Spm. nr. S 1322
Til undervisningsministeren (15/12 03) af:
Louise Frevert (DF):
»Vil ministeren definere forskellen på læring og undervisning?«
Svar (22/12 03)
Undervisningsministeren (Ulla Tørnæs):
Undervisning og læring er grundlæggende to sider af samme sag. Undervisning har en lærer som hovedaktør, mens læring har den modtagende – eleven – som hovedaktør. Når der tales om læring, tænkes der således på elevens evne til at være aktiv, at deltage og at få udbytte af undervisningen, altså læreprocessen hos eleven, mens der med undervisning især tænkes på lærerens andel i den samlede aktivitet på skolen eller uddannelsesinstitutionen: den aktivitet, der skal sikre, at eleven lærer det pågældende.
Såvel undervisning som læring er derfor nødvendige elementer i de aktiviteter og processer, der foregår som led i uddannelse. De indgår dog nok med forskellig vægt afhængigt af, om der er tale om et barn eller en voksen. En voksen vil typisk have langt større muligheder for at tilegne sig viden, færdigheder og kompetencer – altså at lære - uden tilhørende systematisk undervisning, end et barn har.