Justitsministeren (Frank Jensen):
Altså jeg tror, hr. Thulesen Dahl kan tale med sit
gruppemedlem, der sidder bag ved, gruppeformanden fra Dansk
Folkeparti, og få hele argumentationskæden, som hr. Skaarup
fremførte på Dansk Folkepartis vegne, for, at man ikke skulle
have de her tilstande, hvor det bliver gjort til
underholdning. Det var jo det helt bærende i Dansk
Folkepartis holdning i 1998 til det lovforslag, jeg havde
fremsat på regeringens vegne. Vi skal altså ikke gøre det til
underholdning, og jeg mener, at det ligger bedst i hænderne
på domstolene og dommerne at sætte de konkrete grænser for,
hvornår det kan være tilladeligt.
Vi har altså fastlagt ved den lov, som Dansk Folkeparti
stemte for i 1998, i loven og i lovens bemærkninger, hvor det
som udgangspunkt er forbudt, men hvor det med dommerens
tilladelse kan gives, og der er der så angivet i
bemærkningerne, hvornår det så kan gives.
Jeg har, siden loven trådte i kraft, set ganske mange
videregivelser, både fastbilledoptagelser og også
filmbilleder videregivet både fra Højesteret og fra
landsretterne og også byretten, og jeg mener, at domstolene
administrerer loven på det her felt ganske godt og helt i
overensstemmelse både med hr. Peter Skaarups holdning og også
det, der var genstand for regeringens holdning i den
lovgivning, vi fremsatte i 1998.
Hermed sluttede spørgsmålet.