Niels Helveg Petersen (RV):
Krigen i Irak er nu i gang. Om få timer er Danmark
krigsførende i Irak. Jeg vil gerne udtrykke håbet om, at
krigen bliver kort, at tabene og lidelserne og ødelæggelserne
bliver små - så små, som det nu overhovedet er muligt i en
krig.
Spørgsmålet i denne krig er ikke, hvem der vinder. Det
er ikke en krig mellem lige stærke militære parter. Vinderen
er givet på forhånd. Det er USA, Storbritannien og andre.
Bare for at illustrere en størrelsesorden: USA's årlige
forsvarsbudget er på 400 mia. dollar, Irak har et
forsvarsbudget på 1,4 mia. dollar - en størrelsesforskel som
1:280. Når dertil kommer de øvrige bidrag, især fra
Storbritannien, er uligevægten jo gigantisk.
Det vigtigste spørgsmål er: Hvordan vinder man freden?
Freden i Irak efter krigen vil have mange fjender. Hvordan
skal man forhindre en ny stor konflikt i det nordlige Irak
mellem Tyrkiet og de irakiske kurdere? Hvordan skal man
forhindre, at Israel bliver involveret til stor ulykke og
yderligere ulykke for udviklingen i Mellemøsten? Hvordan
forhindre, at hadet mod især USA vil vokse over hele verden
og ikke mindst i den arabiske verden? Hvordan i øvrigt
forhindre oliekilder i at gå op i røg med helt ukendte
økologiske og økonomiske følger? Hvordan forhindre
katastrofer, humanitære katastrofer med 100.000 flygtninge og
med hungersnød?
60 pct. af Iraks befolkning, dvs. ca. 14 millioner
mennesker, er helt afhængige af det såkaldte oil for
food-program, som nu er afbrudt. De lever bogstaveligt talt
af det, de får igennem oil for food.
Vi er nu som sagt i Danmark krigsførende og snart i
folkeretlig forstand en besættelsesmagt i Irak. I den
anledning vil jeg gerne citere, hvad Kofi Annan understregede
i en tale i FN's Sikkerhedsråd den 19. marts:
Kl. 17.10
I folkeretten er det sådan, at i ethvert område, der er militært besat, er det den besættende magt, der har ansvaret for befolkningens velfærd. Sammen med USA, UK, Australien og andre har Danmark i folkeretlig forstand nu et ansvar for 23 millioner irakeres daglige velfærd. Venstre og Konservative og Dansk Folkeparti påtager sig et folkeretligt ansvar for 23 millioner irakere. Kofi Annan føjer til: Ansvaret ligger hos de krigsførende lande, men vi, og det kan vi ikke tage fra dem, i FN vil da søge at hjælpe så godt, vi kan. Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti er ansvarlige for 23 millioner irakeres velfærd - hvor ironisk. Det vil sige, at den hjælp, vi skal yde til Irak, jo ikke er en sådan tilfældig humanitær bistand, men en folkeretlig forpligtelse. Det Radikale Venstre stemmer imod beslutningsforslaget. Det finder vi at vi har meget stærke grunde til. Vi finder for det første, at Danmark placerer sig forkert i det internationale billede. Storbritannien og Danmark er de eneste af EU-landene, der yder et militært bidrag. Danmark har brug for både et atlantisk og et europæisk fundament. I denne sag har man for ensidigt betonet det atlantiske, for meget nedtonet det europæiske. Og statsministeren har aktivt bidraget til den europæiske splittelse. Støtteerklæringen til Bush af 30. januar undertegnet af kun 5 af de 15 EU-lande bidrog til splittelsen. Det blev ikke forelagt for de øvrige 10 lande, end ikke for det græske formandskab. Det var et slag i ansigtet på de 10 og ikke mindst på formandskabet. Også andre har bidraget til splittelse. Jeg er slet ikke blind for de bidrag, som Tyskland og Frankrig har ydet, men det fratager ikke den danske statsminister for ansvar. Den europæiske splittelse er nu meget dybtgående. Min vurdering er, at den bliver svær at hele. Man vil omgås hinanden høfligt, som det også er sket på det nu overståede topmøde, heldigvis, men de reelle modsætninger har vokset sig store, og som Danmark har placeret sig, er Danmark en del af problemet, ikke en del af en løsning. For det andet: Krigen er født af et diplomatisk nederlag. Sådan er det jo altid. En krig begynder med et nederlag. Stormagterne i FN's Sikkerhedsråd burde kunne have talt sig til rette om en fælles Irakindsats. Selv helt til det sidste burde de have fortsat de diplomatiske bestræbelser. At bygge en stor koalition var opgaven for dem. Det kræver klogskab, det kræver tålmodighed, og så længe, der overhovedet er muligheder for en fredelig løsning, skal man blive ved og ved. Jeg placerer ikke ensidigt skylden for, at det ikke kunne lykkes, hos en enkelt part, men jeg har konstateret, at retorikken på begge sider og ikke mindst i forholdet mellem USA og Frakrig jo i perioder gik fuldstændigt i selvsving. De fleste medlemmer af Sikkerhedsrådet foruden våbeninspektørerne og generalsekretæren ønskede at give våbeninspektionen en fornyet chance - enten for derigennem at give tid, mere tid til at danne en stor koalition, der kunne have sat ind over for Irak, eller for at opnå reelle fremskridt for afvæbning. Den chance fik de ikke. Det beklager vi.
Kl. 17.15
For det tredje: Det folkeretlige grundlag er ikke
tilfredsstillende. Med de uddybende svar, vi har fået i dag,
forstår jeg nu bedre regeringens folkeretlige tænkning. Jeg
forstår det bedre, men jeg er ikke enig i konklusionen.
Jeg er ikke enig i, at man kan lægge til grund, at øget
våbeninspektion var udsigtsløs, og jeg forstår ikke, at man
slet ikke inddrager i sin folkeretlige vurdering, at et meget
stort antal af de 15 medlemmer af Sikkerhedsrådet ikke gik
ind for en militær aktion. Man kan diskutere hvor mange;
ifølge mine opgørelser gik 4 af 15 ind for en militær aktion.
Man kan sige, at det ikke kan være afgørende, når der
ikke er stemt. Det kan man diskutere, men jeg kan ikke
forstå, at dette element, at der helt klart er en tydelig,
tydelig modstand blandt et flertal af Sikkerhedsrådets
medlemmer, overhovedet ikke indgår i den folkeretlige
vurdering fra regeringen.
Det eneste organ, der kan fortolke Sikkerhedsrådets
vedtagelser, er Sikkerhedsrådet. Så må det også spille en
rolle i den folkeretlige vurdering, hvorledes
Sikkerhedsrådets medlemmer faktisk udtaler sig om dette
forhold, og det bør man inddrage i sine vurderinger.
Det har regeringen ikke ønsket. Til gengæld må jeg sige,
at jeg er overbevist om, at netop dette element vil blive
tillagt stor betydning i andre lande og blandt
folkeretskyndige i hele verden, som meget vil lægge vægt på
netop dette, at der ikke var et flertal for en militær aktion
i Sikkerhedsrådet. Der blev ikke stemt, men der var mindretal
for en militær aktion.
Af disse grunde finder Det Radikale Venstre, at det er
nødvendigt at stemme imod dette.
Jeg vil gerne sige til sidst, at havde der været en
sikkerhedsrådsvedtagelse, havde der været et mandat fra FN's
Sikkerhedsråd, ville Det Radikale Venstre selvfølgelig have
støttet også en militær aktion.
