Spm. nr. S 4634
Til socialministeren (2/9 03) af:
Jytte Andersen (S):
»Kan ministeren oplyse nærmere om, hvilke regler der gælder for udlejning af statslige udlejningsboliger, herunder hvorvidt det er et krav, at der skal oprettes venteliste, og om en ledig bolig skal tilbydes den, der står øverst på ventelisten og samtidig oplyse, hvorvidt ejendommens beboerrepræsentation har ret til at få udleveret en kopi af eventuelle ventelister?«
Begrundelse
Der blev på baggrund af Slots- og Ejendomsstyrelsens udlejningspraksis i 1996 taget skridt til at udarbejde retningslinier for de statslige udlejningsboliger. Det daværende boligministerium udarbejdede således fælles vejledende retningslinier af 21. maj 1996, hvorefter principperne om oprettelse af venteliste og anciennitet blev slået fast. Det er imidlertid ikke spørgerens indtryk, at alle statslige myndigheder lever op til disse krav. Jægersborg Skovdistrikt har f.eks. flere forskellige ventelister til lejligheder i Raadvad for forskellige kategorier af lejlighedssøgende, hvor en bestemt gruppe (i dette tilfælde kunsthåndværkere) har en fortrinsstilling frem for f.eks. den eksterne venteliste, der p.t. tæller mellem 800-900 lejlighedssøgende.
Svar (9/9 03)
Socialministeren (Henriette Kjær):
Jeg har til besvarelsen af spørgsmålet dels bedt om bidrag fra Finansministeriet, da de statslige udlejningsboliger primært administreres af Slots- og Ejendomsstyrelsen samt dels bedt om bidrag fra Kulturministeriet, Miljøministeriet og Trafikministeriet, der også har statslige udlejningsejendomme. Jeg vil derfor vende tilbage med et svar, når jeg har modtaget bidraget fra disse ministerier.
Supplerende svar (16/10 03)
Socialministeren (Henriette Kjær):
I min foreløbige besvarelse af 9. september 2003 oplyste jeg, at jeg til besvarelsen af spørgsmålet dels har bedt om bidrag fra Finansministeriet, da de statslige udlejningsboliger primært administreres af Slots- og Ejendomsstyrelsen samt dels bedt om bidrag fra Kulturministeriet, Miljøministeriet og Trafikministeriet, der også har statslige udlejningsejendomme.
Jeg har nu modtaget bidragene, der vedlægges. (Ikke optrykt her).
Om de boliger, der konkret spørges til i Rådvad, har Skov- og Naturstyrelsen har på vegne af Miljøministeriet oplyst, at der også her er oprettet en venteliste, men at der herfra gælder den særregel, at der er fortrinsret for personer med arbejde i fabrikkens værksteder samt for kunsthåndværkere og kunstnere, der har et værkstedsbehov, som ønskes opfyldt i Rådvad. Skov- og Naturstyrelsen har endvidere oplyst, at denne fortrinsret hviler på en langvarig praksis, som er begrundet i hensynet til bevarelse af det særlige miljø i Rådvad. Der er ifølge Skov- og Naturstyrelsen her tale om en sagligt begrundet fortrinsret, som ikke er i strid med de vejledende retningslinier. Ventelisten i Rådvad er efter Skov- og Naturstyrelsens opfattelse ikke undergivet aktindsigt, idet ventelisten indeholder oplysninger af den art, som er nævnt i offentlighedslovens undtagelser til aktindsigt.
Såfremt svaret fra Miljøministeriet ønskes uddybet, vil jeg finde det rigtigst, at der rettes direkte henvendelse til miljøministeren.