Undervisningsministeren (Margrethe Vestager):
Som hr. Frank Dahlgaard givetvis erindrer, er det jo sådan,
at man skal vælge mellem enten dansk eller matematik som det
første valg. Det vil sige, at man enten vælger dansk eller
matematik, og det er et tvangsvalg, som skal foretages.
Det er sådan i dag, at fordelingen mellem dem, som
vælger dansk, og dem, som vælger matematik, er ca. 70 pct./30
pct. Derudover har de lærerstuderende en række valg, men
nogle af dem er bundet i, at det skal være inden for
forskellige hovedområder. Hovedindtrykket i forhold til den
nye læreruddannelse, hvor vi nu er halvt igennem det første
optag, er, at vi sandsynligvis kommer til at dække
folkeskolens fagrække forholdsvis bredt.
Jeg kan desværre ikke tilslutte mig, at idræt og musik
skulle være perifere og såkaldt bløde fag, som ikke synes
voldsomt relevante på folkeskolens fagrække. Jeg anser idræt
og musik for at være meget væsentlige fag som et led i
skolens samlede virke netop for at støtte børnene i, at det
at lære er mange forskellige ting, og at det kropslige og det
musiske indgår på linje med en række af de fag, som - med et
måske lidt dristigt bud - hr. Frank Dahlgaard ville kalde
hårde.
Hvis der ligger en antydning i spørgsmålet af, at vores
forventning er, at det faglige niveau i folkeskolen ville
falde som følge af den nye læreruddannelseslov, så deler jeg
ikke den vurdering.
Ambitionen er netop, at lærere skal uddannes i fire
linjefag og undervise i de linjefag, som de er uddannet i. At
det er en ambition er indlysende, men hvis vi satsede hårdt
på det krav fra den ene dag til den anden, ville der være en
række små skoler i landet, som ville få ganske svært ved at
eksistere. Da vi samtidig har den ambition, at landet skal
være dækket af folkeskoler, sådan at der kan være et tæt
forhold mellem forældre og skole, sådan at forældrene netop
kan udøve deres ansvar også i forhold til børnenes skole, så
tror jeg, det er hensigtsmæssigt, at vi har det som en
ambition, som vi forfølger, men at vi samtidig giver
folkeskolen rum til at udvikle sig i øvrigt i forhold til et
fagligt niveau, som er stadig stigende i en meget positiv
konsoliderende proces.