Indenrigs- og sundhedsministeren (Lars Løkke Rasmussen):
Først til fru Line Barfod: Det, jeg har bekræftet, og det,
jeg svarede på, er, at rækkevidden af den forsikring, som
skal være en forudsætning for, at private klinikker og
sygehuse i ind- og udland kan indgå aftale med de offentlige
sygehusejere - det er tænkt som en hjemmel til mig, som gør
det muligt at gå ind og fastsætte vilkårene, hvis parterne
ikke kan blive enige - er den samme. Det er det, jeg har
svaret på. Forsikringsdækningens omfang er altså det samme.
Så til fru Lone Møller: Jo, jo, jeg hørte det godt og
vil også gerne kvittere for, at ordføreren her i dag så
positivt på det. Det, der forvirrer mig, er naturligvis, at
Socialdemokratiets finanspolitiske ordfører i fredags sagde:
»Se, der er jo ingen grund til at bruge 1,5 mia. kr., hvis
man tror, at det, der vil komme ud af situationen, vil være,
at de forkerte patienter vil blive opereret.«
Så fortsatte ordføreren: »Vi har været i forhandling med
amterne og har været af den klare overbevisning, at de
ressourcer, der er personalemæssigt, de ressourcer, som jo er
livsnødvendige for at gennemføre operationerne, faktisk blev
presset til det yderste i forbindelse med den meget
omfattende aftale, vi lavede med amterne«. Altså
underforstået: Der kan ikke komme mere ud af det her system.
Det er derfor, at jeg fortsat er sådan lidt i tvivl om,
hvorvidt det er en god idé at hælde mere benzin på motoren,
eller om det er noget, man skal afstå fra at gøre.
Til det andet spørgsmålet om, at det haster, vil jeg
gerne, hvis der skulle være en misforståelse, understrege, at
jeg kunne ikke på nogen måde drømme om at presse en proces
ud over de regler, der gælder. Jeg er selvfølgelig helt enig
i, hvorfor vi har de regler, vi har, omkring sagsbehandling
og lovkvalitet m.v. Jeg understreger bare en lille appel om,
at vi nu i fællesskab prøver at søge denne her sag afklaret
så hurtigt som muligt af hensyn til patienterne.
Det hænger jo sammen med, at det ikke er sådan, at
forudsætningen for, at man kan få adgang til de her ekstra
ressourcer, er, at man skal øge behandlingen op til det
niveau, der blev aftalt sidste år, og så kommer de her penge
først til udbetaling i slutningen af året eller noget sådant.
Modellen her lægger op til, at vi i forhold til det enkelte
amt har lavet et udgangspunkt, et gulv for, hvad det er for
et behandlingsniveau, man burde komme op på i det pågældende
amt, hvis man indfrier aftalen fra sidste år. Så honorerer vi
ikke et hop på stedet, men en stigning i forhold til det
gulv. Og det bliver jo udmålt måned for måned med en
acontoafregning, som er bygget ind i forslaget, så man
allerede nu kan komme i gang med den meraktivitet og den
merhonorering af personalet, der kan være basis for.
Må jeg så sige til spørgsmålet omkring
snuptagsløsninger, og om jeg ikke frygter, at ventelisterne
blot vil stige i den anden ende, at jeg tror ikke på
snuptagsløsninger. Hverken jeg eller regeringen bilder os
ind, at vi bare lige med et fingerknips kan fjerne
ventelisterne. Det er helt oplagt sådan, at hvis vi skal
skabe et sundhedsvæsen i bedre balance, skal der drejes på
mange knapper på én gang.
Jeg synes, at fru Tove Videbæk var den af ordførerne,
der mest systematisk afdækkede nogle af de forskellige
udfordringer, der er omkring strukturer, arbejdstidsregler
m.v., og det er selvfølgelig alle de ting, der skal ses på.
Jeg bilder mig ikke ind, at vi med det her har løst det
danske sundhedsvæsens problemer, og så kan vi alle sammen
læne os tilbage i den resterende del af valgperioden, for så
skal der ikke foretages noget på sundhedsområdet, så hviler
det hele bare i sig selv. Det bilder jeg mig bestemt ikke
ind.
Jeg vil også gerne understrege, hvad jeg har sagt ved
flere andre lejligheder, at jeg betragter de her 1,5 mia. kr.
som benzin på en forandringsmotor, som en ny tænkning i
sundhedsvæsenet, hvor der er større sammenhæng mellem det,
der behandles for, og de ressourcer, der er til rådighed, som
trækker en lang række andre positive ting med sig:
overvejelser om, hvordan dokumenterer vi det, vi har gjort,
hvordan vurderer vi kvalitet af det, vi har gjort osv. osv.?
Så jeg bilder mig ikke ind, at det her er en
snuptagsløsning, men omvendt vil jeg gerne sige til den der
teori om, at der nu er en masse raske mennesker, der
pludselig bliver syge, fordi vi fjerner ventelisten, at den
køber jeg ikke.
Jeg har så meget tiltro til mine medmennesker, at jeg
tror, at forudsætningen for, at man går til læge med en
indikation, og forudsætningen for, at lægen siger ja til, at
man er syg og skal opereres, sådan set er, at man er syg.
Sådan tror jeg, verden hænger sammen, og derfor er det i
hvert fald min ambition, at vi skal skabe et
behandlingstilbud, der gør, at syge mennesker kan behandles.
Kl. 18.40
Der var lige to små ting tilbage. Til fru Jette
Bergenholz Bautrup, der spurgte, om de afdelinger, der
allerede har øget produktiviteten, kan få de ressourcer her:
Der er ligesom to ting, man kan sige til det spørgsmål. Det
er helt grundlæggende, at den her model introduceres af
hensyn til patienterne. Med al respekt for alle andre er det
af hensyn til patienterne, at vi nu bruger flere ressourcer;
det er ikke af hensyn til amterne, sygehusene, de ansatte.
Det lyder måske firkantet, men jeg mener det faktisk. Det er
af hensyn til patienterne.
Der er sådan set som udgangspunkt ingen grund til, at vi
skal betale for det samme to gange. De amter, der allerede
har løftet deres aktivitetsniveau, skal da være glade over,
at de har honoreret en af kerneopgaverne - det er jo en af
amternes kerneopgaver - og løftet det op på et niveau, der
tåler sammenligning med andre. De skal have en
fortjenstmedalje. Og politikerne i de pågældende amter har
formentlig også haft et strålende amtsrådsvalg, for det er jo
dér, man bliver honoreret for at løse de opgaver, man
egentlig skal løse. Det skal vi ikke komme og betale for én
gang til. Det, vi skal gøre, er, at vi skal øge kapaciteten.
Derfor er udgangspunktet, at det er den meraktivitet, der kan
skabes, vi nu betaler for.
Så er det i øvrigt sådan, at der er lagt op til, at der
indgås bilaterale aftaler med det enkelte amt, og der er
intentionen, at ressourcerne når ud på den enkelte afdeling.
Ideen med at lave de bilaterale aftaler er jo egentlig også
at afprøve forskellige fordelingsmekanismer, og dermed bliver
der i en direkte dialog med det enkelte amt også en mulighed
for, at man kan give folk et skulderklap for en indsats, de
allerede har ydet.
Så var der endelig fru Lene Garsdal, som beder mig
bekræfte - sådan måtte jeg forstå det - at det her vil føre
til, at hele det akutmedicinske område nu ville træde ind i
skyggen. Det var ikke de ord, der blev brugt, men det var
det, der mentes med spørgsmålet. Det kan være, at det er
vores tænkning, der er forskellig, men jeg har meget, meget
svært ved at se, at det skal gå ud over nogen, at man gør
noget for nogle andre. Det kan jeg ikke få ind i mit lille
hoved.
Vi ønsker at gøre noget målrettet i forhold til hele det
elektive, altså planlagte område, hvad enten vi snakker
medicin eller kirurgi. Men derved er der jo bestemt ikke
udtrykt nogen ambition om, at vi skal gøre noget negativt i
forhold til det akutmedicinske område. Jeg har meget svært
ved at forstå, at det, at vi gør noget ekstra - i debatten
lyder det nogle gange, som om vi er ved at fjerne nogle penge
eller gøre et eller andet negativt - skulle medføre noget
negativt i forhold til et andet område.
Tværtimod tror jeg, at den bedste indsats, man
overhovedet kan gøre for hele det danske sygehusvæsen, er
hurtigst muligt at prøve at få det her ventelisteproblem
under kontrol - det er jo ikke nogen garanti for, at vi har
fjernet alle ventelister, det er ikke nogen
behandlingsgaranti osv. - for det vil fjerne en betragtelig
skønhedsplet på det danske sundhedsvæsen og gøre, at vi alle
sammen kan begynde at forholde os offensivt og konstruktivt
til de mange andre spørgsmål. Og der er masser af spørgsmål:
den ældre medicinske patient, sammenhængen over til den
primære sundhedstjeneste, samspil mellem kommune og amt osv.
osv.
