Forrige

(Kort bemærkning). Lone Møller (S):
Jeg har et par bemærkninger til ministerens svar.
     Det undrer mig, at ministeren siger, at når vi ikke har kunnet få en høringsrunde på det her, er det, fordi syge patienter ikke skal stå på en venteliste. Mig bekendt er forslaget udformet sådan, at man først kan komme i gang med afviklingen af en ny ventelisteomgang, når man har opfyldt den aftale, man har indgået med amterne, og jeg er ikke bekendt med, at nogle amter på nuværende tidspunkt er nået op på den kapacitetsforøgelse på de 8 pct. Jeg tror ikke, at der er nogen, der står i kø for at komme ind, men der er mange, der står på venteliste. Så det var et meget dårligt argument.
     Så har jeg et par spørgsmål mere. Man hører jo, hvad man ønsker, og ministeren var meget overrasket over, at et tidligere regeringsbærende parti ligesom gav udtryk for, at det hele var dårligt. Jeg mener rent faktisk, at Socialdemokratiet gav et meget objektivt og positivt tilsagn om, at vi til enhver tid ønsker at støtte, at der kommer flere midler til det danske sundhedsvæsen. Det kan være, at ministeren ikke har hørt det.
     Så blev der svaret lidt på, hvordan man vil sikre sig, at man ikke på et tidspunkt pludselig skal stoppe med en ventelisteaktion, hvis man kan sige det sådan, og der svarede ministeren, at nu skal vi jo kun gøre patienterne raske én gang.
     Nu kan det være, at det er, fordi ministeren er forholdsvis ny på området, at ministeren ikke er bekendt med alle de undersøgelser og alle andre tiltag, både her og i andre lande, der er lavet - men vi har jo et strålende eksempel med det forslag om høreapparater, som vi skal behandle senere - som viser, at flere midler til at afvikle ventelister også medfører, at ventelisterne vokser.
     Jeg forventer selvfølgelig ikke, at vi skal gøre patienterne raske to gange. Men kan ministeren ikke frygte, at i og med vi får nedbragt ventelisterne, sker der nøjagtigt det, som man har set alle andre steder, at ventelisten stiger
i den anden ende? Tror ministeren virkelig på, at fordi vi nu tilfører ekstra midler, så har vi i løbet af et snuptag ingen ventelister i Danmark? Hvis det bliver tilfældet, skal jeg i hvert fald nok kippe med flaget. Det er ikke sket andre steder i Europa. I Holland f.eks. har man forsøgt samme system, og der er godt nok blevet hugget ind på ventelisterne, men til gengæld er de steget ganske gevaldigt, selv om der er afsat rigtig mange penge. Det er nok ministerens manglende erfaring, der gør, at man ikke rigtig ved, hvordan det hænger sammen.

Næste