Spm. nr. S 627
Til kulturministeren (12/11 03) af:
René Skau Björnsson (S):
»Hvad er årsagen til, at ministeren ikke ønsker at godkende skuespilleruddannelsen ved GITIS Scandinavia, Århus?«
Begrundelse
Den manglende godkendelse gør det meget svært for udenlandske studerende at modtage SU fra deres hjemland, når de ønsker at tage uddannelse hos GITIS.
Svar (19/11 03)
Kulturministeren (Brian Mikkelsen):
Kulturministeriet blev i oktober 2002 kontaktet af Gitis Scandinavia med anmodning om godkendelse af skuespilleruddannelsen. Af Kulturministeriets brev af 28. oktober 2002 (vedlægges) fremgår, at der på grund af beskæftigelsessituationen for skuespillere ikke er behov for flere skuespilleruddannelser i Danmark. Beskæftigelsessituationen for uddannede skuespillere har ikke forbedret sig efterfølgende. Det er derfor fortsat min vurdering, at der ikke er behov for yderligere godkendte uddannelser på skuespillerområdet.
Spørgsmålet om godkendelse af SU til private uddannelser hører under Undervisningsministeriets ressort. I forbindelse med mit svar på spørgsmål nr. S 870 stillet den 8. februar 2002 om kriterier for SU godkendelse af uddannelser (vedlægges)(optrykt i Folketingstidende 2001-02 (2. samling), forhandlingerne side 2472 og 3482) indhentede jeg undervisningsministerens udtalelse. Det fremgår heraf, at afgørelse om SU-godkendelse af uddannelser træffes ud fra uddannelsespolitiske, arbejdsmæssige og økonomiske hensyn. Det fremgår endvidere, at Gitis Scandinavia i marts 2000 søgte om godkendelse af den 3-årige filmskuespilleruddannelse. Undervisningsministeriet afslog i december 2000 denne ansøgning. Ved afgørelsen blev der lagt vægt på den generelt dårlige beskæftigelsessituation på skuespillerområdet.
Bilag
Kulturministeriet
28. oktober 2002
Gitis Scandinavia
Att.: Mikhail Belinson
Jægergårdsgade 152, 3C
8000 Århus C
Kære Mikhail Belinson
Tak for dit brev, hvor du ansøger om at få skuespilleruddannelsen ved GITIS Scandinavia godkendt i Danmark.
Jeg har forståelse for skolens situation, men med den nuværende beskæftigelsessituation på skuespillerområdet er det min opfattelse, at Statens Teaterskole og de to skuespillerskoler ved henholdsvis Aarhus og Odense Teater fuldt ud dækker behovet for uddannede skuespillere. Derfor mener jeg ikke, at der i øjeblikket er behov for flere offentlige skuespilleruddannelser i Danmark.
Med venlig hilsen
Brian Mikkelsen