Til statsministeren (13/1 04) af:

Villy Søvndal (SF):

»Vil statsministeren kommentere artiklen i Information den 13. januar 2004 »Danmark solgte granatanlæg til Irak«?«

Statsministeren (Anders Fogh Rasmussen):

Spørgsmålet kræver gennemgang af et omfattende materiale.

Spørgsmålet vil blive besvaret snarest muligt.

Statsministeren (Anders Fogh Rasmussen):

Justitsministeriet og Økonomi- og Erhvervsministeriet har oplyst følgende, hvilket jeg kan henholde mig til:

»I den i spørgsmålet nævnte artikel er det anført, at Helsingør Værft leverede tre større troppetransportskibe til Irak i 1982-83, at Dansk Industri Syndikat i Herlev, DISA, leverede et nøglefærdigt anlæg til granatproduktion til Irak i 1986, og at firmaet Niro i Søborg i 1989 leverede to tørremaskiner til Iraks civile atomindustri. Det er endvidere anført, at Mercandia-rederiet på et ikke nærmere angivet tidspunkt leverede østtyske lastbiler til den irakiske hær via den jordanske havneby Aqaba.

Justitsministeriet har i den anledning oplyst følgende: Justitsministeriet har blandt andet gennemgået journalkortene vedrørende de sager om udførsel af våben og krigsmateriel, som er oprettet i ministeriet i perioderne 1981-83, 1985-86 og 1988-89. I henhold til oplysningerne på disse journalkort har Justitsministeriet ikke givet nogen udførselstilladelser til Irak i de nævnte perioder.

Justitsministeriet har imidlertid behandlet sagen om Helsingør Værfts udførsel af skibe til Irak. Justitsministeriet blev i februar 1982 opmærksom på, at Helsingør Værft byggede 3 skibe til Irak. Justitsministeriet anmodede herefter Forsvarsministeriet, der bistår Justitsministeriet i våbentekniske spørgsmål, om at foretage en nærmere undersøgelse af, om de pågældende skibe måtte betragtes som omfattet af den danske krigsmateriel- eller våbenlov.

Efter en nærmere undersøgelse meddelte Forsvarsministeriet i marts 1982, at intet ved skibene var af specifikt militært tilsnit, men at denne skibstype som det meste andet civile transportmateriel kunne anvendes til militære formål, hvis det fandtes formålstjenligt. Efter Forsvarsministeriets opfattelse var de pågældende skibe således hverken omfattet af krigsmaterielloven eller våbenloven. Justitsministeriet betragtede herefter sagen som afsluttet.

I henhold til de gennemgåede journalkort har Justitsministeriet ikke herudover behandlet spørgsmål om udførsel af de i artiklen nævnte produkter.

Økonomi- og Erhvervsministeriet har oplyst følgende: En gennemgang af protokollerne for perioden 1981 til 1990 viser, at der i 1981 er udstedt en erklæring om, at 3 ro-ro skibe til Irak fra Helsingør Værft ikke var omfattet af COCOM-eksportkontrolbestemmelserne.

Derudover er der i januar 1984 udstedt en tilladelse til Helsingør Værft til eksport af 4 hydrofoner (instrumenter til at opfange lydbølger i vand) til en samlet værdi af 50.320 DKK.

Ud fra artiklens informationer er det, på baggrund af protokoller for perioden 1981 til 1990, ikke muligt at identificere, at der skulle være foretaget udførsel af et såkaldt »granatanlæg« i henhold til eksportkontrolbestemmelserne.

Der foreligger ikke en ansøgning vedrørende den nævnte eksport fra DISA i 1986. Brevkopier fra Industrirådet fra 1989 viser, at en leverance til Irak af et sandtilberedningsanlæg (en komponent til støberimaskiner) samt en kontinuerlig rensemaskine med tilbehør ikke ansås for omfattet af eksportkontrolbestemmelserne.

En gennemgang af protokollerne for perioden 1981 til 1990 viser, at der ikke har været ansøgninger om tilladelse til eksport til Irak fra firmaet Niro vedrørende de pågældende maskiner.«

Jeg kan i øvrigt henvise til min samtidige besvarelse af spørgsmål nr. S 1581.