L 202
Forslag til lov om tidsbegrænset ansættelse.
Af beskæftigelsesministeren (Claus Hjort Frederiksen).
Lov nr 370 af 28. maj 2003
Beh sammen: L 202 og L 203.
Ordførere: (1.beh) Ulrik Kragh (V), Jan Petersen (S),
Bent Bøgsted (DF), Charlotte Dyremose (KF), Lene Garsdal
(SF), Anders Samuelsen (RV), Søren Søndergaard (EL) og Tove
Videbæk (KRF).
Efter 1.beh henvist til Arbejdsmarkedsudvalget (AMU).
Efter 2.beh direkte overgang til 3.beh.
Resume:
Loven fastslår, at en tidsbegrænset ansats
ansættelsesvilkår ikke må være mindre gunstige end en
sammenlignelig fastansats, medmindre der er objektive
grunde hertil. Desuden kan tidsbegrænsede ansættelser kun
fornys, hvis det er objektivt begrundet. Dog er der på det
statslige undervisnings- og forskningsområde fastsat en
bestemmelse om, at tidsbegrænsede ansættelsesforhold kan
fornys op til to gange.
Baggrund:
Lovforslaget blev fremsat sammen med lovforslag nr. L 203
og skulle ses i sammenhæng hermed.
Med lovforslaget gennemførtes direktiv 1999/70/EF om
rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der blev
indgået af EFS (Den Europæiske Faglige
Samarbejdsorganisation), UNICE (Sammenslutningen af
Industri- og Arbejdsgiverorganisationer i Europa) og CEEP
(Det Europæiske Center for Offentlig Virksomhed). Formålet
med direktivet var at forbedre kvaliteten ved tidsbegrænset
ansættelse ved at bruge et ikkediskriminationsprincip og at
fastsætte rammer, der skulle forhindre misbrug hidrørende
fra flere på hinanden følgende tidsbegrænsede
ansættelsesforhold.
Lovforslaget implementerede udelukkende direktivet på de
områder af arbejdsmarkedet, som ikke var omfattet af en
kollektiv overenskomst til gennemførelse af direktivet.
Afstemning:
Lovforslaget vedtaget med 92 stemmer (V, S, KF, SF, RV,
EL og KRF) mod 15 (DF).