Gitte Seeberg (KF):
For Det Konservative Folkeparti har det været klart, at
betingelserne for at deltage i krigen mod Irak var opfyldt.
Vi deler ikke den tvivl, som en del af Folketingets partier
her tidligere på dagen har givet udtryk for. Det fremgår
bl.a. af det juridiske notat, som Udenrigsministeriet
udarbejdede i marts måned, og det stod i øvrigt også klart,
da Folketinget i 1998 i bred enighed vedtog på daværende
tidspunkt at give regeringen bemyndigelse til at deltage i et
angreb mod Irak.
Irak har siden Golfkrigen blæst højt og flot på det
store antal resolutioner, der er vedtaget i FN's
Sikkerhedsråd. I november sidste år vedtog Sikkerhedsrådet
enstemmigt resolution 1441, som vi jo tidligere har haft
lejlighed til at diskutere her i Folketinget.
1441 var en præcisering og en konkretisering af
tidligere resolutioner. Kravene til Irak var som bekendt, at
Irak omgående og uden betingelser skulle samarbejde med FN's
våbeninspektører. Man kan selvfølgelig have forskellige
synspunkter om, hvornår nok er nok. Men samarbejdet uden
betingelser viste sig imidlertid endnu en gang at være
forgæves. Styret i Bagdad samarbejde ikke som forudsat i
resolution 1441. Således fremlagde man ikke beviser for, at
giftgasser, herunder anthrax, og andre
masseødelæggelsesvåben, rent faktisk var destrueret; våben,
som Saddamstyret ved tidligere lejligheder havde bevist at
være villig til at bruge, bl.a. i forhold til det kurdiske
mindretal i Irak - noget, der i øvrigt kostede i
størrelsesordenen en kvart million mennesker livet.
Betingelserne for intervention var således til stede, da
vi i Danmark besluttede at deltage i krigen mod Saddam og
Irak. Bemyndigelsen til at gennemtvinge Sikkerhedsrådets krav
var allerede til stede ved resolution 678, som var den,
Folketinget benyttede sig af i 1998.
Saddamstyrets manglende samarbejde og manglende vilje
til at dokumentere destruktion af masseødelæggelsesvåben
måtte føre til en afvæbning af styret, sådan som det også er
sket. Denne beslutning mener vi i Det Konservative Folkeparti
fortsat var den rigtige. Det ville naturligvis have været
ønskværdigt, som udenrigsministeren også var inde på, om der
havde været en ny og måske mere klar resolution, så dette
spørgsmål ikke havde været til diskussion. Men det stod jo
klart i starten af året, at der ikke ville komme en ny
resolution.
Når jeg siger, at det ville være ønskværdigt på den
hjemlige bane, så skyldes det jo, at det selvfølgelig havde
været bedst, om der havde stået et bredt flertal i
Folketinget bag beslutningen, sådan som vi kan glæde os over
det vil ske i morgen, når Folketinget beslutter sig for at
forlænge dansk tilstedeværelse i Irak.
Folketinget har i øvrigt tidligere, som statsministeren
også påpegede, besluttet at sende soldater ud, i øvrigt uden
forudgående sanktionering i FN's Sikkerhedsråd. Det skete, da
vi sendte soldater af sted til Kosovo.
Men alt det her betyder jo ikke, at vi ikke i fremtiden
skal kunne diskutere folkeretten også set i lyset af den
verden, vi i dag befinder os i. Verden er i forandring, og
det er trusselsbilledet også. Ved nogle lejligheder har det
været oplagt for FN at gribe ind, men det er af forskellige
årsager ikke sket. Jeg synes derfor bestemt, det vil være
interessant at diskutere, om der i fremtiden skal opstilles
andre og nye betingelser for, hvornår man kan intervenere,
sådan som også Kofi Annan har været inde på, hvis man kan
forudse en humanitær katastrofe under opsejling, eller hvis
et land f.eks. vedvarende overtræder menneskerrettigheder.
For jeg tror, at på trods af uenighederne kan
Folketinget her være enige om en ting. Vi er muligvis uenige
om, hvorvidt vi skulle være gået med i krigen, men vi kan
næppe være uenige om, at verden kun er blevet et bedre sted
at leve i, efter at Saddam Hussein er blevet sat fra
bestillingen. Ikke mindst den irakiske befolkning kan glæde
sig over efter næsten 30 års undertrykkelse, at der nu ser ud
til at komme bedre tider.
Kl. 13.05
Iraksagen har givet nogle skår i samarbejdet i FN, men
de skal nok heles, og de er ved at blive det.
Verdenssamfundet må stå sammen og vise irakerne, at vi er på
Iraks side. Det er derfor også godt, at FN's
sikkerhedsresolution 1511 nu giver et klart FN-mandat til den
multinationale sikringsstyrke.
Vi vil med stor interesse deltage i den efterfølgende
debat om humanitær intervention, når Dansk Institut for
Internationale Studier får belyst dette emne nærmere, sådan
som der er lagt op til i vedtagelsen. Jeg synes også, at jeg
vil rose Det Radikale Venstre for at bringe dette tema op i
debatten og i øvrigt have en konstruktiv tilgang til en
diskussion af dette meget væsentlige emne.
Det Konservative Folkeparti kan selvsagt støtte
forslaget til vedtagelse, som vi er medforslagsstillere på.
