Forrige

(Kort bemærkning). Jens Rohde (V):
Hr. Frank Jensen siger, at han var glad for, at man i november måned satte Saddam Hussein stolen for døren. Jo, men hvis man fjerner den stol, hvad er den så værd? For det er jo
i realiteten det, der sker. Hans Blix har jo - vi har været igennem det mange gange
- gang på gang fastslået, at Saddam Hussein ikke opfylder FN's resolutioner om betingelsesløst at fremlægge alt og destruere det. Det er punkt et. Så svarede hr. Frank Jensen ikke, og det respekterer jeg, fordi der ikke er så meget tid til at tale, men jeg fik ingen kommentarer til det citat, jeg ikke har fra en tidligere forsvarsminister eller sådan noget, men fra hr. Mogens Lykketoft om, at Saddam Hussein har store forbrydelser på samvittigheden også over for sit eget folk: »Et nyt og demokratisk styre i Irak vil være et stort fremskridt. Det vil åbne nye og løfterige perspektiver for den irakiske befolkning og for hele mellemøstregionen. Der er ikke skygge af tvivl om, at Irak har overtrådt alle forpligtelser over for det internationale samfund om inspektion af den afrustning af masseødelæggelsesvåben, som man gik ind på i 1991«. Det er fem måneder siden, hr. Mogens Lykketoft sagde det. Hvorfor tager man ikke konsekvensen af den holdning og det ræsonnement, som jeg i øvrigt er meget enig med hr. Mogens Lykketoft i?

Næste