(Kort bemærkning).
Pia Christmas-Møller (KF):
Jeg er meget ked af, hvis hr. Jann Sjursen opfatter mit
ordførerindlæg som et forsøg på en optrapning af retorikken
her i dag. Det er ikke et forsøg på en optrapning af
retorikken. Jeg synes faktisk, det er en dybt alvorlig sag,
vi skal tage stilling til. Det prøvede jeg også at
understrege.
Men vi har faktisk i den konservative folketingsgruppe
brugt en del kræfter på at analysere os frem til, hvad det
rigtige standpunkt er ud fra en moralsk, en juridisk og en
politisk vurdering. Og når man skræller alt ind til benet, så
kommer vi altså frem til, at spørgsmålet handler om aktiv
støtte til de åbne demokratiske samfund imod terrorisme eller
om passivitet til fordel for diktatorer som Saddam. Det er
vores analyse.
Det er ikke et forsøg på at skyde andre nogle forkerte
motiver i skoene. Overhovedet ikke. Men vores vurdering er,
at ethvert andet svar end det, vi giver i dag, vil betyde, at
vi uforvarende kommer til at støtte Saddam og hans
aktiviteter. Det er vores analyse. Det er vores vurdering.
Det er derfor, vi ikke vakler, når vi siger ja til det
beslutningsforslag, som ligger på Folketingets bord.
Med hensyn til fru Anne Baastrups citat fra fru Gitte
Seeberg har jeg lige haft lejlighed til at udveksle ord med
fru Gitte Seeberg, og jeg forstår, at der har været nogle
telegrammer, bl.a. fra Ritzaus Bureau, hvor man journalistisk
har strammet fru Gitte Seebergs udtalelser ganske betydeligt.
Dertil kommer, at den juridiske afklaring fra
Udenrigsministeriets folkeretseksperter har vi altså først
fået i går. Og det er jo en meget præcis og klar melding, vi
får derfra. Der er ingen juridiske forhindringer for at gribe
til handling.
Må jeg ikke minde om, at det har været diskuteret i
Sikkerhedsrådet, hvornår man skulle drage de konsekvenser,
man har varslet, af de irakiske krænkelser af de forskellige
resolutioner. Det er et spørgsmål om hvornår. Det er sådan
set ikke et spørgsmål om, hvorvidt der overhovedet kan blive
tale om et behov for en ny sikkerhedsrådsbemyndigelse. Det
spørgsmål er afklaret tidligere. Det er altså alene et
spørgsmål om hvornår.
Og her har man ikke kunnet blive enige. Det er åbenlyst.
Det havde været at foretrække, at man kunne blive enige, men
vi har altså også af hensyn til ønsket om en international
retsorden ønsket, at der skulle handling bag ordene. For
alternativet ville igen være foruroligende dårligt at tænke
på.
