Justitsministeren (Lene Espersen):
Blot for at runde debatten af. Der var et par konkrete
spørgsmål, som gik igen flere gange under debatten, og som
jeg vil forsøge at besvare.
Men jeg vil godt indlede med at sige, at jeg sådan set
ikke tror, at der er nogen her, der kan tage ejerskab på
gerne at ville gøre noget ved det her problem. Helt bredt
igennem debatten i dag har det jo været tydeligt, at der er
enighed om, at der nok er behov for yderligere lovgivning på
området, og det er jo også derfor, regeringen har taget det
her hasteinitiativ, udarbejdet et lovudkast og sendt det i
høring.
Jeg tror, det var fru Elisabeth Arnold, men også fru Pia
Kristensen og andre, der var inde på: Jamen hvornår kommer
det lovforslag så, og skal beslutningsforslaget, som vi
behandler her i dag, bruges som en slags pression mod
regeringen til nu at sikre, at det lovforslag så også bliver
fremsat hurtigst muligt?
Jeg kan forsikre Folketinget om, at det lovforslag vil
blive fremsat så hurtigt, som det overhovedet er muligt, men
jeg mener, at vi må tage Folketingets arbejde, herunder ikke
mindst vores arbejde med at sikre lovkvaliteten, alvorligt.
Derfor blev lovforslaget sendt i høring den 18. december -
der blev det for øvrigt også oversendt til Retsudvalget - og
høringsfristen er sat til den 7. februar.
Det, der er intentionen, er at gennemgå høringssvarene,
se, om de kan bidrage til nye ting til lovforslaget, og så
hurtigt, som det overhovedet er muligt, efter at
høringssvarene er indkommet, vil vi fremsætte et lovforslag i
Folketinget. Den tilkendegivelse vil jeg meget gerne komme
med i dag.
Jeg synes bare også, det er på sin plads, efter at vi
har diskuteret så meget - sætternisser og andre mærkelige
ting som forklaringer på, hvorfor lovforslaget og
beslutningsforslaget, vi behandler i dag, er udformet, som de
er - at sige, at jeg synes, det er vigtigt, at lovgivningen
om så alvorlig en sag bliver sammenhængende. Så jeg kan
absolut tilkendegive, at det her lovforslag vil blive fremsat
så hurtigt som muligt.
Jeg tror, det var fru Pia Kristensen, der
problematiserede det og spurgte: Jamen hvad er så
konsekvensen ikke mindst for de piger, der er i farezonen,
når nu der måske går nogle måneder, før denne her nye
straffebestemmelse, der vedrører forbrydelser begået i
udlandet, hvor det ikke er strafbart, træder i anvendelse?
Til det vil jeg sige, at den tværministerielle arbejdsgruppe,
som har været nedsat, med socialministeren i spidsen, jo
meget klart har tilkendegivet, at det ikke er sådan, at der
ikke er nogen regler i dag eller noget værn i dag for de
piger.
Rent faktisk er det sådan, at de mennesker, der omgås
pigerne i det daglige, har en pligt til at indberette,
såfremt de har mistanke om, at der sker noget. Én ting er jo,
når først skaden er sket og det frygtelige indgreb er
foretaget. Jeg mener, det er utrolig vigtigt for os at sende
besked ud i samfundet til de mennesker, der færdes med de her
piger i dagligdagen. Mange af dem kan godt aflæse på børnene,
hvad det er, der er under opsejling. Nogle af de piger har jo
en adfærd, der på mange måder minder om adfærden hos børn,
der er udsat for incestovergreb fra deres forældre. Det er
præcis den samme opførsel: De lukker sig inde i sig selv, vil
ikke tale med nogen, bliver mærkelige, fraværende.
Derfor synes jeg, det er meget vigtigt, at vi her fra
Folketinget klart tilkendegiver, at der altså er en pligt til
at beskytte de her børn mod overgrebene. Lovgivningen kommer
så efterfølgende.
Flere har været inde på spørgsmålet om oplysning og
oplysningskampagner, og det er jo fuldstændig korrekt, at den
tidligere regering afsatte et beløb - jeg mener, det var
omkring 900.000 kr. over 3 år - til at gennemføre en
oplysningskampagne. Den tværministerielle arbejdsgruppe har
nu udarbejdet en rapport og har også dér foretaget en
evaluering af den oplysningsindsats, som allerede har været
foretaget. Men det er naturligvis min intention, ikke mindst
når jeg nu modtager høringssvarene fra nogle af de berørte
organisationer, at sørge for, at de bliver gennemgået, og så
vil jeg sammen med de andre berørte ministerier sætte mig ned
og dels overveje, hvilke initiativer vi kan tage for at
informere om den her lovgivning, dels selvfølgelig gøre, hvad
vi kan, for at bekæmpe omskæring.
Kl. 14.50
Jeg er helt enig med de mange, der har fremhævet, at
oplysningsindsatsen må være en naturlig følgevirkning af
lovgivningen. Jeg kan bare ikke sige konkret, hvad det
bliver. Der mener jeg, vi bl.a. må se på, hvad der står i
høringssvarene og så grundigt overveje de erfaringer, man har
gjort sig fra den første oplysningskampagne.
Socialdemokratiets ordfører var inde på - jeg tror i en
diskussion med hr. Peter Skaarup - at der sådan set ikke var
nogen forskel på det, daværende justitsminister Bjørn Westh
sagde under behandlingen af lovforslag nr. L 65
(folketingssamlingen 1996-97), og de bemærkninger, jeg har
gjort i dag, at det nærmest var to sider af samme sag. Til
det må jeg sige, at det er ikke tilfældet.
En af de helt væsentligste forskelle på den regering,
der i dag, og den regering, der dengang havde ansvaret, er,
at vi i Det Konservative Folkeparti sådan set altid har haft
den holdning, at vi gerne vil fravige princippet om dobbelt
strafbarhed - det er noget af det helt væsentlige i dag - og
den daværende justitsminister tilkendegav, at princippet om
dobbelt strafbarhed efter hans opfattelse var et rigtigt
princip. Så der var en politisk uenighed om, hvor stejlt man
skulle stå på det princip.
Jeg er meget glad for, at Socialdemokratiet har flyttet
sig. Det har vi også gjort i forbindelse med den europæiske
arrestordre, så det her er jo ikke det eneste område. Jeg
synes, det er godt også for lovgivningsprocessen, at vi nu
får høringssvarene ind, og så vil jeg leve op til min
forpligtelse og sørge for at fremsætte det lovforslag
hurtigst muligt, så vi får mulighed for at behandle det her i
Folketingssalen.
