Spm. nr. S 4257

Til justitsministeren (11/8 03) af:

Line Barfod (EL):

»Vil ministeren oplyse, hvad praksis er for straf for ulovlig våbenbesiddelse, herunder for ulovlig besiddelse af knive?«

Begrundelse

Ifølge politiet går et stigende antal personer i byen med ulovlige knive, og i den seneste tid har vi desværre set flere tilfælde, hvor knivene er blevet brugt mod andre mennesker. Efter spørgerens opfattelse bør der sættes ind på en række områder for at forebygge den alvorlige vold, som knivstikkeri er. Men et af de områder, hvor der kan sættes ind, er med en større indsats mod og hård straf for ulovlig våbenbesiddelse, fremfor at vente til våbenet er blevet brugt mod et andet menneske. På samme måde som en forstærket indsats og hård straf over for spritbilister fører til færre spritdrab.

Svar (21/8 03)

Justitsministeren (Lene Espersen):

1. Reglerne for besiddelse af knive, slag- og stødvåben mv. på offentligt tilgængelige steder fremgår af våbenlovens § 4 og våbenbekendtgørelsens § 14.

Våbenlovens § 4 har følgende ordlyd:

»§ 4. På steder, hvortil der er almindelig adgang, er det forbudt at bære kniv eller dolk, medmindre det sker som led i erhvervsudøvelse, til brug ved jagt, lystfiskeri eller sportsudøvelse eller har et andet lignende anerkendelsesværdigt formål. Forbudet omfatter dog ikke foldeknive med en klinge på højst 7 cm.

Stk. 2. Det er forbudt uden tilladelse fra justitsministeren eller den, ministeren bemyndiger dertil, at erhverve, besidde, bære eller anvende slag- eller stødvåben, herunder knojern, totenschlægere, gummiknipler og lignende.

Stk. 3. Justitsministeren kan udstede regler om forbud mod at indføre, ved overdragelse at erhverve, at besidde, bære eller anvende, at overdrage eller at overlade andre besiddelsen af:

  1. Skarpe våben, hvis klinge overstiger 12 cm, knive med tværstillet greb beregnet til stød, springknive, springstiletter, faldknive, faldstiletter og lignende samt kårdestokke og andre tilsvarende skjulte våben,
  2. kastestjerner, kasteknive og lignende,
  3. genstande, der uden at fremtræde som våben eller ammunition er egnede til at anvendes på lignende måde som de i § 1, nr. 4, nævnte genstande,
  4. stoffer, der kan anvendes til fremstilling af de eksplosivstoffer, der er omfattet af forbudet i § 1, eller til indfyldning i de i § 1, stk. 1, nr. 4, nævnte genstande,
  5. våben, der er beregnet til at virke lammende, bedøvende eller blændende ved udladning af elektrisk strøm,
  6. laservåben, der er særligt beregnet til som eneste eller som en af flere våbenvirkninger at forårsage permanent blindhed på ubeskyttede øjne.«

Våbenbekendtgørelsens § 14 har følgende ordlyd:

»§ 14. Det er forbudt uden tilladelse fra politimesteren (politidirektøren) at erhverve, besidde, bære eller anvende:

  1. skarpe våben eller stikvåben, hvis klinge overstiger 12 cm,
  2. knive med tværstillet greb beregnet til stød (push daggers),
  3. springknive og springstiletter,
  4. faldknive og faldstiletter,
  5. enhåndsbetjente foldeknive (hurtigtræksknive) og foldeknive med todelt skæfte, hvis klinge kan foldes ud ved brug af en hånd (butterflyknive),
  6. kårdestokke og andre tilsvarende skjulte våben,
  7. slag- eller stødvåben, herunder knojern, totenschlægere, gummiknipler og lignende,
  8. våben, der er beregnet til at virke lammende, bedøvende eller blændende ved udladning af elektrisk strøm,
  9. kastestjerner, kasteknive og lignende og
  10. spraydåser til selvforsvarsbrug, herunder tåregasampuller, -spraydåser og -patroner.

Stk.2. De våben mv., der er nævnt i stk.1, må kun overdrages til andre eller overlades til andre, hvis erhververen eller modtageren foreviser fornøden tilladelse fra politimesteren (politidirektøren).

Stk.3. Dolke og knive, hvis klinge overstiger 12 cm, kan uanset stk.1, nr. 1, uden tilladelse anvendes i erhverv, til husholdningsbrug eller ved jagt, lystfiskeri eller sportsdykning, hvis de er udformet hertil. Tilsvarende gælder uanset stk.1, nr. 7, for slagvåben til jagt eller lystfiskeri. De nævnte våben kan erhverves, besiddes og bæres til den nævnte brug. De kan endvidere overdrages eller overlades til andre, hvis det må antages, at erhververen eller modtageren kun vil anvende dem som anført.«

Indholdet af disse bestemmelser kan sammenfattes som følger:

Straffen for ulovlig besiddelse af knive mv. er reguleret i våbenlovens § 10, stk. 3, og våbenbekendtgørelsens § 43, stk. 4. Våbenlovens § 10, stk. 3, har følgende ordlyd:

»Stk. 3. Overtrædelse af § 4, stk. 1 eller 2, straffes med bøde. Er den pågældende tidligere mere end én gang dømt for overtrædelse af § 4, stk. 1 eller 2, er straffen fængsel indtil 2 år, under særligt formildende omstændigheder dog bøde. Straffelovens § 81, stk. 1, finder ikke anvendelse.«

Våbenbekendtgørelsens § 43, stk. 4, har følgende ordlyd:

»Stk. 4. Overtrædelse af § 14, stk. 1, straffes med bøde. Er den pågældende tidligere mere end én gang dømt for overtrædelse af § 14, stk. 1, er straffen fængsel indtil 2 år, under særligt formildende omstændigheder dog bøde. Straffelovens § 81, stk. 1, finder ikke anvendelse.«

Om strafniveauet kan følgende oplyses, jf. Rigsadvokatens meddelelse nr. 5/1997:

Overtrædelse af reglerne beskrevet ovenfor under nr. 2 straffes i 1. og 2. gangstilfælde som udgangspunkt med en bøde på 3.000 kr.

Overtrædelse af reglerne beskrevet under nr. 3 og 4 straffes i 1. og 2. gangstilfælde som udgangspunkt med en bøde på 5.000 kr., hvis våbenet bæres på offentligt tilgængeligt sted. Hvis der er tale om slag- og stødvåben, fastsættes bøden dog normalt til 3.000 kr.

For personer med særlig lav indkomst, herunder unge under 18 år, studerende, kontanthjælpsmodtagere og folkepensionister, fastsættes bødestraffen normalt til halvdelen af den bøde, der ellers ville være blevet idømt. For andre med dårlig betalingsevne, som f.eks. efterlønsmodtagere og førtidspensionister, kan bøden nedsættes til 2/3 af normalen.

Vedrørende 3. gangstilfælde er det i forarbejderne til bestemmelsen forudsat, at straffen som udgangspunkt skal være hæfte (nu fængsel) i mindst 14 dage.

Straffelovens § 81, stk. 1, om betingelserne for gentagelsesvirkning finder ikke anvendelse. Dette indebærer, at en overtrædelse også betragtes som et 3. gangstilfælde, selv om den pågældende var under 18 år, da den pågældende begik de to forudgående lovovertrædelser.

Særligt formildende omstændigheder medfører bødestraf også i 3. gangstilfælde. Det fremgår dog af forarbejderne til lov nr. 350 af 23. maj 1997 om ændring af bl.a. våbenloven, at der for så vidt angår ulovlig besiddelse af knive mv. kun sjældent vil kunne blive tale om fravigelse af udgangspunktet om frihedsstraf i 3. gangstilfælde og derover.

2. Efter våbenlovens § 2, stk. 1, er det forbudt uden tilladelse fra justitsministeren eller den, ministeren bemyndiger dertil, at erhverve, besidde, bære eller anvende skydevåben mv.

Indehavere af jagttegn og medlemmer af skytteforeninger, der har en våbenpåtegning til glatløbede haglgeværer på medlemsbeviset, kan dog til eget brug erhverve, besidde, bære og anvende visse glatløbede haglgeværer, jf. våbenlovens § 2 a, stk. 1 og 2.

Straffen for ulovlig besiddelse af skydevåben mv. er reguleret i våbenlovens § 10, stk. 1 og 2, som har følgende ordlyd:

»§ 10. Med bøde, fængsel indtil 4 måneder eller under skærpende omstændigheder fængsel indtil 2 år straffes den, der overtræder §§1-2a, §2c, §2d, §5, §6, stk.1, og §7.

Stk.2. Består overtrædelsen i besiddelse af skydevåben under særlig skærpende omstændigheder, herunder besiddelse af skydevåben med tilhørende ammunition på offentligt tilgængelige steder eller gentagne tilfælde af besiddelse af skydevåben, er straffen fængsel indtil 2 år.«

Om strafniveauet kan følgende oplyses, jf. Rigsadvokatens meddelelse nr. 5/1997:

Ved besiddelse af skydevåben på bopælen eller andre ikke offentligt tilgængelige steder uden særligt skærpende omstændigheder er udgangspunktet bødestraf. Der vil dog kunne idømmes frihedsstraf, hvis opbevaringen af våbenet har været uforsvarlig. Straffen for besiddelse af skydevåben på ikke offentligt tilgængelige steder under skærpende omstændigheder er fra 60 dage til 4 måneders fængsel. Gentagelsestilfælde betragtes som en særligt skærpende omstændighed, og straffen er i disse tilfælde fra 3-6 måneders fængsel.

I tilfælde af besiddelse af skydevåben med tilhørende ammunition på offentligt tilgængelige steder er straffen i førstegangstilfælde mindst 4 måneders fængsel. I gentagelsestilfælde, herunder også, når flere forhold foreligger til samtidig bedømmelse, er straffen 6-8 måneders fængsel.

Er der tale om besiddelse af skydevåben under særligt skærpende omstændigheder, f.eks. hvis våbenet bæres under et indbrud, er straffen noget større end 4 måneders fængsel.

Våbenlovgivningens straffebestemmelser vedrørende ulovlig besiddelse af skydevåben suppleres af straffelovens § 192 a, stk. 1, som har følgende ordlyd:

»§ 192 a. Den, som i strid med lovgivningen om våben og eksplosivstoffer indfører, tilvirker, besidder, bærer, anvender eller overdrager våben eller eksplosivstoffer, som på grund af deres særdeles farligekarakter er egnede til at forvolde betydelig skade, straffes med fængsel indtil 6 år.«

Det er i forarbejderne til lov nr. 411 af 10. juni 1997 om ændring af bl.a. våbenloven forudsat, at bl.a. automatiske skydevåben, herunder maskinpistoler og maskingeværer, omfattes af bestemmelsen. Det er endvidere forudsat, at straffen som udgangspunkt vil være 10-12 måneders fængsel, og at der bliver tale om en betydeligt højere straf, hvis våbnet er anvendt f.eks. til trusler.

3. Det kan til orientering oplyses, at Justitsministeriet har anmodet Rigsadvokaten om sammen med Politimesterforeningen og Politidirektøren i København at udarbejde en redegørelse for omfanget af sager, hvor personer ulovligt har besiddet eller anvendt knive mv. Redegørelsen vil også indeholde en gennemgang af retspraksis. Justitsministeriet har samtidig anmodet om en vurdering af, om der er grundlag for en styrket retshåndhævelse på området, herunder i form af lovændringer eller gennem en øget kontrolindsats. Redegørelsen forventes at foreligge i løbet af september måned 2003.

Justitsministeriet har endvidere iværksat en frit lejde-aktion, således at ulovlige knive og andre våben fra den 22. august og til udgangen af september måned 2003 kan afleveres til politiet anonymt og uden risiko for straf.

4. Jeg har samtidig med besvarelsen tilsendt spørgeren en kopi af Rigsadvokatens meddelelse nr. 5/1997 om ændringer i våbenloven.