(Kort bemærkning).
Jens Rohde (V):
Hr. Jann Sjursen nævner nogle lande, som nu har truffet en
beslutning om, at nok er nok. Og så nævner hr. Jann Sjursen
det paradoksale i, at man så skal lægge verdenssamfundets
skæbne i disse hænder. Så kunne man vende den om og spørge,
om det ikke ville være paradoksalt, at man skulle lægge
verdenssamfundets skæbne i hænderne på Frankrig, på Rusland
og på Kina i den her sag.
Og det med uenigheden i FN er da absolut ikke noget nyt.
Den havde vi da vist også i 1998. Den har vi da vist også
haft i forbindelse med Kosovo. Ja, det havde man allerede
dengang, hvor USA i 1947 gik uden om FN for at yde
Marshallhjælp til Europa efter Anden Verdenskrig. Jeg tror da
ikke, der er nogen, der i dag synes, at det var nogen dårlig
idé, at man gjorde det dengang.
Denne her beslutning er stadig forankret i FN, nøjagtig
som beslutningen var det i 1998. Og dermed er der ikke tale
om brud på folkeretten, for man skal huske på, som jeg også
var inde på i min tale, at 1441 genbekræfter samtlige
tidligere Sikkerhedsrådsresolutioner. Og resolution 678 giver
mandat til magtanvendelse, såfremt betingelserne ikke
overholdes, de betingelser, som man jo i øvrigt meget
omfattende stillede op senere i 687, som etablerede
våbenhvilen efter Golfkrigen.
Jeg er helt sikker på, at regeringen ikke havde fremsat
det her forslag, hvis man ikke var fuldstændig sikker på, at
der også var basis for det, jf. folkeretten. Og det var i
øvrigt en diskussion, som også kørte i 1998, da den tidligere
regerings beslutningsforslag om deltagelse var til behandling
her i Folketingssalen, for der kørte Enhedslisten og SF
nemlig frem med de samme argumenter om, at der ikke var
grundlag for det i folkeretten.
Så der er FN-forankring, nøjagtig som statsministeren
har sagt det gentagne gange her i Folketingssalen: Der er
FN-forankring, for 1441 bekræfter alle tidligere
resolutioner.
