Helge Adam Møller (KF):
Jeg kan da ikke lade være med at starte min ordførertale med
begrundelsen for, hvorfor den konservative folketingsgruppe
ikke kunne støtte forslaget fra Dansk Folkeparti. Det var der
to væsentlige grunde til, og det har såmænd ikke noget med
grundloven at gøre.
Kl. 17.40
Den ene grund er almindelig anstændighed. Vi er imod
tyveri, og det var jo tyveri. Vi laver jo alle sammen fejl
indimellem, så indrøm det. Men det var en total og direkte
afskrift af et forslag, som er ude i høring. Det gjorde
selvfølgelig, at Dansk Folkepartis forslag blev noget bedre,
men det er stadig væk det, vi andre på almindeligt dansk
kaldte tyveri. Og det bryder jeg mig ikke særlig meget om.
Den anden årsag er, at der i det oprindelige forslag
hverken i teksten eller noget som helst sted var nævnt
ordet piger. Det drejede sig kun om kvinder, og da de fleste
omskæringer desværre og frygtelig nok sker på piger, så var
det jo rart at få vedtaget et lovforslag, der også omfattede
dem, som det først og fremmest går ud over.
Derfor må man også kunne se det allerede her i fjerde
linje af lovforslagets bemærkninger, hvor ordet piger er
nævnt første gang i justitsministerens lovforslag.
Nå, men lad det ligge, for det vigtigste for os alle
sammen - for det store flertal i hvert fald - er jo, at vi
får vedtaget et forslag, der gør det her strafbart også i
udlandet, hvis det foretages dér af personer, der bor i
Danmark eller har tilknytning til Danmark.
For det er jo sådan, som de øvrige ordførere også har
sagt, at omskæring af kvinder eller piger er en barbarisk,
en ødelæggende og en utrolig smertefuld handling, der i
generationer - rigtig mange generationer - har været en
forbrydelse, en stor forbrydelse, i Danmark, men som desværre
er fuldt lovlig i et mindre antal lande andre steder.
Det betyder sagt lige ud, at nogle piger - vi ved ikke,
hvor mange det er, sandsynligvis er det kun få, og det er jo
dejligt, men der er i hvert tilfælde nogle piger i Danmark
eller i andre lande - bliver lemlæstet ved det indgreb, der
foretages i disse lande. Derfor kan de, der er ansvarlige for
lemlæstelsen, f.eks. forældre eller pårørende, ikke straffes,
og det er selvfølgelig uacceptabelt.
Man kan selvfølgelig sige, at det er ærgerligt, og det
har der også været et par andre ordførere der var inde på, at
det ikke dengang, da den nuværende justitsminister for ca. 6
år siden første gang fremsatte tanken om det her, kunne samle
flertal i Folketinget. Men det kunne det altså ikke. Men nu
er vi da glade for, at justitsministeren har sat processen i
gang, og at den går hurtigt.
Jeg kan da for øvrigt lige sige også til Dansk
Folkepartis ordfører, der spurgte, hvornår det træder i
kraft, at det står på side 1 i forslaget, § 3: Loven træder i
kraft dagen efter bekendtgørelse i Lovtidende.
Så det er ret tydeligt.
Men lad mig så slutte med at sige, at vi jo ikke skal
tro, og det er der vel heller ingen der gør, at problemet er
løst med lovforslaget. Lovforslaget er selvfølgelig et stærkt
signal og giver anledning til megen debat, og det giver uden
tvivl anledning til, at mange eller nogle af de forældre
eller pårørende, der eventuelt kunne overveje at foretage den
her handling, bliver klar over, med hvilken alvor vi ser på
den i det danske samfund.
Men det kræver oplysning, oplysning og atter oplysning,
og jeg mener i virkeligheden, at lovforslaget og den debat,
det har skabt i det danske samfund, er den allerbedste form
for oplysning. Men det kræver selvfølgelig også, at læger og
sundhedsplejersker lever op til loven, og at de sikrer, at
sociale myndigheder bliver underrettet, hvis der er bevis på
eller mistanke om lemlæstelse, eller man kan frygte, at en
sådan lemlæstelse vil ske.
Med disse ord kan jeg varmt anbefale, at lovforslaget
får en hurtig behandling, så vi hurtigst muligt kan få det
vedtaget, offentliggjort i Lovtidende og sat i kraft.
