Forrige

Frode Sørensen (S):
Justitsministeren fik netop fremsat forslaget om at forhøje bøderne for overtrædelse af dyreværnsloven dagen før den store forespørgselsdebat her i Folketinget om dyrevelfærd. Den kurs, som Folketingets flertal den dag udstak, var ganske klar: strammere regler og højere bøder, når mennesker behandler dyr på en uforsvarlig måde. Tilsyneladende kommer der flere og flere eksempler på uforsvarlig omgang med dyr, ikke mindst hvad angår den type dyretransporter, der i reglen er den rene vanrøgt.
     Socialdemokraterne står ved de synspunkter, der kom frem under debatten den 30. januar, og vi er derfor positivt indstillet over for det foreliggende forslag. Ministerens forslag ligger i forlængelse af den samlede plan for dyrevelfærd med de fire hovedpunkter: at forhøje bøderne for uforsvarlig behandling af dyr klækkeligt; at præcisere forbuddet mod udstilling af halekuperede hunde; at give bestemmelser om vejledning for pleje af kæledyr samt at lade kontrolopgaver dække økonomisk ind ved brugerbetaling. Der er
i alle tilfælde tale om forslag, som vi kan medvirke til at gennemføre. Rent principielt ligger forslagene også i forlængelse af regeringens generelle retspolitiske hang til at skærpe straffene, herunder bødeniveauerne. Ikke desto mindre erindrer vi os, at de nuværende regeringspartier generelt afviste enhver tale om højere bøder, når SR-regeringen fremsatte den slags forslag. Eksempelvis betegnede den nuværende justitsministers partiformand politiets fartfælder som rene pengemaskiner, men det synspunkt har den nuværende justitsminister gjort en del for at lægge luft til. Skal vi lære noget af dagens forslag, kan det måske være, at den nuværende regering vil være mere positiv, hvis eksempelvis Socialdemokratiet foreslår højere bødeniveauer for overtrædelse af miljøloven. Det ville være positivt, hvis den nuværende justitsminister kunne bekræfte, at regeringen også på dette område vil være imødekommende. Men det kan vel ikke tænkes, at der ligger en helt anden, en skjult dagsorden bag forslagets positive holdning til højere bøder? Det bliver år for år vanskeligere at fastholde det skattestop, som skal finansieres gennem andre kilder end skatterne, og derfor er de nuværende regeringspartier lykkelige for at kunne skrue bødeniveauet i vejret. Det har vi ikke så meget imod i det foreliggende tilfælde, men det ville altså give større respekt for den nuværende regering, hvis den bare sagde tingene ligeud: at man ikke længere regner brugerbetaling for en skat. Måske er det ikke en nyhed, men i skattestoppets spæde barndom definerede Venstre brugerbetaling som en skat, der altså ikke måtte stige. I dag siger regeringen noget helt andet, end den gjorde i valgkampen i 2001, men sådan er det vel, når krybben er tom. Men som tidligere nævnt skal det ikke hindre Socialdemokraterne i positivt at støtte det foreliggende forslag.

Næste