, 5, 9 og 10 og § 31, stk. 1, betyder, at udstedere inden for Den Europæiske Union eller lande, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område, kan virke her i landet gennem filialer og grænseoverskridende tjenesteydelser. Bestemmelserne fastsætter de procedurer, efter hvilke en udenlandsk udsteder, der er meddelt tilladelse i et andet land inden for Den Europæiske Union, kan påbegynde virksomhed gennem en filial her i landet eller ved udbud af tjenesteydelser. Reglerne er fastsat på grundlag af direktiv 2000/12/EF af 20. marts 2000 om adgang til at optage og udøve virksomhed som kreditinstitut, jf. bilag A.

Det fremgår af § 312 , at den udenlandsk udsteder kun kan udstede elektroniske penge her i landet. Det er en betingelse, at den udenlandske udsteder i hjemlandet har tilladelse til at udstede elektroniske penge.

En filial kan påbegynde sin virksomhed 2 måneder efter, at Finanstilsynet har modtaget meddelelse, bilagt de i § 30, stk. 4 og 5, nævnte oplysninger, fra hjemlandets tilsynsmyndigheder om, at en udsteder ønsker at oprette en filial her i landet for at udøve virksomhed. Finanstilsynet har således en frist på 2 måneder til at tilrettelægge sin del af tilsynet med filialen samt fastlægge eventuelle vilkår for udøvelse af virksomhed begrundet i samfundsmæssige interesser.

Efter den gældende lov om udstedere af elektroniske penge kan udstedere inden for Den Europæiske Union eller inden for lande, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område, også virke her i landet gennem et repræsentationskontor. Det foreslås imidlertid at ophæve bestemmelserne om repræsentationskontorer. De eksisterende bestemmelser om repræsentationskontorer indebærer alene, at Finanstilsynet foretager en registrering af de repræsentationskontorer, der findes her i landet. Da repræsentationskontorerne alene må drive virksomhed i form af henvisning til moderudstederen, indebærer registreringen ikke, at der skal føres tilsyn med repræsentationskontorerne. Denne registreringsordning foreslås ophævet, idet ordningen sjældent anvendes i praksis.

Gennem henvisningen til §§ 38, stk. 1, nr. 1-4, stk. 2, stk. 3, 1. pkt. og stk. 4-7 og § 39, stk. 1, 1. pkt., og § 39, stk. 2, 1. pkt., fastsættes proceduren for danske udstederes etablering af filialer eller udbud af tjenesteydelser i andre lande inden for Den Europæiske Union eller i lande, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område. I forhold til de gældende bestemmelser i lov om banker og sparekasser m.v. indeholder § 38 et nyt stk. 7. Endvidere henvises der til § 40, som er ny. Bestemmelserne foreslås indført som et led i harmoniseringen af bestemmelserne for virksomheder omfattet af forslaget.

Bestemmelserne giver Finanstilsynet indsigt i udstederens aktiviteter i udlandet og gør det muligt at tilrettelægge tilsynet med aktiviteterne, inden de påbegyndes, herunder aftale det nødvendige samarbejde med udstederen og det pågældende lands tilsynsmyndigheder.

Til § 313

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om udstedere af elektroniske penge.

Bestemmelsen om filialer her i landet af udstedere af elektroniske penge, der har hjemsted i et land uden for Den Europæiske Union, lande, som Fællesskabet ikke har indgået aftale med på det finansielle område, svarer til forslagets § 1, stk. 3.

Bestemmelsen sikrer, at udstedere af elektroniske penge fra andre lande skal operere under de samme vilkår som danske udstedere.

Til § 314

Efter bestemmelsen finder § 5, stk. 3, og §§ 60-61, om erhvervelse og besiddelse af kvalificerede andele i finansielle virksomheder og finansielle holdingvirksomheder, tilsvarende anvendelse for udstedere af elektroniske penge.

Bestemmelsen er en del af de tilsynsbestemmelser, der skal sikre Finanstilsynets mulighed for at føre et effektivt tilsyn, og derigennem en forsvarlig drift af virksomheden.

Bestemmelsen regulerer, jf. § 60, adgangen til at eje eller kontrollere betydelige kapitalposter i en udsteder. Fysiske eller juridiske personer kan således forhindres i at eje en udsteder, såfremt der er risiko for, at de vil modvirke en forsvarlig drift af virksomheden.

Ifølge § 60 skal Finanstilsynet på forhånd underrettes om og godkende, når nogen direkte eller indirekte erhverver en kvalificeret andel i udstederen. En kvalificeret andel defineres i § 5, stk. 3. Finanstilsynet skal på forhånd ligeledes underrettes om og godkende enhver efterfølgende forøgelse af kvalificerede andele, der bringer den samlede ejerandel op på eller over en grænse på 20 pct., 33 pct., 50 pct., eller at udstederen bliver en dattervirksomhed.

Såfremt et kreditinstitut i et land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område, ønsker at erhverve en kvalificeret andel, skal Finanstilsynet altid, inden en afgørelse træffes, konsultere tilsynsmyndighederne i den pågældende udsteders hjemland. Det samme gælder for et moderselskab til en udsteder i et andet medlemsland og for en fysisk eller juridisk person, der kontrollerer en udsteder i et andet medlemsland. Finanstilsynet har en frist på 3 måneder til at træffe beslutning om, hvorvidt en erhvervelse af en andel kan godkendes. Fristen regnes fra Finanstilsynets modtagelse af underretning om den påtænkte erhvervelse af andelen.

Finanstilsynet kan i sin godkendelse fastsætte en gennemførelsesfrist. Overholdes fristen ikke, er godkendelsen bortfaldet.

Finanstilsynet har mulighed for at suspendere behandlingen af ansøgninger, hvis der er tale om et selskab med hjemsted i et tredjeland, jf. forslagets § 311 som henviser til forslagets § 14.

Udstederen skal, når den får kendskab til overdragelser, som hæver eller sænker andelen i forhold til de niveauer, der er angivet i § 60, straks indberette forholdet til Finanstilsynet.

Bestemmelsen, jf. § 61, giver Finanstilsynet mulighed for at ophæve stemmeretten for kvalificerede andele, hvis ejere modvirker en forsvarlig drift af udstederen, eller påbyde udstederen at følge bestemte retningslinier.

Finanstilsynet kan ophæve stemmeretten for kapitalandele, hvis ejere ikke har overholdt forpligtelsen efter § 60, til forudgående at underrette Finanstilsynet om erhvervelse eller udvidelse af kapitalandelen.

Såfremt Finanstilsynet efterfølgende godkender den pågældende investering, tildeles kapitalandelen igen sin stemmeret. Beslutninger, der efter aktieselskabsloven gyldigt er truffet i perioden, hvor kapitalandelene er frataget stemmeret, har fuld gyldighed også efter stemmerettens reetablering.

Finanstilsynet kan ophæve stemmeretten for erhvervede kapitalandele hvis Finanstilsynet har afvist at godkende en sådan erhvervelse.

Til § 315

Det foreslås i §§ 69 og 70 om skriftlige retningslinier for en finansiel virksomheds væsentligste aktivitetsområder m.v. finder tilsvarende anvendelse for udstedere af elektroniske penge.

Bestemmelsen medfører, at virksomheden skal have en beskrivelse af arbejdsfordelingen mellem direktion og bestyrelse, samt krav om en god administrativ og regnskabsmæssig praksis, skriftlige forretningsgange på alle væsentlige aktivitetsområder og fyldestgørende interne kontrolprocedurer. Finanstilsynets mulighed for at udstede retningslinier for, hvilket indhold virksomhedens forretningsgange skal have, vil blive udnyttet såfremt det viser sig nødvendigt.

Til § 316

Bestemmelsen er delvist en videreførelse af tilsvarende bestemmelser i den gældende lov om udstedere af elektroniske penge.

Bestemmelsen gennemføres inden for rammerne af EF-direktiver på det finansielle område, jf. bilag A. Forslaget præciserer direktivets solvenskrav.

Solvenskravet har som formål at sikre såvel ihændehavere som modtagere af elektroniske penge, at udstedere af elektroniske penge er solide og stabile og til enhver tid har tilstrækkelig soliditet til at opfylde indgåede forpligtelser, jf. også forslagets § 319.

Efter stk. 2 skal en ansøgning om tilladelse til at udstede elektroniske penge indeholde oplysninger til brug for beregning af solvenskravet, jf. forslagets § 311, stk. 2.

Stk. 3 skal sikre, at Finanstilsynet straks får besked om overtrædelser af solvenskravet, og svarer delvist til § 74, stk. 3. Der kan ikke dispenseres fra solvenskravet, men Finanstilsynet kan efter bestemmelsen give en frist, til opfyldelse af kravet. Efter den gældende bestemmelse i lov om banker og sparekasser m.v. er der blevet givet frister fra 1 dag til 3 måneder. Loven sætter imidlertid ikke en grænse for hvor lang en frist, der kan gives. Der kan ikke ansøges om en frist før solvenskravet er overtrådt.

Til § 317

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om udstedere af elektroniske penge.

Bestemmelsen definerer basiskapitalen i overensstemmelse med § 127 med den forskel, at udstedere af elektroniske penge ikke kan medregne supplerende kapital til basiskapitalen.

Til § 318

Bestemmelsen skal sikre, at Finanstilsynet løbende får indberetninger om udstederens solvens, således at Finanstilsynet kan kontrollere overholdelsen af den foreslåede § 316.

Til § 319

Bestemmelserne i §§ 319-321 er en videreførelse af tilsvarende bestemmelser i den gældende lov om udstedere af elektroniske penge. Bestemmelserne gennemføres herudover inden for rammerne af EF-direktiver på det finansielle område, jf. bilag A.

Finanstilsynet kan fastsætte bestemmelser om, at udstedere af elektroniske penge kan placere midler i værdipapirer, der udstedes af kvalificerede emittenter, jf. forslagets § 319, stk. 2. Værdipapirer udstedt af kvalificerede emittenter kan eksempelvis være særligt højtratede erhvervsobligationer m.v.

Reglerne om midlernes anbringelse skal sikre, at udstedere af elektroniske penges finansielle forpligtelser i forbindelse med uindfriede elektroniske pengebeløb, til enhver tid er dækket af tilstrækkelig likvide aktiver med lav risiko.

Den i stk. 2 anførte mulighed for Finanstilsynet til at fastsætte nærmere regler, vil blive brugt, såfremt Finanstilsynet vurderer, at der er et behov herfor. Fastsættelsen af disse regler vil ske i overensstemmelse med de almindelige EU-retlige forpligtelser.

Kravene til midlernes anbringelse, anført i stk. 1 og 2, er som udgangspunkt ufravigelige. Der er dog i stk. 3 mulighed for, at Finanstilsynet inden for de nævnte grænser midlertidigt kan tillade, at kravene til midlernes anbringelse overholdes ved hjælp af andre end de i stk. 1 og 2 nævnte aktiver.

Til § 320

Bestemmelsen indeholder en begrænsning i muligheden for, at udstedere kan placere midler i ikke-offentlige institutioner efter forslagets § 319, stk. 1.

Formålet med bestemmelsen er at formindske udstederens risiko.

Til § 321

Bestemmelsen sætter en grænse for udstederens rente- og valutarisiko.

Formålet med bestemmelsen er at gøre udstederne mindre følsomme overfor renteændringer, for derigennem at sikre de penge der er indskudt i udstederen.

Renterisiko og valutaindikator 1 beregnes som for pengeinstitutter, jf. Finanstilsynets bekendtgørelse om regnskabsaflæggelse m.v. for pengeinstitutter, sparevirksomheder og visse kreditinstitutter.

Det præciseres i stk. 2, at afledte finansielle instrumenter kun kan anvendes til at formindske risici.

Til § 322

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om udstedere af elektroniske penge. Bestemmelserne gennemføres herudover inden for rammerne af EF-direktiver på det finansielle område, jf. bilag A.

Bestemmelsen regulerer indberetning af midlernes anbringelse.

Bestemmelsen skal sikre, at Finanstilsynet kan kontrollere overholdelsen af reglerne i dette kapitel.

Til § 323

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om udstedere af elektroniske penge.

Efter bestemmelsen finder lov om erhvervsdrivende virksomheders aflæggelse af årsregnskab m.v. anvendelse for udstedere af elektroniske penge med de afvigelser, der er indeholdt i lovforslaget om revisorer og oplysningspligt. Udstederen skal have mindst en statsautoriseret revisor. Hvis udstederen har en egenkapital plus uindløste elektroniske penge for mere end 250 millioner kr., skal udstederen have mindst to revisorer for regnskabsår, der påbegyndes den 1. januar 2004, jf. overgangsbestemmelsen i § 374, stk. 4.

Finanstilsynet har efter § 198, stk. 1-7, mulighed for at

1. afskedige en revisor,

2. pålægge revisorerne, at afgive oplysninger om udstederens forhold, samt

3. kræve ekstraordinær revision.

Herudover skal Finanstilsynet have en redegørelse fra revisionen i tilfælde af et revisorskifte.

Efter § 74 og § 199 skal virksomheden eller revisorerne straks underrette Finanstilsynet om forhold, der er af afgørende betydning for virksomhedens fortsatte drift.

Stk. 2 er parallel til § 15 i årsregnskabsloven. Forskellen i forhold til årsregnskabsloven er, at det er obligatorisk for udstedere af elektroniske penge, at regnskabsåret skal falde sammen med kalenderåret, mens virksomheder, omfattet af årsregnskabsloven, frit kan vælge den 12 måneders periode, som årsrapporten skal omfatte.

Til § 324

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om udstedere af elektroniske penge. Bestemmelsen gennemføres herudover inden for rammerne af EF-direktiver på det finansielle område, jf. bilag A.

Bestemmelsen foreskriver indlevering af halvårsregnskaber til Finanstilsynet således, at Finanstilsynet kan følge med i udstederens drift.

Til § 325

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om udstedere af elektroniske penge.

Efter bestemmelsen fastsætter Finanstilsynet nærmere regler for revisionens gennemførelse i udstedere af elektroniske penge.

Finanstilsynet har med hjemmel i blandt andet denne bestemmelse udstedt bekendtgørelse nr. 927 af 21/10/2001 om udstedere af elektroniske penge.

Til § 326

Bestemmelserne i stk. 2 og 3 er en videreførelse af tilsvarende bestemmelser i den gældende lov om udstedere af elektroniske penge, dog er det tilføjet, at Finanstilsynet kan inddrage tilladelsen i de i § 14, stk. 1, nr. 6 og 7, nævnte tilfælde. Stk. 2 og 3 gennemføres herudover inden for rammerne af EF-direktiver på det finansielle område, jf. bilag A. Stk. 1 er en præcisering af praksis.

Bestemmelsen giver blandt andet Finanstilsynet en sanktion overfor udstedere af elektroniske penge, der ikke udviser vilje eller evne til overholdelse af loven.

Til § 327

Bestemmelsen vedrører manglende opfyldelse af minimumskapitalkravet.

Formålet med denne bestemmelse er at give Finanstilsynet mulighed for, at tillade udstedere, der må forventes at kunne genoprette de nødvendige kapitalforhold, at forsøge en redning af udstederen.

Til § 328

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om udstedere af elektroniske penge.

Til § 329

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om udstedere af elektroniske penge. Bestemmmelsen gennemføres herudover inden for rammerne af EF-direktiver på det finansielle område, jf. bilag A.

Det foreslås, at forslagets §§ 240, 242, 244, 245 og 249 om inddragelse og opløsning finder tilsvarende anvendelse for udstedere af elektroniske penge.

Finanstilsynet har, jf. § 249, mulighed for at udstede påbud, iværksætte sanktioner og forbyde en udenlandsk udbyder med hjemsted i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område, fortsat at udøve virksomhed her i landet.

Finanstilsynet skal først søge at bringe lovovertrædelserne til ophør gennem påbud og sanktioner efter denne lovs bestemmelser. Hvis det ikke hermed lykkes at bringe overtrædelserne til ophør, og foranstaltninger, iværksat af hjemlandets tilsynsmyndigheder, derudover ikke har haft den ønskede virkning, kan Finanstilsynet forbyde udbyderen at udøve virksomhed her i landet. Bestemmelsen kan også ramme grovere overtrædelser af markedsføringsloven.

Finanstilsynet kan, jf. § 244, anmelde betalingsstandsning, hvis hensynet til de ikke-indløste elektroniske penge tilsiger dette.

Efter bestemmelsen, jf. § 240, skal opløsning af udstederen besluttes af generalforsamlingen. Denne regel svarer til aktieselskabsloven § 116, stk. 1. Tilsynet har endvidere mulighed for at sætte en frist for likvidationen.

Bestemmelsen indeholder, jf. § 242, regler, der skal sikre, at likvidationen af en udsteder gennemføres af personer, der er udvalgt af økonomi- og erhvervsministeren.

Bestemmelsen sikrer, jf. § 245, at Finanstilsynet kan indgive konkursbegæring, hvis udstederen bliver insolvent. Finanstilsynet kan herefter i tilfælde af en uundgåelig konkurs begrænse tabene for de personer, der har ikke-indløste elektroniske penge. Bestemmelsen giver herudover Finanstilsynet ret til at deltage i den videre behandling af konkursen.

Til § 330

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om udstedere af elektroniske penge.

Bestemmelsen stiller krav om Finanstilsynets tilladelse før to udstedere eller et pengeinstitut og en udsteder sammenlægges.

Til § 331

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om udstedere af elektroniske penge.

»Fortrolige oplysninger«, jf. § 116, skal forstås meget vidt. Eksempelvis vil kundernes navne og adresser være omfattet. Bestemmelsen suppleres af tavshedspligtsbestemmelsen i eksempelvis aktieselskabsloven og lov om behandling af personoplysninger.

Til § 332

Bestemmelsen er ny.

Det foreslås at erstatte de gældende tilsynsbestemmelser og delegations- og klagebestemmelser med en henvisning til forslagets generelle kapitler om tilsyn og delegations- og klagebestemmelser. Kapitlerne finder anvendelse med de fornødne tilpasninger for udstedere af elektroniske penge.

Der er ikke herved tilsigtet nogen materielle ændringer.

Afsnit X

Til kapitel 20

Til § 333

Bestemmelsen er en delvis videreførelse af en tilsvarende bestemmelse af den gældende lov om sparevirksomheder.

Bestemmelsen definerer i stk. 1 den virksomhed, der udløser kravet om en tilladelse som sparevirksomhed.

Bestemmelsen opretholder det gældende krav om, at de modtagne midler anbringes på anden måde end ved indsættelse i et pengeinstitut.

I forhold til den gældende bestemmelse er bestemmelsens opbygning og systematik ændret med henblik på at opnå samme opbygning og systematik, som i tilladelsesbestemmelserne i forslagets kapitel 5.

Sparevirksomheder adskiller sig fra pengeinstitutter ved, at sparevirksomheder ikke kan foretage udlån. Hvis virksomheden udover den virksomhed, der er defineret i bestemmelsen yder lån for egen regning, som ikke er omfattet af forslagets § 8, stk. 3, skal virksomheden have tilladelse som pengeinstitut, jf. forslagets § 7, stk. 1. Endvidere har pengeinstitutter eneret til ved henvendelse til offentligheden at tilbyde sig som modtagere af indlån, jf. forslagets § 7, stk. 4.

Virksomheder omfattet af forslagets § 7, stk. 3, 3. pkt., adskiller sig fra sparevirksomheder ved, at disse virksomheder ikke kan modtage indlån. Endvidere er det et krav, at den virksomhed, der består i at modtage andre midler, der skal tilbagebetales, ikke er en væsentlig del af virksomhedens drift.

Det bemærkes, at indskud i sparevirksomheder ikke er omfattet af lov om en garantifond for indskydere og investorer.

I stk. 2 foreslås det at hæve kapitalkravet for sparevirksomheder fra 5 millioner kr. til 1 millioner euro. Baggrunden for dette ændringsforslag er den almindelige prisudvikling.

Det følger af bestemmelsen, at nye sparevirksomheder skal være aktieselskaber, idet der stilles krav om, at startkapitalen skal være aktiekapital. Efter forslaget kan nye sparevirksomheder således kun stiftes som aktieselskaber, hvorfor bestemmelsen indskrænker de selskabsformer, der kan drive sparevirksomhed. Efter den gældende lov om sparevirksomheder kan sparevirksomheder enten være aktieselskaber, anpartsselskaber, erhvervsdrivende fonde, andelsselskaber (andelsforeninger) eller andre selskaber eller foreninger med begrænset ansvar eller filialer af udenlandske virksomheder, der svarer til de nævnte.

Da pengeinstitutter efter forslaget skal være aktieselskaber, jf. forslagets § 7, stk. 8, og da denne selskabsform stemmer bedst med indskyderbeskyttelseshensyn foreslås det, at sparevirksomheder skal være aktieselskaber.

Efter den gældende lov om sparevirksomheder kan der ikke uden samtykke fra Finanstilsynet udbetales højere udbytte end 1 pct. over Nationalbankens højeste diskonto i løbet af regnskabsårets beregnet af egenkapitalen. Bestemmelsen er utidssvarende og forslås derfor ophævet.

Til § 334

Bestemmelsen er ny.

Ifølge § 6 i den gældende lov om sparevirksomheder kan Finanstilsynet fastsætte nærmere regler for sparevirksomheder herunder om tilladelse til at udøve virksomhed, vedtægternes indhold og regnskab og revision.

Bekendtgørelse nr. 182 af 6. marts 1997 om sparevirksomheder og udstedere af forudbetalte betalingskort er udstedt med hjemmel i denne bestemmelse. Det foreslås at indarbejde denne bekendtgørelse i loven, og ophæve Finanstilsynets hjemmel til at fastsætte nærmere regler om tilladelse til at udøve virksomhed og vedtægternes indhold.

Ifølge bekendtgørelsen skal ansøgningen om tilladelse indeholde en nærmere angivelse af arten af de påtænkte forretninger og af sparevirksomhedens organisation. Dette følger af henvisningen til forslagets § 14, jf. stk. 2. Der henvises til bemærkningerne hertil.

Sparevirksomheder skal, jf. § 14 og § 333 have tilladelse af Finanstilsynet. Den gældende bestemmelse i lov om sparevirksomheder er derfor udgået. I forhold hertil foreslås det at ophæve tilføjelsen »der ikke er pengeinstitutter«. Tilføjelsen havde betydning, da udstedere af forudbetalte betalingskort var omfattet af loven, idet loven kun omfattede udstedere af forudbetalte betalingskort, der ikke var pengeinstitutter. Udstedere af forudbetalte betalingskort er imidlertid udgået af loven, hvorfor tilføjelsen er uden materiel betydning.

Henvisningen til § 13 indebærer, at immaterielle aktiver ikke kan anvendes til indbetaling af aktiekapitalen i sparevirksomheder og at aktiekapitalen ikke kan deles i aktieklasser med forskellig stemmeværdi. Bestemmelsen er ny og foreslås indført fordi der ikke er grundlag for at forskelsbehandle på den ene side sparevirksomheder og på den anden side finansielle virksomheder på dette punkt.

Til § 335

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om sparevirksomheder.

Det følger af forslagets §§ 333 og 334, at sparevirksomheder skal have tilladelse af Finanstilsynet.

Efter bestemmelsen skal virksomheden registreres i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, når Finanstilsynet har meddelt tilladelse. Det følger allerede af forslagets § 333, stk. 3, hvorefter sparevirksomheder skal være aktieselskaber, at sparevirksomheder skal registreres hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Bestemmelsen indebærer imidlertid, at Erhvervs- og Selskabsstyrelsen ikke må registrere virksomheden som en sparevirksomhed, før Finanstilsynets tilladelse foreligger. Det samme gælder for pengeinstitutter og andre finansielle virksomheder, jf. forslagets § 15, stk. 1, og bemærkningerne hertil. Det forudsættes i øvrigt, at tilladelse og registrering vil ske på samme måde som for pengeinstitutter.

Stk. 2 henviser til aktieselskabslovens bestemmelser vedrørende anmeldelse og registrering m.v. Det vil derfor være muligt at ændre den generelle bemyndigelsesbestemmelse i aktieselskabsloven uden at skulle ændre i denne bestemmelse.

Bestemmelsen har betydning for de sparevirksomheder, der ikke er aktieselskaber.

Til § 336

Bestemmelsen er ny.

Baggrunden for forslaget er, at beskyttelsen af indskydernes interesser gør det nødvendigt at stille krav til sparvirksomhedernes ledelse.

Det foreslås, at §§ 69, 70 og 74 finder tilsvarende anvendelse på sparevirksomheder.

Bestyrelsen skal, jf. § 69, udarbejde skriftlige retningslinjer for sparevirksomhedens væsentligste aktivitetsområder. Formålet med bestemmelsen er, at bestyrelsen skal fastlægge en risikoprofil for sparevirksomheden. Der henvises til bemærkningerne til § 69.

Sparevirksomheden skal, jf. § 70, have:

1. en god administrativ og regnskabsmæssig praksis

2. skriftlige forretningsgange på alle de væsentlige aktivitetsområder

3. fyldestgørende interne kontrolprocedurer

4. betryggende kontrol- og sikringsforanstaltninger på IT-området

5. de ressourcer, der er nødvendige for den rette gennemførelse af virksomheden og anvende disse hensigtsmæssigt.

Sparevirksomheden skal, jf. § 74, straks meddele Finanstilsynet oplysninger om forhold, der er af afgørende betydning for virksomhedens fortsatte drift. Endvidere skal Finanstilsynet have meddelelse, hvis det må formodes, at sparevirksomheden ikke opfylder kapitalkravet, jf. § 338.

Det bemærkes, at indberetning skal foretages, hvor der er udsigt til, at sparevirksomheden er ved at komme i økonomiske vanskeligheder, uanset at sparevirksomheden på indberetningstidspunktet opfylder kapitalkravet i § 338. Bestemmelsen sikrer således, at Finanstilsynet orienteres inden sparevirksomhedens situation bliver så alvorlig, at der skal tages stilling til, om Finanstilsynet skal inddrage tilladelsen. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 74.

Til § 337

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende tilsynslovgivning, herunder på bekendtgørelsesniveau.

Bekendtgørelse nr. 182 af 6. marts 1997 om sparevirksomheder og udstedere af forudbetalte betalingskort er udstedt med hjemmel i denne bestemmelse. Det foreslås at indarbejde bekendtgørelsens krav til tilladelsen og vedtægternes indhold i loven.

Efter bestemmelsen skal vedtægterne angive indskydernes rettigheder og forpligtelser samt indeholde regler om virksomhedens organisation og ledelse m.v. og om midlernes anbringelse. Forslaget indebærer således ikke materielle ændringer for sparevirksomheder.

Til § 338

Efter bestemmelsen hæves kapitalkravet for sparevirksomheder fra 5 millioner kr. til 1 million euro. Baggrunden for dette ændringsforslag er den almindelige prisudvikling. For sparevirksomheder, der er meddelt tilladelse før 1. januar 2004, og hvis egenkapital på dette tidspunkt ikke opfylder kapitalkravet, er der en overgangsbestemmelse i § 405.

Begrebet egenkapital skal forstås i overensstemmelse med det regnskabsmæssige begreb og den gældende lov om sparevirksomheder.

Til § 339

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om sparevirksomheder.

Bestemmelsen svarer til, hvad der gælder for pengeinstitutter, jf. forslagets § 190, stk. 1 og 2.

Til § 340

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om sparevirksomheder.

Bekendtgørelse nr. 182 af 6. marts 1997 om sparevirksomheder og udstedere af forudbetalte betalingskort, som er udstedt med hjemmel i denne bestemmelse, forslås indarbejdet i loven, jf. §§ 334 og 337. Det foreslås derfor ikke at videreføre Finanstilsynets hjemmel til at fastsætte nærmere regler om tilladelse til at udøve virksomhed og vedtægternes indhold.

Det foreslås at opretholde Finanstilsynets hjemmel til at fastsætte regler om regnskab og revision. Finanstilsynet har udstedt bekendtgørelse nr. 12504 af 23. oktober 2001 om regnskabsaflæggelse m.v. for pengeinstitutter, sparevirksomheder og visse kreditinstitutter med hjemmel i denne bestemmelse.

Til § 341

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om sparevirksomheder.

Ved indskyder forstås både indskydere af indlån og andre midler, der skal tilbagebetales.

I forhold til den gældende lov om sparevirksomheder er ordet »lempelser« i stk. 2 erstattet med »tilpasninger« i forslaget. Baggrunden for dette ændringsforslag er, at ordet »tilpasninger« er mere dækkende end ordet »lempelser«. Meningen med bestemmelsen er, at der skal kunne foretages de ændringer, som er nødvendige for, at bestemmelserne kan finde anvendelse på sparevirksomheder. Det er uden betydning, om disse ændringer kan karakteriseres som lempelser. Endvidere anvendes ordet »tilpasninger« i de øvrige bestemmelser i forslaget, jf. eksempelvis § 113. Der er således ikke tilsigtet materielle ændringer med ændringsforslaget.

Til § 342

Det foreslås at erstatte de gældende tilsynsbestemmelser og delegations- og klagebestemmelser med en henvisning til kapitlerne om tilsyn og delegations- og klagebestemmelser. Kapitlerne finder sammen med kapitel 22 om afgifter anvendelse med de fornødne tilpasninger for sparevirksomheder.

Der er ikke herved tilsigtet nogen materielle ændringer.

Afsnit XI

Til kapitel 21

Til § 343

Kapitel 21 fastlægger de nærmere rammer for Finanstilsynets virksomhed og tilsyn med finansielle virksomheder. Finansielle holdingvirksomheder er i et vist omfang omfattet af tilsynsbestemmelserne. Tilsvarende gælder udenlandske finansielle virksomheder og disses filialer.

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende tilsynslovgivning. Bestemmelsen er tidligere gennemført og gennemføres herudover med forslaget inden for rammerne af direktiver på det finansielle område, jf. bilag A. Dele af forslaget til stk. 3 er ny for fondsmæglerselskaber og investeringsforvaltningsselskaber.

Stk. 1 indeholder en forpligtelse for Finanstilsynet og Erhvervs- og Selskabsstyrelsen til at påse lovens overholdelse.

Bestemmelsens 2. pkt og 3. pkt. medfører, at Finanstilsynet ikke skal godkende vedtægter. Vedtægterne skal alene registreres i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen i lighed med øvrige selskabers vedtægter. Det anføres derfor i loven, at Erhvervs- og Selskabsstyrelsen påser overholdelsen af de bestemmelser i loven, som relaterer sig til finansielle virksomheders vedtægter. En tilsvarende fordeling af tilsynsmyndigheden blev indført for udstedere af elektroniske penge ved lov nr. 502 af 7. juni 2001, hvilket tilsvarende fremgår af 2. pkt.

Efter stk. 2 fører Finanstilsynet tilsyn med likviditeten i filialer af udenlandske kreditinstitutter.

Ifølge kreditinstitutdirektivet har værtslandet i samarbejde med hjemlandets kompetente myndigheder ansvaret for tilsyn med likviditeten i et kreditinstituts filialer, indtil yderligere koordinering mellem EU-landene har fundet sted. Bestemmelsen har kun relevans for kreditinstitutter, da der ikke eksisterer et likviditetstilsyn på de øvrige områder.

Filialens likviditet er en del af kreditinstituttets samlede likviditet. Stk. 2 vil derfor normalt kun få særlig betydning, hvis der opstår uro omkring virksomhederne. I en sådan situation vil Finanstilsynet kunne stille særlige krav til den likviditet, som en filial her i landet skal have.

Som noget nyt finder forslaget til stk. 3 også anvendelse på fondsmæglerselskaber og investeringsforvaltningsselskaber, der er datterselskab af kreditinstitutter, investeringsselskaber eller administrationsselskaber, idet det foreslås, at bestemmelsen også gennemføres inden for rammerne af kapitalkravsdirektivet.

Investeringsforvaltningsselskaber er omfattet af kapitalkravsdirektivet via henvisninger fra UCITS-direktivet.

Efter bestemmelsen kan Finanstilsynet ved en bilateral aftale overdrage tilsynet med et pengeinstituts, et realkreditinstituts, et investeringsforvaltningsselskabs eller et fondsmæglerselskabs solvens og store engagementer til den tilsynsmyndighed i det andet land i Den Europæiske Union eller et andet land, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område, der har meddelt tilladelse til at drive virksomhed til instituttets, fondsmæglerselskabets eller investeringsforvaltningsselskabets modervirksomhed, og som fører tilsyn med modervirksomheden. Tilsynsmyndigheden i hjemlandet påtager sig herved tilsynet med dattervirksomheden, for så vidt angår dennes solvens og store engagementer. Tilsvarende gælder for koncernen som helhed. Det fremgår af kreditinstitutdirektivet, hvilket lands myndighed der fører det konsoliderede tilsyn.

Efter stk. 4 kan Finanstilsynet anvende fremmed bistand.

Bestemmelsen anvendes i særlige tilfælde, hvor tilsynet har et presserende behov, eller hvor tilsynet har brug for en speciel ekspertviden. Den har bl.a. været brugt til at få eksperter til at se nærmere på et bestemt område inden for forsikringsbranchen. Finanstilsynets brug af eksperter skal ske inden for de almindelige økonomiske rammer, der er fastlagt i finansloven.

Efter stk. 5 har økonomi- og erhvervsministeren hjemmel til at udstede en bekendtgørelse om de særlige procedurer, der er pålagt Finanstilsynet gennem EF-direktiver. En gengivelse af direktivernes betingelser og procedurekrav i lovteksten vil medføre en tung og uoverskuelig lovgivning. Herudover regulerer direktiverne tilsynets samarbejde med EU-myndighederne og ikke borgernes retstilling.

Til § 344

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende tilsynslovgivning.

Bestemmelsen omhandler Det Finansielle Virksomhedsråd. Rådet blev nedsat i 2001 og foreslås opretholdt i sin nuværende form og med det nuværende ansvarsområde.

I bestemmelsen fastlægges Det Finansielle Virksomhedsråds sammensætning og opgaver.

Rådet beskæftiger sig med afgørelser for penge- og realkreditinstitutter, forsikringsselskaber, pensionskasser, forsikringsmæglere, ATP, LD, fondsmæglere, sparevirksomheder, investeringsforeninger og specialforeninger, investeringsforvaltningsselskaber, firmapensionskasser, et skibsfinansieringsinstitut samt udstedere af elektroniske penge.

Det Finansielle Virksomhedsråd skal sikre, at der træffes ensartede afgørelser inden for de områder, hvor der er fælles regler for brancherne, og i de situationer, hvor fortolkningen af en regel, har betydning for flere brancher. Dette er bl.a. vigtigt ved afgørelser om koncerner.

Det Finansielle Virksomhedsråd er en del af den offentlige forvaltning og som følge deraf underlagt de forvaltningsretlige regler. Rådet er en del af Finanstilsynet. Rådets afgørelser kan ligesom Finanstilsynets andre afgørelser indbringes for Erhvervsankenævnet.

Stk. 1 fastsætter sammensætningen af Det Finansielle Virksomhedsråd. Rådet bliver sammensat af et flertal af medlemmer (5), der er uafhængige af den finansielle sektor. Herudover deltager medlemmer med finansielt branchekendskab (3). Formanden og næstformanden udpeges af økonomi- og erhvervsministeren. Et medlem med økonomisk og finansiel indsigt udnævnes af økonomi- og erhvervsministeren efter indstilling fra Danmarks Nationalbank. De resterende medlemmer, suppleanter og særligt sagkyndige udnævnes af ministeren efter indstilling fra relevante organisationer samt ATP og LD.

Ved fastsættelsen af størrelsen og sammensætningen af rådet er der lagt vægt på, at rådet kan fungere effektivt. Endvidere er der lagt vægt på, at rådets sammensætning afspejler såvel branchekendskab som kendskab til brugerinteresser. Ligeledes er det væsentligt, at der - afhængigt af sagernes karakter - kan inddrages den nødvendige ekspertise.

I stk. 2 fastlægges Det Finansielle Virksomhedsråds opgaver. Rådet træffer afgørelse i tilsynssager af principiel karakter, bortset fra sager i henhold til § 43. Ligeledes træffer rådet afgørelse i tilsynssager, der har videregående betydelige følger for finansielle virksomheder og finansielle holdingvirksomheder, bortset fra sager i henhold til § 43. Det Finansielle Virksomhedsråd rådgiver yderligere Finanstilsynet i forbindelse med tilsynets udstedelse af regler og i forbindelse med principielle sager om redelig forretningsskik og god praksis, jf. § 43. Rådet rådgiver endvidere Finanstilsynet i tilsynssager om redelig forretningsskik og god praksis, der har videregående betydelige følger for finansielle virksomheder og finansielle holdingvirksomheder, i henhold til § 43. Endelig bistår Det Finansielle Virksomhedsråd med Finanstilsynets informationsvirksomhed.

De enkelte opgaver vil blive nærmere uddybet i det følgende.

Det Finansielle Virksomhedsråd træffer ifølge stk. 2, nr. 1, afgørelser i tilsynssager, som Finanstilsynet forelægger rådet. Finanstilsynet skal forelægge tilsynssager af principiel karakter samt tilsynssager, der har videregående betydelige følger for finansielle virksomheder og finansielle holdingvirksomheder. Det Finansielle Virksomhedsråds generelle kompetence til at træffe afgørelser er indskrænket til ikke at finde anvendelse på sager om god skik i henhold til lovens § 43.

Det fremgår af stk. 2, nr. 2 , at Det Finansielle Virksomhedsråd kan komme med en rådgivende udtalelse om bekendtgørelser, som Finanstilsynet udsteder inden for sit kompetenceområde. Udtalelsen kan vedrøre hele bekendtgørelsen eller dele heraf. Udtalelsen kan bl.a. indeholde en vurdering af de administrative konsekvenser for erhvervslivet af den påtænkte bekendtgørelse. Eksempler på bekendtgørelser, der har været forelagt rådet, er kontributionsbekendtgørelsen og bekendtgørelsen om videregivelse af kundeoplysninger. I forbindelse med bekendtgørelser om god skik, kan Forbrugerombudsmanden deltage i rådets behandling af sagen, jf. stk. 5.

Den særlige tavshedspligt, der gælder for ansatte i Finanstilsynet, er indskrænket ved rådets behandling af sager om udstedelse af regler om god skik, jf. bemærkningerne til stk. 6.

Økonomi- og erhvervsministeren har kompetence til at udstede regler om god skik vedrørende finansielle virksomheder. Finanstilsynet fører tilsyn med overholdelsen af disse regler. Det fremgår videre af stk. 2, nr. 2, at i sager om redelig forretningsskik og god praksis, der er principielle eller har videregående betydelige følger for finansielle virksomheder, at Finanstilsynet først træffer afgørelse, når sagen har været forelagt for Det Finansielle Virksomhedsråd . Når sådanne sager forelægges for rådet indkaldes Forbrugerombudsmanden til at deltage i rådets behandling af sagen, jf. stk. 5. Det Finansielle Virksomhedsråd og eventuelt med deltagelse af Forbrugerombudsmanden rådgiver Finanstilsynet, inden tilsynet træffer afgørelse. I disse sager er medlemmer af Det Finansielle Virksomhedsråd, suppleanter samt eventuelle sagkyndige og Forbrugerombudsmanden bundet af de særlige tavshedspligtsregler, der er fastlagt i lovgivningen.

Finanstilsynets behandling af spørgsmål om god skik vil ofte opstå på basis af en klage, men tilsynet kan også af egen drift behandle spørgsmålet, eller efter anmodning herom fra Det Finansielle Virksomhedsråd eller Forbrugerombudsmanden. Finanstilsynet er ikke forpligtet til at behandle alle de sager om god skik, som tilsynet får forelagt. Sager, hvor privatpersoner ønsker en afgørelse af en konkret formueretlig tvist, dvs. om et spørgsmål af økonomisk betydning, skal som hidtil afgøres af de private finansielle ankenævn. Der er tale om Pengeinstitutankenævnet, Realkreditankenævnet, Ankenævnet for Forsikring og Ankenævnet for Investeringsforeninger. Erhvervsdrivende kan som i dag indbringe sådanne sager for domstolene.

Endelig kan rådet ifølge stk. 2, nr. 3 , bistå Finanstilsynets med dets informationsvirksomhed.

Det har vist sig, at Finanstilsynet i visse situationer må forholde sig til problemstillinger eller bliver involveret i arbejdsopgaver, der falder uden for Finanstilsynet sædvanlige tilsynsvirksomhedsområde, f.eks. i forbindelse med kriser i finansielle virksomheder. Det er af den daværende økonomiminister oplyst overfor Folketinget i forbindelse med samrådsspørgsmål E (Alm. del – bilag 73) stillet af Folketingets Politisk-Økonomiske Udvalg den 19. januar 1998, at der er fastlagt en procedure for Finanstilsynet i disse situationer. Denne procedure omfatter også Det Finansielle Virksomhedsråds arbejde.

Det følger af stk. 3 , at rådets medlemmer udpeges for 4 år ad gangen, og at de kan genudpeges.

Efter stk. 4 skal der udpeges en suppleant for hvert rådsmedlem. Suppleanter udpeges efter de samme regler, som gælder for udpegning af det pågældende medlem. I stk. 4 er der endvidere indsat en bestemmelse for særligt sagkyndiges deltagelse i møder. For at sikre, at der i rådets sagsbehandling kan inddrages den fornødne ekspertise i sager, der udelukkende handler om et bestemt sagsområde, f.eks. forsikring, kan der ifølge stk. 4 for hvert medlem, udpeget efter stk. 1, nr. 4-6, udpeges 2 særligt sagkyndige og for hvert medlem, udpeget efter stk. 1, nr. 7-8, udpeges op til 4 særligt sagkyndige, som deltager i rådets behandling af emner på deres respektive områder. De særligt sagkyndige fra det pågældende område kan medvirke i rådets behandling af sagen, selv om der ikke er forfald fra det pågældende medlem. De særligt sagkyndige har ret til at udtale sig om sagen i rådet, men har ikke stemmeret. Der kan højst deltage 2 særligt sagkyndige sammen med hvert medlem ved behandlingen af de enkelte sager på rådsmøderne. Det er rådets formand, der træffer beslutning om, i hvilket omfang de særligt sagkyndige skal deltage i rådets møder. Ved udpegning af særligt sagkyndige er det vigtigt, at de forskellige finansielle virksomhedstyper bliver repræsenteret således, at den fornødne ekspertise sikres inden for alle områder. Finansrådet har 2 særligt sagkyndige, og Den Danske Fondsmæglerforening har 1 særligt sagkyndig. Inden for forsikringsområdet har Forsikring & Pension 2 særligt sagkyndige, Forsikringsmæglernes Brancheforening og Forsikringsmæglerforeningen i Danmark har tilsammen 1 særligt sagkyndig og Arbejdsmarkedets Tillægspension/Lønmodtagernes Dyrtidsfond har tilsammen 1 særligt sagkyndig.

Det fremgår af stk. 5 , at Forbrugerombudsmanden kan indkaldes til at deltage i møder i Det Finansielle Virksomhedsråd ved behandling af spørgsmål om god skik. Rådet og Forbrugerombudsmanden har i denne sammenhæng en rådgivende funktion. Se bemærkningerne til stk. 2, nr. 2. Efter forslaget har Forbrugerombudsmanden ved behandlingen af sager om god skik – såvel konkrete sager som udstedelse af regler – samme beføjelser som rådes øvrige medlemmer. Dette indebærer blandt andet, at forbrugerombudsmanden omfattes af Finanstilsynets særlige tavshedspligt

Det følger af stk. 6 , at den særlige tavshedspligt, der gælder for ansatte i Finanstilsynet, finder tilsvarende anvendelse på medlemmer og suppleanter af Det Finansielle Virksomhedsråd samt de særligt sagkyndige. Baggrunden herfor er, at det er nødvendigt, at Finanstilsynet kan videregive fortrolige oplysninger om enkelte finansielle virksomheder til Det Finansielle Virksomhedsråd, for at rådet kan træffe afgørelse i overensstemmelse med de forvaltningsretlige krav om sagsoplysning.

Den særlige tavshedspligt, der gælder for ansatte i Finanstilsynet, er indskrænket ved rådets behandling af sager om udstedelse af regler om god skik. Hvis rådets inddragelse i forhold til de hørte organisationer skal have en selvstændig betydning, er det imidlertid nødvendigt, at der i rådet kan ske en reel debat. Rådets medlemmer, suppleanter, særligt sagkyndige og Forbrugerombudsmanden er derfor i disse sager underlagt en begrænset tavshedspligt. Det fremgår af rådets forretningsorden, som udstedes af økonomi- og erhvervsministeren, i hvilket omfang tavshedspligten kan fraviges. Ifølge den gældende forretningsorden kan tavshedspligten fraviges således, at rådets medlemmer og Forbrugerombudsmanden forud for møderne i fortrolighed kan drøfte spørgsmålene i en videre kreds. Efter, at Det Finansielle Virksomhedsråd har afgivet sin udtalelse om sagen, kan Forbrugerombudsmanden og rådets medlemmer offentligt udtale sig om egne holdninger. Baggrunden for at fravige tavshedspligten i disse sager er, at det herved sikres, at offentligheden kan få kendskab til den meningsudveksling, der har fundet sted i Det Finansielle Virksomhedsråd til gavn for forbrugerbeskyttelsen.

I forbindelse med de forudgående drøftelser og de efterfølgende udtalelser må der ikke gives oplysninger om en virksomheds forretningsmæssige forhold, kunders forhold eller oplysninger, som efter deres karakter er fortrolige.

Det følger af stk. 7 , at rådet træffer afgørelse med simpelt flertal. Ved stemmelighed er formandens stemme afgørende.

Ifølge stk. 8 fastsætter økonomi- og erhvervsministeren rådets forretningsorden. Forretningsordenen fastlægger Det Finansielle Virksomhedsråds kompetenceområde. Forretningsordenen fastlægger tillige bestemmelser om rådets beslutningsdygtighed, rådets møder, sekretariatsbistand, inhabilitet, tavshedspligt mv.

Til § 345

Bestemmelsen er en videreførelse af tilsvarende bestemmelser i den gældende lov om finansiel virksomhed. Bestemmelsen gennemføres herudover inden for rammerne af direktiver på det finansielle område, jf. bilag A. Stk. 4, 3. pkt., er ny og vedrører investeringsforvaltningsselskaber og administrationsselskaber. Bestemmelsen giver ikke Finanstilsynet adgang til virksomhederne i videre omfang end efter de gældende regler. Retssikkerhedskommissionen behandler problemstillinger, der vedrører dette forslag. Bestemmelsen vil i givet fald skulle ændres i overensstemmelse med Retssikkerhedskommissionens konklusioner.

Stk. 1 fastlægger en pligt for Finanstilsynet til at undersøge de finansielle virksomheder og finansielle holdingvirksomheder.

De undersøgelsesprocedurer for finansielle virksomheder og finansielle holdingvirksomheder, der blev indført i lov om finansiel virksomhed på baggrund af lov om banker og sparekasser m.v. og det såkaldte Koktvedgaardpanels rapport fra 1995 om »Finanstilsynets kontrol med de danske pengeinstitutter«, skal fortsat danne udgangspunkt for undersøgelser i virksomhederne.

Ifølge bestemmelsens stk. 1, 2. pkt. har Finanstilsynet en udtrykkelig hjemmel til at foretage tilsyn ved inspektionsbesøg i sparevirksomheder. I modsætning til virksomheder omfattet af 1. pkt., er tilsynet derimod ikke forpligtet til at foretage inspektionsbesøg i sparevirksomheder.

Det følger af stk. 2 , at der efter en inspektion i en finansiel virksomhed eller finansiel holdingvirksomhed skal holdes et afsluttende møde, hvor Finanstilsynet meddeler sine konklusioner på inspektionen. Virksomhedens ledelse, ansvarshavende aktuar og revisor deltager i mødet.

For at Finanstilsynet ikke i en konkret sag yder vejledning på en sådan måde, at tilsynet er afskåret fra at træffe afgørelse i samme sag, foreslås det, at Finanstilsynet alene skal meddele sine konklusioner på inspektionen, herunder om de forhold, som efterfølgende skal indgå i rapporten til den finansielle virksomheds ledelse, jf. bemærkningerne til stk. 3.

Hvis konklusionen omfatter områder, hvor virksomheden ikke overholder lovgivningen, vil konklusionen indeholde krav til virksomheden om, at forholdene lovliggøres. Herudover kan konklusionen indeholde oplysninger om virksomhedens risikoprofil. F.eks. kan Finanstilsynet inden for reglerne i § 353 om Finanstilsynets tavshedspligt henlede opmærksomheden på, at virksomhedens tabsrisiko på et eller flere områder er væsentlig større end sammenlignelige finansielle virksomheders tabsrisiko. Det er da op til virksomhedens ledelse at beslutte, om tabsrisikoen er acceptabel, eller om den skal nedbringes. Undladelse af at nedbringe risikoen kan dog i visse tilfælde være i strid med et påbud givet af Finanstilsynet i henhold til lovforslagets § 349.

Hvis en inspektion kun har omfattet afgrænsede aktivitetsområder, kan inspektionen i stedet afsluttes med et møde, hvor den ansvarlige for det undersøgte område orienteres om Finanstilsynets konklusioner. Dette gælder bl.a. de største finansielle koncerner, hvor Finanstilsynet har valgt ikke at foretage såkaldte hovedundersøgelser, men i stedet hvert år at foretage en eller flere inspektioner af afgrænsede aktivitetsområder. I tilfælde, hvor Finanstilsynet, et medlem af virksomhedens ledelse, den ansvarshavende aktuar eller revisor skønner det nødvendigt, afholdes dog møde mellem Finanstilsynet og den finansielle virksomheds ledelse, ansvarshavende aktuar og revisor. Dette vil bl.a. omfatte tilfælde, hvor Finanstilsynet har konstateret grove eller gentagne overtrædelser af lovgivningen eller har konstateret, at virksomheden har en meget høj risikoprofil.

Ifølge stk. 3 skal Finanstilsynet efter et inspektionsbesøg fremsende en skriftlig rapport med de væsentlige konklusioner til virksomhedens ledelse, ansvarshavende aktuar og revisor.

Rapporten kan på samme måde som Finanstilsynets konklusioner på mødet anført i stk. 2 omfatte lovovertrædelser, hvor Finanstilsynet kræver, at virksomheden lovliggør forholdene, og den kan omfatte oplysninger til virksomheden om dens risikoprofil.

Modtagerne af rapporten skal returnere et underskrevet eksemplar af rapporten for dermed at bekræfte, at de er gjort bekendt med indholdet af den. I forbindelse med tilbagesendelsen vil de pågældende samtidig have mulighed for at komme med eventuelle indvendinger mod Finanstilsynets konklusioner.

Hvis undersøgelsen ikke har givet anledning til væsentlige konklusioner, er der ikke krav om en rapport, der skal underskrives og tilbagesendes.

Finanstilsynet kan vælge at sende et særskilt brev til den finansielle virksomheds direktion med konklusioner, der er mindre væsentlige, og som derfor ikke er med i rapporten til ledelse, ansvarshavende aktuar og revision. Dette brev skal ikke underskrives og tilbagesendes.

Stk. 4 giver tilsynsmyndighederne i andre EU-lande og i lande, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område, adgang til - efter forudgående meddelelse til Finanstilsynet - at indhente oplysninger og foretage stedlige undersøgelser her i landet i filialer af finansielle virksomheder fra det pågældende land. Denne adgang er en naturlig følge af, at det er hjemlandets tilsynsmyndigheder, der i følge det såkaldte princip om hjemlandstilsyn har ansvaret for tilsynet med filialen og derfor må have adgang til at kontrollere denne.

Efter bestemmelsens 2. pkt. deltager Finanstilsynet i inspektioner af forsikringsselskaber omfattet af bestemmelsens 1. pkt. Endvidere kan tilsynsmyndigheden i filialens hjemland i særlige tilfælde anmode Finanstilsynet om at foretage en inspektion af filialen alene.

Efter bestemmelsens 3. pkt. kan tilsynsmyndighederne i andre EU-lande og i lande, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område, anmode Finanstilsynet om at foretage inspektioner i de her i landet beliggende filialer af investeringsselskaber og administrationsselskaber med hjemsted i det pågældende land.

Til § 346

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende tilsynslovgivning. Bestemmelsen giver ikke Finanstilsynet adgang til virksomhederne i videre omfang end efter de gældende regler. Retssikkerhedskommissionen behandler problemstillinger, der vedrører dette forslag. Bestemmelsen vil i givet fald skulle ændres i overensstemmelse med Retssikkerhedskommissionens konklusioner.

Stk. 1 fastlægger en pligt for de finansielle virksomheder og finansielle holdingvirksomheder til at give Finanstilsynet de oplysninger, der er nødvendige for Finanstilsynets virksomhed. Som noget nyt foreslås det i bestemmelsen 2. pkt. , at Finanstilsynet tilsvarende kan kræve de oplysninger der er nødvendige for tilsynets virksomhed i relation til udenlandske kreditinstitutter, administrationsselskaber og investeringsselskaber. Oplysningspligten begrænses dog af kreditinstitut-, ISD- og UCITS-direktiverne, jf. bilag A. Det er således hensigten med bestemmelsens 2. pkt., at de oplysninger, Finanstilsynet kan kræve, for eksempel er statistiske oplysninger, oplysninger vedrørende virksomhedernes overholdelse af reglerne om god skik samt oplysninger til brug for tilsynet med likviditeten.

Efter stk. 2 har Finanstilsynet mulighed for uden retskendelse at få adgang til en finansiel virksomheds eller en finansiel holdingvirksomheds lokaler, herunder de lokaler, hvorfra der udøves filialvirksomhed.

Bestemmelsen om Finanstilsynets adgang til finansielle virksomheder og finansielle holdingvirksomheder uden retskendelse er i overensstemmelse med den traditionelle opfattelse af, at Finanstilsynets adgang til at foretage inspektionsbesøg er omfattet af undtagelsen i Grundlovens § 72 om boligens ukrænkelighed.

Bestemmelsen har baggrund i den redegørelse, som Justitsministeriet og Miljø- og Energiministeriet den 17. december 1996 afgav til Folketinget om bl.a. udviklingen i forvaltningsmyndigheders adgang til fast ejendom uden retskendelse og følger de i redegørelsen fastlagte retningslinjer for udformningen af bestemmelser om adgang uden retskendelse.

Finanstilsynet har som udgangspunkt udelukkende adgang til forretningslokaler og således ikke til private boliger. I tilfælde, hvor en virksomhed er af så ringe størrelse, at dets forretningslokale befinder sig i et privat hjem, har Finanstilsynet dog adgang hertil i overensstemmelse med denne bestemmelse.

Finanstilsynet har behov for at kunne udøve sin tilsynsvirksomhed også i de særlige tilfælde, hvor en virksomhed måtte nægte at give tilsynet de til brug for tilsynsvirksomheden nødvendige oplysninger eller modvirker et inspektionsbesøg.

Det kan f.eks. dreje sig om situationer, hvor en tilsynsbelagt virksomhed undtagelsesvist nægter Finanstilsynet adgang til virksomheden i forbindelse med et ordinært inspektionsbesøg. Der kan også være tale om en krisesituation, der kræver, at Finanstilsynet skrider til omgående handling, og hvor en umiddelbar adgang til virksomheden er en forudsætning for at håndtere situationen.

Hvis en virksomhed undtagelsesvist skulle modarbejde et inspektionsbesøg i disse situationer, er der ikke fundet baggrund for at foretage begrænsninger i Finanstilsynets adgang til uden retskendelse at foretage inspektioner.

Finanstilsynet må kun skaffe sig adgang til en virksomheds forretningslokaler uden retskendelse, hvis det er nødvendigt for, at Finanstilsynet kan udøve sin tilsynsvirksomhed. Det er en betingelse, at formålet ikke kan opnås ved brug af mindre indgribende foranstaltninger som f.eks. tvangsbøder.

Finanstilsynet mulighed for at få adgang uden retskendelse kan kun anvendes i tilsynsmæssigt øjemed. Hvis der er en begrundet mistanke om en strafbar overtrædelse af den finansielle lovgivning, finder retsplejelovens regler om ransagning anvendelse.

Det følger af stk. 3, at Finanstilsynet kan indhente oplysninger samt foretage inspektionsbesøg hos den finansielle virksomheds moder-, datter- og søstervirksomheder samt virksomheder, som den finansielle virksomhed har særlig tilknytning til (associerede virksomheder), jf. definitionen i årsregnskabsloven. Tilsvarende gælder for finansielle holdingvirksomheder.

Bestemmelsen skal sikre, at Finanstilsynet kan skaffe sig indseende med transaktioner inden for en finansiel koncern, som måtte være af betydning for virksomhedens soliditet og forsikringstagernes, kundernes eller indskydernes sikkerhed.

Efter bestemmelsen kan Finanstilsynet endvidere uden retskendelse få adgang til disse virksomheder. For så vidt angår forholdet til Grundlovens § 72 om boligens ukrænkelighed henvises til bemærkningerne under stk. 2.

Stk. 4 fastslår, at Finanstilsynet kan kræve alle oplysninger til bedømmelse af, om aktiviteterne i en given virksomhed er omfattet af tilsynslovgivningen.

Bestemmelsen medfører, at Finanstilsynet ud over oplysninger fra den virksomhed, der skal vurderes, kan kræve oplysninger af virksomheder og fysiske personer, der ikke udøver tilsynsbelagt virksomhed, hvis disse har informationer, som er nødvendige for, at Finanstilsynet kan vurdere, om en (anden) virksomhed udøver tilsynsbelagt virksomhed og således burde have tilladelse fra Finanstilsynet. Oplysningspligten vil ikke være opfyldt, hvis de indsendte oplysninger er urigtige eller vildledende.

Stk. 5 indeholder en eksplicit hjemmel til, at Finanstilsynet kan indhente oplysninger til brug for de i lovforslagets § 353, stk. 5, nr. 14 og 15, omtalte myndigheder.

Bestemmelsen er begrundet i de senere års ændringer i den finansielle sektors struktur med dannelse af internationale koncerner, som medfører et større behov for samarbejde mellem de forskellige nationale tilsynsmyndigheder. Dette giver sig også udslag i den øgede fokus de finansielle direktiver har på udveksling af oplysninger mellem tilsynsmyndighederne.

Til § 347

Bestemmelsen er en videreførelse en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om finansiel virksomhed. Bestemmelsen gennemføres herudover inden for rammerne af direktiver på det finansielle område, jf. bilag A. Forslaget til stk. 2, 2. pkt., er nyt.

Stk. 1 har til formål at præcisere, at Forbrugerombudsmanden har mulighed for at anlægge en civil sag, hvis en finansiel virksomhed ikke handler i overensstemmelse med god skik. Forbrugerombudsmanden kan efter markedsføringsloven anlægge forbudssager mod finansielle virksomheder på de områder, hvor økonomi- og erhvervsministeren ikke udsteder regler om god skik.

Som det fremgår af bemærkningerne til § 344, stk. 2, fører Finanstilsynet tilsyn med regler om god skik udstedt af økonomi- og erhvervsministeren.

Forbrugerombudsmanden har mulighed for at gøre Finanstilsynet opmærksom på konkrete sager, ligesom han kan deltage i Det Finansielle Virksomhedsråds møder, når Finanstilsynet forelægger en sag af principiel eller vidtgående betydning for rådet. Ligeledes har Forbrugerombudsmanden mulighed for at gøre opmærksom på mere generelle forhold i den finansielle sektor som, han finder, er urimelige i forhold til forbrugerne.

Bestemmelsen sikrer, at Forbrugerombudsmanden kan indbringe en sag for domstolene, hvis han i særlige tilfælde måtte finde, at der er behov for et sådant skridt. Det kan for eksempel være tilfældet, hvor Finanstilsynet vælger ikke at tage en sag op, der af Forbrugerombudsmanden vurderes at være af principiel eller vidtgående betydning.

Forbrugerombudsmanden skal ikke behandle konkrete henvendelser fra forbrugere om overtrædelse af økonomi- og erhvervsministerens regler om god skik. Sådanne henvendelser skal behandles ved, at Forbrugerombudsmanden oversender henvendelserne til Finanstilsynet eller henviser forbrugeren til at indbringe sagen for et af de finansielle klagenævn, hvis der er tale om en konkret formueretlig tvist mellem forbrugere og en finansiel virksomhed. Derimod kan henvendelser fra forbrugere i lighed med oplysninger i pressen, udtalelser fra organisationer og rapporter om det finansielle område danne baggrund for Forbrugerombudsmandens vurdering af, om der bør anlægges en retssag.

Hvis Forbrugerombudsmanden vælger at anlægge en sag om god skik mod en finansiel virksomhed, skal det ske efter de regler, som gælder for sager anlagt af Forbrugerombudsmanden i medfør af markedsføringsloven. Det indebærer, at der vil være tale om sager, hvor retten kan nedlægge et forbud eller give et påbud, jf. markedsføringslovens § 13, stk. 1. En overtrædelse af et forbud eller et påbud meddelt af retten er strafbelagt i medfør af forslagets § 372, stk. 1, 3. pkt. Hertil kommer, at sagerne i lighed med andre sager anlagt af Forbrugerombudsmanden skal anlægges ved Sø- og Handelsretten, jf. markedsføringslovens § 14, stk. 1.

Stk. 2, 1. pkt., indeholder i overensstemmelse med gældende ret en regel om, at Finanstilsynet kan give påbud om berigtigelse af forhold udøvet i strid med kravet i lovforslagets § 43 om god skik. Påbud kan udstedes både overfor enkeltvirksomheder og sammenslutninger af sådanne.

Det følger af 2. pkt. , at Finanstilsynet kan foretage inspektionsbesøg i filialer af administrationsselskaber og investeringsselskaber for at undersøge, om disse filialer overholder lovens regler om god skik.

Under inspektioner i virksomheder, der er under Finanstilsynet tilsyn, jf. § 345, påses det blandt andet, at virksomhederne overholder lovens regler om god skik. Filialer af administrationsselskaber og investeringsselskaber er ikke omfattet af denne inspektionshjemmel. Disse selskaber er dog i henhold til UCITS-direktivet samt ISD-direktivet forpligtet til at overholde værtslandets normer, det vil sige, at de i Danmark skal overholde reglerne i § 43 om god skik. I overensstemmelse med direktiverne skal Finanstilsynet påse, at filialerne overholder god-skik regler, og tilsynet har derfor behov for en adgang til at gå på inspektionsbesøg i filialerne. Inspektionen adskiller sig fra de i § 345 nævnte inspektioner derved, at Finanstilsynets konstatering af mulige overtrædelser af god- skik regler først skal meddeles værtslandet med anmodning om at bringe det ulovlige forhold til ophør. Hvis filialen ikke tager de nødvendige skridt, skal hjemlansmyndigheden underrettes. Hjemlansmyndigheden har dernæst forpligtelsen til at reagere overfor filialen. skal meddeles hjemlandsmyndigheden, som har forpligtelsen til at reagere overfor filialen. Finanstilsynet er således som værtslandet udelukket forpligtet til at påse, om god-skik reglerne er overholdt.

Til § 348

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om finansiel virksomhed.

Efter stk. 1 kan Finanstilsynet pålægge en finansiel virksomheds ledelse at lade udarbejde en redegørelse for virksomhedens økonomiske stilling og fremtidsudsigter.

Det er ledelsen, der har ansvaret for, at redegørelsen er forsvarlig og fyldestgørende. Finanstilsynets påbud skal påtegnes af den finansielle virksomheds direktion og revision.

Bestemmelsen vil være relevant i tilfælde, hvor en finansiel virksomhed drives inden for lovgivningens rammer, men der er grund til at antage, at den økonomiske situation er sådan, at virksomheden kan få problemer i fremtiden. Redegørelsen har til formål at uddybe og specificere virksomhedens økonomiske forhold og fremtidsudsigter til brug for såvel virksomhedens ledelse som Finanstilsynets tilsynsvirksomhed.

Selve påbudet om at lade udarbejde en redegørelse for virksomhedens fremtidsudsigter vil ikke i sig selv bevirke, at der skal ske indberetning til Københavns Fondsbørs. De underliggende forhold bag Finanstilsynets påbud kan imidlertid medføre en sådan indberetningspligt for de børsnoterede finansielle virksomheder. Spørgsmålet om, hvorvidt der på baggrund af redegørelsen skal indberettes til Københavns Fondsbørs, skal følge de gældende regler om indberetning hertil.

Redegørelsen kan f.eks. udarbejdes af et konsulent/managementfirma eller af den finansielle virksomheds direktion. I så fald skal en udtalelse fra ekstern revisor vedlægges redegørelsen. Ledelsen kan endvidere anmode den finansielle virksomheds eksterne revisor om at udarbejde redegørelsen.

Redegørelsen skal bl.a. indeholde en beskrivelse af virksomhedens økonomiske stilling og en begrundet angivelse af den forventede økonomiske udvikling i de kommende år. Heri kan eksempelvis indgå en beskrivelse af virksomhedens indtjening, omkostninger, tabsrisici, hensættelser og udvikling i ind- og udlån.

Der skal også i redegørelsen indgå en vurdering af den finansielle virksomheds fremtidsmuligheder med forslag til, hvilke initiativer der bør foretages under hensyn til den forventede, økonomiske udvikling. Dette kan f.eks. være tiltag over for risikofyldte engagementer og foranstaltninger til forbedring af indtjeningen. I redegørelsen vil der endvidere kunne stilles forslag om ændringer i ledelsen, forslag om at søge fusion med en anden finansiel virksomhed samt ændringer i driften og organisationen m.v.

Efter stk. 2 skal redegørelsen vedlagt revisionsudtalelsen forelægges den finansielle virksomheds bestyrelse til godkendelse. Redegørelsen skal indsendes til Finanstilsynet til orientering. Påbud kan udstedes både overfor enkeltvirksomheder og sammenslutninger af sådanne.

Til § 349

Bestemmelsen er i hovedsagen en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om finansiel virksomhed.

I forhold til den gældende bestemmelse foreslås det dog i stk. 1, nr. 2, som noget nyt at give Finanstilsynet mulighed for at gribe ind på et tidligere tidspunkt vurderet ud fra virksomhedens økonomiske forhold. Finanstilsynet kan efter dette forslag påbyde nødvendige foranstaltninger, hvis der er risiko for, at virksomheden mister tilladelsen. Dette kan ske, hvis der er betydelig risiko for, at bestemte forhold fortsætter eller indtræffer, f.eks. fortsat urentabel drift, tab på aktier eller obligationer eller negativ udvikling i enkeltvirksomheder eller sektorer af virksomheder, og at disse forhold vil kunne indebære, at virksomheden ikke vil opfylde kapitalkravene i afsnit 10.

Som eksempler på påbud kan nævnes:

1. Forhøjelse af kapitalkrav generelt.

2. Forhøjelse af kapitalkrav på enkelte aktiver.

3. Afdækning af risici på særskilte områder, f.eks. kreditaktier eller valutarisici.

4. Tegning af nødvendig (ekstern) reassurance, dvs. reduktion af risici for egen regning.

Herudover foreslås det at bevare den gældende regel, hvorefter tilsynet kan give påbud om nødvendige foranstaltninger, hvor der er en konkret fare for indskydernes, de forsikredes, obligationsejernes eller øvrige investoreres økonomiske interesser, selv om virksomheden opfylder de almindelige kapitalkrav i den finansielle lovgivning. Bestemmelsen kan kun anvendes, hvis disses økonomiske interesser er i konkret fare f.eks. som følge af, at virksomheden ikke har ført en forsvarlig drift. Bestemmelsen kan alene anvendes, når interesserne for den nævnte personkreds er i fare, mens hensyn til medarbejdere, aktionærer og øvrige kreditorer ikke kan danne baggrund for et påbud.

Den gældende bestemmelse har kun været anvendt i praksis i begrænset omfang. Som eksempler på anvendelsesområdet kan nævnes påbud om at lukke for nytegning samt krav om at bringe et utilstrækkeligt reassuranceprogram i orden.

For så vidt angår investeringsforeninger og specialforeninger, vil disse næppe blive udsat for en økonomisk fare på grund af investeringsforvaltningsselskabets forringede økonomiske stilling, idet investeringsforeningers og specialforeningers likvide midler og værdipapirer henholdsvis indestår og opbevares i et depotselskab. Investeringsforvaltningsselskaber opbevarer således ikke midler fra investeringsforeninger og specialforeninger.

Investeringsforeninger og specialforeninger kan dog blive udsat for den fare, at investeringsforvaltningsselskabet på grund af sin forringede økonomiske stilling ikke har den nødvendige minimumskapital og derfor må afvikles.

Et påbud kan afpasses efter den konkrete virksomheds forhold, hvilket giver Finanstilsynet mere differentierede beføjelser. Dette stemmer overens med internationale tendenser på området, hvor man i højere grad end tidligere benytter sig af muligheden for at fastsætte individuelle krav til den enkelte virksomhed. Bestemmelsen giver mulighed for, at en finansiel virksomheds forhold bringes i orden, mens virksomheden stadig opfylder den finansielle lovgivnings krav til kapitalforhold m.v.

Finanstilsynets påbud skal konkretiseres så tilstrækkeligt, at ledelsen i den finansielle virksomhed reelt har mulighed for at imødekomme påbudet. Påbudet skal videre forelægges for Det Finansielle Virksomhedsråd, jf. § 344, stk. 2, da et påbud i medfør af bestemmelsen altid vil have videregående betydelige følger for den finansielle virksomhed eller den finansielle holdingvirksomhed. Der skal ligeledes være klarhed over, hvornår påbudet er opfyldt. Omvendt skal det være op til den enkelte virksomheds ledelse at udfylde rammerne for, hvorledes et påbud opfyldes. Hvorvidt der på baggrund af påbudet skal ske indberetning til Københavns Fondsbørs, følger af de gældende regler om indberetning hertil.

Den finansielle virksomhed skal ifølge bestemmelsen have en frist til at foretage de nødvendige foranstaltninger. Det er ikke et krav, at der varsles, inden der gives et påbud med en frist til gennemførelse. Varsling skal dog i videst muligt omfang anvendes, hvis det ikke medfører en øget risiko for, at tilladelsen skal inddrages.

I praksis er der indført et krav om varsling i forbindelse med, at Finanstilsynet pålægger et pengeinstitut skærpede hensættelser. Dette krav bibeholdtes i den gældende bestemmelse i lov om finansiel virksomhed, og det foreslås, at kravet videreføres i lovforslaget.

Bestemmelsen i stk. 2 indebærer, at Finanstilsynet kan inddrage virksomhedens tilladelse, hvis virksomheden ikke har efterlevet tilsynets påbud. Ved inddragelse af en finansiel virksomheds tilladelse skal almindelige principper om proportionalitet iagttages. Derudover skal en mindre indgribende foranstaltning vurderes at være utilstrækkelig. Finanstilsynets afgørelse vil kunne indbringes for Erhvervsankenævnet, der i særlige tilfælde kan beslutte, at en klage har opsættende virkning.

En finansiel virksomhed, som ikke har tilladelse, skal som udgangspunkt foranstalte virksomheden afviklet, jf. §§ 238 og 239. Forsikringsselskaber vil som hidtil være omfattet af de forskellige »afviklingsmuligheder«, som følger af §§ 254 og 255 samt kapitel 16 og 17.

Finanstilsynet har efter stk. 3 en række indgrebsmuligheder over for forsikringsselskaber, udover bestemmelsen i § 349.

Til § 350

Bestemmelsen er ny og skal ses i sammenhæng med § 63, hvorefter en direktør skal opfylde en række krav om hæderlighed og egnethed for at varetage hvervet som direktør. Der henvises til bemærkningerne til § 63.

Efter den glædende lovgivning har Finanstilsynet alene mulighed for at inddrage tilladelsen, hvis en direktør ikke skønnes at være egnet eller hæderlighed.

Bestemmelsen giver nu Finanstilsynet mulighed for at påbyde den finansielle virksomhed at afsætte en direktør, hvis Finanstilsynet bliver opmærksom på, at en af de i § 63, stk. 2, nr. 1-4 situationer foreligger. Forinden der skrides til et så drastigt skridt, vil der blive foretaget partshøring af direktøren og den finansielle virksomhed. I praksis vil bestyrelsen sandsynligvis oftest dele tilsynets opfattelse og selv foretage afskedigelsen. Efter stk. 1 skal der gives et passende varsel, som vil give parterne mulighed for at konsultere rådgivere m.v. Fristen skal endvidere give den finansielle virksomhed mulighed for internt at håndtere situationen.

Hvis Finanstilsynet fortsat er af den opfattelse, efter at høring er foretaget, at direktøren er omfattet af et af de tilfælde, der er omfattet af § 63, stk. 2, nr. 1-4, kan Finanstilsynet i medfør af stk. 1 pålægge den finansielle virksomhed inden for en af Finanstilsynet fastsat frist at afsætte direktøren. Forinden Finanstilsynet træffer afgørelse i sagen, forelægges spørgsmålet for Det Finansielle Virksomhedsråd, som i medfør af § 344, stk. 2, nr. 1, træffer afgørelser i tilsynssager af principiel karakter.

Hvis den finansielle virksomhed ikke efterkommer påbudet, har Finanstilsynet mulighed for efter stk. 2 at inddrage den finansielle virksomheds tilladelse.

Det bemærkes, at der er mulighed for at få såvel afgørelse efter stk. 1 og 2 prøvet ved Erhvervsankenævnet. Erhvervsankenævnet har mulighed for at tillægge sagen opsættende virkning, d.v.s. at afgørelsen først får virkning, når nævnet har afsagt kendelse.

Til § 351

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om finansiel virksomhed.

Bestemmelsen giver Finanstilsynet mulighed for at foretage tværgående undersøgelser af det finansielle marked. Undersøgelserne har ikke sammenhæng med de lignende undersøgelser, konkurrencemyndighederne foretager. Dog skal det sikres, at der ikke på samme tid foretages ensartede undersøgelser uafhængigt af hinanden.

Undersøgelserne kan vedrøre gennemsigtigheden på hele det finansielle marked. Finanstilsynet kan som hidtil selvstændigt eller i samarbejde med andre myndigheder offentliggøre resultaterne af de foreslåede undersøgelser.

Finansielle virksomheder, der er omfattet af en undersøgelse, skal i overensstemmelse med gældende praksis gøres bekendt med resultaterne før en eventuel offentliggørelse og kan kræve, at der ikke sker offentliggørelse af de tekniske beregninger og metoder m.v., der har karakter af forretningshemmeligheder.

De finansielle virksomheder har ligeledes krav på at få optaget kortfattede bemærkninger til konklusionen af undersøgelsen i forbindelse med offentliggørelse af denne, hvis bemærkningerne er modtaget inden for en af Finanstilsynet fastlagt tidsfrist.

Til § 352

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om finansiel virksomhed.

Bestemmelsen i stk. 1 pålægger Finanstilsynet at afgive en årlig beretning om Finanstilsynets virksomhed til økonomi- og erhvervsministeren.

Beretningen redegør for Finanstilsynets arbejde i det forløbne år. Endvidere udgiver Finanstilsynet statistik, nøgletal, artikler m.v. om den finansielle sektor. Beretning, statistik, nøgletal og artikler offentliggøres bl.a. på Finanstilsynets hjemmeside.

Efter stk. 2 , afgiver Finanstilsynet i samarbejde med Forbrugerstyrelsen årligt en rapport til økonomi- og erhvervsministeren om status for udstedelse af regler om god skik og om erfaringerne med reglernes anvendelse, jf. § 43, stk. 2.

Til § 353

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende tilsynslovgivning. Bestemmelsen er tidligere gennemført inden for rammerne af direktiver på det finansielle område, jf. bilag A. Som noget nyt foreslås det, at Den Europæiske Centralbank (ECB) eksplicit fremgår af undtagelsen i stk. 4, nr. 12, på linie med Nationalbanken og udenlandske centralbanker, hvilket er en præcisering af gældende praksis.

Stk. 1 indeholder hovedreglen om Finanstilsynets tavshedspligt.

Som følge af den særlige tavshedspligt, der pålægges Finanstilsynet i bestemmelsen, er adgangen til aktindsigt i Finanstilsynets sager begrænset i henhold til § 14, 1. pkt., i lov om offentlighed i forvaltningen.

Bestemmelsen præciserer, at personer, der er ansat i virksomheder, som Finanstilsynet har indgået kontrakt med om udførelsen af serviceopgaver som led i tilsynets drift, er omfattet af bestemmelsen om tavshedspligt.

Serviceopgaver som led i driften vil f.eks. være rengøring, vagttjeneste, reparation og vedligeholdelse af elektronisk materiel og kantinedrift.

Bestemmelsen er ikke til hinder for, at overordnede myndigheder (ministerier) i forskellige lande udveksler oplysninger om koncernforbundne virksomheder som et led i en krisestyring.

Efter stk. 2 ophæves Finanstilsynets tavshedspligt ikke, selvom den, som tavshedspligten tilsigter at beskytte, giver samtykke til, at Finanstilsynet kan videregive oplysninger.

Finanstilsynets tavshedspligt er i høj grad baseret på et ønske om at beskytte de finansielle virksomheders kunder, det være sig privatpersoner eller erhvervskunder. Hertil kommer et ønske om af konkurrencemæssige grunde at beskytte de finansielle virksomheders forretningsmæssige forhold.

Finanstilsynets tavshedspligt er en afgørende betingelse for den tilsynsmæssige effektivitet. For at tilsynet kan få alle nødvendige oplysninger i en given sag, må de finansielle virksomheder og kunderne kunne nære tillid til, at tilsynet ikke videregiver fortrolige oplysninger. Da de fortrolige oplysninger i langt overvejende grad hidrører fra de finansielle virksomheder, vil det være mest korrekt og sikrest, at det er den pågældende virksomhed selv, der meddeler oplysningerne til tredjemand. Oplysninger om virksomhedens kunder kan kun videregives med disses samtykke.

Stk. 3 præciserer, at Finanstilsynet af egen drift i årsberetning m.v. i summarisk eller sammenfattende form kan offentliggøre fortrolige oplysninger. Det er afgørende for offentliggørelsen, at den enkelte finansielle virksomhed eller dens kunder ikke kan identificeres.

I stk. 4 er der mulighed for at videregive fortrolige oplysninger til brug for en civil retssag, når en finansiel virksomhed er erklæret konkurs.

Oplysninger om, at kunders forhold ikke kan videregives, samt fortrolighed med hensyn til oplysninger om tredjemand, der medvirker i forsøg på at redde en finansiel virksomhed, gælder også efter, at denne medvirken er ophørt.

Det fremgår særskilt af stk. 4, at Finanstilsynet under visse omstændigheder kan videregive fortrolige oplysninger til parterne i en civil retssag. Begrundelsen herfor er, at bestemmelsen er atypisk i forhold til de i stk. 5 opregnede undtagelser, da der ikke er tale om en myndighed eller lignende.

Stk. 5 indeholder regler om de særlige tilfælde, hvor Finanstilsynet kan videregive fortrolige oplysninger.

Bestemmelsen er opbygget på den måde, at fortrolige oplysninger der kan videregives til danske myndigheder m.fl. opregnes i nr. 1-13. Fortrolige oplysninger, der kan videregives til myndigheder m.v. inden for EU og lande, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område, opregnes i nr. 14, og endelig opregnes i nr. 15 myndigheder i tredjelande.

Bestemmelsen i nr. 1 stammer oprindeligt fra lov nr. 414 af 26. juni 1998 om ændring af lov om værdipapirhandel m.v. og forskellige andre love. Det blev ved denne lovændring præciseret i § 83, stk. 2, 1. pkt., i lov om værdipapirhandel m.v., at Fondsrådet er et uafhængigt, kollegialt råd.

Vedtagelsen af denne lov har derfor medført, at det er nødvendigt at udnytte direktivernes hjemmel til at etablere en adgang for de enkelte tilsynsmyndigheder til at udveksle oplysninger indbyrdes.

For såvel Fondsrådet som Det Finansielle Virksomhedsråd, kan der kun være tale om at videregive oplysninger vedrørende virksomheder, der er underlagt Fondsrådets henholdsvis Det Finansielle Virksomhedsråds kompetence i henhold til loven.

Det foreslås i nr. 12 , at ECB nævnes eksplicit i bestemmelsen for at undgå fortolkningstvivl.

Nr. 14 fastlægger kredsen af myndigheder i lande inden for EU og lande, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område, til hvilke der kan videregives fortrolige oplysninger. Som noget nyt er investeringsinstitutter også nævnt i bestemmelsen, hvilket følger af, at bestemmelsen også finder anvendelse på investeringsforvaltningsselskaber. Kredsen af myndigheder, organer og personer, som efter nr. 15 kan modtage fortrolige oplysninger på baggrund af en samarbejdsaftale, er identisk med den modtagerkreds, der er gældende inden for Den Europæiske Union. Som noget nyt er investeringsinstitutter også nævnt i bestemmelsen, hvilket følger af, at bestemmelsen også finder anvendelse på investeringsforvaltningsselskaber Videregivelse kan kun ske, såfremt betingelserne som anført i stk. 9 og 10 overholdes.

Efter s tk. 6 bliver den, der modtager oplysninger fra Finanstilsynet, efter forslagene til stk. 4 og 5 omfattet af tilsynets tavshedspligt, i det omfang der er tale om fortrolige oplysninger.

Bestemmelsen indebærer i overensstemmelse med den gældende bestemmelse ikke indskrænkninger i grundlæggende principper inden for retsplejen. Bestemmelsen har derfor bl.a. ingen indflydelse på en forsvarers ret til at blive gjort bekendt med sagens materiale, jf. herved den foreslåede bestemmelse i stk. 5, nr. 2.

Stk. 7 medfører at Finanstilsynet alene må anvende de fortrolige oplysninger, som Finanstilsynet modtager, som led i varetagelsen af Finanstilsynets opgaver efter lovgivningen.

Tidsfristen i stk. 8 stammer oprindelig fra lov nr. 367 af 14. juni 1995 om en indskydergarantifond.

Stk. 9 forudsætter ligesom den gældende bestemmelse, at modtageren af oplysninger efter stk. 5, nr. 15, er underlagt en tavshedspligt, der mindst svarer til den, der gælder for tilsynsmyndighederne i landene inden for Den Europæiske Union. Finanstilsynet kan således kun videregive oplysninger til de angivne myndigheder, organer og personer i tredjelande, hvis lovgivningen i det pågældende land fastlægger en tilsvarende tavshedspligt.

Derudover forudsættes det, at den myndighed m.v., der modtager oplysningerne, alene må anvende de fortrolige oplysninger ved varetagelsen af sine opgaver.

Efter stk. 10 kan videregivelse, efter stk. 5, nr. 15, af oplysninger, der hidrører fra et andet land inden for Den Europæiske Union, kun ske, såfremt det pågældende lands kompetente myndigheder, som har afgivet dem, har givet deres udtrykkelige samtykke til videregivelsen.

Stk. 11 medfører, at såfremt en skyldner, investor eller kautionist har betydelige forpligtelser over for flere finansielle virksomheder, kan Finanstilsynet underrette de pågældende virksomheder herom. Finanstilsynet kan underrette de pågældende virksomheder i det omfang, dette har betydning for virksomhedens vurdering af mellemværendet med den pågældende skyldner. Bestemmelsen har tidligere været brugt, hvor flere pengeinstitutter har haft risiko for større sandsynliggjorte tab på samme skyldner.

Efter s tk. 12 hindrer Finanstilsynets tavshedspligt ikke, at der kan gives oplysninger til repræsentanter for virksomheder, der er omfattet af den efter den gældende lov om forsikringsvirksomhed fastsatte ordning om gensidig hæftelse for bygningsbrand. Det er en betingelse, at videregivelsen sker i forbindelse med en sideløbende forhandling om overdragelse af en forsikringsbestand med henblik på sikring af genforsikringsdækning.

Til § 354

Bestemmelsen er i hovedsagen en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende tilsynslovgivning. Stk. 2, nr. 10, er ny for realkreditinstitutter og forsikringsselskaber. Stk. 2, nr. 11, er ny for banker og sparekasser. Forslaget til nr. 13 er nyt.

Stk. 1 medfører, at det som udgangspunkt alene er den finansielle virksomhed eller den finansielle holdingvirksomhed, der er part i forhold til Finanstilsynet. Det foreslås som noget nyt, at der gives udenlandske finansielle virksomheder og udenlandske finansielle holdingvirksomheder samme retsstilling som nationale finansielle virksomheder. Baggrunden herfor er, at det skønnes hensigtsmæssigt, at grænseoverskridende finansielle virksomheder opnår partsstatus efter den finansielle lovgivning på lige fod med nationale finansielle virksomheder således, at der ikke sker forskelsbehandling.

Det særlige partsbegreb er nødvendigt for at undgå en udhuling af Finanstilsynets tavshedspligt, da parters adgang til aktindsigt efter forvaltningsloven ikke tilsidesættes af tavshedspligtsreglerne. Det fremgår bl.a. af ombudsmandens praksis, at det almindelige forvaltningsretlige partsbegreb fortolkes bredt, jf. FOB 1987 64, hvor ombudsmanden tillagde Indlånerforeningen i 6. juli Banken partsstatus i forhold til tilsynets sag om anmeldelse af betalingsstandsning.

Bestemmelsen medfører, at kunder i finansielle virksomheder ikke er parter i forhold til Finanstilsynet. Dette gælder, uanset hvilken interesse de måtte have i en given sag, f.eks. fordi tilsynet kræver ekstraordinære hensættelser på deres lån. Dog kan kunder, der klager over, at en finansiel virksomhed ikke overholder god skik eller reglerne om videregivelse, blive part i den del af sagen, jf. bemærkningerne til stk. 4. Ligeledes vil aktionærer i en finansiel virksomhed heller ikke være parter i tilsynets sag om den pågældende virksomhed.

Partsstatus indebærer bl.a. adgang til efter forvaltningslovens regler at få fortrolige oplysninger i den del af en sag, som vedrører den pågældende, samt mulighed for at indbringe Finanstilsynets afgørelse herom for Erhvervsankenævnet. Forvaltningslovens regler om partsbeføjelser finder dog kun anvendelse i sager, hvori der er eller vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed, jf. forvaltningslovens § 2, stk. 1.

I stk. 2 opregnes de konkrete tilfælde, hvor andre end de i stk. 1 nævnte virksomheder kan anses for part efter denne lov.

I koncerner, hvor modervirksomheden er en finansiel holdingvirksomhed eller en finansiel virksomhed, skal koncernen opfylde en række bestemmelser. Hvis der opstår sager herom, er modervirksomheden efter nr. 1 tillige part i denne del af sagen.

Efter nr. 2 er en virksomhed part i forhold til den del af sagen, hvor Finanstilsynet efter § 346, stk. 3, indhenter oplysninger fra eller foretager inspektionsbesøg hos virksomheder, som finansielle virksomheder eller finansielle holdingvirksomheder har en særlige direkte eller indirekte forbindelse med.

Efter nr. 3 får en fysisk eller juridisk person partsstatus, når Finanstilsynet efter forslagets § 344, stk. 4, kræver oplysninger, som skønnes nødvendige til afgørelse af, om en virksomhed er omfattet af tilsynslovgivningen.

Såfremt Finanstilsynet nægter at godkende en erhverver af kvalificerede andele i en finansiel virksomheder eller en finansiel holdingvirksomhed, suspendere behandlingen af en sag herom eller reagerer som følge af manglende underretning om andelen, anses ikke alene virksomheden, men også erhververen eller besidderen af den kvalificerede kapitalandel efter nr. 4 for part i denne del af sagen, jf. § 60, stk. 1-7.

Tilsvarende gælder, hvis Finanstilsynet ophæver den stemmeret, der er knyttet til de pågældende ejeres kapitalandele, jf. § 61, stk. 1-3.

Efter nr. 5 får en revisor i en finansiel virksomhed partsstatus i sin egen sag, hvis Finanstilsynet afskediger revisor, pålægger denne at give oplysninger om den finansielle virksomheds forhold, eller der opstår sager vedrørende forbuddet mod, at en revisor har lån m.v. i den virksomhed, som denne reviderer, jf. § 198, stk. 4-6 og stk. 8.

Hvis Finanstilsynet efter § 176, stk. 1, finder, at et pengeinstitut, fondsmæglerselskab, investeringsforvaltningsselskab eller et realkreditinstitut har en sådan tilknytning til en virksomhed, at denne skal medtages i konsolideringen, anses virksomheden tillige for part i denne del af sagen efter nr. 6 .

Bestemmelsen i nr. 7 er en sammenskrivning af tilsvarende bestemmelser i den gældende tilsynslovgivning.

Efter forslaget opnår en virksomhed, der søger om tilladelse, partsstatus, selvom virksomheden endnu ikke har fået tilladelse og derfor ikke er en finansiel virksomhed, som er omfattet af bestemmelsens stk. 1. Suspenderer Finanstilsynet behandlingen af en ansøgning, er den pågældende virksomhed part i sagen.

Nr. 8 er en sammenskrivning af tilsvarende bestemmelser i den gældende tilsynslovgivning.

Hvis Finanstilsynet nægter en finansiel virksomhed tilladelse eller inddrager tilladelsen helt eller delvist, fordi et medlem af virksomhedens direktion eller bestyrelse ikke lever op til lovens krav om hæderlighed og erfaring, anses den pågældende person for at være part i denne del af sagen. Tilsvarende vil en kapitalejer eller aktionær tillige opnå partsstatus, når den pågældende efter Finanstilsynets opfattelse vil modvirke en forsvarlig drift af selskabet.

Nr. 9 er en sammenskrivning af tilsvarende bestemmelser i den gældende tilsynslovgivning.

Hvis Finanstilsynet nægter at give en finansiel virksomhed tilladelse eller inddrager tilladelsen, fordi virksomheden har snævre forbindelser til andre virksomheder m.v., og disse forbindelser vil kunne vanskeliggøre varetagelsen af tilsynets opgaver, anses den pågældende virksomhed, som Finanstilsynet vurderer, har snævre forbindelser til en finansiel virksomhed, for at være part i denne del af sagen.

Bestemmelsen i nr. 10 er en sammenskrivning af tilsvarende bestemmelser i den gældende tilsynslovgivning.

Efter bestemmelsen kan Finanstilsynet undersøge eller påtale overtrædelse af lovens forbud mod, at en virksomhed i navnet eller betegnelsen uberettiget anvender ord, der er omfattet af en finansiel virksomheds eneret til navn. Den, der overtræder dette forbud, er part i den del af sagen, der vedrører den pågældende.

Bestemmelsen i nr. 11 er en sammenskrivning af tilsvarende bestemmelser i den gældende tilsynslovgivning.

I de tilfælde, hvor Finanstilsynet enten undersøger, om der er sket en overtrædelse af lovens forbud mod, at andre driver virksomhed, som er omfattet af forslagets § 7, stk. 1, 3 og 4, § 8, stk. 1 og 3, § 9, stk. 1 og 3, § 10, stk. 1 og 3, og § 11, stk. 1, eller hvor tilsynet påtaler en overtrædelse af denne bestemmelse, er den, som Finanstilsynets afgørelse er rettet mod, part i sagen.

Lovforslagets nr. 12 svarer til en tilsvarende bestemmelse i den gældende tilsynslovgivning.

I tilfælde, hvor Finanstilsynet med hjemmel i den bekendtgørelse, der er udstedt i medfør af den foreslåede § 9, stk. 9, træffer afgørelse over for en virksomhed om, hvorvidt den kan tilbyde investeringsservice uden tilladelse, vil den pågældende virksomhed være part i sagen.

Investeringsforvaltningsselskaber er den daglige ledelse i investerings- og specialforeninger. Når Finanstilsynet træffer afgørelse i en sag vedrørende det investeringsforvaltningsselskab, som administrerer en investerings- eller specialforening, kan afgørelsen rette sig mod ledelsen i investerings- eller specialforeningen. I situationer, hvor afgørelsen vedrører investerings- og specialforeningen, har disse efter nr. 13 partsstatus i forhold til den del af afgørelsen, som vedrører dem selv, selvom afgørelsen meddeles til investeringsforvaltningsselskabet.

Efter nr. 14 opnår den ansvarshavende aktuar partsstatus, såfremt Finanstilsynet påtaler, at den pågældende ikke har opfyldt sin oplysningsforpligtelse overfor Finanstilsynet.

Efter stk. 3 får en person med særlig tilknytning til en finansiel virksomhed partsstatus i sin egen sag, hvis Finanstilsynets afgørelser retter sig direkte mod den pågældende, f.eks. hvis Finanstilsynet udsteder påbud eller påtaler forhold, der retter sig mod den pågældende. I overensstemmelse med forslaget til bestemmelsens stk. 1, foreslås det, at bestemmelsen udvides til at omfatte udenlandske finansielle virksomheder og udenlandske finansielle holdingvirksomheder med henblik på at give grænseoverskridende finansielle virksomheder samme retsstilling som nationale finansielle virksomheder.

Stk. 4 åbner mulighed for, at Finanstilsynet under særlige omstændigheder tillige kan give kunder m.fl. en eller flere partsbeføjelser. Der vil være tale om, at det efter omstændighederne vurderes, at kunden skal partshøres, eller der kan gives aktindsigt i de forhold, der vedrører kunden.

Bestemmelsen forudsætter, at der er tale om en sag vedrørende redelig forretningsskik og god praksis inden for virksomhedsområdet, jf. § 43, god værdipapirhandlerskik, jf. § 3 i lov om værdipapirhandel, eller videregivelse af fortrolige oplysninger, jf. kapitel 9. Der kan kun tillægges partsbeføjelser i sager, som har en direkte og væsentlig betydning for den pågældende.

Partsbeføjelser efter denne bestemmelse kan ikke tilkendes juridiske og fysiske personer, der har partsbeføjelser i medfør af stk. 2 og 3. Finanstilsynet kan tage sager op på basis af en klage, af egen drift eller efter anmodning herom, jf. også bemærkningerne til forslagets § 342. Finanstilsynet vil normalt kun skride ind over for en generel eller principiel adfærd i strid med god praksis eller god værdipapirhandlerskik inden for virksomhedsområdet, hvis der er tale om en praksis fra den finansielle virksomheds side. Tilsvarende gør sig gældende i relation til videregivelsesreglerne.

Enkeltstående tilfælde er således som udgangspunkt ikke tilstrækkeligt til, at Finanstilsynet skrider til handling. Der kan dog forekomme tilfælde, hvor det påklagede forhold kan tages op af tilsynet på baggrund af et enkeltstående tilfælde, forudsat at tilfældet er udtryk for en generel adfærd i strid med redelig forretningsskik, god praksis, god værdipapirhandlerskik inden for virksomhedsområdet eller reglerne om videregivelse af fortrolige oplysninger. Hidtil har bestemmelsen ikke omhandlet videregivelsesreglerne, men da disse sager også kan vedrøre forhold, som har en direkte og væsentlig betydning for en kunde, foreslås bestemmelsen udvidet til også at omfattet denne type sager.

Når Finanstilsynet har taget en sag op vedrørende redelig forretningsskik, god praksis eller god værdipapirhandlerskik inden for virksomhedsområdet, har det tidligere alene været den berørte finansielle virksomhed, som blev inddraget som part i sagen. Da det imidlertid ikke kan afvises, at der i konkrete sager af den her omhandlede beskaffenhed kan være forhold, som har direkte og væsentlig betydning for en kunde m.fl., blev der med denne bestemmelse tillagt tilsynet adgang til - gennem et konkret skøn inden for rammerne af bestemmelsen - at tillægge kunden m.fl. visse partsbeføjelser.

Det forhold, at sagen skal have væsentlig betydning for kunden m.fl., er udtryk for, at der skal indlægges et væsentlighedskriterium i Finanstilsynets skøn. Ved vurdering af, om partsbeføjelser skal gives, skal Finanstilsynet foretage en afvejning af kundens interesse i at kunne benytte kendskab til sagens dokumenter og hensynet til beskyttelsen af fortrolige oplysninger om de virksomheder, der er under tilsyn. Endelig skal Finanstilsynet foretage en afgrænsning af, hvilken del af sagen, der vedrører den pågældende.

Finanstilsynet er ikke klageinstans for kunders klager over finansielle virksomheder. Privatkunder kan få deres klager over finansielle virksomheder behandlet i et af de finansielle ankenævn, f.eks. Pengeinstitutankenævnet. Andre, herunder erhvervskunder, skal gå til domstolene. Langt de fleste kundeklager henhører under ankenævnene eller domstolene, allerede fordi klagen vedrører forhold uden for Finanstilsynets kompetence, f.eks. formueretlige tvister.

Tildeling af partsbeføjelser efter stk. 4 forudsætter, at sagen kan afgrænses. Kompetencen til at træffe afgørelse om en eller flere partsbeføjelser ligger hos Finanstilsynet, da Finanstilsynet selv er nærmest til at foretage en afvejning af de berørte interesser.

I tilfælde, hvor Finanstilsynet har taget en sag op vedrørende en finansiel virksomheds eller en finansiel holdingvirksomheds overholdelse af redelig forretningsskik, god praksis, god værdipapirhandlerskik inden for virksomhedsområdet eller videregivelsesreglerne, og hvor klageren ikke tillægges en eller flere partsbeføjelser, vil Finanstilsynet holde klageren underrettet om sagens eventuelle videre forløb i det omfang, Finanstilsynets tavshedspligt giver mulighed herfor.

Stk. 5 medfører, at partsstatus og partsbeføjelser efter stk. 2-4 kun opnås i forbindelse med afgørelser, som Finanstilsynet har truffet efter den 8. oktober 1998, for realkreditinstitutter den 20. oktober 1998. For så vidt angår videregivelse af fortrolige oplysninger, jf. kapitel 9, foreslås det, at partsstatus og partsbeføjelser dog kun opnås i forbindelse med afgørelser, som Finanstilsynet træffer efter den 1. januar 2004. Det foreslås endvidere, at der for investeringsforvaltningsselskaber kun kan opnås partsstatus og partsbeføjelser i forbindelse med afgørelser der træffes efter den 1. januar 2004.

Til § 355

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om finansiel virksomhed.

Stk. 1 indeholder et forbud for Finanstilsynets medarbejdere mod at have anden beskæftigelse.

Det særlige forbud mod anden beskæftigelse skal sikre, at medarbejderne i Finanstilsynet er uafhængige af finansielle virksomheder og andre virksomheder i øvrigt. Den særlige dispensationsadgang forudsættes derfor kun udnyttet i særlige undtagelsestilfælde.

De tjenestemandsansatte medarbejdere er herudover undergivet tjenestemandsloven, hvorefter en tjenestemand kun kan have beskæftigelse ved siden af sin tjenestemandsstilling, for så vidt og i det omfang det er foreneligt med den samvittighedsfulde udøvelse af de til tjenestemandsstillingen knyttede pligter og med den for stillingen nødvendige agtelse og tillid.

Efter stk. 2 må Finanstilsynets medarbejdere ikke udføre eller deltage i spekulationsforretninger.

Efter stk. 3 skal Finanstilsynets direktør have økonomi- og erhvervsministerens tilladelse til at optage lån m.v. Baggrunden for bestemmelsen er, at direktøren ikke må være økonomisk afhængig af nogen finansiel virksomhed.

Til § 356

Bestemmelsen er en videreførelse af tilsvarende bestemmelser i den gældende tilsynslovgivning.

Bestemmelsen præciserer fristerne i loven. Det er ønsket herved at undgå enhver fortolkningstvivl.

Det følger af stk. 1, at fristen beregnes fra dagen efter den dag, hvor den begivenhed, som udløste fristen, fandt sted.

Angives fristen i uger, udløber fristen på ugedagen for den dag, hvor den begivenhed, som udløste fristen, fandt sted, jf. stk. 2 . F.eks. vil udløbsdagen for fristen, hvis denne er angivet som »senest 4 uger efter«, være den sidste dag i den 4. uge efter dagen for handlingen/beslutningen der udløser fristen. Træffes beslutningen således på en tirsdag, vil fristen udløbe om tirsdagen 4 uger senere.

Angives fristen i måneder, udløber fristen på månedsdatoen for den dag, hvor den begivenhed, som udløste fristen, fandt sted, jf. stk. 3. Hvis eksempelvis fristen er 3 måneder, og den fristudløbende handling foretages den 15. januar, udløber fristen den 15. april.

Er den fristudløsende handling foretaget den sidste dag i en måned, udløber fristen altid den sidste dag i den pågældende måned, uanset om der er 28, 29, 30 eller 31 dage i den pågældende måned. Hvis fristen beregningsmæssigt udløber på en månedsdato, der ikke findes, eksempelvis den 30. februar, udløber fristen altid den sidste dag i den pågældende måned – i dette tilfælde den 28. eller i skudår den 29. februar.

Angives fristen i år, udløber fristen på årsdagen for den dag, hvor den begivenhed, som udløste fristen, fandt sted, jf. stk. 4 .

Udløber fristen på en helligdag, i en weekend eller på grundlovsdag, juleaftensdag eller nytårsaftensdag, er det tilstrækkeligt, at materialet er modtaget den efterfølgende hverdag, jf. stk. 5 . Selv om fristen beregningsmæssigt er udløbet, betragtes materialet som modtaget rettidigt den førstkommende hverdag.

Til § 357

Bestemmelsen er en videreførelse af tilsvarende bestemmelser i den gældende lov om forsikringsvirksomhed.

Efter stk. 1 skal Finanstilsynet godkende en beslutning om, at nye aktier skal kunne indbetales ved en konvertering af gæld. En sådan ansøgning skal indsendes samtidig med ansøgning om Finanstilsynets godkendelse af selskabskapitalens forhøjelse ved apportindskud.

Når et koncernforhold er etableret, skal såvel Finanstilsynet som bestyrelsen for datterselskabet efter stk. 2 underrettes herom af bestyrelsen i moderselskabet.

Til § 358

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om forsikringsvirksomhed

Efter lovforslaget skal registreringer af forsikringsselskaber, herunder pensionskasser og filialer af udenlandske selskaber, der har fået tilladelse i Danmark foretages i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Som konsekvens af dette skal selskaberne dels indsende anmeldelsen til Forsikringsregisteret, til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen og dels indsende ansøgning om tilladelse, stadfæstelse af vedtægter samt eventuelt godkendelse af det tekniske grundlag og forsikringsbetingelser til Finanstilsynet.

Til kapitel 22

Til § 359

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om finansiel virksomhed.

Bestemmelsen indeholder Finanstilsynets generelle hjemmel til at opkræve afgifter fra de finansielle virksomheder og finansielle holdingvirksomheder, som er under tilsyn efter den finansielle lovgivning. Afgiften indbetales årligt til Finanstilsynet.

Når et forsikringsselskab har overdraget forsikringsbestanden til et administrationsbo eller et likvidationsbo, overtager boet betalingspligten fra forsikringsselskabet.

Finanstilsynets udgiftsbevilling fratrukket salg af varer og tjenesteydelser samt renteindtægter dækkes fuldt ud af afgifter fra de finansielle virksomheder og finansielle holdingvirksomheder inden for rammerne af den årligt vedtagne finanslovsbevilling.

En virksomhed kan udelukkende være afgiftspligtig efter én bestemmelse, og kan således ikke pålægges mere end én afgift.

Til § 360

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende tilsynslovgivning. Efter bestemmelsen skal en række virksomheder betale et nærmere angivet grundbeløb i årlig afgift til Finanstilsynet. Virksomhederne er karakteriseret ved, at de ikke umiddelbart kan henføres til en bestemt virksomhedstype eller branche.

Udstedere af collateralized mortgage obligations (CMO) og lignende virksomheder, som omtales i stk. 1, nr. 10, er juridiske enheder, der udsteder obligationer f.eks. med sikkerhed i realkredit- eller statsobligationer. Der findes ikke en dækkende dansk betegnelse.

Afgiftsstørrelsen i stk. 1, nr. 2, 3, 4, 5, 6 og 12, svarer til et gennemsnit af afgiftsbetalingen i årene 1997-2000. Afgiftsstørrelsen i stk. 1, nr. 13, svarer til et gennemsnit af afgiftsbetalingen i årene 1998-2000.

S tk. 2 indebærer, at grundbeløb, jf. stk. 1, reguleres årligt svarende til udviklingen i Finanstilsynets bevilling på finansloven. Beløbene, som er nævnt i stk. 1, er i niveau 2002. Første regulering finder sted ved afgiftsberegningen 2003, hvor grundbeløbene reguleres i forhold til udviklingen i Finanstilsynets bevilling på finansloven.

Til § 361

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende tilsynslovgivning. Dog er det som noget nyt foreslået, at investeringsforvaltningsselskaber

pålægges afgifter, der svarer til afgifterne for fondsmæglerselskaber.

Bestemmelsen fastsætter regler for beregningen af afgifter fra fondsmæglerselskaber, investeringsforvaltningsselskaber, forsikringsmæglerselskaber, innovationsforeninger og filialer af udenlandske kreditinstitutter. I disse brancher er det karakteristisk, at virksomhedernes størrelse og antal har været foranderlig.

Efter stk. 1 betaler fondsmæglerselskaber 10,5 promille af deres omkostninger til løn, provision og tantieme. Der pålægges altid en minimumsafgift på 15.000 kr.

I stk. 2 foreslås det, at investeringsforvaltningsselskaber betaler 10,5 promille af deres omkostninger til løn, provision og tantieme. Der pålægges altid en minimumsafgift på 15.000 kr.

Investeringsforvaltningsselskaber, der både har en tilladelse efter forslagets § 10, stk. 1, (administration af investeringsforeninger og specialforeninger) og en tilladelse efter forslagets § 10, stk. 2, (skønsmæssig porteføljepleje samt opbevaring og forvaltning af andele udstedt af institutter for kollektiv investering (UCITS) og andele udstedt af andre kollektive investeringsforetagender (non-UCITS)), skal betale afgiften af de samlede omkostninger til løn, provision og tantieme både for den virksomhed, som investeringsforvaltningsselskabet yder efter § 10, stk. 1, og efter § 10, stk. 2. Investeringsforvaltningsselskabet skal dog kunne opgøre afgiften hver for sig for den virksomhed, som selskabet yder henholdsvis efter § 10, stk. 1, og efter § 10, stk. 2, med henblik på en korrekt fakturering af de enkelte kundegrupper.

Stk. 3 indebærer, at forsikringsmæglerselskaber betaler 4,0 promille af deres provision og andre vederlag. Der pålægges altid en minimumsafgift på 1.000 kr.

Stk. 4 indebærer, at innovationsforeninger betaler 10.000 kr. pr. forening plus 3.000 kr. pr. afdeling plus 0,005 promille af deres samlede balance.

Efter stk. 5 betaler filialer af udenlandske kreditinstitutter 0,0006 promille af deres samlede balance plus garantier. Der pålægges altid en minimumsafgift på 2.000 kr. Afgiften fra det enkelte kreditinstitut er i praksis noget mindre end afgiften fra en tilsvarende dansk virksomhed. Der sker således ikke nogen negativ forskelsbehandling af udenlandske virksomheder.

Til § 362

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende tilsynslovgivning.

Efter stk. 1 skal pengeinstitutter, sparevirksomheder og Forvaltningsinstituttet for Lokale Pengeinstitutter samlet betale 49,4 procent af differencen mellem Finanstilsynets udgifter og afgiften betalt efter §§ 360-361.

Efter stk. 2 skal afgiften fordeles i forhold til den enkelte virksomheds andel af de af stk. 1 omfattede virksomheders samlede gælds- og garantiforpligtelser. Der pålægges altid en minimumsafgift på 2.000 kr.

Til § 363

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende tilsynslovgivning.

S tk. 1 indebærer, at realkreditinstitutter betaler 13,2 procent af differencen mellem Finanstilsynets udgifter og afgiften betalt efter §§ 360 og 361.

Efter stk. 2 skal afgiften fordeles i forhold til den enkelte virksomheds andel af de af stk. 1 omfattede virksomheders samlede bogførte balancesum. Der pålægges altid en minimumsafgift på 2.000 kr.

Til § 364

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende tilsynslovgivning.

S tk. 1 indebærer, at forsikringsselskaber, der udøver livsforsikringsvirksomhed, tværgående pensionskasser og firmapensionskasser betaler 18,3 procent af differencen mellem Finanstilsynets udgifter og afgiften betalt efter §§ 360 og 361.

Efter stk. 2 opdeles afgiften i to lige store dele. Den ene del af afgiften fordeles i forhold til den enkelte virksomheds andel af de af stk. 1 omfattede virksomheders samlede bruttopræmier og medlemsbidrag. Den anden del af afgiften fordeles i forhold til den enkelte virksomheds andel af de af stk. 1 omfattede virksomheders samlede balance reduceret med basiskapital. Der pålægges altid en minimumsafgift på 2.000 kr.

Til § 365

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende tilsynslovgivning.

S tk. 1 indebærer, at forsikringsselskaber, der ikke udøver livsforsikringsvirksomhed, betaler 14,7 procent af differencen mellem Finanstilsynets udgifter og afgiften betalt efter §§ 360 og 361.

Efter stk. 2 fordeles afgiften i forhold til den enkelte virksomheds andel af de af stk. 1 omfattede virksomheders samlede direkte og indirekte bruttopræmieindtægter plus bruttoerstatninger, idet der ses bort fra negative præmieindtægter. Der pålægges altid en minimumsafgift på 2.000 kr. De forsikringsselskaber, som er omfattet af § 293, betaler dog en minimumsafgift på 800 kr.

Til § 366

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende tilsynslovgivning.

Stk. 1 indebærer, at investeringsforeninger og specialforeninger betaler 4,4 procent af differencen mellem Finanstilsynets udgifter og afgiften betalt efter §§ 360 og 361.

Efter stk. 2 fordeles afgiften mellem virksomhederne med 10.000 kr. pr. forening plus 3.000 kr. pr. afdeling. Den resterende afgift fordeles i forhold til den enkelte virksomheds andel af de af stk. 1 omfattede virksomheders samlede balance.

Til § 367

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende tilsynslovgivning. Som noget nyt er det dog præciseret i bestemmelsen, at det nævnte beregningsgrundlag også finder anvendelse på virksomheder, omfattet af § 361. Der er imidlertid ikke tale om nogen ændring af praksis.

I stk. 1 fastsættes det, at beregningen af afgifter fra virksomheder, omfattet af §§ 361-366, foretages på grundlag af oplysninger i den for seneste regnskabsår aflagte årsrapport eller i mangel af sådant den senest indsendte regnskabsindberetning. For så vidt angår forsikringsmæglerselskaber, foregår beregningen på grundlag af den senest indsendte indtægtsspecifikation, idet forsikringsmæglerselskaber ikke er forpligte til at indsende en årsrapport til Finanstilsynet.

Regnskabsindberetninger er faste løbende indberetninger fra virksomhederne til Finanstilsynet.

S tk. 2 indebærer, at enhver finansiel virksomhed og finansiel holdingvirksomhed, der har været under tilsyn en del af det pågældende finansår, skal betale fuld afgift. Der gives således ikke nedslag i afgiften i forhold til den tid virksomheden har været under tilsyn det pågældende år.

Det fremgår af stk. 3 , at den fortsættende virksomhed betaler den ophørte virksomheds afgift, hvis to eller flere virksomheder under Finanstilsynets tilsyn sammenlægges. Bestemmelsen indebærer, at den ophørte virksomheds afgiftsgrundlag ikke tælles med to gange.

Stk. 4 beskriver, hvordan afgiften beregnes i de tilfælde, hvor en virksomhed ophører med at være under tilsyn på anden måde end ved sammenlægning.

Ifølge stk. 4, nr. 1, betaler virksomheder omfattet af § 360 grundbeløbet. Grundbeløbet reguleres i overensstemmelse med reglerne i § 360, stk. 2.

Virksomheder omfattet af § 361 betaler ifølge stk. 4, nr. 2, den fastsatte promille i forhold til afgiftsgrundlaget i det foregående års årsrapport eller indtægtsspecifikation. Hvis ikke det foregående års årsregnskab eller indtægtsspecifikation er indsendt til Finanstilsynet på ophørstidspunktet, beregnes afgiften i forhold til afgiftsgrundlaget i den seneste regnskabsindberetning eller indtægtsspecifikation.

Ifølge stk. 4, nr. 3, betaler virksomheder omfattet af §§ 362-366 procenten fra den seneste afgiftsopkrævning i forhold til afgiftsgrundlaget i det seneste års årsrapport. Hvis ikke det seneste års årsrapport er indsendt til Finanstilsynet på ophørstidspunktet, beregnes afgiften i forhold til afgiftsgrundlaget i den seneste regnskabsindberetning.

Det foreslås, at Finanstilsynet i særlige tilfælde kan godkende, at afgiftsbetalingen afventer den samlede afgiftsberegning for det pågældende år. Hvis en virksomhed ophører tæt på tidspunktet for afgiftsopkrævningen, vil det ofte være hensigtsmæssigt at lade virksomheden indgå i den samlede beregning.

I stk. 5 fastsættes, at afgiften i særlige tilfælde kan nedsættes. Sådanne tilfælde kan f.eks. opstå ved betalingsstandsning eller konkurs samt i forbindelse med stiftelse og ophør. Nedsættelse af afgiften vil bero på en konkret vurdering under hensyntagen til, om virksomheden kun har været under tilsyn i meget kort tid, virksomhedens størrelse, økonomiske forhold samt Finanstilsynets arbejdsmængde med virksomheden det pågældende år.

Til § 368

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende tilsynslovgivning.

Bestemmelsen medfører en regulering af tidspunktet for opkrævning af afgifter i stk. 1 . Afgifterne beregnes i november.

Det fremgår af stk. 2 , at afgifterne kan inddrives ved udpantning.

Til § 369

Bestemmelsen er en videreførelse af den tilsvarende bestemmelse i den gældende tilsynslovgivning.

S tk. 1 indebærer, at overskud og underskud reguleres over en opsparingskonto. Overskud og underskud opstår som forskellen mellem den opkrævede afgift og Finanstilsynets udgifter det pågældende finansår.

Efter det hidtidige system blev en eventuel difference mellem den opkrævede afgift, som var fastsat på grundlag af et skøn over årets udgifter, og Finanstilsynets realiserede udgifter overført som et samlet beløb til det efterfølgende finansår. Idet det hidtidige system gav anledning til bevillingstekniske vanskeligheder, foreslås systemet ændret.

I stk. 2 bestemmes det, at en eventuel difference mellem den opkrævede afgift og den faktisk indbetalte afgift overføres som et samlet beløb til afgiftsopkrævning det efterfølgende finansår. En difference kan f.eks. opstå, hvis en virksomhed er under ophør.

Afsnit XII

Til kapitel 23

Til § 370

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende tilsynslovgivning.

Økonomi- og erhvervsministeren kan henlægge sine beføjelser efter loven til Finanstilsynet. Desuden kan ministeren beslutte, at klage over en afgørelse truffet af Finanstilsynet enten skal gå til ministeren eller Erhvervsankenævnet. Ministeren kan endvidere beslutte, at klageadgang skal afskæres. Hvis ministeren ikke fastsætter regler om klageadgang, findes udgangspunktet i forslagets § 371, hvorefter klage kan ske til Erhvervsankenævnet.

Til § 371

Bestemmelsen er en videreførelse af tilsvarende bestemmelser i den gældende tilsynslovgivning.

Bestemmelsen regulerer rekursadgang til Erhvervsankenævnet i forbindelse med, at Finanstilsynet eller Erhvervs- og Selskabsstyrelsen træffer afgørelser efter tilsynslovgivningen.

Bestemmelsen omfatter kun afgørelser, som er truffet af Finanstilsynet eller Erhvervs- og Selskabsstyrelsen i henhold til loven eller regler udstedt i medfør af loven. Herudover er Erhvervsankenævnet endvidere klageinstans for aktindsigtsspørgsmål. Erhvervsankenævnets afgørelser kan indbringes for domstolene.

S tk. 2 foreslås videreført af hensyn til, at en hurtig beslutning kan være nødvendig således, at klagefristen efter stk. 1 nedsættes til 24 timer i situationer, der falder under forslagets § 250.

Ifølge stk. 3 skal Erhvervs- og Selskabsstyrelsen straks foretage registrering, hvis en afgørelse truffet af Finanstilsynet, der går ud på, at et forsikringsselskab tages under administration, omgøres. Efter bestemmelsens 2. pkt. skal Finanstilsynet drage omsorg for fornøden tinglysning, såfremt selskabet ejer faste ejendomme. Bestemmelsen pålægger både Erhvervs- og Selskabsstyrelsen og Finanstilsynet en ubetinget pligt til at handle af egen drift. Det gælder, uanset om Erhvervsankenævnets afgørelse kan indbringes for domstolene.

Til kapitel 24

Til § 372

Bestemmelsen er en videreførelse af tilsvarende bestemmelser i den gældende tilsynslovgivning.

Bestemmelsen fastsætter hvilke overtrædelser af lovens bestemmelser, der kan strafforfølges.

Som det fremgår af stk. 1 , er bestemmelsen subsidiær i forhold til straffelovens regler. Bestemmelsen får således særlig betydning ved overtrædelser, der ikke er strafsanktioneret i øvrigt. Endvidere får bestemmelsen selvstændig betydning, såfremt overtrædelsen er sket ved uagtsomhed, der ikke straffes efter straffeloven, medmindre det er særskilt anført, jf. straffelovens § 19.

Straf efter stk. 1 forudsætter, at der er begået en overtrædelse af én af de bestemmelser, som er nævnt i bestemmelsen.

Da det ikke vurderes at være påkrævet at indføre særlige bestemmelser, der hjemler straf for forsøg, er forsøg ikke specifikt anført som en strafbar handling.

Stk. 2 indebærer, at der i regler, som udstedes af økonomi- og erhvervsministeren eller Finanstilsynet, kan fastsættes bødestraf for overtrædelse af bestemmelserne. Straffebestemmelsen skal fremgå af de nævnte regler.

Stk. 3 indebærer, at såvel enkelte medlemmer af den finansielle virksomheds ledelse som den finansielle virksomhed som juridisk person kan pålægges et ansvar.

Bestemmelsen i stk. 4 betyder, at ledelsen i en finansiel virksomhed kan straffes, hvis der ved passivitet i direktionen eller bestyrelsen påføres virksomheden tab eller nærliggende fare for tab af væsentlig størrelse. Tilsvarende kan et medlem af bestyrelsen eller direktionen i en sparevirksomhed eller i en udsteder af elektroniske penge straffes.

Bestemmelsen i stk. 5 indeholder en straffehjemmel for afgivelse af urigtige eller vildledende oplysninger til offentlige myndigheder, til offentligheden, til noget selskabsorgan eller til virksomhedens interessenter (indskydere, forsikrede, obligationsejere, investeringsforeninger, specialforeninger eller andre investorer). Som noget nyt finder bestemmelsen også anvendelse, når et investeringsforvaltningsselskab eller depotselskab giver urigtige eller vildledende oplysninger om sin virksomhed.

Baggrunden for bestemmelsen er, at det er fundet af særlig betydning, at finansielle virksomheder, sparevirksomheder eller udstedere af elektroniske penge ikke giver urigtige eller vildledende oplysninger.

Bestemmelsen omfatter alle, der er knyttet til en finansiel virksomhed. En person anses som knyttet til den finansielle virksomhed, når modtageren af oplysningerne har en berettiget forventning om, at den pågældende person repræsenterer den finansielle virksomhed. Det er ingen betingelse, at der eksempelvis skal være et egentligt ansættelsesforhold, eller at den pågældende skal være medlem af bestyrelsen.

Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med reglerne i straffeloven om urigtige og vildledende oplysninger til offentlige myndigheder og til offentligheden. Endvidere er grov eller oftere gentagen forsømmelse eller skødesløshed strafpålagt.

Forældelsesfristen på 5 år i stk. 6 er en forlængelse af fristen i forhold til den almindelige regel på 2 år, jf. straffelovens § 93, stk. 1, nr. 1. Den forlængede forældelsesfrist er begrundet i, at en række overtrædelser først opdages ved undersøgelser i virksomheden. Da Finanstilsynets undersøgelser ofte sker med mere end 2 års interval, kunne der være indtruffet forældelse ved opdagelsen af disse overtrædelser.

Til § 373

Bestemmelsen er en videreførelse af tilsvarende bestemmelser i den gældende tilsynslovgivning.

Tvangsbøder efter bestemmelsen er et forvaltningsretligt tvangsmiddel og ikke nogen strafferetlig sanktion. Det er derfor bestemt, at pålagte men endnu ikke betalte bøder bortfalder, hvis den pågældendes forpligtelse opfyldes, inden bøden er betalt eller inddrevet, jf. § 15, stk. 4, i Justitsministeriets cirkulære af 26. juni 1975. Den del af bøden, som ikke bliver betalt eller indkommer ved inddrivelse gennem udpantning, kan kræves afsonet efter reglerne om straf af fængsel, jf. § 17 i lov om ikrafttrædelse af straffeloven.

Stk. 1 giver Finanstilsynet og Erhvervs- og Selskabsstyrelsen hjemmel til at pålægge en finansiel virksomheds bestyrelse, direktion, revisor, ansvarshavende aktuar, likvidator, generalagent, filialbestyrer eller repræsentantskab daglige eller ugentlige bøder, såfremt de undlader at efterkomme de pligter, der efter loven eller regler udstedt i medfør af loven påhviler dem.

Hjemlen for Finanstilsynet til at pålægge tvangsbøder i stk. 2 retter sig i modsætning til stk. 1 mod den juridiske person (virksomhed) samt de for virksomheden ansvarlige personer.

Hertil kommer, at kredsen af virksomheder ikke alene omfatter finansielle virksomheder og finansielle holdingvirksomheder, men også virksomheder, med hvilke den finansielle virksomhed eller den finansielle holdingvirksomhed har særlig direkte eller indirekte forbindelse, jf. § 346, stk. 3, eller virksomheder, der ikke udøver tilsynsbelagt virksomhed, men som har informationer, som er nødvendige for, at Finanstilsynet kan vurdere, om en (anden) virksomhed udøver tilsynsbelagt virksomhed og således burde have tilladelse fra Finanstilsynet, jf. § 346, stk. 4.

Finanstilsynet kan alene anvende tvangsbøder, hvis formålet er at fremskaffe oplysninger, som er nødvendige for tilsynets bedømmelse af den finansielle virksomheds økonomiske stilling.

Efter stk. 3 kan tvangsbøder inddrives ved udpantning.

Til § 374

Det foreslås i stk. 1 , at loven træder i kraft den 1. januar 2004.

I stk. 2 foreslås det som følge af implementering af likvidationsdirektivet for forsikringsselskaber, at lovens § 166, § 168, stk. 1, nr. 4 og § 277, stk. 4, allerede træder i kraft dagen efter bekendtgørelse i Lovtidende. Endvidere foreslås samme ikrafttræden for § 379, jf. bemærkningerne til denne bestemmelse.

I lyset af den internationale udvikling foreslås i stk. 3, at lovens §§ 182-197 først træder i kraft efter økonomi- og erhvervsministerens nærmere bestemmelse, jf. de generelle bemærkninger.

Lovforslagets § 198, stk. 1, indebærer, at de gældende regler om, at større finansielle virksomheder skal have mindst to revisorer, ophæves således, at kravet herefter alene er, at alle finansielle virksomheder skal have mindst én statsautoriseret revisor. En tilsvarende ændring af kravene til de børsnoterede virksomheder blev gennemført i forbindelse med vedtagelsen i 2001 af årsregnskabsloven (lov nr. 448 af 7. juni 2001). Den vedtagne ændring for de børsnoterede virksomheder har imidlertid først virkning for regnskabsår, der påbegyndes i 2005, jf. § 165, stk. 6, i årsregnskabsloven. På den baggrund foreslås det i stk. 4 , at bortfaldet af kravet om to revisorer først gennemføres med virkning for regnskabsåret 2005 således, at kravet bortfalder samtidigt for de børsnoterede virksomheder og for de finansielle virksomheder.

Til § 375

I stk. 1 foreslås samtidig med lovens ikrafttræden følgende love ophævet: lov om finansiel virksomhed, lov om banker og sparekasser, lov om fondsmæglerselskaber, lov om forsikringsvirksomhed, lov om udstedere af elektroniske penge og lov om sparevirksomheder.

Endvidere ophæves en række bestemmelser i realkreditloven. Øvrige bestemmelser i den gældende realkreditlov overføres til det samtidigt fremsatte forslag til lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v. Således ophæves også realkreditloven i sin helhed med vedtagelsen af de to lovforslag.

Selv om lovforslaget i det væsentlige har karakter af en forlængelse af de i stk. 1 nævnte love, foreslås det præciseret i stk. 2, at bekendtgørelser, udstedt efter de ophævede love, fortsat skal have gyldighed efter gennemførelsen af dette lovforslag.

Til § 376

Den foreslåede bestemmelse er en konsekvens af, at det i lovforslagets § 374 foreslås, at §§ 182-197 først træder i kraft efter økonomi- og erhvervsministerens nærmere bestemmelse. Bestemmelsen finder tilsvarende anvendelse på fondsmæglerselskaber og investeringsforvaltningsselskaber, som også efter de gældende regler har været omfatte af reglerne for pengeinstitutter om koncernregnskaber.

Til § 377

Til nr. 1, 2, 3 og 4

Til § 378

Den foreslåede bestemmelse er en konsekvens af, at det i lovforslagets § 374 foreslås, at §§ 182-197 først træder i kraft efter økonomi- og erhvervsministerens nærmere bestemmelse.

Til § 379

Til nr. 1

Det foreslås, at der indsættes en dispensationsadgang således, at Finanstilsynet kan tillade, at forsikringsselskaber i særlige tilfælde ikke behøver at have kalenderåret som regnskabsår.

Dispensationen kan bruges i tilfælde, hvor et forsikringsselskab indgår i en koncern, der ikke anvender kalenderåret som regnskabsår, og hvor de hensyn, der taler for fælles regnskabsår i den finansielle sektor, er mindre tungtvejende. Et eksempel kunne være et såkaldt captive-selskab i en ikke-finansiel koncern. Det vil sige et forsikringsselskab, der alene dækker risici inden for den koncern, der ejer selskabet. På grund af et sådant selskabs begrænsede aktivitetsområde er behovet for at kunne sammenligne selskabets regnskaber med andre forsikringsselskabers regnskaber på basis af fælles regnskabsår af mindre betydning sammenlignet med den ulempe, det ville være, at hele koncernen skulle skifte regnskabsår til kalenderåret.

Til nr. 2, 3, 4 og 5

De foreslåede ændringer er en konsekvens af, at det i lovforslagets § 374 foreslås, at §§ 182-197 først træder i kraft efter økonomi- og erhvervsministerens nærmere bestemmelse. For så vidt angår nr. 5, er ændringen en konsekvens af, at de i lovforslagets § 374, stk. 2, nævnte bestemmelser træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

§ 380

Den foreslåede bestemmelse er en konsekvens af, at det i lovforslagets § 374 foreslås, at §§ 182-197 først træder i kraft efter økonomi- og erhvervsministerens nærmere bestemmelse.

§ 381

Til nr. 1

Den foreslåede ændring er en konsekvens af, at det i lovforslagets § 374 foreslås, at §§ 182-197 først træder i kraft efter økonomi- og erhvervsministerens nærmere bestemmelse.

Til § 382

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om finansiel virksomhed.

Efter § 37, stk. 4, i lov nr. 1071 af 20. december 1995 om fondsmæglerselskaber, kan den nævnte personkreds, der ved lovens ikrafttræden pr. 1. januar 1996 lovligt drev selvstændig erhvervsvirksomhed eller deltog i ledelsen eller driften af en anden erhvervsvirksomhed, efter anmeldelse til Finanstilsynet fortsætte hermed.

Til § 383

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om finansiel virksomhed.

Overgangsbestemmelsen er indsat af hensyn til de kunder og virksomheder, der omfattes af skriftlighedskravet, således at kunderne og de finansielle virksomheder i en overgangsperiode får tid til at omstille sig til det nye regelsæt.

Efter bestemmelsen omfatter kravet om skriftlighed, i en overgangsperiode frem til 1. januar 2005, kun kundeforhold, der etableres efter 1. januar 2002, medmindre der indgås nye aftaler mellem kunden og den finansielle virksomhed. Dette vil i praksis betyde, at kundeforholdet i overgangsperioden alligevel blive omfattet af skriftlighedskravet i § 122, såfremt kundeforholdet udvides med f.eks. etablering af en ny konto eller tegning af en ny forsikring.

Til § 384

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om finansiel virksomhed.

Overgangsbestemmelsen er indsat af hensyn til de kunder og virksomheder, der omfattes af skriftlighedskravet således, at kunderne og de finansielle virksomheder i en overgangsperiode får tid til at omstille sig til det nye regelsæt.

Bestemmelsen har til hensigt at sikre, at eksisterende kunder i en overgangsperiode ikke utilsigtet får en dårligere kundebetjening, end de hidtidig berettiget har kunnet forvente. For en person, der har et eksisterende kundeforhold med f.eks. en række forsikringsselskaber eller et pengeinstitut og et realkreditinstitut, vil det kunne forekomme ufleksibelt, at der ikke vil kunne ske rådgivning på baggrund af sædvanlige kundeoplysninger fra andre selskaber. Dette gælder specielt, når de finansielle virksomheder har valgt at have en fælles kundebetjeningsenhed.

Det kan være svært for kunden at overskue konsekvenserne af, at den finansielle virksomhed ikke længere kan tilbyde den samme kundebetjening, såfremt der ikke indgås en ny aftale. F.eks. kan kunden ved alvorlig sygdom komme i den situation, hvor et manglende samtykke vil kunne vanskeliggøre kundebetjeningen.

Bestemmelsen indebærer, at der i en overgangsperiode, som hidtil, uden samtykke kan videregives sædvanlige kundeoplysninger, med mindre kunden gør indsigelse eller indgår en ny aftale med den finansielle virksomhed.

Det samme hensyn gør sig ikke gældende for nye kundeforhold.

Efter 1. januar 2005 må sædvanlige oplysninger kun anvendes til brug for varetagelse af administrative opgaver, medmindre kunden giver samtykke til anden anvendelse.

Efter forslaget kan sædvanlige oplysninger om kundeforhold i overgangsperioden ikke videregives, hvis kunden har gjort indsigelser herimod. Kunden skal i forbindelse med udsendelse af de årlige meddelelser efter § 122, oplyses om retten til at gøre indsigelse. Hvis kunden udnytter indsigelsesretten, skal den finansielle virksomhed også underrette de øvrige finansielle virksomheder i koncernen herom, idet dette så vil gælde for hele koncernen.

Reglerne i lov om behandling af personoplysninger om videregivelse finder naturligvis stadig finder anvendelse.

Til § 385

Bestemmelsen er en videreførelse af tilsvarende bestemmelser i den gældende tilsynslovgivning.

Baggrunden for bestemmelsen er, at virksomhedsområdet for Finansieringsinstituttet for Industri og Håndværk A/S senest ved lov nr. 393 af 30. maj 2000 er blevet udvidet således, at Finansieringsinstituttet for Industri og Håndværk A/S i højere grad har fået mulighed for at tilbyde de samme ydelser som pengeinstitutter.

Bestemmelsen giver i en overgangsperiode Finansieringsinstituttet for Industri og Håndværk A/S mulighed for at bringe virksomheden i overensstemmelse med de gældende regler for pengeinstitutter.

I henhold til forslagets § 7, stk. 5 og 6, er banker forpligtede til at anvende ordet bank i deres navn.

Stk. 1 medfører, at Finansieringsinstituttet for Industri og Håndværk A/S kan opretholde sit navn, uanset det nu betragtes som en bank.

Til § 386

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om banker om sparekasser m.v.

Til § 387

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om banker om sparekasser m.v.

Bestemmelsen har oprindelig sin begrundelse i direktivets overgangsbestemmelser (EF's 1. direktiv af 12. december 1977 om samordning af lovgivningen om adgang til at optage og udøve virksomhed som kreditinstitut), der i art. 10 fastsætter, at de kreditinstitutter, som omfattes af dette direktiv, og som i overensstemmelse med bestemmelserne i den medlemsstat, hvor de har hjemsted, har påbegyndt deres virksomhed før ikrafttrædelsen af direktivet, anses som tilladte, jf. stk. 1. Dette indebærer, at institutter, der eksisterede før ikrafttræden af lov nr. 177 af 14. maj 1980, ikke skal søge om tilladelse. Art 10, stk. 3, bestemmer videre, at hvis et kreditinstitut anses som tilladt i henhold til stk. 1, uden at der har fundet tilladelsesprocedure sted, sidestilles forbud mod dets fortsatte virksomhed med inddragelse af tilladelsen.

Til § 388

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om banker om sparekasser m.v.

Virksomheder, der hidtil har været omfattet af § 13, stk. 2 i 1934-loven, kunne ifølge lov nr. 154 af 24. april 1985 vælge mellem at blive andelskasse omfattet af lov om banker og sparekasser m.v., eller at fortsætte som spare- og udlånsvirksomheder og dermed blive omfattet af 1934-loven, jf. §§ 17-18 i lov nr. 154 af 24. april 1985. Disse virksomheder skulle derfor senest den 1. oktober 1985 meddele deres valg til tilsynet. Efter denne dato kunne de ikke nyde godt af overgangsbestemmelserne i §§ 9-13 og 16-17 i lov nr. 154 af 24. april 1985.

Til § 389

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om banker om sparekasser m.v.

Efter bestemmelsen skal de på tidspunktet for vedtagelse af lov nr. 154 af 24. april 1985 eksisterende andelskasser ikke opfylde det daværende krav om en andelskapital på 25 millioner kr. som startkapital. Dette gælder også ved fusion af disse andelskasser.

En nedsættelse kræver tilsynets godkendelse, som uden for det tilfælde, hvor kapitalen allerede reelt er tabt, ikke kan forventes givet.

Til § 390

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om banker om sparekasser m.v.

Bestemmelsen er en overgangsbestemmelse, der blev indsat, da reglerne vedrørende pensionskonti blev overført til Bank- og sparekasseloven.

Til § 391

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om banker om sparekasser m.v.

Bestemmelsen medfører, at pengeinstitutter, der før ikrafttræden af lov nr. 393 af 18. december 2000 drev anden erhvervsvirksomhed sammen med pengeinstitutter, forsikringsselskaber, fondsmæglerselskaber eller realkreditinstitutter, der indgår i koncern med pengeinstituttet, kunne forsætte med at drive de pågældende virksomheder. Det samme gælder for Finansieringsinstituttet for Industri og Håndværk A/S. De pågældende institutter blev med lov nr. 393 pålagt at underrette Finanstilsynet herom, af hensyn til den fremtidige håndhævelse af bestemmelsen.

Til § 392

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende tilsynslovgivning.

Bestemmelsen der præciserer, at efterstillet kapital ikke kan indgå i solvensbedømmelsen, gælder alene for kapital udstedt efter den 1. juli 2001. Kapital udstedt før dette tidspunkt vil indgå efter de hidtil gældende principper.

Til § 393

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om banker om sparekasser m.v.

Bestemmelsen medfører, at § 49, stk. 4-6, finder anvendelse på kautionsaftaler, der er indgået 1. juli 2002 eller senere.

Efter stk. 2 finder § 49, stk. 4-7, ikke anvendelse på kautionsaftaler, der er indgået før 1. juli 2002. § 49, stk. 1-3, som affattet ved lov nr. 428 af 6. juni 2002, finder kun anvendelse, hvis de pågældende ydelser er forfaldne efter lovens ikrafttræden.

Til § 394

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om finansiel virksomhed.

Bestemmelsen præciserer, at de retningslinier, der er aftalt i medfør af markedsføringsloven inden lovens ikrafttræden, gælder indtil det tidspunkt, hvor de ophæves, eller der udstedes nye retningslinier af økonomi- og erhvervsministeren.

Til § 395

Bestemmelsen er en videreførelse af tilsvarende bestemmelser i den gældende lov om forsikringsvirksomhed.

§ 110 omhandler, hvem der er stemmeberettigede m.v. i et gensidigt forsikringsselskab. Bestemmelsen blev oprindelig indsat ved lov nr. 630 af 23. december 1980. På det tidspunkt var der flere gensidige forsikringsselskaber, der havde anderledes regler i vedtægterne om generalforsamlingen end foreskrevet i § 110. Disse vedtægter bevarer i henhold til § 395 deres gyldighed, også selvom vedtægterne i øvrigt ændres for at tilpasse sig nye regler.

Henvisningen til aktieselskabslovens § 59, stk. 1 og 3, drejer sig om de vedtægtsbestemmelser for forsikringsselskabets repræsentantskab, der var i kraft da lov om forsikringsvirksomhed blev vedtaget den 18. december 1980. Selvom disse vedtægtsbestemmelser er i strid med aktieselskabslovens regler bevarer vedtægterne deres gyldighed. Dette gælder også selv om vedtægterne i øvrigt ændres for at tilpasse sig nye regler.

Til § 396

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om forsikringsvirksomhed.

Bestemmelsen er uændret siden vedtagelse af lov nr. 630 af 23. december 1980.

Bestemmelsen omhandler de gensidige forsikringsselskaber, der var under tilsyn på dette tidspunkt, og som efter § 300, stk. 3, i princippet opfyldte kriterierne for at være fritaget for tilsyn. Et sådant selskab forblev under tilsyn og vil kun kunne fritages herfor, såfremt generalforsamlingen beslutter at ansøge Finanstilsynet herom.

Til § 397

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om forsikringsvirksomhed, og svarer indholdsmæssigt til den gældende § 266, stk. 1, i lov om forsikringsvirksomhed.

Bestemmelsen har formentlig meget ringe betydning i dag, men opretholdes, da det ikke kan udelukkes, at den kan have betydning for enkelte selskaber.

Til § 398

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om forsikringsvirksomhed.

Bestemmelsen er en direkte undtagelse til aktieselskabslovens § 67, stk.1, når aktierne er tegnet inden 1. oktober 1981.

Til § 399

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om forsikringsvirksomhed, idet det gældende stk. 4 foreslås ophævet, da det har mistet sin betydning.

Efter stk. 1 kan forsikringsselskaber, der ikke havde fuldt indbetalt selskabskapital den 1. oktober 1981, opretholde denne ordning også efter 1. oktober 1981.

Stk. 2-9 indeholder de før 1980 gældende regler for forsikringsselskaber, hvor selskabskapitalen ikke er fuldt indbetalt.

Til § 400

Bestemmelsen er en videreførelse af § 9, stk. 9, i lov nr. 475 af 10. juni 1997.

Med lovændringen i 1997 blev der indført et generelt forbud mod, at den valgte revision samt den interne revisions- og vicerevisionschef og ansatte i Lønmodtagernes Dyrtidsfond og Arbejdsmarkedets Tillægspension indgik engagement med det institut, hvor hvervet blev udført.

Bestemmelsen giver mulighed for at fortsætte allerede indgåede lovlige engagementer. Engagementerne skal dog afvikles senest på det oprindeligt aftalte tidspunkt og kan derfor ikke forlænges.

Til § 401

Bestemmelsen er alene en konsekvens af § 14 a i lov om fondsmæglerselskaber, der overføres til dette lovforslag.

Bestemmelsen stammer fra lov nr. 392 af 30. maj 2000 som indførte § 14 a i lov om fondsmæglerselskaber, der svarer til lovforslagets § 96.

§ 96 finder også anvendelse på forskud og deposita, der er modtaget før lov nr. 392 af 30. maj 2000 ikrafttræden. Konkurslovens omstødelsesregler er samtidig gjort anvendelige på de transaktioner, hvorved forskud eller deposita, der var modtaget før nævnte lovs ikrafttrædelse i medfør af § 96 indsættes på en særlig kundekonti. Herved sikres, at fondsmæglerselskabets kreditorer stilles på samme måde, som de ville have været stillet, hvis indsættelsen af forskud eller deposita på en særlig konto var foretaget af fondsmæglerselskabet, uden at dette havde været påbudt i loven.

Til § 402

Det koncessionslignende system, der indføres, indebærer, at pengeinstitutter og realkreditinstitutter skal have tilladelse efter § 9, stk. 1, til at udføre henholdsvis de i bilag 4, afsnit A, nr. 1 og 3 og de i bilag 4, afsnit A, nr. 1, nævnte aktiviteter, jf. § 7, stk. 2, og § 8, stk. 2. Realkreditinstitutter kan dog alene udøve de i bilag 4, afsnit A, nr. 1, nævnte aktiviteter for så vidt angår realkreditobligationer og her afledte instrumenter, jf. § 8, stk. 2.

I dag kan pengeinstitutter og realkreditinstitutter udføre disse aktiviteter uden tilladelse efter lov om fondsmæglerselskaber, idet aktiviteterne lovligt kan udføres efter henholdsvis bank- og sparekasseloven og realkreditloven.

Formålet med bestemmelsen er at sikre, at eksisterende pengeinstitutter og realkreditinstitutter, der udfører aktiviteter, der efter forslaget kræver tilladelse efter § 9, stk. 1, fortsat kan udføre disse aktiviteter uden at opfylde betingelserne i § 9, herunder kapitalkravet. Der indføres en anmeldelsesordning, hvorefter eksisterende pengeinstitutter og realkreditinstitutter inden for 6 måneder til Finanstilsynet anmelder, hvilke af de aktiviteter, der efter forslaget kræver tilladelse efter § 9, stk. 1, pengeinstituttet eller realkreditinstituttet udfører. Finanstilsynet meddeler herefter tilladelse til realkreditinstituttet eller pengeinstituttet til at udføre de anmeldte aktiviteter.

Finanstilsynet foretager ikke en konkret vurdering af de anmeldte aktiviteter i forhold til det enkelte pengeinstitut eller realkreditinstitut. Pengeinstitutterne og realkreditinstitutterne vil herefter kunne udføre de hidtidige aktiviteter i henhold til en henholdsvis pengeinstitut- og realkreditinstituttilladelse og en tilladelse som værdipapirhandler.

Pengeinstituttet og realkreditinstituttet skal have de nødvendige forretningsgange for de aktiviteter, der anmeldes. Finanstilsynet vil påse dette i forbindelse i forbindelse med Finanstilsynets undersøgelsesvirksomhed.

Til § 403

Forslaget gennemfører tjenesteyderdirektivet (2001/107/EF), der er en ændring af UCITS-direktivet, jf. bilag A, hvoraf det af artikel 2, stk. 3 fremgår, at administrationsselskaber, der er godkendt inden den 13. februar 2004, kan fortsætte deres virksomhed på grundlag af den egenkapital, de havde ved lovens ikrafttræden, såfremt de senest den 13. februar 2007 i overensstemmelse med hjemlandets bestemmelser opnår godkendelse til at fortsætte en sådan virksomhed i overensstemmelse med de bestemmelser, der er vedtaget til gennemførelse af dette direktiv.

Stk. 1 medfører, at alle administrationsselskaber, der på tidspunktet for lovforslagets ikrafttræden er godkendt til at administrere en eller flere investeringsforeninger og specialforeninger, skal indsende en ansøgning til Finanstilsynet senest 6 måneder efter, at loven trådte i kraft.

Årsagen hertil er, at administrationsselskaber efter den gældende lov om investeringer og specialforeninger ikke er under et egentlig tilsyn.

Det er i stk. 1 endvidere præciseret, at administrationsselskaber, der har indsendt en ansøgning til Finanstilsynet, kan fortsætte med deres virksomhed i perioden fra ansøgningens indsendelse til Finanstilsynets afgørelse om ansøgningen.

Den ansøgning, som administrationsselskabet skal indsende til Finanstilsynet, skal indeholde de oplysninger, som fremgår af bemærkningerne til forslagets § 14, stk. 2.

De administrationsselskaber, der ønsker tilladelse til at udføre skønsmæssig porteføljepleje, jf. forslagets § 10, stk. 2, skal søge om særlig tilladelse hertil og skal opfylde de nye kapitalkrav fra det tidspunkt, de får tilladelse.

Forslagets stk. 2 gennemfører tjenesteyderdirektivets (2001/107/EF), der er en ændring af UCITS-direktivet, frist til, at administrationsselskaber skal opfylde kapitalkravet. Kapitalkravet skal fastsættes på baggrund af den for Euro gældende kurs, på tidspunktet for Finanstilsynets modtagelse af en ansøgning om tilladelse til udøve virksomhed som investeringsforvaltningsselskab.

Stk. 3 sikrer, at de administrationsselskaber, der på tidspunktet for lovforslagets ikrafttræden, udøver virksomhed ved at administrere investeringsforeninger og specialforeninger, kan fortsætte denne virksomhed uden at opfylde kapitalkravet i henhold til forslagets § 126. Disse administrationsselskaber skal dog have en basiskapital svarende til den egenkapital, administrationsselskabet havde på tidspunktet for lovens ikrafttræden, dog mindst 500.000 kr., der er det beløb, der ifølge aktieselskabsloven kræves for at stifte et aktieselskab. Administrationsselskaber, der på tidspunktet for lovens ikrafttræden havde en egenkapital, der var højere end det i forslaget angivne kapitalkrav, jf. § 126, skal dog i overgangsperioden, ikke have en basiskapital, der er højere end det administrationsselskabet skulle have haft, hvis administrationsselskabet skulle opfylde de i § 126 angivne kapitalkrav.

Såfremt basiskapitalen falder til et beløb under det, som basiskapitalen udgjorde, da loven trådte i kraft, kan Finanstilsynet enten fastsætte en frist til, at administrationsselskabet bringer sin basiskapital op på det beløb, som den udgjorde, da loven trådte i kraft eller straks inddrage administrationsselskabets tilladelse.

Stk. 4 medfører, at et investeringsforvaltningsselskab, der får nye ejere, ikke kan forblive under de lempeligere kapitalkrav i overgangsbestemmelserne, men skal opfylde lovens krav. Begrebet »overtagelse af kontrollen« stammer fra en bestemmelse i Rådets syvende selskabsdirektiv om konsoliderede regnskaber (83/849/EØF) og svarer til reglerne i § 37 a i den gældende lov om banker og sparekasser m.v. og omfatter de tilfælde, hvor et selskab bliver moderselskab til investeringsforvaltningsselskabet.

Stk. 5 sikrer, at selskaber, der havde tilladelse til at være investeringsforvaltningsselskab ved lovens ikrafttræden, og som ikke opfylder lovens krav til minimumskapitalen, ved en fusion, som minimum skal opfylde summen af de enkelte investeringsforvaltningsselskabers egenkapital. Investeringsforvaltningsselskaber, der fusionerer, vil således ikke kunne forsætte efter fusionen, med en egenkapital, der er mindre end den egenkapital de fusionerende selskaber skulle have haft tilsammen inden de fusionerede. Det nye investeringsforvaltningsselskab vil dog senest den 13. februar 2007 skulle opfylde det i loven fastsatte minimumskapitalkrav.

Baggrunden for stk. 6 er, at UCITS-direktivet forudsætter, at administrationsselskaber ikke kan få tilladelse til kun at administrere specialforeninger, jf. bemærkningerne til forslagets § 10, stk. 1. Administrationsselskaber, der før lovens ikrafttræden kun administrerer specialforeninger kan dog vedblive hermed. Disse administrationsselskaber skal også indgive en ansøgning til Finanstilsynet, jf. stk. 1. Administrationsselskabet kan dog kun, så længe det kun administrerer specialforeninger, udføre virksomhed her i landet, idet lande, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område ikke skal anerkende administrationsselskaber, der ikke opfylder UCITS-direktivet.

Til § 404

Den foreslåede § 32 svarer til § 404 i lov om udstedere af elektroniske penge. Bestemmelsen indeholder en overgangsregel for de virksomheder, der allerede har tilladelse til at drive virksomhed som udstedere af forudbetalte betalingskort. Disse virksomheder skal ikke have tilladelse efter de foreslåede bestemmelser i kapitel 19.

For så vidt angår pengeinstitutter, der i dag udsteder elektroniske penge, findes der en overgangsbestemmelse i § 402.

Til § 405

I § 338 foreslås det at hæve kapitalkravet til 1 million euro. For eksisterende sparevirksomheder, hvis egenkapital før 1. januar 2004 er under 1 million euro, kræves der ikke en forøgelse af egenkapitalen. Der stilles alene krav om, at egenkapitalen ikke må falde under det beløb, som egenkapitalen faktisk udgjorde 1. januar 2004.

I henhold til stk. 2 kan Finanstilsynet fastsætte en frist til at bringe egenkapitalen op på det krævede minimum, eller Finanstilsynet kan straks inddrage tilladelsen, hvis forholdene tilsiger dette.

Hvis kontrollen med en bestående sparevirksomhed med en egenkapital på under 1 million euro overtages af en anden fysisk eller juridisk person, skal der i henhold til stk. 3 inden 3 måneder fra overtagelsestidspunktet, foretages en forøgelse af egenkapitalen til et beløb svarende til 1 million euro. Formålet med stk. 3 er at forhindre, at fysiske eller juridiske personer kan benytte stk. 1 og 2 til at skaffe sig en sparevirksomhed billigere end efter § 338.

Til § 406

Bestemmelsen fastslår, at såfremt et pengeinstitut, realkreditinstitut eller et fondsmæglerselskab, har udstedt kapital i medfør af bank- og sparekasselovens § 22, stk. 1 og 2, lov om realkredit §§ 53 i, stk. 1 og 2, og lov om fondsmæglerselskaber § 18, stk. 1 og 2, før den 1. januar 2004, vil kapitalen ikke være underlagt begrænsningen i lovforslagets § 131, stk. 1, nr. 12 og 13, og § 135, stk. 5.

Til § 407

I stk. 1 foreslås det, at minimumskapitalkravet fastlagt i § 125 først finder anvendelse 1. januar 2007 for de forsikringsklasser, som forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser på tidspunktet for ændringen af bekendtgørelse nr. 84 af 6. februar 2003 om kapitalgrundlag og driftsplaner for forsikringsselskabers ikrafttræden havde koncession til. Dermed gives den længste overgangsperiode i følge EF-direktiver på det finansielle område.

Stk. 2 indeholder muligheden for, at fristen i stk. 1 kan udskydes til 1. januar 2009. Denne mulighed kan benyttes for de forsikringsklasser, omfattet af stk. 1, hvor basiskapitalen endnu ikke mindst udgør kapitalkravet beregnet efter § 125. En sådan udskydelse af fristen i stk. 1 på to år kræver dog ansøgning til og tilladelse fra Finanstilsynet. En sådan ansøgning skal som minimum indeholde en plan over, hvorledes basiskapitalen opbygges, så basiskapitalen senest den 1. januar 2009 mindst udgør kapitalkravet. Bestemmelse har baggrund i EF-direktiver på det finansielle område.

Stk. 3 indeholder minimumskapitalkravet indtil § 125, stk. 1, nr. 5-7 træder i kraft. Disse minimumskapitalkrav svarer til den nuværende lovgivning og bestemmelsen har baggrund i EF-direktiver på det finansielle område.

Til § 408

I stk. 1 foreslås det, at gensidige skadesforsikringsselskaber, indtil 1. januar 2007, fortsat kan medregne tillæg for mulig tillægspræmie uden at ansøge Finanstilsynet om dette. Dermed vil bestemmelse svare til nuværende lovgivning indtil 1. januar 2007. Bestemmelse har baggrund i EF-direktiver på det finansielle område, og der gives den længst mulige frist for implementering af denne bestemmelse.

I stk. 2 foreslås det, at medregning af mulig tillægspræmie til basiskapitalen skal begrænses. I gældende lovgivning har gensidige skadesforsikringsselskaber mulighed for at medregne mulig tillægspræmie til basiskapitalen. Det foreslås imidlertid, at det kun bliver muligt at medregne dette til basiskapitalen med det beløb, der svarer til det beløb, hvormed det blev medregnet i basiskapitalen ved udgangen af 2001.

I stk. 3 foreslås det, at muligheden for at medregne mulig tillægspræmie til basiskapitalen helt ophæves ved opgørelse af basiskapitalen efter 1. januar 2009.

Til § 409

Bestemmelsen er en videreførelse af den tilsvarende overgangsbestemmelse i den nuværende lov om fondsmæglerselskaber og stammer fra lov nr. 1053 af 23. december 1998, som blev fremsat for Folketinget den 8. oktober 1998. Den oprindelige bestemmelse trådte i kraft den 1. januar 1999 og omfatter fondsmæglerselskaber, hvor selskabets samlede bogførte værdi af ejendomme og aktier (andele) i ejendomsselskaber overstiger 20 pct. af selskabets ansvarlige kapital på tidspunktet for det oprindelige lovforslags fremsættelse for Folketinget, den 8. oktober 1998. Undtagelsen for grænsen på 20 pct. i overgangsregelen er knyttet til de aktiver, selskabet ejede på tidspunktet for den oprindelige lovs fremsættelse for Folketinget, og giver ikke selskabet mulighed for at erhverve nye aktiver omfattet af begrænsningen på 20 pct., så længe den bogførte værdi af selskabets beholdning af aktiver omfattet af begrænsningen overstiger 20 pct. af selskabets ansvarlige kapital. Det er således et krav for at være omfattet af overgangsreglen, at der er indgået købsaftale vedrørende erhvervelse af fast ejendom og bindende aftale om køb af aktier (andele) inden den oprindelige lovs fremsættelse for Folketinget den 8. oktober 1998 vedrørende samtlige selskabets aktiver omfattet af begrænsningen.

Stk. 2 medfører endvidere, at aktiver omfattet af overgangsreglen ikke kan opskrives til en højere bogført værdi end den bogførte værdi på tidspunktet for den oprindelige lovs fremsættelse for Folketinget.

Til § 410

Bestemmelsen vedrører investeringsforvaltningsselskaber (de nuværende administrationsselskaber) og svarer til overgangsbestemmelsen for fondsmæglerselskaber i § 4 i lov nr. 1053 af 23. december 1998, som blev fremsat for Folketinget den 8. oktober 1998. Bestemmelsen omfatter investeringsforvaltningsselskaber, hvor selskabets samlede bogførte værdi af ejendomme og aktier (andele) i ejendomsselskaber overstiger 20 pct. af selskabets ansvarlige kapital på tidspunktet for dette lovforslags fremsættelse for Folketinget, den 12. marts 2003. Undtagelsen fra grænsen på 20 pct. i overgangsregelen er knyttet til de aktiver, selskabet ejede på tidspunktet for denne lovs fremsættelse for Folketinget, og giver ikke selskabet mulighed for at erhverve nye aktiver omfattet af begrænsningen på 20 pct., så længe den bogførte værdi af selskabets beholdning af aktiver omfattet af begrænsningen overstiger 20 pct. af selskabets ansvarlige kapital. Det er således et krav for at være omfattet af overgangsreglen, at der er indgået købsaftale vedrørende erhvervelse af fast ejendom og bindende aftale om køb af aktier (andele) inden denne lovs fremsættelse for Folketinget den 12. marts 2003 vedrørende samtlige selskabets aktiver omfattet af begrænsningen.

Stk. 2 medfører endvidere, at aktiver omfattet af overgangsreglen ikke kan opskrives til en højere bogført værdi end den bogførte værdi på tidspunktet for denne lovs fremsættelse for Folketinget.

Til § 411

Bestemmelsen i den gældende bank- og sparekasselov, hvorefter aktionærer i banker med tilsynets tilladelse kan etablere en ordning, hvorefter stemmeretten på generalforsamlingen udøves gennem delegerede, udgår med forslaget. For banker, der allerede har en sådan ordning, foreslås der indført en overgangsordning, der tillader disse banker at vedblive med at have denne.

Til § 412

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om finansiel virksomhed.

Efter bestemmelsen opkræves Finanstilsynets akkumulerede overskud til videreførsel i ekstra afgift over 4 år. Det akkumulerede overskud til videreførsel er uforbrugte bevillinger fra tidligere år, der kan bruges i efterfølgende finansår. Først når uforbrugte bevillinger er anvendt, opkrævedes de tilsvarende afgifter hos virksomhederne.

Fremover svarer den opkrævede afgift til Finanstilsynets udgiftsbevilling fratrukket salg af varer og tjenesteydelser samt renteindtægter, og at overskud og underskud reguleres på en opsparingskonto. Efter det nye forslag består det akkumulerede overskud af indbetalte afgifter. Overgangsbestemmelsen harmoniserer de to opsparingsbegreber.

Afgiften fordeles forholdsmæssigt mellem de virksomheder, som betaler mere end minimumsafgiften.

Til § 413

Det foreslås, at personer, der bliver omfattet af spekulationsforbuddet i § 76, jf. § 76, stk. 3, § 424, nr. 15. og § 425, nr. 9, og som ikke har været omfattet af spekulationsforbuddet i § 19, stk. 1, i lov nr. 660 af 7. august 2002, kan opretholde dispositioner, der er foretaget inden 1. januar 2004. Dette medfører, at eksempelvis lån til køb af værdipapirer, hvor de pågældende værdipapirer ligger til sikkerhed for lånet, kan fortsætte indtil lånets fastsatte udløbsdato, ligesom værdipapirer erhvervet inden den 1. januar 2004 kan sælges inden for en periode på 6 måneder fra erhvervelsen.

Til § 414

Det foreslås i stk. 1 , at personer, der er omfattet af § 79, stk. 1, og som ved lovens ikrafttræden varetager hverv, der ikke kræver bestyrelsens tilladelse, kan fortsætte disse hverv på betingelse af, at der sker anmeldelse heraf til Finanstilsynet inden den 30. juni 2004. Sker der ikke anmeldelse til Finanstilsynet inden den angivne frist, kan den pågældende alene fortsætte med hvervet, såfremt bestyrelsens tilladelse hertil opnås. Såfremt den finansielle virksomhed har engagement med den pågældende virksomhed, hvor hvervet bestrides, kan dette engagement videreføres uanset § 79, stk. 4, indtil den oprindelige aftalte udløbsdato.

For personer, omfattet af forslagets § 79, stk. 2, der ved lovens ikrafttræden havde hverv i medfør af § 24 i lov nr. 660 af 7. august 2002, eller som ved lovens ikrafttræden ikke var omfattet § 24 i lov nr. 660 af 7. august 2002, foreslås det i stk. 2 , at disse kan fortsætte med det pågældende hverv uden direktionens tilladelse, såfremt det pågældende hverv anmeldes til Finanstilsynet inden den 30. juni 2004. Sker der ikke anmeldelse til Finanstilsynet inden den angivne frist, kan den pågældende alene fortsætte med hvervet, såfremt direktionens tilladelse opnås. Såfremt den finansielle virksomhed har engagement med den pågældende virksomhed, hvor hvervet bestrides, kan dette engagement videreføres uanset § 79, stk. 4, indtil den oprindelige aftalte udløbsdato.

Det foreslås i stk. 3 , at med virksomheder, hvori personer, der er omfattet af forslagets § 79, stk. 1 og 2, ved lovens vedtagelse havde hverv i virksomheder, omfattet af §§ 28, 29, 34 og 35 i lov nr. 660 af 7. august 2002, hvormed den finansielle virksomhed den 1. januar 2004 havde engagement, kan engagementet uanset bestemmelsen i § 79, stk. 4, videreføres indtil den oprindelige aftalte udløbsdato.

Til § 415

Bestemmelsen er ny og vedrører forsikringsselskabers og tværgående pensionskassers erhvervelser af store enkeltengagementer med pengeinstitutter, realkreditinstitutter, forsikringsselskaber og investeringsforeningsandele m.v.

Bestemmelsen betyder, at et forsikringsselskab eller en tværgående pensionskasse ikke som følge af bestemmelsen i § 162, stk. 1, nr. 5, skal afhænde allerede erhvervede aktiver.

Til § 416

Bestemmelsen er en overgangsbestemmelse, der giver finansielle virksomheder, der ved lovforslagets ikrafttræden havde engagementer, som der er givet tilladelse til, mulighed for at fortsætte disse indtil udløbsdatoen for Finanstilsynets tilladelse, dog senest indtil datoen for det regnskabsår, som aflægges efter lovens ikrafttræden.

Til § 417

Til nr. 1

Forslaget er en konsekvens af, at det gældende kapitel 7 a i lov om finansiel virksomhed, foreslås overført til lovforslagets kapitel 22.

Til § 418

Til nr. 1

Forslaget er en konsekvens af, at den gældende § 65, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed foreslås overført til lovforslagets § 344, stk. 2.

Til nr. 2

Forslaget er en konsekvens af, at det gældende kapitel 7 a i lov om finansiel virksomhed, foreslås overført til lovforslagets kapitel 22.

Til § 419

Til nr. 1

Forslaget er en konsekvens af, at den gældende § 3, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, foreslås overført til lovforslagets § 43, stk. 2.

Til nr. 2

Den foreslåede bestemmelse skal bidrage til en øget smidiggørelse af mulighederne for at udveksle oplysninger elektronisk med henblik på at fremme digitaliseringen. Bestemmelsen svarer til forslagets § 6, hvorfor der henvises til disse bemærkninger.

Til nr. 3

Forslaget er en konsekvens af, at den gældende § 65, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed foreslås overført til lovforslagets § 344, stk. 2.

Til nr. 4

Forslaget er en konsekvens af, at det gældende kapitel 7 a i lov om finansiel virksomhed foreslås overført til lovforslagets kapitel 22.

Til § 420

Til nr. 1

Til nr. 2

Forslaget er en konsekvens af, at den gældende § 3, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed foreslås overført til lovforslagets § 43, stk. 2.

Til nr. 3

Forslaget er en konsekvens af, at den gældende § 65, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed foreslås overført til lovforslagets § 344, stk. 2.

Til nr. 4

Forslaget er en konsekvens af, at det gældende kapitel 7 a i lov om finansiel virksomhed foreslås overført til lovforslagets kapitel 22.

Til § 421

Til nr. 1

Med forslaget omfattes investeringsforvaltningsselskaber af dækningen i indskydergarantifonden, for så vidt angår den del af deres aktiviteter, som i henhold til direktiv 2001/107 skal være omfattet af en sådan dækning. Det vil sige den del af deres aktiviteter, der gives tilladelse til efter § 10, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed. Der er tale om individuel porteføljepleje og investeringsrådgivning samt opbevaring og forvaltning af kunders investeringsforeningsbeviser.

I forslaget til ny lov om finansiel virksomhed har man i videst muligt omfang sidestillet fondsmæglerselskaber og investeringsforvaltningsselskaber, hvorfor det er naturligt at lade investeringsforvaltningsselskaberne indgå i samme afdeling i garantifonden som fondsmæglerselskaberne. Det foreslås derfor at investeringsforvaltningsselskaberne omfattes af garantifondens afdeling for fondsmæglerselskaber.

Den del af et investeringsforvaltningsselskabs aktiviteter, der falder indenfor forslagets § 10, stk. 1, vil ikke blive omfattet af dækningen i henhold til lov om en garantifond for indskydere og investorer.

Dette betyder, at investeringsforvaltningsselskaber ikke skal være omfattet af lov om en garantifond for indskydere og investorer, for så vidt angår den del af deres virksomhedsområde, der består i formidling af investeringsforeningsbeviser, uanset dette er en aktivitet, som skal være omfattet af garantifonden, hvis den udøves af et investeringsselskab (EU-betegnelse for kreditinstitutter og finansieringsinstitutter, der har tilladelse til at formidle værdipapirer), herunder fondsmæglerselskaber og kreditinstitutter. Formidling af investeringsbeviser er ifølge UCITS-direktivet en del af den kollektive porteføljeforvaltning, jf. bilag II, i direktivet, idet »markedsføring« skal forstås også som formidling. Der er dog den forskel, at et investeringsforvaltningsselskab alene kan formidle investeringsbeviser udstedt af foreninger, som investeringsforvaltningsselskabet selv administrerer, medens et fondsmæglerselskab og et kreditinstitut kan formidle alle former for værdipapirer.

Det er sædvanligvis pengeinstitutterne, der formidler og opbevarer investeringsforeningsbeviser, medens investeringsforvaltningsselskaberne i almindelighed ikke udfører denne aktivitet i dag, når bortses fra kontakter til institutionelle investorer. Der er dog ikke lovgivningsmæssige hindringer i vejen for, at sådan formidling foretages. For kunderne vil der i givet fald blive tale om, at de kontante midler, som hidrører fra en handel med et investeringsbevis, er omfattet af en garantiordning, hvis handlen sker gennem et pengeinstitut eller et fondsmæglerselskab, men ikke hvis handlen sker gennem et investeringsforvaltningsselskab.

Lovændringen skal efterfølgende følges op af en ændring af bekendtgørelsen om en garantifond for indskydere og investorer med henblik på at fastsætte nærmere regler for beregning og opkrævning af bidrag fra investeringsforvaltningsselskaberne. Det skal blandt andet fastsættes hvorledes, der kan ske en opdeling i den del af et investeringsforvaltningsselskabs aktivitet, der skal være omfattet af dækningen, og den del der ikke skal være omfattet.

Hvorvidt ændringen af loven vil medføre behov for en forøgelse af bekendtgørelsens krav til minimumsformuen i fondsmæglerafdelingen, som efter de gældende regler skal udgøre 10 miollioner kr., vil blive vurderet i forbindelse med ændringen af bekendtgørelsen.

Som en konsekvens af at investeringsforvaltningsselskaberne kun omfattes af fonden for så vidt angår de dele af virksomheden, der er omfattet af forslagets § 10, stk. 2, skal der udarbejdes særlige skemaer og regler for investeringsforvaltningsselskabernes regnskabsindberetninger og årsrapporter. Investeringsforvaltningsselskaberne skal særskilt kunne oplyse hvor store omkostninger og hvor stor del af indtjeningen, der stammer fra den virksomhed, der udøves i henhold til forslagets § 10, stk. 2. Dette indebærer blandt andet, at selskaberne skal kunne adskille kontante midler i de som hidrører fra en aktivitet, hvor midlerne er dækket, og dem som hidrører fra en aktivitet, hvor midlerne ikke er dækket. Endvidere skal selskaberne kunne oplyse hvor mange ansatte, der er involveret i denne del af virksomhedens aktiviteter.

Til nr. 2

Forslaget er en konsekvens af, at begrebet »ecu« er blevet erstattet med »euro«.

Til nr. 3

I henhold til direktiverne om indskyder og investor beskyttelse, kan medlemslandene beslutte, at indskud, midler og værdipapirer tilhørende selskaber i samme koncern som det nødlidende institut, ikke skal være omfattet af dækningen, (direktiv 94/19 EF af 30. maj 1994, art. 7, stk. 2, jf. bilag 1, pkt. 9 og direktiv 97/9 af 3. marts 1997 art. 4, stk. 2, jf. bilag 1, pkt. 6). Ved implementeringen af direktiverne i dansk lov i lov om en garantifond for indskydere og investorer, blev denne mulighed ikke benyttet.

I en konkret sag har Østre Landsret afgjort, at også indskud tilhørende det nødlidende instituts datterselskab skal dækkes af fonden, da sådanne indskud ikke i medfør af loven om en garantifond er undtaget for dækning, uanset det tilgrundliggende EF-direktiv åbner mulighed herfor. Denne retstilstand er ikke tilfredsstillende, hvorfor det foreslås, at hjemlen i direktivet til at undtage sådanne midler fra dækningen bliver udnyttet.

Med forslaget er det ikke blot indskud, midler og værdipapirer fra det nødlidende instituts datterselskaber, men derimod alle selskaber der indgår i koncern med det nødlidende institut, der undtages fra dækningen. Dette omfatter alle moder- datter- og søsterselskaber i hele den koncern som det nødlidende institut indgår i. Det ville åbne op for omgåelser, hvis ikke alle selskaber i koncernen var undtaget for dækning.

Til nr. 4

Forslaget er en konsekvens af, at det gældende kapitel 7 a i lov om finansiel virksomhed, foreslås overført til lovforslagets kapitel 22.

Til nr. 5

Forslaget er en konsekvens af, at den pågældende bestemmelse foreslås overført til lovforslagets §§ 353 og 354.

Til § 422

Til nr. 1

Forslaget er en konsekvens af, at den gældende § 3, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, foreslås overført til lovforslagets § 43, stk. 2.

Til nr. 2

Forslaget er en konsekvens af, at den gældende § 65, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, foreslås overført til lovforslagets § 344, stk. 2.

Til nr. 3

Forslaget er en konsekvens af, at det gældende kapitel 7 a i lov om finansiel virksomhed, foreslås overført til lovforslagets kapitel 22.

Til § 423

Til nr. 1

Forslaget er en konsekvens af, at det gældende kapitel 7 a i lov om finansiel virksomhed, foreslås overført til lovforslagets kapitel 22.

Til nr. 2

Forslaget er en konsekvens af, at den gældende § 65, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, foreslås overført til lovforslagets § 344, stk. 2.

Til § 424

Til nr. 1, 29 og 41

De foreslåede ændringer er alene en konsekvens af, at lov om finansiel virksomhed foreslås ændret. Forslaget medfører ingen realitetsændring, idet der henvises til bestemmelser med samme indhold som på nuværende tidspunkt.

Til nr. 2, 4, 12, 13, 16, 18-21, 23-27, 29, 36, 37 og 43

Til nr. 3

Den foreslåede ændring af den gældende § 8 i lov om investeringsforeninger og specialforeninger tilsigter ikke nogen realitetsændring for godkendelse af foreninger. Bestemmelsen henviser nu til den foreslåede bestemmelse i § 15 a, hvor kravene til medlemmer af bestyrelsen og direktionen i en forening er anført. Der henvises til bemærkningerne til den foreslåede § 15 a.

Til nr. 5, 6, 8 og 11

Den foreslåede ændrede affattelse af bestemmelsen i § 15, stk. 2, er en konsekvens af, at administrationsselskaber for investeringsforeninger og specialforeninger bliver finansielle virksomheder, som kaldes investeringsforvaltningsselskaber, jf. forslagets § 5, stk. 1, og § 10.

Affattelsen er endvidere en konsekvens af gennemførelsen af direktiver på det finansielle område. Der henvises herom til bemærkningerne til § 10 i forslaget.

I de tilfælde, hvor en forening ledes af en ansat direktør i stedet for et investeringsforvaltningsselskab, foreslås det i nr. 5-6, 8 og 11 at indføre de samme bestemmelser om ledelsens andre hverv, som det i § 79 og § 98 i forslaget foreslås for ledelsen af investeringsforvaltningsselskaber. Der vil således gælde de samme regler for ledelsens andre hverv, uanset om en forening ledes af en ansat direktør eller af et investeringsforvaltningsselskab. Der henvises herom til bemærkningerne til § 79 og § 98 i forslaget.

Til nr. 7

Den foreslåede bestemmelse er dels en videreførelse af den gældende § 8 i lov om investeringsforeninger og specialforeninger, idet bestemmelsen angiver de krav, der stilles til medlemmer af bestyrelsen og direktionen i en forening, dels en konsekvens af gennemførelsen af direktiver på det finansielle område, idet bestemmelsen implementerer dele af UCITS-direktivets art. 13 a, stk. 1, 2. led, 2. pind. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 99.

Bestemmelsens formulering, der er ændret i forhold til den gældende § 8 i lov om investeringsforeninger og specialforeninger, er i overensstemmelse med formuleringen i forslaget til § 63, stk. 2, og § 99.

I modsætning til den gældende § 8 medfører den foreslåede bestemmelse, at Finanstilsynet nu også kan påbyde foreningen at afsætte et medlem af direktionen uafhængigt af foreningens godkendelse. Efter den gældende § 8 kan kun selve foreningen nægtes eller fratages en godkendelse, hvis medlemmet ikke lever op til kravene. Dette er årsagen til, at kravene til medlemmer af bestyrelsen og direktionen i en forening efter forslaget nu også er anført under ledelsesreglerne og ikke kun i reglerne om godkendelse af foreninger.

Til nr. 9

Den foreslåede ændrede affattelse af bestemmelsen i stk. 2 er en konsekvens af, at administrationsselskaber for investeringsforeninger og specialforeninger bliver finansielle virksomheder, som kaldes investeringsforvaltningsselskaber, jf. forslaget til § 5, stk. 1, og § 10.

§ 16, stk. 2, i lov om investeringsforeninger og specialforeninger skal derfor kun indeholde et forbud mod personsammenfald for flertallet af medlemmerne i de involverede foreningers bestyrelser.

Den tilsvarende regel for investeringsforvaltningsselskaber findes i forslaget til § 98.

Til nr. 10

Den foreslåede ophævelse af bestemmelserne i stk. 3 og 4 og henvisningen til reglerne i § 15, stk. 7 og 8, i det nye stk. 3 skyldes ønsket om at registrere og offentliggøre afgørelser efter § 16 på samme måde som afgørelser efter § 15.

Til nr. 14

Det foreslås at ophæve § 22 fordi bestemmelsen i stk.1 erstattes af aktieselskabslovens regler om bestyrelsen, og bestemmelsen i stk. 2 er flyttet til forslagets § 97. Der henvises til bemærkningerne til § 97.

Til nr. 15 og 17

I de tilfælde, hvor en forening ledes af en ansat direktør i stedet for et investeringsforvaltningsselskab, foreslås det i §§ 23 og 25 at indføre de samme spekulationsforbud for ledelsen, som det i forslaget til § 76 foreslås for ledelsen af finansielle virksomheder. Der vil således gælde de samme regler for ledelsen uanset om en forening ledes af en ansat direktør eller af et investeringsforvaltningsselskab. Der henvises herom til bemærkningerne til § 76.

Det foreslås at ophæve § 26 idet spekulationsreglerne for et investeringsforvaltningsselskab findes i forslaget til § 76.

Til nr. 22

Da det i nr. 6 er foreslået, at foreningen mindst en gang årligt skal offentliggøre oplysninger om de hverv, som bestyrelsen har godkendt, foreslås det at ophæve § 37, stk. 5.

Til nr. 28

Det foreslås at ophæve §§ 74 og 75 som konsekvens af, at reglerne foreslås flyttet til §§ 105 og 106.

Til nr. 30

Det foreslås at ophæve § 77, stk. 1, 3. pkt., fordi administrationsselskaber for investeringsforeninger og specialforeninger bliver finansielle virksomheder, som kaldes investeringsforvaltningsselskaber. Depotselskaber er også finansielle virksomheder. Både investeringsforvaltningsselskaber og depotselskaber bliver derfor reguleret i forslaget til lov om finansiel virksomhed. Der henvises til bemærkningerne til § 344, stk. 1 og 2. Forslaget medfører ingen realitetsændring.

Til nr. 31 og 40

De foreslåede ændringer er en konsekvens af, at de pågældende bestemmelser i lov om banker og sparekasser m.v. foreslås overført til lov om finansiel virksomhed. For så vidt angår den tidligere § 50, stk. 1, i lov om banker og sparekasser m.v. henvises til bemærkningerne til § 346, stk. 3. For så vidt angår § 51 i lov om banker og sparekasser m.v. henvises til bemærkningerne til § 355.

Forslaget medfører ingen realitetsændring.

Til nr. 32, 33 og 35

De foreslåede ændringer er en konsekvens af, at administrationsselskaber for investeringsforeninger og specialforeninger bliver finansielle virksomheder, som kaldes investeringsforvaltningsselskaber. Depotselskaber er også finansielle virksomheder. Både investeringsforvaltningsselskaber og depotselskaber bliver derfor reguleret i forslaget til lov om finansiel virksomhed. Der henvises til bemærkningerne til forslaget til § 353, stk. 3, 4 og 5, nr. 10. Forslaget medfører ingen realitetsændring.

Til nr. 34

Den foreslåede ændring er en konsekvens af, at det Finansielle Virksomhedsråd indgår i tilsynet med investeringsforeninger og specialforeninger, jf. lovens § 76 a. Finanstilsynet skal således kunne videregive fortrolige oplysninger til det Finansielle Virksomhedsråd. Der kan dog kun være tale om at videregive oplysninger vedrørende foreninger, der er underlagt Det Finansielle Virksomhedsråds kompetence, jf. lovens § 76 a.

Til nr. 38

Den første ændring er en konsekvens af, at administrationsselskaber for investeringsforeninger og specialforeninger bliver finansielle virksomheder, som kaldes investeringsforvaltningsselskaber, jf. forslaget til lov om finansiel virksomhed § 5, stk. 1, og § 10. Den anden ændring er en konsekvens af harmonisering af partsbegrebet i forhold til lov om finansiel virksomhed, jf. forslagets § 354, stk. 3. Ændringen får den konsekvens, at et bestyrelsesmedlem, en revisor, en direktør eller andre ledende medarbejdere i foreningen får partsstatus i sin egen sag, hvis Finanstilsynets afgørelse er rettet direkte mod pågældende. Den nævnte personkreds får således en udvidet partsstatus i forhold til den gældende formulering, idet begrebet »afgørelse« er videre end »pålæg/påtale«.

Til nr. 42

Til nr. 44

Den foreslåede bestemmelse er en konsekvens af harmonisering af reglerne om tvangsbøder i forhold til lov om finansiel virksomhed. Den del af bøden, som ikke bliver betalt eller indkommer ved inddrivelsen gennem udpantning, kan kræves afsonet efter reglerne om straf af fængsel, jf. § 17 i lov om ikrafttrædelse af straffeloven. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 373.

Til nr. 45

De foreslåede ændringer er alene en konsekvens af de ændringer, som er forslået til lov om investeringsforeninger og specialforeninger.

Til nr. 46

De foreslåede ændringer er primært en konsekvens af harmonisering af reglerne om straf i forhold til lov om finansiel virksomhed.

Den foreslåede stk. 2 betyder, at ledelsen i en forening kan straffes, hvis der ved passivitet i foreningens bestyrelse, direktionen eller direktionen i investeringsforvaltningsselskabet påføres foreningen tab eller nærliggende fare for tab af væsentlig størrelse. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 372, stk. 4.

Den foreslåede stk. 3 svarer i hovedtræk til den gældende stk. 2 og 3. Disse bestemmelser er dog foreslået ændret for at harmonisere disse regler i forhold til lov om finansiel virksomhed. Der henvises til bemærkningerne til § 372, stk. 5.

Stk. 4 foreslås ophævet som konsekvens af, at administrationsselskaber for investeringsforeninger og specialforeninger bliver finansielle virksomheder, som kaldes investeringsforvaltningsselskaber. Depotselskaber er også finansielle virksomheder. Både investeringsforvaltningsselskaber og depotselskaber bliver derfor reguleret i forslaget til lov om finansiel virksomhed. Der henvises til bemærkningerne til § 372, stk. 5.

Til nr. 47

Den foreslåede bestemmelse er en konsekvens af harmonisering af reglerne om straf i forhold til lov om finansiel virksomhed. Forældelsesfristen på 5 år er en forlængelse af fristen i forhold til den almindelige regel på 2 år, jf. straffelovens § 93, stk. 1, nr. 1. Den forlængede forældelsesfrist er begrundet i, at en række overtrædelser først opdages ved undersøgelser i foreningerne. Da Finanstilsynets undersøgelser ofte sker med mere end 2 års interval, kan der være indtruffet forældelse ved opdagelsen af disse overtrædelser. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 372, stk. 6.

Til § 425

Til nr. 1

Bestemmelsen fastlægger, hvad der er omfattet af loven ud over værdipapirhandel som defineret i stk. 2. Registrerede betalingssystemer er ligeledes omfattet af loven og bør derfor nævnes i stk. 3.

Til nr. 2

Bestemmelsen foreslås ophævet som en konsekvens af, at § 4 a foreslås flyttet til § 20, stk. 3, nr. 2, i lov om finansiel virksomhed.

Til nr. 3

Til nr. 4

Den foreslåede affattelse af § 4 er en konsekvens af, at bestemmelsen om værdipapirhandleres eneret til at tilbyde tjenesteydelser med værdipapirhandel på et erhvervsmæssigt grundlag foreslås flyttet til lov om finansiel virksomhed.

De af værdipapirhandlerbegrebet omfattede virksomheder i stk. 1 er som hidtil danske pengeinstitutter, fondsmæglerselskaber og realkreditinstitutter samt virksomheder, der har opnået tilladelse i et andet land i den Europæiske Union eller i et land, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område. Endvidere omfatter værdipapirhandlerbegrebet filialer af kreditinstitutter og investeringsselskaber, hjemmehørende i et land uden for den Europæiske Union, som Fællesskabet ikke har indgået aftale med på det finansielle område (tredjelande), hvor filialen har opnået tilladelse her i landet i henhold til lov om finansiel virksomhed. Som noget nyt er udenlandske kreditinstitutter og investeringsselskaber, der er meddelt tilladelse i et tredjeland, omfattet, såfremt de har opnået tilladelse til at udbyde tjenesteydelser her i landet. I forslaget foreslås indsat en bestemmelse, hvorefter sådanne virksomheder skal have Finanstilsynets tilladelse til at udøve grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed her i landet.

Det er fundet hensigtsmæssigt i stk. 2 at præcisere, at udenlandske kreditinstitutter og investeringsselskaber, der ikke tilbyder tjenesteydelser med værdipapirer til investorer her i landet, men alene agerer her som medlemmer af en fondsbørs, de såkaldte fjernmedlemmer , er omfattet af værdipapirhandelslovens bestemmelser om værdipapirhandleres rettigheder og pligter.

Mens udenlandske virksomheder i stk. 1 skal være omfattet af lov om finansiel virksomhed for at kunne tilbyde tjenesteydelser med værdipapirer til investorer her i landet, stilles der andre krav til virksomheder omfattet af stk. 2, hvis de alene skal være medlemmer af en fondsbørs eller være tilsluttet en værdipapircentral. Foruden at skulle have hjemlandets tilladelse til at drive kredit- eller investeringsvirksomhed er virksomhedernes medlemskab eller tilslutning efter værdipapirhandelslovens § 20, stk. 2, og § 64, stk. 3, således betinget af, at Finanstilsynets forudgående tilladelse til medlemskabet eller tilslutningsaftalen indhentes.

Såfremt virksomheder omfattet af stk. 2 derimod agter at tilbyde tjenesteydelser med værdipapirer til investorer her i landet, omfattes virksomhederne af stk. 1 og dermed af betingelserne herfor i henhold til lov om finansiel virksomhed.

Til nr. 5

Bestemmelsen foreslås ophævet, da den erstattes af tilsvarende bestemmelser i lov om finansiel virksomhed.

Til nr. 6

Det er fundet hensigtsmæssigt at indsætte en definition af et registreret betalingssystem. Et registreret betalingssystem er herefter et betalingssystem, der på de betingelser, der fremgår af § 57 a, er registreret hos Finanstilsynet.

Til nr. 7 og 9

Forslaget er resultatet af udvalgsarbejdet i udvalget om ledelses- og spekulationssbestemmelserne, bestående af præsentanter fra Økonomi- og Erhvervsministeriet, Danmarks Nationalbank, Finanstilsynet samt de finansielle virksomheders organisationer.

Forslaget ændrer det gældende spekulationsforbud i lov om værdipapirhandel m.v. § 12, stk. 3-5, og § 12 b, stk. 1 og 2, for så vidt angår den omfattede personkreds og de formuedispositioner, der anses for spekulationsforretninger.

Formålet med bestemmelsen er at hindre konflikter mellem aktieselskabets interesser og egeninteressen hos en person, der er omfattet af spekulationsforbuddet.

Forbuddet mod spekulation målrettes til den personkreds, hvor risikoen for sammenblanding af aktieselskabets interesser med egne interesser er til stede, og hvor et forbud derfor er relevant.

Det foreslås i stk. 1 , at den omfattede personkreds ændres fra at være titelorienteret til at omfatte de personer, for hvilke der er størst risiko for sammenblanding af egne og aktieselskabets interesser. Titelstrukturen i de gældende regler afspejler ikke længere den personkreds, for hvem der er særlig risiko for sammenblanding af egne og aktieselskabets interesser. For personer, der ikke er ansat af bestyrelsen, skal der foretages en konkret vurdering af, om der for den pågældende er en væsentlig risiko for sammenblanding af den pågældendes egne og aktieselskabets interesser. Forbuddet relateres således i højere grad til de risici, som reglerne skal imødegå, end til bestemte ledelsesfunktioner. Forslaget sikrer, at formålet med de gældende bestemmelser opretholdes for de centrale personer i aktieselskabet.

Ved afgørelsen af om en disposition er foretaget »for egen regning«, er det afgørende, om et eventuelt tab af den gennemførte disposition vil påvirke den pågældendes økonomi.

Det foreslås i stk. 1, nr. 2 , at de omfattede personer ikke må erhverve, udstede eller handle med afledte finansielle instrumenter, medmindre formålet er risikoafdækning. Ved afledte finansielle instrumenter forstås finansielle futures og tilsvarende instrumenter, fremtidige renteaftaler (FRA-kontrakter), rente- og valutaswaps samt swaps på aktier og aktieindeks, råvareinstrumenter m.v., herunder tilsvarende instrumenter, der afregnes kontant, optioner på at erhverve eller afhænde et værdipapir, der falder ind under lovens § 2, stk. 1, nr. 1-9, og optioner på aktie- og obligationsindeks, herunder tilsvarende instrumenter, der afregnes kontant og andre instrumenter og kontrakter efter Fondsrådets beslutning herom i henhold til lovens § 2, stk. 1, nr. 12. Denne definition svarer til den gældende i spekulationsbekendtgørelsens § 1, stk. 2.

Ved risikoafdækning forstås transaktioner, der mindsker risikoen ved udsving i værdien på de værdipapirer m.v., som personkredsen lovligt kan erhverve.

Forbuddet i stk. 1, nr. 3, mod erhvervelse af kapitalandele med henblik på salg af disse tidligere end 6 måneder efter erhvervelsen svarer i væsentlig grad til de gældende bestemmelser i spekulationsbekendtgørelsens § 6. Spekulationsbekendtgørelsens bestemmelse omfatter værdipapirer og ikke kun kapitalandele. Forslaget betyder således, at der ikke gælder en minimumsholdetid for andre værdipapirer end kapitalandele. Ved kapitalandele forstås alle former for andele i andre virksomheders egenkapital. Andele i investeringsforeninger og specialforeninger foreslås undtaget fra forbuddet mod at afhænde kapitalandele inden for 6 måneder efter erhvervelsen af disse.

Ved salg af kapitalandele i trangssituationer inden for 6 måneder efter erhvervelsen, anses kapitalandelene ikke for erhvervet med henblik på salg inden for 6 måneder efter erhvervelsen, jf. stk. 1, nr. 3. Ved trangssituationer forstås akut likviditetsbehov eller tab som følge af kursfald i forhold til kursen på anskaffelsestidspunktet. Kapitalandele, der er modtaget ved arv, gave, skifte af fællesbo, erstatning, godtgørelse og lignende anses ligeledes ikke for erhvervet med henblik på salg inden for 6 måneder efter erhvervelsen, jf. stk. 1, nr. 3. Dette svarer til de gældende regler i spekulationsbekendtgørelsens § 6, stk. 3, nr. 4 og 5.

Det foreslås i stk. 3 , at det er bestyrelsens opgave at tage stilling til for hvilke personer, der er en væsentlig risiko for sammenblanding af egne og aktieselskabets interesser, og som derfor er omfattet af bestemmelsen i henhold til stk. 1. Typisk vil denne kreds være indskrænket til højtplacerede, ledende medarbejdere med direkte forretningsmæssigt ansvar. Bestyrelsen skal sikre, at de personer, der skal være omfattet af forbuddet, er vidende herom, herunder at overtrædelse af bestemmelen er strafbelagt. Bestyrelsen kan vælge at fastsætte personkredsen baseret på funktioner i stedet for baseret på navne .

Det foreslås i stk. 4 , at kontrollen med overholdelsen af spekulationsforbuddet påses af aktieselskabets eksterne revisorer. Det påhviler dog ledelsen i aktieselskabet at sørge for, at der er retningslinier og intern kontrolsystemer, der sikre overholdelse af bestemmelsen internt i aktieselskabet. Omfanget af kontrollen besluttes af den eksterne revision efter almindelige revisionsmæssige kriterier. For at kunne påse overholdelsen af forbuddet foreslås det, at der gives de eksterne revisorer hjemmel til at kræve, at personer, der er omfattet af forbuddet, skal indberette finansielle transaktioner. De eksterne revisorer kan endvidere give anvisninger til, hvilken dokumentation der ønskes. Der gives med forslaget endvidere hjemmel til, at den eksterne revision til brug for kontrollen af bestemmelsens overholdelse kan rette forespørgsel om den pågældendes konti og depoter og forlange udskrifter derfra ved henvendelse til den kontoførende virksomhed. Videregivelse af oplysninger i medfør af denne bestemmelse vil være berettiget videregivelse af oplysninger og vil således ikke være omfattet af forbuddet mod videregivelse af fortrolige oplysninger i lov om værdipapirhandel m.v. § 13, stk. 1, og § 60, stk. 2 og 4.

Revisionen skal, jf. stk. 5, i revisionsprotokollatet vedrørende årsrapporten afgive erklæring om, hvorvidt kontrollen med overholdelsen af forbuddet har givet anledning til bemærkninger.

Stk. 6 giver den omfattede personkreds mulighed for som en del af deres aflønning at modtage optioner, warrants m.v., der relaterer sig til aktier i aktieselskabet, de er ansat i, eller virksomheder, der er koncernforbundet hermed. Bestemmelsen svarer til gældende praksis. Der er således i spekulationsbekendtgørelsens § 5, stk. 3, nr. 2, mulighed for at optage lån til køb af medarbejderaktier og heraf afledte finansielle instrumenter. Differenceafregning i forbindelse med udnyttelsen af sådanne finansielle instrumenter vil ikke være i strid med spekulationsforbuddet.

Tilladelsen i stk. 7 til at optage lån til erhvervelse af medarbejderaktier og de i stk. 6 nævnte instrumenter svarer til de gældende regler i spekulationsbekendtgørelsens § 5, stk. 3, nr. 2.

Tilsvarende bestemmelser er foreslået i nærværende lovforslags forslag til lov om finansiel virksomhed.

Til nr. 8

I henhold til § 12, stk. 6, må juridiske personer, omfattet af bestemmelsen, ikke indgå aftaler af vidtrækkende betydning med visse andre virksomheder om bestemte forhold, med mindre Finanstilsynet har godkendt aftalerne. Det vurderes hensigtsmæssigt, at også autoriserede markedspladser skal have Finanstilsynets godkendelse af sådanne aftaler.

I henhold til § 12, stk. 7, må juridiske personer, omfattet af bestemmelsen, ikke fusionere med et andet selskab uden Finanstilsynets godkendelse heraf. Det vurderes hensigtsmæssigt, at også autoriserede markedspladser skal indhente Finanstilsynets godkendelse, førend markedspladsen fusionerer.

Til nr. 9-12, 15 og 16

Bestemmelsens stk. 1 og 2 fastslår hvilke personer, der ikke uden tilladelse kan varetage hverv ved siden af hvervet i aktieselskabet. Det foreslås, at den omfattede personkreds i forhold til den gældende bestemmelse i lov om værdipapirhandel m.v. § 12 c ændres fra at være titelorienteret til i stedet at vedrøre personer, der er ansat af bestyrelsen, samt personer for hvilke, der er en væsentlig risiko for konflikter mellem egne og aktieselskabets interesser. Væsentlig risiko anses ikke for at foreligge, hvor den pågældende er udpeget af aktieselskabet til at varetage det pågældende hverv.

For personer, der ikke er ansat af bestyrelsen, foreslås det i stk. 2, at tilladelse til at varetage andre hverv gives af direktionen. På baggrund af overunderordnelsesforholdet findes det naturligt, at det er direktionen og ikke bestyrelsen, der tager stilling til, hvorvidt personer, der ikke er ansat direkte af bestyrelsen, kan påtage sig andre hverv.

Der gives med forslaget mulighed for, at den omfattede personkreds kan påtage sig hverv både som bestyrelsesmedlem og direktør i andre erhvervsvirksomheder.

Det foreslås i stk. 3 , at det er bestyrelsens opgave at tage stilling til, for hvilke personer der er en væsentlig risiko for sammenblanding af egne og aktieselskabets interesser, og som derfor er omfattet af bestemmelsens stk. 2. Typisk vil denne kreds være indskrænket til højt placerede, ledende medarbejdere med direkte forretningsmæssigt ansvar. Bestyrelsen skal sikre, at de personer, der skal være omfattet af forbuddet, er vidende herom, herunder at overtrædelse af bestemmelsen er strafbelagt. Bestyrelsen kan vælge at fastsætte personkredsen baseret på funktioner i stedet for baseret på navne.

Det følger af forslagets stk. 4, at den i stk. 1 og 2 nævnte virksomhed kun kan bestrides, såfremt aktieselskabet eller virksomheder, der indgår i koncern med aktieselskabet, ikke har eller indgår engagementer med den pågældende virksomhed eller virksomheder, der er koncernforbundet hermed. »Engagement« er defineret i lovforslagets § 5, stk. 1, nr. 16.

Kapitalandele er undtaget fra forbuddet, idet det særligt er i selskaber, hvor det pågældende aktieselskab har kapitalandele, at det vil være relevant at sidde i bestyrelsen eller deltage i den daglige ledelse. Selskaber, der indgår i koncern med aktieselskabet eller hvor aktieselskaber omfattet af § 7 i fællesskab ejer mere end 4/5 af kapitalandelene er undtaget fra forbuddet.

Det foreslås i stk. 5 , at bestyrelsens beslutninger om, hvilke hverv personer ansat af bestyrelsen kan påtage sig, skal indføres i bestyrelsens forhandlingsprotokol. Bestemmelsen er blot en tydeliggørelse af bestyrelsens pligt til at indføre beslutninger i forhandlingsprotokollen.

I stk. 6 foreslås det, at aktieselskabet én gang årligt skal offentliggøre oplysninger om de hverv, som bestyrelsen har godkendt i henhold til stk. 1. Bestemmelsen skal sikre åbenhed og gennemsigtighed for så vidt angår ledelsens andre hverv.

Oplysningerne skal offentliggøres således, at informationerne er let tilgængelige. Dette kan eksempelvis ske på aktieselskabets hjemmeside, i årsrapporten eller i en landsdækkende avis.

For at påse overholdelsen af forbuddet mod at have engagement med det pågældende selskab, jf. stk. 4, foreslås det i stk. 6, 2. pkt., at den eksterne revision i revisionsprotokollatet vedrørende årsrapport skal afgive erklæring om, hvorvidt aktieselskabet har engagement med selskaber omfattet af stk. 1 og 2. Af erklæringen skal fremgå, hvorvidt engegementet er omfattet og undtagelsesestemmelsen i stk. 4.

Det foreslås i stk. 7, at Finanstilsynet i særlige tilfælde kan dispensere fra forbuddet mod at aktieselskabet ud over kapitalandele, har engagement, med erhvervsvirksomheder omfattet af stk. 1 og 2. Dispensation kan alene gives i tilfælde, hvor det er åbenlyst, at der ikke kan opstå interessekonflikter. Eksempler herpå kan være en mindre handelsbeholdning af børsnoterede erhvervsobligationer.

Lån til koncernforbundne selskaber er særskilt reguleret.

Tilsvarende bestemmelser er foreslået i nærværende lovforslags forslag til lov om finansiel virksomhed.

Til nr. 13

I lov nr. 427 af 6. juni 2002 er anført »§ 7, stk. 1, nr. 1, 5 og 6«. Henvisningerne skal rettelig være »§ 7, stk. 1, nr. 1-5«. Ændringen er således af redaktionel karakter.

Til nr. 14

Det foreslås, at Finanstilsynet får en udtrykkelig hjemmel til at kræve revisionsprotokollater (såvel interne som eksterne), indsendt fra virksomhederne, omfattet af § 7. Dette svarer til den hjemmel, som Finanstilsynet har på øvrige finansielle områder. Endvidere er der foretaget en sproglig ændring fra årsregnskab til årsrapport som følge af den ændrede terminologi i regnskabsloven.

Til nr. 17

I lov nr. 427 af 6. juni 2002 er anført »§ 7, stk. 1, nr. 1, 5 og 6«. Henvisningen skal retteligt være »§ 7, stk. 1, nr. 1, 2, 5 og 6«. Ændringen er således af redaktionel karakter.

Til nr. 18

Den foreslåede affattelse er en konsekvens af, at finansielle virksomheder fremover udelukkende bliver reguleret i lov om finansiel virksomhed. Ændringen i stk. 2 er af redaktionel karakter som en følge af denne overflytning af reguleringen til lov om finansiel virksomhed. Bestemmelsen tager sigte på tredjelandes kreditinstitutter og investeringsselskabers fjernmedlemskab af en fondsbørs, jf. bemærkningerne til nr. 4.

Til nr. 19

Før lov nr. 427 af 6. juni 2002 indeholdt § 37, stk. 1, en pligt for alle udstedere af værdipapirer, der var optaget til notering på en fondsbørs eller til handel på en autoriseret markedsplads, til at udarbejde interne retningslinier som nævnt i det gældende § 37, stk. 1. I forbindelse med lovændringen blev denne pligt bibeholdt i det gældende § 37, stk. 1, men kun for så vidt angår udstedere af aktier.

Det foreslås på denne baggrund at indsætte en pligt for samtlige udstedere af værdipapirer, der enten er noteret eller optaget til handel, til at udarbejdes sådanne retningslinier. Da udstedere af aktier allerede er omfattet af den gældende § 37, stk. 1, er de undtaget fra forslaget til ny formulering af § 37 a, stk. 1.

Til nr. 20

Der er tale om en konsekvensrettelse som følge af nærværende lovforslags § 425, nr. 19.

Til nr. 21

Der er tale om en konsekvensrettelse som følge af nærværende lovforslags § 425, nr. 19.

Til nr. 22-24

Der er alene tale om sproglige præciseringer.

Til nr. 25

Det fremgår af den gældende bestemmelse, at aftaler som nævnt i stk. 1 og 3 om netting har retsvirkning over for et bo samt dets kreditorer, såfremt aftalen forud for konkursen, anmeldelsen af betalingsstandsning eller åbning af tvangsakkord er indsendt til Finanstilsynet.

Nettingaftaler efter stk. 1, dvs. nettingaftaler indgået med virksomheder, der driver deres virksomhed inden for EU lande eller lande, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område, har generel retsvirkning, så snart aftalen er anmeldt til Finanstilsynet. Nettingaftaler med virksomheder, der driver deres virksomhed uden for lande i Den Europæiske Union, som Fællesskabet ikke har indgået aftale med på det finansielle område, har som udgangspunkt ikke retsvirkning efter stk. 1. Finanstilsynet kan ifølge stk. 3 godkende sådanne nettingaftaler med den virkning, at aftalerne får retsvirkning efter stk. 1 fra godkendelsestidspunktet. Dette fremgår allerede af stk. 3. Den foreslåede ændring præciserer således, at retsvirkningen efter stk. 1, af aftaler omfattet af § 57, stk. 3, indtræder ved godkendelsen.

Til nr. 26 og 27

Der er alene tale om sproglige præciseringer.

Til nr. 28

Forslaget er en konsekvens af, at lov om banker og sparekasser m.v., realkreditloven og lov om fondsmæglerselskaber foreslås ophævet og erstattet af lov om finansiel virksomhed.

Med forslaget gennemføres dele af UCITS-direktivet i dansk ret, hvorved begrebet finansielle virksomheder udvides til at omfatte investeringsforeningers og specialforeningers administrationsselskaber, som i loven er benævnt investeringsforvaltningsselskaber. Som en følge af, at investeringsforvaltningsselskaber kan få tilladelse til for kunder at opbevare og forvalte andele, udstedt af institutter for kollektiv investering (UCITS) samt andele udstedt af andre kollektive investeringsforetagender (non-UCITS), er investeringsforvaltningsselskaber som noget nyt omfattet af § 62.

Til nr. 29 og 30

Der er tale om konsekvensrettelser som følge af nærværende lovforslags § 425, nr. 28.

Til nr. 31

Ændringen er af redaktionel karakter som følge af overflytningen af reguleringen af de finansielle virksomheder til lov om finansiel virksomhed. Bestemmelsen tager sigte på tredjelandes kreditinstitutter og investeringsselskabers indgåelse af tilslutningsaftaler med en værdipapircentral, når de er fjernmedlemmer af en fondsbørs, jf. bemærkningerne til nr. 4.

Til nr. 32 og 33

Efter den gældende lov er der ikke er hjemmel for obligationsejere (kunder) til at fravælge udtrækningsmeddelelser. Problemet er blevet aktualiseret i forbindelse med overgangen til matematisk udtrækning af realkreditobligationer, der medfører en øget mængde meddelelser, og hvor gebyrerne herfor overstiger den udbetaling, som kunden samtidig modtager.

Udtrækningsmeddelelser er et varsel til kunden om, at der vil ske udtrækning. Disse meddelelser falder således ikke ind under kategorien »ændringsmeddelelse«, jf. § 68 i lov om værdipapirhandel m.v. og § 49 i bekendtgørelse nr. 925 af 17. oktober 1996 om registrering m.v. af fondsaktiver i en værdipapircentral (bekendtgørelsen). Der er dermed ikke mulighed for at fravælge meddelelsen. Udtrækningsmeddelelser er alene reguleret i § 8 i bekendtgørelsen, og i denne bestemmelse er der ikke hjemmel til at fravælge meddelelsen.

På denne baggrund foreslås en ændring af § 68 i lov om værdipapirhandel m.v. Ændringen skal suppleres af ændringer i §§ 8 og 49 i bekendtgørelsen.

Det overordnede formål med ændringerne er at opnå en retstilstand, hvor en kunde har mulighed for at fravælge de meddelelser, som kunden ikke ønsker at modtage. Det er dog fundet hensigtsmæssigt at sondre mellem de forskellige typer meddelelser, således at der alene kan fravælges meddelelser om udtrækning og ændringer men ikke meddelelser om udslettelse. Det bemærkes, at man kun kan give afkald på meddelelser på egne vegne. Således kan f.eks. en kontohaver ikke give afkald på meddelelser med virkning for eventuelle rettighedshavere eller omvendt.

Til nr. 34

Finansministeriet bestræber sig til stadighed på at sanere antallet af tekstanmærkninger på finanslovene bl.a. ved overførsel af relevante tekstanmærkninger til den materielle lovgivning. Som et led i denne sanering foreslås det at indsætte den hjemmel, som Finansministeren hidtil har haft på Finansloven om afgivelse af statens garanti i forbindelse med statens ageren som kontoførende institut i en værdipapircentral. Afgivelse af garantien vedrører de erstatningskrav, der kan rejses mod staten i sin egenskab af kontoførende institut i en værdipapircentral, som følge af egne fejl i forbindelse med indrapportering til registrering, ændring eller udslettelse af rettigheder på konti eller udbetalinger herfra, jf. § 81, stk. 1. Herudover kan der afgives garanti for den del af bidraget til det samlede kapitalredskab i en værdipapircentral, som staten i sin egenskab af kontoførende institutter forpligter sig til bidrage med efter lovens § 82.

Til nr. 35

Ved lov nr. 427 af 6. juni 2002 blev lov om værdipapirhandel mv. ændret, således at det blev muligt for Fondsrådet at uddelegere visse beføjelser til markedsvirksomhederne, dvs. fondsbørser og autoriseret markedspladser. Denne mulighed agter Fondsrådet at udnytte, således at godkendelse af prospekter, oplysningsforpligtelser, overtagelsestilbud samt indberetning af handler delegeres til markedsvirksomhederne.

Det blev i forbindelse med lovændringen fastlagt, at det særlige partsbegreb, der gælder i relation til Fondsrådet og Finanstilsynet, også skal gælde i relation til fondsbørser og autoriserede markedspladser, når disse træffer afgørelse inden for de delegerede områder.

Det fremgår imidlertid af § 83 a, stk. 4, at kun § 84 b, stk. 1, finder anvendelse inden for de delegerede områder i relation til partsbegrebet. Dette medfører, at alene aktieselskaber omfattet af § 7, værdipapirhandlere, kontoførende institutter og udstedere kan være parter. Se i den forbindelse forslagets § 425, nr. 37, hvorefter opregningen foreslås udvidet med registrerede betalingssystemer.

§ 84 b, stk. 1, suppleres imidlertid af § 84 b, stk. 2, der opregner en række konkrete situationer, hvor der enten direkte er tillagt interessenter ud over de i stk. 1 nævnte partsstatus, eller der er givet Finanstilsynet henholdsvis Fondsrådet mulighed for konkret at tillægge en sådan partsstatus. Disse supplerende regler finder imidlertid ikke anvendelse inden for de delegerede områder.

Dette medfører i praksis, at såfremt en afgørelse truffet af markedsvirksomhederne inden for et delegeret område retter sig mod en fysisk eller juridisk person, som ikke er omfattet af formuleringen i § 84 b, stk. 1, vil vedkommende, som afgørelsen retter sig imod, ikke være part i sagen.

Denne retstilstand vurderes ikke hensigtsmæssig, idet der ikke bør være forskel på partsbegrebet, alt efter om det er Fondsrådet eller markedsvirksomhederne, der træffer afgørelse i en sag. Der foreslås på denne baggrund en ændring af § 83 a, således at også de supplerende regler om partsbegrebet i § 84 b, stk. 2, finder anvendelse ved afgørelser inden for de delegerede områder.

Opdelingen af det gældende stk. 4 i to stykker er udtryk for en sproglig præcisering.

Der henvises i øvrigt til nærværende lovforslags § 425, nr. 41, hvorefter kredsen af juridiske og fysiske personer, der automatisk eller via en konkret vurdering tillægges partsstatus, udvides.

Til nr. 36

Der er tale om en konsekvensrettelse som følge af forslagets § 425, nr. 7, 9, 11 og 12.

Til nr. 37

I henhold til § 84, stk. 2, kan der anvendes fremmed bistand i forbindelse med undersøgelser af juridiske personer omfattet af § 7 samt værdipapirhandlere og kontoførende institutter. Registrerede betalingssystemer skal ligeledes være omfattet af denne bestemmelse.

I henhold til § 84 b, stk. 1, anses som udgangspunkt i forhold til Finanstilsynet eller Fondsrådet alene juridiske personer omfattet af § 7, det kontoførende institut samt udsteder som part, i det omfang en a fgørelse truffet af Finanstilsynet eller Fondsrådet retter sig mod disse. D et er vurderingen, at der også er behov for at anse et registreret betalingssystem som part i sådanne sager.

Til nr. 38

Der er tale om en konsekvensrettelse som følge af den omnummerering af bestemmelser m.v., som forslaget til lov om finansiel virksomhed medfører.

Til nr. 39

Der er tale om en sproglig præcisering.

Til nr. 40

Bestemmelserne foreslås ophævet, da de erstattes af tilsvarende bestemmelser i § 354, stk. 2, nr. 11, i lov om finansiel virksomhed.

Til nr. 41

En række konkrete sager har indikeret, at de gældende regler om partsbegreb ikke er hensigtsmæssigt udformet.

Som et eksempel kan nævnes, at en erhverver i en sag, hvor denne har erhvervet aktier i et børsnoteret selskab og derved opnået over 33 pct. af stemmerne, og derfor skal afgive pligtmæssigt tilbud til de øvrige aktionærer i henhold til § 31, stk. 1, nr. 5, ikke vil være part i sagen. Dette skyldes, at § 84 b ikke tager stilling til erhververens partsstatus.

Modsat følger det af § 84 b, stk. 2, nr. 9, at vedkommende erhverver vil være part i en eventuel sag om dispensation fra pligten til at afgive tilbud, jf. § 31, stk. 2.

Hovedparten af forvaltningslovens regler finder kun anvendelse for sagens parter. Det betyder eksempelvis, at en person, der ikke er part, kun kan få aktindsigt efter reglerne i offentlighedsloven. Da offentlighedsloven er begrænset af den særlige tavshedspligt, der gælder for såvel Finanstilsynet, Fondsrådet som markedsvirksomhederne inden for de delegerede områder, medfører dette, at den pågældende i særlige tilfælde ikke vil kunne få aktindsigt i den afgørelse, der retter sig mod vedkommende.

Som udgangspunkt kan en afgørelse ankes til Erhvervsankenævnet, jf. § 88, stk. 2. Denne adgang er imidlertid også begrænset til parter. Manglende partsstatus medfører således, at personen må gå til domstolene, hvis vedkommende er uenig i afgørelsen.

På denne baggrund foreslås en udvidelse af de situationer, hvor der, jf. § 84 b, stk. 2, automatisk er tale om partsstatus eller via en konkret vurdering tillægges partsstatus.

Det drejer sig om følgende situationer:

I nr. 8, der bliver nr. 6, udvides hjemlen til konkret at tillægge partsstatus i sager af vidtrækkende eller principiel betydning hvor afgørelser truffet af en fondsbørs, en autoriseret markedsplads, en clearingcentral eller en værdipapircentral er indbragt for Fondsrådet. Der gives nu mulighed for, at Fondsrådet kan tillægge andre end de, der indbringer sagen for rådet, partsstatus.

I nr. 9, der bliver nr. 7, udvides partsbegrebet, således at en erhverver som nævnt i §§ 31 og 32 nu automatisk vil blive betragtet som part i sager om overtagelsestilbud generelt og ikke, som efter de gældende regler, kun i de sager, hvor erhververen ansøger om dispensation fra reglerne om tilbudspligt. Det bemærkes, at dette gælder i relation til såvel frivillige som pligtmæssige tilbud. I henhold til den gældende bestemmelse har Fondsrådet mulighed for at anse øvrige som parter – men alene i sager vedrørende ansøgninger om dispensation fra reglerne om tilbudspligt. Den foreslåede formulering giver Fondsrådet mulighed for at tillægge specielt målselskabet partsstatus også i »almindelige« sager om tilbudspligt, dvs. også i sager, hvor Fondsrådet træffer afgørelse om, hvorvidt der foreligger tilbudspligt. Derimod er det ikke tiltænkt, at minoritetsaktionærer generelt skal tillægges partsstatus, jf. det generelle snævre partsbegreb i den finansielle lovgivning som helhed.

I nr. 10 , der bliver nr. 8 , foreslås det, at en indberetningspligtig i henhold til § 33, stk. 2, automatisk er part. Dette skal sammenholdes med det forhold, at de fysiske eller juridiske personer, der er underlagt indberetningspligten direkte efter stk. 1, eksplicit er omfattet af § 84 b, stk. 1 (»værdipapirhandleren«).

Til nr. 42

Der er tale om en konsekvensrettelse som følge af nærværende lovforslags § 425, nr. 19 og 41.

Til nr. 43

Der er tale om konsekvensrettelse som følge af den omnummerering af bestemmelser m.v., som forslaget til lov om finansiel virksomhed medfører.

Til nr. 44

Der er alene tale om en sproglig ændring.

Til nr. 45

§ 93, stk. 3, indeholder en generel hjemmel for Finanstilsynet til at give pålæg til fysiske og juridiske personer, såfremt disse ikke overholder deres forpligtelser efter loven eller bestemmelser fastsat i medfør heraf. § 90 indeholder imidlertid særlige regler om meddelelse af pålæg til en værdipapircentral henholdsvis et kontoførende institut, såfremt disse ikke overholder lov om værdipapirhandel m.v., værdipapircentralens vedtægter eller regler udstedt i henhold til loven. Der er således i et vist omfang tale om en dobbelt-regulering. Den hjemmel i § 90, hvorefter der kan gives pålæg for manglende overholdelse af værdipapircentralens vedtægter, findes således ikke i § 93, stk. 3. Det er imidlertid vurderingen, at der ikke reelt er behov for denne særskilte hjemmel. Et kontoførende instituts manglende overholdelse af en værdipapircentrals vedtægter vil være en sag mellem værdipapircentralen og instituttet, ligesom en værdipapircentrals manglende overholdelse af egne vedtægter ikke bør kunne udløse pålæg fra Finanstilsynet, men bør kunne sanktioneres i forbindelse med manglende overholdelse af øvrige konkrete bestemmelser i loven henholdsvis bekendtgørelserne. På denne baggrund ophæves § 90.

Til nr. 46

Der er tale om en konsekvensrettelse som følge af forslagets § 425, nr. 28.

Til nr. 47

Bestemmelsen omhandler den situation, hvor den ansvarlige kapital hos juridiske personer omfattet af § 7 ikke længere opfylder kapitalkravet på tilladelsestidspunktet. Det fremgår imidlertid af § 15, at begrebet »ansvarlig kapital« alene er relevant i forbindelse med fondsbørser, autoriserede markedspladser, clearingcentraler og værdipapircentraler. I relation til pengemarkedsmæglere og værdipapirmæglere opererer man således slet ikke med »ansvarlig kapital«. Kapitalen i disse virksomheder er særskilt reguleret i stk. 4. På denne baggrund udgår »pengemarkedsmæglere og værdipapirmæglere« af stk. 3.

Til nr. 48

Der er tale om en konsekvensrettelse som følge af forslagets § 425, nr. 4 og 5.

Til nr. 49 og 50

Der er tale om en konsekvensrettelse som følge af forslagets § 425, nr. 7, 10-12, 15 og 16.

Til nr. 51

Bestemmelsen angiver, at medlemmer af ledelsen i en fondsbørs, en clearingcentral, en værdipapircentral, et kontoførende institut eller en autoriseret markedsplads ikke uberettiget må videregive eller udnytte fortrolige oplysninger, som de under udøvelsen af deres hverv har fået kendskab til.

Der er for det første tale om en uoverensstemmelse i forhold til de oprindelige bemærkningerne til bestemmelsen, idet disse klart angiver, at pengemarkedsmæglere og værdipapirmæglere er omfattet af bestemmelsen. Disse virksomheder er på denne baggrund indsat i bestemmelsen. Dernæst er det vurderingen, at registrerede betalingssystemer skal omfattes af bestemmelsen.

Til nr. 52

Bestemmelsen omhandler den situation, hvor personer, der er knyttet til juridiske personer omfattet af § 7, et betalingssystem (»et registreret betalingssystem« jf. nærværende lovforslags § 422, nr. 26) eller et kontoførende institut afgiver urigtige eller vildledende oplysninger om forhold vedrørende den pågældende virksomhed. Der er imidlertid uoverensstemmelse mellem første og andet led i bestemmelsen, idet betalingssystemet ikke er nævnt i andet led. Registrerede betalingssystemer indsættes på denne baggrund i bestemmelsens andet led.

Til § 426

Til nr. 1

Forslaget er en konsekvens af, at det gældende kapitel 7 a i lov om finansiel virksomhed, foreslås overført til lovforslagets kapitel 22.

Til nr. 2

Forslaget er en konsekvens af, at den gældende § 65, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, foreslås overført til lovforslagets § 346, stk. 2.

Til § 427

Til nr. 1

Forslaget er en konsekvens af, at repræsentantskaber i finansielle virksomheder alene reguleres af lov om finansiel virksomhed.

Til nr. 2

Forslaget præciserer, at ikke kun banker, men alle pengeinstitutter, som drives i aktieselskabsform, er undtaget fra § 115, stk. 1 og 2. Undtagelsen for realkreditinstitutter vedrører alene realkreditlån. Ved et realkreditlån forstås i denne sammenhæng et lån, ydet mod pant i fast ejendom på grundlag af udstedelse af realkreditobligationer eller andre værdipapirer. Den hidtidige henvisning i § 115 a, stk. 4, til lov om visse kreditinstitutter er udgået, da denne lov er ophævet.

Til § 428

Til nr. 1

Der er tale om en konsekvensrettelse som følge af, at lov om banker og sparekasser m.v. ophæves, og sammenskrives i lov om finansiel virksomhed.

Til § 429

Til nr. 1-5, og 7 og 8

Der er tale om en konsekvensrettelse som følge af, at lov om banker og sparekasser m.v. ophæves og sammenskrives i lov om finansiel virksomhed.

Til nr. 6

§ 14 b i fusionsskatteloven om realkreditinstitutters omdannelse til aktieselskaber foreslås ophævet med virkning for omdannelser, der finder sted den 1. januar 2004 eller senere. Begrundelsen er, at der ikke er flere realkreditinstitutter tilbage som ikke er omdannet til aktieselskab og at nye realkreditinstitutter kun kan oprettes som aktieselskaber. Fremover er der ikke behov for en særregel for omdannelse af realkreditinstitutter til aktieselskaber.

Med henblik på at sikre, at uudnyttede underskud og tab fra gennemførte omdannelser kan fremføres til fradrag ved de omdannede selskabers indkomstopgørelse foreslås ophævelsen af bestemmelsen kun at have virkning for fremtidige omdannelser.

Til § 430

Til nr. 1

Der er tale om en konsekvensrettelse som følge af, at lov om banker og sparekasser m.v. ophæves og sammenskrives i lov om finansiel virksomhed.

Til nr. 2

Der er tale om en konsekvensrettelse som følge af, at lov om banker og sparekasser m.v. og realkreditloven ophæves og sammenskrives i lov om finansiel virksomhed.

Til nr. 3

Der er tale om en konsekvensrettelse som følge af, at lov om banker og sparekasser m.v. og realkreditloven ophæves og sammenskrives i lov om finansiel virksomhed.

Til § 431

Til nr. 1-3

Der er tale om en konsekvensrettelse som følge af, at realkreditloven ophæves og sammenskrives i lov om finansiel virksomhed.

Til § 432

Til nr. 1

Der er for det første tale om en konsekvensrettelse som følge af, at lov om forsikringsvirksomhed ophæves og sammenskrives i lov om finansiel virksomhed. Herudover rettes der op på, at der ved en fejl ikke er henvist til lov om tilsyn med firmapensionskassers fulde titel.

Til nr. 2-4

Der er tale om konsekvensrettelser som følge af, at lov om forsikringsvirksomhed ophæves, og sammenskrives i lov om finansiel virksomhed.

Til § 433

Til nr. 1-2

Der er tale om konsekvensrettelser som følge af, at lov om forsikringsvirksomhed ophæves, og sammenskrives i lov om finansiel virksomhed.

Til nr. 3-4

Der er tale om en konsekvensrettelse som følge af, at lov om banker og sparekasser m.v. ophæves, og sammenskrives i lov om finansiel virksomhed.

Til § 434

Til nr. 1

Der er tale om en konsekvensrettelse som følge af, at lov om banker og sparekasser m.v. ophæves og sammenskrives i lov om finansiel virksomhed.

Til nr. 2

Der er tale om en konsekvensrettelse som følge af, at lov om forsikringsvirksomhed ophæves og sammenskrives i lov om finansiel virksomhed.

Til nr. 3

Der er tale om en konsekvensrettelse som følge af, at realkreditloven ophæves og sammenskrives i lov om finansiel virksomhed. Det foreslås, at formuleringen om institutter godkendt i henhold til realkreditloven, der ikke er omfattet af nr. 1(aktieselskaber), udgår af opremsningen.

Begrundelsen herfor er, at der efter omdannelsen af det sidste realkreditinstitut ikke er flere realkreditinstitutter tilbage, som ikke er organiseret som selskaber. Da realkreditinstitutter kun kan oprettes som aktieselskaber, er der ikke længere behov for en regel om institutter, der ikke er organiseret som aktieselskab, jf. selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1.

Til nr. 4

Der er tale om en konsekvensrettelse som følge af, at lov om forsikringsvirksomhed ophæves og sammenskrives i lov om finansiel virksomhed.

Til nr. 5

Der er tale om en konsekvensrettelse som følge af, at lov om forsikringsvirksomhed ophæves og sammenskrives i lov om finansiel virksomhed.

Til nr. 6

Der er tale om en konsekvensrettelse som følge af, at lov om forsikringsvirksomhed ophæves og sammenskrives i lov om finansiel virksomhed.

Til nr. 7

Der er tale om en konsekvensrettelse som følge af, at realkreditloven ophæves og sammenskrives i lov om finansiel virksomhed.

Til nr. 8

Der er tale om en konsekvensrettelse som følge af, at lov om banker og sparekasser m.v. ophæves og sammenskrives i lov om finansiel virksomhed.

Til nr. 9

Der er tale om en konsekvensrettelse som følge af, at lov om banker og sparekasser m.v. ophæves og sammenskrives i lov om finansiel virksomhed.

Til § 435

Til nr. 1

Der er tale om en konsekvensrettelse som følge af, at lov om banker og sparekasser m.v. ophæves og sammenskrives i lov om finansiel virksomhed.

Til § 436

Til nr. 1

Der er tale om en konsekvensrettelse som følge af, at lov om banker og sparekasser m.v. ophæves og sammenskrives i lov om finansiel virksomhed.

Til § 437

Det foreslås i stk. 1 , at loven som udgangspunkt kan sættes i kraft for Grønland og Færøerne ved kongelig anordning.

Efter forslaget til stk. 2 kan loven dog ikke sættes i kraft for Færøerne for så vidt angår forsikringsvirksomhed og realkreditvirksomhed, der er et færøsk særanliggende.

Tilsvarende følger efter forslaget til stk. 3 for så vidt angår firmapensionskasser og forsikringsformidling.

Det følger af stk. 4 at loven ikke kan sættes i kraft for Grønland og Færøerne for så vidt angår Arbejdsmarkedets Tillægspension.

Bilag A

Kolonne 1	Kolonne 2
Lovforslag	EF-direktiver der implementeres ved bestemmelsen (+ art.)

§ 5, stk. 1, nr. 2	KRE art. 1, stk. 1
§ 5, stk. 1, nr. 3	ISD art. 1, stk. 1
§ 5, stk. 1, nr. 4	ISD art. 1, stk. 1
§ 5, stk. 1, nr. 5	UCITS art. 1 a, stk. 2
§ 5, stk. 1, nr. 6	KRE art. 1, stk. 5
§ 5, stk. 1, nr. 7	7 SEL, art. 1, stk. 1 KRE art. 1, stk. 12 ISD art. 1, stk. 1 UCITS art. 1 a, stk. 12
§ 5, stk. 1, nr. 8	7 SEL, art. 1, stk. 1 KRE art. 1, stk. 13 ISD art. 1, stk. 12 UCITS art. 1 a, stk. 13
§ 5, stk. 1, nr. 11	KRE art. 1, stk. 21
§ 5, stk. 1, nr. 12	KRE art. 1, stk. 21
§ 5, stk. 1, nr. 13	KRE art. 1, stk. 21
§ 5, stk. 1, nr. 17	KRE art. 1, stk. 26 ISD art. 1, stk. 1 UCITS art. 1 a, stk. 9
§ 5, stk. 1, nr. 18	KRE art. 1, stk. 14
§ 5, stk. 1, nr. 19	KRE art. 1, stk. 1 ISD art. 1, stk. 1 UCITS art. 1, stk. 1 LIV art. 1, stk. 1 3. SKA art. 1, stk. 1
§ 5, stk. 2	KRE art. 1, stk. 9
§ 5, stk. 3	KRE art. 1, stk. 10 ISD art. 1, stk. 10 UCITS art. 1 a, stk. 10

§ 7, stk. 1	KRE art. 1, stk. 1, og art. 4
§ 7, stk. 4	KRE art. 3
§ 7, stk. 8	KRE art. 5, stk. 1

§ 8, stk. 1	KRE art. 1, stk. 1, og art. 4
§ 8, stk. 7	KRE art. 5, stk. 1

§ 9, stk. 1	ISD art. 3, stk. 1
§ 9, stk. 3	ISD art. 1, stk. 1, og art. 3, stk. 1
§ 9, stk. 8	ISD art. 3, stk. 3
§ 9, stk. 9	ISD art. 2, stk. 2

§ 10, stk. 1	UCITS art. 5, stk. 1, 1. pkt., og stk. 2
§ 10, stk. 2	UCITS art. 5, stk. 3
§ 10, stk. 4	UCITS art. 5 a, stk. 1 a, 1. led

§ 11, stk. 1	LIV art. 4 og 5
§ 11, stk. 2, nr. 9	1. SKA art. 4, litra f
§ 11, stk. 5	LIV art. 6 3. SKA art. 6

§ 14, stk. 1, nr. 1	ISD art. 3, stk. 3
§ 14, stk. 1, nr. 2	KRE art. 6, stk. 1 ISD art. 3, stk. 3 UCITS, art. 5 a, stk. 1 b LIV art. 8 3 SKA art. 8
§ 14, stk. 1, nr. 3	KRE art. 7, stk. 1, og 2 ISD art. 4 UCITS art. 5. b LIV art. 8 3. SKA art. 8
§ 14, stk. 1, nr. 4	KRE art. 7, stk. 3 ISD art. 3, nr. b UCITS art. 5 a, stk. 2 LIV art. 6 1. SKA art. 8
§ 14, stk. 1, nr. 5	KRE art. 7, stk. 3 ISD art. 3, stk. 3 UCITS art. 5 a, stk. 2 LIV art. 6 1. SKA art. 8
§ 14, stk. 1, nr. 7	KRE art. 6, stk. 2 ISD art. 3, stk. 2 UCITS art. 5 a, stk. 1, litra d LIV art. 6 1. SKA art. 8
§ 14, stk. 2	KRE art. 7, stk. 1, og art. 8 ISD art. 3, stk. 4, og art. 4 UCITS art. 5 a, stk. 1 c, og art. 5 b LIV art. 6 og 8 1. SKA art. 8 3. SKA art. 8
§ 14, stk. 3	KRE art. 10 ISD art. 3, stk. 5 UCITS art. 5 a, stk. 3 LIV art. 9 1. SKA art. 12
§ 14, stk. 4	KRE art. 23, stk. 5 ISD art. 7, stk. 5 UCITS art. 5 c, stk. 1 LIV art. 59, stk. 4 1. SKA art. 29 b, stk. 4

§ 18, stk. 1	LIV art. 6 og 7 1. SKA art. 8 og 9
§ 18, stk. 2	4. MOT art. 8
§ 18, stk. 3	LIV art. 5 1. SKA art. 7

§ 19, stk. 1	LIV art. 18 og 19

§ 20	LIV art. 6, stk. 5, og art. 20

§ 21	LIV art. 21 og 34

§ 30, stk. 1	KRE art. 18 og 20, stk. 1 ISD art. 17 LIV art. 40 3. SKA art. 32 UCITS art. 6 og 6 a
§ 30, stk. 3	UCITS art. 6
§ 30, stk. 4	KRE art. 20, stk. 2 ISD art. 17, stk. 3 UCITS art. 6 a, stk. 2 LIV art. 40, stk. 2 3. SKA art. 32, stk. 2
§ 30, stk. 5	KRE art. 20, stk. 3
§ 30, stk. 6	ISD art. 17, stk. 3
§ 30, stk. 7	LIV art. 40, stk. 1 og 3 3. SKA art. 32, stk. 1 og 3
§ 30, stk. 8	3. SKA art. 32, stk. 2
§ 30, stk. 9	KRE at. 20, stk. 6 ISD art. 17, stk. 6 og 7 UCITS art. 6 a, stk. 6 LIV art. 40, stk. 6 3. SKA art. 32, stk. 6

§ 31, stk. 1	KRE art. 18 og 21 ISD art. 18 LIV art. 41 og 42 3. SKA art. 34 og 35 UCITS art. 6 og 6 b
§ 31, stk. 3	UCITS art. 6
§ 31, stk. 4	UCITS art. 6 b, stk. 5
§ 31, stk. 5	LIV art. 42, stk. 1 3. SKA art. 35, stk. 1
§ 31, stk. 6	2. SKA art. 12 a 3. SKA art. 35, stk. 1
§ 31, stk. 8	2. SKA art. 12 a, stk. 4
§ 31, stk. 10	LIV art. 43 3. SKA art. 36, stk. 6

§ 35	LIV art. 40, stk. 2, d 3. SKA art. 32, stk. 2, d

§ 38, stk. 1	KRE art. 18 og art. 20, stk. 1-2 ISD art. 17 UCITS art. 6 a, stk. 1 og 2 LIV art. 40, stk. 1 og 2 3. SKA art. 32, stk. 1 og 2
§ 38, stk. 2	KRE art. 20, stk. 3 ISD art. 17, stk. 3 UCITS art. 6 a, stk. 3, 1. led LIV art. 40, stk. 3 3. SKA art. 32, stk. 3
§ 38, stk. 3	KRE art. 20, stk. 3 ISD art. 17, stk. 3 UCITS art. 6 a, stk. 3, 1. led, og stk. 7
§ 38, stk. 4	KRE art. 20, stk. 3 ISD art. 17, stk. 3 UCITS art. 6 a, stk. 3, 1. led LIV art. 40, stk. 3 3. SKA art. 32, stk. 3
§ 38, stk. 5	KRE art. 20, stk. 3 ISD art. 17, stk. 3 UCITS art. 6 a, stk. 3, 2. led LIV art. 40, stk. 3 3. SKA art. 32, stk. 3
§ 38, stk. 6	KRE art. 20, stk. 6 ISD art. 17, stk. 6 og 7 UCITS art. 6 a, stk. 6 LIV art. 40, stk. 6 3. SKA art. 32, stk. 6

§ 39, stk. 1, 1. pkt.	KRE art. 21, stk. 1 ISD art. 18 UCITS art. 6 b, stk. 1 LIV art. 41 3. SKA art. 34
§ 39, stk. 1, 2. pkt.	LIV art. 41 3. SKA art. 34
§ 39, stk. 2, 1. pkt.	KRE art. 21, stk. 2 ISD art. 18 UCITS art. 6 b, stk. 2, 1. led LIV art. 42 3. SKA art. 35
§ 39, stk. 2, 2. pkt.	LIV art. 42 3. SKA art. 35
§ 39, stk. 2, 3. pkt.	UCITS art. 6 b, stk. 2, 2. led.
§ 39, stk. 3	ISD art. 18, stk. 3 UCITS art. 6 b, stk. 4
§ 39, stk. 4	UCITS art 6 b, stk. 5

§ 43	ISD art. 11

§ 52	UCITS art. 10, stk. 2

§ 54, stk. 1	UCITS art. 4, stk. 4, og art. 5 f, stk. 1 b
§ 54, stk. 2	UCITS art. 5 f, stk. 2

§ 56, stk. 1	LIV art. 36 3. SKA art. 31 og 43

§ 60, stk. 1	KRE art. 16, stk. 1 ISD art 9, stk. 1 UCITS art. 5 e, stk. 1 LIV art. 15, stk. 1 3. SKA art. 15, stk. 1
§ 60, stk. 2	KRE art. 16, stk. 1, 2. led ISD art. 9, stk. 1 UCITS art. 5 e, stk. 1 LIV art. 15, stk. 1, 2. led 3. SKA art. 15, stk. 1, 2. led
§ 60, stk. 3	KRE art. 16, stk. 1, 2. led, 1. pkt. ISD art. 9, stk. 1 UCITS art. 5 e, stk. 1 LIV art. 15, stk. 1, 1. led 3. SKA art. 15, stk. 1, 1. led
§ 60, stk. 4	KRE art. 16, stk. 1, 2. led, 2. pkt. ISD art. 9, stk. 1 UCITS art. 5 e, stk. 1 LIV art. 15, stk. 1, 2. led, 2. pkt. 3. SKA art. 15, stk. 1, 2. led, 2. pkt.
§ 60, stk. 5	KRE art. 23, stk. 5, 2. led ISD art. 7, stk. 5 LIV art. 59, stk. 4 1. SKA art. 29 b, stk. 4
§ 60, stk. 6	KRE art. 16, stk. 3 ISD art. 9, stk. 3 UCITS art. 5 e, stk. 1 LIV art. 15, stk. 2 3. SKA art. 15, stk. 2
§ 60, stk. 7	KRE art. 16, stk. 4, 1. led ISD art. 9, stk. 4 UCITS art. 5 e, stk. 1 LIV art. 15, stk. 3 3. SKA art. 15, stk. 3
§ 60, stk. 8	KRE art. 16, stk. 4, 2. led ISD art. 9, stk. 4 UCITS art. 5 e, stk. 1 LIV art. 15, stk. 3, 2. led 3. SKA art. 15, stk. 3, 2. led

§ 61, stk. 1	KRE art. 16, stk. 5, 1. led ISD art. 9, stk. 5 UCITS art. 5 e, stk. 1 LIV art. 15, stk. 4 3. SKA art. 15, stk. 4
§ 61, stk. 2	KRE art. 16, stk. 5, 2. led, 1. pkt. ISD art. 9, stk. 5 UCITS art. 5 e, stk. 1 LIV art. 15, stk. 4 3. SKA art. 15, stk. 4
§ 61, stk. 3	KRE art. 16, stk. 5, 2. led, 2. pkt. ISD art. 9, stk. 5 UCITS art. 5 e, stk. 1 LIV art. 15, stk. 4, 2. led, 2. pkt. 3. SKA art. 15, stk. 4, 2. led, 2. pkt.
§ 61, stk. 4	KRE art. 16 ISD art. 9, stk. 5 UCITS art. 5 e, stk. 1 LIV art. 15 3. SKA art. 15

§ 63, stk. 1	KRE art. 6, stk. 1, 2. pkt. ISD art. 3, stk. 3
§ 63, stk. 2, nr. 1	KRE art. 6, stk. 1, 2. pkt.
§ 63, stk. 2, nr. 2	KRE art. 6, stk. 1, 2. pkt.
§ 63, stk. 2, nr. 3	KRE art. 6, stk. 1, 2. pkt.
§ 63, stk. 2, nr. 4	KRE art. 6, stk. 1, 2. pkt.

§ 70, stk. 1, nr. 1	KRE art. 17 ISD art. 10 UCITS art. 5 f, stk. 1, litra a
§ 70, stk. 1, nr. 3	KRE art 17
§ 70, stk. 1, nr. 5	ISD art. 11, stk. 1, 3. pind UCITS art. 5 h, litra c

§ 71, stk. 1, nr. 1	ISD art. 10, 2. pind
§ 71, stk. 1, nr. 2	ISD art. 10, 5. pind
§ 71, stk. 2-3	ISD art. 10, 2. og 4. pind

§ 74, stk. 1	KRE art. 31, stk. 1, litra a
§ 74, stk. 2	KRE art. 31, stk. 1, litra a
§ 74, stk. 3	KRE art. 31, stk. 1, litra a

§ 90	KRE art. 2, stk. 5

§ 96	ISD art. 10, 3. pind

§ 99	UCITS art. 5 a, stk. 1, litra b

§ 100, stk. 1	UCITS art. 10, stk. 2

§ 101	UCITS art 5 g, stk. 1

§ 102	UCITS art. 5 g, stk. 1, litra b, c, h

§ 103, stk. 1	UCITS art. 5 g, stk. 1, litra f
§ 103, stk. 2	UCITS art. 5 g, stk. 1, litra g

§ 104	UCITS art. 5 g, stk. 1, litra a

§ 105, stk. 2	UCITS art. 14, stk. 3

§ 106	UCITS art. 9 og 14

§ 107	LIV art. 20 1. SKA art. 15

§ 123, stk. 1	KRE art. 40, stk. 1, art. 41-42 og art. 47
§ 123, stk. 2, 1. pkt.	KRE art. 5, stk. 4
§ 123, stk. 2, 2. pkt.	KRE art. 5, stk. 6

§ 124, stk. 1, nr. 1	UCITS art. 1 a, nr. 15, art. 5 a, stk. 1, og stk. 5 d
§ 124, stk. 1, nr. 3	UCITS art. 5 a
§ 124, stk. 1, nr. 4	UCITS art. 5 a
§ 124, stk. 2	UCITS art. 5 a
§ 124, stk. 3	UCITS art. 5 a
§ 124, stk. 4	UCITS art. 5 a

§ 125, stk. 1, nr. 1	LIV art. 28, stk. 2, 4, 5 og stk. 7, litra a og d
§ 125, stk. 1, nr. 2	LIV art. 28, stk. 7, litra b og d
§ 125, stk. 1, nr. 3	LIV art. 28, stk. 7, litra c og d
§ 125, stk. 1, nr. 4	LIV art. 28, stk. 3 SOL 1, art. 16 a
§ 125, stk. 1, nr. 5	LIV art. 29
§ 125, stk. 1, nr. 6	SOL 1 art. 17
§ 125, stk. 1, nr. 7	SOL 1 art. 17
§ 125, stk. 3	LIV art. 29 SOL 1 art. 17

§ 127, stk. 1	KRE art. 34, stk. 2-4, og art. 38 LIV art. 27, stk. 2-4 Æ 1. SKA art. 16, stk. 2-4
§ 127, stk. 2	KRE art. 34, stk. 4

§ 128, stk. 1, nr. 1	KRE art. 34, stk. 2, nr. 1
§ 128, stk. 1, nr. 2	KRE art. 34, stk. 2, nr. 1
§ 128, stk. 1, nr. 3	KRE art. 34, stk. 2, nr. 2
§ 128, stk. 1, nr. 4	KRE art. 34, stk. 2, nr. 2
§ 128, stk. 1, nr. 7	KRE art. 34, stk. 2, nr. 1

§ 130, nr. 1	KRE art. 34, stk. 2, nr. 9, og art. 38, stk. 1, litra a LIV art. 27, stk. 2 SOL 1 art. 16, stk. 2
§ 130, nr. 2	KRE art. 34, stk. 2, nr. 10, og art. 38, stk. 1, litra a
§ 130, nr. 4	KRE art. 34, stk. 2, nr. 11, og art. 38, stk. 1, litra a
§ 130, nr. 5, litra c	FGD art. 9, stk. 1-2
§ 130, nr. 5, litra e	SOL 1 art. 16, stk. 2

§ 131	KRE art. 34, stk. 2

§ 132	LIV art. 27, stk. 2, litra a Æ 1. SKA art. 16, stk. 2, litra a

§ 133	LIV art. 27, stk. 2, litra d

§ 134, stk. 1	KRE art. 34, stk. 2, nr. 4-8, og art. 36, stk. 1 LIV art. 27, stk. 2, litra d, og stk. 3 SOL 1 art. 16, stk. 3 og stk. 4, litra b
§ 134, stk. 2	KRE art. 38, stk. 1
§ 134, stk. 3	LIV art. 27, stk. 3 SOL 1 art. 16, stk. 3 og stk. 4, litra b
§ 134, stk. 4	LIV, art. 27, stk. 3 SOL 1 art. 16, stk. 3

§ 135, stk. 1	KRE art. 35, stk. 2 LIV art. 27, stk. 3 SOL 1 art. 16, stk. 3
§ 135, stk. 2	LIV, art. 27, stk. 3, litra a, pkt. iii SOL 1 art. 16, stk. 3, litra a, pkt. iii
§ 135, stk. 3	LIV, art. 27, stk. 3, litra b, pkt. iv SOL 1 art. 16, stk. 3, litra b, pkt. iv

§ 136, stk. 1	1. SKA art. 16, stk. 4, litra b
§ 136, stk. 3	1. SKA art. 16, stk. 4, litra b

§ 137	LIV art. 27, stk. 2, litra d

§ 138, stk. 1, nr. 2	KRE art. 34, stk. 2, nr. 12
§ 138, stk. 1, nr. 3	KRE art. 34, stk. 2, nr. 13
§ 138, stk. 1, nr. 4	KRE art. 51, stk. 1
§ 138, stk. 1, nr. 5	KRE art. 51, stk. 2
§ 138, stk. 2	KRE art. 34, stk. 2, nr. 12

§ 140	UCITS art. 5 a

§ 141, stk. 1	KRE art. 42
§ 141, stk. 2	LIV art 28 SOL 1 art. 16 a

§ 142, nr. 1	CAD art 4-7 CAD II art. 1 LIV art. 28 SOL 1 art. 16 a
§ 142, nr. 2	CAD art. 8 FGD art. 6

§ 144, stk. 1	KRE art. 49, stk. 1-2 ISD art. 8, stk. 2 CAD art. 5
§ 144, stk. 2	KRE art. 48, stk. 1, og art. 49, stk. 3
§ 144, stk. 3	KRE art. 48, stk. 2
§ 144, stk. 4	KRE art. 49, stk. 5
§ 144, stk. 5	KRE art. 49, stk. 6
§ 144, stk. 6	KRE art. 49, stk. 11
§ 144, stk. 7	KRE art. 1, nr. 24

§ 147, nr. 1	KRE art. 1, nr. 24
§ 147, nr. 2	KRE art. 48, stk. 2
§ 147, nr. 3	KRE art. 49, stk. 7-10

§ 156	CAD art. 3

§ 158, stk. 1	LIV art. 23 3. SKA art. 21
§ 158, stk. 2	LIV art. 22 3. SKA art. 21

§ 159	LIV art. 23, stk. 3, litra i-iv 3. SKA art. 21, stk. 1, litra i-iv

§ 160	LIV art. 23, stk. 3. litra vii 3. SKA art. 21, stk. 1, litra vii

§ 161, stk. 1	LIV art. 23, stk. 1 3. SKA art. 21, stk. 1
§ 161, stk. 2	LIV art. 23, stk. 3, litra viii 3. SKA art. 21, stk. 1, litra viii
§ 161, stk. 3	LIV art. 23, stk. 3, litra viii 3. SKA art. 21, stk. 1, litra viii
§ 161, stk. 4	LIV art. 23, stk. 3, litra viii 3. SKA art. 21, stk. 1, litra viii

§ 162, stk. 1	LIV art. 24, stk. 1, litra b, c og e 3. SKA art. 22, stk. 1, litra b, c og e
§ 162, stk. 2	LIV art. 24, stk. 1, litra e 3. SKA art. 22, stk. 1, litra e

§ 163, stk. 1	LIV art. 24, stk. 1, a, b og c, og stk. 4 3. SKA art. 22, stk. 1, litra a, b og c, og stk. 4
§ 163, stk. 3	LIV art. 24, stk. 1, litra b 3. SKA art. 22, stk. 1, litra b
§ 163, stk. 4	LIV art. 24, stk. 1, litra b 3. SKA art. 22, stk. 1, litra b
§ 163, stk. 6	LIV art. 24, stk. 2, litra iv 3. SKA art. 22, stk. 2, litra iv

§ 164, stk. 1	LIV art. 26, stk. 1 2. SKA art. 6 3. SKA art. 23
§ 164, stk. 2	LIV art. 26, stk. 1 2. SKA art. 6 3. SKA art. 23
§ 164, stk. 3	LIV art. 26, stk. 1 2. SKA art. 6 3. SKA art. 23

§ 165	LIV art. 25, stk. 3, og art. 26, stk. 2

§ 166	LIK F art. 10

§ 167	LIV art. 23, stk. 4 og 24, stk. 6 3. SKA art. 21, stk. 2 og 22, stk. 6

§ 168	LIV art. 26, stk. 1 2. SKA art. 6 3. SKA art. 23

§ 169, stk. 1	FGD art. 9 og 10 KRE art. 52
§ 169, stk. 2	KRE art. 52
§ 169, stk. 3	KRE art. 52
§ 169, stk. 4	KRE art. 52

§ 175, stk. 1	KRE art. 52
§ 175, stk. 2	KRE art. 52

§ 176, stk. 1	KRE art. 52

§ 180, stk. 1	FGD art. 8

§ 182, stk. 1	4. SEL art. 2, stk. 1

§ 185, stk. 1	4. SEL art. 2, stk. 3 7. SEL art. 16, stk. 3
§ 185, stk. 2	4. SEL art. 2, stk. 4 7. SEL art. 16, stk. 4
§ 185, stk. 3	4. SEL art. 2, stk. 5 7. SEL art. 16, stk. 5

§ 187, stk. 1	4. SEL art. 2, stk. 2 og 3, og art. 31, stk. 1
§ 187, stk. 2	4. SEL art. 31, stk. 2

§ 188, stk. 1	BAD art. 32, stk. 1, og art. 36, stk. 2 IAD art. 44 og art. 46, stk. 1

§ 192	4. SEL art. 51, stk. 1 8. SEL

§ 199	KRE art. 31

§ 233	LIV art. 14 3. SKA art. 12

§ 236, stk. 1, nr. 1	KRE art. 14 ISD art. 3, stk. 7, litra b, d, e og f UCITS art. 5 a, stk. 5. litra e
§ 236, stk. 1, nr. 2	KRE art. 14 ISD art. 3, stk. 7, litra c UCITS art. 5 a, stk. 5, litra c
§ 236, stk. 1, nr. 3	KRE art. 14 ISD art. 3, stk. 7, litra a, 1. led UCITS art. 5 a, stk. 5, litra a
§ 236, stk. 1, nr. 4	KRE art. 14 ISD art. 3, stk. 7, litra a, 2. led UCITS art. 5 a, stk. 5, litra a
§ 236, stk. 2	KRE art. 14 ISD art. 3, stk. 7, litra a – f UCITS art. 5 a, stk. 5
§ 236, stk. 3	KRE art. 14

§ 237, stk. 1	KRE art. 14, stk. 1 ISD art. 3, stk. 7 UCITS art. 5 a, stk. 5
§ 237, stk. 2	KRE art. 14, stk. 1
§ 237, stk. 3	KRE art. 14, stk. 1 UCITS art. 5 a, stk. 5

§ 238	KRE art. 4 ISD art. 3 LIK K art. 12

§ 240, stk. 1	LIK K art. 11 og 12, stk. 2
§ 240, stk. 2	LIK K art. 11 og 12, stk. 2

§ 249	KRE art. 22, jf. art. 19 ISD art. 19, stk. 3-8 UCITS art. 6 c, stk. 3-8

§ 253	LIV art. 39 3. SKA art. 14

§ 254	LIV art. 39 3. SKA art. 14

§ 255, stk. 2	LIV art. 37 1. SKA art. 20, stk. 3

§ 271	LIV art. 46 3. SKA art. 40

§ 272	LIV art. 38 1. SKA art. 20

§ 305	LIV art. 5 og 6

§ 307, stk. 1, 1. pkt.	EPD art. 1, stk. 3, litra a
§ 307, stk. 1, 2. pkt.	EPD art. 1, stk. 3, litra b
§ 307, stk. 1, 3. pkt.	EPD art. 1, stk. 3, litra b
§ 307, stk. 2	EPD art. 1, stk. 5, litra a og b
§ 307, stk. 3	EPD art. 1, stk. 4
§ 307, stk. 4	EPD art. 4, stk. 1, 1. pkt.
§ 307, stk. 5	EPD art. 8, stk. 1
§ 307, stk. 6	EPD art. 8, stk. 3

§ 309	EPD art. 1, stk. 5, sidste pkt.

§ 311, stk. 1	EPD art. 2, stk. 2

§ 312	EPD art. 2, stk. 2

§ 314	EPD art. 2, stk. 2

§ 315	EPD art. 7

§ 316, stk. 1	EPD art. 4, stk. 2
§ 316, stk. 2	EPD art. 4, stk. 3

§ 318	EPD art. 6

§ 319	EPD art. 5

§ 320	EPD art. 5

§ 321	EPD art. 5

§ 322	EPD art. 6

§ 324	EPD art. 6

§ 326	EPD art. 2, stk. 2

§ 327	EPD art. 4, stk. 1, 2. pkt.

§ 329	EPD art. 2, stk. 2

§ 343, stk. 1	ISD art. 8, stk. 3, og art. 22 UCITS art. 5 d, stk. 2, og art. 49, stk. 1-2
§ 343, stk. 2	KRE art. 27
§ 343, stk. 3	KRE art. 52, stk. 9 CAD art. 7, stk. 9 ISD art. 8, stk. 2 UCITS art. 5, stk. 4

§ 345, stk. 4, 1.-2. pkt.	KRE art. 29 ISD art. 24 UCITS art. 52 b, stk. 1 LIV art. 11 3. SKA art. 10
§ 345, stk. 4, 3.-4. pkt.	ISD art. 24, stk. 2 UCITS art. 52 b, stk. 2

§ 346, stk. 1, 1. pkt.	UCITS art. 5 a, stk. 2, 3. afsnit
§ 346, stk. 1, 2. pkt.	KRE art. 22, stk. 1 ISD art. 19, stk. 1-2 UCITS art. 6 c, stk. 1-2

§ 347, stk. 2, 2. pkt.	ISD art. 24, stk. 3 UCITS art. 52 b, stk. 3

§ 353, stk. 1	KRE art. 30, stk. 1 ISD art. 25, stk. 1 UCITS art. 50, stk. 2, 1. afsnit LIV art. 16 3. SKA art. 16
§ 353, stk. 3	KRE art. 30, stk. 1 ISD art. 25, stk. 1 UCITS art. 50, stk. 2, 1. afsnit
§ 353, stk. 4	KRE art. 30, stk. 1 ISD art. 25, stk. 1 UCITS art. 50, stk. 2, 2. afsnit LIV art. 16 3. SKA art. 16
§ 353, stk. 5, nr. 1-10	KRE art. 30, stk. 2-10 ISD art. 25, stk. 5-8 UCITS art. 50, stk. 6-11 LIV art. 16 3. SKA art. 16 UDV art. 2
§ 353, stk. 5, nr. 11	KRE art. 30, stk. 2-10 ISD art. 25, stk. 5 UCITS art. 50, stk. 6 LIV art. 16 3. SKA art. 16 UDV art. 2
§ 353, stk. 5, nr. 12-15	KRE art. 30, stk. 2-10 ISD art. 25, stk. 2, 3, 6 og 7 LIV art. 16 3. SKA art. 16 UDV art. 2 UCITS art. 50, stk. 3, stk. 4, 1. pkt., stk. 6, 9, og 10
§ 353, stk. 6	KRE art. 30, stk. 2 ISD art. 25, stk. 2-8 UCITS art. 50, stk. 3-11
§ 353, stk. 7	KRE art. 30, stk. 4 ISD art. 25, stk. 4 UCITS art. 50, stk. 5
§ 353, stk. 9	KRE art. 30 ISD art. 25, stk. 3 UCITS art. 50, stk. 4, 1. afsnit
§ 353, stk. 10	KRE art. 30 ISD art. 25, stk. 5 a UCITS art. 50, stk. 4, 2. afsnit UDV art. 2

1 BAN	1. bankdirektiv, 77/780/EØF
1. SKA:	1. skadeforsikringsdirektiv, 73/239/EØF
3. SKA:	3. skadesforsikringsdirektiv, 92/49/EØF
4 MOT	Fjerde motorkøretøjsforsikringsdirektiv, 2000/26/EF
4. SEL:	Fjerde selskabsdirektiv, 78/660/EØF
7. SEL:	Syvende selskabsdirektiv, 83/349/EØF
8. SEL:	Ottende selskabsdirektiv, 84/253/EØF
BAD:	Bankregnskabsdirektivet, 86/635/EØF
CAD	Kapitalkravsdirektivet, 93/6/EØF
CAD II:	Ændring af kapitalkravsdirektivet, 98/31/EØF
EPD:	E-penge-direktivet, 2000/46/EF
FGD:	Forsikringsgruppedirektivet, 98/78/EØF
IAD:	Forsikringsregnskabsdirektivet, 91/674/EØF
ISD:	Investeringsservicedirektivet, 93/22/EØF
KRE:	Kreditinstitutdirektivet, 2000/12/EF
LIK F:	Likvidationsdirektiv for forsikringsselskaber, 2001/12/EF
LIK K:	Likvidationsdirektivet for kreditinstitutter, 2001/24/EF
LIV:	Livsforsikringsdirektivet, 2002/83/EF (Erstatter 1. livsforsikringsdirektiv, 79/267/EØF; 2. livsforsikringsdirektiv, 90/619/EØF; 3. livsforsikringsdirektiv, 92/96/EØF)
SOL 1	Solvens 1-direktivet, 2002/13/EF
UCITS:	UCITS-direktivet, 85/611/EØF og ændringer som følge af tjenesteyderdirektivet, 2001/107/EF
UDV:	Udveksling af oplysninger, 2000/64/EF

Bilag B

§-nøgle:

Kolonne 1	Kolonne 2	Kolonne 3	Kolonne 4	Kolonne 5	Kolonne 6	Kolonne 7	Kolonne 8	Kolonne 9	Kolonne 10
Lovforslag	Svarer til § i lov om finansiel virksomhed	Svarer til § i lov om realkredit	Svarer til § i lov om fondsmæg-lerselskaber	Svarer til § i lov om banker og sparekasser m.v.	Svarer til § i lov om forsikrings-virksomhed	Svarer til § i lov om sparevirksomheder	Svarer til § i lov om udstedere af elektroniske penge	Svarer til § i lov om investeringsforeninger og specialforeninger	Svarer til § i lov om værdipapirhandel m.v.
Lovforslag	(FIL)	(RKL)	(FML)	(BSL)	(LFV)	(SPAR)	(E-PENGE)	(LIS)	(VPHL)
§ 1, stk. 1	§ 1, stk. 1, 1. pkt.	§ 1, stk. 1	§ 1, stk. 1.	§ 1, stk. 1	§ 1, stk. 1			Ny
§ 1, stk. 2	§ 1, stk. 1, 2. pkt.							Ny
§ 1, stk. 3	§ 1, stk. 2	§ 12, stk. 6 og 10	§ 8	§ 6 c				Ny
§ 1, stk. 4		Ny	Ny	Ny	Ny			Ny
§ 1, stk. 5		Ny	Ny	Ny	Ny			Ny
§ 1, stk. 6		Ny	Ny	Ny
§ 1, stk. 7					Ny
§ 1, stk. 8				§ 15 f, stk. 4
§ 1, stk. 9							Ny
§ 1, stk. 10						Ny
§ 2, stk. 1	§ 1, stk. 3
§ 2, stk. 2	§ 1, stk. 4
§ 3	§ 1, stk. 5				§ 1, stk. 2
§ 4, stk. 1					§ 3, stk. 1
§ 4, stk. 2					§ 3, stk. 2
§ 5, stk. 1, nr. 1, litra a	§ 2, stk. 1, nr. 1, litra c
§ 5, stk. 1, nr. 1, litra b	§ 2, stk. 1, nr. 1, litra d
§ 5, stk. 1, nr. 1, litra c	§ 2, stk. 1, nr. 1, litra a
§ 5, stk. 1, nr. 1, litra d								Ny
§ 5, stk. 1, nr. 1, litra e	§ 2, stk. 1, nr. 1, litra b
§ 5, stk. 1, nr. 2	§ 2, stk. 1, nr. 2
§ 5, stk. 1, nr. 3	§ 2, stk. 1, nr. 13
§ 5, stk. 1, nr. 4			§ 1, stk. 2
§ 5, stk. 1, nr. 5								Ny
§ 5, stk. 1, nr. 6	§ 2, stk. 1, nr. 3							Ny
§ 5, stk. 1, nr. 7	§ 2, stk. 1, nr. 4							Ny
§ 5, stk. 1, nr. 8	§ 2, stk. 1, nr. 5							Ny
§ 5, stk. 1, nr. 9	§ 2, stk. 1, nr. 6							Ny
§ 5, stk. 1, nr. 10	§ 2, stk. 1, nr. 7							Ny
§ 5, stk. 1, nr. 11	§ 2, stk. 1, nr. 9
§ 5, stk. 1, nr. 12	§ 2, stk. 1, nr. 10
§ 5, stk. 1, nr. 13	§ 2, stk. 1, nr. 8
§ 5, stk. 1, nr. 14								Ny
§ 5, stk. 1, nr. 15	§ 2, stk. 1, nr. 11							Ny
§ 5, stk. 1, nr. 16		§ 65 b, stk. 1	Ny					Ny
§ 5, stk. 1, nr. 17		§ 9, stk. 4	Ny	§ 6, stk. 9				Ny
§ 5, stk. 1, nr. 18		Ny	Ny	Ny	Ny			Ny
§ 15, stk. 1, nr. 19		Ny	Ny	Ny	Ny			Ny
§ 5, stk. 2	§ 2, stk. 2							Ny
§ 5, stk. 3	§ 2, stk. 3							Ny
§ 5, stk. 4		Ny	Ny	Ny	Ny			Ny
§ 5, stk. 5	§ 2, stk. 4							Ny
§ 5, stk. 6	§ 2, stk. 5							Ny
§ 5, stk. 7		Ny	Ny	Ny	Ny			Ny
§ 6		Ny	Ny	Ny	Ny			Ny
§ 7, stk. 1, 1. pkt.				§ 6, stk. 1
§ 7, stk. 1, 2. pkt.				§ 1, stk. 3-4
§ 7, stk. 2				Ny
§ 7, stk. 3				Ny
§ 7, stk. 4				§ 1, stk. 5
§ 7, stk. 5				§ 2, stk. 1
§ 7, stk. 6				§ 2, stk. 1
§ 7, stk. 7				§ 52 g, stk. 1, og § 52 o, stk. 1
§ 7, stk. 8				§ 3, 1. pkt.
§ 8, stk. 1		§ 1, stk. 2, og § 7, stk. 2
§ 8, stk. 2		Ny
§ 8, stk. 3		§ 4
§ 8, stk. 4		§ 5, stk. 3
§ 8, stk. 5		§ 5, stk. 1
§ 8, stk. 6		§ 5, stk. 2
§ 8, stk. 7		§ 9, stk. 1
§ 9, stk. 1			§ 5, stk. 1 og 3
§ 9, stk. 2			§ 1, stk. 4, 1. pkt.
§ 9, stk. 3			Ny						§ 4, stk. 1, og § 4 a
§ 9, stk. 4			Ny						§ 4, stk. 2
§ 9, stk. 5			§ 2, stk.1
§ 9, stk. 6			§ 2, stk. 2
§ 9, stk. 7			§ 2, stk. 3
§ 9, stk. 8			§ 3, stk. 2, 1. pkt., og stk. 3
§ 9, stk. 9			§ 1, stk. 3
§ 10, stk. 1								§ 15, stk. 2, 2. pkt.
§ 10, stk. 2								Ny
§ 10, stk. 3								Ny
§ 10, stk. 4								Ny
§ 11, stk. 1					§ 9, stk. 1
§ 11, stk. 2					§ 2
§ 11, stk. 3					§ 11
§ 11, stk. 4					§ 11
§ 11, stk. 5					§ 34, stk. 1
§ 12, 1. pkt.		§ 7, stk. 1	§ 3, stk. 1	§ 1, stk. 2				§ 15, stk. 2, 2. pkt.
§ 12, 2. pkt.				§ 1, stk. 2
§ 12, 3. pkt.				§ 1, stk. 2
§ 12, 4. pkt.					§ 5, nr. 1
§ 13, stk. 1		Ny	§ 3, stk. 4	§ 3, 4. pkt. (delvist)	Ny			Ny
§ 13, stk. 2			§ 3, stk. 4	§ 3, 5. pkt.
§ 14, stk. 1, nr. 1		Ny	§ 5, stk. 1-3, og § 3, stk. 2 og 3	§ 6, stk. 1, og § 3, stk. 1, 1. pkt.	§ 9 a, og § 29, stk. 4			Ny
§ 14, stk. 1, nr. 2		§ 9, stk. 2	§ 5, stk. 6	§ 6, stk. 6	§ 9 a, og § 29, stk. 4			§ 8
§ 14, stk. 1, nr. 3		§ 9, stk. 6	§ 5, stk. 10	§ 6, stk. 7	§ 9 a, og § 29, stk. 4			Ny
§ 14, stk. 1, nr. 4		§ 9, stk. 3	§ 5, stk. 7	§ 6, stk. 8	§ 9 a, og § 29, stk. 4			Ny
§ 14, stk. 1, nr. 5		§ 9, stk. 5	§ 5, stk. 9	§ 6, stk. 10	§ 9 a, og § 29, stk. 4			Ny
§ 14, stk. 1, nr. 6		Ny	§ 5, stk. 2	§ 6, stk. 1	§ 9 a, og § 29, stk. 4			Ny
§ 14, stk. 1, nr. 7		Ny	§ 5, stk. 14	§ 7, nr. 2, og § 7 a, nr. 2	§ 9 a, og § 29, stk. 4			§ 15, stk. 2, 1. pkt.
§ 14, stk. 1, nr. 8		§ 8, stk. 1-2	§ 5, stk. 2	§ 6, stk. 1	§ 9 a, og § 29, stk. 4			Ny
§ 14, stk. 2		§ 8, stk. 1-2	§ 5, stk. 2, 1. pkt.	§ 6, stk. 1	§ 9 a, og § 29, stk. 4			Ny
§ 14, stk. 3, 1. og 2. pkt.		§ 11, stk. 1	§ 5, stk. 11	§ 6, stk. 11	§ 9 a, og § 29, stk. 4			Ny
§ 14, stk. 3, 3. pkt.		§ 11, stk. 1	Ny	Ny	§ 9 a, og § 29, stk. 4			Ny
§ 14, stk. 4		§ 10	§ 5, stk. 12	§ 6, stk. 12	§ 9 a, og § 29, stk. 4			Ny
§ 14, stk. 5		Ny	Ny	Ny	§ 9 a, og § 29, stk. 4			Ny
§ 15, stk. 1		§ 9 a, stk.1, 1. pkt.	§ 5, stk. 4, 1. pkt.	§ 6, stk. 2, 1. pkt.				Ny
§ 15, stk. 2		§ 9 a, stk. 1, 2. pkt., og § 9 a, stk. 2	§ 5, stk. 5	§ 6, stk. 2, 2. pkt., og stk. 4				Ny
§ 15, stk. 3					§ 9, stk. 3			Ny
§ 15, stk. 4				§ 6, stk. 5				Ny
§ 16		Ny	§ 1, stk. 4, 2. pkt.					Ny
§ 17			§ 1, stk. 5					Ny
§ 18, stk. 1					§ 29, stk. 2
§ 18, stk. 2					§ 29, stk. 3
§ 18, stk. 3					§ 29, stk. 5
§ 19, stk. 1					§ 8, stk. 1
§ 19, stk. 2					§ 8, stk. 4
§ 20, stk. 1					§ 30
§ 20, stk. 2					§ 30
§ 20, stk. 3					§ 241 a
§ 21					§ 31
§ 22					§ 32
§ 23, stk. 1					§ 72, stk. 1
§ 23, stk. 2					§ 72, stk. 2
§ 23, stk. 3					§ 72, stk. 3
§ 24, stk.1, 1. pkt.		§ 2, stk. 2		§ 1 a, stk. 2, 1. pkt.	§ 6 a, stk. 1, nr. 3, og stk. 2 og 3
§ 24, stk. 1, 2. pkt.		§ 2, stk. 3		§ 1 a, stk. 2, 2. pkt.	§ 6 a, stk. 1, nr. 3, og stk. 2 og 3
§ 24, stk. 2		§ 2, stk. 4		§ 1 a, stk. 3	§ 6 a, stk. 1, nr. 3, og stk. 2 og 3
§ 25		Ny		§ 1 a, stk. 1	§ 6 a, stk. 4
§ 26, stk. 1		§ 2, stk. 5	§ 1, stk. 7	§ 1 a, stk. 4	§ 6, stk.3
§ 26, stk. 2		§ 2, stk. 6	§ 1, stk. 8	§ 1 a, stk. 5	§ 6, stk. 5
§ 27			§ 1, stk. 6
§ 28								Ny
§ 29					§ 6 a, stk. 1, nr. 2 og 3, stk. 5 og 6
§ 30, stk. 1		§ 12, stk. 1	§ 6, stk. 1	§ 6 a, stk. 1	§ 211, stk. 1			Ny
§ 30, stk. 2		§ 3, stk. 1
§ 30, stk. 3								Ny
§ 30, stk. 4		§ 12, stk. 2	§ 6, stk. 2	§ 6 a, stk. 2	§ 211, stk. 2			Ny
§ 30, stk. 5		§ 12, stk. 2		§ 6 a, stk. 2
§ 30, stk. 6			§ 6, stk. 2					Ny
§ 30, stk. 7					§ 211, stk. 2
§ 30, stk. 8					§ 211, stk. 3
§ 30, stk. 9		§ 12, stk. 5	§ 6, stk. 3	§ 6 a, stk. 3	§ 211, stk. 4			Ny
§ 30, stk. 10		§ 12, stk. 7	§ 6, stk. 4	§ 6 a, stk. 4	§ 211, stk. 5			Ny
§ 31, stk. 1		§ 12, stk. 3	§ 6, stk. 5	§ 6 a, stk. 5	§ 213, stk. 1 og stk. 2, nr. 3			Ny
§ 31, stk. 2		§ 3, stk. 1
§ 31, stk. 3								Ny
§ 31, stk. 4								Ny
§ 31, stk. 5					§ 213, stk. 2
§ 31, stk. 6					§ 213, stk. 3
§ 31, stk. 7					§ 213, stk. 4
§ 31, stk. 8					§ 213, stk. 5
§ 31, stk. 9					§ 213, stk. 6
§ 31, stk. 10					§ 213, stk. 7
§ 32		Ny	§ 2, stk. 4	§ 2, stk. 2				Ny
§ 33		Ny	Ny
§ 34					§ 4
§ 35, stk. 1					§ 212, stk. 1
§ 35, stk. 2					§ 212, stk. 2
§ 35, stk. 3					§ 212, stk. 3
§ 35, stk. 4					§ 212, stk. 4
§ 35, stk. 5					§ 212, stk. 5
§ 35, stk. 6					§ 212, stk. 6
§ 36					§ 215
§ 37					§ 219
§ 38, stk. 1		§ 50, stk. 1	§ 7, stk. 1	§ 6 b, stk. 1	§ 220, stk. 1			Ny
§ 38, stk. 2		§ 50, stk. 2	§ 7, stk. 2	§ 6 b, stk. 2	§ 220, stk. 2			Ny
§ 38, stk. 3		§ 50, stk. 2	§ 7, stk. 2	§ 6 b, stk. 2				Ny
§ 38, stk. 4		§ 50, stk. 2	§ 7, stk. 2	§ 6 b, stk. 2	§ 220, stk. 3			Ny
§ 38, stk. 5		§ 50, stk. 3	§ 7, stk. 3	§ 6 b, stk. 3	§ 220, stk. 3			Ny
§ 38, stk. 6		§ 50, stk. 5	§ 7, stk. 4	§ 6 b, stk. 4	§ 220, stk. 4			Ny
§ 38, stk. 7		Ny	Ny	Ny	Ny			Ny
§ 38, stk. 8					Ny
§ 39, stk. 1, 1. pkt.		§ 51, stk. 1	§ 7, stk. 5	§ 6 b, stk. 5	§ 220, stk. 5			Ny
§ 39, stk. 1, 2. pkt.					§ 220, stk. 5
§ 39, stk. 2, 1. pkt.		§ 51, stk. 2	§ 7, stk. 6	§ 6 b, stk. 6	§ 220, stk. 6			Ny
§ 39, stk. 2, 2. pkt.					§ 220, stk. 6
§ 39, stk. 2, 3. pkt.								Ny
§ 39, stk. 3			§ 7, stk. 7					Ny
§ 39, stk. 4								Ny
§ 39, stk. 5					Ny
§ 40		Ny	Ny	Ny	Ny			Ny
§ 41					§ 222
§ 42					§ 221
§ 43, stk. 1	§ 3, stk. 1							Ny
§ 43, stk. 2	§ 3, stk. 2							Ny
§ 44					§ 218
§ 45		§ 53 i, stk. 3	Ny	§ 22, stk. 3				Ny
§ 46		Ny		§ 41 b
§ 47				§ 41
§ 48				§ 41 a
§ 49, stk. 1				§ 11, stk. 6
§ 49, stk. 2				§ 15 e, stk. 3
§ 49, stk. 3				§ 15 e, stk. 4
§ 50				§ 42 a, stk. 1-2
§ 51				§ 42 c
§ 52								§ 75, stk. 2
§ 53, stk. 1		§ 47 a, stk. 1
§ 53, stk. 2		§ 47 a, stk. 1
§ 53, stk. 3		§ 47 a, stk. 2
§ 54								Ny
§ 55, stk. 1					§ 255, stk. 1
§ 55, stk. 2					§ 255, stk. 2
§ 55, stk. 3					§ 257 a
§ 56					§ 256, stk. 1, og § 256 a, stk. 1
§ 57					§ 257
§ 58					§ 207
§ 59, stk. 1					§ 208
§ 59, stk. 2					§ 208
§ 59, stk. 3					§ 210
§ 59, stk. 4					§ 209, stk. 1
§ 60, stk. 1	§ 11, stk. 1							Ny
§ 60, stk. 2	§ 11, stk. 2							Ny
§ 60, stk. 3	§ 11, stk. 3							Ny
§ 60, stk. 4	§ 11, stk. 4							Ny
§ 60, stk. 5	§ 11, stk. 5							Ny
§ 60, stk. 6	§ 11, stk. 6							Ny
§ 60, stk. 7	§ 11, stk. 7							Ny
§ 60, stk. 8	§ 11, stk. 8							Ny
§ 61, stk. 1	§ 12, stk. 1							Ny
§ 61, stk. 2	§ 12, stk. 2							Ny
§ 61, stk. 3	§ 12, stk. 3							Ny
§ 61, stk. 4	§ 12, stk. 4							Ny
§ 62, stk. 1-2	§ 13, stk. 1-2							Ny
§ 62, stk. 3	§ 13, stk. 3, 1. pkt.							Ny
§ 62, stk. 4	§ 13, stk. 3, 2. pkt.							Ny
§ 63, stk. 1		Ny	Ny	Ny	Ny			Ny
§ 63, stk. 2, nr. 1		Ny	Ny	Ny	Ny			Ny
§ 63, stk. 2, nr. 2		§ 18 b	§ 12 a	§ 19 a	§ 91			Ny
§ 63, stk. 2, nr. 3		Ny	Ny	Ny	Ny			Ny
§ 63, stk. 2, nr. 4		Ny	Ny	Ny	Ny			Ny
§ 63, stk. 3		Ny	Ny	Ny	Ny			Ny
§ 64		Ny	§ 13	§ 15 d, stk. 3	Ny			Ny
§ 65		§ 19	Ny	§ 20	§ 97, stk. 3			Ny
§ 66		§ 13	Ny	§ 8, § 11, stk. 7, § 15 b, stk. 3, og § 15 i, stk. 3	Ny			Ny
§ 67		Ny	Ny	Ny	§ 240 a, stk. 1			Ny
§ 68		Ny	Ny	§ 9, stk. 2, § 15 c	Ny			Ny
§ 69	§ 14							Ny
§ 70, stk. 1, nr. 1-4	§ 15, stk. 1							Ny
§ 70, stk. 1, nr. 5		Ny	Ny	Ny	Ny			Ny
§ 70, stk. 2	§ 15, stk. 2							Ny
§ 71, stk. 1, nr. 1	§ 3 b, stk. 1, nr. 1							Ny
§ 71, stk. 1, nr. 2	§ 3 b, stk. 1, nr. 2							Ny
§ 71, stk. 2-3	§ 3 b, stk. 2-3							Ny
§ 71, stk. 4	§ 3 b, stk. 5							Ny
§ 71, stk. 5	§ 3 b, stk. 6							Ny
§ 71, stk. 6		Ny	Ny	Ny	Ny			Ny
§ 71, stk. 7	§ 3 b, stk. 4							Ny
§ 72	§ 16							Ny
§ 73	§ 17							Ny
§ 74, stk. 1	§ 18, stk. 1							Ny
§ 74, stk. 2	§ 18, stk. 2							Ny
§ 74, stk. 3		§ 81, stk. 1	§ 16, stk. 3	§ 21, stk. 3, 1. pkt.				Ny
§ 75		Ny	Ny	Ny	§ 95			Ny
§ 76, stk. 1-4		Ny	Ny	Ny	Ny			§ 26
§ 76, stk. 5	§ 19, stk. 4							§ 26
§ 76, stk. 6-8		Ny	Ny	Ny	Ny			Ny
§ 77, stk. 1-4	§ 20, stk. 1-4							Ny
§ 77, stk. 5	§ 20, stk. 6							Ny
§ 78	§ 23							Ny
§ 79		Ny	Ny	Ny	Ny			§ 15
§ 80				§ 11, stk. 1-5
§ 81				§ 13, stk. 1, 2. pkt.
§ 82				§ 7
§ 83	§ 22			§ 12
§ 84				§ 15 b, stk. 1-2
§ 85				§ 15 e, stk. 1
§ 86				§ 7 a
§ 87	§ 22			§ 15 e, stk. 2
§ 88				§ 15 i, stk. 1-2
§ 89				§ 15 j, stk. 1, 1. pkt., og stk. 2
§ 90				§ 15 g
§ 91				§ 15 f, stk. 3
§ 92				§ 15 k, stk. 2
§ 93				§ 15 l
§ 94				§ 15 m
§ 95				§ 15 j, stk. 3
§ 96			§ 14 a					Ny
§ 97								§ 22, stk. 2
§ 98								§ 19, jf. § 16
§ 99								Ny
§ 100								Ny
§ 101								Ny
§ 102								Ny
§ 103, stk. 1								Ny
§ 103, stk. 2								Ny
§ 104								Ny
§ 105, stk. 1								§ 73, stk. 1
§ 105, stk. 2								§ 74
§ 106								§ 75
§ 107					§ 89
§ 108					§ 93
§ 109, stk. 1					§ 240 a, stk. 4
§ 109, stk. 2					§ 35
§ 109, stk. 3					§ 101
§ 110, stk. 1					§ 104, stk. 1
§ 110, stk. 2					§ 104, stk. 2
§ 111					§ 21, stk. 2
§ 112					§ 116
§ 113					§ 72, stk. 1 og stk. 4
§ 114					§ 206
§ 115					§ 203 a
§ 116	§ 4							§ 26
§ 117	§ 5							Ny
§ 118	§ 6							Ny
§ 119	§ 7							Ny
§ 120	§ 8							Ny
§ 121	§ 9							Ny
§ 122	§ 10							Ny
§ 123, stk. 1		§ 53, stk. 1		§ 21, stk. 1. 1. pkt., og § 44 a, stk. 1
§ 123, stk. 2, 1. pkt.				§ 44 a, stk. 2
§ 127, stk. 2, 2. pkt.				§ 48, stk. 3
§ 123, stk. 3				§ 44 a, stk. 4
§ 123, stk. 4		§ 53, stk. 2
§ 124, stk. 1, nr. 1			§ 16, stk. 1, 1. pkt.					Ny
§ 124, stk. 1, nr. 2			§ 3, stk. 2, 1. pkt.
§ 124, stk. 1, nr. 3								Ny
§ 124, stk. 1, nr. 4			§ 3, stk. 3					Ny
§ 124, stk. 2								Ny
§ 124, stk. 3								Ny
§ 124, stk. 4			§ 4, stk. 1					Ny
§ 125, stk. 1					§ 34, stk. 2 og 3, og § 73, stk. 1 og 2
§ 125, stk. 2					Ny
§ 125, stk. 3					Ny
§ 125, stk. 4					§ 73, stk. 3
§ 126		Ny	Ny	Ny	Ny			Ny
§ 127, stk. 1		§ 53 a, stk. 1	§ 17, stk. 1	§ 21 a, stk. 1	§ 34, stk. 5			Ny
§ 127, stk. 2		§ 53 e		§ 21 a, stk. 11
§ 128, stk. 1, nr. 1		§ 53 b, stk. 1	§ 17, stk. 2	§ 21 a, stk. 2				Ny
§ 128, stk. 1, nr. 2		§ 53 b, stk. 1	§ 17, stk. 2	§ 21 a, stk. 2				Ny
§ 128, stk. 1, nr. 3		§ 53 b, stk. 1	§ 17, stk. 2	§ 21 a, stk. 2				Ny
§ 128, stk. 1, nr. 4		§ 53 b, stk. 1	§ 17, stk. 2					Ny
§ 128, stk. 1, nr. 5				§ 52 d, stk. 2
§ 128, stk. 1, nr. 6				§ 52 h
§ 128, stk. 1, nr. 7		§ 53 b, stk. 1	Ny	Ny				Ny
§ 128, stk. 1, nr. 8		§ 53 b, stk. 1
§ 128, stk. 1, nr. 9		§ 53 b, stk. 1
§ 128, stk. 2		§ 53 b, stk. 1	Ny					Ny
§ 129, stk. 1					Ny
§ 129, stk. 2					Ny
§ 129, stk. 3					Ny
§ 129, stk. 4					§ 75
§ 130, stk. 1, nr. 1		§ 53 b, stk. 2	§ 17, stk. 3	§ 21 a, stk. 3	§ 34			Ny
§ 130, stk. 1, nr. 2		§ 53 b, stk. 2	§ 17, stk. 3	§ 21 a, stk. 3	§ 34			Ny
§ 130, stk. 1, nr. 3		§ 53 b, stk. 2	§ 17, stk. 3	§ 21 a, stk. 3	§ 34			Ny
§ 130, stk. 1, nr. 4		§ 53 b, stk. 2	§ 17, stk. 3	§ 21 a, stk. 3				Ny
§ 130, stk. 2					§ 34
§ 130, stk. 3					§ 34
§ 130, stk. 4					§ 34
§ 131		§ 53 i, stk. 1	Ny					Ny
§ 132					Ny
§ 133					Ny
§ 134, stk. 1		§ 53 c	§ 17, stk. 4	§ 21 a, stk. 4				Ny
§ 134, stk. 2		§ 53 c	§ 17, stk. 4	§ 21 a, stk. 4				Ny
§ 134, stk. 3					Ny
§ 134, stk. 4					Ny
§ 135, stk. 1		§ 53 i, stk. 2	§ 18, stk. 1	§ 22, stk. 1				Ny
§ 135, stk. 2		Ny	Ny					Ny
§ 135, stk. 3		§ 53 i, stk. 2, nr. 7	§ 18, stk. 4 (1.jan. 2003 = stk.3)					Ny
§ 135, stk. 4		§ 53 i, stk. 2	Ny					Ny
§ 135, stk. 5		Ny	Ny		Ny			Ny
§ 135, stk. 6		§ 53 i, stk. 2, nr. 8	Ny					Ny
§ 135, stk. 7					Ny
§ 136					§ 73, stk. 4
§ 137					Ny
§ 138, stk. 1, nr. 1		§ 53 d, stk. 4		§ 21 a, stk. 9
§ 138, stk. 1, nr. 2		§ 53 d, stk. 1	§ 17, stk. 6, 1. og 2. pkt.	§ 21 a, stk. 6				Ny
§ 138, stk. 1, nr. 3		§ 53 d, stk. 2	§ 17, stk. 7	§ 21 a, stk. 7				Ny
§ 138, stk. 1, nr. 4		§ 61, stk. 1	§ 17, stk. 9, og § 21, stk. 1 og 3	24, stk. 1, 1. pkt.				Ny
§ 138, stk. 1, nr. 5		Ny	§ 17, stk. 9, og § 21, stk. 2, 1. pkt., og stk. 3	§ 24, stk. 2, 2. pkt.				Ny
§ 138, stk. 2
§ 138, stk. 3
§ 138, stk. 4		Ny	§ 17, stk. 6, 3. pkt.	§ 21 a, stk. 6, sidste pkt.				Ny
§ 138, stk. 5		§ 53 d, stk. 3	§ 17, stk. 8	§ 24, stk. 2, 3. pkt.				Ny
§ 138, stk. 6		Ny	§ 21, stk. 6, 1. pkt.	§ 24, stk. 8				Ny
§ 139, stk. 1		§ 53 f, stk. 1
§ 139, stk. 2		§ 53 f, stk. 2
§ 140								Ny
§ 141, stk. 1		§ 53, stk. 5, og § 53 h	Ny					Ny
§ 141, stk. 2			Ny					Ny
§ 142, nr. 1		§ 53, stk. 5, og § 53 h	§ 16, stk. 4	§ 21, stk.1, 2. pkt., og stk. 4				Ny
§ 142, nr. 2		§ 53, stk. 5	§ 16, stk. 1, 2. pkt.	§ 21, stk.1, 2. pkt., og stk. 4				Ny
§ 142, nr. 3		Ny	§ 21, stk. 6, 2. pkt.		§ 34, stk. 3			Ny
§ 142, nr. 4			§ 4, stk. 2					Ny
§ 142, nr. 5			Ny					Ny
§ 142, nr. 6					Ny
§ 143				§ 7 d
§ 144, stk. 1		§ 65 a, stk. 1	§ 19, stk.1	§ 23, stk. 1				Ny
§ 144, stk. 2		§ 65 a, stk. 2	§ 19, stk. 3	§ 23, stk. 3				Ny
§ 144, stk. 3		§ 65 a, stk. 3	§ 19, stk. 2, 1. pkt.	§ 23, stk. 2				Ny
§ 144, stk. 4		§ 65 a, stk. 4	§ 19, stk. 4	§ 23, stk. 4				Ny
§ 144, stk. 5		§ 65 a, stk. 5	§ 19, stk. 6	§ 23, stk. 6				Ny
§ 144, stk. 6		§ 65 a, stk. 6, 1. pkt.	§ 19, stk. 7	§ 23, stk. 7				Ny
§ 144, stk. 7		§ 65 a, stk. 7		§ 23, stk. 8				Ny
§ 145, stk. 1		Ny	§ 21, stk. 2, 3. pkt.	§ 24, stk. 2, 2. pkt.				Ny
§ 145, stk. 2		Ny	§ 21, stk. 6, 1. pkt.	§ 24, stk. 8				Ny
§ 145, stk. 3		Ny	§ 21, stk. 2, 4. pkt.	§ 24, stk. 2, 3. pkt.				Ny
§ 145, stk. 4		Ny	§ 21, stk. 7	§ 26				Ny
§ 146, stk. 1		§ 61, stk. 2	§ 21 a	§ 25				Ny
§ 146, stk. 2		Ny	Ny	§ 26				Ny
§ 147, nr. 1		§ 65 b, stk. 2	Ny	§ 23, stk. 2				Ny
§ 147, nr. 2		§ 65 a, stk. 3	§ 19, stk. 2, 2. pkt.	§ 23, stk. 2				Ny
§ 147, nr. 3		§ 65 a, stk. 8	§ 19, stk. 8	§ 23, stk. 9				Ny
§ 147, nr. 4		§ 64 og § 65	Ny	§ 21, stk. 4				Ny
§ 148				§ 25
§ 149				§ 24, stk. 5
§ 150				§ 24, stk. 6
§ 151				§ 28
§ 152	§ 38, stk. 2, 1. pkt.	§ 60
§ 153, stk. 1		§ 62 a, stk. 1
§ 153, stk. 2		§ 62 a, stk. 2
§ 154		§ 65 a, stk. 6, 2. pkt.
§ 155, stk. 1			§ 22, stk. 1					Ny
§ 155, stk. 2			§ 22, stk. 2					Ny
§ 155, stk. 3			§ 22, stk. 2					Ny
§ 156			§ 3, stk. 2, 2. pkt.					Ny
§ 157					§ 87
§ 158					§ 127 a, stk. 1
§ 159					§ 127 a, stk. 3
§ 160					§ 127 a, stk. 2
§ 161					§ 128, stk. 1-4
§ 162, stk. 1, nr. 1					§ 128, stk. 5
§ 162, stk. 1, nr. 2					§ 128, stk. 8, 1. pkt.
§ 162, stk. 1, nr. 3					§ 128, stk. 6
§ 162, stk. 1, nr. 4					§ 128, stk. 7
§ 162, stk. 1, nr. 5					Ny
§ 162, stk. 2					§ 128, stk. 8, 2. pkt.
§ 163, stk. 1					§§ 128, stk. 7 og 129
§ 163, stk. 2					§ 129
§ 163, stk. 3					§ 129
§ 163, stk. 4					§ 129
§ 163, stk. 5					§ 129
§ 163, stk. 6					§ 129
§ 164					§ 130
§ 165					§ 130 a, stk. 1
§ 166					§ 131
§ 167					§ 134
§ 168, nr. 1					§ 128, stk. 9
§ 168, nr. 2					§ 130
§ 168, nr. 3					§ 130 a, stk. 2
§ 168, nr. 4					§ 131, stk. 8
§ 169, stk. 1	§ 36, stk. 1							Ny
§ 169, stk. 2	§ 36, stk. 2							Ny
§ 169, stk. 3	§ 36, stk. 3							Ny
§ 169, stk. 4		Ny	Ny	Ny				Ny
§ 170, stk. 1	§ 37, stk. 1
§ 170, stk. 2	§ 37, stk. 2
§ 171, stk. 1	§ 38, stk. 1
§ 171, stk. 2	§ 38, stk. 3
§ 172, stk. 1	§ 39, stk. 1
§ 172, stk. 2	§ 39, stk. 2
§ 173								Ny
§ 174	§ 40
§ 175, stk. 1	§ 41, stk. 1							Ny
§ 175, stk. 2	§ 41, stk. 2							Ny
§ 176, stk. 1	§ 42, stk. 1
§ 176, stk. 2	§ 42, stk. 2
§ 177, stk. 1	§ 43, stk. 1							Ny
§ 177, stk. 2	§ 43, stk. 2							Ny
§ 178, nr. 1	§ 44, nr. 1							Ny
§ 178, nr. 2	§ 44, nr. 2							Ny
§ 178, nr. 3	§ 44, nr. 3							Ny
§ 179, nr. 1	§ 45, nr. 1							Ny
§ 179, nr. 2	§ 45, nr. 2							Ny
§ 179, nr. 3	§ 45, nr. 3							Ny
§ 180, stk. 1	§ 46, stk. 1							Ny
§ 180, stk. 2	§ 46, stk. 2							Ny
§ 181, stk. 1		§ 63, stk. 1	§ 20 a	§ 27, stk. 1	Ny			Ny
§ 181, stk. 2		§ 63, stk. 1	§ 20 a	§ 27, stk. 1	Ny			Ny
§ 181, stk. 3		§ 63, stk. 1	§ 20 a	§ 27, stk. 1	Ny			Ny
§ 182, stk. 1	§ 47, stk. 1							Ny
§ 182, stk. 2	§ 47, stk. 2							Ny
§ 183	§ 48							Ny
§ 184	§ 49							Ny
§ 185, stk. 1	§ 50, stk. 1							Ny
§ 185, stk. 2	§ 50, stk. 2							Ny
§ 185, stk. 3	§ 50, stk. 3							Ny
§ 186	§ 51							Ny
§ 187, stk. 1	§ 52, stk. 1							Ny
§ 187, stk. 2	§ 52, stk. 2							Ny
§ 187, stk. 3	§ 52, stk. 3							Ny
§ 188, stk. 1	§ 53, stk. 1							Ny
§ 188, stk. 2	§ 53, stk. 2							Ny
§ 189, stk. 1	§ 54, stk. 1							Ny
§ 189, stk. 2	§ 54, stk. 2							Ny
§ 190	§ 55							Ny
§ 191	§ 56							Ny
§ 192	§ 57							Ny
§ 193	§ 58							Ny
§ 194, stk. 1	§ 59, stk. 1							Ny
§ 194, stk. 2-4	§ 59, stk. 2-4							Ny
§ 195	§ 60							Ny
§ 196		Ny	Ny	Ny	Ny			Ny
§ 197	§ 61							Ny
§ 198, stk. 1	§ 62, stk. 1							Ny
§ 198, stk. 2-8	§ 62, stk. 2-8							Ny
§ 198, stk. 9-10		Ny	Ny	Ny	Ny			Ny
§ 198, stk. 11	§ 62, stk. 9							Ny
§ 199	§ 63							Ny
§ 200				§ 38
§ 201				§ 39
§ 202				§ 39 a
§ 203, stk. 1		§ 66	§ 30, stk. 1	§ 48, stk. 1				Ny
§ 203, stk. 2		Ny	Ny	§ 48, stk. 1 og 2				Ny
§ 204				§ 48, stk. 4
§ 205				§ 48, stk. 3
§ 206				§ 48 a
§ 207				§ 52 c
§ 208				§ 52 d
§ 209				§ 52 e
§ 210				§ 52 f
§ 211				§ 52 h
§ 212				§ 52 i
§ 213				§ 52 j
§ 214				§ 52 k
§ 215				§ 52 l
§ 216, stk. 1-4				§ 52 m, stk. 1-4
§ 216, stk. 5				Ny
§ 216, stk. 6				§ 52 n
§ 217		§ 69, stk. 1, og § 69, stk. 3
§ 218		§ 69 a, stk. 2
§ 219, stk. 1		§ 74, stk. 1
§ 219, stk. 2		§ 74, stk. 2
§ 219, stk. 3		§ 74, stk. 3
§ 220		§ 75, stk. 1
§ 221, stk. 1		§ 75, stk. 2, og § 69 a, stk. 1 og 4
§ 221, stk. 2		§ 75, stk. 4, og § 69 a, stk. 1
§ 222		§ 76 og § 69 a, stk. 3
§ 223, stk. 1		§ 76 b, stk. 1
§ 223, stk. 2		§ 76 b, stk. 3
§ 223, stk. 3		§ 76 b, stk. 2 og 4
§ 224		§ 76 c
§ 225					§ 161, stk. 1 og 3
§ 226					§ 163
§ 227					§ 164
§ 228					§ 165
§ 229					§ 166
§ 230					§ 167
§ 231					§ 246
§ 232					§ 157
§ 233					§ 213 a
§ 234					§ 158
§ 235		Ny	Ny	Ny				Ny
§ 236, stk. 1, nr. 1		§ 80, stk. 2, nr. 1	§ 24, stk. 1, nr. 3	§ 43, stk. 1				Ny
§ 236, stk. 1, nr. 2		§ 80, stk. 2, nr. 2-3	§ 24, stk. 1, nr. 4	§ 43, stk. 1				Ny
§ 236, stk. 1, nr. 3		§ 80, stk. 1, nr. 1	§ 24, stk. 1, nr. 1	§ 43, stk. 1				Ny
§ 236, stk. 1, nr. 4		§ 80, stk. 1, nr. 2	§ 24, stk. 1, nr. 2	§ 43, stk. 1				Ny
§ 236, stk. 2		Ny						Ny
§ 236, stk. 3		Ny						Ny
§ 237, stk. 1		§ 80, stk. 2, nr. 4, og § 53, stk. 4	§ 24, stk. 2, 1. pkt.	§ 21, stk. 3, 2. pkt., § 43, stk. 2, og § 44 a, stk. 3				Ny
§ 237, stk. 2		§ 81, stk. 2	§ 24, stk. 2, 2. pkt.	§ 21, stk. 3, 2. pkt.				Ny
§ 237, stk. 3		§ 80, stk. 2, nr. 4	§ 24, stk. 3	§ 21, stk. 3, 2. pkt., og § 43, stk. 3				Ny
§ 238		§ 83, stk. 1	§ 28, stk. 1	§ 47, stk. 1				Ny
§ 239		§ 83, stk. 2	§ 28, stk. 2	§ 47, stk. 2				Ny
§ 240, stk. 1		§ 84, stk. 1	Ny	§ 47 a				Ny
§ 240, stk. 2		Ny	Ny	Ny				Ny
§ 241, stk. 1		§ 85, 2. pkt.	Ny	§ 47 c, 5. pkt.				Ny
§ 241, stk. 2		Ny	Ny	Ny				Ny
§ 242		§ 85, 1. pkt.	Ny	§ 47 c, 1. -2. pkt.				Ny
§ 243		Ny	Ny	Ny				Ny
§ 244, stk. 1		§ 82, stk. 1	§ 27, stk. 1	§ 46, stk. 1				Ny
§ 244, stk. 2		Ny	Ny					Ny
§ 244, stk. 3		§ 82, stk. 2	§ 27, stk. 2	§ 46, stk. 2				Ny
§ 245, stk. 1		§ 86, stk. 1	§ 29	§ 47 d, stk. 1				Ny
§ 245, stk. 2		§ 86, stk. 2	Ny	§ 22, stk. 6				Ny
§ 245, stk. 3		§ 86, stk. 3	Ny	§ 47 d, stk. 2				Ny
§ 246		§ 86, stk. 4	Ny	§ 47 d, stk. 3				Ny
§ 247		Ny		§ 47 g, stk. 1	§ 34			Ny
§ 248		§ 87, stk. 2	Ny	§ 47 g, stk. 2	§ 34			Ny
§ 249		§ 94, stk. 4	§ 26	§ 44 b	§ 34			Ny
§ 250				§ 47 e
§ 251				§ 47 f
§ 252				§ 47 b
§ 253					§ 9, stk. 4
§ 254, stk. 1					§ 253, stk. 1
§ 254, stk. 2					§ 168
§ 255					§ 253, stk. 2-3
§ 256					§ 168 a
§ 257					§ 168 b
§ 258					§ 168 c
§ 259					§ 169
§ 260					§ 170
§ 261					§ 171
§ 262					§ 172
§ 263					§ 176
§ 264					§ 177
§ 265					§ 178
§ 266					§ 240 a, stk. 1
§ 267					§ 240 a, stk. 2
§ 268					§ 240, stk. 7
§ 269					§ 209, stk. 2-3
§ 270					Ny
§ 271					§ 216
§ 272					§ 249
§ 273					§ 250
§ 274, stk. 1					§ 251, stk. 1
§ 274, stk. 2, 1. pkt.					§ 251, stk. 2, 1. pkt.
§ 274, stk. 2, 2. pkt.					§ 251, stk. 2, 2. pkt.
§ 275					§ 252
§ 276					§ 254
§ 277					§ 151
§ 278					§ 152
§ 279					§ 153
§ 280					§ 154
§ 281					§ 155
§ 282					§ 156
§ 283					§ 78
§ 284					§ 78 a
§ 285					§ 79
§ 286					§ 81
§ 287					§ 82
§ 288					§ 117
§ 289					§ 135
§ 290					§ 136
§ 291					§ 137
§ 292					§ 141
§ 293, stk. 1					§ 192, stk. 1
§ 293, stk. 2					§ 192, stk. 2
§ 294					§ 193
§ 295					§ 194
§ 296					§ 195
§ 297					§ 196
§ 298					§ 197
§ 299					§ 198
§ 300					§ 200
§ 301					§ 201
§ 302					§ 202
§ 303					§ 203
§ 304					§ 203 a
§ 305					§ 204
§ 306					§ 206 a
§ 307, stk. 1, 1. pkt.							§ 1, stk. 2
§ 307, stk. 1, 2. og 3. pkt.							§ 1, stk. 3
§ 307, stk. 2							§ 4
§ 307, stk. 3							§ 2
§ 307, stk. 4							§ 1, stk. 4, og § 7
§ 307, stk. 5							§ 1, stk. 5
§ 307, stk. 6							§ 1, stk. 6
§ 308							§ 3
§ 309							§ 5
§ 310							§ 6
§ 311, stk. 1							§ 8
§ 311, stk. 2							Ny
§ 312							§ 9
§ 313							§ 10
§ 314							§ 11
§ 315							§ 12
§ 316, stk. 1							§ 13, stk. 1
§ 316, stk. 2							Ny
§ 316, stk. 3							§ 13, stk. 2
§ 317							§ 14
§ 318							§ 15
§ 319							§ 16
§ 320							§ 17
§ 321							§ 18
§ 322							§ 19
§ 323							§ 20
§ 324							§ 21
§ 325							§ 22
§ 326							§ 23
§ 327							§ 24
§ 328							§ 25
§ 329							§ 26
§ 330							§ 27
§ 331							§ 34
§ 332							§§ 29-33
§ 333, stk. 1						§ 1, stk. 1, og § 3, stk. 1
§ 333, stk. 2						Ny
§ 334						Ny
§ 335						§ 3, stk. 2-3
§ 336						Ny
§ 337						Ny
§ 338						§ 4, stk. 1
§ 339						§ 5
§ 340						§ 6, nr. 3
§ 341						§ 7
§ 342						§ 11 og § 12
§ 343, stk. 1	§ 64, stk. 1	§ 94, stk.1	§ 31, stk. 1	§ 49, stk. 1	§ 237, stk. 1			Ny
§ 343, stk. 2	§ 64, stk. 2
§ 343, stk. 3	§ 64, stk. 3							Ny
§ 343, stk. 4-5	§ 64, stk. 4-5							Ny
§ 344, stk. 1	§ 65, stk. 1							Ny
§ 344, stk. 2	§ 65, stk. 2	§ 94, stk. 2	§ 31, stk. 2	§ 49, stk. 2	§ 237, stk. 2			Ny
§ 344, stk. 3	§ 65, stk. 3							Ny
§ 344, stk. 4	§ 65, stk. 4							Ny
§ 344, stk. 5	§ 65, stk. 5							Ny
§ 344, stk. 6-8	§ 65, stk. 6-8							Ny
§ 345, stk. 1, 1. pkt.	§ 66, stk. 1							Ny
§ 345, stk. 1, 2. pkt.								Ny
§ 345, stk. 2-3	§ 66, stk. 2-3							Ny
§ 345, stk. 4, 1.-2. pkt.	§ 66, stk. 4							Ny
§ 345, stk. 4, 3.-4. pkt.			Ny					Ny
§ 346, stk. 1, 1. pkt.	§ 67, stk. 1							§ 77, stk. 1, 1. pkt.
§ 346, stk. 1, 2. pkt.		Ny	Ny	Ny				Ny
§ 346, stk. 2	§ 67, stk. 2							§ 77, stk. 1, 2. pkt.
§ 346, stk. 3	§ 67, stk. 3							Ny
§ 346, stk. 4	§ 67, stk. 4							Ny
§ 346, stk. 5	§ 67, stk. 5							Ny
§ 347, stk. 1	§ 68, 1.-2. pkt.							Ny
§ 347, stk. 2, 1. pkt.	§ 68, 3. pkt.							Ny
§ 347, stk. 2, 2. pkt.			Ny					Ny
§ 348	§ 69							Ny
§ 349, stk. 1	§ 70, stk. 1							Ny
§ 349, stk. 2	§ 70, stk. 2							Ny
§ 349, stk. 3	§ 70, stk. 3
§ 350		Ny	Ny	Ny	Ny			Ny
§ 351	§ 71							Ny
§ 352	§ 72							Ny
§ 353, stk. 1	§ 73, stk. 1							§ 77 a, stk. 1
§ 353, stk. 2	§ 73, stk. 2							§ 77 a, stk. 2
§ 353, stk. 3	§ 73, stk. 3							§ 77 a, stk. 3
§ 353, stk. 4	§ 73, stk. 4							§ 77 a, stk. 4
§ 353, stk. 5, nr. 1-10	§ 73, stk. 5, nr. 1-10							§ 77 a, stk. 5, nr. 1-10
§ 353, stk. 5, nr. 11	§ 73, stk. 5, nr. 11							Ny
§ 353, stk. 5, nr. 12-15	§ 73, stk. 5, nr. 12-15							§ 77 a, stk. 5, nr. 11-14
§ 353, stk. 6	§ 73, stk. 6							§ 77 a, stk. 6
§ 353, stk. 7	§ 73, stk. 7							§ 77 a, stk. 7
§ 353, stk. 8	§ 73, stk. 8							§ 77 a, stk. 8
§ 353, stk. 9	§ 73, stk. 9							§ 77 a, stk. 9
§ 353, stk. 10	§ 73, stk. 10							§ 77 a, stk. 10
§ 353, stk. 11	§ 73, stk. 11							Ny
§ 353, stk. 12	§ 73, stk. 12
§ 354, stk. 1	§ 74, stk. 1	§ 98 a, stk. 1	§ 31 b, stk. 1	§ 50 c, stk. 1	§ 240 d, stk. 1			§ 77 b, stk. 1
§ 354, stk. 2, nr. 1	§ 74, stk. 2, nr. 1	§ 98 a, stk. 2, nr. 4	§ 31 b, stk. 2, nr. 6	§ 50 c, stk. 2, nr. 6				Ny
§ 354, stk. 2, nr. 2	§ 74, stk. 2, nr. 3	§ 98 a, stk. 2, nr. 6		§ 50 c, stk. 2, nr. 7				Ny
§ 354, stk. 2, nr. 3	§ 74, stk. 2, nr. 4							Ny
§ 354, stk. 2, nr. 4	§ 74, stk. 2, nr. 5							Ny
§ 354, stk. 2, nr. 5	§ 74, stk. 2, nr. 6							Ny
§ 354, stk. 2, nr. 6	§ 74, stk. 2, nr. 7							Ny
§ 354, stk. 2, nr. 7		§ 98, stk. 2, nr. 2	§ 31 b, stk. 2, nr. 3	§ 50 c, stk. 2, nr. 4	§ 240 d, stk. 2, nr. 2			Ny
§ 354, stk. 2, nr. 8		§ 98 a, stk. 2, nr. 3	§ 31 b, stk. 2, nr. 4	§ 50 c, stk. 2, nr. 5	§ 240 d, stk. 2, nr. 3			Ny
§ 354, stk. 2, nr. 9		§ 98 a, stk. 2, nr. 5	§ 31 b, stk. 2, nr. 7		§ 240 d, stk. 2, nr. 6			Ny
§ 354, stk. 2, nr. 10			§ 31 b, stk. 2, nr. 2. 1. led	§ 50 c, stk. 2, nr. 3				Ny
§ 354, stk. 2, nr. 11		§ 98 a, stk. 2, nr. 1	§ 31 b, stk. 2, nr. 2, 2. led		§ 240 d, stk. 2, nr. 1			Ny
§ 354, stk. 2, nr. 12			§ 31 b, stk. 2, nr. 1
§ 354, stk. 2, nr. 13			Ny					Ny
§ 354, stk. 2, nr. 14			Ny		§ 240 d, stk. 2, nr. 4
§ 354, stk. 3	§ 74, stk. 3	§ 98 a, stk. 3	§ 31 b, stk. 3		§ 240 d, stk. 3			§ 77 b, stk. 3
§ 354, stk. 4	§ 74, stk. 4		§ 31 b, stk. 4					§ 77 b, stk. 4
§ 354, stk. 5		§ 98 a, stk. 4	§ 31 b, stk. 5		§ 240 d, stk. 4			Ny
§ 355	§ 75							Ny
§ 356, stk. 1		§ 100 a, stk. 1	§ 31, stk. 3	§ 48 b, stk. 1				§ 82, stk. 1
§ 356, stk. 2		§ 100 a, stk. 2	§ 31, stk. 4	§ 48 b, stk. 2				§ 82, stk. 2
§ 356, stk. 3		§ 100 a, stk. 3	§ 31, stk. 5	§ 48 b, stk. 3				§ 82, stk. 3
§ 356, stk. 4		§ 100 a, stk. 4	Ny	§ 48 b, stk. 4				§ 82, stk. 4
§ 356, stk. 5		§ 100 a, stk. 5	§ 31, stk. 6	§ 48 b, stk. 5				§ 82, stk. 5
§ 357, stk. 1					§ 240 a, stk. 3
§ 357, stk. 2					§ 240 a, stk. 5
§ 358					§ 243
§ 359	§ 75 a		§ 32					Ny
§ 360, stk. 1, nr. 1-11	§ 75 b, stk. 1, nr. 1-11
§ 360, stk. 1, nr. 12	§ 75b, stk. 1, nr. 12
§ 360, stk. 1, nr. 13	§ 75b, stk. 1, nr. 13
§ 360, stk. 2	§ 75 b, stk. 2							Ny
§ 361, stk. 1	§ 75 c, stk. 1		§ 32
§ 361, stk. 2								Ny
§ 361, stk. 3	§ 75 c, stk. 2
§ 361, stk. 4	§ 75 c, stk. 3
§ 361, stk. 5	§ 75 c, stk. 4
§ 362	§ 75 d			§ 52
§ 363	§ 75 e	§ 95
§ 364	§ 75 f				§ 242
§ 365	§ 75 g				§ 242
§ 366	§ 75 h							§ 81
§ 367	§ 75 i	§ 95	§ 32	§ 52	§ 242			Ny
§ 368	§ 75 j	§ 95	§ 32	§ 52	§ 242			Ny
§ 369	§ 75 k	§ 95		§ 52	§ 242			Ny
§ 370		§ 100, stk. 2	§ 33	§ 52 a, stk. 1	§ 247			§ 83
§ 371, stk. 1	§ 76	§ 100, stk. 3	§ 34	52 b	§ 247 a, stk. 1			§ 84
§ 371, stk. 2			Ny	§ 52 a, stk. 2
§ 371, stk. 3			Ny		§ 247, stk. 2
§ 372, stk. 1, 1. pkt.	§ 77, stk. 1, 1. pkt.	§ 101, stk. 1	§ 36, stk. 1	§ 54, stk. 1, 1. pkt.	§ 260, stk. 1	§ 14, stk.1	§ 35, stk. 1	§ 86, stk. 1 (delvist)
§ 372, stk. 1, 2. pkt.	§ 77, stk. 1, 2. pkt.			§ 54, stk. 1, 2. pkt.			§ 35, stk. 2	Ny
§ 372, stk. 1, 3. pkt.	§ 77, stk. 1, 3. pkt.							Ny
§ 372, stk. 2	§ 77, stk. 2	§ 101, stk. 3	§ 36, stk. 3	§ 54, stk. 2	§ 260, stk. 3	§ 14, stk. 7	§ 35, stk. 5	§ 86, stk. 6
§ 372, stk. 3	§ 77, stk. 3	§ 101, stk. 4	§ 36, stk. 4	§ 54, stk. 3	§ 261		§ 35, stk. 6	§ 86, stk. 7
§ 372, stk. 4, 1. pkt.	§ 77, stk. 4							Ny
§ 372, stk. 4, 2. pkt.						§ 14, stk. 5	§ 35, stk. 4
§ 372, stk. 5, 1. pkt.	§ 77, stk. 5							§ 86, stk. 3-4
§ 372, stk. 5, 2. pkt.						§ 14, stk. 3 og stk. 4	§ 35, stk. 3
§ 372, stk. 6	§ 77, stk. 6	§ 101, stk. 5	§ 36, stk. 5	§ 54, stk. 4		§ 14, stk. 9		Ny
§ 373, stk. 1	§ 78, stk. 1	§ 102, stk. 1	§ 35, stk. 1	§ 53			§ 36, stk. 1	§ 85
§ 373, stk. 2	§ 78, stk. 2			§ 53		§ 14, stk. 6	§ 36, stk. 2	Ny
§ 373, stk. 3	§ 78, stk. 3			§ 53				Ny
§ 374, stk. 1 og 2	(Ikrafttrædelse)
§ 374, stk. 3	§ 79, stk. 4, i lov nr. 501 af 7. juni 2001	§ 79, stk. 4, i lov nr. 501 af 7. juni 2001	§ 79, stk. 4, i lov nr. 501 af 7. juni 2001	§ 79, stk. 4, i lov nr. 501 af 7. juni 2001	§ 79, stk. 4, i lov nr. 501 af 7. juni 2001
§ 374, stk. 4		§ 90, stk. 1	§ 23, stk. 2	§ 34, stk. 1	§ 179, stk. 1
§ 374, stk. 5				Ny
§ 375		Ny	Ny	Ny	Ny	Ny	Ny	Ny
§ 376				Ny
§ 377	(Konsek-vensrettel-ser)
§ 378					Ny
§ 379	(Konsek-vensrettel-ser)
§ 380		Ny
§ 381	(Konsek-vensrettel-ser)
§ 382	§ 80, stk. 1
§ 383		§ 81, stk. 4, i lov nr. 501 af 7. juni 2001
§ 384	§ 82
§ 385, stk. 1	§ 83, stk. 1			§ 83, stk. 1, i lov nr. 501 af 7. juni 2001
§ 385, stk. 2	§ 83, stk. 3			§ 83, stk. 3, i lov nr. 501 af 7. juni 2001
§ 386				§ 56, stk. 4
§ 387				§ 2 i lov nr. 177 af 14. maj 1980
§ 388				§ 8 i lov nr. 154 af 24. april 1985
§ 389				§ 13, stk. 2, i lov nr. 154 af 24. april 1985
§ 390				§ 2, stk. 2, i lov nr. 829 af 18. december 1991
§ 391				§ 2, stk. 2, i lov nr. 393 af 30. maj 2000
§ 392				§ 4, stk. 2, i lov nr. 504 af 7. juni 2001
§ 393, stk. 1				§ 19, stk. 4, i lov nr. 428 af 6. juni 2002
§ 393, stk. 2				§ 20, stk. 2, i lov nr. 428 af 6. juni 2002
§ 394	§ 20, stk. 5, i lov nr. 428 af 6. juni 2002	§ 2, stk. 2, i lov 389 af 30. maj 2000
§ 395					§ 263, stk. 4
§ 396					§ 265
§ 397					§ 266, stk. 1
§ 398, stk. 1					§ 267, stk. 1
§ 398, stk. 2					§ 267, stk. 2
§ 399, stk. 1-3					§ 268, stk. 1-3
§ 399, stk. 4-9					§ 268, stk. 5-10
§ 400					§ 9, stk. 9, i lov nr. 475 af 10. juni 1998
§ 401, stk. 1			§ 6, stk. 2, i lov nr. 392 af 30. maj 2000
§ 401, stk. 2			§ 6, stk. 3, i lov nr. 392 af 30. maj 2000
§ 402		Ny		Ny
§ 403								Ny
§ 404							§ 37, stk. 2
§ 405						Ny
§ 406		Ny	Ny	Ny
§ 407					Ny
§ 408					Ny
§ 409			§ 4 i lov nr. 1053 af. 3. december 1998
§ 410								Ny
§ 411				Ny
§ 412	§ 20, stk. 3, i lov nr. 428 af 6. juni 2002
§ 413		Ny	Ny	Ny	Ny
§ 414		Ny	Ny	Ny	Ny
§ 415					Ny
§ 416		Ny	Ny	Ny	Ny
§§ 417-436	(Konsek-vensrettel-ser)
§ 437	91, stk.1, og § 21, stk. 1 og 2, i lov nr. 428 af 6. juni 2002	§ 91	§ 43	§ 55, stk. 3	§ 276	§ 17	§ 21

Ny = Bestemmelsen er ny for den pågældende instituttype

Bilag

til

Lov om finansiel virksomhed

Gældende formulering		Lovforslaget
Realkreditlov
§ 1. Denne lov gælder for realkreditinstitutter og realkreditvirksomhed.		§ 1. Denne lov finder anvendelse på finansielle virksomheder, jf. § 5, stk. 1, nr. 1. samt virksomhed omfattet af stk. 2-9.
Stk. 2. Realkreditinstitutter er her i landet registrerede institutter, der driver realkreditvirksomhed efter denne lov.		§ 8 . Virksomheder, der yder lån mod registreret pant i fast ejendom på grundlag af udstedelse af realkreditobligationer, skal have tilladelse som realkreditinstitut. Realkreditinstitutter må kun udøve virksomhed som nævnt i bilag 3 samt virksomhed efter §§ 24-26.
Stk. 3. Ved realkreditvirksomhed forstås ydelse af lån mod registreret pant i fast ejendom på grundlag af udstedelse af realkreditobligationer.		Bilag 2
§ 2. Realkreditinstitutter kan yde lån mod pant i fast ejendom, jf. dog § 1, stk. 4, på grundlag af udstedelse af andre værdipapirer end realkreditobligationer.		Bilag 2
Stk. 2. Realkreditinstitutter kan herudover drive virksomhed, der må anses for accessorisk til instituttets realkreditvirksomhed.		§ 24. Pengeinstitutter, realkreditinstitutter og forsikringsselskaber kan drive virksomhed, der er accessorisk til den virksomhed, der er givet tilladelse til.
Stk. 3. Finanstilsynet kan bestemme, at accessorisk virksomhed skal udøves af et andet selskab registreret i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.		§ 24, stk. 1, 2. pkt. Pengeinstitutter, realkreditinstitutter og forsikringsselskaber kan drive virksomhed, der er accessorisk til den virksomhed, der er givet tilladelse til.
Stk. 4. Realkreditinstitutter må drive forsikringsvirksomhed og pengeinstitutvirksomhed gennem datterselskaber.		§ 24. Stk. 2. Pengeinstitutter, realkreditinstitutter og forsikringsselskaber må gennem dattervirksomheder drive anden finansiel virksomhed.
Stk. 5. Et realkreditinstitut kan i fællesskab med andre virksomheder drive anden virksomhed end angivet i stk. 1-4, såfremt 1) realkreditinstituttet ikke direkte eller indirekte har bestemmende indflydelse på virksomheden, 2) realkreditinstituttet ikke driver virksomheden sammen med pengeinstitutter, forsikringsselskaber, fondsmæglerselskaber eller realkreditinstitutter, der indgår i koncern med realkreditinstituttet, og 3) virksomheden udøves i et andet selskab end realkreditinstituttet.		§ 26. Pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber og forsikringsselskaber kan uanset §§ 7-9, 11 og 24-25 i fællesskab med andre drive anden virksomhed, hvis: 1) den finansielle virksomhed ikke direkte eller indirekte har bestemmende indflydelse på virksomheden, 2) den finansielle virksomhed ikke driver virksomheden sammen med finansielle virksomheder, der indgår i koncern med den finansielle virksomhed, eller for så vidt angår forsikringsselskaber i administrationsfællesskab med forsikringsselskabet, og 3) virksomheden udøves i et andet selskab end den finansielle virksomhed.
Stk. 6. Hvis et realkreditinstitut eller en koncern ved erhvervelse, fusion m.v. kommer til at drive anden virksomhed i strid med § 1, stk. 3, eller § 2, stk. 1-2 og stk. 4-5, kan Finanstilsynet fastsætte en frist for afhændelsen af den anden virksomhed, hvis en umiddelbar afhændelse vil være forbundet med et økonomisk tab.		§ 26. Stk. 2. Hvis en finansiel virksomhed eller en koncern ved erhvervelse, fusion m.v. kommer til at drive anden virksomhed i strid med § 7, stk. 1, § 8, stk. 1, § 9, stk. 1, § 11, stk. 1, eller § 26, stk. 1, kan Finanstilsynet fastsætte en frist for afhændelse af den anden virksomhed, hvis en umiddelbar afhændelse ville være forbundet med et økonomisk tab.
§ 3. Realkreditvirksomhed kan foruden af realkreditinstitutter udøves af et udenlandsk kreditinstitut gennem en filial her i landet eller som grænseoverskridende aktivitet, såfremt det opfylder følgende betingelser: 1) hovedparten af instituttets aktiviteter skal være udlån mod pant i fast ejendom på grundlag af udstedelse af obligationer eller andre værdipapirer, 2) instituttets långivning og obligationsudstedelse skal være reguleret af et balanceprincip, og 3) realkreditobligationer, som instituttet udsteder her i landet, skal efter hjemlandets lovgivning give indehaveren samme retsstilling, som indehavere af realkreditobligationer har efter § 59. Stk. 2. For realkreditvirksomhed efter stk. 1 gælder lovens § 1, stk. 3 og 4, § 5, stk. 3, § 12, kapitlerne 4-6, og §§ 94, 101 og 102. Stk. 3. For udenlandske selskaber, der er koncernforbundne med danske realkreditinstitutter, jf. § 2, stk. 1, nr. 4-6, i lov om finansiel virksomhed, og som udøver realkreditvirksomhed her i landet, gælder tillige lovens § 2, stk. 7, og kapitel 7.		§ 30. Stk. 2. Udstedelse af realkreditobligationer, jf. bilag 3, kan alene foretages af kreditinstitutter, der opfylder betingelserne herfor i lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v. § 31. S tk. 2 . Udstedelse af realkreditobligationer, jf. bilag 3, kan alene udøves af kreditinstitutter, der opfylder betingelserne herfor i lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v.
§ 4. Institutter, der driver realkreditvirksomhed her i landet, er eneberettigede til at udstede realkreditobligationer her i landet. Stk. 2. Et udenlandsk kreditinstitut kan dog udstede realkreditobligationer her i landet som led i udlån mod pant i fast ejendom i udlandet, hvis instituttet opfylder betingelserne i § 3.		§ 8. Stk. 3 . Realkreditinstitutter og udenlandske kreditinstitutter, der opfylder betingelserne herfor i lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v., har eneret til at udstede realkreditobligationer.
§ 5. Realkreditinstitutter er eneberettigede til at anvende betegnelser som realkreditinstitut, realkreditaktieselskab, kreditforening, realkreditfond eller reallånefond, herunder oversættelse til fremmede sprog af disse betegnelser. KommuneKredit kan dog fortsat benytte betegnelsen Kreditforeningen af Kommuner i Danmark. Stk. 2. Et realkreditinstitut, der i medfør af § 67 omdannes til aktieselskab, er berettiget til at betegne sig som forening eller fond, idet dog ordet aktieselskab eller deraf dannede forkortelser skal tilføjes navnet. Stk. 3. Andre værdipapirer end realkreditobligationer må ikke bære denne betegnelse eller betegnelser, der er egnede til at fremkalde det indtryk, at de er realkreditobligationer.		§ 8. Stk. 4 . Andre værdipapirer end realkreditobligationer må ikke bære denne betegnelse eller betegnelser, der er egnede til at fremkalde det indtryk, at de er realkreditobligationer. Stk. 5 . Realkreditinstitutter har eneret til at benytte betegnelser som "realkreditinstitut", "realkreditaktieselskab", "kreditforening" eller "realkreditfond" i deres navn. KommuneKredit kan dog fortsat benytte betegnelsen Kreditforeningen af Kommuner i Danmark. Andre virksomheder må ikke anvende navne eller betegnelser for deres virksomhed, som er egnet til at fremkalde det indtryk, at de er realkreditinstitutter. Stk. 6 . Realkreditinstitutter, der er omdannet til aktieselskaber, og som hidtil har benyttet betegnelser som "kreditforening", "realkreditfond" eller "reallånefond" i deres navn, skal tilføje ordet "aktieselskab" eller deraf dannede forkortelser efter navnet.
§ 7. Realkreditinstitutter skal være aktieselskaber.		§ 12. Banker, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber og investeringsforvaltningsselskaber skal være aktieselskaber.
Stk. 2. Realkreditinstitutter skal godkendes af Finanstilsynet.		§ 8 . Virksomheder, der yder lån mod registreret pant i fast ejendom på grundlag af udstedelse af realkreditobligationer, skal have tilladelse som realkreditinstitut. Realkreditinstitutter må kun udøve virksomhed som nævnt i bilag 3 samt virksomhed efter §§ 24-26.
§ 8. Ansøgning om godkendelse skal være ledsaget af en driftsplan med nærmere angivelse af arten af de påtænkte forretninger og af realkreditinstituttets organisation. Stk. 2. Ansøgningen skal desuden indeholde oplysninger om alle, der direkte eller indirekte ejer mindst 10 pct. af kapitalen eller stemmerettighederne eller en kapitalandel, der giver mulighed for at udøve en betydelig indflydelse på ledelsen af realkreditinstituttet, eller som i øvrigt har snævre forbindelser til realkreditinstituttet, jf. § 9, stk. 4, samt om størrelsen af disse kapitalejeres kapitalandel.		§ 14. Stk. 2 . En ansøgning om tilladelse efter §§ 7-11 skal indeholde de oplysninger, der er nødvendige til brug for Finanstilsynets vurdering af, om betingelserne i stk. 1 er opfyldt, herunder oplysninger om størrelsen af de kvalificerede andele og virksomhedens organisation. Ansøgningen skal endvidere indeholde oplysninger om arten af de påtænkte forretninger.
§ 9. Godkendelse er betinget af, at realkreditinstituttet har en aktiekapital på mindst 150 mio. kr., som skal være indbetalt, inden instituttet registreres i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.		§ 8. Stk. 7 . En virksomhed, der søger om tilladelse efter stk. 1, skal have en aktiekapital, der mindst udgør et beløb svarende til 8 millioner euro.
Stk. 2. Godkendelse kan nægtes, hvis et medlem af realkreditinstituttets direktion eller bestyrelse 1) må skønnes ikke at have fyldestgørende erfaring til at udøve stillingen eller hvervet, 2) er dømt for strafbart forhold, og det udviste forhold begrunder en nærliggende fare for misbrug af stillingen eller hvervet, eller 3) i stilling eller hverv har udvist en sådan adfærd, at der er grund til at antage, at den pågældende ikke vil varetage stillingen eller hvervet forsvarligt.		§ 14. Finanstilsynet giver tilladelse, når: 2) Medlemmerne af ansøgerens bestyrelse og direktion opfylder kravene i § 63 og for så vidt angår investeringsforvaltningsselskaber endvidere opfylder kravene i § 99, stk. 1,
Stk. 3. Godkendelse kan endvidere nægtes, hvis der foreligger snævre forbindelser, jf. stk. 4, mellem realkreditinstituttet og andre virksomheder eller personer, og såfremt dette vil kunne vanskeliggøre varetagelsen af Finanstilsynets opgaver.		§ 14. Finanstilsynet giver tilladelse, når: 4) Der ikke foreligger snævre forbindelser, jf. § 5, stk. 1, nr. 17, mellem ansøger og andre virksomheder eller personer, der vil kunne vanskeliggøre varetagelsen af tilsynets opgaver,
Stk. 4. Ved snævre forbindelser forstås 1) direkte eller indirekte forbindelser af den i lov om finansiel virksomhed § 2, stk. 1, nr. 6, angivne art, 2) kapitalinteresser, jf. § 2, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, eller 3) flere virksomheders eller personers fælles forbindelse, jf. nr. 1, med en virksomhed.		§ 5, stk. 1 17) Snævre forbindelser: a) direkte eller indirekte forbindelser af den i nr. 9 angivne art, b) kapitalinteresser, hvorved forstås en virksomheds direkte eller indirekte besiddelse af 20 pct. eller mere af stemmerettighederne eller kapitalen i en virksomhed, eller c) flere virksomheders eller personers fælles forbindelse, jf. litra a, med en virksomhed.
Stk. 5. Godkendelse kan endvidere nægtes, såfremt lovgivningen i et land uden for Den Europæiske Union eller lande, som Fællesskabet har indgået aftale med, vedrørende en virksomhed eller en person, som realkreditinstituttet har snævre forbindelser med, jf. stk. 4, vil kunne vanskeliggøre varetagelsen af Finanstilsynets opgaver.		§ 14. Finanstilsynet giver tilladelse, når: 5) Lovgivningen i et land uden for Den Europæiske Union, som Fællesskabet ikke har indgået aftale med på det finansielle område, vedrørende en virksomhed eller en person, som ansøger har snævre forbindelser med, ikke vil kunne vanskeliggøre varetagelsen af Finanstilsynets opgaver,
Stk. 6. Godkendelse kan desuden nægtes, hvis de i § 8, stk. 2, nævnte kapitalejere skønnes at ville modvirke en forsvarlig drift af realkreditinstituttet.		§ 14. Finanstilsynet giver tilladelse, når: 3) Ejere af kvalificerede andele, jf. § 5, stk. 3, ikke vil modvirke en forsvarlig og fornuftig forvaltning af den finansielle virksomhed eller den finansielle holdingvirksomhed,
§ 9 a. Når Finanstilsynet har meddelt godkendelse til at drive realkreditvirksomhed, skal realkreditinstituttet registreres i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Med anmeldelse til registrering skal realkreditinstituttet indsende et dateret eksemplar af vedtægterne til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, der videresender en kopi til Finanstilsynet. Stk. 2. Ved anmeldelse af vedtægtsændringer skal realkreditinstituttet indsende et dateret eksemplar med den fuldstændige nye affattelse til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, der videresender en kopi til Finanstilsynet.		§ 15. Når Finanstilsynet har meddelt tilladelse efter § 14, kan Erhvervs- og Selskabsstyrelsen foretage de nødvendige registreringer. Stk. 2. Ved anmeldelse til registrering, jf. stk. 1, og ved anmeldelse af vedtægtsændringer skal den finansielle virksomhed indsende et dateret eksemplar af vedtægterne med den fuldstændige nye affattelse til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, der videresender en kopi til Finanstilsynet.
§ 10. Finanstilsynet kan efter de procedurer, der er fastsat i direktiver vedtaget af De Europæiske Økonomiske Fællesskaber, suspendere behandlingen af ansøgninger om godkendelse af realkreditinstitutter, som direkte eller indirekte ejes af selskaber med hjemsted uden for Den Europæiske Union eller lande, som Fællesskabet har indgået samarbejdsaftaler med.		§ 14. Stk. 4. For at efterleve en bestemmelse om suspension fra Kommissionen i overensstemmelse med direktiver på det finansielle område kan Finanstilsynet suspendere behandlingen af ansøgninger om tilladelse efter §§ 7-11 og § 16 fra ansøgere, som direkte eller indirekte ejes af selskaber med hjemsted i et land uden for Den Europæiske Union, som Fællesskabet ikke har indgået aftale med på det finansielle område.
§ 11. Har Finanstilsynet ikke senest 6 måneder efter modtagelsen af en ansøgning om godkendelse til at drive realkreditvirksomhed afgivet udtalelse om ansøgningen, kan ansøgeren indbringe sagen for domstolene.		§ 14. Stk. 3. Afslår Finanstilsynet en ansøgning om tilladelse, skal dette meddeles ansøgeren senest seks måneder efter ansøgningens modtagelse eller, hvis ansøgningen er ufuldstændig, senest seks måneder efter, at ansøgeren har fremsendt de oplysninger, der er nødvendige for at træffe afgørelse. Der træffes under alle omstændigheder afgørelse senest tolv måneder efter ansøgningens modtagelse. Har Finanstilsynet ikke senest 6 måneder efter modtagelsen af en ansøgning om tilladelse afgivet udtalelse om ansøgningen, kan selskabet indbringe sagen for domstolene.
§ 12. Et udenlandsk kreditinstitut, der er meddelt tilladelse i et andet land inden for Den Europæiske Union eller lande, som Unionen har indgået aftale med, kan begynde at udøve realkreditvirksomhed her i landet gennem en filial 2 måneder efter, at Finanstilsynet har modtaget meddelelse herom fra de kompetente myndigheder i hjemlandet.		§ 30. En udenlandsk virksomhed, der er meddelt tilladelse til at udøve den i §§ 7-11 nævnte virksomhed i et andet land inden for Den Europæiske Union eller lande, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område, kan begynde at udøve virksomhed her i landet gennem en filial 2 måneder efter, at Finanstilsynet har modtaget meddelelse herom fra tilsynsmyndighederne i hjemlandet, jf. stk. 4-8. Filialen kan udøve de i bilag 2-4 og 7-8 nævnte aktiviteter, såfremt disse er omfattet af virksomhedens tilladelse i hjemlandet.
Stk. 2. Meddelelsen fra hjemlandets myndigheder skal indeholde følgende oplysninger: 1 ) et program for filialens virksomhed, herunder oplysninger om organisation og de forretninger, der påtænkes, 2) filialens adresse, 3) navnene på de ansvarlige medlemmer af filialens ledelse, 4) størrelsen af kreditinstituttets ansvarlige kapital og solvensnøgletal og 5) oplysninger om en eventuel garantiordning i hjemlandet omfattende ejerne af de udstedte realkreditobligationer.		§ 30. Stk. 4. Finanstilsynet skal indhente følgende oplysninger fra hjemlandets tilsynsmyndigheder: 1) En beskrivelse af filialens virksomhed, herunder oplysninger om organisation og de planlagte aktiviteter, 2) En erklæring om, at de planlagte aktiviteter er omfattet af virksomhedens tilladelse i hjemlandet, 3) Filialens adresse, og 4) Navnene på filialens ledelse eller på generalagenten jf. § 35. Stk. 5. Er virksomheden et kreditinstitut, skal Finanstilsynet endvidere indhente oplysninger om størrelsen af virksomhedens basiskapital og solvensnøgletal og oplysninger om en eventuel garantiordning i hjemlandet omfattende filialens indskydere eller investorer.
Stk. 3. Et udenlandsk kreditinstitut, der er meddelt tilladelse i et andet land inden for Den Europæiske Union eller lande, som Unionen har indgået aftale med, kan begynde at udøve realkreditvirksomhed her i landet som grænseoverskridende tjenesteydelser, når Finanstilsynet har modtaget meddelelse herom fra de kompetente myndigheder i hjemlandet.		§ 31 . En udenlandsk virksomhed, der er meddelt tilladelse til at udøve den i §§ 7-11 nævnte virksomhed i et andet land inden for Den Europæiske Union eller lande, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område, kan begynde at udbyde tjenesteydelser her i landet, når Finanstilsynet har modtaget meddelelse herom fra tilsynsmyndighederne i hjemlandet. Den udenlandske virksomhed kan udøve de i bilag 2-4 og 7-8 nævnte aktiviteter, når tilsynsmyndighederne i hjemlandet har erklæret, at disse er omfattet af virksomhedens tilladelse i hjemlandet.
Stk. 5. I tilfælde af ændring af et forhold, der er givet meddelelse om efter stk. 2, nr. 1-3 og 5, skal kreditinstituttet give meddelelse herom til Finanstilsynet, senest en måned før ændringen foretages.		§ 30. Stk. 9. Virksomheden skal meddele Finanstilsynet enhver ændring af de i stk. 4, nr. 1-4, og stk. 5-8 nævnte forhold, senest en måned før ændringen foretages. Hvis det ikke er muligt at meddele Finanstilsynet ændringen senest en måned før ændringen foretages, skal meddelelse ske snarest muligt. Virksomheden skal dog ikke meddele Finanstilsynet ændringer i virksomhedernes basiskapital og solvensnøgletal.
Stk. 6. Lovens bestemmelser gælder for filialer af kreditinstitutter med hjemsted uden for Den Europæiske Union og lande, som Fællesskabet har indgået samarbejdsaftaler med, som agter at drive realkreditvirksomhed her i landet, med de afvigelser, filialforholdet nødvendiggør, eller som er fastsat i eller i medfør af international aftale.		§ 1. Stk. 3. Loven finder anvendelse på filialer her i landet af kreditinstitutter, investeringsselskaber, administrationsselskaber og forsikringsselskaber, der er meddelt tilladelse i et land uden for Den Europæiske Union, som Fællesskabet ikke har indgået aftale med på det finansielle område, med de afvigelser, som filialforholdet nødvendiggør, eller som er fastsat i eller i henhold til international aftale. Finanstilsynet fastsætter nærmere regler herom. Aktieselskabslovens bestemmelser om filialer af udenlandske aktieselskaber finder anvendelse på de i 1. pkt. nævnte filialer.
Stk. 7. Aktieselskabslovens bestemmelser om filialer af udenlandske aktieselskaber finder anvendelse på de i stk. 1, 4 og 6 nævnte filialer.		§ 30. Stk. 10. Aktieselskabslovens bestemmelser om filialer af udenlandske aktieselskaber finder anvendelse på de i stk. 1 nævnte filialer.
Stk. 10. Finanstilsynet fastsætter regler i henhold til stk. 6 samt regler om tilladelse til de i stk. 6 nævnte filialer af udenlandske kreditinstitutter, herunder om, at Finanstilsynet kan undtage fra reglerne.		§ 1. Stk. 3. Loven finder anvendelse på filialer her i landet af kreditinstitutter, investeringsselskaber, administrationsselskaber og forsikringsselskaber, der er meddelt tilladelse i et land uden for Den Europæiske Union, som Fællesskabet ikke har indgået aftale med på det finansielle område, med de afvigelser, som filialforholdet nødvendiggør, eller som er fastsat i eller i henhold til international aftale. Finanstilsynet fastsætter nærmere regler herom. Aktieselskabslovens bestemmelser om filialer af udenlandske aktieselskaber finder anvendelse på de i 1. pkt. nævnte filialer.
§ 13. Indkaldelse til generalforsamling skal ske offentligt. Pressen skal have adgang til generalforsamlingen.		§ 66. Indkaldelse til generalforsamling i en finansiel virksomhed henholdsvis repræsentantskabet i sparekasser skal være offentligt tilgængelig og i overensstemmelse med vedtægternes bestemmelser. Pressen skal have adgang til generalforsamlingerne henholdsvis repræsentantskabsmøderne i sparekasser. Stk. 2. Stk. 1 gælder ikke for virksomheder, som er 100 pct. ejet af en finansiel virksomhed, eller finansielle virksomheder i samme koncern.
§ 18 b. En direktør kan ikke bestride hverv som direktør i et realkreditinstitut, såfremt den pågældende har anmeldt betalingsstandsning, er under konkursbehandling, har indgivet begæring om gældssanering, eller der er indledt forhandling om tvangsakkord.		§ 63, stk. 2 2) den pågældende har anmeldt betalingsstandsning, er under konkurs, har indgivet begæring om gældssanering, eller der er indledt forhandlinger om tvangsakkord,
§ 19. Den tegningsret, der tilkommer medlemmer af bestyrelsen eller direktionen i et realkreditinstitut, kan kun udøves af mindst to i forening.		§ 65. Den tegningsret, som efter aktieselskabslovens § 60, stk. 2, tilkommer medlemmer af bestyrelsen eller direktionen, kan kun udøves af mindst to i forening.
§ 47 a. Det skal fremgå af låneaftalen, at låntager skal være forpligtet til at acceptere en hel eller delvis omlægning af et realkreditlån til et lån, der ikke er et realkreditlån, ydet på tilsvarende vilkår, såfremt realkreditlånet er ydet i strid med bestemmelserne i lovens kapitel 4-6 eller regler udfærdiget i medfør af lovens kapitel 4-6. Stk. 2. Alle omkostninger i forbindelse med omlægningen påhviler realkreditinstituttet, medmindre det af realkreditinstituttet godtgøres, at låntageren vidste eller burde vide, at realkreditlånet var ydet i strid med bestemmelserne nævnt i stk. 1.		§ 53. Et realkreditinstitut skal i låneaftalen oplyse låntager om, at realkreditlån, ydet i strid med lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v., kan kræves nedbragt efter denne lov. Stk. 2. Såfremt et realkreditlån efter lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v. skal nedbringes, skal realkreditinstituttet som erstatning yde et lån på tilsvarende vilkår således, at låntager stilles uændret. Alle låneomkostninger i forbindelse med omlægningen påhviler realkreditinstituttet. Stk.3. Låntageren har ikke krav på en omlægning efter stk. 2, hvis det af realkreditinstituttet godtgøres, at låntageren vidste eller burde vide, at realkreditlånet var ydet i strid med bestemmelserne i lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v., eller hvis overtrædelsen af de nævnte bestemmelser i øvrigt skyldes oplysninger afgivet af låntager.
§ 50. Et realkreditinstitut, der ønsker at etablere en filial i et andet land, skal meddele dette til Finanstilsynet sammen med følgende oplysninger om filialen: 1) i hvilket land filialen ønskes etableret, 2) et program for filialen, herunder oplysninger om organisation og de forretninger, der påtænkes, 3) filialens adresse og 4) navnene på de ansvarlige medlemmer af filialens ledelse.		§ 38 . En finansiel virksomhed, der ønsker at etablere en filial i et andet land, skal meddele dette til Finanstilsynet sammen med følgende oplysninger om filialen: 1) i hvilket land filialen ønskes etableret, 2) en beskrivelse af filialens virksomhed, herunder oplysninger om organisation, og de planlagte aktiviteter, 3) filialens adresse, 4) navnene på filialens ledelse og 5) for forsikringsselskaber navnet på filialens generalagent.
Stk. 2. Ved etablering af en filial i et land inden for Den Europæiske Union eller lande, som Fællesskabet har indgået aftale med, videresender Finanstilsynet de i stk. 1 nævnte oplysninger samt oplysninger om instituttets ansvarlige kapital til tilsynsmyndighederne i værtslandet senest 3 måneder efter modtagelsen af oplysningerne og underretter realkreditinstituttet herom. Samtidig fremsendes erklæring om, at de planlagte aktiviteter er omfattet af realkreditinstituttets tilladelse.		§ 38. Stk. 2 . Ved etablering af en filial i et land inden for den Europæiske Union eller lande, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område, videresender Finanstilsynet de i stk. 1 nævnte oplysninger til tilsynsmyndighederne i værtslandet. For pengeinstitutter og realkreditinstitutter fremsendes endvidere solvensnøgletal og for forsikringsselskaber solvenscertifikat til tilsynsmyndighederne i værtslandet. Samtidig fremsendes erklæring om, at de planlagte aktiviteter er omfattet af den finansielle virksomheds tilladelse. Stk. 3 . Etableres filialen i et land inden for den Europæiske Union eller lande, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område, og er virksomheden et pengeinstitut, realkreditinstitut, fondsmæglerselskab eller investeringsforvaltningsselskab, sender Finanstilsynet endvidere oplysninger om investor- og indskydergarantiordningen samt for pengeinstitutter og realkreditinstitutter oplysninger om virksomhedens basiskapital. For investeringsforvaltningsselskaber og fondsmæglerselskaber meddeler Finanstilsynet værtslandets tilsynsmyndigheder ændringer i oplysningerne om investor- og indskydergarantiordningen. Stk. 4. Oplysningerne efter stk. 2 og 3 sendes senest 3 måneder efter modtagelsen af oplysningerne. Samtidig med fremsendelsen underretter Finanstilsynet den finansielle virksomhed herom.
Stk. 3. Finanstilsynet kan dog undlade at fremsende de i stk. 1 og 2 nævnte oplysninger, hvis der er grund til at betvivle, at realkreditinstituttets administrative strukturer og finansielle situation er forsvarlige under hensyntagen til den påtænkte etablering. Finanstilsynet giver instituttet meddelelse herom senest 3 måneder fra modtagelsen af alle de i stk. 1 nævnte oplysninger.		§ 38. Stk. 5. Finanstilsynet kan undlade at fremsende oplysninger efter stk. 2 og 3, hvis der er grund til at betvivle, at virksomhedens administrative struktur og finansielle situation er forsvarlig som grundlag for den påtænkte etablering. Finanstilsynet giver virksomheden meddelelse herom senest 2 måneder fra modtagelsen af de i stk. 1 nævnte oplysninger.
Stk. 5. Realkreditinstituttet er forpligtet til at meddele Finanstilsynet enhver ændring af de i stk. 1 nævnte forhold. Meddelelsen skal være modtaget senest en måned før ændringen foretages. Realkreditinstituttet er tilsvarende forpligtet over for værtslandets tilsynsmyndighed, såfremt værtslandet er et land inden for Den Europæiske Union eller lande, som Fællesskabet har indgået aftale med.		§ 38. Stk. 6. Virksomheden skal meddele Finanstilsynet enhver ændring i de i stk. 1 nævnte forhold. Finanstilsynet skal have modtaget meddelelsen senest en måned, før ændringen foretages. Hvis det ikke er muligt at meddele Finanstilsynet ændringen senest en måned før ændringen foretages, skal meddelelse ske snarest muligt. Virksomheden er forpligtet på samme måde over for værtslandets tilsynsmyndigheder, hvis værtslandet er et andet land inden for Den Europæiske Union eller lande, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område.
§ 51. Et realkreditinstitut, der ønsker at udøve virksomhed i form af grænseoverskridende tjenesteydelser i et andet land inden for Den Europæiske Union eller lande, som Fællesskabet har indgået aftale med, skal give Finanstilsynet meddelelse herom med angivelse af, hvilke aktiviteter der ønskes udøvet. Stk. 2. Finanstilsynet videresender den i stk. 1 omhandlede meddelelse samt en erklæring om, at de planlagte aktiviteter er omfattet af realkreditinstituttets tilladelse, til tilsynsmyndighederne i værtslandet, senest en måned efter modtagelsen af denne meddelelse.		§ 39. En finansiel virksomhed, der ønsker at udøve virksomhed i form af grænseoverskridende tjenesteydelser i et land inden for Den Europæiske Union eller lande, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område, skal give Finanstilsynet meddelelse herom med angivelse af, i hvilket land virksomheden ønskes påbegyndt, og hvilke aktiviteter der ønskes udøvet. Forsikringsselskaber skal endvidere oplyse, hvilke forsikringsklasser, grupper af klasser og eventuelt accessoriske risici der ønskes udøvet. Stk. 2. Finanstilsynet videresender den i stk. 1 nævnte meddelelse samt en erklæring om, at de planlagte aktiviteter er omfattet af virksomhedens tilladelse til tilsynsmyndigheden i værtslandet senest en måned efter modtagelsen af den i stk. 1 nævnte meddelelse. Er virksomheden et forsikringsselskab, sender Finanstilsynet endvidere et solvenscertifikat til tilsynsmyndighederne i værtslandet. Er virksomheden et investeringsforvaltningsselskab, sender Finanstilsynet endvidere oplysninger om investor- og indskydergarantiordningen.
§ 53. Den ansvarlige kapital skal til enhver tid udgøre mindst 8 pct. af realkreditinstituttets vægtede aktiver m.v., herunder poster med markedsrisiko, dog mindst 150 mio. kr. For så vidt angår poster med markedsrisiko, vedrører kravet efter 1. pkt. alene realkreditinstituttets handelsbeholdning, jf. § 53 h, samt valutapositioner. Stk. 2. Kravet til den ansvarlige kapital, bortset fra kravet om mindst 150 mio. kr., skal være opfyldt både i de enkelte serier med seriereservefonde og i realkreditinstituttet i øvrigt.		§ 123. Basiskapitalen i pengeinstitutter og realkreditinstitutter skal mindst udgøre: 1) 8 pct. af de risikovægtede poster (solvenskravet) og 2) 5 millioner euro (minimumskapitalkravet), jf. dog stk. 2. Stk. 4. For realkreditinstitutter skal solvenskravet være opfyldt både i de enkelte serier med seriereservefonde og i instituttet i øvrigt.
Stk. 4. Såfremt et realkreditinstitut ikke opfylder kravet i stk. 1 eller stk. 2, kan Finanstilsynet fastsætte en frist, inden for hvilken disse krav skal være opfyldt.		§ 237 . Opfylder et pengeinstitut, realkreditinstitut, fondsmæglerselskab eller investeringsforvaltningsselskab ikke kapitalkravene i §§ 123-124, og har det ikke tilvejebragt den foreskrevne kapital inden for en af Finanstilsynet fastsat frist, skal Finanstilsynet inddrage tilladelsen.
Stk. 5. Finanstilsynet fastsætter regler om risikovægtning af aktiver m.v., herunder poster med markedsrisiko, samt om kontrol med opfyldelsen af solvenskravet. Finanstilsynet kan tillade, at et realkreditinstitut ved opgørelse af de vægtede poster med markedsrisiko kan anvende interne modeller. Finanstilsynet fastsætter endvidere regler om opgørelse og indberetning af realkreditinstituttets samlede renterisici.		§ 142. Finanstilsynet fastsætter nærmere regler for 1) opgørelse af de risikovægtede poster, 2) indberetning af de risikovægtede poster, kapitalkravet og basiskapitalen,
§ 53 a. Et realkreditinstituts ansvarlige kapital beregnes som summen af kernekapitalen opgjort efter § 53 b og § 53 e og den supplerende kapital opgjort efter § 53 c og § 53 e, med fradrag af de i § 53 d nævnte beløb.		§ 127. Basiskapitalen er den reducerede kernekapital, jf. §§ 128-130, tillagt den reducerede supplerende kapital, jf. § 134, og fratrukket beløb i henhold til § 138. Stk. 2. Kernekapital og opskrivningshenlæggelser skal være fratrukket enhver form for skat, der kan forudses på det tidspunkt, hvor beløbet beregnes, eller det skal være behørigt tilpasset i det omfang, skat reducerer det beløb, hvormed denne kapital kan anvendes til dækning af risici eller tab.
§ 53 b. Kernekapitalen består af indbetalt aktiekapital, overkurs ved emission, seriereservefonde i serier, hvor der ikke er tilbagebetalingspligt til låntagere, den del af seriereservefondene i serier med tilbagebetalingspligt, jf. § 57, stk. 2, som ikke kan komme til udbetaling, samt andre reserver. Endvidere kan gældsinstrumenter, jf. § 53 i, stk. 1, medregnes i kernekapitalen, hvis kernekapitalen efter de i stk. 2 nævnte fradrag udgør mindst 5 pct. af realkreditinstituttets vægtede aktiver m.v. Gældsinstrumenter, jf. § 53 i, stk. 1, må højst medregnes med 15 pct. af kernekapitalen efter de i stk. 2 nævnte fradrag.		§ 128. Kernekapitalen i pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber og investeringsforvaltningsselskaber består af 1) indbetalt aktie-, garanti- eller andelskapital, 2) overkurs ved emission, 3) reserver, 4) overført overskud eller underskud, 5) bunden sparekassereserve, jf. § 211, 6) indbetalt garantikapital, jf. § 208, stk. 2, 7) hybrid kernekapital, jf. § 131, såfremt kernekapitalen efter de i § 130 nævnte fradrag udgør mindst 5 pct. af pengeinstituttets, realkreditinstituttets, fondsmæglerselskabets eller investeringsforvaltningsselskabets risikovægtede poster mv., 8) seriereservefonde i realkreditinstitutter i serier, hvor der ikke er tilbagebetalingspligt til låntagerne, samt den del af seriereservefondene i serier med tilbagebetalingspligt, jf. § 25 i lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v., som ikke kan komme til udbetaling og 9) bunden fondsreserve i realkreditinstitutter, Stk. 2. Hybrid kernekapital efter stk. 1, nr. 7, må maksimalt udgøre 15 pct. af kernekapitalen efter de i § 130 nævnte fradrag.
Stk. 2. Kernekapitalen reduceres med realkreditinstituttets beholdning af egne aktier, immaterielle aktiver, skatteaktiver og årets løbende underskud.		§ 130. Kernekapitalen reduceres med 1) beholdningen af egne kapitalandele, 2) immaterielle aktiver, 3) skatteaktiver, jf. dog § 129, stk. 1, nr. 4, og 4) årets løbende underskud i pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber og investeringsforvaltningsselskaber.
		Stk. 2. For forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser fradrages udover de i stk. 1 nævnte fradrag:
		1) den andel af kapitalkravet i et datterforsikringsselskab eller et associeret forsikringsselskab, som svarer til den direkte eller indirekte ejede andel af forsikringsselskabets aktie- og garantikapital,
		2) den andel af kapitalkravet i et pengeinstitut, realkreditinstitut, fondsmæglerselskab eller investeringsforvaltningsselskab, som er en dattervirksomhed eller en associeret virksomhed, som svarer til den direkte eller indirekte ejede andel af selskabskapitalen,
		3) for direkte og indirekte ejede aktiver, der repræsenter en risiko på en enkelt virksomhed eller en gruppe af virksomheder, der udgør en samlet risiko: Det beløb, hvormed de pågældende aktivers regnskabsmæssige værdi overstiger en vægtet sum af selskabets kapitalkrav, dets datterforsikringsselskabers kapitalkrav og kapitalkravet i andre datterselskaber underlagt Finanstilsynets tilsyn. Fradraget skal dog ikke foretages for investeringer i datterselskaber samt for aktiver, der omfattes af § 161, stk. 1, nr. 1-8. Den vægtede sum beregnes således:
		a) Hvis forsikringsselskabet driver direkte livsforsikringsvirksomhed vægtes med 75 pct.; andre forsikringsselskaber vægtes med 100 pct.
		b) Datterselskaber, der driver direkte livsforsikringsvirksomhed vægtes med 75 pct. af ejerandelen. Andre datterselskaber vægtes med ejerandelen, og
		4) et beløb svarende til forskellen mellem erstatningshensættelser for egen regning for forsikringsklasse 3-18 før diskontering og efter diskontering, hvis erstatningshensættelser diskonteres for at tage hensyn til fremtidigt investeringsafkast.
		Stk. 3. For en finansiel virksomhed, der er et datterselskab eller en associeret virksomhed, der ikke har vedtægtsmæssigt hjemsted i Danmark, anvendes i stk. 2, nr. 1 og 2, det kapitalkrav, der fremkommer efter hjemlandets regler dog mindst det kapitalkrav, der ville være fremkommet, hvis selskabet eller virksomheden havde vedtægtsmæssigt hjemsted i Danmark.
		Stk. 4. Finanstilsynet kan i særlige tilfælde og for en tidsbegrænset periode dispensere fra fradraget i kernekapitalen efter stk. 2, nr. 3.
§ 53 c. Den supplerende kapital består af opskrivningshenlæggelser, den del af seriereservefondene i serier med tilbagebetalingspligt, der modsvarer kravet i § 53, stk. 2, gældsinstrumenter, jf. § 53 i, stk. 1, der ikke medregnes i kernekapitalen, samt værdipapirer med ubestemt løbetid og andre kapitalindskud, jf. § 53 i, stk. 2. Den supplerende kapital må ikke medregnes med mere end 100 pct. af kernekapitalen efter fradrag i henhold til § 53 b, stk. 2.		§ 134. Den supplerende kapital består af: 1) Ansvarlig lånekapital, jf. § 135. 2) Opskrivningshenlæggelser for pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber og investeringsforvaltningsselskaber. 3) Hybrid kernekapital, jf. § 131, der ikke medregnes i kernekapitalen. 4) Den del af seriereservefondene i realkreditinstitutter i serier med tilbagebetalingspligt, der modsvarer kravet i § 123, stk. 4. 5) Ikke indbetalt garantikapital for DLR Kredit A/S. 6) Tillæg for mulig tillægspræmie i gensidige skadeforsikringsselskaber, jf. § 136, og 7) Særlige bonushensættelser (type A) i livsforsikringsselskaber og tværgående pensionskasser, der opfylder betingelserne i § 137.
		Stk. 2. Den supplerende kapital må for pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber og investeringsforvaltningsselskaber ikke medregnes med mere end 100 pct. af kernekapitalen efter fradrag.
§ 53 d. Har et realkreditinstitut en kapitalandel i et andet kredit- eller finansieringsinstitut, der overstiger 10 pct. af sidstnævntes aktie-, garanti- eller andelskapital, skal andelen fradrages ved beregningen af realkreditinstituttets ansvarlige kapital. Endvidere fradrages realkreditinstituttets efterstillede kapitalindskud i det pågældende kredit- eller finansieringsinstitut. Stk. 2. Har et realkreditinstitut andre end de i stk. 1 nævnte kapitalandele samt efterstillede kapitalindskud i kredit- og finansieringsinstitutter, der tilsammen overstiger 10 pct. af realkreditinstituttets ansvarlige kapital før de i stk. 1 og 4 nævnte fradrag, fradrages den overskydende del. Stk. 3. Et realkreditinstitut skal ikke fradrage kapitalandele og efterstillede kapitalindskud i andre kredit- og finansieringsinstitutter som sammen med realkreditinstituttet er omfattet af konsolidering. Stk. 4. Et realkreditinstitut, der ejer kapitalandele i et datterselskab eller en associeret virksomhed, der driver forsikringsvirksomhed, skal ved beregning af realkreditinstituttets ansvarlige kapital fradrage et beløb svarende til den andel af forsikringsselskabets solvensmargen, som svarer til den direkte eller indirekte ejede andel af forsikringsselskabets selskabskapital. Såfremt et datterforsikringsselskab ikke har tilstrækkelig basiskapital, fratrækkes et beløb svarende til hele solvensmargenen. Har forsikringsselskabet ikke vedtægtsmæssigt hjemsted i Danmark, anvendes ved beregningen den solvensmargen, der fremkommer efter hjemlandets regler, dog mindst den solvensmargen, der fremkommer ved anvendelsen af de her i landet gældende regler for forsikringsselskaber med vedtægtsmæssigt hjemsted her i landet.		§ 138. Ved opgørelse af basiskapitalen i pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber og investeringsforvaltningsselskaber fradrages: 1) Den andel af kapitalkravet i et datterforsikringsselskab eller et associeret forsikringsselskab, som svarer til den direkte eller indirekte ejede andel af forsikringsselskabets aktie- og garantikapital. Har forsikringsselskabet ikke vedtægtsmæssigt hjemsted i Danmark, anvendes ved beregningen det kapitalkrav, der fremkommer efter hjemlandets regler, dog mindst det kapitalkrav, der ville være fremkommet, hvis forsikringsselskabet havde vedtægtsmæssig hjemsted i Danmark. Fradraget efter 1. pkt. reduceres med et beløb svarende til forskellen mellem a) et beløb svarende til den andel af et datterforsikringsselskabs eller en associeret forsikringsvirksomheds basiskapital, som svarer til den ejede andel af selskabskapitalen, og b) den værdi, den pågældende ejerandel indgår med i balancen med tillæg af værdien af ansvarlig lånekapital, herunder ansvarlig lånekapital fra andre koncernvirksomheder, til datterforsikringsselskabet eller den associerede forsikringsvirksomhed, når ansvarlig lånekapital medregnes i datterforsikringsselskabets eller den associerede forsikringsvirksomheds basiskapital efter § 134, stk. 1, nr. 1. 2) Kapitalandele i andre kredit- og finansieringsinstitutter, der udgør mere end 10 pct. af disses aktie-, garanti- eller andelskapital, jf. dog stk. 4 og 5. Endvidere fradrages pengeinstituttets, realkreditinstituttets, fondsmæglerselskabets og investeringsforvaltningsselskabets efterstillede kapitalindskud i de nævnte institutter.
		3) Det beløb, der svarer til summen af kapitalandele og efterstillede kapitalindskud i andre kredit- og finansieringsinstitutter, som ikke er omfattet af nr. 2, der overstiger 10 pct. af basiskapitalen før fradrag efter nr. 1, 2, 4 og 5, jf. dog stk. 4 og 5.
		Stk . 3 . Basiskapitalen i stk. 1, nr. 1, litra a, opgøres før fradrag for direkte og indirekte ejede aktiver efter § 130, stk. 2, nr. 3, i det omfang, der allerede er foretaget fradrag for de pågældende aktiver efter denne bestemmelse i den ejende virksomhed. Hvis det pågældende datterforsikringsselskab eller den pågældende associerede forsikringsvirksomhed ved opgørelsen af stk. 1, nr. 1, litra a og b, selv besidder datterforsikringsselskaber eller associerede forsikringsvirksomheder, opgøres basiskapitalen i § 129, stk. 1, nr. 5, litra a, før fradrag for disse selskabers kapitalkrav, når selskabernes kapitalkrav allerede er fradraget efter § 130, stk. 2, nr. 1.
§ 53 f. I serier med tilbagebetalingspligt, der er åbnet før den 1. januar 1973, kan kravet til den ansvarlige kapital opfyldes med den i § 53 c, stk. 1, nr. 2, nævnte kapital.		§ 139. I realkreditinstitutter kan kravet til basiskapitalen i serier med tilbagebetalingspligt, der er åbnet før den 1. januar 1973, opfyldes med den i § 134, stk. 1, nr. 4, nævnte kapital.
Stk. 2. I serier med tilbagebetalingspligt, der er åbnet før den 1. januar 1973, kan den del af seriereservefondene i serier med betalingspligt, som ikke kan komme til udbetaling, som ikke medgår til dækning af kravet til seriens ansvarlige kapital, medregnes som kernekapital ved opfyldelsen af kravet til den ansvarlige kapital for realkreditinstituttet i øvrigt. Det beløb, som medregnes efter 1. pkt., må dog ikke overstige kernekapitalen i realkreditinstituttet i øvrigt.		Stk. 2. I serier med tilbagebetalingspligt, der er åbnet før den 1. januar 1973, kan den i § 128, stk. 1, nr. 8, nævnte kapital, som ikke medgår til dækning af kravet til seriens basiskapital, medregnes som kernekapital ved opfyldelsen af kravet til basiskapital for realkreditinstituttet i øvrigt.
§ 53 h. Finanstilsynet fastsætter bestemmelser om, hvilke poster der indgår i handelsbeholdningen.		§ 142. Finanstilsynet fastsætter nærmere regler for 1) opgørelse af de risikovægtede poster,
§ 53 i. Gældsinstrumenter medregnes i den ansvarlige kapital, såfremt følgende betingelser er opfyldt:		§ 131. Hybrid kernekapital medregnes i basiskapitalen for pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber og investeringsforvaltningsselskaber, såfremt følgende betingelser er opfyldt:
1) Beløbet skal være indbetalt til realkreditinstituttet.		1) Beløbet skal være indbetalt til pengeinstituttet, realkreditinstituttet, fondsmæglerselskabet eller investeringsforvaltningsselskabet.
2) Gælden må ikke forfalde på et forud aftalt tidspunkt.		2) Gælden må ikke forfalde på et forud aftalt tidspunkt.
3) Gælden må kun tilbagebetales på realkreditinstituttets initiativ og med Finanstilsynets godkendelse tidligst 10 år efter indbetalingen, dog således, at Finanstilsynet under særlige omstændigheder kan tillade indfrielse tidligst 5 år efter udstedelsen.		3) Gælden må kun forfalde, hvis pengeinstituttet, realkreditinstituttet, fondsmæglerselskabet eller investeringsforvaltningsselskabet træder i likvidation eller erklæres konkurs.
4) Långiverens krav mod realkreditinstituttet skal være efterstillet al anden ikke efterstillet gæld samt den i stk. 2 nævnte kapital.		4) Gælden må kun tilbagebetales på pengeinstituttets, realkreditinstituttets, fondsmæglerselskabets eller investeringsforvaltningsselskabets initiativ og med Finanstilsynets tilladelse tidligst 10 år efter indbetalingen, dog således at Finanstilsynet under særlige omstændigheder kan tillade indfrielse tidligst 5 år efter udstedelsen.
5) Långiverens krav mod realkreditinstituttet må ikke være dækket af sikkerheder stillet af realkreditinstituttet eller de i § 46 i lov om finansiel virksomhed nævnte virksomheder eller på anden måde være sikret en fortrinsret i forhold til realkreditinstituttets øvrige kreditorer.		5) Långiverens krav mod pengeinstituttet, realkreditinstituttet, fondsmæglerselskabet eller investeringsforvaltningsselskabet skal være efterstillet al anden ikke-efterstillet gæld samt den i § 135 nævnte kapital.
6) Forrentning af gælden bortfalder, hvis realkreditinstituttet ikke har frie reserver i henhold til seneste årsregnskab.		6) Långiverens krav mod pengeinstituttet, realkreditinstituttet, fondsmæglerselskabet eller investeringsforvaltningsselskabet må ikke være dækket af sikkerhed stillet af pengeinstituttet, realkreditinstituttet, fondsmæglerselskabet eller investeringsforvaltningsselskabet eller de i § 180, stk. 1, nævnte virksomheder eller på anden måde være sikret en fortrinsret i forhold til pengeinstituttets, realkreditinstituttets, fondsmæglerselskabets eller investeringsforvaltningsselskabets øvrige kreditorer.
7) Renten må ikke ændres på grundlag af kreditors vurdering af realkreditinstituttet.		7) Forrentning af gælden bortfalder, hvis pengeinstituttet, realkreditinstituttet, fondsmæglerselskabet eller investeringsforvaltningsselskabet ikke har frie reserver i forhold til seneste årsrapport.
8) Aftaler i forbindelse med gældsstiftelse skal give realkreditinstituttet mulighed for at udskyde betaling af renter på gælden.		8) Renten må ikke ændres på grundlag af kreditors vurdering af pengeinstituttet, realkreditinstituttet, fondsmæglerselskabet eller investeringsforvaltningsselskabet.
9) De for udstedelsen af gældsinstrumenter gældende dokumenter skal indeholde bestemmelse om, at gæld og ikke betalte renter skal kunne medgå til dækning af tab, uanset om det tillades realkreditinstituttet at fortsætte sine aktiviteter.		9) Betalinger af renter kan udskydes, hvis basiskapitalen på forfaldstidspunktet ikke overstiger kapitalkravet.
10) Erhvervelse af egne gældsinstrumenter til eje på mere end 2 pct. af den udstedte kapital skal godkendes af Finanstilsynet i henhold til nr. 3. Beholdningen af egne gældsinstrumenter samt egne gældsinstrumenter, der tjener som sikkerhed for lån eller garantier, som er ydet af realkreditinstituttet, kan ikke medregnes ved opgørelsen af den ansvarlige kapital.		10) Ikke-betalte renter, der er udskudt i medfør af nr. 9, må kun forfalde til betaling, hvis kapitalkravet på ny overholdes.
		11)Virksomhedens øverste myndighed skal kunne nedskrive den hybride kernekapital og ikke-betalte renter, hvis egenkapitalen er tabt, og aktie-, garanti- eller andelskapitalen er nedskrevet til nul, eller hvis egenkapitalen i seriereservefonde i realkreditinstituttet er tabt.
		12) Aftaler i forbindelse med gældsstiftelse må ikke indeholde bestemmelse om en stigning i renten på mere end det højeste af:
		a) 100 basispunkter fratrukket swapspændet, jf. stk. 2, og
		b) 50 pct. af kreditspændet, jf. stk. 3, fratrukket swapspændet.
		13) Aftaler i forbindelse med gældsstiftelse må kun indeholde bestemmelse om én stigning i renten. Rentestigningen må tidligst indtræde 10 år efter udstedelsen.
		Stk. 2. Swapspændet i stk. 1, nr. 12, litra a, fastsættes på udstedelsesdagen som forskellen mellem renteforhøjelsens rentegrundlag og udstedelsens oprindelige rentegrundlag.
		Stk. 3. Kreditspændet i stk. 1, nr. 12, litra b, fastsættes på udstedelsesdagen som forskellen mellem udstedelsens oprindelige rente og det oprindelige rentegrundlag.
		Stk. 4. E rhvervelse af egen hybrid kernekapital til eje på mere end 2 pct. af den udstedte kapital skal godkendes af Finanstilsynet efter stk. 1, nr. 4. Beholdningen af egen hybrid kernekapital samt egen hybrid kernekapital, der tjener som sikkerhed for lån eller garantier, som er ydet af pengeinstituttet, realkreditinstituttet, fondsmæglerselskabet eller investeringsforvaltningsselskabet, kan ikke medregnes ved opgørelsen af basiskapitalen.
		Stk . 5. Nedskrivning efter stk. 1, nr. 11, kan kun ske, hvis pengeinstituttet, realkreditinstituttet, fondsmæglerselskabet eller investeringsforvaltningsselskabet efterfølgende enten tilføres ny kapital således, at kapitalkravet opfyldes, eller ophører uden tab for de ikke efterstillede kreditorer. Den hybride kernekapital og ikke-betalte renter kan kun nedskrives med et beløb, som forud er godkendt af de eksterne revisorer og Finanstilsynet.
		Stk. 6. Finanstilsynet kan i særlige tilfælde dispensere fra grænsen i stk. 1, nr. 12, litra a.
Stk. 2. Værdipapirer med ubestemt løbetid og andre kapitalindskud, herefter kaldet »kapitalindskud«, medregnes ved opgørelsen af den ansvarlige kapital, såfremt følgende betingelser er opfyldt:		§ 135. Ansvarlig lånekapital medregnes i basiskapitalen, hvis følgende betingelser er opfyldt:
1) Beløbet skal være indbetalt til realkreditinstituttet.		1) Långivers krav skal være efterstillet al anden ikke-efterstillet gæld.
2) Kapitalindskud må ikke kunne tilbagebetales på ihændehaverens initiativ eller uden Finanstilsynets godkendelse.		2) Beløbet skal være indbetalt.
3) Långiverens krav mod realkreditinstituttet skal være efterstillet al anden ikke efterstillet gæld.		3) Tilbagebetaling før forfaldstidspunkt må ikke kunne ske på långiverens initiativ eller uden Finanstilsynets tilladelse.
4) Der må kun betales forfaldne renter på kapitalindskuddet, såfremt solvenskravet, jf. § 53, stk. 1 og 2, er opfyldt på forfaldstidspunktet.		4) Beløbet må kun forfalde før det aftalte forfaldstidspunkt, hvis den finansielle virksomhed træder i likvidation eller erklæres konkurs.
5) Ikke betalte renter, der er udskudt, jf. nr. 4, forfalder først til betaling, når realkreditinstituttet på ny opfylder solvenskravet, jf. § 53, stk. 1 og 2, og hvis Finanstilsynet forud har givet samtykke hertil, eller ved indtræden af forfaldsdatoen for kapitalindskuddet.		5) Virksomhedens øverste myndighed skal kunne nedskrive den ansvarlige lånekapital og ikke-betalte renter, hvis egenkapitalen er tabt, og aktie-, garanti- eller andelskapitalen er nedskrevet til nul, eller hvis egenkapitalen i seriereservefonde i realkreditinstitutter er tabt.
6) Når kapitalindskuddet har fast løbetid, indskrænkes det beløb, hvormed kapitalindskuddet medregnes, årligt med 25 pct. af den oprindelige kapital de sidste 3 år inden den aftalte forfaldsdato.		6) Betaling af renter kan udskydes, hvis basiskapitalen på forfaldstidspunktet ikke overstiger kapitalkravet.
7) Realkreditinstituttets øverste myndighed skal have ret til at nedskrive kapitalindskuddet og ikke betalte renter, når seriereservefondene ikke længere har kernekapital, eller når en eventuel aktiekapital er nedskrevet helt, og såfremt instituttet enten efter nedskrivningen får tilført ny kapital, således at det opfylder solvenskravet, eller fusioneres med et andet institut. Kapitalindskuddet og ikke betalte renter kan nedskrives med et beløb, som forud er godkendt af instituttets eksterne revision og Finanstilsynet.		7) Ikke-betalte renter, der er udskudt i medfør af nr. 6, må kun forfalde til betaling, hvis kapitalkravet på ny overholdes, eller forfaldsdatoen indtræder.
8) Erhvervelse af egne beviser til eje på mere end 2 pct. af den udstedte kapital skal godkendes af Finanstilsynet i henhold til nr. 2. Beholdningen af egne beviser samt egne beviser, der tjener som sikkerhed for lån eller garantier, som er ydet af realkreditinstituttet, modregnes i kapitalindskuddet efter fradrag i henhold til de i nr. 6 fastsatte regler.		8) For forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser gælder, at a) den oprindelige løbetid er på mindst 5 år, og b) ændringer i låneaftalen skal godkendes af Finanstilsynet.
		Stk. 2. Tilladelse efter stk. 1, nr. 3, er betinget af, at basiskapitalen efter tilbagebetalingen ikke er mindre end kapitalkravet.
		Stk. 3. Nedskrivning efter stk. 1, nr. 5, kan kun ske, hvis den finansielle virksomhed efterfølgende enten tilføres ny kapital således, at kapitalkravet opfyldes eller ophører uden tab for ikke efterstillede kreditorer. Den ansvarlige lånekapital og ikke-betalte renter kan kun nedskrives med et beløb, som forud er godkendt af de eksterne revisorer og Finanstilsynet.
		Stk. 4. Den ansvarlige lånekapital reduceres med:
		1) 25 pct. af den udstedte kapital, når der er mindre end tre år og mere end eller to år til forfald.
		2) 50 pct. af den udstedte kapital, når der er mindre end to år og mere end eller et år til forfald.
		3) 75 pct. af den udstedte kapital, når der er mindre end et år til forfald.
		4) Beholdningen af egen ansvarlig lånekapital samt egen ansvarlig lånekapital, der er stillet som sikkerhed for lån eller garantier reduceret efter nr. 1-3.
		Stk.5. Rentestigninger på ansvarlig lånekapital må tidligst finde sted 3 år efter udstedelsen. Hvis der er aftalt en eller flere stigninger i renten, anses den ansvarlige lånekapital for at forfalde på tidspunktet for rentestigningen, hvis summen af rentestigninger overstiger 150 basispunkter fratrukket swapspændet, jf. § 131, stk.2.
		Stk. 6. Finanstilsynet skal godkende erhvervelse af egen ansvarlig lånekapital på mere end 2 pct. af den udstedte kapital.
		Stk. 7. Finanstilsynet kan i særlige tilfælde dispensere fra grænsen i stk. 5, 2. pkt.
Stk. 3. Udstedes kapital som nævnt i stk. 1 og 2 i form af massegældsbreve, skal realkreditinstituttet benævne disse kapitalbeviser.		§ 45. Såfremt hybrid kernekapital, jf. § 131, eller ansvarlig lånekapital udstedes i form af massegældsbreve, skal den finansielle virksomhed benævne disse kapitalbeviser.
§ 60. Et realkreditinstitut skal mindst have anbragt midler i børsnoterede obligationer opgjort til kursværdi svarende til 60 pct. af realkreditinstituttets ansvarlige kapital med tillæg af midler i serier med tilbagebetalingspligt, der ikke medtages i den ansvarlige kapital.		§ 152. Et realkreditinstitut skal mindst have anbragt midler i nedenstående aktiver, der svarer til 60 pct. af kravet til realkreditinstituttets basiskapital med tillæg af midler i serier med tilbagebetalingspligt, der ikke medtages i basiskapitalen: 1) Indskud i centralbanker i zone A. 2) Obligationer og gældsbreve udstedt af eller garanteret af regeringer eller regionale myndigheder i zone A. 3) Realkreditobligationer samt andre obligationer udstedt af et kreditinstitut her i landet eller i lande inden for Den Europæiske Union og lande, som Fællesskabet har indgået aftale med, som frembyder tilsvarende sikkerhed. 4) Børsnoterede obligationer udstedt af internationale organisationer, der som medlem har mindst et af medlemslandene i Den Europæiske Union.
		Stk. 2. Finanstilsynet kan i særlige tilfælde tillade, at grænsen som nævnt i stk. 1 fraviges, hvis realkreditinstituttet er koncernforbundet med et andet realkreditinstitut.
§ 61. Et realkreditinstitut må ikke erhverve ejerandele i en erhvervsvirksomhed eller virksomheder i samme koncern, der driver anden virksomhed end realkreditvirksomhed eller virksomhed efter § 2, stk. 4, for et beløb svarende til mere end 15 pct. af instituttets ansvarlige kapital.		§ 138, stk. 1 4) Det beløb, der svarer til summen af kapitalandele i en anden virksomhed eller virksomheder i samme koncern, samt belånte kapitalandele i en anden virksomhed, som ikke er omfattet af nr. 1-3, der overstiger 15 pct. af basiskapitalen efter fradrag efter nr. 1-3, jf. dog stk. 5 og 6.
Stk. 2. Et realkreditinstitut må ikke eje fast ejendom eller have ejerandele i ejendomsselskaber for et beløb svarende til mere end 20 pct. af instituttets ansvarlige kapital. Ejendomme, som et realkreditinstitut har erhvervet for derfra at drive realkreditvirksomhed eller virksomhed efter § 2, stk. 2 eller 4, er dog ikke omfattet af bestemmelsen.		§ 146. Penge-, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber og investeringsforvaltningsselskaber må ikke eje fast ejendom eller have kapitalandele i ejendomsselskaber for mere end 20 pct. af basiskapitalen. Til penge- og realkreditinstitutters faste ejendom medregnes udlån og garantier til datterselskaber, der er ejendomsselskaber. Ejendomme, som et pengeinstitut, et realkreditinstitut, et fondsmæglerselskab eller et investeringsforvaltningsselskab har erhvervet for derfra at drive virksomhed eller accessorisk virksomhed, er dog ikke omfattet af bestemmelsen.
§ 62 a. Midler i serier må ikke indskydes som supplerende kapital i form af værdipapirer med ubestemt løbetid og andre kapitalindskud, jf. § 53 c, i andre serier eller i realkreditinstituttet i øvrigt. Stk. 2. Midler i realkreditinstituttet i øvrigt må ikke indskydes i serier som supplerende kapital i form af værdipapirer med ubestemt løbetid og andre kapitalindskud, jf. § 53 c, medmindre der mindst er optaget supplerende kapital i form af værdipapirer med ubestemt løbetid og andre kapitalindskud, jf. § 53 c, for et tilsvarende beløb i realkreditinstituttet i øvrigt.		§ 153. Midler i serier må ikke indskydes som hybrid kernekapital eller ansvarlig lånekapital i andre serier eller i realkreditinstituttet i øvrigt. Stk. 2. Midler i realkreditinstituttet i øvrigt må ikke indskydes i serier som hybrid kernekapital eller ansvarlig lånekapital, medmindre der mindst er optaget hybrid kernekapital eller ansvarlig lånekapital for et tilsvarende beløb i realkreditinstituttet i øvrigt.
§ 63. Et realkreditinstitut må ikke uden tilladelse fra Finanstilsynet indgå engagementer, jf. § 65 b, stk. 1, med virksomheder eller personer, som gennem aktiebesiddelse eller på anden måde direkte eller indirekte har afgørende indflydelse på realkreditinstituttets dispositioner, eller som er domineret af virksomheder med en sådan indflydelse. Stk. 2. Såfremt tilsynet skriftligt meddeler et realkreditinstitut, at tilladelse efter stk. 1 er fornøden, må transaktionen ikke gennemføres, forinden tilsynets afgørelse er ændret. Det påhviler instituttet at godtgøre, at transaktionen lovligt kan foretages.		§ 181 . En finansiel virksomhed må ikke uden tilladelse fra Finanstilsynet indgå engagementer med andre virksomheder inden for samme koncern bortset fra engagementer med dattervirksomheder. Stk. 2. En finansiel virksomhed må i øvrigt ikke have et engagement med virksomheder eller personer, som direkte eller indirekte har en afgørende indflydelse på den finansielle virksomhed, eller som er domineret af virksomheder eller personer med en sådan indflydelse. Stk. 3 . Finanstilsynet kan undtage fra stk. 2.
§ 64. Finanstilsynet fastsætter regler om opgørelse af og grænser for renterisikoen på realkreditinstituttets midler svarende til den ansvarlige kapital med tillæg af hensættelser til tab på udlån og midler i serier med tilbagebetalingspligt, samt renterisikoen på ikke balanceførte poster. § 65. Finanstilsynet fastsætter regler for realkreditinstituttets opgørelse af og grænser for de samlede valutarisici.		§ 147 4) opgørelse, indberetning og grænser for de samlede valuta- og andre markedsrisici.
§ 65 a. Et realkreditinstituts engagement, jf. § 65 b, med en kunde eller gruppe af indbyrdes forbundne kunder må ikke overstige 25 pct. af realkreditinstituttets ansvarlige kapital, jf. § 53 a.		§ 144. Et engagement, jf. § 5, stk. 1, nr. 16, med en kunde eller gruppe af indbyrdes forbundne kunder må efter fradrag for særlig sikre krav ikke overstige 25 pct. af basiskapitalen, jf. § 127.
Stk. 2. Det samlede beløb af et realkreditinstituts engagementer, der udgør 10 pct. eller mere af den ansvarlige kapital, må ikke overstige 800 pct. af realkreditinstituttets ansvarlige kapital.		Stk. 2 . Summen af de engagementer, der efter fradrag for særlig sikre krav udgør 10 pct. eller mere af basiskapitalen, må ikke samlet overstige 800 pct. af basiskapitalen.
Stk. 3. Engagementer, der udgør 10 pct. eller mere af den ansvarlige kapital, skal indberettes til Finanstilsynet hvert kvartal. Tilsynet fastsætter nærmere bestemmelser om indberetningerne, herunder om undtagelse for indberetning af visse engagementer.		Stk. 3 . Engagementer, der udgør 10 pct. eller mere af basiskapitalen, skal indberettes til Finanstilsynet hvert kvartal.
Stk. 4. Et realkreditinstitut skal til enhver tid overholde de i stk. 1 og 2 fastsatte øvre engagementsgrænser. Overstiger engagementerne de fastsatte grænser, skal Finanstilsynet omgående underrettes. Finanstilsynet kan under særlige omstændigheder give et realkreditinstitut en bestemt tidsfrist til atter at overholde grænserne.		Stk. 4 . Overstiger engagementerne de grænser, der er fastsat i stk. 1 eller 2, skal Finanstilsynet omgående underrettes. Finanstilsynet kan under særlige omstændigheder tillade, at grænsen i stk. 1 midlertidigt overskrides.
Stk. 5. De i stk. 1 og 2 nævnte grænser finder ikke anvendelse på engagementer med virksomheder, der indgår fuldt i konsolideringen i henhold til kapitel 5 i lov om finansiel virksomhed.		Stk. 5 . De i stk. 1 og 2 nævnte grænser finder ikke anvendelse på engagementer med virksomheder, der indgår fuldt i konsolideringen.
Stk. 6. Såfremt et engagement er garanteret af et kreditinstitut i zone A, jf. artikel 1, 14. led, i Rådets direktiv (2000/12/EF), betragtes den garanterede del af engagementet som et engagement med vedkommende kreditinstitut. Bestemmelsen i 1. pkt. omfatter alene garantier, der er påkrævet i henhold til realkreditlovgivningen.		Stk. 6 . Hvis et engagement er garanteret af et kreditinstitut i zone A, betragtes den garanterede del af engagementet som et engagement med det kreditinstitut, der har stillet garantien, jf. dog § 154.
Stk. 7. Kapitalandele og efterstillede kapitalindskud i et datterselskab, der driver forsikringsvirksomhed, medregnes ikke ved opgørelsen efter stk. 1 og 2 af realkreditinstituttets engagement med det pågældende datterselskab. Realkreditinstituttet kan dog højst undlade at medregne et beløb svarende til fradraget i realkreditinstituttets ansvarlige kapital efter § 53 d, stk. 4.		Stk. 7 . Beløb, der er fradraget i basiskapitalen efter § 138, stk. 1, nr. 1, medregnes ikke i engagementer med datterselskaber eller associerede selskaber, der driver forsikringsvirksomhed.
Stk. 8. Finanstilsynet kan fastsætte bestemmelser om, at der ved beregningen af de i stk. 1 og 2 nævnte grænser kan ses bort fra særlig sikre krav.
§ 65 b. Ved et engagement forstås: 1) udlån efter kapitel 5, 2) reservefondslån, 3) realkreditobligationer og andre værdipapirer udstedt af kunden, 4) kapitalandele, 5) garantier og andre poster under stregen, 6) rente- og valutarelaterede poster, 7) andre mellemværender, der indebærer en kreditrisiko for instituttet.		§ 5. I denne lov forstås ved: 16) Engagement: Summen af de mellemværender, der indebærer en kreditrisiko for virksomheden.
Stk. 2. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere bestemmelser herom.		§ 147. Finanstilsynet fastsætter nærmere regler for 1) opgørelsen af et engagement,
§ 65 d. Finanstilsynet fastsætter nærmere regler om indregning af garantier i engagementsopgørelsen, jf. § 65 a, stk. 6, 2. pkt.		§ 147. Finanstilsynet fastsætter nærmere regler for opgørelsen af et engagement,
§ 66. Sammenlægning og deling af realkreditinstitutter kan ske med økonomi- og erhvervsministerens godkendelse.		§ 203. Et pengeinstitut, realkreditinstitut, fondsmæglerselskab eller investeringsforvaltningsselskab, må ikke uden økonomi- og erhvervsministerens tilladelse sammenlægges med en anden finansiel virksomhed eller en forretningsafdeling af en sådan. Tilsvarende gælder, når det fortsættende selskab er et udenlandsk selskab.
§ 69. Er det eksisterende realkreditinstitut en fond, modtager fonden aktier i det i § 68, stk. 1, nævnte aktieselskab svarende til værdien af de overdragne aktiver efter fradrag af instituttets gæld. Fonden, der herefter ikke er et realkreditinstitut, anses som en erhvervsdrivende fond.		§ 217. Fonde, der har været realkreditinstitutter, og fonde, der er oprettet i forbindelse med omdannelse af realkreditinstitutter til aktieselskaber, er omfattet af lov om erhvervsdrivende fonde.
Stk. 2. Er det eksisterende realkreditinstitut en forening, modtager foreningen aktier i det i § 68, stk. 1, nævnte aktieselskab svarende til værdien af de overdragne aktiver efter fradrag af instituttets gæld. Foreningen er herefter ikke et realkreditinstitut.
Stk. 3. En kreditforening kan i stedet gennemføre omdannelsen ved, at foreningen opløses uden likvidation, og at aktier i det i § 68, stk. 1, nævnte aktieselskab svarende til værdien af de overdragne aktiver efter fradrag af instituttets gæld overdrages til en fond, der anses som en erhvervsdrivende fond.
§ 69 a. En forening som nævnt i § 69, der ikke længere ejer et realkreditaktieselskab, skal indsende et årsregnskab til Finanstilsynet. Regler fastsat i medfør af § 75, stk. 4, finder tilsvarende anvendelse.		§ 221. Fonde og foreninger, der har været realkreditinstitutter, og fonde der er oprettet i forbindelse med omdannelse af realkreditinstitutter til aktieselskaber, skal indsende den reviderede og godkendte årsrapport til Finanstilsynet i 3 eksemplarer. Årsrapporten skal være modtaget i Finanstilsynet senest 4 måneder efter regnskabsårets afslutning. Finanstilsynet videresender et eksemplar til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, hvor årsrapporten er offentlig tilgængelig efter de regler Erhvervs- og Selskabsstyrelsen fastsætter herfor. Stk. 2. Finanstilsynet fastsætter nærmere regler for regnskabsaflæggelsen.
Stk. 2. Ændringer i vedtægterne for en forening som nævnt i § 69, der ikke længere ejer et realkreditaktieselskab, kan kun ske med økonomi- og erhvervsministerens godkendelse. Økonomi- og erhvervsministeren godkender vedtægtsændringerne, hvis ændringerne ikke er i strid med stk. 1 og 3 og i øvrigt ikke strider mod medlemmernes interesser.		§ 218. Ændringer i vedtægterne for en forening, der har været et realkreditinstitut, kan kun ske med økonomi- og erhvervsministerens godkendelse. Stk. 2. Økonomi- og erhvervsministeren godkender vedtægterne, hvis ændringerne ikke er i strid med §§ 221 og 222, og i øvrigt ikke strider mod medlemmernes interesser.
Stk. 3. § 76 finder tilsvarende anvendelse for en forening som nævnt i § 69, der ikke længere ejer et realkreditaktieselskab.		§ 222. I tilfælde af opløsning af en forening, der har været et realkreditinstitut, kan egenkapitalen ikke udloddes til foreningens medlemmer.
Stk. 4. En forening som nævnt i § 69, der ikke længere ejer et realkreditaktieselskab, skal indsende årsregnskabet til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen senest 4 måneder efter regnskabsårets udløb.		§ 221. Fonde og foreninger, der har været realkreditinstitutter, og fonde der er oprettet i forbindelse med omdannelse af realkreditinstitutter til aktieselskaber, skal indsende den reviderede og godkendte årsrapport til Finanstilsynet i 3 eksemplarer. Årsrapporten skal være modtaget i Finanstilsynet senest 4 måneder efter regnskabsårets afslutning. Finanstilsynet videresender et eksemplar til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, hvor årsrapporten er offentlig tilgængelig efter de regler Erhvervs- og Selskabsstyrelsen fastsætter herfor.
§ 74. En fond eller forening, der ejer et realkreditaktieselskab, jf. § 69, ledes af en bestyrelse på mindst 5 medlemmer. Stk. 2. Låntagerne i realkreditaktieselskabet og indehaverne af realkreditobligationer og andre værdipapirer udstedt af realkreditaktieselskabet vælger hver et eller flere medlemmer af bestyrelsen. Disse medlemmer skal tilsammen udgøre mere end halvdelen af bestyrelsen. Medlemmer valgt af indehaverne af realkreditobligationer m.v. kan ikke udgøre mere end halvdelen af bestyrelsen. Stk. 3. Finanstilsynet fastsætter nærmere regler om valg og sammensætning af bestyrelsen.		§ 219. En fond eller forening, der har været et realkreditinstitut, og en fond der er oprettet i forbindelse med omdannelse af realkreditinstitutter til aktieselskaber, skal ledes af en bestyrelse på mindst 5 medlemmer, hvis fonden eller foreningen ejer realkreditaktieselskabet. Stk. 2. Låntagerne i realkreditaktieselskabet og indehaverne af realkreditobligationer og andre værdipapirer udstedt af realkreditaktieselskabet vælger hver et eller flere medlemmer af bestyrelsen. Disse medlemmer skal tilsammen udgøre mere end halvdelen af bestyrelsen. Medlemmer valgt af indehaverne af realkreditobligationer og andre værdipapirer kan ikke udgøre mere end halvdelen af bestyrelsen. Stk.3. Fonden eller foreningen omfattet af stk. 1 fastsætter i vedtægter og ved valgregulativ de nærmere regler for valg og sammensætning af bestyrelsen. Reglerne skal godkendes af Finanstilsynet.
§ 75. En fond eller forening, der ejer et realkreditaktieselskab, jf. § 69, skal på forhånd underrette Finanstilsynet om direkte eller indirekte erhvervelse af bestemmende indflydelse over en erhvervsvirksomhed samt om afhændelse af en sådan indflydelse. Stk. 2. Fonden eller foreningen indsender et årsregnskab til Finanstilsynet. Stk. 3. § 90 gælder tilsvarende for fonden eller foreningen. Stk. 4. Finanstilsynet fastsætter nærmere regler om regnskabsaflæggelsen.		§ 220. Fonde og foreninger, omfattet af § 219, skal på forhånd underrette Finanstilsynet om direkte eller indirekte erhvervelse af bestemmende indflydelse over en erhvervsvirksomhed samt om afhændelse af en sådan indflydelse. § 221. Fonde og foreninger, der har været realkreditinstitutter, og fonde der er oprettet i forbindelse med omdannelse af realkreditinstitutter til aktieselskaber, skal indsende den reviderede og godkendte årsrapport til Finanstilsynet i 3 eksemplarer. Årsrapporten skal være modtaget i Finanstilsynet senest 4 måneder efter regnskabsårets afslutning. Finanstilsynet videresender et eksemplar til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, hvor årsrapporten er offentlig tilgængelig efter de regler Erhvervs- og Selskabsstyrelsen fastsætter herfor. Stk. 2. Finanstilsynet fastsætter nærmere regler for regnskabsaflæggelsen.
§ 76. I tilfælde af opløsning af en forening, der ejer et realkreditaktieselskab, kan egenkapitalen ikke udloddes til foreningens medlemmer.		§ 222. I tilfælde af opløsning af en forening, der har været et realkreditinstitut, kan egenkapitalen ikke udloddes til foreningens medlemmer.
§ 76 b. Den bundne fondsreserve kan bruges til dækning af underskud, der ikke dækkes af beløb, der kan anvendes til udbytte i aktieselskabet. Stk. 2. I tilfælde af realkreditinstituttets ophør kan udlodning til aktionærerne kun finde sted, når forpligtelserne efter stk. 4 er opfyldt. Stk. 3. Ved fusion med et andet realkreditinstitut overtager det fortsættende selskab fondsreserven på de samme vilkår, som var gældende indtil fusionen. Stk. 4. I tilfælde af realkreditinstituttets ophør anvendes fondsreserven til almennyttige eller velgørende formål efter nærmere regler fastsat i omdannelsesbeslutningen efter § 76 a, stk. 1.		§ 223. Realkreditinstitutter, der er omdannet til aktieselskaber efter indkapslingsmodellen, kan bruge den bundne fondsreserve til dækning af underskud, der ikke dækkes af beløb, der kan anvendes til udbytte i aktieselskabet. Stk. 2. Ved sammensmeltning af realkreditinstituttet efter § 203 overtager det fortsættende selskab fondsreserven på samme vilkår, som var gældende indtil sammensmeltningen. Stk. 3. I tilfælde af realkreditinstituttets ophør anvendes fondsreserven til almennyttige eller velgørende formål efter nærmere regler fastsat i omdannelsesbeslutningen. Udlodning til aktionærerne kan kun finde sted, når forpligtelserne efter 1. pkt. er opfyldt.
§ 76 c. Der skal henlægges 10 pct. af årets overskud, der ikke medgår til dækning af underskud fra tidligere år, til fondsreserven. Henlæggelsen kan dog ikke overstige den forrentning af fondsreserven, der svarer til den af skatteministeren fastsatte mindsterente med fradrag af en forholdsmæssig andel af årets selskabsskat.		§ 224. Realkreditinstitutter, der er omdannet til aktieselskaber efter indkapslingsmodellen, skal henlægge 10 pct. af årets overskud, der ikke medgår til dækning af underskud fra tidligere år, til fondsreserven. Hvis henlæggelsen vil overstige den forrentning af fondsreserven, der svarer til den af skatteministeren fastsatte mindsterente med fradrag af en forholdsmæssig andel af årets selskabsskat, henlægges dog alene et beløb svarende til denne forrentning.
§ 77 a. Finanstilsynet fastsætter regler om regnskabsaflæggelse for koncerner, hvor moderselskabet, jf. § 77, stk. 2, ikke er et finansielt holdingselskab, jf. § 77, stk. 5, og hvor moderselskabets virksomhed udelukkende eller hovedsageligt består i et eje kapitalandele i finansielle virksomheder.		§ 195 . Stk. 2 . Finanstilsynet fastsætter tillige regler for koncernregnskaber, herunder regler for hvornår en årsrapport skal indbefatte et koncernregnskab.
§ 80. Finanstilsynet inddrager den til et realkreditinstitut udstedte godkendelse, 1) hvis realkreditvirksomheden ikke påbegyndes senest 12 måneder efter godkendelsens meddelelse, eller 2) hvis realkreditvirksomhed ikke udøves i en periode på over 6 måneder. Stk. 2. Finanstilsynet kan inddrage den til et realkreditinstitut udstedte godkendelse, 1) hvis realkreditinstituttet groft eller gentagne gange overtræder bestemmelser i denne lov eller regler udstedt i medfør af loven, 2) hvis et medlem af realkreditinstituttets direktion eller bestyrelse ikke opfylder de i § 9, stk. 2, nævnte krav til erfaring og vandel, 3) hvis et realkreditinstitut indgår en forbindelse som nævnt i § 9, stk. 3 eller 5, eller 4) hvis et realkreditinstitut eller en koncern ikke opfylder kravet til den ansvarlige kapital, jf. § 53, stk. 1 eller 2, og ikke har tilvejebragt den foreskrevne ansvarlige kapital inden for den i § 53, stk. 4, fastsatte frist.		§ 236. Finanstilsynet kan endvidere inddrage tilladelsen til at drive virksomhed som pengeinstitut, realkreditinstitut, fondsmæglerselskab og investeringsforvaltningsselskab: 1) hvis den finansielle virksomhed gør sig skyldig i grov eller gentagne overtrædelser af denne lov eller lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v., eller regler udstedt i medfør af disse love, 2) hvis den finansielle virksomhed ikke opfylder kravene i kapitel 3, jf. dog § 123, stk. 1, nr. 2 og stk. 2 samt § 124, stk. 1, nr. 2-4, 3) hvis virksomhed som finansiel virksomhed ikke påbegyndes senest 12 måneder efter, at Finanstilsynet har meddelt virksomheden tilladelse, eller 4) hvis der ikke udøves finansiel virksomhed i en periode over 6 måneder. § 237 . Opfylder et pengeinstitut, realkreditinstitut, fondsmæglerselskab eller investeringsforvaltningsselskab ikke kapitalkravene i §§ 123-124, og har det ikke tilvejebragt den foreskrevne kapital inden for en af Finanstilsynet fastsat frist, skal Finanstilsynet inddrage tilladelsen.
§ 81. Hvis et realkreditinstituts bestyrelse, direktion eller revisorer må formode, at instituttet ikke længere opfylder kravet til den ansvarlige kapital, jf. § 53, stk. 1 eller 2, skal de pågældende straks meddele dette til Finanstilsynet.		§ 74. Stk. 3. Hvis et medlem af en finansiel virksomheds bestyrelse, direktion, den eksterne revision eller den ansvarshavende aktuar må formode, at den finansielle virksomhed ikke opfylder kapitalkravet, jf. §§ 123-125, skal den pågældende straks meddele dette til Finanstilsynet.
Stk. 2. Såfremt kravet til den ansvarlige kapital ikke længere er opfyldt, jf. § 53, stk. 1 eller 2, kan Finanstilsynet bestemme, at bestyrelsen inden for en nærmere angiven frist uanset vedtægternes bestemmelser herom skal indkalde generalforsamlingen eller den efter vedtægterne øverste myndighed og redegøre for instituttets økonomiske forhold.		§ 237. Stk. 2. Hvis tilvejebringelsen af kapital kræver, at den finansielle virksomheds øverste myndighed indkaldes, kan Finanstilsynet bestemme, at indkaldelse kan ske med kortere frist end fastsat i vedtægterne.
§ 82. Finanstilsynet kan anmelde betalingsstandsning for et realkreditinstitut, når hensynet til obligationsejernes interesser tilsiger det. Stk. 2. En anmeldelse om betalingsstandsning kan ikke tilbagekaldes af instituttet uden samtykke fra Finanstilsynet.		§ 244. Finanstilsynet kan anmelde betalingsstandsning for et pengeinstitut, realkreditinstitut, fondsmæglerselskab eller investeringsforvaltningsselskab, når hensynet til indskydernes, obligationsejernes eller investorernes interesser tilsiger det. Stk. 3. Anmeldelse om betalingsstandsning kan ikke tilbagekaldes af pengeinstituttet, realkreditinstituttet, fondsmæglerselskabet eller investeringsforvaltningsselskabet uden Finanstilsynets samtykke.
§ 83. Inddrages godkendelsen af et realkreditinstitut, skal realkreditvirksomheden afvikles, jf. dog stk. 2, 2. pkt. Anden virksomhed må ikke optages, før afviklingen er afsluttet.		§ 238. Når Finanstilsynet inddrager tilladelsen i henhold til §§ 235-237, skal virksomheden afvikles, og anden virksomhed må ikke påbegyndes, før afviklingen er afsluttet.
Stk. 2. Sker afviklingen på anden måde end ved likvidation, konkurs eller i henhold til § 67, skal afviklingens form, indhold og gennemførelse godkendes af Finanstilsynet. I stedet for afvikling kan Finanstilsynet godkende andre løsninger.		§ 239. Afvikling, jf. § 238 sker ved likvidation, konkurs eller ved fusion eller sammenlægning i henhold til § 203. Hvis afviklingen sker på anden måde, skal Finanstilsynet godkende afviklingens form, indhold og gennemførelse.
§ 84. Er ikke andet fastsat i lovgivningen, træffes beslutning om opløsning af et realkreditinstitut af generalforsamlingen eller i realkreditinstitutter organiseret som foreninger eller fonde af den øverste myndighed og gennemføres ved likvidation, jf. dog § 69, stk. 3. Finanstilsynet kan fastsætte en frist for denne beslutnings vedtagelse. Overskrides fristen, kan Finanstilsynet beslutte, at realkreditinstituttet træder i likvidation.		§ 240. Er andet ikke fastsat i lovgivningen, træffes beslutning om opløsning af virksomhedens øverste myndighed og gennemføres ved likvidation. Finanstilsynet kan fastsætte en frist for vedtagelse af beslutning om likvidation efter aktieselskabslovens § 116, stk. 1. Overskrides fristen, kan Finanstilsynet beslutte, at pengeinstituttet, realkreditinstituttet, fondsmæglerselskabet eller investeringsforvaltningsselskabet skal træde i likvidation.
§ 85. Et realkreditinstitut kan kun likvideres af likvidatorer, der udnævnes af Finanstilsynet.		§ 242 . Et pengeinstitut, realkreditinstitut, fondsmæglerselskab eller et investeringsforvaltningsselskab likvideres af en eller flere likvidatorer, der udnævnes af økonomi- og erhvervsministeren. En af likvidatorerne skal være jurist.
Finanstilsynet kan suspendere realkreditinstituttets vedtægter om ledelsesmæssige beføjelser under likvidationen.		§ 241. Finanstilsynet kan suspendere et pengeinstituts, realkreditinstituts, fondsmæglerselskabs eller investeringsforvaltningsselskabs vedtægter under likvidationen.
§ 86. Bliver et realkreditinstitut insolvent, skal Finanstilsynet indgive konkursbegæring. Stk. 2. Uanset konkurslovens § 17, stk. 2, anses et realkreditinstitut, der ikke kan opfylde sine forpligtelser på efterstillet kapital optaget som værdipapirer med ubestemt løbetid og andre kapitalindskud ikke for at være insolvent. Stk. 3. Efter afsigelse af konkursdekret beskikker skifteretten efter forhandling med Finanstilsynet en eller flere kuratorer.		§ 245. Finanstilsynet kan indgive konkursbegæring, når et pengeinstitut, realkreditinstitut, fondsmæglerselskab eller et investeringsforvaltningsselskab, bliver insolvent. Stk. 2 . Uanset konkurslovens § 17, stk. 2, anses et pengeinstitut, realkreditinstitut, fondsmæglerselskab eller investeringsforvaltningsselskab, der ikke kan opfylde sine forpligtelser på efterstillet kapital optaget som hybrid kernekapital eller ansvarlig lånekapital ikke for at være insolvent. Stk.3 . Efter afsigelse af konkursdekret beskikker skifteretten efter forhandling med Finanstilsynet en eller flere kuratorer. En af kuratorerne skal være jurist.
Stk. 4. Finanstilsynet har ret til at deltage i møder i kreditorudvalg og i skiftesamlinger. Udkast til regnskab og udlodning i konkursboet skal sendes til udtalelse hos Finanstilsynet.		§ 246. Finanstilsynet har ret til at deltage i møder i kreditorudvalg og i skiftesamlinger. Udkast til endeligt regnskab og slutudlodning i konkursboet forelægges af kurator til Finanstilsynet til udtalelse forinden indsendelse til skifteretten.
§ 87 Stk. 2. Bestemmelserne i denne lov om økonomi- og erhvervsministerens og Finanstilsynets beføjelser og om realkreditinstitutters pligter over for økonomi- og erhvervsministeren og Finanstilsynet gælder med de nødvendige tilpasninger for realkreditinstitutter, der har standset deres betalinger eller er under opløsning.		§ 248 . Bestemmelserne i denne lov om økonomi- og erhvervsministerens og Finanstilsynets beføjelser og pengeinstitutters, realkreditinstitutters, fondsmæglerselskabers og investeringsforvaltningsselskabers pligter over for økonomi- og erhvervsministeren og Finanstilsynet gælder med de nødvendige tilpasninger for sådanne virksomheder, der har standset deres betalinger eller er under opløsning.
§ 88. For hvert regnskabsår udarbejder bestyrelse og direktion i overensstemmelse med lovgivningen og vedtægternes regler herom et årsregnskab. Årsregnskabet består af balance (status), resultatopgørelse, noter og årsberetning. Stk. 2. Årsregnskabet skal underskrives af bestyrelsen og direktionen. Mener et medlem af bestyrelse eller direktion, at årsregnskabet ikke bør godkendes, eller ønsker et medlem at gøre instituttets øverste myndighed bekendt med andre indvendinger mod årsregnskabet, skal det fremgå af påtegningen på regnskabet, og en redegørelse herfor skal gives i årsregnskabet. § 89. Årsregnskabet skal give et retvisende billede af realkreditinstituttets aktiver og passiver, dets økonomiske stilling samt resultat. Stk. 2. Finanstilsynet fastsætter regler om realkreditinstitutters regnskabsaflæggelse, herunder om årsregnskabets opstilling, indhold af resultatopgørelsens og balancens poster, noter, værdiansættelse og årsberetning samt regler om aflæggelse af koncernregnskab for koncerner, hvor moderselskabet enten er et finansielt holdingselskab eller et realkreditinstitut, herunder regler om konsolidering samt om krav til årsregnskabets oplysninger om koncerninterne transaktioner. Stk. 3. Finanstilsynet fastsætter endvidere regler for regnskaber for filialer af kreditinstitutter med hjemsted i et andet land inden for Den Europæiske Union eller et andet land, som Fællesskabet har indgået samarbejdsaftaler med.		Kapitel 13 Årsrapport, revision og anvendelse af årets overskud Generelle regler om årsrapport og revision § 182 . Finansielle virksomheder og finansielle holdingvirksomheder skal udarbejde en årsrapport, der i det mindste består af en ledelsespåtegning, en balance, en resultatopgørelse, noter, herunder redegørelse for anvendt regnskabspraksis samt oversigt over bevægelserne i egenkapitalen, samt en ledelsesberetning. Når en årsrapport er revideret, indgår revisionspåtegningen i denne. Stk. 2 . Årsrapporten skal udarbejdes i overensstemmelse med reglerne i dette kapitel og regler udstedt i medfør af § 195. § 183 . Bestyrelsen og direktionen skal aflægge årsrapport for virksomheden. Stk. 2 . Hvert enkelt ledelsesmedlem har ansvar for, at årsrapporten udarbejdes i overensstemmelse med lovgivningen og eventuelle yderligere krav til regnskaber i vedtægter eller aftale. Endvidere har hvert enkelt medlem ansvar for, at årsrapporten kan revideres og godkendes i tide. Endelig har hvert enkelt bestyrelsesmedlem ansvar for, at årsrapporten indsendes til Finanstilsynet inden for de i lovgivningen fastsatte frister.
Stk. 4. I en note til årsregnskabet skal der samlet gives oplysninger om realkreditinstituttets engagementer med henholdsvis bestyrelsen og direktionen, jf. lov om finansiel virksomhed § 20, stk. 1. Oplysningerne skal vedrøre samtlige engagementer i det pågældende regnskabsår. Stk. 5. I en note til årsregnskabet skal der gives oplysninger om hverv, som bestyrelsen har godkendt, jf. lov om finansiel virksomhed §§ 25-30. Oplysningerne, som skal vedrøre samtlige hverv i det pågældende regnskabsår, skal omfatte en angivelse af hvervet samt navnet på den pågældende, som har påtaget sig dette. § 90. Et realkreditinstituts årsregnskab skal revideres af mindst to revisorer, hvoraf den ene skal være statsautoriseret. De øvrige revisorer skal enten være statsautoriserede eller registrerede. Revisorernes bemærkninger indføres i en revisionsprotokol. Stk. 2. Revisorerne i et realkreditinstitut skal tillige være revisorer i realkreditinstituttets dattervirksomheder. Har realkreditinstituttet et moderselskab, der er et finansielt holdingselskab, jf. § 77, stk. 5, skal realkreditinstituttets revisorer tillige være revisorer i det finansielle holdingselskab og i dette selskabs øvrige dattervirksomheder. Stk. 3. Stk. 2 finder ikke anvendelse i tilfælde, hvor dattervirksomheden eller moderselskabet ikke er hjemmehørende i Danmark. Stk. 5. Finanstilsynet kan i særlige tilfælde udpege yderligere en statsautoriseret revisor. Realkreditinstituttet kan pålægges at afholde udgifterne til revisorens honorar. Finanstilsynet godkender honorarets størrelse. Stk. 6. Finanstilsynet fastsætter nærmere regler om revisionens gennemførelse i realkreditinstitutter, herunder om oprettelse af interne revisionsafdelinger og om revisionens medvirken ved kontrollen af instituttets overholdelse af de i kapitlerne 4-6 fastsatte bestemmelser og bestemmelser fastsat i medfør heraf.		§ 184 . Når årsrapporten er udarbejdet, skal alle medlemmerne af bestyrelsen og direktionen underskrive den og datere underskriften. De skal give deres underskrift i tilknytning til en ledelsespåtegning, hvori de erklærer, hvorvidt: 1) årsrapporten er aflagt i overensstemmelse med lovgivningens krav, samt eventuelle krav i vedtægter eller aftale, og 1) årsrapporten giver et retvisende billede af virksomhedens og, hvis der er udarbejdet koncernregnskab, koncernens aktiver og passiver, finansielle stilling samt resultatet. Stk. 2 . Har ledelsen indføjet supplerende beretninger i årsrapporten, skal medlemmerne af bestyrelsen og direktionen i ledelsespåtegningen erklære, hvorvidt beretningen giver et retvisende billede inden for rammerne af almindeligt anerkendte retningslinier for sådanne beretninger. Stk. 3 . Selvom et ledelsesmedlem er helt eller delvist uenig i årsrapporten eller har indvendinger mod, at den skal godkendes med det indhold, der er besluttet, kan medlemmet ikke undlade at underskrive. Ledelsesmedlemmet kan dog tilkendegive sine indvendinger med en konkret og fyldestgørende begrundelse i tilknytning til sin underskrift og ledelsespåtegningen. § 185 . Årsrapporten skal give et retvisende billede af virksomhedens og, hvis der er udarbejdet koncernregnskab, koncernens aktiver og passiver, finansielle stilling samt resultatet. Stk. 2 . Hvis anvendelse af bestemmelserne i denne lov eller reglerne udstedt i medfør af § 195 ikke er tilstrækkelig til at give et retvisende billede som nævnt i stk. 1, skal der gives yderligere oplysninger i årsrapporten. Stk. 3 . Hvis anvendelse af bestemmelserne i dette kapitel eller regler udstedt i medfør af § 195 i særlige tilfælde vil stride mod kravet i stk. 1, skal de fraviges, således at dette krav opfyldes. En sådan fravigelse skal hvert år oplyses i noterne og hér altid begrundes konkret og fyldestgørende med oplysning om, hvilken indvirkning, herunder så vidt muligt den beløbsmæssige indvirkning, fravigelsen har på virksomhedens henholdsvis koncernens aktiver og passiver, finansielle stilling samt resultatet.
§ 91. Finanstilsynet kan forlange en revisor, der findes uegnet til sit erhverv, udskiftet og i stedet udpege en anden revisor, der fungerer, indtil nyt valg kan afholdes. Stk. 2. Ved revisorskifte skal realkreditinstituttet og revisor give Finanstilsynet hver sin redegørelse for skiftet. Stk. 3. Finanstilsynet kan pålægge revisorerne herunder den fratrædende revisor enten alene eller sammen med den interne revisionschef at give oplysninger om realkreditinstituttets forhold. Stk. 5. Et realkreditinstitut eller selskaber inden for samme koncern må ikke bevilge engagement til eller modtage sikkerhedsstillelse fra den valgte revision eller den interne revisions- eller vicerevisionschef. Stk. 6. Stk. 3 og 5 samt § 90, stk. 5, gælder tilsvarende for et realkreditinstituts dattervirksomheder samt for et finansielt holdingselskab, jf. § 77, stk. 5, eller et moderselskab omfattet af § 77 a, stk. 1, og sådanne selskabers dattervirksomheder. Stk. 7. Finanstilsynet kan kræve gennemført en ekstraordinær revision i et realkreditinstitut. Realkreditinstituttet kan pålægges at betale for revisionens udførelse.		§ 186 . For at de lovpligtige dele af en årsrapport kan give et retvisende billede efter § 185, skal reglerne i stk. 2 og 3 opfyldes. Stk. 2 . Årsrapporten skal udarbejdes, således at den støtter regnskabsbrugerne i deres økonomiske beslutninger. De omhandlede regnskabsbrugere er personer, virksomheder, organisationer og offentlige myndigheder m.v., hvis økonomiske beslutninger normalt må forventes at blive påvirket af en årsrapport, herunder nuværende eller fremtidige virksomhedsdeltagere, kreditorer, medarbejdere, kunder, alliancepartnere, lokalsamfundet samt tilskudsgivende og fiskale myndigheder. De omhandlede beslutninger skal i det mindste vedrøre 1) placering af regnskabsbrugerens egne ressourcer, 2) ledelsens forvaltning af virksomhedens ressourcer og 3) fordeling af virksomhedens ressourcer. Stk. 3 . Årsrapporten skal udarbejdes, således at den oplyser om forhold, der normalt er relevante for regnskabsbrugerne, jf. stk. 2. Oplysningerne skal desuden være pålidelige i forhold til, hvad regnskabsbrugerne normalt forventer.
§ 92. Det reviderede og af bestyrelsen godkendte årsregnskab skal tillige med kopi af revisionsprotokollen og bestyrelsesprotokollen, såfremt denne er påtegnet af revisor, senest 8 dage efter afholdelse af det bestyrelsesmøde, hvor årsregnskabet er godkendt af bestyrelsen, dog senest 3 måneder efter regnskabsperiodens afslutning, være modtaget af Finanstilsynet. Stk. 2. Realkreditinstituttet skal straks efter generalforsamlingen eller det repræsentantskabsmøde, hvor årsregnskabet er forelagt til godkendelse, skriftligt meddele Finanstilsynet, om regnskabet er vedtaget uden ændringer. Hvis generalforsamlingen eller repræsentantskabet foretager ændringer i det af bestyrelsen godkendte regnskab, skal det endelige årsregnskab som godkendt af generalforsamlingen eller repræsentantskabet og med angivelse af de ændringer, der er foretaget, være modtaget af Finanstilsynet senest 8 dage efter generalforsamlingen eller repræsentantskabsmødet. Generalforsamlingen eller repræsentantskabsmødet skal finde sted senest 4 måneder efter regnskabsårets udløb. Stk. 3. Realkreditinstituttet skal indsende årsregnskabet til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen senest 4 måneder efter regnskabsårets udløb. Stk. 4. Den reviderede resultatopgørelse og balance skal af realkreditinstituttet senest to uger efter afholdelse af generalforsamlingen eller repræsentantskabsmødet, hvor årsregnskabet er godkendt, offentliggøres i et eller flere dagblade, der udkommer på realkreditinstituttets hjemsted. Tilsvarende offentliggørelse af regnskabet for første halvår skal ske senest 8 uger efter halvårets udløb.		§ 187 . Årsrapporten skal udarbejdes efter nedenstående grundlæggende forudsætninger: 1) Den skal udarbejdes på en klar og overskuelig måde (klarhed). 2) Der skal tages hensyn til de reelle forhold og ikke til formaliteter uden reelt indhold (substans). 3) Alle relevante forhold skal indgå i årsrapporten, medmindre de er ubetydelige (væsentlighed). Anses flere ubetydelige forhold tilsammen for at være betydelige, skal de dog indgå. 4) Driften af en aktivitet formodes at fortsætte (going concern), medmindre den ikke skal eller ikke antages at kunne fortsætte. Afvikles en aktivitet, skal klassifikation og opstilling samt indregning og måling tilpasses med denne afvikling. 5) Enhver værdiændring skal vises, uanset indvirkningen på egenkapital og resultatopgørelse (neutralitet). 6) Transaktioner, begivenheder og værdiændringer skal indregnes, når de indtræffer, uanset tidspunktet for betaling (periodisering). 7) Indregningsmetoder og målegrundlag skal anvendes ensartet på samme kategori af forhold (konsistens). 8) Hver transaktion, begivenhed og værdiændring skal indregnes og måles hver for sig, ligesom de enkelte forhold ikke må modregnes med hinanden (bruttoværdi). 9) Primobalancen for regnskabsåret skal svare til ultimobalancen for det foregående regnskabsår (formel kontinuitet).
§ 93. Realkreditinstituttet og dettes valgte revisorer skal straks meddele Finanstilsynet oplysninger om forhold, der er af afgørende betydning for instituttets fortsatte virksomhed. Pligten gælder tilsvarende for forhold, som de valgte revisorer måtte konstatere, hvis de varetager hvervet som revisor i en virksomhed, som realkreditinstituttet har snævre forbindelser med, jf. § 9, stk. 4.		Stk. 2 . Opstilling og klassifikation, konsolideringsmetode, indregningsmetode og målegrundlag samt den anvendte monetære enhed må ikke ændres fra år til år (reel kontinuitet). Ændring kan dog ske, hvis der derved bedre opnås et retvisende billede, eller hvis ændringen er nødvendig som følge af lovændring eller nye regler, udstedt i medfør af § 195. Stk. 3 . Bestemmelserne i stk. 1, nr. 6-9, og stk. 2, kan fraviges i særlige tilfælde. I så fald finder § 185, stk. 3, 2. pkt., tilsvarende anvendelse.
		§ 188 . Finansielle virksomheders aktiver og forpligtelser skal, medmindre andet er fastsat i medfør af § 195, måles til dagsværdi. Aktiver og forpligtelser op‑ og nedskrives i overensstemmelse hermed, og op‑ og nedskrivninger indregnes i resultatopgørelsen, medmindre andet er fastsat i medfør af § 195.
		Stk. 2 . Dagsværdien måles til den markedsværdi, der kan konstateres for aktivet eller forpligtelsen på et velfungerende marked. Hvis aktivet eller forpligtelsen ikke handles på et velfungerende marked, anvendes en anerkendt metode til beregning af dagsværdien på det pågældende aktiv eller den pågældende forpligtelse.
		§ 189 . Supplerende beretninger, f.eks. beretninger om viden og medarbejdernes forhold (videnregnskaber), om miljøforhold (grønne regnskaber), om virksomhedens sociale ansvar (sociale regnskaber) og om virksomhedens etiske målsætninger og opfølgning herpå (etiske regnskaber) skal give et retvisende billede inden for rammerne af almindeligt anerkendte retningslinier for sådanne beretninger. De skal opfylde kvalitetskravene i § 186, stk. 3, og med de lempelser, der følger af forholdets natur, de grundlæggende forudsætninger i § 187, stk. 1 og 2.
		Stk. 2 . Af de supplerende beretninger skal fremgå de metoder og målegrundlag, efter hvilke beretningerne er udarbejdet.
		§ 190 . Regnskabsåret skal følge kalenderåret.
		Stk. 2 . Første regnskabsperiode kan omfatte et kortere eller længere tidsrum end 12 måneder, dog højst 18 måneder.
		Stk. 3 . Modervirksomheder og dattervirksomheder skal sikre, at dattervirksomheden har samme regnskabsår som modervirksomheden, medmindre det ikke er muligt på grund af forhold, som er ude af modervirksomhedens og dattervirksomhedens kontrol.
		Stk.4 . Finanstilsynet kan i særlige tilfælde dispensere fra kravet i stk. 1.
		§ 191 . Indregning, måling og oplysninger i monetære enheder skal foretages i danske kroner eller i euro. Finanstilsynet kan i regler udstedt i medfør af § 195 fastsætte, at beløbene anføres i andre fremmede valutaer, der er relevante for virksomheden henholdsvis virksomhedens koncern.
		§ 192 . Årsrapporten skal revideres af virksomhedens eksterne revisorer, jf. § 198. Revisionen omfatter ikke de supplerende beretninger, som indgår i årsrapporten, jf. § 189.
		§ 193 . Årsrapporten skal i den form, hvori den er forelagt og godkendt af bestyrelsen, indsendes i to eksemplarer til Finanstilsynet uden ugrundet ophold efter det bestyrelsesmøde, hvor årsrapporten er endeligt godkendt.
		Stk. 2 . Ekstern revisors revisionsprotokollat vedrørende årsrapporten samt for virksomheder med intern revisor tillige intern revisionschefs revisionsprotokollat vedrørende årsrapporten skal indsendes til Finanstilsynet samtidig med indsendelse af årsrapporten efter stk. 1.
		§ 194 . Den reviderede og godkendte årsrapport skal indsendes til Finanstilsynet i tre eksemplarer uden ugrundet ophold efter endelig godkendelse. Årsrapporten skal være modtaget i Finanstilsynet senest 4 måneder efter regnskabsårets afslutning.
		Stk. 2 . Den indsendte årsrapport skal i det mindste indeholde de obligatoriske bestanddele samt den fulde revisionspåtegning. Ønsker virksomheden at få offentliggjort supplerende beretninger som nævnt i § 189, skal disse indsendes sammen med de obligatoriske bestanddele af årsrapporten, således at de obligatoriske bestanddele og de supplerende beretninger tilsammen fremstår som ét dokument betegnet ”årsrapport”.
		Stk. 3 . Et eksemplar af årsrapporten for samtlige de af virksomhedens dattervirksomheder, der ikke er finansielle virksomheder omfattet af Finanstilsynets tilsyn, skal indsendes til Finanstilsynet samtidig med indsendelsen af årsrapporten efter stk. 1.
		Stk. 4 . Finanstilsynet videresender det ene af de eksemplarer, der er nævnt i stk. 1, til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, hvor årsrapporten er offentligt tilgængelig efter de af styrelsen herfor fastsatte regler.
		§ 195 . Finanstilsynet fastsætter nærmere regler for årsrapporten, herunder regler om indregning og måling af aktiver, forpligtelser, indtægter og omkostninger, opstilling af resultatopgørelse og balance samt krav til noter og ledelsesberetning.
		Stk. 2 . Finanstilsynet fastsætter tillige regler for koncernregnskaber, herunder regler for hvornår en årsrapport skal indbefatte et koncernregnskab.
		Stk. 3 . Finanstilsynet kan fastsætte regler for udfærdigelse og offentliggørelse af regnskabsrapporter, der dækker kortere perioder end årsrapporten.
		§ 196 . Med henblik på at sikre, at finansielle virksomheders og finansielle holdingvirksomheders årsrapporter er i overensstemmelse med reglerne i dette kapitel og de regler, der er udstedt i medfør af § 195, kan Finanstilsynet 1) yde vejledning, 2) påtale overtrædelser og 3) påbyde, at fejl skal rettes, og at overtrædelser skal bringes til ophør.
		§ 197 . Finansielle virksomheder og finansielle holdingvirksomheder skal foretage regelmæssige regnskabsindberetninger til Finanstilsynet i overensstemmelse med nærmere retningslinjer herfor fastsat af Finanstilsynet.
		§ 198 . Finansielle virksomheder og finansielle holdingvirksomheder skal have mindst én statsautoriseret revisor. Finanstilsynet kan i særlige tilfælde udpege en yderligere revisor. Denne revisor fungerer på samme vilkår og efter samme regler som de revisorer, der er valgt af generalforsamlingen.
		Stk. 2 . Revisorerne i en finansiel virksomhed eller i en finansiel holdingvirksomhed skal tillige være revisorer i virksomhedens dattervirksomheder.
		Stk. 3 . Stk. 2 finder ikke anvendelse på modervirksomheder og dattervirksomheder, der ikke er hjemmehørende i Danmark.
		Stk. 4 . Finanstilsynet kan afskedige en revisor, der findes åbenbart uegnet til sit hverv, og i stedet udpege en anden revisor, der fungerer, jf. stk. 1, 3. pkt., indtil nyt valg kan foretages.
		Stk. 5 . Ved revisorskifte skal virksomheden og afgående revisor senest en måned efter fratræden give Finanstilsynet hver sin redegørelse, hvis skiftet skyldes særlige forhold.
		Stk. 6 . Finanstilsynet kan pålægge revisor, og for virksomheder med intern revisor tillige intern revisionschef, at give oplysninger om forholdene i en finansiel virksomhed, en finansiel holdingvirksomhed eller i sådanne virksomheders dattervirksomheder.
		Stk. 7 . Finanstilsynet kan foranstalte en ekstraordinær revision i en finansiel virksomhed, i en finansiel holdingvirksomhed eller i sådanne virksomheders dattervirksomheder. Den finansielle virksomhed kan pålægges at betale for revisionens udførelse. Finanstilsynet godkender honorarets størrelse.
		Stk. 8 . Aktieselskabslovens §§ 82-85 om revision finder med de fornødne tilpasninger tilsvarende anvendelse på finansielle virksomheder og finansielle holdingvirksomheder, der ikke er aktieselskaber.
		Stk. 9 . Bestyrelsen kan ikke tillade, jf. § 79, stk. 1, at interne revisions- og vicerevisionschefer udfører revisionsopgaver i virksomheder uden for koncernen. Bestyrelsen kan heller ikke tillade, at interne revisions- og vicerevisionschefer udfører andet arbejde end revisionsopgaver i virksomheder inden for koncernen eller i virksomheder inden for samme administrationsfællesskab. Finanstilsynet kan i særlige tilfælde dispensere fra 1. pkt.
		Stk. 10. Bestyrelsen kan ikke tillade, jf. § 79, stk. 1, at interne revisions- og vicerevisionschefer påtager sig hverv, der bevirker, at de kommer i strid med habilitetsbestemmelser, svarende til dem, der gælder for eksterne revisorer i henhold til lov om statsautoriserede og registrerede revisorer.
		Stk. 11 . Finanstilsynet fastsætter bestemmelser om revisionens gennemførelse i finansielle virksomheder, i finansielle holdingvirksomheder og i sådanne virksomheders dattervirksomheder. Herunder kan Finanstilsynet fastsætte bestemmelser om intern revision og om systemrevisionens gennemførelse i fælles datacentraler.
		§ 199 . En ekstern revisor og en intern revisionschef skal straks meddele Finanstilsynet oplysninger om forhold, der er af afgørende betydning for virksomhedens fortsatte aktivitet, herunder forhold som revisorerne måtte være gjort bekendt med som led i hvervet som revisor i virksomheder, som virksomheden har snævre forbindelser med.
§ 94. Finanstilsynet påser, at institutterne overholder bestemmelserne i loven og regler udfærdiget i medfør af loven.		§ 341. Finder Finanstilsynet, at fortsættelse af en af denne lov omfattet sparevirksomhed på det foreliggende grundlag vil være utilbørlig af hensyn til indskydernes interesser, kan Finanstilsynet inddrage tilladelsen.
Stk. 2. Det Finansielle Virksomhedsråd indgår i tilsynet med institutterne inden for rådets kompetenceområde, jf. lov om finansiel virksomhed § 65, stk. 2.		§ 342. Stk. 2. De for pengeinstitutter gældende bestemmelser om inddragelse af tilladelse og ophør finder med de fornødne tilpasninger anvendelse på sparevirksomheder.
Stk. 4. Finanstilsynet kan efter de procedurer, der er fastsat i direktiver vedtaget af De Europæiske Økonomiske Fællesskaber, forbyde et udenlandsk kreditinstitut at udøve realkreditvirksomhed her i landet gennem en filial eller i form af grænseoverskridende tjenesteydelser, hvis instituttet groft eller gentagne gange har overtrådt bestemmelser i denne lov eller regler udfærdiget i medfør af loven eller anden lovgivning, der vedrører instituttet, og det ikke ved påbud eller sanktioner efter denne lov har været muligt at bringe overtrædelserne til ophør.		§ 249. Finanstilsynet kan efter de procedurer, der er fastsat i fællesskabsretlige regler herom forbyde et udenlandsk kreditinstitut, finansieringsinstitut, investeringsselskab eller investeringsforvaltningsselskab med hjemsted i et andet land inden for den Europæiske Union eller lande, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område, at udøve virksomhed her i landet gennem en filial eller i form af grænseoverskridende tjenesteydelser, hvis kreditinstituttet, finansieringsinstituttet eller investeringsselskabet eller investeringsforvaltningsselskabet groft eller gentagne gange har overtrådt bestemmelser i denne lov, regler udstedt i medfør af loven eller anden lovgivning, der retter sig mod kreditinstituttet, finansieringsinstituttet eller investeringsselskabet eller investeringsforvaltningsselskabet, og det ikke ved påbud eller sanktioner efter denne lov har været muligt at bringe overtrædelsen til ophør.
§ 95. Realkreditinstitutterne under tilsyn efter denne lov betaler afgift til Finanstilsynet. Afgiften fastsættes efter kapitel 7 a i lov om finansiel virksomhed.		Kapitel 22 Afgifter § 359. Finanstilsynets bevilling fratrukket salg af varer og tjenesteydelser samt renteindtægter dækkes af afgifter fra de virksomheder, som er underlagt Finanstilsynets tilsyn, jf. §§ 360-369.
		§ 360. Følgende virksomheder betaler årligt et grundbeløb i afgift til Finanstilsynet:
		1) Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring betaler 510.000 kr.
		2) ATP-fonden (tillægspension, midlertidig pensionsopsparing og særlig pensionsopsparing) betaler 1.180.000 kr.
		3) Danmarks Skibskreditfond betaler 230.000 kr.
		4) Fondsbørser og autoriserede markedspladser betaler et grundbeløb på 9.500 kr. pr. selskab noteret ultimo det foregående år.
		5) FUTOP Clearingcentralen A/S betaler 250.000 kr.
		6) Garantifonden for indskydere og investorer betaler 95.000 kr.
		7) Hver autoriseret pengemarkedsmægler betaler 15.000 kr.
		8) Hver autoriseret værdipapirmægler betaler 15.000 kr.
		9) Hver finansiel holdingvirksomhed betaler 5.000 kr.
		10) Hver udsteder af collateralized mortgage obligations og lignende virksomheder betaler 10.000 kr. pr. serie.
		11) Hver udsteder af elektroniske penge betaler 10.000 kr.
		12) Lønmodtagernes Dyrtidsfond betaler 670.000 kr.
		13) Værdipapircentralen A/S betaler 1.840.000 kr.
		Stk. 2. Grundbeløb, jf. stk. 1, reguleres årligt svarende til udviklingen i Finanstilsynets bevilling på finansloven.
		§ 361. Fondsmæglerselskaber betaler årligt 10,5 promille af deres omkostninger til løn, provision og tantieme. Der pålægges altid en minimumsafgift på 15.000 kr.
		Stk. 2. Investeringsforvaltningsselskaber betaler årligt 10,5 promille af deres omkostninger til løn, provision og tantieme. Der pålægges altid en minimumsafgift på 15.000 kr.
		Stk. 3. Forsikringsmæglerselskaber betaler årligt 4,0 promille af deres provision og andre vederlag. Der pålægges altid en minimumsafgift på 1.000 kr.
		Stk. 4. Innovationsforeninger betaler årligt 10.000 kr. pr. forening plus 3.000 kr. pr. afdeling plus 0,005 promille af deres samlede balance.
		Stk. 5. Filialer af udenlandske kreditinstitutter betaler årligt 0,0006 promille af deres samlede balance plus garantier. Der pålægges altid en minimumsafgift på 2.000 kr.
		§ 362. Pengeinstitutter, andre sparevirksomheder end de i § 360, stk. 1, nr. 10, nævnte og Forvaltningsinstituttet for Lokale Pengeinstitutter betaler årligt 49,4 procent af differencen mellem Finanstilsynets udgifter og afgiften betalt efter §§ 360 og 361.
		Stk. 2. Afgiften fordeles i forhold til den enkelte virksomheds andel af de af stk. 1 omfattede virksomheders samlede gælds- og garantiforpligtelser. Der pålægges altid en minimumsafgift på 2.000 kr.
		§ 363. Realkreditinstitutter betaler årligt 13,2 procent af differencen mellem Finanstilsynets udgifter og afgiften betalt efter §§ 360 og 361.
		Stk. 2. Afgiften fordeles i forhold til den enkelte virksomheds andel af de af stk. 1 omfattede virksomheders samlede bogførte balancesum. Der pålægges altid en minimumsafgift på 2.000 kr.
		§ 364. Forsikringsselskaber, der udøver livsforsikringsvirksomhed, tværgående pensionskasser og firmapensionskasser betaler årligt 18,3 procent af differencen mellem Finanstilsynets udgifter og afgiften betalt efter §§ 360 og 361.
		Stk. 2. Afgiften opdeles i to lige store dele. Den ene del af afgiften fordeles i forhold til den enkelte virksomheds andel af de af stk. 1 omfattede virksomheders samlede bruttopræmier og medlemsbidrag. Den anden del af afgiften fordeles i forhold til den enkelte virksomheds andel af de af stk. 1 omfattede virksomheders samlede balance reduceret med basiskapital. Der pålægges altid en minimumsafgift på 2.000 kr.
		§ 365. Forsikringsselskaber, der ikke udøver livsforsikringsvirksomhed, betaler årligt 14,7 procent af differencen mellem Finanstilsynets udgifter og afgiften betalt efter §§ 360 og 361.
		Stk. 2. Afgiften fordeles i forhold til den enkelte virksomheds andel af de af stk. 1 omfattede virksomheders samlede direkte og indirekte bruttopræmieindtægter plus bruttoerstatninger, idet der ses bort fra negative præmieindtægter. Der pålægges altid en minimumsafgift på 2.000 kr. De forsikringsselskaber, som er omfattet af § 293, betaler dog en minimumsafgift på 800 kr.
		§ 366. Investeringsforeninger og specialforeninger betaler årligt 4,4 procent af differencen mellem Finanstilsynets udgifter og afgiften betalt efter §§ 360 og 361.
		Stk. 2. Afgiften fordeles mellem virksomhederne med 10.000 kr. pr. forening plus 3.000 kr. pr. afdeling. Den resterende afgift fordeles i forhold til den enkelte virksomheds andel af de af stk. 1 omfattede virksomheders samlede balance.
		§ 367. Beregning af afgifter fra virksomheder, omfattet af §§ 361-366, foretages på grundlag af oplysninger i den for seneste regnskabsår aflagte årsrapport eller i mangel af en sådan den senest indsendte regnskabsindberetning. For så vidt angår forsikringsmæglerselskaber, foregår beregningen på grundlag af den senest indsendte indtægtsspecifikation.
		Stk. 2. Fuld afgiftspligt påhviler enhver virksomhed, der har været under tilsyn en del af det pågældende kalenderår.
		Stk. 3. Hvis to eller flere virksomheder under Finanstilsynets tilsyn sammenlægges, betaler den fortsættende virksomhed den ophørte virksomheds afgift.
		Stk. 4. Hvis en virksomhed ophører med at være under tilsyn på anden måde end ved sammenlægning, fastsættes afgiften for det kalenderår, hvori virksomheden ophører, på følgende måde:
		1) Virksomheder, omfattet af § 360, betaler grundbeløbet.
		2) Virksomheder, omfattet af § 361, betaler den fastsatte promille i forhold til afgiftsgrundlaget i det foregående års årsrapport eller indtægtsspecifikation. Hvis ikke det foregående års årsregnskab eller indtægtsspecifikation er indsendt til Finanstilsynet på ophørstidspunktet, beregnes afgiften i forhold til afgiftsgrundlaget i den seneste regnskabsindberetning eller indtægtsspecifikation.
		3) Virksomheder, omfattet af §§ 362-366, betaler procenten fra den seneste afgiftsopkrævning i forhold til afgiftsgrundlaget i det seneste års årsrapport. Hvis ikke det seneste års årsrapport er indsendt til Finanstilsynet på ophørstidspunktet, beregnes afgiften i forhold til afgiftsgrundlaget i den seneste regnskabsindberetning. Finanstilsynet kan i særlige tilfælde godkende, at afgiftsbetalingen afventer den samlede afgiftsberegning.
		Stk. 5. Finanstilsynet kan i særlige tilfælde nedsætte afgiften.
		§ 368. Afgifterne for det pågældende år opkræves primo december med betalingsfrist ultimo året.
		Stk. 2. Afgifterne kan inddrives ved udpantning.
		§ 369. Overskud og underskud reguleres over en opsparingskonto.
		Stk. 2 . En eventuel difference mellem den opkrævede afgift og den faktisk indbetalte afgift overføres som et samlet beløb til afgiftsopkrævning det efterfølgende finansår.
§ 98 a. Som part i forholdet til Finanstilsynet anses alene det realkreditinstitut, som en afgørelse truffet af Finanstilsynet retter sig mod, jf. dog stk. 2 og 3.		§ 354. Som part i forhold til Finanstilsynet anses den finansielle virksomhed, den finansielle holdingvirksomhed, den udenlandske finansielle virksomhed eller den udenlandske finansielle holdingvirksomhed, som Finanstilsynets afgørelse truffet i medfør af denne lov eller forskrifter fastsat i medfør af denne lov retter sig mod, jf. dog stk. 2 og 3.
Stk. 2. I nedenstående tilfælde anses andre end instituttet tillige som part i Finanstilsynets afgørelse, for så vidt angår den del af sagen, som vedrører den pågældende:		Stk. 2. I nedennævnte tilfælde anses en anden end virksomheden tillige som part i Finanstilsynets afgørelse, for så vidt angår den del af sagen, som vedrører den pågældende:
1) Den, der overtræder lovens forbud mod at drive realkreditvirksomhed, jf. § 4 og § 5, stk. 1, 1. pkt.		1) Modervirksomheden, hvor denne er en finansiel holdingvirksomhed eller en finansiel virksomhed.
2) En virksomhed, som ansøger om tilladelse til at drive realkreditvirksomhed, jf. § 7, stk. 2, og § 8, eller hvis ansøgning suspenderes, jf. § 10.		2) Virksomheder, med hvilke en finansiel virksomhed har en særlig direkte eller indirekte forbindelse, og hvor tilsynet kan indhente oplysninger og foretage inspektionsbesøg, jf. § 346, stk. 3.
3) Et medlem af et realkreditinstituts bestyrelse eller direktion eller en kapitalejer, når Finanstilsynet nægter et institut tilladelse eller inddrager denne, jf. § 9, stk. 2 og 6, samt § 80, stk. 2, nr. 2.		7) En virksomhed, som ansøger om tilladelse til at drive pengeinstitut-, fondsmægler-, investeringsforvaltnings-, værdipapirhandler-, realkredit-, forsikrings- eller livsforsikringsvirksomhed, jf. § 7, stk. 1, § 8, stk. 1, § 9, stk. 1, § 10, stk. 1 og 2, § 11, stk. 1, og § 14, eller hvis ansøgning suspenderes, jf. § 14, stk. 4.
4) Modervirksomheden hvor denne er et realkreditinstitut eller en finansiel holdingvirksomhed, jf. § 2, stk. 1, nr. 7, i lov om finansiel virksomhed.		8) Et medlem af en finansiel virksomheds bestyrelse eller direktion eller en kapitalejer, når tilsynet nægter en finansiel virksomhed tilladelse eller inddrager denne helt eller delvist, jf. § 14, stk. 1, nr. 1, stk. 2 og stk. 3, og stk. 2, § 236 og § 237, stk. 1.
5) Virksomheder, som Finanstilsynet finder har snævre forbindelser til et realkreditinstitut, hvorfor tilladelse nægtes eller inddrages, jf. § 9, stk. 3 og 5, samt § 80, stk. 2, nr. 3.		9) Virksomheder, som tilsynet finder har snævre forbindelser til en finansiel virksomhed, når tilladelse nægtes eller inddrages efter § 14, stk. 1, nr. 4 og 5, og § 236.
6) Modervirksomheder, dattervirksomheder og virksomheder, der er knyttet til realkreditinstituttet, og hvor Finanstilsynet kan indhente oplysninger og få adgang til.		10) Den, som overtræder lovens forbud mod i en virksomheds navn eller betegnelse af virksomheden at benytte ord, der er omfattet af finansielle virksomheders eneret til navn, jf. § 7, stk. 5, § 8, stk. 5, § 9, stk. 5, 2. pkt., og stk. 6, 2. pkt., og § 11, stk. 3.
		11) Den, der overtræder lovens forbud mod at drive virksomhed omfattet af § 7, stk. 1, 3 og 4, § 8, stk. 1 og 3, § 9, stk. 1 og 3, § 10, stk. 1 og 3, og § 11, stk. 1, uden tilladelse.
Stk. 3. Som part anses i øvrigt et bestyrelsesmedlem, en revisor, en direktør eller andre ledende medarbejdere i et realkreditinstitut, hvis Finanstilsynets påtale eller pålæg i medfør af loven eller dennes forskrifter er rettet direkte mod pågældende.		Stk. 3. Som part anses i øvrigt et bestyrelsesmedlem, en ansvarshavende aktuar, en revisor, en direktør eller andre ledende medarbejdere i en finansiel virksomhed, en finansiel holdingvirksomhed, en udenlandsk finansiel virksomhed eller en udenlandsk finansiel holdingvirksomhed, hvis Finanstilsynets afgørelse er rettet direkte mod pågældende. Det samme gælder for en likvidator og en administrator af en livsforsikringsbestand.
Stk. 4. Partsstatus og partsbeføjelser efter stk. 2-4 er begrænset til forhold, hvor tilsynets afgørelser træffes efter den 20. oktober 1998.		Stk. 5. Partsstatus og partsbeføjelser efter stk. 2-4 er begrænset til forhold, hvor tilsynets afgørelser er truffet efter den 8. oktober 1998, for realkreditinstitutter dog efter den 20. oktober 1998. For så vidt angår videregivelse af fortrolige oplysninger, jf. kapitel 9, er partsstatus og partsbeføjelser begrænset til forhold, hvor tilsynets afgørelser træffes efter den 1. januar 2004. For investeringsforvaltningsselskaber er partsstatus og partsbeføjelser begrænset til forhold, hvor tilsynets afgørelser træffes efter den 1. januar 2004.
§ 100. Stk. 2. Overlader økonomi- og erhvervsministeren sine beføjelser til Finanstilsynet efter stk. 1, kan ministeren fastsætte regler om, at afgørelserne ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed.		§ 370. Henlægger økonomi- og erhvervsministeren sine beføjelser efter loven til Finanstilsynet, kan ministeren fastsætte regler om klageadgangen, herunder at klager ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed.
Stk. 3. Afgørelser truffet af Finanstilsynet eller Erhvervs- og Selskabsstyrelsen i henhold til loven eller forskrifter udstedt i medfør af loven kan indbringes for Erhvervsankenævnet senest 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende.		§ 371. Afgørelser, truffet af Finanstilsynet eller Erhvervs- og Selskabsstyrelsen i henhold til loven eller regler udstedt i medfør af loven, kan af den, som afgørelsen retter sig til, indbringes for Erhvervsankenævnet senest 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende.
§ 100 a. De frister, der er fastsat i eller i henhold til denne lov, begynder at løbe fra og med dagen efter den dag, hvor den begivenhed, som udløser fristen, finder sted. Dette gælder ved beregning af såvel dage- som uge-, måneds- og årsfrister. Stk. 2. Er fristen angivet i uger, udløber fristen, jf. stk. 1, på ugedagen for den dag, hvor den begivenhed, som udløste fristen, fandt sted. Stk. 3. Er fristen angivet i måneder, udløber fristen, jf. stk. 1, på månedsdagen for den dag, hvor den begivenhed, som udløste fristen, fandt sted. Hvis den dag, hvor den begivenhed, som udløste fristen, fandt sted, er den sidste dag i en måned, eller hvis fristen udløber på en månedsdato, som ikke findes, udløber fristen altid på den sidste dag i måneden uanset dens længde. Stk. 4. Er fristen angivet i år, udløber fristen, jf. stk. 1, på årsdagen for den dag, hvor den begivenhed, som udløste fristen, fandt sted. Stk. 5. Udløber en frist i en weekend, på en helligdag, grundlovsdag, juleaftensdag eller nytårsaftensdag, udstrækkes fristen til den førstkommende hverdag.		§ 356. De frister, der er fastsat i eller i henhold til denne lov, begynder at løbe fra og med dagen efter den dag, hvor den begivenhed, som udløser fristen, finder sted. Dette gælder ved beregning af såvel dage- som uge-, måneds- og årsfrister. Stk. 2. Er fristen angivet i uger, udløber fristen, jf. stk. 1, på ugedagen for den dag, hvor den begivenhed, som udløste fristen, fandt sted. Stk. 3. Er fristen angivet i måneder, udløber fristen, jf. stk. 1, på månedsdagen for den dag, hvor den begivenhed, som udløste fristen, fandt sted. Hvis den dag, hvor den begivenhed, som udløste fristen, fandt sted, er den sidste dag i en måned, eller hvis fristen udløber på en månedsdato, som ikke findes, udløber fristen altid på den sidste dag i måneden uanset dens længde. Stk. 4. Er fristen angivet i år, udløber fristen, jf. stk. 1, på årsdagen for den dag, hvor den begivenhed, som udløste fristen, fandt sted. Stk. 5. Udløber en frist i en weekend, på en helligdag, grundlovsdag, juleaftensdag eller nytårsaftensdag, udstrækkes fristen til den førstkommende hverdag.

Gældende formulering		Lovforslaget
Lov om realkreditvirksomhed
		§ 381. I realkreditloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 57 af 20. januar 2003, foretages følgende ændring:
§ 89. Stk. 4. I en note til årsregnskabet skal der samlet gives oplysninger om realkreditinstituttets engagementer med henholdsvis bestyrelsen og direktionen, jf. lov om finansiel virksomhed § 20, stk. 1. Oplysningerne skal vedrøre samtlige engagementer i det pågældende regnskabsår.		1. I § 89, stk. 4, udgår: ", jf. § 18 b, stk. 1".

Gældende formulering		Lovforslaget
Lov om fondsmæglerselskaber
§ 1. Denne lov finder anvendelse på fondsmæglerselskaber, herunder fondsmæglerselskaber, der er børsmæglerselskaber. Fondsmæglerselskaber har til formål at drive fondsmæglervirksomhed ved at tilbyde tjenesteydelser i forbindelse med værdipapirhandel på erhvervsmæssigt grundlag (investeringsservice).		§ 1. Denne lov finder anvendelse på finansielle virksomheder, jf. § 5, stk. 1, nr. 1. samt virksomhed omfattet af stk. 2-9.
Stk. 2. De i stk. 1 nævnte tjenesteydelser i forbindelse med værdipapirhandel er de i bilag 1, afsnit A, anførte tjenesteydelser i forbindelse med de instrumenter, der er angivet i bilag 1, afsnit B, når en sådan tjenesteydelse præsteres over for tredjemand.		§ 5. I denne lov forstås ved: 4) Investeringsservice: De i bilag 4, afsnit A, nr. 1-4, anførte aktiviteter i forbindelse med de i bilag 5, nr. 1-9, anførte instrumenter (værdipapirer).
Stk. 3. Finanstilsynet fastsætter nærmere regler om, hvilke fysiske og juridiske personer der kan udføre de i stk. 2 nævnte tjenesteydelser uden tilladelse efter denne lov.		§ 9. Stk. 9 . Finanstilsynet fastsætter nærmere regler om, hvilke fysiske og juridiske personer, udover de i stk. 2 og 3 omfattede, der kan tilbyde tjenesteydelser omfattet af bilag 4.
Stk. 4. Fondsmæglerselskaber må kun udføre de tjenesteydelser, som er nævnt i bilag 1, afsnit A, og dertil knyttede accessoriske tjenesteydelser, som er nævnt i bilag 1, afsnit C.		§ 9. Stk. 2 . Værdipapirhandlere, som ikke har tilladelse efter § 7, stk. 1, § 8, stk. 1, eller § 10, stk. 1, er fondsmæglerselskaber. Fondsmæglerselskaber må kun udføre aktiviteter som nævnt i bilag 4.
Finanstilsynet kan dog tillade, at fondsmæglerselskaber kan udføre tjenesteydelser som nævnt i 1. pkt. med instrumenter og kontrakter, som omfattes af Fondsrådets beslutning i medfør af § 2, stk. 1, nr. 12, i lov om værdipapirhandel m.v.		§ 16. Finanstilsynet kan tillade, at pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber og investeringsforvaltningsselskaber kan udføre tjenesteydelser med instrumenter og kontrakter, som er omfattet af Fondsrådets beslutning i medfør af § 2, stk. 1, nr. 12, i lov om værdipapirhandel m.v.
Stk. 5. Herudover fastsætter Finanstilsynet regler om, hvilke andre instrumenter og kontrakter end de i stk. 2 og 4 nævnte fondsmæglerselskaber kan udføre tjenesteydelser med.		§ 17. Finanstilsynet fastsætter regler om, hvilke instrumenter og kontrakter udover de instrumenter og kontrakter, der er nævnt i bilag 5, finansielle virksomheder med tilladelse efter § 7, stk. 1, eller § 9, stk. 1, kan udføre tjenesteydelser med.
Stk. 6. Et fondsmæglerselskab må ikke have datterselskaber, medmindre disse udelukkende driver fondsmæglervirksomhed.		§ 27. Fondsmæglerselskaber må ikke have dattervirksomheder, medmindre disse er fondsmæglerselskaber.
Stk. 7. Et fondsmæglerselskab kan i fællesskab med andre virksomheder drive anden virksomhed end angivet i stk. 1 og 2, jf. stk. 4, såfremt 1) fondsmæglerselskabet ikke direkte eller indirekte har bestemmende indflydelse på virksomheden, 2) fondsmæglerselskabet ikke driver virksomheden sammen med pengeinstitutter, forsikringsselskaber, fondsmæglerselskaber eller realkreditinstitutter, der indgår i koncern med fondsmæglerselskabet, og 3) virksomheden udøves i et andet selskab end fondsmæglerselskabet.		§ 26. Pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber og forsikringsselskaber kan uanset §§ 7-9, 11 og 24-25 i fællesskab med andre drive anden virksomhed, hvis: 1) den finansielle virksomhed ikke direkte eller indirekte har bestemmende indflydelse på virksomheden, 2) den finansielle virksomhed ikke driver virksomheden sammen med finansielle virksomheder, der indgår i koncern med den finansielle virksomhed, eller for så vidt angår forsikringsselskaber i administrationsfællesskab med forsikringsselskabet, og 3) virksomheden udøves i et andet selskab end den finansielle virksomhed.
Stk. 8. Hvis et fondsmæglerselskab eller en koncern ved erhvervelse, fusion m.v. kommer til at drive anden virksomhed i strid med stk. 1 og 2, jf. stk. 4, eller stk. 7, kan Finanstilsynet fastsætte en frist for afhændelsen af den anden virksomhed, hvis en umiddelbar afhændelse vil være forbundet med et økonomisk tab.		§ 26. Stk. 2. Hvis en finansiel virksomhed eller en koncern ved erhvervelse, fusion m.v. kommer til at drive anden virksomhed i strid med § 7, stk. 1, § 8, stk. 1, § 9, stk. 1, § 11, stk. 1, eller § 26, stk. 1, kan Finanstilsynet fastsætte en frist for afhændelse af den anden virksomhed, hvis en umiddelbar afhændelse ville være forbundet med et økonomisk tab.
§ 2. Fondsmæglerselskaber er eneberettigede til i deres navn at benytte ordet »fondsmæglerselskab« alene eller i sammensætning. Andre virksomheder må ikke i deres navn eller til betegnelse af virksomheden benytte ordet »fondsmæglerselskab« eller betegnelser, der er egnet til at fremkalde det indtryk, at de er fondsmæglerselskaber.		§ 9. Stk. 5. Værdipapirhandlere, som ikke har tilladelse efter § 7, stk. 1, § 8, stk. 1, eller § 10, stk. 1, har eneret til at benytte betegnelsen ”fondsmæglerselskab” i deres navn. Andre virksomheder må ikke anvende navne eller betegnelser for deres virksomhed, som er egnet til at fremkalde det indtryk, at de er fondsmæglerselskaber.
Stk. 2. Fondsmæglerselskaber, der er medlemmer af en fondsbørs, er desuden eneberettigede til at kalde sig »børsmæglerselskab«.		§ 9. Stk. 6 . Fondsmæglerselskaber, der er medlemmer af en fondsbørs, har eneret til at benytte betegnelsen "børsmæglerselskab" og kan i deres navn anvende denne betegnelse i stedet for ”fondsmæglerselskab”. Andre virksomheder må ikke anvende navne eller betegnelser for deres virksomhed, der er egnet til at fremkalde det indtryk, at de er børsmæglerselskaber.
Stk. 3. Fondsmæglerselskaber er forpligtede til at anvende betegnelsen fondsmæglerselskab i deres navn. Hvis de er medlemmer af en fondsbørs, kan de tillige eller i stedet anvende betegnelsen børsmæglerselskab.		§ 9. Stk. 7 . Fondsmæglerselskaber skal benytte betegnelsen "fondsmæglerselskab" eller "børsmæglerselskab" i deres navn.
Stk. 4. Et udenlandsk fondsmæglerselskab kan dog benytte det samme navn, som selskabet benytter i hjemlandet. Er der risiko for forveksling med et andet navn, kan Erhvervs- og Selskabsstyrelsen kræve en forklarende tilføjelse.		§ 32 . En udenlandsk virksomhed kan benytte det samme navn, som virksomheden benytter i hjemlandet. Er der risiko for forveksling med et andet her i landet anvendt navn, kan Erhvervs- og Selskabsstyrelsen kræve en forklarende tilføjelse.
§ 3. Fondsmæglerselskaber skal være aktieselskaber.		§ 12. Banker, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber og investeringsforvaltningsselskaber skal være aktieselskaber. Andelskasser skal være andelsselskaber, jf. dog § 214. Sparekasser skal være selvejende institutioner, jf. dog § 207. Forsikringsselskaber skal være aktieselskaber, gensidige selskaber eller tværgående pensionskasser.
Stk. 2. Et fondsmæglerselskab, der ønsker at blive medlem af en fondsbørs, en værdipapircentral eller en clearingcentral, hvor selskabet deltager i clearing og afvikling eller ønsker at udføre en eller flere af de i bilag 1, afsnit A, nr. 2 og 4, og afsnit C, nr. 1 og 3, nævnte tjenesteydelser, skal have en aktiekapital, der mindst udgør et beløb svarende til modværdien af 1 mio. euro.		§ 9. Stk. 8 . Et selskab, der søger om tilladelse efter stk. 1, og som ikke har tilladelse efter § 7, stk. 1, § 8, stk. 1, eller § 10, stk. 1, skal have en aktiekapital, der mindst udgør et beløb svarende til 1 million euro, såfremt fondsmæglerselskabet ønsker at blive medlem af en fondsbørs, en værdipapircentral eller en clearingscentral, hvor selskabet deltager i clearing og afvikling eller ønsker at udføre en eller flere af de i bilag 4, afsnit A, nr. 2, 4 og 5, og afsnit B, nr. 2, nævnte tjenesteydelser. Andre selskaber, der søger om tilladelse efter stk. 1, skal have en aktiekapital, der mindst udgør et beløb svarende til 0,3 millioner euro.
		§ 124. Basiskapitalen i fondsmæglerselskaber og investeringsforvaltningsselskaber skal mindst udgøre
		2) 1 million euro (minimumskapitalkravet) for fondsmæglerselskaber, der ønsker at blive medlem af en fondsbørs, en værdipapircentral eller en clearingcentral, hvor selskabet deltager i clearing og afvikling eller ønsker at udføre en eller flere af de i bilag 4, afsnit A, nr. 2, 4 og 5, og afsnit B, nr. 2, nævnte tjenesteydelser,
Erhvervelse af aktier og obligationer, der er noteret på en fondsbørs eller optaget til handel på et andet reguleret marked, samt andele i investeringsforeninger med henblik på at investere selskabets ansvarlige kapital, betragtes ikke som udførelse af de i bilag 1, afsnit A, nr. 2, nævnte tjenesteydelser ved fastlæggelse af kapitalkravet i 1. pkt.		§ 156. Fondsmæglerselskaber, der ikke har tilladelse til at udføre handler for egen regning, jf. bilag 4, afsnit A, nr. 2, og investeringsforvaltningsselskaber kan placere selskabets basiskapital i aktier og obligationer, som er noteret på en fondsbørs eller optaget til handel på et andet reguleret marked, samt i andele i investeringsforeninger og specialforeninger bortset fra erhvervsudviklingsforeninger, jf. § 68 i lov om investeringsforeninger og specialforeninger.
Stk. 3. Andre fondsmæglerselskaber skal have en aktiekapital, der mindst udgør et beløb svarende til modværdien af 300.000 euro.		§ 9. Stk. 8 . Et selskab, der søger om tilladelse efter stk. 1, og som ikke har tilladelse efter § 7, stk. 1, § 8, stk. 1, eller § 10, stk. 1, skal have en aktiekapital, der mindst udgør et beløb svarende til 1 million euro, såfremt fondsmæglerselskabet ønsker, at blive medlem af en fondsbørs, en værdipapircentral eller en clearingscentral, hvor selskabet deltager i clearing og afvikling eller ønsker at udføre en eller flere af de i bilag 4, afsnit A, nr. 2, 4 og 5, og afsnit B, nr. 2, nævnte tjenesteydelser. Andre selskaber, der søger om tilladelse efter stk. 1, skal have en aktiekapital, der mindst udgør et beløb svarende til 0,3 millioner euro.
		§ 124. Basiskapitalen i fondsmæglerselskaber og investeringsforvaltningsselskaber skal mindst udgøre
		4) 0,3 million euro (minimumskapitalkravet) for andre fondsmæglerselskaber og investeringsforvaltningsselskaber, jf. dog stk. 2.
Stk. 4. Goodwill kan ikke anvendes som en del af den indbetalte kapital. Deling af aktiekapitalen i aktieklasser med forskellig stemmeret kan ikke finde sted.		§ 13. Immaterielle aktiver kan ikke anvendes til indbetaling af aktiekapital i finansielle virksomheder. Stk. 2. I pengeinstitutter, fondsmæglerselskaber og investeringsforvaltningsselskaber kan deling af aktiekapitalen i aktieklasser med forskellig stemmeværdi ikke finde sted.
§ 4. Et fondsmæglerselskab skal have en ansvarlig kapital svarende til mindst en fjerdedel af såvel det foregående års faste omkostninger som vederlag udbetalt som provision. Finanstilsynet kan tilpasse dette krav i tilfælde af en væsentlig ændring i fondsmæglerselskabets virksomhed siden det foregående år. Har et fondsmæglerselskab ikke været i drift i et år, skal det have en ansvarlig kapital svarende til mindst en fjerdedel af såvel de faste omkostninger, der fremgår af driftsplanen for første års drift, som forventet vederlag i form af provision, medmindre denne plan kræves ændret af Finanstilsynet.		§ 124. Stk. 4. Et fondsmæglerselskab og et investeringsforvaltningsselskab skal uanset kravene i stk. 1 og 2 have en basiskapital svarende til mindst en fjerdedel af det foregående års faste omkostninger. Finanstilsynet kan tilpasse dette krav i tilfælde af en væsentlig ændring i selskabets virksomhed siden det foregående år. Har et selskab ikke været i drift i et år, skal det have en basiskapital svarende til mindst en fjerdedel af de faste omkostninger, der fremgår af driftsplanen for første års drift, medmindre denne plan kræves ændret af Finanstilsynet.
Stk. 2. Finanstilsynet fastsætter nærmere regler om opgørelsen af fondsmæglerselskabers faste omkostninger.		§ 142. Finanstilsynet fastsætter nærmere regler for 4) opgørelse af selskabers faste omkostninger, jf. § 124, stk. 4, og
§ 5. Fondsmæglerselskaber skal have tilladelse af Finanstilsynet til at drive fondsmæglervirksomhed. Tilladelsen skal angive de områder i bilag 1, afsnit A og C, som tilladelsen omfatter.		§ 9 . Virksomheder, der for tredjemand udøver aktiviteter som nævnt i bilag 4, afsnit A, er værdipapirhandlere og skal have tilladelse som værdipapirhandlere, jf. dog § 7, stk. 1, og § 8, stk. 1. Værdipapirhandlere kan desuden udøve en eller flere af de i bilag 4, afsnit B, nævnte aktiviteter. Tilladelse til at udøve en eller flere af de i bilag 4, afsnit B, nævnte aktiviteter kan kun meddeles i tilknytning til tilladelse til de i bilag 4, afsnit A, nævnte aktiviteter. Tilladelsen skal angive de aktiviteter i bilag 4, som tilladelsen omfatter. § 14. Finanstilsynet giver tilladelse, når: 1) Kravene i §§ 7-11 er opfyldt,
Stk. 2. Ansøgning om tilladelse skal ledsages af en driftsplan, hvori blandt andet angives arten af de forretninger, der påtænkes udført, samt fondsmæglerselskabets organisation.		§ 14. Stk. 2 . En ansøgning om tilladelse efter §§ 7-11 skal indeholde de oplysninger, der er nødvendige til brug for Finanstilsynets vurdering af, om betingelserne i stk. 1 er opfyldt, herunder oplysninger om størrelsen af de kvalificerede andele og virksomhedens organisation. Ansøgningen skal endvidere indeholde oplysninger om arten af de påtænkte forretninger.
Stk. 3. Tilladelse til at udføre en eller flere af de i bilag 1, afsnit C, anførte accessoriske tjenesteydelser kan kun meddeles fondsmæglerselskaber i tilknytning til ansøgning om tilladelse til at udføre tjenesteydelser i henhold til bilag 1, afsnit A.		§ 9 . Virksomheder, der for tredjemand udøver aktiviteter som nævnt i bilag 4, afsnit A, er værdipapirhandlere og skal have tilladelse som værdipapirhandlere, jf. dog § 7, stk. 1, og § 8, stk. 1. Værdipapirhandlere kan desuden udøve en eller flere af de i bilag 4, afsnit B, nævnte aktiviteter. Tilladelse til at udøve en eller flere af de i bilag 4, afsnit B, nævnte aktiviteter kan kun meddeles i tilknytning til tilladelse til de i bilag 4, afsnit A, nævnte aktiviteter. Tilladelsen skal angive de aktiviteter i bilag 4, som tilladelsen omfatter. § 14. Finanstilsynet giver tilladelse, når: 1) Kravene i §§ 7-11 er opfyldt,
Stk. 4. Først når Finanstilsynet har meddelt tilladelse til at drive fondsmæglervirksomhed, kan fondsmæglerselskabet registreres i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Med anmeldelsen til registrering skal fondsmæglerselskabet indsende 1 dateret eksemplar af vedtægterne til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, der videresender en kopi til Finanstilsynet.		§ 15. Når Finanstilsynet har meddelt tilladelse efter § 14, kan Erhvervs- og Selskabsstyrelsen foretage de nødvendige registreringer.
Stk. 5. Ved anmeldelse af vedtægtsændringer skal fondsmæglerselskabet indsende 1 dateret eksemplar af vedtægterne med den fuldstændige nye affattelse til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, der videresender en kopi til Finanstilsynet.		§ 15. Stk. 2. Ved anmeldelse til registrering, jf. stk. 1, og ved anmeldelse af vedtægtsændringer skal den finansielle virksomhed indsende et dateret eksemplar af vedtægterne med den fuldstændige nye affattelse til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, der videresender en kopi til Finanstilsynet.
Stk. 6. Finanstilsynet kan nægte tilladelse, hvis et medlem af fondsmæglerselskabets direktion eller bestyrelse 1) må skønnes ikke at have fyldestgørende erfaring til at udøve stillingen eller hvervet, 2) er dømt for et strafbart forhold og det udviste forhold begrunder en nærliggende fare for misbrug af stillingen eller hvervet, eller 3) i stilling eller erhverv har udvist en sådan adfærd, at der er grund til at antage, at den pågældende ikke vil varetage stillingen eller hvervet på forsvarlig måde.		§ 14. Finanstilsynet giver tilladelse, når: 2) Medlemmerne af ansøgerens bestyrelse og direktion opfylder kravene i ' 63 og for så vidt angår investeringsforvaltningsselskaber endvidere opfylder kravene i § 99, stk. 1,
Stk. 7. Tilladelse kan nægtes, hvis der foreligger snævre forbindelser, jf. stk. 8, mellem fondsmæglerselskabet og andre virksomheder eller personer, og hvis disse forbindelser vil kunne vanskeliggøre varetagelsen af tilsynets opgaver.		§ 14. Finanstilsynet giver tilladelse, når: 4) Der ikke foreligger snævre forbindelser, jf. § 5, stk. 1, nr. 17, mellem ansøger og andre virksomheder eller personer, der vil kunne vanskeliggøre varetagelsen af tilsynets opgaver,
Stk. 8. Ved snævre forbindelser forstås 1) direkte eller indirekte forbindelser af den i § 2, stk. 1, nr. 6, i lov om finansiel virksomhed angivne art, 2) kapitalinteresser, hvorved forstås en virksomheds direkte eller indirekte besiddelse af 20 pct. eller mere af stemmerettighederne eller kapitalen i en virksomhed, eller 3) flere virksomheders eller personers fælles forbindelse, jf. nr. 1, med en virksomhed.		§ 5. I denne lov forstås ved: 17) Snævre forbindelser: a) direkte eller indirekte forbindelser af den i nr. 9 angivne art, b) kapitalinteresser, hvorved forstås en virksomheds direkte eller indirekte besiddelse af 20 pct. eller mere af stemmerettighederne eller kapitalen i en virksomhed, eller flere virksomheders eller personers fælles forbindelse, jf. litra a, med en virksomhed.
Stk. 9. Finanstilsynet kan nægte tilladelse, såfremt lovgivningen i et land uden for Den Europæiske Union eller lande, som Fællesskabet har indgået samarbejdsaftale med, vedrørende en virksomhed eller person, som fondsmæglerselskabet har snævre forbindelser med, jf. stk. 8, vil kunne vanskeliggøre varetagelsen af tilsynets opgaver.		§ 14. Finanstilsynet giver tilladelse, når: 5) Lovgivningen i et land uden for Den Europæiske Union, som Fællesskabet ikke har indgået aftale med på det finansielle område, vedrørende en virksomhed eller en person, som ansøger har snævre forbindelser med, ikke vil kunne vanskeliggøre varetagelsen af Finanstilsynets opgaver,
Stk. 10. Tilladelse kan desuden nægtes, hvis de i stk. 2 nævnte aktionærer skønnes at ville modvirke en forsvarlig drift af fondsmæglerselskabet.		§ 14. Finanstilsynet giver tilladelse, når: 6) Ansøgers forretningsgange og administrative forhold er forsvarlige,
Stk. 11. Når tilladelse nægtes, skal dette begrundes og meddeles ansøgeren senest seks måneder efter indgivelsen af en fyldestgørende ansøgning. Der træffes under alle omstændigheder afgørelse senest tolv måneder efter ansøgningens modtagelse.		§ 14. Stk. 3. Afslår Finanstilsynet en ansøgning om tilladelse, skal dette meddeles ansøgeren senest seks måneder efter ansøgningens modtagelse eller, hvis ansøgningen er ufuldstændig, senest seks måneder efter, at ansøgeren har fremsendt de oplysninger, der er nødvendige for at træffe afgørelse. Der træffes under alle omstændigheder afgørelse senest tolv måneder efter ansøgningens modtagelse. Har Finanstilsynet ikke senest 6 måneder efter modtagelsen af en ansøgning om tilladelse afgivet udtalelse om ansøgningen, kan selskabet indbringe sagen for domstolene.
Stk. 12. Finanstilsynet kan i overensstemmelse med bestemmelserne i Rådets direktiv om investeringsservice i forbindelse med værdipapirer suspendere behandlingen af ansøgninger om tilladelse til fondsmæglerselskaber, som direkte eller indirekte ejes af selskaber med hjemsted uden for Den Europæiske Union eller lande, som Fællesskabet har indgået samarbejdsaftale med.		§ 14. Stk. 4. For at efterleve en bestemmelse om suspension fra Kommissionen i overensstemmelse med direktiver på det finansielle område kan Finanstilsynet suspendere behandlingen af ansøgninger om tilladelse efter §§ 7-11 og § 16 fra ansøgere, som direkte eller indirekte ejes af selskaber med hjemsted uden for Den Europæiske Union eller uden for lande, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område.
Stk. 14. Et fondsmæglerselskab, der har fået tilladelse efter denne lov, er forpligtet til at have sit hovedkontor og udøve virksomhed her i landet.		§ 14. Finanstilsynet giver tilladelse, når: 7) Ansøgeren har hovedkontor og hjemsted i Danmark, og
§ 6. Et udenlandsk fondsmæglerselskab, der er meddelt tilladelse i et andet land inden for Den Europæiske Union eller lande, som Fællesskabet har indgået samarbejdsaftale med, kan begynde at udøve virksomhed her i landet gennem en filial 2 måneder efter, at Finanstilsynet har modtaget meddelelse herom fra tilsynsmyndighederne i hjemlandet, jf. stk. 2. Filialen kan udføre de i bilag 1, afsnit A og C, nævnte tjenesteydelser, såfremt disse er omfattet af fondsmæglerselskabets tilladelse i hjemlandet.		§ 30. En udenlandsk virksomhed, der er meddelt tilladelse til at udøve den i §§ 7-11 nævnte virksomhed i et andet land inden for Den Europæiske Union eller lande, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område, kan begynde at udøve virksomhed her i landet gennem en filial 2 måneder efter, at Finanstilsynet har modtaget meddelelse herom fra tilsynsmyndighederne i hjemlandet, jf. stk. 4-8. Filialen kan udøve de i bilag 2-4 og 7-8 nævnte aktiviteter, såfremt disse er omfattet af virksomhedens tilladelse i hjemlandet.
Stk. 2. Finanstilsynet skal fra hjemlandets tilsynsmyndigheder have modtaget følgende oplysninger: 1) En beskrivelse af filialens virksomhed, herunder oplysninger om organisation og de planlagte tjenesteydelser, 2) en erklæring om, at de planlagte tjenesteydelser er omfattet af fondsmæglerselskabets tilladelse i hjemlandet, 3) filialens adresse, 4) navnene på filialens ledelse samt 5) oplysninger om en eventuel investorbeskyttelsesordning i hjemlandet omfattende filialens investorer.		§ 30. Stk. 4. Finanstilsynet skal indhente følgende oplysninger fra hjemlandets tilsynsmyndigheder: 1) En beskrivelse af filialens virksomhed, herunder oplysninger om organisation og de planlagte aktiviteter, 2) En erklæring om, at de planlagte aktiviteter er omfattet af virksomhedens tilladelse i hjemlandet, 3) Filialens adresse, og 4) Navnene på filialens ledelse eller på generalagenten jf. § 35. Stk. 6. Er virksomheden et investeringsselskab eller et administrationsselskab, skal Finanstilsynet endvidere indhente oplysninger om en eventuel garantiordning i hjemlandet, der omfatter filialens investorer.
Stk. 3. I tilfælde af ændring af et forhold, der er givet meddelelse om efter stk. 2, skal fondsmæglerselskabet give meddelelse herom til Finanstilsynet, senest en måned før ændringen foretages.		§ 30. Stk. 9. Virksomheden skal meddele Finanstilsynet enhver ændring af de i stk. 4, nr. 1-4, og stk. 5-8 nævnte forhold, senest en måned før ændringen foretages. Hvis det ikke er muligt at meddele Finanstilsynet ændringen senest en måned før ændringen foretages, skal meddelelse ske snarest muligt. Virksomheden skal dog ikke meddele Finanstilsynet ændringer i virksomhedernes basiskapital og solvensnøgletal.
Stk. 4. Aktieselskabslovens bestemmelser om filialer af udenlandske aktieselskaber finder anvendelse på de i stk. 1 nævnte filialer.		§ 30. Stk. 10. Aktieselskabslovens bestemmelser om filialer af udenlandske aktieselskaber finder anvendelse på de i stk. 1 nævnte filialer.
Stk. 5. Et udenlandsk fondsmæglerselskab, der er meddelt tilladelse i et andet land inden for Den Europæiske Union eller lande, som Fællesskabet har indgået samarbejdsaftale med, kan begynde at udøve virksomhed her i landet som grænseoverskridende tjenesteydelser, når Finanstilsynet har modtaget meddelelse herom fra tilsynsmyndighederne i hjemlandet. Fondsmæglerselskabet kan udføre de i bilag 1, afsnit A og C, nævnte tjenesteydelser, når hjemlandets tilsynsmyndigheder har erklæret, at disse er omfattet af fondsmæglerselskabets tilladelse i hjemlandet.		§ 31 . En udenlandsk virksomhed, der er meddelt tilladelse til at udøve den i §§ 7-11 nævnte virksomhed i et andet land inden for Den Europæiske Union eller lande, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område, kan begynde at udbyde tjenesteydelser her i landet, når Finanstilsynet har modtaget meddelelse herom fra tilsynsmyndighederne i hjemlandet. Den udenlandske virksomhed kan udøve de i bilag 2-4 og 7-8 nævnte aktiviteter, når tilsynsmyndighederne i hjemlandet har erklæret, at disse er omfattet af virksomhedens tilladelse i hjemlandet. Er den udenlandske virksomhed et forsikringsselskab, skal Finanstilsynet endvidere have modtaget de i stk. 5 og 6 nævnte oplysninger fra tilsynsmyndighederne i hjemlandet.
§ 7. Et fondsmæglerselskab, der ønsker at etablere en filial i et andet land, skal meddele dette til Finanstilsynet sammen med følgende oplysninger om filialen: 1) I hvilket land filialen ønskes etableret, 2) en driftsplan, hvori der blandt andet angives, hvilken art forretninger der påtænkes udført, samt filialens organisation, 3) filialens adresse og 4) navnene på filialens ledelse.		§ 38 . En finansiel virksomhed, der ønsker at etablere en filial i et andet land, skal meddele dette til Finanstilsynet sammen med følgende oplysninger om filialen: 1) i hvilket land filialen ønskes etableret, 2) en beskrivelse af filialens virksomhed, herunder oplysninger om organisation, og de planlagte aktiviteter, 3) filialens adresse, 4) navnene på filialens ledelse og 5) for forsikringsselskaber navnet på filialens generalagent.
Stk. 2. Ved etablering af en filial i et land inden for Den Europæiske Union eller lande, som Fællesskabet har indgået aftale med, videresender Finanstilsynet de i stk. 1 nævnte oplysninger samt oplysninger om en eventuel investorbeskyttelsesordning til tilsynsmyndighederne i værtslandet senest 3 måneder efter modtagelsen af oplysningerne og underretter fondsmæglerselskabet herom. Samtidig fremsendes erklæring om, at de planlagte aktiviteter er omfattet af fondsmæglerselskabets tilladelse.		Stk. 2 . Ved etablering af en filial i et land inden for den Europæiske Union eller lande, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område, videresender Finanstilsynet de i stk. 1 nævnte oplysninger til tilsynsmyndighederne i værtslandet. For pengeinstitutter og realkreditinstitutter fremsendes endvidere solvensnøgletal og for forsikringsselskaber solvenscertifikat til tilsynsmyndighederne i værtslandet. Samtidig fremsendes erklæring om, at de planlagte aktiviteter er omfattet af den finansielle virksomheds tilladelse.
		Stk. 3 . Etableres filialen i et land inden for den Europæiske Union eller lande, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område, og er virksomheden et pengeinstitut, realkreditinstitut, fondsmæglerselskab eller investeringsforvaltningsselskab, sender Finanstilsynet endvidere oplysninger om investor- og indskydergarantiordningen samt for pengeinstitutter og realkreditinstitutter oplysninger om virksomhedens basiskapital. For investeringsforvaltningsselskaber og fondsmæglerselskaber meddeler Finanstilsynet værtslandets tilsynsmyndigheder ændringer i oplysningerne om investor- og indskydergarantiordningen.
		Stk. 4. Oplysningerne efter stk. 2 og 3 sendes senest 3 måneder efter modtagelsen af oplysningerne. Samtidig med fremsendelsen underretter Finanstilsynet den finansielle virksomhed herom.
Stk. 3. Finanstilsynet kan undlade at fremsende de i stk. 1 og 2 nævnte oplysninger, hvis der er grund til at betvivle, at fondsmæglerselskabets administrative struktur og finansielle situation er forsvarlig som grundlag for den påtænkte etablering. Finanstilsynet giver fondsmæglerselskabet meddelelse herom senest 3 måneder efter modtagelsen af de i stk. 1 nævnte oplysninger.		Stk. 5. Finanstilsynet kan undlade at fremsende oplysninger efter stk. 2 og 3, hvis der er grund til at betvivle, at virksomhedens administrative struktur og finansielle situation er forsvarlig som grundlag for den påtænkte etablering. Finanstilsynet giver virksomheden meddelelse herom senest 2 måneder fra modtagelsen af de i stk. 1 nævnte oplysninger.
Stk. 4. Fondsmæglerselskabet er forpligtet til at meddele Finanstilsynet enhver ændring i de i stk. 1 og 2 nævnte forhold. Meddelelsen skal være modtaget senest en måned før ændringen foretages. Fondsmæglerselskabet er tilsvarende forpligtet over for værtslandets tilsynsmyndighed, såfremt værtslandet er et land inden for Den Europæiske Union eller lande, som Fællesskabet har indgået aftale med.		Stk. 6. Virksomheden skal meddele Finanstilsynet enhver ændring i de i stk. 1 nævnte forhold. Finanstilsynet skal have modtaget meddelelsen senest en måned, før ændringen foretages. Hvis det ikke er muligt at meddele Finanstilsynet ændringen senest en måned før ændringen foretages, skal meddelelse ske snarest muligt. Virksomheden er forpligtet på samme måde over for værtslandets tilsynsmyndigheder, hvis værtslandet er et andet land inden for Den Europæiske Union eller lande, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område.
Stk. 5. Et fondsmæglerselskab, der ønsker at udøve virksomhed i form af grænseoverskridende tjenesteydelser i et andet land inden for Den Europæiske Union eller lande, som Fællesskabet har indgået samarbejdsaftale med, skal give Finanstilsynet meddelelse herom med angivelse af, i hvilket land virksomhed ønskes påbegyndt, og hvilke tjenesteydelser der ønskes udført.		§ 39. En finansiel virksomhed, der ønsker at udøve virksomhed i form af grænseoverskridende tjenesteydelser i et land inden for Den Europæiske Union eller lande, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område, skal give Finanstilsynet meddelelse herom med angivelse af, i hvilket land virksomheden ønskes påbegyndt, og hvilke aktiviteter der ønskes udøvet.
Stk. 6. Finanstilsynet videregiver den i stk. 5 nævnte meddelelse samt en erklæring om, at de planlagte aktiviteter er omfattet af fondsmæglerselskabets tilladelse, til tilsynsmyndigheden i værtslandet, senest en måned efter modtagelsen af den i stk. 5 nævnte meddelelse.		Stk. 2. Finanstilsynet videresender den i stk. 1 nævnte meddelelse samt en erklæring om, at de planlagte aktiviteter er omfattet af virksomhedens tilladelse til tilsynsmyndigheden i værtslandet senest en måned efter modtagelsen af den i stk. 1 nævnte meddelelse.
Stk. 7. Fondsmæglerselskabet er forpligtet til at meddele Finanstilsynet og værtslandets tilsynsmyndigheder enhver ændring i de i stk. 5 nævnte forhold, senest 1 måned før ændringen foretages.		Stk. 3. Er virksomheden et fondsmæglerselskab eller et investeringsforvaltningsselskab, er selskabet forpligtet til at meddele Finanstilsynet og værtslandets tilsynsmyndigheder enhver ændring i de i stk. 1 nævnte forhold senest en måned, før ændringerne foretages. Hvis det ikke er muligt at meddele Finanstilsynet ændringen senest en måned før ændringen foretages, skal meddelelse ske snarest muligt.
§ 8. Lovens bestemmelser gælder for filialer af fondsmæglerselskaber, der har hjemsted i et land uden for Den Europæiske Union eller lande, som Fællesskabet har indgået samarbejdsaftale med, med de afvigelser, filialforholdet nødvendiggør, eller som er fastsat i eller i medfør af international aftale. Stk. 2. Finanstilsynet fastsætter bestemmelser i henhold til stk. 1 samt bestemmelser om tilladelse til filialer af udenlandske fondsmæglerselskaber, herunder om at Finanstilsynet kan undtage fra bestemmelserne. Stk. 3. Aktieselskabslovens bestemmelser om filialer af udenlandske aktieselskaber finder anvendelse på de i stk. 1 nævnte filialer.		§ 1. Stk. 3. Loven finder anvendelse på filialer her i landet af kreditinstitutter, investeringsselskaber, administrationsselskaber og forsikringsselskaber, der er meddelt tilladelse i et land uden for Den Europæiske Union, som Fællesskabet ikke har indgået aftale med på det finansielle område, med de afvigelser, som filialforholdet nødvendiggør, eller som er fastsat i eller i henhold til international aftale. Finanstilsynet fastsætter nærmere regler herom. Aktieselskabslovens bestemmelser om filialer af udenlandske aktieselskaber finder anvendelse på de i 1. pkt. nævnte filialer.
§ 12 a. En direktør kan ikke bestride hverv som direktør i et fondsmæglerselskab, såfremt den pågældende har anmeldt betalingsstandsning, er under konkursbehandling, har indgivet begæring om gældssanering, eller der er indledt forhandling om tvangsakkord.		§ 63. Stk. 2. Et medlem af bestyrelsen og direktionen kan ikke bestride hvervet eller stillingen som henholdsvis bestyrelsesmedlem og direktør i en finansiel virksomhed, såfremt 2) den pågældende har anmeldt betalingsstandsning, er under konkurs, har indgivet begæring om gældssanering, eller der er indledt forhandlinger om tvangsakkord,
§ 13. Reglen i aktieselskabslovens § 56, stk. 5, om forretningsordenen finder tilsvarende anvendelse på fondsmæglerselskaber.		§ 64. Bestyrelsen skal ved en forretningsorden træffe nærmere bestemmelser om udførelsen af sit hverv.
§ 14 a. Et fondsmæglerselskab skal uden ophold indsætte forskud og deposita modtaget fra kunder på en særlig kundekonto i et kreditinstitut. Kundekontoen skal være adskilt fra selskabets egne midler. Stk. 2. Fondsmæglerselskabet skal internt bogføre kundernes indbetalinger på særskilte kundekonti, hvoraf den enkelte kundes indestående i fondsmæglerselskabet skal fremgå. Stk. 3. Finanstilsynet fastsætter nærmere regler for fondsmæglerselskabernes bogføring af kundernes indbetalinger.		§ 96. Et fondsmæglerselskab og et investeringsforvaltningsselskab skal uden ophold indsætte forskud og deposita modtaget fra kunder på en særlig kundekonto i et kreditinstitut. Kundekontoen skal være adskilt fra selskabets egne midler. Stk. 2. Fondsmæglerselskabet og investeringsforvaltningsselskabet skal bogføre kundernes indbetalinger på særskilte kundekonti, hvoraf den enkelte kundes indestående i fondsmæglerselskabet eller investeringsforvaltningsselskabet skal fremgå. Stk. 3. Finanstilsynet fastsætter nærmere regler for fondsmæglerselskabernes og investeringsforvaltningsselskabernes bogføring af kundernes indbetalinger.
§ 16. Den ansvarlige kapital med tillæg af kortfristet supplerende kapital, jf. § 18, stk. 2, skal til enhver tid udgøre mindst 8 pct. af fondsmæglerselskabets vægtede aktiver m.v., herunder poster med markedsrisiko.		§ 124. Basiskapitalen i fondsmæglerselskaber og investeringsforvaltningsselskaber skal mindst udgøre 1) 8 pct. af de risikovægtede poster (solvenskravet), jf. dog stk. 4,
Finanstilsynet fastsætter nærmere regler for opgørelsen af solvensprocenten.		§ 142. Finanstilsynet fastsætter nærmere regler for 2) indberetning af de risikovægtede poster, kapitalkravet og basiskapitalen,
Stk. 3. Hvis et medlem af et fondsmæglerselskabs bestyrelse, direktion eller revision må formode, at fondsmæglerselskabet ikke opfylder solvenskravet, jf. stk. 1, skal den pågældende straks meddele dette til Finanstilsynet. Finanstilsynet kan fastsætte en frist, inden for hvilken solvenskravet skal være opfyldt.		§ 74. Stk. 3. Hvis et medlem af en finansiel virksomheds bestyrelse, direktion, den eksterne revision eller den ansvarshavende aktuar må formode, at den finansielle virksomhed ikke opfylder kapitalkravet, jf. §§ 123-125, skal den pågældende straks meddele dette til Finanstilsynet. § 199 . En ekstern revisor og en intern revisionschef skal straks meddele Finanstilsynet oplysninger om forhold, der er af afgørende betydning for virksomhedens fortsatte aktivitet, herunder forhold som revisorerne måtte være gjort bekendt med som led i hvervet som revisor i virksomheder, som virksomheden har snævre forbindelser med.
Stk. 4. Finanstilsynet fastsætter regler om opgørelse og indberetning af fondsmæglerselskabers renterisici og andre markedsrisici.		§ 142. Finanstilsynet fastsætter nærmere regler for 1) opgørelse af de risikovægtede poster,
§ 17. Et fondsmæglerselskabs ansvarlige kapital beregnes som summen af kernekapitalen efter de i stk. 3 nævnte fradrag og den supplerende kapital efter de i stk. 6, 7 og 9 nævnte fradrag.		§ 127. Basiskapitalen er den reducerede kernekapital, jf. §§ 128-130, tillagt den reducerede supplerende kapital, jf. § 134, og fratrukket beløb i henhold til § 138. Stk. 2. Kernekapital og opskrivningshenlæggelser skal være fratrukket enhver form for skat, der kan forudses på det tidspunkt, hvor beløbet beregnes, eller det skal være behørigt tilpasset i det omfang, skat reducerer det beløb, hvormed denne kapital kan anvendes til dækning af risici eller tab.
Stk. 2. Kernekapitalen består af indbetalt aktiekapital og overkurs ved emission samt reserver.		§ 128. Kernekapitalen i pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber og investeringsforvaltningsselskaber består af 1) indbetalt aktie-, garanti- eller andelskapital, 2) overkurs ved emission, 3) reserver, 4) overført overskud eller underskud,
Stk. 3. Kernekapitalen reduceres med fondsmæglerselskabets beholdning af egne aktier, immaterielle aktiver, skatteaktiver og årets løbende underskud.		§ 130. Kernekapitalen reduceres med 1) beholdningen af egne kapitalandele, 2) immaterielle aktiver, skatteaktiver, jf. dog § 129, stk. 1, nr. 4, og årets løbende underskud i pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber og investeringsforvaltningsselskaber.
Stk. 4. Den supplerende kapital består af opskrivningshenlæggelser, værdipapirer med ubestemt løbetid og andre kapitalindskud, jf. § 18, stk. 1. Den supplerende kapital må sammen med kortfristet supplerende kapital, jf. § 18, stk. 2, ikke medregnes med mere end 100 pct. af kernekapitalen efter fradrag i henhold til stk. 3.		§ 134. Den supplerende kapital består af: 1) Ansvarlig lånekapital, jf. § 135. 2) Opskrivningshenlæggelser for pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber og investeringsforvaltningsselskaber. 3) Hybrid kernekapital, jf. § 131, der ikke medregnes i kernekapitalen. 4) Den del af seriereservefondene i realkreditinstitutter i serier med tilbagebetalingspligt, der modsvarer kravet i § 123, stk. 4. 5) Ikke indbetalt garantikapital for DLR Kredit A/S. 6) Tillæg for mulig tillægspræmie i gensidige skadeforsikringsselskaber, jf. § 136, og 7) Særlige bonushensættelser (type A) i livsforsikringsselskaber og tværgående pensionskasser, der opfylder betingelserne i § 137.
		Stk. 2. Den supplerende kapital må for pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber og investeringsforvaltningsselskaber ikke medregnes med mere end 100 pct. af kernekapitalen efter fradrag.
Stk. 6. Har et fondsmæglerselskab en kapitalandel i et andet fondsmæglerselskab, kredit- eller finansieringsinstitut, der overstiger 10 pct. af sidstnævntes aktie-, garanti- eller andelskapital, skal andelen fradrages ved beregningen af fondsmæglerselskabets ansvarlige kapital. Endvidere fradrages fondsmæglerselskabets efterstillede kapitalindskud i de nævnte selskaber.		§ 138. Ved opgørelse af basiskapitalen i pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber og investeringsforvaltningsselskaber fradrages: 1) Den andel af kapitalkravet i et datterforsikringsselskab eller et associeret forsikringsselskab, som svarer til den direkte eller indirekte ejede andel af forsikringsselskabets aktie- og garantikapital. Har forsikringsselskabet ikke vedtægtsmæssigt hjemsted i Danmark, anvendes ved beregningen det kapitalkrav, der fremkommer efter hjemlandets regler, dog mindst det kapitalkrav, der ville være fremkommet, hvis forsikringsselskabet havde vedtægtsmæssig hjemsted i Danmark. Fradraget efter 1. pkt. reduceres med et beløb svarende til forskellen mellem
		a) et beløb svarende til den andel af et datterforsikringsselskabs eller en associeret forsikringsvirksomheds basiskapital, som svarer til den ejede andel af selskabskapitalen, og
		b) den værdi, den pågældende ejerandel indgår med i balancen med tillæg af værdien af ansvarlig lånekapital, herunder ansvarlig lånekapital fra andre koncernvirksomheder, til datterforsikringsselskabet eller den associerede forsikringsvirksomhed, når ansvarlig lånekapital medregnes i datterforsikringsselskabets eller den associerede forsikringsvirksomheds basiskapital efter § 134, stk. 1, nr. 1.
		2) Kapitalandele i andre kredit- og finansieringsinstitutter, der udgør mere end 10 pct. af disses aktie-, garanti- eller andelskapital, jf. dog stk. 4 og 5. Endvidere fradrages pengeinstituttets, realkreditinstituttets, fondsmæglerselskabets og investeringsforvaltningsselskabets efterstillede kapitalindskud i de nævnte institutter.
		3) Det beløb, der svarer til summen af kapitalandele og efterstillede kapitalindskud i andre kredit- og finansieringsinstitutter, som ikke er omfattet af nr. 2, der overstiger 10 pct. af basiskapitalen før fradrag efter nr. 1, 2, 4 og 5, jf. dog stk. 4 og 5.
		4) Det beløb, der svarer til summen af kapitalandele i en anden virksomhed eller virksomheder i samme koncern, samt belånte kapitalandele i en anden virksomhed, som ikke er omfattet af nr. 1-3, der overstiger 15 pct. af basiskapitalen efter fradrag efter nr. 1-3, jf. dog stk. 5 og 6.
		5) Det beløb af summen af kvalificerede andele i andre virksomheder, der ikke er omfattet af nr. 1-4, og som overstiger 60 pct. af basiskapitalen efter fradrag efter nr. 1-3, jf. dog stk. 5 og 6.
		Stk. 2 . Reduktionen i fradraget i stk. 1, nr. 1, kan dog ikke overstige det fradrag, der foretages efter 1. pkt.
En midlertidig erhvervelse af aktier i et andet fondsmæglerselskab, kredit- eller finansieringsinstitut skal dog ikke fradrages, når erhvervelsen er sket som led i en rekonstruktion.		§ 138. Stk. 4. Kapitalandele i kredit- eller finansieringsinstitutter skal ikke fradrages i basiskapitalen, når kapitalandelene er erhvervet midlertidigt, og erhvervelsen er sket som et led i en rekonstruktion.
Stk. 7. Har et fondsmæglerselskab andre kapitalandele samt efterstillede kapitalindskud i fondsmæglerselskaber, kredit- eller finansieringsinstitutter end de i stk. 6 nævnte, der tilsammen overstiger 10 pct. af fondsmæglerselskabets ansvarlige kapital før fradrag i henhold til stk. 6 og 9, fradrages den overskydende del.		§ 138. Ved opgørelse af basiskapitalen i pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber og investeringsforvaltningsselskaber fradrages: 3) Det beløb, der svarer til summen af kapitalandele og efterstillede kapitalindskud i andre kredit- og finansieringsinstitutter, som ikke er omfattet af nr. 2, der overstiger 10 pct. af basiskapitalen før fradrag efter nr. 1, 2, 4 og 5, jf. dog stk. 4 og 5.
Stk. 8. Et fondsmæglerselskab skal ikke fradrage kapitalandele og efterstillede kapitalindskud i andre fondsmæglerselskaber, som sammen med fondsmæglerselskabet er omfattet af konsolidering, jf. §§ 36-43 i lov om finansiel virksomhed.		§ 138. Stk. 5. Kapitalandele i kredit- og finansieringsinstitutter, som sammen med pengeinstituttet, realkreditinstituttet, fondsmæglerselskabet eller investeringsforvaltningsselskabet er omfattet af konsolidering, jf. kapitel 12, skal ikke fradrages i basiskapitalen. Dette gælder ligeledes for efterstillede kapitalindskud i kredit- og finansieringsinstitutter omfattet af konsolideringen.
Stk. 9. Et fondsmæglerselskabs beholdning af kapitalandele, der overstiger de i § 21, stk. 1 og stk. 2, 1. pkt., nævnte grænser, jf. § 21, stk. 3, fradrages ligeledes ved beregningen af fondsmæglerselskabets ansvarlige kapital.		§ 138. Ved opgørelse af basiskapitalen i pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber og investeringsforvaltningsselskaber fradrages: 4) Det beløb, der svarer til summen af kapitalandele i en anden virksomhed eller virksomheder i samme koncern, samt belånte kapitalandele i en anden virksomhed, som ikke er omfattet af nr. 1-3, der overstiger 15 pct. af basiskapitalen efter fradrag efter nr. 1-3, jf. dog stk. 5 og 6. 5) Det beløb af summen af kvalificerede andele i andre virksomheder, der ikke er omfattet af nr. 1-4, og som overstiger 60 pct. af basiskapitalen efter fradrag efter nr. 1-3, jf. dog stk. 5 og 6.
§ 18. Værdipapirer med ubestemt løbetid og andre kapitalindskud medregnes ved opgørelsen af den ansvarlige kapital, såfremt følgende betingelser er opfyldt:		§ 135. Ansvarlig lånekapital medregnes i basiskapitalen, hvis følgende betingelser er opfyldt:
1) De må ikke kunne tilbagebetales på ihændehaverens initiativ eller uden Finanstilsynets godkendelse,		1) Långivers krav skal være efterstillet al anden ikke-efterstillet gæld.
2) aftaler i forbindelse med gældsstiftelse skal give fondsmæglerselskabet mulighed for at udskyde betaling af renter på gælden,		2) Beløbet skal være indbetalt.
3) långiverens krav mod fondsmæglerselskabet skal efterstilles al anden ikkeefterstillet gæld,		3) Tilbagebetaling før forfaldstidspunkt må ikke kunne ske på långiverens initiativ eller uden Finanstilsynets tilladelse.
4) de for udstedelsen af værdipapirerne gældende dokumenter skal indeholde bestemmelse om, at gæld og ikkebetalte renter skal kunne medgå til dækning af tab, uanset om det tillades fondsmæglerselskabet at fortsætte sine aktiviteter,		4) Beløbet må kun forfalde før det aftalte forfaldstidspunkt, hvis den finansielle virksomhed træder i likvidation eller erklæres konkurs.
5) beløbet skal være indbetalt,		5) Virksomhedens øverste myndighed skal kunne nedskrive den ansvarlige lånekapital og ikke-betalte renter, hvis egenkapitalen er tabt, og aktie-, garanti- eller andelskapitalen er nedskrevet til nul, eller hvis egenkapitalen i seriereservefonde i realkreditinstitutter er tabt.
6) når kapitalindskuddet har fast løbetid, indskrænkes det beløb, hvormed kapitalindskuddet medregnes, årligt med 25 pct. af den oprindelige kapital de sidste 3 år inden den aftalte forfaldsdato, og		6) Betaling af renter kan udskydes, hvis basiskapitalen på forfaldstidspunktet ikke overstiger kapitalkravet.
7) beholdningen af egne beviser modregnes i kapitalindskuddet efter de i nr. 6 fastsatte regler. Erhvervelse af egne beviser skal være godkendt af Finanstilsynet i henhold til nr. 1.		7) Ikke-betalte renter, der er udskudt i medfør af nr. 6, må kun forfalde til betaling, hvis kapitalkravet på ny overholdes, eller forfaldsdatoen indtræder.
		8) For forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser gælder, at a) den oprindelige løbetid er på mindst 5 år, og b) ændringer i låneaftalen skal godkendes af Finanstilsynet.
Stk. 4. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler for kapitalindskuddene i stk. 1 og 2, herunder fastlægge tidspunktet for kapitalindskuddenes nedskrivning og principper for konstatering af nedskrivningsbeløbets størrelse. Finanstilsynet fastsætter endvidere bestemmelser om opgørelsen af handelsbeholdningen.		§ 135. Stk. 3. Nedskrivning efter stk. 1, nr. 5, kan kun ske, hvis den finansielle virksomhed efterfølgende enten tilføres ny kapital således, at kapitalkravet opfyldes eller ophører uden tab for ikke efterstillede kreditorer. Den ansvarlige lånekapital og ikke-betalte renter kan kun nedskrives med et beløb, som forud er godkendt af de eksterne revisorer og Finanstilsynet.
Stk. 5. Såfremt kapital som nævnt i stk. 1 og 2 udstedes i form af massegældsbreve, skal fondsmæglerselskabet benævne disse som kapitalbeviser.		§ 45. Såfremt hybrid kernekapital, jf. § 131, eller ansvarlig lånekapital udstedes i form af massegældsbreve, skal den finansielle virksomhed benævne disse kapitalbeviser.
Stk. 6. Uanset konkurslovens § 17, stk. 2, anses et fondsmæglerselskab, der ikke kan opfylde sine forpligtelser på efterstillet kapital optaget i henhold til stk. 1 og 2, ikke for at være insolvent.		§ 245. Stk. 2 . Uanset konkurslovens § 17, stk. 2, anses et pengeinstitut, realkreditinstitut, fondsmæglerselskab eller investeringsforvaltningsselskab, der ikke kan opfylde sine forpligtelser på efterstillet kapital optaget som hybrid kernekapital eller ansvarlig lånekapital ikke for at være insolvent.
§ 19. Et fondsmæglerselskabs engagement uden for handelsbeholdningen, jf. stk. 5, med en kunde eller gruppe af indbyrdes forbundne kunder må ikke overstige 25 pct. af fondsmæglerselskabets ansvarlige kapital, jf. § 17, stk. 1.		§ 144. Et engagement, jf. § 5, stk. 1, nr. 16, med en kunde eller gruppe af indbyrdes forbundne kunder må efter fradrag for særlig sikre krav ikke overstige 25 pct. af basiskapitalen, jf. § 127.
Stk. 2. Engagementer uden for handelsbeholdningen, der udgør 10 pct. eller mere af den ansvarlige kapital, skal indberettes til Finanstilsynet hvert kvartal.		§ 144. Stk. 3 . Engagementer, der udgør 10 pct. eller mere af basiskapitalen, skal indberettes til Finanstilsynet hvert kvartal.
Tilsynet fastsætter nærmere bestemmelser om indberetningerne, herunder om undtagelse for indberetning af visse engagementer uden for handelsbeholdningen.		§ 147. Finanstilsynet fastsætter nærmere regler for 2) indberetning af engagementer, der overstiger 10 pct. af basiskapitalen,
Stk. 3. Det samlede beløb af et fondsmæglerselskabs engagementer uden for handelsbeholdningen, der udgør 10 pct. eller mere af den ansvarlige kapital, må ikke overstige 800 pct. af fondsmæglerselskabets ansvarlige kapital.		§ 144. Stk. 2 . Summen af de engagementer, der efter fradrag for særlig sikre krav udgør 10 pct. eller mere af basiskapitalen, må ikke samlet overstige 800 pct. af basiskapitalen.
Stk. 4. Et fondsmæglerselskab skal til enhver tid overholde de i stk. 1 og 3 fastsatte øvre engagementsgrænser. Overstiger engagementerne uden for handelsbeholdningen de fastsatte grænser, skal Finanstilsynet omgående underrettes. Finanstilsynet kan under særlige omstændigheder give et fondsmæglerselskab en bestemt tidsfrist til atter at overholde grænserne.		§ 144. Stk. 4 . Overstiger engagementerne de grænser, der er fastsat i stk. 1 eller 2, skal Finanstilsynet omgående underrettes. Finanstilsynet kan under særlige omstændigheder tillade, at grænsen i stk. 1 midlertidigt overskrides.
Stk. 5. Ved et engagement uden for handelsbeholdningen forstås summen af de dele af følgende poster, der ligger uden for handelsbeholdningen: 1) Tilgodehavender, 2) garantier og andre poster under stregen, 3) kapitalandele, 4) rente- og valutakursrelaterede poster samt 5) andre mellemværender, der indebærer en kreditrisiko for selskabet.		§ 5. I denne lov forstås ved: 16) Engagement: Summen af de mellemværender, der indebærer en kreditrisiko for virksomheden.
Stk. 6. De i stk. 1 og 3 nævnte grænser finder ikke anvendelse på engagementer uden for handelsbeholdningen med virksomheder, der indgår fuldt i konsolideringen i henhold til § 39 eller § 41, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed.		§ 144. Stk. 5 . De i stk. 1 og 2 nævnte grænser finder ikke anvendelse på engagementer med virksomheder, der indgår fuldt i konsolideringen.
Stk. 7. Såfremt et engagement uden for handelsbeholdningen er garanteret af et kreditinstitut i zone A, jf. artikel 2, stk. 1, 4. led, i Rådets direktiv om solvensnøgletal, betragtes den garanterede del af engagementet uden for handelsbeholdningen som et engagement uden for handelsbeholdningen med vedkommende kreditinstitut.		§ 144. Stk. 6 . Hvis et engagement er garanteret af et kreditinstitut i zone A, betragtes den garanterede del af engagementet som et engagement med det kreditinstitut, der har stillet garantien, jf. dog § 154.
Stk. 8. Finanstilsynet kan fastsætte bestemmelser om, at der ved beregningen af de i stk. 1 og 3 nævnte grænser kan ses bort fra særlig sikre krav.		§ 147. Finanstilsynet fastsætter nærmere regler for 3) fradrag i engagementer for særlig sikre krav og
§ 20 a. Et fondsmæglerselskab må ikke uden tilladelse fra Finanstilsynet indgå engagement med virksomheder eller personer, som gennem aktiebesiddelse eller på anden måde direkte eller indirekte har en afgørende indflydelse på fondsmæglerselskabets dispositioner, eller som er domineret af virksomheder eller personer med en sådan indflydelse. Stk. 2. Såfremt tilsynet skriftligt meddeler et fondsmæglerselskab, at tilladelse efter stk. 1 er nødvendig, må transaktionen ikke gennemføres, forinden tilsynets afgørelse er ændret. Det påhviler selskabet at godtgøre, at transaktionen lovligt kan foretages.		§ 181 . En finansiel virksomhed må ikke uden tilladelse fra Finanstilsynet indgå engagementer med andre virksomheder inden for samme koncern bortset fra engagementer med dattervirksomheder. Stk. 2. En finansiel virksomhed må i øvrigt ikke have et engagement med virksomheder eller personer, som direkte eller indirekte har en afgørende indflydelse på den finansielle virksomhed, eller som er domineret af virksomheder eller personer med en sådan indflydelse. Stk. 3 . Finanstilsynet kan undtage fra stk. 2.
§ 21. Et fondsmæglerselskab må ikke eje kapitalandele i et enkelt selskab til et højere bogført beløb end 15 pct. af fondsmæglerselskabets ansvarlige kapital før fradrag i henhold til § 17, stk. 9. Fondsmæglerselskabets interesser i vedkommende virksomhed må dog ikke herved overstige de i § 19, stk. 1, og § 20, stk. 1, nævnte grænser.		§ 138. Ved opgørelse af basiskapitalen i pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber og investeringsforvaltningsselskaber fradrages: 4) Det beløb, der svarer til summen af kapitalandele i en anden virksomhed eller virksomheder i samme koncern, samt belånte kapitalandele i en anden virksomhed, som ikke er omfattet af nr. 1-3, der overstiger 15 pct. af basiskapitalen efter fradrag efter nr. 1-3, jf. dog stk. 5 og 6.
Stk. 2. Et fondsmæglerselskabs beholdning af kvalificerede andele må ikke overstige 60 pct. af fondsmæglerselskabets ansvarlige kapital før fradrag i henhold til § 17, stk. 9.		§ 138. Ved opgørelse af basiskapitalen i pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber og investeringsforvaltningsselskaber fradrages: 5) Det beløb af summen af kvalificerede andele i andre virksomheder, der ikke er omfattet af nr. 1-4, og som overstiger 60 pct. af basiskapitalen efter fradrag efter nr. 1-3, jf. dog stk. 5 og 6.
Ved kvalificeret andel forstås direkte eller indirekte besiddelse af mindst 10 pct. af kapitalen eller stemmerettighederne eller en andel, der giver mulighed for at udøve en betydelig indflydelse på ledelsen af en anden virksomhed, hvori den kvalificerede andel besiddes.		§ 5. Stk. 3. Ved kvalificeret andel forstås direkte eller indirekte besiddelse af mindst 10 pct. af kapitalen eller stemmerettighederne eller en andel, som giver mulighed for at udøve en betydelig indflydelse på ledelsen af den finansielle virksomhed eller den finansielle holdingvirksomhed.
Den bogførte værdi af de kapitalandele, som et fondsmæglerselskab har erhvervet, må ikke overstige 100 pct. af fondsmæglerselskabets ansvarlige kapital. Kapitalandele, der fradrages ved beregning af fondsmæglerselskabets ansvarlige kapital, eller kapitalandele i selskaber, som sammen med fondsmæglerselskabet er omfattet af konsolidering, medregnes ikke i de i stk. 1 og nærværende stykkes 1. og 3. pkt. nævnte grænser.		§ 145. Penge-, realkreditinstitutters, fondsmæglerselskabers og investeringsforvaltningsselskabers kapitalandele i andre virksomheder må ikke overstige 100 pct. af basiskapitalen.
Stk. 3. Et fondsmæglerselskabs beholdning af kapitalandele kan overstige de i stk. 1, 1. pkt., og stk. 2, 1. pkt., nævnte grænser, når der foretages fradrag for den overskydende del ved beregning af den ansvarlige kapital.		§ 138. Ved opgørelse af basiskapitalen i pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber og investeringsforvaltningsselskaber fradrages:
		4) Det beløb, der svarer til summen af kapitalandele i en anden virksomhed eller virksomheder i samme koncern, samt belånte kapitalandele i en anden virksomhed, som ikke er omfattet af nr. 1-3, der overstiger 15 pct. af basiskapitalen efter fradrag efter nr. 1-3, jf. dog stk. 5 og 6.
		5) Det beløb af summen af kvalificerede andele i andre virksomheder, der ikke er omfattet af nr. 1-4, og som overstiger 60 pct. af basiskapitalen efter fradrag efter nr. 1-3, jf. dog stk. 5 og 6.
Stk. 6. Ved opgørelsen af de i stk. 1, 2 og 5 nævnte grænser indgår tillige de aktiekøbs- og aktiesalgsforretninger m.v., som fondsmæglerselskabet har indgået.		§ 138. Stk. 6. Ved opgørelsen af beløbene i stk. 1, nr. 4 og 5, indgår endvidere aktiekøbs- og aktiesalgsforretninger m.v. § 145. Stk. 2 . Aktiekøbs- og aktiesalgsforretninger skal medregnes ved opgørelse af grænsen efter stk. 1.
Finanstilsynet fastsætter nærmere bestemmelser herom.		§ 142. Finanstilsynet fastsætter nærmere regler for 3) opgørelse af aktiekøbs- og aktiesalgsforretninger m.v.,
Stk. 7. Finanstilsynet kan undtage fra bestemmelsen i stk. 2, 3. pkt.		§ 145. Stk. 4 . Finanstilsynet kan dispensere fra grænsen i stk. 1.
§ 21 a. Et fondsmæglerselskab må ikke eje fast ejendom eller have aktier (andele) i ejendomsselskaber til en højere bogført værdi end 20 pct. af fondsmæglerselskabets ansvarlige kapital. Ejendomme, som et fondsmæglerselskab har erhvervet for deri at drive fondsmæglervirksomhed, er dog ikke omfattet af bestemmelsen.		§ 146. Penge-, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber og investeringsforvaltningsselskaber må ikke eje fast ejendom eller have kapitalandele i ejendomsselskaber for mere end 20 pct. af basiskapitalen. Til penge- og realkreditinstitutters faste ejendom medregnes udlån og garantier til datterselskaber, der er ejendomsselskaber. Ejendomme, som et pengeinstitut, et realkreditinstitut, et fondsmæglerselskab eller et investeringsforvaltningsselskab har erhvervet for derfra at drive virksomhed eller accessorisk virksomhed, er dog ikke omfattet af bestemmelsen. Stk. 2 . Finanstilsynet kan dispensere fra bestemmelsen i stk. 1, 1. pkt.
§ 22. Et fondsmæglerselskab skal have en efter dets forhold forsvarlig beholdning af likvide midler.		§ 155. Likviditeten, jf. § 151, stk. 2, i fondsmæglerselskaber og investeringsforvaltningsselskaber skal være forsvarlig.
Stk. 2. Finanstilsynet kan stille krav om en forøgelse af de likvide midler, hvis disse ikke skønnes at være forsvarlige. Finanstilsynet fastsætter en frist for opfyldelsen af kravene.		Stk. 2 . Finanstilsynet kan stille krav om en forøgelse af likviditeten, hvis denne ikke skønnes at være forsvarlig. Stk. 3 . Finanstilsynet fastsætter en frist for opfyldelsen af kravet i stk. 2.
§ 24. Finanstilsynet kan inddrage et fondsmæglerselskabs tilladelse, 1) hvis virksomhed som fondsmæglerselskab ikke påbegyndes senest 12 måneder efter tilladelsens meddelelse, 2) hvis virksomhed som fondsmæglerselskab ikke udøves i en periode på over 6 måneder, 3) hvis fondsmæglerselskabet gør sig skyldig i grov eller gentagen overtrædelse af bestemmelser i denne lov, lov om finansiel virksomhed eller regler udstedt i medfør af lovene, §§ 5 og 6 i lov om værdipapirhandel m.v. eller 4) i de i § 5, stk. 6, 7, 9 og 10, nævnte tilfælde.		§ 236. Finanstilsynet kan endvidere inddrage tilladelsen til at drive virksomhed som pengeinstitut, realkreditinstitut, fondsmæglerselskab og investeringsforvaltningsselskab: 1) hvis den finansielle virksomhed gør sig skyldig i grov eller gentagne overtrædelser af denne lov eller lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v., eller regler udstedt i medfør af disse love, 2) hvis den finansielle virksomhed ikke opfylder kravene i kapitel 3, jf. dog § 123, stk. 1, nr. 2 og stk. 2 samt § 124, stk. 1, nr. 2-4, 3) hvis virksomhed som finansiel virksomhed ikke påbegyndes senest 12 måneder efter, at Finanstilsynet har meddelt virksomheden tilladelse, eller 4) hvis der ikke udøves finansiel virksomhed i en periode over 6 måneder.
		Stk. 2. Har et pengeinstitut, et realkreditinstitut eller et investeringsforvaltningsselskab en tilladelse som værdipapirhandler i medfør § 9, stk. 1, kan tilladelsen som værdipapirhandler inddrages, hvis betingelserne i stk. 1, nr. 1–4, er opfyldt.
		Stk. 3. Har et pengeinstitut eller et realkreditinstitut tilladelse som værdipapirhandler i medfør af § 9, stk. 1, kan tilladelsen som pengeinstitut eller realkreditinstitut inddrages, hvis betingelserne i stk. 1, nr. 1–4, er opfyldt.
Stk. 2. Opfylder fondsmæglerselskabet ikke solvenskravet i § 16 eller kapitalkravet i § 4, stk. 1, og har det ikke tilvejebragt den foreskrevne kapital inden for den i § 16, stk. 3, fastsatte frist eller tilpasset sine faste omkostninger, jf. § 4, stk. 1, inden for en af Finanstilsynet fastsat frist, skal Finanstilsynet inddrage tilladelsen. Finanstilsynet kan bestemme, at bestyrelsen inden for en nærmere angiven frist uanset vedtægternes bestemmelse herom skal indkalde generalforsamlingen og redegøre for fondsmæglerselskabets økonomiske forhold.		§ 237 . Opfylder et pengeinstitut, realkreditinstitut, fondsmæglerselskab eller investeringsforvaltningsselskab ikke kapitalkravene i §§ 123-124, og har det ikke tilvejebragt den foreskrevne kapital inden for en af Finanstilsynet fastsat frist, skal Finanstilsynet inddrage tilladelsen. Stk. 2. Hvis tilvejebringelsen af kapital kræver, at den finansielle virksomheds øverste myndighed indkaldes, kan Finanstilsynet bestemme, at indkaldelse kan ske med kortere frist end fastsat i vedtægterne.
Stk. 3. Opfylder en koncern, jf. § 2, stk. 1, nr. 6, i lov om finansiel virksomhed, ikke solvenskravet i § 16, og har den ikke tilvejebragt den foreskrevne kapital inden for den i medfør af § 16, stk. 3, fastsatte frist, kan Finanstilsynet inddrage tilladelsen til fondsmæglerselskabet.		Stk. 3. Opfylder en koncern omfattet af §§ 170-173 ikke solvenskravet i de pågældende bestemmelser, og har den ikke tilvejebragt den foreskrevne kapital inden for en af Finanstilsynet fastsat frist, kan Finanstilsynet inddrage den finansielle virksomheds tilladelse.
§ 25. Opfylder et fondsmæglerselskabs ansvarlige kapital ikke kapitalkravet på tilladelsestidspunktet i henhold til § 3, kan Finanstilsynet enten fastsætte en frist til at bringe den ansvarlige kapital op på dette minimum eller straks inddrage tilladelsen.		§ 237 . Opfylder et pengeinstitut, realkreditinstitut, fondsmæglerselskab eller investeringsforvaltningsselskab ikke kapitalkravene i §§ 123-124, og har det ikke tilvejebragt den foreskrevne kapital inden for en af Finanstilsynet fastsat frist, skal Finanstilsynet inddrage tilladelsen. Stk. 2. Hvis tilvejebringelsen af kapital kræver, at den finansielle virksomheds øverste myndighed indkaldes, kan Finanstilsynet bestemme, at indkaldelse kan ske med kortere frist end fastsat i vedtægterne.
§ 26. Finanstilsynet kan efter de procedurer, der er fastsat i Rådets direktiv om investeringsservice i forbindelse med værdipapirer, forbyde et udenlandsk fondsmæglerselskab med hjemsted i et andet land inden for Den Europæiske Union eller lande, som Fællesskabet har indgået samarbejdsaftale med, at udøve virksomhed her i landet gennem en filial eller i form af grænseoverskridende tjenesteydelser, hvis selskabet groft eller gentagne gange har overtrådt bestemmelser i denne lov, lov om finansiel virksomhed, regler udfærdiget i medfør af disse love eller anden lovgivning, der retter sig mod finansiel virksomhed, og det ikke ved påbud eller sanktioner efter disse love har været muligt at bringe overtrædelserne til ophør.		§ 249. Finanstilsynet kan efter de procedurer, der er fastsat i fællesskabsretlige regler herom forbyde et udenlandsk kreditinstitut, finansieringsinstitut, investeringsselskab eller investeringsforvaltningsselskab med hjemsted i et andet land inden for den Europæiske Union eller lande, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område, at udøve virksomhed her i landet gennem en filial eller i form af grænseoverskridende tjenesteydelser, hvis kreditinstituttet, finansieringsinstituttet eller investeringsselskabet eller investeringsforvaltningsselskabet groft eller gentagne gange har overtrådt bestemmelser i denne lov, regler udstedt i medfør af loven eller anden lovgivning, der retter sig mod kreditinstituttet, finansieringsinstituttet eller investeringsselskabet eller investeringsforvaltningsselskabet, og det ikke ved påbud eller sanktioner efter denne lov har været muligt at bringe overtrædelsen til ophør.
§ 27. Finanstilsynet kan anmelde betalingsstandsning for et fondsmæglerselskab, når hensynet til investorernes interesser tilsiger det.		§ 244. Finanstilsynet kan anmelde betalingsstandsning for et pengeinstitut, realkreditinstitut, fondsmæglerselskab eller investeringsforvaltningsselskab, når hensynet til indskydernes, obligationsejernes eller investorernes interesser tilsiger det.
Stk. 2. En anmeldelse om betalingsstandsning kan ikke tilbagekaldes af fondsmæglerselskabet uden samtykke fra Finanstilsynet.		§ 244. Stk. 3. Anmeldelse om betalingsstandsning kan ikke tilbagekaldes af pengeinstituttet, realkreditinstituttet, fondsmæglerselskabet eller investeringsforvaltningsselskabet uden Finanstilsynets samtykke.
§ 28. Inddrages et fondsmæglerselskabs tilladelse, skal fondsmæglervirksomheden afvikles. Anden virksomhed må ikke påbegyndes, før afviklingen er afsluttet.		§ 238. Når Finanstilsynet inddrager tilladelsen i henhold til §§ 235-237, skal virksomheden afvikles, og anden virksomhed må ikke påbegyndes, før afviklingen er afsluttet. Stk. 2. Når Finanstilsynet inddrager tilladelsen i henhold til § 236, stk. 2-3, skal den virksomhed, som pengeinstituttet, realkreditinstituttet, fondsmæglerselskabet eller investeringsforeningsselskabet ikke længere har tilladelse til, afvikles. Finanstilsynet kan fastsætte en frist, inden for hvilken afviklingen skal være foretaget.
Stk. 2. Sker afviklingen på anden måde end ved likvidation, konkurs eller i henhold til § 30, skal afviklingens form, indhold og gennemførelse godkendes af Finanstilsynet.		§ 239. Afvikling, jf. § 238 sker ved likvidation, konkurs eller ved fusion eller sammenlægning i henhold til § 203. Hvis afviklingen sker på anden måde, skal Finanstilsynet godkende afviklingens form, indhold og gennemførelse.
§ 29. Bliver et fondsmæglerselskab insolvent, kan Finanstilsynet indgive konkursbegæring.		§ 245. Finanstilsynet kan indgive konkursbegæring, når et pengeinstitut, realkreditinstitut, fondsmæglerselskab eller et investeringsforvaltningsselskab, bliver insolvent.
§ 30. Et fondsmæglerselskab må ikke uden Finanstilsynets tilladelse overtage et fondsmæglerselskab eller en forretningsafdeling af et sådant. Tilsvarende gælder, hvor et fondsmæglerselskab sammensmeltes med et andet fondsmæglerselskab.		§ 203. Et pengeinstitut, realkreditinstitut, fondsmæglerselskab eller investeringsforvaltningsselskab, må ikke uden økonomi- og erhvervsministerens tilladelse sammenlægges med en anden finansiel virksomhed eller en forretningsafdeling af en sådan. Tilsvarende gælder, når det fortsættende selskab er et udenlandsk selskab.
§ 31. Finanstilsynet påser overholdelsen af denne lov og af de bestemmelser, der er udstedt i medfør af loven. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen påser overholdelsen af § 5, stk. 4 og 5.		§ 343. Finanstilsynet påser overholdelsen af denne lov og af de regler, der er udstedt i medfør af loven, undtagen § 76, stk. 1 og 2. Dog påser Erhvervs- og Selskabsstyrelsen overholdelsen af § 15, stk. 1, 2 og 4, §§ 82, 86, 90 og 111.
Stk. 2. Det Finansielle Virksomhedsråd indgår i tilsynet med fondsmæglerselskaber inden for rådets kompetenceområde, jf. lov om finansiel virksomhed § 65, stk. 2.		Stk. 2. Det Finansielle Virksomhedsråd 1) træffer, bortset fra § 43, afgørelser i tilsynssager af principiel karakter samt i tilsynssager, der har videregående betydelige følger for finansielle virksomheder og finansielle holdingvirksomheder, 2) rådgiver Finanstilsynet i forbindelse med dets udstedelse af regler og i forbindelse med principielle sager om redelig forretningsskik og god praksis samt tilsynssager om redelig forretningsskik og god praksis, der har videregående betydelige følger for finansielle virksomheder og finansielle holdingvirksomheder i henhold til § 43, samt 3) bistår Finanstilsynet med dets informationsvirksomhed.
Stk. 3. De frister, der er fastsat i eller i henhold til denne lov, begynder at løbe fra og med dagen efter den dag, hvor den begivenhed, som udløser fristen, finder sted. Dette gælder ved beregning af såvel dage- som uge-, måneds- og årsfrister.		§ 356. De frister, der er fastsat i eller i henhold til denne lov, begynder at løbe fra og med dagen efter den dag, hvor den begivenhed, som udløser fristen, finder sted. Dette gælder ved beregning af såvel dage- som uge-, måneds- og årsfrister.
Stk. 4. Er fristen angivet i uger, udløber fristen, jf. stk. 1, på ugedagen for den dag, hvor den begivenhed, som udløste fristen, fandt sted.		Stk. 2. Er fristen angivet i uger, udløber fristen, jf. stk. 1, på ugedagen for den dag, hvor den begivenhed, som udløste fristen, fandt sted.
Stk. 5. Er fristen angivet i måneder, udløber fristen, jf. stk. 1, på månedsdagen for den dag, hvor den begivenhed, som udløste fristen, fandt sted. Hvis den dag, hvor den begivenhed, som udløste fristen, fandt sted, er den sidste dag i en måned, eller hvis fristen udløber på en månedsdato, som ikke findes, udløber fristen altid på den sidste dag i måneden uanset dens længde.		Stk. 3. Er fristen angivet i måneder, udløber fristen, jf. stk. 1, på månedsdagen for den dag, hvor den begivenhed, som udløste fristen, fandt sted. Hvis den dag, hvor den begivenhed, som udløste fristen, fandt sted, er den sidste dag i en måned, eller hvis fristen udløber på en månedsdato, som ikke findes, udløber fristen altid på den sidste dag i måneden uanset dens længde.
Stk. 6. Udløber en frist i en weekend, på en helligdag, grundlovsdag, juleaftensdag eller nytårsaftensdag, udstrækkes fristen til den førstkommende hverdag.		§ 356. Stk. 5. Udløber en frist i en weekend, på en helligdag, grundlovsdag, juleaftensdag eller nytårsaftensdag, udstrækkes fristen til den førstkommende hverdag.
§ 31 b. Som part i forholdet til Finanstilsynet anses alene det fondsmæglerselskab, som en afgørelse truffet af Finanstilsynet retter sig mod, jf. dog stk. 2 og 3.		§ 354. Som part i forhold til Finanstilsynet anses den finansielle virksomhed, den finansielle holdingvirksomhed, den udenlandske finansielle virksomhed eller den udenlandske finansielle holdingvirksomhed, som Finanstilsynets afgørelse truffet i medfør af denne lov eller forskrifter fastsat i medfør af denne lov retter sig mod, jf. dog stk. 2 og 3.
Stk. 2. I nedennævnte tilfælde anses en anden end fondsmæglerselskabet tillige som part i Finanstilsynets afgørelse, for så vidt angår den del af sagen, som vedrører den pågældende: 1) Den, over for hvem Finanstilsynet træffer afgørelse om, hvorvidt den pågældende kan tilbyde investeringsservice uden tilladelse, jf. § 1, stk. 3.		§ 354. Stk. 2. I nedennævnte tilfælde anses en anden end virksomheden tillige som part i Finanstilsynets afgørelse, for så vidt angår den del af sagen, som vedrører den pågældende: 12) Den, over for hvem Finanstilsynet træffer afgørelse om, hvorvidt den pågældende kan tilbyde investeringsservice uden tilladelse, jf. § 9, stk. 9.
2) Den, der overtræder lovens forbud mod at benytte ordet »fondsmæglerselskaber« eller betegnelser, der er egnede til at fremkalde det indtryk, at de er fondsmæglerselskaber, eller at drive fondsmæglervirksomhed uden tilladelse, jf. § 2, stk. 1, 2. pkt., og § 5, stk. 1.		§ 354. Stk. 2. I nedennævnte tilfælde anses en anden end virksomheden tillige som part i Finanstilsynets afgørelse, for så vidt angår den del af sagen, som vedrører den pågældende: 10) Den, som overtræder lovens forbud mod i en virksomheds navn eller betegnelse af virksomheden at benytte ord, der er omfattet af finansielle virksomheders eneret til navn, jf. § 7, stk. 5, § 8, stk. 5, § 9, stk. 5, 2. pkt., og stk. 6, 2. pkt., og § 11, stk. 3. 11) Den, der overtræder lovens forbud mod at drive virksomhed omfattet af § 7, stk. 1, 3 og 4, § 8, stk. 1 og 3, § 9, stk. 1 og 3, § 10, stk. 1 og 3, og § 11, stk. 1, uden tilladelse.
3) En virksomhed, som ansøger om tilladelse til at drive fondsmæglervirksomhed, jf. § 5, stk. 1, eller hvis ansøgning suspenderes, jf. § 5, stk. 12.		§ 354. Stk. 2. I nedennævnte tilfælde anses en anden end virksomheden tillige som part i Finanstilsynets afgørelse, for så vidt angår den del af sagen, som vedrører den pågældende: 7) En virksomhed, som ansøger om tilladelse til at drive pengeinstitut-, fondsmægler-, investeringsforvaltnings-, værdipapirhandler-, realkredit-, forsikrings- eller livsforsikringsvirksomhed, jf. § 7, stk. 1, § 8, stk. 1, § 9, stk. 1, § 10, stk. 1 og 2, § 11, stk. 1, og § 14, eller hvis ansøgning suspenderes, jf. § 14, stk. 4.
4) Et medlem af et fondsmæglerselskabs bestyrelse eller direktion eller en kapitalejer, når tilsynet nægter et selskab tilladelse eller inddrager denne, jf. § 5, stk. 6 og 10, samt § 24, stk. 1, nr. 4.		§ 354. Stk. 2. I nedennævnte tilfælde anses en anden end virksomheden tillige som part i Finanstilsynets afgørelse, for så vidt angår den del af sagen, som vedrører den pågældende: 8) Et medlem af en finansiel virksomheds bestyrelse eller direktion eller en kapitalejer, når tilsynet nægter en finansiel virksomhed tilladelse eller inddrager denne helt eller delvist, jf. § 14, stk. 1, nr. 1-3, og stk. 2, § 236 og § 237, stk. 1.
6) Modervirksomheden, hvor denne er et fondsmæglerselskab eller en finansiel holdingvirksomhed, jf. § 2, stk. 1, nr. 7, i lov om finansiel virksomhed.		§ 354. Stk. 2. I nedennævnte tilfælde anses en anden end virksomheden tillige som part i Finanstilsynets afgørelse, for så vidt angår den del af sagen, som vedrører den pågældende: 1) Modervirksomheden, hvor denne er en finansiel holdingvirksomhed eller en finansiel virksomhed.
7) Virksomheder, som tilsynet finder har snævre forbindelser til et fondsmæglerselskab, hvorfor tilladelse nægtes eller inddrages, jf. § 5, stk. 7 og 9, samt § 24, stk. 1, nr. 4.		§ 354. Stk. 2. I nedennævnte tilfælde anses en anden end virksomheden tillige som part i Finanstilsynets afgørelse, for så vidt angår den del af sagen, som vedrører den pågældende: 9) Virksomheder, som tilsynet finder har snævre forbindelser til en finansiel virksomhed, når tilladelse nægtes eller inddrages efter § 14, stk. 1, nr. 4 og 5, og § 236.
Stk. 3. Som part anses i øvrigt et bestyrelsesmedlem, en revisor, en direktør eller andre ledende medarbejdere i et fondsmæglerselskab, hvis Finanstilsynets pålæg eller påtale i medfør af loven eller dennes forskrifter er rettet direkte mod den pågældende.		§ 354. Stk. 3. Som part anses i øvrigt et bestyrelsesmedlem, en ansvarshavende aktuar, en revisor, en direktør eller andre ledende medarbejdere i en finansiel virksomhed, en finansiel holdingvirksomhed, en udenlandsk finansiel virksomhed eller en udenlandsk finansiel holdingvirksomhed, hvis Finanstilsynets afgørelse er rettet direkte mod pågældende. Det samme gælder for en likvidator og en administrator af en livsforsikringsbestand.
Stk. 4. Endelig kan Finanstilsynet, når tilsynet tager en sag op vedrørende god værdipapirhandelsskik, jf. § 3 i lov om værdipapirhandel m.v., under særlige omstændigheder tillige tilkende partsbeføjelser til andre fysiske eller juridiske personer end de i stk. 2 og 3 nævnte. Partsbeføjelser kan alene tillægges, for så vidt angår den del af sagen, som har direkte og væsentlig betydning for den pågældende. Tilkendelse af partsbeføjelser skal ske under hensyntagen til beskyttelsen af fortrolige oplysninger om de virksomheder, der er under tilsyn.		§ 354. Stk. 4. Endelig kan Finanstilsynet, når tilsynet tager en sag op vedrørende redelig forretningsskik og god praksis inden for virksomhedsområdet, jf. § 43, god værdipapirhandelsskik, jf. § 3 i lov om værdipapirhandel, eller videregivelse af fortrolige oplysninger, jf. kapitel 9, under særlige omstændigheder tillige tilkende partsbeføjelser til andre fysiske eller juridiske personer end de i stk. 2 og 3 nævnte. Partsbeføjelser kan alene tillægges, for så vidt angår den del af sagen, som har direkte og væsentlig betydning for den pågældende. Tilkendelse af partsbeføjelser skal ske under hensyntagen til beskyttelsen af fortrolige oplysninger om de virksomheder, der er under tilsyn.
Stk. 5. Partsstatus og partsbeføjelser efter stk. 2-4 er begrænset til forhold, hvor tilsynets afgørelser træffes efter den 8. oktober 1998.		§ 354. Stk. 5. Partsstatus og partsbeføjelser efter stk. 2-4 er begrænset til forhold, hvor tilsynets afgørelser er truffet efter den 8. oktober 1998, for realkreditinstitutter dog efter den 20. oktober 1998. For så vidt angår videregivelse af fortrolige oplysninger, jf. kapitel 9, er partsstatus og partsbeføjelser begrænset til forhold, hvor tilsynets afgørelser træffes efter den 1. januar 2004. For investeringsforvaltningsselskaber er partsstatus og partsbeføjelser begrænset til forhold, hvor tilsynets afgørelser træffes efter den 1. januar 2004.
§ 32. Fondsmæglerselskaber under tilsyn efter denne lov betaler afgift til Finanstilsynet. Afgiften fastsættes efter kapitel 7 a i lov om finansiel virksomhed.		Kapitel 22 Afgifter § 359. Finanstilsynets bevilling fratrukket salg af varer og tjenesteydelser samt renteindtægter dækkes af afgifter fra de virksomheder, som er underlagt Finanstilsynets tilsyn, jf. §§ 360-369.
		§ 360. Følgende virksomheder betaler årligt et grundbeløb i afgift til Finanstilsynet:
		1) Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring betaler 510.000 kr.
		2) ATP-fonden (tillægspension, midlertidig pensionsopsparing og særlig pensionsopsparing) betaler 1.180.000 kr.
		3) Danmarks Skibskreditfond betaler 230.000 kr.
		4) Fondsbørser og autoriserede markedspladser betaler et grundbeløb på 9.500 kr. pr. selskab noteret ultimo det foregående år.
		5) FUTOP Clearingcentralen A/S betaler 250.000 kr.
		6) Garantifonden for indskydere og investorer betaler 95.000 kr.
		7) Hver autoriseret pengemarkedsmægler betaler 15.000 kr.
		8) Hver autoriseret værdipapirmægler betaler 15.000 kr.
		9) Hver finansiel holdingvirksomhed betaler 5.000 kr.
		10) Hver udsteder af collateralized mortgage obligations og lignende virksomheder betaler 10.000 kr. pr. serie.
		11) Hver udsteder af elektroniske penge betaler 10.000 kr.
		12) Lønmodtagernes Dyrtidsfond betaler 670.000 kr.
		13) Værdipapircentralen A/S betaler 1.840.000 kr.
		Stk. 2. Grundbeløb, jf. stk. 1, reguleres årligt svarende til udviklingen i Finanstilsynets bevilling på finansloven.
		§ 361. Fondsmæglerselskaber betaler årligt 10,5 promille af deres omkostninger til løn, provision og tantieme til Finanstilsynet. Der pålægges altid en minimumsafgift på 15.000 kr.
		Stk. 2. Investeringsforvaltningsselskaber betaler årligt 10,5 promille af deres omkostninger til løn, provision og tantieme. Der pålægges altid en minimumsafgift på 15.000 kr.
		Stk. 3. Forsikringsmæglerselskaber betaler årligt 4,0 promille af deres provision og andre vederlag. Der pålægges altid en minimumsafgift på 1.000 kr.
		Stk. 4. Innovationsforeninger betaler årligt 10.000 kr. pr. forening plus 3.000 kr. pr. afdeling plus 0,005 promille af deres samlede balance.
		Stk. 5. Filialer af udenlandske kreditinstitutter betaler årligt 0,0006 promille af deres samlede balance plus garantier. Der pålægges altid en minimumsafgift på 2.000 kr.
		§ 362. Pengeinstitutter, andre sparevirksomheder end de i § 360, stk. 1, nr. 10, nævnte og Forvaltningsinstituttet for Lokale Pengeinstitutter betaler årligt 49,4 procent af differencen mellem Finanstilsynets udgifter og afgiften betalt efter §§ 360 og 361.
		Stk. 2. Afgiften fordeles i forhold til den enkelte virksomheds andel af de af stk. 1 omfattede virksomheders samlede gælds- og garantiforpligtelser. Der pålægges altid en minimumsafgift på 2.000 kr.
		§ 363. Realkreditinstitutter betaler årligt 13,2 procent af differencen mellem Finanstilsynets udgifter og afgiften betalt efter §§ 360 og 361.
		Stk. 2. Afgiften fordeles i forhold til den enkelte virksomheds andel af de af stk. 1 omfattede virksomheders samlede bogførte balancesum. Der pålægges altid en minimumsafgift på 2.000 kr.
		§ 364. Forsikringsselskaber, der udøver livsforsikringsvirksomhed, tværgående pensionskasser og firmapensionskasser betaler årligt 18,3 procent af differencen mellem Finanstilsynets udgifter og afgiften betalt efter §§ 360 og 361.
		Stk. 2. Afgiften opdeles i to lige store dele. Den ene del af afgiften fordeles i forhold til den enkelte virksomheds andel af de af stk. 1 omfattede virksomheders samlede bruttopræmier og medlemsbidrag. Den anden del af afgiften fordeles i forhold til den enkelte virksomheds andel af de af stk. 1 omfattede virksomheders samlede balance reduceret med basiskapital. Der pålægges altid en minimumsafgift på 2.000 kr.
		§ 365. Forsikringsselskaber, der ikke udøver livsforsikringsvirksomhed, betaler årligt 14,7 procent af differencen mellem Finanstilsynets udgifter og afgiften betalt efter §§ 360 og 361.
		Stk. 2. Afgiften fordeles i forhold til den enkelte virksomheds andel af de af stk. 1 omfattede virksomheders samlede direkte og indirekte bruttopræmieindtægter plus bruttoerstatninger, idet der ses bort fra negative præmieindtægter. Der pålægges altid en minimumsafgift på 2.000 kr. De forsikringsselskaber, som er omfattet af § 293, betaler dog en minimumsafgift på 800 kr.
		§ 366. Investeringsforeninger og specialforeninger betaler årligt 4,4 procent af differencen mellem Finanstilsynets udgifter og afgiften betalt efter §§ 360 og 361.
		Stk. 2. Afgiften fordeles mellem virksomhederne med 10.000 kr. pr. forening plus 3.000 kr. pr. afdeling. Den resterende afgift fordeles i forhold til den enkelte virksomheds andel af de af stk. 1 omfattede virksomheders samlede balance.
		§ 367. Beregning af afgifter fra virksomheder, omfattet af §§ 361-366, foretages på grundlag af oplysninger i den for seneste regnskabsår aflagte årsrapport eller i mangel af en sådan den senest indsendte regnskabsindberetning. For så vidt angår forsikringsmæglerselskaber, foregår beregningen på grundlag af den senest indsendte indtægtsspecifikation.
		Stk. 2. Fuld afgiftspligt påhviler enhver virksomhed, der har været under tilsyn en del af det pågældende kalenderår.
		Stk. 3. Hvis to eller flere virksomheder under Finanstilsynets tilsyn sammenlægges, betaler den fortsættende virksomhed den ophørte virksomheds afgift.
		Stk. 4. Hvis en virksomhed ophører med at være under tilsyn på anden måde end ved sammenlægning, fastsættes afgiften for det kalenderår, hvori virksomheden ophører, på følgende måde:
		1) Virksomheder, omfattet af § 360, betaler grundbeløbet.
		2) Virksomheder, omfattet af § 361, betaler den fastsatte promille i forhold til afgiftsgrundlaget i det foregående års årsrapport eller indtægtsspecifikation. Hvis ikke det foregående års årsregnskab eller indtægtsspecifikation er indsendt til Finanstilsynet på ophørstidspunktet, beregnes afgiften i forhold til afgiftsgrundlaget i den seneste regnskabsindberetning eller indtægtsspecifikation.
		3) Virksomheder, omfattet af §§ 362-366, betaler procenten fra den seneste afgiftsopkrævning i forhold til afgiftsgrundlaget i det seneste års årsrapport. Hvis ikke det seneste års årsrapport er indsendt til Finanstilsynet på ophørstidspunktet, beregnes afgiften i forhold til afgiftsgrundlaget i den seneste regnskabsindberetning. Finanstilsynet kan i særlige tilfælde godkende, at afgiftsbetalingen afventer den samlede afgiftsberegning.
		Stk. 5. Finanstilsynet kan i særlige tilfælde nedsætte afgiften.
		§ 368. Afgifterne for det pågældende år opkræves primo december med betalingsfrist ultimo året.
		Stk. 2. Afgifterne kan inddrives ved udpantning.
		§ 369. Overskud og underskud reguleres over en opsparingskonto.
		Stk. 2 . En eventuel difference mellem den opkrævede afgift og den faktisk indbetalte afgift overføres som et samlet beløb til afgiftsopkrævning det efterfølgende finansår.
§ 33. Henlægger økonomi- og erhvervsministeren sine beføjelser efter loven til Finanstilsynet, kan ministeren fastsætte regler om klageadgangen, herunder at klager ikke kan indbringes for højere administrativ myndighed.		§ 370. Henlægger økonomi- og erhvervsministeren sine beføjelser efter loven til Finanstilsynet, kan ministeren fastsætte regler om klageadgangen, herunder at klager ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed.
§ 34. Afgørelser truffet af Finanstilsynet eller Erhvervs- og Selskabsstyrelsen i henhold til loven eller forskrifter udstedt i medfør af loven kan indbringes for Erhvervsankenævnet senest 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende.		§ 371. Afgørelser, truffet af Finanstilsynet eller Erhvervs- og Selskabsstyrelsen i henhold til loven eller regler udstedt i medfør af loven, kan af den, som afgørelsen retter sig til, indbringes for Erhvervsankenævnet senest 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende.
§ 35. Undlader et fondsmæglerselskabs bestyrelse, direktion, filialbestyrer, revisor eller likvidator i rette tid at efterkomme de pligter, der efter loven eller bestemmelser fastsat i henhold til loven påhviler dem over for Finanstilsynet eller Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, kan Finanstilsynet henholdsvis Erhvervs- og Selskabsstyrelsen som tvangsmiddel pålægge de pågældende daglige eller ugentlige bøder.		§ 373. Undlader en finansiel virksomheds bestyrelse, direktion, ekstern revisor, en intern revisionschef, en ansvarshavende aktuar, likvidator, generalagent, filialbestyrer eller repræsentantskab i rette tid at efterkomme de pligter, der efter loven eller regler udstedt i medfør af loven påhviler dem over for Finanstilsynet eller Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, kan Finanstilsynet henholdsvis Erhvervs- og Selskabsstyrelsen som tvangsmiddel pålægge de pågældende daglige eller ugentlige bøder.
		Stk. 2. Undlader en virksomhed som nævnt i § 346, stk. 3 og 4, at opfylde de pligter, som efter loven påhviler virksomheden, kan Finanstilsynet som tvangsmiddel pålægge virksomheden som sådan eller de for virksomheden ansvarlige personer daglige eller ugentlige bøder.
		Stk. 3. Tvangsbøder kan inddrives ved udpantning.
§ 36. Overtrædelse af bestemmelserne i § 1, stk. 2, 4, 6 og 7, § 2, stk. 1 og 2, § 5, stk. 1 og 2, § 7, stk. 1, 4, 5 og 7, § 12 a, § 13, § 16, stk. 3, § 18, stk. 5, § 19, stk. 1-4, § 20, stk. 1-4, § 20 a, § 21, stk. 1, 2, 4 og 5, § 21 a, § 23, § 28 og § 30 straffes med bøde eller fængsel, for så vidt højere straf ikke er forskyldt efter anden lovgivning.		§ 372. Overtrædelse af bestemmelserne i § 7, stk. 1-6, § 8, stk. 1 og stk. 3-6, § 9, stk. 1-3, og stk. 5-7, § 10, stk. 1-3, § 11, stk. 1-4, § 24, stk. 1, 2. pkt., § 25, 2. pkt., §§ 27-28, § 31, stk. 7-9, § 33, stk. 1, §§ 36 og 38, § 39, stk. 1 og stk. 3-4, § 40, §§ 44-46, § 49, stk. 1 og 2, §§ 52 og 53, § 60, stk. 1 og stk. 6-8, § 62, stk. 1, 2 og 4, § 63, stk. 2, §§ 64-66, §§ 74-75, § 76, stk. 3, § 77, § 79, stk. 3, § 91, stk. 1, § 96, stk. 1 og 2, § 100, stk. 1, 2 og 4, §§ 104-105, § 116, § 117, stk. 3, § 118, § 119, stk. 1, 2. pkt., og stk. 2, §§ 123-125, § 138, stk. 1, nr. 4 og 5, § 144, stk. 1-3, og stk. 4, 1. pkt., § 145, stk. 1, § 146, stk. 1, §§ 148-151, § 152, stk. 1, § 153, §§ 169-174, § 181, stk. 1-2, § 193, § 194, stk. 1-3, §§ 199-203, § 220, § 221, stk. 1, 1. og 2. pkt., §§ 238-239, § 307, stk. 1, 2 og 6, §§ 308-309, § 316, stk. 1 og 3, 1. pkt., § 319, stk. 1, § 320, § 321, stk. 2, § 328, § 330, § 333, stk. 1 og 2, § 403, stk. 1, 2, 4 og 5, §§ 376, 378 og 380 straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.
Stk. 3. I forskrifter, der gives af økonomi- og erhvervsministeren eller Finanstilsynet i medfør af denne lov, kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne.		Stk. 2. I regler udstedt i medfør af loven kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i reglerne.
Stk. 4. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.		Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
Stk. 5. Forældelsesfristen for strafansvaret er 5 år.		§ 372. Stk. 6. Forældelsesfristen for overtrædelse af lovens bestemmelser eller regler udstedt i medfør af loven er 5 år.
§ 43. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige grønlandske og færøske forhold tilsiger.		§ 437. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger, jf. dog stk. 2-4.
Lov nr. 392 af 30. maj 2000 indeholder følgende ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser: § 6 Stk. 2. § 14 a i lov om fondsmæglerselskaber, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 6, finder tillige anvendelse på forskud og deposita, der er modtaget fra kunder før lovens ikrafttræden.		§ 401. § 96 finder tilsvarende anvendelse på forskud og deposita, der er modtaget fra kunder før lovens ikrafttræden.
Stk. 3. Konkurslovens regler om omstødelse finder tilsvarende anvendelse på forskud og deposita, der i medfør af stk. 2 overføres til en særlig konto i et pengeinstitut.		Stk. 2 . Konkurslovens regler om omstødelse finder tilsvarende anvendelse på forskud og deposita, der i medfør af stk. 1overføres til en særlig konto i et pengeinstitut.

Gældende formulering		Lovforslaget
Lov om forsikringsvirksomhed
§ 1. Denne lov finder anvendelse på forsikringsvirksomhed.		§ 1. Denne lov finder anvendelse på finansielle virksomheder, jf. § 5, stk. 1, nr. 1. samt virksomhed omfattet af stk. 2-9.
Stk. 2. For genforsikringsvirksomhed og coassurancevirksomhed kan økonomi- og erhvervsministeren fastsætte særlige regler eller afvigelser fra loven.		§ 3. For genforsikringsvirksomhed og coassurancevirksomhed kan Finanstilsynet fastsætte særlige regler eller afvigelser.
§ 2. Loven finder ikke anvendelse på:		§ 11. Stk.2. Bestemmelsen i stk. 1 finder ikke anvendelse på følgende typer af virksomheder:
1) pensionskasser, som har til formål at sikre pension ved ansættelse i en privat virksomhed, herunder et koncessioneret selskab, eller ved ansættelse i sådanne virksomheder inden for samme koncern, jf. § 203;		1) Pensionskasser, som har til formål at sikre pension ved ansættelse i en privat virksomhed, herunder en forsikringsvirksomhed eller ved ansættelse i sådanne virksomheder inden for samme koncern.
2) begravelseskasser og ligbrændingsforeninger;		2) Begravelseskasser og ligbrændingsforeninger.
3) de under statens tilsyn hørende anerkendte arbejdsløshedskasser m.v.;		3) De under statens tilsyn hørende anerkendte arbejdsløshedskasser m.v.
4) den virksomhed, der måtte blive udøvet af krigsforsikringsforbund, der omfattes af lov om krigsforsikring af fast ejendom og løsøre;		4) Krigsforsikringsinstituttet efter lov om krigsforsikring af skibe.
5) virksomheder hvis formål er begrænset til at yde vejhjælp i forbindelse med en ulykke eller skade sket her i landet eller i udlandet, såfremt hjælpen i udlandet ydes af et tilsvarende udenlandsk selskab i henhold til en aftale om gensidighed;		5) Krigsforsikringsforbund, der omfattes af lov om krigsforsikring af fast ejendom og løsøre.
6) virksomheder, der alene yder assistance inden for et begrænset område, og hvis årlige præmieindtægt ikke overstiger et af Finanstilsynet fastsat beløb;		6) Virksomheder, hvis formål er begrænset til at yde vejhjælp i forbindelse med en ulykke eller skade sket her i landet eller i udlandet, såfremt hjælpen i udlandet ydes af et tilsvarende udenlandsk selskab i henhold til en aftale om gensidighed.
7) Falck Danmark A/S;		7) Virksomheder der alene yder assistance inden for et begrænset område, og hvis årlige præmie indtægt ikke overstiger et af Finanstilsynet fastsat beløb.
8) genforsikring i henhold til lov om Dansk Eksportkreditfond af ekstraordinære risici i forbindelse med eksport;		8) Falck Danmark A/S.
9) den virksomhed, der måtte blive udøvet af krigsforsikringsinstituttet efter lov om krigsforsikring af skibe.		9) Genforsikring i henhold til lov om Dansk Eksportkreditfond af ekstraordinære risici i forbindelse med transport.
		10) Arbejdsmarkedets Tillægspension og Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring.
§ 3. Denne lovs regler om koncerner finder anvendelse, når moderselskabet er et forsikringsselskab. Stk. 2. Finanstilsynet kan bestemme, at denne lovs eller aktieselskabslovens regler om koncerner ligeledes finder helt eller delvis anvendelse, bortset fra aktieselskabslovens § 49, stk. 3: 1) på grupper af forsikringsselskaber, der ikke udgør en koncern i henhold til aktieselskabslovens § 2, men som dog har en sådan indbyrdes tilknytning, at anvendelse af de nævnte regler må anses for påkrævet. De pågældende selskaber udpeger et af § 5 omfattet og her i landet hjemmehørende selskab, der skal anses som moderselskab. Sker dette ikke, udpeger Finanstilsynet selskabet; 2) på forholdet mellem et aktie- eller anpartsselskab og et forsikringsselskab, når førstnævnte overfor forsikringsselskabet ville blive anset som moderselskab efter denne lov, såfremt det drev forsikringsvirksomhed.		§ 4. Denne lovs regler om koncerner finder anvendelse, når modervirksomheden er et forsikringsselskab. Stk. 2. Finanstilsynet kan bestemme, at denne lovs eller aktieselskabslovens regler om koncerner, bortset fra aktieselskabslovens § 49, stk. 3, ligeledes finder helt eller delvis anvendelse på grupper af forsikringsselskaber, der ikke udgør en koncern i henhold til § 5, stk. 1, nr. 9, men som dog har en sådan indbyrdes tilknytning, at anvendelse af de nævnte regler må anses for påkrævet. De pågældende selskaber udpeger et af § 12, 3. pkt., omfattet og her i landet hjemmehørende selskab, der skal anses som modervirksomhed. Sker dette ikke, udpeger Finanstilsynet selskabet.
§ 4. Ved et forsikringsselskabs etablerede forretningssted forstås: 1) Det vedtægtsmæssige hjemsted. 2) En filial. 3) Et kontor, der ledes af et udenlandsk forsikringsselskabs eget personale. 4) En uafhængig person, som har en fast bemyndigelse til at handle på et udenlandsk forsikringsselskabs vegne i lighed med en filial.		§ 34. Ved et forsikringsselskabs etablerede forretningssted forstås: 1) Det hjemsted der fremgår af vedtægten. 2) En filial. 3) Et kontor, der ledes af et udenlandsk forsikringsselskabs eget personale. 4) En uafhængig person, som har en fast bemyndigelse til at handle på et udenlandsk forsikringsselskabs vegne i lighed med en filial.
Stk. 2. Såfremt et udenlandsk forsikringsselskab her i landet er omfattet af stk. 1, nr. 3 eller 4, betragtes kontoret eller personen ligeledes som selskabets herværende filial og skal opfylde de i § 211 eller de i medfør af § 219 fastsatte betingelser.		Stk. 2. Såfremt et udenlandsk forsikringsselskab her i landet er omfattet af stk. 1, nr. 3 eller 4, betragtes kontoret eller personen ligeledes som virksomhedens herværende filial og skal opfylde de i § 30 eller de i medfør af § 37 fastsatte betingelser.
§ 5. Forsikringsvirksomhed efter denne lov må kun udøves af: 1) aktieselskaber, gensidige selskaber og pensionskasser efter kapitel 22, der har fået Finanstilsynets tilladelse (koncession) efter § 9, stk. 1, 1. pkt.,		§ 12, stk. 1, 4. pkt. § 12. Forsikringsselskaber skal være aktieselskaber, gensidige selskaber eller tværgående pensionskasser.
Stk. 3. Et forsikringsselskab kan i fællesskab med andre virksomheder drive anden virksomhed, såfremt		§ 26. Pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber og forsikringsselskaber kan uanset §§ 7-9, 11 og 24-25 i fællesskab med andre drive anden virksomhed, hvis:
1) forsikringsselskabet ikke direkte eller indirekte har bestemmende indflydelse på virksomheden,		1) den finansielle virksomhed ikke direkte eller indirekte har bestemmende indflydelse på virksomheden,
2) forsikringsselskabet ikke driver virksomheden sammen med pengeinstitutter, forsikringsselskaber, fondsmæglerselskaber eller realkreditinstitutter, der indgår i koncern eller administrationsfællesskab med forsikringsselskabet, og		2) den finansielle virksomhed ikke driver virksomheden sammen med finansielle virksomheder, der indgår i koncern med den finansielle virksomhed, eller for så vidt angår forsikringsselskaber i administrationsfællesskab med forsikringsselskabet, og
3) virksomheden udøves i et andet selskab end forsikringsselskabet.		3) virksomheden udøves i et andet selskab end den finansielle virksomhed.
Stk. 5. Hvis et forsikringsselskab eller en koncern ved erhvervelse, fusion m.v. kommer til at drive anden virksomhed i strid med stk. 1 eller 3, kan Finanstilsynet fastsætte en frist for afhændelsen af den anden virksomhed, hvis en umiddelbar afhændelse vil være forbundet med et økonomisk tab.		§ 26. Stk. 2. Hvis en finansiel virksomhed eller en koncern ved erhvervelse, fusion m.v. kommer til at drive anden virksomhed i strid med § 7, stk. 1, § 8, stk. 1, § 9, stk. 1, § 11, stk. 1, eller § 26, stk. 1, kan Finanstilsynet fastsætte en frist for afhændelse af den anden virksomhed, hvis en umiddelbar afhændelse ville være forbundet med et økonomisk tab.
§ 6 a. Ud over forsikringsvirksomhed må et forsikringsselskab drive følgende virksomhed: 2) opføre, eje og drive fast ejendom som varig anbringelse af midler og 3) andre forretninger, der må anses for accessoriske til selskabets forsikringsvirksomhed.		§ 29. Udover virksomhed omfattet af §§ 24-26 må forsikringsselskaber drive følgende virksomhed: 1) Agenturvirksomhed for forsikringsselskaber og for andre selskaber, der er under Finanstilsynets tilsyn. 2) Opførelse, eje og drift af fast ejendom som varig anbringelse af midler.
		Stk. 2. Livsforsikringsselskaber kan opgøre boligbyggeri med videresalg for øje, når der til byggeriet er opnået tilsagn om andel i investeringsramme efter § 1 i lov om fremme af privat udlejningsbyggeri og mindst halvdelen af beboelseslejlighederne udlejes til helårsbeboelse.
		Stk. 3. Ved investeringer efter stk. 2 må den andel af beboelseslejligheder, der opføres med henblik på videresalg, ikke have en værdi, der overstiger 1. pkt. af de forsikringsmæssige hensættelser
3) andre forretninger, der må anses for accessoriske til selskabets forsikringsvirksomhed. Stk. 2. Finanstilsynet kan bestemme, at en virksomhed, der omfattes af stk. 1, nr. 3, skal udøves af et andet selskab registreret i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Stk. 3. Forsikringsselskaber kan gennem datterselskaber drive virksomhed, som ikke er angivet i selskabets koncession, når datterselskabet alene driver virksomhed, der er underlagt Finanstilsynets tilsyn.		§ 24. Pengeinstitutter, realkreditinstitutter og forsikringsselskaber kan drive virksomhed, der er accessorisk til den virksomhed, der er givet tilladelse til. Finanstilsynet kan bestemme, at den accessoriske virksomhed skal udøves af et andet selskab. Stk. 2. Pengeinstitutter, realkreditinstitutter og forsikringsselskaber må gennem dattervirksomheder drive anden finansiel virksomhed.
Stk. 4. Forsikringsselskaber kan for at sikre allerede foretagne investeringer midlertidigt drive anden virksomhed eller medvirke ved omstrukturering af erhvervsvirksomheder. Indberetning herom skal gives til Finanstilsynet.		§ 25. Pengeinstitutter, realkreditinstitutter og forsikringsselskaber kan midlertidigt drive anden virksomhed til sikring eller afvikling af forud indgåede engagementer eller med henblik på medvirken ved omstrukturering af erhvervsvirksomheder. Den finansielle virksomhed skal underrette Finanstilsynet herom.
§ 8. Livsforsikringsvirksomhed må ikke i samme selskab forenes med anden forsikringsvirksomhed. Livsforsikringsselskaber kan dog ud over livsforsikringsvirksomheden udøve virksomhed inden for forsikringsklasserne 1 og 2, jf. bilag 2. Endvidere kan genforsikring af livsforsikring og anden forsikring udøves af samme selskab.		§ 19. Livsforsikringsvirksomhed må ikke i samme selskab forenes med anden forsikringsvirksomhed. Livsforsikringsselskaber kan dog udover livsforsikringsvirksomheden udøve virksomhed inden for forsikringsklasserne 1 og 2, jf. bilag 7. Endvidere kan genforsikring af livsforsikring og anden forsikring udøves af samme selskab.
Stk. 4. Finanstilsynet fastsætter bestemmelser om, i hvilket omfang livsforsikringsselskabernes risici under forsikringsklasserne 1 og 2, jf. bilag 2, er omfattet af denne lovs særlige regler for livsforsikringsvirksomhed.		Stk. 2. Finanstilsynet fastsætter regler om, i hvilket omfang livsforsikringsselskabernes risici under forsikringsklasserne 1 og 2, jf. bilag 7, er omfattet af denne lovs særlige regler for livsforsikringsvirksomhed.
§ 9. Et forsikringsselskab skal have Finanstilsynets tilladelse (koncession) til at drive forsikringsvirksomhed. Et selskab har ret til uden tidsbegrænsning at få koncession, når det opfylder lovens betingelser og er anmeldt til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.		§ 11. Virksomheder, der udøver forsikringsvirksomhed, skal have tilladelse som forsikringsselskab, jf. dog §§ 30 og 31. Tilladelsen skal angive de aktiviteter i bilag 7 og 8, som tilladelsen omfatter. Forsikringsselskaber må kun udøve virksomhed som nævnt i bilag 7 og 8 samt virksomhed efter §§ 24-26 og § 29. Tilsvarende gælder udenlandske forsikringsselskaber, der opfylder betingelserne i § 1, stk. 3, §§ 30 eller 31.
		Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 finder ikke anvendelse på følgende typer af virksomheder:
		1) Pensionskasser, som har til formål at sikre pension ved ansættelse i en privat virksomhed, herunder en forsikringsvirksomhed eller ved ansættelse i sådanne virksomheder inden for samme koncern.
		2) Begravelseskasser og ligbrændingsforeninger.
		3) De under statens tilsyn hørende anerkendte arbejdsløshedskasser m.v.
		4) Krigsforsikringsinstituttet efter lov om krigsforsikring af skibe.
		5) Krigsforsikringsforbund, der omfattes af lov om krigsforsikring af fast ejendom og løsøre.
		6) Virksomheder hvis formål er begrænset til at yde vejhjælp i forbindelse med en ulykke eller skade sket her i landet eller i udlandet, såfremt hjælpen i udlandet ydes af et tilsvarende udenlandsk selskab i henhold til en aftale om gensidighed.
		7) Virksomheder der alene yder assistance inden for et begrænset område, og hvis årlige præmie indtægt ikke overstiger et af Finanstilsynet fastsat beløb.
		8) Falck Danmark A/S.
		9) Genforsikring i henhold til lov om Dansk Eksportkreditfond af ekstraordinære risici i forbindelse med transport.
		10)Arbejdsmarkedets Tillægspension og Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring.
		Stk. 3 . Virksomheder, der har tilladelse som forsikringsselskab, har eneret til at benytte betegnelsen "forsikringsselskab", "gensidigt selskab" eller "pensionskasse" i deres navn. Andre virksomheder må ikke anvende navne eller betegnelser for deres virksomhed, som er egnet til at fremkalde det indtryk, at de er forsikringsselskaber eller pensionskasser.
		Stk. 4 . Forsikringsselskaber har pligt til at benytte et navn, som tydeligt angiver selskabets egenskab af forsikringsselskab. Gensidige forsikringsselskaber har pligt til i deres navn at benytte betegnelsen "gensidigt selskab" eller deraf dannede forkortelser eller på anden tydelig måde angive sin egenskab af gensidigt selskab. Tværgående pensionskasser har pligt til i deres navn tydeligt at angive, at de er en pensionskasse. Aktieselskabslovens § 153, stk. 2-6, finder tilsvarende anvendelse på gensidige forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser.
		Stk. 5 . En virksomhed, der søger om tilladelse efter stk. 1, skal have en basiskapital, der mindst udgør et beløb svarende til det i § 125 nævnte.
		§ 14. Finanstilsynet giver tilladelse, når:
		1) Kravene i §§ 7-11 er opfyldt,
		2) Medlemmerne af ansøgerens bestyrelse og direktion opfylder kravene i § 63 og for så vidt angår investeringsforvaltningsselskaber endvidere opfylder kravene i § 99, stk. 1,
		3) Ejere af kvalificerede andele, jf. § 5, stk. 3, ikke vil modvirke en forsvarlig og fornuftig forvaltning af den finansielle virksomhed eller den finansielle holdingvirksomhed,
		4) Der ikke foreligger snævre forbindelser, jf. § 5, stk. 1, nr. 17, mellem ansøger og andre virksomheder eller personer, der vil kunne vanskeliggøre varetagelsen af tilsynets opgaver,
		5) Lovgivningen i et land uden for Den Europæiske Union, som Fællesskabet ikke har indgået aftale med på det finansielle område, vedrørende en virksomhed eller en person, som ansøger har snævre forbindelser med, ikke vil kunne vanskeliggøre varetagelsen af Finanstilsynets opgaver,
		6) Ansøgers forretningsgange og administrative forhold er forsvarlige,
		7) Ansøgeren har hovedkontor og hjemsted i Danmark, og
		8) Stk. 2 eller §§ 18-21 og stk. 2, 1. pkt., er opfyldt.
		Stk. 2 . En ansøgning om tilladelse efter §§ 7-11 skal indeholde de oplysninger, der er nødvendige til brug for Finanstilsynets vurdering af, om betingelserne i stk. 1 er opfyldt, herunder oplysninger om størrelsen af de kvalificerede andele og virksomhedens organisation. Ansøgningen skal endvidere indeholde oplysninger om arten af de påtænkte forretninger.
		Stk. 3. Afslår Finanstilsynet en ansøgning om tilladelse, skal dette meddeles ansøgeren senest seks måneder efter ansøgningens modtagelse eller, hvis ansøgningen er ufuldstændig, senest seks måneder efter, at ansøgeren har fremsendt de oplysninger, der er nødvendige for at træffe afgørelse. Der træffes under alle omstændigheder afgørelse senest tolv måneder efter ansøgningens modtagelse. Har Finanstilsynet ikke senest 6 måneder efter modtagelsen af en ansøgning om tilladelse afgivet udtalelse om ansøgningen, kan selskabet indbringe sagen for domstolene.
		Stk. 4. For at efterleve en bestemmelse om suspension fra Kommissionen i overensstemmelse med direktiver på det finansielle område kan Finanstilsynet suspendere behandlingen af ansøgninger om tilladelse efter §§ 7-11 og § 16 fra ansøgere, som direkte eller indirekte ejes af selskaber med hjemsted uden for Den Europæiske Union, som Fællesskabet ikke har indgået aftale med på det finansielle område.
		Stk. 5. Finanstilsynet kan nægte at give tilladelse efter stk. 1, hvis formålet med at placere hovedkontor og hjemsted i Danmark alene er at undgå at være omfattet af lovgivningen i det land, hvor hovedparten af ansøgerens kunder er hjemmehørende.
Stk. 3. Ved meddelelse af koncession eller ændringer i koncession fremsender Finanstilsynet samtidig genpart heraf til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen foretager registrering af koncessionsdato.		§ 15. Stk. 3. Ved meddelelse af tilladelse eller ændringer i tilladelsen til forsikringsselskaber fremsender Finanstilsynet samtidig genpart heraf til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen foretager registrering af datoen for tilladelsen.
Stk. 4. Finanstilsynet kan tilbagekalde et selskabs koncession, såfremt den ikke har været benyttet i 2 år eller mere.		§ 253. Finanstilsynet kan inddrage et forsikringsselskabs tilladelse, hvis 1) virksomhed som forsikringsselskab ikke påbegyndes senest 12 måneder efter, at Finanstilsynet har meddelt tilladelsen, eller 2) virksomhed som forsikringsselskab ikke udøves i en periode på over 6 måneder.
§ 9 a. Finanstilsynet kan nægte et forsikringsselskab koncession, hvis et medlem af forsikringsselskabets direktion eller bestyrelse 1) må skønnes ikke at have fyldestgørende erfaring til at udøve stillingen eller hvervet, 2) er dømt for strafbart forhold og det udviste forhold begrunder en nærliggende fare for misbrug af stillingen eller hvervet eller 3) i stilling eller erhverv har udvist en sådan adfærd, at der er grund til at antage, at den pågældende ikke vil varetage stillingen eller hvervet på forsvarlig måde. Stk. 2. Tilladelse kan desuden nægtes, hvis de i kapitel 3 a nævnte kapitalejere skønnes at ville modvirke en forsvarlig drift af forsikringsselskabet. Stk. 3. Tilladelse kan endvidere nægtes, hvis der foreligger snævre forbindelser mellem forsikringsselskabet og andre virksomheder eller personer, og hvis disse forbindelser vil kunne vanskeliggøre varetagelsen af tilsynets opgaver. Stk. 4. Ved snævre forbindelser forstås 1) direkte eller indirekte forbindelser af den i lov om finansiel virksomhed § 2, stk. 1, nr. 6, angivne art, 2) direkte eller indirekte besiddelse af mindst 20 pct. af stemmerettighederne eller kapitalen i en virksomhed eller 3) flere virksomheders eller personers fælles forbindelse, jf. nr. 1, med en virksomhed. Stk. 5. Finanstilsynet kan nægte tilladelse, såfremt lovgivningen i et land uden for Den Europæiske Union eller lande, som Fællesskabet har indgået aftale med, vedrørende en virksomhed eller en person, som forsikringsselskabet har snævre forbindelser med, vil kunne vanskeliggøre varetagelsen af tilsynets opgaver.		§ 11. Virksomheder, der udøver forsikringsvirksomhed, skal have tilladelse som forsikringsselskab, jf. dog §§ 30 og 31. Tilladelsen skal angive de aktiviteter i bilag 7 og 8, som tilladelsen omfatter. Forsikringsselskaber må kun udøve virksomhed som nævnt i bilag 7 og 8 samt virksomhed efter §§ 24-26 og § 29. Tilsvarende gælder udenlandske forsikringsselskaber, der opfylder betingelserne i § 1, stk. 3, §§ 30 eller 31. Stk.2. Bestemmelsen i stk. 1 finder ikke anvendelse på følgende typer af virksomheder: 1) Pensionskasser, som har til formål at sikre pension ved ansættelse i en privat virksomhed, herunder en forsikringsvirksomhed eller ved ansættelse i sådanne virksomheder inden for samme koncern. 2) Begravelseskasser og ligbrændingsforeninger. 3) De under statens tilsyn hørende anerkendte arbejdsløshedskasser m.v. 4) Krigsforsikringsinstituttet efter lov om krigsforsikring af skibe. 5) Krigsforsikringsforbund, der omfattes af lov om krigsforsikring af fast ejendom og løsøre. 6) Virksomheder, hvis formål er begrænset til at yde vejhjælp i forbindelse med en ulykke eller skade sket her i landet eller i udlandet, såfremt hjælpen i udlandet ydes af et tilsvarende udenlandsk selskab i henhold til en aftale om gensidighed. 7) Virksomheder der alene yder assistance inden for et begrænset område, og hvis årlige præmie indtægt ikke overstiger et af Finanstilsynet fastsat beløb. 8) Falck Danmark A/S. 9) Genforsikring i henhold til lov om Dansk Eksportkreditfond af ekstraordinære risici i forbindelse med transport. 10)Arbejdsmarkedets Tillægspension og Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring.
		Stk. 3 . Virksomheder, der har tilladelse som forsikringsselskab, har eneret til at benytte betegnelsen "forsikringsselskab", "gensidigt selskab" eller "pensionskasse" i deres navn. Andre virksomheder må ikke anvende navne eller betegnelser for deres virksomhed, som er egnet til at fremkalde det indtryk, at de er forsikringsselskaber eller pensionskasser.
		Stk. 4 . Forsikringsselskaber har pligt til at benytte et navn, som tydeligt angiver selskabets egenskab af forsikringsselskab. Gensidige forsikringsselskaber har pligt til i deres navn at benytte betegnelsen "gensidigt selskab" eller deraf dannede forkortelser eller på anden tydelig måde angive sin egenskab af gensidigt selskab. Tværgående pensionskasser har pligt til i deres navn tydeligt at angive, at de er en pensionskasse. Aktieselskabslovens § 153, stk. 2-6, finder tilsvarende anvendelse på gensidige forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser.
		Stk. 5 . En virksomhed, der søger om tilladelse efter stk. 1, skal have en basiskapital, der mindst udgør et beløb svarende til det i § 125 nævnte.
		§ 14. Finanstilsynet giver tilladelse, når:
		1) Kravene i §§ 7-11 er opfyldt,
		2) Medlemmerne af ansøgerens bestyrelse og direktion opfylder kravene i § 63 og for så vidt angår investeringsforvaltningsselskaber endvidere opfylder kravene i § 99, stk. 1,
		3) Ejere af kvalificerede andele, jf. § 5, stk. 3, ikke vil modvirke en forsvarlig og fornuftig forvaltning af den finansielle virksomhed eller den finansielle holdingvirksomhed,
		4) Der ikke foreligger snævre forbindelser, jf. § 5, stk. 1, nr. 17, mellem ansøger og andre virksomheder eller personer, der vil kunne vanskeliggøre varetagelsen af tilsynets opgaver,
		5) Lovgivningen i et land uden for Den Europæiske Union, som Fællesskabet ikke har indgået aftale med på det finansielle område, vedrørende en virksomhed eller en person, som ansøger har snævre forbindelser med, ikke vil kunne vanskeliggøre varetagelsen af Finanstilsynets opgaver,
		6) Ansøgers forretningsgange og administrative forhold er forsvarlige,
		7) Ansøgeren har hovedkontor og hjemsted i Danmark, og
		8) Stk. 2 eller §§ 18-21 og stk. 2, 1. pkt., er opfyldt.
		Stk. 2 . En ansøgning om tilladelse efter §§ 7-11 skal indeholde de oplysninger, der er nødvendige til brug for Finanstilsynets vurdering af, om betingelserne i stk. 1 er opfyldt, herunder oplysninger om størrelsen af de kvalificerede andele og virksomhedens organisation. Ansøgningen skal endvidere indeholde oplysninger om arten af de påtænkte forretninger.
		Stk. 3. Afslår Finanstilsynet en ansøgning om tilladelse, skal dette meddeles ansøgeren senest seks måneder efter ansøgningens modtagelse eller, hvis ansøgningen er ufuldstændig, senest seks måneder efter, at ansøgeren har fremsendt de oplysninger, der er nødvendige for at træffe afgørelse. Der træffes under alle omstændigheder afgørelse senest tolv måneder efter ansøgningens modtagelse. Har Finanstilsynet ikke senest 6 måneder efter modtagelsen af en ansøgning om tilladelse afgivet udtalelse om ansøgningen, kan selskabet indbringe sagen for domstolene.
		Stk. 4. For at efterleve en bestemmelse om suspension fra Kommissionen i overensstemmelse med direktiver på det finansielle område kan Finanstilsynet suspendere behandlingen af ansøgninger om tilladelse efter §§ 7-11 og § 16 fra ansøgere, som direkte eller indirekte ejes af selskaber med hjemsted i et land uden for Den Europæiske Union, som Fællesskabet ikke har indgået aftale med på det finansielle område.
		Stk. 5. Finanstilsynet kan nægte at give tilladelse efter stk. 1, hvis formålet med at placere hovedkontor og hjemsted i Danmark alene er at undgå at være omfattet af lovgivningen i det land, hvor hovedparten af ansøgerens kunder er hjemmehørende.
§ 11. Et forsikringsselskabs navn skal tydeligt angive selskabets egenskab af forsikringsselskab. Andre selskaber m. v. må ikke i deres benævnelser eller henvendelser til offentligheden benytte ord, der er egnet til at fremkalde det indtryk, at de driver forsikringsvirksomhed. Stk. 2. Et gensidigt forsikringsselskab skal i sin benævnelse benytte ordene »gensidigt selskab« eller deraf dannede forkortelser eller på anden tydelig måde angive sin egenskab af gensidigt selskab. Bestemmelserne i § 153 i lov om aktieselskaber finder i øvrigt tilsvarende anvendelse.		§ 11. Stk. 3 . Virksomheder, der har tilladelse som forsikringsselskab, har eneret til at benytte betegnelsen "forsikringsselskab", "gensidigt selskab" eller "pensionskasse" i deres navn. Andre virksomheder må ikke anvende navne eller betegnelser for deres virksomhed, som er egnet til at fremkalde det indtryk, at de er forsikringsselskaber eller pensionskasser. Stk. 4 . Forsikringsselskaber har pligt til at benytte et navn, som tydeligt angiver selskabets egenskab af forsikringsselskab. Gensidige forsikringsselskaber har pligt til i deres navn at benytte betegnelsen "gensidigt selskab" eller deraf dannede forkortelser eller på anden tydelig måde angive sin egenskab af gensidigt selskab. Tværgående pensionskasser har pligt til i deres navn tydeligt at angive, at de er en pensionskasse. Aktieselskabslovens § 153, stk. 2-6, finder tilsvarende anvendelse på gensidige forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser.
§ 21 Stk. 2. Vedtægterne for gensidige selskaber skal endvidere indeholde bestemmelser om:		§ 111. Gensidige forsikringsselskabers vedtægter skal udover det i aktieselskabslovens § 4 anførte indeholde bestemmelser om
1) medlemmers og garanters ansvar for selskabets forpligtelser samt om medlemmers og garanters indbyrdes hæftelse, jf. § 78, stk. 2;		1) medlemmers og garanters ansvar for selskabets forpligtelser samt om medlemmers og garanters indbyrdes hæftelse, jf. § 283, stk. 2,
2) hvorvidt selskabet skal kunne overtage genforsikring uden gensidigt ansvar;		2) hvorvidt selskabet skal kunne overtage genforsikring uden gensidigt ansvar, og
3) hvorvidt garantikapitalen skal forrentes, og da efter hvilke regler.		3) hvorvidt garantikapitalen skal forrentes, og i givet fald efter hvilke regler.
§ 29 Stk. 2. Ansøgning om koncession skal indeholde en af selskabet udarbejdet driftsplan for den virksomhed, som selskabet agter at drive. Økonomi- og erhvervsministeren fastsætter nærmere bestemmelser om de oplysninger, som driftsplanen skal indeholde, og om det åremål, for hvilket planen skal udarbejdes. Stk. 3. Ansøgning om koncession til forsikringsklasse 10 (ansvarsforsikring for motordrevne landkøretøjer) skal være ledsaget af oplysning om, hvem selskabet vil udpege som skadebehandlingsrepræsentant i hvert af de øvrige lande i Den Europæiske Union.		§ 18. Ansøgning om tilladelse skal indeholde en af forsikringsselskabet udarbejdet driftsplan for den virksomhed, som forsikringsselskabet agter at drive. Finanstilsynet fastsætter nærmere bestemmelser om de oplysninger, som driftsplanen skal indeholde, og om det åremål, for hvilket planen skal udarbejdes. Stk. 2 . Ansøgning om tilladelse til forsikringsklasse 10 (ansvarsforsikring for motordrevne landkøretøjer) skal være ledsaget af oplysninger om, hvem selskabet vil udpege som skadebehandlingsrepræsentant i hvert af de øvrige lande i den Europæiske Union. Stk. 3 . En tilladelse skal indeholde oplysning om den forsikringsvirksomhed, som selskabet må udøve. Finanstilsynet fastsætter nærmere bestemmelser om tilladelsens indhold i øvrigt.
Stk. 4. Ansøgningen skal desuden indeholde oplysninger om alle, der direkte eller indirekte ejer mindst 10 pct. af kapitalen eller stemmerettighederne eller en kapitalandel, der giver mulighed for at udøve en betydelig indflydelse på ledelsen af forsikringsselskabet, eller som i øvrigt har snævre forbindelser til forsikringsselskabet, jf. § 9 a, stk. 4, samt om størrelsen af disse kapitalejeres kapitalandel.		§ 14. Finanstilsynet giver tilladelse, når: 1) Kravene i §§ 7-11 er opfyldt, 2) Medlemmerne af ansøgerens bestyrelse og direktion opfylder kravene i § 63 og for så vidt angår investeringsforvaltningsselskaber endvidere opfylder kravene i § 99, stk. 1, 3) Ejere af kvalificerede andele, jf. § 5, stk. 3, ikke vil modvirke en forsvarlig og fornuftig forvaltning af den finansielle virksomhed eller den finansielle holdingvirksomhed, 4) Der ikke foreligger snævre forbindelser, jf. § 5, stk. 1, nr. 17, mellem ansøger og andre virksomheder eller personer, der vil kunne vanskeliggøre varetagelsen af tilsynets opgaver, 5) Lovgivningen i et land uden for Den Europæiske Union, som Fællesskabet ikke har indgået aftale med på det finansielle område, vedrørende en virksomhed eller en person, som ansøger har snævre forbindelser med, ikke vil kunne vanskeliggøre varetagelsen af Finanstilsynets opgaver, 6) Ansøgers forretningsgange og administrative forhold er forsvarlige, 7) Ansøgeren har hovedkontor og hjemsted i Danmark, og 8) Stk. 2 eller §§ 18-21 og stk. 2, 1. pkt., er opfyldt.
		Stk. 2 . En ansøgning om tilladelse efter §§ 7-11 skal indeholde de oplysninger, der er nødvendige til brug for Finanstilsynets vurdering af, om betingelserne i stk. 1 er opfyldt, herunder oplysninger om størrelsen af de kvalificerede andele og virksomhedens organisation. Ansøgningen skal endvidere indeholde oplysninger om arten af de påtænkte forretninger.
		Stk. 3. Afslår Finanstilsynet en ansøgning om tilladelse, skal dette meddeles ansøgeren senest seks måneder efter ansøgningens modtagelse eller, hvis ansøgningen er ufuldstændig, senest seks måneder efter, at ansøgeren har fremsendt de oplysninger, der er nødvendige for at træffe afgørelse. Der træffes under alle omstændigheder afgørelse senest tolv måneder efter ansøgningens modtagelse. Har Finanstilsynet ikke senest 6 måneder efter modtagelsen af en ansøgning om tilladelse afgivet udtalelse om ansøgningen, kan selskabet indbringe sagen for domstolene.
		Stk. 4. For at efterleve en bestemmelse om suspension fra Kommissionen i overensstemmelse med direktiver på det finansielle område kan Finanstilsynet suspendere behandlingen af ansøgninger om tilladelse efter §§ 7-11 og § 16 fra ansøgere, som direkte eller indirekte ejes af selskaber med hjemsted i et land uden for Den Europæiske Union, som Fællesskabet ikke har indgået aftale med på det finansielle område.
		Stk. 5. Finanstilsynet kan nægte at give tilladelse efter stk. 1, hvis formålet med at placere hovedkontor og hjemsted i Danmark alene er at undgå at være omfattet af lovgivningen i det land, hvor hovedparten af ansøgerens kunder er hjemmehørende.
Stk. 5. En koncession skal indeholde oplysning om den forsikringsvirksomhed, som selskabet må udøve. Ministeren fastsætter nærmere bestemmelser om koncessioners indhold i øvrigt.		§ 18. Ansøgning om tilladelse skal indeholde en af forsikringsselskabet udarbejdet driftsplan for den virksomhed, som forsikringsselskabet agter at drive. Finanstilsynet fastsætter nærmere bestemmelser om de oplysninger, som driftsplanen skal indeholde, og om det åremål, for hvilket planen skal udarbejdes.
		Stk. 2 . Ansøgning om tilladelse til forsikringsklasse 10 (ansvarsforsikring for motordrevne landkøretøjer) skal være ledsaget af oplysninger om, hvem selskabet vil udpege som skadebehandlingsrepræsentant i hvert af de øvrige lande i den Europæiske Union.
		Stk. 3 . En tilladelse skal indeholde oplysning om den forsikringsvirksomhed, som selskabet må udøve. Finanstilsynet fastsætter nærmere bestemmelser om tilladelsens indhold i øvrigt.
§ 30. Det tekniske grundlag m.v. for livsforsikringsvirksomhed skal anmeldes til Finanstilsynet senest samtidig med, at grundlaget m.v. tages i anvendelse. Det samme gælder enhver efterfølgende ændring i de nævnte forhold. Anmeldelsen skal indeholde angivelse af		§ 20 . Det tekniske grundlag m.v. for livsforsikringsvirksomhed skal anmeldes til Finanstilsynet senest samtidig med, at grundlaget m.v. tages i anvendelse. Det samme gælder enhver efterfølgende ændring i de nævnte forhold. Anmeldelsen skal indeholde angivelse af
1) grundlaget for beregningen af forsikringspræmierne og livsforsikringshensættelserne,		1) de forsikringsformer, som selskabet agter at anvende,
2) de forsikringsformer, som selskabet agter at anvende,		2) grundlaget for beregning af forsikringspræmier, tilbagekøbsværdier og fripolicer,
3) regler for beregning og fordeling af realiseret resultat til forsikringstagerne og andre berettigede efter forsikringsaftalerne,		3) regler for beregning og fordeling af realiseret resultat til forsikringstagerne og andre berettigede efter forsikringsaftalerne,
4) selskabets principper for genforsikring,		4) selskabets principper for genforsikring,
5) regler for oplysninger, som de forsikringssøgende skal afgive til bedømmelse af risikoforholdene,		5) regler for oplysninger, som de forsikringssøgende skal afgive til bedømmelse af risikoforholdene,
6) regler for beregning af tilbagekøbsværdier og fripolicer og		6) grundlaget for beregning af livsforsikringshensættelser, såvel for den enkelte forsikringsaftale som for selskabet som helhed og
7) regler, hvorefter pensionsordninger med løbende udbetalinger tegnet eller aftalt som obligatoriske ordninger i et forsikringsselskab eller en pensionskasse kan overføres fra eller til selskabet i forbindelse med overgang til anden ansættelse eller i forbindelse med virksomhedsoverdragelse eller virksomhedsomdannelse.		7) regler, hvorefter pensionsordninger med løbende udbetalinger tegnet eller aftalt som obligatoriske ordninger i et forsikringsselskab eller en pensionskasse kan overføres fra eller til selskabet i forbindelse med overgang til anden ansættelse eller i forbindelse med virksomhedsoverdragelse eller virksomhedsomdannelse.
Stk. 2. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere bestemmelser om de i stk. 1 nævnte forhold.		Stk. 2 . Selskaber, der ikke tegner direkte livsforsikring, skal ikke foretage anmeldelse af det tekniske grundlag m.v. for livsforsikringsvirksomhed.
		Stk. 3 . Finanstilsynet kan fastsætte nærmere bestemmelser om de i stk. 1 nævnte forhold, herunder om og i hvilket omfang anmeldelserne skal være offentligt tilgængelige.
§ 31. De anmeldte forhold skal være betryggende og rimelige over for den enkelte forsikringstager og andre berettigede efter forsikringsaftalerne. Stk. 2. De anmeldte regler for beregning og fordeling af realiseret resultat, jf. § 30, stk. 1, nr. 3, skal være præcise og klare og skal føre til en rimelig fordeling. Stk. 3. Præmierne for nytegnede forsikringer skal være tilstrækkelige til, at forsikringsselskabet kan opfylde alle sine forpligtelser, således at der ikke vil være behov for systematisk og permanent tilførsel af andre midler. Stk. 4. Den eller de rentesatser, der lægges til grund ved beregningen af livsforsikringshensættelserne og forsikringspræmierne, skal vælges med forsigtighed. Stk. 5. De statistiske beregningselementer samt omkostningselementerne skal vælges med forsigtighed. Stk. 6. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere bestemmelser om de i stk. 1-5 nævnte krav. Stk. 7. Såfremt kravene i stk. 1-5 eller i regler udstedt i medfør af denne lov ikke er opfyldt, skal Finanstilsynet påbyde livsforsikringsselskabet at foretage de fornødne ændringer i de i henhold til § 30 anmeldte forhold inden for en af Finanstilsynet fastsat tidsfrist. Bestemmelserne i § 250 finder tilsvarende anvendelse.		§ 21 . De efter § 20, stk. 1, nr. 1-5, anmeldte forhold skal være betryggende og rimelige over for den enkelte forsikringstager og andre berettigede efter forsikringsaftalerne. Stk. 2 . De anmeldte regler for beregning og fordeling af realiseret resultat, jf. § 20, stk. 1, nr. 3, skal være præcise og klare og skal føre til en rimelig fordeling. Stk. 3 . Præmierne for nytegnede forsikringer skal være tilstrækkelige til, at forsikringsselskabet kan opfylde alle sine forpligtelser, således at der ikke vil være behov for systematisk og permanent tilførsel af andre midler. Stk. 4 . De beregningselementer (rentesatser, omkostningssatser og statistiske beregningselementer), der lægges til grund ved beregning af forsikringspræmier, tilbagekøbsværdier og fripolicer, skal vælges med forsigtighed. De beregningselementer, der lægges til grund ved beregning af livsforsikringshensættelser, skal fastættes, så de er i overensstemmelse med de regler, der er udstedt i medfør af § 195. Stk. 5 . Finanstilsynet kan fastsætte nærmere bestemmelser om de i stk. 1-4 nævnte krav. Stk. 6 . Såfremt kravene i stk. 1-4 eller i regler udstedt i medfør af denne lov ikke er opfyldt, skal Finanstilsynet påbyde livsforsikringsselskabet at foretage de fornødne ændringer i de i henhold til § 20 anmeldte forhold inden for en af Finanstilsynet fastsat tidsfrist. Bestemmelserne i § 273 finder tilsvarende anvendelse.
§ 32. Tegnes der uanset bestemmelsen i § 9, stk. 2, 1. pkt., forsikringer, hæfter de, der på selskabets vegne har tegnet forsikringerne eller har medansvar herfor, solidarisk for aftalens opfyldelse. Anerkender selskabet forpligtelserne senest 4 uger efter registreringen, bortfalder de pågældendes hæftelser, forudsat at forsikringstagerens sikkerhed ikke derved i væsentlig grad forringes. Aftaler af den nævnte art er forinden selskabets anerkendelse af forpligtelserne ikke bindende for forsikringstageren. Stk. 2. Indtegning af et medlem i et gensidigt selskab i overensstemmelse med § 9, stk. 2, 2. pkt., er kun bindende, såfremt selskabet anmeldes til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen senest et år efter indtegningen. Nægtes registrering, bortfalder aftalen.		§ 22. Tegnes der uanset bestemmelserne i §§ 11-14 forsikringer forinden tilladelse er givet og registrering er sket, hæfter de, der på forsikringsselskabets vegne har tegnet forsikringerne eller har medansvar herfor, solidarisk for aftalens opfyldelse. Anerkender selskabet forpligtelserne senest 4 uger efter registreringen, bortfalder de pågældendes hæftelser, forudsat at forsikringstagerens sikkerhed ikke derved i væsentlig grad forringes. Aftaler af den nævnte art er forinden selskabets anerkendelse af forpligtelserne ikke bindende for forsikringstageren. Stk. 2. Bestemmelserne i §§ 11-14 er ikke til hinder for, at der med henblik på stiftelse af et gensidigt forsikringsselskab kan ske indtegning af medlemmer, såfremt forsikringsmæssigt ansvar ikke begynder at løbe, og præmie ikke opskrives, forinden selskabet er registreret. Indtegning af et medlem i et gensidigt selskab i overensstemmelse med 1. pkt. er kun bindende, såfremt selskabet anmeldes til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen senest et år efter indtegningen. Nægtes registrering, bortfalder aftalen.
§ 34. Forsikringsaktieselskaber skal for at kunne drive virksomhed være i besiddelse af en basiskapital. Den nødvendige størrelse af basiskapitalen bestemmes ved beregning af selskabets solvensmargen.		§ 125. Basiskapitalen i forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser skal mindst udgøre 1) 4 pct. af de risikovægtede poster for livsforsikringshensættelser tillagt 0,3 pct. af de risikovægtede poster for risikosummen for livsforsikringsvirksomhed i forsikringsklasse I-IV og VI, hvor virksomheden har en investeringsrisiko,
		2) 1 pct. af de risikovægtede poster for livsforsikringshensættelser tillagt 0,3 pct. af de risikovægtede poster for risikosummen for livsforsikringsvirksomhed i forsikringsklasse V samt i forsikringsklasse III, hvor virksomheden ikke har en investeringsrisiko, og hvor det beløb, der skal dække de i forsikringsaftalen fastsatte driftsomkostninger, fastsættes for en periode på over 5 år ,
		3) 25 pct. af det seneste regnskabsårs forsikringsmæssige administrationsomkostninger tillagt 0,3 pct. af de risikovægtede poster for risikosummen for livsforsikringsvirksomhed i forsikringsklasse III, hvor virksomheden ikke har en investeringsrisiko, og for hvilke det beløb, der skal dække de i forsikringsaftalen fastsatte driftsomkostninger, ikke fastsættes for en periode på over 5 år,
		4) det højeste beløb i skadesforsikringsvirksomhed af
		a) 18 pct. af de risikovægtede poster for det maksimale af bruttopræmier og bruttopræmieindtægter op til 50 millioner euro tillagt 16 pct. af beløb derudover og
		b) det årlige gennemsnit af 26 pct. af de risikovægtede poster for bruttoerstatningsudgifterne for beløb op til 35 millioner euro og 23 pct. af beløb derudover i de seneste tre regnskabsår,
		5) 3 millioner euro for forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser, der driver livsforsikringsvirksomhed,
		6) 2 millioner euro for forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser, der udøver forsikringsklasserne 1-9 og 16-18,og
		7) 3 millioner euro for forsikringsselskaber, der udøver forsikringsklasserne 10-15.
Stk. 2. Solvensmargenen beregnes på grundlag af arten og omfanget af virksomheden, dog således at der fastsættes et mindste beløb alene efter arten af virksomheden. Økonomi- og erhvervsministeren kan ved generelle forskrifter fastsætte et lavere mindstebeløb for grupper af selskaber, for hvilke særlige forhold gør sig gældende.		§ 125. Basiskapitalen i forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser skal mindst udgøre 1) 4 pct. af de risikovægtede poster for livsforsikringshensættelser tillagt 0,3 pct. af de risikovægtede poster for risikosummen for livsforsikringsvirksomhed i forsikringsklasse I-IV og VI, hvor virksomheden har en investeringsrisiko,
		2) 1 pct. af de risikovægtede poster for livsforsikringshensættelser tillagt 0,3 pct. af de risikovægtede poster for risikosummen for livsforsikringsvirksomhed i forsikringsklasse V samt i forsikringsklasse III, hvor virksomheden ikke har en investeringsrisiko, og hvor det beløb, der skal dække de i forsikringsaftalen fastsatte driftsomkostninger, fastsættes for en periode på over 5 år ,
		3) 25 pct. af det seneste regnskabsårs forsikringsmæssige administrationsomkostninger tillagt 0,3 pct. af de risikovægtede poster for risikosummen for livsforsikringsvirksomhed i forsikringsklasse III, hvor virksomheden ikke har en investeringsrisiko, og for hvilke det beløb, der skal dække de i forsikringsaftalen fastsatte driftsomkostninger, ikke fastsættes for en periode på over 5 år,
		4) det højeste beløb i skadesforsikringsvirksomhed af
		a) 18 pct. af de risikovægtede poster for det maksimale af bruttopræmier og bruttopræmieindtægter op til 50 millioner euro tillagt 16 pct. af beløb derudover og
		b) det årlige gennemsnit af 26 pct. af de risikovægtede poster for bruttoerstatningsudgifterne for beløb op til 35 millioner euro og 23 pct. af beløb derudover i de seneste tre regnskabsår,
		5) 3 millioner euro for forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser, der driver livsforsikringsvirksomhed,
		6) 2 millioner euro for forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser, der udøver forsikringsklasserne 1-9 og 16-18,og
		7) 3 millioner euro for forsikringsselskaber, der udøver forsikringsklasserne 10-15.
Stk. 3. Økonomi- og erhvervsministeren fastsætter bestemmelser om, hvorledes solvensmargenen beregnes, og om, i hvilket omfang aktiekapital (selskabskapital), sikkerhedsfond, andre reserver samt efterstillede kapitalelementer kan medregnes til basiskapitalen, samt om Finanstilsynets beføjelser til i forbindelse med bedømmelsen af selskabets regnskab at tillade, at andre forhold tages i betragtning ved afgørelsen af, om selskabets basiskapital er tilstrækkelig.		§ 142. Finanstilsynet fastsætter nærmere regler for 1) opgørelse af de risikovægtede poster,
Stk. 5. Det påhviler selskabet at beregne størrelsen af den nødvendige aktiekapital og anden basiskapital. Denne beregning indgår i driftsplanen, jf. § 29.		§ 127. Basiskapitalen er den reducerede kernekapital, jf. §§ 128-130, tillagt den reducerede supplerende kapital, jf. § 134, og fratrukket beløb i henhold til § 138. Stk. 2. Kernekapital og opskrivningshenlæggelser skal være fratrukket enhver form for skat, der kan forudses på det tidspunkt, hvor beløbet beregnes, eller det skal være behørigt tilpasset i det omfang, skat reducerer det beløb, hvormed denne kapital kan anvendes til dækning af risici eller tab.
Stk. 6. Sker der ændringer i selskabets forhold, som gør, at det må befrygtes, at basiskapitalen ved regnskabsårets slutning ikke vil modsvare den beregnede solvensmargen, finder reglerne i §§ 249-251 anvendelse.		§ 272. Hvis et forsikringsselskabs basiskapital ikke er tilstrækkelig, skal Finanstilsynet kræve, at selskabet udarbejder en plan for genoprettelse af dets økonomiske stilling og forelægger planen for Finanstilsynet til bedømmelse af, om planen indeholder de foranstaltninger, der er nødvendige.
		Stk. 2. Finanstilsynet fastsætter nærmere bestemmelser om de oplysninger, planen for genoprettelse skal indeholde, og om det åremål, for hvilket planen skal udarbejdes.
		Stk.3. Selskabets plan skal tilsigte en genoprettelse af dets økonomiske stilling over et kortere tidsrum, der fastsættes af Finanstilsynet, når
		1) basiskapitalen i et forsikringsselskab er mindre end en tredjedel af solvenskravet,
		2) basiskapitalen i et forsikringsselskab er mindre end minimumskapitalkravet, eller
		3) kernekapitalelementerne i forsikringsselskaber, udgørende indbetalt aktie og garantikapital, overskud ved emission, andre reserver, der ikke modsvarer forpligtelser, overført overskud eller underskud samt årets løbende resultat, tilsammen udgør mindre end 1/3 af solvenskravet eller tilsammen udgør et beløb mindre end minimumskapitalkravet.
		Stk. 4. Har selskabet i henhold til loven forelagt en driftsplan for Finanstilsynet, træffer tilsynet i tilfælde af, at der er sket en forringelse af selskabets økonomiske stilling i forhold til denne plan, bestemmelse om de nødvendige foranstaltninger og kan herunder kræve, at der udarbejdes en ny driftsplan for de 3 følgende regnskabsår.
		§ 273. Finanstilsynet påbyder et livsforsikringsselskab inden for en af tilsynet fastsat frist at foretage de foranstaltninger, der er nødvendige, såfremt:
		1) selskabet ikke overholder denne lov eller sine vedtægter,
		2) selskabet afviger fra det for sin virksomhed gældende grundlag,
		3) det i nr. 2 nævnte grundlag eller den måde, hvorpå selskabets midler er anbragt ikke er betryggende,
		4) det viser sig, at de til dækning af de forsikringsmæssige hensættelser henlagte midler ikke er betryggende, eller
		5) selskabets økonomiske stilling er således forringet, at de forsikredes interesser er udsat for fare.
		Stk. 2. Er de påbudte foranstaltninger ikke truffet inden den i henhold til stk. 1 fastsatte frist, og skønnes undladelsen at medføre fare for de forsikrede, kan selskabets forsikringsbestand tages under administration i henhold til §§ 277-282.
		Stk. 3. En forsikringsbestand skal tages under administration, såfremt det viser sig, at der inden den i henhold til stk. 1 fastsatte frist ikke kan fremskaffes de til dækning af de forsikringsmæssige hensættelser nødvendige midler.
		Stk. 4. Træder et selskab i likvidation, kan Finanstilsynet træffe bestemmelse om, at selskabets forsikringsbestand tages under administration.
		Stk. 5. Finder Finanstilsynet, at det, når forsikringsbestanden er taget under administration, tillige vil være påkrævet, at selskabet opløses, træffer tilsynet beslutning herom.
		§ 274. Finanstilsynet påbyder et forsikringsselskab, der ikke driver livsforsikringsvirksomhed, inden for en af Finanstilsynet fastsat frist at foretage de foranstaltninger, der er nødvendige, såfremt
		1) selskabet ikke har hensat tilstrækkelige beløb til dækning af forsikringsmæssige forpligtelser,
		2) Finanstilsynet ikke finder den måde, hvorpå selskabets midler er anbragt, betryggende, eller
		3) nogen af de i § 273, stk. 1, nr. 1, nævnte omstændigheder foreligger.
		Stk. 2. Er de påbudte foranstaltninger ikke truffet inden den fastsatte frist, og skønnes undladelsen at medføre fare for de forsikrede, kan Finanstilsynet træffe bestemmelse om, at selskabet skal træde i likvidation. Såfremt selskabet driver arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed, kan Finanstilsynet tilbagekalde selskabets tilladelse til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed, hvorefter forsikringsbestanden tages under administration af Arbejdsskadestyrelsen i henhold til § 49 i lov om sikring mod følger af arbejdsskade.
§ 35. Aktieselskabslovens § 48 a finder ikke anvendelse på et forsikringsselskabs anskaffelse af egne aktier.		§ 109. Stk. 2. Aktieselskabslovens § 48 a finder ikke anvendelse på et forsikringsselskabs anskaffelse af egne aktier.
§ 72. Med de nødvendige tilpasninger og med de afvigelser, der fremgår af denne lovs bestemmelser, finder aktieselskabslovens §§ 2-10, § 11, § 12, stk. 1-4, § 13, §§ 29-38, §§ 49-55 a, § 56, stk. 1, 1. og 2 pkt. og stk. 4, §§ 57 og 58, §§ 61-64, § 76 a, § 95, § 111, stk. 2 og 3, §§ 112-114, §§ 115-118, §§ 120-126, §§ 134 a - 134 c, § 134 e, stk. 1 og 2, 1. pkt., og stk. 4-6, §§ 134 i-134 k, kapitel 16, kapitel 19, § 160, § 161 og §§ 176-178 tilsvarende anvendelse på gensidige forsikringsselskaber.		§ 23. Aktieselskabslovens §§ 3-13 finder med de nødvendige tilpasninger tilsvarende anvendelse på gensidige forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser. Endvidere finder aktieselskabslovens bestemmelser om anmeldelse og registrering m.m. tilsvarende anvendelse.
Stk. 2. I de i stk. 1 nævnte bestemmelser i aktieselskabsloven finder bestemmelserne vedrørende aktionærer anvendelse på garanter og bestemmelserne om aktiekapital og aktier anvendelse på garantikapital og garantiandele med fornødne lempelser.		Stk. 2. For gensidige forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser finder de i stk. 1 nævnte bestemmelser i aktieselskabsloven vedrørende aktionærer anvendelse på garanter og bestemmelserne om aktiekapital og aktier anvendelse på garantikapital og garantiandele med fornødne lempelser.
Stk. 3. Beslutning i medfør af aktieselskabslovens § 9, stk. 2, skal tiltrædes af alle, der er stemmeberettigede ifølge udkast til stiftelsesdokument eller vedtægter. Samtykke i medfør af aktieselskabslovens § 10, stk. 2, 3. pkt., skal gives af samtlige stiftere og alle, der er stemmeberettigede ifølge udkast til stiftelsesdokument eller vedtægter.		Stk. 3. Beslutninger i medfør af aktieselskabslovens § 9, stk. 2, skal tiltrædes af alle, der er stemmeberettigede ifølge udkast til stiftelsesdokument eller vedtægter. Samtykke i medfør af aktieselskabslovens § 10, stk. 2, 3. pkt., skal gives af samtlige stiftere og alle, der er stemmeberettigede ifølge udkast til stiftelsesdokument eller vedtægter.
		§ 113. Aktieselskabslovens §§ 49 - 55 a, § 56, stk. 1, 1. og 2. pkt., og stk. 4, §§ 57-58, § 60, stk. 1-3, §§ 61 - 64, §§ 68 - 70, § 72, § 73, stk. 1, stk. 2, 4 og 5. pkt., og stk. 4, samt §§ 75- 77 finder med de nødvendige tilpasninger og med de afvigelser, der fremgår af denne lovs bestemmelser, tilsvarende anvendelse på gensidige forsikringsselskaber.
		Stk. 2. I de i stk. 1 nævnte bestemmelser finder bestemmelser vedrørende aktionærer anvendelse på garanter og bestemmelser om aktiekapital og aktier anvendelse på garantikapital og garantiandele med fornødne lempelser.
		Stk. 3. Aktieselskabslovens § 65, stk. 2, § 66, § 71, § 73, stk. 6, § 74, § 75, stk. 1 og 3, § 76, stk. 2, § 80 samt § 81 finder ligeledes med de nødvendige tilpasninger og med de afvigelser, der fremgår af denne lovs bestemmelser, tilsvarende anvendelse på gensidige forsikringsselskaber.
		Stk. 4. I de i stk. 3 nævnte bestemmelser finder bestemmelser vedrørende aktionærer anvendelse på alle de stemmeberettigede ved det gensidige forsikringsselskabs generalforsamling.
		Stk. 5. Aktieselskabslovens §§ 112 og 113 om udbetaling til aktionærer finder tilsvarende anvendelse på rente til garanter og udbetaling til medlemmer i gensidige forsikringsselskaber.
Stk. 4. Aktieselskabslovens §§ 112 og 113 om udbetaling til aktionærer finder tilsvarende anvendelse på rente til garanter og udbetaling til medlemmer i gensidige forsikringsselskaber.		§ 113. Stk. 5. Aktieselskabslovens §§ 112 og 113 om udbetaling til aktionærer finder tilsvarende anvendelse på rente til garanter og udbetaling til medlemmer i gensidige forsikringsselskaber.
§ 73. Gensidige forsikringsselskaber skal for at kunne drive virksomhed være i besiddelse af en garantikapital eller anden basiskapital.		§ 125. Basiskapitalen i forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser skal mindst udgøre
		1) 4 pct. af de risikovægtede poster for livsforsikringshensættelser tillagt 0,3 pct. af de risikovægtede poster for risikosummen for livsforsikringsvirksomhed i forsikringsklasse I-IV og VI, hvor virksomheden har en investeringsrisiko,
		2) 1 pct. af de risikovægtede poster for livsforsikringshensættelser tillagt 0,3 pct. af de risikovægtede poster for risikosummen for livsforsikringsvirksomhed i forsikringsklasse V samt i forsikringsklasse III, hvor virksomheden ikke har en investeringsrisiko, og hvor det beløb, der skal dække de i forsikringsaftalen fastsatte driftsomkostninger, fastsættes for en periode på over 5 år ,
		3) 25 pct. af det seneste regnskabsårs forsikringsmæssige administrationsomkostninger tillagt 0,3 pct. af de risikovægtede poster for risikosummen for livsforsikringsvirksomhed i forsikringsklasse III, hvor virksomheden ikke har en investeringsrisiko, og for hvilke det beløb, der skal dække de i forsikringsaftalen fastsatte driftsomkostninger, ikke fastsættes for en periode på over 5 år,
		4) det højeste beløb i skadesforsikringsvirksomhed af
		a) 18 pct. af de risikovægtede poster for det maksimale af bruttopræmier og bruttopræmieindtægter op til 50 millioner euro tillagt 16 pct. af beløb derudover og
		b) det årlige gennemsnit af 26 pct. af de risikovægtede poster for bruttoerstatningsudgifterne for beløb op til 35 millioner euro og 23 pct. af beløb derudover i de seneste tre regnskabsår,
		5) 3 millioner euro for forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser, der driver livsforsikringsvirksomhed,
		6) 2 millioner euro for forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser, der udøver forsikringsklasserne 1-9 og 16-18,og
		7) 3 millioner euro for forsikringsselskaber, der udøver forsikringsklasserne 10-15.
Stk. 2. Bestemmelserne i § 34, stk. 1-3 og 5-6, om basiskapital og om beregning af solvensmargen finder med de undtagelser, der følger af nedennævnte stk. 3-5, tilsvarende anvendelse på gensidige forsikringsselskaber.		§ 125. Basiskapitalen i forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser skal mindst udgøre 1) 4 pct. af de risikovægtede poster for livsforsikringshensættelser tillagt 0,3 pct. af de risikovægtede poster for risikosummen for livsforsikringsvirksomhed i forsikringsklasse I-IV og VI, hvor virksomheden har en investeringsrisiko,
		2) 1 pct. af de risikovægtede poster for livsforsikringshensættelser tillagt 0,3 pct. af de risikovægtede poster for risikosummen for livsforsikringsvirksomhed i forsikringsklasse V samt i forsikringsklasse III, hvor virksomheden ikke har en investeringsrisiko, og hvor det beløb, der skal dække de i forsikringsaftalen fastsatte driftsomkostninger, fastsættes for en periode på over 5 år ,
		3) 25 pct. af det seneste regnskabsårs forsikringsmæssige administrationsomkostninger tillagt 0,3 pct. af de risikovægtede poster for risikosummen for livsforsikringsvirksomhed i forsikringsklasse III, hvor virksomheden ikke har en investeringsrisiko, og for hvilke det beløb, der skal dække de i forsikringsaftalen fastsatte driftsomkostninger, ikke fastsættes for en periode på over 5 år,
		4) det højeste beløb i skadesforsikringsvirksomhed af
		a) 18 pct. af de risikovægtede poster for det maksimale af bruttopræmier og bruttopræmieindtægter op til 50 millioner euro tillagt 16 pct. af beløb derudover og
		b) det årlige gennemsnit af 26 pct. af de risikovægtede poster for bruttoerstatningsudgifterne for beløb op til 35 millioner euro og 23 pct. af beløb derudover i de seneste tre regnskabsår,
		5) 3 millioner euro for forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser, der driver livsforsikringsvirksomhed,
		6) 2 millioner euro for forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser, der udøver forsikringsklasserne 1-9 og 16-18,og
		7) 3 millioner euro for forsikringsselskaber, der udøver forsikringsklasserne 10-15.
Stk. 4. Er selskabets præmier variable i henhold til de indgåede forsikringsaftaler, således at præmien efterfølgende kan forhøjes under hensyntagen til forsikringsbestandens risikoforløb, kan tillægspræmie, som kunne have været afkrævet forsikringstagerne i løbet af et regnskabsår, medregnes til basiskapitalen ved regnskabsårets udløb. Beløbet kan, medmindre adgangen til opkrævning af tillægspræmier er ubegrænset, dog ikke udgøre mere end halvdelen af forskellen mellem de tillægspræmier, som højst kunne være opkrævet, og de faktisk opkrævede tillægspræmier. Det beløb, som på grundlag af en adgang til at opkræve tillægspræmier medregnes til basiskapitalen, må ikke udgøre mere end halvdelen af solvensmargenen.		§ 136. Finanstilsynet kan efter ansøgning tillade, at tillæg for mulig tillægspræmie i gensidige skadeforsikringsselskaber kan medregnes efter § 134, stk. 1, nr. 6, hvis præmien er variabel i henhold til den indgåede forsikringsaftale således, at præmien kan forhøjes under hensyntagen til forsikringsbestandens risikoforløb, og hvis tillægspræmien kunne være afkrævet forsikringstageren i løbet af året. Stk. 2. Beløb efter stk. 1 kan tidligst indgå fra og med ultimo det år, hvor tillægspræmien kan opkræves. Stk. 3. Beløb efter stk. 1, der er afkrævet forsikringstageren, kan ikke medregnes efter § 134.
Stk. 5. Bestemmelserne i stk. 4 gælder ikke for livsforsikringsselskaber.		§ 14. Finanstilsynet giver tilladelse, når:
		1) Kravene i §§ 7-11 er opfyldt,
		2) Medlemmerne af ansøgerens bestyrelse og direktion opfylder kravene i § 63 og for så vidt angår investeringsforvaltningsselskaber endvidere opfylder kravene i § 99, stk. 1,
		3) Ejere af kvalificerede andele, jf. § 5, stk. 3, ikke vil modvirke en forsvarlig og fornuftig forvaltning af den finansielle virksomhed eller den finansielle holdingvirksomhed,
		4) Der ikke foreligger snævre forbindelser, jf. § 5, stk. 1, nr. 17, mellem ansøger og andre virksomheder eller personer, der vil kunne vanskeliggøre varetagelsen af tilsynets opgaver,
		5) Lovgivningen i et land uden for Den Europæiske Union, som Fællesskabet ikke har indgået aftale med på det finansielle område, vedrørende en virksomhed eller en person, som ansøger har snævre forbindelser med, ikke vil kunne vanskeliggøre varetagelsen af Finanstilsynets opgaver,
		6) Ansøgers forretningsgange og administrative forhold er forsvarlige,
		7) Ansøgeren har hovedkontor og hjemsted i Danmark, og
		8) Stk. 2 eller §§ 18-21 og stk. 2, 1. pkt., er opfyldt.
		Stk. 2 . En ansøgning om tilladelse efter §§ 7-11 skal indeholde de oplysninger, der er nødvendige til brug for Finanstilsynets vurdering af, om betingelserne i stk. 1 er opfyldt, herunder oplysninger om størrelsen af de kvalificerede andele og virksomhedens organisation. Ansøgningen skal endvidere indeholde oplysninger om arten af de påtænkte forretninger.
		Stk. 3. Afslår Finanstilsynet en ansøgning om tilladelse, skal dette meddeles ansøgeren senest seks måneder efter ansøgningens modtagelse eller, hvis ansøgningen er ufuldstændig, senest seks måneder efter, at ansøgeren har fremsendt de oplysninger, der er nødvendige for at træffe afgørelse. Der træffes under alle omstændigheder afgørelse senest tolv måneder efter ansøgningens modtagelse. Har Finanstilsynet ikke senest 6 måneder efter modtagelsen af en ansøgning om tilladelse afgivet udtalelse om ansøgningen, kan selskabet indbringe sagen for domstolene.
		Stk. 4. For at efterleve en bestemmelse om suspension fra Kommissionen i overensstemmelse med direktiver på det finansielle område kan Finanstilsynet suspendere behandlingen af ansøgninger om tilladelse efter §§ 7-11 og § 16 fra ansøgere, som direkte eller indirekte ejes af selskaber med hjemsted i et land uden for Den Europæiske Union, som Fællesskabet ikke har indgået aftale med på det finansielle område.
		Stk. 5. Finanstilsynet kan nægte at give tilladelse efter stk. 1, hvis formålet med at placere hovedkontor og hjemsted i Danmark alene er at undgå at være omfattet af lovgivningen i det land, hvor hovedparten af ansøgerens kunder er hjemmehørende.
§ 75. Garantikapitalen må ikke nedsættes uden samtykke fra Finanstilsynet. Stk. 2. Garantikapitalen kan tilbagebetales i overensstemmelse med de i vedtægterne fastsatte regler. Finanstilsynet kan bestemme, at der sker tilsvarende henlæggelse til en grundfond eller en anden fond, som ikke uden Finanstilsynets tilladelse må formindskes.		§ 129. Stk. 4. Garantikapital i forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser må ikke nedsættes uden samtykke fra Finanstilsynet. Garantikapitalen kan tilbagebetales i overensstemmelse med de i vedtægterne fastsatte regler. Finanstilsynet kan bestemme, at der sker tilsvarende henlæggelse til en grundfond eller en anden fond, som ikke uden Finanstilsynets tilladelse må formindskes.
§ 78. Medlemmer af et gensidigt forsikringsselskab er selskabets forsikringstagere og kun disse. Stk. 2. Hvis medlemmerne skal hæfte for selskabets forpligtelser, skal omfanget heraf fastsættes i vedtægterne. Stk. 3. Medlemmernes hæftelse for selskabets forpligtelser kan kun gøres gældende af selskabet. Stk. 4. Selskabets krav mod medlemmer til opfyldelse af hæftelsen for selskabets forpligtelser kan ikke overdrages eller pantsættes.		§ 283. Medlemmer af et gensidigt forsikringsselskab er selskabets forsikringstagere og kun disse. Stk. 2. Hvis medlemmerne skal hæfte for selskabets forpligtelser, skal omfanget heraf fastsættes i vedtægterne. Stk. 3. Medlemmernes hæftelse for selskabets forpligtelser kan kun gøres gældende af selskabet. Stk. 4. Selskabets krav mod medlemmer til opfyldelse af hæftelsen for selskabets forpligtelser kan ikke overdrages eller pantsættes.
§ 78 a. Finanstilsynet kan fastsætte regler for de gensidige forsikringsselskaber vedrørende hæftelse for medlemmer og garanter, tilbagebetaling af garantikapital og betingelser for uddeling til medlemmerne af selskabets midler.		§ 284. Finanstilsynet kan fastsætte regler for de gensidige forsikringsselskaber vedrørende hæftelse for medlemmer og garanter, tilbagebetaling af garantikapital og betingelser for uddeling til medlemmerne af selskabets midler.
§ 79. Bliver et forsikringsselskab forsikringstager i et gensidigt selskab ved genforsikring, kan det med hjemmel i vedtægterne aftales, at det skal være fritaget for medlemsansvar. Det samlede beløb af sådanne genforsikringer for egen regning må dog for livsforsikringer ikke overstige 10 pct. af det overtagende selskabs samlede forsikringssum. For livrenteforsikring skal ved denne beregning forsikringssummen regnes lig 10 gange det årlige rentebeløb. For skadesforsikring må præmien af sådanne genforsikringer ikke uden Finanstilsynets tilladelse overstige 10 pct. af selskabets samlede præmieindtægt.		§ 285. Bliver et forsikringsselskab forsikringstager i et gensidigt selskab ved genforsikring, kan det med hjemmel i vedtægterne aftales, at det skal være fritaget for medlemsansvar. Det samlede beløb af sådanne genforsikringer for egen regning må dog for livsforsikringer ikke overstige 10 pct. af det overtagende selskabs samlede forsikringssum. For livrenteforsikring skal ved denne beregning forsikringssummen regnes lig 10 gange det årlige rentebeløb. For skadesforsikring må præmien af sådanne genforsikringer ikke uden Finanstilsynets tilladelse overstige 10 pct. af selskabets samlede præmieindtægt.
§ 81. Et gensidigt forsikringsselskab må ikke mod vederlag til eje eller pant erhverve egne garantiandele. Stk. 2. Et gensidigt forsikringsselskabs datterselskaber må ikke mod vederlag til eje eller pant erhverve garantiandele i moderselskabet.		§ 286. Et gensidigt forsikringsselskab må ikke mod vederlag til eje eller pant erhverve egne garantiandele. Stk. 2. Et gensidigt forsikringsselskabs datterselskaber må ikke mod vederlag til eje eller pant erhverve garantiandele i moderselskabet.
§ 82. I gensidige forsikringsselskaber skal der føres en bog over garantiandelene. Stk. 2. Garantiandelene skal noteres i bogen med angivelse af garantens navn, stilling og bopæl. Stk. 3. Om noteringen skal selskabet give garantiandelen påtegning.		§ 287. I gensidige forsikringsselskaber skal der føres en bog over garantiandelene. Stk. 2. Garantiandelene skal noteres i bogen med angivelse af garanternes navn, stilling og bopæl. Stk. 3. Selskabet skal give garantiandelen påtegning om noteringen, jf. stk. 2.
§ 87. Bestyrelsen og direktionen er forpligtet til at anbringe selskabets kapital på en hensigtsmæssig og for forsikringstagerne tjenlig måde, således at der er betryggende sikkerhed for, at selskabet til enhver tid kan opfylde sine forpligtelser.		§ 157. De midler, et forsikringsselskab eller en pensionskasse råder over, skal investeres på en hensigtsmæssig og for de forsikrede tjenlig måde således, at der er betryggende sikkerhed for, at selskabet til enhver tid kan opfylde sine forpligtelser.
§ 89. Direktionen skal drage omsorg for, at selskabet råder over tilstrækkelig sagkundskab til beregning af forsikringsmæssige hensættelser.		§ 107. Direktionen skal drage omsorg for, at et forsikringsselskab råder over tilstrækkelig sagkundskab til beregning af forsikringsmæssige hensættelser.
Stk. 2. Har selskabet koncession til at drive livsforsikringsvirksomhed, skal der til varetagelse af de nødvendige forsikringstekniske funktioner, herunder beregninger og undersøgelser, være ansat en ansvarshavende aktuar godkendt af Finanstilsynet. Stillingen som ansvarshavende aktuar kan ikke forenes med stillingen som medlem af direktionen i selskabet.		Stk. 2. Har forsikringsselskabet tilladelse til at drive livsforsikringsvirksomhed, skal bestyrelsen ansætte en ansvarshavende aktuar, der skal varetage de nødvendige forsikringstekniske funktioner, herunder beregninger og undersøgelser. Stillingen som aktuar kan ikke forenes med stillingen som medlem af direktionen eller bestyrelsen i forsikringsselskabet.
Stk. 3. Søger et selskab Finanstilsynets godkendelse af en ny ansvarshavende aktuar, skal anmodningen være ledsaget af en angivelse af årsagen til skiftet.		Stk. 3. Når en ansvarshavende aktuar afskediges eller fratræder, skal bestyrelsen og aktuaren senest 1 måned efter fratrædelsen sende hver sin redegørelse til Finanstilsynet om baggrunden herfor.
Stk. 4. Den ansvarshavende aktuar skal påse, at selskabet overholder sit tekniske grundlag m.v. Aktuaren skal i denne forbindelse gennemgå det aktuarmæssige indhold i selskabets aktiviteter og materiale i øvrigt, herunder markedsføringsmateriale og bonusprognoser, og påse, at det tekniske grundlag m.v., jf. § 30, til enhver tid er i overensstemmelse med de i § 31, stk. 1-5, nævnte krav.		Stk. 4. Den ansvarshavende aktuar skal påse, at selskabet overholder sit tekniske grundlag m.v. Aktuaren skal i denne forbindelse gennemgå det aktuarmæssige indhold i selskabets aktiviteter og materiale i øvrigt, herunder markedsføringsmateriale og bonusprognoser, og påse, at det tekniske grundlag m.v., jf. § 20, til enhver tid er i overensstemmelse med de i § 21, stk.1-5, nævnte krav.
Stk. 5. Den ansvarshavende aktuar skal omgående indberette enhver tilsidesættelse af de i stk. 4 nævnte forhold til Finanstilsynet. Aktuaren har ret til af direktionen at forlange alle oplysninger, som er nødvendige for udøvelsen af hvervet. Finanstilsynet kan kræve de oplysninger af aktuaren, som er nødvendige til bedømmelse af selskabets økonomiske stilling.		Stk. 5. Den ansvarshavende aktuar skal omgående indberette enhver tilsidesættelse af de i stk. 4 nævnte forhold til Finanstilsynet. Aktuaren har ret til af direktionen at forlange alle oplysninger, som er nødvendige for udøvelsen af hvervet. Finanstilsynet kan kræve de oplysninger af aktuaren, som er nødvendige til bedømmelse af selskabets økonomiske stilling.
Stk. 6. Den ansvarshavende aktuar skal årligt indsende en beretning til Finanstilsynet.		Stk. 6. Den ansvarshavende aktuar skal årligt indsende en beretning til Finanstilsynet.
Stk. 7. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere bestemmelser om de i stk. 2-6 nævnte forhold.		Stk. 7 . Finanstilsynet kan fastsætte nærmere bestemmelser om de i stk. 2-6 nævnte forhold, herunder om de krav en person skal opfylde for at kunne blive ansat som ansvarshavende aktuar.
§ 91. En direktør kan ikke bestride hverv som direktør i et forsikringsselskab, såfremt den pågældende har anmeldt betalingsstandsning, er under konkursbehandling, har indgivet begæring om gældssanering, eller der er indledt forhandling om tvangsakkord.		§ 63. Stk. 2. Et medlem af bestyrelsen og direktionen kan ikke bestride hvervet eller stillingen som henholdsvis bestyrelsesmedlem og direktør i en finansiel virksomhed, såfremt 2) den pågældende har anmeldt betalingsstandsning, er under konkurs, har indgivet begæring om gældssanering, eller der er indledt forhandlinger om tvangsakkord,
§ 93. Lov om finansiel virksomhed §§ 16 og 17 finder tilsvarende anvendelse på forsikringsselskabets repræsentantskab.		§ 108. §§ 72 og 73 finder tilsvarende anvendelse på forsikringsselskabets repræsentantskab.
§ 95. En direktør må ikke uden bestyrelsens godkendelse indgå aftale mellem selskabet og ham selv eller aftale mellem selskabet og tredjemand, hvori han har en betydeligere interesse, der kan være stridende mod selskabets.		§ 75. En direktør må ikke uden bestyrelsens godkendelse indgå aftale mellem den finansielle virksomhed og sig selv eller aftale mellem den finansielle virksomhed og tredjemand, hvori direktøren har en væsentlig interesse, der kan være stridende mod den finansielle virksomheds.
§ 97 Stk. 3. Den tegningsret, som efter stk. 2 tilkommer medlemmer af bestyrelsen eller direktionen, kan kun udøves af 2 i forening. Denne tegningsret kan i vedtægterne yderligere begrænses således, at tegningsretten kun kan udøves af 2 eller flere bestemte personer i forening eller af flere end 2 i forening. Anden begrænsning i tegningsretten kan ikke registreres.		§ 65. Den tegningsret, som efter aktieselskabslovens § 60, stk. 2, tilkommer medlemmer af bestyrelsen eller direktionen, kan kun udøves af mindst to i forening.
§ 101. Skaffer bestyrelsesmedlemmer, repræsentanter eller direktører gennem deltagelse i agent- eller mæglervirksomhed eller i kraft af økonomisk interesse i sådanne virksomheder sig provision eller anden indtægt af forsikringer, som selskabet overtager eller afgiver, skal meddelelse herom indsendes til Finanstilsynet.		§ 109. Stk. 3. Skaffer bestyrelsesmedlemmer, repræsentanter eller direktører, gennem deltagelse i agent- eller mæglervirksomhed eller i kraft af økonomisk interesse i sådanne virksomheder, sig provision eller anden indtægt af forsikringer, som selskabet overtager eller afgiver, skal meddelelse herom indsendes til Finanstilsynet.
§ 104. Medlemmers og garanters ret til at træffe beslutning i selskabet udøves på generalforsamlingen. Ethvert medlem skal have mindst én stemme. Stk. 2. Vedtægterne kan uanset stk. 1 bestemme, at generalforsamlingen består af delegerede valgt af medlemmerne og garanterne eller stedfortrædere for disse.		§ 110. Medlemmers og garanters ret til at træffe beslutning i et gensidigt forsikringsselskab udøves på generalforsamlingen. Ethvert medlem skal have mindst én stemme. Stk. 2. I vedtægterne kan det uanset stk. 1 bestemmes, at generalforsamlingen består af delegerede valgt af medlemmerne og garanterne eller stedfortrædere for disse.
§ 116. Beslutning om ændring af vedtægterne træffes på generalforsamlingen, jf. dog § 72, jf. aktieselskabslovens § 38. Beslutningen er kun gyldig, såfremt den tiltrædes af mindst to tredjedele af de afgivne stemmer. Beslutningen skal i øvrigt opfylde de yderligere forskrifter, som vedtægterne måtte indeholde.		§ 112. Beslutning om ændring af vedtægterne træffes på generalforsamlingen, jf. dog § 23 og § 113, jf. aktieselskabslovens § 38. Beslutningen er kun gyldig, såfremt den tiltrædes af mindst to tredjedele af de afgivne stemmer. Beslutningen skal i øvrigt opfylde de yderligere forskrifter, som vedtægterne måtte indeholde.
Stk. 2. Væsentlige ændringer i et selskabs formål kan, medmindre andet er bestemt i vedtægterne, kun vedtages, når der opnås tilslutning hertil fra tre fjerdedele af garanterne og tre fjerdedele af medlemmerne eller, hvis generalforsamlingen består af delegerede, da fra tre fjerdedele af disse. Meddelelse til garanterne om sådanne ændringer skal gives senest 8 dage efter beslutningen på generalforsamlingen. Garanter, der modsætter sig sådanne ændringer, kan, når de senest 1 måned efter generalforsamlingen fremsætter begæring derom, forlange, at de andre garanter skal overtage deres garantiandele .		Stk. 2. Væsentlige ændringer i et selskabs formål kan, medmindre andet er bestemt i vedtægterne, kun vedtages, når der opnås tilslutning hertil fra tre fjerdedele af garanterne og tre fjerdedele af medlemmerne eller, hvis generalforsamlingen består af delegerede, da fra tre fjerdedele af disse. Meddelelse til garanterne om sådanne ændringer skal gives senest 8 dage efter beslutningen på generalforsamlingen. Garanter, der modsætter sig sådanne ændringer, kan, når de senest 1 måned efter generalforsamlingen fremsætter begæring derom, forlange, at de andre garanter skal overtage deres garantiandele.
§ 117. Søgsmål i anledning af en generalforsamlingsbeslutning, som ikke er blevet til på lovlig måde eller er stridende mod denne lov eller selskabets vedtægter, kan anlægges af en stemmeberettiget, et medlem af bestyrelsen eller af en direktør.		§ 288. Søgsmål i anledning af en generalforsamlingsbeslutning, som ikke er blevet til på lovlig måde eller er stridende mod denne lov eller selskabets vedtægter, kan anlægges af en stemmeberettiget, et medlem af bestyrelsen eller af en direktør.
Stk. 2. Sag skal være anlagt senest 3 måneder efter beslutningen. Ellers anses beslutningen for gyldig.		Stk. 2. Sag skal være anlagt senest 3 måneder efter beslutningen. Ellers anses beslutningen for gyldig.
Stk. 3. Bestemmelserne i stk. 2 finder ikke anvendelse:		Stk. 3. Bestemmelserne i stk. 2 finder ikke anvendelse, når:
1) når beslutningen ikke lovligt kunne tages selv med samtlige stemmeberettigedes samtykke;		1) beslutningen ikke lovligt kunne tages selv med samtlige stemmeberettigedes samtykke, eller
2) når der ifølge selskabets vedtægter kræves samtykke til beslutningen af alle eller visse medlemmer, garanter eller stemmeberettigede og sådant samtykke ikke er givet;		2) der ifølge selskabets vedtægter kræves samtykke til beslutningen af alle eller visse medlemmer, garanter eller stemmeberettigede og sådant samtykke ikke er givet, eller
3) når indkaldelse til generalforsamlingen ikke er sket eller de for selskabet gældende regler for indkaldelse væsentligt er tilsidesat;		3) indkaldelse til generalforsamlingen ikke er sket eller de for selskabet gældende regler for indkaldelse væsentligt er tilsidesat, eller
4) når den, der har rejst sagen efter udløbet af den i stk. 2 angivne tid, men dog senest 2 år efter beslutningen, har haft rimelig grund til forsinkelsen og retten på grund heraf og under hensyntagen til omstændighederne i øvrigt finder, at en anvendelse af bestemmelserne i stk. 2 ville føre til åbenbar ubillighed.		4) den, der har rejst sagen efter udløbet af den i stk. 2 angivne tid, men dog senest 2 år efter beslutningen, har haft rimelig grund til forsinkelsen og retten på grund heraf og under hensyntagen til omstændighederne i øvrigt finder, at en anvendelse af bestemmelserne i stk. 2 ville føre til åbenbar ubillighed.
Stk. 4. Finder retten, at generalforsamlingsbeslutningen omfattes af bestemmelsen i stk. 1, skal den ved dom kendes ugyldig eller ændres. En ændring af generalforsamlingsbeslutningen kan dog kun ske, såfremt der nedlægges påstand derom og retten er i stand til at fastslå, hvilket indhold beslutningen rettelig skulle have haft. Rettens afgørelse har gyldighed for samtlige medlemmer og garanter.		Stk. 4. Finder retten, at generalforsamlingsbeslutningen omfattes af bestemmelsen i stk. 1, skal den ved dom kendes ugyldig eller ændres. En ændring af generalforsamlingsbeslutningen kan dog kun ske, såfremt der nedlægges påstand derom, og retten er i stand til at fastslå, hvilket indhold beslutningen rettelig skulle have haft. Rettens afgørelse har gyldighed for samtlige medlemmer og garanter.
§ 118. For hvert regnskabsår udarbejder bestyrelse og direktion i overensstemmelse med lovgivningens og vedtægternes regler herom et årsregnskab bestående af balance (status), resultatopgørelse, noter og femårsoversigt. Der udarbejdes endvidere årsberetning og i moderselskaber et koncernregnskab. Disse dele udgør en helhed. Stk. 2. Årsregnskab og årsberetning samt et eventuelt koncernregnskab underskrives af direktionen og bestyrelsen. Mener en direktør eller et bestyrelsesmedlem, at årsregnskabet eller årsberetningen ikke bør godkendes, eller har han andre indvendinger mod disse eller i et moderselskab mod koncernregnskabet, som han ønsker at gøre generalforsamlingen bekendt med, skal han gøre rede herfor i sin påtegning.		Kapitel 13 Årsrapport, revision og anvendelse af årets overskud Generelle regler om årsrapport og revision § 182 . Finansielle virksomheder og finansielle holdingvirksomheder skal udarbejde en årsrapport, der i det mindste består af en ledelsespåtegning, en balance, en resultatopgørelse, noter, herunder redegørelse for anvendt regnskabspraksis samt oversigt over bevægelserne i egenkapitalen, samt en ledelsesberetning. Når en årsrapport er revideret, indgår revisionspåtegningen i denne. Stk. 2 . Årsrapporten skal udarbejdes i overensstemmelse med reglerne i dette kapitel og regler udstedt i medfør af § 195.
§ 119. Regnskabsåret er kalenderåret. Dog kan et forsikringsselskabs første regnskabsperiode omfatte et kortere eller længere tidsrum, dog højst atten måneder. § 120. Årsregnskabet skal opstilles på overskuelig måde i overensstemmelse med denne lov og forskrifter i henhold til loven. Stk. 2. Årsregnskabet skal give et retvisende billede af selskabets aktiver og passiver, dets økonomiske stilling samt resultatet.		§ 183 . Bestyrelsen og direktionen skal aflægge årsrapport for virksomheden. Stk. 2 . Hvert enkelt ledelsesmedlem har ansvar for, at årsrapporten udarbejdes i overensstemmelse med lovgivningen og eventuelle yderligere krav til regnskaber i vedtægter eller aftale. Endvidere har hvert enkelt medlem ansvar for, at årsrapporten kan revideres og godkendes i tide. Endelig har hvert enkelt bestyrelsesmedlem ansvar for, at årsrapporten indsendes til Finanstilsynet inden for de i lovgivningen fastsatte frister.
Stk. 3. Hvis anvendelsen af bestemmelser i denne lov eller forskrifter i henhold til loven ikke er tilstrækkelig til at give et retvisende billede som nævnt i stk. 2, skal der gives yderligere oplysninger i årsregnskabet. Stk. 4. Hvis anvendelse af en bestemmelse i dette kapitel eller en forskrift i henhold til § 123 i særlige tilfælde vil stride mod kravet til årsregnskabet i stk. 2, skal den fraviges, således at dette krav opfyldes. En sådan fravigelse skal anføres i noterne og behørigt begrundes med oplysning om, hvilken indvirkning - herunder så vidt muligt den beløbsmæssige indvirkning - fravigelsen har på selskabets aktiver og passiver, dets økonomiske stilling samt resultatet. § 121. Opfylder årsregnskabet ikke lovgivningens forskrifter eller selskabets vedtægter, kan Finanstilsynet kræve regnskabet ændret og forelagt til fornyet behandling på en generalforsamling. § 122. Posterne i årsregnskabet værdiansættes i overensstemmelse med følgende almindelige principper: 1) Selskabet formodes at fortsætte sin virksomhed. 2) Værdiansættelsesmetoderne må ikke ændres fra det ene regnskabsår til det næste. 3) Værdiansættelsen skal i alle tilfælde ske under udvisning af behørig forsigtighed og især således:		§ 184 . Når årsrapporten er udarbejdet, skal alle medlemmerne af bestyrelsen og direktionen underskrive den og datere underskriften. De skal give deres underskrift i tilknytning til en ledelsespåtegning, hvori de erklærer, hvorvidt: 1) årsrapporten er aflagt i overensstemmelse med lovgivningens krav, samt eventuelle krav i vedtægter eller aftale, og 2) årsrapporten giver et retvisende billede af virksomhedens og, hvis der er udarbejdet koncernregnskab, koncernens aktiver og passiver, finansielle stilling samt resultatet. Stk. 2 . Har ledelsen indføjet supplerende beretninger i årsrapporten, skal medlemmerne af bestyrelsen og direktionen i ledelsespåtegningen erklære, hvorvidt beretningen giver et retvisende billede inden for rammerne af almindeligt anerkendte retningslinier for sådanne beretninger. Stk. 3 . Selvom et ledelsesmedlem er helt eller delvist uenig i årsrapporten eller har indvendinger mod, at den skal godkendes med det indhold, der er besluttet, kan medlemmet ikke undlade at underskrive. Ledelsesmedlemmet kan dog tilkendegive sine indvendinger med en konkret og fyldestgørende begrundelse i tilknytning til sin underskrift og ledelsespåtegningen.
a) at kun den fortjeneste, der er konstateret på balancetidspunktet, medtages, b) at der tages hensyn til alle forudsigelige risici og eventuelle tab, som er opstået i løbet af det regnskabsår, årsregnskabet vedrører, eller i et tidligere regnskabsår, selv om disse risici eller tab først bliver kendt mellem balancetidspunktet og det tidspunkt, på hvilket årsregnskabet udarbejdes, og c) at der tages hensyn til enhver værdiforringelse, hvad enten årsregnskabet udviser tab eller fortjeneste. 4) Der skal tages hensyn til indtægter og udgifter vedrørende det år, som regnskabet omfatter, uanset betalingstidspunktet. 5) Aktiv- og passivposternes bestanddele skal værdiansættes hver for sig. 6) Åbningsbalancen for hvert år skal svare til balancen for det foregående år.		§ 185 . Årsrapporten skal give et retvisende billede af virksomhedens og, hvis der er udarbejdet koncernregnskab, koncernens aktiver og passiver, finansielle stilling samt resultatet. Stk. 2 . Hvis anvendelse af bestemmelserne i denne lov eller reglerne udstedt i medfør af § 195 ikke er tilstrækkelig til at give et retvisende billede som nævnt i stk. 1, skal der gives yderligere oplysninger i årsrapporten. Stk. 3 . Hvis anvendelse af bestemmelserne i dette kapitel eller regler udstedt i medfør af § 195 i særlige tilfælde vil stride mod kravet i stk. 1, skal de fraviges, således at dette krav opfyldes. En sådan fravigelse skal hvert år oplyses i noterne og hér altid begrundes konkret og fyldestgørende med oplysning om, hvilken indvirkning, herunder så vidt muligt den beløbsmæssige indvirkning, fravigelsen har på virksomhedens henholdsvis koncernens aktiver og passiver, finansielle stilling samt resultatet.
Stk. 2. Finanstilsynet kan fastsætte regler, hvorefter stk. 1, nr. 3, litra a, fraviges for at tage hensyn til værdiforøgelsen på bestemte aktiver, gældsposter og hensættelser. Stk. 3. De almindelige principper i stk. 1 kan desuden fraviges i undtagelsestilfælde. Eventuelle fravigelser skal anføres i noterne og behørigt begrundes, ligesom deres indvirkning - herunder så vidt muligt den beløbsmæssige indvirkning - på selskabets aktiver og passiver, dets økonomiske stilling og resultatet skal angives. § 122 a. Fraviges § 122, stk. 1, nr. 2, skal årsregnskabet for det år, hvori ændring finder sted, udarbejdes efter den nye metode. Den samlede beløbsmæssige indvirkning på selskabets aktiver og passiver, dets økonomiske stilling og resultatet anføres i noterne. Dette gælder også indvirkningen på skat af årets resultat og eventualskat. Stk. 2. De pågældende poster ændres i overensstemmelse med den nye metode i åbningsbalancen for det år, hvori ændringen finder sted.		§ 186 . For at de lovpligtige dele af en årsrapport kan give et retvisende billede efter § 185, skal reglerne i stk. 2 og 3 opfyldes. Stk. 2 . Årsrapporten skal udarbejdes, således at den støtter regnskabsbrugerne i deres økonomiske beslutninger. De omhandlede regnskabsbrugere er personer, virksomheder, organisationer og offentlige myndigheder m.v., hvis økonomiske beslutninger normalt må forventes at blive påvirket af en årsrapport, herunder nuværende eller fremtidige virksomhedsdeltagere, kreditorer, medarbejdere, kunder, alliancepartnere, lokalsamfundet samt tilskudsgivende og fiskale myndigheder. De omhandlede beslutninger skal i det mindste vedrøre 1) placering af regnskabsbrugerens egne ressourcer, 2) ledelsens forvaltning af virksomhedens ressourcer og 3) fordeling af virksomhedens ressourcer. Stk. 3 . Årsrapporten skal udarbejdes, således at den oplyser om forhold, der normalt er relevante for regnskabsbrugerne, jf. stk. 2. Oplysningerne skal desuden være pålidelige i forhold til, hvad regnskabsbrugerne normalt forventer.
§ 123. Årsregnskabet skal i øvrigt udarbejdes i overensstemmelse med regler fastsat af Finanstilsynet, herunder regler om opgørelse og værdiansættelse af forsikringsmæssige hensættelser. Stk. 2. Finanstilsynet fastsætter tillige regler om udarbejdelse af koncernregnskaber. Stk. 3. Finanstilsynet kan bestemme, at selskaber, der ikke har koncession til at drive forsikringsvirksomhed, skal udarbejde koncernregnskaber efter regler fastsat i medfør af stk. 2, når det pågældende selskabs aktivitet udelukkende eller hovedsagelig er at besidde kapitalandele i dattervirksomheder, der udelukkende eller hovedsagelig driver forsikringsvirksomhed. Stk. 4. Finanstilsynet kan fastsætte regler for udfærdigelse af regnskaber, der dækker kortere perioder end årsregnskabet.		§ 187 . Årsrapporten skal udarbejdes efter nedenstående grundlæggende forudsætninger: 1) Den skal udarbejdes på en klar og overskuelig måde (klarhed). 2) Der skal tages hensyn til de reelle forhold og ikke til formaliteter uden reelt indhold (substans). 3) Alle relevante forhold skal indgå i årsrapporten, medmindre de er ubetydelige (væsentlighed). Anses flere ubetydelige forhold tilsammen for at være betydelige, skal de dog indgå. 4) Driften af en aktivitet formodes at fortsætte (going concern), medmindre den ikke skal eller ikke antages at kunne fortsætte. Afvikles en aktivitet, skal klassifikation og opstilling samt indregning og måling tilpasses med denne afvikling.
§ 124. Årsberetningen skal indeholde en pålidelig redegørelse for udviklingen i selskabets økonomiske aktiviteter og forhold. Hvis årsregnskabet i væsentlig grad er påvirket af usædvanlige forhold, samt hvis der er væsentlig usikkerhed ved opgørelsen af årsregnskabet, skal der gives oplysning herom i en særskilt del af beretningen. Oplysningerne skal gives hver for sig og om muligt med beløbsangivelse. Stk. 2. Årsberetningen skal endvidere indeholde omtale af 1) betydningsfulde hændelser indtruffet efter regnskabsårets afslutning, 2) selskabets forventede udvikling, 3) produkt- og organisationsudviklingsaktiviteter og 4) selskabets filialer i udlandet. Stk. 3. Bestyrelsen skal i årsberetningen eller i tilknytning til resultatopgørelsen eller balancen stille forslag til beslutning vedrørende anvendelse af selskabets overskud eller dækning af tab. Stk. 4. Årsberetningen for et moderselskab skal indeholde oplysning om koncernen som helhed i overensstemmelse med reglerne i stk. 1 og 2.		5) Enhver værdiændring skal vises, uanset indvirkningen på egenkapital og resultatopgørelse (neutralitet). 6) Transaktioner, begivenheder og værdiændringer skal indregnes, når de indtræffer, uanset tidspunktet for betaling (periodisering). 7) Indregningsmetoder og målegrundlag skal anvendes ensartet på samme kategori af forhold (konsistens). 8) Hver transaktion, begivenhed og værdiændring skal indregnes og måles hver for sig, ligesom de enkelte forhold ikke må modregnes med hinanden (bruttoværdi). 9) Primobalancen for regnskabsåret skal svare til ultimobalancen for det foregående regnskabsår (formel kontinuitet). Stk. 2 . Opstilling og klassifikation, konsolideringsmetode, indregningsmetode og målegrundlag samt den anvendte monetære enhed må ikke ændres fra år til år (reel kontinuitet). Ændring kan dog ske, hvis der derved bedre opnås et retvisende billede, eller hvis ændringen er nødvendig som følge af lovændring eller nye regler, udstedt i medfør af § 195. Stk. 3 . Bestemmelserne i stk. 1, nr. 6-9, og stk. 2, kan fraviges i særlige tilfælde. I så fald finder § 185, stk. 3, 2. pkt., tilsvarende anvendelse.
Stk. 5. I en note til årsregnskabet skal der samlet gives oplysning om forsikringsselskabets engagementer med og sikkerhedsstillelser fra henholdvis bestyrelsen og direktionen, jf. § 91, stk. 1. Oplysningerne skal vedrøre samtlige engagementer og sikkerhedsstillelser i det pågældende regnskabsår. Stk. 6. I en note til årsregnskabet skal der gives oplysninger om hverv, som bestyrelsen har godkendt, jf. §§ 92 b-92 f. Hverv kan oplyses samlet i et moderselskabs eller administrationsselskabs årsregnskab i koncerner eller administrationsselskaber, hvor en direktør varetager flere direktørhverv. Oplysningerne, som skal vedrøre samtlige hverv i det pågældende regnskabsår, skal omfatte en angivelse af hvervet samt navnet på den pågældende, som har påtaget sig dette.		§ 188 . Finansielle virksomheders aktiver og forpligtelser skal, medmindre andet er fastsat i medfør af § 195, måles til dagsværdi. Aktiver og forpligtelser op‑ og nedskrives i overensstemmelse hermed, og op‑ og nedskrivninger indregnes i resultatopgørelsen, medmindre andet er fastsat i medfør af § 195. Stk. 2 . Dagsværdien måles til den markedsværdi, der kan konstateres for aktivet eller forpligtelsen på et velfungerende marked. Hvis aktivet eller forpligtelsen ikke handles på et velfungerende marked, anvendes en anerkendt metode til beregning af dagsværdien på det pågældende aktiv eller den pågældende forpligtelse.
§ 125. Umiddelbart efter det bestyrelsesmøde, hvor årsregnskabet er godkendt, og senest otte dage før generalforsamlingen skal i Finanstilsynet være modtaget: 1) det årsregnskab, der er nævnt i aktieselskabslovens § 73, stk. 5, eller det årsregnskab, der er nævnt i § 111, stk. 4, og 2) udskrift af revisionsprotokollen vedrørende årsregnskabets revision. Stk. 2. Senest 10 dage efter regnskabets endelige vedtagelse og godkendelse skal i Finanstilsynet være modtaget: 1) 2 eksemplarer af det af generalforsamlingen godkendte årsregnskab, herunder koncernregnskab med revisionspåtegning og årsberetning med oplysning om, hvornår årsregnskabet er godkendt. Er den vedtagne fordeling af overskud eller dækning af tab ikke indarbejdet i årsregnskabet eller årsberetningen, indsendes tillige en bekræftet afskrift af generalforsamlingsprotokollen, som viser denne fordeling eller dækning. 2) Et moderselskab skal endvidere indsende dattervirksomhedernes reviderede årsregnskaber.		§ 189 . Supplerende beretninger, f.eks. beretninger om viden og medarbejdernes forhold (videnregnskaber), om miljøforhold (grønne regnskaber), om virksomhedens sociale ansvar (sociale regnskaber) og om virksomhedens etiske målsætninger og opfølgning herpå (etiske regnskaber) skal give et retvisende billede inden for rammerne af almindeligt anerkendte retningslinier for sådanne beretninger. De skal opfylde kvalitetskravene i § 186, stk. 3, og med de lempelser, der følger af forholdets natur, de grundlæggende forudsætninger i § 187, stk. 1 og 2. Stk. 2 . Af de supplerende beretninger skal fremgå de metoder og målegrundlag, efter hvilke beretningerne er udarbejdet. § 190 . Regnskabsåret skal følge kalenderåret. Stk. 2 . Første regnskabsperiode kan omfatte et kortere eller længere tidsrum end 12 måneder, dog højst 18 måneder.
Stk. 3. Indsendelse efter stk. 2 af årsregnskaber m.v. for forsikringsselskaber, hvis aktier eller obligationer er genstand for offentlig kursnotering, skal dog finde sted senest fem måneder efter regnskabsårets udgang. Stk. 4. Stk. 1-3 gælder tilsvarende for selskaber, der ikke har koncession til at drive forsikringsvirksomhed, når selskabet udarbejder koncernregnskab i medfør af denne lovs regler, jf. § 123, stk. 3. Stk. 5. Finanstilsynet videregiver det ene af de regnskaber, der er nævnt under stk. 2, nr. 1, til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, der bekendtgør modtagelsen i Statstidende, registreringstidende eller Erhvervs- og Selskabsstyrelsens edb-informationssystem. De modtagne årsregnskaber er offentligt tilgængelige i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.		Stk. 3 . Modervirksomheder og dattervirksomheder skal sikre, at dattervirksomheden har samme regnskabsår som modervirksomheden, medmindre det ikke er muligt på grund af forhold, som er ude af modervirksomhedens og dattervirksomhedens kontrol. Stk.4 . Finanstilsynet kan i særlige tilfælde dispensere fra kravet i stk. 1. § 191 . Indregning, måling og oplysninger i monetære enheder skal foretages i danske kroner eller i euro. Finanstilsynet kan i regler udstedt i medfør af § 195 fastsætte, at beløbene anføres i andre fremmede valutaer, der er relevante for virksomheden henholdsvis virksomhedens koncern. § 192 . Årsrapporten skal revideres af virksomhedens eksterne revisorer, jf. § 198. Revisionen omfatter ikke de supplerende beretninger, som indgår i årsrapporten, jf. § 189.
§ 126. Finanstilsynet kan forlange årsregnskabsposterne samt yderligere specifikationer hertil udfærdiget på særlige skemaer til brug ved bedømmelse af selskabernes økonomiske stilling og udarbejdelsen af tilsynets årlige beretning. Stk. 2. Finanstilsynet kan forlange de skemaer, der er nævnt under stk. 1, suppleret med redegørelser om enkeltforhold underskrevet af selskabets direktion, bestyrelse, revisorer eller ansvarshavende aktuar. Stk. 3. De skemaer og redegørelser, der er nævnt under stk. 1 og stk. 2, indsendes efter regler fastsat af tilsynet.		§ 193 . Årsrapporten skal i den form, hvori den er forelagt og godkendt af bestyrelsen, indsendes i to eksemplarer til Finanstilsynet uden ugrundet ophold efter det bestyrelsesmøde, hvor årsrapporten er endeligt godkendt. Stk. 2 . Ekstern revisors revisionsprotokollat vedrørende årsrapporten samt for virksomheder med intern revisor tillige intern revisionschefs revisionsprotokollat vedrørende årsrapporten skal indsendes til Finanstilsynet samtidig med indsendelse af årsrapporten efter stk. 1.
§ 127. Foretager selskabet en fuldstændig offentliggørelse af årsregnskabet og årsberetningen samt et eventuelt koncernregnskab, skal dette ske i den form og affattelse, som har været genstand for revision, og med revisionspåtegning. Har revisor taget forbehold eller nægtet at påtegne regnskabet, skal dette meddeles og begrundelse gives. Hvis den foreslåede eller vedtagne fordeling af overskud eller dækning af tab ikke er indarbejdet i de berørte balanceposter, skal forslaget eller vedtagelsen medtages i offentliggørelsen.		§ 194. Den reviderede og godkendte årsrapport skal indsendes til Finanstilsynet i tre eksemplarer uden ugrundet ophold efter endelig godkendelse. Årsrapporten skal være modtaget i Finanstilsynet senest 4 måneder efter regnskabsårets afslutning.
Stk. 2. Ved en offentliggørelse af årsregnskabet m.v., der ikke er fuldstændig, skal det klart fremgå af det offentliggjorte, at årsregnskabet er forkortet, og at det fuldstændige årsregnskab er tilgængeligt i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, eller at årsregnskabet endnu ikke er indsendt til Finanstilsynet. Revisionspåtegningen behøver ikke at indgå i en forkortet offentliggørelse, men det skal klart fremgå af offentliggørelsen, om revisor har taget forbehold, eller om revisionspåtegning er nægtet.		Stk. 2 . Den indsendte årsrapport skal i det mindste indeholde de obligatoriske bestanddele samt den fulde revisionspåtegning. Ønsker virksomheden at få offentliggjort supplerende beretninger som nævnt i § 189, skal disse indsendes sammen med de obligatoriske bestanddele af årsrapporten, således at de obligatoriske bestanddele og de supplerende beretninger tilsammen fremstår som ét dokument betegnet årsrapport.
		Stk. 3 . Et eksemplar af årsrapporten for samtlige de af virksomhedens dattervirksomheder, der ikke er finansielle virksomheder omfattet af Finanstilsynets tilsyn, skal indsendes til Finanstilsynet samtidig med indsendelsen af årsrapporten efter stk. 1.
		Stk. 4 . Finanstilsynet videresender det ene af de eksemplarer, der er nævnt i stk. 1, til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, hvor årsrapporten er offentligt tilgængelig efter de af styrelsen herfor fastsatte regler.
		§ 195 . Finanstilsynet fastsætter nærmere regler for årsrapporten, herunder regler om indregning og måling af aktiver, forpligtelser, indtægter og omkostninger, opstilling af resultatopgørelse og balance samt krav til noter og ledelsesberetning.
		Stk. 2 . Finanstilsynet fastsætter tillige regler for koncernregnskaber, herunder regler for hvornår en årsrapport skal indbefatte et koncernregnskab.
		Stk. 3 . Finanstilsynet kan fastsætte regler for udfærdigelse og offentliggørelse af regnskabsrapporter, der dækker kortere perioder end årsrapporten.
		§ 196 . Med henblik på at sikre, at finansielle virksomheders og finansielle holdingvirksomheders årsrapporter er i overensstemmelse med reglerne i dette kapitel og de regler, der er udstedt i medfør af § 195, kan Finanstilsynet
		1) yde vejledning,
		2) påtale overtrædelser og
		3) påbyde, at fejl skal rettes, og at overtrædelser skal bringes til ophør.
		§ 197 . Finansielle virksomheder og finansielle holdingvirksomheder skal foretage regelmæssige regnskabsindberetninger til Finanstilsynet i overensstemmelse med nærmere retningslinjer herfor fastsat af Finanstilsynet.
		§ 198 . Finansielle virksomheder og finansielle holdingvirksomheder skal have mindst én statsautoriseret revisor. Finanstilsynet kan i særlige tilfælde udpege en yderligere revisor. Denne revisor fungerer på samme vilkår og efter samme regler som de revisorer, der er valgt af generalforsamlingen.
		Stk. 2 . Revisorerne i en finansiel virksomhed eller i en finansiel holdingvirksomhed skal tillige være revisorer i virksomhedens dattervirksomheder.
		Stk. 3 . Stk. 2 finder ikke anvendelse på modervirksomheder og dattervirksomheder, der ikke er hjemmehørende i Danmark.
		Stk. 4 . Finanstilsynet kan afskedige en revisor, der findes åbenbart uegnet til sit hverv, og i stedet udpege en anden revisor, der fungerer, jf. stk. 1, 3. pkt., indtil nyt valg kan foretages.
		Stk. 5 . Ved revisorskifte skal virksomheden og afgående revisor senest en måned efter fratræden give Finanstilsynet hver sin redegørelse, hvis skiftet skyldes særlige forhold.
		Stk. 6 . Finanstilsynet kan pålægge revisor, og for virksomheder med intern revisor tillige intern revisionschef, at give oplysninger om forholdene i en finansiel virksomhed, en finansiel holdingvirksomhed eller i sådanne virksomheders dattervirksomheder.
		Stk. 7 . Finanstilsynet kan foranstalte en ekstraordinær revision i en finansiel virksomhed, i en finansiel holdingvirksomhed eller i sådanne virksomheders dattervirksomheder. Den finansielle virksomhed kan pålægges at betale for revisionens udførelse. Finanstilsynet godkender honorarets størrelse.
		Stk. 8 . Aktieselskabslovens §§ 82-85 om revision finder med de fornødne tilpasninger tilsvarende anvendelse på finansielle virksomheder og finansielle holdingvirksomheder, der ikke er aktieselskaber.
		Stk. 9 . Bestyrelsen kan ikke tillade, jf. § 79, stk. 1, at interne revisions- og vicerevisionschefer udfører revisionsopgaver i virksomheder uden for koncernen. Bestyrelsen kan heller ikke tillade, at interne revisions- og vicerevisionschefer udfører andet arbejde end revisionsopgaver i virksomheder inden for koncernen eller i virksomheder inden for samme administrationsfællesskab. Finanstilsynet kan i særlige tilfælde dispensere fra 1. pkt.
		Stk. 10. Bestyrelsen kan ikke tillade, jf. § 79, stk. 1, at interne revisions- og vicerevisionschefer påtager sig hverv, der bevirker, at de kommer i strid med habilitetsbestemmelser, svarende til dem, der gælder for eksterne revisorer i henhold til lov om statsautoriserede og registrerede revisorer.
		Stk. 11 . Finanstilsynet fastsætter bestemmelser om revisionens gennemførelse i finansielle virksomheder, i finansielle holdingvirksomheder og i sådanne virksomheders dattervirksomheder. Herunder kan Finanstilsynet fastsætte bestemmelser om intern revision og om systemrevisionens gennemførelse i fælles datacentraler.
		§ 199 . En ekstern revisor og en intern revisionschef skal straks meddele Finanstilsynet oplysninger om forhold, der er af afgørende betydning for virksomhedens fortsatte aktivitet, herunder forhold som revisorerne måtte være gjort bekendt med som led i hvervet som revisor i virksomheder, som virksomheden har snævre forbindelser med.
§ 127 a. Forsikringsselskaber skal ud over aktiver, der modsvarer solvensmargen med fradrag af de særlige bonushensættelser, til enhver tid have aktiver omfattet af § 128 til en samlet værdi, der mindst modsvarer størrelsen af selskabets samlede forsikringsmæssige hensættelser. Det påhviler et forsikringsselskabs ledelse at sikre, at disse aktiver inden for de begrænsninger, der er fastlagt i § 128, § 129 og i medfør af § 130, er udvalgt således, at de i forhold til arten af selskabets forsikringer med hensyn til sikkerhed, afkast og likviditet er af en art og sammensætning, så de er egnede til at fyldestgøre de forsikrede, herunder at der ikke foreligger en uforholdsmæssig stor afhængighed af en bestemt kategori af aktiver, et bestemt investeringsmarked eller en bestemt investering.		§ 158. Forsikringsselskaber og pensionskasser skal have en gruppe af aktiver, hvis samlede værdi til enhver tid mindst svarer til værdien af selskabets samlede forsikringsmæssige hensættelser. Stk. 2. De aktiver, der omfattes af stk. 1, skal være udvalgt således, at de, set i forhold til arten af selskabets forsikringer, med hensyn til sikkerhed, afkast og likviditet er af en art og en sammensætning, så de er egnede til at sikre, at de forsikrede kan fyldestgøres. Der må ikke foreligge en uforholdsmæssig afhængighed af en bestemt kategori af aktiver, et bestemt investeringsmarked eller en bestemt investering.
Stk. 2. Til brug for bestemmelserne i dette kapitel opgøres de forsikringsmæssige hensættelser efter fradrag af genforsikringens andel, overførte erhvervelsesomkostninger samt den andel af de forsikringsmæssige hensættelser for indirekte forsikringer, der modsvares af genforsikringsdepoter hos afgivende forsikringsselskaber. Endvidere kan fradrages indtil halvdelen af tilgodehavende, forfaldne præmier.		§ 160. I henhold til bestemmelserne i dette kapitel opgøres de forsikringsmæssige hensættelser efter følgende regler: 1) Hensættelserne opgøres og reguleres løbende i overensstemmelse med de principper, der finder anvendelse ved selskabets aflæggelse af årsrapport.
		2) Hensættelserne opgøres for egen regning, dvs. efter fradrag af den andel af forpligtelserne, der dækkes af genforsikring. Tilgodehavende genforsikringsbeløb for skader, der er indtruffet og opgjort, kan dog ikke fradrages.
		3) Den andel af forsikringsmæssige hensættelser for indirekte forsikringer, der modsvares af genforsikringsselskaber, fradrages.
		4) Indtil halvdelen af tilgodehavende forfaldne præmier fradrages.
Stk. 3. Aktivernes værdi opgøres til brug for bestemmelserne i dette kapitel efter følgende regler:		§ 159. I henhold til bestemmelserne i dette kapitel opgøres aktiverne efter følgende regler:
1) Aktivernes værdi opgøres og reguleres løbende i overensstemmelse med de principper, der finder anvendelse ved selskabets aflæggelse af årsrapport.		1) Aktiverne opgøres og reguleres løbende i overensstemmelse med de principper, der finder anvendelse ved selskabets aflæggelse af årsrapport.
2) Der skal foretages fradrag for en eventuel behæftet del, og udlån kan kun indgå til en værdi, der fremkommer efter fradrag af modregnelige forpligtelser over for låntager.		2) Der skal foretages fradrag for en eventuel behæftet del, og udlån kan kun indgå til en værdi, der fremkommer efter fradrag af forpligtelser, der kan modregnes over for låntager.
3) Har forsikringsselskabet indgået finansielle kontrakter, der reducerer risikoen for, at aktiverne ikke kan dække de forsikringsmæssige forpligtelser, medregnes værdien af sådanne kontrakter i aktivernes værdi.		3) Finansielle kontrakter, der reducerer risikoen for, at aktiverne ikke kan dække de forsikringsmæssige forpligtelser, skal medregnes med værdien af sådanne kontrakter i aktivernes værdi.
4) Tilgodehavende, uforfaldne renter af værdipapirer omfattet af § 128, stk. 1, nr. 1-4, 6 og 7, medregnes i værdipapirernes værdi.		4) Tilgodehavende uforfaldne renter af værdipapirer omfattet af § 161, stk. 1, nr. 1-4, 6-7, 9 og 11-13, medregnes i værdipapirernes værdi.
§ 128. Til dækning af selskabets samlede forsikringsmæssige hensættelser, jf. § 127 a, kan følgende aktiver anvendes:		§ 161. Følgende aktivtyper kan indgå blandt aktiverne omfattet af § 158, stk. 1:
1) obligationer eller gældsbreve udstedt af eller garanteret af regeringer eller regionale myndigheder i zone A, jf. bilag 1,		1) Obligationer eller gældsbreve udstedt af eller garanteret af regeringer eller regionale myndigheder i zone A.
2) børsnoterede obligationer udstedt af internationale organisationer, der som medlem har mindst et af medlemslandene i Den Europæiske Union,		2) Børsnoterede obligationer udstedt af internationale organisationer, der som medlem har mindst et af medlemslandene i Den Europæiske Union.
3) realkreditobligationer efter realkreditlovens § 1, stk. 5, samt andre obligationer udstedt her i landet eller i lande omfattet af zone A, og som frembyder tilsvarende sikkerhed,		3) Realkreditobligationer samt andre obligationer udstedt her i landet eller i lande inden for Den Europæiske Union eller lande, som Fællesskabet har indgået aftale med, som frembyder tilsvarende sikkerhed.
4) tilgodehavender, eksklusive tilgodehavender, der er efterstillet andre kreditorer, hos kreditinstitutter under offentligt tilsyn i lande omfattet af zone A bortset fra kreditinstitutter omfattet af nr. 3 samt lån garanteret af kreditinstitutter eller forsikringsselskaber under offentligt tilsyn i lande omfattet af zone A,		4) Tilgodehavender, dog ikke tilgodehavender, der er efterstillet andre kreditorer, hos kreditinstitutter og forsikringsselskaber under offentligt tilsyn i lande omfattet af zone A samt andre tilgodehavender, garanteret af kreditinstitutter eller forsikringsselskaber under offentligt tilsyn i lande omfattet af zone A.
5) grunde og bygninger, hvis værdi er uafhængig af en særlig erhvervsudnyttelse,		5) Grunde, boligejendomme, kontor- og forretningsejendomme samt andre ejendomme, hvis værdi er uafhængig af en særlig erhvervsudnyttelse.
6) lån sikret ved tinglyst panteret i grunde og bygninger som omfattet af nr. 5 for et beløb op til to tredjedele af den seneste offentlige ejendomsvurdering,		6) Lån sikret ved tinglyst panteret i ejendomme, som omfattet af nr. 5 for et beløb op til 80 pct. af den seneste ejendomsvurdering for boligejendomme og 60 pct. for øvrige ejendomme.
7) lån mod sikkerhed i selskabets egne livsforsikringspolicer inden for disses genkøbsværdi,		7) Lån mod sikkerhed i egne livsforsikringspolicer inden for disses genkøbsværdi.
8) andele og beviser i investeringsinstitutter omfattet af Rådets direktiv 85/611/EØF og andele i placeringsforeninger, pengemarkedsforeninger og investeringsinstitutforeninger, jf. § 1 og § 2, stk. 2, nr. 1-3, i lov om investeringsforeninger og specialforeninger,		8) Andele og beviser i en afdeling af investeringsinstitutter omfattet af Rådets direktiv 85/611/EØF og andele i en afdeling af placeringsforeninger, pengemarkedsforeninger og investeringsinstitutforeninger, jf. § 1 og § 2, stk. 2, nr. 1-3, i lov om investeringsforeninger og specialforeninger.
9) andre obligationer og lån noteret på en fondsbørs i lande omfattet af zone A,		9) Andre obligationer og lån noteret på en fondsbørs i lande omfattet af zone A.
10) aktier og andre kapitalandele noteret på en fondsbørs i lande omfattet af zone A,		10) Kapitalandele noteret på en fondsbørs i lande omfattet af zone A.
11) grunde og bygninger, der ikke er omfattet af nr. 5, samt lån sikret ved tinglyst panteret i grunde og bygninger, der ikke er omfattet af nr. 6,		11) Ejendomme, der ikke er omfattet af nr. 5, samt lån sikret ved tinglyst panteret i ejendomme, der ikke er omfattet af nr. 6.
12) kapitalandele og andre værdipapirer, der er noteret på en fondsbørs i lande uden for zone A, fra udstedere, der er hjemmehørende i lande uden for zone A,		12) Kapitalandele og andre værdipapirer, der er noteret på en fondsbørs i lande uden for zone A.
13) unoterede kapitalandele, herunder kapitalandele, der omsættes på en autoriseret markedsplads, jf. § 40, stk. 1, i lov om værdipapirhandel m.v., eller et andet reguleret marked, der er offentligt anerkendt, regelmæssigt arbejdende og åbent for offentligheden, samt andre udlån og værdipapirer, som ikke omfattes af nr. 1-12.		13) Unoterede kapitalandele, herunder kapitalandele, der omsættes på en autoriseret markedsplads, jf. § 40, stk. 1, i lov om værdipapirhandel m.v., eller et andet reguleret marked, der er offentligt anerkendt, regelmæssigt arbejdende og åbent for offentligheden, samt andre lån og værdipapirer, som ikke omfattes af nr. 1-12.
Stk. 2. Hvis forsikringsselskabet har et datterselskab, hvis aktivitet er begrænset til at foretage og forvalte investeringer omfattet af stk. 1, kan datterselskabets aktiver inden for værdien af kapitalandelene i og eventuelle lån til datterselskabet behandles som aktiver efter stk. 1. Er datterselskabet ikke helejet, indgår dets aktiver til en forholdsmæssig værdi svarende til den ejede andel af egenkapitalen.		Stk. 2. I et datterselskab, hvis aktivitet er begrænset til at foretage og forvalte investeringer i aktiver omfattet af stk. 1, kan datterselskabets aktiver inden for værdien af kapitalandelene i og eventuelle lån til datterselskabet behandles som aktiver efter stk. 1. Er datterselskabet ikke helejet, indgår dets aktiver til en forholdsmæssig værdi svarende til den ejede andel af egenkapitalen.
Stk. 3. Hvis forsikringsselskabet har et datterselskab, der driver direkte livsforsikringsvirksomhed med koncession efter denne lov, kan datterselskabets aktiver behandles som aktiver efter stk. 1. Den del af datterselskabets aktiver, der ikke medgår til dækning af datterselskabets forsikringsmæssige hensættelser og datterselskabets solvensmargen, skal i så fald være af en art og sammensætning, så de kan indgå blandt moderselskabets aktiver til dækning af de forsikringsmæssige hensættelser efter bestemmelserne i dette kapitel. Datterselskabets aktiver kan tilsammen højst indgå blandt de aktiver, der dækker moderselskabets forsikringsmæssige hensættelser, til en værdi, der svarer til værdien af moderselskabets aktier i og eventuelle lån til datterselskabet med fradrag af datterselskabets solvensmargen. Er datterselskabet ikke helejet, indgår dets aktiver til en forholdsmæssig værdi svarende til den ejede andel af egenkapitalen.		Stk. 3. Hvis forsikringsselskabet har et datterselskab, der driver direkte livsforsikringsvirksomhed med koncession efter denne lov, kan datterselskabets aktiver behandles som aktiver efter stk. 1. Den del af datterselskabets aktiver, der ikke medgår til dækning af datterselskabets forsikringsmæssige hensættelser og et beløb, der modsvarer datterselskabets kapitalkrav, skal i så fald være af en sådan art og sammensætning, at de kan indgå blandt moderselskabets aktiver til dækning af de forsikringsmæssige hensættelser efter bestemmelserne i dette kapitel. Datterselskabets aktiver kan tilsammen højst indgå blandt de aktiver, der dækker de forsikringsmæssige hensættelser, til en værdi, der svarer til værdien af moderselskabets aktier i og eventuelle lån til datterselskabet med fradrag af datterselskabets kapitalkrav. Er datterselskabet ikke helejet, indgår dets aktiver til den forholdsmæssige værdi svarende til den ejede andel af egenkapitalen.
Stk. 4. Stk. 3 kan anvendes tilsvarende på andre datterselskaber med koncession efter denne lov. Et sådant datterselskabs aktiver kan dog højst indgå blandt aktiverne til en værdi, der svarer til 5 pct. af moderselskabets forsikringsmæssige hensættelser.		Stk. 4. Stk. 3 kan anvendes tilsvarende på andre datterselskaber, som er forsikringsselskaber med koncession efter denne lov. Et sådant datterselskabs aktiver kan dog højst indgå blandt aktiverne til en værdi, der svarer til 5 pct. af moderselskabets forsikringsmæssige hensættelser.
Stk. 5. Aktiver omfattet af stk. 1, nr. 8-13, der anvendes til at dække de forsikringsmæssige hensættelser, må tilsammen højst udgøre 70 pct. af de forsikringsmæssige hensættelser, jf. dog § 129, stk. 9 og 11.		§ 162. Følgende grænser i forhold til de forsikringsmæssige hensættelser er gældende for medregning af aktiver omfattet af § 158, stk. 1: 1) Aktiver omfattet af § 161, stk. 1, nr. 8-13, må samlet højst udgøre 70 pct.
Stk. 6. Aktiver omfattet af stk. 1, nr. 12, der anvendes til at dække de forsikringsmæssige hensættelser, må tilsammen højst udgøre 10 pct. af de forsikringsmæssige hensættelser.		§ 162. Følgende grænser i forhold til de forsikringsmæssige hensættelser er gældende for medregning af aktiver omfattet af § 158, stk. 1: 3) Aktiver omfattet af § 161, stk. 1, nr. 12, må samlet højst udgøre 10 pct.
Stk. 7. Udlån, der omfattes af stk. 1, nr. 13, må tilsammen højst udgøre 2 pct. af de forsikringsmæssige hensættelser og pr. debitor højst 1 pct. af de forsikringsmæssige hensættelser.		§ 162. Følgende grænser i forhold til de forsikringsmæssige hensættelser er gældende for medregning af aktiver omfattet af § 158, stk. 1: 4) Lån omfattet af § 161, stk. 1, nr. 13, må samlet højst udgøre 2 pct.
		§ 163. Følgende grænser i forhold til de forsikringsmæssige hensættelser er gældende for medregning af aktiver omfattet § 158, stk. 1, hvor aktiverne udgør en risiko på en enkelt virksomhed eller en gruppe af indbyrdes forbundne virksomheder: 6) Lån omfattet af § 161, stk. 1, nr. 13, må højst udgøre 1 pct.
Stk. 8. Aktiver omfattet af stk. 1, nr. 13, der anvendes til at dække de forsikringsmæssige hensættelser, må i alt højst udgøre 20 pct. af de forsikringsmæssige hensættelser. Heraf må andre udlån og værdipapirer, som ikke handles på en autoriseret markedsplads eller et andet reguleret marked, der er offentligt anerkendt, regelmæssigt arbejdende og åbent for offentligheden, højst udgøre 10 pct. af de forsikringsmæssige hensættelser.		§ 162. Følgende grænser i forhold til de forsikringsmæssige hensættelser er gældende for medregning af aktiver omfattet af § 158, stk. 1: 1) Aktiver omfattet af § 161, stk. 1, nr. 13, jf. dog stk. 2, må samlet højst medregnes med 20 pct. Stk. 2. Andre lån og værdipapirer omfattet af § 161, stk. 1, nr. 13, som ikke handles på en autoriseret markedsplads eller på et andet reguleret marked, der er offentligt anerkendt, regelmæssigt arbejdende og åbent for offentligheden, må højst udgøre 10 pct. af de forsikringsmæssige hensættelser.
Stk. 9. Finanstilsynet fastsætter nærmere bestemmelser om afgrænsningen af værdipapirer, der omfattes af flere af de i stk. 1, nr. 1-13, nævnte aktivgrupper.		§ 168. Finanstilsynet fastsætter nærmere regler for 1) afgrænsningen af værdipapirer, der omfattes af flere af de i § 161, stk. 1, nævnte aktivgrupper, 2) aktivernes lokalisering og kongruente valutaer i forhold de forsikringsmæssige hensættelser, 3) dækning af forsikringsmæssige hensættelser, for forsikringer, der omfattes af § 165 og 4) indberetning, registrering og kontrol af tilstedeværelsen af aktiverne i registrene efter § 166.
§ 129. I selskaber, der driver direkte livsforsikringsvirksomhed, må der ikke blandt de aktiver, der anvendes til at dække de forsikringsmæssige hensættelser, indgå aktiver, der repræsenterer en risiko på en enkelt virksomhed, hvis værdi sammenlagt udgør mere end 2 pct. af de forsikringsmæssige hensættelser. I de tilfælde, hvor den pågældende virksomhed er hjemmehørende og børsnoteret i et land omfattet af zone A og virksomhedens egenkapital overstiger 250 mio. kr., udgør den i 1. pkt. fastsatte grænse 3 pct.		§ 163. Stk. 4. Grænsen i stk. 1, nr. 5, gælder kun for andre forsikringsselskaber end selskaber, der driver direkte livsforsikringsvirksomhed og pensionskasser. For selskaber, der driver direkte livsforsikringsvirksomhed, og pensionskasser udgør grænsen 3 pct., jf. dog stk. 5. Stk. 5. Hvis virksomheden ikke er hjemmehørende eller børsnoteret i et land omfattet af zone A, eller virksomhedens egenkapital ikke overstiger 250 millioner kr., udgør grænsen i stk. 4, 2. pkt., 2 pct.
Stk. 2. For andre forsikringsselskaber end dem, der er nævnt i stk. 1, udgør den i stk. 1, 1. pkt., fastsatte grænse 4 pct.		§ 163. Følgende grænser i forhold til de forsikringsmæssige hensættelser er gældende for medregning af aktiver omfattet § 158, stk. 1, hvor aktiverne udgør en risiko på en enkelt virksomhed eller en gruppe af indbyrdes forbundne virksomheder:
		1) Aktiver omfattet af § 161, stk. 1, nr. 3, må højst udgøre 40 pct.
		2) Aktiver omfattet af § 161, stk. 1, nr. 4, må højst udgøre 10 pct.
		3) Aktiver omfattet af § 161, stk. 1, nr. 8, jf. dog stk. 2, må højst udgøre 10 pct.
		4) Aktiver omfattet af § 161, stk. 1, nr. 5-7 og 9-13, jf. dog stk. 3, må højst udgøre 5 pct.
		5) Aktiver omfattet af § 161, stk. 1, nr. 6-7, 9-10 og 12-13, jf. dog stk. 4, må højst udgøre 4 pct.
		6) Lån omfattet af § 161, stk. 1, nr. 13, må højst udgøre 1 pct.
Stk. 3. Stk. 1 og 2 gælder tilsvarende i forhold til virksomheder, mellem hvilke der består en sådan forbindelse, at de udgør en samlet risiko for forsikringsselskabet.		§ 163. Følgende grænser i forhold til de forsikringsmæssige hensættelser er gældende for medregning af aktiver omfattet § 158, stk. 1, hvor aktiverne udgør en risiko på en enkelt virksomhed eller en gruppe af indbyrdes forbundne virksomheder:
		1) Aktiver omfattet af § 161, stk. 1, nr. 3, må højst udgøre 40 pct.
		2) Aktiver omfattet af § 161, stk. 1, nr. 4, må højst udgøre 10 pct.
		3) Aktiver omfattet af § 161, stk. 1, nr. 8, jf. dog stk. 2, må højst udgøre 10 pct.
		4) Aktiver omfattet af § 161, stk. 1, nr. 5-7 og 9-13, jf. dog stk. 3, må højst udgøre 5 pct.
		5) Aktiver omfattet af § 161, stk. 1, nr. 6-7, 9-10 og 12-13, jf. dog stk. 4, må højst udgøre 4 pct.
		6) Lån omfattet af § 161, stk. 1, nr. 13, må højst udgøre 1 pct.
Stk. 4. For grunde og bygninger omfattet af § 128, stk. 1, nr. 5, og lån omfattet af § 128, stk. 1, nr. 6, finder stk. 1-3 tilsvarende anvendelse med den forskel, at grænsen udgør 5 pct.		§ 163. Følgende grænser i forhold til de forsikringsmæssige hensættelser er gældende for medregning af aktiver omfattet § 158, stk. 1, hvor aktiverne udgør en risiko på en enkelt virksomhed eller en gruppe af indbyrdes forbundne virksomheder:
		1) Aktiver omfattet af § 161, stk. 1, nr. 3, må højst udgøre 40 pct.
		2) Aktiver omfattet af § 161, stk. 1, nr. 4, må højst udgøre 10 pct.
		3) Aktiver omfattet af § 161, stk. 1, nr. 8, jf. dog stk. 2, må højst udgøre 10 pct.
		4) Aktiver omfattet af § 161, stk. 1, nr. 5-7 og 9-13, jf. dog stk. 3, må højst udgøre 5 pct.
		5) Aktiver omfattet af § 161, stk. 1, nr. 6-7, 9-10 og 12-13, jf. dog stk. 4, må højst udgøre 4 pct.
		6) Lån omfattet af § 161, stk. 1, nr. 13, må højst udgøre 1 pct.
Stk. 5. Hvis et forsikringsselskab har investeret i eller ydet lån til et selskab, hvis aktiviteter alene omfatter investeringer efter § 128, stk. 1, nr. 5, finder den i stk. 4 anførte grænse anvendelse på forsikringsselskabets samlede engagement med selskabet.		§ 163. Stk. 3. Ved kapitalandele i og lån ydet til en virksomhed, hvis aktiviteter alene omfatter investeringer i aktiver omfattet af § 161, stk. 1, nr. 5 og 11, finder grænsen nævnt i stk. 1, nr. 4, anvendelse på engagementet med virksomheden.
Stk. 6. Stk. 1-3 finder tilsvarende anvendelse på et forsikringsselskabs datterselskab med koncession efter denne lov, når datterselskabet ikke omfattes af § 128, stk. 3 eller 4, eller på et datterselskab, der er omfattet af § 6 a, stk. 3, med den forskel, at grænsen udgør 5 pct.		§ 163. Stk. 6. Stk. 1, nr. 5, og stk. 3 finder ikke anvendelse på investeringer i et datterselskab, der er omfattet af § 161, stk. 2-4, samt på investeringer i virksomheder, hvis aktivitet efter vedtægterne er begrænset til at foretage investeringer i aktiver omfattet af § 161, stk. 1, nr. 1-3. I sidstnævnte tilfælde kan investeringen i forhold til bestemmelserne i stk. 1, nr. 4-6, og stk. 2, samt § 162, stk. 1, nr. 1, 2 og 4, henføres til § 161, stk. 1, nr. 1-3.
Stk. 7. For aktiver omfattet af § 128, stk. 1, nr. 3, udgør den i stk. 1 og den i stk. 2 fastsatte grænse 40 pct.		§ 163. Følgende grænser i forhold til de forsikringsmæssige hensættelser er gældende for medregning af aktiver omfattet § 158, stk. 1, hvor aktiverne udgør en risiko på en enkelt virksomhed eller en gruppe af indbyrdes forbundne virksomheder:
		1) Aktiver omfattet af § 161, stk. 1, nr. 3, må højst udgøre 40 pct.
		2) Aktiver omfattet af § 161, stk. 1, nr. 4, må højst udgøre 10 pct.
		3) Aktiver omfattet af § 161, stk. 1, nr. 8, jf. dog stk. 2, må højst udgøre 10 pct.
		4) Aktiver omfattet af § 161, stk. 1, nr. 5-7 og 9-13, jf. dog stk. 3, må højst udgøre 5 pct.
		5) Aktiver omfattet af § 161, stk. 1, nr. 6-7, 9-10 og 12-13, jf. dog stk. 4, må højst udgøre 4 pct.
		6) Lån omfattet af § 161, stk. 1, nr. 13, må højst udgøre 1 pct.
Stk. 8. For risici på kreditinstitutter under offentligt tilsyn i lande omfattet af zone A bortset fra kreditinstitutter omfattet af § 128, stk. 1, nr. 3, og på forsikringsselskaber under offentligt tilsyn i lande omfattet af zone A udgør den i stk. 1 og den i stk. 2 fastsatte grænse 10 pct. Aktiver, der ikke omfattes af § 128, stk. 1, nr. 4, kan højst medgå inden for de grænser, der er fastsat i stk. 1 og stk. 2.		§ 163. Følgende grænser i forhold til de forsikringsmæssige hensættelser er gældende for medregning af aktiver omfattet § 158, stk. 1, hvor aktiverne udgør en risiko på en enkelt virksomhed eller en gruppe af indbyrdes forbundne virksomheder: 1) Aktiver omfattet af § 161, stk. 1, nr. 3, må højst udgøre 40 pct. 2) Aktiver omfattet af § 161, stk. 1, nr. 4, må højst udgøre 10 pct.
		3) Aktiver omfattet af § 161, stk. 1, nr. 8, jf. dog stk. 2, må højst udgøre 10 pct.
		4) Aktiver omfattet af § 161, stk. 1, nr. 5-7 og 9-13, jf. dog stk. 3, må højst udgøre 5 pct.
		5) Aktiver omfattet af § 161, stk. 1, nr. 6-7, 9-10 og 12-13, jf. dog stk. 4, må højst udgøre 4 pct.
		6) Lån omfattet af § 161, stk. 1, nr. 13, må højst udgøre 1 pct.
Stk. 9. For andele og beviser i et enkelt investeringsinstitut som anført under § 128, stk. 1, nr. 8, udgør den i stk. 1 og i stk. 2 fastsatte grænse 10 pct. Denne begrænsning finder dog ikke anvendelse, når det pågældende investeringsinstitut efter sine vedtægter alene kan investere i aktiver omfattet af § 128, stk. 1, nr. 1-3. I sådanne tilfælde kan investeringen tillige i forhold til bestemmelsen i § 128, stk. 5, henføres til § 128, stk. 1, nr. 1-3.		§ 163. Følgende grænser i forhold til de forsikringsmæssige hensættelser er gældende for medregning af aktiver omfattet § 158, stk. 1, hvor aktiverne udgør en risiko på en enkelt virksomhed eller en gruppe af indbyrdes forbundne virksomheder: 1) Aktiver omfattet af § 161, stk. 1, nr. 3, må højst udgøre 40 pct. 2) Aktiver omfattet af § 161, stk. 1, nr. 4, må højst udgøre 10 pct. 3) Aktiver omfattet af § 161, stk. 1, nr. 8, jf. dog stk. 2, må højst udgøre 10 pct.
		4) Aktiver omfattet af § 161, stk. 1, nr. 5-7 og 9-13, jf. dog stk. 3, må højst udgøre 5 pct.
		5) Aktiver omfattet af § 161, stk. 1, nr. 6-7, 9-10 og 12-13, jf. dog stk. 4, må højst udgøre 4 pct.
		6) Lån omfattet af § 161, stk. 1, nr. 13, må højst udgøre 1 pct.
		Stk. 2. Hvis en afdeling af et investeringsinstitut omfattet af Rådets direktiv 85/611/EØF, jf. § 161, stk. 1, nr. 8, efter sine vedtægter alene kan investere i aktiver omfattet af § 161, stk. 1, nr. 1-3, kan investeringen tillige henføres til § 161, stk. 1, nr. 1-3.
Stk. 10. Stk. 1-3 finder ikke anvendelse på aktiver omfattet af § 128, stk. 1, nr. 1, 2 og 7.		§ 163. Følgende grænser i forhold til de forsikringsmæssige hensættelser er gældende for medregning af aktiver omfattet § 158, stk. 1, hvor aktiverne udgør en risiko på en enkelt virksomhed eller en gruppe af indbyrdes forbundne virksomheder:
		1) Aktiver omfattet af § 161, stk. 1, nr. 3, må højst udgøre 40 pct.
		2) Aktiver omfattet af § 161, stk. 1, nr. 4, må højst udgøre 10 pct.
		3) Aktiver omfattet af § 161, stk. 1, nr. 8, jf. dog stk. 2, må højst udgøre 10 pct.
		4) Aktiver omfattet af § 161, stk. 1, nr. 5-7 og 9-13, jf. dog stk. 3, må højst udgøre 5 pct.
		5) Aktiver omfattet af § 161, stk. 1, nr. 6-7, 9-10 og 12-13, jf. dog stk. 4, må højst udgøre 4 pct.
		6) Lån omfattet af § 161, stk. 1, nr. 13, må højst udgøre 1 pct.
		Stk. 4. Grænsen i stk. 1, nr. 5, gælder kun for andre forsikringsselskaber end selskaber, der driver direkte livsforsikringsvirksomhed og pensionskasser. For selskaber, der driver direkte livsforsikringsvirksomhed, og pensionskasser udgør grænsen 3 pct., jf. dog stk. 5.
		Stk. 5. Hvis virksomheden ikke er hjemmehørende eller børsnoteret i et land omfattet af zone A, eller virksomhedens egenkapital ikke overstiger 250 millioner kr., udgør grænsen i stk. 4, 2. pkt., 2 pct.
§ 130. Finanstilsynet fastsætter regler om, hvorledes de forsikringsmæssige hensættelser skal være dækket med hensyn til aktivernes lokalisering og deres valutamæssige overensstemmelse (kongruens) med hensættelserne.		§ 164. I aktiverne omfattet af § 158, stk. 1, skal et beløb på mindst 80 pct. være denomineret i kongruente valutaer. Stk. 2. Aktiver, der er denomineret i euro kan anvendes til at opfylde halvdelen af kravet i stk. 1 for de forsikringsmæssige hensættelser i en anden EU-valuta end euro. Stk. 3. Kravet i stk. 1 finder ikke anvendelse, såfremt de forsikringsmæssige hensættelser i den pågældende valuta udgør mindre end 7 pct. af de forsikringsmæssige hensættelser i øvrige valutaer.
		§ 168. Finanstilsynet fastsætter nærmere regler for
		1) afgrænsningen af værdipapirer, der omfattes af flere af de i § 161, stk. 1, nævnte aktivgrupper,
		2) aktivernes lokalisering og kongruente valutaer i forhold de forsikringsmæssige hensættelser,
		3) dækning af forsikringsmæssige hensættelser, for forsikringer, der omfattes af § 165 og
		4) indberetning, registrering og kontrol af tilstedeværelsen af aktiverne i registrene efter § 166.
§ 130 a. For hensættelser for forsikringer, der er tilknyttet investeringsfonde, finder § 127 a, stk. 1, 2. pkt., § 128, stk. 2-8, og § 129 ikke anvendelse, i det omfang selskabet ikke påtager sig nogen investeringsrisiko.		§ 165. For forsikringsmæssige hensættelser i forsikringsklasse III, hvor forsikringsselskabet eller pensionskassen ikke har påtaget sig nogen investeringsrisiko finder § 158, stk. 2, og §§ 162, 163 og 164 ikke anvendelse.
Stk. 2. For forsikringer omfattet af stk. 1 kan Finanstilsynet fastsætte nærmere regler om dækning af de forsikringsmæssige hensættelser.		§ 168. Finanstilsynet fastsætter nærmere regler for
		1) afgrænsningen af værdipapirer, der omfattes af flere af de i § 161, stk. 1, nævnte aktivgrupper,
		2) aktivernes lokalisering og kongruente valutaer i forhold de forsikringsmæssige hensættelser,
		3) dækning af forsikringsmæssige hensættelser, for forsikringer, der omfattes af § 165 og
		4) indberetning, registrering og kontrol af tilstedeværelsen af aktiverne i registrene efter § 166.
§ 131. I livsforsikringsselskaber skal der føres et register over aktiverne efter § 128, stk. 1, samt finansielle kontrakter efter § 127 a, stk. 3, nr. 3. De registrerede aktiver tjener udelukkende til fyldestgørelse af de forsikrede. Stk. 7. Livsforsikringsselskabet giver indberetning til Finanstilsynet om, hvilke aktiver der er registreret i medfør af stk. 2, 2. og 3. pkt. Finanstilsynet eller den, Finanstilsynet bemyndiger hertil, kontrollerer tilstedeværelsen af disse aktiver efter nærmere regler fastsat af Finanstilsynet. Stk. 9. Finanstilsynet kan kræve registeret deponeret, hvis tilsynet beslutter at begrænse eller forbyde selskabets rådighed over dets aktiver. Ved deponering af registeret skal Finanstilsynet registreres som berettiget i en værdipapircentral med hensyn til fondsaktiver. Med hensyn til de øvrige midler, der tjener til dækning af de forsikringsmæssige hensættelser, skal disse håndpantsættes til fordel for Finanstilsynet. Stk. 10. Så længe registeret er deponeret, skal enhver ændring godkendes af Finanstilsynet og noteres i registeret.		§ 166. I forsikringsselskaber og pensionskasser skal der føres et register over aktiverne omfattet af § 158, stk. 1, samt finansielle kontrakter efter § 159, stk. 1, nr. 3. I skadesforsikringsselskaber skal der derudover føres et register, der indeholder aktiver, der modsvarer indgåede præmier, hvor forsikringsperioden først påbegyndes efter regnskabsårets afslutning. De registrerede aktiver og kontrakter tjener udelukkende til fyldestgørelse af de forsikrede. Stk. 2 . Kravet om registrering finder ikke anvendelse på de i § 161, stk. 1, nr. 7, nævnte policelån. Stk. 3. Indgår der fast ejendom blandt aktiverne, registreres et tinglyst ejerpantebrev. Stk. 4. For datterselskaber, der omfattes af § 161, stk. 2-4, registreres kapitalandelene i samt eventuelle lån til datterselskabet. Stk. 5. Forsikringsselskabet og pensionskassen giver indberetning til Finanstilsynet om, hvilke aktiver der indgår i registret. Finanstilsynet eller den, Finanstilsynet bemyndiger hertil, kontrollerer tilstedeværelsen af disse aktiver efter nærmere regler fastsat af Finanstilsynet. Stk. 6. Finanstilsynet kan kræve registeret deponeret, hvis tilsynet beslutter at begrænse eller forbyde selskabets rådighed over dets aktiver. Ved deponering af registeret skal Finanstilsynet registreres som berettiget i en værdipapircentral med hensyn til fondsaktiver. Med hensyn til de øvrige aktiver og kontrakter, der tjener til dækning af de forsikringsmæssige hensættelser, skal disse håndpantsættes til fordel for Finanstilsynet. Stk. 7. Enhver ændring i et deponeret register skal godkendes af Finanstilsynet og noteres i registret.
Stk. 8. Finanstilsynet fastsætter nærmere bestemmelser om livsforsikringsselskabernes indberetnings- og registreringspligt.		§ 168. Finanstilsynet fastsætter nærmere regler for 1) afgrænsningen af værdipapirer, der omfattes af flere af de i § 161, stk. 1, nævnte aktivgrupper, 2) aktivernes lokalisering og kongruente valutaer i forhold de forsikringsmæssige hensættelser, 3) dækning af forsikringsmæssige hensættelser, for forsikringer, der omfattes af § 165 og 4) indberetning, registrering og kontrol af tilstedeværelsen af aktiverne i registrene efter § 166.
§ 134. Finanstilsynet kan dispensere fra dette kapitels bestemmelser.		§ 167. Finanstilsynet kan for en tidsbegrænset periode dispensere fra § 161 og § 163, stk. 1, nr. 2-6, og stk. 2-6.
§ 135. Som udbytte til aktionærer, rente til garanter eller udbetaling til medlemmer i gensidige selskaber kan kun anvendes årets resultat (overskud) i henhold til den godkendte årsrapport for sidste regnskabsår, overført overskud fra tidligere år og andre reserver, der ikke er bundne i medfør af lov eller selskabets vedtægter, efter fradrag dels af udækket underskud, dels af beløb, der i medfør af lov eller selskabets vedtægter skal henlægges til en sikkerhedsfond eller til andre formål.		§ 289. Som udbytte til aktionærer, rente til garanter eller udbetaling til medlemmer i gensidige selskaber kan kun anvendes årets resultat (overskud) i henhold til den godkendte årsrapport for sidste regnskabsår, overført overskud fra tidligere år og andre reserver, der ikke er bundne i medfør af lov eller selskabets vedtægter, efter fradrag dels af udækket underskud, dels af beløb, der i medfør af lov eller selskabets vedtægter skal henlægges til en sikkerhedsfond eller til andre formål.
§ 136. Så længe selskabets basiskapital ikke utvivlsomt opfylder kravene i §§ 34 og 73, kan der ikke udbetales udbytte til aktionærer, rente til garanter eller beløb til medlemmer i gensidige selskaber.		§ 290. Så længe selskabets basiskapital ikke opfylder kapitalkravene i medfør af denne lov, kan der ikke udbetales udbytte til aktionærer, rente til garanter eller beløb til medlemmer i gensidige selskaber.
§ 137. I forsikringsaktieselskaber kan uddeling af selskabets midler til aktionærerne i øvrigt kun finde sted som udlodning i forbindelse med nedsættelse af aktiekapitalen eller selskabets opløsning. I gensidige selskaber kan uddeling til medlemmer i øvrigt kun ske i overensstemmelse med de i vedtægterne fastsatte regler.		§ 291. I forsikringsaktieselskaber kan uddeling af selskabets midler til aktionærerne i øvrigt kun finde sted som udlodning i forbindelse med nedsættelse af aktiekapitalen eller selskabets opløsning. I gensidige selskaber kan uddeling til medlemmer i øvrigt kun ske i overensstemmelse med de i vedtægterne fastsatte regler.
Stk. 2. Udbytte til aktionærer, rente til garanter eller udbetaling til medlemmer i gensidige selskaber må ikke overstige, hvad der er forsvarligt under hensyn til selskabets og, i moderselskaber, koncernens økonomiske stilling.		Stk. 2. Udbytte til aktionærer, rente til garanter eller udbetaling til medlemmer i gensidige selskaber må ikke overstige, hvad der er forsvarligt under hensyn til selskabets og, i moderselskaber, koncernens økonomiske stilling.
§ 141. Et forsikringsselskab kan, såfremt vedtægterne indeholder bestemmelser herom, foretage henlæggelser til en sikkerhedsfond. Stk. 2. Midler, der er henlagt til sikkerhedsfonden, kan ikke fraføres denne. Der kan ej heller foretages vedtægtsændringer med den virkning, at midler, der efter stk. 1 allerede er henlagt til sikkerhedsfonden, kan fraføres denne. Sikkerhedsfondens midler kan dog efter tilladelse fra Finanstilsynet anvendes til dækning af tab ved afvikling af de forsikringsmæssige forpligtelser eller på anden måde til fordel for de forsikrede.		§ 292. Et forsikringsselskab kan, såfremt vedtægterne indeholder bestemmelser herom, foretage henlæggelser til en sikkerhedsfond. Stk. 2. Midler, der er henlagt til sikkerhedsfonden, kan ikke fraføres denne. Der kan ej heller foretages vedtægtsændringer med den virkning, at midler, der efter stk. 1 allerede er henlagt til sikkerhedsfonden, kan fraføres denne. Sikkerhedsfondens midler kan dog efter tilladelse fra Finanstilsynet anvendes til dækning af tab ved afvikling af de forsikringsmæssige forpligtelser eller på anden måde til fordel for de forsikrede.
§ 142. Bestemmelsen i aktieselskabslovens § 115, stk. 1, finder ikke anvendelse på en disposition, som er sædvanlig og erhvervsmæssigt begrundet. Finanstilsynet skal dog give tilladelse, når dispositionen vedrører et koncernforbundet selskab.		§ 181 . En finansiel virksomhed må ikke uden tilladelse fra Finanstilsynet indgå engagementer med andre virksomheder inden for samme koncern bortset fra engagementer med dattervirksomheder.
Stk. 2. Aktieselskabslovens § 115, stk. 1 og 2, finder ikke anvendelse på et af et livsforsikringsselskab inden for genkøbsværdien ydet lån mod pant i forsikringspolicen.		Stk. 2. En finansiel virksomhed må i øvrigt ikke have et engagement med virksomheder eller personer, som direkte eller indirekte har en afgørende indflydelse på den finansielle virksomhed, eller som er domineret af virksomheder eller personer med en sådan indflydelse.
		Stk. 3 . Finanstilsynet kan undtage fra stk. 2.
§ 144. Et forsikringsselskab må i øvrigt ikke uden tilladelse fra Finanstilsynet yde lån til eller stille sikkerhed for virksomheder eller personer, som direkte eller indirekte har en afgørende indflydelse på selskabet, eller som er domineret af virksomheder og personer med en sådan indflydelse. Tilsvarende gælder et forsikringsselskabs kapitalindskud i sådanne virksomheder.		§ 181 . En finansiel virksomhed må ikke uden tilladelse fra Finanstilsynet indgå engagementer med andre virksomheder inden for samme koncern bortset fra engagementer med dattervirksomheder.
Stk. 2. Såfremt tilsynet skriftligt meddeler et forsikringsselskab, at tilladelse efter stk. 1 er fornøden, må transaktionen ikke gennemføres, forinden tilsynets afgørelse er ændret. Det påhviler forsikringsselskabet at godtgøre, at transaktionen lovligt kan foretages.		Stk. 2. En finansiel virksomhed må i øvrigt ikke have et engagement med virksomheder eller personer, som direkte eller indirekte har en afgørende indflydelse på den finansielle virksomhed, eller som er domineret af virksomheder eller personer med en sådan indflydelse.
Stk. 3. Hvis et forsikringsselskab er moderselskab som anført i årsregnskabsloven § 1, stk. 2, nr. 6, finder stk. 1 og 2 også anvendelse for koncernen. Forsikringsselskabets bestyrelse og direktion påser overholdelsen heraf.		Stk. 3 . Finanstilsynet kan undtage fra stk. 2.
Stk. 4. Aktieselskabslovens § 115, stk. 3-5, finder tilsvarende anvendelse på dispositioner foretaget i strid med stk. 1 og 3.
§ 151. Træffer Finanstilsynet beslutning om, at et livsforsikringsselskabs forsikringsbestand tages under administration i henhold til § 176, stk. 5, § 250 eller § 253, udnævner Finanstilsynet samtidig en administrator til i fællesskab med eventuelle medadministratorer at forestå forsikringsbestandens administration.		§ 277. Træffer Finanstilsynet beslutning om, at et livsforsikringsselskabs forsikringsbestand tages under administration i henhold til § 263, stk. 6, § 273 eller §§ 254-255, udnævner Finanstilsynet samtidig en administrator til i fællesskab med eventuelle medadministratorer at forestå forsikringsbestandens administration.
Stk. 2. Når en forsikringsbestand tages under administration, skal Finanstilsynet tilbagekalde livsforsikringsselskabets koncession samt foranledige beslutningerne om administrationens iværksættelse, administrators udnævnelse samt koncessionens tilbagekaldelse registreret i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.		Stk. 2. Når en forsikringsbestand tages under administration, skal Finanstilsynet tilbagekalde livsforsikringsselskabets tilladelse samt foranledige beslutningerne om administrationens iværksættelse, administrators udnævnelse samt tilladelsens tilbagekaldelse registreret i Erhvervs‑ og Selskabsstyrelsen.
Stk. 3. For at sikre administrationens forsvarlige varetagelse kan administrator udpege en eller flere medadministratorer med indsigt i for administrationen relevante forhold. § 89 finder tilsvarende anvendelse i forbindelse med administrationsboer.		Stk. 3. For at sikre administrationens forsvarlige varetagelse kan administrator udpege en eller flere medadministratorer med indsigt i for administrationen relevante forhold. § 107 finder tilsvarende anvendelse i forbindelse med administrationsboer.
Stk. 4. Udgifter, der efter skattelovgivningen påhviler administrationsboet, udredes forlods af administrationsboets midler.		Stk. 4. Udgifter, der efter skattelovgivningen påhviler administrationsboet bestående af de forsikrede, udredes af administrationsboet ved administrator.
Stk. 5. Honorarer til administratorerne og andre udgifter i forbindelse med administrationen udredes af administrationsboet. Honorarernes størrelse fastsættes efter forhandling med Finanstilsynet.		Stk. 5. Honorarer til administratorerne og andre udgifter i forbindelse med administrationen udredes af administrationsboet. Honorarernes størrelse fastsættes efter forhandling med Finanstilsynet.
Stk. 6. Administrationsboet er underlagt Finanstilsynets tilsyn.		Stk. 6. Administrationsboet er underlagt Finanstilsynets tilsyn.
§ 152. Ved administrationens begyndelse skal de i § 131, stk. 1, nævnte registrerede aktiver straks overlades til administrationsboet. Administrationsboet ved administrator skal være berettiget til at råde over disse aktiver. For så vidt angår fondsaktiver, skal dette registreres i en værdipapircentral og, for så vidt angår fast ejendom, i tingbogen.		§ 278. Ved administrationens begyndelse skal de i § 166, stk. 1, nævnte registrerede aktiver straks overlades til administrationsboet. Administrationsboet ved administrator skal være berettiget til at råde over disse aktiver. For så vidt angår fondsaktiver, skal dette registreres i en værdipapircentral og, for så vidt angår fast ejendom, i tingbogen.
Stk. 2. Erklæres et livsforsikringsselskab konkurs, oversender skifteretten straks de i stk. 1 nævnte aktiver til administrator.		Stk. 2. Erklæres et livsforsikringsselskab konkurs, oversender skifteretten straks de i stk. 1 nævnte aktiver til administrator.
Stk. 3. Administrator skal lade de registrerede aktiver vurdere i overensstemmelse med de gældende værdiansættelsesregler.		Stk. 3. Administrator skal lade de registrerede aktiver vurdere i overensstemmelse med de gældende værdiansættelsesregler.
Stk. 4. De enkelte forsikrede kan ikke gøre krav gældende mod selskabet. Derimod kan administrator på administrationsboets vegne fordre, hvad der efter vurderingen af de overtagne aktiver, jf. stk. 3, mangler, for at de forsikringsmæssige hensættelser og anmeldte og forfaldne forsikringskrav efter beregningen nævnt i § 154 er dækket. Endvidere kan administrator på administrationsboets vegne kræve et beløb, der svarer til selskabets solvensmargin opgjort ved administrationsboets begyndelse, jf. §§ 34 og 73.		Stk. 4. De enkelte forsikrede kan ikke gøre krav gældende mod selskabet. Derimod kan administrator på administrationsboets vegne afkræve selskabet, hvad der efter vurderingen af de overtagne aktiver, jf. stk. 3, mangler, for at de forsikringsmæssige hensættelser og anmeldte og forfaldne forsikringskrav efter beregningen nævnt i § 280 er dækket. Endvidere kan administrator på administrationsboets vegne kræve et beløb, der svarer til selskabets solvensmargin opgjort ved administrationsboets begyndelse.
Stk. 5. Erklæres et livsforsikringsselskab konkurs, efter administrationen er begyndt, får konkursen ingen virkning for administrationsboet.		Stk. 5. Erklæres et livsforsikringsselskab konkurs, efter administrationen er begyndt, får konkursen ingen virkning for administrationsboet.
Stk. 6. Administrator skal forvalte de fra selskabet modtagne aktiver og kan hos selskabet, eventuelt ved fogdens hjælp, kræve alt til administrationen nødvendigt materiale udleveret.		Stk. 6. Administrator skal forvalte de fra selskabet modtagne aktiver og kan hos selskabet, eventuelt ved fogdens hjælp, kræve alt til administrationen nødvendigt materiale udleveret.
§ 153. Når forsikringsbestanden er taget under administration, kan genkøb af forsikringer ikke finde sted. Dog kan genkøbsværdien helt eller delvis anvendes til dækning af de i § 128, stk. 1, nr. 7, nævnte policelån.		§ 279. Når forsikringsbestanden er taget under administration, kan genkøb af forsikringer ikke finde sted. Dog kan genkøbsværdien helt eller delvis anvendes til dækning af de i § 161, stk. 1, nr. 7, nævnte policelån.
§ 154. Administrator skal beregne de forsikringsmæssige hensættelser og opgøre størrelsen af anmeldte og forfaldne krav efter forsikringsaftalerne ved administrationens begyndelse.		§ 280. Administrator skal beregne de forsikringsmæssige hensættelser og opgøre størrelsen af anmeldte og forfaldne krav efter forsikringsaftalerne ved administrationens begyndelse.
Stk. 2. Forsikringskrav, som før administrationens begyndelse var forfaldne eller anmeldt, skal afgøres efter de før dette tidspunkt gældende regler. Forsikringer, som forfalder senere, skal foreløbig kun udbetales med et så stort et beløb, som administrator efter omstændighederne finder forsvarligt. Viser den endelige fastsættelse af forsikringsbeløbene, jf. stk. 4, at der på denne måde er udbetalt for meget, kan tilbagebetaling ikke kræves.		Stk. 2. Forsikringskrav, som før administrationens begyndelse var forfaldne eller anmeldt, skal afgøres efter de før dette tidspunkt gældende regler. Forsikringer, som forfalder senere, skal foreløbig kun udbetales med et så stort et beløb, som administrator efter omstændighederne finder forsvarligt. Viser den endelige fastsættelse af forsikringsbeløbene, jf. stk. 4, at der på denne måde er udbetalt for meget, kan tilbagebetaling ikke kræves.
Stk. 3. De forsikringsmæssige hensættelser beregnes under anvendelse af det for selskabet anmeldte beregningsgrundlag, jf. § 30, medmindre administrator finder det nødvendigt at fastsætte et andet beregningsgrundlag, der anmeldes til Finanstilsynet.		Stk. 3. De forsikringsmæssige hensættelser beregnes under anvendelse af det for selskabet anmeldte beregningsgrundlag, jf. § 20, medmindre administrator finder det nødvendigt at fastsætte et andet beregningsgrundlag, der anmeldes til Finanstilsynet.
Stk. 4. Fastsættelse af forsikringsbeløbene, herunder en eventuel nedsættelse heraf, jf. § 155, stk. 1, sidste pkt., eller § 156, stk. 1, 1. pkt., foretages i overensstemmelse med det efter stk. 3 gældende beregningsgrundlag og efter en fordeling af selskabets aktiver, der i det enkelte tilfælde må anses for rimelig under hensyn til forholdene i forsikringsbestanden, herunder indholdet af forsikringsaftalerne.		Stk. 4. Fastsættelse af forsikringsbeløbene, herunder en eventuel nedsættelse heraf, jf. § 281, stk. 1, sidste pkt., eller § 282, stk. 1, 1. pkt., foretages i overensstemmelse med det efter stk. 3 gældende beregningsgrundlag og efter en fordeling af selskabets aktiver, der i det enkelte tilfælde må anses for rimelig under hensyn til forholdene i forsikringsbestanden, herunder indholdet af forsikringsaftalerne.
§ 155. Administrator skal snarest muligt, efter at vurdering og beregning i henhold til § 152, stk. 3, og § 154 har fundet sted, søge hele forsikringsbestanden overtaget af et eller flere forsikringsselskaber, der driver virksomhed her i landet. Indkommer der tilbud om en sådan overtagelse, skal administrator ansøge om Finanstilsynets tilladelse til overdragelsen. Ansøgningen om overdragelsen skal ledsages af den overenskomst, der er afsluttet mellem administrationsboet og det overtagende selskab og af sådanne oplysninger om dette selskab, som Finanstilsynet finder nødvendige for at kunne bedømme, om overdragelsen er forsvarlig over for forsikringstagerne. Medfører overenskomsten nedsættelse af forsikringsbeløbene eller ændring af forsikringsvilkårene, herunder af bonusreglerne, skal dette angives.		§ 281. Administrator skal snarest muligt, efter at vurdering og beregning i henhold til § 278, stk. 3, og § 280 har fundet sted, søge hele forsikringsbestanden overtaget af et eller flere forsikringsselskaber, der driver virksomhed her i landet. Indkommer der tilbud om en sådan overtagelse, skal administrator ansøge om Finanstilsynets tilladelse til overdragelsen. Ansøgningen om overdragelsen skal ledsages af den overenskomst, der er afsluttet mellem administrationsboet og det overtagende selskab og af sådanne oplysninger om dette selskab, som Finanstilsynet finder nødvendige for at kunne bedømme, om overdragelsen er forsvarlig over for forsikringstagerne. Medfører overenskomsten nedsættelse af forsikringsbeløbene eller ændring af forsikringsvilkårene, herunder af bonusreglerne, skal dette angives.
Stk. 2. Medmindre Finanstilsynet på det foreliggende grundlag finder, at tilladelse til overdragelsen bør nægtes, skal Finanstilsynet offentliggøre en redegørelse for den påtænkte overdragelse i Statstidende og i dagblade. Redegørelsen skal indeholde en opfordring til forsikringstagerne til inden en af Finanstilsynet fastsat frist, der ikke må være kortere end en måned, skriftligt at meddele Finanstilsynet, såfremt de har indsigelser mod overdragelsen. Selskabet skal samtidig til de forsikringstagere, hvis adresse er selskabet bekendt, udsende redegørelsen og forslaget.		Stk. 2. Medmindre Finanstilsynet på det foreliggende grundlag finder, at tilladelse til overdragelsen bør nægtes, skal Finanstilsynet offentliggøre en redegørelse for den påtænkte overdragelse i Statstidende og i dagblade. Redegørelsen skal indeholde en opfordring til forsikringstagerne til inden en af Finanstilsynet fastsat frist, der ikke må være kortere end en måned, skriftligt at meddele Finanstilsynet, såfremt de har indsigelser mod overdragelsen. Selskabet skal samtidig til de forsikringstagere, hvis adresse er selskabet bekendt, udsende redegørelsen og forslaget.
Stk. 3. Efter udløbet af den i stk. 2, nævnte frist træffer Finanstilsynet under hensyntagen til de fremsatte indsigelser beslutning om, hvorvidt forsikringsbestanden kan overdrages i overensstemmelse med det fremsatte forslag. Overdragelsen kan ikke påberåbes som grundlag for at hæve forsikringsaftalen.		Stk. 3. Efter udløbet af den i stk. 2, nævnte frist træffer Finanstilsynet under hensyntagen til de fremsatte indsigelser beslutning om, hvorvidt forsikringsbestanden kan overdrages i overensstemmelse med det fremsatte forslag. Overdragelsen kan ikke påberåbes som grundlag for at hæve forsikringsaftalen.
Stk. 4. Er overdragelse sket på sådan måde, at ikke alle administrationsboets aktiver er medgået, skal administrator afgive det overskydende beløb til selskabet eller dets bo.		Stk. 4. Er overdragelse sket på sådan måde, at ikke alle administrationsboets aktiver er medgået, skal administrator afgive det overskydende beløb til selskabet eller dets bo.
§ 156. Kan forsikringsbestanden ikke overdrages i henhold til § 155, skal administrator foretage den endelige fastsættelse af forsikringsbeløbene i henhold til den foretagne opgørelse samt eventuelle ændringer af forsikringsvilkårene, herunder af bonusreglerne, og sammenkalde en generalforsamling af forsikringstagerne til stiftelse af et gensidigt selskab med administrationsboet som stifter, jf. § 72 og aktieselskabslovens § 3. Til denne generalforsamling gives 2 måneders varsel. Indkaldelsen samt en redegørelse for stiftelsesdokumentets indhold, jf. § 14, og den af administrator beregnede fastsættelse af forsikringsbeløbene bekendtgøres på den i § 155, stk. 2, angivne måde.		§ 282. Kan forsikringsbestanden ikke overdrages i henhold til § 281, skal administrator foretage den endelige fastsættelse af forsikringsbeløbene i henhold til den foretagne opgørelse samt eventuelle ændringer af forsikringsvilkårene, herunder af bonusreglerne, og sammenkalde en generalforsamling af forsikringstagerne til stiftelse af et gensidigt selskab med administrationsboet som stifter, jf. § 23 og aktieselskabslovens § 3. Til denne generalforsamling gives 2 måneders varsel. Indkaldelsen samt en redegørelse for stiftelsesdokumentets indhold, og den af administrator beregnede fastsættelse af forsikringsbeløbene bekendtgøres på den i § 281, stk. 2, angivne måde.
Stk. 2. Ved registreringen indtræder det gensidige selskab i den i § 152, stk. 4, nævnte ret over for det tidligere selskab.		Stk. 2. Ved registreringen indtræder det gensidige selskab i den i § 278, stk. 4, nævnte ret over for det tidligere selskab.
Stk. 3. Kan der ikke stiftes et nyt selskab, fortsættes administrationen, og administrator tager stilling til, om yderligere forsøg på at overføre forsikringerne til et nyt eller til et andet selskab skal foretages.		Stk. 3. Kan der ikke stiftes et nyt selskab, fortsættes administrationen, og administrator tager stilling til, om yderligere forsøg på at overføre forsikringerne til et nyt eller til et andet selskab skal foretages.
§ 157. Vil et selskab overdrage hele sin forsikringsbestand eller en bestemt del af denne til et andet selskab, således at det førstnævnte selskab derved befries for ansvar over for forsikringstagerne, skal det ansøge om Finanstilsynets tilladelse dertil, medmindre forsikringsselskabet i forbindelse med overdragelsen indhenter den enkelte forsikringstagers accept. Ansøgningen om overdragelsen skal ledsages af den overenskomst, der er afsluttet mellem de to selskaber, og af sådanne oplysninger om de to selskaber, som Finanstilsynet finder nødvendige for at kunne bedømme, om overdragelsen er forsvarlig over for forsikringstagerne.		§ 232. Vil et selskab overdrage hele sin forsikringsbestand eller en bestemt del af denne til et andet forsikringsselskab, således at det førstnævnte selskab derved befries for ansvar over for forsikringstagerne, skal det ansøge om Finanstilsynets tilladelse dertil, medmindre forsikringsselskabet i forbindelse med overdragelsen indhenter den enkelte forsikringstagers accept. Ansøgningen om overdragelsen skal ledsages af den overenskomst, der er afsluttet mellem de to selskaber, og af sådanne oplysninger om de to selskaber, som Finanstilsynet finder nødvendige for at kunne bedømme, om overdragelsen er forsvarlig over for forsikringstagerne.
Stk. 2. For så vidt angår livsforsikringsvirksomhed, kan der i forbindelse med overdragelsen i det overdragende selskabs forsikringsvilkår kun foretages sådanne ændringer, som af Finanstilsynet skønnes at være en nødvendig følge af overdragelsen, herunder forandring af bonusreglerne.		Stk. 2. For så vidt angår livsforsikringsvirksomhed, kan der i forbindelse med overdragelsen i det overdragende selskabs forsikringsvilkår kun foretages sådanne ændringer, som af Finanstilsynet skønnes at være en nødvendig følge af overdragelsen, herunder forandring af bonusreglerne.
Stk. 3. Medmindre Finanstilsynet på det foreliggende grundlag finder, at tilladelse til overdragelsen bør nægtes, skal Finanstilsynet offentliggøre en redegørelse for den påtænkte overdragelse i Statstidende og i dagblade. Redegørelsen skal indeholde en opfordring til de forsikringstagere, hvis forsikringer agtes overdraget, til senest 3 måneder efter offentliggørelsen at afgive skriftlig meddelelse til Finanstilsynet, såfremt de har indsigelser mod overdragelsen. Selskabet skal samtidig til de forsikringstagere, hvis adresse er selskabet bekendt, sende en meddelelse om overdragelsen samt tilsynets redegørelse.		Stk. 3. Medmindre Finanstilsynet på det foreliggende grundlag finder, at tilladelse til overdragelsen bør nægtes, skal Finanstilsynet offentliggøre en redegørelse for den påtænkte overdragelse i Statstidende og i et landsdækkende dagblad. Redegørelsen skal indeholde en opfordring til de forsikringstagere, hvis forsikringer agtes overdraget, til senest 3 måneder efter offentliggørelsen at afgive skriftlig meddelelse til Finanstilsynet, såfremt de har indsigelser mod overdragelsen. Selskabet skal samtidig til de forsikringstagere, hvis adresse er selskabet bekendt, sende en meddelelse om overdragelsen samt Finanstilsynets redegørelse.
Stk. 4. Efter udløbet af den i stk. 3 omhandlede frist træffer Finanstilsynet under hensyntagen til de fremsatte indsigelser beslutning om, hvorvidt forsikringsbestanden kan overdrages i overensstemmelse med det fremsatte forslag. Overdragelsen kan ikke påberåbes som grundlag for at hæve forsikringsaftalen.		Stk. 4. Efter udløbet af den i stk. 3 omhandlede frist træffer Finanstilsynet under hensyntagen til de fremsatte indsigelser beslutning om, hvorvidt forsikringsbestanden kan overdrages i overensstemmelse med det fremsatte forslag. Overdragelsen kan ikke påberåbes som grundlag for at hæve forsikringsaftalen.
§ 158. Besluttes det at sammensmelte to eller flere forsikringsselskaber til et nyt selskab i henhold til § 161, stk. 1, er beslutningen herom ikke gyldig, før Finanstilsynet i overensstemmelse med § 157 har meddelt tilladelse til den i forbindelse med sammensmeltningen nødvendige overdragelse af forsikringsbestanden.		§ 234. Besluttes det at sammensmelte to eller flere forsikringsselskaber til et nyt selskab i henhold til § 225, stk. 1, træder beslutningen først i kraft, når Finanstilsynet i overensstemmelse med § 232 har meddelt tilladelse til den i forbindelse med sammensmeltningen nødvendige overdragelse af forsikringsbestanden.
Stk. 2. Når Finanstilsynet har truffet beslutning om, at forsikringsbestanden kan overdrages, jf. § 157, stk. 4, kan sammensmeltningen uanset § 27 i lov om forsikringsaftaler ikke påberåbes af forsikringstagerne som grundlag for at hæve forsikringsaftalen.		Stk. 2. Når Finanstilsynet har truffet beslutning om, at forsikringsbestanden kan overdrages, jf. § 232, stk. 4, kan sammensmeltningen uanset § 27 i lov om forsikringsaftaler ikke påberåbes af forsikringstagerne som grundlag for at hæve forsikringsaftalen.
Stk. 3. Vil et forsikringsselskab overdrage sine aktiver og passiver som helhed til et andet forsikringsselskab i henhold til § 161, stk. 1, finder stk. 1 og 2 tilsvarende anvendelse.		Stk. 3. Vil et forsikringsselskab overdrage sine aktiver og passiver som helhed til et andet forsikringsselskab i henhold til § 225, stk. 1, finder stk. 1 og 2 tilsvarende anvendelse.
§ 161. Bestemmelserne om fusion i dette kapitel finder anvendelse, når et forsikringsselskab uden likvidation opløses ved overdragelse af et selskabs aktiver og passiver som helhed til et andet forsikringsselskab, og når to eller flere forsikringsselskaber sammensmeltes til et nyt forsikringsselskab.		§ 225. Bestemmelserne om fusion i §§ 226-231 finder anvendelse, når et forsikringsselskab uden likvidation opløses ved overdragelse af et selskabs aktiver og passiver som helhed til et andet forsikringsselskab, og når to eller flere forsikringsselskaber sammensmeltes til et nyt forsikringsselskab. Tilsvarende gælder, når det fortsættende forsikringsselskab er et udenlandsk forsikringsselskab
Stk. 3. Bestemmelserne finder med de nødvendige tilpasninger tilsvarende anvendelse, når der i et forsikringsselskab træffes beslutning om spaltning af selskabet.		Stk. 2. Bestemmelserne finder med de nødvendige tilpasninger tilsvarende anvendelse, når der i et forsikringsselskab træffes beslutning om spaltning af selskabet.
§ 163. Uanset bestemmelsen i aktieselskabslovens § 134 b, stk. 2, 3. pkt., kan Finanstilsynet dog tillade, at de regnskabsmæssige oplysninger fra sidste årsstatus i hvert af de fusionerende selskaber lægges til grund for vurderingen af de forsikringsmæssige hensættelser, og at fusionen sker med regnskabsmæssig virkning fra tidspunktet for aflæggelse af sidste årsstatus i de fusionerende selskaber.		§ 226. Uanset bestemmelsen i aktieselskabslovens § 134 b, stk. 2, 2. pkt., kan Finanstilsynet tillade, at de regnskabsmæssige oplysninger fra sidste årsstatus i hvert af de fusionerende selskaber lægges til grund for vurderingen af de forsikringsmæssige hensættelser, og at fusionen sker med regnskabsmæssig virkning fra tidspunktet for aflæggelse af sidste årsstatus i de fusionerende selskaber.
§ 164. Finanstilsynet skal senest 4 uger efter fusionsplanens underskrivelse for hvert af de fusionerede selskaber have modtaget en af bestyrelsen bekræftet genpart af fusionsplanen. Samtidig hermed skal Finanstilsynet modtage vurderingsmændenes erklæring efter aktieselskabslovens § 134 c, stk. 4.		§ 227. Finanstilsynet skal senest 4 uger efter fusionsplanens underskrivelse for hvert af de fusionerede selskaber have modtaget en af bestyrelsen bekræftet genpart af fusionsplanen. Samtidig hermed skal Finanstilsynet modtage vurderingsmændenes erklæring efter aktieselskabslovens § 134 c, stk. 4.
§ 165. Beslutning om fusion skal i et fortsættende gensidigt forsikringsselskab træffes af generalforsamlingen, hvis garanter, medlemmer eller repræsentanter for disse, der udgør 1/10 af de stemmeberettigede eller den mindre brøkdel, som vedtægterne måtte bestemme, jf. § 108, inden 14 dage efter bekendtgørelse af fusionsplan efter § 246 skriftligt forlanger, at beslutningen træffes af generalforsamlingen. Bestemmelsen tages i så fald med det i § 116, stk. 1, foreskrevne flertal. Aktieselskabslovens § 134 e, stk. 2 og 3, finder ikke anvendelse.		§ 228. Beslutning om fusion skal i et fortsættende gensidigt forsikringsselskab træffes af generalforsamlingen, hvis garanter, medlemmer eller repræsentanter for disse, der udgør 1/10 af de stemmeberettigede eller den mindre brøkdel, som vedtægterne måtte bestemme, jf. aktieselskabslovens § 70, inden 14 dage efter bekendtgørelse af fusionsplan efter § 231 skriftligt forlanger, at beslutningen træffes af generalforsamlingen. Bestemmelsen tages i så fald med det i § 116, stk. 1, foreskrevne flertal. Aktieselskabslovens § 134 e, stk. 2 og 3, finder ikke anvendelse.
§ 166. Senest 2 uger efter beslutning om fusion skal selskabet ansøge Finanstilsynet om tilladelse efter § 158. Med ansøgningen skal følge de i aktieselskabslovens § 134 e, stk. 5, nr. 3 og 4, nævnte dokumenter i original eller en af bestyrelsen bekræftet genpart.		§ 229. Senest 2 uger efter beslutning om fusion skal selskabet ansøge Finanstilsynet om tilladelse efter § 234. Med ansøgningen skal følge de i aktieselskabslovens § 134 e, stk. 5, nr. 3 og 4, nævnte dokumenter i original eller en af bestyrelsen bekræftet genpart.
Stk. 2. Beslutning efter § 165 og aktieselskabslovens § 134 e, stk. 1-3, er ikke gyldig forinden:		Stk. 2. Beslutning efter § 228 og aktieselskabslovens § 134 e, stk. 1‑3, får først gyldighed når:
1) Finanstilsynet har erklæret, at selskabernes fordringshavere, der ikke er forsikringstagere, efter overdragelsen eller sammensmeltningen er tilstrækkelig sikrede, og		1) Finanstilsynet har erklæret, at selskabernes fordringshavere, der ikke er forsikringstagere, efter overdragelsen eller sammensmeltningen er tilstrækkelig sikrede, og
2) Finanstilsynets tilladelse i henhold til § 158 foreligger.		2) Finanstilsynets tilladelse i henhold til § 234 foreligger.
Stk. 3. Samtidig med tilladelsen efter stk. 2, nr. 2, inddrager Finanstilsynet det ophørende selskabs koncession med virkning fra en af Finanstilsynet fastsat dato.		Stk. 3. Samtidig med tilladelsen efter stk. 2, nr. 2, inddrager Finanstilsynet det ophørende selskabs tilladelse med virkning fra en af Finanstilsynet fastsat dato.
§ 167. Et ophørende selskab anses for opløst, og dets rettigheder og forpligtelser anses for overgået som helhed til det fortsættende selskab, når betingelserne i aktieselskabslovens § 134 h, stk. 1, nr. 1 og 2, er opfyldt og der foreligger en tilladelse fra Finanstilsynet efter § 166, stk. 2, nr. 2.		§ 230. Et ophørende selskab anses for opløst, og dets rettigheder og forpligtelser anses for overgået som helhed til det fortsættende selskab, når betingelserne i aktieselskabslovens § 134 h, stk. 1, nr. 1 og 2, er opfyldt, og der foreligger en tilladelse fra Finanstilsynet efter § 229, stk. 2, nr. 2.
Stk. 2. Aktieselskabslovens § 134 e, stk. 6, § 134 f, § 134 g og § 134 h, stk. 1, nr. 3 og 4, finder ikke anvendelse på forsikringsselskaber.		Stk. 2. Aktieselskabslovens § 134 e, stk. 6, § 134 f, § 134 g og § 134 h, stk. 1, nr. 3 og 4, finder ikke anvendelse på forsikringsselskaber.
§ 168. I gensidige selskaber træffer generalforsamlingen beslutning om opløsning af selskabet i overensstemmelse med reglerne i denne lovs § 115 og § 116, stk. 1.		§ 254. Stk. 2. I gensidige selskaber træffer generalforsamlingen beslutning om opløsning af selskabet i overensstemmelse med reglerne i denne lovs § 112 og aktieselskabslovens § 77.
§ 168 a. Et forsikringsselskab, der har overdraget hele sin forsikringsbestand til et andet selskab efter reglerne i kapitel 16, skal afvikles som forsikringsselskab. Sker afviklingen på anden måde end ved fusion efter aktieselskabslovens § 134 j, stk. 1, eller § 134 k, ved likvidation eller konkurs, skal afviklingens form, indhold og gennemførelse godkendes af Finanstilsynet.		§ 256 . Et forsikringsselskab, der har overdraget hele sin forsikringsbestand til et andet selskab efter reglerne i §§ 232 og 234, skal afvikles som forsikringsselskab. Sker afviklingen på anden måde end ved fusion efter aktieselskabslovens § 134 j, stk. 1, eller § 134 k, ved likvidation eller ved konkurs, skal afviklingens form, indhold og gennemførelse godkendes af Finanstilsynet.
Stk. 2. Ved omdannelse af et forsikringsselskab i medfør af stk. 1, 2. pkt., indtræder det overtagende forsikringsselskab i det overdragende forsikringsselskabs rettigheder og forpligtelser uden debitorskifte.		Stk. 2. Ved omdannelse af et forsikringsselskab i medfør af stk. 1, 2. pkt., indtræder det overtagende forsikringsselskab i det overdragende forsikringsselskabs rettigheder og forpligtelser uden debitorskifte.
§ 168 b. Et selskab, der driver livsforsikringsvirksomhed, kan ikke uden samtykke fra hver enkelt forsikringstager opløses, medmindre det forinden har overført hele sin forsikringsbestand til et andet selskab i overensstemmelse med de i § 157 fastsatte regler eller dets forsikringsbestand er taget under administration.		§ 257. Et selskab, der driver livsforsikringsvirksomhed, kan ikke uden samtykke fra hver enkelt forsikringstager opløses, medmindre det forinden har overført hele sin forsikringsbestand til et andet selskab i overensstemmelse med de i § 232 fastsatte regler, eller dets forsikringsbestand er taget under administration.
§ 168 c. Et forsikringsselskab, der driver arbejdsulykkesforsikring, kan ikke opløses, medmindre det forinden har overført hele sin arbejdsulykkesforsikringsbestand til et andet selskab i overensstemmelse med de i § 157 fastsatte regler eller dets arbejdsulykkesforsikringsbestand er taget under administration af Arbejdsskadestyrelsen i henhold til § 49 i lov om sikring mod følger af arbejdsskade.		§ 258. Et forsikringsselskab, der driver arbejdsulykkesforsikring, kan ikke opløses, medmindre det forinden har overført hele sin arbejdsulykkesforsikringsbestand til et andet selskab i overensstemmelse med de i § 232 fastsatte regler, eller dets arbejdsulykkesforsikringsbestand er taget under administration af Arbejdsskadestyrelsen i henhold til § 49 i lov om sikring mod følger af arbejdsskade.
§ 169. Taler hensynet til de forsikrede, aktionærer, garanter eller kreditorer derfor, kan økonomi- og erhvervsministeren efter indhentet udtalelse fra Finanstilsynet udnævne en likvidator til sammen med de af generalforsamlingen valgte at foretage likvidationen.		§ 259. I tilfælde af et forsikringsselskabs likvidation, kan økonomi- og erhvervsministeren, når hensynet til de forsikrede, aktionærer, garanter eller kreditorer taler derfor, efter indhentet udtalelse fra Finanstilsynet udnævne en likvidator til sammen med de af generalforsamlingen valgte at foretage likvidationen.
Stk. 2. Træffer Finanstilsynet i medfør af § 250 eller § 251 bestemmelse om, at et selskab skal træde i likvidation, udnævner skifteretten efter forhandling med Finanstilsynet en eller flere likvidatorer, af hvilke én skal være jurist. Finanstilsynet kan suspendere selskabets vedtægter under likvidationen. Likvidationen anses som begyndt på det tidspunkt, da Finanstilsynet træffer beslutning om, at selskabet skal træde i likvidation.		Stk. 2. Træffer Finanstilsynet i medfør af §§ 273 eller 274 bestemmelse om, at et selskab skal træde i likvidation, udnævner skifteretten efter forhandling med Finanstilsynet en eller flere likvidatorer, af hvilke én skal være jurist. Finanstilsynet kan suspendere selskabets vedtægter under likvidationen. Likvidationen anses som begyndt på det tidspunkt, da Finanstilsynet træffer beslutning om, at selskabet skal træde i likvidation.
§ 170. Denne lovs regler om regnskabsaflæggelse, revision, generalforsamlinger og regnskabers indsendelse til Finanstilsynet finder anvendelse i selskaber under likvidation med de afvigelser, der følger af nedenstående bestemmelser og aktieselskabslovens § 121, stk. 1 og 2, og §§ 122-125.		§ 260. Denne lovs regler om regnskabsaflæggelse, revision, generalforsamlinger og regnskabers indsendelse til Finanstilsynet finder anvendelse på selskaber under likvidation med de afvigelser, der følger af nedenstående bestemmelser og aktieselskabslovens § 121, stk. 1 og 2, og §§ 122‑125.
§ 171. Den i aktieselskabslovens § 122 omtalte resultatopgørelse og balance indsendes i 2 eksemplarer til Finanstilsynet, der videregiver det ene til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.		§ 261. Den i aktieselskabslovens § 122 omtalte resultatopgørelse og balance indsendes i 2 eksemplarer til Finanstilsynet, der videregiver det ene til Erhvervs‑ og Selskabsstyrelsen.
§ 172. Opfordres selskabet i henhold til lov om forsikringsaftaler § 27, stk. 2, til at stille sikkerhed for opfyldelsen af sine forpligtelser, afgør Finanstilsynet, om en tilbudt sikkerhed må anses for betryggende.		§ 262. Opfordres forsikringsselskabet i henhold til lov om forsikringsaftaler § 27, stk. 2, til at stille sikkerhed for opfyldelsen af sine forpligtelser, afgør Finanstilsynet, om en tilbudt sikkerhed må anses for betryggende.
§ 176. På et forsikringsselskabs vegne kan konkursbegæring kun indgives af bestyrelsen eller, hvis selskabet er under likvidation, af likvidator.		§ 263. På et forsikringsselskabs vegne kan konkursbegæring kun indgives af bestyrelsen eller, hvis selskabet er under likvidation, af likvidator.
Stk. 2. Er selskabet under likvidation, og finder likvidator, at likvidationen ikke vil give fuld dækning til kreditorerne og forsikringstagerne, skal han indkalde generalforsamlingen til beslutning om indgivelse af konkursbegæring.		Stk. 2. Er selskabet under likvidation, og finder likvidator, at likvidationen ikke vil give fuld dækning til kreditorerne og forsikringstagerne, skal han indkalde generalforsamlingen til beslutning om indgivelse af konkursbegæring.
Stk. 3. Bliver et forsikringsselskab insolvent, skal Finanstilsynet indgive konkursbegæring til skifteretten, medmindre en sådan begæring er indgivet af andre.		Stk. 3. Bliver et forsikringsselskab insolvent, kan Finanstilsynet indgive konkursbegæring til skifteretten.
Stk. 4. Erklæres et forsikringsselskab, der ikke driver livsforsikringsvirksomhed konkurs, finder § 254 tilsvarende anvendelse.		Stk.4 . Uanset konkurslovens § 17, stk. 2, anses et forsikringsselskab, der ikke kan opfylde sine forpligtelser på efterstillet kapital optaget som ansvarlig lånekapital, ikke for at være insolvent.
Stk. 5. Erklæres et livsforsikringsselskab konkurs, skal forsikringsbestanden tages under administration i henhold til denne lovs kapitel 15.		Stk. 5. Erklæres et forsikringsselskab, der ikke driver livsforsikringsvirksomhed, konkurs, finder § 276 tilsvarende anvendelse.
Stk. 6. Finanstilsynets beslutning om at indgive konkursbegæring i henhold til stk. 3 kan ikke påklages efter § 247 a.		Stk. 6. Erklæres et livsforsikringsselskab konkurs, skal forsikringsbestanden tages under administration i henhold til §§ 277-282.
		Stk. 7. Finanstilsynets beslutning om at indgive konkursbegæring i henhold til stk. 3 kan ikke påklages efter § 371.
§ 177. Erklæres et forsikringsselskab konkurs, giver kurator meddelelse til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen og Finanstilsynet om konkursens begyndelse og slutning.		§ 264. Erklæres et forsikringsselskab konkurs, giver kurator meddelelse til Erhvervs‑ og Selskabsstyrelsen og Finanstilsynet om konkursens begyndelse og slutning.
Stk. 2. Efter afsigelse af konkursdekret beskikker skifteretten efter forhandling med Finanstilsynet en eller flere kuratorer.		Stk. 2. Efter afsigelse af konkursdekret beskikker skifteretten efter forhandling med Finanstilsynet en eller flere kuratorer.
Stk. 3. Finanstilsynet har ret til at deltage i møder i kreditorudvalg og i skiftesamlinger. Udkast til regnskab og udlodning i konkursboet skal sendes til tilsynet.		Stk. 3. Finanstilsynet har ret til at deltage i møder i kreditorudvalg og i skiftesamlinger. Udkast til regnskab og udlodning i konkursboet skal sendes til Finanstilsynet.
Stk. 4. Et forsikringsselskab, der er under konkurs, skal bibeholde sit navn med tilføjelsen »under konkurs«.		Stk. 4. Et forsikringsselskab, der er under konkurs, skal bibeholde sit navn med tilføjelsen »under konkurs « .
Stk. 5. I forbindelse med registrering af konkursens slutning slettes selskabet af Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.		Stk. 5. I forbindelse med registrering af konkursens slutning slettes selskabet af Erhvervs‑ og Selskabsstyrelsen.
Stk. 6. Konkurslovens regler om tvangsakkord finder med Finanstilsynets tilladelse anvendelse på forsikringsselskaber med undtagelse af livsforsikringsselskaber. Ved tvangsakkord af genforsikringsselskaber erstatter Finanstilsynets tilladelse de tiltrædelseserklæringer, som er nævnt i konkurslovens § 166, stk. 1, nr. 2. Forinden skal Finanstilsynet påse, at genforsikringsselskabet har rettet henvendelse til samtlige kendte fordringshavere om åbning af tvangsakkordforhandlinger, og at mindst 40 pct. af de afgivne tilbagemeldinger tiltræder, at der åbnes sådanne forhandlinger.		Stk. 6. Konkurslovens regler om tvangsakkord finder med Finanstilsynets tilladelse anvendelse på forsikringsselskaber med undtagelse af livsforsikringsselskaber. Ved tvangsakkord af genforsikringsselskaber erstatter Finanstilsynets tilladelse de tiltrædelseserklæringer, som er nævnt i konkurslovens § 166, stk. 1, nr. 2. Forinden skal Finanstilsynet påse, at genforsikringsselskabet har rettet henvendelse til samtlige kendte fordringshavere om åbning af tvangsakkordforhandlinger, og at mindst 40 pct. af de afgivne tilbagemeldinger tiltræder, at der åbnes sådanne forhandlinger.
Stk. 7. I forbindelse med den statusoversigt, som skal udarbejdes ved åbning af forhandling om tvangsakkord, jf. konkurslovens § 165, kan skifteretten ved tvangsakkord af genforsikringsselskaber efter høring af Finanstilsynet udpege en uvildig aktuar til at foretage en opgørelse over værdien af de latente krav, der er anmeldt.		Stk. 7. I forbindelse med den statusoversigt, som skal udarbejdes ved åbning af forhandling om tvangsakkord, jf. konkurslovens § 165, kan skifteretten ved tvangsakkord af genforsikringsselskaber efter høring af Finanstilsynet udpege en uvildig aktuar til at foretage en opgørelse over værdien af de krav, der er anmeldt.
Stk. 8. Ved tvangsakkord af genforsikringsselskaber opgøres kravene i konkurslovens § 176 om vedtagelse af en tvangsakkord i forhold til de fremmødte og anmeldte krav.		Stk. 8. Ved tvangsakkord af genforsikringsselskaber opgøres kravene i henhold til konkurslovens § 176 om vedtagelse af en tvangsakkord i forhold til de fremmødte og anmeldte krav.
§ 178. Økonomi- og erhvervsministeren kan bestemme, at likvidator eller kurator på boets regning skal underrette forsikringstagerne om selskabets opløsning og om konsekvenserne for dem. Stk. 2. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om underretningens form og indhold.		§ 265. Økonomi- og erhvervsministeren kan bestemme, at likvidator eller kurator på boets regning skal underrette forsikringstagerne om selskabets opløsning og om konsekvenserne for dem. Stk. 2. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om underretningens form og indhold.
§ 179. Forsikringsselskaber skal have mindst én statsautoriseret revisor. Forsikringsselskaber med en balancesum på 250 mio. kr. eller derover skal have mindst 2 revisorer. Er forsikringsselskabet en modervirksomhed eller et datterselskab af et selskab, der omfattes af § 123, stk. 3, finder grænsen i 2. pkt. anvendelse på koncernen. Finanstilsynet kan i særlige tilfælde udpege yderligere en revisor. Denne revisor fungerer på samme vilkår og efter samme regler som de revisorer, der er valgt af generalforsamlingen. Stk. 2. Revisorerne i et forsikringsselskab skal tillige være revisorer i forsikringsselskabets dattervirksomheder. Har forsikringsselskabet et moderselskab, der omfattes af § 123, stk. 3, skal forsikringsselskabets revisorer tillige være revisorer i dette moderselskab og i dette selskabs øvrige dattervirksomheder. Stk. 3. Stk. 2 finder ikke anvendelse i tilfælde, hvor dattervirksomheden eller moderselskabet ikke er hjemmehørende i Danmark. Stk. 4. Kapitel 8 a i lov om visse selskabers aflæggelse af årsregnskaber m.v. gælder for forsikringsselskaber. For gensidige selskaber anvendes disse regler med de nødvendige tilpasninger. Stk. 5. § 61 a, stk. 2, og § 61 c, stk. 2, i lov om visse selskabers aflæggelse af årsregnskab m.v. finder alene anvendelse, når 1/10 af de aktionærer, der ejer aktiekapitalen, eller i gensidige selskaber 1/10 af samtlige stemmeberettigede på en generalforsamling, stiller krav herom.		Kapitel 13 Årsrapport, revision og anvendelse af årets overskud Generelle regler om årsrapport og revision § 182 . Finansielle virksomheder og finansielle holdingvirksomheder skal udarbejde en årsrapport, der i det mindste består af en ledelsespåtegning, en balance, en resultatopgørelse, noter, herunder redegørelse for anvendt regnskabspraksis samt oversigt over bevægelserne i egenkapitalen, samt en ledelsesberetning. Når en årsrapport er revideret, indgår revisionspåtegningen i denne. Stk. 2 . Årsrapporten skal udarbejdes i overensstemmelse med reglerne i dette kapitel og regler udstedt i medfør af § 195. § 183 . Bestyrelsen og direktionen skal aflægge årsrapport for virksomheden. Stk. 2 . Hvert enkelt ledelsesmedlem har ansvar for, at årsrapporten udarbejdes i overensstemmelse med lovgivningen og eventuelle yderligere krav til regnskaber i vedtægter eller aftale. Endvidere har hvert enkelt medlem ansvar for, at årsrapporten kan revideres og godkendes i tide. Endelig har hvert enkelt bestyrelsesmedlem ansvar for, at årsrapporten indsendes til Finanstilsynet inden for de i lovgivningen fastsatte frister.
Stk. 6. Finanstilsynet kan fastsætte bestemmelser om revisionens gennemførelse i forsikringsselskaber, herunder om oprettelse af interne revisionsafdelinger og systemrevisionens gennemførelse i fælles datacentraler. Stk. 7. Finanstilsynet kan afskedige en revisor, der findes åbenbart uegnet til sit hverv, og i stedet udpege en anden revisor, jf. herved stk. 1, der fungerer, indtil nyt valg kan foretages. Stk. 8. Ved revisorskifte skal forsikringsselskabet og revisor give tilsynet hver sin redegørelse, hvis skiftet skyldes særlige forhold. Stk. 9. Finanstilsynet kan pålægge revisorerne enten alene eller sammen med den interne revisionschef at give oplysninger om selskabets forhold. Stk. 10. Finanstilsynet kan foranstalte en ekstraordinær revision i et forsikringsselskab. Forsikringsselskabet kan pålægges at betale for revisionens udførelse. Finanstilsynet godkender honorarets størrelse. Stk. 11. Et forsikringsselskab eller selskaber inden for samme koncern må ikke bevilge engagement til eller modtage sikkerhedsstillelse fra den valgte revision eller den interne revisions- eller vicerevisionschef. Dette gælder dog ikke lån ydet af et livsforsikringsselskab inden for genkøbsværdien af en af livsforsikringsselskabet udstedt forsikringspolice. Stk. 12. Stk. 6, 9 og 10 gælder tilsvarende for et forsikringsselskabs dattervirksomheder samt for et moderselskab, der omfattes af § 123, stk. 3 eller § 34, stk. 7, og et sådant selskabs dattervirksomheder.		§ 184 . Når årsrapporten er udarbejdet, skal alle medlemmerne af bestyrelsen og direktionen underskrive den og datere underskriften. De skal give deres underskrift i tilknytning til en ledelsespåtegning, hvori de erklærer, hvorvidt: 1) årsrapporten er aflagt i overensstemmelse med lovgivningens krav, samt eventuelle krav i vedtægter eller aftale, og 2) årsrapporten giver et retvisende billede af virksomhedens og, hvis der er udarbejdet koncernregnskab, koncernens aktiver og passiver, finansielle stilling samt resultatet. Stk. 2 . Har ledelsen indføjet supplerende beretninger i årsrapporten, skal medlemmerne af bestyrelsen og direktionen i ledelsespåtegningen erklære, hvorvidt beretningen giver et retvisende billede inden for rammerne af almindeligt anerkendte retningslinier for sådanne beretninger. Stk. 3 . Selvom et ledelsesmedlem er helt eller delvist uenig i årsrapporten eller har indvendinger mod, at den skal godkendes med det indhold, der er besluttet, kan medlemmet ikke undlade at underskrive. Ledelsesmedlemmet kan dog tilkendegive sine indvendinger med en konkret og fyldestgørende begrundelse i tilknytning til sin underskrift og ledelsespåtegningen.
§ 190. Forsikringsselskabet og de valgte revisorer skal straks meddele Finanstilsynet oplysninger om forhold, der er af afgørende betydning for forsikringsselskabets fortsatte virksomhed. Pligten gælder tilsvarende for forhold, som de valgte revisorer konstaterer som led i hvervet som revisor i virksomheder, som forsikringsselskabet har snævre forbindelser med, jf. § 9 a, stk. 4.		§ 185 . Årsrapporten skal give et retvisende billede af virksomhedens og, hvis der er udarbejdet koncernregnskab, koncernens aktiver og passiver, finansielle stilling samt resultatet. Stk. 2 . Hvis anvendelse af bestemmelserne i denne lov eller reglerne udstedt i medfør af § 195 ikke er tilstrækkelig til at give et retvisende billede som nævnt i stk. 1, skal der gives yderligere oplysninger i årsrapporten. Stk. 3 . Hvis anvendelse af bestemmelserne i dette kapitel eller regler udstedt i medfør af § 195 i særlige tilfælde vil stride mod kravet i stk. 1, skal de fraviges, således at dette krav opfyldes. En sådan fravigelse skal hvert år oplyses i noterne og hér altid begrundes konkret og fyldestgørende med oplysning om, hvilken indvirkning, herunder så vidt muligt den beløbsmæssige indvirkning, fravigelsen har på virksomhedens henholdsvis koncernens aktiver og passiver, finansielle stilling samt resultatet.
		§ 186 . For at de lovpligtige dele af en årsrapport kan give et retvisende billede efter § 185, skal reglerne i stk. 2 og 3 opfyldes.
		Stk. 2 . Årsrapporten skal udarbejdes, således at den støtter regnskabsbrugerne i deres økonomiske beslutninger. De omhandlede regnskabsbrugere er personer, virksomheder, organisationer og offentlige myndigheder m.v., hvis økonomiske beslutninger normalt må forventes at blive påvirket af en årsrapport, herunder nuværende eller fremtidige virksomhedsdeltagere, kreditorer, medarbejdere, kunder, alliancepartnere, lokalsamfundet samt tilskudsgivende og fiskale myndigheder. De omhandlede beslutninger skal i det mindste vedrøre
		1) placering af regnskabsbrugerens egne ressourcer,
		2) ledelsens forvaltning af virksomhedens ressourcer og
		3) fordeling af virksomhedens ressourcer.
		Stk. 3 . Årsrapporten skal udarbejdes, således at den oplyser om forhold, der normalt er relevante for regnskabsbrugerne, jf. stk. 2. Oplysningerne skal desuden være pålidelige i forhold til, hvad regnskabsbrugerne normalt forventer.
		§ 187 . Årsrapporten skal udarbejdes efter nedenstående grundlæggende forudsætninger:
		1) Den skal udarbejdes på en klar og overskuelig måde (klarhed).
		2) Der skal tages hensyn til de reelle forhold og ikke til formaliteter uden reelt indhold (substans).
		3) Alle relevante forhold skal indgå i årsrapporten, medmindre de er ubetydelige (væsentlighed). Anses flere ubetydelige forhold tilsammen for at være betydelige, skal de dog indgå.
		4) Driften af en aktivitet formodes at fortsætte (going concern), medmindre den ikke skal eller ikke antages at kunne fortsætte. Afvikles en aktivitet, skal klassifikation og opstilling samt indregning og måling tilpasses med denne afvikling.
		5) Enhver værdiændring skal vises, uanset indvirkningen på egenkapital og resultatopgørelse (neutralitet).
		6) Transaktioner, begivenheder og værdiændringer skal indregnes, når de indtræffer, uanset tidspunktet for betaling (periodisering).
		7) Indregningsmetoder og målegrundlag skal anvendes ensartet på samme kategori af forhold (konsistens).
		8) Hver transaktion, begivenhed og værdiændring skal indregnes og måles hver for sig, ligesom de enkelte forhold ikke må modregnes med hinanden (bruttoværdi).
		9) Primobalancen for regnskabsåret skal svare til ultimobalancen for det foregående regnskabsår (formel kontinuitet).
		Stk. 2 . Opstilling og klassifikation, konsolideringsmetode, indregningsmetode og målegrundlag samt den anvendte monetære enhed må ikke ændres fra år til år (reel kontinuitet). Ændring kan dog ske, hvis der derved bedre opnås et retvisende billede, eller hvis ændringen er nødvendig som følge af lovændring eller nye regler, udstedt i medfør af § 195.
		Stk. 3 . Bestemmelserne i stk. 1, nr. 6-9, og stk. 2, kan fraviges i særlige tilfælde. I så fald finder § 185, stk. 3, 2. pkt., tilsvarende anvendelse.
		§ 188 . Finansielle virksomheders aktiver og forpligtelser skal, medmindre andet er fastsat i medfør af § 195, måles til dagsværdi. Aktiver og forpligtelser op‑ og nedskrives i overensstemmelse hermed, og op‑ og nedskrivninger indregnes i resultatopgørelsen, medmindre andet er fastsat i medfør af § 195.
		Stk. 2 . Dagsværdien måles til den markedsværdi, der kan konstateres for aktivet eller forpligtelsen på et velfungerende marked. Hvis aktivet eller forpligtelsen ikke handles på et velfungerende marked, anvendes en anerkendt metode til beregning af dagsværdien på det pågældende aktiv eller den pågældende forpligtelse.
		§ 189 . Supplerende beretninger, f.eks. beretninger om viden og medarbejdernes forhold (videnregnskaber), om miljøforhold (grønne regnskaber), om virksomhedens sociale ansvar (sociale regnskaber) og om virksomhedens etiske målsætninger og opfølgning herpå (etiske regnskaber) skal give et retvisende billede inden for rammerne af almindeligt anerkendte retningslinier for sådanne beretninger. De skal opfylde kvalitetskravene i § 186, stk. 3, og med de lempelser, der følger af forholdets natur, de grundlæggende forudsætninger i § 187, stk. 1 og 2.
		Stk. 2 . Af de supplerende beretninger skal fremgå de metoder og målegrundlag, efter hvilke beretningerne er udarbejdet.
		§ 190 . Regnskabsåret skal følge kalenderåret.
		Stk. 2 . Første regnskabsperiode kan omfatte et kortere eller længere tidsrum end 12 måneder, dog højst 18 måneder.
		Stk. 3 . Modervirksomheder og dattervirksomheder skal sikre, at dattervirksomheden har samme regnskabsår som modervirksomheden, medmindre det ikke er muligt på grund af forhold, som er ude af modervirksomhedens og dattervirksomhedens kontrol.
		Stk. 4 . Finanstilsynet kan i særlige tilfælde dispensere fra kravet i stk. 1.
		§ 191 . Indregning, måling og oplysninger i monetære enheder skal foretages i danske kroner eller i euro. Finanstilsynet kan i regler udstedt i medfør af § 195 fastsætte, at beløbene anføres i andre fremmede valutaer, der er relevante for virksomheden henholdsvis virksomhedens koncern.
		§ 192 . Årsrapporten skal revideres af virksomhedens eksterne revisorer, jf. § 198. Revisionen omfatter ikke de supplerende beretninger, som indgår i årsrapporten, jf. § 189.
		§ 193 . Årsrapporten skal i den form, hvori den er forelagt og godkendt af bestyrelsen, indsendes i to eksemplarer til Finanstilsynet uden ugrundet ophold efter det bestyrelsesmøde, hvor årsrapporten er endeligt godkendt.
		Stk. 2 . Ekstern revisors revisionsprotokollat vedrørende årsrapporten samt for virksomheder med intern revisor tillige intern revisionschefs revisionsprotokollat vedrørende årsrapporten skal indsendes til Finanstilsynet samtidig med indsendelse af årsrapporten efter stk. 1.
		§ 194 . Den reviderede og godkendte årsrapport skal indsendes til Finanstilsynet i tre eksemplarer uden ugrundet ophold efter endelig godkendelse. Årsrapporten skal være modtaget i Finanstilsynet senest 4 måneder efter regnskabsårets afslutning.
		Stk. 2 . Den indsendte årsrapport skal i det mindste indeholde de obligatoriske bestanddele samt den fulde revisionspåtegning. Ønsker virksomheden at få offentliggjort supplerende beretninger som nævnt i § 189, skal disse indsendes sammen med de obligatoriske bestanddele af årsrapporten, således at de obligatoriske bestanddele og de supplerende beretninger tilsammen fremstår som ét dokument betegnet årsrapport.
		Stk. 3 . Et eksemplar af årsrapporten for samtlige de af virksomhedens dattervirksomheder, der ikke er finansielle virksomheder omfattet af Finanstilsynets tilsyn, skal indsendes til Finanstilsynet samtidig med indsendelsen af årsrapporten efter stk. 1.
		Stk. 4 . Finanstilsynet videresender det ene af de eksemplarer, der er nævnt i stk. 1, til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, hvor årsrapporten er offentligt tilgængelig efter de af styrelsen herfor fastsatte regler.
		§ 195 . Finanstilsynet fastsætter nærmere regler for årsrapporten, herunder regler om indregning og måling af aktiver, forpligtelser, indtægter og omkostninger, opstilling af resultatopgørelse og balance samt krav til noter og ledelsesberetning.
		Stk. 2 . Finanstilsynet fastsætter tillige regler for koncernregnskaber, herunder regler for hvornår en årsrapport skal indbefatte et koncernregnskab.
		Stk. 3 . Finanstilsynet kan fastsætte regler for udfærdigelse og offentliggørelse af regnskabsrapporter, der dækker kortere perioder end årsrapporten.
		§ 196 . Med henblik på at sikre, at finansielle virksomheders og finansielle holdingvirksomheders årsrapporter er i overensstemmelse med reglerne i dette kapitel og de regler, der er udstedt i medfør af § 195, kan Finanstilsynet
		1) yde vejledning,
		2) påtale overtrædelser og
		3) påbyde, at fejl skal rettes, og at overtrædelser skal bringes til ophør.
		§ 197 . Finansielle virksomheder og finansielle holdingvirksomheder skal foretage regelmæssige regnskabsindberetninger til Finanstilsynet i overensstemmelse med nærmere retningslinjer herfor fastsat af Finanstilsynet.
		§ 198 . Finansielle virksomheder og finansielle holdingvirksomheder skal have mindst én statsautoriseret revisor. Finanstilsynet kan i særlige tilfælde udpege en yderligere revisor. Denne revisor fungerer på samme vilkår og efter samme regler som de revisorer, der er valgt af generalforsamlingen.
		Stk. 2 . Revisorerne i en finansiel virksomhed eller i en finansiel holdingvirksomhed skal tillige være revisorer i virksomhedens dattervirksomheder.
		Stk. 3 . Stk. 2 finder ikke anvendelse på modervirksomheder og dattervirksomheder, der ikke er hjemmehørende i Danmark.
		Stk. 4 . Finanstilsynet kan afskedige en revisor, der findes åbenbart uegnet til sit hverv, og i stedet udpege en anden revisor, der fungerer, jf. stk. 1, 3. pkt., indtil nyt valg kan foretages.
		Stk. 5 . Ved revisorskifte skal virksomheden og afgående revisor senest en måned efter fratræden give Finanstilsynet hver sin redegørelse, hvis skiftet skyldes særlige forhold.
		Stk. 6 . Finanstilsynet kan pålægge revisor, og for virksomheder med intern revisor tillige intern revisionschef, at give oplysninger om forholdene i en finansiel virksomhed, en finansiel holdingvirksomhed eller i sådanne virksomheders dattervirksomheder.
		Stk. 7 . Finanstilsynet kan foranstalte en ekstraordinær revision i en finansiel virksomhed, i en finansiel holdingvirksomhed eller i sådanne virksomheders dattervirksomheder. Den finansielle virksomhed kan pålægges at betale for revisionens udførelse. Finanstilsynet godkender honorarets størrelse.
		Stk. 8 . Aktieselskabslovens §§ 82-85 om revision finder med de fornødne tilpasninger tilsvarende anvendelse på finansielle virksomheder og finansielle holdingvirksomheder, der ikke er aktieselskaber.
		Stk. 9 .Bestyrelsen kan ikke tillade, jf. § 79, stk. 1, at interne revisions- og vicerevisionschefer udfører revisionsopgaver i virksomheder uden for koncernen. Bestyrelsen kan heller ikke tillade, at interne revisions- og vicerevisionschefer udfører andet arbejde end revisionsopgaver i virksomheder inden for koncernen eller i virksomheder inden for samme administrationsfællesskab. Finanstilsynet kan i særlige tilfælde dispensere fra 1. pkt.
		Stk. 10. Bestyrelsen kan ikke tillade, jf. § 79, stk. 1, at interne revisions- og vicerevisionschefer påtager sig hverv, der bevirker, at de kommer i strid med habilitetsbestemmelser, svarende til dem, der gælder for eksterne revisorer i henhold til lov om statsautoriserede og registrerede revisorer.
		Stk. 11 . Finanstilsynet fastsætter bestemmelser om revisionens gennemførelse i finansielle virksomheder, i finansielle holdingvirksomheder og i sådanne virksomheders dattervirksomheder. Herunder kan Finanstilsynet fastsætte bestemmelser om intern revision og om systemrevisionens gennemførelse i fælles datacentraler.
		§ 199 . En ekstern revisor og en intern revisionschef skal straks meddele Finanstilsynet oplysninger om forhold, der er af afgørende betydning for virksomhedens fortsatte aktivitet, herunder forhold som revisorerne måtte være gjort bekendt med som led i hvervet som revisor i virksomheder, som virksomheden har snævre forbindelser med.
§ 192. Bestemmelserne i dette kapitel omfatter gensidige skadesforsikringsselskaber, hvis vedtægter indeholder angivelse af:		§ 293. Bestemmelserne i §§ 294-302 omfatter gensidige skadesforsikringsselskaber, hvis vedtægter indeholder angivelse af:
1) at selskabets formål er begrænset til at tegne forsikringer mod ulykke og sygdom således, at de forsikrede tillige er forsikringstagere, eller til at tegne forsikringer for husdyr;		1) at selskabets formål er begrænset til at tegne forsikringer mod ulykke og sygdom således, at de forsikrede tillige er forsikringstagere, eller til at tegne forsikringer for husdyr,
2) at selskabet kun driver virksomhed her i landet;		2) at selskabet kun driver virksomhed her i landet,
3) at selskabet ikke tegner forsikringer for længere perioder end 1 år ad gangen;		3) at selskabet ikke tegner forsikringer for længere perioder end 1 år ad gangen,
4) at selskabet kun tegner direkte forsikringer;		4) at selskabet kun tegner direkte forsikringer,
5) det højeste beløb, som selskabet uden genforsikring kan overtage på enkelt risiko, eller bestemmelse om, at regler herom fastsættes af Finanstilsynet i forbindelse med udstedelse af koncession, samt		5) det højeste beløb, som selskabet uden genforsikring kan overtage på enkelt risiko, eller bestemmelse om, at regler herom fastsættes af Finanstilsynet i forbindelse med udstedelse af koncession, samt
6) mulighed for opkrævning af ekstrabidrag eller nedsættelse af ydelserne.		6) mulighed for opkrævning af ekstrabidrag eller nedsættelse af ydelserne.
Stk. 2. Et gensidigt skadesforsikringsselskab omfattes ikke af bestemmelserne i dette kapitel, såfremt		Stk. 2. Et gensidigt skadesforsikringsselskab omfattes ikke af bestemmelserne i dette kapitel, såfremt :
1) den årlige præmieindtægt overstiger et af Finanstilsynet fastsat beløb, eller		1) den årlige præmieindtægt overstiger et af Finanstilsynet fastsat beløb, eller
2) mindre end halvdelen af den årlige præmieindtægt stammer fra fysiske personer, der er medlemmer af selskabet, eller		2) mindre end halvdelen af den årlige præmieindtægt stammer fra fysiske personer, der er medlemmer af selskabet.
3) selskabets virksomhed er af en sådan art, at solvensmargenens mindstebeløb beregnes uden nedsættelse i medfør af § 73, jf. § 34, stk. 2.
§ 193. Bestemmelserne i § 14, § 21, stk. 2, nr. 2, og aktieselskabslovens § 3, § 5, § 6, stk. 1 og 3-5, §§ 7-10, § 11, stk. 1 og 3, og § 176, finder ikke anvendelse ved stiftelse af selskaber, der omfattes af dette kapitel.		§ 294. Bestemmelserne i § 111, stk. 2, nr. 2, og § 125, stk. 1, aktieselskabslovens § 3, § 5, § 6, stk. 1 og 3-5, §§ 7-10, § 11, stk. 1 og 3, og § 176, finder ikke anvendelse ved stiftelse af selskaber, der omfattes af dette kapitel.
Stk. 2. Vedtægterne kan bestemme, at der ikke skal ansættes en direktion.		Stk. 2. Det kan i vedtægterne bestemmes, at der ikke skal ansættes en direktion.
§ 194. Indtegning af medlemmer eller garanter kan ikke finde sted, inden udkast til vedtægter er affattet. Udkastet skal fremlægges ved indtegningen.		§ 295. Indtegning af medlemmer eller garanter kan ikke finde sted, inden udkast til vedtægter er affattet. Udkastet skal fremlægges ved indtegningen.
Stk. 2. Konstituerende generalforsamling skal afholdes senest seks måneder efter, at indtegningen er påbegyndt, medmindre ingen medlemmer eller garanter er indtegnet. I sidstnævnte tilfælde bortfalder de ved tegning af selskabskapital påtagne forpligtelser, og indbetalte beløb tilbagebetales, dog med fradrag af afholdte udgifter, såfremt dette er betinget ved tegningen.		Stk. 2. Konstituerende generalforsamling skal afholdes senest seks måneder efter, at indtegningen er påbegyndt, medmindre ingen medlemmer eller garanter er indtegnet. I sidstnævnte tilfælde bortfalder de ved tegning af selskabskapital påtagne forpligtelser, og indbetalte beløb tilbagebetales, dog med fradrag af afholdte udgifter, såfremt dette er betinget ved tegningen.
Stk. 3. Til konstituerende generalforsamling indkaldes de stemmeberettigede ifølge vedtægtsudkastet.		Stk. 3. Til konstituerende generalforsamling indkaldes de stemmeberettigede ifølge vedtægtsudkastet.
Stk. 4. Generalforsamlingen træffer med almindelig stemmeflerhed beslutning om godkendelse af vedtægterne og om, hvorvidt selskabet skal stiftes. Beslutning om ændring af vedtægtsudkastet kan træffes med almindelig stemmeflerhed uanset udkastets bestemmelser om ændringer efter stiftelsen. Beslutning om ændring, som ikke er angivet i indkaldelsen, kræver dog samtykke fra samtlige stemmeberettigede. Beslutning om stiftelse må ikke træffes, før vedtægterne er endeligt godkendt.		Stk. 4. Generalforsamlingen træffer med almindelig stemmeflerhed beslutning om godkendelse af vedtægterne og om, hvorvidt selskabet skal stiftes. Beslutning om ændring af vedtægtsudkastet kan træffes med almindelig stemmeflerhed uanset udkastets bestemmelser om ændringer efter stiftelsen. Beslutning om ændring, som ikke er angivet i indkaldelsen, kræver dog samtykke fra samtlige stemmeberettigede. Beslutning om stiftelse må ikke træffes, før vedtægterne er endeligt godkendt.
Stk. 5. Når selskabet er stiftet, vælges bestyrelse og revisorer efter vedtægternes bestemmelser herom.		Stk. 5. Når selskabet er stiftet, vælges bestyrelse og revisorer efter vedtægternes bestemmelser herom.
§ 195. Selskabet skal anmeldes til registrering i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen senest 2 måneder efter den konstituerende generalforsamling. Overskrides denne frist, bortfalder de ved tegningen af selskabskapitalen påtagne forpligtelser, jf. § 194, stk. 2, 2. pkt. Registrering kan herefter ikke finde sted.		§ 296. Selskabet skal anmeldes til registrering i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen senest 2 måneder efter den konstituerende generalforsamling. Overskrides denne frist, bortfalder de ved tegningen af selskabskapitalen påtagne forpligtelser, jf. § 295, stk. 2, 2. pkt. Registrering kan herefter ikke finde sted.
Stk. 2. Senest samtidig med anmeldelsen til registrering i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen skal selskabet indsende ansøgning om koncession til Finanstilsynet. Med ansøgningen skal følge bekræftet udskrift af generalforsamlingsprotokollen.		Stk. 2. Senest samtidig med anmeldelsen til registrering i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen skal selskabet indsende ansøgning om tilladelse til Finanstilsynet. Med ansøgningen skal følge bekræftet udskrift af generalforsamlingsprotokollen.
§ 196. Den i § 29, stk. 2, nævnte driftsplan kan med Finanstilsynets tilladelse begrænses i åremål eller udelades, såfremt den ikke er nødvendig til bestemmelse af basiskapitalen. Finanstilsynet kan endvidere, under hensyntagen til virksomhedens art og omfang, tillade, at der ikke foreligger selskabskapital eller anden form for basiskapital.		§ 297. Den i § 14 nævnte driftsplan kan med Finanstilsynets tilladelse begrænses i åremål eller udelades, såfremt den ikke er nødvendig til bestemmelse af basiskapitalen. Finanstilsynet kan endvidere, under hensyntagen til virksomhedens art og omfang, tillade, at der ikke foreligger selskabskapital eller anden form for basiskapital.
§ 197. Har selskabet ingen direktion, udføres de hverv, der i loven er henlagt til direktionen, af bestyrelsen.		§ 298. Har selskabet ingen direktion, udføres de hverv, der i lov eller i medfør af lov er henlagt til direktionen, af bestyrelsen.
§ 198. Medlemmer af bestyrelsen og af direktionen repræsenterer selskabet udadtil.		§ 299. Medlemmer af bestyrelsen og af direktionen repræsenterer selskabet udadtil.
Stk. 2. Selskabet forpligtes ved retshandler, som på selskabets vegne indgås af den samlede bestyrelse eller af et medlem af bestyrelsen eller af en direktør.		Stk. 2. Selskabet forpligtes ved retshandler, som på selskabets vegne indgås af den samlede bestyrelse eller af et medlem af bestyrelsen eller af en direktør.
Stk. 3. Den tegningsret, som efter stk. 2 tilkommer det enkelte medlem af bestyrelsen og af direktionen, kan i vedtægterne begrænses således, at tegningsretten kun kan udøves af et eller flere bestemte medlemmer eller af flere i forening. Anden begrænsning i tegningsretten kan ikke registreres.		Stk. 3. Den tegningsret, som efter stk. 2 tilkommer det enkelte medlem af bestyrelsen og af direktionen, kan i vedtægterne begrænses således, at tegningsretten kun kan udøves af et eller flere bestemte medlemmer eller af flere i forening. Anden begrænsning i tegningsretten kan ikke registreres.
Stk. 4. Prokura kan kun meddeles af bestyrelsen. § 97 finder ikke anvendelse.		Stk. 4. Prokura kan kun meddeles af bestyrelsen. § 65 finder ikke anvendelse.
§ 200. Gensidige skadesforsikringsselskaber, der omfattes af § 192, stk. 1, og som kun driver virksomhed inden for et snævert begrænset landområde, omfattes ikke af denne lovs bestemmelser, jf. dog stk. 2 og 3 såfremt de indtegnede forsikringer tilsammen ikke overstiger 3 mill. kr.		§ 300. Gensidige skadesforsikringsselskaber, der omfattes af § 293, stk. 1, og som kun driver virksomhed inden for et snævert begrænset landområde, omfattes ikke af denne lovs bestemmelser, jf. dog stk. 2 og 3, såfremt de indtegnede forsikringer tilsammen ikke overstiger 3 millioner kr.
Stk. 2. Selskaber, der omfattes af stk. 1, skal dog betegne sig som gensidige. § 11, stk. 2 finder tilsvarende anvendelse.		Stk. 2. Selskaber, der omfattes af stk. 1, skal dog betegne sig som gensidige. § 11, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 3. Er et gensidigt skadesforsikringsselskab undergivet tilsyn i medfør af denne lov, forbliver selskabet under tilsyn, selv om det siden hen opfylder betingelserne for fritagelse efter stk. 1. Finanstilsynet kan dog fritage selskabet for tilsyn, såfremt selskabet fremsætter anmodning herom i henhold til en generalforsamlingsbeslutning.		Stk. 3. Er et gensidigt skadesforsikringsselskab undergivet tilsyn i medfør af denne lov, forbliver selskabet under tilsyn, selv om det siden hen opfylder betingelserne for fritagelse efter stk. 1. Finanstilsynet kan dog fritage selskabet for tilsyn, såfremt selskabet fremsætter anmodning herom i henhold til en generalforsamlingsbeslutning.
§ 201. Finanstilsynet kan fritage et gensidigt skadesforsikringsselskab, der omfattes af § 192, stk. 1, fra denne lovs bestemmelser, såfremt		§ 301. Finanstilsynet kan fritage et gensidigt skadesforsikringsselskab, der omfattes af § 293, stk. 1, fra denne lovs bestemmelser, såfremt:
1) de samlede forsikringer ikke overstiger 6 mill. kr., og selskabets risiko på en enkelt forsikring ikke overstiger 3 pct. af selskabets samlede årlige præmieindtægt, eller		1) de samlede forsikringer ikke overstiger 6 millioner kr., og selskabets risiko på en enkelt forsikring ikke overstiger 3 pct. af selskabets samlede årlige præmieindtægt, eller
2) selskabet kun tegner forsikringer inden for et begrænset landområde og alene for en enkelt forsikringsgren.		2) selskabet kun tegner forsikringer inden for et begrænset landområde og alene for en enkelt forsikringsgren.
Stk. 2. Ved anvendelsen af stk. 1, nr. 1, tages ikke hensyn til, i hvilket omfang selskabet har afdækket sin risiko ved genforsikring.		Stk. 2. Ved anvendelsen af stk. 1, nr. 1, tages ikke hensyn til, i hvilket omfang selskabet har afdækket sin risiko ved genforsikring.
Stk. 3. Finanstilsynet kan anvende bestemmelsen i stk. 1, nr. 2, selv om selskabet tegner forsikringer, som ikke er omfattet af § 192, stk. 1, nr. 1, når selskabet dog ikke tegner ansvarsforsikring, arbejdsskadeforsikring, motorkøretøjsforsikring, kautionsforsikring eller kreditforsikring.		Stk. 3. Finanstilsynet kan anvende bestemmelsen i stk. 1, nr. 2, selv om selskabet tegner forsikringer, som ikke er omfattet af § 293, stk. 1, nr. 1, når selskabet dog ikke tegner ansvarsforsikring, arbejdsskadeforsikring, motorkøretøjsforsikring, kautionsforsikring eller kreditforsikring.
Stk. 4. Et selskabs anmodning om fritagelse i henhold til stk. 1 skal være godkendt af generalforsamlingen.		Stk. 4. Et selskabs anmodning om fritagelse i henhold til stk. 1 skal være godkendt af generalforsamlingen.
§ 202. Fremsætter et gensidigt skadesforsikringsselskab, der omfattes af reglerne i dette kapitel, anmodning herom i henhold til generalforsamlingsbeslutning, kan Finanstilsynet bestemme, at selskabet fuldt ud skal være undergivet de almindelige forskrifter i denne lov. Når sådan bestemmelse er truffet, kan dette kapitels bestemmelser dog på ny anvendes, såfremt Finanstilsynet tillader det.		§ 302. Fremsætter et gensidigt skadesforsikringsselskab, der omfattes af reglerne i dette kapitel, anmodning herom i henhold til generalforsamlingsbeslutning, kan Finanstilsynet bestemme, at selskabet skal være undergivet denne lov. Når sådan bestemmelse er truffet, kan dette kapitels bestemmelser dog på ny anvendes, såfremt Finanstilsynet tillader det.
§ 203. Bestemmelserne i dette kapitel omfatter foreninger eller sammenslutninger (tværgående pensionskasser),		§ 303. Ved tværgående pensionskasser forstås: Foreninger eller sammenslutninger,
1) hvis medlemmer enten er uddannet inden for bestemte uddannelsesområder eller er ansat i virksomheder af en bestemt art, og som har til formål som led i ansættelsesvilkårene eller som led i en anden tilknytning til en virksomhed at sikre pension efter ensartede regler for alle medlemmerne, eller		1) hvis medlemmer enten er uddannet inden for bestemte uddannelsesområder eller er ansat i virksomheder af en bestemt art, og som har til formål som led i ansættelsesvilkårene eller som led i en anden tilknytning til en virksomhed at sikre pension efter ensartede regler for alle medlemmerne, eller
2) hvis medlemmer er selvstændige erhvervsdrivende inden for samme branche, og som har til formål at sikre pension efter ensartede regler for alle medlemmer.		2) hvis medlemmer er selvstændige erhvervsdrivende inden for samme branche, og som har til formål at sikre pension efter ensartede regler for alle medlemmer.
§ 203 a. Bestemmelserne for gensidige livsforsikringsselskaber finder med de i stk. 2 nævnte undtagelser tilsvarende anvendelse for pensionskasser omfattet af dette kapitel. Stk. 2. § 78, stk. 2-4, finder ikke anvendelse på pensionskasser omfattet af dette kapitel.		§ 115. Bestemmelserne for gensidige selskaber i §§ 23 og 113 finder tilsvarende anvendelse for tværgående pensionskasser, jf. dog stk. 2 og § 283, stk. 2 og 3. Stk. 2. Aktieselskabslovens § 49, stk. 6, finder ikke anvendelse for tværgående pensionskasser.
		§ 304. Bestemmelserne for gensidige livsforsikringsselskaber finder med de i stk. 2 nævnte undtagelser tilsvarende anvendelse for de tværgående pensionskasser.
		Stk. 2. § 283, stk. 2-4, finder ikke anvendelse på tværgående pensionskasser.
§ 204. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om afgrænsning af pensionskassernes medlemskreds og aktiviteter.		§ 305. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om afgrænsning af de tværgående pensionskassers medlemskreds og aktiviteter.
§ 205. Pensionskasser skal i navnet tydeligt angive deres egenskab af pensionskasse. § 11, stk. 1, 1. pkt., finder ikke anvendelse på pensionskasser.		§ 11. Virksomheder, der udøver forsikringsvirksomhed, skal have tilladelse som forsikringsselskab, jf. dog §§ 30 og 31. Tilladelsen skal angive de aktiviteter i bilag 7 og 8, som tilladelsen omfatter. Forsikringsselskaber må kun udøve virksomhed som nævnt i bilag 7 og 8 samt virksomhed efter §§ 24-26 og § 29. Tilsvarende gælder udenlandske forsikringsselskaber, der opfylder betingelserne i § 1, stk. 3, §§ 30 eller 31.
		Stk.2. Bestemmelsen i stk. 1 finder ikke anvendelse på følgende typer af virksomheder:
		1) Pensionskasser, som har til formål at sikre pension ved ansættelse i en privat virksomhed, herunder en forsikringsvirksomhed eller ved ansættelse i sådanne virksomheder inden for samme koncern.
		2) Begravelseskasser og ligbrændingsforeninger.
		3) De under statens tilsyn hørende anerkendte arbejdsløshedskasser m.v.
		4) Krigsforsikringsinstituttet efter lov om krigsforsikring af skibe.
		5) Krigsforsikringsforbund, der omfattes af lov om krigsforsikring af fast ejendom og løsøre.
		6) Virksomheder, hvis formål er begrænset til at yde vejhjælp i forbindelse med en ulykke eller skade sket her i landet eller i udlandet, såfremt hjælpen i udlandet ydes af et tilsvarende udenlandsk selskab i henhold til en aftale om gensidighed.
		7) Virksomheder der alene yder assistance inden for et begrænset område, og hvis årlige præmie indtægt ikke overstiger et af Finanstilsynet fastsat beløb.
		8) Falck Danmark A/S.
		9) Genforsikring i henhold til lov om Dansk Eksportkreditfond af ekstraordinære risici i forbindelse med transport.
		10) Arbejdsmarkedets Tillægspension og Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring.
		Stk. 3 . Virksomheder, der har tilladelse som forsikringsselskab, har eneret til at benytte betegnelsen "forsikringsselskab", "gensidigt selskab" eller "pensionskasse" i deres navn. Andre virksomheder må ikke anvende navne eller betegnelser for deres virksomhed, som er egnet til at fremkalde det indtryk, at de er forsikringsselskaber eller pensionskasser.
		Stk. 4 . Forsikringsselskaber har pligt til at benytte et navn, som tydeligt angiver selskabets egenskab af forsikringsselskab. Gensidige forsikringsselskaber har pligt til i deres navn at benytte betegnelsen "gensidigt selskab" eller deraf dannede forkortelser eller på anden tydelig måde angive sin egenskab af gensidigt selskab. Tværgående pensionskasser har pligt til i deres navn tydeligt at angive, at de er en pensionskasse. Aktieselskabslovens § 153, stk. 2-6, finder tilsvarende anvendelse på gensidige forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser.
		Stk. 5 . En virksomhed, der søger om tilladelse efter stk. 1, skal have en basiskapital, der mindst udgør et beløb svarende til det i § 125 nævnte.
§ 206. Medmindre økonomi- og erhvervsministeren under hensyn til pensionskassens forhold tillader en anden sammensætning af bestyrelsen, skal denne bestå af en formand og et lige antal bestyrelsesmedlemmer, hvoraf mindst halvdelen skal vælges af og blandt medlemmerne i pensionskassen. Aktieselskabslovens § 49, stk. 6, finder ikke anvendelse.		§ 114. Medmindre økonomi- og erhvervsministeren under hensyn til pensionskassens forhold tillader en anden sammensætning af bestyrelsen, skal denne bestå af en formand og et lige antal bestyrelsesmedlemmer, hvoraf mindst halvdelen skal vælges af og blandt medlemmerne i pensionskassen .
Stk. 2. I vedtægterne kan det uanset § 104 fastsættes, at valg af bestyrelsen og ændring af vedtægterne foretages af foreningens medlemmer ved urafstemning.		Stk. 2. I vedtægterne kan det fastsættes, at valg af bestyrelsen og ændring af vedtægterne foretages af foreningens medlemmer ved urafstemning.
§ 206 a. Ved et arbejdsmarkedsrelateret livsforsikringsaktieselskab forstås et livsforsikringsaktieselskab, der		§ 306. Ved et arbejdsmarkedsrelateret livsforsikringsaktieselskab forstås et livsforsikringsaktieselskab, der
1) direkte eller indirekte fuldt ud ejes af forsikringstagernes faglige organisationer, eventuelt i fællesskab med de relevante branchers arbejdsgiverorganisationer,		1) direkte eller indirekte fuldt ud ejes af forsikringstagernes faglige organisationer, eventuelt i fællesskab med de relevante branchers arbejdsgiverorganisationer,
2) er etableret som følge af en overenskomstmæssig aftale og		2) er etableret som følge af en overenskomstmæssig aftale og
3) ifølge vedtægterne ikke udbetaler udbytte til ejerne.		3) ifølge vedtægterne ikke udbetaler udbytte til ejerne.
Stk. 2. Af selskabets vedtægter skal ud over det i stk. 1, nr. 3, nævnte fremgå, at selskabet er et »arbejdsmarkedsrelateret livsforsikringsaktieselskab«.		Stk. 2. Af selskabets vedtægter skal ud over det i stk. 1, nr. 3, nævnte fremgå, at selskabet er et »arbejdsmarkedsrelateret livsforsikringsaktieselskab«.
Stk. 3. Afståelse af aktier i selskabet til andre end den i stk. 1, nr. 1, nævnte kreds eller ændring af selskabets vedtægter vedrørende de i stk. 1, nr. 3, og stk. 2 nævnte forhold kan ikke ske uden Finanstilsynets godkendelse. Finanstilsynets godkendelse kan alene meddeles, såfremt afståelsen eller vedtægtsændringen skønnes at være i de forsikredes interesse.		Stk. 3. Afståelse af aktier i selskabet til andre end den i stk. 1, nr. 1, nævnte kreds eller ændring af selskabets vedtægter vedrørende de i stk. 1, nr. 3, og stk. 2 nævnte forhold kan ikke ske uden Finanstilsynets godkendelse. Finanstilsynets godkendelse kan alene meddeles, såfremt afståelsen eller vedtægtsændringen skønnes at være i de forsikredes interesse.
Stk. 4. Af selskabets vedtægter skal tillige fremgå, hvorledes der skal forholdes med selskabets formue, når der ikke længere er forsikringsmæssige krav mod selskabet. Af vedtægtsbestemmelsen skal fremgå, at den skattefrit opsparede del af egenkapitalen skal anvendes til almennyttige eller velgørende formål.		Stk. 4. Af selskabets vedtægter skal tillige fremgå, hvorledes der skal forholdes med selskabets formue, når der ikke længere er forsikringsmæssige krav mod selskabet. Af vedtægtsbestemmelsen skal fremgå, at den skattefrit opsparede del af egenkapitalen skal anvendes til almennyttige eller velgørende formål.
Stk. 5. Vil selskabet overdrage sin forsikringsbestand, skal selskabet ud over det i § 157 anførte tillige anvende den skattefrit opsparede del af egenkapitalen til fordel for de forsikrede. I tilfælde af overdragelse af en bestemt del af forsikringsbestanden er det alene den forholdsmæssige andel af den skattefrit opsparede del af egenkapitalen, der skal anvendes til fordel for de forsikrede.		Stk. 5. Vil selskabet overdrage sin forsikringsbestand, skal selskabet ud over det i § 232 anførte tillige anvende den skattefrit opsparede del af egenkapitalen til fordel for de forsikrede. I tilfælde af overdragelse af en bestemt del af forsikringsbestanden er det alene den forholdsmæssige andel af den skattefrit opsparede del af egenkapitalen, der skal anvendes til fordel for de forsikrede.
§ 207. Et forsikringsselskab, der tegner bygningsbrandforsikring, skal med de begrænsninger, der følger af dets vedtægter eller dets koncession, overtage forsikring af enhver bygning.		§ 58. Et forsikringsselskab, der tegner bygningsbrandforsikring, skal med de begrænsninger, der følger af dets vedtægter eller dets tilladelse, overtage forsikring af enhver bygning.
Stk. 2. Selskabet kan dog afvise at forsikre:		Stk. 2. Selskabet kan dog afvise at forsikre:
1) bygninger, der ikke er forsvarligt indrettet mod brandfare;		1) Bygninger, der ikke er forsvarligt indrettet mod brandfare.
2) forladte bygninger.		2) Forladte bygninger.
§ 208. Et selskab kan ikke bringe en forsikring til ophør på grund af manglende betaling af præmie.		§ 59. Et forsikringsselskab kan ikke bringe en bygningsbrandforsikring til ophør på grund af manglende betaling af præmie.
Stk. 2. En forsikringstager kan kun bringe forsikringen til ophør med samtykke af de berettigede ifølge samtlige adkomster og hæftelser, der er tinglyst på ejendommen, medmindre ejendommen uden forringelse af disses retsstilling forsikres i et andet selskab, som har koncession til at drive bygningsbrandforsikring.		Stk. 2. En kunde kan kun bringe forsikringen til ophør med samtykke af de berettigede ifølge samtlige adkomster og hæftelser, der er tinglyst på ejendommen, medmindre ejendommen uden forringelse af disses retsstilling forsikres i et andet selskab, som har tilladelse til at drive bygningsbrandforsikring.
§ 209. Finanstilsynet fastsætter minimumsbetingelser for forsikringsselskabers tegning af bygningsbrandforsikring.		§ 59. Stk. 4. Finanstilsynet fastsætter minimumsbetingelser for forsikringsselskabers tegning af bygningsbrandforsikring.
Stk. 2. For at sikre forsikringsdækning i tilfælde af et selskabs konkurs eller likvidation kan økonomi- og erhvervsministeren fastsætte nærmere regler om gensidig hæftelse for alle forsikringsselskaber, der har tegnet bygningsbrandforsikring for bygninger her i landet. Stk. 3. Beløb, som indgår i boet fra dækning ved genforsikring af bygningsbrandforsikring, anvendes forlods til dækning af krav fra forsikringsselskaber, der har opfyldt forsikringsforpligtelser, som påhvilede det under konkurs eller likvidation værende forsikringsselskab. Kravet viger dog for de i konkurslovens §§ 93 og 94 nævnte fordringer, i det omfang disse fordringer ikke kan dækkes af boets øvrige midler.		§ 269. For at sikre forsikringsdækning i tilfælde af et selskabs konkurs eller likvidation kan økonomi- og erhvervsministeren fastsætte nærmere regler om gensidig hæftelse for alle forsikringsselskaber, der har tegnet bygningsbrandforsikring for bygninger her i landet. Stk.2. Beløb, som indgår i boet fra dækning ved genforsikring af bygningsbrandforsikring, anvendes forlods til dækning af krav fra forsikringsselskaber, der har opfyldt forsikringsforpligtelser, som påhvilede det under konkurs eller likvidation værende forsikringsselskab. Kravet viger dog for de i konkurslovens §§ 93 og 94 nævnte fordringer, i det omfang disse fordringer ikke kan dækkes af boets øvrige midler.
§ 210. Selskabet har udpantningsret for præmier med påløbne renter og andre omkostninger. Selskabet har endvidere panteret for ydelserne i den forsikrede ejendom efter ejendomsskat til stat og kommune i 1 år fra forfaldstid.		§ 59. Stk. 3. Forsikringsselskabet har udpantningsret for præmier med påløbne renter og andre omkostninger. Selskabet har endvidere panteret for ydelserne i den forsikrede ejendom efter ejendomsskat til stat og kommune i 1 år fra forfaldstid.
§ 211. Et udenlandsk forsikringsselskab, der er meddelt koncession i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et andet land, som har gennemført Rådets 3. skadesforsikringsdirektiv og 3. livsforsikringsdirektiv, kan begynde at udøve virksomhed her i landet gennem en filial senest 2 måneder efter, at Finanstilsynet har modtaget de i stk. 2 og 3 nævnte oplysninger fra tilsynsmyndighederne i hjemlandet. Filialen kan udøve de i bilag 2 eller bilag 3 nævnte aktiviteter, såfremt disse er omfattet af selskabets koncession i hjemlandet.		§ 30. En udenlandsk virksomhed, der er meddelt tilladelse til at udøve den i §§ 7-11 nævnte virksomhed i et andet land inden for Den Europæiske Union eller lande, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område, kan begynde at udøve virksomhed her i landet gennem en filial 2 måneder efter, at Finanstilsynet har modtaget meddelelse herom fra tilsynsmyndighederne i hjemlandet, jf. stk. 4-8. Filialen kan udøve de i bilag 2-4 og 7-8 nævnte aktiviteter, såfremt disse er omfattet af virksomhedens tilladelse i hjemlandet.
Stk. 2. Finanstilsynet skal fra hjemlandets tilsynsmyndigheder kræve følgende oplysninger: 1) en beskrivelse af filialens virksomhed, herunder oplysninger om organisation og de planlagte aktiviteter, 2) en erklæring om, at de planlagte aktiviteter er omfattet af forsikringsselskabets koncession i hjemlandet, 3) filialens adresse, 4) navnet på filialens generalagent og 5) et solvenscertifikat.		§ 30. Stk. 4. Finanstilsynet skal indhente følgende oplysninger fra hjemlandets tilsynsmyndigheder: 1) En beskrivelse af filialens virksomhed, herunder oplysninger om organisation og de planlagte aktiviteter, 2) En erklæring om, at de planlagte aktiviteter er omfattet af virksomhedens tilladelse i hjemlandet, 3) Filialens adresse, og 4) Navnene på filialens ledelse eller på generalagenten jf. § 35.
		Stk. 7. Er virksomheden et forsikringsselskab, skal Finanstilsynet endvidere indhente solvenscertifikat.
Stk. 3. Såfremt filialen skal dække risici under forsikringsklasse 10 bortset fra fragtførerens ansvar, jf. bilag 2, skal Finanstilsynet fra hjemlandets tilsynsmyndigheder tillige kræve en erklæring om, at filialen er medlem af Dansk Forening for International Motorkøretøjsforsikring. For de pågældende filialers forsikringer til dækning af de nævnte risici gælder færdselslovens §§ 105-108 og §§ 110-115.		§ 30. Stk. 8. Såfremt filialen skal dække risici under forsikringsklasse 10, jf. bilag 7, pkt. 10, bortset fra fragtførerens ansvar, skal Finanstilsynet fra hjemlandets tilsynsmyndigheder tillige kræve en erklæring om, at filialen er medlem af Dansk Forening for International Motorkøretøjsforsikring. For de pågældende filialers forsikringer til dækning af de nævnte risici gælder færdselslovens §§ 105-108 og §§ 110-115.
Stk. 4. I tilfælde af ændring af et forhold, der er givet meddelelse om efter stk. 2, nr. 1-4, skal forsikringsselskabet give meddelelse herom til Finanstilsynet, som skal være modtaget senest en måned før ændringen foretages.		§ 30. Stk. 9. Virksomheden skal meddele Finanstilsynet enhver ændring af de i stk. 4, nr. 1-4, og stk. 5-8 nævnte forhold, senest en måned før ændringen foretages. Hvis det ikke er muligt at meddele Finanstilsynet ændringen senest en måned før ændringen foretages, skal meddelelse ske snarest muligt. Virksomheden skal dog ikke meddele Finanstilsynet ændringer i virksomhedernes basiskapital og solvensnøgletal.
Stk. 5. Aktieselskabslovens bestemmelser om filialer af udenlandske aktieselskaber finder anvendelse på de i stk. 1 nævnte filialer.		§ 30. Stk. 10. Aktieselskabslovens bestemmelser om filialer af udenlandske aktieselskaber finder anvendelse på de i stk. 1 nævnte filialer.
§ 212. Selskabet skal vælge en generalagent til at lede filialen, der ikke kan tegnes uden generalagentens medvirken. Generalagenten skal have beføjelse til at forpligte virksomheden over for tredjemand samt til at repræsentere virksomheden i øvrigt, herunder over for Finanstilsynet og Erhvervs- og Selskabsstyrelsen samt under søgsmål mod virksomheden.		§ 35. Forsikringsselskabet skal udpege en generalagent til at lede filialen, der ikke kan tegnes uden generalagentens medvirken. Generalagenten skal have beføjelse til at forpligte virksomheden over for tredjemand samt til at repræsentere forsikringsselskabet i øvrigt, herunder over for Finanstilsynet og Erhvervs‑ og Selskabsstyrelsen samt under søgsmål mod virksomheden.
Stk. 2. Såfremt generalagenten ikke fungerer som den i § 213, stk. 3, nævnte repræsentant for selskabets virksomhed under forsikringsklasse 10 bortset fra fragtførerens ansvar, gælder endvidere reglerne i § 213, stk. 3-6.		Stk. 2. Såfremt generalagenten ikke fungerer som den i § 31, stk. 6, nævnte repræsentant for forsikringsselskabets virksomhed under forsikringsklasse 10, jf. bilag 7, pkt. 10, bortset fra fragtførerens ansvar, gælder endvidere reglerne i § 31, stk. 6-9.
Stk. 3. Et selskab må kun have én generalagent her i landet.		Stk. 3. Et forsikringsselskab må kun have én generalagent her i landet.
Stk. 4. Generalagenten kan meddele prokura til én eller flere underagenter.		Stk. 4. Generalagenten kan meddele prokura til én eller flere underagenter.
Stk. 5. Generalagenter skal være myndige personer og enten have indfødsret i en af Den Europæiske Unions medlemsstater eller i et land, hvormed Fællesskabet har indgået aftale, eller i de sidste 2 år have været bosiddende her i landet. Fra den sidstnævnte bestemmelse kan økonomi- og erhvervsministeren gøre undtagelse.		Stk. 5. Generalagenter skal være myndige personer og enten have indfødsret i en af Den Europæiske Unions medlemsstater eller lande som Fællesskabet har indgået aftale, eller i de sidste 2 år have været bosiddende her i landet. Fra den sidstnævnte bestemmelse kan Finanstilsynet gøre undtagelse.
Stk. 6. Et her i landet hjemmehørende aktieselskab, anpartsselskab eller interessentskab kan være generalagent, såfremt generalagenten som sin repræsentant udpeger en person, der opfylder de i stk. 5 nævnte betingelser for at være generalagent.		Stk. 6. Et her i landet hjemmehørende aktieselskab, anpartsselskab eller interessentskab kan være generalagent, såfremt generalagenten som sin repræsentant udpeger en person, der opfylder de i stk. 5 nævnte betingelser for at være generalagent.
§ 213. Et udenlandsk forsikringsselskab, der er meddelt koncession i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et andet land, som har gennemført Rådets 3. skadesforsikringsdirektiv og 3. livsforsikringsdirektiv, kan begynde at udøve virksomhed her i landet som grænseoverskridende tjenesteydelser, når Finanstilsynet har modtaget de i stk. 2 og 3 nævnte oplysninger fra tilsynsmyndighederne i hjemlandet. Forsikringsselskabet kan udøve de i bilag 2 eller bilag 3 nævnte aktiviteter, såfremt disse er omfattet af selskabets koncession i hjemlandet.		§ 31 . En udenlandsk virksomhed, der er meddelt tilladelse til at udøve den i §§ 7-11 nævnte virksomhed i et andet land inden for Den Europæiske Union eller lande, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område, kan begynde at udbyde tjenesteydelser her i landet, når Finanstilsynet har modtaget meddelelse herom fra tilsynsmyndighederne i hjemlandet. Den udenlandske virksomhed kan udøve de i bilag 2-4 og 7-8 nævnte aktiviteter, når tilsynsmyndighederne i hjemlandet har erklæret, at disse er omfattet af virksomhedens tilladelse i hjemlandet. Er den udenlandske virksomhed et forsikringsselskab, skal Finanstilsynet endvidere have modtaget de i stk. 5 og 6 nævnte oplysninger fra tilsynsmyndighederne i hjemlandet.
Stk. 2. Finanstilsynet skal fra hjemlandets tilsynsmyndigheder kræve følgende oplysninger: 1) Et solvenscertifikat, 2) en angivelse af de forsikringsklasser, grupper af klasser og eventuelle accessoriske risici, som selskabet har til hensigt at dække her i landet, og 3) en erklæring om, at de planlagte aktiviteter er omfattet af forsikringsselskabets koncession i hjemlandet.		§ 31 . En udenlandsk virksomhed, der er meddelt tilladelse til at udøve den i §§ 7-11 nævnte virksomhed i et andet land inden for Den Europæiske Union eller lande, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område, kan begynde at udbyde tjenesteydelser her i landet, når Finanstilsynet har modtaget meddelelse herom fra tilsynsmyndighederne i hjemlandet. Den udenlandske virksomhed kan udøve de i bilag 2-4 og 7-8 nævnte aktiviteter, når tilsynsmyndighederne i hjemlandet har erklæret, at disse er omfattet af virksomhedens tilladelse i hjemlandet. Er den udenlandske virksomhed et forsikringsselskab, skal Finanstilsynet endvidere have modtaget de i stk. 5 og 6 nævnte oplysninger fra tilsynsmyndighederne i hjemlandet.
		Stk. 5. Er den udenlandske virksomhed et forsikringsselskab, skal Finanstilsynet indhente følgende oplysninger fra hjemlandets tilsynsmyndigheder:
		1) et solvenscertifikat og
		2) en angivelse af de forsikringsklasser, grupper af klasser og eventuelle accessoriske risici, som forsikringsselskabet har til hensigt at dække her i landet.
Stk. 3. Såfremt selskabet skal dække risici under forsikringsklasse 10 bortset fra fragtførerens ansvar, jf. bilag 2, skal Finanstilsynet fra selskabet kræve oplyst navn og adresse på den i stk. 4 nævnte repræsentant samt en erklæring om, at selskabet er medlem af Dansk Forening for International Motorkøretøjsforsikring. For de pågældende forsikringer til dækning af de nævnte risici gælder færdselslovens §§ 105-108 og §§ 110-115.		§ 31. Stk. 6. Såfremt forsikringsselskabet skal dække risici under forsikringsklasse 10, jf. bilag 7 pkt. 10, bortset fra fragtførerens ansvar, skal Finanstilsynet fra forsikringsselskabet kræve oplyst navn og adresse på den i stk. 7 nævnte repræsentant samt en erklæring om, at forsikringsselskabet er medlem af Dansk Forening for International Motorkøretøjsforsikring. For de pågældende forsikringer til dækning af de nævnte risici gælder færdselslovens §§ 105‑108 og 110‑115.
Stk. 4. Selskabet skal tillige, såfremt det dækker risici under forsikringsklasse 10 bortset fra fragtførerens ansvar, udnævne en repræsentant, som er bosat eller etableret her i landet. Repræsentanten skal have beføjelse til at indsamle alle nødvendige oplysninger i forbindelse med krav og til at repræsentere selskabet over for skadelidte personer, der kan gøre krav gældende, herunder med hensyn til betaling af sådanne krav.		§ 31. Stk. 7. Forsikringsselskabet skal tillige, såfremt det dækker risici under forsikringsklasse 10, jf. bilag 7, pkt. 10, bortset fra fragtførerens ansvar, udnævne en repræsentant, som er bosat eller etableret her i landet. Repræsentanten skal have beføjelse til at indsamle alle nødvendige oplysninger i forbindelse med krav og til at repræsentere forsikringsselskabet over for skadelidte personer, der kan gøre krav gældende, herunder med hensyn til betaling af sådanne krav.
Stk. 5. Repræsentanten skal endvidere have beføjelse til at repræsentere selskabet over for myndighederne samt under søgsmål mod selskabet i forbindelse med de i stk. 4 nævnte krav.		§ 31. Stk. 8. Repræsentanten, jf. stk. 7, skal endvidere have beføjelse til at repræsentere forsikringsselskabet over for myndighederne samt under søgsmål mod forsikringsselskabet i forbindelse med de i stk. 7 nævnte krav.
Stk. 6. Repræsentanten må ikke udøve eller medvirke til nogen form for direkte forsikringsvirksomhed, og udnævnelsen af repræsentanten betragtes ikke i sig selv som oprettelse af et etableret forretningssted, jf. § 4.		§ 31. Stk. 9. Repræsentanten, jf. stk. 7, må ikke udøve eller medvirke til nogen form for direkte forsikringsvirksomhed, og udnævnelsen af repræsentanten betragtes ikke i sig selv som oprettelse af et etableret forretningssted, jf. § 34.
Stk. 7. I tilfælde af ændring af et forhold, der er givet meddelelse om efter stk. 2, nr. 2 og 3, skal forsikringsselskabet give meddelelse herom, senest samtidig med at ændringen foretages.		§ 31. Stk. 10. Forsikringsselskabet skal meddele Finanstilsynet enhver ændring af de i stk. 5, nr. 2, og stk. 1, 2. pkt., nævnte forhold, senest samtidig med at ændringen foretages.
§ 213 a. Ved overdragelse af hele eller dele af en forsikringsbestand tegnet her i landet af et udenlandsk forsikringsselskab i overensstemmelse med § 211 og § 213 skal Finanstilsynet i samarbejde med hjemlandsmyndigheden offentliggøre en meddelelse om overdragelsen i Statstidende og et landsdækkende dagblad. Overdragelsen kan ikke påberåbes som grundlag for at hæve forsikringsaftalen.		§ 233. Ved overdragelse af hele eller dele af en forsikringsbestand tegnet her i landet af et udenlandsk forsikringsselskab i overenstemmelse med §§ 30 og 31, skal Finanstilsynet i samarbejde med hjemlandsmyndigheden offentliggøre en meddelelse om overdragelsen i Statstidende og et landsdækkende dagblad. Overdragelsen kan ikke påberåbes som grundlag for at hæve forsikringsaftalen.
§ 215. Udenlandske forsikringsselskaber omfattet af reglerne i § 211, stk. 1, og § 213, stk. 1, der her i landet dækker de i bilag 2 nævnte risici, kan af Finanstilsynet pålægges at deltage i ordninger, der garanterer opfyldelse af erstatningskrav fra de sikrede eller skadelidte tredjemænd.		§ 36. Udenlandske forsikringsselskaber omfattet af reglerne i § 30, stk. 1, og § 31, stk. 1, der her i landet dækker de i bilag 7 nævnte risici, kan af Finanstilsynet pålægges at deltage i ordninger, der garanterer opfyldelse af erstatningskrav fra de sikrede eller skadelidte tredjemænd i det omfang sådanne ordninger gælder tilsvarende for danske forsikringsselskaber.
§ 216. Finanstilsynet kan efter de procedurer, der er fastsat i EF-direktiver om direkte forsikringsvirksomhed, forbyde et udenlandsk forsikringsselskab omfattet af bestemmelserne i § 211, stk. 1, og § 213, stk. 1, at udøve virksomhed her i landet gennem en filial eller i form af grænseoverskridende tjenesteydelser, hvis selskabet groft eller gentagne gange har overtrådt bestemmelser i denne lov, regler udfærdiget i medfør af loven eller anden lovgivning, der retter sig mod finansiel virksomhed, og det ikke ved påbud eller sanktioner efter denne lov har været muligt at bringe overtrædelserne til ophør.		§ 271. Finanstilsynet kan efter de procedurer, der er fastsat i direktiver om direkte forsikringsvirksomhed, forbyde et udenlandsk forsikringsselskab omfattet af bestemmelserne i § 30, stk. 1, og § 31, stk. 1, at udøve virksomhed her i landet gennem en filial eller i form af grænseoverskridende tjenesteydelser, hvis selskabet groft eller gentagne gange har overtrådt bestemmelser i denne lov, regler udstedt i medfør af loven eller anden lovgivning, der retter sig mod finansiel virksomhed, og det ikke ved påbud eller sanktioner efter denne lov har været muligt at bringe overtrædelserne til ophør.
§ 218. Det er ikke tilladt i erhvervsmæssigt øjemed her i landet at medvirke til, at direkte forsikringer for her i landet bosiddende personer, danske skibe eller andre risici, der består her i landet, tegnes hos andre end 1) danske forsikringsselskaber, 2) udenlandske forsikringsselskaber, der opfylder betingelserne i § 211, stk. 1, eller § 213, stk. 1, samt udenlandske forsikringsselskaber, der har fået tilladelse (koncession) af Finanstilsynet,		§ 44. Det er ikke tilladt i erhvervsmæssigt øjemed her i landet at medvirke til, at direkte forsikringer for her i landet bosiddende personer, danske skibe eller andre risici, der består her i landet, tegnes hos andre end 1) danske forsikringsselskaber og 2) udenlandske forsikringsselskaber, der opfylder betingelserne i § 30, stk.1, eller § 31, stk. 1, samt udenlandske forsikringsselskaber, der har fået tilladelse af Finanstilsynet.
§ 219. Finanstilsynet fastsætter nærmere regler for filialvirksomhed, der ikke er omfattet af § 211, stk. 1, og grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed, der ikke er omfattet af § 213, stk. 1. Stk. 2. Aktieselskabslovens bestemmelser om filialer af udenlandske aktieselskaber finder anvendelse på filialer af udenlandske forsikringsselskaber, som ikke er omfattet af § 211, stk. 1.		§ 37 . Finanstilsynet kan for forsikringsselskaber fastsætte nærmere regler for grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed, der udøves fra lande uden for Den Europæiske Union, som Fællesskabet ikke har indgået aftale med på det finansielle område.
§ 220. Et forsikringsselskab, der ønsker at etablere en filial i et andet land, skal meddele dette til Finanstilsynet sammen med følgende oplysninger om filialen:		§ 38 . En finansiel virksomhed, der ønsker at etablere en filial i et andet land, skal meddele dette til Finanstilsynet sammen med følgende oplysninger om filialen:
1) I hvilket land filialen ønskes etableret,		1) i hvilket land filialen ønskes etableret,
2) en beskrivelse af filialens virksomhed, herunder oplysninger om organisation, og de planlagte aktiviteter,		2) en beskrivelse af filialens virksomhed, herunder oplysninger om organisation, og de planlagte aktiviteter,
3) filialens adresse og		3) filialens adresse,
4) navnet på filialens generalagent.		4) navnene på filialens ledelse og
		5) for forsikringsselskaber navnet på filialens generalagent.
Stk. 2. Ved etablering af en filial i et land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som har gennemført Rådets 3. skadesforsikringsdirektiv og 3. livsforsikringsdirektiv, videresender Finanstilsynet de i stk. 1 nævnte oplysninger og et solvenscertifikat til tilsynsmyndighederne i værtslandet senest 3 måneder efter modtagelsen af oplysningerne og underretter forsikringsselskabet herom. Samtidig fremsendes erklæring om, at de planlagte aktiviteter er omfattet af forsikringsselskabets koncession.		§ 38. Stk. 2 . Ved etablering af en filial i et land inden for den Europæiske Union eller lande, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område, videresender Finanstilsynet de i stk. 1 nævnte oplysninger til tilsynsmyndighederne i værtslandet. For pengeinstitutter og realkreditinstitutter fremsendes endvidere solvensnøgletal og for forsikringsselskaber solvenscertifikat til tilsynsmyndighederne i værtslandet. Samtidig fremsendes erklæring om, at de planlagte aktiviteter er omfattet af den finansielle virksomheds tilladelse.
Stk. 3. Finanstilsynet kan undlade at fremsende de i stk. 1 og 2 nævnte oplysninger, hvis der er grund til at betvivle, at forsikringsselskabets administrative struktur og finansielle situation er forsvarlig som grundlag for den påtænkte etablering. Finanstilsynet giver forsikringsselskabet meddelelse herom senest 3 måneder fra modtagelsen af de i stk. 1 nævnte oplysninger.		§ 38. Stk. 4. Oplysningerne efter stk. 2 og 3 sendes senest 3 måneder efter modtagelsen af oplysningerne. Samtidig med fremsendelsen underretter Finanstilsynet den finansielle virksomhed herom. Stk. 5. Finanstilsynet kan undlade at fremsende oplysninger efter stk. 2 og 3, hvis der er grund til at betvivle, at virksomhedens administrative struktur og finansielle situation er forsvarlig som grundlag for den påtænkte etablering. Finanstilsynet giver virksomheden meddelelse herom senest 2 måneder fra modtagelsen af de i stk. 1 nævnte oplysninger.
Stk. 4. Forsikringsselskabet er forpligtet til at meddele Finanstilsynet enhver ændring i de i stk. 1 nævnte forhold. Forsikringsselskabet skal også orientere værtslandets tilsynsmyndigheder om ændringer i de i stk. 1 nævnte forhold, såfremt værtslandet er et land inden for Den Europæiske Union eller lande, som har gennemført Rådets 3. skadesforsikringsdirektiv og 3. livsforsikringsdirektiv. Meddelelsen skal være modtaget senest 1 måned, før ændringen foretages.		§ 38. Stk. 6. Virksomheden skal meddele Finanstilsynet enhver ændring i de i stk. 1 nævnte forhold. Finanstilsynet skal have modtaget meddelelsen senest en måned, før ændringen foretages. Hvis det ikke er muligt at meddele Finanstilsynet ændringen senest en måned før ændringen foretages, skal meddelelse ske snarest muligt. Virksomheden er forpligtet på samme måde over for værtslandets tilsynsmyndigheder, hvis værtslandet er et andet land inden for Den Europæiske Union eller lande, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område.
Stk. 5. Et forsikringsselskab, der ønsker at udøve virksomhed i form af grænseoverskridende tjenesteydelser i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som har gennemført Rådets 3. skadesforsikringsdirektiv og 3. livsforsikringsdirektiv, skal give Finanstilsynet meddelelse herom med angivelse af, i hvilket land virksomhed ønskes påbegyndt, og en angivelse af de forsikringsklasser, grupper af klasser og eventuelt accessoriske risici, der ønskes udøvet.		§ 39. En finansiel virksomhed, der ønsker at udøve virksomhed i form af grænseoverskridende tjenesteydelser i et land inden for Den Europæiske Union eller lande, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område, skal give Finanstilsynet meddelelse herom med angivelse af, i hvilket land virksomheden ønskes påbegyndt, og hvilke aktiviteter der ønskes udøvet. Forsikringsselskaber skal endvidere oplyse, hvilke forsikringsklasser, grupper af klasser og eventuelt accessoriske risici der ønskes udøvet.
Stk. 6. Finanstilsynet videregiver den i stk. 5 nævnte meddelelse og et solvenscertifikat samt en erklæring om, at de planlagte aktiviteter er omfattet af forsikringsselskabets koncession til tilsynsmyndigheden i værtslandet senest en måned efter modtagelsen af den i stk. 5 nævnte meddelelse.		Stk. 2. Finanstilsynet videresender den i stk. 1 nævnte meddelelse samt en erklæring om, at de planlagte aktiviteter er omfattet af virksomhedens tilladelse til tilsynsmyndigheden i værtslandet senest en måned efter modtagelsen af den i stk. 1 nævnte meddelelse. Er virksomheden et forsikringsselskab, sender Finanstilsynet endvidere et solvenscertifikat til tilsynsmyndighederne i værtslandet. Er virksomheden et investeringsforvaltningsselskab, sender Finanstilsynet endvidere oplysninger om investor- og indskydergarantiordningen.
§ 221. Finanstilsynet kan fastsætte regler om overdragelse af forsikringsbestande tegnet i henhold til virksomhed efter § 220, stk. 1 og stk. 5.		§ 42. Finanstilsynet kan fastsætte regler om overdragelse af forsikringsbestande tegnet i henhold til virksomhed efter § 38, stk. 1, og § 39, stk. 1.
§ 222. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om danske forsikringsselskabers virksomhed i lande, som ikke er omfattet af § 220, stk. 1.		§ 41 . Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om danske forsikringsselskabers virksomhed i lande uden for Den Europæiske Union, som Fællesskabet ikke har indgået aftale med på det finansielle område.
§ 237. Finanstilsynet påser overholdelse af denne lov og af de regler, der er udstedt i medfør af loven. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen påser overholdelsen af § 21.		§ 343. Finanstilsynet påser overholdelsen af denne lov og af de regler, der er udstedt i medfør af loven, undtagen § 76, stk. 1 og 2. Dog påser Erhvervs- og Selskabsstyrelsen overholdelsen af § 15, stk. 1, 2 og 4, §§ 82, 86, 90 og 111. Stk. 4. Finanstilsynet kan i særlige tilfælde anvende fremmed bistand. Stk. 5. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler for Finanstilsynets procedurer i overensstemmelse med bestemmelser herom fastsat i direktiver.
Stk. 2. Det Finansielle Virksomhedsråd indgår i tilsynet med forsikringsselskaber inden for rådets kompetenceområde, jf. lov om finansiel virksomhed § 65, stk. 2.		§ 344. Stk. 2. Det Finansielle Virksomhedsråd
		1) træffer, bortset fra § 43, afgørelser i tilsynssager af principiel karakter samt i tilsynssager, der har videregående betydelige følger for finansielle virksomheder og finansielle holdingvirksomheder,
		2) rådgiver Finanstilsynet i forbindelse med dets udstedelse af regler og i forbindelse med principielle sager om redelig forretningsskik og god praksis samt tilsynssager om redelig forretningsskik og god praksis, der har videregående betydelige følger for finansielle virksomheder og finansielle holdingvirksomheder i henhold til § 43, samt
		3) bistår Finanstilsynet med dets informationsvirksomhed.
§ 240 a. Finanstilsynet udøver for forsikringsselskaber de beføjelser, der er tillagt Erhvervs- og Selskabsstyrelsen i aktieselskabslovens § 72, stk. 2, § 117, stk. 1, og § 118.		§ 67. Finanstilsynet udøver for finansielle virksomheder de beføjelser, der er tillagt Erhvervs- og Selskabsstyrelsen i henhold til aktieselskabslovens § 72, stk. 2.
		§ 266. Finanstilsynet udøver for forsikringsselskaber de beføjelser, der er tillagt Erhvervs‑ og Selskabsstyrelsen i aktieselskabslovens § 72, stk. 2, § 117, stk. 1, og § 118.
Stk. 2. Beslutning om kapitalnedsættelse skal godkendes af Finanstilsynet i de i aktieselskabslovens § 44 a, stk. 1, nr. 2 og 3, nævnte tilfælde.		§ 267. Beslutning om kapitalnedsættelse skal godkendes af Finanstilsynet i de i aktieselskabslovens § 44 a, stk. 1, nr. 2 og 3, nævnte tilfælde.
Stk. 3. Beslutning om, at nye aktier skal kunne indbetales ved konvertering af gæld i medfør af aktieselskabslovens § 33 a, skal godkendes af Finanstilsynet.		§ 357. Beslutning om, at nye aktier skal kunne indbetales ved konvertering af gæld i medfør af aktieselskabslovens § 33 a, skal godkendes af Finanstilsynet.
Stk. 4. Livsforsikringsselskabers optagelse af lån i medfør af aktieselskabslovens § 43 skal godkendes af Finanstilsynet.		§ 109. Livsforsikringsselskabers optagelse af lån i medfør af aktieselskabslovens § 43 skal godkendes af Finanstilsynet. Stk. 2. Aktieselskabslovens § 48 a finder ikke anvendelse på et forsikringsselskabs anskaffelse af egne aktier. Stk. 3. Skaffer bestyrelsesmedlemmer, repræsentanter eller direktører, gennem deltagelse i agent- eller mæglervirksomhed eller i kraft af økonomisk interesse i sådanne virksomheder, sig provision eller anden indtægt af forsikringer, som selskabet overtager eller afgiver, skal meddelelse herom indsendes til Finanstilsynet.
Stk. 5. Bestyrelsen i et moderselskab skal underrette bestyrelsen for et datterselskab og Finanstilsynet, så snart et koncernforhold er etableret.		§ 357. Stk. 2. Bestyrelsen i et moderselskab skal underrette bestyrelsen for et datterselskab og Finanstilsynet, så snart et koncernforhold er etableret.
Stk. 6. Såfremt indbetaling af selskabskapitalen sker med andre værdier end kontanter, skal ved stiftelsen og ved senere forhøjelser de i denne anledning oprettede dokumenter i bekræftet genpart indsendes til Finanstilsynet.		§ 13. Immaterielle aktiver kan ikke anvendes til indbetaling af aktiekapital i finansielle virksomheder.
Stk. 7. Vedtagelser i medfør af aktieselskabslovens § 126 om, at likvidationen skal hæves, skal godkendes af Finanstilsynet.		§ 268. Vedtagelser i medfør af aktieselskabslovens § 126 om, at likvidationen skal hæves, skal godkendes af Finanstilsynet.
§ 240 d. Som part i forholdet til Finanstilsynet anses alene det forsikringsselskab, som en afgørelse truffet af Finanstilsynet retter sig mod, jf. dog stk. 2 og 3. Stk. 2. I nedennævnte tilfælde anses en anden end forsikringsselskabet tillige som part i Finanstilsynets afgørelse, for så vidt angår den del af sagen, som vedrører pågældende:		§ 354. Som part i forhold til Finanstilsynet anses den finansielle virksomhed, den finansielle holdingvirksomhed, den udenlandske finansielle virksomhed eller den udenlandske finansielle holdingvirksomhed, som Finanstilsynets afgørelse truffet i medfør af denne lov eller forskrifter fastsat i medfør af denne lov retter sig mod, jf. dog stk. 2 og 3. Stk. 2. I nedennævnte tilfælde anses en anden end virksomheden tillige som part i Finanstilsynets afgørelse, for så vidt angår den del af sagen, som vedrører den pågældende:
1) Den, der overtræder lovens forbud mod at drive forsikrings- eller mæglervirksomhed, jf. § 1, stk. 1, § 2, stk. 1, §§ 5, 11, 205 og 218.		1) Modervirksomheden, hvor denne er en finansiel holdingvirksomhed eller en finansiel virksomhed.
2) En virksomhed, som ansøger om tilladelse til at drive forsikringsvirksomhed, jf. § 9, stk. 1, eller hvis ansøgning suspenderes, jf. § 29, stk. 7.		2) Virksomheder, med hvilke en finansiel virksomhed har en særlig direkte eller indirekte forbindelse, og hvor tilsynet kan indhente oplysninger og foretage inspektionsbesøg, jf. § 346, stk. 3.
3) Et medlem af et forsikringsselskabs bestyrelse eller direktion eller en kapitalejer, når tilsynet nægter et forsikringsselskab tilladelse eller inddrager denne, jf. § 9 a, stk. 1-3 og 5.		3) En fysisk eller juridisk person, som Finanstilsynet kræver oplysninger af, til afgørelse af, om denne er omfattet af bestemmelserne i denne lov, jf. § 346, stk. 4.
4) Den ansvarshavende aktuar, når denne ikke har opfyldt sin oplysningsforpligtelse over for Finanstilsynet, jf. § 89, stk. 5, 1. pkt.		4) Erhververen eller besidderen af en kvalificeret kapitalandel, når Finanstilsynet nægter at godkende denne, suspenderer behandlingen af sagen eller reagerer som følge af manglende underretning om andelen eller ophæver stemmeretten, der er knyttet til de pågældende ejeres andel, jf. § 60, stk. 1-7, samt § 61, stk. 1-3.
5) En aktuar, som Finanstilsynet nægter at godkende som ansvarshavende aktuar, jf. § 89, stk. 2.		5) Revisor i en finansiel virksomhed, når Finanstilsynet afsætter denne eller påbyder denne at give oplysninger om virksomhedens forhold, samt i sager vedrørende forbud mod at en revisor har lån m.v. i den finansielle virksomhed, som revisor reviderer, jf. § 198, stk. 4-6 og 8.
6) Virksomheder, som tilsynet finder har snævre forbindelser til et forsikringsselskab, hvorfor tilladelse nægtes eller inddrages, jf. § 9 a, stk. 1-3 og 5.		6) Virksomheder, hvortil et pengeinstitut, fondsmæglerselskab, investeringsforvaltningsselskab eller et realkreditinstitut har en sådan tilknytning, at denne efter Finanstilsynets afgørelse skal medtages i konsolideringen, jf. § 176, stk. 1.
		7) En virksomhed, som ansøger om tilladelse til at drive pengeinstitut-, fondsmægler-, investeringsforvaltnings-, værdipapirhandler-, realkredit-, forsikrings- eller livsforsikringsvirksomhed, jf. § 7, stk. 1, § 8, stk. 1, § 9, stk. 1, § 10, stk. 1 og 2, § 11, stk. 1, og § 14, eller hvis ansøgning suspenderes, jf. § 14, stk. 4.
		8) Et medlem af en finansiel virksomheds bestyrelse eller direktion eller en kapitalejer, når tilsynet nægter en finansiel virksomhed tilladelse eller inddrager denne helt eller delvist, jf. § 14, stk. 1, nr. 1-3, og stk. 2, § 236 og § 237, stk. 1.
		9) Virksomheder, som tilsynet finder har snævre forbindelser til en finansiel virksomhed, når tilladelse nægtes eller inddrages efter § 14, stk. 1, nr. 4 og 5, og § 236.
		10) Den, som overtræder lovens forbud mod i en virksomheds navn eller betegnelse af virksomheden at benytte ord, der er omfattet af finansielle virksomheders eneret til navn, jf. § 7, stk. 5, § 8, stk. 5, § 9, stk. 5, 2. pkt., og stk. 6, 2. pkt., og § 11, stk. 3.
		11) Den, der overtræder lovens forbud mod at drive virksomhed omfattet af § 7, stk. 1, 3 og 4, § 8, stk. 1 og 3, § 9, stk. 1 og 3, § 10, stk. 1 og 3, og § 11, stk. 1, uden tilladelse.
		12) Den, over for hvem Finanstilsynet træffer afgørelse om, hvorvidt den pågældende kan tilbyde investeringsservice uden tilladelse, jf. § 9, stk. 9.
		13 Investeringsforeninger og specialforeninger, når Finanstilsynet træffer afgørelse i en sag vedrørende det investeringsforvaltningsselskab, som administrerer investeringsforeningen eller specialforeningen.
		14) Den ansvarshavende aktuar, når denne ikke har opfyldt sin oplysningsforpligtelse over for Finanstilsynet, jf. § 107, stk. 5, 1. pkt.
Stk. 3. Som part anses i øvrigt et bestyrelsesmedlem, en revisor, en direktør, den ansvarshavende aktuar eller andre ledende medarbejdere i et forsikringsselskab, hvis Finanstilsynets påtale eller pålæg i medfør af loven eller dennes forskrifter er rettet direkte mod pågældende.		Stk. 3. Som part anses i øvrigt et bestyrelsesmedlem, en ansvarshavende aktuar, en revisor, en direktør eller andre ledende medarbejdere i en finansiel virksomhed, en finansiel holdingvirksomhed, en udenlandsk finansiel virksomhed eller en udenlandsk finansiel holdingvirksomhed, hvis Finanstilsynets afgørelse er rettet direkte mod pågældende. Det samme gælder for en likvidator og en administrator af en livsforsikringsbestand.
Stk. 4. Partsstatus og partsbeføjelser efter stk. 2 og 3 er begrænset til forhold, hvor tilsynets afgørelser træffes efter den 8. oktober 1998.		Stk. 4. Endelig kan Finanstilsynet, når tilsynet tager en sag op vedrørende redelig forretningsskik og god praksis inden for virksomhedsområdet, jf. § 43, god værdipapirhandelsskik, jf. § 3 i lov om værdipapirhandel, eller videregivelse af fortrolige oplysninger, jf. kapitel 9, under særlige omstændigheder tillige tilkende partsbeføjelser til andre fysiske eller juridiske personer end de i stk. 2 og 3 nævnte. Partsbeføjelser kan alene tillægges, for så vidt angår den del af sagen, som har direkte og væsentlig betydning for den pågældende. Tilkendelse af partsbeføjelser skal ske under hensyntagen til beskyttelsen af fortrolige oplysninger om de virksomheder, der er under tilsyn.
		Stk. 5. Partsstatus og partsbeføjelser efter stk. 2-4 er begrænset til forhold, hvor tilsynets afgørelser er truffet efter den 8. oktober 1998, for realkreditinstitutter dog efter den 20. oktober 1998. For så vidt angår videregivelse af fortrolige oplysninger, jf. kapitel 9, er partsstatus og partsbeføjelser begrænset til forhold, hvor tilsynets afgørelser træffes efter den 1. januar 2004. For investeringsforvaltningsselskaber er partsstatus og partsbeføjelser begrænset til forhold, hvor tilsynets afgørelser træffes efter den 1. januar 2004.
§ 241 a. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere bestemmelser for anmeldelser efter § 30, herunder om, i hvilket omfang anmeldelserne skal være offentligt tilgængelige.		§ 20. Stk. 3 . Finanstilsynet kan fastsætte nærmere bestemmelser om de i stk. 1 nævnte forhold, herunder om og i hvilket omfang anmeldelserne skal være offentligt tilgængelige.
§ 242. Virksomheder under tilsyn efter denne lov, herunder virksomheder i likvidation og administrationsboer, betaler afgift til Finanstilsynet. Afgiften fastsættes efter Kapitel 7 a i lov om finansiel virksomhed.		Kapitel 22 Afgifter § 359. Finanstilsynets bevilling fratrukket salg af varer og tjenesteydelser samt renteindtægter dækkes af afgifter fra de virksomheder, som er underlagt Finanstilsynets tilsyn, jf. §§ 360-369.
		§ 360. Følgende virksomheder betaler årligt et grundbeløb i afgift til Finanstilsynet:
		1) Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring betaler 510.000 kr.
		2) ATP-fonden (tillægspension, midlertidig pensionsopsparing og særlig pensionsopsparing) betaler 1.180.000 kr.
		3) Danmarks Skibskreditfond betaler 230.000 kr.
		4) Fondsbørser og autoriserede markedspladser betaler et grundbeløb på 9.500 kr. pr. selskab noteret ultimo det foregående år.
		5) FUTOP Clearingcentralen A/S betaler 250.000 kr.
		6) Garantifonden for indskydere og investorer betaler 95.000 kr.
		7) Hver autoriseret pengemarkedsmægler betaler 15.000 kr.
		8) Hver autoriseret værdipapirmægler betaler 15.000 kr.
		9) Hver finansiel holdingvirksomhed betaler 5.000 kr.
		10) Hver udsteder af collateralized mortgage obligations og lignende virksomheder betaler 10.000 kr. pr. serie.
		11) Hver udsteder af elektroniske penge betaler 10.000 kr.
		12) Lønmodtagernes Dyrtidsfond betaler 670.000 kr.
		13) Værdipapircentralen A/S betaler 1.840.000 kr.
		Stk. 2. Grundbeløb, jf. stk. 1, reguleres årligt svarende til udviklingen i Finanstilsynets bevilling på finansloven.
		§ 361. Fondsmæglerselskaber betaler årligt 10,5 promille af deres omkostninger til løn, provision og tantieme. Der pålægges altid en minimumsafgift på 15.000 kr.
		Stk. 2. Investeringsforvaltningsselskaber betaler årligt 10,5 promille af deres omkostninger til løn, provision og tantieme. Der pålægges altid en minimumsafgift på 15.000 kr.
		Stk. 3. Forsikringsmæglerselskaber betaler årligt 4,0 promille af deres provision og andre vederlag. Der pålægges altid en minimumsafgift på 1.000 kr.
		Stk. 4. Innovationsforeninger betaler årligt 10.000 kr. pr. forening plus 3.000 kr. pr. afdeling plus 0,005 promille af deres samlede balance.
		Stk. 5. Filialer af udenlandske kreditinstitutter betaler årligt 0,0006 promille af deres samlede balance plus garantier. Der pålægges altid en minimumsafgift på 2.000 kr.
		§ 362. Pengeinstitutter, andre sparevirksomheder end de i § 360, stk. 1, nr. 10, nævnte og Forvaltningsinstituttet for Lokale Pengeinstitutter betaler årligt 49,4 procent af differencen mellem Finanstilsynets udgifter og afgiften betalt efter §§ 360 og 361.
		Stk. 2. Afgiften fordeles i forhold til den enkelte virksomheds andel af de af stk. 1 omfattede virksomheders samlede gælds- og garantiforpligtelser. Der pålægges altid en minimumsafgift på 2.000 kr.
		§ 363. Realkreditinstitutter betaler årligt 13,2 procent af differencen mellem Finanstilsynets udgifter og afgiften betalt efter §§ 360 og 361.
		Stk. 2. Afgiften fordeles i forhold til den enkelte virksomheds andel af de af stk. 1 omfattede virksomheders samlede bogførte balancesum. Der pålægges altid en minimumsafgift på 2.000 kr.
		§ 364. Forsikringsselskaber, der udøver livsforsikringsvirksomhed, tværgående pensionskasser og firmapensionskasser betaler årligt 18,3 procent af differencen mellem Finanstilsynets udgifter og afgiften betalt efter §§ 360 og 361.
		Stk. 2. Afgiften opdeles i to lige store dele. Den ene del af afgiften fordeles i forhold til den enkelte virksomheds andel af de af stk. 1 omfattede virksomheders samlede bruttopræmier og medlemsbidrag. Den anden del af afgiften fordeles i forhold til den enkelte virksomheds andel af de af stk. 1 omfattede virksomheders samlede balance reduceret med basiskapital. Der pålægges altid en minimumsafgift på 2.000 kr.
		§ 365. Forsikringsselskaber, der ikke udøver livsforsikringsvirksomhed, betaler årligt 14,7 procent af differencen mellem Finanstilsynets udgifter og afgiften betalt efter §§ 360 og 361.
		Stk. 2. Afgiften fordeles i forhold til den enkelte virksomheds andel af de af stk. 1 omfattede virksomheders samlede direkte og indirekte bruttopræmieindtægter plus bruttoerstatninger, idet der ses bort fra negative præmieindtægter. Der pålægges altid en minimumsafgift på 2.000 kr. De forsikringsselskaber, som er omfattet af § 293, betaler dog en minimumsafgift på 800 kr.
		§ 366. Investeringsforeninger og specialforeninger betaler årligt 4,4 procent af differencen mellem Finanstilsynets udgifter og afgiften betalt efter §§ 360 og 361.
		Stk. 2. Afgiften fordeles mellem virksomhederne med 10.000 kr. pr. forening plus 3.000 kr. pr. afdeling. Den resterende afgift fordeles i forhold til den enkelte virksomheds andel af de af stk. 1 omfattede virksomheders samlede balance.
		§ 367. Beregning af afgifter fra virksomheder, omfattet af §§ 361-366, foretages på grundlag af oplysninger i den for seneste regnskabsår aflagte årsrapport eller i mangel af en sådan den senest indsendte regnskabsindberetning. For så vidt angår forsikringsmæglerselskaber, foregår beregningen på grundlag af den senest indsendte indtægtsspecifikation.
		Stk. 2. Fuld afgiftspligt påhviler enhver virksomhed, der har været under tilsyn en del af det pågældende kalenderår.
		Stk. 3. Hvis to eller flere virksomheder under Finanstilsynets tilsyn sammenlægges, betaler den fortsættende virksomhed den ophørte virksomheds afgift.
		Stk. 4. Hvis en virksomhed ophører med at være under tilsyn på anden måde end ved sammenlægning, fastsættes afgiften for det kalenderår, hvori virksomheden ophører, på følgende måde:
		1) Virksomheder, omfattet af § 360, betaler grundbeløbet.
		2) Virksomheder, omfattet af § 361, betaler den fastsatte promille i forhold til afgiftsgrundlaget i det foregående års årsrapport eller indtægtsspecifikation. Hvis ikke det foregående års årsregnskab eller indtægtsspecifikation er indsendt til Finanstilsynet på ophørstidspunktet, beregnes afgiften i forhold til afgiftsgrundlaget i den seneste regnskabsindberetning eller indtægtsspecifikation.
		3) Virksomheder, omfattet af §§ 362-366, betaler procenten fra den seneste afgiftsopkrævning i forhold til afgiftsgrundlaget i det seneste års årsrapport. Hvis ikke det seneste års årsrapport er indsendt til Finanstilsynet på ophørstidspunktet, beregnes afgiften i forhold til afgiftsgrundlaget i den seneste regnskabsindberetning. Finanstilsynet kan i særlige tilfælde godkende, at afgiftsbetalingen afventer den samlede afgiftsberegning.
		Stk. 5. Finanstilsynet kan i særlige tilfælde nedsætte afgiften.
		§ 368. Afgifterne for det pågældende år opkræves primo december med betalingsfrist ultimo året.
		Stk. 2. Afgifterne kan inddrives ved udpantning.
		§ 369. Overskud og underskud reguleres over en opsparingskonto.
		Stk. 2 . En eventuel difference mellem den opkrævede afgift og den faktisk indbetalte afgift overføres som et samlet beløb til afgiftsopkrævning det efterfølgende finansår.
§ 243. Forsikringsselskaber, filialer af udenlandske selskaber, som har fået koncession af Finanstilsynet, og de af denne lov omfattede pensionskasser registreres i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.		§ 358. Forsikringsselskaber, filialer af udenlandske selskaber, som har fået tilladelse af Finanstilsynet, og de af denne lov omfattede pensionskasser registreres i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.
§ 246. Modtagelse af fusions- og spaltningsplaner skal straks bekendtgøres i Statstidende af Finanstilsynet, og de er herefter offentligt tilgængelige. Registreringer skal straks bekendtgøres i Erhvervs- og Selskabsstyrelsens edb-informationssystem af Erhvervs- og Selskabsstyrelsen og er herefter offentligt tilgængelige.		§ 231. Modtagelse af fusions‑ og spaltningsplaner skal straks bekendtgøres i Statstidende af Finanstilsynet, og de er herefter offentligt tilgængelige. Registreringer skal straks bekendtgøres i Erhvervs‑ og Selskabsstyrelsens edb‑informationssystem af Erhvervs‑ og Selskabsstyrelsen og er herefter offentligt tilgængelige.
§ 246 a. De frister, der er fastsat i eller i henhold til denne lov, begynder at løbe fra og med dagen efter den dag, hvor den begivenhed, som udløser fristen, finder sted. Dette gælder ved beregning af såvel dage- som uge-, måneds- og årsfrister.		§ 356. De frister, der er fastsat i eller i henhold til denne lov, begynder at løbe fra og med dagen efter den dag, hvor den begivenhed, som udløser fristen, finder sted. Dette gælder ved beregning af såvel dage- som uge-, måneds- og årsfrister.
Stk. 2. Er fristen angivet i uger, udløber fristen, jf. stk. 1, på ugedagen for den dag, hvor den begivenhed, som udløste fristen, fandt sted.		Stk. 2. Er fristen angivet i uger, udløber fristen, jf. stk. 1, på ugedagen for den dag, hvor den begivenhed, som udløste fristen, fandt sted.
Stk. 3. Er fristen angivet i måneder, udløber fristen, jf. stk. 1, på månedsdagen for den dag, hvor den begivenhed, som udløste fristen, fandt sted. Hvis den dag, hvor den begivenhed, som udløste fristen, fandt sted, er den sidste dag i en måned, eller hvis fristen udløber på en månedsdato, som ikke findes, udløber fristen altid på den sidste dag i måneden uanset dens længde.		Stk. 3. Er fristen angivet i måneder, udløber fristen, jf. stk. 1, på månedsdagen for den dag, hvor den begivenhed, som udløste fristen, fandt sted. Hvis den dag, hvor den begivenhed, som udløste fristen, fandt sted, er den sidste dag i en måned, eller hvis fristen udløber på en månedsdato, som ikke findes, udløber fristen altid på den sidste dag i måneden uanset dens længde.
Stk. 4. Er fristen angivet i år, udløber fristen, jf. stk. 1, på årsdagen for den dag, hvor den begivenhed, som udløste fristen, fandt sted.		Stk. 4. Er fristen angivet i år, udløber fristen, jf. stk. 1, på årsdagen for den dag, hvor den begivenhed, som udløste fristen, fandt sted.
Stk. 5. Udløber en frist i en weekend, på en helligdag, grundlovsdag, juleaftensdag eller nytårsaftensdag, udstrækkes fristen til den førstkommende hverdag.		Stk. 5. Udløber en frist i en weekend, på en helligdag, grundlovsdag, juleaftensdag eller nytårsaftensdag, udstrækkes fristen til den førstkommende hverdag.
§ 247. Henlægger økonomi- og erhvervsministeren sine beføjelser efter loven til Finanstilsynet, kan ministeren fastsætte regler om klageadgangen, herunder at klager ikke kan indbringes for højere administrativ myndighed.		§ 370. Henlægger økonomi- og erhvervsministeren sine beføjelser efter loven til Finanstilsynet, kan ministeren fastsætte regler om klageadgangen, herunder at klager ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed.
§ 247 a. Afgørelser truffet af Finanstilsynet eller Erhvervs- og Selskabsstyrelsen i henhold til loven eller forskrifter udstedt i medfør af loven kan indbringes for Erhvervsankenævnet senest 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende.		§ 371. Afgørelser, truffet af Finanstilsynet eller Erhvervs- og Selskabsstyrelsen i henhold til loven eller regler udstedt i medfør af loven, kan af den, som afgørelsen retter sig til, indbringes for Erhvervsankenævnet senest 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende.
Stk. 2. Omgøres en af Finanstilsynet truffet afgørelse, der går ud på, at s elskabet skal træde i likvidation, eller at dets livsforsikringsbestand tages under administration, skal Erhvervs- og Selskabsstyrelsen straks registrere dette. Finanstilsynet skal, såfremt selskabet ejer faste ejendomme, drage omsorg for fornøden tinglysning.		§ 371. Stk. 3. Omgøres en af Finanstilsynet truffet afgørelse, der går ud på, at et forsikringsselskab skal træde i likvidation, eller at dets livsforsikringsbestand tages under administration, skal Erhvervs- og Selskabsstyrelsen straks registrere dette. Finanstilsynet skal, såfremt selskabet ejer faste ejendomme, drage omsorg for fornøden tinglysning.
§ 249. Er et forsikringsselskabs basiskapital ikke tilstrækkelig, skal Finanstilsynet kræve, at selskabet udarbejder en plan for genoprettelse af dets økonomiske stilling og forelægger planen for Finanstilsynet til bedømmelse af, om planen indeholder de foranstaltninger, som skønnes nødvendige. Stk. 2. Såfremt: 1) basiskapitalen i et forsikringsselskab er mindre end en tredjedel af den beregnede solvensmargen, eller 2) basiskapitalen i et forsikringsselskab er mindre end det under hensyntagen til virksomhedens art fastsatte mindstebeløb, eller 3) den basiskapital for livsforsikringsselskaber, der modsvarer en tredjedel af den beregnede solvensmargen, for mindre end halvdelens vedkommende består af følgende bestanddele: indbetalt aktie- eller garantikapital, halvdelen af ikke indbetalt aktie- eller garantikapital, grundfond, lovmæssige reserver, der ikke modsvarer forpligtelser, eller overført overskud, eller 4) det under hensyntagen til virksomhedens art for livsforsikring fastsatte mindstebeløb ikke fuldt ud består af de i nr. 3 nævnte bestanddele, skal selskabets plan tilsigte en genoprettelse af dets økonomiske stilling over et kortere tidsrum, der fastsættes af Finanstilsynet. Stk. 3. Har selskabet i henhold til loven forelagt en driftsplan for Finanstilsynet, træffer tilsynet i tilfælde af, at der er sket en forringelse af selskabets økonomiske stilling i forhold til denne plan, bestemmelse om de nødvendige foranstaltninger og kan herunder kræve, at der udarbejdes en ny driftsplan for de 3 følgende regnskabsår.		§ 272. Hvis et forsikringsselskabs basiskapital ikke er tilstrækkelig, skal Finanstilsynet kræve, at selskabet udarbejder en plan for genoprettelse af dets økonomiske stilling og forelægger planen for Finanstilsynet til bedømmelse af, om planen indeholder de foranstaltninger, der er nødvendige. Stk. 2. Finanstilsynet fastsætter nærmere bestemmelser om de oplysninger, planen for genoprettelse skal indeholde, og om det åremål, for hvilket planen skal udarbejdes. Stk.3. Selskabets plan skal tilsigte en genoprettelse af dets økonomiske stilling over et kortere tidsrum, der fastsættes af Finanstilsynet, når 1) basiskapitalen i et forsikringsselskab er mindre end en tredjedel af solvenskravet, 2) basiskapitalen i et forsikringsselskab er mindre end minimumskapitalkravet, eller 3) kernekapitalelementerne i forsikringsselskaber, udgørende indbetalt aktie og garantikapital, overskud ved emission, andre reserver, der ikke modsvarer forpligtelser, overført overskud eller underskud samt årets løbende resultat, tilsammen udgør mindre end 1/3 af solvenskravet eller tilsammen udgør et beløb mindre end minimumskapitalkravet. Stk. 4. Har selskabet i henhold til loven forelagt en driftsplan for Finanstilsynet, træffer tilsynet i tilfælde af, at der er sket en forringelse af selskabets økonomiske stilling i forhold til denne plan, bestemmelse om de nødvendige foranstaltninger og kan herunder kræve, at der udarbejdes en ny driftsplan for de 3 følgende regnskabsår.
§ 250. Finanstilsynet påbyder et livsforsikringsselskab inden for en af tilsynet fastsat frist at foretage de foranstaltninger, der skønnes nødvendige, såfremt: 1) selskabet ikke overholder denne lov eller sine vedtægter, 2) selskabet afviger fra det for sin virksomhed gældende grundlag, 3) Finanstilsynet ikke finder det i nr. 2 nævnte grundlag eller den måde, hvorpå selskabets midler er anbragt, betryggende, 4) det viser sig, at de til dækning af de forsikringsmæssige hensættelser henlagte midler ikke er betryggende. Stk. 2. Er de påbudte foranstaltninger efter stk. 1 eller efter lov om finansiel virksomhed § 70, stk. 1, ikke truffet inden den fastsatte frist, og skønnes undladelsen at medføre fare for de forsikrede, kan selskabets forsikringsbestand tages under administration i henhold til kapitel 15. Stk. 3. En forsikringsbestand skal tages under administration, såfremt det viser sig, at der inden den i henhold til stk. 1 fastsatte frist ikke kan fremskaffes de til dækning af de forsikringsmæssige hensættelser nødvendige midler. Stk. 4. Træder et selskab i likvidation, kan Finanstilsynet træffe bestemmelse om, at selskabets forsikringsbestand tages under administration. Stk. 5. Finder Finanstilsynet, at det, når forsikringsbestanden er taget under administration, tillige vil være påkrævet, at selskabet opløses, træffer tilsynet beslutning herom.		§ 273. Finanstilsynet påbyder et livsforsikringsselskab inden for en af tilsynet fastsat frist at foretage de foranstaltninger, der er nødvendige, såfremt: 1) selskabet ikke overholder denne lov eller sine vedtægter, 2) selskabet afviger fra det for sin virksomhed gældende grundlag, 3) det i nr. 2 nævnte grundlag eller den måde, hvorpå selskabets midler er anbragt ikke er betryggende, 4) det viser sig, at de til dækning af de forsikringsmæssige hensættelser henlagte midler ikke er betryggende, eller 5) selskabets økonomiske stilling er således forringet, at de forsikredes interesser er udsat for fare. Stk. 2. Er de påbudte foranstaltninger ikke truffet inden den i henhold til stk. 1 fastsatte frist, og skønnes undladelsen at medføre fare for de forsikrede, kan selskabets forsikringsbestand tages under administration i henhold til §§ 277-282. Stk. 3. En forsikringsbestand skal tages under administration, såfremt det viser sig, at der inden den i henhold til stk. 1 fastsatte frist ikke kan fremskaffes de til dækning af de forsikringsmæssige hensættelser nødvendige midler. Stk. 4. Træder et selskab i likvidation, kan Finanstilsynet træffe bestemmelse om, at selskabets forsikringsbestand tages under administration. Stk. 5. Finder Finanstilsynet, at det, når forsikringsbestanden er taget under administration, tillige vil være påkrævet, at selskabet opløses, træffer tilsynet beslutning herom.
§ 251. Finanstilsynet påbyder et selskab, der ikke driver livsforsikringsvirksomhed, inden for en af tilsynet fastsat frist at foretage de foranstaltninger, der skønnes nødvendige, såfremt 1) selskabet ikke har hensat tilstrækkelige beløb til dækning af forsikringsmæssige forpligtelser, 2) tilsynet ikke finder den måde, hvorpå selskabets midler er anbragt, betryggende, eller 3) nogen af de i § 250, stk. 1, nr. 1, eller de i lov om finansiel virksomhed § 70, stk. 1 nævnte omstændigheder foreligger. Stk. 2. Er de påbudte foranstaltninger ikke truffet inden den fastsatte frist, og skønnes undladelsen at medføre fare for de forsikrede, kan Finanstilsynet træffe bestemmelse om, at selskabet skal træde i likvidation. Såfremt selskabet driver arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed, kan Finanstilsynet tilbagekalde selskabets koncession til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed, hvorefter forsikringsbestanden tages under administration af Arbejdsskadestyrelsen i henhold til § 49 i lov om sikring mod følger af arbejdsskade.		§ 274. Finanstilsynet påbyder et forsikringsselskab, der ikke driver livsforsikringsvirksomhed, inden for en af Finanstilsynet fastsat frist at foretage de foranstaltninger, der er nødvendige, såfremt 1) selskabet ikke har hensat tilstrækkelige beløb til dækning af forsikringsmæssige forpligtelser, 2) Finanstilsynet ikke finder den måde, hvorpå selskabets midler er anbragt, betryggende, eller 3) nogen af de i § 273, stk. 1, nr. 1, nævnte omstændigheder foreligger. Stk. 2. Er de påbudte foranstaltninger ikke truffet inden den fastsatte frist, og skønnes undladelsen at medføre fare for de forsikrede, kan Finanstilsynet træffe bestemmelse om, at selskabet skal træde i likvidation. Såfremt selskabet driver arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed, kan Finanstilsynet tilbagekalde selskabets tilladelse til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed, hvorefter forsikringsbestanden tages under administration af Arbejdsskadestyrelsen i henhold til § 49 i lov om sikring mod følger af arbejdsskade.
§ 252. Som led i de i § 249, stk. 3, § 250, stk. 1, og § 251, stk. 1, nævnte foranstaltninger kan Finanstilsynet forbyde selskabet at råde over dets aktiver eller begrænse dets rådighed herover. § 131, stk. 9-10 finder tilsvarende anvendelse.		§ 275. Som led i de i § 272, stk. 3, § 273, stk. 1, og § 274, stk. 1, nævnte foranstaltninger kan Finanstilsynet forbyde selskabet at råde over dets aktiver eller begrænse dets rådighed herover. § 166 finder tilsvarende anvendelse.
§ 253. Finanstilsynet kan helt eller delvis tilbagekalde et forsikringsselskabs koncession, såfremt 1) selskabet ikke inden for de af Finanstilsynet fastsatte frister har gennemført de foranstaltninger, som er angivet i de i § 249, stk. 1 og 2, nævnte genoprettelsesplaner, 2) selskabet ikke længere opfylder betingelserne for at få koncession, eller 3) selskabet groft tilsidesætter de forpligtelser, der påhviler det i henhold til denne lov.		§ 254. Finanstilsynet kan helt eller delvis inddrage et forsikringsselskabs tilladelse, såfremt 1) selskabet gør sig skyldig i grov eller gentagen overtrædelse af bestemmelser i denne lov, 2) selskabet ikke længere opfylder betingelserne for at få tilladelse, jf. kapitel 3, 3) selskabet ikke inden for de af Finanstilsynet fastsatte frister har gennemført de foranstaltninger, som er angivet i de i § 272, stk. 1 og 2, nævnte genoprettelsesplaner, eller 4) hvis virksomheden selv anmoder om det. Stk. 2. I gensidige selskaber træffer generalforsamlingen beslutning om opløsning af selskabet i overensstemmelse med reglerne i denne lovs § 112 og aktieselskabslovens § 77.
Stk. 2. Tilbagekaldes et selskabs koncession, træffer Finanstilsynet beslutning om, hvorvidt forsikringsselskabet skal søge forsikringsbestanden overdraget til et eller flere forsikringsselskaber, der driver forsikringsvirksomhed her i landet, eller om selskabet på anden måde skal søge forsikringsbestanden afviklet. For livsforsikringsselskaber kan Finanstilsynet beslutte, at forsikringsbestanden tages under administration i overensstemmelse med kapitel 15. Stk. 3. Finanstilsynet kan i forbindelse med tilbagekaldelse af et selskabs koncession forbyde selskabet at råde over dets aktiver eller begrænse dets rådighed herover. § 131, stk. 9-10, finder tilsvarende anvendelse.		§ 255. Inddrages et forsikringsselskabs tilladelse, træffer Finanstilsynet beslutning om, hvorvidt forsikringsselskabet skal søge forsikringsbestanden overdraget til et eller flere forsikringsselskaber, der driver forsikringsvirksomhed her i landet, eller om selskabet på anden måde skal søge forsikringsbestanden afviklet. For livsforsikringsselskaber kan Finanstilsynet beslutte, at forsikringsbestanden tages under administration i overensstemmelse med §§ 277-282. Stk. 2. Finanstilsynet kan i forbindelse med tilbagekaldelse af et selskabs tilladelse forbyde selskabet at råde over dets aktiver eller begrænse dets rådighed herover. § 166, stk. 6 og 7, finder tilsvarende anvendelse.
§ 254. Finanstilsynet skal snarest muligt, efter at likvidation i henhold til § 251 er indtrådt, i samråd med likvidatorerne lade undersøge, om det vil være hensigtsmæssigt at søge forsikringsbestanden helt eller delvis overdraget til et eller flere forsikringsselskaber, der driver virksomhed her i landet. Indkommer der tilbud om sådan overtagelse, skal Finanstilsynet, hvis det finder tilbuddet antageligt, lade udarbejde en redegørelse for stillingen og et forslag til overenskomst med vedkommende selskab.		§ 276. Finanstilsynet skal snarest muligt, efter at likvidation i henhold til § 274 er indtrådt, i samråd med likvidatorerne lade undersøge, om det vil være hensigtsmæssigt at søge forsikringsbestanden helt eller delvis overdraget til et eller flere forsikringsselskaber, der driver virksomhed her i landet. Indkommer der tilbud om sådan overtagelse, skal Finanstilsynet, hvis det finder tilbuddet antageligt, lade udarbejde en redegørelse om overdragelsen og et forslag til overenskomst med vedkommende selskab.
Stk. 2. Redegørelsen og forslaget skal offentliggøres i Statstidende og i dagblade. Redegørelsen skal indeholde en opfordring til forsikringstagerne til inden en af Finanstilsynet fastsat frist, der ikke må være kortere end en måned, skriftligt at meddele Finanstilsynet, såfremt de har indsigelser mod overdragelsen. Selskabet skal samtidig til de forsikringstagere, hvis adresse er selskabet bekendt, udsende redegørelsen og forslaget.		Stk. 2. Redegørelsen og forslaget skal offentliggøres i Statstidende og i dagblade. Redegørelsen skal indeholde en opfordring til forsikringstagerne til inden en af Finanstilsynet fastsat frist, der ikke må være kortere end en måned, skriftligt at meddele Finanstilsynet, såfremt de har indsigelser mod overdragelsen. Selskabet skal samtidig til de forsikringstagere, hvis adresse er selskabet bekendt, udsende redegørelsen og forslaget.
Stk. 3. Efter udløbet af den i stk. 2 omhandlede frist træffer Finanstilsynet under hensyntagen til de fremsatte indsigelser beslutning om, hvorvidt forsikringsbestanden kan overdrages i overensstemmelse med det fremsatte forslag.		Stk. 3. Efter udløbet af den i stk. 2 omhandlede frist træffer Finanstilsynet under hensyntagen til de fremsatte indsigelser beslutning om, hvorvidt forsikringsbestanden kan overdrages i overensstemmelse med det fremsatte forslag.
Stk. 4. Finanstilsynet kan i forbindelse med den udarbejdede redegørelse efter forhandling med det overtagende selskab træffe bestemmelse om, at forsikringer, som er tegnet for en periode på mere end 1 år, af begge parter kan opsiges efter de regler, som ifølge forsikringsaftalen er gældende, hvis den i aftalen indeholdte flerårige periode var udløbet. Reglerne om denne adgang til opsigelse skal gengives i Finanstilsynets redegørelse.		Stk. 4. Finanstilsynet kan i forbindelse med den udarbejdede redegørelse efter forhandling med det overtagende selskab træffe bestemmelse om, at forsikringer, som er tegnet for en periode på mere end 1 år, af begge parter kan opsiges efter de regler, som ifølge forsikringsaftalen er gældende, hvis den i aftalen indeholdte flerårige periode var udløbet. Reglerne om denne adgang til opsigelse skal gengives i Finanstilsynets redegørelse.
Stk. 5. § 27, stk. 2, i lov om forsikringsaftaler finder tilsvarende anvendelse, indtil Finanstilsynet har truffet beslutning i henhold til stk. 3. Finder overdragelse sted i overensstemmelse med Finanstilsynets beslutning, kan likvidationen og overdragelsen uanset lov om forsikringsaftaler §§ 26 og 27 ikke påberåbes som grundlag for at hæve forsikringsaftalen.		Stk. 5. § 27, stk. 2, i lov om forsikringsaftaler finder tilsvarende anvendelse, indtil Finanstilsynet har truffet beslutning i henhold til stk. 3. Finder overdragelse sted i overensstemmelse med Finanstilsynets beslutning, kan likvidationen og overdragelsen uanset lov om forsikringsaftaler §§ 26 og 27 ikke påberåbes som grundlag for at hæve forsikringsaftalen.
§ 255. Følgende forsikringsaftaler kan ikke gyldigt indgås af eller på personer bosiddende her i landet: 1) Livsforsikring, hvorved selskabet ved den forsikredes død forpligter sig til at udbetale større beløb end de indbetalte præmier med renter, for så vidt forsikringstageren er en fra den forsikrede forskellig person og ikke har den forsikredes samtykke. 2) Livsforsikring, hvorved et selskab forpligter sig til at udbetale større beløb end de indbetalte præmier med renter som følge af dødsfald, der indtræder før den forsikredes fyldte 8. år. Stk. 2. Finanstilsynet kan undtage fra bestemmelserne i stk. 1, nr. 1 og 2.		§ 55. Følgende forsikringsaftaler kan ikke gyldigt indgås af eller på personer bosiddende her i landet: 1) Livsforsikring, hvorved selskabet ved den forsikredes død forpligter sig til at udbetale større beløb end de indbetalte præmier med renter, for så vidt forsikringstageren er en fra den forsikrede forskellig person og ikke har den forsikredes samtykke. 2) Livsforsikring, hvorved et selskab forpligter sig til at udbetale et større beløb end de indbetalte præmier med renter som følge af dødsfald, der indtræder før den forsikredes fyldte 8. år. Stk. 2. Finanstilsynet kan undtage fra bestemmelserne i stk. 1, nr. 1 og 2.
§ 256. Inden en skadesforsikringsaftale indgås, skal forsikringsselskabet, såfremt forsikringstageren er en fysisk person, oplyse om følgende: 1) Hvilket lands lovgivning der skal gælde for aftalen, hvis parterne ikke kan vælge frit, eller, når parterne frit kan vælge lovgivning, hvilket lands lovgivning forsikringsselskabet foreslår, 2) bestemmelser vedrørende behandling af klager fra forsikringstagere vedrørende aftalen, herunder om der findes en klageinstans.		§ 56. Finanstilsynet fastsætter nærmere regler om de oplysninger, der af et livs- eller skadesforsikringsselskab, skal afgives skriftligt til kunder inden forsikringsaftale indgås og under det løbende kundeforhold.
Stk. 2. Finanstilsynet fastsætter nærmere regler om yderligere oplysninger til forsikringstageren for de tilfælde, hvor den i stk. 1 nævnte skadesforsikringsaftale tilbydes i henhold til reglerne i § 211, stk. 1, og § 213, stk. 1. § 256 a. Inden en livsforsikringsaftale indgås, og under hele forsikringsaftalens løbetid skal forsikringsselskabet forelægge forsikringstageren sådanne oplysninger om forsikringsselskabet og om forsikringsaftalen, herunder om klagebehandling og klageinstans, at forsikringstageren gives tilstrækkelige oplysninger til forståelse af de væsentligste elementer i forsikringen. Stk. 2. Finanstilsynet fastsætter nærmere regler om de i stk. 1 nævnte oplysninger.		§ 56. Finanstilsynet fastsætter nærmere regler om de oplysninger, der af et livs- eller skadesforsikringsselskab, skal afgives skriftligt til kunder inden forsikringsaftale indgås og under det løbende kundeforhold.
§ 257. Er en livsforsikringspolice bortkommet, kan vedkommende forsikringsselskab på begæring af den, som har godtgjort sin adkomst til policen, med 6 måneders varsel indkalde ihændehaveren til at melde sig. Indkaldelsen, der sker ved bekendtgørelse i Statstidende i det første nummer i et kvartal, skal indeholde en tilstrækkelig betegnelse af policen, herunder navnet på den, på hvis liv forsikringen er tegnet.		§ 57. Er en livsforsikringspolice bortkommet, kan vedkommende forsikringsselskab på begæring af den, som har godtgjort sin adkomst til policen, med 6 måneders varsel indkalde ihændehaveren til at melde sig. Indkaldelsen, der sker ved bekendtgørelse i Statstidende i det første nummer i et kvartal, skal indeholde en tilstrækkelig betegnelse af policen, herunder navnet på den, hvis liv forsikringen er tegnet.
Stk. 2. Melder ingen sig før fristens udløb, er policen ugyldig, og selskabet udfærdiger en ny police til den, der har begæret indkaldelsen foretaget. Denne skal betale omkostningerne ved indkaldelsen.		Stk. 2. Melder ingen sig før fristens udløb, er policen ugyldig, og selskabet udfærdiger en ny police til den, der har begæret indkaldelsen foretaget. Denne skal betale omkostningerne ved indkaldelsen.
Stk. 3. Melder nogen sig efter bekendtgørelsen, og kan en mindelig ordning ikke opnås, kan en ny police ikke udstedes, forinden de anmeldte kravs indbyrdes berettigelse er afgjort ved dom.		Stk. 3. Melder nogen sig efter bekendtgørelsen, og kan en mindelig ordning ikke opnås, kan en ny police ikke udstedes, forinden de anmeldte kravs indbyrdes berettigelse er afgjort ved dom.
Stk. 4. Bestemmelserne i stk. 1-3 medfører ingen indskrænkning i adgangen til at søge en livsforsikringspolice mortificeret ved dom i medfør af lovgivningen om mortifikation af værdipapirer.		Stk. 4. Bestemmelserne i stk. 1-3 medfører ingen indskrænkning i adgangen til at søge en livsforsikringspolice mortificeret ved dom i medfør af lovgivningen om mortifikation af værdipapirer.
§ 257 a. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere bestemmelser om indholdet i almindelige forsikringsbetingelser for livsforsikringsvirksomhed.		§ 55. Stk. 3. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere bestemmelser om indholdet i almindelige forsikringsbetingelser for livsforsikringsvirksomhed.
§ 260. Overtrædelse af § 5, § 6, stk. 1, § 6 a, § 9, stk. 2, § 11, § 29, stk. 4, §§ 87, 89 og 95, § 113, stk. 2 og 3, § 118, stk. 1, 1. og 2. pkt., §§ 119 og 120, § 122, stk. 1 og 3, § 122 a, § 124, stk. 1-4, §§ 127-129 og 131, § 177, stk. 4, § 179, stk. 8 og stk. 11, 1. pkt., §§ 190 og 205, § 213, stk. 4-6, §§ 215 og 218, § 240 a, stk. 5, § 256, stk. 1, og § 256 a, stk. 1, straffes med bøde. Overtrædelse af § 91, § 142, stk. 1, og § 144, stk. 1 og 3, straffes med bøde eller fængsel i op til 4 måneder, for så vidt højere straf ikke er forskyldt efter straffeloven.		§ 372. Overtrædelse af bestemmelserne i § 7, stk. 1-6, § 8, stk. 1 og stk. 3-6, § 9, stk. 1-3, og stk. 5-7, § 10, stk. 1-3, § 11, stk. 1-4, § 24, stk. 1, 2. pkt., § 25, 2. pkt., §§ 27-28, § 31, stk. 7-9, § 33, stk. 1, §§ 36 og 38, § 39, stk. 1 og stk. 3-4, § 40, §§ 44-46, § 49, stk. 1 og 2, §§ 52 og 53, § 60, stk. 1 og stk. 6-8, § 62, stk. 1, 2 og 4, § 63, stk. 2, §§ 64-66, §§ 74-75, § 76, stk. 3,§ 77, § 79, stk. 3, § 91, stk. 1, § 96, stk. 1 og 2, § 100, stk. 1, 2 og 4, §§ 104-105, § 116, § 117, stk. 3, § 118, § 119, stk. 1, 2. pkt., og stk. 2, §§ 123-125, § 138, stk. 1, nr. 4 og 5, § 144, stk. 1-3, og stk. 4, 1. pkt., § 145, stk. 1, § 146, stk. 1, §§ 148-151, § 152, stk. 1, § 153, §§ 169-174, § 181, stk. 1-2, § 193, § 194, stk. 1-3, §§ 199-203, § 220, § 221, stk. 1, 1. og 2. pkt., §§ 238-239, § 307, stk. 1, 2 og 6, §§ 308-309, § 316, stk. 1 og 3, 1. pkt., § 319, stk. 1, § 320, § 321, stk. 2, § 328, § 330, § 333, stk. 1 og 2, § 403, stk. 1, 2, 4 og 5, §§ 376, 378 og 380 straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning. Overtrædelse af bestemmelserne i § 50, stk. 1, § 54, stk. 2, § 56, stk. 1 og 2, § 69, § 70, stk. 1, nr. 1-4, § 72, stk. 1, 1. pkt., og stk. 2, § 76, stk. 1, 2, 4, 5 og 8, § 79, stk. 1, stk. 2, 1. pkt., og stk. 5-6, § 107, stk. 1-6, § 120, stk. 1, §§ 121-122, §§ 157-158, § 166, § 182, stk. 1, 1. pkt., § 183, stk. 1, § 184, stk. 1, 2, og 3, 1. pkt., §§ 185-186, § 187, stk. 1, stk. 2, 1. pkt., og stk. 3, 2. pkt., §§ 188-190, § 191, 1. pkt., § 192, 1. pkt., § 197, § 198, stk. 1, 1. pkt., § 198, stk. 2 og 5, § 345, stk. 3, 2. pkt., og § 357, stk. 2, straffes med bøde. Med bøde straffes en finansiel virksomhed eller en finansiel holdingvirksomhed, der ikke efterkommer et påbud, der er givet i medfør af § 347, stk. 2, 1. pkt., § 349, stk. 1, eller § 350, stk. 1, samt overtrædelser af aktieselskabslovens § 52, stk. 1 og 2.
Stk. 3. I forskrifter, der udstedes af økonomi- og erhvervsministeren eller Finanstilsynet i medfør af denne lov, kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne.		Stk. 2. I regler udstedt i medfør af loven kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i reglerne.
§ 261. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.		Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
§ 263. Stk. 4. Vedtægtsbestemmelser, som er stadfæstet eller sat i kraft inden lovens vedtagelse, og som afviger fra reglerne i aktieselskabslovens § 59, stk. 1-3, bevarer deres gyldighed.		§ 395. Vedtægtsbestemmelser, som er stadfæstet eller sat i kraft inden 18. december 1980, og som afviger fra reglerne i § 110 eller reglerne aktieselskabslovens § 59, stk. 1-3, bevarer deres gyldighed.
§ 265. Gensidige skadesforsikringsselskaber, der omfattes af § 200, stk. 1, men som ved lovens ikrafttræden er undergivet tilsyn i henhold til § 120, stk. 1 og 3, i lov om forsikringsvirksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 544 af 27. oktober 1975, kan kun fritages for tilsyn i overensstemmelse med reglerne i § 200, stk. 3.		§ 396. Gensidige skadesforsikringsselskaber, der omfattes af § 298, stk. 1, men som den 1. oktober 1981 var undergivet tilsyn i henhold til § 120, stk. 1 og 3, i lov om forsikringsvirksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 544 af 27. oktober 1975, kan kun fritages for tilsyn i overensstemmelse med reglerne i § 300, stk. 3.
§ 266. Uanset bestemmelsen i § 61, stk. 1, jf. lov om aktieselskaber § 18, 2. pkt., bevarer de ved lovens ikrafttræden gældende vedtægtsbestemmelser deres gyldighed.		§ 397. Vedtægtsbestemmelser om aktiernes omsættelighed, der var gældende før 1. oktober 1981, bevarer deres gyldighed.
§ 267. Bestemmelsen i § 102, jf. lov om aktieselskaber § 67, stk. 1, hvorefter enhver aktie skal give stemmeret, finder ikke anvendelse på aktier, der er tegnet inden lovens ikrafttræden, og til hvilke der på dette tidspunkt ikke er knyttet stemmeret.		§ 398. Aktieselskabslovens § 67, stk. 1, hvorefter enhver aktie skal give stemmeret, finder ikke anvendelse på aktier, der er tegnet inden den 1. oktober 1981, og til hvilke der på dette tidspunkt ikke er knyttet stemmeret.
Stk. 2. Aktier, der er tegnet før lovens ikrafttræden, og hvis stemmeværdi overstiger ti gange stemmeværdien af nogen anden aktie eller noget andet aktiebeløb af samme størrelse, bevarer deres stemmeværdi uanset reglen i § 102, jf. lov om aktieselskaber § 67, stk. 1.		Stk. 2. Aktieselskabslovens § 67, stk.1, finder ikke anvendelse på aktier, der er tegnet før 1. oktober 1981, og hvis stemmeværdi overstiger ti gange stemmeværdien af nogen anden aktie eller noget andet aktiebeløb af samme størrelse.
§ 268. De ved denne lovs ikrafttræden bestående forsikringsselskaber, hvis aktie- eller garantikapital ikke er fuldt indbetalt, kan uanset §§ 35 og 74 opretholde denne ordning.		§ 399. Forsikringsselskaber, der den 1. oktober 1981 ikke havde en fuldt indbetalt selskabskapital, kan opretholde denne ordning.
Stk. 2. I de af stk. 1 omfattede forsikringsselskaber må en aktionær eller garant ikke hæfte for indbetaling på aktier eller garantiandele til et større samlet beløb end 5 pct. af aktie- eller garantikapitalen eller for større beløb end 50.000 kr., medmindre der stilles en af Finanstilsynet godkendt sikkerhed for beløb herudover.		Stk. 2. I de af stk. 1 omfattede forsikringsselskaber må en aktionær eller garant ikke hæfte for indbetaling på aktier eller garantiandele til et større samlet beløb end 5 pct. af aktie- eller garantikapitalen eller for større beløb end 50.000 kr., medmindre der stilles en af Finanstilsynet godkendt sikkerhed for beløb herudover.
Stk. 3. Finanstilsynet kan undtage fra reglen i stk. 2.		Stk. 3. Finanstilsynet kan undtage fra reglen i stk. 2.
Stk. 5. Overdragelsen af en ikke fuldt indbetalt aktie eller garantiandel i forsikringsselskaber omfattet af stk. 1 kan kun finde sted med bestyrelsens godkendelse. Sådan godkendelse må ikke meddeles, medmindre det må antages, at erhververen vil være i stand til at erlægge de fremtidige indbetalinger, eller medmindre betryggende sikkerhed stilles. Stilles betryggende sikkerhed, kan godkendelse ikke nægtes, medmindre den ønskede overdragelse strider imod andre, gyldigt fastsatte regler om indskrænkning i aktiernes eller garantiandelenes omsættelighed.		Stk . 4. Overdragelsen af en ikke fuldt indbetalt aktie eller garantiandel i forsikringsselskaber omfattet af stk. 1 kan kun finde sted med bestyrelsens godkendelse. Sådan godkendelse må ikke meddeles, medmindre det må antages, at erhververen vil være i stand til at erlægge de fremtidige indbetalinger, eller medmindre betryggende sikkerhed stilles. Stilles betryggende sikkerhed, kan godkendelse ikke nægtes, medmindre den ønskede overdragelse strider imod andre, gyldigt fastsatte regler om indskrænkning i aktiernes eller garantiandelenes omsættelighed.
Stk. 6. Når bestyrelsen har godkendt overdragelsen og erhververen har udstedt forskrivning for det ikke indbetalte beløb, bortfalder overdragerens forpligtelser.		Stk. 5. Når bestyrelsen har godkendt overdragelsen og erhververen har udstedt forskrivning for det ikke indbetalte beløb, bortfalder overdragerens forpligtelser.
Stk. 7. Foretager en aktionær eller garant i forsikringsselskaber omfattet af stk. 1 ikke i rette tid en ham påhvilende indbetaling, er han, såfremt vedtægterne ikke bestemmer andet, pligtig fra forfaldsdagen at betale en årlig rente af det skyldige beløb svarende til den rente, der er fastsat efter § 5, stk. 1 og 2, i lov om renter ved forsinket betaling m.v.		Stk. 6. Foretager en aktionær eller garant i forsikringsselskaber omfattet af stk. 1 ikke i rette tid en ham påhvilende indbetaling, er han, såfremt vedtægterne ikke bestemmer andet, pligtig fra forfaldsdagen at betale en årlig rente af det skyldige beløb svarende til den rente, der er fastsat efter § 5, stk. 1 og 2, i lov om renter ved forsinket betaling m.v.
Stk. 8. Selskabet skal, hvis betaling efter stk. 7 ikke sker rettidig, uden ugrundet ophold søge sig fyldestgjort for det skyldige beløb enten ved et søgsmål eller ved for aktionærens eller garantens regning, og så vidt muligt efter 4 ugers varsel til ham, at søge aktien eller garantiandelen afhændet med forpligtelse for erhververen til at yde de manglende indbetalinger med påløbne renter. Afhændelsen skal ske gennem et børsmæglerselskab, et kreditinstitut, der har særlig tilladelse, eller et pengeinstitut eller ved offentlig auktion. Medfører afhændelsen udstedelse af nyt aktiebrev eller interimsbevis, skal aktiebrevet eller interimsbeviset - foruden at angive sit øjemed - gengive indholdet af det gamle aktiebrev eller interimsbeviset samt underskrives af bestyrelsen, dog at interimsbeviser kan underskrives af en af bestyrelsen befuldmægtiget.		Stk. 7. Selskabet skal, hvis betaling efter stk. 7 ikke sker rettidig, uden ugrundet ophold søge sig fyldestgjort for det skyldige beløb enten ved et søgsmål eller ved for aktionærens eller garantens regning, og så vidt muligt efter 4 ugers varsel til ham, at søge aktien eller garantiandelen afhændet med forpligtelse for erhververen til at yde de manglende indbetalinger med påløbne renter. Afhændelsen skal ske gennem et børsmæglerselskab, et kreditinstitut, der har særlig tilladelse, eller et pengeinstitut eller ved offentlig auktion. Medfører afhændelsen udstedelse af nyt aktiebrev eller interimsbevis, skal aktiebrevet eller interimsbeviset - foruden at angive sit øjemed - gengive indholdet af det gamle aktiebrev eller interimsbeviset samt underskrives af bestyrelsen, dog at interimsbeviser kan underskrives af en af bestyrelsen befuldmægtiget.
Stk. 9. Viser det sig, at det skyldige beløb ikke kan inddrives på nogen af de anførte måder, skal aktien eller garantiandelen annulleres, og kapitalen anses da for nedsat med et til aktiens eller garantiandelens pålydende svarende beløb. Det beløb, der er indbetalt, henlægges til en fond, som ikke uden Finanstilsynets samtykke må formindskes.		Stk. 8. Viser det sig, at det skyldige beløb ikke kan inddrives på nogen af de anførte måder, skal aktien eller garantiandelen annulleres, og kapitalen anses da for nedsat med et til aktiens eller garantiandelens pålydende svarende beløb. Det beløb, der er indbetalt, henlægges til en fond, som ikke uden Finanstilsynets samtykke må formindskes.
Stk. 10. Kapitalens nedsættelse skal anmeldes til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Endvidere skal til Finanstilsynet indsendes bevis for, at betingelserne for aktiens eller garantiandelens annullation har været til stede.		Stk. 9. Kapitalens nedsættelse skal anmeldes til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Endvidere skal til Finanstilsynet indsendes bevis for, at betingelserne for aktiens eller garantiandelens annullation har været til stede.
Lov nr. 475 af 10. juni 1998 indeholdt følgende ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser: § 9 Stk. 9. Engagementer og sikkerhedsstillelser, der den 1. januar 1998 lovligt var indgået mellem den valgte revision eller en intern revisions- eller vicerevisionschef eller ansatte i Arbejdsmarkedets Tillægspension eller Lønmodtagernes Dyrtidsfond og de i §§ 1-5, 7 og 8 omhandlede institutter og selskaber, kan fortsætte til den oprindeligt aftalte udløbsdato.		§ 400. Engagementer og sikkerhedsstillelser, der den 1. januar 1998 lovligt var indgået mellem den valgte revision eller en intern revisions- eller vicerevisionschef eller ansatte i Arbejdsmarkedets Tillægspension eller Lønmodtagernes Dyrtidsfond og det forsikringsselskab, pengeinstitut, realkreditinstitut, værdipapirhandler, fondsmæglerselskab eller Arbejdsmarkedets Tillægspension, hvor vedkommende person er ansat, kan fortsætte til den oprindeligt aftalte udløbsdato.
§ 276. Loven gælder ikke for Grønland eller for stedlig forsikringsvirksomhed på Færøerne. Stk. 2. Ved kongelig anordning kan loven sættes i kraft for Grønland med de afvigelser, som landsdelens særlige forhold tilsiger.		§ 437. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger, jf. dog stk. 2-4.
Lov om forsikringsvirksomhed
		§ 379. I lov om forsikringsvirksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 645 af 5. august 2002, foretages følgende ændringer:
§ 119. Regnskabsåret er kalenderåret. Dog kan et forsikringsselskabs første regnskabsperiode omfatte et kortere eller længere tidsrum, dog højst atten måneder.		1. I § 119 indsættes som stk. 2: »Stk. 2. Finanstilsynet kan i særlige tilfælde dispensere fra stk. 1, 1. pkt.«
§ 124.		2. I § 124, stk. 5, udgår «, jf. § 91, stk. 1.«.
Stk. 5. I en note til årsregnskabet skal der samlet gives oplysning om forsikringsselskabets engagementer med og sikkerhedsstillelser fra henholdvis bestyrelsen og direktionen, jf. § 91, stk. 1. Oplysningerne skal vedrøre samtlige engagementer og si kkerhedsstillelser i det pågældende regnskabsår.
§ 125.		3. § 125, stk. 1, nr. 1, affattes således:
1) det årsregnskab, der er nævnt i aktieselskabslovens § 73, stk. 5, eller det årsregnskab, der er nævnt i § 111, stk. 4, og		»1) det årsregnskab, der er nævnt i aktieselskabslovens § 73, stk. 6, og«.
§ 125. Stk. 2. Senest 10 dage efter regnskabets endelige vedtagelse og godkendelse skal i Finanstilsynet være modtaget:		4. I § 125, stk. 2, erstattes »Senest 10 dage efter regnskabets endelige vedtagelse og godkendelse« med »Senest 4 måneder efter regnskabsårets afslutning«.
1) 2 eksemplarer af det af generalforsamlingen godkendte årsregnskab, herunder koncernregnskab med revisionspåtegning og årsberetning med oplysning om, hvornår årsregnskabet er godkendt. Er den vedtagne fordeling af overskud eller dækning af tab ikke indarbejdet i årsregnskabet eller årsberetningen, indsendes tillige en bekræftet afskrift af generalforsamlingsprotokollen, som viser denne fordeling eller dækning.
2) Et moderselskab skal endvidere indsende dattervirksomhedernes reviderede årsregnskaber.
§ 131. I livsforsikringsselskaber skal der føres et register over aktiverne efter § 128, stk. 1, samt finansielle kontrakter efter § 127 a, stk. 3, nr. 3. De registrerede aktiver tjener udelukkende til fyldestgørelse af de forsikrede.		5. § 131 og § 151, stk. 4, ophæves.
Stk. 2. De forsikringsmæssige hensættelser opgøres af den ansvarshavende aktuar ved regnskabsårets slutning. Livsforsikringsselskabet har derpå 3 måneders frist til at registrere de fornødne aktiver til dækning af de forsikringsmæssige hensættelser. I løbet af regnskabsåret skal selskabet foretage registrering til dækning af det beløb, hvormed de forsikringsmæssige hensættelser skønnes at være vokset i den forløbne del af regnskabsåret.
Stk. 3. Kravet om registrering finder ikke anvendelse på de i § 128, stk. 1, nr. 7, nævnte policelån.
Stk. 4. Den statsautoriserede revisor har pligt til at påse, at stk. 2, 2. og 3. pkt., overholdes.
Stk. 5. Indgår der fast ejendom blandt aktiverne, registreres et tinglyst ejerpantebrev.
Stk. 6. Har livsforsikringsselskabet et datterselskab, der omfattes af § 128, stk. 2, 3 eller 4, registreres kapitalandelene i samt eventuelle lån til datterselskabet.
Stk. 7. Livsforsikringsselskabet giver indberetning til Finanstilsynet om, hvilke aktiver der er registreret i medfør af stk. 2, 2. og 3. pkt. Finanstilsynet eller den, Finanstilsynet bemyndiger hertil, kontrollerer tilstedeværelsen af disse aktiver efter nærmere regler fastsat af Finanstilsynet.
Stk. 8. Finanstilsynet fastsætter nærmere bestemmelser om livsforsikringsselskabernes indberetnings- og registreringspligt.
Stk. 9. Finanstilsynet kan kræve registeret deponeret, hvis tilsynet beslutter at begrænse eller forbyde selskabets rådighed over dets aktiver. Ved deponering af registeret skal Finanstilsynet registreres som berettiget i en værdipapircentral med hensyn til fondsaktiver. Med hensyn til de øvrige midler, der tjener til dækning af de forsikringsmæssige hensættelser, skal disse håndpantsættes til fordel for Finanstilsynet.
Stk. 10. Så længe registeret er deponeret, skal enhver ændring godkendes af Finanstilsynet og noteres i registeret.
151.
Stk. 4. Udgifter, der efter skattelovgivningen påhviler administrationsboet, udredes forlods af administrationsboets midler.
Lov om e-penge
§ 1. Stk. 2. Ved udstedere af elektroniske penge forstås foretagender, der udsteder betalingsmidler i form af elektroniske penge, bortset fra pengeinstitutter. Stk. 3. Ved elektroniske penge forstås en pengeværdi, som repræsenteret ved et krav på udstederen, der er lagret på et elektronisk medium. Elektroniske penge må ikke udstedes til overkurs og skal være anerkendt som betalingsmiddel af andre foretagender end udstederen.		§ 307. Virksomheder, der udøver virksomhed, som består i at udstede betalingsmidler i form af elektroniske penge, skal have tilladelse som udstedere af elektroniske penge. Ved elektroniske penge forstås en pengeværdi, som repræsenteret ved et krav på udstederen, der er lagret på et elektronisk medium. Elektroniske penge må ikke udstedes til overkurs og skal være anerkendt som betalingsmiddel af andre foretagender end udstederen.
		§ 307.
Stk. 4. Udstedere af elektroniske penge skal være aktieselskaber.		Stk. 4. En virksomhed, der søger om tilladelse efter stk. 1, skal have en aktiekapital, der mindst udgør et beløb svarende til 1 million euro.
Stk. 5. Bortset fra stk. 6 finder bestemmelserne i dette kapitel ikke anvendelse på virksomheder, der udsteder elektroniske penge, hvis der maksimalt kan lagres 75 euro på det elektroniske medium og en af følgende betingelser er opfyldt:		Stk. 5. Loven finder ikke anvendelse på udstedere af elektroniske penge, hvis der maksimalt kan lagres 75 EUR på det elektroniske medium og en af følgende betingelser er opfyldt:
1) virksomhedens samlede finansielle forpligtelser i forbindelse med uindfriede elektroniske pengebeløb overstiger ikke 150.000 euro,		1) Udstederens samlede finansielle forpligtelser i forbindelse med uindfriede elektroniske pengebeløb ikke overstiger 150.000 EUR,
2) de elektroniske penge, der udstedes af virksomheden, anerkendes kun som betalingsmiddel af koncernforbundne selskaber, eller		2) de elektroniske penge, der udstedes af udstederen, kun anerkendes som betalingsmiddel af koncernforbundne selskaber, eller
3) de elektroniske penge, der udstedes af virksomheden, anerkendes kun som betalingsmiddel af et begrænset antal selskaber, der klart kan identificeres ved deres beliggenhed på samme lokalitet eller andet begrænset lokalt område, eller ved deres tætte finansielle eller forretningsmæssige forbindelse til virksomheden, jf. dog stk. 6.		3) de elektroniske penge, der udstedes af udstederen, kun anerkendes som betalingsmiddel af et begrænset antal selskaber, der klart kan identificeres ved deres beliggenhed på samme lokalitet eller andet begrænset lokalt område, eller ved deres tætte finansielle eller forretningsmæssige forbindelse til udstederen, jf. dog stk. 6.
Stk. 6. Virksomheder, der ikke er omfattet af dette kapitel, jf. stk. 5, skal årligt redegøre for deres aktiviteter, herunder om størrelsen af de samlede finansielle forpligtelser i forbindelse med uindfriede elektroniske pengebeløb. Redegørelsen skal være modtaget i Finanstilsynet senest den 1. april.		Stk. 6. Udstedere af elektroniske penge, der ikke er omfattet af loven, jf. stk. 5, skal årligt redegøre for deres aktiviteter, herunder om størrelsen af de samlede finansielle forpligtelser i forbindelse med uindfriede elektroniske pengebeløb. Redegørelsen skal være modtaget i Finanstilsynet senest den 1. april.
		§ 307.
§ 2. Udstedere af elektroniske penge er sammen med pengeinstitutter eneberettigede til at udøve virksomhed i form af udstedelse af elektroniske penge.		Stk. 3. Udstedere af elektroniske penge og pengeinstitutter har eneret til at udstede elektroniske penge.
§ 3. Udstedere af elektroniske penge må ikke udstede elektroniske penge med en højere værdi end 300 EUR.		§ 308. Udstedere af elektroniske penge må ikke udstede elektroniske penge med en højere værdi end 300 euro.
		§ 307.
§ 4. Udstedere af elektroniske penge må, bortset fra udstedelse af elektroniske penge, alene drive virksomhed, der omfatter		Stk. 2. Udstedere af elektroniske penge må, bortset fra udstedelse af elektroniske penge, alene drive virksomhed, der omfatter
1) levering af nært forbundne tjenester af finansiel eller anden art og		1) levering af nært forbundne tjenester af finansiel eller anden art og
2) lagring på det elektroniske medium på vegne af andre selskaber eller offentlige institutioner.		2) lagring på det elektroniske medium på vegne af andre selskaber eller offentlige institutioner.
§ 5. Udstedere af elektroniske penge må ikke besidde kapitalandele i andre selskaber, medmindre disse selskaber udfører driftsmæssige eller andre accessoriske funktioner i forbindelse med elektroniske penge, der udstedes eller distribueres af den pågældende udsteder.		§ 309. Udstedere af elektroniske penge må ikke besidde kapitalandele i andre selskaber, medmindre disse selskaber udfører driftsmæssige eller andre accessoriske funktioner i forbindelse med elektroniske penge, der udstedes eller distribueres af den pågældende udsteder.
§ 6. Ihændehaveren af elektroniske penge kan i gyldighedsperioden og i op til et år efter gyldighedsperiodens udløb anmode udstederen eller det udstedende pengeinstitut om at få restbeløbet indløst til pålydende i mønter og sedler eller ved overførsel til en konto i et pengeinstitut uden andre omkostninger end dem, der er strengt nødvendige for at gennemføre transaktionen.		§ 310. Ihændehaveren af elektroniske penge kan i gyldighedsperioden og i op til et år efter gyldighedsperiodens udløb anmode udstederen eller det udstedende pengeinstitut om at få restbeløbet indløst til pålydende i mønter og sedler eller ved overførsel til en konto i et pengeinstitut uden andre omkostninger end dem, der er nødvendige for at gennemføre transaktionen.
Stk. 2. Betingelserne for genindløselighed i henhold til stk. 1 skal klart fremgå af aftalen mellem udstederen og ihændehaveren. Udstederen kan bestemme, at beløb under 25 kr. ikke kan genindløses.		Stk. 2. Betingelserne for genindløselighed i henhold til stk. 1 skal klart fremgå af aftalen mellem udstederen og ihændehaveren. Udstederen kan bestemme, at beløb under 25 kr. ikke kan genindløses.
		§ 307.
§ 7. Aktiekapitalen for udstedere af elektroniske penge skal mindst udgøre et beløb svarende til modværdien af 1 mio. EUR. Den tegnede aktiekapital skal være indbetalt, inden selskabet registreres i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.		Stk. 4. En virksomhed, der søger om tilladelse efter stk. 1, skal have en aktiekapital, der mindst udgør et beløb svarende til 1 million euro.
§ 8. §§ 6, 6 a og 6 b i bank- og sparekasseloven om tilladelse og udøvelse af virksomhed gennem en filial eller som grænseoverskridende tjenesteydelser, bortset fra § 6, stk. 5, finder tilsvarende anvendelse for udstedere af elektroniske penge med de afvigelser, der er nævnt i denne lovs § 9.		§ 311. §§ 13-15, § 30, stk. 1, 4, 5, 9 og 10, § 31, stk. 1, § 38, stk. 1, nr. 1-4, stk. 2, stk. 3, 1. pkt., og stk. 4-7, § 39, stk. 1, 1. pkt., § 39, stk. 2, 1. pkt., og § 40 om tilladelse og udøvelse af virksomhed gennem en filial eller som grænseoverskridende tjenesteydelser finder tilsvarende anvendelse for udstedere af elektroniske penge med de afvigelser, der er nævnt i denne lovs § 312.
§ 9. En udenlandsk udsteder af elektroniske penge, der ønsker at udøve virksomhed gennem en filial eller ved grænseoverskridende tjenesteydelser her i landet i overensstemmelse med § 8, jf. § 6 a i bank- og sparekasseloven, kan alene udstede elektroniske penge.		§ 312. En udenlandsk udsteder af elektroniske penge, der ønsker at udøve virksomhed gennem en filial eller ved udbud af tjenesteydelser her i landet i overensstemmelse med § 311, jf. § 30, stk. 1, 4, 5, 9 og 10, og § 31, stk. 1, kan alene udstede elektroniske penge.
Stk. 2. En udsteder af elektroniske penge, der ønsker at udøve virksomhed gennem en filial eller ved grænseoverskridende tjenesteydelser i et andet land inden for Den Europæiske Union eller lande, som Fællesskabet har indgået aftale med i overensstemmelse med § 8, jf. § 6 b i bank- og sparekasseloven, kan alene udstede elektroniske penge.		Stk. 2. En udsteder af elektroniske penge, der ønsker at udøve virksomhed gennem en filial, ved udbud af tjenesteydelser eller ved etablering af dattervirksomhed i overensstemmelse med § 311, jf. § 38, stk. 1, nr. 1-4, stk. 2, stk. 3, 1. pkt., og stk. 4-7, § 39, stk. 1, 1. pkt., § 39, stk. 2, 1. pkt., og § 40 kan alene udstede elektroniske penge.
§ 10. Lovens bestemmelser gælder for filialer af udstedere af elektroniske penge, der har hjemsted i et land uden for Den Europæiske Union eller lande, som Fællesskabet har indgået aftale med, med de afvigelser, filialforholdet nødvendiggør, eller som er fastsat i eller i medfør af international aftale.		§ 313. Dette kapitels bestemmelser gælder for filialer af udstedere af elektroniske penge, der har hjemsted i et land uden for Den Europæiske Union, som Fællesskabet ikke har indgået aftale med på det finansielle område, med de afvigelser, filialforholdet nødvendiggør, eller som er fastsat i eller i medfør af international aftale.
Stk. 2. Aktieselskabslovens bestemmelser om filialer af udenlandske aktieselskaber finder anvendelse på de i stk. 1 nævnte filialer.		Stk. 2. Aktieselskabslovens bestemmelser om filialer af udenlandske aktieselskaber finder anvendelse på de i stk. 1 nævnte filialer.
§ 11. § 2, stk. 3, § 11 og § 12 i lov om finansiel virksomhed om erhvervelse og besiddelse af kvalificerede andele i finansielle virksomheder finder tilsvarende anvendelse for udstedere af elektroniske penge.		§ 314. § 5, stk. 3, § 60 og § 61 om erhvervelse og besiddelse af kvalificerede andele i finansielle virksomheder finder tilsvarende anvendelse for udstedere af elektroniske penge.
§ 12. §§ 14 og 15 i lov om finansiel virksomhed om skriftlige retningslinjer for en finansiel virksomheds væsentligste aktivitetsområder m.m. finder tilsvarende anvendelse for udstedere af elektroniske penge.		§ 315. §§ 69 og 70 om skriftlige retningslinjer for en finansiel virksomheds væsentligste aktivitetsområder m.m. finder tilsvarende anvendelse for udstedere af elektroniske penge.
§ 13. Den ansvarlige kapital for en udsteder af elektroniske penge skal til enhver tid udgøre mindst 2 pct. af selskabets samlede finansielle forpligtelser i forbindelse med uindfriede elektroniske pengebeløb.		§ 316. Basiskapitalen for en udsteder af elektroniske penge skal til enhver tid udgøre mindst 2 pct. af det højeste af følgende beløb: den aktuelle værdi eller de foregående seks måneders gennemsnit af de samlede finansielle forpligtelser i forbindelse med uindfriede elektroniske pengebeløb.
Stk. 2. Hvis et medlem af en udsteders bestyrelse, direktion eller revision må formode, at selskabet ikke opfylder solvenskravet, jf. stk. 1, skal de pågældende straks meddele dette til Finanstilsynet. Finanstilsynet kan fastsætte en frist, inden for hvilken solvenskravet skal være opfyldt.		Stk. 3. Hvis et medlem af en udsteders bestyrelse, direktion eller revision må formode, at virksomheden ikke opfylder solvenskravet, jf. stk. 1 og 2, skal de pågældende straks meddele dette til Finanstilsynet. Finanstilsynet kan fastsætte en frist, inden for hvilken solvenskravet skal være opfyldt.
§ 14. Den ansvarlige kapital for en udsteder af elektroniske penge beregnes som summen af indbetalt aktiekapital, overkurs ved emission og reserver.		§ 317. Basiskapitalen for en udsteder af elektroniske penge beregnes som summen af indbetalt aktiekapital, overkurs ved emission og reserver.
Stk. 2. Kapitalen reduceres med selskabets beholdning af egne aktier, immaterielle aktiver, skatteaktiver og årets løbende underskud.		Stk. 2. Kapitalen reduceres med virksomhedens beholdning af egne aktier, immaterielle aktiver, skatteaktiver og årets løbende underskud.
§ 15. Udstedere af elektroniske penge skal ved udløbet af hvert halvår indberette solvensopgørelse til Finanstilsynet. Finanstilsynet fastsætter nærmere regler herfor.		§ 318. Udstedere af elektroniske penge skal ved udløbet af hvert halvår indberette solvensopgørelse til Finanstilsynet. Finanstilsynet fastsætter nærmere regler herfor.
§ 16. En udsteder af elektroniske penge skal som minimum anbringe midler svarende til selskabets finansielle forpligtelser i forbindelse med uindfriede elektroniske pengebeløb i følgende aktiver:		§ 319. En udsteder af elektroniske penge skal som minimum anbringe midler svarende til virksomhedens finansielle forpligtelser i forbindelse med uindfriede elektroniske pengebeløb i følgende aktiver:
1) Kassebeholdning,		1) kassebeholdning,
2) tilgodehavender hos eller garanteret af centralregeringer eller centralbanker i zone A,		2) tilgodehavender hos eller garanteret af centralregeringer eller centralbanker i zone A,
3) tilgodehavender hos eller garanteret af De Europæiske Fællesskaber,		3) tilgodehavender hos eller garanteret af De Europæiske Fællesskaber,
4) tilgodehavender hos eller garanteret af danske amtskommuner, danske kommuner, Grønlands hjemmestyre og Færøernes landsstyre, eller sikret ved værdipapirer udstedt af danske amtskommuner, danske kommuner, Grønlands hjemmestyre og Færøernes landsstyre inden for 90 pct. af værdipapirets markedsværdi,		4) tilgodehavender hos eller garanteret af danske amtskommuner, danske kommuner, Grønlands hjemmestyre og Færøernes landsstyre, eller sikret ved værdipapirer udstedt af danske amtskommuner, danske kommuner, Grønlands hjemmestyre og Færøernes landsstyre inden for 90 pct. af værdipapirets markedsværdi,
5) tilgodehavender hos eller garanteret af regionale og lokale myndigheder i andre lande, der er medlemmer af Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, eller sikret ved værdipapirer udstedt af disse regionale og lokale myndigheder, og hvor de kompetente myndigheder har givet nulvægt inden for 90 pct. af værdipapirets markedsværdi,		5) tilgodehavender hos eller garanteret af regionale og lokale myndigheder i andre lande, der er medlemmer af Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, eller sikret ved værdipapirer udstedt af disse regionale og lokale myndigheder, og hvor de kompetente myndigheder har givet nulvægt inden for 90 pct. af værdipapirets markedsværdi,
6) realkreditobligationer, jf. realkreditlovens § 1, stk. 5, samt obligationer udstedt af Dansk Landbrugs Realkreditfond og Danmarks Skibskreditfond og		6) realkreditobligationer samt obligationer udstedt af Danmarks Skibskreditfond og
7) anfordringstilgodehavender hos pengeinstitutter i zone A.		7) anfordringstilgodehavender hos pengeinstitutter i zone A.
Stk. 2. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler for anbringelse af midler i andre aktiver end de i stk. 1 nævnte.		Stk. 2. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler for anbringelse af midler i andre aktiver end de i stk. 1 nævnte.
Stk. 3. Ved zone A forstås medlemsstaterne i Den Europæiske Union, andre lande, der er fulde medlemmer af Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD), samt andre lande, der har indgået særlige låneoverenskomster med Den Internationale Valutafond (IMF) og er tilknyttet Den almindelige Låneoverenskomst (GAB). Et land, der som følge af manglende betalingsevne omlægger sin udenlandske statsgæld, udelukkes imidlertid fra zone A i en periode på fem år.		Stk. 3. Hvis værdien af de samlede midler anbragt i de i stk. 1 og 2 nævnte aktiver bliver lavere end de finansielle forpligtelser i forbindelse med uindfriede elektroniske pengebeløb, skal Finanstilsynet påse, at udstederen træffer de nødvendige foranstaltninger for omgående at rette op på dette forhold. Finanstilsynet kan i disse tilfælde midlertidigt tillade, at virksomhedens finansielle forpligtelser i forbindelse med uindfriede elektroniske pengebeløb opfyldes ved hjælp af andre aktiver end de i stk. 1 og 2 omhandlede op til et beløb på maksimalt 5 pct. af disse forpligtelser eller virksomhedens basiskapital, dog således at det er det laveste af disse to beløb, der gælder.
Stk. 4. Hvis værdien af de samlede midler anbragt i de i stk. 1 og 2 nævnte aktiver bliver lavere end de finansielle forpligtelser i forbindelse med uindfriede elektroniske pengebeløb, skal Finanstilsynet påse, at udstederen træffer de nødvendige foranstaltninger for omgående at rette op på dette forhold. Finanstilsynet kan i disse tilfælde midlertidigt tillade, at selskabets finansielle forpligtelser i forbindelse med uindfriede elektroniske pengebeløb opfyldes ved hjælp af andre aktiver end de i stk. 1 og 2 omhandlede op til et beløb på maksimalt 5 pct. af disse forpligtelser eller selskabets ansvarlige kapital, dog således at det er det laveste af disse to beløb, der gælder.
§ 17. En udsteder af elektroniske penges beholdning af midler anbragt i aktiver omfattet af § 16, stk. 1, nr. 6 og 7, må ikke overstige selskabets ansvarlige kapital med mere end tyve gange.		§ 320. En udsteder af elektroniske penges beholdning af midler anbragt i aktiver omfattet af § 319, stk. 1, nr. 6 og 7, må ikke overstige virksomhedens basiskapital med mere end tyve gange.
Stk. 2. En udsteders beholdning af midler anbragt i aktiver omfattet af § 16, stk. 1, nr. 6, må maksimalt udgøre 250 pct. af selskabets ansvarlige kapital pr. emittent.		Stk. 2. En udsteders beholdning af midler anbragt i aktiver omfattet af § 319, stk. 1, nr. 6, må maksimalt udgøre 250 pct. af virksomhedens basiskapital pr. emittent.
Stk. 3. En udsteders beholdning af midler anbragt i aktiver omfattet af § 16, stk. 1, nr. 7, må maksimalt udgøre 125 pct. af udstederens ansvarlige kapital pr. institut. Der kan dog højst placeres indtil 25 pct. af pengeinstituttets ansvarlige kapital.		Stk. 3. En udsteders beholdning af midler anbragt i aktiver omfattet af § 319, stk. 1, nr. 7, må maksimalt udgøre 125 pct. af udstederens basiskapital pr. institut. Der kan dog højst placeres indtil 25 pct. af pengeinstituttets basiskapital.
§ 18. Hvis en udsteder af elektroniske penges renterisiko er større end 10 pct. af den ansvarlige kapital eller valutaindikator 1 er større end 10 pct. af den ansvarlige kapital, fastsætter Finanstilsynet nærmere regler om vægtning af markedsrisici. Renterisiko og valutaindikator 1 beregnes som for pengeinstitutter, jf. Finanstilsynets bekendtgørelse om regnskabsaflæggelse m.v. for pengeinstitutter, sparevirksomheder og visse kreditinstitutter.		§ 321. Hvis en udsteder af elektroniske penges renterisiko er større end 10 pct. af basiskapitalen eller valutaindikator 1 er større end 10 pct. af basiskapitalen, fastsætter Finanstilsynet nærmere regler om vægtning af markedsrisici. Renterisiko og valutaindikator 1 beregnes som for pengeinstitutter.
Stk. 2. Udstedere af elektroniske penge kan alene anvende afledte finansielle instrumenter med henblik på at reducere markedsrisici.		Stk. 2. Udstedere af elektroniske penge kan alene anvende afledte finansielle instrumenter med henblik på at reducere markedsrisici.
§ 19. Udstedere af elektroniske penge skal ved udløbet af hvert halvår indberette opgørelse for midlernes anbringelse til Finanstilsynet. Finanstilsynet fastsætter nærmere regler herfor.		§ 322. Udstedere af elektroniske penge skal ved udløbet af hvert halvår indberette opgørelse for midlernes anbringelse til Finanstilsynet. Finanstilsynet fastsætter nærmere regler herfor.
§ 20. Lov om visse selskabers aflæggelse af årsregnskaber m.v. finder anvendelse for udstedere af elektroniske penge med de afvigelser, der er nævnt i § 18, § 55, § 62, stk. 1-7, og § 63 i lov om finansiel virksomhed om regnskabsåret, revisorer og oplysningspligt.		§ 323. Lov om erhvervsdrivende virksomheders aflæggelse af årsregnskab m.v. finder anvendelse for udstedere af elektroniske penge med de afvigelser, der er nævnt i § 74, § 198, stk. 1-7, og § 199 om regnskabsåret, revisorer og oplysningspligt.
		Stk. 2. Regnskabsåret skal følge kalenderåret. Første regnskabsperiode kan omfatte et kortere eller længere tidsrum end 12 måneder, dog højst 18 måneder.
§ 21. Udstedere af elektroniske penge skal ved udløbet af hvert halvår foretage regnskabsindberetninger til Finanstilsynet. Finanstilsynet fastsætter nærmere regler herfor.		§ 324. Udstedere af elektroniske penge skal ved udløbet af hvert halvår foretage regnskabsindberetninger til Finanstilsynet. Finanstilsynet fastsætter nærmere regler herfor.
§ 22. Finanstilsynet fastsætter nærmere regler for revisionens gennemførelse i udstedere af elektroniske penge. Herunder kan Finanstilsynet fastsætte nærmere regler om intern revision og systemrevisionens gennemførelse i fælles datacentraler.		§ 325. Finanstilsynet fastsætter nærmere regler for revisionens gennemførelse i udstedere af elektroniske penge. Herunder kan Finanstilsynet fastsætte nærmere regler om intern revision og systemrevisionens gennemførelse i fælles datacentraler.
§ 23. Finanstilsynet kan inddrage en udsteder af elektroniske penges tilladelse,		§ 326. Finanstilsynet kan inddrage tilladelsen til at drive virksomhed som udteder af elektroniske pnege, hvis virksomheden anmoder herom.
		Stk. 2. Finanstilsynet kan inddrage en udsteder af elektroniske penges tilladelse,
1) hvis virksomheden ikke påbegyndes senest 12 måneder efter tilladelsens meddelelse,		1) hvis virksomheden ikke påbegyndes senest 12 måneder efter tilladelsens meddelelse,
2) hvis virksomhed ikke udøves i en periode på over 6 måneder,		2) hvis virksomhed ikke udøves i en periode på over 6 måneder,
3) hvis udstederen gør sig skyldig i grov eller gentagen overtrædelse af bestemmelser i denne lov eller af forskrifter udstedt i medfør af loven eller		3) hvis udstederen gør sig skyldig i grov eller gentagen overtrædelse af bestemmelser i dette kapitel eller af forskrifter udstedt i medfør af loven eller
4) i de i bank- og sparekasselovens § 6, stk. 6, 7, 8 og 10, nævnte tilfælde.		4) i de i § 14, stk. 1, nr. 2-7, nævnte tilfælde.
Stk. 2. Opfylder udstederen ikke solvenskravet i § 13, og har udstederen ikke tilvejebragt den foreskrevne kapital inden for den i medfør af § 13, stk. 2, fastsatte frist, skal Finanstilsynet inddrage tilladelsen. Finanstilsynet kan bestemme, at bestyrelsen inden for en nærmere angiven frist uanset vedtægternes bestemmelse herom skal indkalde generalforsamlingen og redegøre for udstederens økonomiske forhold.		Stk. 3. Opfylder udstederen ikke solvenskravet i § 316, og har virksomheden ikke tilvejebragt den foreskrevne kapital inden for den i medfør af § 316, stk. 3, fastsatte frist, skal Finanstilsynet inddrage tilladelsen. Finanstilsynet kan bestemme, at bestyrelsen inden for en nærmere angiven frist uanset vedtægternes bestemmelse herom skal indkalde generalforsamlingen og redegøre for virksomhedens økonomiske forhold.
§ 24. Opfylder en udsteder af elektroniske penges ansvarlige kapital ikke kapitalkravet på tilladelsestidspunktet i henhold til § 7, kan Finanstilsynet enten fastsætte en frist til at bringe den ansvarlige kapital op på dette minimum eller straks inddrage tilladelsen.		§ 327. Opfylder en udsteder af elektroniske penges basiskapital ikke kapitalkravet på tilladelsestidspunktet i henhold til § 307, stk. 4, kan Finanstilsynet enten fastsætte en frist til at bringe basiskapitalen op på dette minimum eller straks inddrage tilladelsen.
§ 25. Inddrages tilladelsen til en udsteder af elektroniske penge, skal virksomheden afvikles. Anden virksomhed må ikke optages, før afviklingen er afsluttet.		§ 328. Inddrages tilladelsen til en udsteder af elektroniske penge, skal virksomheden afvikles. Anden virksomhed må ikke optages, før afviklingen er afsluttet.
Stk. 2. Sker afviklingen på anden måde end ved likvidation, konkurs eller i henhold til § 27, skal afviklingens form, indhold og gennemførelse godkendes af Finanstilsynet.		Stk. 2. Sker afviklingen på anden måde end ved likvidation, konkurs eller i henhold til § 330, skal afviklingens form, indhold og gennemførelse godkendes af Finanstilsynet.
§ 26. §§ 44 b, 46, 47 a, 47 c og 47 d i bank- og sparekasseloven om inddragelse af tilladelse og opløsning finder tilsvarende anvendelse for udstedere af elektroniske penge.		§ 329. §§ 240, 242, 244, 245 og 249 om inddragelse af tilladelse og ophør finder tilsvarende anvendelse for udstedere af elektroniske penge.
§ 27. Et pengeinstitut eller en udsteder af elektroniske penge må ikke uden Finanstilsynets tilladelse overtage en udsteder af elektroniske penge. Tilsvarende gælder, hvor et pengeinstitut eller en udsteder af elektroniske penge sammensmeltes med en udsteder af elektroniske penge.		§ 331. § 116 finder tilsvarende anvendelse for udstedere af elektroniske penge.
§ 29. Finanstilsynet påser overholdelsen af denne lov og af de bestemmelser, der er udstedt i medfør af loven. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen påser overholdelsen af § 8, jf. bank- og sparekasselovens § 6, stk. 2-4, vedrørende registrering af udstedere af elektroniske penge og anmeldelse af disses vedtægtsændringer.		§ 332. Kapitel 21 om tilsyn, kapitel 22 om afgifter og kapitel 23 om delegations- og klagebestemmelser finder med de fornødne tilpasninger anvendelse for udstedere af elektroniske penge.
§ 30. Det Finansielle Virksomhedsråd indgår i tilsynet med udstedere af elektroniske penge inden for rådets kompetenceområde, jf. lov om finansiel virksomhed § 65, stk. 2.		§ 332. Kapitel 21 om tilsyn, kapitel 22 om afgifter og kapitel 23 om delegations- og klagebestemmelser finder med de fornødne tilpasninger anvendelse for udstedere af elektroniske penge.
§ 31. § 64, stk. 4, § 66, stk. 1-3, og §§ 67, 69, 72 og 74 i lov om finansiel virksomhed om tilsyn finder tilsvarende anvendelse for udstedere af elektroniske penge.		§ 332. Kapitel 21 om tilsyn, kapitel 22 om afgifter og kapitel 23 om delegations- og klagebestemmelser finder med de fornødne tilpasninger anvendelse for udstedere af elektroniske penge.
§ 32. Udstedere af elektroniske penge under tilsyn efter denne lov betaler afgift til Finanstilsynet. Afgiften fastsættes efter kapitel 7 a i lov om finansiel virksomhed.		§ 332. Kapitel 21 om tilsyn, kapitel 22 om afgifter og kapitel 23 om delegations- og klagebestemmelser finder med de fornødne tilpasninger anvendelse for udstedere af elektroniske penge.
§ 33. Afgørelser truffet af Finanstilsynet eller Erhvervs- og Selskabsstyrelsen i henhold til loven eller forskrifter udstedt i medfør af loven kan indbringes for Erhvervsankenævnet senest 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende.		§ 332. Kapitel 21 om tilsyn, kapitel 22 om afgifter og kapitel 23 om delegations- og klagebestemmelser finder med de fornødne tilpasninger anvendelse for udstedere af elektroniske penge.
§ 34. Bestyrelsesmedlemmer, revisorer og granskningsmænd samt deres suppleanter, direktører og øvrige ansatte må ikke uberettiget videregive eller udnytte fortrolige oplysninger, som de under udøvelsen af deres hverv er blevet bekendt med.		§ 331. § 116 finder tilsvarende anvendelse for udstedere af elektroniske penge.
Stk. 2. Den, som modtager oplysninger efter stk. 1, er omfattet af den i stk. 1 nævnte tavshedspligt.
§ 35. Overtrædelse af bestemmelserne i § 1, stk. 6, §§ 2-5, § 13, stk. 2, § 16, stk. 1, § 17, § 18, stk. 2, §§ 25 og 27, lov om finansiel virksomhed §§ 11 og 12, jf. denne lovs § 11, lov om finansiel virksomhed §§ 14 og 15, jf. denne lovs § 12, lov om finansiel virksomhed § 18, jf. denne lovs § 20, lov om finansiel virksomhed § 66, stk. 3, 2. pkt., og § 69, jf. denne lovs § 31, lov om finansiel virksomhed § 67, stk. 1 og 2, jf. denne lovs § 31, og bank- og sparekasseloven § 6, stk. 1, jf. denne lovs § 8, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning. Overtrædelse af lov om finansiel virksomhed § 62, stk. 1, 2, 5 og 6, jf. denne lovs § 20 samt lov om finansiel virksomhed § 63, jf. denne lovs § 20, straffes med bøde.		§ 372. Overtrædelse af bestemmelserne i § 7, stk. 1-6, § 8, stk. 1 og stk. 3-6, § 9, stk. 1-3, og stk. 5-7, § 10, stk. 1-3, § 11, stk. 1-4, § 24, stk. 1, 2. pkt., § 25, 2. pkt., §§ 27-28, § 31, stk. 7-9, § 33, stk. 1, §§ 36 og 38, § 39, stk. 1 og stk. 3-4, § 40, §§ 44-46, § 49, stk. 1 og 2, §§ 52 og 53, § 60, stk. 1 og stk. 6-8, § 62, stk. 1, 2 og 4, § 63, stk. 2, §§ 64-66, §§ 74-75, § 76, stk. 3, § 77, § 79, stk. 3, § 91, stk. 1, § 96, stk. 1 og 2, § 100, stk. 1, 2 og 4, §§ 104-105, § 116, § 117, stk. 3, § 118, § 119, stk. 1, 2. pkt., og stk. 2, §§ 123-125, § 138, stk. 1, nr. 4 og 5, § 144, stk. 1-3, og stk. 4, 1. pkt., § 145, stk. 1, § 146, stk. 1, §§ 148-151, § 152, stk. 1, § 153, §§ 169-174, § 181, stk. 1-2, § 193, § 194, stk. 1-3, §§ 199-203, § 220, § 221, stk. 1, 1. og 2. pkt., §§ 238-239, § 307, stk. 1, 2 og 6, §§ 308-309, § 316, stk. 1 og 3, 1. pkt., § 319, stk. 1, § 320, § 321, stk. 2, § 328, § 330, § 333, stk. 1 og 2, § 403, stk. 1, 2, 4 og 5, §§ 376, 378 og 380 straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning. Overtrædelse af bestemmelserne i § 50, stk. 1, § 54, stk. 2, § 56, stk. 1 og 2, § 69, § 70, stk. 1, nr. 1-4, § 72, stk. 1, 1. pkt., og stk. 2, § 76, stk. 1, 2, 4, 5 og 8, § 79, stk. 1, stk. 2, 1. pkt., og stk. 5-6, § 107, stk. 1-6, § 120, stk. 1, §§ 121-122, §§ 157-158, § 166, § 182, stk. 1, 1. pkt., § 183, stk. 1, § 184, stk. 1, 2, og 3, 1. pkt., §§ 185-186, § 187, stk. 1, stk. 2, 1. pkt., og stk. 3, 2. pkt., §§ 188-190, § 191, 1. pkt., § 192, 1. pkt., § 197, § 198, stk. 1, 1. pkt., § 198, stk. 2 og 5, § 345, stk. 3, 2. pkt., og § 357, stk. 2, straffes med bøde. Med bøde straffes en finansiel virksomhed eller en finansiel holdingvirksomhed, der ikke efterkommer et påbud, der er givet i medfør af § 347, stk. 2, 1. pkt., § 349, stk. 1, eller § 350, stk. 1, samt overtrædelser af aktieselskabslovens § 52, stk. 1 og 2.
Stk. 2. Overtrædelse af § 34 straffes med bøde, for så vidt højere straf ikke er forskyldt efter straffeloven.		Stk. 2. I regler udstedt i medfør af loven kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i reglerne.
Stk. 3. Personer, der er knyttet til en udsteder af elektroniske penge, og som giver urigtige eller vildledende oplysninger om forhold vedrørende selskabet til offentlige myndigheder eller til offentligheden eller til ihændehavere af elektroniske penge eller påfører eller fremkalder en nærliggende fare for, at der påføres udstederen et tab ved dens virksomhed, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, for så vidt højere straf ikke er forskyldt efter den øvrige lovgivning.		Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
Stk. 4. Undlader et medlem af en udsteder af elektroniske penges bestyrelse eller direktion at træffe nødvendige foranstaltninger i tilfælde af tab eller nærliggende fare for tab af væsentlig størrelse, straffes vedkommende med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.		Stk. 4. Undlader et medlem af en finansiel virksomheds eller en finansiel holdingvirksomheds bestyrelse eller direktion at træffe nødvendige foranstaltninger i tilfælde af tab eller nærliggende fare for tab af væsentlig størrelse, straffes vedkommende med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, for så vidt højere straf ikke er forskyldt efter den øvrige lovgivning. Tilsvarende gælder et medlem af bestyrelsen eller direktionen i en sparevirksomhed eller i en udsteder af elektroniske penge.
Stk. 5. I forskrifter udfærdiget i medfør af loven kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne.		Stk. 5. Personer, der er knyttet til en finansiel virksomhed, og som giver urigtige eller vildledende oplysninger om forhold vedrørende virksomheden til offentlige myndigheder, til offentligheden, til noget selskabsorgan eller til indskydere, de forsikrede eller obligationsejerne eller andre investorer i den finansielle virksomhed, eller som gør sig skyldig i grov eller oftere gentagen forsømmelse eller skødesløshed, der kan medføre tab for virksomheden eller indskyderne, de forsikrede eller obligationsejerne eller andre investorer i den finansielle virksomhed, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, for så vidt højere straf ikke er forskyldt efter den øvrige lovgivning. Tilsvarende gælder personer knyttet til en sparevirksomhed eller en udsteder af elektroniske penge.
Stk. 6. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.		Stk. 6. Forældelsesfristen for overtrædelse af lovens bestemmelser eller regler udstedt i medfør af loven er 5 år.
Stk. 7. Forældelsesfristen for overtrædelse af lovens bestemmelser eller regler udfærdiget i medfør af loven er 5 år.
§ 36. Undlader en udsteder af elektroniske penges bestyrelse, direktion, revisor og likvidator i rette tid at efterkomme de pligter, der efter loven eller bestemmelser fastsat i henhold til loven påhviler dem over for Finanstilsynet eller Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, kan Finanstilsynet henholdsvis Erhvervs- og Selskabsstyrelsen som tvangsmiddel pålægge de pågældende daglige eller ugentlige bøder.		§ 373. Undlader en finansiel virksomheds bestyrelse, direktion, ekstern revisor, en intern revisionschef, en ansvarshavende aktuar, likvidator, generalagent, filialbestyrer eller repræsentantskab i rette tid at efterkomme de pligter, der efter loven eller regler udstedt i medfør af loven påhviler dem over for Finanstilsynet eller Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, kan Finanstilsynet henholdsvis Erhvervs- og Selskabsstyrelsen som tvangsmiddel pålægge de pågældende daglige eller ugentlige bøder.
Stk. 2. Undlader en af de i § 31, jf. § 67, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed, nævnte virksomheder at opfylde de pligter, som efter loven påhviler virksomheden, kan Finanstilsynet som tvangsmiddel pålægge virksomheden som sådan eller de for virksomheden ansvarlige personer daglige eller ugentlige tvangsbøder.		Stk. 2. Undlader en virksomhed som nævnt i § 346, stk. 3 og 4, at opfylde de pligter, som efter loven påhviler virksomheden, kan Finanstilsynet som tvangsmiddel pålægge virksomheden som sådan eller de for virksomheden ansvarlige personer daglige eller ugentlige bøder.
		Stk. 3. Tvangsbøder kan inddrives ved udpantning.
Lov om sparevirksomheder
§ 1. Ved sparevirksomheder forstås i denne lov foretagender, hvis virksomhed består i erhvervsmæssigt eller som et væsentligt led i deres drift at modtage indlån eller andre midler, der skal tilbagebetales, fra offentligheden eller en videre kreds, og som anbringer de således modtagne midler på anden måde end ved indsættelse i et pengeinstitut, og som ikke er		§ 333. Virksomheder, der udøver virksomhed, som består i erhvervsmæssigt eller som et væsentligt led i deres drift at modtage indlån eller andre midler, der skal tilbagebetales fra offentligheden eller en videre kreds, og som anbringer de således modtagne midler på anden måde end ved indsættelse i et pengeinstitut skal have tilladelse som sparevirksomhed, hvis virksomheden ikke er:
1) banker, sparekasser eller andelskasser,		1) omfattet af § 7, stk. 1,
2) realkreditinstitutter,		2) omfattet af § 8, stk. 1, eller
3) institutter oprettet, eller hvis oprettelse er godkendt i henhold til særlig lov, med det formål at modtage indlån eller andre midler, der skal tilbagebetales, fra offentligheden eller en videre kreds eller		3) oprettet eller hvis oprettelse er godkendt i henhold til særlig lov med det formål at modtage indlån eller andre midler, der skal tilbagebetales fra offentligheden eller en videre kreds.
§ 3. Sparevirksomheder, der ikke er pengeinstitutter, skal have tilladelse af Finanstilsynet til at drive virksomhed.		§ 333. Virksomheder, der udøver virksomhed, som består i erhvervsmæssigt eller som et væsentligt led i deres drift at modtage indlån eller andre midler, der skal tilbagebetales fra offentligheden eller en videre kreds, og som anbringer de således modtagne midler på anden måde end ved indsættelse i et pengeinstitut skal have tilladelse som sparevirksomhed, hvis virksomheden ikke er:
		1) omfattet af § 7, stk. 1,
		2) omfattet af § 8, stk. 1, eller
		3) oprettet eller hvis oprettelse er godkendt i henhold til særlig lov med det formål at modtage indlån eller andre midler, der skal tilbagebetales fra offentligheden eller en videre kreds.
		§ 335. § 15 finder tilsvarende anvendelse for sparevirksomheder.
Stk. 2. Når Finanstilsynet har meddelt tilladelse, skal virksomheden registreres i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Senere ændringer af vedtægterne skal anmeldes til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.		Stk. 2. For sparevirksomheder der ikke er aktieselskaber gælder aktieselskabslovens bestemmelser om anmeldelse og registrering m.m. tilsvarende.
Stk. 3. For anmeldelse og registrering m.v. finder aktieselskabslovens bestemmelser tilsvarende anvendelse.
§ 4. Sparevirksomheder skal have en egenkapital på mindst 5 mio. kr.		§ 338. Sparevirksomheder skal have en egenkapital, der mindst udgør et beløb svarende til 1 million euro.
§ 5. Regnskabsåret er kalenderåret. Den første regnskabsperiode kan omfatte et kortere eller længere tidsrum, dog højst 18 måneder.		§ 339. Regnskabsåret skal følge kalenderåret. Første regnskabsperiode kan omfatte et kortere eller længere tidsrum, dog højst 18 måneder.
§ 6. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler for sparevirksomheder, herunder om		§ 340. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler for sparevirksomheder om regnskab og revision.
3) regnskab og revision.
§ 7. Finder Finanstilsynet, at fortsættelse af en af denne lov omfattet sparevirksomhed på det foreliggende grundlag vil være utilbørlig af hensyn til indskydernes interesser, kan Finanstilsynet inddrage tilladelsen.		§ 341. Finder Finanstilsynet, at fortsættelse af en af denne lov omfattet sparevirksomhed på det foreliggende grundlag vil være utilbørlig af hensyn til indskydernes interesser, kan Finanstilsynet inddrage tilladelsen.
Stk. 2. De for pengeinstitutter gældende bestemmelser om opløsning finder med de fornødne lempelser anvendelse på sparevirksomheder.		Stk. 2. De for pengeinstitutter gældende bestemmelser om inddragelse af tilladelse og ophør finder med de fornødne tilpasninger anvendelse på sparevirksomheder.
§ 11. Finanstilsynet påser overholdelsen af denne lov og af de bestemmelser, der er udstedt i medfør af loven. Kapitel 12 i lov om banker og sparekasser m.v. finder anvendelse med de fornødne lempelser. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen påser overholdelsen af § 3, stk. 2, samt bestemmelser udstedt i medfør af aktieselskabsloven, jf. § 3, stk. 3.		§ 342. Kapitel 21 om tilsyn, kapitel 22 om afgifter og kapitel 23 om delegations- og klagebestemmelser finder med de fornødne tilpasninger anvendelse for sparevirksomheder.
Stk. 2. Finanstilsynet kan foretage inspektionsbesøg og indhente de nødvendige oplysninger til brug for tilsynet hos de virksomheder, der er omfattet af loven.
Stk. 3. Finanstilsynet kan kræve alle oplysninger, som skønnes nødvendige til afgørelse af, om et foretagende er omfattet af lovens bestemmelser.
Stk. 4. Virksomheder under tilsyn efter denne lov betaler afgift til Finanstilsynet. Afgiften fastsættes efter kapitel 7 a i lov om finansiel virksomhed.
11 a. Det Finansielle Virksomhedsråd indgår i tilsynet med sparevirksomheder med den kompetence, som rådet er tillagt i medfør af § 65, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed.		§ 342. Kapitel 21 om tilsyn, kapitel 22 om afgifter og kapitel 23 om delegations- og klagebestemmelser finder med de fornødne tilpasninger anvendelse for sparevirksomheder.
§ 12. Afgørelser truffet af Finanstilsynet eller Erhvervs- og Selskabsstyrelsen i henhold til denne lov eller forskrifter udstedt i medfør af loven kan indbringes for Økonomi- og Erhvervsministeriets Erhvervsankenævn senest 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende.		§ 342. Kapitel 21 om tilsyn, kapitel 22 om afgifter og kapitel 23 om delegations- og klagebestemmelser finder med de fornødne tilpasninger anvendelse for sparevirksomheder.
Stk. 2. Erhvervs- og Selskabsstyrelsens afgørelser om fastsættelse af frist til afhjælpning af fejl og mangler ved en anmeldelse kan dog ikke indbringes for højere administrativ myndighed.
§ 13. Undlader et af loven omfattet foretagendes bestyrelse, direktion eller revisor i rette tid at efterkomme de pligter, som efter loven påhviler dem over for Finanstilsynet eller Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, kan Finanstilsynet henholdsvis Erhvervs- og Selskabsstyrelsen som tvangsmiddel pålægge de pågældende daglige eller ugentlige bøder.		§ 373. Undlader en finansiel virksomheds bestyrelse, direktion, ekstern revisor, en intern revisionschef, en ansvarshavende aktuar, likvidator, generalagent, filialbestyrer eller repræsentantskab i rette tid at efterkomme de pligter, der efter loven eller regler udstedt i medfør af loven påhviler dem over for Finanstilsynet eller Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, kan Finanstilsynet henholdsvis Erhvervs- og Selskabsstyrelsen som tvangsmiddel pålægge de pågældende daglige eller ugentlige bøder.
§ 14. Overtrædelse af § 4, stk. 2, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, for så vidt højere straf ikke er forskyldt efter straffeloven.		§ 372. Overtrædelse af bestemmelserne i § 7, stk. 1-6, § 8, stk. 1 og stk. 3-6, § 9, stk. 1-3, og stk. 5-7, § 10, stk. 1-3, § 11, stk. 1-4, § 24, stk. 1, 2. pkt., § 25, 2. pkt., §§ 27-28, § 31, stk. 7-9, § 33, stk. 1, §§ 36 og 38, § 39, stk. 1 og stk. 3-4, § 40, §§ 44-46, § 49, stk. 1 og 2, §§ 52 og 53, § 60, stk. 1 og stk. 6-8, § 62, stk. 1, 2 og 4, § 63, stk. 2, §§ 64-66, §§ 74-75, § 76, stk. 3, § 77, § 79, stk. 3, § 91, stk. 1, § 96, stk. 1 og 2, § 100, stk. 1, 2 og 4, §§ 104-105, § 116, § 117, stk. 3, § 118, § 119, stk. 1, 2. pkt., og stk. 2, §§ 123-125, § 138, stk. 1, nr. 4 og 5, § 144, stk. 1-3, og stk. 4, 1. pkt., § 145, stk. 1, § 146, stk. 1, §§ 148-151, § 152, stk. 1, § 153, §§ 169-174, § 181, stk. 1-2, § 193, § 194, stk. 1-3, §§ 199-203, § 220, § 221, stk. 1, 1. og 2. pkt., §§ 238-239, § 307, stk. 1, 2 og 6, §§ 308-309, § 316, stk. 1 og 3, 1. pkt., § 319, stk. 1, § 320, § 321, stk. 2, § 328, § 330, § 333, stk. 1 og 2, § 403, stk. 1, 2, 4 og 5, §§ 376, 378 og 380 straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning. Overtrædelse af bestemmelserne i § 50, stk. 1, § 54, stk. 2, § 56, stk. 1 og 2, § 69, § 70, stk. 1, nr. 1-4, § 72, stk. 1, 1. pkt., og stk. 2, § 76, stk. 1, 2, 4, 5 og 8, § 79, stk. 1, stk. 2, 1. pkt., og stk. 5-6, § 107, stk. 1-6, § 120, stk. 1, §§ 121-122, §§ 157-158, § 166, § 182, stk. 1, 1. pkt., § 183, stk. 1, § 184, stk. 1, 2, og 3, 1. pkt., §§ 185-186, § 187, stk. 1, stk. 2, 1. pkt., og stk. 3, 2. pkt., §§ 188-190, § 191, 1. pkt., § 192, 1. pkt., § 197, § 198, stk. 1, 1. pkt., § 198, stk. 2 og 5, § 345, stk. 3, 2. pkt., og § 357, stk. 2, straffes med bøde. Med bøde straffes en finansiel virksomhed eller en finansiel holdingvirksomhed, der ikke efterkommer et påbud, der er givet i medfør af § 347, stk. 2, 1. pkt., § 349, stk. 1, eller § 350, stk. 1, samt overtrædelser af aktieselskabslovens § 52, stk. 1 og 2.
Stk. 2. Bestyrelsesmedlemmer, revisorer, deres suppleanter, direktører og øvrige ansatte, som uberettiget videregiver eller udnytter fortrolige oplysninger, som de under udøvelsen af deres hverv har fået kendskab til, straffes med bøde, for så vidt højere straf ikke er forskyldt efter straffeloven.		Stk. 2. I regler udstedt i medfør af loven kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i reglerne.
Stk. 3. Giver personer, der er knyttet til et af loven omfattet foretagende, urigtige eller vildledende oplysninger om forhold vedrørende foretagendet til Finanstilsynet, til andre offentlige myndigheder eller til noget selskabsorgan, straffes den pågældende med bøde eller fængsel med indtil 4 måneder, for så vidt højere straf ikke er forskyldt efter straffeloven.		Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
Stk. 4. På samme måde som efter stk. 3 straffes personer, som er knyttet til et af loven omfattet foretagende, og som med forsæt eller ved grov uagtsomhed giver urigtige eller vildledende oplysninger til offentligheden eller til kunder eller påfører eller fremkalder nærliggende fare for, at der påføres foretagendet tab ved dets virksomhed.		Stk. 4. Undlader et medlem af en finansiel virksomheds eller en finansiel holdingvirksomheds bestyrelse eller direktion at træffe nødvendige foranstaltninger i tilfælde af tab eller nærliggende fare for tab af væsentlig størrelse, straffes vedkommende med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, for så vidt højere straf ikke er forskyldt efter den øvrige lovgivning. Tilsvarende gælder et medlem af bestyrelsen eller direktionen i en sparevirksomhed eller i en udsteder af elektroniske penge.
Stk. 5. Undlader et medlem af et af loven omfattet foretagendes bestyrelse eller direktion at træffe nødvendige foranstaltninger i tilfælde af tab eller nærliggende fare for tab af en væsentlig størrelse, straffes vedkommende med bøde eller fængsel med indtil 4 måneder, for så vidt højere straf ikke er forskyldt efter straffeloven.		Stk. 5. Personer, der er knyttet til en finansiel virksomhed, og som giver urigtige eller vildledende oplysninger om forhold vedrørende virksomheden til offentlige myndigheder, til offentligheden, til noget selskabsorgan eller til indskydere, de forsikrede eller obligationsejerne eller andre investorer i den finansielle virksomhed, eller som gør sig skyldig i grov eller oftere gentagen forsømmelse eller skødesløshed, der kan medføre tab for virksomheden eller indskyderne, de forsikrede eller obligationsejerne eller andre investorer i den finansielle virksomhed, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, for så vidt højere straf ikke er forskyldt efter den øvrige lovgivning. Tilsvarende gælder personer knyttet til en sparevirksomhed eller en udsteder af elektroniske penge.
Stk. 6. Den, der ikke efterlever et pålæg fra Finanstilsynet efter § 11, stk. 3, eller afgiver urigtige eller vildledende oplysninger til Finanstilsynet, straffes med bøde, for så vidt højere straf ikke er forskyldt efter straffeloven.		Stk. 6. Forældelsesfristen for overtrædelse af lovens bestemmelser eller regler udstedt i medfør af loven er 5 år.
Stk. 7. I forskrifter, der gives af Finanstilsynet i medfør af denne lov, kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne.
Stk. 8. Er en overtrædelse begået af et selskab, en forening, en selvejende institution, en fond eller lignende, kan der pålægges den juridiske person som sådan bødeansvar. Er overtrædelsen begået af staten, en kommune eller et kommunalt fællesskab, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse, kan der pålægges staten, kommunen eller det kommunale fællesskab bødeansvar.
Stk. 9. Forældelsesfristen for strafansvaret er 5 år.
		§ 373.
		Stk. 2. Undlader en virksomhed som nævnt i § 346, stk. 3 og 4, at opfylde de pligter, som efter loven påhviler virksomheden, kan Finanstilsynet som tvangsmiddel pålægge virksomheden som sådan eller de for virksomheden ansvarlige personer daglige eller ugentlige bøder.
Lov om værdipapirhandel m.v.
		§ 9.
§ 4. Eneret til erhvervsmæssigt at rette henvendelse til offentligheden og tilbyde sig som køber, sælger eller formidler af værdipapirer som nævnt i § 2, stk. 1, nr. 1-10 og 12, har 1) pengeinstitutter, 2) fondsmæglerselskaber, 3) realkreditinstitutter, 4) Danmarks Nationalbank og 5) Finansstyrelsen.		Stk. 3. Værdipapirhandlere, Danmarks Nationalbank, Finansstyrelsen samt udenlandske kreditinstitutter og investeringsselskaber, der opfylder betingelserne i § 1, stk. 3, §§ 30, 31 eller 33, har eneret til at udføre de i bilag 4, afsnit A, nævnte aktiviteter med de i bilag 5 nævnte instrumenter (værdipapirer) på erhvervsmæssigt grundlag for tredjemand, jf. dog § 7, stk. 1, og § 8, stk. 1 . Værdipapirhandlere samt udenlandske kreditinstitutter og investeringsselskaber, der opfylder betingelserne i §§ 1, stk. 3, §§ 30, 31 eller 33, har endvidere eneret til at formidle og udføre valutaspotforretninger i investeringsøjemed med henblik på, at investorerne opnår fortjeneste ved kursændring på valuta på erhvervsmæssigt grundlag for tredjemand.
		§ 9.
Stk. 2. Stk. 1 gælder ikke for henvendelser til offentligheden, som en udsteder foretager vedrørende værdipapirer, som udstederen selv udsteder.		Stk. 4. Bestemmelsen i stk. 3 finder ikke anvendelse på en virksomheds udførelse af handler med og formidling af værdipapirer, som virksomheden selv udsteder.
		§ 9.
§ 4 a. Eneret til erhvervsmæssigt at rette henvendelse til offentligheden med tilbud om at formidle eller udføre valutaspotforretninger for kunder i investeringsøjemed med henblik på, at kunderne opnår fortjeneste ved kursændring på valuta har: 1) Pengeinstitutter. 2) Fondsmæglerselskaber.		Stk. 3. Værdipapirhandlere, Danmarks Nationalbank, Finansstyrelsen samt udenlandske kreditinstitutter og investeringsselskaber, der opfylder betingelserne i § 1, stk. 3, §§ 30, 31 eller 33, har eneret til at udføre de i bilag 4, afsnit A, nævnte aktiviteter med de i bilag 5 nævnte instrumenter (værdipapirer) på erhvervsmæssigt grundlag for tredjemand, jf. dog § 7, stk. 1, og § 8, stk. 1 . Værdipapirhandlere samt udenlandske kreditinstitutter og investeringsselskaber, der opfylder betingelserne i §§ 1, stk. 3, §§ 30, 31 eller 33, har endvidere eneret til at formidle og udføre valutaspotforretninger i investeringsøjemed med henblik på, at investorerne opnår fortjeneste ved kursændring på valuta på erhvervsmæssigt grundlag for tredjemand.
Lov om værdipapirhandel m.v.
		§ 425. I lov om værdipapirhandel m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 587 af 9. juli 2002, foretages følgende ændringer:
§ 1. Stk. 3. Loven finder endvidere anvendelse på børsvirksomhed, clearingvirksomhed og registreringsvirksomhed m.v.		1. I § 1, stk. 3, ændres »clearingvirksomhed og registreringsvirksomhed m.v.« til: »clearingvirksomhed, registreringsvirksomhed m.v. og registrerede betalingssystemer«.
§ 1 a. Lovens § 4 a samt § 3 a og § 3 b, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed finder anvendelse på valutaspotforretninger for kunder i investeringsøjemed med henblik på, at kunderne opnår fortjeneste ved kursændringer på valuta.		2. § 1 a ophæves.
		3. Efter § 3 indsættes:
§ 3. Enhver værdipapirhandel skal udføres på en redelig måde og i overensstemmelse med god værdipapirhandelsskik. Finanstilsynet kan give påbud om berigtigelse af forhold, der er i strid med 1. pkt.		»§ 3 a. Økonomi- og erhvervsministeren fastsætter nærmere regler om anvendelse af digital kommunikation, herunder elektronisk signatur, ved udveksling af information efter denne lov mellem borgere og virksomheder på den ene side og den offentlige forvaltning på den anden side samt om opbevaring af information.”
Stk. 2. Økonomi- og erhvervsministeren fastsætter efter høring af Fondsrådet nærmere regler om god værdipapirhandelsskik. Ved Fondsrådets behandling af
1) sager om udstedelse af regler om god værdipapirhandelsskik samt
2) sager om god værdipapirhandelsskik, jf. stk. 1, af principiel karakter eller af vidtgående betydning indkaldes Forbrugerombudsmanden til at deltage i det pågældende dagsordenspunkt. Forbrugerombudsmanden har i de under nr. 1 nævnte sager samme beføjelser som rådets medlemmer. Forbrugerombudsmanden er i forbindelse med deltagelse i Fondsrådets møder underlagt tavshedspligt efter § 84 a, stk. 1.
Stk. 3. Forbrugerombudsmanden kan anlægge sag om forbud og påbud vedrørende overtrædelser af regler om god værdipapirhandelsskik, jf. stk. 1, og regler udstedt efter stk. 2. Markedsføringslovens § 13, stk. 1, og § 14, stk. 1, finder tilsvarende anvendelse på sager anlagt af Forbrugerombudsmanden efter denne bestemmelse.
		4. § 4 affattes således:
§ 4. Eneret til erhvervsmæssigt at rette henvendelse til offentligheden og tilbyde sig som køber, sælger eller formidler af værdipapirer som nævnt i § 2, stk. 1, nr. 1-10 og 12, har		»§ 4. Ved en værdipapirhandler forstås i denne lov
1) pengeinstitutter,		1) finansielle virksomheder, der har tilladelse som pengeinstitut eller fondsmæglerselskab,
2) fondsmæglerselskaber,		2) finansielle virksomheder, der har tilladelse som realkreditinstitut eller investeringsforvaltningsselskab, for så vidt disse virksomheder har tilladelse efter lov om finansiel virksomhed § 9, stk.1,
3) realkreditinstitutter,		3) kreditinstitutter, investeringsselskaber og administrationsselskaber, der er meddelt tilladelse i et andet land inden for Den Europæiske Union og lande, som Fællesskabet har indgået aftale med, såfremt selskabet lovligt udøver værdipapirhandel her i landet enten gennem en filial eller som grænseoverskridende virksomhed, jf. lov om finansiel virksomhed § 30 henholdsvis § 31, og
4) Danmarks Nationalbank og		4) kreditinstitutter og investeringsselskaber, der er meddelt tilladelse i et land uden for Den Europæiske Union, som Fællesskabet ikke har indgået aftale med, såfremt selskabet lovligt udøver værdipapirhandel her i landet enten gennem en filial eller som grænseoverskridende virksomhed, jf. lov om finansiel virksomhed § 1, stk. 3, henholdsvis § 33.
5) Finansstyrelsen.
Stk. 2. Stk. 1 gælder ikke for henvendelser til offentligheden, som en udsteder foretager vedrørende værdipapirer, som udstederen selv udsteder.		Stk. 2. Lovens bestemmelser om en værdipapirhandlers pligter finder tillige anvendelse på udenlandske kreditinstitutter og investeringsselskaber, som i medfør af § 20, stk. 2, er optaget som medlem på en dansk fondsbørs, eller som i medfør af § 64, stk. 3, har indgået en tilslutningsaftale med en værdipapircentral.«
Stk. 3. Ved en værdipapirhandler forstås i denne lov en virksomhed som nævnt i stk. 1, nr. 1-3.
§ 4 a. Eneret til erhvervsmæssigt at rette henvendelse til offentligheden med tilbud om at formidle eller udføre valutaspotforretninger for kunder i investeringsøjemed med henblik på, at kunderne opnår fortjeneste ved kursændring på valuta har: 1) Pengeinstitutter. 2) Fondsmæglerselskaber.		5. § 4 a ophæves.
		6. Efter § 7 indsættes:
§ 7. I denne lov forstås 1) ved en fondsbørs et aktieselskab, der driver børsvirksomhed,		»§ 7 a. I denne lov forstås ved et registreret betalingssystem et betalingssystem, der er registreret i henhold til § 57 a, stk. 1, 1. pkt.«.
2) ved en autoriseret markedsplads et aktieselskab, der driver virksomhed som autoriseret markedsplads,
3) ved en værdipapirmægler et aktieselskab, der driver værdipapirmæglervirksomhed,
4) ved en pengemarkedsmægler et aktieselskab, der driver pengemarkedsmæglervirksomhed,
5) ved en clearingcentral et aktieselskab, der driver værdipapirclearingvirksomhed, og
6) ved en værdipapircentral et aktieselskab, der driver registreringsvirksomhed.
Stk. 2. De frister, der er fastsat i eller i henhold til denne lov, begynder at løbe fra og med dagen efter den dag, hvor den begivenhed, som udløser fristen, finder sted. Dette gælder ved beregning af såvel dage- som uge-, måneds- og årsfrister.
Stk. 3. Er fristen angivet i uger, udløber fristen, jf. stk. 1, på ugedagen for den dag, hvor den begivenhed, som udløste fristen, fandt sted.
Stk. 4. Er fristen angivet i måneder, udløber fristen, jf. stk. 1, på månedsdagen for den dag, hvor den begivenhed, som udløste fristen, fandt sted. Hvis den dag, hvor den begivenhed, som udløste fristen, fandt sted, er den sidste dag i en måned, eller hvis fristen udløber på en månedsdato, som ikke findes, udløber fristen altid på den sidste dag i måneden uanset dens længde.
Stk. 5. Udløber en frist i en weekend, på en helligdag, grundlovsdag, juleaftensdag eller nytårsaftensdag, udstrækkes fristen til den førstkommende hverdag.
§ 12.		7. § 12, stk. 3-5, ophæves.
Stk. 3. Direktører, vicedirektører, underdirektører og dermed ligestillede samt interne revisions- og vicerevisionschefer i et aktieselskab omfattet af § 7 må ikke for egen regning udføre eller deltage i spekulationsforretninger.		Stk. 6 og 7 bliver herefter stk. 3 og 4.
Stk. 4. Bestyrelsen er forpligtet til at udarbejde interne retningslinjer for, hvilke andre medarbejdere, der ikke for egen regning må udføre eller deltage i spekulationsforretninger.
Stk. 5. Finanstilsynet fastsætter nærmere regler om, hvilke formuedispositioner, der udgør spekulationsforretninger.
§ 12. Stk. 6. Et aktieselskab omfattet af § 7, stk. 1, nr. 1, 5 og 6, må ikke uden Finanstilsynets godkendelse indgå aftaler af vidtrækkende betydning med andre virksomheder vedrørende børsvirksomhed, virksomhed som autoriseret markedsplads, værdipapirmæglervirksomhed, pengemarkedsmæglervirksomhed, værdipapirclearingvirksomhed og registreringsvirksomhed samt betalingsformidling.		8. I § 12, stk. 6 og 7, der bliver stk. 3 og 4, ændres »§ 7, stk. 1, nr. 1, 5 og 6« til: »§ 7, stk. 1, nr. 1, 2, 5 og 6«.
Stk. 7. Et aktieselskab omfattet af § 7, stk. 1, nr. 1, 5 og 6, kan ikke fusionere med et andet selskab uden Finanstilsynets godkendelse.
		9. § 12 b affattes således:
§ 12 b. Bestyrelsen skal for personkredsen omfattet af § 12, stk. 3, udarbejde retningslinjer om indberetning af formuedispositioner omfattet af de særlige undtagelser, som fremgår af bekendtgørelsen udstedt i medfør af § 12, stk. 5.		»§ 12 b. Personer ansat af bestyrelsen i et aktieselskab omfattet af § 7 og ansatte, for hvilke der er en væsentlig risiko for konflikter mellem egne og aktieselskabets interesser, må ikke for egen regning eller gennem selskaber, de kontrollerer
		1) optage lån eller trække på allerede bevilgede kreditter til køb af værdipapirer, når de købte værdipapirer stilles til sikkerhed for lånet eller kreditten,
		2) erhverve, udstede eller handle med afledte finansielle instrumenter, med mindre formålet er risikoafdækning,
		3) erhverve kapitalandele, bortset fra andele i investeringsforeninger og specialforeninger m.v., med henblik på salg af disse tidligere end 6 måneder efter erhvervelsen, eller
		4) erhverve positioner i fremmed valuta, bortset fra euro, når positionstagningen sker med henblik på andet end betaling for køb af værdipapirer, varer, tjenesteydelser, køb eller drift af fast ejendom eller til brug for rejser.
Stk. 2. På baggrund af de foretagne indberetninger skal den valgte revision i revisionsprotokollen vedrørende årsregnskabet afgive erklæring om, hvorvidt indberetningerne har givet anledning til bemærkninger, jf. § 12, stk. 5.		Stk. 2. Den i stk. 1 nævnte personkreds må ikke erhverve kapitalandele i selskaber, der udøver virksomhed som nævnt i stk. 1, nr. 1-4. Dette gælder dog ikke køb af aktier i pengeinstitutter, forsikringsselskaber, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber samt andele i investeringsforeninger og specialforeninger m.v.
Stk. 3. Den valgte revision skal én gang om året gennemgå selskabets interne retningslinjer vedrørende indberetning efter stk. 1 og afgive erklæring i revisionsprotokollen vedrørende årsregnskabet om, hvorvidt selskabets forretningsgange på dette område er betryggende.		Stk. 3. Bestyrelsen skal tage stilling til, for hvilke ansatte, der er en væsentlig risiko for konflikter mellem egne og aktieselskabets interesser, og som derfor skal være omfattet af forbuddet.
		Stk. 4. De af stk. 1 omfattede personer skal på anmodning fra den eksterne revision indberette de finansielle transaktioner, som de pågældende har foretaget. Indberetningen skal være ledsaget af fornøden dokumentation. Den eksterne revision har til brug for kontrol af bestemmelsens overholdelse adgang til at rette forespørgsel om den pågældendes konti og depoter samt at forlange udskrifter derfra ved henvendelse til den kontoførende virksomhed.
		Stk. 5. På baggrund af de foretagne indberetninger skal den eksterne revision i revisionsprotokollatet vedrørende årsrapporten afgive erklæring om, hvorvidt kontrollen i henhold til stk. 4 har givet anledning til bemærkninger.
		Stk. 6. Forbuddet i stk. 1, nr. 2, omfatter ikke finansielle instrumenter, der er afledt af aktier i aktieselskabet eller en virksomhed, der er koncernforbundet hermed, og som den pågældende modtager som led i sin aflønning.
		Stk. 7. Forbuddet i stk. 1, nr. 1, omfatter ikke lån til køb af medarbejderaktier samt de i stk. 6 nævnte instrumenter.
		Stk. 8. Interne revisions- og vicerevisionschefer må uanset stk. 1–7 ikke have økonomiske interesser i den virksomhed eller koncern, som de er ansat i.«
		10. § 12 c affattes således:
§ 12 c. Direktører, vicedirektører, underdirektører og dermed ligestillede samt interne revisions- og vicerevisionschefer i et aktieselskab omfattet af § 7 må ikke eje eller drive selvstændig erhvervsvirksomhed eller som bestyrelsesmedlem, funktionær eller på anden måde deltage i ledelsen eller driften af anden erhvervsvirksomhed end selskabet, jf. dog §§ 12 d-12 h. De kan dog eje, drive og deltage i administrationen af fast ejendom. Endvidere kan direktører med bestyrelsens tilladelse midlertidigt eje eller drive selvstændig erhvervsvirksomhed, som de ejer ved tiltrædelsen af deres stilling i selskabet eller senere arver, hvis en umiddelbar afhændelse af erhvervsvirksomheden vil være forbundet med økonomisk tab. Direktionen kan give tilsvarende tilladelse til vicedirektører, underdirektører og dermed ligestillede samt interne revisions- og vicerevisionschefer.		»§ 12 c. Hvervet som bestyrelsesmedlem i et aktieselskab omfattet af § 7 kan ikke forenes med stillingen som direktør eller intern revisionschef i selskabet.«.
Stk. 2. Forbudet i stk. 1 gælder ikke for hverv i foreninger, institutioner, råd, nævn og lignende, der ikke har til formål at fremme deltagernes økonomiske interesser gennem erhvervsdrift.
Stk. 3. Uanset stk. 1 kan interne revisions- eller vicerevisionschefer tillige være revisions- eller vicerevisionschefer i tilknyttede virksomheder.
Stk. 4. Hvervet som bestyrelsesmedlem i et aktieselskab omfattet af § 7 kan ikke forenes med stillingen som direktør eller intern revisionschef i selskabet.
		11. § 12 d affattes således:
§ 12 d. Bestyrelsen kan tillade, at en direktør kan være bestyrelsesmedlem i 1) et andet selskab omfattet af § 7, eller som driver anden virksomhed, der er accessorisk hertil, og som er datterselskab, eller 2) et datterselskab af selskabets moderselskab, der driver virksomhed, som selskabet kan drive gennem et datterselskab. Direktionen kan give tilsvarende tilladelse til vicedirektører, underdirektører og dermed ligestillede.		»§ 12 d. Personer ansat af bestyrelsen i et aktieselskab omfattet af § 7 kan ikke uden bestyrelsens tilladelse eje eller drive selvstændig erhvervsvirksomhed eller som bestyrelsesmedlem, funktionær eller på anden måde deltage i ledelsen eller driften af anden erhvervsvirksomhed end aktieselskabet.
Stk. 2. Tilsvarende gælder, hvor flere selskaber omfattet af § 7 i forening ejer et selskab, der udøver virksomhed omfattet af § 7 eller anden virksomhed, der er accessorisk hertil.		Stk. 2. Andre ansatte i et aktieselskab omfattet af § 7, for hvilke der er en væsentlig risiko for konflikter mellem egne og aktieselskabets interesser, kan ikke uden direktionens tilladelse eje eller drive selvstændig erhvervsvirksomhed eller som bestyrelsesmedlem, funktionær eller på anden måde deltage i ledelsen eller driften af anden erhvervsvirksomhed end aktieselskabet. Bestyrelsen skal orienteres om tilladelser givet af direktionen.
Stk. 3. Samtlige tilladelser givet af bestyrelsen i medfør af stk. 1 og 2 skal fremgå af bestyrelsens forhandlingsprotokol.		Stk. 3. Bestyrelsen skal tage stilling til, for hvilke ansatte, der er en væsentlig risiko for konflikter mellem egne og aktieselskabets interesser, og som derfor skal have direktionens tilladelse, jf. stk. 2.
Stk. 4. Selskabets årsregnskab skal indeholde oplysning om de i stk. 1 og 2 nævnte hverv, som bestyrelsen har godkendt, jf. § 14. Envidere skal den valgte revision gennemgå og afgive erklæring i revisionsprotokollen vedrørende årsregnskabet om, hvorvidt engagementer indgået med de selskaber, hvor hvervet bestrides, kan anses for ydet på selskabets sædvanlige forretningsbetingelser og på markedsbaserede vilkår.		Stk. 4. Den i stk. 1 og 2 nævnte virksomhed kan kun bestrides, såfremt aktieselskabet eller virksomheder, der indgår i koncern med aktieselskabet, ikke har eller indgår engagementer med de i stk. 1 og 2 nævnte virksomheder. Undtaget herfra er engagementer i form af kapitalandele samt engagementer med erhvervsvirksomheder, der indgår i koncern med aktieselskabet, eller erhvervsvirksomheder, hvor aktieselskaber omfattet af § 7 i fællesskab ejer mere end 4/5 af kapitalandelene.
		Stk. 5. Samtlige tilladelser givet af bestyrelsen i medfør af stk. 1 skal fremgå af bestyrelsens forhandlingsprotokol.
		Stk. 6. Aktieselskabet skal mindst én gang årligt offentliggøre oplysninger om de hverv, som bestyrelsen har godkendt i henhold til stk. 1. Endvidere skal den eksterne revision i revisionsprotokollatet vedrørende årsrapporten afgive erklæring om, hvorvidt aktieselskabet har engagement med erhvervsvirksomheder omfattet af stk. 1 og 2.
		Stk. 7. Finanstilsynet kan i særlige tilfælde dispensere fra stk. 4.«
		12. §§ 12 e-h ophæves.
§ 12 e. Bestyrelsen kan tillade, at en direktør kan være bestyrelsesmedlem i et fondsmæglerselskab, et realkreditinstitut, et forsikringsselskab eller et pengeinstitut, der ikke indgår i koncern med selskabet, jf. dog § 12 h. Direktionen kan give tilsvarende tilladelse til vicedirektører, underdirektører og dermed ligestillede. Den pågældende må dog ikke varetage hvervet som bestyrelsesformand.
Stk. 2. Bestyrelsen eller direktionen kan kun give tilladelse til hvervet, hvis selskabet har erhvervet en kapitalandel på mindst 10 pct. i det pågældende selskab.
Stk. 3. Hvervet kan kun bestrides, såfremt der ikke er personsammenfald for flertallet af medlemmerne i bestyrelsen for det pågældende selskab og selskabets bestyrelse.
Stk. 4. § 12 d, stk. 3 og 4, finder tilsvarende anvendelse.
§ 12 f. Bestyrelsen kan tillade, at en direktør kan være bestyrelsesmedlem i de i § 7 i lov om værdipapirhandel m.v. nævnte selskaber, jf. dog § 12 g. Direktionen kan give tilsvarende tilladelse til vicedirektører, underdirektører og dermed ligestillede.
Stk. 2. § 12 d, stk. 3 og 4, finder tilsvarende anvendelse.
§ 12 g. Bestyrelsen kan tillade, at en direktør kan være direktør i andre selskaber, der indgår i koncern med selskabet. Direktionen kan give tilsvarende tilladelse til vicedirektører, underdirektører og dermed ligestillede.
Stk. 2. Bestyrelsen kan tillade, at en direktør i et selskab kan være direktør i selskabets moderselskab, hvis moderselskabets aktiviteter udelukkende eller hovedsagelig består i at være moderselskab for finansielle virksomheder og virksomheder omfattet af § 7.
Stk. 3. Bestyrelsen kan tillade, at en direktør i et selskab kan være direktør i et selskab, som driver virksomhed omfattet af § 7 eller virksomhed, som er accessorisk hertil. Direktionen kan give tilsvarende tilladelse til vicedirektører, underdirektører og dermed ligestillede.
Stk. 4. § 12 d, stk. 3 og 4, finder tilsvarende anvendelse.
§ 12 h. En direktør, vicedirektør, underdirektør og dermed ligestillet kan højst være medlem af 10 bestyrelser i de erhvervsvirksomheder, der er omfattet af §§ 12 e og 12 f, heraf 5 bestyrelser i erhvervsvirksomheder, der er børsnoteret eller har en egenkapital på over 50 mio. kr.
		13. § 13 affattes således:
§ 13. Bestyrelse, revisorer samt direktører og øvrige ansatte i et aktieselskab omfattet af § 7, stk. 1, nr. 1-5, må ikke uberettiget røbe, hvad de under udøvelsen af deres stilling eller hverv har fået kundskab om.		»§ 13. Bestyrelse, revisor samt direktører og øvrige ansatte i et aktieselskab omfattet af § 7, stk. 1, nr. 1-5, må ikke uberettiget røbe, hvad de under udøvelsen af deres stilling eller hverv har fået kundskab om.
Stk. 2. Stk. 1 er ikke til hinder for, at et aktieselskab omfattet af § 7, stk. 1, nr. 1-5, som led i et samarbejde med andre aktieselskaber omfattet af § 7, et reguleret marked for værdipapirer i et land inden for den Europæiske Union eller i lande, som Fællesskabet har indgået samarbejdsaftale med, eller et af Finanstilsynet anerkendt udenlandsk reguleret marked, clearingcentral og værdipapircentral, videregiver oplysninger til disse, såfremt oplysningerne er undergivet tilsvarende tavshedspligt hos modtagerne.		Stk. 2. Stk. 1 er ikke til hinder for, at et aktieselskab omfattet af § 7, stk. 1, nr. 1-5, som led i et samarbejde med andre aktieselskaber omfattet af § 7, et reguleret marked for værdipapirer i et land inden for den Europæiske Union eller i lande, som Fællesskabet har indgået samarbejdsaftale med på det finansielle område, eller et af Finanstilsynet anerkendt udenlandsk reguleret marked, clearingcentral og værdipapircentral, videregiver oplysninger til disse, såfremt oplysningerne er undergivet tilsvarende tavshedspligt hos modtagerne.
Stk. 3. Omfattet af stk. 1 er tillige oplysninger, som et aktieselskab omfattet af § 7, stk. 1, nr. 1-5, modtager fra andre aktieselskaber omfattet af § 7, stk. 1, nr. 1-5, eller udenlandske regulerede markeder med angivelse af, at oplysningerne er hemmelige eller fortrolige, eller hvor dette følger af oplysningernes karakter.		Stk. 3. Omfattet af stk. 1 er tillige oplysninger, som et aktieselskab omfattet af § 7, stk. 1, nr. 1-5, modtager fra andre aktieselskaber omfattet af § 7, stk. 1, nr. 1-5, eller udenlandske regulerede markeder med angivelse af, at oplysningerne er hemmelige eller fortrolige, eller hvor dette følger af oplysningernes karakter.
Stk. 4. For værdipapircentraler gælder reglerne i § 60, stk. 2-4.		Stk. 4. For værdipapircentraler gælder reglerne i § 60, stk. 2-4.«
		14. § 14, stk. 1, affattes således:
§ 14. Årsregnskabet og årsberetningen for et aktieselskab omfattet af § 7 skal indsendes til Finanstilsynet i to eksemplarer.		»§ 14. Årsrapporten for et aktieselskab omfattet af § 7, ekstern revisors revisionsprotokollat vedrørende årsrapporten samt revisionsprotokollatet vedrørende årsregnskabet fra den interne revisionschef skal indsendes i to eksemplarer til Finanstilsynet. Finanstilsynet sender et eksemplar af årsrapporten til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, som bekendtgør modtagelsen i styrelsens edb-informationssystem. De modtagne årsrapporter er offentligt tilgængelige i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.«
§ 14.		15. § 14, stk. 2, ophæves.
Stk. 2. I en note til årsregnskabet skal der gives oplysninger om hverv, som bestyrelsen har godkendt, jf. §§ 12 d -12 g. Oplysningerne, som skal vedrøre samtlige hverv i det pågældende regnskabsår, skal omfatte en angivelse af hvervet samt navnet på den pågældende, som har påtaget sig dette.		§ 14, stk. 3-6, bliver herefter § 14, stk. 2-5.
§ 14. Stk. 6. Koncerninterne transaktioner foretaget i strid med de i medfør af stk. 5 fastsatte regler skal ophæves, således at ydelserne om muligt tilbageleveres, herunder at eventuel sikkerhedsstillelse ophører. Udbetalinger fra selskabet, der er foretaget i forbindelse med koncerninterne transaktioner i strid med de i medfør af stk. 5 fastsatte regler, skal tilbageføres tillige med en årlig rente af beløbet svarende til den rente, der er fastsat efter § 5, stk. 1 og 2, i lov om rente ved forsinket betaling m.v.		16. I § 14, stk. 6, der bliver stk. 5, ændres »stk. 5« til: »stk. 4«.
		17. § 15, stk. 1, affattes således:
§ 15. Den ansvarlige kapital i et aktieselskab omfattet af § 7, stk. 1, nr. 1, 2, 5 og 6, beregnes som den indbetalte aktiekapital med fradrag af beholdningen af egne aktier og årets løbende underskud og tillagt overkurs ved emission samt reserver.		»§ 15. Den ansvarlige kapital i et aktieselskab omfattet af § 7, stk. 1, nr. 1, 2, 5 og 6, beregnes som den indbetalte aktiekapital med fradrag af beholdningen af egne aktier og årets løbende underskud og tillagt overkurs ved emission samt reserver.«
		18. § 20, stk. 1 og 2, affattes således:
§ 20. Finansielle virksomheder omfattet af lov om banker og sparekasser m.v., lov om fondsmæglerselskaber og realkreditloven, herunder virksomheder hjemmehørende i Den Europæiske Union eller et land som Fællesskabet har indgået samarbejdsaftale med, samt Danmarks Nationalbank kan blive medlemmer af en fondsbørs (fondsbørsmedlemmer).		»§ 20. Værdipapirhandlere som nævnt i § 4, stk. 1, nr. 1-4, samt Danmarks Nationalbank kan blive medlemmer af en fondsbørs (fondsbørsmedlemmer).
Stk. 2. En fondsbørs kan efter at have indhentet Finanstilsynets tilladelse optage en virksomhed som nævnt i stk. 1 hjemmehørende i et land, der ikke er omfattet af stk. 1, som medlem.		Stk. 2. En fondsbørs kan efter at have indhentet Finanstilsynets tilladelse optage et kreditinstitut eller et investeringsselskab, som nævnt i § 4, stk. 1, nr. 4, der ikke udøver værdipapirhandel her i landet enten gennem en filial eller som grænseoverskridende virksomhed, jf. lov om finansiel virksomhed § 1, stk. 3, henholdsvis § 33, som medlem.«
		19. I § 37 a indsættes før stk. 1 som nyt stykke:
§ 37 a. Offentlige myndigheder og virksomheder, herunder værdipapirhandlere, advokater og revisorer, der i kraft af deres virksomhedsudøvelse regelmæssigt kommer i besiddelse af intern viden, skal udarbejde interne regler som foreskrevet i § 37, stk. 1, 1. pkt. Er de i 1. pkt. nævnte virksomheder organiseret som interessentskaber, kommanditselskaber eller lignende, skal de interne regler tillige omfatte ejerne.		»§ 37 a. En udsteder af andre værdipapirer end aktier, der er optaget til notering på en fondsbørs eller til handel på en autoriseret markedsplads, og dennes moderselskab skal udarbejde interne regler for bestyrelsesmedlemmers, direktørers og andre medarbejderes adgang til for egen eller tredjemands regning at handle med de af udstederen udstedte værdipapirer, jf. 1. led, og dertil knyttede finansielle kontrakter.«
		Stk. 1 og 2 bliver herefter stk. 2 og 3.
§ 37 a. Offentlige myndigheder og virksomheder, herunder værdipapirhandlere, advokater og revisorer, der i kraft af deres virksomhedsudøvelse regelmæssigt kommer i besiddelse af intern viden, skal udarbejde interne regler som foreskrevet i § 37, stk. 1, 1. pkt. Er de i 1. pkt. nævnte virksomheder organiseret som interessentskaber, kommanditselskaber eller lignende, skal de interne regler tillige omfatte ejerne.		20. I § 37 a, stk. 1, der bliver stk. 2, ændres »§ 37, stk. 1. 1. pkt.« til: »stk. 1«.
Stk. 2. Interne regler udstedt efter stk. 1, § 36, stk. 2, og § 37, stk. 1, samt fortegnelser udarbejdet efter § 37, stk. 1, skal på forlangende udleveres til den enkelte fondsbørs eller autoriserede markedsplads og Finanstilsynet.		21. I § 37 a, stk. 2, der bliver stk. 3, ændres »Interne regler udstedt efter stk. 1« til: »Interne regler udstedt efter stk. 1 og 2«.
§ 50. Stk. 7. Ved indirekte deltager forstås et kreditinstitut som defineret i artikel 1, første led, i direktiv 77/780/EØF, som har indgået en aftale med et institut, der er deltager i et betalingssystem registreret i henhold til § 57 a, eller tilsvarende virksomhed udøvet af Danmarks Nationalbank, hvorved kreditinstituttet bliver i stand til at sende overførelsesordrer gennem systemet.		22. I § 50, stk. 7, § 57 b, stk. 1, 2 og 5, § 57 c og § 57 e ændres seks steder »et betalingssystem registreret i henhold til § 57 a« til: »et registreret betalingssystem«.
§ 57 b. Dispositioner, hvorved der stilles sikkerhed over for Danmarks Nationalbank, en clearingcentral, et betalingssystem registreret i henhold til § 57 a eller deltagere i sådanne systemer, kan ikke omstødes efter konkurslovens § 70, stk. 1, eller § 72, stk. 2. Omstødelse kan dog ske, såfremt
1) sikkerheden ikke er stillet uden unødigt ophold, efter at mangelen på sikkerhed er opstået, eller
2) sikkerheden er stillet under sådanne omstændigheder, at den ikke fremstår som ordinær.
Stk. 2. Er en sikkerhed som nævnt i stk. 1 stillet i form af værdipapirer eller kontoindestående, kan sikkerheden realiseres straks, hvis der er indgået en forudgående aftale herom og deltageren ikke forinden har opfyldt sine forpligtelser over for Danmarks Nationalbank, en clearingcentral eller et betalingssystem registreret i henhold til § 57 a eller over for deltagerne i sådanne systemer.
….
Stk. 5. Hvis sikkerhedsstillelse over for Danmarks Nationalbank, et betalingssystem registreret i henhold til § 57 a, en clearingcentral eller deltagerne i sådanne systemer sker i værdipapirer eller i rettigheder over værdipapirer, der er noteret i et register, på en konto eller i en værdipapircentral i en medlemsstat i Den Europæiske Union eller lande, som Unionen har indgået samarbejdsaftale med, afgøres alle spørgsmål om beskyttelse af den tilsagte sikkerhed mod retsforfølgning og aftaleerhververe af loven i den medlemsstat, hvor registeret, kontoen eller værdipapircentralen er beliggende.
§ 57 c. Gældende regler og tilslutningsaftaler for en clearingcentral, et betalingssystem registreret i henhold til § 57 a eller for tilsvarende virksomhed udøvet af Danmarks Nationalbank skal indeholde bestemmelser om,
1) hvornår en overførelsesordre anses for indgået i systemet, samt
2) tidspunktet eller tidspunkterne for, hvornår en overførselsordre, der er indgået i systemet, ikke længere kan tilbagekaldes af en deltager eller en tredje part.
§ 57 e. Hvis en deltager i en clearingcentral, et betalingssystem registreret i henhold til § 57 a eller tilsvarende virksomhed udøvet af Danmarks Nationalbank går konkurs, anmelder betalingsstandsning eller der åbnes tvangsakkord, skal de rettigheder og forpligtelser, der følger af eller har forbindelse med den pågældendes deltagelse i systemet, fastlægges efter den lovgivning, som systemet er underlagt. Tilsvarende gælder for danske deltagere i udenlandske clearingscentraler og betalingssytemer, der er anmeldt til Kommissionen i medfør af artikel 10, 1. afsnit, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/26/EF.
Stk. 2. Yder et betalingssystem, der er registreret i henhold til § 57 a, eller en deltager i et sådant system lån til en deltager eller en indirekte deltager i systemet i forbindelse med afviklingen af betalinger i systemet, kan det forinden være aftalt med låntager, at de af låntagerens fondsaktiver, der opbevares i et eller flere af låntageren udpegede depoter i en værdipapircentral, kan tjene til pant for indfrielsen af lånet.		23. I § 55, stk. 2, ændres »et betalingssystem, der er registreret i henhold til § 57 a« til: »et registreret betalingssystem«.
§ 57. En aftale mellem to eller flere parter om, at samtlige anmeldte fordringer, der har tilknytning til en clearingcentrals udøvelse af værdipapirclearingvirksomhed, jf. § 50, stk. 5, eller forbindelse til clearing af betalinger udøvet af Danmarks Nationalbank eller et betalingssystem omfattet af § 57 a, skal nettes, kan med retsvirkning over for boet og kreditorerne tillige indeholde en bestemmelse om, at de pågældende fordringer skal nettes, cleares og afvikles eller føres tilbage i deres helhed, såfremt en af parterne erklæres konkurs eller der anmeldes betalingsstandsning eller åbnes tvangsakkord.		24. I § 57, stk. 1, ændres »et betalingssystem omfattet af § 57 a« til: »et registreret betalingssystem«.
§ 57.		25. I § 57, stk. 4, udgår: »og 3«.
Stk. 4. En aftale som nævnt i stk. 1 og 3 skal for at have retsvirkning over for boet og kreditorerne inden konkursen, anmeldelsen af betalingsstandsning eller åbning af tvangsakkord være indsendt til Finanstilsynet.
§ 57 a. Stk. 3. Finanstilsynet kan give et betalingssystem pålæg om at ændre de efter stk. 2 udstedte regler og tilslutningsaftaler.		26. I § 57 a, stk. 3, § 87, stk. 6, og § 96, stk. 2, ændres »et betalingssystem« til: »et registreret betalingssystem«.
§ 87.
Stk. 6. Finanstilsynet kan til enhver tid mod behørig legitimation og uden retskendelse aflægge kontrolbesøg på forretningsstedet for en værdipapirhandler, en fondsbørs, en clearingcentral, en værdipapircentral, et kontoførende institut, en autoriseret markedsplads, et betalingssystem, en pengemarkedsmægler samt en værdipapirmægler.
§ 96.
Stk. 2. Giver personer, der er knyttet til en fondsbørs, en autoriseret markedsplads, en clearingcentral, en værdipapircentral, en pengemarkedsmægler, en værdipapirmægler, et betalingssystem eller et kontoførende institut urigtige eller vildledende oplysninger om forhold vedrørende fondsbørsen, markedspladsen, clearingcentralen, værdipapircentralen, pengemarkedsmægleren, værdipapirmægleren eller det kontoførende institut til Finanstilsynet, Fondsrådet eller andre offentlige myndigheder, straffes den pågældende med bøde eller fængsel i indtil 4 måneder, for så vidt højere straf ikke er forskyldt efter anden lovgivning.
§ 57 a. Stk. 4. Finanstilsynet kan fastsætte krav til et betalingssystems kapitalgrundlag, krav til ledelse, jf. § 9, krav om revision og udarbejdelse af driftsplaner, forretningsgange samt tilstrækkelige kontrol- og sikkerhedsforanstaltninger, herunder på edb-området.		27. I § 57 a, stk. 4, og § 95, stk. 1, ændres »et betalingssystems« til: »et registreret betalingssystems«.
§ 95. Undlader en værdipapirhandlers, en fondsbørs', en clearingcentrals, en værdipapircentrals, et kontoførende instituts, en autoriseret markedsplads', en pengemarkedsmæglers, en værdipapirmæglers, et betalingssystems eller en udsteders direktion, bestyrelse eller revisor at efterkomme de pligter, der efter loven eller efter bestemmelser udstedt i medfør heraf påhviler dem eller pålægges dem af Finanstilsynet, Fondsrådet eller Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, kan Finanstilsynet, Fondsrådet eller Erhvervs- og Selskabsstyrelsen som tvangsmiddel pålægge de pågældende daglige eller ugentlige bøder.
		28. § 62, stk. 1-3, affattes således:
§ 62. Ret til at foretage indrapportering til registrering i en værdipapircentral på dennes vegne og med retsvirkning i henhold til §§ 66-75 (kontoførende institutter) tilkommer ud over den pågældende værdipapircentral:		»§ 62. Ret til at foretage indrapportering til registrering i en værdipapircentral på dennes vegne og med retsvirkning i henhold til §§ 66-75 (kontoførende institutter) tilkommer ud over den pågældende værdipapircentral
1) Danmarks Nationalbank og Finansstyrelsen,		1) finansielle virksomheder, der har tilladelse som pengeinstitut eller fondsmæglerselskab,
2) banker, sparekasser og andelskasser (pengeinstitutter),		2) finansielle virksomheder, der har tilladelse som realkreditinstitut eller investeringsforvaltningsselskab, for så vidt disse virksomheder har tilladelse efter lov om finansiel virksomhed § 9, stk.1,
3) fondsmæglerselskaber, der har tilladelse til at føre depoter,		3) virksomheder, der drives i fællesskab af disse finansielle virksomheder og som har til formål at forvalte værdipapirer,
4) realkreditinstitutter,		4) Danmarks Nationalbank,
5) virksomheder, der drives i fællesskab af virksomheder, som omfattes af nr. 2-4, og som har til formål at forvalte værdipapirer,		5) Finansstyrelsen,
6) obligationsudstedende institutter, for så vidt angår fondsaktiver, der er udstedt af det pågældende institut, samt		6) clearingcentraler og
7) clearingcentraler.		7) obligationsudstedende institutter, for så vidt angår fondsaktiver, der er udstedt af det pågældende institut.
		Stk. 2. Kreditinstitutter, investeringsselskaber og administrationsselskaber, der er meddelt tilladelse i et andet land inden for Den Europæiske Union eller lande, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område, har ret til at foretage indrapportering til registrering, jf. stk. 1, såfremt selskabet lovligt udøver værdipapirhandel her i landet enten gennem en filial eller som grænseoverskridende virksomhed, jf. lov om finansiel virksomhed § 30 henholdsvis § 31.
		Stk. 3. Kreditinstitutter og investeringsselskaber, der er meddelt tilladelse i et land uden for Den Europæiske Union, som Fællesskabet ikke har indgået aftale med, har ret til at foretage indrapportering til registrering, jf. stk. 1, såfremt selskabet lovligt udøver værdipapirhandel her i landet enten gennem en filial eller som grænseoverskridende virksomhed, jf. lov om finansiel virksomhed § 1, stk. 3, henholdsvis § 33.
		Stk. 4. Ret til at indhente oplysninger om egne konti direkte i en værdipapircentral og overføre meddelelser om salg gennem værdipapircentralen til de kontoførende institutter eller en clearingcentral samt foretage anmeldelser om registrering på egne konti direkte til en værdipapircentral tilkommer storkunder.”
		Stk. 2 bliver herefter stk. 4.
		29. § 64, stk. 1, affattes således:
§ 64. Finansielle virksomheder omfattet af lov om banker og sparekasser m.v., lov om fondsmæglerselskaber, for så vidt de har tilladelse til at føre depot, og realkreditloven samt virksomheder, der drives i fællesskab af disse virksomheder, og som har til formål at forvalte værdipapirer, Danmarks Nationalbank, Finansstyrelsen, clearingcentraler og obligationsudstedende institutter, for så vidt angår fondsaktiver, der er udstedt af det pågældende institut, skal indgå en tilslutningsaftale med en værdipapircentral som betingelse for, at de kan opnå adgang til at indrapportere til registrering i den pågældende central.		»§ 64. Kontoførende institutter, jf. § 62, stk. 1 og 2, skal indgå en tilslutningsaftale med en værdipapircentral som betingelse for, at de kan opnå adgang til at indrapportere til registrering i den pågældende central.«.
§ 64. Stk. 2. De af § 62, stk. 2, omfattede storkunder skal indgå en tilslutningsaftale med en værdipapircentral som betingelse for, at de kan opnå adgang til at indhente oplysninger om egne konti, overføre meddelelser om salg og foretage anmeldelser om registreringer på egne konti direkte i den pågældende central.		30. I § 64, stk. 2, ændres »§ 62, stk. 2« til: »§ 62, stk. 4«.
§ 64.		31. § 64, stk. 3, affattes således:
Stk. 3. En værdipapircentral kan efter af have indhentet Finanstilsynets tilladelse indgå en tilslutningsaftale med en virksomhed som nævnt i stk. 1 hjemmehørende i et land, der ikke er omfattet af stk. 1.		»Stk. 3. En værdipapircentral kan efter at have indhentet Finanstilsynets tilladelse indgå en tilslutningsaftale med et kreditinstitut eller et investeringsselskab, som nævnt i § 62, stk. 3, der ikke udøver værdipapirhandel her i landet enten gennem en filial eller som grænseoverskridende virksomhed, jf. lov om finansiel virksomhed § 1, stk. 3, henholdsvis § 33.«
§ 68.		32. § 68, stk. 1, 3. pkt., affattes således:
… Ved ændring eller udslettelse gives så vidt muligt meddelelse til den efter registeret berettigede.		»Ved udtrækning, ændring eller udslettelse gives så vidt muligt meddelelse til den efter registeret berettigede.«.
§ 68.		33. § 68, stk. 3, 1. pkt., affattes således:
Stk. 3. De efter registeret berettigede og anmeldere kan i overensstemmelse med værdipapircentralens regler, der skal godkendes af Finanstilsynet, vælge, at meddelelser i forbindelse med ændringer i det registrerede skal gives periodisk, og kan ligeledes fravælge meddelelser om ændringer helt eller delvis. …		»De efter registeret berettigede og anmeldere kan i overensstemmelse med værdipapircentralens regler, der skal godkendes af Finanstilsynet, vælge, at meddelelser om udtrækning eller ændring skal gives periodisk, og kan ligeledes fravælge meddelelser herom helt eller delvis.«
		34. Efter § 82 indsættes:
§ 82. En værdipapircentrals samlede kapitalberedskab skal til enhver tid udgøre mindst 1 mia. kr. i form af hæftelser.		” § 82a. Finansministeren kan, når staten agerer som kontoførende insitut, afgive garanti for erstatningskrav i anledning af fejlregistreringer som nævnt i § 81, stk. 1, og for statens bidrag til en værdipapircentrals samlede kapitalberedskab, jf. § 82.”
Stk. 2. Kontoførende institutter skal ved tilslutningsaftalen forpligte sig til i nærmere bestemt omfang at bidrage til værdipapircentralens samlede kapitalberedskab.
Stk. 3. De nærmere regler om hæftelsen over for en værdipapircentral fastsættes i dennes vedtægter.
§ 83 a.		35. § 83 a, stk. 4 og 5, affattes således:
Stk. 4. Bestemmelserne i § 84 a, stk. 1 og 2, og § 84 b, stk. 1, finder tilsvarende anvendelse på fondsbørser henholdsvis autoriserede markedspladser, der har fået tillagt beføjelser efter stk. 1.		”Stk. 4. Bestemmelserne i § 84 a, stk. 1 og 2, finder tilsvarende anvendelse på fondsbørser henholdsvis autoriserede markedspladser, der har fået tillagt beføjelser efter stk. 1
Stk. 5. Fondsrådet træffer ved bekendtgørelse beslutning om delegation efter stk. 1.		Stk. 5. Bestemmelserne i § 84 b, stk. 1 og 2, nr. 5, 7 og 8, finder tilsvarende anvendelse, i det omfang fondsbørser henholdsvis autoriserede markedspladser har fået tillagt beføjelser efter stk. 1.”.
		Stk. 5 bliver herefter stk. 6.
§ 84. Fondsrådet og Finanstilsynet påser overholdelsen af denne lov og de regler, der er udstedt i medfør af loven, undtagen § 12, stk. 2 og 4. …		36. I § 84, stk. 1, 1. pkt., ændres »§ 12, stk. 2 og 4« til: »§ 12 b, stk. 1 og 2«.
§ 84. Stk. 2. Økonomi- og erhvervsministeren kan tillade, at Finanstilsynet eller Fondsrådet i særlige tilfælde anvender fremmed bistand ved undersøgelser af aktieselskaber omfattet af § 7, en værdipapirhandler eller et kontoførende institut.		37. I § 84, stk. 2, og § 84 b, stk. 1, indsættes efter »aktieselskaber omfattet af § 7,«: »et registreret betalingssystem,«.
§ 84 b. Som part i forhold til Finanstilsynet eller Fondsrådet anses alene aktieselskaber omfattet af § 7, værdipapirhandleren, det kontoførende institut eller udstederen af værdipapirer, som en afgørelse truffet af Finanstilsynet eller Fondsrådet retter sig mod, jf. dog stk. 2 og 3.
§ 84. Stk. 3. § 66, stk. 4, og § 75 i lov om finansiel virksomhed finder tilsvarende anvendelse på Finanstilsynets og Fondsrådets tilsyn efter denne lov. …		38. I § 84, stk. 3, 1. pkt., ændres »§ 66, stk. 4, og § 75 i lov om finansiel virksomhed« til: »§ 345, stk. 4, og § 355 i lov om finansiel virksomhed«.
		39. § 84 b, stk. 1, affattes således:
§ 84 b. Som part i forhold til Finanstilsynet eller Fondsrådet anses alene aktieselskaber omfattet af § 7, værdipapirhandleren, det kontoførende institut eller udstederen af værdipapirer, som en afgørelse truffet af Finanstilsynet eller Fondsrådet retter sig mod, jf. dog stk. 2 og 3.		»§ 84 b. Som part i forhold til Finanstilsynet eller Fondsrådet anses alene aktieselskaber omfattet af § 7, et registreret betalingssystem, værdipapirhandleren, det kontoførende institut eller udstederen af værdipapirer, som en afgørelse, der er eller vil blive truffet af Finanstilsynet eller Fondsrådet, retter sig mod, jf. dog stk. 2 og 3.«
§ 84 b.		40. § 84 b, stk. 2, nr. 1 og 2, ophæves.
Stk. 2. I nedennævnte tilfælde anses en anden end en virksomhed omfattet af stk. 1 tillige som part i Finanstilsynets eller Fondsrådets afgørelse, for så vidt angår den del af sagen, som vedrører den pågældende:		Nr. 3-10 bliver herefter nr. 1-8.
1) Den, der overtræder eneretten til erhvervsmæssigt at rette henvendelse til offentligheden og tilbyde sig som køber, sælger eller formidler af værdipapirer, jf. § 4, stk. 1.
2) Den, der overtræder eneretten til erhvervsmæssigt at rette henvendelse til offentligheden med tilbud om at formidle eller udføre valutaspotforretninger for kunder i investeringsøjemed med henblik på, at kunderne opnår fortjeneste ved kursændring på valuta, jf. § 4 a.
§ 84 b. Stk. 2. I nedennævnte tilfælde anses en anden end en virksomhed omfattet af stk. 1 tillige som part i Finanstilsynets eller Fondsrådets afgørelse, for så vidt angår den del af sagen, som vedrører den pågældende:		41. § 84 b, stk. 2, nr. 8-10, der bliver nr. 6-8, affattes således:
8) Den, der for Fondsrådet indbringer en af en fondsbørs, en autoriseret markedsplads, en clearingcentral eller en værdipapircentral truffet beslutning i sager af vidtrækkende eller principiel betydning, jf. § 88, stk. 3, og som Fondsrådet anser for part i sagen.		»6) Den, der for Fondsrådet indbringer en af en fondsbørs, en autoriseret markedsplads, en clearingcentral eller en værdipapircentral truffet beslutning i sager af vidtrækkende eller principiel betydning, jf. § 88, stk. 3, og som Fondsrådet anser for part i sagen, samt øvrige, som Fondsrådet anser som part i sagen.
9) Den, der ansøger Fondsrådet om fritagelse for pligten til efter § 31, stk. 1, at give alle selskabets aktionærer mulighed for at afhænde deres aktier på identiske betingelser, jf. § 31, stk. 2, samt øvrige, som Fondsrådet anser for part i sagen.		7) En erhverver som nævnt i § 31, stk. 1, og § 32, stk. 1 og 2, samt øvrige, som Fondsrådet i særlige tilfælde anser for part i sagen.
10) Den, der af Finanstilsynet pålægges at udarbejde interne regler efter § 36, stk. 2, og § 37, stk. 1, og § 37 a, stk. 1, eller foretage ændringer heri.		8) Den, som Fondsrådet i medfør af § 33, stk. 2, har bestemt, at indberetningspligten påhviler.«.
		42. I § 84 b, stk. 2, indsættes som nyt nr. 9:
		»9) Den, der af Finanstilsynet pålægges at udarbejde interne regler efter § 36, stk. 2, § 37, stk. 1, og § 37 a, stk. 1 og 2, eller foretage ændringer heri.«.
§ 85. Virksomheder under tilsyn efter denne lov betaler afgift til Finanstilsynet. Afgiften fastsættes efter kapitel 7 i lov om finansiel virksomhed.		43. I § 85 ændres »kapitel 7 i lov om finansiel virksomhed« til: »kapitel 22 i lov om finansiel virksomhed«.
§ 87. Finanstilsynet kan pålægge bestyrelse, direktion og revision for værdipapirhandlere, fondsbørser, clearingcentraler, værdipapircentraler, kontoførende institutter, autoriserede markedspladser, pengemarkedsmæglere, værdipapirmæglere, betalingssystemer og udstedere at give de oplysninger, der er nødvendige for Finanstilsynets virksomhed.		44. I § 87, stk. 1, og § 89, stk. 1, ændres »betalingssystemer« til: »registrerede betalingssystemer«.
§ 89. Finanstilsynet kan fastsætte regler om, at værdipapirhandlere, fondsbørser, clearingcentraler, værdipapircentraler, kontoførende institutter, autoriserede markedspladser, betalingssystemer, pengemarkedsmæglere og værdipapirmæglere skal udarbejde oplysninger til brug for offentligheden til statistiske formål.
§ 90. Såfremt Finanstilsynet finder, at en værdipapircentral eller et kontoførende institut ikke overholder bestemmelserne i denne lov, med undtagelse af § 60, stk. 2-4, eller værdipapircentralens vedtægter eller regler udstedt i medfør af denne lov, meddeler tilsynet den pågældende værdipapircentral eller det pågældende institut pålæg om de foranstaltninger, der skal foretages.		45. § 90 ophæves.
§ 92. Stk. 2. Finder Finanstilsynet, at et kontoførende institut, der omfattes af § 62, stk. 1, nr. 2-7, groft tilsidesætter sine forpligtelser eller pålæg meddelt efter denne lov, kan Finanstilsynet fratage det pågældende institut retten til at virke i henhold til § 62 og § 76, stk. 2.		46. I § 92, stk. 2, ændres »§ 62, stk. 1, nr. 2-7,« til: »§ 62, stk. 1, nr. 2-7, og stk. 2 og 3,«.
§ 92. Stk. 3. Opfylder en fondsbørs', en autoriseret markedsplads', en værdipapirmæglers, en pengemarkedsmæglers, en clearingcentrals eller en værdipapircentrals ansvarlige kapital ikke kapitalkravet på tilladelsestidspunktet i henhold til § 8, stk. 2, nr. 2, kan Finanstilsynet enten fastsætte en frist til at bringe den ansvarlige kapital op på dette minimum eller straks inddrage tilladelsen. 1. pkt. finder tilsvarende anvendelse i de tilfælde, hvor en værdipapircentrals samlede kapitalberedskab ikke opfylder kravet i § 82, stk. 1.		47. I § 92, stk. 3, udgår »en værdipapirmæglers, en pengemarkedsmæglers,«.
§ 93. Overtrædelse af § 4, stk. 1, § 4 a, § 8, stk. 1, § 10, stk. 1, § 11, § 12, stk. 1, 2 og 5-8, § 14, stk. 1, 1. pkt., § 16, stk. 3 og 4, § 19, stk. 1, § 20, stk. 6, § 24, stk. 1, § 27, stk. 1, § 28, § 29, stk. 1 og 2, § 31, stk. 1 og 3, § 32, stk. 1 og 2, § 33, stk. 1 og 3, § 35, stk. 2, § 36, stk. 2, § 37, stk. 1, 2 og 5, stk. 7, 1. pkt., og stk. 8, og § 37 a, § 38, stk. 2, § 39, stk. 2, § 40, stk. 3, § 42, stk. 4 og 5, § 44, stk. 1 og 2, § 45, stk. 1, § 46, stk. 1, § 48, stk. 2, § 51, stk. 1, § 52, stk. 1, 2. pkt., § 60, stk. 1, 2. pkt., § 75, stk. 2, 2. pkt., og § 76, stk. 2, straffes med bøde. …		48. I § 93, stk. 1, 1. pkt., udgår: »§ 4, stk. 1, § 4 a,«.
§ 93. Overtrædelse af § 4, stk. 1, § 4 a, § 8, stk. 1, § 10, stk. 1, § 11, § 12, stk. 1, 2 og 5-8, § 14, stk. 1, 1. pkt., § 16, stk. 3 og 4, § 19, stk. 1, § 20, stk. 6, § 24, stk. 1, § 27, stk. 1, § 28, § 29, stk. 1 og 2, § 31, stk. 1 og 3, § 32, stk. 1 og 2, § 33, stk. 1 og 3, § 35, stk. 2, § 36, stk. 2, § 37, stk. 1, 2 og 5, stk. 7, 1. pkt., og stk. 8, og § 37 a, § 38, stk. 2, § 39, stk. 2, § 40, stk. 3, § 42, stk. 4 og 5, § 44, stk. 1 og 2, § 45, stk. 1, § 46, stk. 1, § 48, stk. 2, § 51, stk. 1, § 52, stk. 1, 2. pkt., § 60, stk. 1, 2. pkt., § 75, stk. 2, 2. pkt., og § 76, stk. 2, straffes med bøde.		49. I § 93, stk. 1, 1. pkt., indsættes efter ”§ 11,”: ”§12 a, § 12 b, stk. 1, 2, 4, 5 og 8. § 12 c, § 12 d, stk. 1, stk. 1, 1. pkt., og stk. 5 og 6,”
§ 93.		50. § 93, stk. 2, affattes således:
Stk. 2. Overtrædelse af § 12, stk. 3 og 4, § 12 a, § 12 b, § 12 c, stk. 1 og 4, § 12 d, § 12 e, § 12 f, § 12 g, § 12 h og § 14, stk. 2, straffes med bøde eller fængsel i indtil 4 måneder, for så vidt højere straf ikke er forskyldt efter borgerlig straffelov.		»Stk. 2. Overtrædelse af § 12 b, stk. 3, og § 12 d, stk. 3, straffes med bøde eller fængsel i indtil 4 måneder, for så vidt højere straf ikke er forskyldt efter straffeloven.«
§ 96. Bestyrelsesmedlemmer, direktører, revisorer samt disses suppleanter og ansatte i en fondsbørs, en clearingcentral, en værdipapircentral, et kontoførende institut eller en autoriseret markedsplads, som uberettiget videregiver eller udnytter fortrolige oplysninger, som de under udøvelsen af deres hverv har fået kendskab til, straffes med bøde, for så vidt højere straf ikke er forskyldt efter anden lovgivning.		51. I § 96, stk. 1, indsættes efter »en værdipapircentral,«: »en værdipapirmægler, en pengemarkedsmægler, et registreret betalingssystem,«.
§ 96. Stk. 2. Giver personer, der er knyttet til en fondsbørs, en autoriseret markedsplads, en clearingcentral, en værdipapircentral, en pengemarkedsmægler, en værdipapirmægler, et betalingssystem eller et kontoførende institut urigtige eller vildledende oplysninger om forhold vedrørende fondsbørsen, markedspladsen, clearingcentralen, værdipapircentralen, pengemarkedsmægleren, værdipapirmægleren eller det kontoførende institut til Finanstilsynet, Fondsrådet eller andre offentlige myndigheder, straffes den pågældende med bøde eller fængsel i indtil 4 måneder, for så vidt højere straf ikke er forskyldt efter anden lovgivning.		52. I § 96, stk. 2, indsættes efter »værdipapircentralen,«: »det registrerede betalingssystem,«.
Lov om sikring mod følger af arbejdsskade
		§ 417. I lov om sikring mod følger af arbejdsskade, jf. lovbekendtgørelse nr. 943 af 16. oktober 2000, som er ændret ved § 4 i lov nr. 1329 af 20. december 2000, § 1 i lov nr. 488 af 7. juni 2001, § 4 i lov nr. 503 af 7. juni 2001 og § 14 i lov nr. 428 af 6. juni 2002, foretages følgende ændringer:
§ 57 o. Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring betaler afgift til Finanstilsynet. Afgiften fastsættes efter kapitel 7 a i lov om finansiel virksomhed.		1. I § 57 o ændres »kapitel 7 a« til: »kapitel 22«.
Lov om ATP
		§ 418. I lov om arbejdsmarkedets tillægspension, jf. lovbekendtgørelse nr. 689 af 20. august 2002, som ændret ved § 1 i lov nr. 1032 af 17. december 2002 og § 4 i lov nr. 1066 af 17. december 2002, foretages følgende ændringer:
§ 27 a. Stk. 2. Det Finansielle Virksomhedsråd indgår i tilsynet efter stk. 1 inden for rådets kompetenceområde, jf. lov om finansiel virksomhed § 65, stk. 2.		1. I § 27 a, stk. 2, ændres »§ 65, stk. 2« til: »§ 344, stk. 2«.
§ 27 d. Arbejdsmarkedets Tillægspension betaler afgift til Finanstilsynet. Afgiften sættes efter kapitel 7 a i lov om finansiel virksomhed.		2. I § 27 d ændres »kapitel 7 a« til: »kapitel 22«.
Lov om tilsyn med firmapensionskasser
		§ 419. I lov om tilsyn med firmapensionskasser, jf. lovbekendtgørelse nr. 659 af 7. august 2002, som ændret ved § 7 i lov nr. 1090 af 17. december 2002, foretages følgende ændringer:
§ 6 a. Pensionskassevirksomhed og anden virksomhed, der omfattes af § 5, stk. 1, og § 6, skal drives i overensstemmelse med god pensionskassepraksis. Finanstilsynet kan i tilfælde, hvor virksomheden drives i strid hermed, give pålæg om, at sådan virksomhed bringes til ophør.		1. I § 6 a, stk. 2, ændres »§ 3, stk. 2« til: »§ 43, stk. 2.«.
Stk. 2. Økonomi- og erhvervsministeren fastsætter nærmere regler om redelig forretningsski k og god praksis, jf. lov om finansiel virksomhed § 3, stk. 2.
		2. Efter § 9 a indsættes:
§ 9 a. Pensionskassen må ikke i forbindelse med eller efter optagelse af medlemmer anmode om, indhente eller modtage og bruge oplysninger, der kan belyse en persons arveanlæg og risiko for at udvikle eller pådrage sig sygdomme, herunder kræve undersøgelser, som er nødvendige for at tilvejebringe sådanne oplysninger. Det gælder dog ikke oplysninger om den pågældendes eller andre personers nuværende eller tidligere helbredstilstand.		»§ 9 b. Økonomi- og erhvervsministeren fastsætter nærmere regler om anvendelse af digital kommunikation, herunder elektronisk signatur, ved udveksling af information efter denne lov mellem borgere og virksomheder på den ene side og den offentlige forvaltning på den anden side samt om opbevaring af information.«
§ 65. Stk. 2. Det Finansielle Virksomhedsråd indgår i tilsynet med firmapensionskasser med den kompetence, som rådet er tillagt i medfør af § 65, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed.		3. I § 65, stk. 2, ændres ”§ 65, stk. 2« til: »§ 344, stk. 2«.
§ 67. Pensionskasser under tilsyn efter denne lov betaler afgift til Finanstilsynet. Afgiften fastsættes efter Kapitel 7a i lov om finansiel virksomhed.		4. I § 67 ændres »kapitel 7 a« til: »kapitel 22«.
Lov om forsikringsformidling
		§ 420. I lov om forsikringsformidling, jf. lovbekendtgørelse nr. 680 af 15. august 2002, foretages følgende ændringer:
		1. Efter § 2 indsættes:
§ 2. Forsikringsmæglervirksomhed efter denne lov må kun drives som enkeltmandsvirksomhed, interessentskab eller i et aktie- eller anpartsselskab, jf. dog stk. 2.		»§ 2 a. Økonomi- og erhvervsministeren fastsætter nærmere regler om anvendelse af digital kommunikation, herunder elektronisk signatur, ved udveksling af information efter denne lov mellem borgere og virksomheder på den ene side og den offentlige forvaltning på den anden side samt om opbevaring af information.«
Stk. 2. Herudover kan forsikringsmæglervirksomhed her i landet drives af forsikringsmæglere og forsikringsmæglerselskaber, der er etablerede i et andet land inden for D en Europæiske Union eller lande, som Fællesskabet har indgået aftale med, og som omfattes af artikel 2, stk. 1, litra a, i Rådets direktiv 77/92/EØF om forsikringsagenter eller forsikringsmæglere. Det gælder dog kun, hvis de pågældende forsikringsmæglere har ret til at drive tilsvarende virksomhed i hjemlandet.
§ 12. Stk. 2. Økonomi- og erhvervsministeren fastsætter nærmere regler om redelig forretningsskik og god praksis, jf. lov om finansiel virksomhed § 3, stk. 2.		2. I § 12, stk. 2, ændres »§ 3, stk. 2« til: »§ 43, stk. 2«.
§ 21. Stk. 3. Det Finansielle Virksomhedsråd indgår i tilsynet efter stk. 1 inden for rådets kompetenceområde, jf. lov om finansiel virksomhed § 65, stk. 2.		3. I § 21, stk. 3, ændres »§ 65, stk. 2« til: »§ 344, stk. 2«.
§ 29. Virksomheder under tilsyn efter denne lov betaler afgift til Finanstilsynet efter kapitel 7 a i lov om finansiel virksomhed.		4. I § 29 ændres »kapitel 7 a« til: »kapitel 22«.
Lov om en garantifond for indskydere og investorer
		§ 421. I lov om en garantifond for indskydere og investorer, jf. lovbekendtgørelse nr. 656 af 7. august 2002, foretages følgende ændringer:
§ 3. Følgende institutter skal være tilsluttet og yde bidrag til Fonden:		1. § 3, stk. 1, nr. 3, affattes således:
3) fondsmæglerselskaber og		»3) fondsmæglerselskaber og investeringsforvaltningsselskaber for så vidt angår den del af selskabernes aktivitet, der er omfattet af en tilladelse efter lov om finansiel virksomhed § 10, stk. 2, og«.
§ 11. I de i § 3, stk. 1, nævnte institutter samt filialer, som er tilsluttet Fonden i medfør af § 4, dækker Fonden tab, som investor har lidt som følge af, at instituttet ikke kan tilbagelevere værdipapirer, der tilhører investor, og som opbevares, administreres eller forvaltes af instituttet, med indtil modværdien af 20.000 ecu pr. investor. En investor kan dog højst modtage dækning op til et beløb svarende til værdien af de værdipapirer, som ikke kunne tilbageleveres af instituttet.		2. I § 11, stk. 1, ændres »ecu« til: »euro«.
		3. § 13, stk. 1, 1. pkt., affattes således:
§ 13. Fonden dækker ikke indskud, midler og værdipapirer tilhørende det pågældende instituts direktører eller bestyrelsesmedlemmer. …		»Fonden dækker ikke indskud, midler og værdipapirer tilhørende det pågældende instituts direktører, bestyrelsesmedlemmer eller selskaber, som indgår i koncern med det pågældende institut.«.
§ 21. Stk. 2. Fonden betaler afgift til Finanstilsynet. Afgiften fastsættes efter kapitel 7 a i lov om finansiel virksomhed.		4. I § 21, stk. 2, ændres »kapitel 7 a« til: »kapitel 22«.
§ 22. Stk. 2. § 50 b i lov om banker og sparekasser m.v. finder tilsvarende anvendelse på Finanstilsynets tilsyn efter denne lov. Som part i forhold til Finanstilsynet anses alene Fonden.		5. I § 22, stk. 2, ændres »§ 50 b i lov om banker og sparekasser« til: »§§ 353 og 354 i lov om finansiel virksomhed«.
Lov om innovationsforeninger
		§ 422. I lov om innovationsforeninger, jf. lovbekendtgørelse nr. 657 af 7. august 2002, foretages følgende ændringer:
§ 4 a. Økonomi- og erhvervsministeren fastsætter nærmere regler om redelig forretningsskik og god praksis, jf. lov om finansiel virksomhed, § 3, stk. 2.		1. I § 4 a ændres »§ 3, stk. 2« til: »§ 43, stk. 2«.
§ 49 a. Det Finansielle Virksomhedsråd indgår i tilsynet med innovationsforeninger med den kompetence, som rådet er tillagt i medfør af § 65, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed.		2. I § 49 a ændres »§ 65, stk. 2« til: »§ 344, stk. 2«.
§ 56. Innovationsforeninger under tilsyn efter denne lov betaler afgift til Finanstilsynet. Afgiften fastsættes efter kapitel 7 a i lov om finansiel virksomhed.		3. I § 56 ændres »kapitel 7 a« til: »kapitel 22«.
Lov om LD
		§ 423. I lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond, jf. lovbekendtgørelse nr. 910 af 12. oktober 2001, som er ændret ved § 13 i lov nr. 428 af 6. juni 2002, foretages følgende ændringer:
§ 10. »Stk. 5. Lønmodtagernes Dyrtidsfond betaler afgift til Finanstilsynet. Afgiften fastsættes efter kapitel 7 a i lov om finansiel virksomhed.«		1. I § 10, stk. 5, ændres »kapitel 7 a« til: »kapitel 22.
§ 10 a. Det Finansielle Virksomhedsråd indgår i tilsynet efter § 10 inden for rådets kompetenceområde, jf. lov om finansiel virksomhed § 65, stk. 2.		2. I § 10 a ændres »§ 65, stk. 2« til: »§ 344, stk. 2«.
Lov om investeringsforeninger og specialforeninger
		§ 424. I lov om investeringsforeninger og specialforeninger, jf. lovbekendtgørelse nr. 658 af 7. august 2002, foretages følgende ændringer:
§ 5 a. Økonomi- og erhvervsministeren fastsætter nærmere regler om redelig forretningsskik og god praksis, jf. lov om finansiel virksomhed, § 3, stk. 2.		1. I § 5 a ændres »§ 3, stk. 2« til: »§ 43, stk. 2«.
§ 6. Stk. 3. Godkendelse er, foruden det, der er nævnt i § 7 og § 8, betinget af, at		2. I § 6, stk. 3, nr. 3, ændres »administrationsselskab« til: ”investeringsforvaltningsselskab«.
3) foreningens valg af depotselskab og eventuelle valg af administrationsselskab er godkendt af Finanstilsynet.
		3. § 8 affattes således:
§ 8. Finanstilsynet kan nægte godkendelse af en forening, hvis et medlem af direktionen eller bestyrelsen		»§ 8. Finanstilsynet kan nægte godkendelse af en forening, hvis et medlem af direktionen eller bestyrelsen ikke opfylder kravene i § 15 a.«.
1) må skønnes ikke at have fyldestgørende erfaring til at udøve stillingen eller hvervet,
2) er dømt for strafbart forhold og det udviste forhold begrunder en nærliggende fare for misbrug af stillingen eller hvervet eller
3) i stilling eller erhverv har udvist en sådan adfærd, at der er grund til at antage, at den pågældende ikke vil varetage stillingen eller hvervet på forsvarlig måde.
§ 10. En forenings vedtægter skal indeholde bestemmelser om 9) bestyrelse, direktion eller administrationsselskab samt revision,		4. I § 10, stk. 1, nr. 9, ændres »administrationsselskab« til: »investeringsforvaltningsselskab«.
§ 15.		5. § 15, stk. 2-5, affattes således:
Stk. 2. Den daglige ledelse kan i stedet overlades til et af Finanstilsynet godkendt administrationsselskab med hjemsted her i landet, således at de opgaver, der påhviler en forenings direktør, udføres af administrationsselskabets direktør. Dette skal være et aktieselskab og må ikke drive anden virksomhed end daglig ledelse af investeringsforeninger og daglig ledelse af specialforeninger. Bestemmelserne i stk. 1 og 3 samt i § 14, stk. 3-6, finder tilsvarende anvendelse på administrationsselskabet.		”Stk. 2. Den daglige ledelse kan i stedet overlades til et investeringsforvaltningsselskab, som er godkendt efter lov om finansiel virksomhed således, at de opgaver, der påhviler en forenings direktør, udføres af investeringsforvaltningsselskabets direktør. En forenings valg af investeringsforvaltningsselskab skal godkendes af Finanstilsynet. Bestemmelserne i stk. 1 finder tilsvarende anvendelse på investeringsforvaltningsselskaber.
Stk. 3. Direktører, vicedirektører, underdirektører og dermed ligestillede samt interne revisions- og vicerevisionschefer må ikke eje eller drive selvstændig erhvervsvirksomhed eller som bestyrelsesmedlem, funktionær eller på anden måde deltage i ledelsen eller driften af anden erhvervsvirksomhed end foreningen, jf. dog stk. 4-6 og §§ 16-18. De kan dog eje, drive og deltage i administrationen af fast ejendom. Endvidere kan direktører med bestyrelsens tilladelse midlertidigt eje eller drive selvstændig erhvervsvirksomhed, som de ejer ved tiltrædelsen af deres stilling i foreningen eller senere arver, hvis en umiddelbar afhændelse af erhvervsvirksomheden vil være forbundet med et økonomisk tab. Direktionen kan give tilsvarende tilladelse til vicedirektører, underdirektører og dermed ligestillede samt interne revisions- og vicerevisionschefer.		Stk. 3. Personer, ansat af bestyrelsen for en forening, kan ikke uden bestyrelsens tilladelse eje eller drive selvstændig erhvervsvirksomhed eller som bestyrelsesmedlem, funktionær eller på anden måde deltage i ledelsen eller driften af anden erhvervsvirksomhed end foreningen, jf. dog stk. 4-6 og §§ 16-18.
Stk. 4. Forbudet i stk. 3 gælder ikke for hverv i foreninger, institutioner, råd, nævn og lignende, der ikke har til formål at fremme deltagernes økonomiske interesser gennem erhvervsdrift.		Stk. 4. Andre ansatte i en forening, for hvilke der er en væsentlig risiko for konflikter mellem egne og foreningens interesser, kan ikke uden direktionens tilladelse eje eller drive selvstændig erhvervsvirksomhed eller som bestyrelsesmedlem, funktionær eller på anden måde deltage i ledelsen eller driften af en anden erhvervsvirksomhed end foreningen. Bestyrelsen skal orienteres om tilladelser givet af direktionen.
Stk. 5. I foreninger, hvor direktøren er eneste ansatte eller ikke har fuldtidsbeskæftigelse, finder stk. 3 ikke anvendelse.		Stk. 5. Bestyrelsen skal tage stilling til, for hvilke ansatte der er en væsentlig risiko for konflikter mellem egne og foreningens interesser, og som derfor skal have direktionens tilladelse, jf. stk. 4, til at eje eller drive selvstændig erhvervsvirksomhed eller som bestyrelsesmedlem, funktionær eller på anden måde deltage i ledelsen eller driften af en anden erhvervsvirksomhed end foreningen.”
§ 15.		6. I § 15 indsættes efter stk. 6 som nyt stykke:
Stk. 6. De i stk. 3 nævnte personer kan dog varetage tilsvarende stillinger i andre investeringsforeninger og specialforeninger inden for samme gruppe. Endvidere kan de interne revisions- og vicerevisionschefer uanset stk. 3 være intern revisions- og vicerevisionschef i et selskab som nævnt i § 62, stk. 4.		”Stk. 7. Samtlige tilladelser, givet af bestyrelsen i medfør af stk. 3, skal fremgå af bestyrelsens forhandlingsprotokol.
		Stk. 8. Foreningen skal mindst én gang årligt offentliggøre oplysninger om de hverv, som bestyrelsen har godkendt i henhold til stk. 3. Endvidere skal den eksterne revision i revisionsprotokollatet til årsrapporten afgive erklæring om, hvorvidt foreningen ejer værdipapirer, udstedt af erhvervsvirksomheder omfattet af stk. 3 og 4.”
§ 15.		7. Efter § 15 indsættes:
Stk. 6. De i stk. 3 nævnte personer kan dog varetage tilsvarende stillinger i andre investeringsforeninger og specialforeninger inden for samme gruppe. Endvidere kan de interne revisions- og vicerevisionschefer uanset stk. 3 være intern revisions- og vicerevisionschef i et selskab som nævnt i § 62, stk. 4.		”§ 15 a. Et medlem af bestyrelsen og direktionen i en forening skal have fyldestgørende erfaring til at udøve hvervet eller stillingen.
		Stk. 2. Et medlem af bestyrelsen og direktionen kan ikke bestride hvervet eller stillingen som henholdsvis bestyrelsesmedlem og direktør i en forening, hvis
		1) den pågældende må skønnes ikke at have fyldestgørende erfaring til at udøve stillingen eller hvervet, herunder ikke at besidde den fornødne faglige ekspertise til at varetage administrationen af den type foreninger, som medlemmet har ansvaret for, og til at træffe investeringsbeslutninger vedrørende disses midler,
		2) den pågældende pålægges strafansvar for overtrædelse af straffeloven eller den finansielle lovgivning, og denne overtrædelse indebærer risiko for, at hvervet eller stillingen ikke varetages på betryggende vis,
		3) den pågældende har anmeldt betalingsstandsning, er under konkurs, har indgivet begæring om gældssanering, eller der er indledt forhandlinger om tvangsakkord,
		4) den pågældendes økonomiske situation eller selskaber, den pågældende ejer, har påført den finansielle virksomhed tab eller risiko for tab, eller
		5) den pågældende har udvist en sådan adfærd, at der er grund til at antage, at den pågældende ikke vil varetage hvervet eller stillingen på forsvarlig måde.”
		8. § 16, stk. 1, affattes således:
§ 16. Bestyrelsen kan tillade, at en direktør kan være bestyrelsesmedlem i et pengeinstitut, et realkreditinstitut, et forsikringsselskab eller et fondsmæglerselskab, jf. dog § 18. Endvidere kan bestyrelsen tillade, at direktører kan være bestyrelsesmedlem i en investeringsforening eller specialforening uden for den i § 15, stk. 6, nævnte gruppe af foreninger, jf. dog § 18. Direktionen kan give tilsvarende tilladelse til vicedirektører, underdirektører og dermed ligestillede. Den pågældende må dog ikke varetage hvervet som bestyrelsesformand.		”Bestyrelsen kan kun give tilladelse i henhold til § 15, stk. 3, og direktionen kan kun give tilladelse efter § 15, stk. 4, til at være bestyrelsesmedlem i eller deltage i ledelsen eller driften af en investeringsforening eller specialforening, såfremt den pågældende forening ikke tilhører den i § 15, stk. 6, nævnte gruppe af foreninger. Den pågældende må dog ikke varetage hvervet som bestyrelsesformand.”
§ 16. Stk. 2. Hvervet kan kun bestrides, såfremt der ikke er personsammenfald for flertallet af medlemmerne i bestyrelsen for det pågældende selskab og foreningens bestyrelse.		9. I § 16, stk. 2, ændres »det pågældende selskab« til: »den pågældende forening«.
§ 16.		10. § 16, stk. 3 og 4, ophæves, og i stedet indsættes:
Stk. 3. Samtlige tilladelser givet af bestyrelsen i medfør af stk. 1 skal fremgå af bestyrelsens forhandlingsprotokol.		»Stk. 3. § 15, stk. 7 og 8, finder tilsvarende anvendelse på tilladelser, givet af bestyrelsen i medfør af stk. 1.«.
Stk. 4. Foreningens årsregnskab skal indeholde oplysning om de i stk. 1 nævnte hverv, jf. § 37, stk. 5.
§ 17. Bestyrelsen kan tillade, at direktører kan være bestyrelsesmedlem i andre erhvervsvirksomheder end de i § 16 nævnte institutter og virksomheder, jf. dog § 18. Direktionen kan give tilsvarende tilladelse til vicedirektører, underdirektører og dermed ligestillede.		11. §§ 17-19 ophæves.
Stk. 2. Bestyrelsen kan desuden tillade, at en direktør kan være bestyrelsesmedlem i de i § 7 i lov om værdipapirhandel m.v. nævnte selskaber, jf. dog § 18. Direktionen kan give tilsvarende tilladelse til vicedirektører, underdirektører og dermed ligestillede.
Stk. 3. § 16, stk. 3 og 4, finder tilsvarende anvendelse.
§ 18. En direktør, vicedirektør, underdirektør og en dermed ligestillet kan højst være medlem af 10 bestyrelser i de erhvervsvirksomheder, der er omfattet af §§ 16 og 17, heraf 5 bestyrelser i erhvervsvirksomheder, der er børsnoterede eller har en egenkapital på over 50 mio. kr.
§ 19. § 15, stk. 3 og 4, og §§ 16-18 samt § 37, stk. 5, gælder tilsvarende for administrationsselskabers ledelse og interne revisions- og vicerevisionschefer, dersom foreningens daglige ledelse varetages af administrationsselskabet. En direktør kan dog ikke være direktør i andre administrationsselskaber.
Stk. 2. Bestyrelsen kan tillade, at en direktør i et administrationsselskab kan være direktør i administrationsselskabets moderselskab, hvis moderselskabets aktiviteter udelukkende eller hovedsagelig består i at være moderselskab for finansielle virksomheder, og hvis moderselskabet ikke står i koncernforbindelse eller har anden snæver forbindelse med et pengeinstitut, som er depotselskab for en eller flere foreninger, som administreres af administrationsselskabet.
Stk. 3. Såfremt administrationsselskabet er datterselskab af et pengeinstitut, kan den interne revisions- eller vicerevisionschef uanset stk. 1 være intern revisions- eller vicerevisionschef i andre virksomheder inden for koncernen efter de regler, der er fastsat efter § 34, stk. 5, i bank- og sparekasseloven.
§ 20. Stk. 2. Bestyrelse, direktion og personale må kun aflønnes med faste beløb. Dog kan der udbetales tantieme med faste beløb. Overlades ledelsen af en forening til et administrationsselskab, må dette ligeledes kun honoreres med faste beløb og tantieme med faste beløb.		12. I § 20, stk. 2, ændres »administrationsselskab« til: »investeringsforvaltningsselskab«.
§ 21. Hvervet som bestyrelsesmedlem kan hverken forenes med stillingen som direktør eller intern revisionschef i foreningen eller i dennes eventuelle administrationsselskab. Dog kan bestyrelsen i en direktørs forfald midlertidigt beskikke et af sine medlemmer til direktør. Den pågældende kan i så fald ikke udøve stemmeret i de nævnte organer.		13. I § 21 ændres »administrationsselskab« til: »investeringsforvaltningsselskab«.
§ 22. Varetages foreningens daglige ledelse af et administrationsselskab, finder § 20 tilsvarende anvendelse.		14. § 22 ophæves.
Stk. 2. Flertallet af medlemmerne i administrationsselskabets bestyrelse må hverken være medlemmer af depotselskabets bestyrelse eller ansat i depotselskabet eller i et selskab i en koncern, som depotselskabet er en del af.
		15. § 23 affattes således:
§ 23. Direktører, vicedirektører, underdirektører og dermed ligestillede samt interne revisionschefer og vicerevisionschefer i en forening må ikke for egen regning udføre eller deltage i spekulationsforretninger, jf. dog stk. 5. Det samme gælder for andre ledende medarbejdere med ansvar for fonds- og valutafunktioner.		”§ 23. Personer, ansat af bestyrelsen i en forening, og ansatte for hvilke, der er en væsentlig risiko for konflikter mellem egne og foreningens interesser, må ikke for egen regning eller gennem selskaber, de kontrollerer,
Stk. 2. Finanstilsynet fastsætter nærmere regler om, hvilke formuedispositioner der udgør spekulationsforretninger.		1) optage lån eller trække på allerede bevilgede kreditter til køb af værdipapirer, når de købte værdipapirer stilles til sikkerhed for lånet eller kreditten,
Stk. 3. Bestyrelsen skal for personer omfattet af stk. 1 udarbejde retningslinjer om indberetning af formuedispositioner.		2) erhverve, udstede eller handle med afledte finansielle instrumenter, med mindre formålet er risikoafdækning
Stk. 4. På baggrund af de foretagne indberetninger skal den valgte revision i revisionsprotokollatet vedrørende årsrapporten afgive erklæring om, hvorvidt indberetningerne har givet anledning til bemærkninger, jf. stk. 3.		3) erhverve kapitalandele, bortset fra andele i investeringsforeninger og specialforeninger m.v., med henblik på salg af disse tidligere end 6 måneder efter erhvervelsen, eller
Stk. 5. Spekulationsforretninger i stk. 1 omfatter ikke lån i euro mod registreret pant i fast ejendom, såfremt ejendommen ikke anvendes til erhvervsmæssige formål.		4) erhverve positioner i fremmed valuta, bortset fra euro, når positionstagningen sker med henblik på andet end betaling for køb af værdipapirer, varer, tjenesteydelser, køb eller drift af fast ejendom eller til brug for rejser.
		Stk. 2. Den i stk. 1 nævnte personkreds må ikke erhverve kapitalandele i selskaber, der udøver virksomhed som nævnt i stk. 1, nr. 1-4. Dette gælder dog ikke køb af aktier i pengeinstitutter, forsikringsselskaber, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber samt andele i investeringsforeninger og specialforeninger m.v.
		Stk. 3. Bestyrelsen skal tage stilling til for hvilke ansatte, der er en væsentlig risiko for konflikter mellem egne og foreningens interesser, og som derfor skal være omfattet af forbuddet.
		Stk. 4. De af stk. 1 omfattede personer skal på anmodning fra den eksterne revision indberette de finansielle transaktioner, som de pågældende har foretaget. Indberetningen skal være ledsaget af fornøden dokumentation. Den eksterne revision har til brug for kontrol af bestemmelsens overholdelse adgang til at rette forespørgsel om de pågældendes konti og depoter samt at forlange udskrifter derfra ved henvendelse til den kontoførende virksomhed.
		Stk. 5. På baggrund af de foretagne indberetninger skal den eksterne revision i revisionsprotokollatet vedrørende årsrapporten afgive erklæring om, hvorvidt kontrollen i henhold til stk. 4 har givet anledning til bemærkninger.”
§ 24. Medlemmer af ledelsen af en forening, af dens depotselskab eller eventuelle administrationsselskab må ikke uden samtykke fra foreningens bestyrelse overdrage værdipapirer eller andet til foreningen eller erhverve sådanne aktiver fra foreningen. Samtykke skal gives i hvert enkelt tilfælde og indføres i bestyrelsens forhandlingsprotokol.		16. I § 24, stk. 1, ændres »administrationsselskab« til: »investeringsforvaltningsselskab«.
§ 25. Den valgte revision skal én gang om året gennemgå foreningens interne retningslinjer vedrørende indberetning efter § 23, stk. 3, og afgive erklæring i revisionsprotokollen vedrørende årsregnskabet om, hvorvidt selskabets forretningsgange på dette område er betryggende.		17. §§ 25 og 26 ophæves..
§ 26. § 23, stk. 1-5, og § 25 gælder tilsvarende for administrationsselskabets ledelse og interne revisions- og vicerevisionschef, dersom foreningens daglige ledelse varetages af et administrationsselskab.
§ 27. Bestyrelsesmedlemmer, revisorer, direktører og de øvrige ansatte i en forening, i dets depotselskab og i dets eventuelle administrationsselskab må ikke uberettiget røbe, hvad de under udøvelse af deres stilling eller hverv har fået kundskab om.		18. I § 27 ændres »administrationsselskab« til: »investeringsforvaltningsselskab«.
§ 35. For hvert regnskabsår udarbejder bestyrelse og direktion eller direktionen i administrationsselskabet i overensstemmelse med lovgivningens og vedtægternes regler herom et årsregnskab bestående af resultatopgørelse, balance og noter. Endvidere udarbejdes en årsberetning. De opregnede dele udgør en helhed. Endelig skal der hvert år pr. 30. juni udarbejdes en formueopgørelse.		19. I § 35, stk. 1, ændres «administrationsselskabet« til: »investeringsforvaltningsselskabet«.
§ 35. Stk. 3. Årsregnskab og årsberetning skal underskrives af bestyrelsen og af direktionen eller direktionen i administrationsselskabet. Mener et bestyrelsesmedlem, en direktør eller en direktør i administrationsselskabet, at årsregnskabet eller årsberetningen ikke bør godkendes, eller har vedkommende andre indvendinger mod disse, som vedkommende ønsker at gøre generalforsamlingen bekendt med, skal vedkommende gøre rede herfor i sin påtegning.		20. I § 35, stk. 3, 1. og 2. pkt., ændres »administrationsselskabet« til: investeringsforvaltningsselskabet«.
§ 37. Stk. 4. Årsregnskabet skal indeholde oplysninger om usædvanlige retshandler af større betydning, som har fundet sted mellem foreningen og dens administrationsselskab eller foreningen og dens depotselskab samt mellem foreningen og de virksomheder, som er direkte eller indirekte forbundet med foreningens administrationsselskab og depotselskab, jf. § 1, stk. 2, nr. 5, 7 og 10, i lov om visse selskabers aflæggelse af årsregnskab m.v.		21. I § 37, stk. 4, ændres »administrationsselskab« til: investeringsforvaltningsselskab«.
§ 37.		22. § 37, stk. 5, ophæves.
Stk. 5. I en note til årsregnskabet skal der gives oplysninger om hverv, som bestyrelsen har godkendt, jf. §§ 16-18. Oplysningerne, som skal vedrøre samtlige hverv i det pågældende regnskabsår, skal omfatte en angivelse af hvervet samt navnet på den pågældende, som har påtaget sig dette.
§ 45. Stk. 3. Når en forening eller dennes administrationsselskab opfordrer til køb af andele som nævnt i stk. 1 og selv forestår formidlingen af andele eller i øvrigt formidler køb af egne andele, skal den udbede sig oplysning hos kunderne om deres finansielle stilling, investeringserfaring og målsætninger, som er relevante for gennemførelsen af købet. Endvidere skal foreningen eller dennes administrationsselskab meddele de for kunden relevante oplysninger i sine kontrakter eller forretningsbetingelser.		23. I § 45, stk. 3, 1. og 2. pkt., ændres »administrationsselskab« til: »investeringsforvaltningsselskab«.
§ 46. En investeringsforening og en specialforening, der henvender sig til en videre kreds eller offentligheden, skal offentliggøre emissionsprisen og prisen ved indløsning mindst 2 gange om måneden. Andre specialforeninger, deres eventuelle administrationsselskaber og deres depotselskaber skal på et medlems forlangende oplyse emissionsprisen og prisen ved indløsning og, for så vidt angår specialforeninger, der ikke er åbne for emission og indløsning, den indre værdi.		24. I § 46, stk. 1, ændres »administrationsselskaber« til: »investeringsforvaltningsselskaber«.
Stk. 2. Finanstilsynet kan tillade, at den i stk. 1, 1. pkt., nævnte offentliggørelse kun finder sted én gang om måneden.
Stk. 3. Ved enhver tegning eller indløsning af andele skal der gives oplysning om emissionsprisen eller prisen ved indløsning.
§ 61. En investeringsforening eller afdeling må højst investere 5 pct. af sin formue i andele i andre investeringsforeninger, såfremt disse opfylder betingelserne i § 1 og § 3, stk. 3, og hovedsageligt investerer i værdipapirer af den i § 59, stk. 1, nævnte art.		25. I § 61, stk. 2, ændres »administrationsselskab« til: »investeringsforvaltningsselskab«.
Stk. 2. En investeringsforening må ikke investere i andele i andre investeringsforeninger, der har samme ledelse eller administrationsselskab eller på anden måde er nærstående med investeringsforeningen, medmindre Finanstilsynet giver tilladelse hertil. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler for tilladelse til at foretage sådanne investeringer.
§ 62. Stk. 2. Uanset stk. 1 må en investeringsforening ikke eje aktier i et enkelt aktieselskab i et sådant omfang, at besiddelsen giver mulighed for at udøve en betydelig indflydelse på selskabet. Flere investeringsforeninger, der har samme ledelse eller administrationsselskab eller på anden måde er nærstående, må heller ikke tilsammen kunne udøve en betydelig indflydelse på et enkelt aktieselskab.		26. I § 62, stk. 2, »administrationsselskab« til: »investeringsforvaltningsselskab«.
§ 62. En investeringsforening må eje indtil 15 pct. af aktier udstedt af det samme aktieselskab.		27. I § 62, stk. 4, ændres »administrations-« til: »investeringsforvaltnings-«.
Stk. 2. Uanset stk. 1 må en investeringsforening ikke eje aktier i et enkelt aktieselskab i et sådant omfang, at besiddelsen giver mulighed for at udøve en betydelig indflydelse på selskabet. Flere investeringsforeninger, der har samme ledelse eller administrationsselskab eller på anden måde er nærstående, må heller ikke tilsammen kunne udøve en betydelig indflydelse på et enkelt aktieselskab.
Stk. 3. En investeringsforening må eje indtil 10 pct. af andre kategorier af værdipapirer udstedt af en enkelt udsteder.
Stk. 4. Bestemmelserne i stk. 1 og 2 finder ikke anvendelse på aktier i selskaber, der udelukkende udøver administrations-, investerings- eller markedsføringsvirksomhed for den eller de pågældende investeringsforeninger.
Stk. 5. Bestemmelsen i stk. 3 finder ikke anvendelse på obligationer udstedt eller garanteret af offentlige myndigheder samt de i § 59, stk. 1, nr. 3, omhandlede pantebreve.
§ 74. Depotselskabet skal påse, at		28. §§ 74 og 75 ophæves.
1) foreningens udstedelse og indløsning af medlemsandele foretages i overensstemmelse med reglerne i denne lov og vedtægterne,
2) værdipapirer, der sælges for foreningens regning, kun udleveres mod, at salgssummen (modydelsen) indbetales til depotselskabet,
3) betaling for værdipapirer, der købes for foreningens regning, kun finder sted mod levering af disse til depotselskabet,
4) udbetaling af udbytte eller henlæggelse af overskud til forøgelse af formuen foregår i overensstemmelse med vedtægternes regler herom,
5) værdiansættelsen af en forenings beholdning af pantebreve sker i overensstemmelse med reglerne herom,
6) en forenings køb og salg af værdipapirer sker i overensstemmelse med § 34, og
7) køb og salg af andre værdier, herunder pantebreve, sker til priser, der ikke er mindre fordelagtige end priserne i handel og vandel.
§ 75. Depotselskabet er ansvarlig efter dansk rets almindelige regler over for foreningen for enhver skade, foreningen måtte lide som følge af manglende eller mangelfuld opfyldelse af selskabets forpligtelser. Depotselskabet er ansvarligt, selv om depotselskabet overlader opbevaring af foreningens formue eller en del heraf til et andet kreditinstitut. Depotselskabet kan ikke ved aftale fraskrive sig dette ansvar.
Stk. 2. Depotselskabet skal i sin egenskab af depotselskab udelukkende handle i foreningens interesse.
§ 76 a. Det Finansielle Virksomhedsråd indgår i tilsynet med investeringsforeninger og specialforeninger med den kompetence, som rådet er tillagt i medfør af § 65, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed.		29. I § 76 a ændres »§ 65, stk.« til: »§ 344, stk. 2«.
§ 77. Tilsvarende gælder for foreningens depotselskab og eventuelle administrationsselskab.		30. § 77, stk. 1, 3. pkt., ophæves.
§ 77. Stk. 2. § 50, stk. 1, i lov om banker og sparekasser m.v. finder tilsvarende anvendelse på Finanstilsynets tilsyn efter denne lov.		31. I § 77, stk. 2, ændres ”§ 50, stk. 1, i lov om banker og sparekasser m.v.« til: § 346, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed«.
§ 77 a.		32. § 77 a, stk. 3, affattes således:
Stk. 3. Bestemmelsen i stk. 1 er ikke til hinder for, at Finanstilsynet af egen drift videregiver fortrolige oplysninger i summarisk eller sammenfattende form, når hverken den enkelte forening, dens medlemmer eller administrations- eller depotselskab kan identificeres.		”Stk. 3. Bestemmelsen i stk. 1 er ikke til hinder for, at Finanstilsynet af egen drift videregiver fortrolige oplysninger i summarisk eller sammenfattende form, når hverken den enkelte forening eller dens medlemmer kan identificeres.”
§ 77 a. Stk. 4. Fortrolige oplysninger kan videregives under en civil retssag, når en forening, dens administrationsselskab eller depotselskab er erklæret konkurs, og såfremt oplysningerne ikke vedrører medlemsforhold eller tredjemand, der er eller har været involveret i forsøg på at redde virksomheden.		33. I § 77 a, stk. 4, udgår «, dens administrationsselskab eller depotselskab«.
§ 77 a. Stk. 5. Bestemmelsen i stk. 1 er ikke til hinder for, at fortrolige oplysninger videregives til: 1) Fondsrådet.		34. I § 77 a, stk. 5, nr. 1, indsættes efter »Fondsrådet«: »og Det Finansielle Virksomhedsråd«.
§ 77 a. Stk. 5. Bestemmelsen i stk. 1 er ikke til hinder for, at fortrolige oplysninger videregives til:		35. I § 77 a, stk. 5, nr. 10, udgår: «, administrationsselskabets eller depotselskabets«.
10) Skifteretten og andre myndigheder, der medvirker ved foreningens, administrationsselskabets eller depotselskabets likvidation, konkursbehandling eller lignende procedurer, samt personer, der er ansvarlige for den lovpligtige revision af foreningens regnskaber, under forudsætning af at modtagerne af oplysninger har behov herfor til varetagelse af deres opgaver.
§ 77 b. Som part i forholdet til Finanstilsynet anses alene den forening, det administrationsselskab eller depotselskab, som en afgørelse truffet af Finanstilsynet retter sig mod, jf. dog stk. 2 og 3.		36. I § 77 b, stk. 1, ændres »administrationsselskab« til: »investeringsforvaltningsselskab«.
§ 77 b. Stk. 2. I nedennævnte tilfælde anses en anden end foreningen, dens administrationsselskab eller depotselskab tillige som part i Finanstilsynets afgørelse, for så vidt angår den del af sagen, der vedrører den pågældende:		37. I § 77 b, stk. 2, ændres »administrationsselskab« til: »investeringsforvaltningsselskab«.
1) Den, som overtræder lovens forbud mod at drive investeringsforenings- eller specialforeningsvirksomhed, jf. § 3, § 5, stk. 1, og § 5, stk. 2, 2. pkt.
2) En forening, som ansøger om godkendelse som investeringsforening eller specialforening, jf. § 6, stk. 1 og 3.
3) Et medlem af en forenings bestyrelse eller direktion, når tilsynet nægter en forening tilladelse eller inddrager denne, jf. § 8 og § 52, stk. 1.
4) Revisor i en forening, når Finanstilsynet afskediger eller pålægger denne at give oplysninger om foreningens forhold, jf. § 40, stk. 4 og 6, samt i sager, hvor de valgte revisorer ikke har opfyldt deres oplysningsforpligtelse over for Finanstilsynet, jf. § 40, stk. 6.
5) Udenlandske investeringsinstitutter, som ansøger om tilladelse til at markedsføre deres andele i Danmark, jf. § 71.
6) Den, som Finanstilsynet indhenter oplysninger fra til afgørelse af, om den pågældende er omfattet af lovens bestemmelser, jf. § 77, stk. 3.
§ 77 b. Stk. 3. Som part anses i øvrigt et bestyrelsesmedlem, en revisor, en direktør eller andre ledende medarbejdere i en forening, et administrationsselskab eller et depotselskab, hvis Finanstilsynets pålæg eller påtale i medfør af loven eller dennes forskrifter er rettet direkte mod pågældende.		38. I § 77 b, stk. 3, ændres administrationsselskab« til: »investeringsforvaltningsselskab«, og »pålæg eller påtale« ændres til: »afgørelse truffet«.
§ 80. § 51 i lov om banker og sparekasser m.v. finder tilsvarende anvendelse på medarbejdere i Finanstilsynet, når det gælder tilsynets virksomhed efter denne lov.		39. I § 80 ændres »§ 51 i lov om banker og sparekasser m.v.« til: »§ 355 i lov om finansiel virksomhed«.
§ 81. Investeringsforeninger og specialforeninger under tilsyn efter denne lov betaler afgift til Finanstilsynet. Afgiften fastsættes efter kapitel 7 a i lov om finansiel virksomhed.		40. I § 81 ændres »kapitel 7 a« til: »kapitel 22«.
		41. Efter § 82 indsættes:
§ 82. De frister, der er fastsat i eller i henhold til denne lov, begynder at løbe fra og med dagen efter den dag, hvor den begivenhed, som udløser fristen, finder sted. Dette gælder ved beregning af såvel dage- som uge-, måneds- og årsfrister.		”§ 82 a. Økonomi- og erhvervsministeren fastsætter nærmere regler om anvendelse af digital kommunikation, herunder elektronisk signatur, ved udveksling af information efter denne lov mellem borgere og virksomheder på den ene side og den offentlige forvaltning på den anden side samt om opbevaring af information.”
Stk. 2. Er fristen angivet i uger, udløber fristen, jf. stk. 1, på ugedagen for den dag, hvor den begivenhed, som udløste fristen, fandt sted.
Stk. 3. Er fristen angivet i måneder, udløber fristen, jf. stk. 1, på månedsdagen for den dag, hvor den begivenhed, som udløste fristen, fandt sted. Hvis den dag, hvor den begivenhed, som udløste fristen, fandt sted, er den sidste dag i en måned, eller hvis fristen udløber på en månedsdato, som ikke findes, udløber fristen altid på den sidste dag i måneden uanset dens længde.
Stk. 4. Er fristen angivet i år, udløber fristen, jf. stk. 1, på årsdagen for den dag, hvor den begivenhed, som udløste fristen, fandt sted.
Stk. 5. Udløber en frist i en weekend, på en helligdag, grundlovsdag, juleaftensdag eller nytårsaftensdag, udstrækkes fristen til den førstkommende hverdag.
§ 85. Undlader en forenings bestyrelse, direktion, revisor, administrationsselskab, depotselskab eller likvidator i rette tid at efterkomme de pligter, der efter loven eller bestemmelser fastsat i henhold til loven påhviler dem over for Finanstilsynet eller Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, kan Finanstilsynet henholdsvis Erhvervs- og Selskabsstyrelsen som tvangsmiddel pålægge de pågældende daglige eller ugentlige bøder.		42. I § 85 ændres »administrationsselskab« til: »investeringsforvaltningsselskab«.
§ 85. Undlader en forenings bestyrelse, direktion, revisor, administrationsselskab, depotselskab eller likvidator i rette tid at efterkomme de pligter, der efter loven eller bestemmelser fastsat i henhold til loven påhviler dem over for Finanstilsynet eller Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, kan Finanstilsynet henholdsvis Erhvervs- og Selskabsstyrelsen som tvangsmiddel pålægge de pågældende daglige eller ugentlige bøder.		43. I § 85 indsættes som stk. 2: »Stk. 2. Tvangsbøder kan inddrives ved udpantning.«.
		44. § 86, stk. 1, affattes således:
§ 86. Medmindre højere straf er forskyldt efter straffeloven, straffes overtrædelse af bestemmelserne i § 3, stk. 3, § 5, § 6, stk. 1, § 14, stk. 4 og 6, § 15, § 16, stk. 2-5, § 17, stk. 2, § 19, §§ 23-27, § 28, stk. 1, § 29, stk. 1 og 2, § 31, stk. 2, 5 og 6, §§ 32 og 33, §§ 35-39, § 40, stk. 1, 5 og 6, § 41, § 44, stk. 1 og 3, § 46, stk. 1, § 47, stk. 1, § 59, stk. 1, 2, 4 og 5, § 60, stk. 1 og 2, § 61, § 62, stk. 1-3, § 63, stk. 2, § 64, stk. 2-4, § 65, stk. 2, § 66, stk. 1 og 3, § 67, stk. 2, § 68, stk. 2 og 3, § 70, stk. 2, § 72, § 74 og § 75, stk. 2, med bøde eller fængsel indtil 4 måneder.		”§ 86. Medmindre højere straf er forskyldt efter straffeloven, straffes overtrædelse af bestemmelserne i § 3, stk. 3, § 5, § 6, stk. 1, § 14, stk. 4 og 6, § 15, stk. 1-3, stk. 4, 1. pkt., stk. 5 og stk. 7-8, § 15 a, stk. 2, § 16, stk. 2-4, §§ 23 og 24, § 27, § 28, stk. 1, § 29, stk. 1 og 2, § 31, stk. 2, 5 og 6, §§ 32 og 33, §§ 35-39, § 40, stk. 1, 5 og 6, § 41, § 44, stk. 1 og 3, § 46, stk. 1, § 47, § 59, stk. 1, 2, 4 og 5, § 60, stk. 1 og 2, § 61, § 62, stk. 1-3, § 63, stk. 2, § 64, stk. 2-4, § 65, stk. 2, § 66, stk. 1 og 3, § 67, stk. 2, § 68, stk. 2 og 3, § 70, stk. 2 og § 72, med bøde eller fængsel indtil 4 måneder.”
§ 86. Medmindre højere straf er forskyldt efter straffeloven, straffes overtrædelse af bestemmelserne i § 3, stk. 3, § 5, § 6, stk. 1, § 14, stk. 4 og 6, § 15, § 16, stk. 2-5, § 17, stk. 2, § 19, §§ 23-27, § 28, stk. 1, § 29, stk. 1 og 2, § 31, stk. 2, 5 og 6, §§ 32 og 33, §§ 35-39, § 40, stk. 1, 5 og 6, § 41, § 44, stk. 1 og 3, § 46, stk. 1, § 47, stk. 1, § 59, stk. 1, 2, 4 og 5, § 60, stk. 1 og 2, § 61, § 62, stk. 1-3, § 63, stk. 2, § 64, stk. 2-4, § 65, stk. 2, § 66, stk. 1 og 3, § 67, stk. 2, § 68, stk. 2 og 3, § 70, stk. 2, § 72, § 74 og § 75, stk. 2, med bøde eller fængsel indtil 4 måneder.		45. I § 86 ophæves stk. 2-4, og i stedet indsættes: ”Stk. 2. Undlader et medlem af en forenings bestyrelse, direktion eller direktionen i investeringsforvaltningsselskabet at træffe nødvendige foranstaltninger i tilfælde af tab eller nærliggende fare for tab af væsentlig størrelse, straffes vedkommende med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, for så vidt højere straf ikke er forskyldt efter den øvrige lovgivning.
Stk. 2. Medmindre højere straf er forskyldt efter straffeloven, straffes personer, der er knyttet til en forening, og som giver urigtige eller vildledende oplysninger om forhold vedrørende foreningen til Finanstilsynet, andre offentlige myndigheder eller til noget foreningsorgan, med bøde eller fængsel indtil 4 måneder.		Stk. 3. Personer, der er knyttet til en forening, og som giver urigtige eller vildledende oplysninger om forhold vedrørende foreningen til offentlige myndigheder, til offentligheden, til noget foreningsorgan eller til foreningens medlemmer, eller som gør sig skyldig i grov eller oftere gentagen forsømmelse eller skødesløshed, der kan medføre tab for foreningen eller foreningens medlemmer, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, for så vidt højere straf ikke er forskyldt efter den øvrige lovgivning.«
Stk. 3. På samme måde straffes personer, som er knyttet til en forening, og som med forsæt eller grov uagtsomhed giver urigtige eller vildledende oplysninger til offentligheden eller til foreningens medlemmer eller påfører eller fremkalder nærliggende fare for, at der påføres foreningen et tab ved dens virksomhed.		Stk. 5-7 bliver herefter stk. 4-6.
Stk. 4. Stk. 3 finder tilsvarende anvendelse på oplysninger, der afgives af en person, der er knyttet til et depot- eller administrationsselskab om forhold vedrørende selskabet, såfremt oplysningerne tillige har betydning for foreningen.
Stk. 5. Den, der forsætligt eller groft uagtsomt undlader at afgive oplysninger eller afgiver urigtige eller vildledende oplysninger i henhold til § 77, stk. 3, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, for så vidt højere straf ikke er forskyldt efter anden lovgivning.
Stk. 6. I forskrifter, der udstedes af Finanstilsynet i medfør af denne lov, kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelserne i forskrifterne.
Stk. 7. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
§ 86.		46. I § 86 indsættes efter stk. 6 som nyt stykke:
Stk. 6. I forskrifter, der udstedes af Finanstilsynet i medfør af denne lov, kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelserne i forskrifterne.		»Stk. 7. Forældelsesfristen for strafansvar for overtrædelse af lovens bestemmelser eller regler udstedt i medfør af loven er 5 år.«.
Stk. 7. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
Lov om et skibsfinansieringsinstitut
		§ 426. I lov om et skibsfinansieringsinstitut, jf. lovbekendtgørelse nr. 684 af 19. august 2002, foretages følgende ændringer:
§ 4. Økonomi- og erhvervsministeren udnævner en tilsynsførende ved instituttet. Denne skal påse, at bestemmelserne i denne lov og i instituttets vedtægter overholdes, og at hensynet til kasseobligationernes sikkerhed tilbørligt iagttages af ledelsen.		1. I § 4, stk. 3, ændres »kapitel 7 a« til: »kapitel 22«.
Stk. 2. Instituttets ledelse er pligtig at meddele den tilsynsførende enhver oplysning, som affordres ledelsen angående instituttets forhold.
Stk. 3. Instituttet betaler afgift til Finanstilsynet. Afgiften fastsættes efter kapitel 7 a i lov om finansiel virksomhe d.
§ 4 a. Det Finansielle Virksomhedsråd indgår i tilsynet med skibsfinansieringsinstituttet med den kompetence, som rådet er tillagt i medfør af § 65, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed.		2. I § 4 a ændres »§ 65, stk. 2« til: »§ 344, stk. 2«.
Aktieselskabsloven
		§ 427. I lov om aktieselskaber, jf. lovbekendtgørelse nr. 9 af 9. januar 2002, foretages følgende ændringer:
§ 59.		1. § 59, stk. 5, affattes således:
Stk. 5. Bestemmelserne i stk. 1 - 4 finder ikke anvendelse på banker.		»Bestemmelserne i stk. 1-4 finder ikke anvendelse på finansielle virksomheder.«
§ 115 a.		2. § 115 a, stk. 4, affattes således:
Stk. 4. § 115, stk. 1 og stk. 2, finder ikke anvendelse på banker samt de selskaber, der er omfattet af lov om visse kreditinstitutter.		»§ 115, stk. 1 og 2, finder ikke anvendelse for pengeinstitutter og realkreditlån, ydet af et realkreditinstitut.«
Etableringskontoloven
		§ 428. I lov om indskud på etableringskonto (etableringskontoloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 722 af 27. august 2002, foretages følgende ændring:
§ 4. … Det skal ske i et pengeinstitut, der af Finanstilsynet er meddelt tilladelse til at drive virksomhed her i landet, eller i et udenlandsk kreditinstitut, der efter tilladelse i et andet land inden for De Europæiske Fællesskaber udøver virksomhed her i landet gennem en filial, jf. lov om banker og sparekasser m.v., § 6 a, stk. 1-4.		1. I § 4, stk. 1, 2. pkt., ændres ”lov om banker og sparekasser m.v., § 6 a, stk. 1-4” til: ”§ 30, stk. 1, 4-5 og 9-10, i lov om finansiel virksomhed”.
Fusionsskatteloven
		§ 429. I lov om fusion, spaltning og tilførsel af aktiver m.v. (fusionsskatteloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 944 af 22. november 2002, foretages følgende ændringer:
§ 6.		1. § 6, stk. 5 affattes således:
Stk. 5. Ved fusion af banker, sparekasser, andelskasser og sammenslutninger af andelskasser efter kapitel 4 D i lov om banker og sparekasser m.v. indsendes de i stk. 1-3 nævnte dokumenter og oplysninger til Told- og Skattestyrelsen senest 1 måned efter datoen for økonomiministerens godkendelse af fusion i henhold til § 48 i lov om banker og sparekasser.		”Ved fusion af banker, sparekasser, andelskasser og sammenslutninger af andelskasser efter §§ 88-95 i lov om finansiel virksomhed indsendes de i stk. 1-3 nævnte dokumenter og oplysninger til Told- og Skattestyrelsen senest 1 måned efter datoen for økonomiministerens godkendelse af fusion i henhold til § 203 i lov om finansiel virksomhed.”
§ 14. Bestemmelserne i kapitel 1 finder tilsvarende anvendelse: 3) Ved fusion af andelskasser og sammenslutninger af andelskasser efter kapitel 4 D i lov om banker og sparekasser m.v. som omhandlet i selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2 a.		2. I § 14, stk. 1, nr. 3, ændres ”kapitel 4 D i lov om banker og sparekasser m.v.” til ”§§ 88-95 i lov om finansiel virksomhed”
§ 14 a. Ved sparekassers omdannelse til aktieselskaber, jf. kapitel 12 b i lov om banker og sparekasser m.v., finder § 5, § 6, stk. 1, § 6, stk. 3-6, § 7, § 8 og § 10, stk. 2, tilsvarende anvendelse.		3. I § 14 a, stk. 1, ændres “kapitel 12 b i lov om banker og sparekasser m.v.” til ”§§ 207-213 i lov om finansiel virksomhed”
14 a.		4. I § 14 a, stk. 3, ændres ”§ 52 h i lov om banker og sparekasser m.v.” til ”§ 211 i lov om finansiel virksomhed”
Stk. 3. En bunden sparekassereserve som nævnt i § 52 h i lov om banker og sparekasser m.v., der tilføres det modtagende aktieselskab, medregnes ikke ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst for det modtagende selskab.
§ 14 a. Stk. 4. Aktier i det modtagende selskab, som den erhvervsdrivende fond modtager i henhold til § 52 c i lov om banker og sparekasser m.v., anses for anskaffet på det tidspunkt, hvor fusionen er vedtaget i alle de fusionerende selskaber. Som anskaffelsessum anvendes værdien af de indskudte aktiver efter fradrag af sparekassens gæld.		5. I § 14 a, stk. 4, ændres “ 52 c i lov om banker og sparekasser m.v.” til ”§ 207 i lov om finansiel virksomhed”
§ 14 b. Ved realkreditinstitutters omdannelse til aktieselskaber, jf. kapitel 12 i realkreditloven, finder § 5, § 6, stk. 1, § 6, stk. 3-4, § 6, stk. 6, § 7, § 8 og § 10, stk. 2, tilsvarende anvendelse.		6. § 14 b ophæves.
Stk. 2. Underskud fra tidligere indkomstår kan uanset § 8, stk. 6, bringes til fradrag i det modtagende selskabs indkomstopgørelse efter ligningslovens § 15, og tab fra tidligere indkomstår kan uanset § 8, stk. 8, fremføres til fradrag i det modtagende selskab , hvis realkreditinstituttets aktiver og gæld som helhed overdrages til et af realkreditinstituttet ejet eller oprettet aktieselskab, hvori instituttet ejer hele aktiekapitalen. Det er en betingelse, at aktieselskabet ikke tidligere har drevet erhvervsmæssig virksomhed.
Stk. 3. En bunden fondsreserve som nævnt i § 76 a i realkreditloven, der tilføres det modtagende aktieselskab, medregnes ikke ved opgørelsen af aktieselskabets skattepligtige indkomst.
Stk. 4. Aktier i det modtagende selskab, som den erhvervsdrivende fond eller foreningen modtager i henhold til realkreditlovens § 69, anses for anskaffet på det tidspunkt, hvor omdannelsen er vedtaget i alle de involverede selskaber m.v. Som anskaffelsessum anvendes værdien af de indskudte aktiver efter fradrag af realkreditinstituttets gæld.
Stk. 5. Reglerne i stk. 1, 2 og 4 finder tilsvarende anvendelse på overdragelse af aktiver og gæld til et aktieselskab, som omfattes af realkreditlovens § 68, stk. 2, såfremt overdragelsen alene sker mod vederlag i aktier i dette selskab.
§ 14 g. Ved omdannelse til aktieselskab af andelskasser og sammenslutninger heraf omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2 a, i henhold til kapitel 12 c i lov om banker og sparekasser m.v. finder bestemmelserne i § 5, § 6, stk. 1, § 6, stk. 3-6, § 7, § 8, § 9, § 10, stk. 2, og § 11 tilsvarende anvendelse.		7. I § 14 g, stk. 1, ændres ”kapitel 12 c i lov om banker og sparekasser m.v.” til ”§§ 214-216 i lov om finansiel virksomhed”
§ 14 g. Stk. 3. Uanset aktieavancebeskatningslovens § 1 medregnes fortjeneste på andele i en andelskasse, der modsvares af værdien af aktier i det modtagende selskab, som i henhold til § 52 k i lov om banker og sparekasser m.v. overdrages til en erhvervsdrivende fond eller forening, ikke ved opgørelsen af medlemmernes skattepligtige almindelige indkomst.		8. I § 14 g, stk. 3 og 4, ændres ”§ 52 k i lov om banker og sparekasser m.v.” til ”§ 214 i lov om finansiel virksomhed”
Stk. 4. Aktier i det modtagende selskab, som den erhvervsdrivende fond eller forening modtager i henhold til § 52 k i lov om banker og sparekasser m.v., anses for anskaffet på det tidspunkt, hvor omdannelsen er vedtaget i den sidste af de involverede andelskasser m.v. Som anskaffelsessum anvendes værdien af de indskudte aktiver efter fradrag af andelskassens gæld samt den samlede indløsningsværdi af andelsbeviserne i andelskassen.
Ligningsloven
		§ 430. I lov om påligningen af indkomstskat til staten (ligningsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 791 af 17. september 2002, som ændret ved § 4 i lov nr. 1044 af 17. december 2002, § 1 i lov nr. 1056 af 17. december 2002, § 1 i lov nr. 1060 af 17. december 2002, § 1 i lov nr. 1061 af 17. december 2002, § 2 i lov nr. 1062 af 17. december 2002, § 1 i lov nr. 1064 af 17. december 2002 og § 29 i lov nr. 1089 af 17. december 2002, foretages følgende ændringer:
§ 5.		1. § 5, stk. 4, affattes således:
Stk. 4. Følgende selskaber m.v. fordeler renteudgifter og renteindtægter på den i stk. 5 nævnte måde:		”Følgende selskaber m.v. fordeler renteudgifter og renteindtægter på den i stk. 5 nævnte måde:
1) selskaber omfattet af lov om visse selskabers aflæggelse af årsregnskab m.v.,		1) selskaber omfattet af lov om erhvervsdrivende virksomheders aflæggelse af årsregnskaber m.v.,
2) banker,		2) banker,
3) sparekasser,		3) sparekasser,
4) selskaber omfattet af kapitel 3 b i lov om banker og sparekasser m.v.,		4) forsikringsselskaber omfattet af lov om finansiel virksomhed,
5) forsikringsselskaber omfattet af lov om forsikringsvirksomhed,		5) investeringsforeninger, der er skattepligtige efter reglerne i selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 5 a,
6) investeringsforeninger, der er skattepligtige efter reglerne i selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 5 a,		6) fonde omfattet af lov om erhvervsdrivende fonde,
7) fonde omfattet af lov om erhvervsdrivende fonde,		7) fonde og foreninger m.v., der er skattepligtige efter reglerne selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 5 b, og
8) institutter, der er skattepligtige efter reglerne i selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 5 b, og		8) andelskasser og sammenslutninger af andelskasser efter §§ 88-95 i lov om finansiel virksomhed.
9) andelskasser og sammenslutninger af andelskasser efter kapitel 4 D i lov om banker og sparekasser m.v.
Tilsvarende gælder personer, der er hovedaktionærer eller hovedanpartshavere i selskaber som nævnt i 1. pkt., og som har mellemregning med disse.		Tilsvarende gælder personer, der er hovedaktionærer eller hovedanpartshavere i selskaber som nævnt i 1. pkt., og som har mellemregning med disse.”
§ 15.		2. § 15, stk. 12, affattes således:
Stk. 12. Begrænsningen i stk. 7, 1. pkt., hvorefter underskuddet ikke kan nedbringe den skattepligtige indkomst til et beløb mindre end selskabets positive nettokapitalindtægter, gælder ikke for underskud hidrørende fra indkomstår, hvori selskabet i hele indkomståret drev virksomhed som pengeinstitut, forsikringsselskab eller investeringsforening, eller hvor selskabet var omfattet af realkreditloven, af kapitel 3 b i lov om banker og sparekasser m.v. eller i øvrigt udøvede næring ved køb og salg af fordringer eller drev næringsvirksomhed ved finansiering.		”Begrænsningen i stk. 7, 1. pkt., hvorefter underskuddet ikke kan nedbringe den skattepligtige indkomst til et beløb mindre end selskabets positive nettokapitalindtægter, gælder ikke for underskud hidrørende fra indkomstår, hvori selskabet i hele indkomståret drev virksomhed som pengeinstitut, forsikringsselskab, investeringsforening, realkreditinstitut eller i øvrigt udøvede næring ved køb og salg af fordringer eller drev næringsvirksomhed ved finansiering.”
		3. I § 17 E, stk. 1, affattes således:
§ 17 E. Pengeinstitutter, realkreditinstitutter, der er godkendt i henhold til realkreditloven, kreditinstitutter omfattet af bank- og sparekasselovens kapitel 3 b, Kreditforeningen af Kommuner i Danmark, Danmarks Skibskreditfond og filialer af udenlandske kreditinstitutter omfattet af realkreditlovens § 3 skal betale en afgift til statskassen af saldoen på instituttets hensættelseskonto pr. 1. januar i afgiftsåret. Afgiftsåret er det år, hvor afgiften forfalder til betaling.		” Stk. 1. Pengeinstitutter, realkreditinstitutter, der er omfattet af lov om finansiel virksomhed, Kreditforeningen af Kommuner i Danmark og Danmarks Skibskreditfond, skal betale en afgift til statskassen af saldoen på instituttets hensættelseskonto pr. 1. januar i afgiftsåret. Afgiftsåret er det år, hvor afgiften forfalder til betaling.”
Kursgevinstloven
		§ 431. I lov om skattemæssig behandling af gevinst og tab på fordringer, gæld og finansielle kontrakter (kursgevinstloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 832 af 3. oktober 2002, foretages følgende ændringer:
		1. § 9 affattes således:
§ 9. Realkreditinstitutter, der er godkendt i henhold til realkreditloven, Kreditforeningen af Kommuner i Danmark, Danmarks Skibskreditfond og filialer af udenlandske kreditinstitutter omfattet af realkreditlovens § 3, skal medregne gevinst og tab på fordringer og gæld ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst efter lovens almindelige regler bortset fra § 7, stk. 2, jf. dog § 10.		” § 9. Realkreditinstitutter, der er omfattet af lov om finansiel virksomhed, Kreditforeningen af Kommuner i Danmark og Danmarks Skibskreditfond, skal medregne gevinst og tab på fordringer og gæld ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst efter lovens almindelige regler bortset fra § 7, stk. 2, jf. dog § 10.”
§ 10. Realkreditinstitutter, der er godkendt i henhold til realkreditloven, Kreditforeningen af Kommuner i Danmark og Danmarks Skibskreditfond, skal uanset reglerne i § 9 ikke medregne gevinst og tab på følgende fordringer og gæld ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst:		2. I § 10, stk. 1, 1. pkt., ændres ”Realkreditinstitutter, der er godkendt i henhold til realkreditloven” til: ”Realkreditinstitutter, der har tilladelse i henhold til lov om finansiel virksomhed”.
§ 38.		3. I § 38, stk. 3, 1. pkt., affattes således:
Stk. 3. Mindsterenten er 2 ¹ / ₂ pct. for indeksregulerede obligationer, der er udstedt af realkreditinstitutter, der er godkendt i henhold til realkreditloven, Kreditforeningen af Kommuner i Danmark, Kongeriget Danmarks Fiskeribank, Finansieringsinstituttet for Industri og Håndværk A/S samt filialer af udenlandske kreditinstitutter omfattet af realkreditlovens § 3.		”Mindsterenten er 2 ½ pct. for indeksregulerede obligationer, der er udstedt af realkreditinstitutter, der er omfattet af lov om finansiel virksomhed, Kreditforeningen af Kommuner i Danmark, Kongeriget Danmarks Fiskeribank og Finansieringsinstituttet for Industri og Håndværk A/S.”
Pensionsafkastbeskatningsloven
		§ 432. I lov om beskatning af visse pensionskapitaler m.v. (pensionsafkastbeskatningsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 666 af 31. juli 2002, som ændret ved § 2 i lov nr. 1060 af 17. december 2002, foretages følgende ændringer:
§ 1. Pligt til at betale skat efter denne lov påhviler 10) administrationsboer ved administrator omfattet af kapitel 15 i lov om forsikringsvirksomhed, kapitel 8 i lov om firmapensionskasser eller tilsvarende tilsynslovgivning i et land inden for Den Europæiske Union eller et andet land, som har gennemført Rådets 3. skadesforsikringsdirektiv og 3. livsforsikringsdirektiv, der administrerer en lukket bestand af livsforsikringer fra et likvideret livsforsikringsselskab eller en lukket bestand af pensionstilsagn fra en likvideret pensionskasse.		1. I § 1, stk. 1, nr. 10, ændres ”kapitel 15 i lov om forsikringsvirksomhed, kapitel 8 i lov om firmapensionskasser” til: ”kapitel 17 i lov om finansiel virksomhed, kapitel 8 i lov om tilsyn med firmapensionskasser”.
Stk. 2. For fast ejendom, hvoraf indtil halvdelen kan opføres med henblik på salg, jf. § 6 a, stk. 5, i lov om forsikringsvirksomhed og § 6, stk. 2, i lov om tilsyn med firmapensionskasser, skal den del af den faste ejendom, der ikke opføres med henblik på salg, opfylde betingelserne i stk. 1.		2. I § 5 b, stk. 2, ændres ”§ 6 a, stk. 5, i lov om forsikringsvirksomhed” til: ”§ 29, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed”.
Stk. 7. For de i § 1, stk. 2, nævnte opsparingsformer fritages en så stor del af beskatningsgrundlaget efter §§ 2-5a, som værdien af kontoens indestående ved udgangen af 1982 udgør af værdien af indeståendet ved udgangen af indkomståret. For værdipapirdepoter udgør værdien af indeståendet følgende beløb:		3. I § 7, stk. 7, nr. 1, ændres ”lov om forsikringsvirksomhed” til: ”lov om finansiel virksomhed”.
1) Ved udgangen af 1982 værdien af obligationer opgjort til et gennemsnit af anskaffelseskurserne for de obligationer i den enkelte serie, som livsforsikringsvirksomheder og pensionskasser, der er omfattet af lov om forsikringsvirksomhed, Arbejdsmarkedet Tillægspension og Lønmodtagernes Dyrtidsfond var i besiddelse af ved udgangen af 1982, værdien af pantebreve til kurs 85 samt børskursværdien af indeksobligationer, konvertible obligationer, aktier og investeringsforeningscertifikater.
§ 17. Reglerne i stk. 2-4 gælder, hvis 4) en skattepligtig institution overdrager en livsforsikringsbestand til en anden skattepligtig institution efter reglerne i kapitel 16 i lov om forsikringsvirksomhed eller		4. I § 17, stk. 1, nr. 4, ændres ”kapitel 16 i lov om forsikringsvirksomhed” til: ”§§ 232 og 234 i lov om finansiel virksomhed”.
Pensionsbeskatningsloven
		§ 433. I lov om beskatningen af pensionsordninger m.v. (pensionsbeskatningsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 773 af 13. september 2002, som ændret ved § 3 i lov nr. 1066 af 17. december 2002, foretages følgende ændringer:
§ 3. Pensionskasser som nævnt i § 2, nr. 4, skal være omfattet af loven om tilsyn med firmapensionskasser eller af loven om forsikringsvirksomhed.		1. I § 3, stk. 1, ændres ”loven om forsikringsvirksomhed” til: ”loven om finansiel virksomhed”.
§ 4. Forsikringer som nævnt i § 2, nr. 4, skal være oprettet i livsforsikringsselskaber, der har hjemsted her i landet eller udøver livsforsikringsvirksomhed her i landet gennem et fast driftsted, og som har Finanstilsynets koncession til at drive livsforsikringsvirksomhed her i landet, eller i livsforsikringsselskaber, som efter koncession i et land inden for De Europæiske Fællesskaber eller et andet land, som har gennemført Rådets 3. skadesforsikringsdirektiv og 3. livsforsikringsdirektiv, udøver livsforsikringsvirksomhed her i landet gennem en filial, jf. lov om forsikringsvirksomhed § 211.		2. I § 4, stk. 1, 1. pkt., og § 8, stk. 1, nr. 1, 1. pkt., ændres ”lov om forsikringsvirksomhed § 211” til: ”§ 30, stk. 1, 4 og 7-10, i lov om finansiel virksomhed”.
§ 8. En rateforsikring i pensionsøjemed skal indeholde bestemmelser om, at forsikringssummen udbetales i lige store rater over mindst 10 år, og at rater, der kommer til udbetaling, medens forsikrede lever, tilfalder ham. Endvidere skal følgende betingelser være opfyldt:
1) Policen skal være oprettet i et livs- eller pensionsforsikringsselskab, der har hjemsted her i landet eller udøver livsforsikringsvirksomhed her i landet gennem et fast driftssted, og som har Finanstilsynets koncession til at drive livsforsikringsvirksomhed, eller i et livs- eller pensionsforsikringsselskab, som efter koncession i et land inden for De Europæiske Fællesskaber eller et andet land, som har gennemført Rådets 3. skadesforsikringsdirektiv og 3. livsforsikringsdirektiv, udøver livsforsikringsvirksomhed her i landet gennem en filial, jf. lov om forsikringsvirksomhed § 211
§ 11 A. En rateopsparing i pensionsøjemed skal indeholde bestemmelse om, at det opsparede pensionsbeløb udbetales i rater over mindst 10 år, og at rater, der kommer til udbetaling, medens kontohaveren lever, skal udbetales til denne. Endvidere skal følgende betingelser være opfyldt:		3. I § 11 A, stk. 1, nr. 1, § 12, stk. 1, nr. 1, 1. pkt., og § 13, stk. 1, 1. pkt. og 2. pkt., ændres ”lov om banker og sparekasser m.v., § 6 a, stk. 1-4” til: ”§ 30, stk. 1, 4-5 og 9-10, i lov om finansiel virksomhed”.
1) Opsparingen skal være påbegyndt før kontohaverens fyldte 60. år i et pengeinstitut, der af Finanstilsynet er meddelt tilladelse til at drive pengeinstitutvirksomhed her i landet, eller i et udenlandsk kreditinstitut, der efter tilladelse i et andet land inden for De Europæiske Fællesskaber udøver virksomhed her i landet gennem en filial, jf. lov om banker og sparekasser m.v., § 6 a, stk. 1-4, eller med skatteministerens godkendelse i en anden institution her i landet. Vilkårene for ordningen, herunder indbetalingsperioden og størrelsen af det årlige indskud, skal fastsættes i en aftale mellem pengeinstituttet og kontohaveren samt dennes arbejdsgiver, såfremt arbejdsgiveren bidrager til ordningen. Adgangen til at foretage indskud til en rateopsparing i pensionsøjemed ophører med udgangen af det kalenderår, der ligger forud for det år, hvori første rateudbetaling vil finde sted.
§ 12. En opsparing i pensionsøjemed skal opfylde følgende betingelser:
1) Opsparingen skal være påbegyndt før kontohaverens fyldte 60. år i et pengeinstitut, der af Finanstilsynet er meddelt tilladelse til at drive pengeinstitutvirksomhed her i landet, eller i et udenlandsk kreditinstitut, der efter tilladelse i et andet land inden for De Europæiske Fællesskaber udøver virksomhed her i landet gennem en filial, jf. lov om banker og sparekasser m.v., § 6 a, stk. 1-4, eller med skatteministerens godkendelse i en anden institution her i landet.
§ 13. En indlånskonto, der er oprettet før denne lovs ikrafttræden i en bank eller sparekasse, der har tilladelse til at drive pengeinstitutvirksomhed her i landet, eller i et udenlandsk kreditinstitut, der efter tilladelse i et andet land inden for De Europæiske Fællesskaber udøver virksomhed her i landet gennem en filial, jf. lov om banker og sparekasser m.v., § 6 a, stk. 1-4, behandles, uanset om de øvrige betingelser i § 12 er opfyldt, efter reglerne for opsparing i pensionsøjemed, hvis kontoen ved lovens ikrafttræden er led i en kapitalpensionsordning, der omfattes af § 3 i lov om beskatningen af renteforsikringer m.v. Det samme gælder en kapitalpensionsordning med anbringelse i investeringsforening eller i værdipapirer, hvis ordningen er oprettet i en bank eller sparekasse, der har tilladelse til at drive pengeinstitutvirksomhed her i landet, eller i et udenlandsk kreditinstitut, der efter tilladelse i et andet land inden for De Europæiske Fællesskaber udøver virksomhed her i landet gennem en filial, jf. lov om banker og sparekasser m.v., § 6 a, stk. 1-4, og ordningen ved lovens ikrafttræden er omfattet af § 3 i lov om beskatningen af renteforsikringer m.v.
§ 12. En opsparing i pensionsøjemed skal opfylde følgende betingelser:		4. I § 12, stk. 1, nr. 1, 4. pkt., ændres ”kapitel 9 a i lov om banker og sparekasser m.v.” til: ”§§ 50-51 i lov om finansiel virksomhed”.
… Midlerne skal anbringes i overensstemmelse med reglerne i kapitel 9 a i lov om banker og sparekasser m.v. …
Selskabsskatteloven
		§ 434. I lov om indkomstbeskatning af aktieselskaber m.v. (selskabsskatteloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 736 af 28. august 2002, som senest ændret ved lov nr. 1042 af 17. december 2002 foretages følgende ændringer:
§ 1. Skattepligt i henhold til denne lov påhviler følgende selskaber og foreninger m.v., der er hjemmehørende her i landet:		1. § 1, stk. 1, nr. 2a, affattes således:
2 a) sparekasser, andelskasser, sammenslutninger af andelskasser efter kapitel 4 D i lov om banker og sparekasser m.v. og foreninger oprettet i henhold til § 52 k i lov om banker og sparekasser m.v.,		”sparekasser, andelskasser, sammenslutninger af andelskasser efter §§ 88-95 i lov om finansiel virksomhed og foreninger oprettet i henhold til § 214 i lov om finansiel virksomhed,
§ 1. Skattepligt i henhold til denne lov påhviler følgende selskaber og foreninger m.v., der er hjemmehørende her i landet:		2. I § 1, stk. 1, nr. 5, ændres ”kapitel 21 i lov om forsikringsvirksomhed” til ”§§ 293-302 i lov om finansiel virksomhed”
5) gensidige forsikringsforeninger, der ikke er omfattet af kapitel 21 i lov om forsikringsvirksomhed, medmindre den gensidige forsikringsforening udelukkende driver sygeforsikringsvirksomhed og skatteministeren har truffet bestemmelse om, at den pågældende forsikringsforening er omfattet af nr. 6, samt selskaber, foreninger m.v., der er opstået ved ændring af en gensidig forsikringsforening, efter at denne har overdraget sin forsikringsvirksomhed, jf. § 14 d i fusionsskatteloven, og som ikke er omfattet af nr. 1, nr. 2, eller fondsbeskatningsloven,
§ 1. Skattepligt i henhold til denne lov påhviler følgende selskaber og foreninger m.v., der er hjemmehørende her i landet:		3. § 1, stk. 1, nr. 5b, affattes således:
5 b) institutter godkendt i henhold til realkreditloven, der ikke er omfattet af nr. 1, fonde og foreninger som nævnt i realkreditlovens § 69, stk. 1 og 2, og § 69 a, Kreditforeningen af Kommuner i Danmark, Landsbankernes Reallånefond, Danmarks Skibskreditfond og Dansk Eksportfinansieringsfond,		”fonde og foreninger som nævnt i § 219 i lov om finansiel virksomhed, Kreditforeningen af Kommuner i Danmark, Landsbankernes Reallånefond, Danmarks Skibskreditfond og Dansk Eksportfinansieringsfond,
§ 3. Undtaget fra skattepligten er: 9) Pensionskasser, der er undergivet tilsyn efter loven om tilsyn med firmapensionskasser eller efter lov om forsikringsvirksomhed. Andre pensionskasser er undtaget fra skattepligten, for så vidt skatteministeren i hvert enkelt tilfælde træffer bestemmelse herom.		4. I § 3, stk. 1, nr. 9, ændres ”forsikringsvirksomhed” til ”finansiel virksomhed”.
§ 3. Undtaget fra skattepligten er: 18) Arbejdsmarkedsrelaterede livsforsikringsaktieselskaber omfattet af kapitel 22 a i lov om forsikringsvirksomhed.		5. I § 3, stk. 1, nr. 18, ændres ”kapitel 22a i lov om forsikringsvirksomhed” til ”§ 306 i lov om finansiel virksomhed”
§ 13. Stk. 12. Hvis summen af udbytter og avancer opgjort efter stk. 8, 10 og 11 for et livsforsikringsselskab overstiger udbetalinger, hensættelser og skat efter pensionsafkastbeskatningsloven som nævnt i stk. 8, 1. pkt., medregnes det overskydende beløb til selskabets skattepligtige indkomst. Hvis summen er negativ for livsforsikringsselskabet, fradrages beløbet ved opgørelse af selskabets skattepligtige indkomst. Fradrages foretages før fremførsel af eventuelle uudnyttede underskud vedrørende tidligere indkomstår og kan ikke gøre selskabets skattepligtige indkomst negativ. Et eventuelt resterende negativt sumbeløb fragår i udbytter og avancer som opgjort efter stk. 8, 10 og 11 for efterfølgende indkomstår. Ved undtagelse fra beskatning efter § 3 kan selskabet få udbetalt skatteværdien beregnet med den i § 17, stk. 1, nævnte procent af et resterende negativt sumbeløb efter 4. pkt. vedrørende det sidste indkomstår, hvor selskabet er skattepligtigt. Det udbetalte beløb er ikke skattepligtigt. 5. og 6. pkt. finder tilsvarende anvendelse på livsforsikringsselskaber for det indkomstår, hvor selskabet får taget livsforsikringsbestanden under administration efter kapitel 15 i lov om forsikringsvirksomhed, idet et resterende negativt sumbeløb efter 4. pkt. dog tillægges uudnyttede fradragsberettigede tab, som har påvirket opgørelsen af sumbeløbet for det indkomstår, hvor aktier eller fast ejendom er solgt. Disse uudnyttede tab kan herefter ikke anvendes efter reglerne i aktieavancebeskatningsloven eller ejendomsavancebeskatningsloven.		6. I § 13, stk. 12, ændres ”kapitel 15 i lov om forsikringsvirksomhed” til kapitel 17 i lov om finansiel virksomhed”
§ 13 A. Institutter godkendt i henhold til realkreditloven skal ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst ikke medregne låntagernes bidrag til en restgældsreguleringsfond, jf. § 23 g, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 571 af 15. august 1989 af lov om realkreditinstitutter og § 4 b i bekendtgørelse nr. 699 af 5. november 1987 af lov om et finansieringsinstitut for landbrug m.v., som ændret ved lov nr. 373 af 6. juli 1988. Instituttet m.v. skal heller ikke medregne afkastet af fondens midler.		7. I § 13A, ændres ”Institutter godkendt i henhold til realkreditloven” til ”Institutter, der har tilladelse som realkreditinstitut efter lov om finansiel virksomhed,”
§ 31. Stk. 4. Reglerne i stk. 1-3 finder tilsvarende anvendelse på: 2) Sparekasser, andelskasser eller sammenslutninger af andelskasser efter kapitel 4 D i lov om banker og sparekasser m.v. som nævnt i § 1, stk. 1, nr. 2 a.		8. I § 31, stk. 4, nr. 2, ændres ”kapitel 4 D i lov om banker og sparekasser m.v.” til ”§§ 88-95 i lov om finansiel virksomhed”
§ 31. Stk. 4. Reglerne i stk. 1-3 finder tilsvarende anvendelse på: 8) Gensidige forsikringsforeninger samt andre selskaber, foreninger m.v. som nævnt i § 1, stk. 1, nr. 5.		9. I § 31, stk. 4, nr. 9, ændres ”institutter m.v.” til ”fonde og foreninger m.v.”
§ 35 M. Værdien af aktier, der i henhold til § 52 k i lov om banker og sparekasser m.v. overdrages til en forening, medregnes ikke ved opgørelse af foreningens skattepligtige indkomst.		10. I § 35 M ændres ”§ 52 k i lov om banker og sparekasser m.v.” til ”§ 214 i lov om finansiel virksomhed”
Skattestyrelsesloven
		§ 435. I lov om skattemyndighedernes organisation og opgaver m.v. (skattestyrelsesloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 617 af 22. juni 2002, foretages følgende ændring:
§ 20 C. Stk. 2. En forhåndsbesked efter § 20 A eller en afgørelse efter § 48 a i lov om banker og sparekasser m.v. er bindende for skattemyndighederne ved behandlingen af det beskrevne forhold. En bindende forhåndsbesked efter § 20 A, stk. 2, er kun bindende for skattemyndighederne ved stillingtagen til dispositioner foretaget efter forhåndsbeskedens afgivelse.		1. I § 20 C, stk. 2, ændres ”§ 48 a i lov om banker og sparekasser m.v.” til ”§ 206 i lov om finansiel virksomhed”
Virksomhedsskatteloven
		§ 436. I lov om indkomstbeskatning af selvstændige erhvervsdrivende (virksomhedsskatteloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 1 af 2. januar 2002, som ændret ved § 5 i lov nr. 290 af 15. maj 2002, § 8 i lov nr. 292 af 15. maj 2002, § 15 i lov nr. 313 af 21. maj 2002, § 8 i lov nr. 394 af 6. juni 2002 og § 1 i lov nr. 1062 af 17. december 2002, foretages følgende ændring:
§ 22 b. Stk. 3. Fradrag efter stk. 1 er betinget af, at det henlagte beløb efter fradrag af den betalte konjunkturudligningsskat indsættes på en bunden konto her i landet i et pengeinstitut, som Finanstilsynet har meddelt tilladelse til at drive pengeinstitutvirksomhed, eller i et udenlandsk kreditinstitut, der efter tilladelse i et land inden for De Europæiske Fællesskaber eller et land, som Fællesskabet har indgået samarbejdsaftale med, udøver virksomhed her i landet gennem en filial, jf. lov om banker og sparekasser m.v. § 6 a, stk. 1-4. Beløbet skal indsættes på kontoen efter henlæggelsesårets udløb, men inden udløbet af fristen for indgivelse af selvangivelse for henlæggelsesåret. Kontoen skal betegnes konjunkturudligningskonto og bære påtegning om den skattepligtiges navn, adresse, personnummer samt virksomhedens regnskabsår og henlæggelsesåret. Kontoen skal være en kontantforrentet indlånskonto og kan ikke være en gevinstopsparingskonto.		1. I § 22 b, stk. 3, ændres ”lov om banker og sparekasser m.v. § 6 a, stk. 1-4” til ”§ 30, stk. 1, 4-5 og 9-10, i lov om finansiel virksomhed”

Stk. 2. De anmeldte regler for beregning og fordeling af realiseret resultat, jf. § 30, stk. 1, nr. 3, skal være præcise og klare og skal føre til en rimelig fordeling.

§ 73. Gensidige forsikringsselskaber skal for at kunne drive virksomhed være i besiddelse af en garantikapital eller anden basiskapital.

Stk. 3. Bestemmelserne i stk. 2 finder ikke anvendelse:

Stk. 7. Livsforsikringsselskabet giver indberetning til Finanstilsynet om, hvilke aktiver der er registreret i medfør af stk. 2, 2. og 3. pkt. Finanstilsynet eller den, Finanstilsynet bemyndiger hertil, kontrollerer tilstedeværelsen af disse aktiver efter nærmere regler fastsat af Finanstilsynet.

Stk. 10. Så længe registeret er deponeret, skal enhver ændring godkendes af Finanstilsynet og noteres i registeret.