(Kort bemærkning).
Kim Andersen (V):
Jeg bemærkede, at den radikale ordfører afviste dette forslag
i nogle meget generelle vendinger, og så benyttede ordføreren
sig af det gode, gamle ordsprog om, at man skal feje for egen
dør, før man fejer for andres. I overført betydning udlægger
jeg det sådan, at den radikale ordfører mener, at der i det
her forslag skulle have været flere og mere konsekvente
indenlandske tiltag til nedbringelse af CO2-udslip.
Hvis det er rigtigt tolket, vil jeg gerne bede den
radikale ordfører om at forklare mig og det øvrige Folketing,
hvad det er for nogle helt præcise, konkrete virkemidler, Det
Radikale Venstre gerne havde set indført til nedbringelse af
CO2-udslip, og i givet fald med hvor meget mere end det,
forslaget her lægger op til.