(Kort bemærkning).
Villy Søvndal (SF):
Det er jo en kendt sag, at hadet kan gøre så blind, at man
helt mister den analytiske evne. Og det var vel det, der
skete for hr. Søren Krarup lige nu.
Jeg forstod på hr. Søren Krarups tale, at Irakkrigen
skulle være et selvforsvar mod islamisk terrorisme. Jeg tror
godt, jeg vil have hr. Søren Krarup til at uddybe, hvad Irak
var for et samfund. Var det efter hr. Søren Krarups
opfattelse under Saddam Hussein et islamisk samfund præget af
islamisk fundamentalisme? For så er der noget, jeg helt har
misforstået. Og så vil jeg gerne belæres om det, for jeg
troede egentlig, det var et verdsligt styre - det var slemt
nok, det er slet ikke det - men mener hr. Søren Krarup
virkelig, at det var et islamisk, religiøst dirigeret
samfund? Det er det ene spørgsmål, jeg har.
Det andet spørgsmål: Synes hr. Søren Krarup så, at
aktionen er lykkedes på den måde, at terrortruslen er blevet
mindre siden marts måned, hvor hr. Søren Krarup jo har været
med til at føre korskampen videre? Er det lykkedes?