Forsvarsudvalget
(B 165 - bilag 2)
(Offentligt)
Folketingets Forsvarsudvalg
Christiansborg, den 8. maj 2003
Udvalget udbeder sig - i 70 eksemplarer - ministerens
besvarelse af følgende spørgsmål:
Ad
B 165 Forslag til folketingsbeslutning om dansk militær deltagelse i
en multinational sikringsstyrke i Irak
Af udenrigsministeren
1. Ministeren bedes uddybe, hvad der menes med formuleringen i bemærkningerne til forslaget om, at terrortruslen vurderes som høj, herunder redegøre for, hvordan denne vurdering er fremkommet, samt hvor truslen kommer fra.
2. Ministeren bedes uddybe, hvad der menes med formuleringen i bemærkningerne til forslaget om, at spionagetruslen vurderes som høj.
3. Ministeren bedes uddybe, hvad der menes med formuleringen i bemærkningerne til forslaget om, at subversionstruslen vurderes som høj, herunder redegøre for, hvordan denne vurdering er fremkommet, samt for hvor truslen kommer fra.
4. Ministeren bedes redegøre for, hvilke forudsætninger der skal være opfyldt, før sikringsstyrken forlader Irak.
5. Ministeren bedes redegøre for drøftelser blandt de deltagende lande i sikringsstyrken om Geneve-konventionen, særligt om der er enighed om, at denne konvention skal overholdes, og at brud på konventionen skal have konsekvenser.
6. Ministeren bedes vurdere risikoen for, at danske soldater udsættes for påvirkning fra radioaktivt materiale fra våben med forarmet uran.
7. Ministeren bedes oplyse, hvilke forholdsregler der er truffet for at beskytte danske soldater mod Golfkrigssyndromet.
8. Ministeren bedes oplyse, hvor stor kapaciteten til rydning af miner, herunder ueksploderede klyngebomber, er i Irak, samt om kapaciteten modsvarer behovet.
9. Ministeren bedes oplyse, hvilke politiske og eventuelle etniske grupperinger i Irak udover Baath-partiet, der ikke har været inviteret til møder med USA's administrator Jay Garner med henblik på diskussion af Iraks fremtid samt af dannelsen af en foreløbig irakisk regering.
10. Ministeren bedes redegøre for, hvilken kompetence den foreløbige irakiske regering (Iraqi Interim Government) ventes at få.
11. Ministeren bedes uddybe, hvad der menes med, at styrken skal bidrage til beskyttelsen af Iraks kulturarv og helligdomme, herunder oplyse om der også hermed henvises til en forberedt systematisk indsats for at geninddrive de dele af Iraks kulturarv og helligdomme, der gik tabt under plyndringen af muséer i Bagdad.
12. Ministeren bedes oplyse, hvordan den danske regering har arbejdet for, at FN's våbeninspektører kan genoptage arbejdet i Irak.
13. Ministeren bedes uddybe kommandostrukturen for sikringsstyrken, herunder beskrive den kompetence CENTCOM får over danske tropper, samt i hvilket omfang, der vil være dansk deltagelse i beslutningerne på højt niveau.
14. Ministeren udbedes en vurdering af mulighederne for at få FN's våbeninspektører ind i Irak for at genoptage arbejdet.
P.u.v.
Helge Adam Møller,
formand.
Til
forsvarsministeren og udenrigsministeren (Løbenr. 18997)