Forrige

(Kort bemærkning). Holger K. Nielsen (SF):
Jeg må tilstå, at jeg er forbløffet over sprogbrugen, når hr. Hald Madsen siger, at det er nu, det er nu, og vi skal bruge militæret. Jeg håber da aldrig, vi skal bruge militæret, hr. Hald Madsen. Jeg tror faktisk, vi er uenige i vores grundsyn.
     Det er, som om de borgerlige mener, at manddomsprøven på, om man vil tage den internationale situation alvorligt, er, at man vil bruge militær magt. Jeg er dybt uenig! Jeg mener faktisk, det er altafgørende, at der formuleres en ny sikkerhedspolitik, som bygger på forebyggelse i stedet for på militær magt, og det, der er så absurd i den nuværende situation, er, at USA gennem det sidste års tid har bundet sig op på militær retorik og troppeopbygning, fordi man vil have krigen mod Irak.
     Hvad er alternativet, bliver der spurgt. Lad mig citere Hans Blix i Washington Post fra i dag, for jeg går ud fra, at Hans Blix er lidt mere kompetent på disse områder end både hr. Jens Hald Madsen, hr. Helge Adam Møller og hr. Jens Rohde. Jeg ved ikke, om de herrer er enige i det, men jeg vil trods alt alligevel påstå, at Hans Blix er en større autoritet på det punkt.
     Hans Blix siger, at det ikke er rimeligt, at man trækker våbeninspektørerne tilbage nu. Han siger, at man faktisk er i en situation, hvor Irak samarbejder mere, end det har gjort de sidste 10 år. Ja, det siger Hans Blix. Man kan grine ad det, og man kan gøre som den republikanske højrefløj, som Richard Pearl og Rumsfeld har gjort hele tiden, og sige: Ham Blix er bare en eller anden blød svensker, og ham er vi ligeglade med.
     Det er da muligt, at Det Konservative mener det samme; det vil jeg slet ikke udelukke, når jeg ser på hr. Helge Adam Møller og hans machomanerer. Men jeg vil alligevel sige, at på dette punkt har jeg mere respekt for Hans Blix end for den konservative forsvarsordfører, og jeg er overbevist om, at Hans Blix ved mere om det.
     Alternativet er, at man fortsætter. Der var et FN-spor, man var i gang med at afvæbne Irak, men alligevel forlader USA dette spor og vil have krigen for krigens egen skyld. Det har George Bush villet det sidste halve års tid, og det er dybt sørgeligt - dybt sørgeligt - at den danske regering støtter George Bush i det.

Næste