(Kort bemærkning).
Carsten Hansen (S):
Se, nu begynder det jo at blive interessant, for hvad var
det, man sagde før valget? Jeg synes, at Venstre i annoncer -
nej, det er jo dem, der ikke måtte blive udgivet for Det
Konservative Folkeparti - ellers forsøger at sige, at man gør
det, man siger.
Før valget sagde man, at Vandfonden var en knippelgod
idé, og den ville man gerne bakke op om, bakke op om de
33.000 enkelthusstande, der havde problemer, bakke op om de
700 små, decentrale vandværker, der havde store problemer,
men nu siger man, at det vil man ikke. Der er nemlig sket
noget helt nyt, for man har fået en anden statsminister. En
virkelig tynd argumentation, må jeg sige til hr. Eyvind
Vesselbo.
Så får vi at vide, at man gerne vil være med til at se
på det. Synes hr. Eyvind Vesselbo ikke, at det er den
bagvendte verden? Man nedlægger noget, som vi ved fungerer,
og som i hvert fald er til gavn for ganske mange, og så siger
man, at man er villig til at se på noget nyt.
Var det ikke en idé at fastholde den, og så er vi
villige til at forhandle om spørgsmålet? Man siger ét og gør
noget andet.