Lars Barfoed (KF):
Da mit partis ordfører, hr. Helge Adam Møller, er forhindret
i at være til stede, skal jeg på hans og den konservative
folketingsgruppes vegne udtale følgende:
Vi Konservative kan fuldt og helt støtte dette forslag.
Hvis bare alle, som ejer dyr eller omgås dyr, ville opføre
sig sådan, som det store flertal gør, var dette lovforslag
overflødigt.
Kl. 10.15
Dyreværnsloven er jo ganske klar. Det siges i § 1, at
dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes mod smerte,
lidelse og væsentlig ulempe, i § 2 at dyr skal behandles
omsorgsfuldt, og at de skal fodres, vandes og passes i
overensstemmelse med deres behov, og endelig siger lovens §
3, at de steder, hvor dyrene opholder sig, skal indrettes
sådan, at dyrene har den nødvendige bevægelsesfrihed, og at
de skal være sikret mod vejr og vind i overensstemmelse med
det enkelte dyrs egenart; der er jo forskel på en huskat og
en belgisk arbejdshest.
Langt de fleste danskere, der ejer eller omgås dyr,
overholder heldigvis disse regler, men desværre er der et
lille mindretal, som bryder dem, og indimellem groft og
gentagne gange. Vi skal som samfund gøre alt for, at disse
personer stoppes. Vi skal leve op til det slogan, som vi alle
bør være enige om: dyrs velfærd er vores ansvar.
Med disse grundlæggende og principielle bemærkninger
vedrørende det at behandle dyr ordentligt - uanset om det er
dyr, der bruges i landbruget, de såkaldte produktionsdyr,
eller kæledyr - har jeg også givet begrundelsen for, hvorfor
vi så varmt kan støtte dette forslag.
De få mennesker, der ikke kan finde ud af at behandle
dyr på en ordentlig måde, må mærke i form af strafsanktioner,
at det tolererer samfundet ikke. Derfor er der fra
konservativ side fuld støtte til de store bødeskærpelser, som
ministeren lægger op til, ligesom der er fuld tilslutning til
den skærpede praksis, som går ud på, at personer oftere kan
blive frakendt retten til at beskæftige sig med dyr. Dette
skal ske for at sikre, at de ikke endnu en gang begår grove
overgreb mod uskyldige væsener.
Forslagene om at præcisere det gældende forbud mod
udstilling af halekuperede hunde samt forslaget om, at en
privatperson, der køber et kæle- eller hobbydyr, skal have
udleveret en skriftlig vejledning om dyrets pasning og pleje,
kan vi helt tilslutte os.
Det sidste punkt vedrørende en instruktionsbog om,
hvordan man passer et kæledyr, kan sammenlignes med den
instruktionsbog, man får, når man køber en ny bil eller
vaskemaskine. Kender man bilen eller vaskemaskinen i
forvejen, har man ikke brug for vejledningen, men er man
nybegynder på området, er den til uvurderlig gavn. Det samme
vil gælde en vejledning til den person, der ikke har været
vant til at have et kæledyr, hvad enten det er en hamster, en
kat eller en hund. Derfor er vejledning en god idé.
Konkluderende kan jeg sige, at vi fuldt og helt støtter
lovforslaget, og vi håber, at det kan vedtages rimelig
hurtigt og i bred enighed og derfor kan træde i kraft
allerede den 1. juli i år.