Klaus Kjær (DF):
Intentionerne med lovforslaget er sikkert gode, og Dansk
Folkeparti er enig i, at der fortsat sker alt for mange
arbejdsskader på trods af mange års indsats vedrørende
arbejdsmiljøet. Men midlerne til at få nedbragt antallet af
arbejdsskader og arbejdsulykker er vi ikke helt enige om, og
jeg skal derfor kort kommentere de enkelte elementer i
lovforslaget:
For så vidt angår udbyderansvaret, fremgår det af
forslaget, at det primært tager sigte på professionelle
udbydere, og det vil vel hovedsagelig sige offentlige
institutioner. Det er imidlertid ikke udelukket, at private
udbydere er omfattet af lovforslaget. Og jeg finder det
vanskeligt på tilfredsstillende vis at fastsætte krav til de
overvejelser, som udbyder skal medtaget i sit
udbudsmateriale, uden at det blot bliver en standardpassus
om, at udbudet er betinget af, at arbejdsmiljølovens regler
er overholdt.
Med hensyn til bygherreansvaret er det vel også navnlig
offentlige bygherrer, der tænkes på. Men selv mindre
erhvervsdrivende, ja, endog helt private husbyggere vil blive
omfattet af, at samordningsforpligtelsen fastholdes hos
bygherren. Mange små private bygherrer vil i realiteten ikke
aktivt få nogen væsentlig indflydelse på arbejdsmiljøet i
planlægning og opførelsen af byggeriet, som de i øvrigt ikke
har nogen som helst forudsætninger for.
Dansk Folkeparti er også som udgangspunkt modstander af,
at navnlig særlig belastede brancher, som oven i købet
udpeges af arbejdsministeren efter bemyndigelse, bliver
pålagt et gebyrbelagt tilsyn, uden at dette konkret fører
til, at der ved tilsynsbesøget konstateres
arbejdsmiljømæssige overtrædelser. De særlig nævnte
virksomheder kan med rette føle, at der på dem og andre
virksomheder gøres en økonomisk forskelsbehandling.
Med hensyn til at give administrative bøder, når ansatte
overtræder givne sikkerhedsforanstaltninger, er vi i Dansk
Folkeparti også meget forbeholdne. Jeg kan umiddelbart ikke
komme i tanke om andre tidligere eksempler end lovgivningen
om tvungen brug af sikkerhedsseler, hvor det er strafbart at
foretage handlinger eller udeladelser fra handlingen, hvor
udeladelsen alene i sig selv kan påføre den pågældende selv
skade og ikke kan skade nogen som helst andre.
Men i tilfældet med den tvungne brug af sikkerhedsseler
er det dog politiet, som giver bøder, og borgeren, som har
mulighed for at få prøvet sagen ved domstolene, hvilket ikke
er tilfældet i det foreliggende lovforslag, hvor det er
Arbejdstilsynet, som kan uddele administrative bøder uden
iagttagelse af retssikkerhedsmæssige grundregler.
Herudover kan det være vanskeligt at afgrænse de nærmere
formelle og materielle regler om definitivt at udpege, hvilke
overtrædelser som måtte være ensartede og ukomplicerede, og
hvor der ikke optræder bevismæssige tvivlsspørgsmål.
Retten til, at den ansatte kan forlade sin arbejdsplads
i forbindelse med alvorlig og åbenbar fare, er i
virkeligheden en implementering af et EF-direktiv og er stort
set i overensstemmelse med den uskrevne retspraksis, som har
udviklet sig siden begyndelsen af århundredskiftet i Danmark,
og som indgår i mange overenskomster. Der er dog den lille
forskel, at der nu indføres omvendt bevisbyrde, forstået
således at det er arbejdsgiveren, der skal bevise, at der
ikke har været tale om alvorlig og umiddelbar fare, hvor det
tidligere var arbejdstageren, som havde bevisbyrden.
Principielt mener vi i Dansk Folkeparti, at de
arbejdsmiljømæssige forhold hovedsageligt bør klares af
arbejdsmarkedets parter, og det her er endnu et eksempel på,
at EU gennem pålæg om implementering af direktiver går
direkte ind og blander sig i arbejdsmarkedets forhold, hvor
det egentlig tilkommer arbejdsmarkedets parter at indgå de
her aftaler.
Endelig omfatter lovforslaget en udvidelse af
bedriftssundhedstjenesten med muligheder for at arbejde med
sundhedsfremme, og det kan vi i Dansk Folkeparti isoleret set
ikke have noget imod, men jeg er enig med de andre ordførere,
som netop har påpeget, at det er et meget diffust begreb.
Konkluderende må jeg sige, at der i lovforslaget er en
del uhensigtsmæssigheder og nærmest programerklæringer, som
vi i Dansk Folkeparti ikke tror får den store betydning for
et bedre arbejdsmiljø. Der er mange ting i lovforslaget, som
skal drøftes under udvalgsarbejdet, men jeg tror næppe, at
det ender med, at vi kan støtte forslaget. Udgangspunktet her
ved førstebehandlingen er, at Dansk Folkeparti samlet set
ikke kan støtte det fremsatte lovforslag.
