(Kort bemærkning).
Pia Christmas-Møller (KF):
Jeg vil gerne sige til hr. Villy Søvndal, at for Det
Konservative Folkeparti er det en alvorlig sag, at Danmark nu
skal deltage i krigsaktiviteter, så derfor er der ikke noget
underligt i, at vi ikke tager det hele let, men at vi faktisk
går til opgaven med megen stor overvejelse og seriøsitet. Det
burde hr. Villy Søvndal også i stedet for bare at trykke på
automatpiloten, men det må SF jo om. Vi opfatter det som en
meget alvorlig sag.
Jeg synes ikke, at det klæder hverken hr. Søvndal eller
SF at beskylde vores udenrigsminister for at føre Folketinget
bag lyset. Der har ikke været nogen som helst tvivl om, at
vores udenrigsminister og regeringen og Det Konservative
Folkeparti og Venstre har ønsket at medvirke til at lægge et
maksimalt pres på Saddam Hussein med henblik på, at han kunne
forstå alvoren i, at man fra det internationale samfund mente
det alvorligt, at han skulle afvæbnes. Det var det første
punkt.
Det næste punkt, som vores udenrigsminister har forfulgt
målrettet, har været at sige, at FN må følges: Det er
FN-sporet, vi ønsker skal være dirigerende på det her område.
Det har vores udenrigsminister sagt gang på gang. Og ja,
journalister og alle mulige andre har da forsøgt at afæske
os: Hvad ligger der så i dette, og hvordan vil vi stille os,
hvis og hvis og hvis?
Men her har vores udenrigsminister, ligesom vi andre,
afholdt os fra at skibe os ind i hvis og hvis-svarene, for
det ville jo afsløre, hvor vi ville hen; det ville give
Saddam Hussein kort på hånden. Vi ville opretholde et
maksimalt pres på Saddam Hussein, og derfor skulle han ikke
kende vores reaktioner, hvis FN-sporet ikke kunne føre os
hele vejen igennem til målet. Men FN-sporet er fulgt. Det er
foreløbig - midlertidigt, håber jeg - endt i en blindgyde,
men vi har et afsæt i resolution 1441, og det er tydeligt og
klart tilkendegivet fra vores juridiske eksperter i
Udenrigsministeriet.
Kl. 15.35
At der nu skulle være et flertal imod den tolkning, det
er jo ikke rigtigt. Der er ikke konstateret noget flertal
hverken i Sikkerhedsrådet eller på anden facon.
Og til fru Marianne Jelved: Jeg har desværre ikke tid
til at svare yderligere, men jeg vil gerne komme tilbage. Jeg
kan sige, at det ikke giver megen mening at blive ved med at
give tid, når Frankrig under alle omstændigheder har sagt, at
de vil nedlægge veto til hvad som helst. Så er der ikke megen
idé i at give mere tid. Så er det kun at spille Saddams spil.
