Forrige

Undervisningsministeren (Margrethe Vestager):
Jeg kan oplyse, at der er i forhold til programmet »F 2000« er givet dispensation til i alt 259 skoler, som omfatter i alt 107 kommuner. Derudover kan der være forsøg med en anden type af skolestart, som ikke nødvendiggør dispensation fra folkeskoleloven.
     Dispensationerne vedrører dispensation til lærer/pædagogsamarbejde fra børnehaveklassen til 2./3. klasse, dispensation til udvidelse af den daglige undervisningstid, dispensation til begge dele på samme tid, dispensation til rullende skolestart og dispensation til udskudt klassedannelse.
     Det er som nævnt indledningsvis kommunerne selv, der betaler, hvis man ønsker at lave den type af forsøg. Det er sådan som omtalt, at en række kommuner er i gang og efter ansøgning kan få lov til at fortsætte, indtil der tages beslutning om det modsatte.
     Der kommer ganske mange forskelligrettede meldinger. Det, som er kernen i det, er, at dagen vil være svært kort, fordi den dispensation, som gives, har været givet til, at dagen kunne være fra kl. 8 til kl. 14. Der synes at være en række forældre, som tilrettelægger deres arbejdsdag sådan, at de ikke længere synes, at deres barn skal være i SFO, men også det vil formodentlig være afdækket, i hvert fald kan vi tage en pejling på det i forbindelse med den samlede evaluering, som kommer her i slutningen af måneden.
     Jeg har hørt lige så meget positivt, som hr. Frank Dahlgaard måtte have hørt negativt om de forsøg, som laves, bl.a. fordi man har positive erfaringer med, at børnene får mere tid til fysisk udfoldelse, der bliver mere tid til en eksperimenterende og kreativ tilrettelæggelse af undervisningen, der bliver mere tid til matematik, til naturfag, til andre typer af undervisning, end man ellers ville se, og der kan være et bedre samarbejde klasserne imellem, også på tværs af alder.
     Nogle af de problemer, som man er løbet ind i, er bl.a. at få et godt samarbejde mellem lærere og pædagoger, ligesom man nogle steder har meget fine eksempler på et meget godt samarbejde.
     Jeg har ikke taget stilling til, hvad der måtte være resultatet af de forhandlinger, som forligskredsen indleder, men jeg håber naturligvis, at den evaluering, som kommer, vil vise, at der er nogle positive erfaringer, som vi kan bygge videre på med henblik på at give børnene en bedre skolestart og dermed også en bedre undervisning og en bedre skoledag i indskolingsforløbet. Intentionen er jo ikke at internere børnene, men at sørge for, at folkeskolen bliver en stadig bedre skole, også for de små.

Næste