Forrige

(Kort bemærkning). Line Barfod (EL):
Justitsministeren talte om, at der ikke var plads til, at man
i den internationale debat kunne bruge tid på nationale særstandpunkter. Jeg ved ikke helt, hvem det er, ministeren henviser til med nationale særstandpunkter. De betænkeligheder, som Rigsadvokaten, Politidirektøren, Advokatrådet osv. er kommet med herhjemme, er jo de samme betænkeligheder, som også er kommet fra tilsvarende institutioner i mange andre lande, og de samme bekymringer, der har fået ministerens søsterparti Moderaterna i Sverige til at sige, at man ikke vil være med til at vedtage det her så hurtigt, fordi man vil have ordentlig tid til at tænke sig om. For det er jo ikke sådan, som ministeren prøvede at antyde, at hvis vi ikke får vedtaget EU's rammeafgørelse meget hurtigt, vil terrorangreb blive sorteret fra, underforstået at så kan terroristerne ikke straffes. Terrorister kan klart straffes efter den lovgivning, vi allerede har. Det er ikke det, der er problemet. Med de internationale vedtagelser, der er kommet, kan man også straks stoppe pengestrømmene. Det er heller ikke det, der er problemet. Problemet er, at man her forsøger så hurtigt at finde en definition, og der har ikke været nogen åbning over for at ændre den definition; det er det, der er problemet, ikke nationale særstandpunkter.

Næste