L 171
Forslag til lov om ændring af konkurrenceloven.
(Offentligretlige konkurrencebegrænsninger, bøder m.v.).
Af økonomi- og erhvervsministeren (Bendt Bendtsen).
Lov nr 426 af 6. juni 2002
Ordførere: (1.beh) Rikke Hvilshøj (V), Frode Sørensen
(S), Colette L. Brix (DF), Carina Christensen (KF), Anne
Grete Holmsgaard (SF), Pernille Rosenkrantz-Theil (EL) og
Ole M. Nielsen (KRF).
Efter 1.beh henvist til Erhvervsudvalget (ERU).
Efter 2.beh direkte overgang til 3.beh.
Resume:
Loven mindsker hindringer for konkurrencen på en række
områder og medfører ændringer af enkelte reguleringer, så
konkurrencen fremmes. Loven hæver endvidere bødeniveauet
for karteller, så det er mindre attraktivt at danne
sådanne.
Baggrund:
Overordnet ønskede regeringen med lovforslaget at fremme
virksomheders adgang til markeder samt konkurrencen på
disse.
Regeringen ønskede endvidere med lovforslaget at
centralisere belutningsprocessen, således at ministeren fik
mulighed for at afgøre, om en konkurrencebegrænsning var en
direkte eller nødvendig følge af offentlig regulering.
Centraliseringen skulle sikre en mere ensartet fortolkning.
Bødeniveauet vedrørende kartelovertrædelser blev med
lovforslaget søgt tilnærmet det europæiske niveau.
Afstemning:
Lovforslaget vedtaget med 103 stemmer (V, S, DF, KF, SF,
RV og KRF) mod 2 (EL); 1 (Lene Garsdal (SF) stemte ved en
fejl hverken for eller imod, skulle have stemt for) stemte
hverken for eller imod.