Forrige

Karsten Nonbo (V):
Lovforslaget er en udmøntning af regeringens handlingsplan »Dyrs velfærd - vores ansvar«.
     Der har været for mange historier om dyremishandling - direkte torturhistorier: hvor katte er blevet hængt i træer, høns er døde af sult, køer er uden mulighed for husly, fugle er døde i deres bure, osv. Sådan kan vi desværre blive ved, og derfor er det med tilfredshed, jeg kan konstatere, at fokus nu også rettes på privates hold af dyr, for hvad er egentlig værst: En ko, som ikke kan komme ind, eller en hund på fjerde sal, der aldrig kommer ud? De er begge udedyr fra naturens hånd, og det er godt, at disse problemstillinger ligestilles, for dyret ved jo ikke, om det er et erhvervsdyr.
     Der gives mulighed for at skærpe straffene. Dommerforeningen anser ganske vist lovgivningen for vejledende, men de gode råd om strafskærpelse ved grov uagtsomhed, gentagelse og i erhverv må kunne fænge i Dommerforeningen, hvis man vil påberåbe sig relationer til samfundets krav.
     Derfor er det også en god foranstaltning, at dyrehandlere skal udlevere pasningsvejledninger, når de sælger eksotiske dyr til folk. Hvis ikke folk kan eller vil følge vejledningen, kan den da i det mindste bruges til at slå dem oven i hovedet med, for nu kan de ikke påberåbe sig uvidenhed om, hvordan de skal passe dyrene.
     Jeg er lidt imponeret over, at der er 125 høringsberettigede parter, men jeg må sige, at jeg er også tilsvarende imponeret over, at over 75 har svaret. Det beviser, at området har alles bevågenhed.
     Det er særlig spørgsmålet om halekupering, der har stor bevågenhed. Jeg mener, det er den rigtige holdning, justitsministeren har indtaget ved at meddele generelt forbud mod udstilling af halekuperede hunde, også hunde, som er halekuperede af veterinære årsager eller lovligt i udlandet. Den generelle risiko for skader på hundehaler er ikke så stor, at det at måtte lade sin hund halekupere af veterinære årsager er en risiko, man må løbe.
     Ved rettighedsfrakendelse skal der ske en effektiv opfølgning. Hvis man fradømmes retten til at holde dyr erhvervsmæssigt, frakendes man også retten til at holde eller passe dyr i almindelighed. Det må man betragte som ligeartet.
     Generelt er det et godt lovforslag, hvor først og fremmest instruksen til politi og dyrlægekontrollanter vil være afgørende for lovens udbredelse og anvendelse. Vi skal holde øje med, at loven bliver overholdt, navnlig om der ligger hindringer i enten lovens bogstav eller lovens håndhævelse.
     Venstre kan støtte dette lovforslag.

Kl. 10.05

Næste