Anders Samuelsen (RV):
Da Det Radikale Venstres ordfører ikke kan være til stede,
skal jeg på hendes vegne læse følgende op:
Beslutningsforslaget vedrører et problem, der i stigende
omfang bliver registreret af politiet, specielt i de store
byer. Hashklubber og den kriminalitet, der følger i kølvandet
af disse klubber, er til stor gene for naboer og
lokalområdets øvrige beboere. Derfor venter vi i Det Radikale
Venstre med stor iver på det forslag, som justitsministeren
har bebudet.
Problemet skal løses, men det er jo ikke ligegyldigt,
hvordan vi løser det. Det kan virke paradoksalt, at klubber,
hvis navn illustrerer deres ulovlighed, ikke effektivt kan
kontrolleres og lukkes. Man kunne mene, at politiet, når de
har konstateret ulovlig virksomhed, burde koncentrere deres
kræfter om den enkelte klub, indtil det ikke længere kan
betale sig for klubbens ejer at drive de lyssky forretninger.
Men det har som mange andre gange før vist sig, at
problemet hurtigt bliver mere kompliceret. Klubberne er godt
organiseret og udstyret med moderne kommunikationsredskaber,
så razziaer og anholdelse ofte kun har vist sig at kunne
afhjælpe problemet i en kort periode.
Derfor har politiet ønsket yderligere redskaber til at
kunne komme kriminaliteten til livs. Det er vi i Det Radikale
Venstre positive over for. Derfor forventer vi også, at
justitsministeren inden folketingsårets udløb vil fremsætte
et forslag, der vil kunne løse problemet og samtidig ikke gå
på kompromis med principper, der er afgørende for vores
retssamfund, herunder sikring af boligens ukrænkelighed og
lejerens retssikkerhed.
Det er derfor ikke målsætningen om at få løst problemet,
der gør, at Det Radikale Venstre stemmer imod Dansk
Folkepartis beslutningsforslag. Vi er tryggere og har større
tiltro til de midler, som justitsministeren har bebudet for
at nå målet, og vi kan derfor ikke støtte
beslutningsforslaget.