Pia Christmas-Møller (KF):
Der er spørgsmål, der kun kan besvares med enten et ja eller
et nej. Der findes situationer, hvor neutralitet er umulig,
og der er øjeblikke, hvor passivitet fører til langt mere
vidtrækkende og gruopvækkende konsekvenser end den aktive
handling.
Et sådant spørgsmål, en sådan situation, et sådant
øjeblik har vi med at gøre i dag. Vi står i dag med en
opgave, der kræver af hver af os, at vi tager stilling.
En beslutning om dansk deltagelse i militær aktivitet er
en af de alvorligste og vanskeligste beslutninger, man
overhovedet kan stilles over for som folkevalgt. For det
handler om liv og død, og det gør det, uanset hvilken
konklusion man når frem til. Det er en beslutning, der derfor
helt naturligt kalder på stærke følelser i hver eneste af os,
følelser, der trækker i hver sin retning, for ingen
anstændige fornuftsmennesker ønsker krig, ligesom ingen
anstændige fornuftsmennesker ønsker at støtte terrorisme og
morderiske diktatorer.
Det er nu engang ikke nok, hvis man vil fred, at man
selv er fredelig. Sådan sagde den radikale forsvarsordfører i
1998, da SR-regeringen anbefalede en militær afvæbning af
Saddam Hussein. Det er så sandt i dag her i år 2003, som det
blev sagt i 1998 den dag, hvor Det Radikale Venstre sammen
med Socialdemokratiet havde regeringsmagten og følte både
ansvar og handlekraft.
I onsdags henviste venstrefløjen gentagne gange til, at
der ikke er folkelig opbakning til at bidrage militært til
afvæbning af Saddam Hussein. Det har hverken regeringen eller
vi i Det Konservative Folkeparti på noget tidspunkt benægtet.
Vi er fuldt ud klar over, at dette ikke er en sag, hvortil
man tager stilling uden svære overvejelser.
Men der kommer tidspunkter, hvor man må se bort fra de
nemme løsninger og svar, hvor man må påtage sig lederskabets
ansvar og rolle. I den situation nytter det ikke at lukke
øjnene for kendsgerningerne. Der nytter det ikke bare at
repræsentere de vælgere, der har valgt én. Der må man også
påtage sig at lede vælgerne på grundlag af de holdninger, man
er blevet valgt på.
Da vi i den konservative folketingsgruppe traf vores
beslutning, søgte vi ikke det populære eller nemme
standpunkt. Vi søgte efter nøje overvejelser af de moralske,
de juridiske og de politiske aspekter i dette spørgsmål at
finde frem til det rigtige, det rigtige svar, det rigtige
standpunkt.
Det har været en svær beslutning, men vi er ikke i tvivl
om dens rigtighed, og vi ryster ikke på hånden, for skærer
man ind til benet, består denne sag af et valg mellem på den
ene side aktiv støtte til den frie og demokratiske verden og
på den anden side passiv laden stå til, som kun er til fordel
for diktaturets despoti og terrorisme. I det valg er Det
Konservative Folkeparti ikke i tvivl om, på hvilken side vi
vil kaste vores kræfter ind. Det vil og må altid falde ud til
fordel for den frie og demokratiske verden.
Kl. 16.00
Listen over Saddam Husseins forbrydelser mod
menneskeheden er længere, end jeg i dag har taletid til at
remse op. Men lad mig bare nævne et par af hans ugerninger.
Han har foreløbig evnet at starte to krige mod nabolande med
mere end 1 mio. døde til følge. Han har anvendt kemiske våben
mod sin egen befolkning med foreløbig mere end 80.000 døde
til følge.
Det er et anerkendt faktum, at Saddam Hussein er en
diktator af værste skuffe, og at han må og skal afvæbnes,
sådan som det blev krævet i forbindelse med afslutningen af
Golfkrigen i 1991. Kemiske og bakteriologiske
masseødelæggelsesvåben i hænderne på Saddam Hussein er en
trussel for verdensfreden, en trussel, der må og skal
afmonteres. Dette er der enighed om i såvel det
internationale samfund som - sådan hører jeg det i hvert fald
- her i det danske Folketing.
I virkeligheden er der meget mere, der samler os, end
der skiller i denne sag, altså hvis man hører efter ordene og
tager dem for pålydende.
Hr. Frank Jensen sagde tidligere på dagen på
Socialdemokratiets vegne: »Saddam Hussein er en tyran, der
skal afvæbnes. Det kan kun gå for langsomt. Vi er parate til
at gøre det, også med militære midler. Bare ikke lige nu«,
føjede han så til.
Målet er der altså ingen tvivl om. Det er alene et
spørgsmål om hvornår.
Enhver ved, at der ikke mindst i politik er øjeblikke
for handling, øjeblikke, som aldrig kommer igen, hvis de
forpasses, og alle ved også, at det er svært at holde sammen
på en international koalition igennem meget lang tid. Det ved
Saddam Hussein naturligvis også, og det er præcis, hvad han
spekulerer i ved at give våbeninspektørerne nøjagtig så lang
snor, at de hele tiden kan sige, at de har bevægelsesfrihed
til at gøre fremskridt, og samtidig akkurat så kort snor, at
de ikke kan afvæbne Irak.
Saddam prøver skiftevis at give efter og trække sig
tilbage i den hensigt, at det internationale samfunds
handlingsøjeblik bliver forpasset, det såkaldte politiske
momentum, hvor ord kan følges op og handling kan følges op
med konsekvens. Det er præcis, hvad Saddam Hussein spekulerer
i.
Nu har Saddam Hussein i 12 år, ja, i mere end 12 år
drevet gæk med verdenssamfundet. Nu er det tid til at handle.
Kræfter, der både vil og kan, må påtage sig ansvaret for de
nødvendige handlinger.
Vi er ikke i tvivl om, at det folkeretlige grundlag for
en militær afvæbning af Saddam Hussein er i orden, at der er
et FN-grundlag. Det er vi ikke, fordi vi i Det Konservative
Folkeparti er befolket med jurister eller folkeretseksperter,
vi vil heller ikke prøve at kaste os op som sådanne. Vi har
faktisk tilladt os at tro på den ekspertise, som er til stede
i Udenrigsministeriets Folkeretskontor, og her er der ikke
tvivl om, at der er et FN-grundlag for en militær afvæbning
af Saddam Hussein.
Men det er ikke afgørende for os. Det er en vigtig ting,
men det er ikke afgørende. For os er det klart, at
stillingtagen i denne sag ikke lader sig gøre blot ved
henvisning til juridiske paragraffer. Beslutningen om
afvæbningen af Saddam Hussein er og bliver en politisk
beslutning, og det ansvar skal vi ikke løbe fra.
Som folkevalgte skylder vi vore vælgere at tage politisk
stilling i denne sag, stå ved det åbent og direkte og ikke
skubbe andre, hverken jurister eller våbeninspektører, foran
os.
I denne sag må man stille sig selv et klart, kort, men
meget grundlæggende spørgsmål: Skal Danmark bidrage til en
militær afvæbning af Saddam Hussein? Eller skal vi gemme os
bag alle mulige undskyldninger for at lade være, hvad enten
disse undskyldninger består i at skubbe våbeninspektører og
jurister foran os?
Alternativet til at sætte en stopper for Saddam Hussein
er ubærligt at tænke på. Manglende handling er det samme som
at give Saddam Hussein og andre despoter fuldstændig frie
hænder til at tyrannisere og terrorisere. Det kan vi ikke
acceptere.
Alle anerkender Saddams tyranni. Alle anerkender, at det
må bringes til ophør. I virkeligheden er kernen i det, der
splitter verdenssamfundet og også Folketinget, spørgsmålet
om, hvornår nok er nok.
I november sidste år havde Saddam Hussein fået 12 år,
siden man første gang i forbindelse med afslutningen af
Golfkrigen krævede afvæbning. Alligevel gav man ham
yderligere en respit på nogle uger, som nu er blevet til
flere måneder. Man må spørge sig selv: Er 147 måneder eller
622 uger nok? Eller skal vi blive ved med at honorere Saddam
Husseins gemmelege og luskeri?
Kl. 16.05
I Det Konservative Folkeparti er vi ikke tvivl om, at tiden er kommet. Nu er nok nok. Moralsk er vi ikke i tvivl. Manden skal afvæbnes. Manden er en trussel for det internationale samfunds fred og sikkerhed. Juridisk er vi ikke i tvivl om, at der er et FN-grundlag, og politisk er vi heller ikke i tvivl. Vi havde gerne set en ny beslutning i Sikkerhedsrådet. Vi havde gerne set et bredere flertal her i Folketinget. Vi havde gerne set, at Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre havde levet op til det, de lovede amerikanerne efter den 11. september 2001: Vi er med jer hele vejen skulder ved skulder! Desværre skulle det vise sig, at det løfte kun holdt til den dag, Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre kom i opposition. Det er ærgerligt. Det er disse partiers valg, men det skal ikke forhindre Det Konservative Folkeparti i at bruge det flertal, der er til stede i dag. Lad mig citere billedkunstneren Flemming Brylle, der til Jyllands-Posten har formuleret situation meget præcist. Han siger: Den nødvendige afvæbning af despoten Saddam Hussein udføres nu af de samme nationer, der hver eneste gang, verden har været i krise, har påtaget sig ansvaret. Det er så sandt, som det er sagt. Vi har i Det Konservative Folkeparti valgt side, og vi er ikke i tvivl om, at det er den rigtige.
