Jesper Langballe (DF):
Når man læser regeringens beslutningsforslag om afvikling af
det radioaktiviserede anlæg på Risø, kan man næsten få det
indtryk, at når nu beslutningsforslaget er sat i værk, som
det er foreslået af den foretrukne entreprenør,
COWI-konsortiet - ja, så er problemet med det radioaktive
bygningsmateriale løst, og så er det væk. Men sådan forholder
det sig jo ikke. Skidtet er der stadig, det er bare flyttet
et andet sted hen, og som min partifælle, hr. Per Dalgaard,
spurgte lige før: Hvad koster det?
Videnskabsministeriet har flere gange understreget, at
det ikke er nødvendigt at have en plan for deponering af
affaldet klar for at træffe beslutning om afviklingen. Nej,
det er det vel ikke, men det forhindrer da ikke, at
regeringen godt kunne have fremlagt en sådan plan eller i det
mindste nogle overvejelser - om ikke som en del af
beslutningsforslaget, så dog som en konsekvens af det.
Da muligheden for at eksportere affaldet til et udland
afvises, melder spørgsmålet sig: Hvem skal så have det? Skal
det f.eks. graves ned i en salthorst i Thy, som jeg har hørt
rygter om? Uanset hvor dybt man nedgraver de eksisterende
5.000 tromler oplagret radioaktivt affald og de rundt regnet
1.200 t, der kommer til, er affaldet jo stadig radioaktivt,
og hvis beslutningsforslaget havde luftet nogle lidt
detaljerede overvejelser om deponeringen, hvis der havde
været nævnt nogle mulige lokaliteter, og hvis de lokaliteter
så var blevet hørt - ja, så er det jo ikke sikkert, at
høringssvarene havde været entydigt positive.
Nu ved jeg godt, at der jo ikke er tale om
højradioaktivt, men i altovervejende grad om mellem- eller
lavradioaktivt affald, som udgør en stærkt begrænset risiko.
Men sådan forholder det sig jo også, hvis det radioaktive
bygningsmateriale bliver, hvor det er.
Risø har ligget der i 40 år. Politikere og andet godtfolk
vandrer den dag i dag ind og ud af bygningerne, og
argumentationen for, at den ikke godt kunne blive liggende i
40 år til og blive mindre og mindre radioaktiv, er for mig
ikke helt indlysende.
Kl. 10.45
Jeg har forstået, at ministeren var inde på den samme
tanke før sommerferien, men det er altså blevet sådan, som
COWI-konsortiet anbefaler det, og det kan jeg godt forstå de
gør.
Muligheden er ganske vist nævnt, og vi får at vide, at
man har regnet på den. Men kendskabet til de beregninger
kunne ministeriet vel egentlig godt have delt med
Folketinget.
De to klareste argumenter for at afvikle nu forekommer
mig at være hensynet til den ekspertise og erfaring med
anlæggene, der lige nu er at trække på i forbindelse med
Risø, men ikke om 30 eller 40 eller 50 år, og så den
omstændighed, at den mest radioaktive del af anlægget, Hot
Cells, som indtil 1989 blev brugt til undersøgelser af
eksperimentelt bestrålet uranbrændsel, rummer så langlivede
isotoper, at de angivelig vil være i aktivitet om 100 år.
Men, og nu spørger jeg ministeren, ville det eventuelt
være en mulighed - det er ikke noget forslag; det har jeg jo
ikke begreb skabt om - at fjerne Hot Cells og lade resten
ligge? Kunne man tænke sig nogle mellemløsninger i stedet for
den meget firkantede radikale og kortvarige løsning, som
firmaet foreslår?
Den målsætning, som ministeren flere gange gentager, at
hver generation skal rydde op efter sig selv, er jo smuk og
rigtig. Et folk består virkelig ikke bare af den nulevende
befolkning; der skal også lovgives under hensyn til de
kommende generationer. Men denne fortrinlige folkelige
moralske rettesnor kan jo lige så vel gøres gældende for en
række andre politiske områder. Det er f.eks. forbryderisk,
hvis en generation fylder landet med udlændinge i et antal,
så vores børnebørn risikerer at blive et etnisk mindretal i
deres eget land, eller hvis folkeskolen bliver forsømt, så
børnene vokser op som uvidende barbarer.
I de der analoge eksempler er der jo tale om problemer,
som med tiden vokser til det uoverskuelige, hvis man lader
stå til. Hvis man derimod vælger at lade Risø måske delvis
ligge under opsyn, hvor det ligger, så vil problemet
tværtimod aftage og til slut forsvinde.
Med disse forbehold for vores stillingtagen håber Dansk
Folkeparti at få de nævnte spørgsmål nærmere belyst under
udvalgsarbejdet.
