Forrige

(Kort bemærkning). Peter Skaarup (DF):
Hr. Frank Jensen gør sig skyldig i sin gamle brøde, som han sådan set har gentaget under hele debatten, nemlig at det er nogle få og løsrevne lande, der er med i den her aktion.
     De få og løsrevne lande, hvor Danmark står isoleret, er vores vigtigste allierede, USA, der kom os til undsætning under Anden Verdenskrig, den eneste militære supermagt, vi har i dag. Det er England, som vi fulgtes ind i EF sammen med
i sin tid i 1972. Det er lande som Island, som vi vel også har et vist fællesskab med, det må hr. Frank Jensen vel erkende, hvis han ellers hørte efter. Det er de østeuropæiske lande, som man vel må regne med at Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten gerne vil have ind i EU. Det er lige netop de lande, der er med i den her aktion, og som stiller forskellige militære bidrag.

Kl. 15.25

     Det er vel ikke helt uvigtigt, hvad lande som England, USA og de østeuropæiske lande gør, hvad Island gør, hvad en række andre europæiske lande, der støtter det her, gør. Det er vel ikke helt uvæsentligt. Det er vel ikke bare tilfældige lande. Det tror jeg ikke hr. Frank Jensen vil have lyst til at forklare sine socialdemokratiske kolleger i de lande.
     Så spørger hr. Frank Jensen: Hvorfra er det notat, som jeg er kommet i besiddelse af? Jeg har ikke noget notat. Det har jeg gentaget flere gange. Jeg har en tale, som den norske statsminister har holdt i dag i Stortinget, som kan tages ned fra internettet, hvor der står, og jeg har citeret det flere gange, at fraværet af en ny sikkerhedsrådsvedtagelse indebærer ikke uden videre, at militære operationer derved er
i strid med folkeretten, og så konkluderer han, at Norge ud fra en politisk helhedsvurdering ikke vil være med. Danmark har konkluderet anderledes. Ud fra en politisk helhedsvurdering vil Danmark gerne være med. Det er sagens kerne. Det, der er det afgørende her, er ikke forskellige folkeretlige definitioner. Det, der er det afgørende, er, om vi føler politisk, at tiden nu er inde til at afvæbne Saddam Hussein. Nu er der en aktion i gang. Vil vi være med i den? Det er det, vi skal stemme om i dag. Det vil Socialdemokraterne ikke, fordi de har stillet sig uden for døren ligesom under fodnotepolitikken. Der er det så bare, at jeg må konkludere, at det ikke er seriøst, når man vil bruge tiden her i Folketinget på at diskutere jura, når det hele handler om en politisk vurdering, som vi er uenige om.

Næste