(Kort bemærkning).
Keld Albrechtsen (EL):
Jeg synes ikke, at hr. Kim Andersen hører ret godt efter. Jeg
understregede jo faktisk, at når disse tal bliver regnet
igennem på seriøs, objektiv vis, så ville de vise sig at give
et plus beskæftigelsesmæssigt og ikke et minus.
Og så indrømmer hr. Kim Andersen jo nu, at han faktisk
ikke selv har læst tallene. Han baserer sine oplysninger på
noget, han fik at vide i et åbent samråd, som jeg husker det,
nogle oplysninger givet af formanden for Folketingets
Miljø- og Planlægningsudvalg, hr. Eyvind Vesselbo, der kom
med nogle forkerte oplysninger, oplysninger, der blev
berigtiget under samrådet, hvor hr. Kim Andersen sad og hørte
på, at disse oplysninger blev berigtiget, og hvor han så
alligevel nu viderebringer dem til Folketinget og
befolkningen i denne her debat.
Det er det, jeg klandrer hr. Kim Andersen, som oven i
købet erkender, at han ikke selv har læst disse tal. Det er
da simpelt hen et debatniveau, der er uanstændig lavt. Kan
det virkelig passe, at hr. Kim Andersen bare viderebringer
forkerte oplysninger fra hr. Eyvind Vesselbo, som det stod
klart for alle på samrådet var forkerte?
Kl. 13.55