Justitsministeren (Lene Espersen):
Jeg vil gerne indlede med at takke Folketinget og
Retsudvalget for den meget grundige behandling, lovforslaget
har fået.
Det er jo egentlig lidt tankevækkende, at vi i dag står
ved tredjebehandlingen af dette terrorlovforslag - det er jo
dagen efter oprydningen på Ground Zero, dagen efter, at der
er blevet ryddet op efter det skrækkelige terrorangreb, der
jo bl.a. gik ud over New York den 11. september 2001 - og
tankevækkende, at i den periode, det har taget folkene at få
foretaget oprydningsarbejdet, få orienteret de pårørende og
få afholdt mindehøjtideligheder, har det internationale
samfund optrådt med meget stor ansvarlighed og har sagt: Det
her må vi gøre noget mere for at forhindre skal gentage sig.
Jeg tror, det var Enhedslistens ordfører, fru Line
Barfod, der brugte udtrykket, at vi havde handlet i panik.
Det har jeg meget, meget svært ved at forstå. Vi står over
for en trussel, der er så håndgribelig, og som er så
frygtindgydende, at man med rette ville kunne bebrejde de
ansvarlige politikere og de ansvarlige organisationer - og
her tænker jeg først og fremmest på FN, men naturligvis også
på EU, hvor der er ret vidtgående muligheder for at nå til
enighed om sager - såfremt vi ikke havde foretaget os noget.
Man kunne med rette have bebrejdet det internationale
samfund, hvis vi stadig væk havde siddet og haft timelange
møder, diskuteret definitioner af terrorisme og diskuteret,
hvad der er de rette redskaber til at gøre, hvad vi kan for
at bekæmpe terrorismen.
Jeg synes faktisk, der er grund til at anerkende, at FN,
at Sikkerhedsrådet og at EU i den her sag har valgt at sige:
Vi bliver nødt til at lægge de hensyn, vi normalt ville have
til nationale særstandpunkter, til side til fordel for det,
der er langt større, nemlig det internationale samfunds og
borgerne på denne klodes mulighed for at føle sig trygge og
for at blive beskyttet mod terrorisme.
Jeg kan selvfølgelig godt forstå de mange eksperter,
politikere og andre, der har udtrykt bekymring for: Jamen går
processen så ikke for hurtigt? Har vi nu tænkt os godt nok
om, når nu der kommer så omfattende lovgivning?
Jeg vil sige, at vi har brugt det her halve år til at
gennemgå tingene. Der er blevet stillet utrolig mange
spørgsmål, og som mange ordførere har været inde på, skal man
ikke være kæphøj her i dag og sige, at alting står
krystalklart, og at alt kan defineres. Det kan det jo ikke,
men man har gjort et behjertet og godt forsøg, og den
definition af terrorisme, som EU er kommet frem til, og som
har givet anledning til megen debat i dag, synes jeg faktisk
er ganske tilfredsstillende.
Der har, som fru Line Barfod og andre har anført, været
kritik af: Jamen var den for bred? Men lige præcis det har jo
været noget af hensigten. Det nytter ikke noget, at man laver
en så snæver definition, at halvdelen af de angreb, der med
rette er blevet kaldt terrorisme, bliver sorteret fra, fordi
definitionen ikke er god nok.
Jeg har tillid til, at den definition, som vi har her i
dag, på bedste vis tilgodeser det, der er formålet, og jeg
har ikke, selv om der jo har været andre definitioner, der er
blevet fremlagt til drøftelse, hørt nogen definition, der er
tilnærmelsesvis lige så god som den, man er blevet enig om i
EU-kredsen.
Der har været diskuteret nogle ting i dag. Man kan
ligesom dele det op i klumper. Der er visse typer af
spørgsmål, som popper op med mellemrum igen og igen.
Et af dem er spørgsmålet om begrænsninger i
ytringsfriheden. Det gjorde især fru Line Barfod meget ud af,
og jeg mener også, at fru Anne Baastrup var inde på det. Til
det vil jeg sige, at der altså er afgivet svar under
behandlingen af det her forslag i Retsudvalget. Her tænker
jeg især på besvarelsen af spørgsmål 22 om, hvorvidt dele af
lovforslaget ikke vil medføre begrænsninger i
ytringsfriheden. Til det er der svaret:
Kl. 11.35
»... Rene sympatitilkendegivelser i forhold til
terrororganisationer er således ikke omfattet af de
foreslåede medvirkensbestemmelser.
Ytringer kan dog være omfattet af de foreslåede
bestemmelser i straffelovens § 114 b, i det omfang ytringer
»fremmer« det kriminelle formål. ...
Påskønnelse eller anerkendelse af konkrete
terrorhandlinger ...« - konkrete terrorhandlinger, ikke
undervisning af unge kvinder eller skolebørn, men konkrete
terrorhandlinger - »... kan efter omstændighederne være
omfattet af den eksisterende bestemmelse i straffelovens §
136, ...«.
§ 136, stk. 2, er jo noget, der har været en del af
straffeloven siden 1939. Det er ikke den mest benyttede
paragraf. Men her sker der altså alene en udvidelse af
området, så det ikke længere kun er danske myndigheder, men
også udenlandske myndigheder og internationale
organisationer, der er omfattet af det.
Der har jeg meget svært ved at se, at man kan
problematisere det, men jeg kan forstå, at man af politiske
årsager - selvfølgelig for at have en forklaring på, hvorfor
man ikke stemmer for lovforslaget - kan have et behov for
ligesom at hænge sin hat op på undskyldninger om, at man
alligevel ikke er helt sikker.
Jeg tror, det var fru Sandy Brinck, der - synes jeg -
formulerede det på en rigtig god måde, nemlig at hvis man
skulle være hundrede procent sikker i alle sager, ville det
være meget, meget vanskeligt, ikke mindst når det gælder
meget store internationale spørgsmål, overhovedet at nå til
enighed om noget, fordi man så altid ville kunne fortolke
tingene med små petitesser i den ene og i den anden retning.
Et andet af de spørgsmål, der har været diskuteret
meget, og som jeg også kan forstå er noget af det, der har
optaget Enhedslisten, er hele spørgsmålet om lister og
forholdet til det her lovforslag. Det er der altså også
svaret på. Jeg bliver nødt til at sige, at det er der klart
svaret på i Retsudvalget. Her henviser jeg bl.a. til
besvarelse af spørgsmål 122, og der er det meget, meget
klart, at det, at en organisation optages på EU's liste over
terrororganisationer - og det er jo det, fru Line Barfod her
fra talerstolen påstod var tilfældet, hvad angik en
organisation, jeg mener det var fra Colombia - er ikke i sig
selv ensbetydende med, at det under en eventuel straffesag
her i landet vil kunne anses for bevist, at der er tale om en
terrororganisation efter de foreslåede bestemmelser.
Så man skal passe på, at man ikke blander tingene
sammen, og i det her tilfælde er det altså domstolene, der
skal ind og afgøre den sag.
Til sidst vil jeg sige, at der er blevet brugt mange
kræfter og der har været megen kritik, især af EU-delen. Jeg
var egentlig meget, meget glad for, at fru Elisabeth Arnold
gjorde meget ud af FN's del af det, herunder ikke mindst
terrorfinansieringskonventionen. Jeg har ikke hørt så megen
kritik af den i dag, men jeg synes måske, det er lidt vigtigt
for forståelsen, ikke mindst når vi taler om det her med,
hvad man kan indsamle penge til og give penge til.
Det fremgår faktisk af artikel 2 i
terrorfinansieringskonventionen, at »En person begår en
forbrydelse i konventionens forstand, hvis den pågældende
ulovligt og forsætligt direkte eller indirekte tilvejebringer
eller indsamler midler i den hensigt, at de skal anvendes,
eller med viden om, at de vil blive anvendt helt eller
delvist til at udføre ...« - og så kommer der en lang række
handlinger.
Det blot for at sige, at i den ideelle verden ville det
jo være utrolig dejligt, hvis man blot kunne indsamle penge
og få en tilkendegivelse fra myndigheder af: Jamen vi er helt
sikre på, at de penge ikke bliver brugt til et strafbart
forhold. En sådan verden har vi ikke, men som fru Sandy
Brinck, tror jeg det var, også var inde på, så har vi altså
forsætsregler.
Vi har diskuteret det her spørgsmål meget. Det betyder
jo efter min opfattelse, at en humanitær organisation, der
giver penge til et godt formål til en organisation, som kun
er kendt for sit gode humanitære arbejde, vil have meget,
meget, meget svært ved overhovedet at blive dømt for noget
som helst ved en domstol, men en organisation, der giver
penge til en organisation, som godt nok udfører et stykke
humanitært arbejde, men som også muntrer sig med at kaste
bomber og dræbe civile i tusindvis - til den humanitære
organisation, der i gang med en indsamling, vil jeg nok sige,
at den bør finde et andet godt nødlidende formål at give sine
penge til. For det er nu engang sådan, at hvis vi vil
terrorismen til livs, er en af de mest effektive måder - ud
over alle de præventive tiltag, som også flere har været inde
på i dag - rent faktisk at sørge for, at kassen er lukket i,
så der ikke er penge til at finansiere den.
Kl. 11.40
Jeg vil gerne takke Folketinget for en god og grundig behandling. Jeg er utrolig glad for, at så stort et flertal stemmer for lovforslaget i dag. Jeg ser selvfølgelig frem til, at det her forslag også er et forslag, som vil blive gennemført i hele kredsen af FN-lande. Jeg mener, det er rigtigt og vigtigt, at det internationale samfund viser, at vi står sammen i kampen mod terrorisme, og i dag tager Danmark et meget vigtigt skridt i den retning.
