Justitsministeren (Frank Jensen):
Vi overholder de svarfrister, vi har, og kan vi ikke give et
umiddelbart svar, så får man et foreløbigt svar, og det har
hr. Thulesen Dahl også fået i dette tilfælde. Hvis der er
tale om overskridelse af frister, hvilket jeg ikke tror, der
er, så skal man sige det her i Folketingssalen. Det er
uacceptabelt, og jeg finder mig ikke i at blive udsat for
kritik, heller ikke hvis der ikke er tale om
fristoverskridelser. Det skal vi lige have på plads.
Så vil jeg sige til det materielle indhold i
spørgsmålet, som vi jo altså både har fået skriftligt og
mundtligt - og nu har vi så på fredag et beslutningsforslag
om det samme fra Dansk Folkeparti - at det jo ikke er sådan,
at hr. Thulesen Dahl ikke har haft lejlighed til at gøre sig
bekendt med det her. Det er fremgået af medierne.
Jeg vil sige, at jeg hele vejen igennem fuldt ud har
støttet ønsket om, at der i Sønderjylland fortsat skal flages
med Dannebrog ved den dansk-tyske landegrænse. Allerede i
slutningen af februar måned fik jeg en henvendelse fra
amtsborgmesteren i Sønderjyllands Amt, hvori amtsborgmesteren
meget venligt tilbød at medvirke til en praktisk løsning
omkring flagningen ved grænsen.
På baggrund af den henvendelse bad jeg politimestrene i
Tønder og Gråsten om sammen med amtet at finde en praktisk
løsning, der sikrer, at der fortsat kan blive flaget ved
landegrænsen. Den løsning, som politimestrene sammen med
amtet har fundet frem til, går ud på, at amtet står for
flagning ved de tidligere grænseovergangssteder i Kruså, i
Pebersmark, i Møllehus, i Rudbøl. Hertil kommer, at amtet
også vil stå for flagningen i Havneby og på Rømø. Politiet
vil stå for flagningen ved de tidligere grænseovergangssteder
ved motorvejen i Frøslev og på Oksevej i Padborg, indtil
grænsepolitiet i løbet af sommeren flytter til nye lokaler i
Padborg. Herefter vil amtet også overtage flagningen ved
disse to grænseovergange.
Så ja, der er fundet en ordning sammen med amtet om, at
der fortsat skal flages ved den dansk-tyske landegrænse.
For så vidt angår reglerne om flagning ved Danmarks
landegrænse kan jeg oplyse, at der ikke findes noget samlet
retsforskrift på flagområdet. Retstilstanden hviler i vidt
omfang på kongelige resolutioner fra enevældens tid, en række
administrative enkeltafgørelser og sædvaner.
Der findes da heller ingen specielle regler for flagning
ved Danmarks grænser, men der er tradition for, at man flager
ved landegrænsen i Sønderjylland, og det er en tradition, som
vi med den aftalte ordning sikrer fortsat holdes i hævd.