Else Theill Sørensen (KF):
»Mennesket blev menneske i kærlighed, gjort i elskov, ja, det
blev vi dog.« Sådan sang Liva Weel i Poul Henningsens vise om
livets allerførste begyndelse i en revytekst i Dagmarrevyen i
det år, hvor jeg blev født, og det er meget længe siden.
Dengang blev alle mennesker til ved en undfangelse i en
kvindes krop, og de færreste havde nok fantasi til at
forestille sig, at det nogen sinde kunne blive anderledes.
I dag er det anderledes, og den viden og forskning, som
har ført frem til bl.a. de forskellige former for kunstig
befrugtning, vi kender i dag, har også åbnet for nogle andre
fantastiske muligheder, dels for yderligere forskning i
livets opståen, dels for barnløshed og også for udvikling af
nye behandlingsmetoder for en række meget alvorlige sygdomme.
En udnyttelse, eller man skulle måske i første omgang
sige udvikling, af de mange muligheder kræver, at det
tillades at forske i stamceller, og størst potentiale vil der
være, hvis det tillades at forske i embryonale stamceller.
Stamceller bruges allerede i dag til sygdomsbehandling,
men det er stamceller udtaget fra f.eks. knoglemarv eller
blod, specielt navlesnorsblod, og det er der altså ikke de
store etiske problemer i.
Det er der derimod i spørgsmålet om forskning i
embryonale stamceller, en forskning, der forventes at kunne
give indsigt i de tidligste trin i menneskets udvikling,
f.eks. viden om, hvad der går galt, når svære misdannelser
udvikles. Men forskning i embryonale stamceller forventes
også at lede frem imod helt nye behandlingsmetoder, bl.a. for
alvorlige sygdomme som Parkinsons syge og visse typer
sukkersyge.
De spørgsmål, der skal tages stilling til i hele dette
problemkompleks, er bestemt ikke lette. Der findes ikke noget
svar, der er mere rigtigt end andre, og jeg tror, at hver
eneste af os er i oprigtig tvivl om, hvor langt vi skal gå,
hvor mange og hvor store bidder vi skal tage af frugterne fra
kundskabens træ.
Vi har fået et fantastisk godt grundlag for vores
overvejelser i form af rapporten fra Genteknologiudvalget og
i Det Etiske Råds stillingtagen til Genteknologiudvalgets
spørgsmål om regulering af forskning i og anvendelse af
stamceller.
Kl. 16.45
I Det Konservative Folkeparti er vi meget glade for, at der lægges op til en offentlig debat om emnerne, og at der bliver afholdt en høring først i det nye år. Vi har ikke som gruppe, og jeg har ikke som ordfører taget stilling til alle de forskellige spørgsmål, der rejses. Men jeg vil gerne komme med nogle af de overvejelser, jeg vil gøre mig frem til den dag, hvor jeg bliver nødt til at tage stilling. Noget af det helt centrale er, om man kan tillægge fosteranlægget, altså det befrugtede æg, status af liv i betydningen menneskeligt liv. Hvis ja, skal det så regnes som et menneske? Har det krav på beskyttelse, beskyttelse imod hvad? I dag er det beskyttet imod at blive brugt til grundforskning, men ikke imod at blive kasseret og smidt væk, hvis det er tilovers. Skal forældre, altså det par, der har leveret henholdsvis ægget og sædcellen, give deres samtykke til, at det, der kunne være blevet til deres barn, må bruges til forskning? Skal de give deres samtykke generelt eller til en specifik forskning? Jeg kan se, at lampen lyser nu, så derfor vil jeg kun sige, at der er et par ting, jeg i hvert fald godt vil slå fast allerede nu. Jeg kan ikke under nogen omstændigheder acceptere, at et æg udtages af en kvinde og befrugtes alene med det formål, at der skal kunne udtages stamceller af det til forskning. Når et menneskeæg befrugtes, skal hensigten være, at der skal komme et barn ud af det. Derimod ser jeg ikke nogen etiske problemer i forskning og behandling, der bruger stamceller, som ikke er embryonale.
