(Kort bemærkning).
Dorte Bennedsen (S):
Det er i og for sig ikke et angreb, der skyldes, at der ikke
er ændret i bemærkningerne. Jeg sagde tværtimod, at De
Konservative har fastholdt det gamle system.
Det var sådan set mig, der åbnede ballet om
bemærkningerne for nogle måneder siden, og jeg synes, De
Konservatives bemærkninger er en god illustration. Den
ukyndige læser må altså tro, at disse otte numre, der er
pillet ud, har begået drab, drabsforsøg, voldtægt og grov
narko- og økonomisk kriminalitet, og så må man jo sige til
sig selv: Så er det da mærkværdigt, at domstolene kun idømmer
betingede domme, for så er der da noget helt rivegalt i vores
samfund, hvis den type grov kriminalitet ikke pådømmes
hårdere.
Jeg synes, de konservative bemærkninger holdt op mod
realiteterne i de konkrete sager i ændringsforslaget er en
god illustration af, at vi skulle prøve endnu en gang. Der er
jo ikke nogen, der kan tvinge nogen til noget, men jeg synes,
vi skulle prøve at videreføre debatten i udvalget om, hvordan
vi udformer bemærkningerne, så de på den ene side er rimeligt
klare og på den anden side ikke hænger konkrete personer ud.