2003-04 - Udvalget til Behandling af Grundlovsforslag, Alm. del

PDF udgave (105 KB) STATSMINISTERIET Dato: 4. august 2004 Statsminister Anders Fogh Rasmussens svar på spørgsmål 1 stillet af Folketingets udvalg til Behandling af Grundlovsforslag (Alm. del – bilag 1). Spørgsmål: ”I hvilket omfang er der sket en sædvaneretlig udvikling, som har betydet en reel forfatningsændring, uanset at grundloven er uændret, f.eks. Højesterets prøvelsesret, jf. afgørelsen af Tvindsærloven, Europaudvalgets beføjelser i forbindelse med mandatgivning, Finansudvalgets rolle, ”lovgivning” via bemærkninger til finanslovforslag, regler vedrørende folkekirken, uanset at folkekirken ikke har fået sin forfatning, jf. grundlovens § 66, det kommunale selvstyre, som er betydelig mere omfattende, end grundlovens § 82 tilsiger, og tolkningen af grundlovens § 29, stk. 1?” Svar: Statsministeriet har til brug for besvarelsen indhentet en udtalelse om spørgsmålet fra Justitsministeriet. Justitsministeriet har i den forbindelse oplyst følgende, til hvilket jeg kan henholde mig: ”1. Indledning Det fremgår af spørgsmål nr. 1, at det ønskes belyst, i hvilket omfang der er sket en sædvaneretlig udvikling, som har betydet en reel forfatningsændring, uanset at grundloven er uændret. I den forbindelse peges der i spørgsmålet på en række eksempler. På den baggrund omtales nedenfor i pkt. 2 de generelle kriterier for, at en forfatningsretlig sædvane kan anses for dannet. Dernæst omtales de eksempler, der er angivet i spørgsmål nr. 1. I pkt. 3 omtales således spørgsmålet om domstolenes prøvelsesret og i pkt. 4 spørgsmålet om regeringens adgang til med Folketingets Finansudvalgs tilslutning at afholde visse udgifter. Herefter omtales i

- 1 - pkt. 5 lovgivning på finansloven via såkaldte tekstanmærkninger, mens der i pkt. 6 er en omtale af visse spørgsmål om Folketingets Europaudvalg. Pkt. 7 indeholder en omtale af grundlovens § 66, hvorefter folkekirkens forfatning skal ordnes ved lov, og i pkt. 8 omtales grundlovens § 82 om det kommunale selvstyre. I pkt. 9 omtales visse spørgsmål om grundlovens § 29, stk. 1, der bl.a. opstiller et krav om fast bopæl i riget for at have valgret til Folketinget. Som det fremgår, er den følgende omtale – udover at vedrøre spørgsmålet om, hvilke betingelser der generelt kan opstilles for dannelsen af en forfatningsretlig sædvane – afgrænset til at omtale de eksempler, der er angivet i spørgsmål nr. 1. Det bemærkes samtidig, at ikke alle de pågældende eksempler – som det vil fremgå – nødvendigvis vedrører forhold, der angår dannelsen af en forfatningsretlig sædvane. 2. Forfatningsretlige sædvaner Udtrykket ”retssædvane” anvendes i almindelighed om uskrevne retsregler, der er dannet på baggrund af en fulgt praksis hos den relevante samfundsgruppe. En forfatningsretlig sædvane vedrører en fulgt praksis hos de øverste statsorganer, typisk regeringen, Folketinget og domstolene. Den traditionelle opfattelse går ud på, at en retssædvane kan dannes, når en bestemt adfærd er fulgt almindeligt, stadigt og længe ud fra en overbevisning om at være retlig forpligtet eller berettiget til det. Det gælder også med hensyn til forfatningsretlige sædvaner, jf. herom bl.a. Poul Andersen, Dansk Statsforfatningsret I (1944), side 140, og Max Sørensen, 2. udgave ved Peter Germer (1973), side 33 ff. Der kan endvidere henvises til Jens Peter Christensen, Forfatningsretten og det levende liv (1990), side 250. Det antages dog, at en enkeltstående handling i princippet kan være tilstrækkelig til at etablere en forfatningsretlig sædvane, hvis det på grundlag heraf kan bevises, at handlemåden er udtryk for en ”retsoverbevisning”, jf. Alf Ross, Dansk Statsforfatningsret, 3. udgave ved Ole Espersen (1980), side 43. I tilfælde, hvor der er dannet en forfatningsretlig sædvane, opstår der spørgsmål om, på hvilken måde den kan ændres. Hvis retssædvanen er i strid med grundlovens ordlyd eller fortolker en grundlovsbestemmelse, antages det, at retssædvanen alene kan ændres efter proceduren i grundlovens § 88 om grundlovsændring (eller ved en ny retssædvane). En retssædvane, der alene supplerer en grundlovsbestemmelse, antages derimod at kunne ændres ved almindelig lov, jf. Max Sørensen, a.st., side 35 f, og Alf Ross, a.st., side 47 f. Henrik Zahle giver i Dansk forfatningsret 1, Institutioner og regulering, 3. udgave (2001), side 55, udtryk for den opfattelse, at spørgsmålet om, på hvilken måde en dannet retssædvane kan ændres, ikke kan besvares mere generelt ved henvisning til, om retssædvanen ændrer eller fortolker grundloven, men må besvares ved behandlingen af

- 2 - den enkelte retssædvane. Endvidere anfører Henrik Zahle, a.st., side 53, at en fulgt praksis også kan etablere en retssædvane, selv om den pågældende handlemåde ikke bygger på en bestemt retsopfattelse (”retsoverbevisning”). 3. Domstolenes prøvelsesret Grundloven indeholder ikke nogen udtrykkelig bestemmelse om domstolenes kompetence til at prøve spørgsmål om loves grundlovsmæssighed. Imidlertid er det i retspraksis antaget, at domstolene har kompetence til at afgøre spørgsmål om loves forenelighed med grundloven, og der er i overensstemmelse hermed enighed i den statsretlige litteratur om, at domstolene besidder en sådan kompetence, jf. Poul Andersen, Dansk Statsforfatningsret (1954), side 462 f, Max Sørensen, a.st., side 304, Alf Ross, a.st., side 184 f, Peter Germer, Statsforfatningsret, 3. udgave (2001), side 183, og Henrik Zahle, Dansk forfatningsret 2, Regering, forvaltning og dom, 3. udgave (2001), side 157 f. Om det nævnte spørgsmål anfører Max Sørensen, a.st, side 298 f, bl.a. følgende: ”En afklaring af domstolens stilling til spørgsmålet skete i 1920 ved højesterets pådømmelse af en række sager der vedrørte den lovgivning om landboreformer, som gennemførtes i 1918 og 1919, og denne lovgivnings forhold til den daværende grl. § 80 (nu § 73). … I tiden efter 1920 har domstolene fastholdt linjen i disse afgørelser. Kompetencen til at efterprøve loves grundlovsmæssighed er udøvet i en række sager. …” Det er den almindelige opfattelse i den statsretlige litteratur, at domstolenes prøvelsesret hviler på en forfatningsretlig sædvane med grundlovsrang, således at prøvelsesretten ikke kan ophæves ved almindelig lov, jf. Poul Andersen i Juristen 1960, side 111 f, Max Sørensen, a.st., side 306, og Jens Peter Christensen, a.st., side 213. Der kan endvidere henvises til Henrik Zahle, Dansk forfatningsret 2, Regering, forvaltning og dom, 3. udgave (2001), side 170, hvor det – i forbindelse med antagelsen om, at domstolenes prøvelsesret hviler på en forfatningsretlig sædvane med grundlovsrang – omtales, at Højesteret i den såkaldte Maastricht-sag (Ugeskrift for Retsvæsen 1998.800) nævner ”danske domstoles adgang til at prøve loves grundlovsmæssighed” som præmis for, at domstolene ikke kan fratages adgangen til at efterprøve EF-rettens overensstemmelse med grundlovens § 20. 4. Folketingets Finansudvalg Bestemmelsen i grundlovens § 46 har følgende ordlyd: ”§ 46. Forinden finansloven eller en midlertidig bevillingslov er vedtaget af folketinget, må skatterne ikke opkræves.

- 3 - Stk. 2. Ingen udgift må afholdes uden hjemmel i den af folketinget vedtagne finanslov eller i en af folketinget vedtaget tillægsbevillinglov eller midlertidig bevillingslov.” Det følger således af ordlyden af grundlovens § 46, stk. 2, at ingen udgift må afholdes uden forudgående hjemmel i en af Folketinget vedtagen finanslov eller anden bevillingslov. Det er imidlertid almindeligt anerkendt, at Folketingets Finansudvalg kan bevilge afholdelse af visse udgifter. En minister, som ønsker at afholde en udgift, der ikke har hjemmel i finansloven eller anden bevillingslov, kan således – ved et såkaldt aktstykke – ansøge og opnå Finansudvalgets godkendelse til afholdelse af den pågældende udgift. Der er i den forbindelse enighed i den statsretlige litteratur om, at der foreligger en forfatningsretlig sædvane, der – i strid med ordlyden af grundlovens § 46, stk. 2 – indebærer, at den nævnte tilslutning fra Finansudvalget til at afholde en udgift kan træde i stedet for en forudgående bevillingsmæssig hjemmel fra Folketinget, jf. bl.a. Alf Ross, a.st., side 852, Max Sørensen, a.st., side 239 og side 241, Peter Germer, a.st., side 155, og Henrik Zahle, Dansk forfatningsret 1, Institutioner og regulering, 3. udgave (2001), side 53.

- 4 - 5. Lovgivning på finansloven Finansloven indeholder i første række bevillinger, der er opdelt på de enkelte ministeriers forretningsområder mv. (såkaldte ministerområdeparagraffer). Da finansloven imidlertid er en almindelig lov, kan finansloven også indeholde andet end bevillinger. F.eks. kan der i tilknytning til bevillinger i finansloven indsættes materielle bestemmelser, der ændrer eller supplerer den øvrige lovgivning. Dette sker teknisk i form af såkaldte tekstanmærkninger, som har karakter af lovtekst, og som opføres under de enkelte ministerområdeparagraffer, jf. Poul Andersen, Dansk Statsforfatningsret (1954), side 425, Alf Ross, a.st., side 820, Peter Germer, a.st., side 147, og Henrik Zahle, Dansk forfatningsret 2, Regering, forvaltning og dom, 3. udgave (2001), side 59 og side 76. Om spørgsmålet om at benytte tekstanmærkninger til at lovgive kan der i øvrigt henvises til Finansministeriets Budgetvejledning (2001), side 25, hvori der bl.a. er anført følgende: ”Antallet af tekstanmærkninger bør begrænses mest muligt, og anvendelse af tekstanmærkninger til regulering af bevillingsfremmede forhold må ikke finde sted. Der kan ved tekstanmærkning til finansloven gives supplerende konkrete bestemmelser til gældende love. Ændring af eksisterende lovgivning ved tekstanmærkning bør kun finde sted, såfremt ændringen er tidsbegrænset, eller ændring af lovgivningen ikke kan afventes. Varige eller generelle lovændringer bør ikke gennemføres ved tekstanmærkning. Der kan kun i helt særlige tilfælde ved tekstanmærkning i aktstykker gennemføres fravigelser eller ændringer af eksisterende materielle bestemmelser i anden lovgivning.” 6. Folketingets Europaudvalg Grundloven indeholder ingen bestemmelser om Folketingets Europaudvalg, herunder bestemmelser om regeringens forelæggelse af EU-sager for udvalget. Folketingets Europaudvalgs virksomhed er derimod bl.a. reguleret i lov nr. 447 af 11. oktober 1972 om Danmarks tiltrædelse af De Europæiske Fællesskaber med senere ændringer. I denne lovs § 6, stk. 2, er således fastsat følgende: ”Stk. 2. Regeringen underretter Folketingets Europaudvalg om forslag til rådsvedtagelser, der bliver umiddelbart anvendelige i Danmark, eller til hvis opfyldelse folketingets medvirken er nødvendig.” Bestemmelsen blev ændret til sin nuværende formulering ved lov nr. 499 af 7. juni 2001 om ændring af Danmarks tiltrædelse af De Europæiske Fællesskaber og Den Europæiske Union (Danmarks ratifikation af Nicetraktaten). Ændringen betød, at det nu udtrykkeligt fremgår af bestemmelsen, at regeringen underretter Folketingets Europaudvalg – og ikke blot ”et af folketinget nedsat udvalg” sådan som bestemmelsen tidligere var formuleret. I bemærkningerne til det nævnte ændringsforslag, der er indeholdt i Europaudvalgets

- 5 - betænkning af 15. maj 2001, anføres følgende om baggrunden for forslaget, jf. Folketingstidende 2000-01, tillæg B, sp. 1373: ”Regeringen underretter Folketingets Europaudvalg om forslag til rådsvedtagelser, der bliver umiddelbart anvendelige i Danmark, eller til hvis opfyldelse Folketingets medvirken er nødvendig. Europaudvalget (tidligere Markedsudvalget) har fået forelagt EU-forslagene siden tiltrædelsen i 1973, og det er derfor naturligt efter 30 års praksis at nævne udvalget ved rette navn. I henhold til de afgivne beretninger fra Europaudvalget forelægger regeringen mundtligt forhandlingsoplæg for Europaudvalget forud for vedtagelsen af EU-forslag af større rækkevidde.” Ifølge de nævnte beretninger fra Europaudvalget – der normalt forinden vedtagelsen tiltrædes af regeringen - gælder der en ordning, som i forbindelse med en ministers forelæggelse af visse EU-sager i udvalget skal sikre, at der i Folketinget ikke vil være et flertal imod det resultat, som måtte blive fundet under forhandlingerne i Rådet i EU. I nyere statsretlig litteratur har Henrik Zahle givet udtryk for den opfattelse, at de regler for bl.a. forelæggelse af forhandlingsoplæg, der er angivet i Europaudvalgets beretninger, bør anerkendes som retlige, jf. Henrik Zahle i Dansk forfatningsret 2, Regering, forvaltning og dom, 3. udgave (2001), side 293 f. Der kan desuden henvises til Helle Krunke, Den Udenrigspolitiske Kompetence (2003), side 212, hvor der gives udtryk for, at en række forhold peger i retning af, at Europaudvalgets forhandlingsmandater er retligt bindende for regeringen. Om spørgsmålet kan der fra nyere statsretlig litteratur endvidere bl.a. henvises til Jørgen Albæk Jensen, Parlamentarismens statsretlige betydning (1997), side 119 ff, som finder det mest nærliggende, at reglerne må anses for politiske. Han anfører følgende om bl.a. sædvaneretlige overvejelser (a.st., side 136): ”I løbet af de 25 år, hvor Danmark har været medlem af EU, er der sket en kraftig udvikling i Europaudvalgets stilling i beslutningsprocessen angående den danske politik i EU-rådssager. Fra tiltrædelseslovens rent informationsmodtagende organ har udvalget udviklet sig til det forum, hvor den danske regerings politik i realiteten formuleres – dog (naturligvis) efter oplæg fra regeringen. Denne udvikling må imidlertid mest nærliggende indtil videre betragtes som en rent politisk udvikling, idet der hverken i tiltrædelsesloven og dens forarbejder eller ud fra sædvaneretlige overvejelser med sikkerhed kan fastslås en retlig forpligtelse for regeringen til at følge Europaudvalgets mandater. Samtidig er der dog nogle stærke reale hensyn, der taler for, at Europaudvalgets mandater burde være retligt bindende, således som det er drøftet i foregående afsnit. Disse reale hensyn sammenholdt med den kendsgerning, at mandaterne i praksis stort set undtagelsesfrit efterleves, og sammenholdt med den hastige udvikling, der har været i Europaudvalgets position, gør det imidlertid til en – ikke usandsynlig – mulighed, at Europaudvalget på længere sigt kan opnå en position som den Finansudvalget indtager, således at der opstår en egentlig retlig forpligtelse for regeringen til at efterleve Europaudvalgets mandater.” Som det fremgår, indeholder hverken grundloven eller den øvrige lovgivning bestemmelser om regeringens forelæggelse af forhandlingsoplæg for Folketingets Europaudvalg. Bestemmelsen i tiltrædelseslovens § 6 indebærer således alene, at regeringen skal underrette udvalget om en række EU-forslag, mens de regler, der vedrører forelæggelse af forhandlingsoplæg, ikke er indeholdt i denne lovbestemmelse, men i

- 6 - stedet i de nævnte beretninger fra Europaudvalget. Disse regler om forelæggelse af forhandlingsoplæg for udvalget er løbende blevet ændret, og der vil i overensstemmelse hermed ikke være noget til hinder for, at Folketinget og regeringen på et senere tidspunkt måtte aftale at ændre de nuværende regler. Bl.a. disse forhold kan tale i retning af, at reglerne for forelæggelse af forhandlingsoplæg ikke er af retlig – men alene af politisk - karakter. I den statsretlige litteratur er der – som anført ovenfor – imidlertid rejst spørgsmål om, hvorvidt reglerne for forelæggelse af forhandlingsoplæg i lyset af bl.a. sædvaneretlige overvejelser har eller i fremtiden vil kunne få retlig betydning. Hermed sigtes der formentlig navnlig til spørgsmålet om, hvorvidt der kunne blive tale om retligt ansvar for en minister, som måtte tilsidesætte de pågældende regler. Det tilføjes, at spørgsmålet ikke synes at have nogen væsentlig praktisk betydning, da det er almindelig praksis, at regeringen ud fra de parlamentariske principper, som forhandlingsoplægsordningen hviler på, efterlever ordningen. 7. Grundlovens § 66 Efter grundlovens § 66 skal folkekirkens forfatning ordnes ved lov. Om bestemmelsen anfører Alf Ross, a.st., side 761 f, bl.a. følgende: ”… der lå nok i udtrykket ”folkekirke”, uklart erkendt, tillige en forestilling om at kirken ikke skulle drives som en statsinstitution, men undergives et folkeligt selvstyre, omend under et vist overtilsyn fra statens side. Denne tanke kom til udtryk i bestemmelsen om, at folkekirkens forfatning skal ordnes ved lov. Meningen hermed var ikke at der blot skulle gives en lov om folkekirkens forhold … Man havde med flid, som kulturministeren oplyste, valgt udtrykket ”forfatning” for at angive at det drejede sig om noget mere, nemlig en lov om, hvorledes kirken selv skal styre sine anliggender. … Programmet om en kirkeforfatning er aldrig blevet gennemført skønt der gentagne gange – i 1853, 1868 og 1928 – har været nedsat kommissioner til overvejelse af spørgsmålet. Retsstillingen er derfor den at folkekirken i stats- og forvaltningsretlig henseende fortsat er en simpel forgrening af den offentlige forvaltning udsondret gennem sin genstand, hvad man kalder et forvaltningsvæsen, sideordnet med fx postvæsenet, skolevæsenet o.l. … .” I Henrik Zahle, Dansk forfatningsret 3, Menneskerettigheder (2003), side 164, anføres bl.a. følgende om grundlovens § 66: ”Denne bestemmelse kan forstås som et almindeligt delegationsforbud. Den ville i så fald indebære, at regler om kirken skulle findes i lov, ikke i administrative forskrifter i medfør af lov. Selv om bestemmelsen nok til en vis grad indeholder et sådant delegationsforbud, er dens betydning dog ikke udtømt hermed. Ved udformningen af grundloven 1849 betragtede man det som en konsekvens af trosfrihedens grundsætning, at kirken blev frigjort fra statens uindskrænkede magt over dens indre og ydre anliggender, og at der derfor var nødvendigt, at kirkens fremtidige forfatning blev ordnet ved særlig kirkelov, der navnlig ”maa gaa paa at bestemme Formerne og Grænserne for den Medvirken, som Kirkesamfundet selv bør have ved Sammes Bestyrelse” … Med udtrykket forfatning har man altså sigtet på en vis form for repræsentativt selvstyre … .

- 7 - Delvis er et selvstyre indført gennem reglerne om valg af menighedsråd, provstiudvalg og biskopper. En organisation, der samler disse forskellige elementer af selvstyre – et kirkemøde, en synode – findes dog ikke.” Som det fremgår, har grundlovens § 66 ikke ført til, at der i lovgivningen er gennemført, hvad der kan betegnes som en egentlig kirkeforfatning. I stedet er regler om folkekirkens styrelsesforhold gennemført i lovgivningen på anden måde. Den aktuelle virkning af grundlovens § 66 er derfor kravet om, at reguleringen af folkekirkens styrelsesforhold skal ske ved lovgivning og ikke ved f.eks. bekendtgørelser, jf. Hans Gammeltoft-Hansen i Henrik Zahle (red.), Danmarks Riges Grundlov med kommentarer (1999), side 318 f. 8. Grundlovens § 82 Grundlovens § 82 har følgende ordlyd: ”§ 82. Kommunernes ret til under statens tilsyn selvstændigt at styre deres anliggender ordnes ved lov.” Det følger således udtrykkeligt af grundlovens § 82, at kommunerne har en ret til selvstændigt at styre deres anliggender. Bestemmelsen indebærer, at lovgivningsmagten ikke kan afskaffe det kommunale selvstyre, jf. bl.a. Alf Ross, a.st., side 495, og Peter Germer, a.st., side 77. Det nærmere indhold af det kommunale selvstyre er imidlertid ikke fastlagt i grundlovens § 82, og det er derfor almindeligt antaget i den statsretlige litteratur, at lovgivningsmagten nyder en udstrakt frihed til at regulere det kommunale selvstyre, jf. Steen Rønsholdt i Henrik Zahle (red.), Danmarks Riges Grundlov med kommentarer (1999), side 493 ff, med yderligere henvisninger. 9. Grundlovens § 29, stk. 1 Grundlovens § 29, stk. 1, har følgende ordlyd: ”§ 29. Valgret til folketinget har enhver, som har dansk indfødsret, fast bopæl i riget og har nået den i stk. 2 omhandlede valgretsalder, medmindre vedkommende er umyndiggjort. Det bestemmes ved lov, i hvilket omfang straf og understøttelse, der i lovgivningen betragtes som fattighjælp, medfører tab af valgret.” Som det fremgår, er det bl.a. en betingelse for valgret, at vedkommende har fast bopæl i riget. Også i de tidligere grundlove har der været stillet krav om fast bopæl som betingelse for valgret. Der findes imidlertid hverken i den gældende eller tidligere grundlove bestemmelser, der nærmere præciserer, hvad der skal forstås ved dette udtryk, ligesom der heller ikke i forarbejderne er udtalelser, som på afgørende måde kan belyse bopælskravets nærmere indhold eller karakter. Folketingsvalgloven indeholder nærmere regler bl.a. om spørgsmålet om bopælskravet i forbindelse med valgret til Folketinget. Efter lovens § 1 er der således valgret til Folketinget for enhver, som har dansk indfødsret, er fyldt 18 år og har fast bopæl i riget. Folketingsvalglovens § 2 fastsætter i den forbindelse, at også personer, som har ophold i

- 8 - udlandet, i visse nærmere angivne tilfælde anses for at have fast bopæl i riget. Om bestemmelsen kan der bl.a. henvises til pkt. 3.2.1. i Indenrigs- og Sundhedsministeriets almindelige bemærkninger til det lovforslag, der førte til lov nr. 438 af 9. juni 2004 om ændring af lov om valg til Folketinget, jf. L 114 om forslag til ændring af lov om valg til Folketinget, der blev fremsat den 11. december 2003. I de nævnte bemærkninger anføres det bl.a., at der siden 1970 – hvor folketingsvalglovens § 2 blev indsat – og ved de senere ændringer af denne bestemmelse er sket en sådan udvidelse af kredsen af personer med valgret, at lovgivningen må anses at have strakt sig meget vidt i sammenligning med, hvad der ville følge af en naturlig forståelse af kravet i grundlovens § 29 om fast bopæl i riget. Der kan om fortolkningen af bopælsbegrebet i grundlovens § 29, stk. 1, endvidere henvises til bl.a. Peer Lorenzen i Juristen 1972, side 423 f, Max Sørensen a.st., side 71 ff, Peter Germer, a.st., side 43 f., Anne Birte Pade i Henrik Zahle (red.), Danmarks Riges Grundlov med kommentarer (1999), side 163 f, og Henrik Zahle, Dansk forfatningsret 1, Institutioner og regulering, 3. udgave (2001), side 138 f. Peter Germer, a.st., side 44, anfører, at § 2 i folketingsvalgloven har udvidet bopælsbegrebet i betragtelig grad, og at disse udvidelser i dag må ”anses for dækket af en forfatningsretlig sædvane”. Anne Birte Pade, a.st., side 164, anfører, at ”[d]en gældende folketingsvalglovs bestemmelser om opfyldelse af bopælsbetingelsen uanset udlandsophold indebærer, at der ved lov er foretaget en udvidende fortolkning af grundlovens begreb om ”fast bopæl i riget”…” Om rammerne for lovgivningsmagtens adgang til at udvide kredsen af valgretsberettigede personer med ophold i udlandet henvises til pkt. 3.2 og 3.3 i de almindelige bemærkninger til lovforslag L 114 (omtalt ovenfor) og betænkning nr. 1432/2003 om valgret under udlandsophold.”