Niels Helveg Petersen (RV):
Det Radikale Venstre stemmer imod dette beslutningsforslag.
Når det er nødvendigt, når der ikke er andre muligheder, er
Det Radikale Venstre principielt ikke imod, at det
internationale samfund anvender militære magtmidler.
Vi har selv foreslået det. Vi har støttet anvendelsen af
militære magtmidler både på Balkan og i Irak. Vi har også
stået bag opbygning af militært pres på Irak siden januar i
år. Men vi stiller det krav, at militær magtanvendelse skal
være velbegrundet.
De, der vil anvende den militære magt, har bevisbyrden
for, at det er uomgængelig nødvendigt, at det er sidste
mulighed, at alt andet har været forsøgt, og alt har været
forgæves, og det er efter min menig ikke tilfældet i denne
sag.
Kernen i denne sag er, at et hårdt, vedvarende politisk,
militært og økonomisk pres og aktiv våbeninspektion var i
færd med at give resultater. Våbeninspektørernes formand
udtrykte det den 7. marts sådan: Det ville ikke tage år eller
uger, men måneder. Hverken regering eller inspektører har
ønske om, at afvæbningsinspektion skal foregå i uendelighed.
Jamen nu er der gået 12 år, siger tilhængerne af krig.
De første 8 år med aktiv våbeninspektion skete der faktisk en
betydelig afvæbning. Så blev der krise. Derefter lå
våbeninspektionen stille i 4 år.
I denne omgang har den været i gang siden engang før
jul, altså i ca. 4 måneder. Vi behøver ikke år, men måneder,
siger Blix. Det burde have været forsøgt at komme videre ad
den vej. Den 27. marts skulle Blix have fremlagt et videre
arbejdsprogram for afviklingen.
Regeringen har fremlagt et notat om det folkeretlige.
Resolution 1441 indeholder ikke i sig selv den nødvendige
bemyndigelse for FN's Sikkerhedsråd til magtanvendelse, siger
notatet. Notatet går et skridt videre: Sikkerhedsrådets
tidligere bemyndigelse i resolution 687 og øvrige
resolutioner må midlertidigt anses for at være suspenderet af
resolution 1441.
KL. 17.05
Når efterfølgende Udenrigsministeriets notat alligevel
når til det resultat, at der er grundlag for militær aktion,
så er det, fordi juristerne siger, at fortsat våbeninspektion
er udsigtsløs, men det er just ikke nogen juridisk vurdering.
Det er en politisk konstatering og ifølge Blix oven i købet
en forkert vurdering. Men da det er udsigtsløst, består
derfor uforandret en bemyndigelse fra FN's Sikkerhedsråd,
siger man, til at anvende alle nødvendige midler.
Notatet bygger sin argumentation på, at våbeninspektion
er nytteløs. Det er i strid med Blix og i strid med
Sikkerhedsrådets flertal. Må jeg minde om, at ikke alene tre
permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet, men også seks
ikkepermanente medlemmer talte for fortsat inspektion og
modsatte sig en afbrydelse af våbeninspektionen.
For at nå det ønskede resultat må Udenrigsministeriet
altså indbygge den rene politiske konstatering, som er i
strid med Sikkerhedsrådets flertal og FN's våbeninspektører.
Det synspunkt savner jeg helt behandlet i notatet.
Regeringen har interesseret sig meget for vedtagelsen i
1998, og jeg er blevet flittigt citeret. Jeg takker alle, det
er smigrende. Jeg mindes, hvad den tidligere britiske
premierminister, Lloyd George, sagde engang i det britiske
Underhus, da han var blevet stukket i næsen, hvad han
tidligere havde sagt, og som ikke svarede til, hvad han sagde
nu: Ja, sagde han, atter i dag må jeg konstatere, at min mest
talentfulde politiske modstander er mine egne tidligere
udtalelser.
Det er selvfølgelig interessant at interesse sig for
1998. Det gør jeg også gerne, men synspunkterne om 1998 er
løsrevet fra det virkelige liv. Dengang var situationen, at
våbeninspektørerne havde givet op på grund af chikane fra
Iraks side, en helt anderledes situation end i dag, hvor
våbeninspektørerne ønsker at fortsætte.
Dengang var situationen i Sikkerhedsrådet en anden. Der
var medlemmer, der var imod, men Sikkerhedsrådet tog så at
sige magtanvendelsen til efterretning, og Rusland endte med
at tilslutte sig. Dengang var beslutningen indledningen til
fornyet pres, som oven i købet lykkedes i det korte løb.
Danmark vedtog at stille sin Hercules til rådighed den 17.
februar. Den 20. februar indgik Kofi Annan en aftale med
irakerne, og vores Hercules kom aldrig på vingerne.
I dag sender vi ikke vort militære bidrag ud for at
lægge pres, men på et tidspunkt, hvor krigen er besluttet og
kan starte når som helst, måske endda før dette
beslutningsforslag er vedtaget.
Hvad der interesserer tænksomme danskere i dag - det vil
jeg gerne sige til alle de regeringsordførere, som har
interesseret sig for 1998 - er selvfølgelig ikke, om vi
tænkte og handlede rigtigt i 1998, men om vi tænker og
handler rigtigt i dag, få timer før krigen starter.
