Forrige

Frank Dahlgaard (UP):
Ja tak.
     Nu er jeg sikker på, at vi taler om det samme, for jeg har også nogle tal om, at det er over 250 skoler, der er i gang med det her forsøg, og i over 100 kommuner.
     Nej, jeg mistænker ikke ministeren eller nogen anden politiker for at ville skade børnene, men det er da klart, som ministeren siger, at der bliver mere tid, når man har tiden fra kl. 8 til kl. 14, også for små børn - og det er jo mere, end de normalt har - til fysisk aktivitet osv. i skoleregi, i institutionsregi.
     Men vi er altså nogle her i Folketinget - jeg ved ikke, hvor mange der er til stede nu - som altså synes, at der godt kan foregå nogle aktiviteter, både med hensyn til at beskæftige sig med matematik og lektier og fysiske aktiviteter uden for skolen, uden for institutionerne, uden at pædagoger overvåger børnene. Det kan ske derhjemme, f.eks. ude på vejen, mens der er nogle, der ser efter børnene.
     Det er jo den diskussion, der pågår, det er dér, den politiske uenighed er; vi ønsker jo alle sammen det bedste for vores børn.
     Men vil ministeren ikke medgive mig, at når der kommer mange positive meldinger ind om disse forsøg - og det har jeg da også hørt - så er det måske fra nogle forældre, der føler, at nu har de fået klaret et pasningsproblem for deres børn, og som ud fra det hensyn er glade for ordningen og ikke ud fra, hvad der er bedst for deres barn?

Næste