Udenrigsministeren (Per Stig Møller):
Jeg vil tillade mig at betragte det som meget hypotetisk.
Sådan vil det hverken ende i aften eller den 14. februar. Jeg
er da ikke i tvivl om, at hvis Rusland, Kina, USA og
Storbritannien mener, at vi på baggrund af det her er nødt
til at gå ind og afvæbne, så kan jeg ikke forestille mig, at
Frankrig nedlægger veto mod Rusland, Kina, USA og United
Kingdom. Det er derfor, spørgsmålet er hypotetisk. Hvorfor
skulle jeg forholde mig til en situation, som jeg opfatter
som utænkelig? Det er der ingen grund til.
Frankrig har altid påtaget sig internationale opgaver,
hvor det har været nødvendigt; de har været med alle vegne,
det er også et NATO-land. Så jeg kan ikke rigtig forestille
mig den der situation, og derfor er der ingen grund til at
begynde at gå ud på den boldgade, for Rusland har udtrykt sig
meget USA-positivt og for, at Sikkerhedsrådet skal træffe den
nødvendige beslutning, afhængig af hvad Blix kommer og siger,
og hvad der kommer frem af beviser.
Jeg kan ikke forestille mig, at Chirac ikke vil finde en
løsning sammen med de fire andre. Frankrig har kørt det her
meget seriøst; Frankrig har kørt det meget fornuftigt; jeg
har kun fuld respekt for det franske diplomati, som var meget
bærende for, at man fik en god resolution, 1441. Så hvorfor
skulle jeg være i tvivl om den franske dygtighed i FN's
Sikkerhedsråd, som har udfoldet sig ganske fornuftigt?
Jeg tror også, der kommer en enighed i Sikkerhedsrådet.
Mit håb er bare, at vi når frem til enighed og kan
konstatere, at Chirac nu lader sig afvæbne og får sprængt
sine ting i stumper og stykker, så han ikke kan anvende dem
mod sagesløse mennesker i regionen, og det er det, vi
fastholder presset for. At forholde mig til en tænkt fransk
situation, det synes jeg ikke vi skal gøre.
Kl. 13.45
Villy Søvndal (SF):
Jeg synes måske, udenrigsministeren faldt lidt tilbage i et
gammelt spor ved ikke at forholde sig til hypotetiske
situationer og sådan noget. Så tror jeg også,
udenrigsministeren kom til at forveksle Chirac med Saddam.
Der er jo det rigtige i det, at der er lande, der har
meget større mængder ødelæggelsesvåben end Irak, men jeg er
sikker på, at udenrigsministeren kom til at fortale sig og
mente Saddam i stedet for Chirac, selv om Frankrig jo har
masseødelæggelsesvåben i form af atomvåben osv.
Når jeg synes, det er vigtigt, at vi forholder os til
hypotetiske spørgsmål, er det jo, fordi vi står over for en
krig med ufattelige konsekvenser, må jeg sige til
udenrigsministeren. Det tror jeg også udenrigsministeren godt
ved.
Den danske debat har været kendetegnet ved et forsøg på
at lave en meget, synes jeg, primitiv debat, der hedder: De,
der er betænkelige ved krigen, er nok bare grundlæggende
antiamerikanske i deres sindelag, og dem kan vi køre ind på
det spor, selv i en situation hvor den folkelige modstand er
så voldsom.
Jeg insisterer på, at hvis den danske regering også skal
bidrage med soldater i en krig, der vil betyde i tusindvis, i
titusindvis af uskyldige dræbte, så er forudsætningen, at vi
gør os nogle solide, grundige overvejelser om det og derfor
spørgsmålet.