Forrige

Justitsministeren (Frank Jensen):
Jeg vil bare gentage, at jeg helt og fuldt støtter den holdning, som Dansk Folkeparti havde i 1998 og lagde til grund for sit indlæg dengang, og det var jo, at vi ikke skal have amerikanske tilstande.
     Forholdene for den skrivende journalist og den journalist, der arbejder for de elektroniske medier, er totalt ens her. Den journalist, der arbejder for Danmarks Radio eller en anden tv-station, kan overvære retssagen fuldt og helt og gengive den over for sine seere ved at skabe en retsreportage, der baserer sig på journalistens videregivelse af det, der er foregået. Vi har offentlighed i retsplejen, som består i, at borgere kan komme ind fra gaden og overvære en sag ved domstolene, både en straffesag og en civilsag, medmindre der er lukkede døre efter de bestemmelser, der er i lovgivningen for det.
     Jeg vil ikke citere hr. Skaarups tale fra 1998 igen. Jeg tror ikke, hr. Skaarup er vendt på en tallerken. Det er måske, fordi der i øjeblikket kan være en vis mediemæssig interesse for ordførere, der vil please de elektroniske mediers ønsker om at kunne sende med snurrende kameraer fra retssalene, i at gøre det. Jeg tror, det er en kortvarig glæde, Dansk Folkeparti vil have ved at gå efter sådan et letkøbt argument.
     Jeg synes, man skal stå fast på det standpunkt i Dansk Folkeparti, man havde i 1998. Det var det afbalancerede, det var det rigtige. Det var det, der skabte retssikkerhed, i forhold til at vi ikke kommer i den tilstand, som hr. Skaarup så kraftigt advarer imod, og som jeg er helt enig i.

Næste